GALICIA. 16.DAG Laza. 35 km (i alt 410 km) Overnatning: Albergue Municipal (gratis)

Transkript

1 GALICIA 16.DAG Laza. 35 km (i alt 410 km) Overnatning: Albergue Municipal (gratis) Sov over mig igen igen. Det er lige før, det er det normale mere end det er en undtagelse. Pedro (ham fra Murcia) og Ladis var allerede gået. Men jeg kom da af sted kl. 8 som den allersidste også efter baskerne (de fire gutter fra Bilbao). Det blev en dag med mange kilometer i bjergene. Med den smukkeste udsigt til grønne bjergskråninger hele tiden. Og en meget smuk og stor embalse, som pludselig dukkede op, som en stor overraskelse. Jeg troede jeg gik bagerst, men mens jeg holdt pause på en skråning med den skønneste udsigt, kom baskerne gående. De må have spist morgenmad et sted inden de forlod byen. Lidt senere indhentede jeg Ladis, og vi fulgtes ad til den næste landsby, hvortil man kom via en meget stejl og knækrævende bajada (nedstigning). Vi holdt alle 6 pause ved en lille bar. Alle mændene fik vejet deres rygsække i baren, fordi de syntes, de var så tunge. Men ingen vejede så meget som min! De spurgte, hvad jeg havde i den, og jeg svarede: sten! Nåh, har du begået så mange synder, var deres kommentar! Jeg var den første, der gik igen efter en times pause de andre ville vente lidt, men jeg ville gerne gå inden det blev for varmt. Vi manglede ca. 15 km, så det var jo et stykke vej, og det var ved at blive ret varmt. Heldigvis gik det nedad meget blødt! Og med musik gik det faktisk godt derudad. Kom til merienda (mellemmåltid) stedet, et sted med fuente, pejs, borde i skyggen og græs og blomster. Rigtig dejligt pausested, hvor jeg blev ½ times tid. Fik nedkølet fødderne i fuenten. Lidt senere kom baskerne mere eller mindre smadrede. Igen gik jeg først og nåede til Laza godt træt og bestemt meget svedende. Fik nøglen til herberget i La Protección Civil, som også kørte mig (og senere de andre) i bil op til det splinternye albergue, der ligesom flere af de andre nye herberg, lå lidt uden for byen. Men hvilken luksus ikke at skulle gå derop! De har virkelig bygget mange nye albergues på La vía de la plata, et tegn på, at der faktisk må gå en del mennesker her i løbet af året. Bare ikke lige nu! Jeg fik bad og vasket tøj den daglige rutine, som jeg til min egen overraskelse har lært at sætte stor pris på! Men man kan ikke længere se, at mine sokker faktisk er nyvaskede! Hilste på Pedro, som sad med fødderne i saltvand. Han var kommet et par timer før mig og havde nogle megavabler. Sov siesta og Ladis ankom han var også helt udkørt. Senere fulgtes vi ned i byen for at handle og spise. På restauranten sad de andre fem også da det var byens eneste spisested! Mens vi spiste, belærte Ladis mig udi den spanske grammatik på en meget skolemesteragtig måde. Og jeg fik et interessant indblik i, hvordan de spanske skolebørn bliver undervist i deres modersmål. Ikke et eksempel til efterfølgelse! Han var desuden dødirriteret over fluerne, og jeg prøvede at forklare ham lidt om min livsfilosofi med at være med det, der er. Han sagde, at han opfattede mig som en person, som ikke krævede ret meget, som var tilfreds med lidt. Og det glædede mig faktisk, at han sagde det. For det er jo nemlig det, jeg også gerne vil ind til her på caminoen at være glad for de små ting, f.eks. at få mad og drikke, at kunne sove, at være i stand til at gå caminoen osv. Og det er jeg faktisk meget taknemmelig over, at jeg kan. Det er de ting, der tæller i livet. Det må jeg ikke glemme, når jeg kommer hjem! Efter at have spist dejligt (merluza igen igen!), gik vi alle hjem. De fleste sov udenfor i patioen, fordi det virkelig var varmt. Men Ladis og jeg blev nu indenfor, og det tror jeg var meget godt, for det bliver meget køligt sidst på natten. Inden jeg gik til ro, satte jeg mig og skrev i dagbogen, fordi jeg var kommet bagud.

2 Jeg kan godt mærke, at jeg har brug for tid til mig selv efter at have være meget sammen med Ladis, og at jeg har brug for en anden energi end hans. 17. DAG Vilar de Barrio. 21 km (i alt 431 km) Overnatning: Albergue Municipal (gratis) Ville gerne gå tidligt, fordi der ifølge guiden var en subida fuerte (en kraftig opstigning) på ca. 4 km, som jeg gerne ville have overstået, inden det blev for varmt. Sagde derfor nej til Ladis, da han spurgte mig om vi skulle følges. Det er godt, at jeg har lært at sige fra, når jeg kan mærke, at det er bedst for mig at gøre noget andet. Han indhentede mig dog inden la subida, fordi jeg havde holdt en pause i udkanten af en nåleskov for foden af bjerget. Så særlig langsomt gik han nu ikke. Jeg var faktisk meget spændt på denne subida fuerte, måske endda en smule bekymret. Men tænkte også, at det skulle jeg da nok klare, hvis jeg bare var ydmyg over for opgaven. Og det var jeg så! Tog Deva Premal og Miten i ørerne, og det er en fantastisk forskel, det gør. Jeg kommer ind i et andet univers, og jeg lagde stort set ikke mærke til, hvor hårdt det var. Men når mit hjerte hamrede for voldsomt, måtte jeg da hvile lidt. Det var hårdt. Helt sikkert. Men ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Og udsigten var jo helt formidabel. Når jeg holdt hvil, vendte jeg mig om og så ned over det smukkeste bjerglandskab. Men der havde været andre før mig, der syntes, det var hårdt. Ved en milesten lå der forskellige ting, som folk havde efterladt, fordi de ikke ville bære på det mere. Der lå alt fra sæbe, gryder, sko og tøj. Jeg overvejede også, om jeg skulle bidrage med en eller anden overflødig ting. Men syntes faktisk ikke, der var noget jeg kunne undvære. Jeg ved ikke, hvor lang tid det tog, men pludselig var jeg oppe. Jeg skuede ud over bjergene og tænkte: YES I did it! En fed fornemmelse. Der stod et skilt med: 500 m til bar El rincón de periegrino (pilgrimshjørnet). Herligt! Gik ad en smal vej til landsbyen Alberguería, hvor en gammel pilgrim havde lavet en lille og meget sjov bar. Kun for peregrinos. Med skaller i loftet, hvor alle gæsterne skulle skrive en lille hilsen til ham. Og med alt hvad en pilgrim ellers har brug for. Rigtig hyggeligt sted. Pedro, som pga. sine vabler var gået ad landevejen, kom gående og satte sig. Og lidt senere kom også Ladis. Han havde klaret opstigningen godt og ville videre til Xunqueira (yderligere 14 km efter Vilar de Barrio, som lå 8 km væk). Det ville jeg ikke, og han tog derfor af sted, efter at vi havde taget pænt afsked. Pedro og jeg sad og snakkede lidt uden for baren. Det viste sig, at han havde boet ca. 15 år i Australien, så han talte perfekt australsk. Det gjorde jo vores konversation meget nemmere i hvert fald for mig! Han spurgte mig, om vi skulle følges ad til Vilar de Barrio, og det ville jeg da gerne, da han var hyggelig at snakke med. Det viste sig, at han også var lærer! Underviste i engelsk på et gymnasium i Murcia. Mens vi gik, havde vi en god snak om næstekærlighed. Det at gå caminoen handler jo bla. om at udvise næstekærlighed. Men Pedro syntes, at det var et problem, fordi man ikke mødte nogle mennesker her. Og som han sagde: man kan jo ikke vise næstekærlighed over for en sten! Han havde dog selv været offer for en næstekærlig handling. Et sted i Extremadura var han løbet tør for vand, og han havde haft det, ligesom jeg havde det den første dag. Han havde været helt sikker på, at han skulle dø. Han kunne ikke mere, og det var lige før, han faldt om. Men på mirakuløs vis kom han alligevel videre og nåede til en landsby. Ud af det første hus kom der en kvinde som uden at hilse på ham først, bare spurgte, om han ville have almindeligt vand eller gaseosa (sodavand). Hun havde reddet hans liv, sagde han. Han gav mig i øvrigt et godt råd i forhold til de aggressive hunde. Jeg skal bare løfte min bordon op og se truende ud. Den har de respekt for, sagde han, fordi de er blevet opdraget med slag fra en stok (stakkels dyr!). Da vi kom til Vilar de Barrio, købte han ind, og vi satte os i en lille park og fik en øl sammen, mens han spiste. Senere gik også han videre til Xunquiera. Afsked med ham også men jeg ser nu nok dem begge

3 igen i Ourense, tror jeg. Jeg fik nøglen til alberguet ved en lille benzintank, og fandt det efter lidt søgen. Stort og flot og nyt, som de tidligere. Fik bad og gik derefter ned til lillemor i huset overfor, som lavede mad til pilgrimme. Rigtig dejlig spansk bondemad. Tænk at kartofler som forret kan smage så himmelsk! Jeg spiser virkelig godt på denne tur, men taber mig alligevel. Det kan jeg godt mærke på mit tøj. Gad vide hvor meget det bliver til. Forhåbentlig ikke alt for meget! Fik sovet lidt inden baskerne kom. De var godt svedige. Planlagde herefter de sidste 7 dage. Vil gå til Ourense i morgen, selvom det er 35 km. Men det skulle være más o menos lige ud dificultad media (middel sværhedsgrad). På den måde kan jeg dele resten op i dagsmarcher på omkring 20 km eller derover (max 28 km), og så ankomme til Santiago den 21. Det giver mig en ekstra dag der, og det ville være dejligt, specielt hvis jeg kan finde et hostal, for rygtet går, at der er fyldt op i øjeblikket pga., at det er helligt år i år. Herefter gik jeg i supermercado og købte bla. bodylotion og shampoo, som jeg var ved at løbe tør for. Fik hældt det på mine små flasker og lod resten stå til nogle andre. Jeg satte mig senere på en terraza (fortovsbar) og fik skrevet en masse i min dagbog. Dejligt at sidde her alene med en gin & lemon og skrive. Gik derefter tilbage til herberget og satte mig udenfor på trappen og spiste frugt og snakkede med baskerne. De er nu meget svære at forstå, så vores samtale gik ikke så let. Gik i seng ved 23-tiden. 18. DAG Ourense. 35,6 km. (i alt 466 km) Overnatning: Albergue i El Convento de San Fransisco (donativo) Stod op kl sammen med baskerne og vi gik nogenlunde samtidig. Det første stykke vej var lige ud af markveje. Dejligt vejr lidt køligt. Jeg gik-mediterede og kunne næsten bevare koncentrationen uforstyrret dog kom der et par hunde i vejen. Men Pedros råd virkede. Jeg mandede mig virkelig op, hævede min vandrestav og så direkte på hundene og sagde med meget myndig stemme: I rør mig ikke!! Og det hjalp. De holdt sig på behørig afstand. Så nu behøver jeg ikke længere at være nervøs for los perros sueltos (de løstgående hunde). På et tidspunkt indhentede baskerne mig, men den ene havde dårligt knæ, så de sakkede bagud igen. Vi mødtes dog senere ved en bar i en landsby, hvor der sad en rimelig tosset sydtysker i Lederhosen og tog imod os. Han kaldte sig Stefano og fortalte, at han følte sig rigtig godt hjemme her på caminoen, fordi den mindede ham så meget om bjergene derhjemme i Bayern. Senere så vi ham dog køre forbi os i bil!!! I næste landsby holdt vi også pause ved samme bar. Jeg gav ham med det dårlige knæ mine elastikbind og knæbind og tilbød ham også mine gigttabletter. Okay så lidt næstekærlighed har jeg da udvist!!! Men det er sandelig ikke blevet til meget, synes jeg. Herfra gik det langs landevejen til Ourense. Og det var både rimelig varmt og rimelig dødssygt. Ruten gik igennem den ene kedelige forstad efter den anden, og til sidst igennem et forfærdeligt industrikvarter, som forekom uden ende. Og solen bare bagte og luften stod helt stille. I en lille bar, hvor jeg købte koldt vand, sagde gammelmor til mig: Te vas a morir, hija.(du dør af det her, lille ven!) og tjaa, nogle gange føltes det virkelig sådan, men det punkt er jeg ligesom kommet over. Det lykkedes mig dog endnu engang at overskride grænsen for det umulige. Og jeg nåede til sidst til Ourense. Fandt til sidst med hjælp conventoet, som selvfølgelig (!) lå højt oppe. På dette tidspunkt sansede jeg ikke andet end mine skridt og gik derfor forbi indgangen. Men heldigvis havde baskerne, som havde overhalet mig ude på landevejen, set mig og de kom ud og hujede af mig. Og Pedro kom mig i møde med et glas koldt vand! Det var hans næstekærlige gerning, som han havde søgt! Ladis mødte jeg oppe i sovesalen, og han var meget overrasket over at se mig igen. Havde igen ikke troet, at jeg ville være nået så langt. Som sædvanlig fik jeg duschet, vasket tøj og sovet lidt. Men jeg var alligevel ikke så udkørt, som jeg har været tidligere. Måske er jeg ved at vænne mig til de lange strækninger. Men 35,6 km er immervæk noget. Især de sidste 600 meter!!!!

4 Ladis insisterede på at følge mig ud i byen, og jeg sagde okay til en vuelta (en lille tur rundt i byen) og en drink et sted. Men derefter ville jeg gerne spise alene og senere finde en internetcafé. Han skulle have det lidt ind med skeer, at jeg godt kan klare mig selv, men til sidst sagde han dog, at jeg var en kvinde, som vidste, hvad hun ville, og som ikke behøvede hjælp. Det er nu ikke rigtigt. Hjælp behøver jeg bestemt indimellem, men jeg har ikke brug for nogen til at fortælle mig, hvor på gaden jeg skal gå, hvilken bus, jeg skal tage og hvor langt, jeg skal gå næste dag. Det er typisk for spanske mænd, tror jeg, at de gerne vil bestemme over deres kvinder. Han blev lidt sur, da jeg kaldte ham macho. Og det er han nu heller ikke. Pedro siger, at mange folk behandler os pilgrimme som får, man bare kan gænne et sted hen. Ladis derimod behandler mig indimellem som en hund: kom her, gå her, sit!! Det er bare for meget!!! Har nu siddet alene og spist udenfor i den dejligste, lune spanske aften. Fået et par glas rødvin og nyder virkelig livet her. Ourense er faktisk en rigtig dejlig by herinde i den gamle bydel. Og jeg nyder at sidde alene med min egen indre fred. Vil nu finde en internetcafé og derefter hjem i seng. Lyset slukkes kl. 23. Godnat! 19. DAG Cea. 21 km (i alt 487 km) Overnatning: Albergue Municipal (gratis) Sov dårligt pga. varme, mange mennesker og snorken. Faktisk var der kommet mange nye pilgrimme, som jeg egentlig ikke forstår, hvor er kommet fra. For de har ikke overhalet mig. Men det er måske mig, der har indhentet dem. Jeg stod op kl sammen med de fleste andre vi var vel omkring 25 mennesker, tror jeg. Folk tog af sted i smågrupper, og jeg valgte at følges med Ladis, fordi det var vores sidste dag sammen. Det var også hyggeligt at gå med ham, og vi fik diskuteret lidt mere filosofiske ting, så godt det nu kunne lade sig gøre rent sprogligt. Jeg fik også luftet min spirituelle tro. Jeg står virkelig mere og mere frem og fortæller om min livsholdning. Det er godt, og med lidt tid vil jeg også kunne forkynde den på en givende måde, tror jeg. Men dette er helt klart en start. Lidt uden for Ourense delte caminoen sig i to, en rute til venstre, som vi valgte, med endnu en subida fuerte og en rute til højre, som hovedsagligt gik ad landevejen. Denne gang var stigningen heldigvis asfalteret en calzada romana som var 2 km lang og meget stejl. Men vi tog den i små etaper, Ladis gik slalom-gang, så belastede han ikke knæene så meget. Da vi nåede toppen holdt vi os et velfortjent hvil. Herefter gik det stille og roligt op og ned igennem et smukt skovlandskab. I landsbyen Mandrás fik vi kaffe, og herefter var der ikke langt til Cea, hvortil vi ankom som de første kl En rigtig dejlig kort dag! Ladis var ikke meget for at forlade mig dels vel pga. mit selskab, som jeg tror, han har nydt, men også fordi han var ked af at efterlade mig her alene. Men jeg fortalte ham, at jeg faktisk havde brug for også at være alene, og det hjalp. Flere af de andre fra Ourense kom forbi, men de fleste gik videre inkl. baskerne. De ville alle videre til Monasterio de Oreisa et kæmpe kloster 9 km fra Cea, hvor der skulle være overnatningsmuligheder. Senere kom baskerne dog tilbage i taxa (!) fordi der var for ulækkert. Der lugtede grimt (munkenes sure tæer!!), der var kun stengulv at sove på, og der var ingen bade- eller vaskemuligheder. Jeg tænkte, at det var godt, at jeg ikke havde ladet mig overtale af Ladis til at tage med. Herberget her er bare alle tiders med en dejlig solterrasse også selvom solen ikke har skinnet så meget i dag. Jeg fik comida på byens restaurant. Dejligt. Men nu vil jeg altså ikke vælge merluza og flan (spansk budding) mere. Nu må det være nok med det. Bagefter sov jeg siesta, og da jeg vågnede var der kommet flere, bla. et tysk par på min alder eller ældre der faktisk har mødt hinanden her på caminoen. De har gået sammen siden Cáceres, og ser ud som om de vil følges ad resten af livet. Herligt! Jeg satte mig ud i solen og læste og lyttede til musik. Føler mig lidt stille og indadvendt lige nu. Måske fordi jeg er omgivet af folk, der er sammen, og jeg nu igen skiller mig ud fra mængden ved at være alene. Men

5 det føles godt nok, selvom jeg hele tiden siger til mig selv, at jeg også skulle have overskud til være noget for andre samtidig med, at jeg er stille og lidt eftertænksom. Jeg har siddet og læst i Eckhart Tolles Stilhedens Budskab, og jeg tror, at jeg lige så stille fatter er JEG ER betyder at være det rum, hvor alting i mit liv sker, og ikke at være indholdet i det rum. Det er ret stort at kunne se dette, og skal vist lige tages ind. Har nu siddet her på bænken et stykke tid. Jeg har spist dejligt brød bagt i stenovn (brødet vejede 1 kg!) med jamon y tomate (skinke og tomat). Alle de andre er gået på bar det giver en dejlig ro, som jeg virkelig har brug for. Og jeg skal holde fast i, hvorfor jeg er på denne camino. Jeg har et bestemt sigte, nemlig at være og ikke at handle. Og det skal jeg vist se at dyrke lidt mere. De seneste dage synes jeg har været optaget meget af handling. 20. DAG Estación de Lalín. 34 km (i alt 521 km) Overnatning: Restaurant Estación de Lalín. (14 inkl. mad) Stod op med de andre efter en god nats søvn, selvom Stefano havde snorket ubeskriveligt. Baskerne blev hentet i taxa kl og blev igen kørt til Monasterio de Oseira vi andre måtte pænt gå dertil. Det var et kæmpe kloster midt i bjergene. Jeg kunne desværre ikke komme derind, fordi det var søndag, og de først åbnede senere. Jeg ville ellers gerne have set, hvor de andre havde sovet! Jeg fortsatte derudad op og ned i bjergene ad nogle til tider svært passable stier med sten og vand og mudder. I sådanne situationer er jeg specielt glad for, at jeg har min vandrestav. Uden den ville jeg ikke kunne holde balancen på vakkelvorne sten midt ude i vandløb. Jeg oversete vist caminoen et par gange, fordi jeg ikke var opmærksom nok. Gik i stedet ad landevejen. Men jeg nåede uden problemer til Castro do Dozón, hvor jeg på en bar fyldt med spisende og drikkende søndagsgæster spurgte efter Hostal Ruta Xacobea, hvor jeg havde planlagt at ville overnatte. Men det var lukket, og det andet hostal i nærheden lå 7 km før landsbyen, og jeg ville simpelthen ikke gå tilbage dertil. Så der var ikke anden udvej end at fortsætte. Der manglede kun 15 km til næste landsby, så det var til at overskue, mente jeg. Gik ind på en landevejsrestaurant i Santa Domingo, hvor jeg spiste med de andre søndagsgæster. Jeg fik dejlig pulpo (små blæksprutter) og en ensaladita (en lille tallerken kartoffelsalat). Det smagte himmelsk men bagefter fik jeg faktisk en forfærdelig kvalme. Måske fordi jeg havde spist for meget! Mens jeg gik, var jeg virkelig i kvalmen. Jeg tillod den at være der. Jeg havde brækfornemmelser og koncentrerede mig totalt om det så meget, at jeg gik forkert. Desværre op ad en meget stejl bakke, som var rimelig hård. Men da jeg nåede toppen, hvor der lå endnu en uddød landsby, og der ingen pile var, var jeg sikker på, at det var forkert. Nedad igen og finde den sidste pil. Og det var en concha (muslingeskal), som jeg igen havde overset drejede væk fra vejen. Jeg vil altså lære at være mere opmærksom, når jeg går, også selvom jeg koncentrerer mig om at være med det der er. Ruten var ikke særlig godt markeret, så jeg var i tvivl flere gange, og måtte spørge om vej hos de lokale. Fandt endelig kl. 18 efter at have gået i 11 timer La estación de Lalín og en stationsrestaurant, hvor jeg kunne få en seng, selvom det ikke var et hostal (mere?). Jeg tænkte på, hvor alle de andre mon overnattede, men var alligevel glad for at de ikke var her, for jeg ville gerne være alene. Jeg har ændret mine planer, mens jeg gik. Jeg vil nu prøve at komme til Santiago på 2 dage i stedet for 3, og så tage natbussen til Madrid samme aften. Det vil give mig 2½ dag i Madrid, hvor jeg kan hvile ud ved piscinaet i Lago hvis der ellers er sol! Men jeg ved ikke, om jeg også kan klare at gå 35 km i morgen. Det er altså rimeligt hårdt, og bagefter kan mine ben, hofter og fødder slet ikke finde ro. Det tager flere timer, før de kan spænde af og ligge stille. Det kunne være jeg skulle dyrke nogle udspændingsøvelser. Det ville nok hjælpe!! Men jeg fik dog sovet nogle timer og stod dødtræt op kl for at gå ned at spise, selvom jeg faktisk ikke var sulten overhovedet. Hele familien i flere generationer var samlet dernede, alle hjalp til på én eller anden

6 måde. Jeg snakkede med el abuelo (bedstefaren), mens børnebørnene råbte og græd, og de voksne bare snakkede højere og højere. Midt i dette cirkus blev jeg placeret alene ved et bord, hvor jeg fik serveret la cena. Rimeligt surrealistisk. Og så serverede de rødvin af små skåle! Havde ikke overskud til at bestille andet end merluza igen igen. Må altså se at få lidt kød. Tænker nu her i min seng med tog- og billarm og hundegøen, om jeg kan klare at gå helt til Puenta Ulla i morgen, men ellers må jeg jo stoppe i Silleda. 21. DAG Puente Ulla. 36 km (i alt 557 km) Overnatning: værelse i forbindelse med Bar Rios. (23 inkl. cena + desayuno) Kom op til tiden kl ! Og kom også af sted til tiden. Ledte lidt efter de gule pile, men fandt dem dog i mørket efter ca. 10 minutters søgen. Herefter gik det fint derudad. Ville holde kaffepause i Prado efter 8 km, men jeg kom aldrig til den. Hvorfor ved jeg ikke. Ventede derfor til Silleda og der ville jeg da bestemt ikke blive! Men havde vist også besluttet at gå helt til Puente Ulla. Fik dog en dejlig desayuno med det hele! Næste stop var i Bandeira, hvor der var et albergue, men heller ikke her havde jeg lyst til at blive. Det var et par mellemstore, temmelig kedelige byer. Fik bocadillo og øl, og gik rimelig frisk videre. Lidt senere begyndte det at regne og endelig (!!) fik jeg brug for både regnjakke og overtræk til rygsækken. Jeg gik gennem forskellige skove, nogle med troldetræer andre med euckalyptustræer, som duftede helt vildt godt i regnen. Det generede mig egentlig ikke at gå i regnen, som var ret kraftig indimellem. Men det var også dejligt varmt. Fik pludselig et smæld i min venstre fod i lilletåens fodrodsknogle. Det gjorde skide ondt, men kunne dog aflastes ved at lægge vægten på højre fod. En sene eller noget andet var blevet totalt overbelastet, og her til aften er det stadig ømt. Men faktisk er det min første skade. Må nok smøre noget bedøvende creme på i morgen. Nåede efter en meget fuerte bajada til Puente Ulla i strålende solskin. Gik over den romerske bro (puente) over floden Ulla og ind i byen, som jeg havde forestillet mig større, mere turistet og fyldt med mennesker, fordi den er sidste stop inden Santiago. Men den var ingen af delene. Mens jeg gik gennem byen med musik i ørerne (Miten sang: walking, watching, breathing, seeing, there is no time, there is no mind!!), blev jeg grebet i rygsækken af Javi en af baskerne. Han ville have mig med ind på den restaurant, hvor de sad og spiste. Men det havde jeg ikke lyst til, og sagde nej tak (flot!), og han blev vist lidt skuffet eller noget andet! Det viste sig dog, at den restaurant var det eneste sted med værelser i byen, så jeg vendte tilbage til dem alligevel og hilste dem med et frisk (!) Hola chicos (hej drenge), men de kiggede bare på mig! Nå, men jeg fik et dejligt værelse i et gammelt stenhus. Overvandt mig selv og min træthed og fik vasket tøj til i morgen, så jeg kan komme ren til Santiago. Fik også selv et livgivende bad og derefter prøvede jeg at sove. Men kirkeklokkerne fra kirken lige ved siden af startede en times koncert velsagtens pga. messe eller bare fordi klokken var 7!! Benene spjættede som vanligt, men lidt fik jeg da sovet. Stod op og gik ned til restauranten, hvor både baskerne og det tyske par sad (de havde taget bussen!). Fik dejlig mad suppe, pulpo og tarta de Santiago (speciel mandelkage). Så jeg var dejlig mæt bagefter. Fik også frugt og juice med til morgenmad. Og i morgen er det så Santiago!!! 22. DAG Santiago de Compostella. 21 km (i alt 578 km) Ingen overnatning. Bus til Madrid. Kom op kl. 5 og af sted kl. 6. Mødte Javi på gaden. Bare lige ud! sagde han, og det gjorde jeg så, men så ingen pile. Det var skide mørkt, og min lommelygte var næsten løbet tør for batteri. Så jeg kunne simpelthen ikke finde vejen. Gik efter de forkerte skilte og endte mystiske steder, og besluttede til sidst at vende om og tage landevejen til Susana, hvor caminoen ville krydse N525. Det var ikke sjovt at gå i siden af den stærkt befærdede landevej. De store lastbiler kørte rimelig stærkt og meget tæt på, syntes jeg. Men jeg

7 tænkte alligevel, at hvis det var i dag jeg skulle ende mine dage mast mod et autoværn ja så måtte det være sådan! Jeg har virkelig lært at give slip og acceptere tingenes tilstand. Og mit forhold til døden har sandelig også ændret sig her på turen. Men jeg var alligevel glad, da jeg fandt en gul pil igen og kunne forlade landevejen. Holdt en kort kaffepause i Susana, og herefter gik det igennem små landsbyer, indtil jeg fik mit første glimt af katedralen i Santiago. Et herligt syn! Jeg nåede ad den kongelige romerske calzada til Santiago kl så der var tid til kaffe og til at tisse inden pilgrimsmessen. Men desværre kom jeg alligevel for sent, så jeg kom til at stå op en hel klokketime med rygsæk på. Hvor meget næstekærlighed, der blev udvist af alle de fede damer, der sad på bænkene og flød ud, ved jeg ikke rigtig. Inden ceremonien begyndte, så jeg Ladis krydse over et sted. Jeg kaldte på ham, men han så mig ikke. Efter ceremonien, som var lige så imponerende, som jeg husker den fra tidligere, gik jeg på pilgrimskontoret og fik min busbillet til Madrid. Og så stod jeg i kø i næsten en time for at få mit pilgrimsbevis. Der er godt nok kommet mange pilgrimme fra el camino francés. Præsten sagde, at der i dag var kommet langt over hundrede derfra og fra Vía de la plata omkring 10, hvoraf jeg kendte de fleste. Men det viser hele forskellen på de to ruter. Jeg er meget glad for, at jeg har gået den mindre kendte, også selvom det har været ensomt engang imellem. Herefter fandt jeg en rigtig god og dyr mariscos (fisk og skaldyr) restaurant med udendørs servering i gågaden, og mens jeg stod og studerede menukortet, kom baskerne forbi. Jeg fik taget et billede af dem i deres fodboldtrøjer og mig. Og vi fik kysset farvel. Det var godt! Mens jeg sad og spiste, kom Pedro også forbi. Og også vi fik snakket lidt og sagt ordentlig farvel. Dejligt! Og sandelig om jeg ikke lidt senere på vej til en internet café rendte ind i Tim fra Hamburg, som havde været her i 2 dage. Også ham fik jeg sagt farvel til. Så har jeg set dem alle igen her i Santiago. Det synes jeg er skønt! Efter at have skrevet et par vandrede jeg lidt rundt i gågaderne, som jeg tidligere har syntes var så hyggelige. Men i dag var der alt for mange mennesker til mig. Jeg kunne slet ikke holde al den virak ud, men længtes utroligt efter min stilhed i bjergene. Naturligvis er jeg superglad for at være nået hertil, men det er som om, at selve målet ikke er helt så interessant, som det har været tidligere. Jeg har haft meget mere fokus på vejen hertil, og den har virkelig været en oplevelse af de store. Inden jeg gik ned til busstationen for at køre til Madrid, købte jeg to bronze halssmykker. Det er keltiske symboler, som betyder dels peregrinación (pilgrimsfærd) og eternidad (evighed). Det er meget smukt og sigende, synes jeg. Turen er slut. Det har været en helt fantastisk oplevelse på mange niveauer, som jeg kunne unde andre mennesker også at opleve. Udover de smukke naturoplevelser og stilheden, har jeg følt en stor glæde og tilfredshed ved at kunne gå så langt. Jeg er blevet meget taknemmelig for min krop, som har tjent mig så godt. Men det største har helt sikkert været mine spirituelle oplevelser de første dage. At nå hertil ville have taget mig måneder (eller år!?) i terapi. Og oplevelsen af, - at når jeg virkelig bare ER med det, der er og har tillid til vejen, så viser livet sig fra sin bedste side,- er også ret fantastisk.