12. søndag efter trinitatis, den 22. august 2015 Vor Frue kirke kl. 17. Ordinationsgudstjeneste

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "12. søndag efter trinitatis, den 22. august 2015 Vor Frue kirke kl. 17. Ordinationsgudstjeneste"

Adam Lindholm
7 år siden
Visninger:

1 1 12. søndag efter trinitatis, den 22. august 2015 Vor Frue kirke kl. 17. Ordinationsgudstjeneste Jesper Stange Tekst: 2. kor 3,4-9 Salmer: 6, 434, 289, 486, 343, 466, 493 v.5, 728. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Ånd skal der til. Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Dette paulinske fyndord har både en historie og en virkningshistorie. Historien er næsten skuffende konkret og kan gengives sådan med en engelsk fortolkers ord: at den de tidligste kristne menigheder ikke så det som deres opgave gradvis at ophøje nye, kristne tekster til samme status som skriften, de overleverede jødiske skrifter, den hebraiske bibel. Tværtimod. De første kristne menigheder anlagde et helt nyt og anderledes syn på bogstaven. Nemlig det Paulus kan sammenfatte med orden om bogstaven, som slår ihjel, mens Ånden gør levende. I modsætning til synagogen, der udøvede streng kontrol med ordlyd og produktion af den jødiske kulturs tekster, havde bogruller og oplæsning ikke forrang i de nye kristne forsamlinger.

2 Skriften, bogstaven, bliver helt konkret nedskrevet på pergament. Den hellige skrift begynder at (ud-) komme i notesbogsformat. Man kan sige, at skriften ganske bogstaveligt bliver gendannet, den bliver reformeret, sideløbende med at den får en helt ny status. Og det sker længe før den bliver opfattet som Det Gamle Testamente. De nye kristne menigheder forstår det skrevne og det læste ord som vidnesbyrd om Kristus. Autoriteten ligger ikke i bogstaveligheden men i vidnesbyrdets levende og vedvarende røst. Det var vidnesbyrdet om Kristus, der styrede menighedens modtagelse af det skrevne og læste Eller med Paulus ord: det var Ånden, der gjorde den skiftlige overlevering levende. Og det var ikke skriftrullerne og deres ordlyd, men menighedens liturgiske traditioner, der nu blev nu det konkrete udtryk for tilegnelse af teksterne. Der skete noget med skriften, da den flyttede fra synagogen og ind i kirken. Ligesådan sker der noget med skriften, når den flyttes fra Købmagergade til Nørregade (eller hvor der nu ligger kirke). Fra katederet til kirken. Ordene er de samme, læserne (og lytterne) er måske også de samme. Men læserne forstår nu sig selv på en ny og overraskende måde som skriftens udlægning. Med vores sange og bønner og fornyede beslutning om at se at få gjort noget ved vores liv er vi skriftens udlægning. 2

3 3 Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Det paulinske Sprichwort henviser altså både til en meget konkret ændring i helligskriftens status i menighedens gudstjeneste men også til en fornyet selvforståelse. Vi er ikke blot skriftens nidkære kustoder og oplæsere, vi er intet mindre end skriftens udlægning. Som skriftens udlægning er vi alle tjenere for den nye pagt. Gud har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens. Og med et billede, der ikke har været vanskeligt at visualisere, beskriver Paulus forskellen på nyt og gammelt ved at sammenligne Moses budskab med Kristus. Lovens bogstaver var indhugget i sten. Kristusvidnesbyrdet er skrevet i kød og blod, det er lagt os på hjerte. Det hedder med den måske mest berømte Pauluscitat fra 2. korinterbrev, at korinthermenigheden er et Kristus-brev, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. Hvis ikke bogstaverne befrier sig, forbliver de stendøde. Men de befrier sig ikke af sig selv, bogstaverne. Ånd skal der til, for at vi som enighed kan vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Hermed bevæger vi os fra historie til virkningshistorie.

4 Og virkningshistorien er ligeså forbløffende konkret som historien. Og ligeså mangeartet som den er forbløffende. Paulus ord om bogstaver og ånd er taget til indtægt af karismatikere, der her har fundet begrundelsen for helt at droppe bibelens vidnesbyrd for at nøjes med det, de selv har modtaget direkte ovenfra. Og Paulus ord er taget til indtægt af fundamentalister, som har læst dem som udtryk for, at Helligånden har haft fat i den ene ende af den griffel, Paulus og Mattæus, Markus, Lukas og Johannes sad med i den anden. Måske oven i købet Klaus Rifbjerg har sendt Paulus en tanke, da han digtede om døde bogstaver og levende ord, at det levende ord er et ord, der lever, og ikke hakkemad for skoleelever. Det er ikke et svaghedstegn, at den kristne menighed aldrig har formået at lægge sig fast på den ene og samme forståelse af skriften. Det er en rigdom, og det er den måde, Guds Ånd virker blandt os på. Ånden borger for mangfoldigheden. Ekkoet af samlet forskellighed fylder langt mere end fimsen af enighed. Litteraturfolk siger det på den måde, at skriften rigtignok former os men også former os på den måde, at vi opdager muligheden af at underordne os skriften. Vi kan aldrig endegyldigt gøde den til vores. Tilstrækkelig god tekst har modstandskraft. Vores Bibel rummer sådan en tilstrækkelig god tekst. 4

5 Forleden stod jeg på en prædikestol, hvor der i læsepulten var nedlejret en reminder til kirkens prædikanter. Nec minuere, nec addere. Der skal hverken trækkes fra eller lægges til. Det er ikke til at vide, hvilke oplevelser menigheden ikke ønsker gentaget. Men meningen kunne også i al fredsommelighed være, at evangeliet er godt nok i sig selv. Hvis Paulus har ret, findes evangeliet blot ikke i sig selv. Det findes alene som fortolket evangelium i menighedens praksis og den enkeltes liv. Og så var det opgangspanel måske i bedre overensstemmelse med orden om, at bogstaven slår ihjel, mens Ånden gør levende, som anbefalede præsten at læse hvad der står skrevet men tale, hvad han har levet selvom det på den anden side har ført til mange åndrigheder, der ikke nødvendigvis har noget med Ånden at gøre. Ånden virker, når skriften løsriver sig fra bogstaveligheden og bliver til et Kristusvidnesbyrd. På den anden side er skriften tilstrækkelig god til at yde sine fortolkere modstand, så de ikke opløfter deres egen fortolkning til den endelige sandhed. Det er i denne dobbeltbevægelse, Ånden holder ordene i live og holder os i Ånde. Men så langt er vi enige, at den hellige skrift i gudstjenestens sammenhæng er et glædeligt budskab. Den er allerede fortolket af vores fællesskab. Præsten introducerer evangeliet dette hellige 5

6 evangelium skriver Og som menighed svarer vi, at vi allerede har forstået det vigtigste: Gud være lovet for sit glædelige budskab. Resten kan vi diskuterer. Og det gør vi. Ikke bogstaven, men bogstavens opstandelse og løsrivelse. Den diskussion er der liv i. Eller med Paulus ord: Ånden gør levende 6

Relaterede dokumenter

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015.docx. 09-08-2015 side 1. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015.docx. 09-08-2015 side 1. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48. 09-08-2015 side 1 Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48. Teksten giver et billede hvor Jesus er placeret midt i datidens religiøse centrum. Der talte Jesus et Ord. Et ord som nu er gentaget