Imperialismens udnyttelse af den politiske islam

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Imperialismens udnyttelse af den politiske islam Skrevet af: Samir Amin Offentliggjort: 17. marts ) Ved kun at fokusere på kulturen formår den politiske islam at udelukke den reelle sociale konfrontation mellem befolkningsgrupperne og det globaliserede kapitalistiske system. 2) Den større mellemøstlige region er i dag central i konflikten mellem de imperialistiske ledere og folkeslagene verden over. At besejre Washingtons etablerede projekt er betingelsen for at tilvejebringe muligheden for med succes at kunne sikre fremgang i enhver region verden over.... De strømninger, der påstår at tilslutte sig den politiske islam, slår sig op på "islams specificitet." Ifølge dem kender islam intet til adskillelse af politik og religion, noget der efter sigende skulle være kendetegnende for Kristendommen. Man ville ikke få noget ud af at minde dem om, som jeg har gjort, at deres bemærkninger er næsten ordrette gengivelser af, hvad europæiske reaktionære fra begyndelsen af det nittende århundrede (så som Bonald og de Maistre) sagde for at fordømme det brud på den kristne tradition i Vesten, som Oplysningen og Den franske Revolution gennemførte. På baggrund af denne position vælger de politisk islamistiske strømninger at tage kampen op indenfor emnet kultur - men kultur forstået som den konventionelle bekræftelse af tilhørsforholdet til en specifik religion. I virkeligheden er de militante politiske islamister ikke interesseret i at diskutere de dogmer, der er basis for religion. Den rituelle hævdelse af medlemskab i lokalsamfundet er deres eksklusive interesse. Et sådant syn på den moderne verden er ikke kun foruroligende på grund af den umådelige tanketomhed, som den lægger skjul på, men den retfærdiggør også imperialismens strategi om at lade en såkaldt konflikt mellem kulturer erstatte konflikten mellem imperialistiske centre og dominerede perifere områder. Ved kun at fokusere på kulturen formår den politiske islam at udelukke den reelle sociale konfrontation mellem befolkningsgrupperne og det globaliserede kapitalistiske system, der udnytter dem på ethvert område af livet. De militære politiske islamister har ingen tilstedeværelse i de områder, hvor egentlig social konflikt finder sted, og deres ledere gentager ustandseligt at sådanne konflikter er irrelevante. Islamister er kun til stede i disse områder for at åbne skoler og hospitaler, men dette er ikke andet end velgørenhed og en middel til indoktrinering. Det er ikke et middel til at støtte befolkningen imod det system, der er ansvarlig for deres fattigdom. 1 / 18

2 I forhold til de egentlige sociale problemstillinger stiller den politiske islam sig på række med den afhængige kapitalisme og den dominante imperialisme. Den forsvarer princippet om ejerskabets hellighed og legitimerer ulighed samt alle kravene for kapitalistisk reproduktion. Den støtte som The Muslim Brotherhood i det Egyptiske parlament giver til den nyere reaktionære lov, der konsoliderer ejendomshavernes rettigheder på bekostning af de forpagtende landmænd (størstedelen af bønderne), er bare ét eksempel ud af hundredvis. Der er ikke ét eksempel på en reaktionær lov fremført i en hvilken som helst muslimsk stat, som de islamiske bevægelser har sat sig imod. Tilmed er sådanne love bekendtgjorte med det imperialistiske systems lederes samtykke. Den politiske islam er ikke antiimperialistisk, selv hvis dets militær er af en anden opfattelse! Den er en uvurderlig allieret for imperialismen, hvilket sidstnævnte er fuldt klar over. Det er således nemt at forstå, at den politiske islam altid har optalt de regerende klasser fra Saudi Arabien og Pakistan i deres egne rækker. Disse klasser har tilmed været blandt de mest aktive til at fremme bevægelsen, lige fra starten. De lokale kapitalistiske småborgere, de nyrige, dem der drager fordel af den nuværende imperialistiske globalisering, støtter gavmildt den politiske islam. De sidstnævnte har fraskrevet sig et anti-imperialistisk perspektiv og erstattet det med et "anti-vestligt" (næsten "antikristent") verdenssyn, hvilket tydeligvis kun leder dem i dødvande og således ikke gør dem til en hindring for en indsættelse af imperialistisk kontrol over verdenssystemet. Politisk islam er ikke kun reaktionær i forhold til enkelte spørgsmål (især angående kvinders status i samfundet) og måske endda ansvarlig for fanatiske overgreb mod ikke-muslimske borgere (f.eks. imod kopterne i Egypten) - den er fundamental reaktionær og kan derfor selvsagt ikke medvirke til at fremme menneskers frigørelse. Ikke desto mindre er der tre hovedargumenter, som fremføres for at opfordre sociale bevægelser i det hele taget, til at indgå i dialog med de politisk islamistiske bevægelser. Det første er, at den politiske islam kan mobilisere talstærke folkemasser, hvilket ikke kan ignoreres eller ringeagtes. Store mængder af billeder støtter absolut op om dette udsagn. Stadig bør man holde hovedet koldt og behørigt vurdere disse mobiliseringer. De "valg-succeser", der er blevet organiseret, sættes i perspektiv, så snart de undersøges mere grundigt. Her nævner jeg f.eks. den enorme mængde af sofavælgere - mere end 75 procent! - i de egyptiske valg. Den islamiske magt er - for størstedelens vedkommende - kun det omvendte af den organiserede venstrefløjs svagheder, hvilke er fravær fra de kredse, hvori den sociale konflikt finder sted. Selv om det blev medgivet, at den politiske islam rent faktisk er i stand til at mobilisere betydelige folkemængder, retfærdiggør det så, at venstrefløjen skal 2 / 18

3 forsøge at alliere sig med politisk islamiske organisationer for politisk og social handling? Hvis den politiske islam med succes mobiliserer store mængder af mennesker, så er det bare et faktum, og enhver effektiv politisk strategi må inkludere det i sine overvejelser, forslag og muligheder. Men at opsøge alliancer er ikke nødvendigvis det bedste middel til at håndtere denne udfordring. Det må pointeres, at de politisk islamistiske organisationer - specielt The Muslim Brotherhood - slet ikke søger en sådan alliance, og at de faktisk afviser den. Hvis der, ved et tilfælde, skulle være en uheldig venstreorienteret organisation, der havde den opfattelse, at de var accepteret af den politiske islam, ville den første beslutning truffet fra den politiske islams side, efter at være kommet til magten, være at likvidere deres tyngende allierede med ekstrem brutalitet, som det var tilfældet i Iran med Mujahideenen og Fidayeen Khalq. Det andet argument fremsat af entusiaster for "dialog" er, at den politiske islam, selvom den er reaktionær i forhold til sociale udspil, er "anti-imperialistisk". Jeg har hørt det sagt, at kriteriet for, hvad jeg foreslår (uforbeholden støtte til kampen for social fremgang) er "økonomistisk" og forsømmer den politiske dimension af den udfordring, som de sydlige folkeslag står overfor. Jeg mener ikke, at denne kritik er begrundet, givet hvad jeg har sagt omkring de demokratiske og nationale dimensioner af den ønskede respons til at håndtere denne udfordring. Jeg er enig i, at i deres svar på den udfordring, som de sydlige folkeslag står overfor, er de ledende kræfter ikke nødvendigvis konsistente i deres behandling af dets sociale og politiske dimensioner. Det er således muligt at forestille sig et politisk islam, der er anti-imperialistisk, dog stadig regressivt på det sociale plan. Iran, Hamas i Palæstina, Hezbollah i Libanon og visse modstandsgrupper i Irak er umiddelbare eksempler. Jeg vil diskutere disse pågældende situationer senere. Hvad jeg hævder, er, at den politiske islam som helhed simpelthen ikke er anti-imperialistisk, men derimod fuldt på linie med de dominerende verdensmagter. Det tredje argument henleder venstrefløjens opmærksomhed på nødvendigheden af at modarbejde islamofobi. Enhver, der tager et venstreorienteret verdenssyn alvorligt, kan ikke ignorere den måde, som de immigrerende befolkningsgrupper i metropolerne af den nulevende kapitalisme behandles på. En analyse af denne udfordring samt reaktionen fra diverse grupper (de interesserede partier selv, den europæisk valgte venstrefløj og den radikale venstrefløj for at nævne et par stykker) ligger udenfor denne teksts fokus. Jeg vil affinde mig med at udtrykke mit principielle synspunkt: Den progressive respons kan ikke være baseret på institutionaliseringen af kommunitarismen,* som hovedsageligt, og nødvendigvis, altid hænger sammen med ulighed og bunder ud i en racistisk kultur. Et specifikt ideologisk produkt af den reaktionære politiske kultur i USA, kommunitarismen (allerede sejrende i Storbritannien), er begyndt at forurene det politiske liv på det europæiske kontinent. Islamofobi, promoveret systematisk af vigtige dele af den politiske elite og medierne, 3 / 18

4 er del af en strategi til at styre diversitet i samfundet til kapitalens fordel. Denne formodede respekt for forskellighed er i virkeligheden kun et middel til at udvide kløfterne mellem befolkningsgrupper. Spørgsmålet om de såkaldte problematiske nærmiljøer er specifik, og at forveksle det med spørgsmålet om imperialisme (det vil sige; imperialismens styring af relationerne mellem de dominerede imperialistiske centre og de dominerede periferier), som det nogen gange ses, vil ikke bidrage til fremgang på nogen af disse meget forskellige områder. Denne forvirring er en del af den reaktionære værktøjskasse og hjælper til at forstærke islamofobien, hvilket igen gør det muligt at legitimere offensiven mod befolkningsgrupperne i de imperialistiske centre samt offensiven mod befolkningsgrupperne i de relevante periferier. Denne forvirring af islamofobi leverer til gengæld en værdifuld service til den reaktionære politiske islam ved at give troværdighed til dens anti-vestlige diskurs. Det er min overbevisning af de to reaktionære ideologiske kampagner, støttet henholdsvis af den racistiske højrefløj i vesten og den politiske islam, gensidigt støtter op om hinanden, ligesom de støtter op om kommunitarismen. Modernitet, Demokrati, Sekularisering og Islam Det billede, som de arabiske og islamiske regioner giver af sig selv i dag, er et af samfund, hvori religion (islam) sætter dagsordenen på alle områder af det sociale og politiske liv til en sådan grad, at det virker underligt at forestille sig en anderledes fremgangsmåde. Størstedelen af de udenlandske observatører (politiske ledere og medierne) konkluderer, at modernitet, måske endda demokrati, vil være nødt til at tilpasse sig den stærke tilstedeværelse af islam, hvilket de facto betyder en umuliggørelse af sekularisering. Enten er denne forsoning mulig, og man vil være nødt til at støtte op om den, eller også er den ikke, og man vil være nødt til at forholde sig til denne del af verden, som den er. Jeg kan på ingen måde dele denne såkaldte realistiske holdning. Fremtiden - i det lange løb med en globaliseret socialisme - er, for disse mennesker i denne region, såvel som for os andre, demokrati og sekularisering. Denne fremtid er mulig i disse regioner, ligesom i resten af verden, men intet er garanteret. Modernitet er en flænge i verdenshistorien, begyndt i Europa i det sekstende århundrede. Modernitet erklærer at alle mennesker er ansvarlige for deres egen historie, individuelt og kollektivt og bryder således med de dominerende præmoderne ideologier. Modernitet gør demokrati muligt, ligesom den forlanger sekularisering i den forstand, at det religiøse og det politiske adskilles. Siden den blev formuleret af attenhundredetallets Oplysningstid og implementeret af den franske revolution, har den komplekse association mellem modernitet, demokrati og sekularisering formet og skabt det nuværende verdensbillede, vi ser i dag. Men 4 / 18

5 modernitet i sig selv er ikke kun en kulturel revolution. Dets mening er medført af kapitalismens fødsel og efterfølgende vækst. Denne sammenhæng har konditioneret de historiske grænser for "reelt eksisterende" modernitet. De konkrete former for modernitet, demokrati og sekularisering, som findes i dag, må derfor betragtes som produkter af kapitalismens historie. De er formet af de specifikke omstændigheder, hvorigennem kapitalens dominans kommer til udtryk - det historiske kompromis, der definerer det sociale indhold af hegemoniske blokke (hvad jeg kalder; politiske kulturers kurs gennem historien). Denne kondenserede præsentation af min forståelse af den historiske materialistiske metode frembringes her udelukkende for at udpensle de forskellige måder, hvorpå man kan kombinere modernitet, demokrati og sekularisering i deres historiske sammenhæng. Oplysningen og Den franske Revolution fremsatte en model for en radikal sekularisering. Om han var ateist eller agnostiker, deist eller troende (i denne sammenhæng, kristen), var det stillet den individuelle person frit, uden statens indblanding. På det europæiske kontinent - og i Frankrig, startende med Restaurationstiden - var de tilbagetrækninger og kompromiser, der kombinerede bourgeoisiets magt med den fra de dominerede grupper af det præ-moderne system, basis for dæmpede former for sekularisering, fortolket som tolerance uden at fjerne kirkernes sociale rolle fra det politiske system. I USA resulterede den specifikke historiske baggrund i udformningen af en fundamental og reaktionær politisk kultur, hvori ægte sekularisering praktisk talt var ukendt. Her er religion anerkendt som en social aktør og sekulariseringen forvekslet med mangfoldigheden af officielle religioner (enhver religion - eller endda sekt - er officiel). Der er en åbenlys forbindelse mellem graden af den opretholdte radikale sekularisering, og graden af støtte for et samfund formet efter temaet: modernitet. Venstrefløjen, hvad enten den er radikal eller moderat, som sætter sin lid til effektiviteten af politik til at styre social evolution i en valgt retning, forsvarer en stærk fortolkning af sekularisering. Den konservative højrefløj påstår, at en naturlig udvikling er svaret, om så spørgsmålet er økonomisk, politisk eller socialt. Rent økonomisk er et valg til fordel for markedet tydeligvis præferabelt for kapitalen. Det politiske liv bliver til et reduceret demokrati, og formelle skift erstatter reelle alternativer. Og i samfundet, i denne sammenhæng, har politikken ikke noget at bruge aktiv sekularisering til - "lokalsamfund" kompenserer for statens utilstrækkelighed. Markedet og det repræsentative demokrati skaber historie, hvilket de også burde gøre. På dette tidspunkt af venstrefløjens tilbagetog, er dette konservative syn på samfundet i vid ustrækning dominerende, i formuleringer, der løber igennem hele registeret, fra Touraine til Negri. Den reaktionære politiske kultur i USA går endnu længere i at negere ansvaret for politisk aktion. Den gentagne 5 / 18

6 antagelse, at Gud inspirerede den "amerikanske" nation - og den massive opbakning om denne overbevisning - reducerer sekulariseringen - som begreb - til ingenting. At sige at Gud skaber historien er, reelt set, at tillade markeret at gøre det. Fra dette synspunkt, hvor ligger befolkningen fra de mellemøstlige regioner så? Billedet af skæggede mænd i bøn og grupper af kvinder i slør kan hurtigt afføde konklusioner om den intense tilslutning til religionen blandt individuelle. Vestlige "kulturalistiske" venner, der kræver respekt for forskellige trosretninger, opdager sjældent de procedurer, der implementeres af autoriteterne til at præsentere et billede, der er belejligt for dem. Der er uden tvivl dem, der er "skøre for gud" (fous de Dieu). Er de proportionelt mere talstærke end de spanske katolikker, der marcherer ved påske? Eller de enorme folkemængder, der lytter til teleevangelister i USA? Uanset hvad, så har regionen ikke altid projiceret dette billede af sig selv. Ud over forskellene, landene imellem, så kan en større region identificeres, fra Marokko til Afghanistan, omfattende alle de arabiske borgere (med undtagelse af dem på den arabiske halvø), tyrkerne, iranerne, afghanerne og borgere fra de tidligere sovjetiske centralasiatiske republikker, hvor muligheden for udviklingen af sekularisering langt fra er ubetydelig. Situationen er anderledes iblandt andre nærtboende folkeslag, borgerne på den arabiske halvø og pakistanerne. I denne større region har den politiske tradition været markant påvirket af de radikale strømninger af modernitet: Oplysningstidens ideer, Den franske Revolution, Den russiske Revolution, og Tredje Internationales kommunisme, var alle til stede, og var meget mere vigtige end, for eksempel, Westminsters parlamentarisering. Disse dominerende strømninger inspirerede hovedmodellerne for den politiske transformation, som blev implementeret af de regerende klasser, hvilket kunne beskrives, i nogle aspekter, som former for oplyst despotisme. Dette var absolut tilfældet i Mohammed Ali og Khedive Ismails Egypten. Kemalisme i Tyrkiet og modernisering i Iran var lignende tilfælde. Den nationale populisme, som ses i nyere historie, tilhører den samme familie af modernistiske politiske projekter. Variationer af modellen var talrige (Algerian National Liberation Front, Tunesisk bourguibisme, Egyptisk nasserisme, baathismen i Syrien og Irak), men bevægelsens retning var analog. Åbenbart var ekstreme oplevelser - de såkaldte kommunistiske regimer i Afghanistan og Syd Yemen - ikke meget anderledes. Alle disse regimer opnåede meget, og af denne grund havde de meget bred folkelig støtte. Dette er hvorfor, selvom de ikke i sandhed var demokratiske, at de åbnede op for vejen til en mulig udvikling i denne retning. Under specifikke omstændigheder, så som de der fandtes i Egypten fra 1920 til 1950, eksperimenterede man med et valgmands demokrati, støttet af de moderate anti-imperialistiske centre (Wafd partiet), og 6 / 18

7 modarbejdet af den dominante imperialistiske magt (Storbritannien) og dens lokale allierede (monarkiet). Sekularisering, implementeret i moderate inkrementer, blev ikke "afvist" af folket. Faktisk lige omvendt, det var de religiøse individer, der blev set som obskuratistiske af den brede befolkning, og for de fleste af dem var det sandt. De modernistiske eksperimenter, fra oplyst despotisme til radikal national populisme, var ikke produceret af social ændring. Magtfulde bevægelser, der var dominerende i middelklasserne, skabte dem. På denne måde udtrykte disse klasser deres vilje til at indgå helhjertet i en moderne globalisering. Disse projekter, der kan beskrives som et national-bourgeoisi, var modernistiske, sekulariserende og potentielle budbringere af demokratisk udvikling. Men præcis fordi disse systemer konfliktede med den dominerende imperialismes interesser, blev de systematisk angrebet af imperialisterne, der mobiliserede de svindlende obskurantistiske styrker til dette formål. Historien bag Det Muslimske Broderskab er velkendt. I 1920 blev det bogstaveligt talt skabt af briterne og monarkiet til at stå i vejen for det demokratiske og sekulære Wafd. Deres masse-tilbagevenden fra deres gemmested i Saudi Arabien efter Nassers død, organiseret af CIA og Sadat, er også velkendt. Vi kender alle til historien om Taliban, oprettet af CIA i Pakistan for at bekæmpe "kommunisterne", der havde åbnet skoler for alle, både drenge og piger. Det er endda velkendt, at Israel støttede Hamas i starten for at svække sekularisterne og de demokratiske strømninger i den palæstinensiske modstandsbevægelse. Den politiske islam ville have haft langt større vanskeligheder med at flytte ud fra Saudi Arabien og Pakistans grænser, havde det ikke været for den vedvarende, magtfulde og resolutte støtte fra USA. Det Saudi Arabiske samfund var ikke engang begyndt at bevæge sig væk fra traditionerne, da olie blev fundet i deres undergrund. Alliancen mellem imperialismen og de traditionelle regerende klasser blev omgående forseglet og pustede nyt liv i Wahabi politisk islam. På deres side, lykkedes det briterne at bryde indernes sammenhold ved at overtale de muslimske ledere til at oprette deres egen stat, fanget i politisk islam fra fødslen. Det må påpeges, at den teori, hvormed denne kuriositet blev legitimeret - tilskrevet Mawdudi - var blevet optegnet på forhånd af de britiske orientalister i hendes majestæts tjeneste.** Det er således nemt at forstå det initiativ, som USA tog for at bryde den forenede front af asiatiske og afrikanske stater, sat op ved Bandung (1955), ved at oprette en "islamisk konference," der fik øjeblikkelig støtte (1957) af Saudi Arabien og Pakistan. Det var sådledes, at den politiske islam brød igennem til denne region. Den mindste af de konklusioner, der bør drages fra de observationer, der her er præsenteret, er at den politiske islam ikke er det spontane resultat af autentisk 7 / 18

8 religiøs overbevisning fra de involverede individer. Politisk islam blev frembragt gennem en systematisk imperialistisk handlerække, naturligvis støttet af obskurantistiske reaktionære kræfter og underlegne komprador-klasser. At den situation vi befinder os i også er grundet de venstreorienterede kræfter der hverken så eller vidste, hvordan de skulle forholde sig til udfordringen, forbliver utvivlsomt. Spørgsmål berørende landene på frontlinien (Afghanistan, Irak, Palæstina og Iran) USA's projekt, i varierende grad støttet af deres underordnede allierede i Europa og Japan, er at etablere militær kontrol over hele planeten. Med den udsigt i sinde blev Mellemøsten valgt som det første mål, af fire grunde: (1) Regionen indeholder de rigeste petroleums ressourcer i verden, og under direkte kontrol af Amerikas væbnede styrker ville Washington sidde i en fordelagtig position. Ydermere ville det placere deres allierede - Europa og Japan - og mulige rivaler (Kina) i en ukomfortabel situation, med USA som den eneste sikre kilde til brændstof. (2) Den ligger på skillevejen mellem den gamle og nye verden, og den vil gøre det nemmere at nedsætte en permanent militær trussel mod Kina, Indien og Rusland; (3) regionen gennemgår i øjeblikket en svækket og forvirret periode, der kan sikre en angriber en nem sejr, i hvert fald umiddelbart. (4) Israel, Washingtons ubetingede allierede, ligger i regionen. Dette angreb har placeret de lande og nationer, der ligger på frontlinien (Afghanistan, Irak, Palæstina og Iran), i den pågældende situation, der enten går ud på at blive udslettet (de første tre) eller truet med udslettelse (Iran). Afghanistan Afghanistan gennemgik den bedste periode af sin nyere historie under den såkaldte kommunistiske republik. Dette var et regime af modernistisk oplyst despotisme, der åbnede dørene for undervisning af børn af begge køn. Det var obskurantismens fjende og modtog derfor vedholdende støtte fra befolkningen. Den landbrugsreform, som regimet havde gennemført var for det meste en liste af tiltag, der havde til formål at reducere stammeledernes tyranniske magt. Bøndernes, om end afdæmpede, støtte, garanterede denne velfunderede reforms sandsynlighed for succes. De vestlige mediers og den politiske islams propaganda præsenterede eksperimentet, som et kommunistisk og ateistisk styre, som den afghanske befolkning slet ikke var interesseret i. I virkeligheden var styret langt fra upopulært, meget lig Atatürk i hans tid. At lederne i dette eksperiment, fra begge faktioner (Khalq og Parcham), var selvbeskrevne kommunister er ikke overraskende. Den model, som fremgangen i 8 / 18

9 nabolandene i det sovjetiske Central Asien oplevede (på trods af alt hvad der er blevet sagt om emnet og på trods af systemets autokratiske metoder), sammenlignet med den løbende sociale katastrofe i de britisk imperialistisk styrede nabolande (Indien og Pakistan inklusiv), havde den samme effekt her som i mange andre lande i regionen. Nemlig at opfordre patrioter til at overveje det fulde omfang af imperialismen som en hindring i vejen for en mulig modernisering. Den fremsatte invitation - fra en fraktion til Sovjetunionen om at gribe ind for at rydde de andre af vejen - havde helt klart en negativ effekt og lagde låg på ideen om et modernistisk nationalt befolknings projekt. Specielt USA og deres allierede i Triaden generelt, har altid været stædige modstandere af de afghanske modernister, kommunister eller ej. Det var dem, der mobiliserede de obskurantistiske styrker fra den Pakistan-inspirerede politiske islam (Taliban) samt krigsherrene (de stammeledere, der med succes var blevet nedkæmpet af det såkaldte kommunist regime), og dem der trænede og udstyrede dem. Selv efter, at sovjetterne var flygtet, demonstrerede Nejibullah-regeringen sin kapacitet for modstand. Det ville sandsynligvis have givet dem fordelen, havde det ikke været for den pakistanske militæroffensiv, der kom til Talibans assistance, og derefter de genindsatte krigsherres angreb, der spredte mere kaos. Afghanistan blev hærget af USA og deres allierede og agenters indblanding, i særlig grad takket være islamisterne. Afghanistan kan ikke genopbygges under deres autoritet, dårligt gemt bag en klovn uden rødder i landet, som blev kastet derned med faldskærm af den texanske transnationalist, der havde ansat ham. Det angivelige "demokrati," i hvis navn Washington, NATO og FN kom løbende til undsætning, og som hævder at retfærdiggøre forlængelsen af deres indtog (egentlig besættelse), var en løgn fra starten og har siden udviklet sig til en farce. Der er kun én løsning på problemet i Afghanistan: Alle udenlandske styrker skal forlade landet, og alle magter skal tvinges til at afstå fra at bevæbne deres allierede. Til de, der er velmenende i deres frygt for at det afghanske folk dermed vil tolerere at leve i et diktatur under Taliban (eller krigsherrene), vil jeg svare, at den udenlandske tilstedeværelse indtil videre har været, og forbliver, den bedste støtte for dette diktatur! Det afghanske folk var i gang med at flytte sig i en anden retning - potentielt den bedst mulige - på et tidspunkt, hvor vesten var tvunget til at interesse sig mindre for sine egne affærer. I forhold til den "kommunistiske" oplyste despotisme, har vesten altid foretrukket obskurantisk despotisme, der er uendelig meget mindre farlig for dens interesser! Irak USA's bevæbnede diplomati har haft som målsætning bogstaveligt talt at udslette 9 / 18

10 Irak længe før der var noget påskud for at gøre det, hvilket der kom senere: med invasionen af Kuwait i 1990 og efter d. 11. september George Bush udnyttede disse begivenheder til sit formål gennem en række af kyniske udtalelser og løgne af en karakter, som havde det været Goebbels, der havde fremsagt dem ("If you tell a lie big enough, and keep repeating it, people will eventually come to believe it"). Grunden til denne målsætning er simpel, og har intet at gøre med en plan om at befri det irakiske folk fra Saddam Husseins blodige diktatur (som var rigtigt nok): Irak besidder en stor del af de bedste olieressourcer i verden. Ud over det havde Irak haft held til at træne videnskabelige og tekniske kadrer, der var i stand til, gennem deres kritiske masse, at støtte op om et sammenhængende og omfattende nationalt projekt. Denne fare måtte udryddes gennem en præventiv krig, som USA gav sig selv ret til at indgå, hvor og hvornår det havde lyst uden den mindste respekt for international lov. Hinsides denne åbenlyse observation er der seriøse spørgsmål, der bør undersøges: (1) Hvordan kunne Washingtons plan forekomme - selv i et kort historisk øjeblik - at være sådan en spektakulær succes, så nemt? (2) Hvilken ny situation er blevet skabt og står overfor det irakiske folk i dag? (3) Hvordan griber det irakiske folk denne opgave an? (4) Hvilke løsninger kan de demokratiske og progressive irakiske, arabiske og internationale kræfter frembringe? Saddam Husseins nederlag var forudsigeligt. Overfor en fjende, hvis primære fordel ligger i at kunne gennemføre folkedrab ustraffet, med luftbombardement (brugen af atomvåben ligger lige om hjørnet), har folket kun én effektiv måde at svare igen på: ved at modsætte sig invasionen på deres invaderede territorier. Saddams regime var dedikeret til at fjerne ethvert middel til forsvar indenfor rækkevidde af dets egne borgere, gennem systematisk tilintetgørelse af enhver forening og ethvert politisk parti (begyndende med kommunistpartiet), der havde gjort Irak til det, det var, inklusive Baath selv, som havde været en af de større aktører i landets historie. Det er ikke overraskende under disse omstændigheder, at det irakiske folk tillod deres land at blive invaderet uden at gøre modstand ej heller, at nogen af de adfærdsmønstre man så (så som angivelig deltagelse i valg organiseret af den invaderende magt eller udbruddet af brodermord mellem kurdere, sunni arabere og shia arabere) lod til at være tegn på en mulig indrømmelse af nederlaget (hvorpå Washington havde baseret sine beregninger). Men hvad der er værd at notere sig er, at modstanden på jorden vokser sig stærkere hver dag (på trods af alle de alvorlige svaghedstegn udvist af de forskellige modstandsstyrker), og at det allerede har gjort det umuligt at indsætte et regime af lakajer med mulighed for at opretholde en ordentlig facade. På en måde har dette allerede demonstreret Washingtons nederlag. En ny situation er ikke desto mindre opstået for den udenlandske militære 10 / 18

11 tilstedeværelse. Den irakiske nation er i sandhed truet. Washington er ude af stand til at opretholde sin kontrol over landet (for derigennem at kunne plyndre dens olieressourcer, hvilket jo er hovedformålet) gennem landets såkaldte nationalregering som mellemled. Den eneste måde, hvorpå projektet kan fortsætte, er således ved at splitte landet fra hinanden. Opdelingen af landet i tre stater (kurdisk, sunni arabisk og shia arabisk) var, måske fra begyndelsen, Washingtons målsætning i afstemning med Israel (det vil arkiverne kunne fortælle os i fremtiden). I dag er "borgerkrigen" det trumfkort, som Washington bruger til at legitimere sin fortsatte besættelse. Tydeligvis er, og var, en længerevarende besættelse målet fra starten; det er det eneste middel hvormed Washington kan sikre sin besiddelse af olieressourcerne. Tydeligvis kan ingen tillid gives til Washingtons erklærede hensigt, så som at "vi vil forlade landet, så snart orden er genindført." Det må huskes, at briterne aldrig sagde, om deres besættelse af Egypten i 1882, at den var noget som helst andet end midlertidig (den varede til 1956!). Imidlertid ødelægger USA naturligvis landet, dets skoler, fabrikker og videnskabelige faciliteter lidt mere hver dag, med alle midler, også de mest kriminelle. Det irakiske folks reaktion på udfordringen har, indtil videre, ikke set ud til at ville se situationens seriøsitet i øjnene. Det er endda mildt sagt. Hvad er grunden til dette? De dominerende vestlige medier gentager ad nauseam, at Irak er et kunstigt land, og at Saddams undertrykkende "sunni"-regime over shiaer og kurdere er grunden til borgerkrigen (som kun muligvis kan modarbejdes gennem fortsat udenlandsk indgriben). Modstanden er således begrænset til nogle få pro-saddam hardcore islamister fra sunni-trekanten. Det er afgjort svært at stille så mange løgne op på række. I kølvandet på Den første Verdenskrig havde briterne store problemer med at besejre modstandskraften fra det irakiske folk. Komplet i harmoni med deres imperialistiske traditioner importerede Storbritannien et monarki og skabte en klasse af store grundejere til at støtte deres magt, hvorved de satte sunnierne i en privilegeret position. På trods af deres systematiske indsats, gik det dog ikke. Det kommunistiske parti og Baath-partiet var de primære organisatoriske kræfter bag sejren over "sunni"-monarkiets magt, som alle foragtede (sunnier, shiaer og kurdere). Den voldelige konkurrence mellem disse to kræfter, hvilket optog rampelyset mellem 1958 og 1963, endte med Baath-partiets sejr, noget de vestlige kræfter med lettelse tog imod. Det kommunistiske parti bar med sig muligheden for en demokratisk udvikling; dette var ikke tilfældet for Baath. Sidstnævnte var baseret på nationalistiske og panarabiske principper, beundrede den prøjsiske model for foreningen af Tyskland, og rekrutterede sine medlemmer blandt det sekulære, modernistiske petit-bourgeoisi, der var fjendtlig stillet overfor obskurantistiske religiøse udtryksformer. Gennem deres magt udviklede Baath sig, forudsigeligt nok, til et diktatur, der kun var halvt imperialistisk i den forstand, at der, afhængigt af 11 / 18

12 konjunkturer og omstændigheder, kunne indgås et kompromis mellem de to partnere (baathisk magt i Irak og amerikansk imperialisme, som var dominant i regionen). Denne aftale opmuntrede de megalomaniske træk ved lederen, der forestillede sig, at Washington ville acceptere ham som deres primære allierede i regionen. Washingtons støtte af Baghdad (leveringen af kemiske våben beviser dette) i den absurde og kriminelle krig mod Iran fra 1980 til 1989, lod til at bakke op om denne beregning. Saddam havde aldrig forudset Washingtons bedrageri, at en modernisering af Irak var uacceptabel for imperialismen, og at beslutningen om at udslette landet allerede var truffet. Saddam gik lige i fælden, da det grønne lys blev givet til at annektere Kuwait (der rent faktisk, i osmanniske tider, havde været forbundet med de provinser, der i dag udgør Irak, og senere løsrevet af britiske imperialister for at bruge det som en oliekoloni). Irak blev da underlagt ti års sanktioner med det formål at suge landet tørt og efterlade et vakuum klar til Amerikas forenede styrkers glorværdige overtagelse. De efterfølgende baathiske regimer, inklusiv den sidste i dens nedadgående fase under Saddams lederskab, kan beskyldes for alt på nær at have ophvirvlet konflikten mellem sunni- og shiamuslimer. Hvem er så skyldig i de blodige sammenstød mellem de to samfund? En dag vil vi med sikkerhed finde ud af, hvordan CIA (utvivlsomt hjulpet af Mossad) organiserede mange af disse massakrer. Men udover at det er det sandt, at den politiske ørken som Saddams regime skabte, samt det eksempel det frembragte af principløse opportunistiske metoder, opfordrede efterfølgende aspirerende magthavere af alle slags til at gå samme vej, ofte beskyttet af den indtrængende magt. Nogen var endda naive nok til at tro, at de kunne tjene den indtrængende magt. Disse aspiranter, om så de var religiøse ledere (shia eller sunni), såkaldte (stammeagtige) stormænd eller notorisk korrupte forretningsmænd eksporteret fra USA, havde aldrig rigtig nogen politisk position i landet. Selv de religiøse ledere, hvis tilhængere respekterede dem, havde ingen politisk indflydelse, der var acceptabel for det irakiske folk. Uden det tomrum, som Saddam havde skabt, ville ingen vide, hvordan deres navne skulle udtales. Stillet overfor den nye politiske verden som den liberale globaliserings imperialisme har skabt - kan andre autentiske, populære og nationale, måske endda demokratiske, politiske kræfter finde midlerne til at genopbygge sig selv? Der var et tidspunkt, hvor det kommunistiske parti i Irak var samlingspunktet for at organisere det bedste, som det irakiske samfund kunne producere. Det kommunistiske parti var etableret i alle landets regioner og dominerede den intellektuelle befolkning, ofte af shia oprindelse. (Jeg vil i forbifarten lige påpege, at shia hovedsageligt har produceret revolutionære eller religiøse ledere, sjældent bureaukrater eller kompradorer!). Det kommunistiske parti var oprigtigt populært og 12 / 18

13 anti-imperialistisk uden hang til demagogi - og potentielt demokratisk. Efter baathisternes diktaturer massakreredes tusindvis af partiets bedste militante medlemmer, Sovjet Unionens fald (hvilket det irakiske kommunistparti ikke var beredt på), og den opførsel - udvist af de intellektuelle - der mente det acceptabelt at vende tilbage fra eksil som følgesvende for de amerikanske forenede styrker, er det så hermed afgjort, at det irakiske kommunistparti fremover skal forsvinde fra historiebøgerne? Uheldigvis er dette en markant mulighed, men ikke uundgåeligt. Langt fra. Det kurdiske spørgsmål er reelt, i Irak som i Iran og i Tyrkiet. I denne sammenhæng skal det dog huskes, at de vestlige magter altid har praktiseret, med stor kynisme, en dobbelt standard. Undertrykkelsen af kurdiske krav har aldrig opnået, hverken i Irak eller i Iran, samme niveau af politi, militær, politisk eller moralsk brutalitet som udført af Ankara. Hverken Irak eller Iran har nogensinde gået så langt som til at benægte kurdernes eksistens. Dog må Tyrkiet være deres handlinger undskyldt som medlem af NATO, en organisation af demokratiske nationer, som medierne husker os på. Mellem de eminente demokrater udråbt af vesten, var Portugals Salazar, en af NATOs stiftere, samt de ikke mindre ivrige beundrere af demokratiet, de græske oberster og tyrkiske generaler! Hver gang de populære irakiske fronter, formet rundt om det kommunistiske parti og Baath i de bedste øjeblikke af deres turbulente historie, udøvede politisk magt, fandt de altid fælles grund med de vigtigste kurdiske partier. De sidstnævnte har altid været deres allierede. De anti-shia og anti-kurdiske overgreb, der fandt sted under Saddams regime, var med sikkerhed virkelige: For eksempel, bombningen af Basraregionen af Saddams hær efter nederlaget i Kuwait i 1990 samt brugen af gas mod kurderne. Disse overgreb kom i respons til Washingtons bevæbnede diplomatis manøvrer, der gik ud på at mobilisere troldmandens lærlinge blandt shiaer og kurdere. De forbliver ikke mindre kriminelle, såvel som stupide, siden Washingtons succes med sine appeller var ret begrænset. Men kunne man have forestillet sig andet fra en diktator som Saddam? Styrken af modstanden mod den udenlandske indtrængen, helt uventet under omstændighederne, kan måske tænkes at være mirakuløs. Dette er ikke tilfældet, siden den basale realitet er, at det irakiske folk som helhed (arabere, kurdere, sunnier og shiaer) foragter indtrængerne og er bekendte med deres daglige kriminelle handlinger (snigmord, bombetogter, massakrer, tortur). At dette skulle være en forenet national front (kald den hvad du vil) kan måske endda tænkes, bekendtgjort som en sådan, med en liste over de navne, organisationer og partier, der udgør den og sætter dagsordenen. Dette er dog ikke tilfældet indtil nu af de grunde, der står beskrevet ovenfor - inklusiv ødelæggelsen af den sociale og politiske struktur - som Saddams regime og besættelsen er skyld i. Uanset grunden 13 / 18

14 er denne svaghed et seriøst handikap, hvilket gør det nemt at opdele befolkningen, tilskynde opportunister, endda så langt som til at gøre dem til kollaboratører, og formudre hele formålet med befrielsen. Hvem vil have succes med at overkomme disse handicap? Kommunisterne skulle stå i en stærk position til det. Allerede ses militante medlemmer at tage afstand fra ledere af det kommunistiske parti - dvs. de, der kendes igennem de dominerende medier, og som forvirrede og pinligt berørte febrilsk prøver at legitimere deres samarbejde med den kollaborationistiske regering endda under påskud af at styrke det bevæbnede forsvar gennem sådanne handlinger! Men, omstændighederne taget i betragtning, kunne mange andre politiske kræfter tage de nødvendige initiativer i retning af en sådan front. Det forbliver dog tilfældet, at det irakiske folks modstand, på trods af sine svagheder, allerede har besejret (politisk omend ikke militært) Washingtons projekt. Det er præcist dette, der bekymrer atlantisterne i den europæiske union, USA's tro allierede. I dag frygter de USA's nederlag, fordi dette vil styrke de sydlige folkefærds kapacitet til at tvinge den globaliserede transnationale kapital fra den imperialistiske triade til at respektere de interesser, som de respektive nationer og borgere i Asien, Afrika og Latinamerika har. Den irakiske modstand har lagt forslag på bordet, der vil gøre det muligt at komme ud af hårdknuden og tillade USA at trække sig ud af fælden igen. Den foreslår: (1) Oprettelsen af en transitional administrativ autoritet, sat op med støtte fra FN's sikkerheds råd; (2) Den øjeblikkelige standsning af modstandsaktioner og af militærog politimæssig indblanding fra besættende styrker; (3) Alle udenlandske militære og civile autoriteter trækker sig ud af landet indenfor seks måneder. Disse forslag er blevet udgivet i det prestigefyldte arabiske tidsskrift Al Moustagbal al Arabi (Januar 2006), som udgives i Beirut. Den absolutte stilhed hvormed de europæiske medier modsætter sig spredningen af dette budskab, er et vidnesbyrd til deres solidaritet med deres imperialistiske partnere. Demokratiske og progressive europæiske styrker har pligt til at afgrænse sig fra den politik, som fremsættes af den imperialistiske triade, og i stedet støtte det irakiske forsvars forslag. At efterlade det irakiske folk til at konfrontere dets fjender alene er ikke en acceptabel mulighed: Det forstærker den farlige idé, at intet kan forventes fra vesten og dets borgere og fremmer hermed de uacceptable og kriminelle handlinger, som nogen af modstandsgrupperne gør brug af. Jo før de udenlandske besættelsestropper forlader landet, og jo stærkere støtte det irakiske folk modtager fra de demokratiske kræfter i verden og Europa, jo større er muligheden for en bedre fremtid for dette martrede folk. Jo længere besættelsen 14 / 18

15 varer ved, jo mere dyster bliver følgerne efter den uundgåelige ende. Palæstina Det palæstinensiske folk har, siden Balfour bekendtgørelsen under første verdenskrig, været offer for et fremmed folks koloniseringsprojekt. Et der har givet dem samme behandling som Amerikas "rødhuder", uanset om man erkender det eller foretrækker at forblive i fornægtelse. Dette projekt har altid haft regionens dominerende imperialistiske magts ubetingede støtte (førhen, Storbritannien, i dag, USA), fordi den udenlandske stat, der er blevet dannet i regionen af projektet, ikke kan andet end ubetinget at støtte de indgreb, der kræves for at tvinge det arabiske mellemøsten til at underkaste sig den imperialistiske kapitalisme. Dette er et åbenlyst faktum for borgerne i Afrika og Asien. Følgelig er de, på begge kontinenter, spontant forenede i hævdelsen og forsvaret af det palæstinensiske folks rettigheder. I Europa skaber spørgsmålet om Palæstina derimod splittelse på grund af den forvirring, som holdes i live af den zionistiske ideologi, der ofte omtales positivt. I dag, mere end nogensinde, i forening med implementeringen af USA's "Større mellemøstlige projekt", er det palæstinensiske folks rettigheder blevet mere eller mindre afskaffet. Stadigvæk accepterede PLO Oslo- og Madrid-planerne og den køreplan, som blev foreslået af Washington. Det er Israel, der åbent har brudt sin aftale og implementeret en endnu mere ambitiøs plan for udvidelse. Som følge heraf er PLO blevet undergravet: Offentligheden kan med rette bebrejde PLO for at have troet på sine modstanderes oprigtighed. Den støtte som den besættende autoritet har givet til sin islamiske modstander (Hamas), i hvert fald i begyndelsen, samt udbredelsen af korruption i den palæstinensiske administration (hvorom de økonomiske donorer - Verdensbanken, Europa og NGO'erne - tier stille, hvis de ikke er med i det) har ført til Hamas' valgsejr (hvilket var forudsigeligt). Dette blev således til endnu en øjeblikkeligt brugt undskyldning for at retfærdiggøre en ubetinget alliance med israelsk politik, uanset hvad denne måtte gå ud på. Det zionistiske koloniale projekt har altid været en trussel, udover Palæstina, for de nærliggende arabiske folkeslag. Dets ambitioner om at annektere det egyptiske Sinai og dets effektive annektering af det syriske Golan står som testamente til dette. I det større mellemøstlige projekt er en speciel plads bevilget til Israel, til dets regionale monopol på atomart militærudstyr og dets rolle som "uundværlig partner" (under den fejlagtige antagelse at Israel har en teknologisk ekspertise, der overgår det arabiske folks formåen. Hvilken åbenlys racisme!). Det er ikke hensigten her at frembringe analyser omhandlende det komplekse 15 / 18

16 samspil mellem modstandskampen mod den zionistiske koloniale udvidelse og de politiske konflikter og valg i Libanon og Syrien. Det baathistiske regime i Syrien har modstået, på deres egen facon, kravene fra de imperialistiske magter og Israel. At denne modstand også har tjent til at legitimere mere tvivlsomme ambitioner (kontrol af Libanon) er afgjort indiskutabelt. Ydermere har Syrien med omhu valgt de mindst farlige allierede i Libanon. Det er velkendt, at det libanesiske kommunistparti har organiseret modstand mod den israelske indtrængen i Syd Libanon (inklusiv omdirigeringen af vandet). De syriske, libanesiske og iranske autoriteter har arbejdet tæt sammen for at udslette denne farlige base og erstatte den med Hezbollah. Snigmordet på Rafig al-harriri (en stadig uopklaret sag) gav tydeligvis de imperialistiske magter (med USA i front og Frankrig bagved) muligheden for at blande sig med to formål i sinde: (1) at tvinge Damaskus til permanent at stille sig på linie med de vasale arabiske stater (Egypten og Saudi Arabien) - eller, hvis det mislykkedes, at eliminere resterne af den svækkede baathistiske magt; og (2) udslette alle muligheder for at modstå israelsk indtrængen (ved at kræve Hezbollahs nedrustning). Retorik om demokrati kan, hvis det skulle være nødvendigt, påkaldes i denne sammenhæng. At acceptere implementeringen af det israelske projekt i dag er at stadfæste afskaffelsen af menneskets primære rettighed: Retten til at eksistere. Dette er en kolossal forbrydelse mod menneskeheden. Anklagen om "antisemitisme", henvendt til dem der fornægter denne forbrydelse, er kun et eksempel på foragtelig afpresning. Iran Det er ikke vores hensigt her at udvikle den analyse som den islamiske revolution kræver. Var det, som det er blevet påstået blandt tilhængere af den politiske islam såvel som blandt udenlandske observatører, erklæringen af og starttidspunktet for en ændring, der ultimativt må gribe hele regionen, måske endda hele den muslimske verden, omdøbt i anledningen, umma ("nationen" der aldrig blev til)? Eller var den en enestående begivenhed, specielt fordi det var en unik kombination af fortolkningerne af shia islam og den iranske nationalismes udtryk? Fra perspektivet af hvad der interesserer os her, vil jeg kun foretage to observationer. Den første er, at Irans politisk islamistiske regime ikke - som udgangspunkt - er uforenelig med landets integration i et globaliseret kapitalistisk system, siden regimet er baseret på liberale principper til styring af økonomien. Den anden er, at den iranske nation, som den står, er en "stærk nation". Én, hvis hovedkomponenter - hvis ikke dem alle - af både befolkningsgrupper og regerende klasser, ikke vil acceptere integrationen af deres land ind i et globaliseret system under dominerede vilkår. Der er selvfølgelig en modsigelse mellem disse to 16 / 18

17 dimensioner af iransk virkelighed. Den anden observation tager højde for Teherans udenrigspolitiske tendenser, der er kendt for viljen til at modstå udenlandsk befaling. Det er iransk nationalisme - magtfuld og, i mine øjne, helt og aldeles historisk positiv - der forklarer succesen af den modernisering, der er sket indenfor de videnskabelige, industrielle, teknologiske og militære felter under Shahens regime og Khomeinis regime, der efterfulgte. Iran er en af de få stater i syden (med Kina, Korea, Brasilien og måske få andre, men ikke mange!) der har et nationalt bourgeoisi-projekt. Hvorvidt det er muligt på langt sigt at gennemføre dette projekt eller ej (efter min mening er det ikke), er ikke hvad denne diskussion handler om. I dag eksisterer og fungerer dette projekt. Det er præcis, fordi Iran udgør en kritisk masse, i stand til at prøve at hævde sig som en respekteret partner, at USA har besluttet sig for at udslette landet i endnu en præventiv krig. Som alle ved, handler konflikten om de atomare muligheder, som Iran er ved at udvikle. Hvorfor skulle dette land ikke, ligesom alle andre, have retten til at forfølge disse muligheder med den mulige konsekvens, at det blev til en atommagt? Hvad giver de imperialistiske magter og deres israelske sammensvorne ret til at udstede et monopol til dem selv på masseødelæggelsesvåben? Kan nogen som helst troværdighed tilskrives det argument, der går på at "demokratiske" nationer aldrig ville gøre brug af disse våben, i modsætning til de "lovløse" nationer, når det er almen viden, at de pågældende demokratiske nationer er ansvarlige for de mest omfattende folkemord i nyere tid, inklusiv det mod jøderne, og at USA allerede har brugt atomvåben og til stadighed nægter et absolut og vidtspændende forbud mod deres brug? Konklusion I dag findes der tre befolkningsgrupper i regionen, der står overfor hinanden: Dem, der påberåber sig deres nationale fortid (men i virkeligheden ikke er andet end de degenererede og korrupte arvinger til den national-populistiske æras bureaukrati); dem, der påberåber sig at være tilhængere af den politiske islam; og dem, der forsøger at organisere sig rundt om "demokratiske" krav, der er kompatible med økonomisk liberalisme. Konsolideringen af magten fra enhver af disse tre sider er ikke acceptabel for en venstrefløj, der har befolkningens interesser i sinde. Faktisk er det komprador-klasserne, der er tilknyttet det nuværende imperialistiske system, hvis interesser kommer til udtryk gennem disse tre retninger. Amerikansk diplomati holder alle tre jern i ilden, fordi det fokuserer på at bruge konflikten imellem dem til sin egen eksklusive fordel. At prøve at involvere sig i disse konflikter, fra venstrefløjen, udelukkende gennem alliance med en af de tre retninger*** (enten ved at foretrække de nuværende regimer for at undgå det værste, dvs. den politiske islam, eller søge en alliance med sidstnævnte for at få fjernet regimerne) er dømt til 17 / 18

18 at mislykkes. Venstrefløjen må hævde sig ved at fokusere på kampe inden for områder, hvor den finder sig naturligt hjemme: i forsvar for befolkningens økonomiske og sociale interesser, demokrati og sikringen af national suverænitet, alle konceptualiseret sammen som uadskillelige. Den større mellemøstlige region er i dag central i konflikten mellem de imperialistiske ledere og folkeslagene verden over. At besejre Washingtons etablerede projekt er betingelsen for at tilvejebringe muligheden for med succes at kunne sikre fremgang i enhver region verden over. Mislykkes det vil ethvert af sådanne fremskridt forblive sårbare ud i det ekstreme. Dette betyder ikke, at vigtigheden af de konflikter der finder sted andre steder i verden, som f.eks. i Europa eller Latinamerika eller andre steder, skal undervurderes. Det betyder kun, at de skal ses i et vidtspændende perspektiv, der skal medvirke til overvindelsen af Washington i den region, der er blevet valgt som målet for dets første kriminelle aktion i det nye årtusinde. * En politisk teori der er baseret på "kollektive kulturelle identiteter" som centrale for forståelsen af dynamisk social virkelighed. - Monthly Review Red. ** Nutidens politiske islams oprindelse viser ikke den samme historiske forbindelse med imperialistisk manipulation af grunde der vil blive diskuteret i det følgende afsnit. - Monthly Review Red. *** Fremkomsten af taktiske alliancer fra den konkrete situation er en anden sag, f.eks. den samlede aktion udført af det libanesiske kommunistiske parti og Hezbollah i modstand mod den israelske invasion af Libanon i sommeren Monthly Review Red. Oversat af Peter Møller. 18 / 18