DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Co pen hagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, piease consult

3

4 J, DET KONGELIGE BIBLIOTEK

5

6

7 Om Dødsstraffens Afskaffelse. (Tale, holdt i Rigsdagen, den 7de Decbr ) Af Edv. Fallosen. Kjøbenhavn. Forlagt af J. H. Schubothes Boghandel. G. S. Wibes Bogtrykkeri

8

9 Mine Herrer! Der er et betydningsfuldt Spørgsmaal, som nødvendigvis maa komme frem under denne Lovs Behandling, og som jeg ogsaa forventer vil blive underkastet en omhyggelig Overveielse. Det er Sporgsmaalet om Dødsstraffens Afskaffelse. Idet jeg ønsker at udtale mig herfor, beder jeg det høie Thing laane mig et velvilligt Øre, i alt Fald haaber jeg, at der i Vigtigheden og Betydningen af selve Sagen vil ligge en Opfordring for det til at skænke mig sin Opmærksomhed. Dødsstraffens Berettigelse betragtes i Almindelighed fra to Synspunkter, fra Retfærdighedens og fra den formeentlige Nødvendigheds. At Dødsstraffen ikke er overensstemmende med den absolute Retfærdighed, synes efterhaanden at erkjendes fra alle Sider.»Antallet og Vægten af de Stemmer, der vttre sig imod Dødsstraffen«, siger en høit anseet Retslærd, afdøde Bornemann,»er i uafbrudt Tiltagen«, og ban tilføier som sin Overbeviisning, at den straffende Retfærdighed ikke kræver Dødsstraf, men at 1

10 4 Livets Berøvelse som Straf endogsaa er imod Retfærdigheden, fordi det er den jordiske Personligheds Tilintetgjørelse. Idet jeg gaaer ud fra, at dette er en almindelig Erkjendelse, skal jeg ikke give nogen nærmere Udvikling heraf. Jeg skal heller ikke søge at imødegaae det Argument, man har villet hente fra den saakaldte Gjengjældelsesret, eller dem, der støtte sig til enkelte, tildeels misforstaaede Bibelsprog, der desuden komme i Collision med andre Udsagn af den hellige Skrift. Men indrømmer man end i Almindelighed, at Dødsstraffen strider mod den absolute Retfærdighed, saa paastaae dog dens Forsvarere, at Staten ligeoverfor Forbryderen kan befinde sig i en Art Nødværgetilstand, der gjør den det til Pligt at berøve Forbryderen Livet, deels for at sikkre sig mod fornyede Attentater fra hans Side, deels for ved et afskrækkende Exempel at afholde Andre fra at følge i hans Fodspor. Vi befinde os altsaa her paa den formeentlige Nødvendigheds Omraade, fra hvilket i vor Tid ogsaa Dødsstraffens Forsvarere saagodtsom udelukkende hente deres Grunde. Lad os da først undersøge, om det skulde være nødvendigt for Staten, der er saa stærk og mægtig overfor det enkelte Individ, at dræbe Forbryderen for sin Sikkerheds Skyld. Det maa her erindres, at Talen kun er om Dødsstraf under sædvanlige Forhold og rolige Tilstande. Skulde det virkelig ikke være muligt at bygge Fængslerne saa stærke og at skaffe saa aarvaagne og paalidelige Vogtere, at

11 5 de enkelte Forbrydere, hvorom jo her kun kan være Tale, ikke vilde kunne undslippe? Men hvis Staten ikke skulde formaae dette, hvorledes sørges der da for dens Sikkerhed i den lange Tid, ofte et Aar eller maaskee længere, der kan hengaae, fra et Mord er begaaet, og indtil den Skyldige endelig faaer sin Dom? Hvorledes sikkrer man sig i denne Tid for Morderen, der jo er lige farlig, hvad enten hans Dom er falden eller ikke? Og hvorledes sikkrer man St Ten mod enkelte mordlystne Afsindige, der ofte, trods deres Afsind, kunne udvise en paafaldende Skarpsindighed, naar det gjælder om at skaffe sig Vaaben eller Redskaber til at tilfredsstille deres Tilbøielighed? Hvorledes sikkrer man sig mod dem? Man vil dog neppe forlange Ret til at berøve de farlige Afsindige Livet. Den, der finder det i sin Orden, at man dræber den farlige Forbryder for at sikkre sig imod ham, er ubevidst hildet i Betragtninger, der knytte sig til Vanens Magt, til hvad der har været Skik og har vundet Hævd i Tidernes Løb. Paa hvor svag en Grund saadanne Betragtninger hvile, seer man bedst, naar man tænker sig en anden Maade at gjøre Forbryderen uskadelig paa. Ingen vil negte, at man kunde sikkre sig mod den farlige Forbryder ved at berøve ham Synet. Men skjøndt det i vor Tid kan skee uden Smerte for ham, og skjøndt det dog i Almindelighed er et langt større Onde at miste Livet end at miste Synet, vilde dog Alle, ogsaa Dødsstraffens Forsvarere,

12 6 med Forfærdelse vende sig bort fra den Lovgiver, der vilde forsøge paa at sætte en saa oprørende Bestemmelse i Værk. Hvilken Modsigelse! Man viger tilbage, og med Bette, fra at blinde Forbryderens Øie, men at afhugge bans Hoved, det frygter man ikke for! Nei, det er ikke nødvendigt at dræbe den enkelte Forbryder for at sikkre sig imod ham, og jeg troer heller ikke Nogen for Alvor vil paastaae det. Jeg gaaer dernæst over til det andet Hensigtsmæssighedshensyn, at man skulde beholde Dødsstraffen for at afskrække Andre, der ellers vilde være bievne Forbrydere. Det maa her bemærkes, at ingensteds viser Dødsstraffens Uretfærdighed sig i et grellere Lys end paa dette Punkt. Staten skulde have Lov til at dræbe en Forbryder, ikke for at straffe ham for hans Forbrydelse, men for at opnaae et ganske andet, Forbryderen aldeles uvedkommende Øiemed, det at virke Afskrækkende paa Andre! Alen lad os nærmere see, hvorvidt man opnaaer dette Øiemed. Det er da navnlig med Hensyn til Morderen med Overlæg, man har meent, at Dødsstraffen skulde have en saadan Indflydelse. Hvad er det, han overlægger? Han overlægger, hvorledes han paa den sikkreste Maade kan skjule sin Forbrydelse, hvorledes han kan udslette alle Spor af den, hvorledes han muligt kan give sig Skin af at have været paa et andet Sted i Gjerningens Øieblik o. s. v. Hvad er det, han har at bekæmpe? Det er hans Samvittigheds Stemme, det er den i enhver

13 7 Sjæl nedlagte Sky for at begaae Mord paa sine Medmennesker. Men føler han sig saa tirret, saa gjennemkrydset i sine Planer, er hans Had saa stærkt ligeoverfor den, han har udseet til sit Offer, at han kan døve disse Røster, at han heller ikke frygter et livsvarigt Fængsel, maaskee, Alt vel overveiet, den frygteligste af alle Straffe, naar Forbryderen veed, at det er utvivlsomt, at han skal blive der til sine Dages Ende, at han skal leve og dog aldrig mere see dem, han elsker, aldrig mere see Skoven, Havet eller Himlen, kan han overvinde alt Dette, er hans onde Lidenskab stærk nok dertil, da viger han heller ikke tilbage for en ringe Mulighed af at miste Livet, for en Sandsynlighed, der ikke er større end den, der udtrykker Faren for at omkomme for visse Classer af Arbeidere. Og det indrømmes jo ogsaa fra alle Sider, at som Dødsstraffen staaer her i Loven, er det en overordenlig ringe Mulighed; men selv om den stod der paa en bestemtere Maade, hvad jeg selvfølgelig fra mit Standpunkt ikke kunde ønske, saa vilde dog Tilliden til egen Dygtighed og Snildhed, for ikke at tale om Benaadningsretten, altid staae bagved Dødsstraffen og fuldstændig svække dens Betydning ved at gjore den uvis. Mennesket har kun Skræk for Døden, naar den er sikker; han frygter den ikke som en blot Mulighed, Llaabet, denne Menneskehedens Løftestang, vil forhindre ham deri. For at erfare, at det er saa, behøver man

14 8 kun at vende sig: om i Livet. See vi ikke den Sømand, der efter et Skibbrud er kastet levende op paa Strandbredden, medens alle hans Kammerater ligge der som Lig, see vi ham ikke allerede den næste Dag søge ny Hyre og atter begive sig ud paa det samme farlige Hav? See vi ikke den Arbeider, der som ved et Vidunder er kommen uskadt fra en exploderende Fabrik, igjen ufortrødent tage fat paa sin tidligere Virksomhed? See vi ikke overalt Mennesket give sig af med Beskjæftigelser, der ere i høi Grad farlige for Sundheden og Livet? Der styrter en Mand sig i Havet, eller ind i et brændende Huus, for at redde en ham aldeles uvedkommende Person! Vilde han gjøre det, hvis Skrækken for en mulig Død var saa stærk, som Dødsstraffens Forsvarere mene? Nei, til Held for Staten er det saa, at Mennesket kun sætter liden Priis paa Livet, saalænge der kun er en ringe Sandsynlighed for at beholde det. Hvis denne Skræk tor Døden var et saadant Universalmiddel mod Forbrydelser, som Dødsstraffens Forsvarere paastaae, saa maatte en Conseqveuts, rigtignok en yderlig Conseqvents, deraf være, at man burde antage den gamle Sætning: omnia delicta sunt paria, og anvende Dødsstraffen paa alle Forbrydelser uden Forskjel. Men selv om man ikke vilde gaae saa vidt, skal man dog indrømme, at naar man benytter det meest umoralske af alle Midler, Skræk, mod Forbrydelser, saa følger deraf, at Straffelovene burde være grusomme for at være desto mere afskrækkende. Det vilde jo være langt

15 9 forfærdeligere for Forbryderen at tænke sig en langsom, piinlig, smertefuld Død, fremfor en hurtig Død, og vilde Lovgiveren conseqvent hævde sit Princip, maatte han altsaa atter indføre langsom Opbrændelse, Radbrækning, Knibning med gloende Tænger og alle disse tidligere grusomme Straffe. Nei! det Princip holder ikke Stand. Og ligesom det for en sund Betragtning viser sig, at Dødsstraffen ikke virker afskrækkende, saaledes bekræftes ogsaa dette ved Erfaring. Det er ikke meget mere end et halvt hundrede Aar siden, at der var en Mængde Forbrydelser, Falsk, Falskmøntneri, Indbrud, Brandstiftelse, Hestetyveri, der alle bleve straffede med Døden. Men skjøndt denne Straf i de senere Tider overalt er afskaffet for disse Forbrydelser, ere de ikke tiltagne i Mængde, hvad de jo maatte være, hvis Dødsstraffen tidligere havde virket afskrækkende. Nu vil man maaskee indvende, at det, at disse Forbrydelser ikke ere tiltagne, skyldes andre Aarsager, som Samfundets bedre Organisation, et dygtigere Politi, Nutidens hurtigere Communicationsmidler og saa fremdeles; men hvis dette har havt Indflydelse paa disse Forbrydelser, saa maa det ogsaa have havt det paa de andre. Det er altsaa Forholdstallet det kommer an paa. Nu er det imidlertid statistisk oplyst, at Forholdstallet imellem de nævnte, tidligere med Døden straffede Forbrydelser og andre Forbrydelser har forandret sig netop til Fordeel for de førstnævnte; disse ere aftagne baade absolut og forholdsviis til andre Forbrydelser, og Dødsstraffen kan altsaa ikke

16 to tidligere have virket afskrækkende. Det kan ogsaa ved Tal godtgjøres fra de enkelte Lande, hvor Dødsstraffen er afskaffet, at Mordforsøg ikke ere tiltagne, tvertimod synes de endog at være i Aftagende. Jegskal ikke trætte det høie Thing med at nævne de herhen hørende Talstørrelser, som jeg tør ansee bekjendte for alle dem, der nøiere have beskjæftiget sig med denne Sag, men jeg skal, efter, som jeg haaber, at have paaviist, at Dødsstraffens formeentlige Nødvendighed er ubegrundet, baade med Hensyn til at sikkre sig mod den enkelte Forbryder og med Hensyn til at virke afskrækkende paa Andre, tillade mig at henlede Opmærksomheden paa et Par andre Punkter. Af Alt, hvad der kan afholde Mennesket fra at begaae Forbrydelser, synes mig Intet at være virksommere end Frygten for den Infami, der knytter sig til Forbryderen, dette, at Alle undgaae ham, at man ligesom er bange for at indaande den samme Luft som ban. I flere Livsstillinger kan man ogsaa gjøre den Erfaring, at Alennesket hellere gaaer en sandsynlig Død imøde, end det udsætter sig for at rammes af Vanære. Men denne Frygt for at miste Æren, der er et saa virksomt Middel til at forebygge Forbrydelser, den svækker man netop ved Dødsstraffens Anvendelse. Er det ikke saa, at Mængden, der er tilstede ved en Henrettelse, næsten ligesom ærbødig viger tilbage for Forbryderen, naar han nærmer sig Skafottet? Paa ham hvile Alles Øine; til hans Ord lytte Alles Øren; Ingen vender sig bort fra ham.

17 11 lstedetfor at Straffen skulde vedligeholde og styrke denne Frygt for Infami, der maaskee ellers kunde afholde mangen Tilstedeværende fra selv senere at blive Forbryder, gjør den netop det Modsatte; Bøddelens Øxe gjør Morderen til en Martyr. I det Hele har Henrettelsen ikke den afskrækkende Indflydelse paa Mængden, som man vil tillægge den. De Fleste komme derhen som til et Skuespil, Staten gratis giver dem; de gaae ligegyldige derfra og ende maaskee Dagen paa et Forlystelsessted eller i Kroen. Det er ogsaa andensteds fra bekjendt, hvorledes der under en Henrettelse forefalder et ligesaa stort Antal Lommetyverier som ellers under en lignende Sammenstimlen af Mennesker. Saa lidt virker selve det levende Bdlede af Dødsstraffen til at nedslaae de forbryderiske Tilbøieligheder. Og godt, om det ikke gjør værre; thi der gives Naturer, paa hvem et saadant Skuespil har en Virkning og det er Noget, der ogsaa er godtgjort ved Tal, som Synet af Blod har paa de vilde Dyr, at det udvikler de onde Instincter og bliver en Udsæd for Forbrydelser. Vistnok er der dem, paa hvilke Henrettelsen har en anden Virkning, som den bevæger og rører. Men det er sandelig ikke dem, der trænge til at afskrækkes. Og hvilke Følelser fremkalder den hos dem? Er det Afsky for Forbrydelsen? Nei det er Medlidenhed med Forbryderen. Er det Agtelse for Loven, og for Staten? Nei, det er en dyb Tvivl om Lovens Retfærdighed, om Statens Berettigelse.

18 12 For at undgaae Ulemperne ved den offentlige Henrettelse blev her sidst foreslaaet, at man skulde lade den foregaae inden lukkede Døre. Men vilde det være bedre? Vilde der ikke udbrede sig uhyggelige Rygter om, hvorledes den Domfældte til det Sidste høitidelig havde paakaldt sin Uskyld, om hans Kamp med Bøddelen, om en mislykket Execution? Vilde man ikke snart kalde Stedet for Statens hemmelige Slagtehuus, og betragte det med Forbitt.relse og Mistanke? At man, for at undgaae denne sidste, skulde kunne paalægge»ansete Mænd«, som det hed, efter Tilsigelse at være tilstede som Vidner ved en Henrettelse, som de maaskee efter deres inderste Overbevisning betragte som et ligefremt Mord, anseer jeg for en Umulighed i en fri Stat. Hvorledes end Henrettelsen foregaaer, Staten opnaaer netop det Modsatte af, hvad den tilsigter. Skafottet kan skaffe Fare, men ikke Fordeel; det kan fordærve, men det forbedrer ikke. Et andet Flensyn, man bør tage ved denne Sag, er, at vi staae i Begreb med at indføre Nævninger. Jeg skal ikke undersøge, hvorvidt det ligger i Naturen af denne Institution, der tildeels er bygget paa et Skjøn, at den, naar Dødsstraffen bibeholdes, kan forøge Sandsynligheden for, hvad man kalder Justitsmord; heller ikke, hvilken Indflydelse Dødsstraffen kan have paa Nævningernes Erklæring om Skyldig eller Ikke-Skyldig, men kun fastholde, at man ikke har Lov til at udsætte disse ufrivillige Meddomsmænd for den Mulighed, der altid vil være tilstede, at kunne

19 13 dømme en Uskyldig fra Livet. Jeg beklager høit den hæderlige Dommer, der har den Ulykke, støttende sig til en Mængde skuffende Udsagn og Omstændigheder og hestyrket ved, at den Anklagede, trættet og piint af Fængsel og idelige Forhør, maaskee for at faae en Ende paa det Hele, siger: ja, det er mig, der er den Skyldige; jeg beklager den Dommer, hvem den Ulykke engang træffer at dømme en Uskyldig fra Livet. Men han maa søge sin Trøst i, at det er en tung Tilskikkelse, som hans Kald kan føre med sig. Men ikke saaledes med Nævningerne. Dem hør man ikke udsætte derfor. Man har ikke Ret til at herøve dem Adgang til, naar de maatte have dømt en Brødefri, da atter at kunne aabne hans Fængselsdør og med Ærbødighed føre ham ud derfra, for at gjengive ham til Samfundet. Endnu kun dette. Dødsstraffens Afskaffelse, siger man, er et Tidsspørgmaal, men Tiden dertil skaf ikke være kommen endnu. Skulde det ikke netop uu være Tiden, da vi have taget hele vor Straffelovgivning for os og søge at rense den for Mærkerne af tidligere Tiders Barbari, da ogsaa at afskaffe denne Straf? Skulde det ikke være Tiden nu, da det erkjendes saagodtsom fra alle Sider, at Dødsstraffen strider mod den absolute Retfærdighed (hvilket i og for sig burde være aldeles tilstrækkeligt); da det ik&e kan paavises, at Straffen har nogen afskrækkende Virkning; da den ikke er nødvendig for at sikkre sig mod den enkelte Forbryder? Naar kommer da Tiden?

20 14 Skulle vi vente, til det gaaer her som i Toscana, hvor Folket, da en Henrettelse skulde finde Sted, efterat Dødsstraffen i et langt Tidsrum factisk havde været afskaffet, betragtede det som en Sorgens Dag for hele Landet og lukkede sig inde i sine Huse, saa der paa Henrettelsespladsen Ingen fandtes uden Bøddelen og den Dømte. Eller skulle vi vente endnu længere, saalænge, indtil der ikke findes nogen saa Ulykkelig i dette Land, at han er rede til for Penge at være Statens officielle Morder, indtil der Ingen findes, der vil lade sig leie til med koldt Blod at myrde en ligeoverfor ham sagesløs Mand? Nei, Tiden er netop kommen nu, da man hos et Folk af en saa besindig og rolig Charaeteer som vort og med saa milde Sæder, uden Fare kan indføre denne Reform. Man vil sige, at de store Nationer, i hvem vi ellers søge et Forbillede, ja, gid vi altid havde gjort det! jo endnu ikke have afskaffet Dødsstraffen. Men paa dette Punkt ere Forholdene vidt forskjellige hos dem og hos os; der flyder i deres Aarer et varmere og livligere Blod end i vore; det kan frembringe større Bedrifter, men det kan ogsaa skabe større Forbrydelser. Man maa imidlertid ikke troe, at naar man endnu ikke har afskaffet Dødsstraflen, for at nævne et Exempel, i Frankrig, at det er, fordi man tillægger den nogensomhelst afskrækkende Kraft; nei, ingenlunde; men det er, fordi der i dette Land undertiden kan forekomme Forbrydelser, der ere saa atroce,

21 15 saa forfærdelige, at man har frygtet for, at Folket, der ogsaa er stort i sin Forbittrelse, i den første Opblussen skulde tage sig selv tilrette, naar det tvivlede om, at Staten vilde gjøre det. behøver man ikke at nære bos os. Men en saadan Frygt Vi, vi ere smaa i Alt! 1 denne Sag kunne vi trøstigt følge de mindre Nationers Exempel, som have afskaffet Dødsstraffen, og som befinde sig vel derved, og til hvilke jo i vor Tid et stort Folk synes at ville slutte sig. Lad os give vort, i saa mange Henseender ulykkelige Fædreland idetmindste den Ære at være iblandt dem, der gaae foran, hvor det gjælder at handle i Menneskelighedens Navn. Lad os trygt stole paa, at naar Staten, denne Magt, for hvilken Alle maae bøie sig, erklærer, at selv den i intet Tilfælde tør vove at lægge Haand paa Nogens Liv, det være sig nok saa grov en Forbryders, saa vil Følelsen af, at for selve Staten er Menneskelivet helligt, efterhaanden udbrede sig til Samfundets laveste Classer og der ganske anderledes værne om Medborgeres Liv, end om Loven indeholder en hvilkensomlielst, nok saa blodig Straf. Lad ikke os, der, naar vi mindes de Menneskeoffringer, der i vor Oldtid fandt Sted til Guderne, med Afsky vende Tanken bort fra disse Raahedens og Overtroens Skuespil, lad ikke os paany befæste den falske Guddom, som man har smykket med Navnet af Statens indre Sikkerhed, der sandelig ikke vil komme i Fare. Lad

22 16 os ikke paa dens Alter offre ulykkelige Forbrydere, hvis Skyld maaskee har sin første Spire i Statens mangelfulde Indretning, i Samfundets Brøstfældighed. Jeg heder det høiething: vær ikke med at reise denne hedenske Støtte; hold Eder til, at der kun er Een, der er Livets og Dødens Herre, og at Ingen er berettiget til at være denne Enes Stedfortræder her paa Jorden.

23

24

25

26