Overgreb og raserianfald

Transkript

1 ET STU OND

2 Philip Zimbardo blev i 1970 erne verdensberømt for det såkaldte Stanford fængselseksperiment, der gav omverdenen indblik i en mørk side af menneskets natur. I de senere år har den amerikanske psykologiprofessor undersøgt den anden side af mønten heltegerninger. Et fænomen, han mener, videnskaben bør interessere sig mere for. Af Henning Due, journalist DIE I SKAB 2016 nr

3 H vad er definitionen af ondskab? Og hvad skal der til, før tilsyneladende velfungerende mennesker lader sig beruse af magt og forvandles til sadistiske monstre med et smadret moralsk kompas? Siden nazisternes massedrab på omkring seks millioner jøder under 2. Verdenskrig har de to spørgsmål optaget filosoffer, forfattere og videnskabsfolk verden over, men få har som Philip Zimbardo haft held med at finde konkrete svar i laboratoriet. For 45 år siden udførte den amerikanske psykologiprofessor det nu klassiske og verdensberømte Stanford fængselseksperiment og observerede med egne øjne en dyster side af menneskenaturen, der ifølge Philip Zimbardo lurer lige under overfladen hos os alle uanset social, økonomisk og kulturel baggrund. En menneskelig evne til at begå ondt, som givet de rette sociale betingelser skræller vores civiliserede dagligdagsomgang væk som et tyndt lag socialt fernis og efterlader homo sapiens rå natur blottet til egen rædsel og skræk. Phillip Zimbardo, der i dag er 83 år gammel, har siden brugt det meste af karrieren på at undersøge og dechifrere ondskabens psykologi, men det var dengang i dagene fra august i 1971, han ramte guldåren. Med penge i ryggen fra U.S. Office of Naval Research skulle han egentlig bare gennemføre et eksperiment, hvor 24 psykisk velfungerende unge mænd frivilligt meldte sig til at deltage som enten fængselsvagter eller indsatte i et simuleret fængsel i kælderen under Stanford University. Formelt skulle forskerholdet undersøge, hvorvidt fængselsvagter og indsattes iboende personlighedstræk er den primære forklaring på overgreb og krænkende adfærd i fængsler, men efter få dage kørte eksperimentet fuldstændig af sporet og måtte afbrydes før tid, da flere af de indsatte brød sammen, fordi vagterne udsatte dem for psykisk tortur. Det viste sig, at forsøgspersonerne tilpassede sig deres nye roller langt hurtigere, end Philip Zimbardo og forskerkollegerne havde forventet, og resultatet overgik deres vildeste fantasier. Eksperimentet findes i dag i psykologibøger verden over og har ramt det store lærred i både en fiktiv udgave og senest som dokumentarfilmen, Stanford Prison Experiment, der bragte Phillip Zimbardo til København i august. Magasinet P mødte ham i Cinemateket, hvor filmen blev vist tre gange i løbet af aftenen, for fulde huse vel at mærke, med en personlig introduktion af Zimbardo selv og efterfølgende spørgerunder. Aftenens publikum, primært unge universitetsstuderende, og antallet af fremmødte vidner om eksperimentets fascinationskraft, og Philip Zimbardo giver selv følgende forklaring på interessen: Det (eksperimentet, red.) synes at afdække noget dybtgående i menneskets natur og fremprovokerer nysgerrighed og en selvanalyse af vores evne til at gøre ondt. Det viste os, at man kan gøre andre mennesker ondt relativt hurtigt, selvom man ikke har gjort noget lignende før, forklarer den amerikanske professor. I sin kerne handlede eksperimentet om magtudøvelse. Philip Zimbardo, der agerede fængselsinspektør, gav de udvalgte fængselsvagter besked på, at de ikke måtte begå fysisk vold mod de indsatte eller tilbageholde mad og drikke fra dem. Men de måtte gerne skabe følelser af kedsomhed, frygt i et vist omfang og ikke mindst kontroltab. Eksperimentet viser, hvor let det er for mennesker at spille en rolle, som ikke er dem, men hvor de meget hurtigt bliver til rollen. Husk på, at det foregik i 1971, og dengang var der et stort ungdomsoprør mod samfundets autoriteter. Men lige så snart de unge mænd fik overdraget magtsymbolerne dragterne, solbrillerne, kniplerne begyndte de at nyde det og holde fast i rollen. Da vi valgte at afslutte eksperimentet før tid, brokkede vagterne sig højlydt, fortæller Philip Zimbardo. I løbet af det første døgns tid skete der ikke rigtig noget, men allerede fra døgn to blev forvandlingen af de 24 frivillige forsøgspersoner, der var blevet udvalgt af forskerholdet på grund af deres psykiske stabilitet, tydelig. Da en gruppe fanger blokerede en celledør med madrasser og nægtede at følge vagternes instrukser, svarede vagterne igen ved at sprøjte med brandslukkere på fangerne uden tilladelse fra forskerholdet. Vagterne tvang derefter fangerne til at bruge spande i cellerne til at gå på toilettet og nægtede dem efterfølgende at tømme spandene. Vagterne anvendte også andre psykologiske magtudøvelsesteknikker uden instruktion fra forskerholdet. Hvis en af vagterne fortalte en vits, blev fangerne straffet for at grine, men de blev også straffet, hvis de ikke grinede. Overgreb og raserianfald Efter 36 timer brød den første af i alt fem indsatte sammen og begyndte at skrige og bande i ukontrollerbare raserianfald, og forskerholdet besluttede sig for at løslade ham. Fængselsvagterne var tilsyneladende upåvirkede af hændelsen og fortsatte med den systematiske chikane af de indsatte. Nogle blev tvunget til hårde fysiske straffe, nogle blev tvunget til at sove på stengulvet uden madrasser, mens andre blev tvunget til at tage tøjet af og gå nøgne rundt. Da en ny stand-by -fange blev indsat i cellerne og begyndte at udtrykke bekymring over behandlingen af de andre fanger, svarede fængselsvagterne igen med nye overgreb. Den nyindsatte fange blev straffet med isolationsfængsling i et mørklagt skab, og da han nægtede at spise sin mad, instruerede vagterne derefter de andre fanger i at slå gentagne gange på skabsdøren, mens de skulle råbe af den nyindsatte inde i skabet. 40 nr

4 Eksperimentet blev afsluttet efter blot seks dage bl.a. fordi en psykologistuderende ved navn Christina Maslach konfronterede Philip Zimbardo og gjorde ham opmærksom på, at han undervejs selv havde kigget stiltiende på overgrebene uden at gribe ind og derved selv var ansvarlig for de uetiske handlinger, der fandt sted i løbet af eksperimentet. Forskerholdet vurderede, at op mod en tredjedel af fængselsvagterne udviste egentlige sadistiske træk i løbet af eksperimentet, og de fleste vagter udtrykte stor utilfredshed, da eksperimentet blev afsluttet. Og forskerholdets konklusion på eksperimentet? Det var ikke forsøgspersonernes egne, iboende personlighedstræk, men situationen altså om- stændighederne der udløste adfærden. Philip Zimbardo var dog bevidst om, at han som forsker ikke levede op til rollen som neutral observant, og at han ved at kigge stiltiende på begivenhederne også påvirkede begivenhedernes gang i eksperimentet. Han har siden også påpeget, at heller ikke vagternes adfærd kunne objektiveres altså reproduceres fordi de spillede rollen som autoritet i et system, men fortolkede rollen individuelt og subjektivt. De mange variabler gjorde det i praksis umuligt at reproducere eksperimentet, og forskerholdets konklusioner og observationer er derfor primært subjektive og anekdotiske. Selvom Philip Zimbardo ikke er bange for at bruge begreber som ond og god til at forklare det, han så udspille sig i kælderen under Stanford University for 45 år siden, understreger han, at begreberne ikke uden videre kan anvendes videnskabeligt. Det er abstrakte begreber, der ikke kan sættes på en skala, og det, fængselseksperimentet viste os, kan jo aldrig sammenlignes med fx Holocaust, siger han. Systemet skaber ondskab Alligevel har Philip Zimbardo brugt en stor del af karrieren på netop at sætte ondskab og ondskabsfulde handlinger på formel og ofte ved at vende tilbage til de iagttagelser af menneskelig adfærd, han gjorde i august Selv definerer han ondskab som udøvelsen af magt med det bevidste formål at gøre fysisk eller psykologisk skade og/eller Helten fremstilles traditionelt som den mandlige soldat i kamp eller brandmanden. Men de virkelige helte er ofte kvinder Phillip Zimbardo, professor i psykologi ødelægge (dræbe) og begå forbrydelser mod menneskeheden. Men vejen derhen er glat og ujævn og kan ikke forklares med simple biologiske eller sociale forklaringer. Ifølge Philip Zimbardo kan syv sociale processer føre til ondskabsfulde handlinger: Det tankeløse første skridt, dehumanisering af andre, anonymisering af selvet, spredning af personligt ansvar, blind underkastelse for en autoritet, ukritisk tilpasning til gruppenormer og passiv accept af ondskab enten via inaktivitet eller ligegyldighed. Derudover spiller tre faktorer ind. Zimbardo er ikke tilhænger af den klassiske psykologiske forklaring på forvandlinger af menneskelig adfærd, dem, han kalder dispositionelle årsager som fx. personlighed og holdninger. Zimbardo er nærmere af den opfattelse, at situationsbestemte faktorer gruppepres m.m. har afgørende betydning for menneskers handlinger og adfærdsændringer. Godt nok er vi agenter i vores eget liv, der handler og optræder på en scene, men situationen og andre menneskers karakterer roller om man vil har stor indflydelse på menneskets adfærd. Beriget af nye indsigter fra fængselseksperimentet gik Philip Zimbardo skridtet videre og antog, at den virkelige magt udøves og tildeles af systemet. Det er altså også politik, økonomi, lovgivning samfundskulturen der korrumperer mennesker til at begå onde eller grusomme handlinger, mener han. Skal et system ændres, skal man lokalisere magten i systemet, siger Philip Zimbardo under sin TED-talk, The Psychology of Evil, fra 2008, hvor han konkluderer følgende: Hvis man skal undersøge transformationen hvad der fører til onde handlinger skal man undersøge, hvad en person tager med sig ind i situationen, hvad situationen bringer frem i mennesket, og hvad systemet, som skaber og vedligeholder situationen, består af. Hæld alt det sammen, og du har ifølge Philip Zimbardo forklaringen på, hvad der skaber forandring af menneskelig adfærd det, han kalder Lucifer-effekten. Et begreb, han udfolder i en bog af samme navn, og som han fandt inspiration til, da han undersøgte, hvad der i 2003 fik en gruppe amerikanske soldater til at udøve systematisk tortur 2016 nr

5 Hvis man skal undersøge transformationen hvad der fører til onde handlinger skal man undersøge, hvad en person tager med sig ind i situationen, hvad situationen bringer frem i mennesket, og hvad systemet, som skaber og vedligeholder situationen, består af Phillip Zimbardo, professor i psykologi

6 mod irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet under Irakkrigen. Philip Zimbardo blev efterfølgende indkaldt som vidne for forsvaret i krigsretssagen mod en af vagterne fra Abu Ghraib-fængslet, og dengang argumenterede den amerikanske professor, at soldatens straf skulle mindskes på grund af den formildende omstændighed, at få individer kan modstå så stærkt et situationsbestemt pres, som soldaterne i Abu Ghraib-fængslet udsatte hinanden for. Der er bemærkelsesværdige sammenfald mellem Abu Ghraib og mit fængselseksperiment, som viser, at systemer og situationer kan korrumpere mennesker og få dem til at handle ondt. Det er systemets magt, siger Philip Zimbardo. Inspiration fra ghettoen Fascinationen af ondskab og ondskabsfulde handlinger har professoren båret rundt på siden barndommen. Han voksede op i 1930 erne i et af New Yorks rå ghettokvarterer, og der oplevede han fra en tidlig alder, at voksne mænd kom forbi nabolaget og gav hans venner penge for at begå kriminalitet. Nogle begyndte at sælge stoffer, andre prostituerede unge kvinder fra kvarteret, og da jeg nåede en vis alder, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor nogle mennesker gjorde de her ting, mens andre som jeg selv ikke gjorde det? I sin karrieres efterår har Philip Zimbardo sat sig for at undersøge, hvad der får mennesker til at modstå pres fra omgivelserne og endda nogle gange hjælpe andre i situationer, hvor hjælperen risikerer eget liv og lemmer? Den type gerninger kalder han heltegerninger, og de er efter hans vurdering modgiften til ondskab. Og hvor finder vi så den slags gerninger? Ikke i historiebøgerne, mener Philip Zimbargo, for selvom Martin Luther King, Mahatma Gandi og Nelson Mandela godt kan betegnes som en slags helte, var de undtagelsen til reglen, fordi de ofrede sig for en større politisk sag. Igen fandt den amerikanske professor inspiration i sit gamle fængselseksperiment: Vi observerede, hvordan nogle få af vagterne trak sig fysisk og psykologisk, når de andre vagter udsatte fangerne for overgreb. Men det bemærkelsesværdige var, at ingen af vagterne stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor vi forskerholdet bad dem udsætte fangerne for overgrebene. Ingen af dem gjorde noget for at gøre situationen bedre for fangerne. Det siger mig, at de færreste mennesker har de indre ressourcer og styrken til aktivt at stå imod autoriteter i en given situation og hjælpe andre og sige: det her er jeg i mod, siger Philip Zimbardo. Flest kvindelige helte Det kalder han moralsk mod. Vi ved ikke, hvorfor nogle folk opfører sig som hverdagshelte. Hvorfor nogle er i stand til at modstå magtfulde situationer. Der findes ingen systematiske undersøgelser af fænomenet, ligesom der heller ikke findes nogen psykologfaglig bog, der diskuterer heltegerninger og helten. Men min forskning viser, at der altid findes en minoritet, som modsiger sig presset fra autoriteten. Mindst 10 procent fra alle kendte eksempler modsætter sig. Enten passivt ved ikke at hjælpe til med overgrebene, torturen og drab eller ved aktivt at modarbejde de ondskabsfulde handlinger, forklarer han. Philip Zimbardo har identificeret flere typer helte. Én kalder han den impulsivt reagerende helt. Det er personen, der træder ind i en situation og hjælper et andet menneske uden at tænke på sig selv en tåbelig handling, kalder professoren det. En anden type helt er whistle blower eren: En proaktiv, reflekteret helt, der indsamler oplysninger og fx ønsker at afsløre korruption, og som har brug for andres hjælp til formålet. Edward Snowden er sådan en type helt, siger han. Men skal vi forstå heltegerningen, er vi også nødt til at gøre op med det, han kalder den konventionelle helteopfattelse. Helten fremstilles traditionelt som den mandlige soldat i kamp eller brandmanden. Men de virkelige helte er ofte kvinder, siger Philip Zimbardo og peger på sit eget yndlingseksempel: Irena Sendler, en polsk sygeplejerske og socialarbejder, som hjalp jødiske børn med at flygte ud af Warszawas jødeghetto i Polen under 2. Verdenskrig. Det er den slags handlinger, der i sidste ende giver den aldrende professor et optimistisk syn på menneskeheden. Jeg tror på, at almindelige mennesker kan læres og opfordres til at blive hverdagshelte. Det er mit mål, at vi kommer derhen. Det starter fra barnsben. Børn vil helt naturligt gerne være superhelte ikke for at få evnen til at kunne berøve andre, men for at hjælpe andre mennesker. Det giver mig håb. PHILLIP ZIMBARDO Født i 1933, Brooklyn, New York City Professor i psykologi, New York University Professor i psykologi, Stanford University Hjernen bag Stanford fængselseksperimentet fra 1971 Præsident i American Psychological Association (APA) i 2002 Gold Medal for Lifetime Achievement in the Science of Psychology uddelt i 2012 af APA 2016 nr