Få problemet ud af hovedet og tilbage i sammenhængen

Transkript

1 Interview med Søren Hertz bragt i Indput 4/2012, De psykologistuderende på Københavns Universitets blad. Få problemet ud af hovedet og tilbage i sammenhængen Af Anne Rogne, stud.psych. (Igennem de mere end 20 år, hvor Søren Hertz har arbejdet som børne- og ungdomspsykiater, har tingene ændret sig drastisk. Indput mødte ham til en snak om at skrue tiden tilbage eller måske nærmere lysten til at skrue tiden frem i retning af en tid, hvor vi hele tiden husker på, at de systemer vi laver er menneskeskabte og hvor diagnoser ikke længere bliver forstået som årsagsforklaringer.) Hvor mange før i tiden kom ud af mødet med børne- og ungdomspsykiatrien med en diagnose, som handlede om at beskrive, hvordan disse børn og unge reagerede på den måde, deres liv måtte have udviklet sig på, vil de fleste i dag komme ud af det samme møde med en diagnose, som dybest set handler om dem selv. Spørger man Søren Hertz, er dette skifte kulturelt forårsaget, men også forårsaget af den høje grad af biologisering, som kan observeres inden for psykiatrien i den seneste tid.»vi lever i en tid, hvor social uorden vældig let bliver forstået som individuel uorden, en individuel uorden der knyttes op til biologiske mangelforståelser. Hermed kommer dem, som ikke passer ind, til at blive forstået som ikke passende ind, fordi de ikke har de biologiske forudsætninger for det. Dermed får vi ikke øje på deres invitationer til deres omgivelser og vi får ikke øje på, at børn og unge, der ikke bare passer ind, også kan ses som spejlbillede på samfundsmæssige fænomener. Og det bliver ekstra problematisk fordi vi meget let kommer til at lave selvopfyldende profetier«. Det er ifølge Søren Hertz således et alvorligt problem, hvis de diagnoser vi arbejder med ender med at fjerne fokus fra de uanede muligheder, som ikke blot tilhører individet, men tilhører bevægelserne i det fællesskab som individet er en del af.

2 Børn og unges invitationer Anskuelsen af diagnoser som forklaringer frem for beskrivelser er derfor ifølge Søren Hertz en misforståelse. Diagnosesystemet ICD-10 er deskriptivt i selve sin konstruktion. Denne misforståelse om diagnoser som forklaringer fjerner opmærksomheden fra børns og unges invitationer til deres omgivelser. I Søren Hertz optik bør al adfærd, også problemadfærd, opfattes som kommunikation. Så hvordan svarer vi på den form for kommunikation på måder, der skaber udvikling og hvordan skaber vi de kontekster, som gør det muligt at se mening i det, som måske umiddelbart synes uforståeligt. Hvis vi ser børn og unge alene, er risikoen, at vi ikke får øje på børnenes og de unges invitationer, fordi deres kommunikation jo primært er til de vigtige personer i deres liv. Søren Hertz forklarer biologiens betydning:»jeg er jo optaget af den form for hjerneforskning, som sætter fokus på, at hjernen er plastisk, at hjernen er foranderlig og i sidste ende i min optik har uanede (ikke uendelige, red.) udviklingsmuligheder. Denne forskning pointerer, at hjernen udvikler sig i kraft af det sociale samspil i de afgørende relationer, i de afgørende kontekster. Det betyder i sidste ende, at hvis der er nogle af de her forstyrrelser i børns udvikling, som alt andet lige har en større biologisk komponent end andre, så må vi være endnu mere optagede af, at det er præcis i det sociale samspil at biologien udvikler sig. Så må vi bidrage til udviklende socialt samspil i hverdagen«, forklarer Søren Hertz. Målet for børne- og ungdomspsykiatrien og det moderne samfund er derfor at søge ud af de bekymringsspiraler og den bekymringskultur, som vi har skabt omkring det, der ikke passer ind. Vi ved, at børn og unge spejler sig i de forventninger, der ligger til dem fra omgivelserne. Bekymring er med til at skabe identitet og vil virke begrænsende for de muligheder, der ligger i hjernens plasticitet, især i børne- og ungdomsalderen. Det er alt i alt ikke diagnoserne i sig selv, der fungerer pacificerende og som fjerner fokus fra børns og unges udviklingspotentialer. Det er alle medbetydninger, som ligger i diagnoserne, der risikerer at lukke sig om sig selv på reduktionistisk vis. De selvopfyldende profetier Der findes ingen enkle årsagsforklaringer på, hvorfor børn og unge kommer i vanskeligheder. Komplekse problemstillinger kan ikke reduceres til biologiske tilstande eller ses uafhængigt af de kontekster og meningsbærende sammenhænge, de er en del af. Der skal derfor holdes fast i, at diagnoser til hver en tid er øjebliksbilleder.»så når vi møder noget, der fremtræder

3 problemfyldt, så må vi tænke: Hvad er det her et svar på? Hvordan skal vi forstå det, der ser så problemfyldt ud, når vi samtidig bygger på, at børn og unge basalt set gør det bedste ud fra deres forudsætninger på det givne tidspunkt, deres måder at forstå deres liv på og deres levede erfaringer. Og især må vi være optaget af, hvordan kan vi deltage i en proces, hvor der opstår nye øjebliksbilleder i kraft af det vi selv bidrager med? «, siger Søren Hertz. Netop derfor er det et enormt problem, at der er så stort et pres fra regionernes side om, at børne- og ungdomspsykiatrien skal levere en diagnose i løbet af få dage, når disse diagnoser så let kan blive identitetsskabende langt frem i tiden og ende i selvopfyldende profetier i kraft af alle medbetydningerne: Flere og flere børn og unge bevæger sig ind i voksenlivet med en handicapforståelse eller en forståelse af sig selv som psykisk syge, som gør, at de komme til at leve med begrænsede mulighedsopfattelser og risikerer at leve i en afhængighed af støtte- /hjælpesystemer. Set ift forandringsperspektiv er dette langt fra ønskeligt, hvorfor man ifølge Søren Hertz må forsøge at forstå, hvordan man som behandler kan bidrage til, at det biologiske, det psykologiske og det sociale kan komme til at spille sammen på måder, der er allermest udviklingsfremmende. Som behandler må man være på udkig efter det uanede, de positive potentialer, der forelægger, og hermed deltage i en proces, der er nysgerrig omkring at forstå og udnytte de forskelle, der kan komme til at gøre en forskel, og ikke mindst at sætte spørgsmålstegn ved de medbetydninger, som har udviklet sig til sandheder. Psykiatrien som hvermandseje Søren Hertz forklarer, at for mere end 20 år ville mange efter mødet med en børne- og ungdomspsykiater have fået en diagnose, som den gang blev kaldt reactio maladaptiva, dvs. en diagnose, som tog udgangspunkt i problemadfærden som uhensigtsmæssige reaktioner på miljømæssige belastninger. Sådan er det ikke længere. Forfatterne af diagnosesystemet ICD- 10 fremhævede i 1992, at vi skulle snakke om forstyrrelser eller lidelser, men derimod ikke om psykisk sygdom. Det var der ikke belæg for. Alligevel benytter flere og flere dette begreb: psykisk sygdom. Fagpersoner benytter begrebet, medierne gør det og almindelige mennesker. Psykiatrien er gået hen og er blevet hvermandseje. I kraft heraf er det medicinske sprog gået hen og er blevet et hverdagssprog, som rigtig mange benytter sig af.»når unge mennesker snakker om Ej, hvor har jeg været deprimeret, så medfører det medicinske sprog, at det bliver nemmere at sige, at man har været deprimeret end at sige Gud, hvor har jeg savnet jer eller Det her har jeg synes har været helt uoverkommeligt. Det bliver hermed en lettere

4 måde at forklare sig på, men også en måde, der gør, at det bliver svært at få øje på, hvad det er for nogle invitationer, der ligger i det«, siger Søren Hertz om én af konsekvenserne ved, at diagnoserne optages som forklaringer i den virkelighed vi konstruerer med sproget. En virkelighed, hvor fænomener adskilles fra hinanden og reduceres til fænomener inde i barnet eller den unge. Som påpeget af den norske professor i socialpsykologi Tor-Johan Ekeland sker der i naturlig forlængelse af den moderne psykologisering, samt det at vi lever i en samtid, hvor vi bliver mere og mere fritstillede til at skabe os selv, ligeledes en øget opmærksomhed på, at hvis man ikke lykkes, så har man ikke andre at give skylden end sig selv. Dermed kommer en sygerolle til at synes langt mere attraktiv end tidligere. Følelsen af at være alene og opleve sig afmægtig forstærker diagnosers tiltrækningskraft, fordi diagnoser kan opfattes som en mulig og langt mindre skamfuld - vej ud af det, der handler om, at skylden pålægges individet. Ydermere synes psykiatrien at være blevet yderligere populær inden for de seneste år, fordi alle spiller med på en opfattelse af, at diagnosen så ofte kommer til at fungere som bevillingsudløsende.»jeg er optaget af, hvordan jeg kan blive en del af noget, der bliver endnu mere attraktivt end det der forbundet med sygeroller. I sidste ende handler dette igen om, hvordan man kan komme ind i nogle gode udviklende fællesskaber«, forklarer Søren Hertz om sin praksis og sine invitationer til andre om at deltage i udviklingsfremmende fællesskaber. Ansvaret rækker ud over klienten Når individet bliver beskrevet som problemet, så sker der en marginalisering af de forhold, som vanskelighederne på et socialt, kontekstuelt og samfundsmæssigt plan kunne tænkes at være en del af. Med henvisning til Per Schultz Jørgensen, psykolog og tidligere formand for Børnerådet, der fremhæver, at vi som behandlere nødvendigvis er i besiddelse af et ansvar, som rækker ud over klienten, så forklarer Søren Hertz:»Den funktion jeg har, er at forstå, hvordan jeg kan hjælpe med at udvikle og inspirere til gode, udviklende fællesskaber, så det ikke bare handler om, at jeg sidder her og snakker med enkeltindivider«. Udfordringen for personer inden for det psykologiske og psykiatriske felt bliver ifølge Søren Hertz at hjælpe med til at sociale fænomener, herunder afmagten og følelsen af at være for meget alene, bringes tilbage i den sociale arena, hvor de her vanskelighederne også hører til. Sociale problemer gøres ofte i vores kultur til noget psykologisk eller psykiatrisk. Og med disse sidste ord formåede Søren

5 Hertz således at snakke psykiatrien ind i psykologien samt videre ud i det samfundsmæssige perspektiv, hvor opgaven bliver at forene troen på børn og unges uanede potentialer med det fælles ansvar for at skabe gode rammer og muligheder for deres udvikling.