Alternativerejser NødhjælpiJugoslavienogHviderusland Nårdet normale bliver alternativt. Rejsestafeten Ruiner Treks Flyveture

Transkript

1 September2004-nr.17 MedlemsbladforDeBerejstesKlub Alternativerejser NødhjælpiJugoslavienogHviderusland Nårdet normale bliver alternativt Eventyrligeblandedebolcher Bangladesh,Bam,Cambodja,Madagaskar Tibet,Argentina,Travalers CenturyClub Sarawak,SriLanka,Galapagos Brasilien,Nordkinn Nordpolen,Sydamerika,Yap Rejsestafeten Ruiner Treks Flyveture PikLenin Godtgået,Martin

2 2

3 Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Simon Staun Damagervej 12L 8260 Viby J Tlf.: / mail@simonstaun.dk Nikolaj Witte Skt. Annagade Århus C Tlf.: / nikolaj@wayout.dk Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Forsidefoto: Den fantastiske og storslåede natur i det legendariske Tierra del Fuego, som på dansk er kendt som Ildlandet. Bjerge, blæst og søens skønhed forenes her ved verdens ende i Argentina. Foto: Kenneth Hvolbøl Forsidedesign: Nikolaj Witte, adresse s. 70 Tryk: BB Offset Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro Oplag: 190 ISSN: Deadline til næste nummer: 15. november 2004 Tema: Din Første Rejseoplevelse - alt stof sendes til globen@berejst.dk Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Formand: Søren Padkjær, adresse s. 70 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 3 Blandet godt 4 Det alternatives alternativ 5 Næste tema: Din første rejseoplevelse 6 Generalforsamling 7 Julefrokost i Århus 11 Globen i farver 21 Verden ifølge De Berejstes Klub 30 Blå bog 36 Medlemmer og alder 53 Fra det underjordiske 54 Territoriedebatten 56 PIK LENIN: GODT GÅET, MARTIN 61 Gode råd til rejsestafetten 68 Arrangementskalender 68 Afholdte arrangementer Rejsestafetten 59 Mine 10 mest uforglemmelige flyveture Niels Gadegaard 62 Mine 10 mest eventyrlige ruiner Marianne Christensen 65 Mine 10 bedste trekkingture Erik Pontoppidan Artikler 8 Kom til Bangladesh før turisterne Nikolaj Witte 12 Ayatollah Khomeini Stan Arne Runge 17 Endelig medlem i DBK Marianne Christensen 19 Mageløse Madagaskar Annette Grønkær 22 Tværs over Verdens Tag Michael og Lone Andersen 23 Ved verdens ende Kenneth Hvolbøl og familie 26 Overnørdernes Klub Claus Qvist Jessen 28 De Hvide Rajahers bjerghytte i Matang Ib Larsen 31 Byggeprojekt a la Sri Lanka Per og Camilla Jørgensen 33 Hilsen fra Galapagos og Amazonas Jette Torp 35 Fernando de Noronha Knud B. Bach 37 Nordkinn hvor ligger det? Lars Nielsen 39 Alternativ humanitærrejse til Hviderusland Bente og Preben Knudsen 41 Nordpol Ekspedisjonen 1993 Stein Johnsen 44 Når det normale bliver alternativt Claus Qvist Jessen 46 Rejsebrev on the road Pia Baltzer og Poul Saabye 47 En nødhjælpschaufførs beretning Lars Kierulff Munk 50 Stærk kultur og voldsom natur på Yap Ib Larsen & Lillian Friis Hansen

4 Det alternatives alternativ Som nye redaktører på Globen har det været en udsøgt fornøjelse at kunne vælge og vrage mellem så mange spændende, velskrevne og vidt forskellige beretninger. Man sidder jo og får lyst til at pakke computeren ned og selv rejse ud til de mange destinationer, der bare ligger og venter på at blive fortæret. Temaet til dette nummer har dog medført en smule usikkerhed både fra skribenterne og ikke mindst vi redaktørers side, da vi har måttet give fortabt i den endelige defi nition af begrebet alternative rejser. For hvad er alternativt? Er det at rejse på tommelfi nger i Skåne, at sejle gennem Amazonas med hovedjægere eller tage med Læger Uden Grænser til Kosovo? Og svaret ligger jo lige til. Det alternative kan kun bedømmes ud fra et individuelt synspunkt, hvilket vil sige på utallige måder i en klub som denne, da den demografi ske og geografi ske spredning på medlemmerne ligger lige så milevidt fra hinanden, som de rejsemål, vi nu engang vælger at udforske. Et godt eksempel på, eller måske endda beviset på, at alternativt ikke behøver at være så alternativt endda (er du med endnu?) er artiklen om den helt gennemsnitlige og tidstypiske danske charterrejse. Spørg ti tilfældige mennesker i din nærmeste omgangskreds, om de synes, det ligger ufatteligt fjernt fra deres foretrukne rejsemåde. Jeg vil vove en slavewhiskey på Khao San Road med, at de ikke konkluderer, at en uge omgivet af maddikehvide og alt andet end eventyrhungrende masseturister går ind under betegnelsen alternativ. Men! Når nu De Berejstes Klub er et sammensurium af rejsende, der i nogles tilfælde har rejst gennem Sahara kun medbringende et kompas og en utæt drikkedunk eller måske har besteget verdens højeste bjerge i snestorme vildere end Anja Andersen på speed, kunne det så tænkes, at denne rejseform bliver normen eller måske den rutineprægede præstation, som det hedder på eksamenslingo? Hvis man altid går til grænsen på sine eventyr, hvis man altid føler frygten, storheden eller suget i maven er det så ikke på en liggestol ved svømmepølen på Gran Canaria sammen med Inge og Verner fra Vojens, man fi nder den alternative rejse? I ordbøgerne står der: Alternativ, noget som er anderledes end det kendte. Der er kun ét at gøre, spænd læsebrillerne fast og nyd de mange indsendte bud på en rejse, der har været anderledes Simon Staun Hvad er alternativet til den alternative rejse? Er det afslapning på en idyllisk palmestrand på charterferien? Eller er det åndeuddrivelse dybt inde i junglen hos den lokale stamme? Hvad der er alternativt for den ene, er normalt for den anden, og hvad der er normalt for den ene, er alternativt for den anden. Foto: Nikolaj Witte 4

5 Næste nummers tema: Din første rejseoplevelse Da jeg som forholdsvist nyt medlem i De Berejstes Klub ofte har overvejet, hvordan de rutinerede ræve for alvor fi k blod på rejsetanden, har jeg i samråd med den anden nye mand bag Globen, Nikolaj Witte, bestemt, at næste tema bliver din første rejseoplevelse. Og lad os starte med at konstatere, at vi ikke snakker om de smertefulde sekunder, hvor du blev født og startede livets første rejse, som klichéen så smukt lyder. Det, vi søger, er det øjeblik, hvor du blev ramt lige midt i den erogene rejsezone midt i hjertet eller hjernen. Det tidspunkt, det sted, den duft eller de lyde, der forandrede dit syn på selve fænomenet at rejse. Der, hvor rejsen blev noget, man befandt sig i og under, kontra det at transportere sig selv fra punkt x til y. Dette bliver et af de mest bredspektrede temaer, Globen kommer til at opleve, da diversiteten for hvornår, hvordan og ikke mindst hvor, de forskellige medlemmer har rejst, er usædvanlig stor. Vi vil som udgangspunkt ikke lægge os fast på nogen formkrav, vi håber blot, at du fi nder den episode frem, der fi k dig til at brænde for suget i mavesækken eller kuldegysningerne ned af ryggen. Om du fi k denne følelse, første gang du var med 3.g på ekskursion til London og stod med tømmermænd på Trafalgar Square, da du tog i sommerhus med dine svigerforældre i Lønstrup og var på bolsjefabrik eller dengang, da du nød duften af aktiv vulkan i Centralamerika, er underordnet. Hvis det var den oplevelse, der ændrede dit syn på rejsebegrebet for altid, så fat fi ltpennen og skriv dig til en solid gang håndledskrampe. Vi har også prøvet at gribe det an på en mere utraditionel måde ved at opstille en hypotese, der går ud på følgende: Forestil dig, at du sidder til bords med Dronning Margrethe. Hun beder dig fortælle om én episode fra hele dit rejseliv. Nemlig den oplevelse, der gør, at du i dag er medlem af De Berejstes Klub og ikke Antenneforeningen Lunken Aftenkaffe i Thyborøn. Så rejs tilbage til dengang, hvor du blev født på ny i den store verden. Vi venter spændt på brev derfra! Simon Staun 5 Stedet, gaden, byen, hvor en hel generation af rejsende og backpackere har haft deres første rejseoplevelse. Velkommen til Khao San Road, Bangkok, hvor ikke så få unge mistede deres rejsemæssige uskyld og for første gang så verden uden for vestens beskyttende skørter. Foto: Nikolaj Witte

6 Generalforsamling 2004 I overensstemmelse med klubbens vedtægter har bestyrelsen hermed fornøjelsen af at invitere klub bens medlemmer til den ordinære generalforsamling Mødet fi nder sted lørdag den 27. november kl.16 00, og adres sen forventes at være Frederiksbjerg Beboer- & Kulturhus, Skt. Anna Gade 38-42, Århus. Lokalerne kan imidlertid ikke reserveres før i begyndelsen af september, og derfor vil endelig bekræftelse blive rundsendt til medlemmerne per . Tilmelding ikke nødvendig. Dagsorden er ifølge vedtægterne: 1) Valg af dirigent. 2) Formandens beretning. 3) Kassererens beretning. 4) Fastsættelse af kontingent og forelæg gelse af budget for ) Indkomne forslag. 6) Valg af formand. 7) Valg af indtil seks bestyrelsesmedlemmer (her tre, red.) plus tre suppleanter. 8) Valg af revisor plus revisorsuppleant. 9) Eventuelt. Ad. 6: Udgår i år, da formanden kun er på valg hvert andet år Ad.7: Claus Qvist Jessen (019), Martin Anker Nielsen (141) og Claus Andersen (056) er på valg. De er alle villige til genvalg. Desuden opstiller Nikolaj Witte (212) og Lars Kierulff Munk (207) som kandidater til bestyrelsen. Per Allan Jensen (026), Kenneth Hvolbøl (068), Bjarne Lund-Jensen (027) og Søren Padkjær (112) er ikke på valg og bliver siddende i bestyrelsen. Ad.8: Revisor Lasse Nørgaard (124) er på valg og vil gerne tage en sæson mere. Som revisorsuppleant er Mai Nygaard (182) villig til genvalg. Ad.9: Herunder uddeling af klubbens fornemste æresbevisning Folkersenprisen. Det skal understreges, at det står alle medlem mer frit for at fremsætte forslag til vedtægts ændrin ger. Alle forslag til afstemning skal være formanden i hænde senest to uger før generalforsamlingen, og medlemmerne kan indtil én uge før generalforsamlin gen rekvirere de indkomne forslag hos formanden. Kandidater til de ledige poster som bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan melde sig under fanerne på selve dagen lige indtil selve af stemningen. Mht. de øvrige regler for valg og afstemninger (inkl. fuldmagter og brevstemmer) henvises til klubbens vedtægter (fi ndes på vedt.htm). p.b.v. SP 6

7 Julefrokost og julefest i Århus Den ærefulde opgave med at arrangere årets ultimative Berejste sammenkomst, nemlig generalforsamling og julefrokost, er denne gang overdraget til vore medlemmer i hovedlandet. Det forlyder, at arrangørerne sætter alle sejl til for eftertrykkeligt at leve op til de store forventninger, som ø- medlemmerne naturligvis (og med rette) har til den jyske opfi ndsomhed og effektivitet som festarrangør. Som nævnt under indkaldelsen til generalforsamlingen (på foregående side) forventes festlighederne at fi nde sted på Frederiksbjerg Beboer- & Kulturhus, Skt. Anna Gade 38-42, Århus. Det er store og velegnede lokaler, hvor der er god plads til halvdelen af klubbens medlemmer rygere som ikke rygere. Desuden ligger det omtrent nabo til Nikolaj Witte (212), der har tilbudt at arrangere sovepladser til overnattende deltagere. De lokale delikatesser er endnu ikke begyndt at sammensætte julemenu er, men vi kan love, at de kulinariske nydelser vil indeholde det bedste, som landbrug og fi skeri kan frembringe af læke specialiteter. Der vil naturligvis være konkurrencer og desuden underholdning, hvor den lokale multikunstner, spillemand, kaospilot og tuk-tuk kører, Rasmus Krath (196), vil optræde på slap linie. Prisen for alt dette forventes at kunne holdes på max. samme niveau som sidste år medbring egne drikkevarer (dog ikke øl, som købes i baren til rimelige priser). Der vil senere blive rundsendt med yderligere oplysninger. Der vil være mulighed for fællestransport fra København (og muligvis andre områder). Du bedes derfor ved tilmelding oplyse, om du gerne vil have et lift til Århus - eller om du evt. kan tage fl ere med i din egen bil. Gå ikke glip at dette enestående arrangement husk datoen: den 27. november 2004, kl

8 Kom til Bangladesh før turisterne Tekst og foto: Nikolaj Witte Bangladesh er en overophedet smeltedigel af mennesker, venlighed og ekstrem nysgerrighed. Mit besøg i landet var lidt af en heldig og uplanlagt tilfældighed. Hvad der var lige så uplanlagt, men knap så heldigt, var, at krigen i Irak brød ud midt under vores rejse gennem Bangladesh. Klokken var to om natten, da vores fl y fra Bangkok lagde an til landing i Zia lufthavnen, Dhakas Internationale lufthavn. Vi vidste ikke meget om det land, vi netop var landet i, ud over at turistmyndighederne i Bangladesh gennem tyve år har brugt samme slogan for at tiltrække turister,»kom til Bangladesh før turisterne«. Et klart budskab om med en følelse af, at vi vist kom før turisterne. Tolderne var venlige og smilende, og snart stod vi ude foran med hver vores rygsæk på, søgende efter transport ind til byen. Turen ind til Dhaka var mørk. Ingen gadelygter og stort set intet lys i husene. Benzinmåleren i vores taxi var faretruende lav, så vi måtte tanke op. Det havde chaufføren jo ikke kunnet gøre, før vi havde betalt ham, men benzinstanderne var også løbet tør for benzin. Et fænomen vi ofte skulle se i Dhaka. Uden kendskab til landet, uden noget lys og uden benzin var vi ved at være lidt betænkelige, men på de sidste dampe nåede vi til vores hotel. Sent om natten, men stadig højt gearede på den velkendte»nyt land energi«, fi k vi vækket hotelpersonalet og kom ind på vores værelse. Med rishshaws i Dhaka er det aldrig svært af finde transport. det uberørte, det uturistede. Så vi var mildt sagt overraskede, da det viste sig, at mindst af passagererne på vores Biman maskine var europæiske turister. Resten var bangladeshiske forretningsmænd, der selv i luften brugte tiden til både at handle og skabe nye forretningsforbindelser. Lufthavnen var stort set tom, vi var eneste fl y på dette lidt tåbelige tidspunkt. Og da paskontrollen havde en særskilt skranke for ikke-bangladeshiske borgere, var vores kø ikke lang. Der foregik noget oppe foran i køen, vi ikke helt kunne høre, hvad var. Men så stillede toldbetjenten sig op og råbte, at alle der var i transit bare skulle gå uden om skranken, og kun folk, der skulle besøge Bangladesh, skulle blive. Alle gik. Kun min kæreste og jeg stod tilbage 8 Overalt i Dhaka kan man nyde en kop te og få en sludder. For første gang i løbet af fl ere måneders rejse havde vi fjernsyn med satellitkanaler, og de viste alle det samme: optrapning til krig i Irak. Næste morgen vågnede vi i verdens tætteste befolkede land (fraregnet bystaterne) med 130 millioner mennesker fordelt på et område omtrent tre gange større end Danmark.

9 En glad flok børn, på vej til fredagsbønnen i en smuk gammel moské. Under førstedags undersøgelser af, hvad det var, der gjorde netop dette land specielt, opdagede vi hurtigt, at det fantastiske ved Bangladesh var menneskene. Overalt hvor vi kom frem, faldt vi i snak med rickshawkørere, tjenere, butiksejere og halvdelen af alle fodgængerne. Når den første nysgerrighed over, hvad vi egentligt lavede her i landet, havde lagt sig, og samtalen havde været forbi dano milk, som tilsyneladende var en slags sød mælk på dåse og Danmarks bidrag til Bangladesh, faldt samtalen på den muligt forestående krig i Irak. Alle beklagede sig meget over en eventuel krig, men alle var ligeledes enige om, at der ingen fare var her i Bangladesh. For, som de alle fortalte os, så er der, til forskel fra Indien og Pakistan, ingen fundamentalister og terrorister i Bangladesh. Al denne krigssnak ændrede dog i begyndelsen intet ved, at bangladeshere er et utroligt venligt, nysgerrigt og smilende folkefærd. Men som tiden skred frem, oplevede vi oftere og oftere, at folk først spurgte, om vi kom fra USA, og først efter at vi forsikrede dem, at det gjorde vi ikke, smilede de. Da Bangladesh er ekstremt overbefolket, og alle er utroligt nysgerrige, er man som bleg, dansk turist altid omringet af en stor menneskemængde. Det er selvfølgelig spændene at komme i snak med så mange mennesker, men til tider også overvældende, når man med sin blotte tilstedeværelse kan skabe så store forsamlinger, at trafi kken på hovedstadens største gader går helt i stå. Jeg oplevede fl ere gange ved mine hyppige rickshawture i den gamle bydel, at fl ere hundrede mennesker stimlede sammen, og alle maste for at få lov til at være den, der kunne spørge mig om noget. Dette blev til tider for meget, så min ven og trofaste rickshawkører, Muhammed, måtte redde mig ud og piske derfra. Ikke at det var farligt, blot overvældende. Muhammed, en 54-årig mand med rød- og hvidter- 9 net sarong, hvid, lidt støvet skjorte og, heldigt for mig, ret gode engelskkundskaber, var fra første dag blevet vores faste rickshawkører og en god kilde til at stikke fi ngeren i jorden. Efter en bestemt tur, hvor vi havde siddet ved en af Dhakas utallige små teboder, fået os hver en kop alt for sød mælk med lidt teblade i, en smøg og en sludder, skete det fl ere gange, at Muhammed, uden egentlig grund, syntes at vi skulle køre videre, og folk var ikke helt så imødekommende som sædvanligt. Muhammed forsikrede mig om, at der ingen problemer var, men heller ikke han havde

10 så meget lyst til at snakke som ellers, så min kæreste og jeg besluttede, at det ikke kunne skade at tage kontakt til den danske ambassade og høre deres anbefalinger og gode råd i forbindelse med den mulige krig i Irak. Efter lidt tid lykkedes det at komme til at træffe en ung kvindelig attaché. Hun fortalte, at der ikke umiddelbart var nogle problemer ved at rejse videre, blot ville hun foreslå, at vi jævnligt tog kontakt til ambassaden for at høre, om der var noget nyt, specielt i det tilfælde, at krigen skulle bryde ud, samt at vi undgik store folkeforsamlinger. Da vi fortalte, at vi dagen efter havde planer om at tage en færgetur på halvandet døgn ned sydpå til en by ved navn Khulna, foreslog hun, at vi købte førsteklasses kahytter af den simple årsag, at de havde lås på dørene. Til slut kunne hun fortælle os, at de netop havde opdateret deres evakueringsplan, så skulle der være alvorlige problemer, var vi nu registreret og ville blive evakueret. Vi havde ingen lyst til at se, om planen virkede. Jeg havde dagen inden bedt Muhammed om at fi nde en ven, så vi kunne køre i to rickshaws, da vi jo skulle have al vores bagage med ned til færgen. Han var som altid klar langt før aftalt og stod nu og vinkede til os, mens vi indtog vores morgenmad. Vi kom ned til færgelejet, fi k takket for hjælpen, betalt overpris og drikkepenge og kom op på øverste dæk til førsteklasses området. Vi havde som forventet egen kahyt med to køjer fyldt med pissoirkugler og lås på døren. Pissoirkuglerne er en ide bangladeshere har, de skal smides ud over det hele for at fjerne den værste stank, resultatet er, at man for evigt har lugten af pissoir i næsen. Afdelingslederen for Bangladesh vandtransport kom og ønskede os velkommen på hans hyggelige hjuldamper og fortalte os om vores rute og tidsplan. Da folk begyndte at komme om bord, opdagede vi hurtigt endnu en stor fordel ved at rejse på første klasse; alle vores medpassagerer var forholdsvis rige og veluddannede, hvilket betød, at de fl este kunne engelsk. Da alle var om bord, og vi langsomt var på vej ud af Dhakas havn, kom der sandelig en tjener i en fi n, rød jakke og spurgte, om vi ønskede te, og om vi ville have bangladeshisk eller vestlig aftensmad. Vi valgte bangladeshisk, da det både var billigere og med stor sandsynlighed spiseligt, da vestlig mad sjældent er den store succes. Menuen bestod af tre retter: suppe til forret, stegte ris med kylling og lidt splat grønsager til hovedret og lidt frugt til dessert. Bagefter, da vi sad ude på dækket og røg en smøg, kom en gravalvorlig mand ud. Han kunne fortælle, at krigen netop var brudt ud i Irak. Jeg havde bemærket en ældre herre, der stod ved Som bleg turist er man omringet af nysgerrige rælingen nogle meter fra os mennesker døgnet rundt. og opmærksomt fulgte med. Tidligere havde jeg hilst på ham, men konkluderet, at han ikke kunne engelsk, da han ikke svarede. Han var iført en lang, hvid kåbe med hætte og simple sandaler. Hans skæg var langt, busket og helt gråt, hans øjne mørke og indsunkne og hans læber stærkt røde af at tygge for meget betelnød. Han var helt klart mullah, en muslimsk præst. Da han opfangede min interesse 10

11 for islam, kiggede han op og bevægede sig sagte over mod mig. Den kutteklædte mand indtog stolen ved min side og præsenterede sig som Omar Muhammed på et absolut fejlfrit engelsk. Da han spurgte, hvad der lå i min interesse for islam, fortalte jeg, at der, hvor vi kom fra, var det meget svært at få et korrekt billede af islam, og derfor håbede jeg under mit besøg i Bangladesh at kunne skabe et klarere billede. Han var en særdeles belæst mand, med universitetsgrader i engelsk, litteratur og islams historie, derudover var han tidligere jægerpilot oplært i Pakistan (dengang var Bangladesh en del af Pakistan) samt uddannet fl yingeniør. Efter en time lang introduktion til islams historie og tro forklarede han, hvorfor der ikke kunne være et opgør mellem kristendom og islam. De var en og samme tro, islams Allah var den selv samme som kristendommens Gud, og begge ville de prædike om næstekærlighed og godhed. Tilbage til spørgsmålet om krigen var han enig med stort set alle i landet og mente, at den var uretfærdig, i modstrid med internationale konventioner og udelukkende drejede sig om olie. Da klokken var blevet mange, takkede jeg for en lærerig aften, for os var det sengetid, for ham og mange andre var det tid til en sidste bøn. Stemningen efter krigens udbrud var bestemt ikke blevet mildere. Flere og fl ere syntes at kigge mistænkeligt på os, når vi gik ned ad gaden. Ikke desto mindre var det, når vi først kom i kontakt med folk og fi k slået vores nationalitet fast, stadig en fantastisk oplevelse at sidde på en lille hyggelig restaurant og se alle de hoveder, der kiggede ind af døren for at se om det kunne passe, at der var to hvide mennesker på besøg. Da vi fra Khulna ringede til den danske ambassade, kunne de fortælle os, at både CNN og BBC nu havde vist billeder, hvor Danmark stod som krigsførende nation side om side med USA og England. De kunne også tilføje, at det måske var bedre, hvis vi kom tilbage en anden gang. Efter at være kommet over chokket, at lille Danmark også var med i krigen, rejste vi mod Indiens grænse. Men mindet om den venlighed og utrolige nysgerrighed, som havde været en tro følgesvend under hele vores besøg i dette besnærende land, kan aldrig udvaskes. Globen i farver Når man med stor glæde åbner den store konvolut med stemplerne fra De Berejstes Klub og næsten ikke kan vente med at kaste et blik på både sjove, interessante og tankevækkende historier, så er der en ting man savner. Allerede når man er kommet forbi anden side, så er de ellers utroligt fl otte rejsebilleder fra både nær og fjern desværre kun en afglans af deres oprindelige jeg, de er nemlig i sort/hvid. Men med alle sejl sat til, er det lykkedes os at skaffe midler til at kunne præsenterer fl ere sider i næste nummer af Globen i farver. Vi kan intet love, men håber på hele 16 sider i fuldfarve tryk. Netop derfor skal alle hermed opfordres til at yde deres ypperste. Tænk dig, hvor godt din artikel vil gøre sig med farvebilleder. Så skriv endelig en artikel og indsend den, men glem ikke billederne. Send gerne fl ere, omtrent tre-fi re per side, så udvælger vi på redaktionen. Send gerne både nogle vandrette og nogle lodrette, så bliver der mange fl ere muligheder. Opløsningen må gerne være 1000x1500 pixels, svarende til 1200 dpi scannet dias eller negativ. Har du spørgsmål, eller har du ikke selv muligheden for at scanne, så skriv til os. Vi hjælper gerne og kan også scanne billederne for dig. Husk nu at indsende billederne i farver og ikke indsat i artiklen, men i særskilte fi ler. Er du stadig i tvivl, så skriv til os på globen@berejst.dk NWitte 11

12 Ayatollah Khomeini Stan Tekst og foto: Arne Runge En rejse til Iran kort tid efter jordskælvet i Bam giver efterrystelser i både krop og sind. Min sidemand afl everede et brev til mig og pegede på en smuk ung pige med blåt tørklæde lidt længere tilbage i bussen. Jeg havde bemærket de fem piger, der stod på bussen i Rafsanjan. Specielt hende med det blå tørklæde. De andre havde sorte tørklæder på. Alle kvinder har tørklæde på i Iran. Også turisterne. Jeg læste brevet. Jeg vil meget gerne vide, hvor du kommer fra, hvad dit job er og hvad du laver i Iran? Hilsen Somayeh. Jeg skrev et langt brev, hvor jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark, at jeg ikke var turist, men en»backpacker«som sidste er sombel, som er navnet på en blomst. Vi placerer også et spejl og sable (hvede som gror inden i en container og er grøn), to eller tre fi sk i en container med vand og en hellig bog. Den første dag i Farvardin sidder vi rundt om dette bord, og på et bestemt tidspunkt, som i år er sat til klokken (20. march 2004), begynder det nye år. Det er næsten ligesom jeres Christmas. Derefter går vi på besøg i vores slægtninges huse og de besøger vores. Indtil 13th i Farvardin, som er naturens dag. Da går alle iranere, alene eller med familie, ud om morgenen og tilbringer dagen i for eksempel skoven, en park eller i sin have og går så tilbage ved dagens slutning. Men den 14th i Farvardin er alt slut, vores ferie kommer til en ende og vi skal tilbage til det ordinære liv. Jeg tror, at med mit brev, er du næsten er blevet familiær med en af vores skikke, som du vil opleve om få dage. Jeg håber et meget godt og succesfuld liv for dig og din familie og jeg ønsker dig succes på din rejse i Iran. PS I Iran må man selv vælge farven på sit Chagat (tørklæde). Bare man har et på. Jeg kan bedst lide lyseblåt. Det kan jeg i hvert fald også, tænkte jeg, mens jeg spekulerede på, om jeg stadig havde min lyseblå tophue derhjemme i vinterskuffen. rejste rundt i Iran og forsøgte at lære noget om hendes land. Jeg fortalte, at jeg var amatør-rejseskribent og fra Danmark, hvor jeg levede af at spille klaver, når jeg ikke rejste verden rundt. Og at jeg i øvrigt gerne ville vide, hvorfor hun havde et blåt tørklæde på, når alle de andre havde et sort. Jeg fi k sidemanden til at række det videre tilbage i bussen, hvor det gik fra hånd til hånd, indtil pigen med det blå tørklæde fi k det. Jeg kunne se, at hun blev glad. Det var ikke særlig kønt skrevet, fordi bussens hoppede. Hun måtte fl ere gange spørge pigen ved siden af, som også havde taget ordbogen frem fra tasken. En times tid senere kom der svar. Kære Arne, stod der, jeg kunne ikke helt læse din håndskrift, men jeg forstod dog en del af det. Som jeg fortalte i det første brev, studerer jeg engelsk på et universitet i Rafsanjan. Vi er fem piger, alle engelskstuderende, som er med bussen. Vi bor sammen i en sovesal på universitetet. Nu er det ferie og vi rejser tilbage til vores hjemby, for at fejre det nye år - No Ruz. Jeg tror ikke du er helt familiær med EJD, No Ruz completely og derfor vil jeg fortælle dig om det. Lige før No Ruz, ved slutningen af denne måned (den 9. marts), tager alle tilbage til deres egen landsby. Det er tid til at gøre rent i huset. Og derefter, den første dag i måneden, Farvardin (den 20. marts), sætter vi os ved et bord, hvor vi har lagt syv ting, der begynder med S. En af tingene er et æble, som på Farsi hedder seeb. Det næste er somagh, seke, senjet, samanso, seer og den 12 Jeg var egentlig på vej til Cuba, da jeg pludselig fi k et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Teheran med Kish Airlines 780,- kroner. Ups. Og så fi k man på toppen en gratis fl ybillet fra Teheran til Kish Island. Jeg slog til med det samme. De tog ikke visakort, kun kontanter, så jeg måtte over i banken på den anden side af Vester Farimagsgade og hæve på mit visakort. Men så var linien også ligesom lagt. Iran var ikke et plastickort-land. piskeslag Stort set alle jeg mødte ville væk fra Iran. Hvordan kommer man til Danmark eller Vesten, spurgte de. Først skal du have et pas, så går du på den danske ambassade og får et turistvisum, forklarede jeg. Så køber du en fl ybillet.. Men det var nu ikke så let endda. Det viste sig, at man som mand først kunne få et pas, når man havde udstået sin militærtjeneste, og når man søgte visum til Vesten, skulle man deponere dollar som en slags sikkerhed for, at folk vendte tilbage til Iran. Det var jo bare ikke lige det, de ville. De ville søge arbejde og blive i Vesten. De ville væk fra det islamiske diktatur. Og rejste de ikke tilbage når visumet udløb, ville de formodentlig blive sendt tilbage, når politiet fangede dem dollars fattigere. Hvor mange kunne i øvrigt skaffe de dollar, når man havde en dagløn på ti kroner, som er normalt i Iran for folk uden uddannelse. En skolelærer tjener omkring kroner om måneden. Og det skal siges, at mange iranere er højtuddannede, og mange af dem, jeg mødte, gik på high school.

13 Jeg checkede ind på Mosaferhone Mashhad i Teheran. De fl este backpackere i Iran er japanere, sådan var det osse på dette gæstehus. Og pigerne havde tørklæder på. Også inde på hotellet efter krav fra bossen. Bossen var nu ellers ikke særlig religiøs, men han havde været ude for at måtte betale»bribe«til to betjente, der overraskede en japansk I Bandar-e Abbas var alle mosaferhone gæstehuse fuldbookede. Det sagde de i hvert fald. Så jeg måtte bide i det sure æble og checke priser på hotellerne. De lå på omkring real godt 100 danske kroner. Det var lige i overkanten, så jeg forsøgte at prutte prisen ned. Der stod en ung fyr i receptionen, en annoncesælger, som talte lidt engelsk. Han lyttede med, og jeg fortalte ham om de fulde gæstehuse. Var det på grund af No Ruz nytåret spurgte jeg. Nej, svarede han, de er slet ikke fulde. Jeg går med dig tilbage og prøver at snakke med dem. Kom, jeg hedder Hussein. Hjemme hos Mr. Hussein middag på gulvet kvinde uden tørklæde i receptionen. To hundrede dollars måtte han betale for at dysse sagen ned. Ellers var hotellet blevet lukket. Receptionisten blev for nylig overrasket af et par betjente, da han gav nakkemassage til en træt, men fuldt påklædt japansk pige, der sad i receptionen. Han havde ikke nogen penge at ordne sagen med. Retten idømte ham to måneders fængsel, fyrre piskeslag og fi re måneders by-forvisning til byen Yazd, hvor jeg senere besøgte ham. Efter fem dage i Teheran tog jeg imod den gratis billet, Kish Airlines havde tilbudt mig til Kish Island. Halvanden times fl yrejse senere landede jeg på en lille taxfree paradis-ø i den persiske golf. Men Kish Island var en dårlig oplevelse. Der blev regnet i Dinarer, Emiratiske Dinarer, og det billigste hotelværelse var omregnet til normale penge - 32 dollar. Øen var fuld af turister, der handlede taxfree. Bestemt ikke noget for mig, så efter et par timer tog jeg med en lille speedbåd over til Bandar-e Charak på fastlandet. Der var ingen hoteller i nærheden, men der holdt en skolelærer i sin pirattaxi, der kørte mig og fem andre til den lidt større by, Bandar-e Lenge. Her fl yttede jeg ind på Hotel Amir. Fra temperaturen i Teheran på 16 grader var temperaturen nu steget til 45 grader. Det var pludselig blevet sommer. Og folk levede, som man gør om sommeren udendørs og på de små tehuse. Men ingen talte engelsk, så jeg knoklede med at lære nogle vigtige ord på farsi, som faktisk var et temmelig let sprog. Og alfabetet var arabisk som jeg lærte for mange år siden, da jeg arbejdede som våbenhandler i Marokko. 13 Han havde ret - gæstehusene var ikke fulde, men de turde ikke leje værelser ud til vesterlændinge. De var bange for, at en af pakistanerne eller afghanistanerne som boede på gæstehusene, ville stjæle noget fra de rige folk vestfra, hvilket ville give for mange problemer med politiet. Så derfor nødløgnen om, at der var fuldt. Hvis du vil, kan du overnatte hos mig, sagde han pludselig. Naturligvis ville jeg gerne det. Ikke bare for at spare pengene, men også for at se, hvordan en iransk familie boede. Hvad med din kone, spurgte jeg, nu bliver hun vel ikke sur. Han kikkede uforstående på mig. Muslimske koner bliver ikke sure de gør, hvad der bliver sagt. Nå, ja, tænkte jeg, det manglede vel bare. Ikke sandt. Der var ingen sure miner, tværtimod. Hans kone var noget af det sødeste. Hun syntes, det var meget spændende at høre om, hvordan vi levede i Vesten. Hun havde, ligesom manden og alle andre jeg mødte, en drøm om at komme bort fra Iran. Desværre kunne hun ikke meget engelsk, men hun havde en ordbog, som vi brugte fl ittigt. Hun var et år yngre end sin mand og havde det samme job som ham annoncesælger for en lokal avis. Der var kun to møbler i deres hjem. En lille kommode og et køleskab. Alt foregik på gulvet - hold da kæft hvor fi k jeg ondt i benene! Da vi skulle sove, blev tre rullemadrasser rullet ud. I samme rum. Men jeg så hende aldrig uden tørklæde. Vi snakkede om jordskælvet i Bam og jeg spurgte, om det mon var muligt at besøge byen. Om han troede, at der var nogen mosaferhoner, jeg kunne bo på. Der er bestemt hverken mosaferhoner eller hoteller - kun ruiner, sagde han. Men du fi nder helt sikkert et telt, du kan overnatte i. Næste morgen tog vi en pirattaxi til busstationen, fem kilometer uden for byen, hvor jeg købte en busbillet til Bam og sagde farvel til Hussein.

14 Bam - 71 dage efter jordskælvet Klokken var fem om morgenen. Jeg havde lige været ude og tisse og var ved at lægge mig igen på min rullemadras i teltet, da alt begyndte at ryste under mig. Det varede et øjeblik, før jeg indså, at det var et jordskælv. Det var ikke som en eksplosion, hvilket jeg havde forestillet mig. Det var som at stå ovenpå en togstation, eller måske nærmere som at stå oven på en elektrisk rystepudser. Jeg havde for første gang i mit liv oplevet et jordskælv. Did you notice, spurgte Mr. Akhbar. Han lå på madrassen ved siden af mig. Yes, svarede jeg, et jordskælv. Et after shake, rettede han mig. De kommer hele tiden. Men vi bor i telt og har jo ikke mere at miste så I løbet af 12 sekunder blev en hel by udraderet mennesker omkom. Jeg gik rundt blandt ruinerne, dybt chokeret. Alle hilste og sagde hello, de vidste, at vi - udlændingene - var her for at hjælpe dem. Alle inviterede på te i deres telte. Jeg boede på Mr. Akbars tourist guesthouse, som før var et populært sted for Men midt i ødelæggelserne og al gruen har der også været mirakler. Der blev fundet overlevende i ruinerne mange dage efter jordskælvet. Børn blev født på nødhjælpshospitalerne, og et bryllup fandt sted midt i ruinerne. Mange lande har samlet ind for at hjælpe Bam. Fra et land så fjernt som Grønland, hvor det grønlandske Røde Kors indsamlede kr. til ofrene.tusinder af mennesker mistede deres nærmeste. De lever i frygt for nye efterskælv, og den voldsomme oplevelse fra katastrofen og sorgen over at miste familiemedlemmer giver store følelsesmæssige problemer for både børn og voksne.. Folk smilede til mig, men jeg kunne mærke sorgen. Ingen kunne komme i gang med genopbygningen af deres huse - de havde ingen penge, næsten alle havde mistet deres jobs og det var som om de ikke vidste, hvor de skulle ende og hvor de skulle begynde. Kun kvinderne havde deres daglige dont - lave mad, vaske op og vaske tøj. Børnene havde det til gengæld rigtig godt - ruinbyen var én stor legeplads for dem. De legede ufortrødent og uvidende oven på døde slægtninge, som stadig lå begravet under ruinerne. Folk viste mig certifi kater - dødsattester med navne på deres døde slægtninge, ofte stod der - still in the soil (stadig i jorden). Alis taxi i Bam behøvede man ikke kørekort backpackere, men nu er en ruinhob med et par telte. Den 26. december 2003 klokken fem om morgenen blev oasebyen Bam ramt af et altødelæggende jordskælv. Nu to måneder senere går tusinder af overlevende stadig rundt i en zombi-lignende tilstand og leder efter ejendele i ruinerne. Deres tab står malet i ansigterne på dem. Udmattelsen og fortvivlelsen er enorm. Lige nu kan man sige, at det er de følelsesmæssige efterskælv, der dominerer hos de overlevende. De døde er begravet, nu gælder det en fremtid, som synes helt uoverskuelig. Så selvom det første arbejde med at redde folk, behandle de sårede og give de hjemløse et telt at bo i er overstået, er der lang, lang vej endnu for befolkningen i Bam og området omkring. 14 Mr. Razul var taxichauffør. Vi kørte rundt i byen og samlede kunder op. Gamle og tilskadekomne kørte gratis. Kun de, der havde penge, betalte. En krone per kunde for at blive kørt et par stoppesteder langs hovedgaden, hvor vi kørte frem og tilbage og samlede folk op og satte dem af, nøjagtig som en bus. Der var ingen Hamam, badehuse, tilbage, så vi badede alle i fl oden. Der kom tre nye backpackers til Mr. Akhbars guesthouse, som nu var en lille campingplads midt i ruinerne af det tidligere gæstehus. De var alle japanere, så vi talte en blanding af japansk og engelsk. Samtidig knoklede jeg med at lære farsi. Det gik hurtigt fremad. Folk grinede for ikke at græde og vi snakkede om, at det var sommerferie og at vi alle sammen var på camping. En hel by var lavet om til campingplads midt i ruinerne. Men folk var trætte af at bo i telte. Man havde lovet dem containere, men de få der var kommet blev brugt af myndighederne til kontorer og skole. Der boede elleve backpackere på gæstehuset den skæbnesvangre morgen, da jordskælvet skete. Det rystede en by på tredive kilometer i diameter fuldstændig til sandkager. Hele Mr. Akhbars familie overlevede mirakuløst, som en af de få familier i byen, der næsten klarede frisag. Én turist og en lille dreng, der var på besøg hos Mr. Akhbar, omkom, da gæstehuset styrtede sammen. Turisten var en engelsk backpacker. Den lille dreng var søn af en ven til

15 Mr. Akhbar. Han ville så gerne prøve at sove i sovesalen sammen med de sjove mennesker med store rygsække, der kom fra fjerne lande. Ingen boede i huse i hele byen. Alle boede i telte. Kom ind og drik the, sagde de når jeg gik forbi, alle ville snakke, men meget få talte andet af farsi. Jeg havde nu været i Iran i 14 dage og havde lært nok til at klare en lille samtale på arabisk. Hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvor er din kone, hvor mange børn har du, hvor mange af dem er drenge? Hvad er dit job, hvad laver du her i Iran og hvad er og præsenterede mig som journalist ved det danske rejsemagasin Globen. Yes, sir, du skal lige lade dig registre. Jeg gav ham mit pas, og fem minutter efter var jeg udstyret med et ID kort, med titlen Journalist - et pressekort. Ups. Men det var på farsi, så det virker nok ikke til adgang i presseloger til fodboldkampe i Danmark. Well, man kan jo altid prøve, her gav det bl.a. adgang til gratis internet på UN campen. Der mangler ikke tehuse i Bam. Byen er et stort thehus. din religion? Jeg forstod det hele og kunne også svare på det. Og så havde jeg endda lært to ord ud over de omtalte, nemlig at jeg var bedstefar og havde to børnebørn. Den tog kegler hver gang. Mustafa talte kun ganske lidt engelsk, så da vi havde overstået de indledende faser på farsi, hvor det viste sig at min familie faktisk var større end hans, selv om jeg for nylig var blevet forældreløs, gik vi over til fi nger- og kropssprog. Gæt og grimasser. Mustafa var på arbejde som udendørs nattevagt den morgen jordskælvet skete. Hans kone og tre børn lå hjemme og sov. De omkom alle fi re. Kom ind og drik te kom ind og drik te. Mr. Ali kikkede interesseret på mit pressekort. Det er min taxi, der står derovre, sagde han og pegede på en taxi. Jeg skal lige afl evere disse breve, så kører vi hjem til mig og drikker te. Posthuset var en container sat op af røde halvmåne. Min onkel døde ved jordskælvet og efterlod taxien. Nu er det min og min svoger, der kører rundt og tjener lidt penge. Jeg går på high school om dagen. Jeg er 16 år og har ikke engang kørekort, men jeg kører fi nt, fortæller knægten, der tog fri for skolen i to dage for at lege min privatchauffør. Han kørte fi nt forlæns, men han havde meget svært ved at bakke. Mr. Akhba, chefen for Akhbar tourist guesthouse, var pensioneret engelsklærer. Han vidste en hel del og fortalte gerne. Men en gang imellem, når vi snakkede, forsvandt han ind i sig selv. Ind i en anden verden. Han fortalte bl.a., at det eneste internetsted i byen var på UN-campen, som var sat op til kommunikation med omverden. Jeg gik ind 15 Han ville ikke høre tale om penge, jeg var hans gæst. Da jeg spurgte ham, om der var mange, der var omkommet i hans familie, begyndte han at remse op. Tre onkler, to tanter, en søster og faren. Jeg fortrød, at jeg havde spurgt. Halvdelen af hans familie var omkommet. Hans mor passede nu søsterens to børn, sammen med sine

16 egne, hvoraf to var yngre end Ali. Der kom te og mad på bordet, da vi satte os ud i haven, der var en slags byggelegeplads. Opiumspiben kom frem, men jeg afslog. Havde det bare været hash, sagde jeg. Fem minutter efter var der osse hash på menuen. Og det var rygeren. Rigtig fed kulsort regnormeblødt afghaner. The real stuff. Hamdulillah. Whisky, spurgte Ali. Nej tak, jeg tror, jeg venter, til jeg kommer tilbage til Danmark. Er der ikke noget med piskeslag? Ikke i Bam forsikrede Alis onkel mig, politiet ser gennem fi ngre med alt. De betragter det som en slags medicin mod chok og depressioner. Du kan få det alle vegne. Jeg havde nok i hashen. Man har vel karakter. Ali kørte mig rundt i byen. Vi besøgte fl ere af hans tilbageblevne familiemedlemmer. Han fortalte, at fl ere af hans onkler boede i Teheran. Han havde en meget stor familie. Men omkring fyrre, næsten halvdelen, var omkommet. Hans onkler var rige, alle sammen. Det var dem, der betalte hans high school. De havde også lige købt en PC af en død nabo til ham. De var en slags hjælpere, når folk havde problemer, forklarede Ali. De kunne hjælpe alle med alt. Mafi a, tænkte jeg, men jeg sagde intet. Folk fatter ikke noget som helst om jordskælv og hvordan sådan noget kan ske og bliver ved med at spørge hvorfor, hvorfor? Så der går mange rygter om, hvordan det kan være sket. Flere og fl ere taler om en iransk underjordisk atomprøvesprængning midt i ørkenen. Der ligger stadig en gammel ruinby, som er 2000 år gammel, så det har ikke før været et jordskælvsområde. Da jeg spurgte Mr. Akhbar om, hvad mad og overnatning kostede, sagde han:»it s up to you, så jeg betalte selvfølgelig bare, hvad det kostede før jordskælvet, selv om man nu boede i telt og maden var ret simpel. Han havde brug for penge til at få det hele bygget op igen. Jeg mødte også kvinder. Mange kvinder. Søstre, mødre, kusiner, døtre og niecer til alle de mænd jeg mødte. Alle havde store familier, selv om halvdelen af familien ofte var omkommet. Kvinderne var ligeledes meget interesseret i Danmark, så de få, oftest mænd, der kunne noget engelsk, oversatte. Men kvinderne fi k ikke hele historien. Mændene var nemlig meget interesseret i at vide alt om danske kvinder og vores frie sexliv. Så jeg gav dem nogle drabelige historier om sex på skoletoiletter og om nøgne piger, der spiller volleyball på strandene. Det var de meget imponerede over. Mændene, altså. Men det oversatte de helt sikkert ikke til kvinderne Flybillet: Kish Airlines havde og har måske stadig billige tilbud. Jeg betalte 780,- plus skat. Transport er meget, meget billigt, og der er masser af billige hoteller og hostels. (Fem kilometer i privat taxi, tre kroner. I kollektiv taxi, en krone) Folk: er, som i alle muslimske lande, utrolig fl inke og hjælpsomme. Og nysgerrige. Mad: masser af muligheder, prøv Abrust. Og naturligvis the og vandpipe. Visum: 30 dages turistvisum fås på få dage på ambassaden i Hellerup og koster 350,- 16

17 Endelig medlem i DBK Tekst og foto: Marianne Christensen I vinteren tog jeg på den rejse, der gav mig adgang til»aladdins Hule«: De Berejstes Klub, som jeg kunne have været medlem af siden Rejsen gik til Cambodia og Laos. Vi fl øj til Bangkok og kørte i minibus nordøst til grænseovergangen Ararya Prathet eller Poipet - alt efter om man taler thai eller cambodiansk. Vi havde en dansk guide, som udover de to sprog også talte laotisk, hvilket gjorde det hele lidt lettere undervejs. Mens vi kørte på gode asfaltveje i Thailand, ændrede vejen sig til en ussel jordvej med enorme huller, lige så snart vi havde passeret de blinde, enarmede og etbenede tiggere ved grænseovergangen og den fl otte store velkomstport med Angkor Wat-tårne og»cambodia Kingdom«. Sådan forblev den de næste 101 km til Battambang. I 1100-tallet var Cambodia et af Asiens rigeste lande, fordi der var gravet kanaler fra søen til det meste af landet, så der kunne høstes ris mange gange årligt. Landet var dengang selvforsynende med mad og et af de mest betydningsfulde riger i Asien. Siem Reap ligger 10 km fra søen, og hovedattraktionen for hele landet er de mange templer fra Khmertiden. Tempelområdet er på 100 km2 med ca. 40 fantastiske templer. Historien er meget lig Machu Picchus: det hele blev bygget i tallet, riget gik til grunde i 1432 efter stort pres østfra af Vietnam og en krig mod vest, som siameserne vandt. Stedet blev genfundet i slutningen af 1800-tallet af en fransk orkidéekspedition, og ruinerne var helt overgroet af jungle og indhyllet i lianer. Khmerriget var stort. Det udbredte sig fra Pagan i Burma til det nordøstlige Thailand, sydpå ned på den malaysiske halvø, i Laos op til Vientiane og ind i Vietnam. Kongerne havde Turens egentlige formål var at rejse i det område, hvor det gamle Khmerfolk havde levet i tallet. Først skulle vi sejle fra den gamle franske koloniby, Battambang, der både lugtede og lignede enhver anden lille asiatisk by, til Tonlè Sap -søen og Siem Reap - den tidligere hovedstad for Khmererne. Vi startede ved solopgang og sejlede i morgenstemning på fl oden med hverdagslivet på vandet og på bredden. Der blev fi sket med store net på sindrige men enkle kontravægtstativer og fra små både, hvor fi skerne stille sad med deres rødternede tørklæder ( krama ) - og ordnede deres net. På bredden bor folk primitivt og enkelt i huse på pæle, mange temmelig faldefærdige, mens andre sejler i små husbåde med køkken i den ene ende og tøj til tørre i den anden. Vi passerede nogle fl ydende byer og nåede Tonlè Sap -søen, som skulle være Asiens største i regntiden. 17 navne som Jayavarman II, Indravarman, Yasovarman og Harsavarman samt dét der er værre, og hver af dem byggede de mest fantastiske, overdådigt udskårne templer.

18 De blev bygget som hinduistiske templer men blev delvis til buddhistiske i 1200-tallet. Det betyder bare, at der står en Buddha hist og pist med masser af indisk-hinduistiske/ javanesiske udskæringer. Der er intet tilbage af kongernes paladser, hospitaler eller andre store bygninger, der alle var lavet af træ og teglsten. Angkor Wat med de fem tårne er det mest kendte af templerne. Det er et af verdens største med en stenmængde som Kheopspyramiden men udskåret med de mest fantastisk detaljerede, historiefortællende billeder over det hele. Det kræver en guide enten af kød og blod eller i bogform at få nok ud af dem. Men også andre templer gør indtryk: Bayon med 54 tårne - hver med et smilende ansigt af Jayavarman VII mod hvert sit verdenshjørne, og Santèay Srei - et lille tempel i lyserød sandsten med de mest minutiøse udskæringer man kan forestille sig. Eller måske allermest Ta Prohm - dét tempel man har valgt at lade stå, som man fandt det i 1800-tallet. Forfaldent med træer, der vokser hen over og ovenpå bygningerne. Her kan man sidde i timevis med sin fantasi, sit kamera og måske en bog og selv»gå i stå«. Nå, Cambodia er andet end Angkor Wat, selvom det gør stort indtryk. Cambodia har også et meget smilende og imødekommende folkefærd. Man forstår ikke, at nogle af disse mennesker blev behandlet på den mest barbariske måde af deres landsmænd for mindre end 30 år siden. Fra døde mellem 1,7 og 2,5 millioner mennesker i et kommunistisk samfundseksperiment under Pol Pots styre. I dag 25 år efter er ingen straffet for de forfærdelige forbrydelser. Men som rejsende oplever man et meget positivt og imødekommende folk, der arbejder hårdt både i byerne og ude på landet. De går stadig med deres ternede kramatørklæder, og man ser en del landmineofre med proteser og manglende lemmer. Jeg besøgte et rehabiliterings-center for landmineofre og mødte Mr. Aki på 30 år, der pga. forældrenes død blev indrulleret i den røde hær som 5-årig. Han har som livsopgave at fjerne så mange landminer, som han kan af de formodede tre millioner. Jeg fi k også set den zoologiske have og silkefabrikkerne i Siem Reap. De smukke strande mod Vietnam og torturfængslet, Toul Sleng, i Phnom Penh fi k jeg ikke besøgt, da vi i stedet rejste vi til Thailand og Laos, hvor der også er Khmertempler. Laos. Vi kørte sydpå mod den cambodianske grænse. Her boede vi ganske vidunderligt nogle dage på en af de mange øer, Si Phan Done, midt i Mekongfl oden. Antallet af øer afhænger af vandstanden! Vi sejlede i langbåde helt ned til en lille hytte, som udgjorde den cambodianske grænsepost, for at få tilladelse til at sejle på den cambodianske del af Mekong, hvor der fi ndes ferskvandsdelfi ner. Jo, de var der. Det er ikke altid, man er heldig. Én eller to kom op ca. ti gange, men desværre ikke i fotogen afstand. Seværdighederne hernede var desuden 13 km. vandfald på tværs af Mekong, som gjorde det vanskeligt for franskmændene at fragte varer fra Nordlaos til havnene i Vietnam under kolonitiden. På vej nordpå boede vi i Pakse på den sidste konges palads. Faktisk var der tre samtidige konger i Laos i slutningen af 60 erne. I dag står det næsten uforandret som hotel med syv etager og 90 værelser. Her kunne man være»konge for en nat«. Det sydlige Laos er ret ensformigt. Vi kørte omtrent 500 kilometer på en snorlige, pænt asfalteret vej til Vientienne. Men grotter, limstensbjerge, regnskov og vandfald krydrede turen af og til. Og et besøg hos en ung dansk møbelfabrikant i Tha Khaek. Vi så også enkelte af de elefanter, der engang var landets kendemærke. Turen sluttede desværre i Vientienne med Den Gyldne Pagode, Triumfbuen og morgenmarkedet, der varer hele dagen, hvilket betød, at jeg gik glip af det måske mest spændende i Laos - Luang Prabang, den gamle kongeby. Husk generalforsamling og ikke mindst julefrokost d. 27/11 i Århus. 18

19 Mageløse Madagaskar Tekst og foto: Annette Grønkær Madagaskar er på mange måder noget ganske særligt, og hvis man holder af dyr, fl ora og fauna, er dette bare stedet! Hos den blandede etniske befolkningsgruppe fornemmer man på samme tid afrikanernes ro og besindighed og malayfolkets heftige temperament. Som turist bliver du mødt med åbne arme, venlighed og imødekommenhed. Især, hvis du taler fransk! En mangeårig drøm gik i opfyldelse, da jeg omsider fi k tid, råd og lejlighed til at besøge denne fascinerende og frugtbare ø. Det er ikke mindst de mange endemiske dyre- og plantearter, der gør denne ø til noget ganske særligt. Øen er grundlagt af malay-polynesere og senere afrikanere i fl ere bølger. Blandingen af Asien og Afrika ses tydeligst på befolkningen. Arkitekturen og bygningsstilen er, især i hovedstaden Antananarivo (Tana), asiatisk præget. Øen regeredes af skiftende konge-/dronningedømmer frem til 1800-tallet. Frankrig invaderede øen i 1895, og den forblev fransk koloni indtil Perioden siden har været præget af politisk ustabilitet. Der er nu demokratisk styre, og en nyvalgt præsident kommunikerer med Frankrig for at opnå økonomisk hjælp til den haltende infrastruktur. Uddannelsessystemet er mangelfuldt og der er høj arbejdsløshed. Mennesket ankom til det sydlige Madagaskar omkring år 200 e. Kr. og begyndte at jage de store dyr som elefantfuglen, dværgfl odhesten og kæmpelemuren. Den samtidige begyndende afbrænding af skovene skabte grundlaget for de maki-kraftskove, som Madagaskar i dag er kendt for. 19 Geografi Øen, som er verdens fjerdestørste, forbandt i tidernes morgen det asiatiske og det afrikanske kontinent, det dengang benævnte Gondwanaland.I dag er det en ø på km 2 adskilt fra Afrika af Mozambique-kanalen. Alligevel kræver det en tur omkring Sydafrika, hvis man vil fra Mozambique til Madagaskar, hvilket var tilfældet for mit vedkommende, fordi jeg også ville benytte denne rejse til at besøge mine venner i Mozambique. Adskillige rejsebureauer måtte frekventeres, før det kunne lade sig gøre at udarbejde en rejserute til de to lande. Det virkede åbenbart for besværligt ja, en enkel rejsearrangør foreslog ligefrem, at jeg skulle vælge et andet rejsemål i Afrika! Nå, men af sted kom vi med hjælp fra Marco Polo Tours. Ankomst til Antananarivo Efter et ophold hos venner i Pemba i det nordlige Mozambique havde vi Afrika og den udbredte fattigdom i frisk erindring, da vi landede i Antananarivo. Men, Madagaskar ligner slet ikke Afrika! De fl este huse er af mursten med tegl- eller zinktage. Der er mange tiggere i hovedstaden, men vi så ingen under- eller fejlernærede børn. Madagaskar er rig på afgrøder, og det ser også ud til, at befolkningen udnytter og dyrker jorden. Tana er en malerisk by med stejle, krumme, brolagte stræder. Mange steder er der anlagt trapper til at forcere de mange bakker, byen er bygget på, hvilket gør det til en oplagt mulighed at udforske byen til fods. Der er smalle huse med træbalkoner og de karakteristisk buede tegltage, som jeg erindrer at have set på Sumatra. De mange kirkespir afslører, at især engelske og franske protestantiske og katolske missionærer har haft indfl ydelse: % af befolkningen er kristne, 10 % er muslimer. Der er dog også stor respekt for forfædrene og mange traditionelle ritualer.

20 Tana er som andre hovedstæder plaget af trafi k og forurening. Bybilledet er præget af gamle franske biler, som Renault 4 og Citroën, i mere eller mindre faldefærdige udgaver. En tur rundt om Lac Anosy, en mindre sø midt i byen, er et godt sted at starte udforskningen. En masse små sammenbyggede træhuse ved søbredden viste sig at være barberhuse, hvor man kunne sidde uden for og tilbringe ventetiden med at iagttage og konversere de forbigående. Nogle kvinder vaskede tøj ved søen, der var et marked med billige lædervarer og et blomstermarked, der bugnede af smukke blomster i alle farver. Nede fra søen går der forskellige former for transport op til»old Rova Palace«eller»Palais de la Reine«(»Queens Palace«), som det almindeligvis kaldes. Det er nu et museum under rekonstruktion, da det desværre blev ødelagt ved en brand i En ung fyr, der gerne ville praktisere sit engelsk, tilbød at være guide. Selve borgen var under opbygning, men på det tilstødende museum var der historie om de skiftende regerende dronninger i det 19. århundrede, indtil franskmændene tog over i Nationalparkerne Madagaskar er kendt for sine frodige nationalparker; de dækker ca. 12 % af de ubeboede områder. Der skelnes mellem begrebet»nationalpark«, hvor al menneskelig beboelse, træfældning m.m. er forbudt, mens turistbesøg hjulstræk. Parkens areal er meget kuperet, og det regner 3585 mm. om året, hvilket vi også mærkede lidt til, selv om vi startede i solskin. Parken rummer mange endemiske arter. Vi så bl.a. Leaftailed Ghekko (en camoufl ageøgle) på en træstamme, og den mindste kamæleon på Madagaskar. med guide dog er tilladt, og»reserve special«, hvor fl ora og fauna regnes for mindre truet. De kan bebos af lokale, og turistbesøg er tilladt. Der kræves et specielt pas med stempel for hver park, man besøger ( kr. pr stempel). Det udstedes af turistministeriet i Tana. Da tiden var begrænset, havde vi nået det kompromis at koncentrere os om det nordligste område. En fl yvetur på tre timer med Air Madagaskar bragte os til Diego - eller Antsiranana! Sjovt nok har alle byer fl ere navne, alt efter om man anvender det franske sprog eller det lokale malagasy. Befolkningen i Nordmadagaskar er efterkommere af afrikanske slaver, indiske handelsmænd, arabiske sømænd m.fl., og det er her, den muslimske befolkning er mest koncentreret. Vores lokale, engelsktalende guide, Fransoir, var muslim. Han og chaufføren, Marcel, skulle på tre dage bringe os rundt til imponerende oplevelser og seværdigheder. Målet for det første besøg var nationalparken»montagne d Ambre«på hektar, som ligger på et vulkanmassiv. For at nå dertil måtte vi køre ad grusveje og gennem en lille frodig landsby, Joffre Ville, som nød godt af den vulkanske aske; overalt var der boder med frugt og grønt. Mange af beboerne var i gang med at lappe vejen for de værste huller, hvilket var stærkt tiltrængt. Godt, at bilen havde 4-20 Men hvor var lemurerne? Jo, de har det som os mennesker; de er ikke vilde med at blive våde, så vi havde næsten opgivet, da vi på vej mod frokoststedet, ved indgangen til parken, spottede en ( Common Brown Lemur ) oppe i et træ. Den sad meget stille, og jeg havde den mistænkt for at være udstoppet til ære for turisterne. Det var nu kun ganske få turister, vi havde mødt på turen. Efter frokost var den der stadig, men havde nu fået selskab af sin familie, så der nu var fi re, som sprang rundt herligt! De er sjove, hurtige og katteagtige. Lemurer er jo abernes (og vores) forfædre, og stammer fra mange tusind år tilbage, og det eneste sted de fi ndes nu er på Madagaskar. I en anden nationalpark,»perinét Analamazaotra«, som vi senere besøgte, så vi mange Indri-indri - den største lemurart. Indri-Indri er sort-hvide pandaagtige dyr kendt for deres karakteristiske jagt- og kaldeskrig, som kan høres vidt omkring. De er monogame, og i Perinét fi ndes ca. 60 familier, hvoraf de fl este er meget sky. På vores tidlige morgenvandring var vi heldige at se en hel familie spredt i fl ere af de høje træer. De spiste blade fra træerne, og bagefter sked de, så det lød som regnvejr. Vores guide tog en lille båndoptager op og afspillede deres iørefaldende skrigelyde, og straks begyndte hele familien at skrige med. Det lød virkelig sjovt! Vi kørte sydpå med vores to guider mod parken»reserve Special d Ankarana«, hvor vi overnattede i en bambushytte i en lille landsby ved indgangen til parken. De lokale beboere ville gerne snakke, men vi kunne jo desværre ikke sproget. Fransoir bor tæt ved parken, og vi besøgte hans kone og deres hus, som er bygget af træpæle. Børnene på seks, ni og eleve år bor hos en slægtning i Diego - den nærmeste større by, hvor de går i skole. Fransoir mente, det er vigtigt at børnene får en uddannelse, så de senere kan videreuddanne sig. Med rejser og skolepenge er der ikke mange penge tilbage i familien. Så Fransoir, der til daglig arbejder som parkbetjent, må gå de seks kilometer hver dag til nationalparken. Han har ikke råd til en cykel. Området i Ankarana var fascinerende med en hel skov af forskellige arter af baobabtræer og udsigt til et imponerende limstensmassiv. Dette massiv kan også ses i bogen»jorden set fra himlen«. Vi så igen lemurer, denne gang