Sensei Henrik Larsen 7.dan Karatens udvikling i Nykøbing F.

Transkript

1 Sensei Henrik Larsen 7.dan Karatens udvikling i Nykøbing F. Karaten kom for første gang til Danmark i slutningen af 50 erne. Første stilart der blev introduceret i Danmark var Goju-Kai karate. Senere fuldt mange andre trop og i dag er der hen ved 20 forskellige stilarter i Danmark I begyndelsen af 1970 erne indførte Jørgen Albrechtsen stilarten Kyokushinkai. Jørgen Albrechtsen havde i starten stor succes og Kyokushinkai blev hurtigt udbredt til mange danske byer. I september 1975 kom karate så for første gang til Nykøbing F.. Inden da var Nykøbingenserne eneste erfaring med Martial Art og karate, de Kung Fu film, som på dette tidspunkt oversvømmede det danske markede. Den første instruktør der kom til Nykøbing F. var Ole Johansen, som kom fra København og var 2. kyu (brunbælte). Træningen fandt sted i Nykøbing Hallen og i løbet af de første måneder prøvede mange nykøbingensere den nye spændende træningsform. For mit eget vedkommende havde jeg ikke rigtig bemærket, at der var kommet karate til byen. I oktober spurgte en af mine kammerater, om jeg ikke havde lyst til, at tage med ham til karate og se hvad det var. Jeg syntes det lød spændende og kunne med det samme lide den hårde træningsform. I november 1975 bliv jeg overfaldet, truet med en kniv og slået ned med en flaske. Denne episode ændrede mit syn på karatetræningen, jeg kunne simpelthen ikke få træning nok. Jeg begyndte at træne på samtlige hold i klubben og allerede efter 6 ugers træning blev jeg gradueret 8. kyu, 4 uger senere i december blev det 7. kyu og allerede den 14. februar 1976 blev jeg gradueret 6. kyu I marts 1976 skete så det utænkelige Ole Johansen blev smidt ud af Kyokushinkai, for mistanke om underslæb og fordi han havde optrådt i diverse pornofilm. Dette var selvfølgelig oplysninger der først kom frem senere og mange af klubbens medlemmer valgt af følge Ole Johansen over i hans nystartede klub på Den Private Realskole. Ole Johansen havde fået kontakt med den japanske 1

2 instruktør Zenkutze Takei der var 4. dan i Goju-Kai karate. Zenkutse Takei havde en klub i Viktoriagade på Vesterbro i København og var samtidig Chefinstruktør for Goju- Kai karate i skandinavien. Zenkutse Takei besøgte Nykøbing F. ved klubbens første træningsaften i april, men forholdsvis hurtigt mistede klubben kontakten til Zenkutze Takei. I mangel på bedre underviste Ole Johansen derfor i en blanding af Kyokushinkai og Goju-Kai karate. Men som før omtalt var karate noget helt nyt i Nykøbing på dette tidspunkt, så ingen stillede spørgsmål ved træningen. Alle var overbevist om, at det der blev undervist i, var den reneste form for karate. Da klubben havde brug for assistenter valgte Ole Johansen hurtigt 2 elever ud, som skulle hjælpe til med træningen. Det blev Gert Larsen, der boede i Vordingborg og mig der boede i Nykøbing F. Alle var interesseret i karate og allerede 1. december samme år, startede Ole Johansen en ny klub mere. Det var i Maribo, hvor træningen foregik på Skt. Birgitta skolen. Henrik Larsen og Uffe Didriksen træner ved Marielyst Strand På dette tidspunkt var jeg kun 16 år og var derfor helt afhængig af, at kunne køre med andre når vi skulle undervise i Maribo. Tirsdag var der træning både i Nykøbing og Maribo. Så først blev der trænet fra på Byskolen, hvorefter vi kørte til Maribo og startede første hold kl Trods det, at jeg kun havde trænet karate lidt over 1 år, havde Ole Johansen allerede tildelt mig 2. kyu (brunt bælte). 2

3 1977 I foråret 1977 fik vi alle et mindre chok. Midt under træningen på Byskolen i Nykøbing F., mødte to granvoksne betjente op og arresterede Ole Johansen, mens han var i gang med at undervise. Da Ole Johansen var blevet ført væk, stod vi lidt og kiggede på hinanden, men trænes skulle der jo, så jeg overtog timen og forsatte som om intet var hændt. Siden den dag, så vi mindre og mindre til Ole Johansen. I sommeren 1977 arrangerede jeg en sommerlejr i Gedesby for klubbens medlemmer. Ole Johansen havde lovet, at komme ned fra Næstved, hvor han var flyttet til og stå for træningen. På første træningsdag, skete det utænkelige igen, endnu en gang mødte politiet op, mens vi var i fuld gang med at træne. Denne gang lykkedes det dog for Ole Johansen at undslippe. Ole Johansen tog flugten ud over sommerhusgrundene og jeg så ham ikke siden. Jeg stod nu i et stort dilemma. Jeg var 17 år og havde pludselig ansvaret for 2 karateklubber. En i Nykøbing, hvor jeg selv boede og en i Maribo. Da Ole Johansen forsvandt, havde han efterladt en større gæld til Skt. Birgitta Skolen i Maribo for leje af lokalerne. Da to af bestyrelsesmedlemmerne i Maribo, nemlig Tut Jensen og Jan Petersen ville hænge på betalingen, valgte jeg at lukke Nykøbing klubben og koncentrere mig om Maribo. Jeg var stadig ikke gammel nok til at have kørekort, så oftest kørte jeg med Tut Jensen til træningen eller tog toget. Klubben bliv i den periode ledet af mig som chefinstruktør, Jan Petersen som formand og Tut Jensen som kasserer Da klubben havde betalt sin gæld tilbage til Skt. Birgitta Skolen takkede skolen ved, at opsige kontrakten og vi var tvunget til at flytte klubben lidt uden for selve Maribo til Magretheskolen i Hunseby. Klubben i Maribo havde ingen tilknytning til hverken hovedstilarter eller andre karateskoler. Med Ole Johansens forsvinden, stod klubben totalt isoleret og hele undervisningsgrundlaget, var det som jeg havde lært af Ole Johansen, de foregående 2 år. I juli 1978 tildelte klubbens bestyrelse mig så shodan (sort bælte). Klubbens manglende kontakt til andre karateklubber og stilartsorganisationer gjorde, at det var eneste måde, hvorpå jeg kunne blive gradueret sortbælte. Selv om alle medlemmerne i klubben var glade og tilfredse og ikke syntes, at klubben manglede noget, stod det dog klart for mig, at fremtiden skulle sikres gennem samarbejde med andre klubber og en overordnet stilartsorganisation. Falster ligger jo tæt på Tyskland og da jeg i et tysk karateblad, læste en artikel om en dygtigt japansk Goju-Kai karate træner, der boede og underviste i Tyskland, slog tanken mig, at det måske var løsningen på mine problemer. Jeg fik en tyskkyndig til at ringe til ham på mine vegne, da mit tysk desværre ikke er alt for godt. I november 1978 var kontakten skabt og jeg rejste til Düsseldorf for at træne med K. Ogawa, der var 4. dan i Goju-Kai karate. Jeg boede privat hos K. Ogawa i hans lejlighed og det bliv til en meget interessant uge, taget i betragtning, at vi ikke kunne tale sammen. Ogawa talte ikke engelsk og jeg talte ikke tysk. Det blev alligevel et udbytterigt ophold og trods mine manglende tyskkundskaber, skærpede det min interesse for at blive underlagt en international organisation. 3

4 1979 På Maribo klubbens generalforsamling i januar måned var der rører i vandene. Formanden Jan Petersen og Kasserer Tut Jensen ønskede, at overtage klubben og selv forstå undervisningen. Uoverensstemmelsen opstod, da jeg havde kritiseret Kassereren for sit manglende fremmøde til klubbens træningsaftener. Dette skabte en del administrative problemer, da alle på det tidspunkt betalte månedligt og kontant. Udfaldet på generalforsamlingen blev, at Jan Petersen og Tut Jensen meldte sig ud af klubben. De genoptog efterfølgende kontakten til Ole Johansen og alle deres tidligere uoverensstemmelser vedr. penge og manglede huslejebetaling blev lagt til side og sammen skabte de en ny karateklub og stilart, som de kaldte Shingo Ryu karate. Shingo Ryu karate eksisterer stadig og trænes i dag i 2 3 klubber. Det symbol/mærke som Shingo Ryu s bruger som deres logo og som forestiller hovedet af en tiger, var oprindeligt tænkt som et logo til Goju klubben i Maribo. Mærket fandt jeg selv, Tut Jensen og Jan Petersen, i en af Jan Petersens bøger om vilde dyr i Afrika en aften efter træning. Nu da Tut og Jan var ude af Goju klubben i Maribo, kunne det så passende bruges som logo for deres nye klub og deres nyopfundne stilart Shingo Ryu Karate. En måned efter generalforsamlingen, en træningsaften i februar stod der pludselig en vidt fremmed mand i dojo en. Han præsenterede sig som Kurt Nicolaisen og ville gerne træne med. Kurt Nicolaisen var kørt fra København for at se hvad vi var for nogle, da han havde set at vi kaldte os Goju karate og brugte den knyttede hånd som symbol. Det samme symbol, som Goju-Kai havde eneret på. Det blev en rigtig god træningsaften og Kurt overtog dele af undervisningen og fortalte og demonstrerede, hvordan Goju-Kai karate blev trænet i København. Gennem Kurt Nicolaisen fik jeg kontakt til Goju-Kai skolen i Viktoriagade i København og dermed Z. Takei, som jeg kun havde haft kontakt med den ene dag, hvor Z. Takei 4. dan var på besøg i Nykøbing F. i foråret 1976, hvor Ole Johansen startede den nye klub op. Allerede måneden efter, da jeg selv besøgte karateklubben i Viktoriagade i København, var Kurt Nicolaisen væk. Da det var Kurt Nicolaisen, som have genintroduceret mig til Goju-Kai karate, fandt jeg det meget underligt, at han ikke trænede i klubben længere og heller ikke havde kontaktet mig igen, efter hans besøg i Maribo. Flere år senere erfarede jeg, at Kurt Nicolaisen var blevet uenige om afregningen for noget maling og Kurt efterfølgende var blevet smidt ud af klubben. Det eneste jeg fik at vide, da jeg mødte op var, at Kurt var stoppet med at træne i klubben. Jeg besøgte klubben hver lørdag den efterfølgende tid og besluttede mig hurtigt for, at dette var den rigtige måde at gøre tingene på. På en ekstra ordinær generalforsamling den 20. marts blev klubben i Maribo optaget som medlem af Dansk Goju-Kai Karate og for første gang siden jeg startede, havde jeg igen fået en træner. Jeg havde stadig stor lyst til, at søge nye udfordringer og da noget af min familie på min mors side, boede på Hawaii, benyttede jeg chancen og rejste 2 måneder til Hawaii. Jeg vidste, at der skulle være mange karateklubber på Hawaii og da Chojun Miyagi Sensei (grundlæggeren af Goju-Ryu karate), havde boet på Hawaii i ca. 1 år, tog jeg det for givet, at der også måtte være en Goju-Kai klub, i nærheden af min familie Desværre var der ingen Goju-Kai klubber i nærheden af hvor jeg boede, så det blev til 2 måneder med Shito-Ryu karate hver dag. Men selv om det ikke var Goju-Kai karate, var det utroligt lærerigt og gav mig endnu mere lyst til at udvikle karaten i Danmark. Efter min hjemkomst fra Hawaii, begyndte et helt nyt kapitel for mig. 4

5 At have sin egen instruktør var en helt ny og fantastisk følelse, som medvirkende til, at jeg 2 gange om ugen tog til Dojoen i København. Hver onsdag efter jeg var færdig på seminariet i Vordingborg og hver lørdag tog jeg toget ind til København. Dojo en lå i 2. baggård på 2. sal i Viktoriagade, i nogle meget små og nedslidte lokaler. Viktoriagade er en sidegade til Istedgade, der på dette tidspunkt var Red light distrikt og dermed samlingspunkt for narkomaner og det meste af Københavns prostitution. Det var derfor en noget speciel oplevelse, når man kom ind med toget kl lørdag morgen, og begyndte at gå fra hovedbanegården og ned af Istedgade, hvor man skulle kæmpe sin frem, mellem brugte kanyler, sovende narkomaner og luddere, der gerne ville tjene 100 kr. på et morgenknald. Om efteråret blev jeg af min instruktør Z. Takei inviteret til sortbælte graduering i Dojo en i Viktoriegade og lørdag den 17. november blev jeg officielt gradueret 1. dan af Z. Takei Efter at Goju-Kai karate klubben i Nykøbing F., havde været lukket i 2 år, bestemte jeg mig for, at det var tid til, at starte den op igen. På et bestyrelsesmøde, lørdag den 8. marts 1980 blev Nykøbing F. Goju-Kai karateklub (senere Nykøbing F. Karate Klub og nu Nykøbing F. KarateCenter) igen startet op. Kyokushinkai karateklubben i Nykøbing Hallen, som jeg havde forladt i marts 1976, var fortsat med at træne i hallen, dog med forskellige instruktører, efter at de havde smidt Ole Johansen ud. Henrik Larsen træner Michael Johansen Det er og har altid været svært, at finde folk der vil gå ind i foreningsbestyrelser. Det derfor med stor glæde, at min mor Bente Larsen, valgte at gå ind i klubbens bestyrelse, hvor hun blev valgt til Formand. Bente Larsen har lige siden været en vigtig del af karaten i Nykøbing F. og har været i bestyrelsen lige siden. Træningen i den nye klub forgik i Lindeskovskolens kælderrum. Gulvarealet var ca. 75 m2, og gulvet var lavet af beton og belagt med filt. Rummet lå lige under baderummene og toiletterne i stueplan, så hver gang nogen trak ud eller gik i bad, dryppede det ned på gulvet. Dette blev dog hurtigt løst ved at ophænge spande op under loftet, de mest kritiske steder. Eneste problem ved den løsning var, at hvis vi fik skubbet til en af spandene eller hvis vi glemte at tømme dem. 5

6 Et større problem, som det aldrig lykkedes os at løst var, at hvis det regnede og vinden kom fra vest, løb vandet ind gennem de lavtsiddende vinduer og vi måtte træne på det våde flistæppe. Et andet lidt sjovere problem var, at der om efteråret altid hoppede små skovfrøer rundt på gulvet. De kom fra den nærliggende skov og blev venligt, men bestemt fjernet, så man undgik at træde på dem. Det kostede på dette tidspunkt 40 kr. for børn og 50 kr. for voksne, at træne karate pr. måned. Beløbet blev betalt kontant ved månedens begyndelse. Min instruktør Z. Takei var ud af en buddhistisk munkefamilie, som drev et lille Zen buddhistisk tempel i Asikaga i Japan. Desværre var hans far blevet syg og Z. Takei skulle derfor rejse tilbage til Japan, for at overtage ledelsen af templet. I den forbindelse, inviterede han mig og en af mine elever Jens Olesen til Japan. For udviklingen af karate i Nykøbing, var dette en enestående chance. Ikke mange i Danmark havde på dette tidspunkt været i Japan og bare det at have en instruktør, der havde været i karatens fødeland, var et enormt aktiv. Allerede på dette tidspunkt, var jeg ikke i tvivl om, at hvis man ønskede, at skille sig ud fra normen, så måtte man også turde satse, tage ansvar og søge de ultimative løsninger. Jeg læste på dette tidspunkt til lærer på seminariet i Vordingborg og havde derfor ikke mange penge at gøre godt med. Bestyrelsen i Nykøbing F. Karate Klub ville gerne hjælpe mig økonomisk og valgte at satse hele klubbens kassebeholdning, der på dette tidspunkt beløb sig til kr.. Dette var derfor det tilskud der kunne ydes til det 2 måneders lange ophold i Japan. Resten af beløbet måtte jeg selv ud og låne. Det blev en utrolig begivenhedsrig tur. På dette tidspunkt var Japan et nyt område, og ikke mange fra Vesten havde besøgt landet. Det var også før man kendte til Sushi og andet japansk mad, så det blev et møde med en helt anden kultur og ikke mindst en helt anden mad kultur. Under det 2 måneders lange ophold, skulle vi blandt andet bo hos Z. Takei s familie i deres familietempel i Asikaga. Det blev en helt speciel oplevelse, da vi skulle bo privat, hvilket er noget man meget sjældent kan opleve i Japan på grund af deres meget små boligforhold. Efter opholdet i det lille familietempel, skulle vi besøge et af verdens største Zen-templer i, som ligger i Yokohama. Vi skulle følge munkenes daglige rutiner og vi skulle derfor også, deltage i morgen meditationen kl Det blev en meget speciel oplevelse. Vi var selvfølgelig ikke van til, at sidde i lotusstilling i en time, men værst var det, at en ung Sempai munk skulle hjælpe os med at holde koncentrationen. Det gjorde han så, med en sådan iver, at jeg de næste 8 dage ikke kunne bærer noget på min venstre skulder. For måden han hjalp på var nemlig ved, at slå meget hårdt og entusiastisk med et fladt bambus sværd, på den venstre skulder. Få dage efter besøget i Zen templet og med en mørkeblå skulder, skulle jeg stille op til WM i Goju- Kai karate. Trods smerter i skulderen blev jeg nr. 12. i kata, og dermed bedst placeret udlænding i denne disciplin. 6

7 Efter WM rejste vi op til Akita for at besøge og træne under Stormester Yuji Ishigoka. Besøget her satte virkelig karaten i perspektiv. Yuji Ishigoka havde under 2. verdenskrig været placeret som leder af en koncentrationslejr i Kina. Han fortalte i det lukkede selskab af karateudøvere, at man i lejren havde brugt de kinesiske krigsfanger som forsøgspersoner for at se, hvor effektivt karate var. Det skulle efter hans eget udsagn have været uhyggeligt effektivt Der havde været problemer med Goju-Kai organisationen i Japan et stykke tid, hvor nogle af de gamle mestre, var utilfredse med Gogen Yamaguchi ledelse. Lige inden min tur til Japan, blev den internationale Goju-Kai organisation splittet i to. Gogen Yamaguchi 10. dan og grundlægger af Goju-Kai karate organisationen i Japan, blev væltet af organisationens gamle medlemmer og dermed blev hele organisationen delt i to fraktioner. Desværre for Danmark var Z. Takei s træner Yuji Ishigoka i udbryder fraktionen og det var derfor ikke muligt, at forblive i den del af organisationen som hørte til Gogen Yamaguchi. Umiddelbart betød det, at vi ikke kunne træne i de små private dojo er i Tokyo, da de alle tilhørte den forkerte del af organisationen. Og på længere sigt, blev det afgørende for, at Danmark i en årrække, meldte sig helt ud af den internationale Goju-Kai organisation. 7

8 Efter hjemkomsten til Danmark blev samarbejdet med hovedskolen i København mere og mere problematisk. Eftersom Z. Takei var forblevet i Japan, var Isao der var 2. dan, blevet udnævnt som ny dansk chefinstruktør efter Z. Takei. Britt Larsen mod finalen her i kamp med Lars Abel Isao havde svært ved, at leve op til det høje niveau, som eleverne var van til under Z. Takei, og da han samtidig skulle passe sit studie på Københavns Universitetet, begyndte det ellers gode samarbejde at smuldre. I september blev endnu en Goju Kai klub åbnet på Lolland-Falster. Jens Olesen, James Nielsen og mig selv, startede sammen endnu en afdeling af Goju-Kai karate på den private skole i Nakskov. Jens Olesen der havde været med i Japan, skulle stå for den daglige undervisning, mens jeg selv blev overordnet cheftræner Den 21. februar 1981 skiftede karateklubben i Nykøbing F. fra navnet Goju-Kai karateklub til det mere lokalt klingende navn: Nykøbing F. Karate Klub. Klubben blev samtidig medlem af Dansk Karate Forbund. I april afholdt klubben sit første interne mesterskab. Da klubben ikke på dette tidspunkt havde så mange medlemmer, valgte man at lave to åbne klasser, en i kumite og en i kata. Både i kumite og kata var klasserne åbne for både mænd og kvinder. For første og sikkert sidste gang vandt en kvinde den åbne klasse i kumite. Britt Larsen (i dag Britt Lohf Johansen) fejede al modstand til side og vandt i overlegen stil mesterskabet ved i finalen at besejre Tomas Carlsen. Til gengæld blev det til en mandlig sejr i kata, hvor Uffe Didriksen vandt foran Kim Renner og Michael Lauritsen. 8

9 I forsommeren blev jeg igen kontaktet af Kurt Nicolaisen, nu 2 år efter, at han uventet var dukket op i Hunseby, for derefter, at forsvinde igen. Kurt Nicolaisen havde været i kontakt med Jørgen Nielsen i Greve Budo Klub og skulle til at starte en karateafdeling i Goju-Kai op under Greve Budo Klub, der eller bestod af Shotokan karate og Jijutsu. Samtidig havde han været i kontakt med Karlslunde Kyokushinkai klub, som gerne ville skifte til Goju-Kai karate. Kurt Nicolaisen spurgte om vi ikke skulle indlede et samarbejde, således at han kunne blive en del af det karate imperium, der på dette tidspunkt bestod af Goju-Kai klubber i Nakskov, Maribo, Nykøbing F. og København. Da samarbejdet med hovedskolen i Viktoriagade ikke rigtig fungerede, blev det anledningen til, at Goju-Kai klubberne brød med den internationale Goju-Kai organisation og der blev dannet en ny organisation under navnet GO-NO-SEN, med mig selv og Kurt Nicolaisen som chefinstruktører. Organisationens logo blev en kopi af min åbne hånd, som blev tegnet af Michael Krogh. Dette mærke bruges stadig af nogle Goju klubber på Sydsjælland og det nystiftede forbund: Dansk Traditionel Karate Forbund. Så man må sige, at der var mange der kunne bruge en ekstra hånd Efteråret 1981 blev også tiden hvor jeg efter slap tøjlerne i Maribo som chefinstruktør, og klubben blev overdraget til Jørgen Gad, mens klubben i Nakskov nu blev ledet af James Nielsen. Endnu en gang stod jeg uden træner og under nogen form for internationale forbindelser. Så da det blev tid til at blive gradueret, måtte vi ty til en lidt utraditionel løsning. Vi havde på dette tidspunkt et løst samarbejde med Jimmy Kai Yamaue, som på dette tidspunkt trænede North Shaolin Kung Fu. Michael Johansen foran organisationens nye logo en kopi af min hånd 9

10 Trods hans manglende kendskab til karate, havde han igen problemer med at graduere os 2. Dan, en søndag i hans baghave. Dermed havde GO-NO-SEN fået sine første 2. Danner. Allerede den gang var Nykøbing F. Karate Klub helt fremme med sin markedsføring af karate. Uanset hvor fantastisk man syntes karate er, hjælper det jo ikke meget, hvis ingen ved noget om dette. Det stod mig derfor tidligt klart, at hvis karaten skulle udvikle sig til noget stort, så var PR, den afgørende faktor. Der blev derfor husstandsomdelt ikke mindre end brochurer i august. Jeg havde været nede på den lokale Ugeavis og lånt deres rutebeskrivelser for avisomdeling. Alle klubbens medlemmer blev inviteret hjem til klubbens formand Bente Larsen, hvor de fik en eller flere ruter og en enorm kasse med brochurer. Klubben havde ikke mange penge, at gøre godt med, så vi fik tryk brochurerne på Maribo Amtscentral, hvor det var lykkedes mig, at få en aftale om, at vi kun betalte for papiret. Efter den massive markedsføring mødte der på den efterfølgende introduktionsaften hele 150 interesserede op Britt Larsen på iskanten ved Marielyst Det er måske svært at forestille sig i dag, men i 1982 var karaten forbeholdt voksne og den gennemsnitlige alder var omkring de 25 år. Det var nu blevet tid til også, at give børnene en chancefor at se, hvad karate var. Britt Larsen (nu Johansen) blev Nykøbings første børneinstruktør. I september oprettede klubben sit første børnhold og klubbens medlemstal rundede nu 160 elever. 10

11 T ræningscentrets Historie Sideløbende med karate havde både jeg og Jørgen Gad trænet styrketræning i den lokale atletikklub Attila. Ønskede man på dette tidspunkt at supplere sin træning med styrketræning eller for eksempel, at træne den helt nye træningsform fra USA, Bodybuilding, ja, så var eneste chance, at træne lidt bænkpress i atletikklubbens 8 m2 store lokale, som det eneste sted i Nykøbing F. I starten var vi kun 3 der trænede: Jørgen Gad, Uffe Didriksen og mig selv. Men efterhånden steg interessen for den nye træningsform og i 1980, startede Jørgen Gad Nykøbings første træningscenter i nogle gamle og totalt nedslidte lokaler på Grønsundsvej 69. Penge var der ingen af, så Michael Krog og Hayden Gilloway, konstruerer forskellige bænke, stænger og skive. Alt var hjemmelavet, vægtskiverne stammede fra den lokale sukkerfabrik, hvor man for et par øl, havde fået nogle massive jernskiver, som man så borede huller i. Skiverne vejede fra et par kilo og op til 40 kg stykket. Det største problem med det hjemmelavede udstyr var, at det hurtigt begyndte at ruste, så man skulle ikke tage sit nye tøj på, når man trænede. Lokalet som Jørgen havde lejet, var et gammelt lagerlokale, hvor fugten løb ned af væggene og omklædningen måtte ske hjemmefra. Selve lokalet var meget gammelt og gulvet var i meget dårlig stand. Da der ikke var penge til, at renovere gulvet for, havde Jørgen Gad, som arbejdede som udsmider på det lokale diskotek Ellens Ranch, været så heldig, at få nogle kasserede gulvtæpper fra Ranchen. Tæpperne var totalt gennemsivede af øl og på varme sommerdage, var der en ubeskrivelig duft af øl, røg og sved i lokalet. Efter et stykke tid, lykkedes det Michael og Haydn, at konstruerer Nykøbings første træk-apperat efter billeder fra amerikanske bodybuilding blade. Da lokalerne på Grønsundsvej var forholdsvis dyre, flyttede Jørgen Gad forholdsvis hurtigt til nye lokaler i Højbrogade. Lokalerne her var i samme dårlige stand, men billigere og med god mulighed for, at man senere kunne istandsætte dem. Det nye sted, var ren luksus. Centret havde fået et 4 m2 til omklædningsrum, som så selvfølgelig skulle benyttes af både mænd og kvinder. Desværre var der ikke varme i lokalerne, så da vinteren satte ind, måtte alle træne med store trøjer og handsker. Glemte man handskerne var der risiko for at man frøs fast til stængerne. Temperaturen kom helt ned på 8 grader og der var centimeter tykt is på indersiden af ruderne. Redskaberne blev suppleret lidt op, men istandsættelsen udeblev. Den nederste etage blev malet og der kom gulvtæppe på og så flyttede man al træningen ned i stuen. 1. salen lå nu hen som en ruin. På dette tidspunkt begyndte man, at få syn for den kommercielle udnyttelse af vægttræning. Tage Nielsen flyttede ind på havnen med Form og Figur, mens Kurt startede et center op på Gedservej. Tage Nielsen kontaktede Jørgen Gad og tilbød han et job som træner i det netop nyåbnede Form og Figur. Det var et tilbud Jørgen ikke kunne afstå og han ønskede derfor hurtigt muligt, at afvikle sit eget center. 11

12 Jørgen Gad tilbød mig derfor, at jeg kunne overtage hans lejemål og hele udstyret for kr. Jeg syntes, at motionscentret naturlig skulle blive en del af Nykøbing F. Karate Klub, men da tiden var knap slog jeg til med det samme, uden om bestyrelsen. Jeg tænkt, at det værste der kunne ske var, at jeg selv måtte tage ansvaret for centret. Men da bestyrelsen blev orienteret om det nye tiltag, var det med meget store tilfredshed, at de erfarede, at Nykøbing F. Karate Klub nu også havde et træningscenter. Pus (Per) Larsen blev drivkraften bag det nye center og sammen fik vi samlet et helt hold der begyndte, at renoverede de nye lokaler. Klubbens pengekasse var på dette tidspunkt totalt tom, der stod faktisk ikke én krone på bogen. Jeg kontaktede kommunens fritidsforvaltning, men de syntes ikke det på nogen måde var en god ide og de ville hverken give tilskud til istandsættelse eller drift. Al min fritid gik derfor med, at besøge kammerater, deres forældre og alle andre, der kunne bidrage med udstyr, materialer og gode råd. Alt skulle gøres for et minimum af penge, for de penge der blev brugt, var faktisk mine egne penge, da klubben, som før nævnt ikke havde penge på kontoen. Men når man er så meget en del projektet, som jeg var, skelner man ikke mellem hvis penge der bruges, så bruger man det man har, og fokuserer kun på det endelige resultat. Alt blev derfor udført i genbrugsmaterialer og med gratis vennetjenester. Alligevel lykkedes det os, at få indkøbet et fyr, få opsat brugte radiatorer og indlægge både vand og kloak i lokalerne. Der blev bygget skillevægge og der blev lavet omklædningsrum til både drenge og piger. Alt træningsudstyr var hjemmelavet. Vi købte Bodybuilding blade og tog til København for at se hvordan træningsmaskinerne så ud og kopierede dem så hjemme på P.Chr. Hansens værksted, med stor hjælp fra Thomas Blomberg(søn af den ene ejer af P.Chr.Hansen). Der blev svejst og malet til den store guldmedalje og 4 måneder senere var centret oppe og køre. Lokalerne var istandsat og træningsudstyret var fordoblet. Dette blev startskuddet til det vi i dag kender, som en af landsdelens største Motionscenter. 12

13 1983 Klubben havde nu været medlem af Dansk Karate Forbund i 2 år. På dette tidspunkt blev forbundet ledet af John Nielsen som formand og med Bura Larsen som landstræner. Forbundet bestod primært af JKA Shotokan klubber og blev derfor ledet efter princippet: Der er kun en form for rigtig karate nemlig JKA Shotokan. Resten var ubetydelige klubber og stilarter, som man ikke mente fortjente deres selvstændige eksistens. Dette var året, hvor Britt Larsen (Johansen) blev udtaget til det danske landshold i kumite, som den første ikke Shotokan udøver. En udtagelse, som viste sig ikke altid, at være en dans på roser. Ofte foregik træningen i Vermlandsgade på Amager, hvor JKA havde deres Honbu Dojo og alle ikke JKA ere, skulle hurtigt få at føle, at de var kommet ind i løvens hule. Claus Heinicke stillede som 15 årig op ved Dansk Karate Forbunds Danske Mesterskaber i kata for ungdom og vandt klubbens første medalje ved et officielt DM medaljen blev af bronze. Kyokushinkai klubben i Nykøbing F. Hallen valgte, i august måned at lukke, efter at have eksisteret siden september Klubbens medlemstal var fortsat stigende og kælderlokalet i Lindeskovsskolen begyndte at blive for småt, så vi var nød til at finde alternative lokaler. Da Kyokushinkai klubben netop havde stoppet deres træning i hallen, lykkedes det os, at overtage deres lejemål og vi udvidede således vores aktiviteter til også at omfatte træning i Nykøbing F. Hallen. Henrik Larsen og Jan Meyer træner ved stranden. Al sommertræning var på dette tidspunkt henlagt til Marielyst. 13

14 De første landsdækkende GO-NO-SEN mesterskaber blev holdt i Lindeskovhallen. Der var 50 deltagere og stævnet var opdelt i tre grupper: En for gulbælter, en for grønbælter og en for brunbælter. Antallet af sortbælter var på dette tidspunkt så beskedent, at der ikke var mulighed for en speciel klasse til dem. Faktisk var det et krav, at hvis man var sortbælte, så var man automatisk dommer. Michael Johansen vandt i kumite, med Martin Bille Hansen på anden pladsen. Dansk Karate Forbund valgte, at man løbende skulle kvalificerer sig for at få en plads på landsholdet. Britt Larsen (Johansen) deltog derfor i 3 kvalifikationsstævner og bliver igen udtaget til det danske landshold. Den nye udtagelses metode ændret ikke på sammensætningen af landsholdet, der stadig totalt var domineret af Shotokan udøvere og Britt Larsen (Johansen) var stadig den eneste ikke Shotokan udøver på landsholdet. Selv om klubbens medlemstal stadig var for opadgående, så hvilede klubben i på laurbærne. I efteråret husstandsomdelte klubben igen brochurer, denne gang var oplaget på hele brochurer. Succesen udeblev ikke, hele 65 mødte op til de nye hold. Britt Larsen (Johansen) bliver i december gradueret 1. dan og bliver dermed Lolland-Falsters første kvindelige sortbælte. En præstation, som trak de helt store overskrifter i de lokale medier. En sen aften i efteråret1985 ringede telefonen. Damen i den anden ende præsenterede sig som Dorte Shimizu gift med Shujii Shimizu. Shujii og Dorte var netop flyttet til Bøvlinge Bjerg, hvor de var blevet ansat, som lærere på Bøvlinge Idrætsefterskole. Shujii Shimuzu s instruktør Kato Sensei under Kakie træning med Bakkies Sensei Shujii Shimizu kom oprindeligt fra Tokyo i Japan, hvor han havde trænet Okinawa Goju-Ryu karate under Kato Sensei, som var en af Higaonna Sensei mest betroede instruktører. Shujii ønskede, at starte en karateklub i Bøvlinge og ville gerne være medlem af den danske GO- NO-SEN organisation, da Dansk Karate Forbund havde henvist ham til mig, da man her mente, at det var den organisation, der kom tættest på Goju-Ryu karate. 14

15 Det blev indledningen på et varmt venskab, der dog pludselig stoppede, da Kato Sensei nogle år senere meldte sig ud af IOGKF og dannede sin egen organisation i Japan. Shujii Shimizu følte som elev af Kato Sensei, sig nødsaget til at følge ham og meldte sig ud af den danske organisation. Men lang tid inden alt dette, blev Shujii Shimizu den direkte årsag til, at Danmark i 1986, blev medlem af den internationale organisation IOGKF, under Higaonna Sensei Efterhånden var klubbens aktiviteter spredt ud over hele byen. Vi trænede i Nykøbing F. Hallen, kondi-rummet i Lindeskovhallen, på Byskolen, på Østreskole og i vores lejede lokaler i Højbrogade. Med træning 5 forskellige steder i byen, var det næsten umuligt, at opretholde en fælles klub ånd. Hvert træningssted blev en lille klub i klubben. Alle sejl bliv derfor sat til for, at vi kunne finde egnede lokaler, hvor vi kunne samle alle vores aktiviteter under et tag. En aften kom Jan Hedengran forbi og fortalte om nogle lokaler der lå tomme ude på Gartnervej. Næste dag tog jeg kontakt til stedet ejer Ravnval Larsen. Da vi kiggede på lokalerne, viste det sig, at lokalerne var i en utrolig dårlig stand. De seneste år, havde de ligget tomme, og alt hvad der hed lys, vand, isolering og varme eksisterede ikke. Til gengæld var huslejen meget overkommelig. Økonomien blev det afgørende punkt, da vi skulle beslutte os for at leje lokalerne. Kommunen havde trods vores store medlemsmæssige fremgang klart meldt ud, at de ikke ønskede at give os lokaletilskud!!! Alle der bestemte noget i kommunen på dette tidspunkt, var gamle medlemmer af en af de to store fodbold klubber, B1901 og B1921. Så alt hvad der ikke var fodbold, havde utroligt svært ved at opnå tilskud. Selv om loven foreskrev, at vi var berettet til lokaletilskud, mente Kommunen, at der var tale om en aktivitetsudvidelse og følte sig derfor ikke forpligtet til, at betale lokaletilskud til de nye lokaler. Skulle vi have samlet vores aktiviteter og begynde at fungere som en rigtig klub, måtte det derfor være uden tilskud! Så i første omgang måtte vi altså finde lokaler, hvor vi selv kunne finansierer huslejen. De efterfølgende 5 år, kæmpede vi en kamp for at få sat vores lokaletilskud op, så de rent faktisk opfyldte lovens krav om tilskud til foreninger. Trods den ulige kamp, overvejede jeg aldrig, at ændre klubbens status fra forening til privat klub, trods det, at det ikke havde gjort den store forskel økonomisk. Vores bank var heller ikke særlig varm på ideen om at investerer i lokalerne på Gartnervej så vi måtte ud og shoppe. Efter at have været rundt i alle Nykøbings banker, tilbøj Arbejdernes landsbank, os en kassekredit på kr. og så kunne vi endelig gå i gang. Der skulle købes et centralfyr, kæmpe varmevandsbeholder, radiatorer, fordelings rør, væg isolering, gulvtæpper, karategulv, spejle, indretning til 2 baderum inkl. toiletter, bænke til omklædning, belysning, skille vægge og så videre, og så videre, og så videre eller kort sagt vi skulle købe alt. For de kr. kunne vi lige akkurat købe et fyr og en varmevandsbeholder. 15

16 Vi søgte igen kommunen om et tilskud til istandsættelsen, men igen blev vi afvist. Til gengæld flottede kommunen sig 4 måneder senere, da lokalerne stod klar, ved at give klubben en Yuka palme i indvilgelsesgave. Dojo en på Gartnervej blev klubbens første egne lokaler I efteråret 1984 begyndte vi så små med at istandsætte lokalerne. Da vi ikke have de store midler, var det meste af de materialer der blev brugt, genbrugs materialer. Der blev trukket på alle tænkelige og utænkelige vennetjenester for at få det hele til at lykkedes. Det er fantastisk så meget man kan skaffe gratis med et smil og 6 øl Hver eftermiddag kl de næste 6 måneder mødtes vi i lokalerne på Gartnervej. Jeg var den overordnede koordinator mens alle andre havde hvert deres område, som de så tog sig af. Utrolig mange mennesker hjalp til med at istandsætte lokalerne, men der var især 4 personer som gjorde en helt fantastisk indsats. En indsats som gjorde forskellen fra fiasko til succes. De 4 var: Jan Hedengran, Henrik Hansen, Per pus Larsen og Jørgen Hansen. Ruben Jacobsen skal også nævnes, for uden ham, havde vi hverken haft skillevægge, karategulv eller omklædningsbænke. Bænkene bruges stadig i klubben i dag, hvor de står ude i gangen Over arbejdstimer blev der lagt i projektet og som om, at projektet ikke var svært nok i sig selv, blev vinteren 1985 en af de koldeste vintre i mands minde, så det meste af arbejdet forgik i 10 graders kulde. Trods det store arbejdspres og de ekstreme forhold, så var det en fantastisk oplevelse, at få lov til at være en del af et så enestående projekt, som så mange efterfølgende har fået stor glæde af. I marts var vi endelig ved at have styr på det hele og lørdag den 9. marts kunne vi afholde stor reception, med gratis øl og opvisning i både karate og bodybuilding. 16

17 Trods manglende penge lykkedes det alligevel, at skabe en af Danmarks smukkeste dojo er. Ved at samle aktiviteterne, blev der også plads til klubbens eget styrketræningslokale Nykøbing F. karate Klub var stadig en klub af kyu grader (elev grader). Men i januar komme der lidt mere gang i de sorte bælter. En af klubbens dygtigste ungdomsudøvere Claus Heinecke blev sammen med Jan Meyer gradueret 1.dan sortbælte. Klubbens samlede sortbælte stand bestod nu af: Henrik Larsen 3. dan, Britt Larsen 1. dan, Jan Meyer 1. dan og Claus Heinecke 1.ho dan. Jeg havde i længere tid, været på udkik efter en international organisation, som kunne opfylde klubbens behov for videreudvikling. 17

18 GO-NO-SEN var jo en ren dansk organisation og som chefinstruktør kunne jeg mærke, at vi havde behov for at komme videre. Jeg følte også, at jeg personligt manglede en Sensei, som kunne hjælpe mig i min søgen mod en dybere forståelse af karaten. En dag da jeg sad og kiggede i et tysk karateblad, så jeg en artikel med en Goju-Kai sensei som havde en klub i Düsseldorf. Sensei en hed Ogawa Sensei og var 4. Dan i Goju-kai karate. Jeg taler desværre ikke ret meget tysk, så jeg fik en af mine venner til at ringe til Ogawa Sensei. Gennem min tolk lykkedes det mig, at få aftalt et træningsophold i Düsseldorf. Jeg tog toget til Tyskland og blev taget meget vel imod, selv om det kneb med kommunikationen. På grund af den manglende kommunikation blev det aldrig til mere end et mehet lærerigt træningsophold. Efterfølgende prøvede jeg at komme i kontakt med Goju-kai i Sverige, men de kunne kun acceptere et samarbejde, hvis vi underlagt os Sverige 100% og det var jeg absolut ikke interesseret i. Efter at Shujii Shimizu var blevet medlem af vores organisation og jeg nu var begyndt at træne med ham fandt jeg også ud af, at Shujii s egen Sensei Kato, var elev af selveste Higaonna Sensei, som var leder af den internationale organisation IOGKF. Jeg fik udfærdiget et brev, som Shujii oversatte til japansk og sendt det af sted til Japan. Alanna Higaonna (Sensei kone) svarede på min forespørgsel og inviterede mig og Kurt Nicolaisen til Quimper i Frankrig for, at deltage i det internationale Gasshuku i Okinawa Goju-ryu karate. Shujii Shimizu, Kurt Nicolaisen og undertegnede tog i juli toget ned til Quimper i Frankrig, for ved selvsyn, at finde ud af, hvad IOGKF stod for. Gasshukuet i Quimper, Frankrig blev startskuddet for IOGKF Danmark. Trods det, at jeg havde trænet karate i 10 år på dette tidspunkt, oplevede jeg sider af karaten, som jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med før. En sjov episode var, at vi en dag skulle gå sammen i grupper og træne Bunkai. Jeg havde aldrig før trænet bunkai, så jeg vidste faktisk ikke hvad det var. Higanonna Sensei viste 4 bunkai, som vi så skulle arbejde med i grupper alle undtagen Kurt og mig selv, kørte bare der ud af. Alle kunne udfører dem, efter bare at have set Sensei vise dem en enkelt gang. Min første tanke var, at dette måtte være de dygtige karateudøvere jeg nogen sinde havde set Men det viste sig dog lidt senere, at bunkai var fastlagte træningsøvelser, som alle kunne på forhånd det viste vi bare ikke! I det hele taget blev det en meget lærerig uge i Frankrig. Jeg oplevede så mange nye sider af karaten på denne uge at Okinawa Goju-ryu karate klart fremstod for mig, som det mest komplekse karatesystem i verden. En overbevisning der kun er blevet bekræftet i gennem årene i IOGKF. Efteråret 1986 (November) Kurt Nicolaisen og jeg rejse i efteråret til Japan for at deltage i IOGKF s første Chefinstruktør Gasshuku. Gasshukuet fandt sted i Motoku Lake uden for Tokyo. Her mødt jeg for første gang Tadano Sensei og An ichi Miyagi Sensei. Vi trænede i et sportscenter, hvor vi hver morgen kl. 6.00, før morgentræningen, ført skulle fjerne det værste rimfrost fra gulvet. Det blev en fantastik oplevelse, at træne med Chefinstruktører fra hele verden under ledelse af Higaonna Sensei. Under et af møderne, kom det frem, at den amerikanske chefinstruktør Chinen Sensei, som desværre ikke var til stede, havde skrevet en artikel i det amerikansk karatemagasin 18

19 Black belts, hvor han påstod, at han havde trænet direkte under Goju-ryu s grundlægger Chojun Miyagi Sensei. Da dette ikke var tilfældes, ringede Higaonna Sensei til Chinen og forlangte, at han dementerede sin artikel. Det ønskede Chinen desværre ikke at gøre, og en enig samling af chefinstruktører ekskluderede ham efterfølgende. Dermed blev Okinawa Goju-ryu karate, desværre opdelt i to internationale organisationer. Under besøget i Japan mødte jeg for første gang Anichi Miyagi, som jeg her ses sammen med flankeret af Higaonna Sensei Anders Skov blev valgt ind i bestyrelsen som suppleant. For første gang blev der afholdt Dansk Gasshuku med en udenlandsk instruktør. James Roussou, der var engelsk og europæisk Chefinstruktør i Okinawa Goju-ryu Karate, gæstede landet og der blev afholdt træningslejr på Hulemosegård ved Vordingborg Igen i dette år var James Roussou inviteret til Danmark for at afholde Dansk Gasshuku Nykøbing F. Karate Klub kunne på årets generalforsamling konstatere, at medlemstallet nu har rundet 350 medlemmer. Carsten Sarup vælges dette år ind i klubben bestyrelse. Klubben markere sig igen helt i top, da Britt Larsen (Johansen) vinder, som den første Goju-ryu pige et internationalt karatestævne. Britt Larsen vandt i suveræn stil kumite 60 kg, ved Det International Gensi-Kan Cup 1987, der var Danmarks største karatestævne. Britt Frederiksen (Larsen), deltog ligeledes her i sit første internationale stævne. Britt var på dette tidspunkt kun grønbælte så der var stadig langt til toppen. Med Dansk Okinawa Goju-ryu s nye medlemskab af IOGKF, blev det for første gang muligt for de danske karateudøvere, at deltage i et Europæisk Gasshuku. Gasshukuet blev afholdt i Benidorm i Spanien og Danmark stillede med over 50 deltagere, hvoraf de fleste var i 20 erne. For mange blev 19

20 det et karatemæssigt vendepunkt, da de her for første gang oplevede selveste Higaonna Sensei. Det gav samtidig en forsmag på hvad Okinawa Goju-Ryu karate var og hvordan det blev trænet. Selve træningen forgik i en kæmpe stor hal med store vinduer direkte ud mod solen. Temperaturen sneg sig let op på 45 grader i hallen og alle havde problemer med, at stå fast på det sveddækkede gulv, mens en del at dem, der havde brugt sidste nat på byens diskoteker (og dem er der mange af i Benidorm), faldt om på gulvet af dehydrering. Aftalen var klar: Det var helt i orden at feste hele natten men man mødte op til træning næste dag!!! eller man mødte slet ikke op mere..hårdt men sjovt var det og det er stadig det Gasshuku deltagerne bedst husker. I efteråret deltog Dansk Okinawa Goju-Ryu ved Europamesterskaberne i Goju-Ryu karate i Leopoldburg i Belgien. Fra Nykøbing blev udtaget: Claus Heinecke, Jens Jensen, Martin Jørgensen, Henrik Hansen, Britt Larsen (Johansen) og Britt Frederiksen (Larsen). Britt Frederiksen var stadig kun grønbælte, så hun blev udstyret med et brunt bælte, for at det skulle se ud af lidt mere. Claus Heinecke og Martin Jørgensen fik begge en 4. plads i kumite, mens det danske Kumitehold ligeledes kom ind på en 4. plads. Så det blev kun lige ved og næsten, ved Danmarks første Europamesterskab i Goju-ryu karate. Britt og Britt deltog ved de officielle danmarksmesterskaber, i både kumite og kata. Britt Larsen (Johansen) vandt bronze i kumite og vandt dermed Nykøbing s første officielle medalje ved et Danmarksmesterskab. Britt Frederiksen (Larsen) blev nummer 9 i kata, mens Britt Larsen (Johansen) blev nummer 11. Ved julegradueringen blev Johnny Jørgensen (nu 5. dan) gradueret 9.kyu, mens Britt Frederiksen (nu 5.dan) (Larsen) og Carsten Sarup begge blev brunbælter. Nykøbings kvinderne begyndte at vise stor interesse for karate og havde fået øjnene op for, at karate som sportsgren, ikke kun var forbeholdt unge mænd. Dette skete ikke mindst på baggrund af Britt Larsens bedrifter og klubben oplevede, at op til 30 % af de nye på voksenholdene var kvinder. Klubbens vægttræningsafdeling havde heller ikke ligget på den lade side. Centret var blevet udstyret med hele 12 nye maskiner og bænke, som alle er hjemmelavet. Flere af klubben handimænd har sammen skåret, svejses og polstret de nye maskiner og bænke til centret. Klubben råder nu over Lolland-Falsters bedst udstyrede center Ian Pearson som var Falckredder, havde i en årrække trænet i centret og en dag foreslog han, at han på baggrund af sine egne erfaringer med en dårlig ryg, ville starte et specielt ryghold op, for mennesker med ondt i ryggen. Det var første gang, at man på Lolland-Falster havde hørt noget så tåbeligt, som at en dårlig ryg skulle trænings, i stedet for, som det var kostume, at give den en lang pause. Ian Pearson startede holdet og det var ved, at drukne i succes i løbet af den første måned, kom over 90 deltagere. I løbet af foråret kommer klubbens samlede medlemstal op på 453 medlemmer. 20

21 Britt Larsen (Johansen) vandt det internationale karate stævne Nordholn Cup i kumite 60 kg. Det var også året hvor Henrik Hansen og Anders Skov bliver gradueret Shodan (1.dan) på en træningslejr på Hulemosegård ved Vordingborg. Ernie Molyneux chefinstruktør for England gæstede for første gang Danmark og var gæsteinstruktør og stod også for gradueringen. Ved samme graduering blev Torben Svendsen (Karlslunde) ligeledes gradueret Shodan. Nykøbing F. Karate Klub samlede antal sortbælter var nu oppe på 7 stk. Efter en turbulent tid, med en del organisatoriske og ledelsesmæssige problemer, blev de danske Okinawa Goju-Ryu klubber enige om, at Danmark i fremtiden kun skulle have en chefinstruktør. Kurt Nicolaisen blev bedt om at træde tilbage og jeg Henrik Larsen blev ansvarshavende chefinstruktør for hele Danmark. Ernie Molyneux besøger Danmark for første gang. Han ses her på Hulemosegård, hvor han træner Kakie med Torben Svendsen Skiftet fra Goju-kai karate til Okinawa Goju-Ryu karate havde ikke været helt så let, som først kunne antage. 21

22 Efter at klubberne i Danmark havde trænet Okinawa Goju-Ryu karate i 2 år og det stod mig helt klart, at med et så komplekst system som Okinawa Goju-Ryu ville tager lang tid, at få indarbejdet systemet, så det bare lå rygraden. Hvis systemet skulle kunne udvikle sig i Danmark, måtte nogle af Denmarks top-instruktører trænes 100 % op i alle systemet mange facetter. Efter lidt betænkningstid, besluttede jeg, at hvis Okinawa Goju-Ryu skulle impliceres rigtigt, så var det nødvendigt, at jeg som chefinstruktør opsøgte og trænede i en længere periode, under den dygtigste instruktør indenfor Okinawa Goju-Ryu karate, nemlig Higaonna Sensei. Beslutningen bliver taget og jeg søgte om 1 års orlov fra Krogløvskolen, hvor jeg til daglig var lærer. Et mindre lån bliv optaget og alle mine sparerpengene hævet og de fornødne aftaler med Higaonna Sensei s kone Alanna blev foretaget. Min gode ven og chefinstruktør for Køge Karate Klub, Danmarks anden største Okinawa Goju-Ryu klub Carsten Madsen var frisk på ideen og ville også gerne udnytte denne enestående chance det var, at få mulighed for i 4 måneder, kun at tænke og træne karate, dagligt direkte under den legendariske mester Higaonna Sensei. Da vi begyndte at planlægge rejsen, var vi i den helt enestående situation, at blive inviteret til et af verdens første Karate og Wushu seminarer i karaten fødeby, Fuzhou i det sydlige Kina. Seminaret var det sit første af sin art i Kina, efter at landet efter mange års lukkethed, igen var blevet åbnet op som almindeligt rejsemål. I midten af august tog Carsten og jeg af sted og første stop på turen blev Hong Kong, hvor vi mødtes med Higaonna Sensei og sammen rejse ind i Kina. Vi troede faktisk, at vores tur allerede ville stoppe i Hong Kong. Det regnede kraftigt den dag vi skulle af sted og en halv time før afgang, forulykkede et fly på landingsbanen og flere passagerer blev dræbt. Efter at havde ventet i lufthavne i 16 timer, mens landingsbanen blev ryddet, skulle mange af IOGKF s top instruktører af sted. Det blev en tur vi sent glemmer. I tropisk orkan lettede vi og alle var overbevist om, at vi ville lide samme skæbne, som det forulykkede fly og da vi skulle til at lande i Fuzhou, kom flyet skævt ned og alt lige fra bagage, affald og alt der ikke var navlet fast røg rundt i kabinen. Vi overlevede, men mange har det stadig lidt dårligt med at flyve med China Air. Henrik Larsen på den kinesiske mur Mestre fra hele Kina kom til Fuzhou for at viste deres færdigheder og som afslutning på en uges seminar udførte hele IOGKG s karategruppe, den største karateopvisning, der var set i Kina efter 22

23 2. verdenskrig. Det blev en helt enestående oplevelse både træningsmæssig, men også lige så meget hvad angik det kulinariske. Som officiel repræsentant for Danmark, blev vi inviteret ud til en masse receptioner og bespist med alt lige fra vandmænd, søpølser til slanger og svanefødder. Den største udfordring var ofte at identificerer hvad vi spiste I Kina havde jeg også den helt fantastiske oplevelse, at blive undervist af Kina Sensei, som var direkte elev under Chojun Miyagi Sensei. Efter endt ophold i Kina gik turen videre til San Marcos i Californien, USA., hvor IOGKF Honbu Dojo på dette tidspunkt var placeret. Her blev der træner to gange dagligt, direkte under Higaonna Sensei. I slutning på det 4 måneders lange ophold, var der i november chefinstruktør Gasshuku i Higaonna Sensei dojo i San Marcos. Dennis May der var chefinstruktør for New Zealand, inviterede Carsten og jeg til, at deltage på et 2 uger langt Gasshuku i slutningen af november i New Zealand. Carsten Madsen og jeg selv rejste sammen med Higaonna Sensei og hans kone Alanna til New Zealand, hvor vi deltog i 2 forskellige Gasshukuer på Nord og Syd øen, der er New Zealands to 23

24 hovedøer. Det blev til endnu en helt fantastisk oplevelse, hvor der ud over karatetræningen også blev tid til at lære at klippe får Lige inden Jul gik turen tilbage til Danmark. Året 1988 blev afsluttet med, at Nykøbing F. Karate Klub graduerede 178 børn og voksne. Carsten Madsen og Henrik Larsen efter en hård træningstime i IOGKF Honbu Dojo i San Marcos, USA Carsten og Henrik på fornemt besøg hos Demura Sensei, der blandt andet har instrueret alle kampscenerne i Karate Kid 1989 Efter det lange træningsophold i USA, under Higaonna Sensei kyndige vejledning, var det igen blevet hverdag i Nykøbing F. 24