7/ Strafferet vintereksamen Eksamensnr.:622! Hjemmeopgave. Strafferet. Opgavens omfang, incl. forside: 11 sider.

Transkript

1 Hjemmeopgave Strafferet Opgavens omfang, incl. forside: 11 sider. Antal tegn i opgaven, excl. mellemrum og forside: Antal tegn i spørgsmål 1, excl. mellemrum: Antal tegn i spørgsmål 2, excl. mellemrum: Antal tegn i spørgsmål 3, excl. mellemrum: Side 1 af 11

2 Opgave 1 Det skal i det følgende vurderes, hvordan Alf (A) og Petras (P) handlinger strafferetligt skal bedømmes. Hvis andet ikke nævnes, så henviser alle nævnte paragraffer til straffeloven. For at der kan idømmes straf, er der nogle kumulerede betingelser, der skal være opfyldt. For det første skal der være realiseret et strafbart gerningsindhold, dvs. at både de objektive, de faktiske omstændigheder, og subjektive gerningselementer, gerningsmandens tanker, skal være opfyldt. For det andet, så skal forholdet være retsstridigt, dvs. at der ikke må foreligge nogle objektive straffrihedsgrunde jf , herunder også samtykke fra forurettede 1. Den sidste betingelse er, at der foreligger skyld i strafferetlig forstand, dvs. at gerningsmanden skal være tilregnelig, jf , samt have den fornødne tilregnelse i forhold til gerningsindholdet. Som udgangspunkt er tilregnelseskravet i straffeloven forsæt, jf. 19. Den første hændelse, der giver anledning til at overveje strafansvar, er As beslutning om at brænde Carls (C) hus ned. Det skal i det følgende vurderes om A kan straffes for 237 om drab eller 180, 1. led om kvalificeret ildspåsættelse. 237 et forårsagelsesdelikt, idet gerningsindholdet først er fuldbyrdet, når gerningen har forårsaget en følge, nemlig døden. 180, 1. led er på samme måde et foråsagelsesdelikt, og herunder et konkret faredelikt, hvor fuldbyrdelsen af deliktet kræver, at der opstår en konkret fare. Det afgørende for, hvilken af de to paragraffer, der kan anvendes, er hvad A har forsæt til. Det oplyses, at A går over til huset, idet han formoder, at C og Bente er der. Det kan dermed tale for, at grunden til han vil brænde huset ned, er fordi, at de er inden i huset og hensigten derfor er, at de skal dø. As videre færden, nemlig at han brænder bilen af, antyder dog, at det A i stedet havde til hensigt at ødelægge Cs ting, og herunder accepteret risikoen for C og Bentes liv. Det må altså anses som mest sandsynligt, at der er tale om hensigt til overtrædelse af 180 s 1. led. A brænder ikke huset ned og har ikke forårsaget nogen konkret fare og derfor ikke fuldbyrdet gerningsindholdet. Det skal derfor vurderes, om der kan straffes for forsøg, jf. 21. Der er et behov for at straffe for forsøg, da det ville være uacceptabelt, at de mislykkede forbrydelser ikke skulle være strafbare. Man kan straffe for forsøg helt ned til de første forberedende handlinger, hvis der kan bevises forsæt til fuldbyrdelsen. 2 As forberedende handlinger, hvori han går hjem til Carl med en benzindunk, kan straffes som forsøg, idet han havde forsæt til at fuldbyrde det. Det følger dog af 22, at forsøg ikke er strafbare, hvis der foreligger frivillig tilbagetræden, dvs. tilbagetræden der ikke skyldes tilfældige forhindringer. Dette er en strafophørsgrund. Der er ingen forhindringer der 1 S Strafferettens almindelige del 1, ansvarslæren 5. Reviderede version af Knud Waaben. 2 S. 215, Strafferettens almindelige del 1, ansvarslæren 5. Reviderede version af Knud Waaben. Side 2 af 11

3 gør, at A træder tilbage, og der er dermed tale om frivillig tilbagetræden. A kan ikke straffes for dette forhold. A sætter ild til Cs Audi. Ud fra denne handling skal det vurderes om der er overtrådt 180, 2. led eller 181. Begge paragraffer er skadesdelikter, dvs. at fuldbyrdelsen kræver en bestemt indtrådt skade. Bilen udbrænder, og dermed er denne skade indtrådt og den objektive del af gerningsindholdet opfyldt. Tilregnelseskravet er forsæt, jf. 19, og det fremgår at A med vilje sætter ild til bilen, han handler dermed med direkte forsæt, og den subjektive del er således også opfyldt. Vurderingen af, hvilken en af paragrafferne, der er overtrådt, afhænger af den økonomiske værdi af bilen. 180, 2. led omhandler omfattende ødelæggelse, og det følger af U H, at skader for kr., ikke var omfattende nok til at være omfattede af må udelukkes, da Audien ikke falder inden for anvendelsesområdet. 181 omhandler ordinær brandstiftelse, hvori der sættes ild til en fysisk genstand af ikke ubetydelig fysisk udstrækning 3, hvilket en bil må anses som. A har dermed opfyldt det subjektive og objektive gerningsindhold og kan straffes for overtrædelse af 181. Naboens bil brænder ned med en hund på bagsædet, som et resultat af at A satte ild på Audien. Denne følge giver anledning til at vurdere 291, 181 og 182, der omhandler uagtsom brandstiftelse. Alle paragraffer er skadesdelikter, og den objektive side af gerningsindholdet er opfyldt, idet bilen er brændt ned og hunden er død. Valget imellem disse paragraffer afhænger således af As tilregnelse. Når en ildebrand udvikler sig, så vil en undladelse af at begrænse eller slukke denne medføre ansvar, selvom der ikke var forsæt til brandstiftelsen 4. Der er således tale om et uegentligt undladelsesdelikt, hvori en undladelse isærlige tilfælde bliver strafbar. A havde ikke direkte hensigt til at brænde naboens bil ned, men må alligevel kunne ifalde ansvar, da han ikke gør noget for at stoppe branden. Han kan dermed også for dette forhold straffes for 181, fremfor 182. Hunden i bilen dør, og dette skal vurderes ud fra 291 om hærværk. Dyr karakteriseres som ting, 5 der kan derfor ikke være tale om at udsætte nogen for livsfare, jf led. For at kunne statuere den laveste form for forsæt, dolus eventualis, så skal gerningsmanden havde indset muligheden for følgen, ikke anset den for sandsynlig, og have accepteret risikoen. Hunden ligger og sover på bagsædet og A kan derfor umuligt have set den, og dermed ikke have anset muligheden for, at den kunne dø. Det må heller ikke kunne anses for normalt, at lade sin hund sove på bagsædet af bilen om natten, og A kan derfor heller ikke have tænkt sig til dette. Der kan i visse skærpede situationer dømmes der for hærværk ved grov uagtsomhed, jf. 291 stk. 3, men en hund falder ikke 3 S. 41, Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. 4 S. 41, Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. 5 S. 205, Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. Side 3 af 11

4 inden for anvendelsesområdet 6. Der foreligger dermed ikke det fornødne forsæt, og A kan ikke dømmes for 291. A sender et trusselsbrev til C, denne handling giver anledning til at vurdere 266, 281 og 260. Tilregnelseskravet i disse er opfyldt, jf. 19. Der er ikke anledning til at vurdere 288, da der ikke foreligger trussel om øjeblikkelig brug af vold, og at A ikke er tilstede ved truslens fremsigelse omhandler særlig grove trusler, der fremkalder frygt for eget eller andres liv, og er et adfærdsdelikt, dvs. at fuldbyrdelsen sker allerede ved fremsigelsen af truslerne, og ikke afhænger af hvordan truslerne modtages. Fuldbyrdelsen er altså ikke begrænset at, at den truede rent faktisk bliver bange for sit liv. 8 Sætningen hvis du har dit liv kært må anses som en trussel, der er egnet til at fremkalde frygt for eget liv, og gerningsindholdet i 266 er dermed opfyldt. 281, stk. 1, nr. 1 omhandler afpresning, og er et forårsagelsesdelikt med fremrykket fuldbyrdelsesmoment, dvs. at fuldbyrdelsen allerede sker ved fremsigelsen af truslerne, selvom følgen ikke opstår. Samtidig er det en formueforbrydelse, der kræver berigelsesforsæt, idet det truslerne skal ske med hensigt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding. A fremsender truslen for, at C skal give Hus Forbi kr, og gerningsindholdet af denne del er dermed opfyldt. 281, stk. 1, nr. 2, omhandler tilfælde hvor sådanne trusler alligevel er lovlige, i situationer hvor man truer om at offentliggøre sande strafbare beskyldninger, mod at skaffe en tilbørlig vinding. C har lavet udspekulerede transaktioner, og tror ud fra sætningen du er afsløret, at det er disse der hentydes til. Beløb til velgørende formål er ofte tilbørlige 9, men det kræver, at den der fremsiger truslen har været påvirket af lovovertrædelsen. Det fremgår ingen steder, at A skulle være dette, eller at C rent faktisk har overtrådt loven, og dermed er As trussel ikke tilbørlig jf. nr omhandler ulovlig tvang, og er et forårsagelsesdelikt, hvor fuldbyrdelsen kræver at nogen rent faktisk er blevet tvunget. A har handlet med berigelsesforsæt, jf. ovenfor, og dermed straffer man for 281 fremfor absorberer 266, A kan derfor straffes for 281. A ringer til P for at få hende til at slå Dorte ihjel, dette giver anledning til at overveje en overtrædelse af 237. De to gerningspersoner vurderes hver for sig. 6 Det følger af 291, stk. 3, at der skal være tale om hærværk af betydeligt omfang, eller af mere systematisk eller organiseret karakter 7 S. 176, Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. 8 S. 36, Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. 9 S. 181, Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. 10 S. 180, Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. Side 4 af 11

5 P accepterer As idé om at holde puden over Dortes hoved, indtil hun ikke trækker vejret mere. Hun må derfor, på trods af sin lave begavelse, have forstået at Dorte ville dø og har dermed det fornødne forsæt, jf. 19. Dorte dør ikke, da P opgiver sit forehavende fordi Dorte klynker, og fuldbyrdelsen af 237 er således ikke opfyldt, jf. ovenfor. Der straffes for forsøg fra de første forbedrende handlinger, jf. ovenfor. Det skal vurderes, om Dortes klynk, er en tilfældig begivenhed og er grunden til at P opgiver, eller om det er fordi hun frivilligt opgiver, jf. 22. Det fremgår, at P alligevel ikke kan få sig selv til at fuldføre, og en sådan afmagt anses som frivillig tilbagetræden. 11 P kan derfor ikke straffes for 237, jf. 21. P når at holde puden så længe over Dortes hoved, at hun klynker, hvilket kan ses som et tegn på smerte. Derfor skal det vurderes, om P kan straffes for overtrædelse af 244 eller 245 om vold eller om der er tale om en ubetydelig forstyrrelse 12. Der må tages højde for, at Dorte er i en underlegen stilling og at volden udøves imod en sårbar del af kroppen. Det fremgår dog, at P næsten med det samme opgiver sit forehavende, hvilket giver anledning til at se udøvelsen som en straffri handling. P kan derfor ikke ifalde strafansvar. Da A ringer til P, overtaler han hende til at holde puden over Dortes hoved. Han gør sig dermed skyld i tilskyndelse, via anstiftelse, jf. 23, og kan straffes for medvirken til forsøg på 237. Ps frivillige tilbagetræden udelukker ikke strafansvar hos A, da det følger af 24, at medvirkende skal hindre, eller forsøge at hindre fuldbyrdelsen af forbrydelsen, såfremt de skal træde frivilligt tilbage fra forsøget, jf A gør intet for at stoppe fuldbyrdelsen, og han kan dermed straffes for 237, jf. 21, jf. 23. Sanktionering af A Det fremgår af Retslægerådets erklæring, at A har psykiske problemer, der forværres ved alkoholindtag. Det må lægges til grund, at A ikke sindssyg som det følger af 16. Der er heller ikke grund til at As psykiske problemer kan høre under de nævnte i 69, da der skal være tale om svære neurotiske tilstande, svækkelse af hjernefunktionerne, psykiske virkninger af lægelig sygdom, spiritus- eller medicinmisbrug mv. 14 Desuden er A ikke, på tidspunktet for sine handlinger, påvirket af alkohol, der ville have forværret hans psykiske dømmekraft. Det skal derfor vurderes, hvordan Alf skal sanktioneres ud fra de almindelige straffe, jf. 33. Som udgangspunkt skal frihedsstraffe være den sidste udvej, og derfor skal det først vurderes om der er mulighed for at give en betinget dom, evt. med særforanstaltninger. Det følger af retspraksis, 11 S. 228, Strafferettens almindelige del 1, ansvarslæren 5. Reviderede version af Knud Waaben. 12 S. 10 Forbrydelser og andre strafbare forhold 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. 13 S. 232, Strafferettens almindelige del 1, ansvarslæren 5. Reviderede version af Knud Waaben. 14 Note 278 under 69, fra karnov. Side 5 af 11

6 at man er meget tilbageholdende med at give betingede domme ved grove voldsforbrydelser 15, og da A er tiltalt for 237, vil dette være højst usandsynligt. Man kan afsone frihedsstraffe i enten åbne eller lukkede fængsler. Som udgangspunkt skal alle afsone i et åbent fængsel, jf. straffuldbyrdelsesloven (SFBL) 22, stk. 1. Der foretages en konkret vurdering, og såfremt det findes nødvendigt, ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, kan fanger placeres i lukkede fængsler, jf. SFBL 22, stk Ud fra informationerne om A psyke, vil det højst sandsynligt blive pålagt ham at afsone i et lukket fængsel. Hvis As straf blev udmålt til 8 år, vil han som udgangspunkt kunne søge om prøveløsladelse efter 2/3 udmålt straf, jf. 38, stk. 1, og under særlige omstændigheder efter halvdelen af tiden jf. 38 stk. 2. Eksempler på disse særlige omstændigheder kan være, at den straffede har gjort noget ekstra for at komme væk fra kriminaliteten, det kunne i As tilfælde være at få hjælp for sit alkoholmisbrug. Det kan endvidere være i situationer, hvor den dømte vil have en god social omgangskreds at vende tilbage til, et job, uddannelse eller lign. Man har som udgangspunkt ret til at få besøg under sin frihedsstraf, jf. SFBL 51. Der er dog nogle undtagelser til dette i 4 i besøgsbekendtgørelsen 16, hvor et besøg kan forbydes, hvis det påkræves af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde. As ven kommer fra et kriminelt miljø, og dette kan ud fra sikkerhedsmæssige grunde, give anledning til at forbyde besøget. Hvis A vil klage, kan han som udgangspunkt klage til den pågældende institution, der tog beslutningen. Sagen kan desuden tages op i Direktoratet for kriminalforsorgen, og i særlige tilfælde folketingets ombudsmand og ved en domstol S. 85, Strafferetlige Sanktioner 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. 16 Lovbekendtgørelse nr af 5. oktober S.5, Strafferetlige Sanktioner 1. Udgave, af Jørn Vestergaard. Side 6 af 11

7 Opgave 2 Der skal i det følgende fremlægges argumenter for og imod indførelsen af Lovforslaget L 345 fremført af Mangfoldighedspartiet. Lovforslaget vil tilføje en ny paragraf, 83a, til straffelovens almindelige del. Lovforslaget vil give mulighed for nedsættelse af straf for gerninger, der er udøvet som et udslag af en berettiget civil ulydighed over for en uretfærdig retstilstand, og under særlige formildende omstændigheder lade straffen bortfalde. Det skal anføres, at en ændring i straffelovens almindelig del vil have betydning for alle strafbare forhold, jf. 2. Som udgangspunkt bygger det danske retssystem på overvejelser, der lægger sig op af de relative straffedoktriner 18, dvs. at man hovedsageligt straffer for at opnå samfundsmæssige nyttevirkninger, med fokus på den almenpræventive funktion. Det er dog samtidigt sådan, at man ved udmåling af straf flytter fokus til det individualpræventive, dvs. fokus på den enkelte forbryders forhold ved både ved sanktionering og valg af fuldbyrdelsesmulighed. I lovforslaget lægges der op til, at der skal tages hensyn til de enkelte lovovertræderes motiver i handlingen. Det skal være strafnedsættende, hvis man har handlet imod en uretfærdig retstilstand. Fokusset på motivet giver god mening i forhold til proportionalitetshensynet. Dette lægger vægt på, at der skal være proportionalitet imellem straffens strenghed og alvorligheden af forbrydelsen. Har man haft undskyldende grunde til sine strafbare handlinger, ville muligheden af at tage hensyn til disse ved straffastsættelsen, give en større fleksibilitet og dermed mulighed for proportionalitet, hvilket er ønskeligt. I Danmark bruges straffen som udgangspunkt normativt, dvs. at man ved at bruge straf som afskrækningsmiddel får folk til at opføre sig samfundsmæssigt ønskeligt, herunder også retfærdigt. Ud fra princippet om retsfølelsen, dvs. den enkelte borgers indtryk af, hvorvidt retssystemet fungerer, er det ideelt, at man tager højde for uretfærdige retstilstande. Det må således ikke kunne anses som uønskelig adfærd, at kæmpe imod hvad der er uretfærdigt, og dette vil lovforslaget gøre domstolene opmærksom på. Muligheden, som lovforslaget giver for strafnedsættelse, er ønskeligt ud fra de individuelpræventive principper, da fængselsstraffe som udgangspunkt bør være den sidste udvej 19. Frihedsstraffe kan have negative konsekvenser for den indsatte, man snakker om den såkaldte prisoniserings-effekt, hvori den indsatte tillægger sig dårlige vaner og får venner i fængslet fra kriminelle miljøer. Denne indflydelse er ikke ønskelig, hverken for den indsatte eller for samfundet, da den er med til at holde den straffede inde i en kriminel løbebane. Sammenholdende med dette, ses en stor recidiv procent hos frihedsberøvede, dvs. tilbagefald til kriminalitet efter afsonet straf. Det er altså positivt, både ud fra et individualpræventivt og almenpræventivt synspunkt, at holde så mange så muligt uden for fængslerne, da hovedformålet med det strafferetlige system er at begrænse kriminaliteten S. 13 strafferetlige sanktioner 1. Udgave af Jørn Vestergaard 19 S. 26 strafferetlige sanktioner 1. Udgave af Jørn Vestergaard 20 S. 34 strafferetlige sanktioner 1. Udgave af Jørn Vestergaard Side 7 af 11

8 Lovforslaget vil gøre det muligt at lade straffen bortfalde hvis omstændighederne taler for det, hvilket må anses for at være hensigtsmæssigt. Ud fra legalitetsprincippet, så er det er som udgangspunkt et krav, at love skal være gennemskuelige og så præcist formuleret som muligt. Dette skyldes, at befolkningen og fagfolk bør vide, hvad der er kriminaliseret, altså hvad man må og ikke må. Samtidig skaber upræcise formulering et stort fortolkningsarbejde for domstolene, hvilket kan medføre, at anvendelsesområdet for reglen bliver et andet end lovgiver havde tænkt (materiel atypicitet), og dette kan have store konsekvenser. Et eksempel på sådan en situationen sås ved skærpelsen af våbenlovgivningen. 21 I præmisserne i dommen U H påpegede Højesteret, at selvom gerningen faldt inden for reglens ordlyd, så var dette ikke det tiltænkte anvendelsesområde 22. Denne konsekvens af upræcise love er alvorlig, da ingen ønsker at straffe folk, som ikke gør noget forkert. Lovforslaget indeholder flere upræcise formuleringer. For det første berettiget civil ulydighed, der ikke definerer hvornår noget er berettiget. Det vil altså kræve en fortolkning af denne del af reglen, for at forstå hvornår, der kan ske strafnedsættelse. For det andet hedder det uretfærdig retstilstand, hvilket må siges at være en meget løs formulering. Det er problematisk, i det retfærdighed ikke er det samme for alle, og især ikke hvad der anses som uretfærdigt. Her kan man tænke på dilemmaerne omkring terrorister og frihedskæmpere, hvor en side af en befolkning kan anse en gruppe for at udføre terror, hvorimod den anden mener, at de gør det nødvendige imod en uretfærdig retstilstand, alt sammen styret af, hvad man anser som retfærdigt. Vores samfund bliver mere og mere multikulturelle, og jo flere kulturer, jo flere syn på, hvornår noget er retfærdigt. Det er altså et problem, at lovforslaget ikke giver nogle retningslinjer for forståelsen af begreberne, både i forhold til gennemskueligheden for befolkningen, men også overfor domstolene og deres fortolkningsarbejde. Især ordet uretfærdigt vil give fortolkningsproblemer, da dette er et meget subjektivt begreb, der kan give domstolene store vanskeligheder. Som sagt, vil en ændring af straffelovens almindelig del, have stor betydning. Det er derfor ekstra vigtigt, at der ikke hersker tvivl om meningen med reglen, idet den har så stort et anvendelsesområde, jf. ovenfor, hvilket må lade dette argument veje tungt. Det er en del af kriminaliseringen, at der foreligger en beskyttelsesinteresse der ønskes værnet om, dvs. at der skal være en grund til at udstede love, en såkaldt strafværdighed. Det kan diskuteres, hvorvidt der er brug for den nye bestemmelse, som lovforslaget vil indføre. 83a, minder til dels om 83, hvori det lyder, at straffen kan nedsættes når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan 21 Våbenlovens 4, stk Ved afgørelsen heraf må der tages hensyn til, at formålet med forbuddet og strafskærpelsen navnlig har været at undgå, at unge, når de bevæger sig ud i aften- og nattelivet, tager kniv med, hvorimod formålet ikke har været at forhindre almindelig brug af knive som værktøj Side 8 af 11

9 straffen bortfalde. I straffelovrådets betænkning 23 omtales 83, som den almindelige adgang til at nedsætte straffen. Denne formulering kan forstås som en slags opsamlingsparagraf, når domstolene syntes, at der er grund til nedsættelse, men at forholdet ikke falder ind under nogle af 82 s formildende omstændigheder. Det følger heraf, at de grunde der omtales i 83a, allerede må kunne tages højde for i 83, og dette er altså et argument for, at der ikke er nogen strafværdighed for lovforslaget, der er simpelthen ikke nogen grund til at indføre en ny regel. Den samme tendens ses i 82, nr. 7, der er en formildende omstændighed: at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen. I denne paragraf tages der højde for situationer, hvor gerningsmanden har handlet I stærk medfølelse, hvilket man kan argumenteres for at være, når man handler imod en uretfærdig retstilstand. 83a s indhold ses altså allerede flere steder i straffeloven, hvilket mindsker strafværdigheden og taler imod at indføre den. 23 Betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, del 1, afsnit , s. 39. Side 9 af 11

10 Opgave 3 Det skal i det følgende vurderes, hvordan Hans Hansens (HH) forhold strafferetligt skal bedømmes. Det følger af Planlovens (PL) 40, stk. 1, at man ikke må anvende et sommerhus til overnatning fra oktober til marts, med undtagelse af kortvarige ferieperioder. Det følger endvidere, at man, hvis man boede i huset da området blev gjort til sommerhusområde, har man retten til at benytte det som helårsbeboelse, med mindre denne ret ikke er frafaldet. HH flytter ind i et sommerhus, og bor der fast i halvandet år. Det må altså lægges til grund, at HH har boet og sovet i huset i perioden fra oktober til marts mindst én gang. HH flytter ind i sommerhuset, da området er et sommerhusområde, og der foreligger dermed ikke nogen ret til helårsbeboelse. Det fremgår desuden, at kommunen ikke kunne dispensere fra 40, stk. 1. De objektive sider af gerningsindholdet er opfyldt, jf. ovenfor i opgave 1. Det skal vurderes, hvorvidt HH har været i en vildfarelse, og herunder hvilken slags. En negativ vildfarelse omhandler tilfældet, hvor en person tror at noget er lovligt, og det viser sig at være ulovligt, den positive omhandler den modsatte situation. HH var troede at det var lovligt at bo i sommerhuset, og han var dermed i en negativ vildfarelse. Der skelnes imellem retsvildfarelser, hvor der hersker tvivl om de retlige regler og faktiske vildfarelser, hvor der foreligger en vildfarelse med hensyn til de faktiske forhold. HH var ikke klar over reglerne omkring helårsbeboelse i sommerhuse, og han er derfor i en negativ retsvildfarelse. Den egentlige retsvildfarelse omhandler situationen, hvor lovovertræderen er i tvivl eller uvidende om selve strafbestemmelsen, hvad enten den står i straffeloven eller særlovgivningen. Den uegentlige retsvildfarelse omhandler situationen, hvor misforståelsen af f.eks. nogle civilretlige regler, er afgørende for misforståelsen af strafbestemmelsen. HH var ikke klar over selve strafbestemmelsen, altså PL 40, jf. PL 64, stk. 1 nr. 2, og han er derfor i en negativ egentlig retsvildfarelse. Egentlige retsvildfarelser diskulperer ikke, hvilket f.eks. er statueret i dommen U H. Her deniferes tiltaltes vildfarelse som en: egentlig retsvildfarelse, og der er efter anklagemyndighedens opfattelse ikke grundlag for at anse vildfarelsen for undskyldelig, idet tiltalte burde have undersøgt reglens indhold nærmere hvilket også blev stadfæstet af Højesteret.. HH er således ikke en ikke diskulperende vildfarelse, og kan dermed stadig straffes for sine handlinger. Desuden er tilregnelseskravet er uagtsomhed, idet PL er en særlov, jf. 19, hvilket betyder, at HH under alle omstændigheder ville blive straffet. Det er dog tænkeligt, at straffen på grund af vildfarelsen kan nedsættes, efter 82, nr. 4, hvori der tages højde for uvidenhed og undskyldelig misforståelse af retsregler. Det taler samtidig for nedsættelse, at HHs ejendomsmægler ikke reagerer på hans planlagte lovovertrædelse, da denne får Side 10 af 11

11 viden om det. En ejendomsmægler burde være klar over reglerne i PL, da det er inden for fagområdet, og det er en undskyldende faktor for HH, at han vælger at stole på dette. I dommen U /1Ø, hvori to førtidspensionister blev idømt bøde, jf. 64, stk. 1, nr. 2 og nr. 4, jf. 40, stk. 1, blev bøden nedsat med hensyn til de idømtes økonomiske forhold. Det fremgår, at HH er arbejdsløs dagpengemodtager, hvilket der højst sandsynligt vil kunne tages højde for i fastlæggelsen af straffen, jf. 83. Side 11 af 11