Kunststrategi Sygehus Sønderjylland og Psykiatri Aabenraa v/ Lars Grambye og Inger Krog INDHOLD

Transkript

1 14. oktober 2011 Kunststrategi Sygehus Sønderjylland og Psykiatri Aabenraa v/ Lars Grambye og Inger Krog INDHOLD 1. INDLEDNING 1.1. Baggrund 1.2. Formål 1.3. Værdier og definitioner 2. KUNST PÅ SYGEHUSE 2.1. Helbredende arkitektur 2.2. Den menneskelige dimension 2.3. Æstetiske værdier Ro og harmoni Aktivitet og stimulering Generalitet og fleksibilitet Eftertanke og refleksion 3. DET NYE SYGEHUS SØNDERJYLLAND 3.1. Overordnede iagtagelser 3.2. Bygninger 3.3. Patienter, pårørende, personale 4. KUNSTEN PÅ SYGEHUS SØNDERJYLLAND 4.1. Karakter/Udtryk 4.2. Placeringer/Steder/Områder Indgang/Foyer Restaurant Familiehus Gårdrum Sengeafsnit Psykiatrien Uderum Sportshal Centralaksen 4.3. Kunstnere

2 Side 2 1. INDLEDNING 1.1. Baggrund Sygehus Sønderjylland søgte i 2011 Statens Kunstfond om rådgivning i forbindelse med den kunstneriske udsmykning af det kommende udvidede akutsygehus i Aabenraa. Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum udpegede Lars Grambye, direktør for Kunsthallen Brandts, som konsulent for opgaven. Ved det indledende arkitektfaglige møde mellem Sygehus Sønderjylland og Lars Grambye, deltog Psykiatrien i Region Syddanmark, og der blev åbnet op for muligheden af at indtænke hele byggeprojektet (både psykiatrien og somatikken) i overvejelser omkring en samlet kunststrategi. I forlængelse heraf er der efterfølgende blevet aflagt besøg hos Psykiatrien i Augustenborg og på sygehusene i Sønderborg og Aabenraa, og der er blevet afholdt møder med ledende medarbejdere de respektive steder samt med brugergruppen vedr. kunst og udsmykning. Alt med henblik på at skabe et grundlag for en fælles kunststrategi for det nye sygehus Formål En kunststrategi giver et samlet bud på, hvordan kunsten optimalt kan integreres i arkitekturen og skabe værdi for patienter og medarbejdere. Dens formål er at skabe en fælles forståelse for, hvorledes kunsten kan interagere positivt med det aktuelle byggeri og med virksomhedens behov. På et museum eller et galleri er kunsten hovedperson og kan være mening nok i sig selv, men så snart den bevæger sig uden for denne institutionelle kontekst, skal den også give mening for andre og forholde sig til andre realiteter og behov end dem, der kun er kunstens. Formålet med en kunststrategi er at bidrage til, at dette kan lykkes, uden at det går ud over den kunstneriske kvalitet. Som sådan henvender denne kunststrategi for Sygehus Sønderjylland sig både til beslutningstagere/brugere og til de kunstnere, som man vælger at engagere sig med. Den giver bud på, hvorledes kunst kan bidrage positivt til de værdier, som sygehusets virksomhed er baseret på, og anviser, hvordan dette kan ske på måder, der både tager højde for de arkitektoniske rammer og imødekommer patienters og medarbejderes behov. Kunststrategien er således ikke en opskrift. Den opsamler en række iagttagelser og beskriver nogle mulige sigtepunkter for, hvorledes kunsten kan spille en aktiv rolle på Sygehus Sønderjylland. Det gælder på kort sigt i form af konkrete bud på fokuspunkter og zoner for kunstnerisk bearbejdning og intervention. Men det gælder også på langt sigt og under hensyntagen til, at Sygehus Sønderjylland er et work-in-progress med lang tidshorisont, en meget stor diversitet i funktioner og arkitektur - og under stadig udvikling.

3 Side 3 I forlængelse heraf kan kunststrategien også have den funktion at etablere en fælles forventningsafstemning i forhold til, hvad der måske umiddelbart lader sig gøre, og hvad der måske først kan gennemføres på et senere tidspunkt. Alt afhængig af tid og økonomi. Kunststrategien skal under alle omstændigheder ikke have opsættende virkning på andre initiativer. Lige som lidt som den skal anvendes til at fremme initiativer, der ikke er kunst-relaterede. Det har været intentionen at formulere en kunststrategi, som er både konkret og brugerorienteret. Med udgangspunkt i en samlet forståelse af de arkitektoniske og virksomhedsmæssige rammer for det nye Sygehus Sjælland er der derfor formuleret konkrete bud på hhv. karakteren af de kunstneriske bidrag, placeringen af dem i byggeriet og mulige kunstnere, der kan løse opgaven. Hertil kommer indledningsvis en oversigt og redegørelse for, hvorfor og hvorledes kunsten kan spille en væsentlig rolle på sygehuse Værdier og definitioner Sygehus Sønderjylland har i sin overordnede strategiplan, Kvalitet Døgnet Rundt, redegjort for de visioner og værdier, som skal bære det nye sygehus. Ledelse og medarbejdere har endvidere både i notatform og i samtaler formuleret klare ønsker, præmisser og værdier i forbindelse med kunstens rolle på sygehuset. I udarbejdelsen af en kunststrategi har disse visioner og værdier naturligt udgjort en central klangbund og referenceramme. Det gælder ikke mindst den tværfaglige tilnærmelse mellem somatikken og psykiatrien, som det nye sygehus bl.a. er udtryk for med dets fælles indgang og fælles faciliteter for begge patientgrupper og det udtalte ønske om at afstigmatisere de psykiatriske patienter. Det gælder tillige den store betoning af bevægelse og fysisk aktivitet som afgørende for dynamikken i behandlingen og helbredelsen af den enkelte patient - men også behovet for at signalere ro og harmoni og i visse tilfælde have så få stimuli som muligt. Og det gælder endvidere hensynet til den fleksibilitet og variation, som er nødvendig for at virksomheden kan fungere og medarbejderne udføre deres daglige arbejde. På et mere konkret plan er det også blevet gjort gældende, at man gerne vil bibeholde muligheden for at arrangere skiftende udstillinger i fællesarealerne, gerne med lokal forankring, og at de kunstsamlinger, som er blevet opbygget gennem årene på de forskellige sygehuse, meget gerne sås aktiveret som del af en kunststrategi. Endvidere er der også i både tale og skrift blevet foreslået en del helt konkrete tiltag, hvoraf mange ligger uden for det, som en kunststrategi omfatter. Inden vi går videre skal det derfor fastslås, at kunststrategien primært omfatter stedsspecifik billedkunst. Det vil sige unikke kunstværker skabt til konteksten med hensyntagen til de konkrete rumlige forhold, rummets funktioner og de kommende brugeres behov. Kunst er altså i denne sammenhæng ikke defineret som mere funktionsbetonet design, indretning, farvesætning, skiltning, redskaber, tavler, møbler m.v. Ikke at sådanne elementer slet ikke kan komme i spil i en kunstnerisk bearbejdning, men det er ikke hovedsigtet.

4 Side 4 Tilsvarende er det heller ikke kunststrategiens ærinde at komme med konkrete anvisninger vedr. skiftende udstillinger og eksisterende samlinger. Men som det vil fremgå, så forholder strategien sig dog kort til, hvorledes fleksible ophængninger og samlingen af kunst eventuelt kunne inddrages i forhold til bestemte rumligheder og patientbehov. Kunststrategiens fokus er således først og fremmest på kunstværker skabt med særligt henblik på bestemte steder på sygehuset. Meget gerne som en integreret del af byggeprojektet og under alle omstændigheder kontekstrelateret både til det arkitektoniske og sociale rum. Kunststrategien konkrete bestræbelse er derfor at anslå, hvilken karakter disse kunstværker kunne have, hvor de kunne placeres og hvem, der kunne skabe dem. 2. KUNST PÅ SYGEHUSE 2.1. Helbredende arkitektur Hospitaler er et udtryk for den tid de bliver bygget i. Al arkitektur er en kulturel frembringelse, der som kunst er et udtryk for en given tid. Hvis man f.eks. ser på Frederikshospitalet i København (1757) understreger bygningens strenge symmetri og hierarkiske linjer oplysningstidens tro på den menneskelige fornuft; den rationelle videnskabs sejr over naturen. Disse nye værdier skabte rammen for det sted, hvor den almene befolkning kunne forvente at finde helbredelse. Med den gryende modernisme kom tanker om lys og luft ind i hospitalsbyggeriet med f.eks. Bispebjerg Hospital (1913), som et tidligt eksempel på pavillionbyggeriets åbne karakter. Sollyset blev opfattet som helsebringende i sig selv og samtidig skulle den friske luft, der adskilte bygningerne virke forebyggende mod smittespredning. Store vinduespartier med udsyn til haveanlægget skulle sikre at lyset kom ind til patienterne, men også gøre haven og dermed den friske luft let tilgængelig ved hjælp af flere adgangsveje. I 1970 erne blev funktionalismens standardisering effektivt udnyttet i etagebyggerier, hvor sengeafsnittene fysisk blev stablet op i højden f.eks. med Herlev Hospital (1976). Livsnerven blev elevatoren, der effektivt kunne bringe personalet rundt til afdelingerne. Men med byggeriets voksende dimensioner og stigende grad af standardisering blev menneskets oplevelse af byggeriet mere diffus. For at modsvare dette blev de enkelte etager ved hjælp af Poul Gernes s gennemgribende kunstudsmykning differentieret fra hinanden. Farverne blev et udtryk for tiden og er blevet stående for eftertiden som et gesamtkunstwerk, hvor alle detaljer er tænkt ind i helheden.

5 Side 5 Farverne påvirker mit humør ved at sige til mig, at der er en verden uden for med de her farver i, og at jeg ikke er indespærret her for evigt. Patient på Herlev Sygehus, citat fra Vores Kunst. I dag er der i hospitalsbyggeriet, på trods af de stadig stigende krav til effektivisering og standardisering som vi så i 70 erne, samtidig en øget opmærksomhed på brugernes oplevelse af sygehuset den menneskelige dimension. Det er dokumenteret ved hjælp af observationer og undersøgelser; en evidensbaseret vidensindsamling, hvordan omgivelserne spiller en vigtig rolle for trivsel og velvære og dette gælder på et sygehus både for patienter og medarbejdere. For patienten kan kunsten skabe positive oplevelser og fungere som en distraktion fra patientrollen. Kunsten kan skabe plads til fordybelse men også forundring, der kan give afsæt for et andet fokus end de konkrete smerter og sygdomsforløb. Kunsten kan være med til at bryde indtrykket af det, der traditionelt bliver opfattet som et institutionelt klinisk miljø og i stedet for være en mediator til den menneskelige skala og det mere nærværende personlige rum. Et rum, der kan danne ramme om de tanker og bekymringer, som ofte påvirker patienter og pårørende, og som kredser om livets store spørgsmål som liv, sygdom og død. Kunsten kan være en indgang til de store eksistentielle spørgsmål, som er almenmenneskelige og som kan være svære at italesætte. Kunsten kan give fornyet mod og livslyst og gøre erindringer om den hverdag, der ligger lige på den anden side af hospitalsopholdet nærværende. For medarbejderen kan kunsten fungere som en stimulerende del af hverdagen og give stof til samtale og debat. Sociale arrangementer om kunsten på stedet specielt for medarbejdergrupper og inddragelsen af de etablerede kunstforeninger i skiftende udstillinger og sociale arrangementer i tilknytning hertil, kan være med til at skabe fællesoplevelser. Kunsten kan være en vigtig identitetsskabende faktor, der kan give en forståelse af arbejdspladsens fælleskultur og være med til at skabe arbejdsglæde.

6 Side 6 Dette fokus på den menneskelige dimension er centralt for den evidensbaserede designudvikling og dermed også for udviklingen af tankegangen om den helbredende arkitektur Den menneskelige dimension I Danmark er den menneskelige dimension blevet skrevet ind i debatten om fremtidens hospitaler bl.a. takket være en bogudgivelse som Sansernes Hospital (2007) af professor, overlæge Lars Heslet og arkitekt Kim Dirckinck-Holmfeld. Her beskrives kunstens rolle indgående og der argumenteres for at den humanistiske dimension i hospitalsbyggeri ikke må tilsidesættes til fordel for højteknologi og økonomiske hensyn. Formålet med at beskrive et paradigme som sansernes hospital var at skabe en øget forståelse for hospitalsarkitekturens betydning for helbredelsen og samtidig skabe grobunden for en helt ny hospitalskultur. Ambitionerne om at skabe en ny hospitalskultur, hvor arkitektur, design og kunst er en aktiv del af det kulturelle liv som et større sygehus også kan være rammen om, er beskrevet i Kunststrategi for DNU i Århus (2010) af kurator Sally Tallant og arkitekt Lars Juel Thiis. Her pointeres bl.a. at kunsten er vigtig i forhold til at differentiere de offentlige rums indbyrdes hierarki og forme særlige steder, der defineres forskelligt. Denne differentiering af steder kan understøtte patienter og pårørendes orientering og give sanselige pejlemærker på vejen gennem hospitalet. Når man kigger til Norge, hvor større sygehusbyggerier har været gennemført i det seneste årti, er det bl.a. på Ahus (Akershus Universitetssykehus) lykkedes at placere markante kunstværker i stor og gennemgribende skala som markører på centrale fællesarealer. Et strategisk valg var her at satse på få bygningsintegrerede hovedværker, der i kraft af deres eget selvstændige udtryk adskilte sig fra arkitektur og design. Gunilla Klingberg, gulvintarsia på 400 m2, 2009, Ahus

7 Side Æstetiske værdier Til det kommende Sygehus Sønderjylland har ledelsen og medarbejderne gjort sig tanker om hvordan kunsten og omgivelserne kan understøtte patientens behov. (jf. møde afholdt d. 12. januar: Kunst og Udsmykning på akutsygehuset i Aabenraa). Begreber som bevægelse og aktivitet er i fokus uden dermed at tilsidesætte et ønske om et roligt og harmonisk udtryk. Ro og harmoni Værdier som ro og harmoni har til alle tider gjort sig gældende i hospitalsbyggeri. Roen naturligvis som den auditive ro, så patienten kan få hvile, men også den rent visuelle ro, hvor rummene og den fysiske indretning understøtter indtrykket af ro og orden. Lyset og udsynet til naturen har også spillet en vigtig rolle. Her kan patienten finde en adspredelse, der giver et harmonisk indtryk. Døgnets rytme og skiftende vejrlig kan iagttages fra sygesengen eller fra opholdsrum. Kunsten kan som naturen fungere som adspredelse, som intelligent adspredelse, der kan være med til at sætte et andet perspektiv på den kontekst som patienten, den pårørende eller medarbejderen befinder sig i. Beroligende omgivelser har ifølge Sygehus Sønderjylland særlig betydning for de patienter, der bliver indlagt på akutstuerne og befinder sig i udredningsområdet i den Fælles Akut Modtagelse. Hvordan kan kunsten understøtte deres behov for et dæmpet og afdramatiseret indtryk af sygehuset? F.eks. Bodil Nielsens abstrakte farveflader fra Psykiatrien i Augustenborg giver et klart og roligt indtryk, hvor lyset udefra hentes ind i trapperummet. Det er et kunstværk i en menneskelig skala, med en enkel repetition af farveflader, der forbliver indenfor en regelmæssig komposition. Bodil Nielsen, Uden titel 2007, Augustenborg. Foto: Anders Sune Berg

8 Side 8 Aktivering og stimulering I dag bliver patienten ikke kun opfattet som en passiv modtager af pleje, men i stedet for som en aktiv medspiller i sin egen helingsproces. Derfor er begreber som aktivering og stimulering blevet knyttet til de fysiske omgivelser og Sygehus Sønderjylland har en konkret ambition om at kunsten skal inspirere og opfordre patienter til bevægelse og fysisk aktivitet. Elevatoren skal ikke længere være den mest attraktive livsnerve mellem sengeafsnittene og den fælles restaurant i stueetagen, i stedet for skal trappeopgangene gøres tillokkende, f.eks. ved hjælp af kunst og lyssætning. Forskning peger på at få tiltag kan gøre trappeopgangene mere appellerende og øge brugernes incitament til at benytte trappen frem for elevatoren (Centers for Disease Control and Prevention). Olafur Eliasson, lyssætning på trappeopgang, Amalienborg. Foto: Arkitema En kunstnerisk bearbejdet lyssætning kan f.eks. skabe en inspirerende sammenhæng mellem flere etager.

9 Side 9 Ann Lislegaard, 320 volt 36 dpi, 2007, Aarhus Universitet, Institut for Idræt. Foto: Anders Sune Berg Kunsten kan også understøtte en visuel forbindelse mellem ude og inde og dermed øge opmærksomheden på de omkringliggende udeområder. Eva Steen Christensen, Astrogarden 2008

10 Side 10 Eller kunsten kan blive en attraktion i de udendørsarelaer, som man tiltrækkes af i kraft lyd og aktivitet. Jeppe Hein, Water Pavillion, Kunsten, Aalborg, Foto: Simon Andersen Generalitet og fleksibilitet En kvalitet ved kunst til sygehuse i dag er, at det besidder en vis grad af generalitet. Det kan lyde som et paradoks at tale om stedspecifik kunst som generel eller fleksibel og dog kan det være vigtige værdier, der netop i et offentligt rum som et sygehus er særligt relevante. Generalitet skal ses i forhold til den tidsfaktor, der er gældende for alle større kunstopgaver i det offentlige rum. I et museums- eller udstillingsrum kommer den besøgende formodentlig kun én gang og oplever kunstværket. På sygehuset til gengæld bliver kunstværkerne en integreret del af medarbejdernes dagligdag og skal derfor have en varighed i udtrykket som holder selvom værket opleves dag efter dag, år efter år. Denne holdbarhed udstrakt over tid er altså ikke kun et spørgsmål om teknik og materialer, men også et spørgsmål om kunstens udtryk. Et meget ekspressivt værk kan have en umiddelbar effekt hvorimod et tilsyneladende meget enkelt værk kan vokse i kompleksitet over tid. Generalitet kan også være relevant at diskutere i forhold til selve kunstoplevelsen og den forståelsesramme som et sygehus sætter om kunsten. Patienter og pårørende har ikke valgt at opsøge en kunstoplevelse, når de kommer på et sygehus, derfor skal kunsten til vis grad også komme brugerne i møde. Brugerne skal kunne relatere til kunsten på et overordnet niveau, således at kunsten på et meget generelt plan kan opleves for dets æstetiske værdier, der tiltaler en umiddelbar sanselig erfaring. Kunstens kompleksitet og de konceptuelle lag, der ligger under specifikke kunstværker kan være et tilbud til særligt interesserede, der f.eks. kan tilbydes gennem yderligere formidling.

11 Side 11 Fleksibilitet skal ses i relation til at sygehusets funktioner ændrer sig, afdelinger flytter eller der sker en knopskydning, fordi et område vokser sig større. Et kunstnerisk helhedsgreb som Poul Gernes skabte til Herlev Hospital er i dag ikke ønskværdigt, fordi det er for ufleksibelt i forhold den virkelighed nutidens hospitaler befinder sig i. Derfor skal kunsten, der er bygningsintegreret placeres i de offentlige rum, hvor der er mindst sandsynlighed for at de rumlige forhold ændrer sig. På sengeafsnittene er der i højere grad brug for at kunsten kan være fleksibel i forhold til at indgå i en ny sammenhæng. Kunsten der har en høj grad af specificitet i forhold til en modtagergruppe, vil sandsynligvis have en større varighed, hvis den ikke er bygningsintegreret. Lone Høyer Hansen, udsnit fra udsmykning til Københavns Universitet Foto: Anders Sune Berg Eftertanke og refleksion Kunsten kan, set i lyset af helbredende arkitektur, være i fare for at blive underlagt en instrumentalisering, hvor kunsten skal være med til at løse specifikke krav og behov for information/kommunikation, indretning, møblering, legeplads etc. Det er derfor værd at understrege at kunsten som begreb i denne kunststrategi kun omhandler billedkunsten og ikke drejer sig som design eller arkitektur. Kunsten, som kunststrategien beskriver, er primært de stedspecifikke kunstopgaver, som bliver stillet til en kunstner, der løser opgaven i dialog med modtagerne. Kunstopgaverne kan naturligvis blive til i et samspil med de andre fagområder, hvis den eller de kunstnere, der får konkrete opgaver bliver inddraget eller informeret om det samlede program for det kommende sygehus eller der f.eks. helt konkret laves et fællesprojekt mellem en billedkunstner og en indretningsarkitekt til en bestemt afdeling. Men det er vigtigt at bemærke at billedkunsten kan noget andet end design og arkitektur. Billedkunsten er en fri kunstart, der ikke har de samme funktionelle krav, den skal tilgodese som f.eks. design og arkitektur. Til gengæld kan den tilbyde et intelligent frirum for patienten, medarbejderen eller den pårørende. Et frirum til eftertanke og refleksion, der ligger udenfor hospitalets fysiske rum.

12 Side DET NYE SYGEHUS SØNDERJYLLAND 3.1. Overordnede iagttagelser Det nye Sygehus Sønderjylland bliver en stor og kompliceret organisme, der skal varetage alle de tre grundlæggende hospitalsfunktioner: Akut, elektiv og psykiatrisk behandling. Sygehuset skal således også rumme to væsensforskellige patientkategorier: Somatiske patienter og psykiatriske patienter. Denne multifunktionalitet er fra projektets begyndelse blevet set som et af dets væsentligste fortrin og potentialer. Ud over gevinster og udviklingsmuligheder i forhold til ressourceanvendelse, logistik, kompetence- og videnscentrering m.v. ses multifunktionaliteten også som en mulig katalysator for nye tværfagligheder og en tilnærmelse mellem somatik og psykiatri. Det gælder både internt såvel som i forhold til patienters, pårørendes og offentlighedens forståelse. Samtidig er der en klar bevidsthed om, at de forskellige funktioner og de forskellige patienttyper afleder forskellige behov og stiller forskellige krav. Behov og krav som i visse tilfælde endog kan være direkte modsatrettede. Akutpatienten har ganske andre behov end patienten, der møder op til en planlagt operation, lige som de pårørendes situation er ganske anderledes. Den somatiske patient oplever et indlæggelsesforløb på i gennemsnit 4 dage, men den psykiatriske patient enten har væsentligt kortere eller væsentligt længere indlæggelsesperioder. Den ene patientkategori har brug for adspredelse og aktivering, mens den anden har brug for ro og harmoni. I børneafdelingen stilles der helt andre krav til indretning og omgivelser end i voksenafdelingerne. Forældrene på neonatal-afdelingen er i en fuldstændig anden situation end dem på fødegangen. Og så videre. Kategori for kategori, afdeling for afdeling, ja, selv internt i den enkelte afdeling, er behov og krav ofte radikalt forskellige. Både for patienter, pårørende og personale. Mere end på så mange andre sygehuse vil denne diversitet være mærkbar på Sygehus Sønderjylland, hvor man ikke bare favner de mange forskellige somatiske lidelser, akut eller elektiv, barn eller voksen, men altså også de psykiatriske patienter med deres i visse tilfælde meget forskellige behov. Diversiteten i behov og krav må nødvendigvis afspejle sig i måden, hvorpå omgivelserne indrettes i de enkelte afdelinger. Og foreningen af somatikken og psykiatrien i det samme sygehuskompleks er i den sammenhæng den mest prægnante udfordring arkitektonisk, rumligt, indretningsmæssigt, og også i forhold til kunst og udsmykning. Denne differentiering kommer således også meget tydeligt frem i de to meget forskellige bygningskroppe, som Sygehus Sønderjylland kommer til at bestå af, når det står færdigt. Den psykiatriske del af sygehuset vil arkitektonisk adskille sig meget markant fra den somatiske del. Mens den somatiske del skyder i højden og kondenserer sig ovenpå det ældre byggeri, vil den psykiatriske del sprede og forgrene sig fladt ud landskabet i forlængelse af den oprindelige arkitektur.

13 Side 13 Disse to yderst forskelligartede bygningsdele afspejler med stor tydelighed, at der også allerede i arkitekturen er taget højde for, at bygningerne skal rumme meget forskellige funktioner, og at der i behandlingen af hhv. somatiske og psykiatriske patienter er meget forskellige behov og krav til omgivelserne. Det er klart, at denne arkitektoniske differentiering får stor betydning for en kunststrategi, som jo både må forholde sig til de konkrete rammer, hvori kunsten kan indtræde, såvel som til de funktioner, der skal varetages i rummene Bygninger Arkitektonisk bliver det nye Sygehus Sønderjylland skabt via en gennemgribende udbygning og ombygning af Aabenraa Sygehus, der er kendetegnet ved en relativ lav og tæt bebyggelse omkring en central vandrehal som færdsels- og kommunikationsåre. Den centrale vandrehal i det eksisterende Aabenraa Sygehus. Creo Arkitekter Denne åre bliver bevaret som den centrale akse i det nye byggeri, hvor den fortsat fungerer som et åbent gangareal fra den nye fælles indgang/foyer i syd, forbi restaurant og videre mod nord, hvor den slutter an til og delvis fortsætter i den nye bygning for psykiatrien. De to nye bygningsdele trækker som sagt i hver sin retning i forhold til den tidligere overvejende lave og tætte arkitektur. Den somatiske del af sygehuset bliver op til 5 etager høj og bygges tæt og kompakt oven på og op ad den tidligere bygning. Den psykiatriske del er derimod lav og åben med store vinduesflader og forgreninger i kun få plan.

14 Side 14 Reception og indgangsområde til Psykiatrien. Illustration White Arkitekter I den somatiske del bliver den nye fælles indgang et markant element med forventet 600 daglige ambulante indlæggelser dagligt samt pårørende. Central placering har også den fælles restaurant samt et familiehus i flere etager med sengeafsnit (børneafdeling, neonatal- og fødeafdeling) og egen akut modtagelse. Fra både restaurant og familiehus er der adgang til udendørs gårdrum. Gangareal med kig til gårdrum i den somatiske del. Illustration Aarhus Arkitekterne

15 Side 15 På 3. etage rummer den somatiske afdeling en fælles akut modtagelse med stor trafik ind og ud af midlertidige patienter (forventet 150 dagligt) samt mange pårørende, og øverst i den nye bygning bygges et omfattende sengeafsnit med mæanderformet plan, en såkaldt sengeslange. Den kompakte bygningsmasse og intensive rumfordeling i den somatiske del reflekterer centrale funktionelle og logistiske behov i virksomheden. Det samme gælder i den psykiatriske del af sygehuset, men her er resultatet et andet. I den forgrenede og transparente arkitektur er patientblokke med enkeltstuer grupperet omkring en række mindre fællesområder eller mødesteder, og der er åbent udsyn til udeområder og det omkringliggende landskab. Endvidere er der i byggeriet integreret en fælles sportshal for hele sygehuset. Det er således meget forskellige rumoplevelser, man vil have, alt efter hvor på sygehuset, man befinder sig. Fra tæt og kompakt byggeri og store forsamlingssteder med mange mennesker - til små, intime fællesområder og åbne glaspartier med kig til verden og naturen udenfor. En kunststrategi må nødvendigvis forholde sig til disse forskelligheder, samt ikke mindst til den væsentligste baggrund for dem, nemlig de forskellige patientgrupper og deres forskellige behov Patienter, pårørende, personale Mange forskellige grupper af mennesker kommer til at befinde sig i og færdes på sygehuset. Helt centralt står selvsagt patienterne. Ikke to af dem er ens, og det er heller ikke sådan, at patienterne samlet udgør et simpelt demografisk udsnit af befolkningen. Tværtimod er der en stor social slagside. Mennesker med kort eller ingen uddannelse og lav indkomst er overrepræsenterede. Sammen med patienterne kommer de pårørende, som kan være mindst lige så berørte af situationen som patienterne, men som samtidig har andre behov og forventninger. De kommer ikke for helbredelse, men for samvær og nærhed. Mens patienter og pårørende kommer og går, så er sygehusets medarbejdere der hver eneste dag. Det er deres arbejdsplads, og de anvender og oplever stedet på en ganske anden måde end patienterne. Som for alle andre er det af afgørende betydning, at rammerne for deres arbejdsliv fungerer og er med til at stimulere deres arbejdsglæde. Endelig er der også gæster på sygehuset, som ikke hører til nogle af ovennævnte grupper, men som blot kommer kortvarigt forbi, måske i arbejdsøjemed, måske fordi de bare er nysgerrige. F.eks. efter at se det nye byggeri eller måske for at se på kunst Uanset diversiteten så er det utvivlsomt og helt naturligt gruppen af patienter, som spiller den væsentligste rolle. Og derfor i meget vid udstrækning deres behov, som definerer, hvorledes man indretter sig på sygehuset. Men patienter er i sagens natur forskellige og vil have meget forskellige behov, og det vil være yderst væsentligt at forstå dette og tage højde for det i forbindelse med udarbejdelsen af en kunststrategi.

16 Side 16 Et gennemgående element i moderne sygehusvirksomhed er som tidligere nævnt det stærkere fokus på patienten og dennes ønsker og behov og et generelt skift fra fokus på diagnose til fokus på tilstand, hvilket bl.a. indebærer et mere tidsstyret indlæggelsesforløb end tidligere, hvor man jo ofte kunne ligge på hospitalet i ugevis. Der tilstræbes nu et langt mere dynamisk forløb med en klar sondring mellem indlæggelsens tre faser: Ankomst, behandling og tilbagevenden, hvoraf ikke mindst den sidste fase har fået langt større bevågenhed. Det er vigtigt, at helbredelsen ikke anskues som en passiv tilstand, og at patienten selv tager aktivt del i at komme tilbage til sit normale liv. Muligheder for at aktivere patienterne ses derfor som en central faktor for et vellykket indlæggelsesforløb og en hurtigere helbredelse. Patienterne skal populært sagt ud af sengen, så snart det lader sig gøre, og i gang med aktivt at forholde sig til verden og omgivelserne igen. Det er derfor ikke uvæsentligt, at disse omgivelser rummer aktiverende og igangsættende faciliteter, elementer og indslag, der skærper lysten til at bevæge sig ud i livet på ny. Behovet for aktivering gælder såvel voksne som børn. Men det er jo især blandt børnene, at det kommer tydeligst til udtryk. På børneafdelingen er der brug for, at børnene kan lege, røre, udfolde sig og blive stimuleret. Det er ikke tilstrækkeligt med kønne tegninger og mange farver; der skal også være noget, man kan interagere med, noget at opdage og undres over. Og tilsvarende skal børnenes egen kreativitet også gives plads. Familiehuset i Sygehus Sønderjylland skal rumme børn og pårørende i alle aldre. Blandt de ældre børn og unge er det væsentligt, at deres omgivelser er forskellige fra de mindre børns, men behovet for interaktivitet og udfordringer er ikke mindre i en ungdomszone. Det ser bare anderledes ud. Og midt i al denne aktivering skal man så også huske, at der er steder i Familiehuset som neonatalafdelingen, hvor der slet ikke er brug for spræl, men for rolige og harmoniske omgivelser. Den samme iagttagelse gør sig gældende, når man vender sig mod den psykiatriske del af Sygehus Sønderjylland. Aktiveringen af patienterne har også en meget væsentlig rolle her, men der spiller også andre faktorer ind og skal anvendes andre midler. Der er ikke brug for pågående signaler og udfordringer i omgivelserne, men tværtimod for fred, transparens og overskuelighed. Således har kontakten med naturlige udeområder meget stor betydning for psykiatriske patienter og deres pårørende både som udsyn og til at bevæge sig i. For patienter, som er indlagt, er det endvidere vigtigt, at de føler sig trygge ved at bevæge sig ud af deres værelse og får lyst til at opsøge fællesområder uden for enkeltstuens sluttede rum. Det skal i den forbindelse bemærkes, at næsten alle psykiatriske patienter under 14 år kun er i ambulant behandling og modtages i Familiehuset.

17 Side KUNSTEN PÅ SYGEHUS SØNDERJYLLAND 4.1. Karakter/udtryk Diversiteten i patientbehov og de mangeartede praktiske og sociale funktionaliteter er kendetegnende for ethvert større sygehus. Men på Sygehus Sønderjylland favnes der over et så vidt spænd af patientgrupper og behandlingsformer, at forskelligartetheden bliver så meget desto mere fremtrædende. Denne diversitet bliver yderligere forstærket af den markante arkitektoniske differentiering i det nye byggeri mellem høj/tæt og lav/åben bebyggelse. Det er vurderingen, at forskellighederne i både behov og arkitektur er så grundlæggende, at det vil være særdeles vanskeligt og tillige uhensigtsmæssigt at stræbe efter at etablere et samlende helhedsperspektiv i en kunststrategi. Tværtimod forekommer en kunststrategi baseret på differentiering og specificitet at være langt mere relevant. Et overgribende kunstprogram, der vil forene og samle Sygehus Sønderjyllands mangfoldige funktionaliteter og rumligheder efter æstetiske kriterier, er således næppe egnet i denne forbindelse, men vil let fremstå som et postulat, der tilmed risikerer at overse vigtige lokale behov og stride mod de arkitektoniske udsagn. I stedet kunne det være frugtbart at arbejde med en strategi, der tager udgangspunkt i forskelligheden som vilkår. Det vil sige en strategi, hvor man ikke tilstræber en samlet fortælling og enighed i den kunstneriske udformning, men tværtimod giver plads og synlighed til det særlige og unikke i de enkelte afdelinger og bygningssegmenter. En sådan strategi fravælger i en vis udstrækning ambitionen om at samle og vil i højere grad være baseret på nedslag og fokuspunkter i konkrete situationer og rum, som ikke nødvendigvis er forbundne. Frem for at insistere på en enhed, som ikke er der, kan man altså fokusere på det særegne og gøre diversiteten og mangfoldigheden til en pointe. Det betyder dog på ingen måde, at man skal tilstræbe en fuldstændig disparat og usammenhængende karakter i det kunstneriske program. Der er al god grund til at skabe forbindelser og samklang mellem kunstneriske bidrag og indgreb, når det giver mening og er relevant i forhold til behov, funktioner og rumligheder. Man kan således udmærket forestille sig, at der gennem æstetiske virkemidler antydes slægtskab og angives forbindelseslinier mellem forskellige steder og funktioner inden for en given kontekst som f.eks. en afdeling eller et bygningssegment. Pointen er blot, at en sådan eventuel kohærens fremtræder som en lokal mulighed, ikke som en universel regel for hele sygehuset. I forbindelse med disse overordnede betragtninger vedr. karakteren og udtrykket i det kunstneriske udformning er det endvidere væsentligt at notere sig, at der optræder visse gennemgående værdier, når der tales om kunst på sygehuse. Der er redegjort nærmere herfor i afsnit 2, og mange af disse værdier er også gået igen i samtaler med medarbejdere og oplæg fra Sygehus Sønderjylland.

18 Side 18 Begreber som ro og harmoni og ikke mindst lys og transparens er tilbagevendende og udtrykker forståelsen for, at patienter, men også pårørende og personale, har behov for omgivelser, der beroliger, skaber balance og tryghed. Hertil kommer som sagt et større fokus på at aktivere patienterne og motivere til bevægelse bl.a. gennem æstetiske stimuli. I den første kategori spiller æstetiske udtryk baseret på basale naturfænomener som lys, lyd og vand ofte ind, mens det i forhold til behovet for mental og fysisk bevægelse ofte er farver, interaktivitet og visuelle korrespondancer, der fremhæves. Der er stor opmærksomhed på, at disse æstetiske tiltag ikke er relevante i alle sammenhænge og også kan være modstridende både indbyrdes og i forhold til patienternes behov. Men der tegner sig dog et generelt billede, hvor nænsomhed og omsorg forventes at komme til udtryk i den kunstneriske udformning som ro og balance og med anvendelse af elementære sansninger af natur og fysik. Og hvor behovet for at skabe bevægelse og aktivitet samtidig kan tilgodeses gennem æstetiske udfordringer og opfordringer, når det er muligt. Disse almene æstetiske værdier er der ingen grund til at anfægte i forbindelse med Sygehus Sønderjylland. De er baseret på årtiers erfaring med kunst på sygehuse og er samtidig så generelle, at de udmærket kan spille sammen med en kunststrategi baseret på forskelligheden som vilkår Placeringer/steder/områder I det foregående er givet de første ansatser til en kunststrategi, der har diversitet og mangfoldighed som sit bærende princip, og som ikke prætenderer universalitet, men til gengæld giver plads til lokale fortællinger og behov. I en sådan strategi er en helhedsløsning for kunsten ikke relevant. Men så meget desto vigtigere er det at identificere de særlige steder og zoner, hvor kunsten kunne spille en rolle, og klarlægge de særlige vilkår og behov, som måtte gøre sig gældende i disse konkrete fokuspunkter. 1. INDGANG/FOYER Den nye fælles indgang bliver det første møde med Sygehus Sønderjylland for mere end 600 patienter dagligt samt deres pårørende og andre gæster. Med andre ord en helt central faktor for, hvorledes sygehuset opleves og forstås af rigtig mange mennesker. Der er et stort ønske om, at indgangen signalerer åbenhed og tilgængelighed og ikke fremtræder som en grænsesættende portal til en helt fremmed verden. En kunstnerisk bearbejdning af indgangen og foyeren vil kunne bidrage til, at fornemmelsen af tærskel mindskes, og at der skabes en sammenhæng mellem ude og inde. Det er altså ikke et monumentalt udsagn, der søges. Men tværtimod at der via æstetiske virkemidler skabes en oplevelse af imødekommenhed, kvalitet og rummelighed, således at en række af sygehusets centrale værdier vil blive formidlet allerede ved første blik.

19 Side RESTAURANT Restauranten bliver et stort og centralt rum i den somatiske del af sygehuset, placeret straks efter hovedindgangen og derfor lige så central for førstehåndsindtrykket. Samtidig kommer restauranten til at tjene en helt afgørende funktion som samlingssted for både patienter, pårørende og medarbejdere. Det er i dette fællesområde, at alle på sygehuset mødes for at være sammen over et måltid mad eller en kop kaffe. Det må således forventes, at der ofte vil være et meget stort antal mennesker i restauranten, men det bør ikke glemmes, at den i yderperioder også kan være temmelig tom. Med sin centrale placering og nøglefunktion i forhold til sygehusets sociale liv er restauranten et oplagt sted for en markant kunstnerisk intervention, der forholder sig til mylderet såvel som til det store rumfang. I forhold til det arkitektoniske vil der skulle tages højde for de søjler, som bliver en markant del af rummet, lige som også udsynet til det åbne gårdrum ved siden af har betydning for rumoplevelsen. Funktionen som fælles referencepunkt for hele sygehuset kan også understreges i den kunstneriske udformning, der kan fungere som markant æstetisk pejlemærke og eventuelt også have visuelle ekkoer i trappeopgange, elevatorer, sengeafsnit og andre steder i huset. Restauranten vil netop være et af de steder, hvor man af egen drift vil kunne have lyst til at bevæge sig hen og dermed komme ud af sengen, jf. vægten på aktivering og bevægelse som centrale elementer i helbredelsen. 3. FAMILIEHUS Også i familiehuset vil der være særligt fokus på bevægelse. Så meget desto mere fordi mulighed for bevægelse og fysisk udfoldelse understøtter de indlagte børns naturlige behov for at røre sig og opføre sig som børn gør. Det flere etager høje familiehus udgør et tredje centralt fokusområde i den somatiske del af sygehuset. Som tidligere angivet skal familiehuset rumme børn og pårørende i alle aldre, og der vil være forskellige patientgrupper med forskellige behov, hvoraf hovedparten men ikke alle handler om interaktivitet og udfordringer, bevægelse og stimuli. En lang række af disse behov kan imødekommes gennem tiltag i forhold til design, indretning, møbler, legeredskaber, spil, IT-faciliteter osv. Dette er områder, som ligger uden for en kunststrategi. Men en kunststrategi kan udmærket søge at understøtte sådanne tiltag, og det ville være interessant, om der kunne opstå et samspil mellem en kunstnerisk vision for familiehuset og de forskellige praktiske og indretningsmæssige funktionaliteter. Man kan her både forestille sig enkeltstående kunstneriske bidrag og mere samlende anslag i forhold til farver, mønstre og figurer. Det afgørende er, at det ikke blot pynter op eller taler ned til børnene, men stimulerer deres nysgerrighed og skaber anledning til både tanker, leg og snak.

20 Side GÅRDRUM I forbindelse med både restauranten og familiehuset er der adgang til flere udendørs gårdrum. Gennem beplantning og møblering kan disse tilføjes rekreative kvaliteter, og i familiehusets tilfælde er det jo oplagt at tænke legepladsfaciliteter med. Intet af dette hører ind under en kunststrategi, men gårdrummene nævnes her, da man kunne forestille sig, at de desuden ville være velegnede til kunstneriske interventioner og derved opnå karakter af attraktive referencepunkter, som man gerne ville bevæge sig hen for at se og opleve. 5. SENGEAFSNIT I modsætning til de foregående zoner eller fokuspunkter, så er sengeafsnittene en noget mere diffus kategori, idet de i sagens natur består af talrige og mere udbredte rumligheder og samtidig skal håndtere meget forskellige behov alt efter hvilken afdeling i sygehuset, de tilhører. Det er formentlig mellem de enkelte afdelinger, ja, endda de enkelte stuer, at den ovenfor betonede diversitet er allermest mærkbar, og så meget desto mindre grund er der til at søge at uniformere og ensrette dem gennem æstetiske indgreb. Tværtimod er det her, at forskelligheden som vilkår kan komme tydeligst til udtryk. På den baggrund kan det dog stadig være interessant at overveje, om en kunststrategi kan bidrage positivt til oplevelsen af de forskellige sengeafsnit. Det er blevet fremhævet, at sengeafsnittene i den nye somatiske del af sygehuset er karakteriseret ved specielle nicher og markante dørpartier, som bryder de lange gangforløb. Og at der også på de enkelte stuer findes mulighed for kunstnerisk bearbejdning af de gennemgående skydedøre, såvel som af gardiner, lofter m.v. Man kan udmærket forestille sig, at en kunstnerisk udformning af disse elementer kunne løfte et sengeafsnit kvalitativt op. Men i så fald vil det være af stor betydning, at man forstod at respektere og fremhæve den nødvendige differentiering i forhold til rumligheder, funktioner og behov i de forskellige afdelinger. Et samlet program for nicher, skillevægge, gardiner etc. forekommer ikke attraktivt. Derimod kunne en kunstnerisk behandling, der tog højde for de særlige vilkår på den enkelte afdeling/stueafsnit/stue være relevant. Dette fokus på det særegne for den enkelte afdeling er afledt af de tidligere iagttagelser vedr. af sygehusets diversitet, men det udelukker som sagt ikke, at man i visse tilfælde kunne inkludere forbindelseslinier og ekkoer til andre steder i sygehuset. Det bør dog bemærkes, at kunstneriske tiltag på de enkelte stuer under alle omstændigheder ikke er ønskeligt i den psykiatriske del af sygehuset, jfr. ndf. Endelig skal det med, at et element af brugerinddragelse på den enkelte stue også kunne være interessant at styrke i det mindste for patienter som er indlagt i længere tid. Det kunne f.eks. ske gennem nedennævnte Artotek.

21 Side PSYKIATRIEN Den psykiatriske del af Sygehus Sønderjylland udgør sit eget fokusområde grundet de særlige behov hos de psykiatriske patienter. Som tidligere nævnt kommer dette også til udtryk i arkitekturen, som adskiller sig radikalt fra resten af byggeriet. I forhold til en kunststrategi er det også andre vilkår, der gør sig gældende og andre hensyn, der må tages. Ikke mindst har det aktiverende element en anden karakter. I den psykiatriske del af sygehuset er der som nævnt ikke brug for krævende, endsige udfordrende kunstudtryk, og de enkelte stuer skal snarere anskues som en neutral privatsfære for patienterne, som ofte har et længere indlæggelsesforløb, og som man gerne ser opsøger samværet med andre, frem for at isolere sig på deres værelser. Dér, hvor en kunstnerisk dimension vil kunne være relevant, er således i de fællesområder, der ligger som mødesteder eller torve mellem patientblokkenes enkeltstuer. Disse er karakteriseret ved store åbne glaspartier, lys og luft i forlængelse af ønsket om at imødekomme patienternes behov for transparens og overblik, og i forbindelse med eventuelle kunstneriske indslag bør tilstræbes en lignende karakter. Endvidere spiller det frie udsyn til de omkringliggende udeområder som tidligere anført en vigtig rolle i den psykiatriske del af sygehuset, og det er nærliggende også at overveje disse som mulige zoner for en kunstnerisk bearbejdning, jfr. nedenfor. 7. UDERUM Udearealerne omkring Sygehus Sønderjylland er kendetegnet ved niveauspring og hældninger, og der er udsyn til den nærliggende fredskov såvel som til det omkringliggende landskabs vidder, hvori indgår både åbne flader og industribyggeri. Det er som påpeget især i den psykiatriske del af sygehuset, at arkitekturen er orienteret mod at skabe udblik og overblik i forhold til disse ydre omgivelser, men for den øvrige del af sygehuset er uderummene også relevante. En landskabsarkitektonisk indretning af sygehusets omgivelser med stier, bænke, trapper, lysninger og lunde vil kunne etablere uderum med både rekreativt potentiale og som steder for aktivitet og bevægelse. Men man vil utvivlsomt kunne forstærke og underbygge dette yderligere gennem kunstneriske interventioner både i form af bidrag, der arbejder med interaktivitet og opdagelse på stedet, og i form af visuelle enkeltelementer, der også kan ses inde fra sygehuset. 8. SPORTSHAL I det nye byggeri for psykiatrien opereres der også med at indarbejde en sportshal, som skal være til rådighed for hele sygehuset. Sportshallen bliver en anledning til at bevæge sig hen til den psykiatriske del fra det øvrige sygehus og imødekommer dermed intentionerne om at skabe bevægelse på tværs af afdelinger og afsnit. I den forstand kan den også anskues som en modvægt, der skaber balance i forhold til restauranten i sygehuskompleksets modsatte ende. Den vil på tilsvarende måde være tilgængelig for alle patientgrupper såvel som medarbejdere.

22 Side 22 Man kan af samme årsag godt forestille sig, at der også æstetisk kunne arbejdes med en forbindelse mellem de to fokusområder restaurant og sportshal i form af en kunstnerisk beslægtet bearbejdning. En kunstnerisk samklang mellem de to arkitektoniske yderpunkter vil kunne tilføre en tværgående kohærens og måske angive en forbindelse mellem to ellers uafhængige bygningssegmenter midt i sygehusets fremherskende diversitet. 9. CENTRALAKSEN Sportshallen i den psykiatriske del i nord og restauranten og indgangen i syd er for så vidt allerede rumligt forbundne gennem den centrale akse, som skabes og opretholdes med udgangspunkt i den allerede eksisterende vandrehal i det oprindelige Aabenraa Sygehus. Denne centrale færdsels- og kommunikationsåre vil dog snarere end en sigtelinie blive oplevet som en passage fuld af visuelle afbrydelser og en mangfoldighed af funktioner, lige fra restaurant og butikker til mødeværelser og trappeforløb. Der vil en stor del af døgnet være stor aktivitet og tæt trafik af patienter, pårørende og medarbejdere, som alle er på vej et andet sted hen. Måske mere end noget andet sted vil centralaksen kondensere sygehusets essentielle multifunktionalitet og mangfoldighed, og dets grundlæggende præg af midlertidighed og bevægelse. Som sådan er det en oplagt zone for en kunstnerisk intervention, der tager udgangspunkt i det forbigående, serielle og omskiftelige. Det er udmærket tænkeligt, at et nyt og særskilt kunstnerisk projekt vil kunne løfte denne opgave, men centralaksens særlige karakter åbner også op for en mere variabel og fleksibel anvendelse af rummet i form af skiftende udstillinger og medinddragelse af både patienter og medarbejdere i processen. Vandrehallen benyttes allerede i sin nuværende form til et varierende ophængningsprogram med inviterede kunstnere. Denne praksis kunne man overveje at udvide og udvikle på forskellig måde i det nye Sygehus Sønderjylland. For eksempel tilføres sygehuset et stort antal kunstværker fra de samlinger, som man har bygget op i de respektive hospitalers kunstforeninger, og man kunne udmærket forestille sig, at disse værker kom i spil igen og blev udstillet i vekslende præsentationer på væggene i centralaksen. Programmet kunne udvikles videre endnu gennem inddragelse af interesserede patienter, der ud fra de skiftende udstillinger kunne få mulighed for at vælge et værk til midlertidig ophængning på deres stue. Man giver på denne måde kunstforeningernes samlinger en ny aktualitet, samtidig med at patienterne engageres. Tilbuddet om at vælge kunst til sin stue vil dog naturligvis være mest relevant for patienter, der er indlagt i længere tid, og da det er tænkeligt, at netop disse patienter kan have svært ved at bevæge sig rundt i begyndelsen, kunne det også være en mulighed samtidig at lade bestanden af værker indgå i et digitalt Artotek.

23 Side Kunstnere I det foregående er der blevet fremhævet en række særlige zoner og steder, som vurderes at være relevante for en kunststrategi for Sygehus Sønderjylland. Der er tilstræbt en forståelse af, at den kunstneriske bearbejdning med fordel kan have karakter af lokale og decentrale nedslag snarere end en samlet helhedsplan. Samtidig er det antydet, hvor der eventuelt kunne etableres forbindelseslinier mellem lokale situationer. Der er endvidere områder, der bevidst er udeladt, som f.eks. den fælles akutmodtagelse, hvor det ikke vurderes at en større bygningsintegreret kunstopgave er relevant, idet rummene sandsynligvis har behov for en fleksibel indretning og tilpasning til forskellige situationer. I et videre forløb vil det naturligvis være centralt at begynde at overveje, hvilke kunstnere og hvilke projekter, der kunne være interessante at inddrage. Som omtalt i indledningen vil det være nødvendigt at afstemme forventningerne til det økonomiske råderum, lige som der vil være behov for at etablere et præcist tidsperspektiv for mulige kunstneriske bidrag. I den forbindelse vil der utvivlsomt skulle foretages en prioritering af, hvilke områder og projekter, man ønsker at vægte højest. Da den fremlagte kunststrategi ikke opererer med en samlet løsning, men fokuserer på enkelte dele og områder, så er en sådan prioritering ikke nødvendigvis et problem. Man kan godt gå frem med et eller nogle få elementer ad gangen. Men det anbefales dog at have særlig opmærksomhed på de store og markante områder, hvor der endnu er mulighed for at inddrage kunsten som en integreret del af bygningerne, men hvor opgaven bliver en ganske anden, hvis byggeriet først er gået i gang (Indgang/Foyer, Restaurant og Familiehus). Som sagt er det ikke denne kunststrategis formål at udpege konkrete kunstnere og projekter. Men snarere altså at opsamle iagttagelser og beskrive mulige sigtepunkter, der kan facilitere den videre proces. Ikke desto mindre har det dog forekommet passende at stille en række mulige kandidater i forslag. Ud over at de alle er professionelle og erfarne kunstnere, der ville kunne løfte en sådan opgave på et højt kvalificeret niveau, så har det været en afgørende faktor, at de arbejder med metoder og udtryk, som vurderes at imødekomme de behov og vilkår, som er beskrevet i kunststrategien, herunder åbenhed, transparens, differentiering, dialog, sansning og empati. Som appendiks til kunststrategien vedlægges således korte præsentationer med billedeksempler af følgende kunstnere: Ann Lislegaard Nils Erik Gjerdevik Jeppe Hein Lone Høyer Hansen Olafur Eliasson Eva Steen Christensen