Årsskriftet Critique tredie årgang 2010

Transkript

1 Årsskriftet Critique tredie årgang 2010 Redaktører BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat

2 Årsskriftet Critique, tredie årgang 2010 BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen og cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat Skriftet er sat med GNU Emacs og kompileret med LATEX3 (pdflatex) Udgives af Konservative Studenter i Aarhus i samarbejde med Christian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen. ScandinavianBook, Århus 2010 ISSN: Konservative Studenter Konservative Studenter Wilstersgade 10 st Århus C

3 Poul Schlüter og hans tid Af BA, stud. mag. Anders Orris Om forfatteren Anders Orris (f. 1984), stud. mag., og BA i historie og litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet i Odense. Formand for Konservativ Ungdom i Odense og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Odense Østkredsen. Poul Schlüter var Danmarks statsminister i knapt 10½ år, i en periode fra september 1982 til januar I det tyvende århundredes Danmark sad kun Thorvald Stauning længere. Langt de fleste sad betydeligt kortere. Schlüter var tilmed borgerlig, hvilket i sig selv var noget af et særsyn. I al den tid, statsministerposten havde eksisteret, det vil sige fra 1918 og fremefter, havde ingen borgerlig statsminister overlevet mødet med vælgerne. Tilmed var han den første og hidtil eneste af slagsen, der repræsenterede Det konservative Folkeparti. Han var på mange måder en speciel karakter i dansk politik, og i sit parti, hvor han steg i graderne som følge af bitre, interne magtkampe. En konsekvent undervurderet kompromiskandidat, der sled benhårdt i det for at bringe sit parti på fode igen og præsentere det som regeringsdueligt og troværdigt. Poul Schlüter sled, som det er blevet formuleret, altid for, at så mange som muligt skulle sætte deres kryds ved liste C, og helst ved Poul Schlüters navn. Schlüter forandrede dansk politik grundlæggende i sin statsministerperiode, derom hersker der bred enighed. Der er lykkeligvis ikke megen dyrkelse af statsmænd i Danmark, omend en stribe biografier, udgivet de seneste år, har ført en semantisk og nok for det meste ufrugtbar diskussion om emnet med et noget broget kandidatfelt, der inkluderer Thorvald Stauning, Erik Scavenius, H.C. Hansen og Jens Otto Krag. Af de fire lykkedes det kun for Thorvald Stauning at få trykt portrætter af sig selv til privat ophængning, i hvert fald i et større antal. Det er måske den bedste sammenfatning af den diskussion. En række bøger, også udgivet de seneste år, har dog søgt at etablere en særlig Schlüter-æra i dansk politik, uden det store held. Erik Meier Carlsen er, til eksempel, velskrivende og vidende i sin skildring, Schlüters epoke, men peger mere mod det refererende end det analyserende. To af hans kernepåstande virker også knapt så underbyggede. For det første at Schlüters statsministerperiode repræsenterede et nybrud i forhold til de personlige relationers betydning i dansk politik. 165

4 166 POUL SCHLÜTER OG HANS TID AF BA, STUD. MAG. ANDERS ORRIS Det er næppe noget nyt fænomen. Det er i hvert fald velkendt, at personlige sym- og antipatier tidligere har været ret så afgørende, hvor der her kan nævnes et par eksempler, uden for samtiden. Det er dokumenteret, at både Hans Hedtoft og H.C. Hansen nød godt af en god og tillidsfuld forståelse med to af samtidens radikale topfolk, Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen, hvorimod H.C. Hansens omvendt entydigt dårlige forhold til Retsforbundets leder Viggo Starcke, kan have haft afgørende negative konsekvenser for partiet. Tilsvarende prægedes Socialdemokratiets udvikling i 1960 erne og 1970 erne af et noget vekslende samarbejdsklima mellem, i første række, Jens Otto Krag og Per Hækkerup. For det andet forsøger Meier Carlsen at skitsere Schlüters statsministerperiode som et gennembrud for en såkaldt professionalisering, strømlining, af dansk politik, hvor partiernes struktur, organisation og strategier forandredes. Det er vanskeligt at afgøre her, om Meier Carlsen har entydigt ret eller uret i den påstand, men der er i hvert fald stærke indikationer på det modsatte. For det første er det dokumenteret, at Schlüter netop ikke ønskede at binde sig til et stærkt hold af rådgivere. Han agerede ofte på egen hånd, og på egne fornemmelser. Skrev egne taler på skrivemaskine. For det andet forblev Schlüters eget ministerium, Statsministeriet, af beskedent omfang - både strategisk og bemandingsmæssigt - helt frem til hans afgang. I Henrik Qvortrup og Niels Lundes biografi om Poul Nyrup Rasmussen er det for eksempel skildret, hvordan den langt mere asketisk-arbejdsomt anlagte Nyrup, kort efter sin tiltræden, blev forfærdet over at møde en halvdoven tilstedeværelseskultur, hvor personalet rutinemæssigt samledes på en af embedsmændenes kontor allerede ved tre-halv firetiden til hygge og fyraftensøl. Det fremstår som om Erik Meier Carlsen vil mere med sin Schlüter-skildring, end der er rygdækning for. Skal man efterspore en mere nøgtern og alment gangbar vurdering af danske statsministre, er det værd at konsultere den ganske fortjenstfuldt udbredte bog 25 statsministre, udgivet for et par år siden af historikeren Søren Mørch. Et værk, der med tiden nok skal øge sin alment autoritative placering. Mørch er vidende og djævelsk velskrivende, men når det kommer til en koncis vurdering af Poul Schlüters indsats som statsminister, fremstår han sjælden famlende. Bortset fra nogle klarsynede analyser vedrørende Schlüterregeringernes fejlhåndtering - med flere betydningsnuancer - af det udlændingepolitiske spørgsmål, savnes den klare og vurderende bedømmelse af Schlüter, der rækker udover den vanlige, som et nedsæn-

5 167 ket ekkolod i et alment, velinformeret folkedyb nok også ville kunne afsløre: At Poul Schlüter overraskede positivt som statsminister, navnlig hvad angår den økonomiske genopretningspolitik, at Poul Schlüter viste sig som en eminent parlamentarisk overlever, og at Poul Schlüters markante styrke var hans langtidsholdbare, gode forhold til midterpartierne. I det følgende skal skitseres et supplement til og i visse tilfælde en udbygning af Søren Mørchs vurdering. Måske skyldes den lidt svære indplacering et schlütersk karriereforløb, som lidt af en outsider? Schlüters samtidige, den forhenværende tyske forbundskansler Helmut Kohl sagde engang om sig selv, at han mente sig undervurderet hele sit liv og egentlig havde klaret sig ganske udmærket på den måde. Det samme kan siges om Schlüter. Han valgtes til Folketinget i 1964, men havde i begyndelsen en brydsom tid med den magtfulde, organisatoriske leder af partiet, Poul Sørensen, der aldrig tilgav Schlüter noget økonomisk roderi fra tiden som formand for Konservativ Ungdom fra 1952 til 1955 og derfor holdt hans udfoldelsesmuligheder stærkt i tømme. Under RKV-regeringen fra 1968 til 1971 faldt det i en periode i Schlüters lod at være politisk ordfører. På den ene side en opgave, der lå lige til højrebenet for en smilende, nydelig mand med utvetydigt medietække, men på den anden side en uhyre vanskelig opgave, idet Det konservative Folkeparti havde det vanskeligst i den på mange måder umage og lidet succesrige regeringskonstellation. I kølvandet på regeringsdeltagelsen fulgte også en bitter strid i Det konservative Folkeparti, der dog viste sig som Schlüters chance. Internt i partiet havde debatten om partiets fundamentale eksistensberettigelse altid ligget i kim, en strid, der trak tråde både tilbage og frem i tid. På den ene side eksisterede en fraktion, der anså partiet for grundlæggende højreorienteret, forstået på den måde, at dets virke måtte orienteres mod den borgerlige side af det politiske spektrum, primært mod et fasttømret, men i praksis ofte lidenskabsløst samarbejde med Venstre, væsentligst for at udgøre den slagkraftigst mulige opposition til Socialdemokratiet. En fraktion, der følte sig som værende i klar opposition til opbygningen af den universalistiske velfærdsstat, en opbygning ledt af netop Socialdemokratiet med størst kraft fra slutningen af 1950 erne og frem til 1970 erne. På den anden side eksisterede en fraktion, der betragtede partiet som et modererende, fintslebet midterparti, der var naturligt og grundlæggende skikket til et konstruktivt samarbejde om samfundets udvikling, uden afgørende

6 168 POUL SCHLÜTER OG HANS TID AF BA, STUD. MAG. ANDERS ORRIS idépolitiske modsætningsforhold til noget bestemt parti. Disse to fraktioner oplevede stærke magtkampe i kølvandet på RKV-regeringens fald ved valget i september 1971, hvor Det konservative Folkeparti blev ramt hårdest, med en mandattilbagegang på seks mandater. Regeringens fald og den fortsatte mandattilbagegang ved valget i 1973 ledte til en forbitret, intern magtkamp, der ikke skal gennemgås i detaljer her. Blot skal det konstateres, at Poul Schlüter tiltrådte som partiets leder i januar 1974 som en slags kompromiskandidat, der skulle bilægge de magtkampe, der truede med at spalte og ødelægge partiet. I øvrigt skal det også noteres, at Schlüter behændigt havde undladt at lægge sit politiske tyngdepunkt i en af de to, førskitserede fraktioner, hvilket gav ham ekstraordinært gode forudsætninger for at bringe partiet tilbage på ret kurs. Udgangspunktet var dystert. Netop ved folketingsvalget i december 1973, det berygtede jordskredsvalg, måtte Det konservative Folkeparti indkassere den næststørste lussing af alle partier med femten tabte mandater, næsten en halvering, til seksten mandater. Et historisk lavt niveau, sammenlignet med at partiet ikke havde haft under tredive mandater siden Poul Schlüters første møde med vælgerne, som partileder, førte dog ikke til umiddelbar fremgang, idet partiet ved folketingsvalget i januar 1975 måtte tage til takke med ti mandater og dermed blot 5.5 procent af stemmerne. Som følge heraf måtte partiet forlade det historiske gruppeværelse, værelse 28, og holde dets gruppemøder på Poul Schlüters kontor. Telefonboksmøderne hed de i konservative folketingsmedlemmers jargon, og det var bestemt ikke kærligt ment. Forventningerne til Schlüter var ikke overvældende. Poul Schlüter valgte i sin formandstid i slutningen af 1970 erne at følge en tostrenget strategi, der i dag fremstår noget modsætningsfyldt. Hvad angår det idépolitiske, lagde Schlüter sig umiddelbart i slipvinden af den udtalt konservative ellevepunktsstrategi, som en af partiets grå eminencer, landsretssagfører Kristian Mogensen, havde skitseret ved et hovedbestyrelsesmøde i januar 1974 kort inden Schlüters tiltræden som partileder. De elleve punkter var klart og entydigt udtryk for en borgerlig, idépolitisk oprustning, hvor partiet vendte tilbage til en stærk konservativ grundholdning. Det konservative Folkeparti havde, i pagt med fremvæksten af en konsensuslinje i dansk politik, mere om den senere, fulgt en midterorienteret kurs fra midten af 1960 erne. Den kurs, Kristian Mogensen udstak, tog udgangspunkt i en oppositionel stillingtagen til velfærdsstat og skattetryk, og en refokusering på klassisk konservativt tankegods som skepsis over for forhastede sam-

7 169 fundsforandringer, et klart og præcist forsvar for retsstaten og endelig et forsvar for selvforsørgelse, flid og iværksætteri. I praksis indebar den stillingtagen, at Schlüter bekendte dels kulør i forhold til, hvilken fraktion der kunne se frem til at nyde fremme, dels kulør i forhold til, hvilken rådgiverkreds han søgte. Sammenfattet er det sigende, at den udtalt midterorienterede Erik Haunstrup Clemmensen forlod Folketinget og dansk politik ved valget i februar 1977, hvorimod den mere udpræget borgerlige Erik Ninn-Hansen efter et kort mellemspil forblev en af Poul Schlüters nærmeste politiske og organisatoriske rådgivere indtil et godt stykke op i 1980 erne. I den praktiske politik holdt Schlüter strikt på en resultatorienteret linje, sammenfattet i senhalvfjerdsernes slogan om de borgerlig stemmer, der arbejdede. Han forlod nødigt et forhandlingsbord uden en aftale. Det konservative Folkeparti skulle vise sig som et parlamentarisk og regeringsdueligt, bredt favnende parti, der evnede at smøge ærmerne op og være med til at gøre noget ved landets afgrundsdybe økonomiske problemer. I praksis var det dog svært ikke blot i halvfjerdserne, men også under Schlüters statsministertid i firserne at fastholde Det konservative Folkeparti på en stærk idépolitisk profil af årsager, der skal sammenfattes løbende i det følgende. Først og fremmest fordi bruddet og den mandatmæssige afskalning ved jordskredsvalget i december 1973 havde ramt partiet hårdt, og i høj grad kom til at forfølge partiet gennem halvfjerdserne som et evindeligt dilemma. Jævnfør de skitserede, to fraktioner i partiet, var der to oplagte destinationer for den vælgerlede, der ramte de etablerede partier ved jordskredsvalget. De midterorienterede vælgere kunne søge mod Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, der begge så sig selv som korrektiver til de etablerede politiske partier, og ikke definerede sig selv stærkt oppositionelt i forhold til velfærdsstaten. Begge partier, dog væsentligst Centrum-Demokraterne, var reaktioner på primært en venstredrejning af Socialdemokratiet, sekundært og afledt heraf et tilsyneladende dysfunktionelt politisk system, hvor det traditionelle, hævdvundne samarbejde over midten i dansk politik var blevet stadigt vanskeligere. De højreorienterede vælgere kunne søge mod Fremskridtspartiet, der definerede sig selv som værende klart i opposition til de etablerede partier gammelpartierne som Mogens Glistrup kaldte dem og disse partiers konsensusprojekt om velfærdsstatens opbygning. Det konservative Folkepartis deltagelse i RKV-regeringen havde eroderet den udbredte forventning om, at en borgerlig regering endelig kom til, ville der komme andre boller

8 170 POUL SCHLÜTER OG HANS TID AF BA, STUD. MAG. ANDERS ORRIS på suppen. Følgen heraf var en udbredt lede i det borgerlige vælgerkorps, hvis ventil blev den ubetinget bredt folkeligt appellerende Mogens Glistrup, der på mange måder sammenfattede de halvgamle, småborgerliges etiketten er positivt ment reaktion på ungdomsoprøret. Dette skisma satte vilkårene for Det konservative Folkepartis virke i 1970 erne. På den ene side en benhård konkurrence med de borgerlige midterpartier om at fremstå som det ansvarlige parti, der fik det politiske maskineri til at køre. På den anden side en tilsvarende, underlig halvhjertet skyggekonkurrence med Fremskridtspartiet om at være eksponenter for den klarest mulige borgerlige profil, hvor partiet dog kunne trække på den styrke, det var at have en sammenhængende og parlamentarisk forholdsvist erfaren folketingsgruppe. Trods disse forudsætninger er det vanskeligt at pege på noget fast idépolitisk fundament under Poul Schlüters virke som partileder. Partiet havde en lang tradition for en åben og relativt dybsindig idédebat med aktører som Ole Bjørn Kraft og brødrene Aksel og Poul Møller, men Schlüter evnede ikke at skærme, forsvare endsige udbygge den tradition. Poul Schlüters personlige pragmatisme bidragede bestemt heller ikke til kultiveringen af partiets idédebat og dennes eventuelle afspejling i praktisk politik. Schlüter som statsminister Poul Schlüter blev landets statsminister, helt præcist den 10. september Forud var gået et forløb, hvor Schlüter havde samlet en række trumfkort, der positionerede ham som statsminister i den borgerlige firkløverregering. For det første havde han evnet at skabe et sammentømret parti, der i løbet af tre valg i 1977, 1979 og 1981 øgede mandattallet til 26, et større antal end Venstres. Schlüter evnede ganske enkelt i et stærkt, strategisk samarbejde med sine loyale støtter, først og fremmest Erik Ninn-Hansen og Ib Stetter, fuldstændigt at få bortvisket de opslidende slagsmål, der nærmest havde ødelagt partiet i første halvdel af 1970 erne. For det andet holdt han sig fri af parlamentariske fadæser. Venstre fremstod for mange som det ledende borgerlige parti, selv efter Poul Hartlings afgang efter partiets katastrofevalg i februar 1977, men partiet satte afgørende parlamentarisk kredit over styr ved dets uheldssvangre deltagelse i den lidet succesrige SV-regering fra august 1978 til oktober For det tredje og sandsynligvis det væsentligste havde Poul Schlüter etableret et stærkt og personligt tillidsforhold

9 171 til Det radikale Venstres leder fra 1978 Niels Helveg Petersen, der skal omtales efter en opridsning af nogle forhold vedrørende partiet. Det radikale Venstre stod nærmest fra dets stiftelse med vekslende intensitet som det parlamentariske nøgleparti i det tyvende århundredes politiske landskab. Om partiet lod sit lod falde i de borgerliges eller, som oftest, i socialdemokraternes vægtskål, afgjorde, hvem der fik statsministerposten. I to tilfælde havde partiet endog mandatmæssig styrke til selv at besætte posten. Uanset hvad, opnåede partiet en betydelig indflydelse på retningen i dansk politik, og var i egen selvforståelse brobyggeren, der trak både socialdemokratiske og borgerlige regeringer mod en midtersøgende kurs. Efter RKV-samarbejdets foreløbige afslutning i midthalvfjerdserne blev Det radikale Venstre i stedet en forholdsvist lidenskabsløs støtte af Anker Jørgensens skiftende regeringer, indtil denne frivilligt demissionerede i sensommeren Støtten var primært motiveret af to årsager: Dels var partiets hævdvundne ønske om et midterorienteret, samarbejdende folkestyre stærkt fokuseret på at holde Socialdemokratiet borte fra en for venstreorienteret kurs, hvis konturer for alvor viste sig i løbet af 1970 erne. Den kurs blev personificeret i de mange unge, venstreprogressive socialdemokrater som Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Birte Weiss m.fl. der blev valgt ved det, for Socialdemokratiets vedkommende, generationsmæssigt skelsættende valg i september Dels ønskede Det radikale Venstre ikke at medvirke til at samle den borgerlige blok, der rent mandat-matematisk stod stærkt ved flere valg i 1970 erne. De frygtede at trække Venstre og Det konservative Folkeparti bort fra en midterorienteret kurs, og ud mod et tættere, egentligt parlamentarisk samarbejde med i første række det i rent mandattal ganske stærke Fremskridtsparti, og i anden række de mere oplagte, politisk-strategiske konkurrenter hos Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Der blev dog trukket betydelige veksler på reservationerne over for en borgerligt ledet regering, i takt med at Anker Jørgensen fremstod mere og mere som en fastkørt og magtesløs statsminister. Hvor en del af Anker Jørgensens kredit, set fra mere folkelige kredse, bestod af en stærk forankring i den danske arbejderbefolkning, kombineret med en udstråling af en vilje til at løse problemerne, devalueredes den kredit af Det radikale Venstre og Niels Helveg Petersen som værende i længden egentlige udtryk for orienteringsløshed og magtesløshed. Samarbejdet mellem de to partier har i længden været mest velfungerende, når Socialdemokratiet har været under myndig og viljefast

10 172 POUL SCHLÜTER OG HANS TID AF BA, STUD. MAG. ANDERS ORRIS ledelse, såsom under Th. Stauning og H.C. Hansen. I takt med at opgivelsestendenserne bredte sig, spaltedes Socialdemokratiet netop i fraktioner, der var uenige om løsningen af de økonomiske problemer. Her følte Det radikale Venstre og Niels Helveg Petersen sig i bedst forståelse med den fraktion i Socialdemokratiet, under ledelse af skiftende finansministre som Knud Heinesen og Svend Jakobsen, der aktivt søgte at gribe ind over for de økonomiske problemer ved at forsøge gennemførslen af en reel sparepolitik. Modsætningvist belastedes forhold til den fraktion i Socialdemokratiet, under ledelse af netop den politiske ordfører og senere arbejdsminister Svend Auken, der ikke ønskede at gennemføre de nødvendige, dybdegående økonomiske indgreb, men tværtimod ofte evnede at få gennemført nye, yderligt fordyrende velfærdsordninger, der kun forværrede den økonomiske krise. Denne slingrekurs muliggjorde et radikalt kursskifte. Nok pegede partiet på Anker Jørgensen som statsminister, så sent som efter valget i december 1981, men kursskiftet havde været undervejs et stykke tid, også som en frugt af etableringen af et personligt og politisk tillidsforhold mellem Niels Helveg Petersen og Poul Schlüter. Som nævnt tidligere var det en af Schlüters mest faste strategier, at fremstå som en handlingsorienteret og pragmatisk politiker, der søgte at få det politiske system til at fungere og samarbejde. En strategi, der efterhånden stod i klarere og klarere modsætning til den mere vægelsindede socialdemokratiske kurs, der trættede Det radikale Venstre og Niels Helveg Petersen, og gav åbning for et radikalt kursskifte. Niels Helveg Petersen og Poul Schlüter var ganske enkelt på bølgelængde i deres forståelse af politik som et praktisk håndværk, der havde til opgave at løse helt konkrete, foreliggende problemer, uden så megen ideologisk forstillelse. I sidste ende blev det netop udslagsgivende, at Det radikale Venstre ved dronningerunden efter Anker Jørgensens tilbagetræden, valgte at pege på Poul Schlüter som forhandlingsleder. Poul Schlüter havde set klarere end sin rival som statsminister, Venstres Henning Christophersen, at vejen til en borgerligt ledet regering gik gennem Det radikale Venstre og Niels Helveg Petersen. At det så uomtvisteligt er et paradoks, at Schlüters vej til Statsministeriet gik gennem et parti, der aldrig, nærmest tværtimod, havde fremstået som nogen særligt allieret af formulerede, konservative synspunkter, er så en anden sag. Firkløverregeringen, der imidlertid ikke inkluderede Det radikale Venstre, men Venstre, Det konservative Folkeparti, Centrum-Demokra terne og Kristeligt Folkeparti, var Poul Schlüters regeringsmæssige ba-

11 173 sis fra 1982 til 1988, og var fra starten lidt af en succes. Regeringen tog med betydeligt hårdhed fat på løsningen af de økonomiske problemer, og gennemførte besparelser i en milliardklasse, der ville få selv den finanskrisepræparerede, nutidige generation af politikere og befolkning til at tabe både næse og mund. De redskaber, som blev taget i anvendelse for at drive landet bort fra afgrundens rand, var af hidtil uset kaliber, og Poul Schlüter viste samtidig en stærk parlamentarisk gennemslagskraft. Hestekuren var dog ikke uden folkelig opbakning, og da Schlüter og den konservative gruppeformand Knud Østergaard afsluttede folketingsåret i juni 1983 med en middag i Tivoli, blev de mødt af spontane, begejstrede tilråb, skulderklap og klapsalver fra havens øvrige gæster. Regeringen og Poul Schlüter havde medvind på cykelstien, og opnåede et historisk godt resultat ved valget i januar 1984, hvor Det konservative Folkeparti fik 42 mandater et resultat, der sætter vore dages mandattal noget i relief. Statsministeren Poul Schlüter viste sig dog ikke som noget udpræget holdningsmenneske, forankret i en distinkt oppositionel politisk stillingtagen. Både i praksis og i sin selviscenesættelse gjorde Schlüter meget ud af fremstå som en pragmatisk skikkelse, der som en anden skikkeligt myndig huslæge ordinerede en knapt så velsmagende, men dog nødvendig medicin. Det skal gøre ondt, før det kan gøre godt. De første år med firkløverregeringen var præget af en strammerkurs mod den offentlige sektor, hvor navnlig Venstre førte an i reformbestræbelserne. Firkløverregeringen var dog ikke uden indre spændinger og kursskifter. Det er utvivlsomt, at der var størst vilje til opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel i regeringens første år. Særligt to faktorer medvirkede til en opbremsning på den front. Den første: I juli 1984 erstattede den konservative Palle Simonsen venstremanden Henning Christophersen på finansministerposten, en manøvre der kun var mulig på grund af den betydelige konservative fremgang ved folketingsvalget i januar samme år. Christophersen forlod dansk politik til fordel for en fortjenstfuld karriere som EF-kommissær. Som nævnt var det navnlig Venstre, der pressede på for et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel, og Palle Simonsen så grundlæggende anderledes på den sag: Han tilhørte den midterorienterede fraktion i Det konservative Folkeparti, som bestemt ikke så noget behov for et opgør. Snarere talte Simonsen blandt andet i bogen Den Danske Model fra 1986 for en letvægtsagtig løsning, hvor en offensiv og målrettet erhvervspolitik anvendtes til at finansiere en

12 174 POUL SCHLÜTER OG HANS TID AF BA, STUD. MAG. ANDERS ORRIS stærk og generøs velfærdsstat. Den økonomiske genopretningspolitik vedrørte, i Simonsens optik, altså i lige så høj grad en fremtidssikring og afstivning af eksisterende velfærdsordninger. Den anden årsag var de midler, der blev taget i anvendelse. En regulær sparestrategi anvendtes primært i regeringens allerførste år. Efterfølgende blev begunstigedes firkløverregeringen begunstiget af en international højkonjunktur, der medvirkede til at bedre den økonomiske situation tilstrækkeligt til, at den offentlige sektor ikke behøvede at holde specielt meget for. Gennem 1980 erne voksede det offentlige forbrug fortsat, stort set uden politisk indgriben. Højkonjunkturen gav også anledning til andre problemer, primært vedrørende samhandelsbalancen og gældsætningen. Her tøvede firkløverregeringen dog ikke med endog særdeles barske indgreb. Retrospektivt er det hævet over enhver tvivl, at også på det tidspunkt savnedes der aldrig politisk vilje til at gribe ind over for de private forbrugsmuligheder, hvorimod det var umådeligt vanskeligt at skabe politisk konsensus og vilje til indgreb mod det offentlige forbrug. Det er naturligvis vanskeligt at placere ansvaret for dette samlet et sted. Venstre viste konsekvent mest vilje til en reformorienteret kurs, hvilket både er prisværdigt, men også forståeligt. Partiet fremstod længe som det ledende borgerlige parti, men blev udmanøvreret af en taktisk klog Schlüter, og måtte derfor tage andre redskaber i brug for at afstive den politiske profil. Det gjorde partiet ved konsekvent at insistere på en klarere borgerlig kurs fra regeringen. Hos Det konservative Folkeparti, der var præget af forskydninger mellem de to, førskitserede fraktioner, gav forfremmelsen af Palle Simonsen yderligere tyngde til den midterorienterede fraktion, der aldrig havde haft storladne reformer på dagsordenen. Den mere borgerligt, højreorienterede fraktion ytrede i flere tilfælde mishag ved nogle af de gennemførte indgreb, for eksempel da justitsminister Erik Ninn-Hansen åbent kritiserede de i slutfirserne gennemførte indgreb, der var ensidigt vendt mod privatforbruget. Poul Schlüter valgte i den forbindelse en uklar kurs. I regeringens første år hørte han afgjort til den midterorienterede fraktion, der vendte sig mod en mere praktiske løsning af den økonomiske krise, uden at skele så meget til, hvilken politisk side de anvendte redskaber hældte imod. I slutfirserne skiftede han kurs mod en langt klarere borgerlig profil, blandt andet inspireret af politisk sparring med skatteministeren fra 1987, venstreløven Anders Fogh Rasmussen, der havde ytret de berømte ord om, at Venstre var i opposition og regering på samme tid.

13 175 Midterpartierne var konsekvent de mest fodslæbende. Centrum- Demokraterne var ikke stiftet som et opgør mod den socialdemokratiske samfundsmodel, men var snarere en afskalning af partiets klassiske højrefløj. Navnlig fra midtfirserne definerede partiet sig selv som en slags social vagthund i firkløverregeringen, og modarbejdede konsekvent ethvert tilløb til afgørende reformbestræbelser. Kristeligt Folkeparti var - både parlamentarisk og i regeringen et decimeret parti, der ikke fik megen, distinkt indflydelse på den førte politik. Partiet havde ikke ret megen del i tovtrækningen mellem de reformvillige og de reformforskrækkede, men fulgte ofte den kurs, som Schlüter personligt bakkede op. Den reformorienterede kurs fik en kortvarig opblusning i perioden , hvor Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti erstattedes af Det radikale Venstre i regeringskonstellationen. Det er uomtvisteligt, at der hos de radikale findes en stærk, liberal tradition, som har ytret sig kritisk over for de socialdemokratiske tendenser til kassetænkning og centralisering, og det gav sig udslag i en radikal støtte til en afpolering af regeringens politiske profil. I åbningstalen den 3. oktober 1988 lagde Schlüter ikke fingrene imellem, og man kan her finde hans skarpeste, idépolitiske udmeldinger, siden han havde tilsluttet sig Kristian Mogensens føromtalte ellevepunktsstrategi i Der var ørefigener til systemernes magt, skattetrykkets evindelige stigning og befolkningens afhængighed af offentlige indkomstoverførsler. Det er tydeligt, at Schlüter var slået ind på en ny kurs, motiveret af et gradvist konservativt mandattab ved valgene i 1987 og 1988 samt af de føromtalte, nye idépolitiske impulser, der formuleredes af de unge og yngre borgerlige kræfter, som vandt frem i 1980 erne. Kort efter sin tiltrædelse i 1988 præsenterede KVR-regeringen en stærkt ambitiøs afbureaukratiseringsplan, der skulle nedbringe antallet af offentligt ansatte med over ti år, en plan der fulgtes op i juni 1989 med Planen (med stort p), der skulle intonere et idépolitisk borgerligt nybrud til 1990 erne. Nu skulle der andre boller på suppen. Planen var indiskutabelt ambitiøs. Marginalskatten skulle reduceres med 16 procent fra 68% til 52%. Der foresloges brugerbetaling, besparelser og reduktion af forskellige former for fradrag. I det opfølgende forhandlingsforløb faldt meget af tankegodset dog på politisk stengrund, ikke mindst fordi regeringen på forhånd havde afskrevet Fremskridtspartiet som parlamentarisk grundlag for Planens gennemførelse. I stedet førtes der en stillings- og markeringskrig med Socialdemokratiet, der var langt mere interesserede i regeringens fald end

14 176 POUL SCHLÜTER OG HANS TID AF BA, STUD. MAG. ANDERS ORRIS i Planens fuldbringelse. Dertil var der splittelse i regeringen. Den 30. oktober 1989 forlod finansminister Palle Simonsen dansk politik, ikke mindst motiveret af Schlüters kursomslag mod højre. Lidt over et år senere ved folketingsvalget 12. december 1990 måtte Det konservative Folkeparti påny indkassere en mandattilbagegang, og det var kun med nød og næppe, at regeringsmagten fastholdtes på borgerlige hænder frem til Var Poul Schlüter en konservativ statsmand? Lad os afslutningsvist åbne en lille flanke mod statsmandsdiskussionen. Man kan spørge sig selv, hvorfor en statsminister, der havde så lang en embedsperiode, ikke er en del af det kandidatfelt, som Søren Mørch har skitseret, som omtalt i indledningen. Herpå kan der gives mange svar: For det første måtte Poul Schlüter lade sig identificere langt stærkere med en regering som helhed, end de socialdemokratiske bud i kandidatfeltet. Schlüter repræsenterede ganske enkelt ikke et parti, der havde en tradition for at have politikere med en nationalt samlende identifikationsfaktor. I et bredere perspektiv kan dette sættes i forhold til Det konservative Folkepartis rolle over for Socialdemokratiet. Erik Ib Schmidt har utroligt rammende formuleret det således, at socialdemokratiske regeringer er ejere, borgerlige regeringer lejere. Poul Schlüter var, med sine egne ord, ikke så konservativ at det gjorde noget, snarere var han - hvis han endelig var noget distinkt - en borgerlig statsminister, der evnede at favne bredt. Han var populær og afholdt hos midterpartierne. For det andet måtte Schlüter forlade sig på sin parlamentariske overlevelseskraft mere end sin personlige gennemslagskraft. I sin statsministertid vandt han kun et valg, en fantomsejr i 1984, men hans eget parti måtte tåle mandattilbagegang ved de tre følgende valg i 1987, 1988 og Han spændte over et parlamentarisk grundlag inkluderende Det radikale Venstre, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti, Det konservative Folkeparti, Venstre og Fremskridtspartiet. En heterogen gruppe, hvor der kun var enighed om at pege på Poul Schlüter som statsminister. Det gjorde det vanskeligt at gennemføre et egentligt, politisk reformprojekt. Det eneste politiske projekt, der er blevet hæftet på Poul Schlüters statsministerperiode, har været det noget udefinerbare den økonomiske genopretningspolitik. De fleste har fornemmelsen af, at Poul Schlüter gjorde en flittig og dygtig indsats for at bedre landets økonomi. Så flittig, at han lod sine regeringer komme i mindretal på klassiske

15 177 statsræsonfelter, f.eks. ved den såkaldte fodnotepolitik, hvor et flertal uden for regeringen dikterede den en udenrigs- og sikkerhedspolitik der ikke var dens egen, hvilket uomtvisteligt ville have forledt andre til at demissionere. Ud fra en erklæret borgerlig synsvinkel, er det dog indiskutabelt, at Schlüters økonomiske genopretningsbestræbelser medvirkede til at afstive en samfundsmodel, som de borgerlige partier grundlæggende ikke havde stået fadder til. De blev ikke andet end lejere af regeringsmagten, og til trods for, at de borgerlige partier sendte Socialdemokratiet i en langvarig og opslidende oppositionsperiode, fik de ikke rullet den altomfattende velfærdsstat ret meget, om noget, tilbage. Netop Det konservative Folkeparti bekæmpede mest ihærdigt de universelle træk ved velfærdsstaten, for eksempel ved indførslen af folkepensionen i , som partiet beklageligvis valgte at stemme for, dog efter svære overvejelser. I et bredere perspektiv kan Schlüters statsministerperiode sætte ind i en større ramme, der fastholder billedet af et betydeligt svigt fra de borgerlige partier, både idépolitisk og i den praktiske politik. Henning Fonsmark har talt om eksistensen af en kompakt enighed i efterkrigstidens politiske landskab. De etablerede politiske partier var, fra slutningen af 1950 erne og i hvert fald fra midten af 1960 erne og fremefter, grundlæggende enige om opbygningen af en generøs velfærdsstat finansieret af højt skattetryk. Derfor var en dybdegående, fri og kritisk idépolitisk debat svær at gestalte inden for rammerne af et konsensuspræget politisk system. Partierne var simpelthen for enige, firkantet sagt. Der var ingen konsekvent gennemført vilje til at reducere den offentlige sektors størrelse eller skattetrykket. Det blev anset for praktisk talt umuligt af det etablerede politiske system, hvilket i sig selv var et led i de borgerlige partiers selvbedrag. I Poul Schlüters statsministertid vedblev de offentlige udgifter med at stige. Tre, fire og fem procent på årsbasis trods den økonomiske krise. Schlüter gennemførte generøse overenskomster, der gav stærkt fordyrende lønfremgange på fem, otte, endog ti procent. Schlüter gennemførte også en række andre fordyrende indgreb, som vi aldrig er sluppet af med. Momsen steg, afgiftstrykket ligeså. Nok fik indkomstskattetrykket et nøk nedad, men kun som led i den måske mest bekymrende udvikling i Vesteuropa: At skiftende og partimæssigt forskellige regeringer lader indkomstskattetrykket falde, alt imens beskatningen øges tilsvarende eller mere på en række andre områder. Som anført savnedes der aldrig motivation til at gribe ind over for det private forbrug, hvorimod det offentlige forbrug bortset

16 178 POUL SCHLÜTER OG HANS TID AF BA, STUD. MAG. ANDERS ORRIS fra regeringens første år gik upåagtet hen. Det var og er Schlüters helt store svigt. Henning Fonsmark mener videre, at 1980 erne, årene med Poul Schlüter som statsminister, forblev nogle år med stilstand. Den grundlæggende model blev der, som nævnt, ikke pillet ved, også selvom det kostede en fortsat kraftig stigning i udlandsgælden. En regning alle dog var villige til at betale, eftersom ingen ønskede at pille grundlæggende ved systemet og dets defekter. Alle lod blot stå til. Fonsmark eksemplificerer med en redegørelse, udsendt fra Palle Simonsens finansministerium den 14. april 1989, altså i den periode hvor regeringen ellers krampagtigt søgte at polere sin idépolitiske profil af. I redegørelsen står der, at velfærdssamfundets oprindelige grundlag er ikke til diskussion. Det var på en gang konstaterende, sigende og profetisk. Profetisk i den forstand, at der kan trækkes tråde til vore dages krisehåndteringspolitik. Dengang som i dag er det meget beskedent med vilje til indgreb mod det offentlige forbrug. Der stilles ikke grundlæggende spørgsmålstegn ved et samfundssystem, der beskæftiger over i den offentlige sektor og hensætter et tilsvarende antal på andre former for offentlig forsørgelse. Det er de borgerlige partiers, med mere præcis adresse, Det konservative Folkepartis, opgave og chance at problematisere dette forhold. Før det er for sent. Primærlitteratur: Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulveman: Poul Schlüter en biografi Poul Schlüter: Sikken et liv Erik Meier Carlsen: Schlüters Epoke Henning Fonsmark: Schlüters Danmark Henning Fonsmark: Historien om den danske utopi Erik Ninn-Hansen: Værelse 28, Dansk Politik Søren Mørch: 25 statsministre Henrik Qvortrup og Niels Lunde: Nyrup