Da SF begyndte at gå i den gale retning.

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Da SF begyndte at gå i den gale retning. Skrevet af: Bent H. Jørgensen Offentliggjort: 14. april 2010 De tre fortællinger om religion. I SF er der mindst tre meget forskellige holdninger til forholdet mellem stat og religion. Den ene er en traditionel venstreorienteret sekularisme, der helst vil formindske religionens indflydelse mest muligt. Den anden udspringer af det venstreorienteret miljø i Folkekirken, og som stor set er tilfreds med den nuværende kirke-stat-ordning. Den tredje udspringer fra indvandrermiljøerne, som går ud på, at Danmark skal være et mere multireligiøst og multikulturelt samfund. For de fleste er diskussionerne om forholdet mellem stat og religion en meget akademisk og teologisk snak, som de helst vil springe over. Imidlertid handler disse diskussioner i høj grad om, hvordan forholdet skal være mellem gammeldanskere og indvandrere. Sekularisterne mener, at de er de rene fortalere for tolerance. De mener, at når det offentlige rum er fjernet for religion, er der ingen religion, der dominerer over den anden. Det sekulare samfund opfattes således som en neutral bane, hvor folk kan have deres personlige opfattelser for sig selv. Hvad sekularisterne har svært ved at forstå, er at alle religioner manifesterer sig i det offentlige rum. Nogle sikher går med turban, nogle muslimer faster i Ramadanen, mens kristne vil gerne have fri juleaften. Denne manglende forståelse kan resultere i en intolerance over for religiøse udtryk, verbale som fysiske. Det venstreorienterede miljø i Folkekirken lægger vægt på kristendommens tolerante og sociale sider. De er derfor nogle af de mest aktive bekæmper af den indvandrerfjenske politik, som den nuværende regering fører. Da mange af de venstreorienterede præster lever godt af den nuværende Folkekirkeordning, kan man nok ikke forvente de store ændringer fra den front. Og den nuværende ordning favoriserer nu engang én kirke, Folkekirken, mens andre trossamfund er andenrangs. Flere i indvandrermiljøerne arbejder aktivt for, at Danmark bliver et land med større grad af religionslighed. De vil gerne løsne forholdene mellem kirke og stat og give alle religioner lige rettigheder. På den ene side har de ret i forhold til vores demokratiske traditioner, men på den anden side er størstedelen af den danske befolkning nok ikke klar til at løsne det tætte forhold mellem stat og Folkekirke. Indvandrerne udgør dog ikke en samlet flok med samlet stemme. Nogle indvandrere er kommet til landet pga. religiøs forfølgelse, og de er ofte lige så sekularistiske som de danske sekularister. Andre indvandrere har taget deres religion med sig, og vil 1 / 6

2 gerne respekteres som ligeværdige borgere med den religion de nu har valgt. Alternativ til højrefløjens nationalromantiske myte? Det som de tre holdninger burde have tilfælles er en modstand mod højrefløjens nationalromantiske myte om Danmark som et land, et sprog, en kultur og en religion. Sekularisterne ud fra at befri nationalismen fra religionen. De venstreorienterede kristne ud fra at befri kristendommen fra nationalismens omklamring. Indvandrerne ud fra at skabe en ny national identitet med plads til flere kulturer, sprog og religioner. Indtil videre er der kun en modstand mod højrefløjens myte, men der er ingen begejstring for noget andet, for der er ikke noget andet. Ingen har formået at skabe en ny myte, som kunne danne et alternativ til den nationalromantiske myte. Ikke fordi der ikke findes manuskriptforfattere, som kunne formulere en ny fortælling, men fordi disse forfattere ikke har noget publikum, der læser, hvad de skriver. For hvis venstrefløjen for alvor vil tage kampen mod den nationalromantiske fortælling, må den bevæge sig i ud området mellem politik, ideologi og religion, og dér har venstrefløjen per tradition haft en vis modstand mod at bevæge sig ud i. Venstrefløjen må bare gøre sig klart, at så længe den ikke formår at formulere et alternativ, vil den stå svagt. Når vælgerne ser Dansk Folkepartis plakater med dannebrog og en hvidkalket kirke på den ene side, og så en masse halvkvædede viser på den anden side, er det nu engang dannebroget med kirken, der står stærkest. SF er uforberedt til at komme i regering. Mens jeg var med i SF, havde jeg bestemt ikke berøringsangst over for at se, at disse tre meget forskellige religiøse fortællinger ville skabe problemer for partiet. Det ville ske før et valg, når SF skulle formulere et modbillede til DF's nationalromantiske billede af Danmark og især efter et valg, hvis SF fik regeringsmagten. Efter et valg blev partiet nødt til at tage stilling til så forskellige emner som kirkevielser, skal det offentlige opkræve skatter for kirkerne, skal man forbyde omskærelse, skal vi kun have kristne helligdage eller skal vi acceptere andre religioners helligdage eller skal vi kun have verdslige fridage, osv. Enhver der beskæftiger sig med disse emner, ved hvor svært det er at formulere en politik, som både hænger logisk sammen, viser hensyn og ikke skaber unødvendige konflikter. Det sidste er svært for området er meget følelsesfuldt og ikke særlig rationel begrundet. Men SF's top havde bestemt berøringsangst over for disse svære problemer, og har stadig ikke på demokratisk vis fået udarbejdet nogen sammenhængende politik på området. På den måde står man fuldstændig uforberedt overfor den enorme opgave, der venter efter et valg, og når man er uforberedt, kan fejl nemt opstå. Fx da Villy 2 / 6

3 med stor lidenskab gik imod kønsopdelte forældremøder, fordi han troede, at det kun var muslimske mørkemænd, der gik ind for den slags, fik han pludselig uventet modstand fra flere jyske skoler og fædre. De syntes, at det var rigtig hyggeligt at holde møder uden kvindelig indblanding. Villy vælger fortælling. Men SF-toppen valgte holdning til det svære religionsdilemma, og det gjorde den ved de to omtalte begivenheder. Da Villy bad Hizb-ut-tahrir rejse ad helvede til, skabte han et skel mellem de rigtige danskere og de forkerte indvandrere, som så kunne skride ad helvede til, hvis de ikke blev som os. Man kan sige, at Villys modbillede til DF's nationalromantik blev en lidt mere venstreorienteret og sekulariseret udgave af nationalromantikken. Ligesom DF, skelner Villy mellem nogle værdier og traditioner, som han kalder danske eller demokratiske, og mod dem er der så nogle udemokratiske og udanske værdier. Villys fejlslutning som mange andre sekularister gør, er, at de tror, at deres værdier er uafhængige af kulturer og religion. Når danske kvinder går klædt som de går, og gør de ting, som de gør, er det den bedste og eneste måde at være en fri, ligeberettiget borger på i dette samfund. Når så kvinder fra andre kulturer med en anden religion går klædt på en anden måde og har andre værdier, må de være undertrykte på en eller anden måde. Man kan ikke komme uden om, at nogle indvandrere skaber en fremmedangst hos mange danskere, og alene DF's store tilslutning viser dette. Men hvad skyldes denne fremmedangst? Skyldes den indvandrernes mærkelige religion og kultur eller skyldes den danskernes angst for, at andre folks anderledes kultur skal komme til at påvirke deres kultur? Svaret ligger et eller andet sted midt imellem disse to. Men nu har SF entydigt valgt at mene, at problemerne ligger hos indvandrerne og ikke hos danskerne. Dette har givet partiet stor fremgang, men det løser bare ikke problemerne om fremmedangst. For uanset hvor tilpasset en jøde eller en muslim eller en katolik måtte blive, vil fremmedangsten bestå, hvis den enkelte magthavere i det danske samfund har interesse i, at angsten fortsætter. Det kan godt være, at SF har sluppet berøringsangsten over for at italesætte de problemer, som almindelige mennesker føler over for indvandrere, men SF har til gengæld fået en enorm berøringsangst over for at diskutere og bearbejde danskernes fremmedangst. Afviklingen af medlemsdemokratiet Da SF toppen i 2008 valgte side i indvandrer- og religionsdebatten vidste man godt, at der var modstand i partiet mod denne kursændring. Den var jo ikke vedtaget i noget demokratisk organ i partiet. Det var derfor påkrævet, at det partidemokrati, 3 / 6

4 som ellers har været gældende i partiet fra dets start, skulle afvikles. Det sagde man selvfølgelig ikke, men man skabte en masse myter, som gødede vejen for afviklingen. Myterne hed, at man skulle være moderne, være regeringsduelig, være mere markant i debatten, træffe beslutninger hurtigt, skabe en nødvendig centralisme osv. alt sammen for at forhindre, at menige medlemmer fik indflydelse på partiets politik. Den skulle i stedet for skabes af et lille politisk præsteskab, der havde taget ejerskab over partiet. Det første tydelige tegn på denne nye politikudvikling var integrationsudspillet med S, som blev lavet af en meget lille kreds af SF'ere, uden at de medlemmer, der arbejdede med integrationsproblemerne blev spurgt. Det er tydeligt, at integrationsudspillet havde flere formål. Det første var at skabe et fælles udspil, som den danske befolkning nemt kunne forstå. Den næste var at skabe en tæt alliance med S for at blive S's foretrukne samarbejdspartner frem for de radikale. Dette formål må man sige er lykkes over al forventning. Det tredje formål, som nok ikke er blevet klart for så mange, var, at det skulle skille fårene fra bukkene i partiet. Samtidig med at SF indgik i aftalen med S, sendte partiet og SFU nogle skitser til læserbreve ud til medlemmerne, og opfordrede dem til at sende dem videre til dagspressen. De følgende uger blev aviser overdænget med nogenlunde enslydende læserbreve fra SF'ere, som både støttede aftalen men beklagede accepten af 24 års reglen osv. Ud fra indholdet af læserbrevene var det total unødvendigt, at så mange SF'ere skulle skrive. Aktionen virkede derfor mere, som man fra SF's side ville finde ud af, hvem man blandt medlemmerne kunne stole på (Dem, der skrev nogle positive breve.) og hvem man skulle sætte uden for indflydelse. Jeg kalder argumenterne for den gældende centralisme i SF for myter, for de er ikke rationelle. Man kan ligeså godt argumentere med, at den nyeste udvikling i informationsteknologi har gjort det muligt at inddrage medlemmerne i partiets politikudvikling på en hel anden måde end tidligere. Nu kunne partitoppen sende et forslag ud om ny integrationspolitik til en udvalgt skare af medlemmer, og bede dem reagere hurtigt på forslaget. Når nu SF-toppen fravælger at inddrage medlemmerne i politikudvikling, er det derfor ikke et spørgsmål om menneskelig eller teknisk kunnen. Det er et spørgsmål om, hvem der har magten i partiet. Konsekvenser af afviklingen af medlemsdemokratiet Afdemokratiseringen af SF har flere fatale konsekvenser for partiet og venstrefløjen. Umiddelbart kan det virke som en sejr for den nuværende elite i SF. Den kan nu bestemme politikken uden at blive forstyrret af medlemmerne. Det viste Eva Dragheim i sin artikel i sidste nummer af Kritisk Debat om de sikkerhedspolitiske forandringer i SF. Men både denne elite og partiet generelt kommer til at betale en høj pris. 4 / 6

5 For det første: hvorfor skal man være aktiv i partiet? Indtil for få år siden havde et menigt medlem især to muligheder for at påvirke politikken: man kunne stille forslag til landsmødet eller hovedbestyrelsen eller være aktiv i et udvalg. Ud fra hvad Eva Dragheim skriver er det ren tidsspilde at sidde i et udvalg og hovedbestyrelsen afgår snart ved døden. Landsmødet kommer kun med nogle generelle udtalelser, som ikke har ret stor betydning for den daglige politik. Hovedbestyrelsen bliver snart erstattet af et organ, som formidler partiets politik ud til medlemmerne. Det er altså ikke den anden vej, informationerne skal gå. Pelle Dam forsvarer i en kronik d. 25/2 i Information denne udvikling i SF. Han synes det er helt fint at bruge fokusgrupper, så almindelige mennesker kan få indflydelse på partiets politik. Det kan jo lyde meget fint, men det besynderlige er, at samtidig med at disse almindelige mennesker i fokusgrupper får større indflydelse på partiets politik, får de almindelige mennesker, som tilfældigvis er medlemmer, mindre indflydelse på politikken. Pelle Dam m.fl. er måske ligeglad med, hvilke almindelige mennesker der får indflydelse på politikken, men der er en ret afgørende forskel mellem fokusgrupper og medlemsdemokrati: Den demokratiske kontrol. Fokusgrupperne lever deres eget liv uden om medlemsdemokratiet. Der er ingen der ved, hvem der er med i dem, hvad de bliver spurgt om, og om hvordan SF behandler deres svar. For det andet er det utrolig farligt for alle organisationer, lige meget om det er partier, firmaer eller foreninger, at der er store forskelle mellem de formelle og reelle magtstrukturer. I alle menneskelige sammenhænge er der altid en vis forskel mellem de to slags magtstrukturer. Nogle gange bliver beslutninger taget på et værtshus og ikke på et bestyrelsesmøde. Det sker, fordi vi alle sammen er mennesker med de defekter det giver. Men hvis forskellene mellem de formelle og reelle magtstrukturer bliver for store, åbnes der op for en hel anarkistisk magtstruktur, hvor alt bestemmes ud fra om man kender de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt og siger de rigtige ting. I SF skal man altså ikke som medlem på demokratisk vis forsøge at påvirke folketingspolitikerne, men man skal forsøge at komme i nærheden af de fokusgrupper, som åbenbart har større magt over politikudviklingen end de almindelige medlemmer. Når man først har åbnet op for en sådan anarkistisk magtstruktur, er den meget svær at stoppe igen. Alle har jo accepteret undergravningen af de formelle organer. For det tredje: Når SF på den ene side påstår, at der i partiet hersker stor medlemsindflydelse og på den anden side afvikler denne medlemsindflydelse må man stille sig det spørgsmål, om SF bliver ledet af troværdige mennesker. For at være troværdig må der være overensstemmelse mellem det man siger og det man gør, og det er svært at se, at der er i dette spørgsmål. Når så denne manglende troværdig bliver accepteret af et helt parti som et nødvendigt onde, gør det kun ondt 5 / 6

6 værre. Den manglende troværdighed gør virkelig ondt på mange mennesker, der er dødtrætte af den borgerlige regerings lystløgne lige meget om det drejer sig om krige, udlændingepolitik eller økonomi. Alle disse mennesker står desværre i et frygteligt valg mellem to politiske grupper, der mener, at det er legalt at lyve for at få magten. Det kan godt være, at den ene flok, der lyver, er lidt mere sympatiske end de andre, men at vælge mellem forskellige usandheder er stadig ikke noget, der vækker begejstring. Forsøg på konklusion For den almindelige dansker, der bare har et tilskuerforhold til politik, er det ligegyldigt, hvordan organisationsstrukturerne er i de enkelte partier. Men for alle politikskabende mennesker og for den politiske udvikling i Danmark er den organisatoriske udvikling i SF katastrofal. Fra at være bevægelsernes parti, det være sig miljø-, fred- eller kvindebevægelser, der kunne formidle forslag og dagsordener ind på Christiansborg, er SF nu et centralistisk parti, hvor al nytænkning bliver betragtet med mistro. Hvis man mener noget andet end den nuværende ledelse, bliver man beskyldt for at skabe splittelse. I dette miljø kommer der ingen fornyelse til skade for SF og resten af Danmark. Hvis SF vil være med til at samle venstrefløjen og ikke splitte den, må partiet have en grundig diskussion om, i hvilken retning partiet vil gå i religions- og indvandrerdebatten. At sige, at Villy er gået for vidt er simpelthen ikke nok til at genskabe enigheden på venstrefløjen. Henvisninger: Eva Dragheim: SF - fornyelse eller?, Kritisk debat, marts 2010 Pelle Dam: Myten om århundredets mest succesfulde partifornyelse, kronik i information d. 25/ / 6