16. Den udenlandske træner fra utænkelig til uundværlig Om os

Transkript

1

2 Forord Situationen i midt-90 erne 1. Ossie Ardiles og det kontinentale eksperiment 2. Blackburn Rovers og det britiske paradigme 3. Den britiske arv Reformatoren 4. Le Professeur og de nye tider 5. George Grahams sorte skole 6. Arsène Wengers (r)evolution 7. Arsenal-Tottenham den 24. november Fra til og videre Fantasten 9. Den sorte tulipans opblomstring 10. Chelsea-Middlesbrough den 17. maj Boks-til-boks-spillerens kvælertag på 10 eren 12. Med ufejlbarligheden som selvforståelse Købmanden 13. Houlliers kosmopolitiske overhaling 14. Liverpool-Arsenal den 12. maj Fra geniale indkøb til spektakulære fejlkøb Arven 16. Den udenlandske træner fra utænkelig til uundværlig Om os Kolofon

3 Forord Tenniscifre, klasseforskel, ydmygelse. Dommen er hård, men retfærdig: "År efter år ser vi potentiale, men også potentielt det totale kollaps," lyder det dagen efter i The Telegraph. Det er en forfærdelig måde at fejre sin kamp nummer 1000 som træner for en topklub på. Efter blot et kvarter er Arsenal nede med tre mål og en mand til Chelsea på Stamford Bridge. Resten af kampen er klinisk afstraffelse. Den portugisiske realist kører hen over den franske idealist Mindet om 8-2-massakren på Old Trafford et par sæsoner tidligere kravler frem fra fortrængningens mørkeste afkroge. Fansene oplever syner af rædsel og nød og en længsel efter pludselig død. Efter kampen nægter Wenger for første gang i sin 30-årige trænerkarriere at møde pressen. Trods elleve forsøg er det ikke én eneste gang lykkedes franskmandens offensive libération at besejre The Special One. Wenger out!, råbes der med kapitaler og udråbstegn fra tastaturer verden over. Knivene er ude og skarpere end nogensinde før. Inden kynikere som Mourinho sætter drømmen om den frie offensiv skakmat med taktisk snilde, spiller Wenger en afgørende rolle i at overbevise briterne om den kontinentale fodbolds værdi. Og vigtigere endnu så baner han vejen for de seneste 15 års invasion af så forskellige udenlandske trænere som Egil Drillo Olsen, Claudio Ranieri, Rafael Benitez, Martin Jol, Sven-Göran Eriksson, Guus Hiddink, André Villas-Boas og Michael Laudrup. Franskmanden er imidlertid ikke ene pioner. Få måneder før Wengers ansættelse forfremmer Chelsea deres hollandske stjerne Ruud Gullit til træner, og et par år senere, i 1998, går Liverpool rivalerne fra Arsenal i bedene med ansættelsen af Gérard Houllier. Begge er med til at definere briternes billede af den udenlandske træner i Premier League. Forklaringerne på den udenlandske invasion er naturligvis både mange, komplekse og ofte ligefrem modstridende. Denne single er således ikke et forsøg på at forklare, hvorfor managerstanden i Premier League gik fra at være blottet for og til at være gennemsyret af udlændinge (se tabel 1). Den er snarere et øjebliksbillede af Premier League i midt/slut-90 erne og en analyse af,

4 hvordan en lille gruppe udenlandske trænere på hver deres måde førte engelsk fodbold ind i den nye, moderne fodboldæra. Dette er historien om tre trænere, der introducerede den engelske fodboldverden for tre meget forskellige alternativer til den iltre, joggingsætsiklædte og fra-sidelinjenskrigende, britiske træner. Dette er fortællingen om Arsène Wenger, Ruud Gullit og Gérard Houllier. Reformatoren, fantasten og købmanden. De første udenlandske trænere i Premier League. Tabel 1: Fordelingen af britiske og udenlandske trænere fra 1. januar 1994 til 1. januar 2014: Dato Antal britiske trænere Antal udenlandske trænere 1. januar januar januar januar januar januar Bemærk i øvrigt, at begrebet udenlandsk i resten af denne tekst bruges til at betegne personer, der er hverken er briter eller irere.

5 DEL 1 SITUATIONEN I MIDT- 90 ERNE... I netop sæsonen, hvor Ardiles går fra fiasko til fiasko, fører skotske Kenny Dalglish Blackburn Rovers fra succes til succes...

6 1. Ossie Ardiles og det kontinentale eksperiment Det er en presset Osvaldo César Ardiles, der tropper op på Meadow Lane i Nottingham den 26. oktober Det var en våd, mørk og kold aften forfærdeligt... det var en opskrift på katastrofe, mindes argentineren i selvbiografien Ossie s Dream: My Autobiography. Tottenham har startet sæsonen sløjt, og rygterne i pressen går på, at Coca Cola Cup-opgøret mod upåagtede Notts County er Ardiles sidste chance for at redde jobbet. Alle kanonerne er kørt i stilling: Campbell, Popescu, Barmby, Dumitrescu, Sheringham og selvfølgelig stjernen over dem alle, Klinsmann. De er alle sammen på banen fra start. 90 minutter og en pause senere har de tabt 3-0 til et hold fra bunden af den næstbedste række. Fire dage senere bliver Ardiles trods en 3-1-sejr over Londonrivalerne fra West Ham fyret. Skaden er sket. Knap halvandet år tidligere ligner det ellers et ægteskab, der er skrevet i stjernerne. Ardiles har netop sikret West Bromwich Albion oprykning fra 2. division, og Tottenham står uden manager efter klubejer Alan Sugars småklodsede retssalsfyring af forretningspartner og træner Terry Venables en afskedigelse, der ligefrem får fansene til i en kort periode at overveje at boykotte den følgende sæsons hjemmebanekampe. Argentineren er ung, taktisk nytænkende, noget så sjældent som en udenlandsk træner og en ægte klublegende. Den teknisk begavede playmaker optrådte i perioden mere end 200 gange for Tottenham og blev hurtigt en favorit blandt fansene på grund af sit overblik og sine snævre driblinger, der også gav ham tilnavnet Piton. Telefonboksvendinger og Houdini-agtige flugtforsøg omgivet af tre-fire modstandere var hans varemærke. Evnen til at sno sig ud af problemer undslipper ham imidlertid i Tottenham-trænerjobbet. Efter sin tiltræden den 19. juni 1993 forsøger Ardiles at implementere en kontinental spillefilosofi, der afviger mærkbart fra datidens klassiske Frem for to eller tre offensive spillere insisterer Ardiles på sin

7 Famous Five-opstilling med fem offensive spillere og kun én forstopper en slags eller Allerede i første sæson går det næsten helt galt, da Spurs i det meste af foråret 1994 flirter med nedrykningsstregen og først til allersidst sikrer sig endnu en sæson i Premier League med en 15. plads. I sommerpausen før 1994/1995-sæsonen køber Ardiles dyrt ind i form af VM-profilerne Gheorghe Popescu, Ilie Dumitrescu og Jürgen Klinsmann i et forsøg på at få fodfæste i toppen af Premier League. I slutningen af oktober 1994 ligger holdet imidlertid stadig i den nederste halvdel, og da Notts County, som Alan Sugar senere har beskrevet det i sin selvbiografi What You See Is What You Get, slagtede os 3-0 og fik os til at ligne idioter, er der ingen vej tilbage. Eksperimentet Ardiles mislykkes. Famous Five bliver til Infamous Five. Den kontinentale spillespil med korte pasninger og flere offensive spillere med frie tøjler synes død og begravet. Næppe er den første virkeligt højt profilerede udenlandske træner i Premier League en realitet, før han er fortid.