VEJRET. Nr ÅRGANG Februar 2003 (94)

Transkript

1 VEJRET Nr ÅRGANG Februar 2003 (94)

2 VEJRET Medlemsblad for Dansk Meteorologisk Selskab c/o Michael Jørgensen Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund Tlf , Giro Hjemmeside: Formand: Jens Hesselbjerg Christensen tlf [email protected] Næstformand: Hans E. Jørgensen Tlf , [email protected] Sekretær/ekspedition: Michael Jørgensen Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund Tlf , arb.tlf , [email protected], [email protected] Kasserer: Brian Riget Bro Sjælør Boulevard 10, st. th København SV. Tlf [email protected], [email protected] Redaktion: John Cappelen, (Ansvarh.) Lyngbyvej 100, 2100 København Ø Tlf , [email protected] Leif Rasmussen - Anders Gammelgaard - Hans Valeur - Bjarne Siewertsen Foreningskontingent: A-medlemmer: 220 kr. B-medlemmer: 160 kr. C-medlemmer (studerende): 120 kr. D-medlemmer (institutioner): 225 kr. Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til Selskabet, att. kassereren. Korrespondance til selskabet stiles til sekretæren, mens korrespondance til bladet stiles til redaktionen. Adresseændring meddeles til nærmeste postkontor. Ved flytning fra/til udlandet dog meddelelse til DaMS. Redaktionsstop for næste nr. af VEJRET: 15. april 2003 Dansk Meteorologisk Selskab. Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET, såfremt det sker med kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er udtryk for forfatternes mening og kan ikke betragtes som Selskabets opfattelse, med mindre dette udtrykkeligt fremgår. Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, ISSN Fra redaktøren Et nyt år er i gang - også for Vejret. Det startede sandelig voldsomt med en snestorm den 5. januar. Den meteorologiske situation er beskrevet i artiklen på modstående side. Lige netop snevejr er jo meget almindeligt også udenfor vintermånedene, men at der også kan komme store mængder i efterårsferien, godt nok i Sydsverige, hører nok til sjældenhederne. Henrik Voldborg fortæller om dette. Ellers er dette nummer præget af mange spændende anmeldelser. Sidst men absolut ikke mindst analyserer Peter Laut nogle i hans øjne tvilvsomme korrelationer mellem forskellige indikatorer for solaktiviteten og nogle parametre for Jordens klima offentliggjort i en række videnskabelige artikler. John Cappelen Indhold Snestormen, 5. januar Anmeldelse: Vejr og uvejr...13 En vinterweekend i efterårsferien...14 Indiansk vejrudsigt...18 Anmeldelse: Meteorologi for sejlere...19 Anmeldelse: Anmeldelse: Himlens Spejl...20 Anmeldelse: Den globale opvarmning...21 Meteorologi for legebørn...22 Efterårets vejr...28 Solens aktivitet og Jordens klima...33 Anmeldelse: Klodens Klima...52 Anmeldelse: Værd at vide om vejr...53 Dobbelt intertropisk konvergenszone bekræftet...54 Nyt fra formanden...55 Shiptrails...56 Navne og adresser...57 Forsidebilledet Jesper Grønne fra Silkeborg har indsendt dette billede af iskrystaller på en kaprifolie. Billedet er taget i midten af januar med et Olympus E-10 digitalkamera, en teleconverter, blitz, samt en hjemmelavet makrolinse der er lavet af indmaden fra et 50 mm f/1,4 objektiv, der er monteret omvendt og helt tæt på kameraets objektiv ved hjælp af et uv-filter. Det kræver en sikker hånd, advarer Jesper Grønne dog.

3 Snestormen 5. januar 2003 Af Erik Jørgensen Meteorolog, Vejr2 A/S Snestormen 5. januar 2003 gav sne i stort set hele landet, men i meget forskellige mængder fra stort set ingenting til omkring 30 cm sne. Der var fygning i det meste af landet og især i de nordlige og østlige egne var der tale om en overgang med regulær snestorm. Denne artikel er ikke tænkt som et detaljeret svar på, hvorfor det gik som det gik. Men det er en artikel, der gerne skulle give et overblik over den synoptiske situation og komme med forslag til forklaringer på, hvorfor det gik, som det gjorde. De vurderinger, der kommer til udtryk i artiklen, er mine personlige vurderinger dannet på baggrund af snak med kollegaer og andre vejrinteresserede og det forholdsvis begrænsede datagrundlag, jeg har haft tilgængeligt. Jeg lægger for en god ordens skyld ud med en smule grundlæggende teori. Dernæst beskrives lidt frontteori, dog heller ikke i detaljer, hvorefter jeg går over til hovedformålet med artiklen, nemlig beskrivelse af snevejret 5. januar 2003 i nærmere detaljer. Herefter kommer en diskussion med en del personlige vurderinger. Front-teori Polarfrontsudviklinger: De 'normale' lavtryk, der passerer Danmark er dannet på polarfronten. Det er store og mellemstore frontsystemer (synoptisk skala), der udvikles med varmfront, koldfront og okklusion (almindelig eller bagudbøjet). Mesoskala fænomener: På lidt mindre skala opstår Grundlæggende teori Coriolisparameter: På enhver luftpartikel virker corioliskraften. Virkningen af corioliskraften er ofte beskrevet ved coriolisparameteren, der er givet ved følgende formel: Coriolisparameter = 2 * w * sin B hvor B er breddegraden og w er Jordens vinkelhastighed givet ved 0, radianer pr. sekund. Det interessante her er, at coriolisparameteren vokser med breddegraden, og er således størst ved polerne og mindst ved Ækvator. af og til små 'hidsige' lavtryk med den karakteristiske komma-form. De bliver sjældent ret store før de dør ud. Blandt andet fordi de ofte ikke eksisterer hele vejen op gennem troposfæren, men er begrænset til de nedre lag. Et eksempel på et mesoskala fænomen er de såkaldte polare lavtryk, der er små af udstrækning, men lokalt kan give store snemængder. Vorticitet: Dette er en dynamisk størrelse, der beskriver rotation af individuelle luftpartikler. På enhver observerbar skala for atmosfærisk bevægelse, vil der være vorticitet til stede i form af cirkulerende bevægelser af luftmassen eller vindspring over en grænseflade, der adskiller to luftmasser. Vorticiteten er en afledet af blandt andet coriolisparameteren, og når den ændrer sig, gør vorticiteten det derfor også. En luftmasse, der alt andet lige får lov at bevæge sig mod syd, vil pga. fysiske love bevare sin vorticitet. Det afgørende er, at en sådan sydgående luftmasse vil øge sin rotation, fordi coriolisparameteren ændrer sig. En mindsket coriolisparameter, vil give øget vorticitet. Vejret, 94, marts 2003 side 1

4 Figur 1: Udvikling af komma og vortex. Gældende for koldluftsudviklinger. Figur 2: Typisk strømningsmønster gældende for koldluftsudviklinger. Her ses, hvordan de normalt opstår på en bølge på 500 hpa-isohypserne opstrøms en front ved overfl aden. Figur 3: Placering af koldluft i forhold til 500hpa strømning viser lavtrykscirkulation op gennem hele atmosfæren. Gældende for koldluftsudviklinger. side 2 Vejret, 94, marts 2003

5 Koldluftsudviklinger: Ud over disse udviklinger, sker der af og til det, der kaldes koldluftsudviklinger. De sker når luften er kold hele vejen op gennem troposfæren og har i starten en kommaform, men udvikles videre til et stadie, hvor fronterne er slynget hele vejen rundt om lavtrykscenteret, den såkaldte vortex-form. (figur 1). De ligger på grænsen mellem mesoskala og synoptisk skala. Mens de er på komma-form, må det i hvert fald betegnes som meso-skala. Det helt afgørende ved en koldluftsudvikling i forhold til de mere almindelige udviklinger på polarfronten, er, at varmfrontstrukturen helt mangler. Med hensyn til temperaturgradienter er de normalt små ved disse systemer, da hele luftmassen er kold. Med hensyn til vinden, vil vinden øge ret markant i forbindelse med overgangen fra komma til vortex. Figur 4: Typisk strømning i øvre troposfære, mens systemet går fra komma- til vortex-form. Læg mærke til det tørre område, der er på sydvestsiden af fronterne. Gældende for koldluftsudviklinger. Synoptisk forløb Figur 6 viser, hvorledes snevejrs-lavtrykket bevæger sig fra Norskehavet ned over fjeldene, videre til Danmark og endeligt til Tyskland. Det er tydeligt, at det svækkes ved passagen af fjeldene for igen at intensiveres over Danmark. De tilhørende 500hPa kort viser, hvorledes kuldepolen i højden følger med ned over Danmark, så der er cirkulation af hele luftsøjlen. Det ses også, at højdelavtrykket er lidt Figur 5: Typisk nedbørfordeling, hvor hagl og torden fi ndes i 'halen', mens selve hovedet har færre konvektive celler. Særligt i starten vil der være mange konvektive celler i halen. Vejret, 94, marts 2003 side 3

6 Figur 6: Lørdag den 4/1-03 kl. 12Z Søndag den 5/1-03 kl. 0Z side 4 Vejret, 94, marts 2003

7 Søndag den 5/1-03 kl. 12Z Mandag den 6/1-03 kl. 0Z Vejret, 94, marts 2003 side 5

8 Mandag den 6/1-03 kl. 12Z forsinket i forhold til lavtrykket ved bunden. På kortene til højre er de stiplede linier isotermer. De mørke farver gengiver de koldeste områder. Det ses, at koldluften befinder sig på nord- og østsiden af lavtrykscenteret i højden, sammenlign med figur 3. Forløb set fra satellit Figur 7 viser forløbet set fra NOAA satellit. Læg mærke til, hvordan systemet allerede før fjeldene er et 'gammelt' forhvirvlet lavtryk (a). Den første okkluderede front passerer Danmark på billederne (b) og (c) lørdag aften og natten til søndag, mens resten af systemet bliver mere eller mindre ødelagt af fjeldene. På side 6 Vejret, 94, marts 2003 billederne (d) og (e) begynder systemet igen at tage form. På billedet (f) er et flot kommaskysystem blevet formet og dette udvikles til en vortex på billedet (g). 'Krogen' af denne vortex ses på billedet (h) over Jylland, mens billedet (i) fra mandag morgen viser, at systemet er gået stort set i opløsning sydøst for landet. Skyerne i Nordsøen er et lag stratocumulus, der eksisterer over det lune vand i den kolde nordøstlige strømning bagpå lavtrykket. Diskussion Det, jeg synes er så spændende ved dette system er, at det i første omgang er et lavtryk på synoptisk skala, før det rammer fjeldene. En analyse fra det engelske met-office viser også, at der er en fin og ret klassisk frontstruktur med et okklusionspunkt ved Nordvestjylland (figur 8) Det er som om fjeldene tager livet af det 'gamle' system og et 'nyt' udvikles efter passagen. I hvert fald udvikler systemet sig helt klart, mens det passerer Danmark. På analysen 1 døgn efter, hvor systemet er i aftagende, ser man også, at frontstruktur-skalaen er blevet mindre (figur 9). Jeg mener, der er mange ligheder mellem teorien for koldluftsudviklinger og så sne-lavtrykket efter det passerede fjeldene. For det første den karakteristiske udvikling af først komma, senere vortex.

9 Figur 7a: Lørdag 4/1-03 kl Z b: kl Z c: Søndag 5/1-03 kl. 2.27Z d: kl Vejret, 94, marts 2003 side 7

10 e: kl. 8.54Z g: kl Z f: kl Z h: (nederst til venstre) kl Z i: Mandag 6/1-03 kl Z side 8 Vejret, 94, marts 2003

11 Dertil koldluften, der ligger nord og øst for højde-lavtrykket, se figurerne 3 og 6. Da koldfronten passerede Jylland, blev der flere steder observeret snehagl i forbindelse med CB'er. Dette var mest udpræget i starten og i 'halen' som teorien forudsiger det. Jeg har også en uofficiel melding om observation af et lyn. Som figur 2 viser det, så ligger der en front nedstrøms komma-systemet, nemlig den første okkluderede front. Sammenholder man figurerne 2 og 6, så er der visse lighedstræk mht. bugtningen af 500 hpa-isohypserne, om end dette ikke er særligt udpræget. Vinden øgede ganske som teorien forudsiger kraftigt, da systemet udviklede sig over Danmark (figur 6). Mht. temperatur, må jeg sige teorien ikke holder helt, da der faktisk blev noget varmere en overgang på sydvestsiden af lavtrykket. Det beskylder jeg Nordsøen for. For selvom hele luftsøjlen er kold, så kan det ikke undgås at påvirke temperaturen en del, når nordsøluft trækkes ind over landet. På Meteosat satellitbilledet for vanddamp fra søndag kl. 18z er det tørre område, der ifølge teorien (figur 4) skal findes, ikke så udpræget (figur 10). Laget kan dog godt være tørt i højden. Hvis det er tilfældet, at laget er meget tørt, vil satellitten ikke som ellers gengive indholdet af vanddamp i den øvre troposfære, men indholdet i den mellemste eller nederste troposfære. Derfor kan det være fugtighed fra skyerne over Nordsøen, der gengives, i det område, der ifølge teorien burde være meget tørt i højden. Dette er dog kun gisninger, men ifølge det infrarøde billede samtidigt, er der kun lavtliggende skyer, derfor kan der altså sagtens være meget tørt i øvre atmosfære (figur 11). Et NOAA-billede fra næsten samme tid, men med højere opløsning kan ses på figur 12. Når man ser tempen for Ekofisk, kan man yderligere blive bestyrket i disse gisninger, om end stationen er at finde et stykke ude i Nordsøen. Men den viser i hvert fald et ganske markant tørt lag i den mellemste troposfære, se figur 13 og sammenlign i øvrigt med den klassiske nedbør-temp over Gøteborg Figur 8: Søndag 5/1-03 kl. 0Z Vejret, 94, marts 2003 side 9

12 Figur 9: Mandag 6/1-03 kl. 0Z fra samme tidspunkt (figur 14). Man kan vel opsummere, at der er tendens til en 'dry intrusion', men denne er ikke så udpræget som i det teoretiske tilfælde. På figur 10-12, er systemet begyndt at gå fra komma-form til vortex-form. Teorien foreskriver, at den fulde udvikling af vortex-stadiet sker, når der er rotation hele vejen op gennem troposfæren. Dette er tilfældet (figur 6), hvor der er fuld rotation i højden omkring dette tidspunkt. Teorien foreskriver også, at mens denne udvikling finder sted, vil systemet miste noget af farten i sin færd sydover. Dette var netop, hvad der skete over Danmark, da lavtrykket lå næsten stille over Kattegat nogle timer. Alt i alt har systemet mange lighedstræk med en klassisk, men i hvert fald over Danmark sjælden koldluftsudvikling som beskrevet i afsnittet om frontteori. Især og måske vigtigst for at tale om en koldluftsudvikling, så mangler varmfrontstruktur- Figur 10: Søndag 5/1-03 kl.18z. Vanddamp. Meteosat. Figur 11: Søndag 5/1-03 kl. 18Z. Infrarød. Meteosat. Figur 12: Søndag 5/1-03 kl Z. Infrarød, NOAA.. side 10 Vejret, 94, marts 2003

13 Figur 13: Radiosondering ved Ekofi sk, søndag 5/1-03 kl. 12Z Figur 14: Radiosondering ved Göteborg, søndag 5/1-03 kl. 12Z Vejret, 94, marts 2003 side 11

14 en helt, se figur 7 (e), (f) og (g). Man kan måske slutteligt spørge sig selv om, hvad der får et system til at udvikles så forholdsvis kraftigt ud af næsten ingenting? Vi må her tilbage til snakken om vorticitet. Når en sådan næsten ensartet meget kold luftmasse bevæger sig sydover, må den ifølge de fysiske love begynde at rotere hurtigere. Dette var hvad der skete, mens udviklingen stod på. Dette fortsætter naturligvis ikke i al evighed, men den kraftige udvikling, hvor hele luftsøjlen var mindst påvirket af ydre faktorer, skete altså over Danmark. Dertil kommer, at vores farvande var relativt varme; dette vil i sig selv give øget konvektivitet og alt andet lige intensivere fronten (frontogenese). En sidste ting, der også bunder ud i vorticitetsbevarelse, er, at luftmassen presses sammen, mens den passerer fjeldene. Dette skyldes populært sagt, at loftet (tropopausen) ligger næsten samme sted, men gulvet (fjeldene) hæves. På den anden side af fjeldene, er der igen længere til loftet og luftmassen strækkes. Den cylinderformede luftmasse kan være blevet strukket efter den passerer fjeldene og bevægede sig ned over Danmark. Dette betyder også noget, idet en smal cylinder roterer hurtigere end en bred, hvis de vejer det samme. Tænk bare på 'skøjteprinsessen' mht. hvordan rotationen ændrer sig efter formen. Sammenfatning Før snelavtrykket passerer fjeldene er der mange lighedstræk med et alm. synoptisk frontsystem med koldfront, varmfront og okklusion. Men efter passagen af fjeldene udvikler systemet sig anderledes markant på mindre skala. Jeg lader spørgsmålet stå åbent, om man burde snakke om to forskellige systemer snarere end et enkelt, der udvikler sig, aftager i styrke og udvikler sig igen? Afsluttende kommentarer Når man som meteorolog skal forudsige en snestorm, bygger man i høj grad på de ofte meget gode og detaljerede vejrmodeller, der findes. Derudover bruger man sin sunde fornuft: Man observerer konstant om udviklingen er kraftigere eller svagere end modellerne giver den. Og tænker over, hvilke konsekvenser en kraftigere og svagere udvikling vil få. Man bruger sin viden om de forskellige klassiske vejrsituationer og prøver at kategorisere den aktuelle situation. Ofte er virkeligheden ikke klassisk, men en kompleks blanding af flere situationer. Dette gør det til enhver tid til en stor udfordring at være meteorolog. Kildehenvisninger satmanu4.0/satmanu/manual/ cmmenu.htm abin/browse/avhrr wz/topkarten/tkfaxbraar.htm pdus/ w_0sow.php Vejr2 A/S, Tak til kollegaer, min gamle studiekammerat Carsten Kofoed og Anders Brandt fra for meningsudveksling, gennemlæsning og alm. venlighed. side 12 Vejret, 94, marts 2003

15 Anmeldelse: Vejr og uvejr Af Lea B. Siewertsen, cand.scient., lærerstud. Peter Berings Vejr og uvejr er en del af en serie (Globus) på seks bøger til brug i 7. og 8. klasse. Udover en grundbog medfølger der også en lærervejledning. Målet med bogserien er at give læreren et redskab, der kan danne basis for geografiundervisningen. Ved at gøre brug af alle 6 bøger får man dækket de centrale kundskabs- og færdighedsområder, som undervisningsministeriet udstikker for at sikre, at alle børn i Danmark har lært det samme på et givent klassetrin. Bogen har seks kapitler og lægger ud med orkanen den 3. december Dette kapitel handler primært om de enorme kræfter, der er på spil, og hvordan det påvirker mennesket. Næste kapitel fortæller om atmosfæren. Det kendetegner alle kapitlerne, at der indføres mange nye begreber, men det hele understøttes af en masse flotte og illustrative billeder, figurer og faktabokse. Herefter bevæger Peter Bering sig videre til vinden, vandet i luften, klima og ændringer i klimaet - i dag og historisk set. Hvert kapitel har i større eller mindre grad en dansk vinkel, hvilket gør, at eleverne har noget kendt at forholde sig til samtidig med, de får en forståelse for, hvad der sker andre steder i verden. Bogserien har et sprog, som ligger godt til elevernes niveau på klassetrinet. Der er således primært brugt dagligsprog også i beskrivelserne af fagudtrykkene. Det medfører, at relativt kompliceret fagstof bliver forståeligt, selvom man går i 7. eller 8. klasse. Lærervejledningen I lærervejledningen er der 28 aktivitetsark, der kan kopieres til undervisningsbrug. Her er en masse sjove forsøg og opgaver med tryk, temperatur og lignende. Det er Figur 1. Et af aktivitetsarkenes sjove forsøg. en fordel med mange praktiske øvelser, idet det giver eleverne mulighed for at forstå begreberne på en anden måde end bare ved at læse om dem. Endvidere er det specielt en fordel for de læsesvage elever. Mange af opgaverne skal løses ved hjælp af Internet (bl.a. på DMI s hjemmeside), og det giver en aktuel vinkel på stoffet. Sammenfattet er det en rigtig flot og spændende undervisningsbog, som bestemt også kan bruges af ikke-fagkyndige, der ønsker en generel indføring i vejr og klima. Peter Bering, 2002: Vejr og uvejr + lærervejledning, Gyldendal. Vejret, 94, marts 2003 side 13

16 En vinter-weekend i efterårsferien Af Henrik Voldborg, pens. meteorolog Fredag den 18. oktober blev der endelig tid til at tage en tur til vores ødegård i Sverige, kaldet Nissavången. Det var efterårsferie for skolebørn, men vi havde dog ingen børn og børnebørn med. Nissavången ligger i det nordøstlige hjørne af Skåne nær grænsen til Blekinge, ca. 130 km stik øst for Helsingborg - eller 35 km nord for Kristiansstad - og ca. 140 meter over havet. Det var godt nok koldt og regnfuldt, da vi ankom, plus 2 grader, og vi snakkede om, at det måske kunne gå over til sne. Det ville være noget af en sensation på denne årstid, men ifølge prognoserne skulle nedbøren ophøre i løbet af aftenen, så det skulle vel i hvert fald ikke blive til ret meget. Men det viste sig anderledes! Natten til lørdag vågnede jeg kl og havde vanskeligt med at bestemme tidspunktet. Troede det var morgen, det var nemlig ved at blive lyst udenfor. Men i virkeligheden var det sneen, der stille dryssede ned. Lørdag morgen vågnede vi op til et julekort. Temperaturen var nul grader, og det fortsatte med at sne, i perioder ganske kraftigt. Om formiddagen var vi i stuen og hørte en banken på døren. Jeg gik ud og så efter. side 14 Vejret, 94, marts 2003

17 Der var ingen og heller ikke nogen fodspor i sneen. Nå, jeg havde sikkert hørt forkert. Lidt senere lød det igen, som det bankede på huset. Ingen mennesker var at se, heller ingen fodspor. Mon det var en spætte nej, heller ikke. Snevejret var spændende udenfor - vi måtte ud og gå. Løvet på træerne var meget farverigt og det så helt forkert ud med al den sne der tyngede grenene ned. Lyden i skoven var usædvanlig, fra en snerutchende schhhrr til nogle ordentlige knald fra knækkende grene og træstammer. (Hvem bankede på døren? Skoven!). Vi diskuterede lidt, om vi kunne køre bilen op ad bakken. Der var allerede 10 cm tung sne, men dog lidt mindre på den opstigende smalle vej, da den lå delvis under træer. Vi besluttede at prøve at køre den op - for en sikkerheds skyld, hvis der nu skulle komme meget sne. Den skred imidlertid allerede ved det første sving opad. Nå, i gang med sneskovle og skraber - det var noget tungt noget! Efter en halv times hårdt arbejde var der ryddet op til bakketoppen (ca. 200 meter) - forinden havde vi forsøgt at køre op, men nåede kun til enden af haven, så vi blev nødt til at fuldende snekastningen. Men fra toppen og ned til den større vej var træerne tynget helt ned på vejen, som så faktisk var spærret. Vi brugte et kvarters tid for at løsne triumfbuerne. Omsider kom bilen op, takket være skubbehjælp fra to damer fra nabohuset, der var ude at gå tur. De kunne også fortælle, at strømmen var gået - senere fandt vi ud af, at det skyldtes knækkede grene og nedtyngede træer. Vi besluttede, trods det voldsomme snefald, at gå en tur til søen, som ligger i ca. 50 meters lavere højde. Søen var lavvandet, og i den lille bugt ved havnen lå en tynd sneflage. Men der lå bestemt meget mindre sne end ved huset, så allerede den lille højdeforskel betød altså noget. Vejret, 94, marts 2003 side 15

18 Da vi kom tilbage, godt våde trods regnsæt, var spørgsmålet: Hvad nu? Ville strømmen komme tilbage eller ikke? Skulle vi rejse hjem eller hvad? Vi besluttede os at blive på Nissavången og tage de ekstra strabadser med, elvarmen virkede jo ikke, men tidligere havde vi kun brændeovne, og det gik da meget godt dengang. Men nu havde vi rindende vand - og vandpumpen går med elektricitet. Heldigvis er systemet bygget sådan op, at der i kælderen er to beholdere med henholdsvis 80 liter koldt og 80 liter varmt vand, og de kunne tappes - det burde da slå til. Stearinlys havde vi også, og det gamle brændekomfur i køkkenet kunne man jo godt lave mad på. Om eftermiddagen holdt snevejret op, og det blev plus 2 grader. Det udløste tunge laviner fra taget, der med dumpe brag styrtede til jorden. Vi brugte en del tid på at slæbe masser af brænde ind, hente vand m.v. mens det endnu var lyst. Vi tændte køkkenkomfuret op og begyndte at smelte spandevis af sne, da vi ikke helt vidste, om der var vand nok til vores IFØ-toilet. Vi tilberedte vores gode kylling og andet tilbehør på komfuret og spiste i candle-light. Om natten var jeg oppe tre gange og kunne hver gang holde fyrfadslys vedlige og ovnene i gang. Om natten skinnede månen og stjernerne fra en kold himmel (minus 4 grader), men om morgenen var det atter overskyet, og vi besluttede efter morgenmad at køre brænde, som vi gerne tager med til Danmark, op til bilen i trillebøren. Vi prøvede en hjemmelavet slæde i form af en sort plastiksæk, trukket med en snor - men den blev perforeret og brændet stak ud og bremsede slæden - det gjorde vi kun een gang! Fem trillebøre blev ialt kørt op - så havde vi også fået den motion. Ved 11-tiden begyndte det igen at sne kraftigt. Det begyndte som frostsne (minus halvanden grad, senere nul side 16 Vejret, 94, marts 2003

19 grader) og det gav mindst 5 cm oveni, så vi ialt havde mindst 15 cm ganske bastant sne. Faktisk kunne man have løbet på ski, undtagen under meget tætte træer. Vi gik igen en dejlig tur og så alle ødelagte og krumbøjede træer på vejene og i skoven. Træerne havde blade på, og det var nok derfor, at de blev tynget så meget ned. Efter frokosten kom så åbenbaringen: Solen brød frem og himlen blev krystalblå! Så var eventyrlandet fuldendt - det syn tror jeg aldrig, vi glemmer, og det kommer næppe igen. Omsider lidt i fire startede vi hjemturen. Da vi nåede ned til Vånga, 10 km væk, var der kun et par cm sne, og ti km længere fremme mod Kristiansstad og resten af vejen hjem var der grønne marker under lavtstående sol. Strømmen var for resten ikke kommet igen Ja, det var så en vinterweekend i efterårsferien, ikke ret langt væk fra Danmark, hvor der vist også faldt sne i Nordjylland. Kun en gang før har jeg oplevet sne så tidligt på året, og det var engang i midten af fyrrerne i Nærum nord for København, hvor der faldt en kraftig snebyge den 17. oktober om aftenen, og da den efterfølgende opklaring gav frostvejr, blev sneen liggende til næste dag, hvor det så var usandsynlig glat. Vel hjemme så vi om aftenen svensk TV, og de kaldte det et snöoväder. Det viste sig jo at det havde været meget værre længere nordpå, hvor der i Småland og helt over til Göteborg-området var faldet op til 40 cm sne. Træer var knækket og strømmen var afbrudt i store dele af Götaland - og det ville vare adskillige dage, før alle ville få strøm igen. Der var stor ballade, for det havde ikke været forudsagt af SMHI. Hvordan kunne det ske? Kunne det have været forudsagt? Svaret er ja - men det for- Vejret, 94, marts 2003 side 17

20 udsætter at man havde troet på UK-prognoserne fra torsdag, hvor en 48 timers prognose til lørdag kl. 00utc viste et lavtryk ved Bornholm. Jeg havde godt nok set den og sagt herhjemme, at hvis den er rigtig så får vi sne på Nissavången. Den var desværre ene om det, og derfor troede jeg heller ikke selv på den. Men den blev rigtig. Det ses på fig. 1, som er UK-analysen fra lørdag kl. 00utc, og den viser netop et østgående lavtryk nær Bornholm. Nord for lavtrykket er der en kold vind fra øst og nordøst og nedbør, der ved Østersøen falder som regn, men inde i landet som sne - og altså også hos os. De følgende figurer 2 til 8 viser forløbet med isobarer og observationer. Nissavången er angivet ved et 0 med et kors inden i. Desværre er der ingen observationer lige i nærheden af os. Læg specielt mærke til kortet for 19. okt. 06utc (fig. 4), hvor der i området øst og sydøst for Göteborg er kraftigt snefald og temperaturer helt ned til minus 3,5 grader. Det er helt sikkert blevet oplevet som et snöoväder. Læg også mærke til fig. 6, den 20. okt. kl. 00utc, hvor opklaring har fået temperaturen til at falde til minus 9 grader nær Varberg på den svenske vestkyst. Det nye snevejr søndag middag (se fig. 8) skyldtes en okklusion, der kom ind fra vest, og bagved den kom så det krystalklare solskin, der fik det hele til at være et eventyrlandskab. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke havde taget kamera med! Situationen er jo nok ikke så enkel, at et lavtryk ved Bornholm kan give sne 400 km længere nordpå - en nøjere analyse af højdekort m.v. kan måske give et mere fuldstændigt billede af dette højst usædvanlige oktobervejr. Det har jeg imidlertid ikke haft mulighed for at foretage herhjemme. Jeg kan huske, at jeg på vej hjem tænkte: Uanset hvordan vinteren vil blive, så har jeg da allerede set sneen - men i skrivende stund er der nu rigeligt med sne udenfor! Indiansk vejrudsigt Det var efterår, og indianerstammen, som boede i et meget isoleret område havde fået ny leder. De spurgte lederen om den kommende vinter ville blive kold eller mild. Da den nye leder levede i et moderne samfund, havde han aldrig lært de hemmelige svar, som de tidligere ledere gav på den slags spørgsmål. Når han så på himlen, kunne han ikke vide, hvordan vejret ville udvikle sig. For at være på den sikre side sagde han derfor, at vinteren ville blive kold, og at de skulle samle brænde, så de havde nok til vinteren. Da han var en moderne leder, fik han efter nogle dage den idé, at han ville ringe til den nationale vejrtjeneste. Det gjorde han og stillede sit spørgsmål. Svaret var: "Det ser ud til, at den kommende vinter kunne blive ret kold." Så høvdingen gik tilbage og sagde til sit folk, at de skulle samle endnu mere brænde. En uge senere ringede han igen til vejrtjenesten, og denne gang var svaret, at det ville blive en meget kold vinter. Derpå gik han tilbage til sit og gav dem besked på, at samle alt det brænde, som de kunne få fat. Atter en uge gik, og atter ringede høvdingen til vejrtjenesten med spørgsmålet: "Er du sikker på, at det bliver en meget kold vinter." Svaret var: "Helt bestemt. Det bliver en af koldeste vintre i mands minde." Høvdingen var alligevel usikker og spurgte så: "Hvordan kan du være så sikker," hvortil meteorologen svar svarede: "Fordi indianerne samler brænde, som var de tossede..." Indsendt til redaktionen af professor Aksel Wiin-Nielsen. side 18 Vejret, 94, marts 2003

21 Anmeldelse: Meteorologi for sejlere Af Per Mosing Den nye udgave af Det levende Søkort (Det levende Søkort 2) indeholder en række forbedringer og nye temaer. Et af disse er Meteorologi for sejlere, der indeholder et væld af interessant information for lystsejlere og andre, der færdes på vandet. At dømme efter den stigende interesse for vejret og vejrmeldinger i almindelighed vil temaet sikkert også appellere til en bredere del af befolkningen, selvom en vis naturvidenskabelig forståelse er nødvendig for at forstå en del af de beskrevne vejrfænomener. Meteorologi for sejlere er logisk opbygget med først en gennemgang af globale meteorologiske forhold, dernæst af forholdene omkring og i Danmark samt endeligt af helt lokale fænomener såsom påvirkning af vindretning og vindstyrke fra forskellige kystudformninger og tilstedeværende regnskyer. Kompliceret videnskab Temaet bibringer læseren en indsigt i de grundlæggende faktorer (eller gør i det mindste et godt forsøg herpå), der styrer vind og vejr, og som har betydning for både tursejleren og kapsejleren. Om det helt er lykkedes at bibringe undertegnede en fuld forståelse af alle de beskrevne fænomener, er nok et spørgsmål, for meteorologi er en kompliceret videnskab. Den omfattende tekst og de mange illustrationer har dog helt sikkert givet undertegnede som mangeårig lystsejler (og kapsejler i beskedent mål) en masse ny og brugbar information, som jeg enten ikke kendte til eller ikke havde erkendt sammenhængen i. Brugerfladen Selve brugerfladen for Meteorologi for sejlere fungerer godt med både en overordnet Figur 1. Figurerne i 'Meteorologi for sejlere' måtte gerne være animeret eller i 3D, mener anmelderen. total indholdsfortegnelse og med lokale indholdsfortegnelser i hvert temaafsnit. Man kan vælge at springe til de enkelte emner direkte fra indholdsfortegnelserne eller man kan vælge at læse siderne i rækkefølge, hvilket kan anbefales, da man herved indføres i emnet i en logisk rækkefølge, der letter forståelsen. 3D-illustrationer? Illustrationerne er, som i resten af Det levende Søkort, placeret i en separat kolonne ved siden af teksten og kan forstørres ved at klikke på disse med musen. Dette virker i det store og hele godt, men giver en del besværlig klikken frem og tilbage mellem hovedtekst og illustration for de illustrationer, hvor underteksterne er utilstrækkelige for en forståelse af disse. Endeligt kunne man i et moderne computerprogram godt ønske sig en anvendelse af tredimensionelle illustrationer (og animationer) i stedet for kun todimensionelle illustrationer til beskrivelse af tredimensionelle vejrfænomener. Sammenfattende er der dog ingen tvivl om, at temaet Meteorologi for Sejlere er et både relevant og spændende bidrag til den nye version af Det levende Søkort. Vejret, 94, marts 2003 side 19

22 Anmeldelse: Himlens Spejl - skyer og vejrlig i dansk maleri Af Bjarne Siewertsen "Hvorhen? I flyvende Kæmper, Som over mit Hoved drog Med myldrende Luftuhyrer Paa Skycaravaners Tog!"...skrev B.S. Ingemann i 1840 som en del af et af syv digte med den samlende titel: Syv lyriske digte sluttende sig til den symbolske Anskuelse af Skyformationerne. Digtene udgør sammen med en række tekster om skyer i dansk kunst og skyer fra meteorologens synspunkt bogen Himlens spejl Skyer og vejrlig i dansk maleri ' Den ledsager en udstilling på Storstrøms Kunstmuseum af samme navn. Ingemanns afhandling fra 1840 med titlen Skyhimlen eller den Luke-Howardske Skyformationslære betragtet som billedform for Naturpoesien har dannet udgangspunkt for udvælgelsen af billederne til særudstillingen med romantikkens danske kunstneres fremstilling af samtidens teorier om skyformationerne. Teorierne blev fremsat af Luke Howard i 1802 og omsat til digterisk form af den tyske digter og naturhistoriker Goethe, inden de nåede til Danmark og daværende lektor i dansk ved Sorø Akademi B.S. Ingemann. Blandt bogens interessante kapitler er et spændende et, der er skrevet af tv-meteorolog Jesper Theilgaard. Han for- side 20 Vejret, 94, marts 2003 tæller, hvordan meteorologen bruger skyerne og sætter det i perspektiv til Ingemanns og samtidens viden. Emnet behandles blandt andre kunstkyndige af museumsinspektør på Storstrøms Kunstmuseum, Gertrud Oelsner, som skildrer, hvordan store malere som f.eks. Eckersbergs, Købkes og Dankvart Dreyers interesse for skyer og himlen udviklede sig. Selv om kapitlet er lidt tungt, så er det gribende at læse om Eckersbergs skyfascination. Det var med den, at han som professor på Kunstakademiet i København fik gjort skystudier til en del af undervisningen. Sidst i bogen er et katalog over udvalgte værker fra udstillingen, og gider man ikke læse om romantikkunstnere, så er det her, man skal hen for at få valuta for pengene. Fyns og Storstrøms Kunstmuseer har med Himlens spejl begået en bog, som på Figur 1: Jens Juel. "Måneskinslandskab fra Binnenalster ved Hamborg Hamburger Kunsthalle. Himlens spejl' Syddansk Universitetsforlag, Pris 128 kr. Udstillingen på Storstrøms Kunstmuseum slutter 30/ flotteste vis vil tilfredsstille folk med hang til skyer. Beretning fra udstillingen Udstillingen Himlens Spejl på Fyns Kunstmuseum (hvor udstillingen åbnede, red.) blev åbnet på en meget interessant og morsom måde, da Jesper Theilgaard fortalte om skyernes verden fra en meteorologisk synsvinkel. Museet havde fået fat i flotte malerier af kendte malere, som man kunne se havde muntret sig i vejrets verden. Nogle af dem må have befundet sig meget i naturen for at kunne male sådan, mens andre ikke har været der hele tiden som fx Eckersberg, der har formået at male to regnbuer på et billede, som var fuldstændig ens begyndende med samme røde farve, hvilket ikke er rigtigt. Men pyt, der skal jo også være kunstnerisk frihed. Beretningen er indsendt af Søs Cappelen

23 Anmeldelse: Den globale opvarmning Af John Cappelen, DMI Figur 1: 'Den globale opvarmning' kan købes hos boghandleren. I efteråret udkom bogen»den globale opvarmning. Bekæmpelse og tilpasning«- en oversigts- og opslagsbog om klimaændringer. Forfatterne er DMI s forskningschef Anne Mette K. Jørgensen, cand.polit. Kirsten Halsnæs fra Forskningscenter Risø og seniorforsker Jes Fenger fra Danmarks Miljøundersøgelser. Bogen er udkommet på Gads Forlag og koster 179 kr. Det er en meget indbydende og velredigeret oversigts- og opslagsbog om klimaændringer som nu foreligger på dansk. På 180 sider glittet papir med masser af farveillustrationer og grafik kommer læseren over 12 kapitler igennem emner som klimaudvikling historisk, hvad der bestemmer Jordens klima, den menneskelige påvirkning, udslips-scenarier, de politiske målsætninger og forhandlinger inden for FN-systemet, effekter af et ændret klima, de samfundsmæssige udfordringer og ikke mindst omkostninger samt de danske forhold og forholdsregler. Plus en række centrale uddrag fra Kyoto-aftalen og UNFCCC. Man kommer godt og grundigt igennem diverse indimellem ganske indviklede problemstillinger hele verden rundt - for problemerne og udfordringerne er jo i sagens natur internationale. Læseren får fx også besked om protokoller, akronymer, tillægsaftaler m.m., som man anvender internationalt det kan jo være ganske forvirrende for lægfolk at finde rundt i det. Bogens emner er behandlet sagligt konstaterende og bogens forfattere har forsøgt at være så upolitiske som muligt svært med sådant et emne! Bogens niveau gør den også velegnet til lærebog i for eksempel gymnasiet, men den mangler i en sådan henseender nok en særskilt lærervejledning der kan støtte den. Bogen indeholder ikke så meget egentligt nyt, udover at forfatteren modsat de fleste andre (det har længe været mere moderne at fokusere på mere ekstreme scenarier) har valgt at fokusere på IPPC s (FN s Klimapanel) såkaldte B2-scenario med en stabilisering af atmosfærens drivhusgasindhold på 550 ppmv. B2- scenariet er en form for midtpunkt i scenariealternativerne med en verden i moderat vækst i både befolkningen, økonomierne og den teknologiske udvikling. Udover det må man sige, at bogen virkelig slår fast, at vi bliver nødt til at tilpasse os til et ændret klima, der antagelig er kommet for at blive. En lille dråbe malurt er der næsten altid og her er den meget lille. Der er en skønhedsplet i form af et par grafikker og farvebilleder, der skæmmer (fx figur 7-9 side 102 og fig 7-25 side 119), fordi de slet ikke lever op til den høje standard resten af materialet udviser. Vejret, 94, marts 2003 side 21

24 Meteorologi for legebørn i alle aldre Af Eva Danielsen, Institut for Matematik og Fysik, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole En af mine yndlings fagbøger er Danmarks Klima fra 1933 (1). Dels er jeg dybt fascineret over de mange data, der i form af smukke håndtegnede kort er samlet af dygtige mennesker uden brug af computere, lommeregnere eller andre af de hjælpemidler, vi er tilbøjelige til at tro, vi ikke kan tænke uden. Dels er bogen en guldgrube af informationer, når man underviser i Lokalog mikroklima (2) på Landbohøjskolen. Der kan man se, hvornår forårets sidste frost optræder forskellige steder i Danmark, middeltemperaturer for alle måneder og alle dele af landet, og det var også i Danmarks Klima, jeg første gang så, hvor store variationer der er i årsnedbøren inden for Danmarks begrænsede udstrækning (figur 1). Nedbørsfordelingen i Danmark findes også beskrevet i en nyere rapport (3). I følge denne varierer middel årsnedbøren fra 45 cm på Christiansø til 96 cm i Sønderjylland. Netop denne store forskel har jeg brugt som udgangspunkt for en række foredrag for de yngste folkeskoleelever i forbindelse med Dansk Naturvidenskabs Festival i 2000 og 2002 (4). I det følgende vil jeg kort gøre rede for de to lokal-meteorologiske forhold, der giver anledning til de store variationer i nedbørsfordelingen. Dernæst vil jeg give eksempler på, hvordan jeg har brugt denne variation i nogle foredrag for folkeskolebørn i den yngste klasser. Hermed gives ideerne videre - forhåbentlig til glæde for børn i alle aldre, deres forældre og lærere. Variationer der skyldes Danmarks placering i vestenvindsbæltet Danmark ligger som bekendt i vestenvindsbæltet. Dette slår specielt igennem, når man betragter nedbørsfordelingen i efterårsmånederne (figur 2). Hvis vi forestiller os en dag med vestenvind i efteråret, og vi tænker os, at vi bevæger os med luftballon fra England til Østdanmark Figur 1. Årets middelnedbør i Danmark for perioden fra Danmarks Klima 1933 (1). side 22 Vejret, 94, marts 2003

25 - hvad vil vi så typisk opleve undervejs? Det første, der vil ske, er, at vindens og dermed ballonens hastighed vil stige, når vi kommer ud over havet, hvor friktionen er mindre. Da den samme luftmængde skal passere, vil den øgede hastighed få det nederste luftlag til at synke sammen. Vi vil opleve det ved, at ballonen taber højde (hvis den følger den omgivende luft), fordi den øgede hastighed betyder, at den mængde luft, som over England fylder 1 km i højden, over havet vil fylde mindre i højden - simpelthen fordi vindhastigheden er større, og der skal passere den samme mængde luft (figur 3). Netto betyder dette, at der horisontalt strømmer mere luft ud af det kystnære område, end der strømmer ind. Dette fænomen kaldes divergens og fører til nedsynkning af luft fra højere lag. Flyver vi videre over Nordsøen i luftballonen, vil vi ved Jyllands vestkyst opleve, at farten bremses på grund af den øgede friktion samtidig med, at ballonen hæves, og der vil være større sandsynlighed for, at det regner. Opbremsningen af luften over det vestlige Jylland betyder, at der nu er en større horisontal indstrømning af luft end horisontal udstrømning af luft ved kystlinien. Dette fænomen kaldes konvergens og har som konsekvens, at luften tvinges op. Opstigningen af luft forstærkes af, at luften også må løftes for at komme over terrænet (det orografiske løft). Divergensen (og dermed ballonens tab af højde) gentages, når vinden igen når ud over åbent vand, og konvergensen (og dermed ballonens og luftens stigning med deraf følgende nedbør), når vinden rammer kysten af øerne. Når man dertil lægger, at luft, der stiger, afkøles, og derfor er tilbøjelig til at give nedbør, mens luft, der synker, opvarmes, og derfor er overvejende tør, kan man forstå, at der kommer forholdsvis stor nedbør i det sydvestlige Jylland, mens østkysterne får mindre nedbør. Variationer der skyldes opvarmning over land om sommeren Figur 2: Middelnedbør for oktober i Danmark for perioden fra Danmarks Klima 1933 (1). Ser man derimod på nedbørsfordelingen i sommermånederne (figur 4), kunne det nærmest se ud som om, at brugte man samme logik som ovenfor, måtte man komme til den konklusion, at det om sommeren blæser fra alle retninger. Det er heller ikke helt forkert. Om sommeren er nedbørsvariationerne nemlig præget af havbrisen. Denne lokale vind opstår på sommerdage, hvor landmasserne får en væsentlig højere overfladetemperatur end det omgivende Vejret, 94, marts 2003 side 23

26 hav. Den luft, der ligger over havoverfladen, er derfor koldere (og dermed tungere) end den luft, der ligger inde over land. Forskellen i massetæthed får den varme luft til at stige op og erstattes af indstrømmende koldere luft fra havet. Fænomenet kaldes søbrise eller havbrise og giver anledning til nedbør over de centrale dele af Jylland og øerne (figur 5). Meteorologi for børn i alderen 7 til 99 år I de klasser, jeg besøgte i Dansk Naturvidenskabs Festival, var børnene for unge til at aflæse nedbørskort, så formidlingen måtte naturligvis foregå på andre præmisser, end når den samme historie fortælles for voksne på Landbohøjskolen. Inden vi mødes har jeg slået op, hvor stor årsnedbøren er på den målestation, der ligger nærmest deres skole. Efter, at jeg har introduceret mig selv og fortalt dem lidt om programmet, beder jeg en af dem om at stille sig op på mit bord! Så prøver vi i fællesskab at forestille os, at Kenneth står ude i skolegården, og at vi har sørget for, at alle afløb i skolegården er lukket, og at vandet ikke kan komme tilbage i luften (let nok i fantasien). Hvor højt ville vandet så stå efter et år? Det kommer der mange gode gæt ud af. Så viser jeg den rigtige årsnedbør på en centimeterstok, så vi kan se hvor højt det ville stå her, hvor de bor, og jeg viser hvor lavt det ville være på Christiansø, og hvor højt det ville stå i Sønderjylland. I stedet for at vise transparenter med figurer af konvergens og divergens har jeg et eventyr med om, hvordan jeg har fået min lille bamse. Den boede nemlig en gang hos nogle børn i England, men de havde glemt den i en lille kurv under en helium ballon en aften, og da solen næste dag står op og varmer ballonen, begynder den at stige med bamse og det hele. Så følger vi bamsens tur over Vesterhavet med op og nedstigning, forskelle i hastighed, nedbør osv. Rent genremæssigt placerer denne del af foredraget sig nærmest mellem eventyr og dukketeater og egner sig ikke helt til gengivelse i et seriøst blad som Vejret, men til beroligelse kan jeg dog afsløre, at historien ender godt. Resten af foredraget er en række små forsøg, som har det formål at forklare/illustrere forskellige dele af søbrisen. De fleste af de følgende forsøg er beskrevet i lidt større detalje i Dansk Naturvidenskabs Formidlings Grønspættebog(6). Der er vand i luften Børn helt ned til de yngste klasser i folkeskolen ved godt, at regnen kommer fra skyerne, men at der også er vand i luften, når vi ikke kan se det, er mere overraskende. Det første, vi gør, er derfor at ånde på vores hænder og mærke, at de bliver fugtige. Forklaringen er naturligvis, at nede i vores lunger er der varmt og fugtigt. Luften kommer derfor til at indeholde meget vanddamp, når vi ånder ud. Når den varme luft rammer vores koldere hænder afkøles den og kan ikke mere indeholde så meget vanddamp, vanddampen bliver derfor til dug på hænderne. Figuren 3. Tegningen er inspireret af 'Meteorology Today' (5) og viser, hvorfor der kommer nedbør på vestkysten af landmasser i vestenvindsbæltet. side 24 Vejret, 94, marts 2003

27 Opdrift på en helium ballon Næste gang du har en helium ballon, så prøv at få den i ligevægt, så den netop svæver. Den letteste måde at gøre det på er at sætte nogle lange papirstrimler på. Sæt så mange på, at de slæber hen ad et bord. Klip så der, hvor strimlerne lige netop slipper bordet. Nu skulle det være nok at justere vægten ganske lidt. Hvis man lyser på ballonen med en 100 watts spot, kan man som regel få den varm nok til, at den begynder at lette. Når den afkøles, falder den igen. Forsøget illustrerer, hvorfor luften inde over land stiger (om sommeren), mens den synker over vand. vand opfører sig ligesom den klassiske cola. Har man lyst til at lege videre, kan man eksperimentere med, hvor meget salt der skal i vandet for at gøre sukker-colaen vægtløs. Luftens tryk på en tom dåse For at forstå, hvorfor der kommer skyer, når luften stiger, er man nødt til at vide lidt om tryk. Emnet ligger på kanten af, hvad, jeg tror, man kan forstå i 1. klasse, men en flot illustration af tryk kan laves med en tom øldåse: Fyld dåsen med vanddamp fra en elkedel (lav en tragt af aluminiumsfolie til at lede dampen ind i åbningen af dåsen). Dåsen skal være så fyldt, at dampen står ud, og den skal være varm - brug grydelapper til at holde dåsen, og pas på! Vanddamp er ikke noget at spøge med - man kan brænde sig forfærdeligt! Flyt hurtigt dåsen over i et fad med vand med åbningen nedad, så åbningen er dækket. Dåsen imploderer! Forklaringen er, at når dåsen er fyldt med vanddamp, er der næsten ikke noget almindelig luft tilbage. Når dåsen Opdrift på dåsesodavand En anden illustration af opdrift kan laves med to dåsesodavand. Den ene skal være cola-light, den anden en almindelig cola. Put begge sodavand i en spand eller en dyb skål med vand. Den ene flyder, mens den anden går til bunds, og hvis man ikke vidste det, ved man nu, hvorfor det hedder en cola-light. Forklaringen på forskellen er, at når man opløser sukker i vand, stiger massetætheden. Tilfældigvis er der så meget luft i dåsen, at den svæver i vand, hvis der ikke er sukker i, mens den synker i vand, hvis der er sukker i. Luften inde over land om sommeren opfører sig altså ligesom colalight en, mens luften ude over Figur 4: Middelnedbør for juli i Danmark for perioden fra Danmarks Klima 1933 (1). Vejret, 94, marts 2003 side 25

28 afkøles falder vanddamptrykket, udenfor dåsen er der stadig atmosfærisk tryk. Den store trykforskel maser dåsen sammen. Hvis du vil vide lidt mere om vanddamptryk, så se eventuelt forklaringen i Grønspættebogen (6). Skyer i sodavand Hver gang man åbner en sodavand, laver man en lille sky. Vi kender den lille sky fra reklamerne, men hvis man skal vise forsøget for en gruppe børn, er det bedst, hvis de ser skyen i modlys. Det giver den tydeligste sky, fordi dråberne spreder lyset mest i den retning. Forklaringen er, at når vi åbner en sodavand, falder trykket fra ca 3 atmosfærer til 1 atmosfære. Ved det store trykfald udvider gassen sig, men derved udfører den arbejde på omgivelserne. Det kræver energi, og denne energi hentes fra den kinetiske energi af gasmolekylerne. Det er betragtelige temperaturfald, der sker. Læsere, der har haft fysik genkender måske beskrivelsen af en adiabatisk proces (en proces hvor der ikke sker varmeudveksling med omgivelserne). Regner vi eksempelvis med, at luften starter med at være 25ºC og, at vi kan betragte luften som en ideal gas, kan vi regne ud, at luften i sodavanden falder til ca -55ºC. (En udførlig gennemregning kan findes i Grønspættebogen (6) ). Nogle af Vejrets læsere vil måske indvende, at netop på grund af skydannelsen, kan vi ikke antage, at processen er tøradiabatisk - men i denne situation er det ikke hensigten at være strengt videnskabelig, men at vise, at hver gang vi åbner en sodavand, laver vi en lille sky, og det er netop det samme fænomen, der laver de fleste skyer i atmosfæren. Når luften flyttes fra lav højde med højt tryk til stor højde med lavt tryk falder temperaturen, og når temperaturen falder kan luften ikke mere indeholde så meget vand, vandet fortættes, danner skyer og i sidste ende nedbør. Et trykfald til 1/3 af det oprindelige svarer i øvrigt rundt regnet til at flytte luft fra havets overflade til toppen af Mount Everest. Tåge Det sidste forsøg går ud på at putte et stykke tøris i vand. Det er til gengæld et forsøg, hvor børnene selv får lov til at deltage. Parvis får de lov til at stå med en balje vand og et stykke tøris i bunden af baljen (med mange formaninger om at holde fingrene væk heldigvis kommer der hurtigt et lag beskyttende is omkring tørisen, så så længe den bliver nede i vandet, er faren ikke så stor). Når tørisen fordamper, blander den kolde gas sig med luften, og vanddampen i luften fortættes, så der kommer tåge. Denne sky er anderledes end den, vi kender fra elkedlens kogning. Den fylder baljen og kryber op over kanten og hen ad bordet. Vi kan få meget tid til at gå med at se på de sjove Tegningen er inspireret af 'Meteorology Today' (5) og illustrerer søbrise, som i Danmark betyder, at der om sommeren falder mest regn over de indre dele af øerne, mens de kystnære områder får mindre nedbør. side 26 Vejret, 94, marts 2003

29 bobler, som somme tider laver røgringe. De lidt større elever i 4. klasse er også meget kreative. Hvad mon der sker, hvis vi lægger papir hen over boblerne? Kan vi farve røgen med frugtfarve i vandet? Det kan de naturligvis ikke - men det lærer de jo også noget af. Hvad får børnene ud af det? Hvad får børnene så med hjem? I hvert fald ikke en dybere forståelse af adiabatiske processer. Til gengæld er de helt sikkert klar over, at det ikke regner lige meget alle steder i Danmark, og at der ligger sjov og spændende fysik bag forskellene - selvom de formentlig ikke ved, at det var fysik de blev udsat for. Lærerne på de forskellige skoler har fået nogle demonstrationer og en historie, de forhåbentlig kan bygge videre på - i de samme klasser eller i andre klasser på skolen. På en af skolerne overvejede lærerne at bruge nogle af forsøgene som happening til årets julefrokost. Hvis de rent faktisk gjorde det, kan man vel ikke ønske sig mere i retning af at udbrede det glade budskab om at naturvidenskab er spændende. Hvad får vi andre ud af det? De forskellige instanser, der støtter projektet har forskellige motiver. Dansk Naturvidenskabs Festival ønsker at forbedre naturvidenskabelig formidling og støttes af offentlige midler, fordi samfundet har brug for en befolkning, der har et højt naturvidenskabeligt niveau. Landbohøjskolen støtter projektet, fordi vi har en interesse i at være synlige, blandt andet for at få nok studenter i de kommende år. Min egen motivation er naturligvis ikke i modstrid med disse formål, men hvis jeg skal være helt ærlig, er det også fordi det giver mig nogle fantastiske oplevelser med søde børn i alle kroge af Sjælland og omegn. Det er min erfaring, at børn i de yngste klasser i skolen er meget ivrige for at deltage, og de kommer med utroligt mange sjove kommentarer og et synligt engagement, det ville være skønt hvis vi kunne bevare, til de kom på universitetet. Det ligger uden for denne artikels rammer at komme med mange eksempler på børnenes engagement, men en af mine yndlingskommentarer kom fra en lille dreng på 1. række i Randersgade Skole. Da jeg under introduktionen fortalte, at jeg kom fra Landbohøjskolen og spurgte om der var nogen der kendte den, svarede han kækt: Ja, der skulle jeg ha gået men min far fandt ud af at Randersgade Skole lå tættere på. Den og mange andre sjove kommentarer er gode varmekilder i en kold tid. Referencer [1] Det Danske Meteorologiske Institut (1933) Danmarks Klima G.E.C. Gad, København. [2] Lokal- og Mikroklima; Danielsen, E.; Institut for Matematik og Fysik; http: // klima/. [3] Observed Precipitation in Denmark; Frich, P., Rosenørn, S., Madsen, H., and Jensen, J. J.; Danmarks Meteorologiske Institut. [4] Dansk Naturvidenskabs Festival; Dansk Naturvidenskabs Formidling; http: // [5] Ahrens, C. D. (2003) Meteorology Today Brooks/ Cole - Thomson Learning, Pacific Grove. [6] Grønspættebogen; Dansk Naturvidenskabs Formidling; Vejret, 94, marts 2003 side 27

30 Efterårsvejret 2002 Af Stig Rosenørn, DMI Som helhed var efterårsvejret 2002 temperatur- og nedbørmæssigt nær normalgennemsnittet, og der var overskud af sol. Østenvinde var usædvanlig fremherskende. Septembervejret 2002 var sommerligt varmt og meget solrigt med et stort underskud af regn ligesom vinde fra E var mest fremherskende. Oktobervejret var gennemgående køligt og regnrigt ved fortsat nok så dominerende østenvinde, og de dominerende østenvinde bestod i november, der var lidt koldere end normalt, og der var et mindre overskud af nedbør. Fremhævede tal : helt usædvanlige klimatal Understregede tal : sjældne klimatal side 28 Vejret, 94, marts 2003

31 Figur 1. Øverst: Efterårets termogram fra Beldringe på Fyn. Nederst: Vindretningen målt på Gniben i Nordvestsjælland. Figur 2a. Middellufttryk ved havniveau for september 2002 beregnet på basis af fi re daglige DMI- HIRLAM analyser. Figurerne er produceret af Niels Woetmann Nielsen. Vejret, 94, marts 2003 side 29

32 Figur 2b. Som fi gur 2a, men for oktober Pr. definition indgår vejret i månederne september, oktober og november i efterårets vejr og for månederne i 2002 blev de vigtigste klimabeskrivende værdier de i tabellen viste, idet standardnormalerne for er angivet i parentes. Varm tør og solrig september I den første halvdel af september er vejret langt overvejende højtrykspræget tørt og solrigt med sommervarme. Vejret er dog forbigående noget ustadigt i dagene omkring den 6., især i Jylland, ved svage fronter fra SW. I den næste uges tid fra den 16. er vejret mere ustabilt med spredt regn og noget lavere temperaturer men fortsat med nok så megen sol i en overvejende vestlig svag luftstrøm. Kølig luft trænger ned over landet omkring den 24., og sæsonens første lokale nattefrost registreres i indlandet, men ellers er vejret fortsat overvejende tørt i resten af måneden ved højtryk nær landet. September måneds vejr var således langt overvejende varmt, solrigt og tørt ved hyppigt højt lufttryk. Kold og våd oktober I de første 4-5 dage af oktober er vejret lunt for årstiden ved højt, men faldende lufttryk over Sydskandinavien. I løbet af den 6. trænger koldere luft ned over landet fra N, og i den næste uges tid er vejret køligt og mest tørt med lokal nattefrost ved højt lufttryk over Skandinavien. I midten af side 30 Vejret, 94, marts 2003

33 Figur 2c. Som fi gur 2a, men for november måneden ændrer vejret fuldstændig karakter. Ustadigt vejr med regn og efterhånden nok så blæsende vejr består måneden ud. Der er indslag af sne og nattefrost i vejret omkring den 18. Det ustadige vejr kulminerer omkring den med en kraftig lavtrykspassage hen over landet fra W med stedvis storm over de sydlige egne af landet. Oktober måneds vejr var således mest tørt ved højtryksvejr i første halvdel, og siden meget ustadigt ved front- og lavtrykspassager. Forholdsvis kold november med overskud af nedbør og underskud af sol I den første uge af november er vejret overvejende tørt og temmelig køligt ved højt lufttryk N og E for landet. Endnu koldere luft trænger ned over landet fra NE i dagene omkring den 10. efter frontpassager fra NW over Sydskandinavien. Noget lunere luft ledsaget af regn fra SW dominerer vejret de efterfølgende 5-6 dage, hvorefter højtryksforstærkning over Skandinavien igen giver koldt vejr med udbredt nattefrost i dagene omkring den 20. Højtrykket svækkes dog hurtigt, og i resten af måneden er vejret nok så ustadigt i en overvejende fugtig østlig luftstrøm med temperaturer omkring det normale. November måneds vejr var således overvejende køligt og solfattigt med især nok så megen regn de sidste tre uger. Vejret, 94, marts 2003 side 31

34 Snedækket Danmark - set fra oven En forsmag på 'Vinterens vejr' fra den 31. januar, som du kan læse om i Vejrets næste nummer. Satellitfoto fra side 32 Vejret, 94, marts 2003

35 Solens aktivitet og Jordens klima: En re-analyse af nogle tvivlsomme korrelationer Af Peter Laut, Institut for Fysik, Danmarks Tekniske Universitet Baggrund Inden for det sidste årti er der offentliggjort en række videnskabelige artikler, der hævder at have påvist stærke korrelationer mellem forskellige indikatorer for solaktiviteten og nogle parametre for Jordens klima: Det er således blevet hævdet, at der skulle eksistere en fin overensstemmelse mellem galaktiske kosmiske strålers intensitet og Jordens skydække, først gældende for det totale skydække og derefter ændret til alene at gælde lave skyer, og en fin overensstemmelse mellem solcykluslængder og overfladetemperaturen over land på den nordlige halvkugle. Disse korrelationer spiller en betydelig rolle i såvel den videnskabelige litteratur som i den offentlige debat vedrørende risikoen for en menneskeskabt klimaændring. Jeg har analyseret en række af artiklernes centrale grafer. Disse skulle dokumentere de stærke korrelationer, og flere af dem har spillet en væsentlig rolle i klimadebatten og er blevet taget til indtægt for den opfattelse, at den observerede globale opvarmning i overvejende grad skyldes Solen. Mine analyser viser imidlertid, at de tilsyneladende stærke korrelationer som graferne viser er opnået ved en ukorrekt håndtering af de fysiske data. Jeg mener derfor, at graferne ikke kan anvendes som grundlag for konklusioner mht. spørgsmålet om hvorvidt menneskeheden bør eller ikke bør mindske udslippene af drivhusgasser. Jeg vil gerne understrege at mine analyser ikke på nogen måde udelukker at der eksisterer sammenhænge mellem Solens aktivitet og klimaet på Jorden. Sådanne forbindelser er i årenes løb blevet påvist af mange forskere. Men en signifikant sammenhæng mellem Solens aktivitet og de sidste 140 års globale opvarmning er endnu hverken blevet påvist eller sandsynliggjort. Mit formål med nærværende analyse er således ikke at bevise at Solens aktivitet ikke påvirker eller har påvirket Jordens klima, men blot at gøre opmærksom på at nogle af de figurer der vises igen og igen i videnskabelige artikler, avisindlæg, skolebøger og TV-udsendelser, slet ikke stemmer overens med de fysiske observationer. Det er følgende artikler jeg har koncentreret mig om:! En artikel som de to danske forskere Eigil Friis- Christensen og Knud Lassen offentliggjorde i året 1991 og som syntes at påvise en stærk korrelation mellem solcykluslængder og overfladetemperaturen over land på den Nordlige Halvkugle i perioden ! En tilsvarende analyse for en udvidet periode som Lassen og Friis-Christensen præsenterede i året 1995, og! en opdatering af de samme korrelationer fra året 2000 af de samme forfattere, som svar på en kritisk artikel ved Laut og Gundermann (2000). Jeg refererer også kort til en artikel som de to danske forskere Peter Thejll og Knud Lassen offentliggjorde på stort set samme tid. Den indeholdt nogle af de samme opdateringer som Lassen og Friis-Christensen (2000).! En artikel som den danske forsker Henrik Svensmark offentliggjorde i Den præsenterer satellitobservationer af skydata som synes at vise at det totale skydække er stærkt korreleret med intensiteten af galaktisk kosmisk stråling (GCRI). Resultaterne var oprindeligt offentliggjort af Svensmark og Friis-Christensen i 1997, men da det hovedsageligt er en figur fra 1998-artiklen der refereres til, er det den jeg har analyseret.! I året 2000 præsenterede Marsh og Svensmark (2000) en ny hypotese der gik ud på, at det var 'dækket af lave skyer' (og altså ikke 'det totale sky- Vejret, 94, marts 2003 side 33

36 dække' som hævdet i Svensmark 1998), der korrelerede stærkt med den kosmiske stråling. Alle disse artikler indeholdt grafer der viste stærke korrelationer mellem fysiske størrelser, der beskrev forhold på hhv. Solen og Jorden. Jeg har analyseret disse grafer og viser nedenfor, at den stærke korrelation de viser ikke understøttes af de fysiske observationer. Da der ofte refereres til disse artikler i den videnskabelige literatur, og da de centrale grafer i dem spiller en vigtig rolle i vore dages offentlige debat om faren for menneskeskabte klimaændringer (se fx det ansete tyske nyhedsmagasin Der Spiegle 2001), har jeg fundet det på sin plads at henlede opmærksomheden på, at de i virkeligheden ikke afspejler det videnskabelige grundlag korrekt. I det følgende vil jeg diskutere artiklerne i en rækkefølge, der afspejler deres grad af aktuel almen interesse. Ved diskussionen af de publicerede grafer har jeg her valgt at anvende rekonstruktioner af de originale figurer, dvs., at jeg har scannet og digitaliseret figurerne elektronisk og derefter plottet de aflæste værdier. Denne fremgangsmåde muliggør en enkel og nøjagtig sammenligning af talværdierne samt giver mulighed for at plotte dem i forskellige formater og farver med henblik på at lette struktureringen og diskussionen af graferne. I visse tilfælde er layoutet imidlertid valgt på en sådan måde at graferne, for alle praktiske formål, er identiske med originalerne. Nogle solhypoteser Figur 1. (a) Jordens totale skydække og intensiteten af galaktisk kosmisk stråling som iagttaget ved Climax, Colorado (tynd optrukken linie, normeret til maj 1965). Talværdierne er opnået ved scanning og digitalisering af Fig. 1 i Svensmark (1998). Trekanterne repræsenterer sky-data fra NIMBUS-7 CMATRIX projektet for den Sydlige Halvkugle over havene ekskl. troperne. Kvadraterne viser ISCCP C2 og ISCCP D2 data fra geostationære satelliter over havene ekskl. troperne. Romberne er DMSP data som - iflg. Svensmark - repræsenterer 'totalt sky-dække over havene på den sydlige halvkugle'. Såvel trekanterne, kvadraterne som romberne repræsenterer ifl g. forfatteren 'Jordens totale skydække'. (b) En sammenligning af to datasæt: DMSP-data og ISCCP-data for totalt skydække som vist i Kristjánsson and Kristiansen (2000). Kvadraterne viser ISCCP-data, mens de to liniestykker der hhv. dækker perioderne og og løber op mod fi gurens højre hjørne viser DMSP-data. Den relative indbyrdes placering af de to kurver kan vælges ret vilkårligt, dels fordi en indbyrdes kalibrering af måleserier fra forskellige satellitprogrammer næsten aldrig kan foretages særlig nøjagtigt, dels fordi disse to kurver repræsenterer helt forskellige fysiske størrelser. Sidstnævnte forhold fremgår bl.a. af at ISCCP- og DMSP-kurverne har helt forskellige forløb. I modsætning til de ISCCP- og DMSP-data der er vist på 1a repræsenterer skydataene på 1b det samme geografi ske område. Herved opnås der en meningsfuld sammenligning. Det ses, at i de tidsintervaller hvor kurverne overlapper falder det totale skydække angivet ved ISCCP-serien, mens Det totale skydække korrelerer stærkt med intensiteten af galaktisk kosmisk stråling I 1997 offentliggjorde Svensmark og Friis-Christensen en artikel, hvori de mente at have påvist en stærk korrelation mellem det totale skydække og intensiteten af galaktisk kosmisk stråling som målt ved Climax, Colorado. Denne artikel blev opdateret af Svensmark i Artiklernes hovedresultat er illustreret ved sidstnævnte artikels Fig. 1. Fig. 1.a på næste side er en rekonstruktion af den oprindelige graf opnået som beskrevet ovenfor. Hvis der skulle være opstået mindre afvigelser fra originalen skyldes det at denne er noget utydelig: Nogle områder på originalen er dækket af så megen tryksværte at det er umuligt at aflæse hvilke data-symboler der er afsat. Denne usikkerhed skyldes det store format der er valgt til symbolerne. Eksempelvis er det ikke muligt at afgøre om dataene fra Defense Meteorological Satellite Program (DMSP) 1 - som repræsenteres ved romber - i årene følger den 'hængekøjefacon' som den kosmiske stråling angiver, eller om de i det mindste følger den nedadgående tendens som både den kosmiske stråling og ISCCP-dataene 2 følger. Disse spørgsmål er naside 34 Vejret, 94, marts 2003

37 Change in cloudiness (%) YEAR Cosmic Ray decrease (%) (a) 59 2 Cloud cover (%) DMSP ISCCP - 23% Change in cloudiness (%) ISCCP Galactic Cosmic Rays YEARS (b) YEARS (c) DMSP-seriens værdier samtidigt stiger. Den samme forskel udviser den samlede trend for hhv. ISCCP- og DMSP-serien. Derfor kan det konkluderes: at hvis det er korrekt, at ISCCP-serien beskriver totalt skydække, så kan DMSP-serien umuligt også repræsentere totalt skydække. Teksten»ISCCP - 23%«angiver at der er trukket 23 procentpoint fra ISCCP-dataene for at bringe dem nogenlunde på niveau med DSMP-værdierne. (c) Her ses en korrigeret og ajourført udgave af 1a. Kvadraterne repræsenterer ISCCP-data og den optrukne kurve viser intensiteten af galaktisk kosmisk stråling som målt ved Climax, Colorado, udglattet som hos Kristjánsson & Kristiansen (2000). Korrektionen består i at samtlige DMSP-data er fjernet, da de slet ikke repræsenterer totalt skydække og derfor ikke hører hjemme her. Ajourføringen består i at nye data for totalt skydække er tilføjet fra climanal1.html (2001). Vejret, 94, marts 2003 side 35

38 turligvis vigtige hvis man vil finde ud af om DMSP-dataene overhovedet hører hjemme på denne graf, om de overhovedet repræsenterer totalt skydække, dvs. den samme fysiske størrelse som ISCCP-dataene. På figuren kan der tydeligt skelnes romber fra og fra , men den originale figur fra Svensmark (1998) tillader ikke at afgøre om de også bidrager til det stærkt sværtede område i perioden Her kommer heldigvis nogle analyser til hjælp der er foretaget af de to norske forskere Kristjánsson og Kristiansen (2000). De gør det muligt at fastslå at DMSPdataene i virkeligheden har et forløb der hverken stemmer overens med det totale skydække eller med kosmisk stråling. Bemærk i øvrigt at Svensmarks figur for det meste af år 1992 synes at indikere at det totale skydække på en og samme tid skulle have været usædvanligt beskedent (iflg. den lave kurve) og usædvanligt kraftigt (iflg. den høje kurve). Fig. 1.b på side 35 viser en sammenligning af DMSPdataene med ISCCP s data for totalt skydække som præsenteret i Kristjánsson og Kristiansen (2000). Fig. 1.b er en rekonstruktion af deres originale figur, idet deres data her er vist i samme layout som Svensmarks figur for at muliggøre en direkte sammenligning. Figuren viser at de to dataserier, DMSP og ISCCP, forløber helt forskelligt. I de tidsintervaller hvor de overlapper aftager det totale skydække iflg. ISCCP samtidigt med at DMSP-værdierne vokser. Det samme gælder de to seriers samlede trend. Hvis man derfor antager at ISCCPserien giver et korrekt billede af det totale skydækkes udvikling i tiden, kan DMSP-dataene umuligt også repræsentere totalt skydække. Fig. 1.c (side 35) er en korrigeret og ajourført version af Svensmark s originale figur (her reproduceret som Fig. 1.a). Korrektionen består i fjernelsen af DMSP-dataene, der jo er irrelevante her da de ikke repræsenterer totalt skydække. Ajourføringen består i en tilføjelse af nyere data for totalt skydække fra climanal1.html (ISCCP D2 data for perioden , udglattet med en båndbredde svarende til Fig. 1.a). Derudover viser figuren også den kosmiske stråling (GCRI) som målt ved Climax i Colorado. Figuren viser at det totale skydække stemmer ganske fint overens med den kosmiske stråling i perioden hvorefter kurverne 1) DMSP står for»defence Meteorological Satellite Project«. Målingerne foretages med»special Sensor Microwave/Imager (SSM/I)«. Der måles bl.a. hyppigheder af skyforekomster over oceanerne, og der registreres kun vandskyer, dvs skyer der består af vanddråber. Den betydelige andel af skyer der indeholder iskrystaller detekteres altså ikke. Dens tolkningen af de målte mikrobølgedata er ikke verificeret ved sammenligning med synoptiske data (observationer med øjet). DMSP-dataene afviger dramatisk fra og ISCCP-data, selv om man sammenligninger DMSP-serien med ISCCP-data for skyer der kun består af vanddråber. Årsagen til afvigelsen er ikke forstået (se Kristiánsson og Kristiansen 2000). Mulige forklaringer er at sensorerne ikke kan skelne vandskyerne fra andre fænomener og instrumentdrift. 2) ISCCP står for International Satellite Cloud Climatology Project. Der foretages målinger af elektromagnetisk stråling i det infrarøde og synlige område. Måleinstrumenterne er anbragt om bord på geostationære og polare meteorologiske satellitter. Herved produceres der datasæt for det globale skydække og for skyernes fysiske egenskaber. Tolkningen af disse data er verificeret med synoptiske data. Projektet har publiceret forskellige dataserier med forskellig struktur. Serienummeret indgår i navnet. De serier der er benyttet på Fig. 1.a-c hedder således ISCCP C2 og ISCCP D2. Målingerne fra dette ISCCP anses generelt for at være de bedste data der eksisterer på området. Datasættet er produceret af Goddard Institute for Space Studies i New York, og distribueres frit fra NASA Langley Research Center, Distributed Active Archive Center, Hampton, Virginia, U.S.A. side 36 Vejret, 94, marts 2003

39 Figur 2: (a) Lavt skydække (tyk linie) og intensiteten af galaktisk kosmisk stråling som målt ved Huancayo (stiplet linie) ifl g. Marsh og Svensmark (2000). (b) Lavt skydække (tyk linie) og intensiteten af galaktisk kosmisk stråling som målt ved Huancayo (stiplet linie) iflg. Kristjánsson et al. (2002). (c) Som på Fig. 2.b men udglattet for at trenden træder tydeligere frem. går hver sin vej: det totale skydække falder kraftigt i de efterfølgende år mens intensiteten af den kosmiske stråling stiger kraftigt. Analyserne i Kristjánsson og Kristiansen (2000) viser, at perioden med overensstemmelse ( ) blev udvidet kunstigt på Fig. 1.a ved at kombinere to dataserier der repræsenterer to forskellige fysiske størrelser (ISCCP og DMSP) på en sådan måde at de giver indtryk af at danne en enkelt sammenhængende kurve. Der er altså tale om det der på jævnt dansk kaldes at blande æbler og pærer. Fig. 1.a har spillet en vigtig rolle både i den videnskabelige literatur og i den offentlige debat om de mulige årsager til den globale opvarmning. Lavt skydække korrelerer stærkt med intensiteten af galaktisk kosmisk stråling I 2000 præsenterede Marsh og Svensmark (2000) en ny hypotese, der gik ud på at det var dækket af lave skyer (og altså ikke det totale skydække som hævdet i Svensmark 1998), der korrelerede stærkt med den kosmiske stråling, som i deres artikel var repræsenteret ved data fra den peruvianske observations-station Huancayo. Den centrale graf (Fig. 1.c) i deres artikel er i nærværende artikel gengivet som Fig. 2.a (igen en rekonstruktion) på side 37. Fig. 2.b viser en opdatering ved Kristjánsson et al. (2002) og Fig. 2.c en udglattet version af sidstnævnte kurve. En sammenligning med Fig. 2.a giver anledning til en række kommentarer: (1) Overensstemmelsen mellem det lave skydække og kosmisk stråling er ikke god efter år 1989, og efter Vejret, 94, marts 2003 side 37

40 år 1994 er der absolut ingen overensstemmelse. (2) Ved første øjekast synes den stejle stigning af det lave skydække efter år 1992 (se fx Fig. 2.c) at svare ganske godt til en tilsvarende stigning i den kosmiske stråling. Imidlertid er stigningen i det lave skydække mere end et halvt år forsinket i forhold til den kosmiske stråling. Ifølge gældende teori (fx Yu og Turco 2000) skulle den udvikling af kondensationskerner for skydannelsen, der har ionerne fra den kosmiske stråling som kim, være tilendebragt mindre end et døgn efter at en stigning i den kosmiske stråling har fundet sted. Og da levetiden af sådanne aerosoler (kondensationskerner) kun beløber sig til nogle få dage må en evt. skydannelse finde sted inden for denne tidshorisont og ikke flere måneder senere. En skydannelse der sker som respons på ændringer i kosmisk stråling, må derfor fremtræde som praktisk taget samtidigt med ændringerne i den kosmiske stråling når den afbildes i den tidsskala der anvendes på Fig. 2. (3) En anden vanskelighed er den fysiske tolkning af infrarøddata fra satellitobservationer til bestemmelse af det lave skydække: Lave skyer der befinder sig neden under højere skyer kan ofte slet ikke observeres fra satellitter, og da den relative variation af de forskellige skytyper kun andrager nogle få procent kan selv en beskeden fejl ved bestemmelsen af det lave skydække påvirke kurveforløbet på en væsentlig og samtidig tilfældig måde, således at sammenligninger med andre kurver bliver meningsløse. Kernthaler et al. (1999) har studeret forskellige typer skyer og har ikke fundet nogen overensstemmelse mellem de enkelte skytyper og kosmisk stråling. Wagner et al. (2001) har sammenlignet en proxy for kosmisk stråling, nemlig koncentrationer af isotoperne 10 Be og 36 Cl, med proxy er for Jordens klima, 18 O- og CH 4 -koncentrationen, over tidsperioden fra til år før nu og ikke fundet nogen korrelation. Kristjánsson et al. (2002) har sammenlignet korrelationen af det lave skydække med hhv. solarkonstanten (= total solar irradiance) og GCRI og fundet at korrelationskoefficienten med total solar irradiance er langt den største (r = 0.80 mod r = 0.47). Dette resultat kunne pege i retning af, at solaktiviteten måske virkeligt påvirker udstrækningen af det lave skydække, men at den fysiske mekanisme i virkeligheden er knyttet til ændringer i Solens elektromagnetiske udstråling, og ikke til kosmisk stråling. Det ville stemme godt overens med en mekanisme der har været diskuteret i de senere år (Bond et al. 2001, Haigh 2001, Shindell et al. 1999, 2001) hvor det antages at temperaturændringer i stratosfæren, forårsaget af ændringer i Solens ultraviolette bølgelængder (ændringer som relativt er betydeligt større end ændringerne i det synlige område), giver anledning til en dynamisk respons i troposfæren som måske kan påvirke Jordens klima. Muligvis spiller planetariske bølger en vigtig rolle ved disse processer. Derfor kan den delvise overensstemmelse mellem det lave skydække og GCRI som vises i Marsh og Svensmark (2000) skyldes den omstændighed at GCRI og solarkonstanten begge er fysiske størrelser der er knyttet til solaktivitet, og at en årsagssammenhæng mellem det lave skydække og solarkonstanten automatisk vil medføre en vis, men mindre grad af overensstemmelse med GCRI, selv i det tilfælde, hvor kosmisk stråling ikke spiller nogen rolle ved de fysiske processer der fører til dannelsen af lave skyer. En alternativ forklaring af den dårlige overensstemmelse mellem GCR og det lave skydække efter 1994 (som vist på Fig. 2.b and Fig. 2.c) er fremsat af Marsh og Svensmark (2002), der hævder at den manglende overensstemmelse er et artifakt der skyldes problemer med instrument-kalibreringen mellem september 1994 og januar En diskussion af mulige forklaringer og mulige fysiske processer er givet af Carslaw et al. (2002). Da variationen af den ultraviolette udstråling fra Solen over de sidste 100 år ikke er kendt, og da mekanismerne for dens mulige klimapåvirkning ikke er afklaret, ikke mindst graden af nonlinearitet, er det endnu side 38 Vejret, 94, marts 2003

41 ikke muligt at afgøre, hvorvidt disse processer har bidraget til den globale opvarmning som Jorden har oplevet over denne periode. Solcykluslængder korrelerer kraftigt med overfladetemperaturen over land på den Nordlige Halvkugle (1991) I 1991 offentliggjorde Friis- Christensen og Lassen i det ansete videnskabelige tidsskrift Science en artikel, hvori de mente at have påvist en'slående god overensstemmelse' mellem solcykluslængder (SCL) og lufttemperaturen ved overfladen over den nordlige halvkugles landområder. Artiklen vakte stor opmærksomhed over hele verden og bliver stadigvæk ofte citeret i den videnskabelige litteratur. En søgning i Science Citation Index Expanded fra Institute for Scientifi c Information viser, at artiklen er blevet citeret 213 gange fra 1991 til september I den senere tid er den blevet citeret en eller to gange om måneden. Også i den offentlige debat om de mulige årsager til den globale opvarmning spiller den stadigvæk en stor rolle (se fx Der Spiegel 2001). Artiklens centrale figur (Fig. 2 i Science-artiklen; fx gengivet i Vejret nr. 1, 1992) er i nærværende artikel vist som Fig. 3.a på side 40, der igen er en rekonstruktion - her med tilføjelse af en nummerering (fra 0-4) af nogle kurvepunkter for at lette struktureringen og diskussionen. Af særlig interesse er den meget fine overensstemmelse mellem de seneste årtiers kraftige globale opvarmning og den tilsvarende stejle stigning i solcykluskurven. Den offentlige debat har netop fokusseret på de seneste årtiers markante globale opvarmning, og den tilsyneladende overensstemmelse mellem temperaturkurven og solkurven har overbevist mange mennesker om, at det er Solen, og ikke menneskeskabte drivhusgasser, der har været årsagen til denne opvarmning. En omhyggelig analyse afslører imidlertid nogle problematiske detaljer: Figurens solcykluskurve består af i alt 24 punkter. Heraf er de første 20 punkter 1,2,2,2,1- filtrerede værdier, dvs at de er beregnet som løbende gennemsnit over fem på hinanden følgende observerede maksimum-maksimum eller minimum-minimum solcykluslængder med vægtfaktorerne: 1/8, 2/8, 2/8, 2/8, 1/8. Hvert af disse 20 punkter repræsenterer altså observationer over et tidsinterval på omkring 55 år (5 gange den gennemsnitlige solcykluslængde på 11 år). Det betyder at for hvert punkt der afsættes kræves der et kendskab til udviklingen af solpletantallet ca. 28 år ud i fremtiden og 28 år bagud i tiden. Kurvens første 20 punkter er altså fremkommet som resultat af en meget kraftig udglatning (eller filtrering ) af de observerede data. Sammenligner man denne udglattede kurve med de ikke-filtrerede solcykluslængder, dvs. med de observerede data, finder man at de ikke-filtrerede værdier udfører voldsomme svingninger op over og ned under den udglattede kurve. Punkterne nr. 3 og 4 på Fig. 3.a repræsenterer sådanne ikkefiltrerede solcykluslængder, medens punkterne nr. 1 og 2 repræsenterer data som kun er delvist filtreret. Den tilsyneladende overensstemmelse mellem solkurven og temperaturkurven er opnået kunstigt ved at kombinere den udglattede kurves 20 punkter med det seneste opsving i den række af kraftige udsving op og ned som de observerede solcykluslængder udviser, dvs. ved at kombinere forskelligartede fysiske datasæt, eller sagt på jævnt dansk: ved at blande æbler og pærer. Hvis man i stedet for havde kombineret den udglattede kurve med et udsving nedad ville solcykluskurven i stedet have stemt fint overens med en dramatisk global afkøling. Denne kombination kunne man så have valgt, hvis en sådan global afkøling havde fundet sted (Problemet diskuteres detaljeret i Laut og Gundermann 2000). Dette demonstrerer at det kan give misvisende resultater at blande forskellige typer data på denne måde. For at undgå en sådan sammenblanding burde de sidste fire punkter have været udeladt i den oprindelige publikation. Herved var solcykluskurven kommet til at se ud som vist på Fig. 3.b side 40, hvor den ender i punkt nr. 0 : Dette punkt markerer den sidste solcyklusværdi der på tidspunktet for artiklens Vejret, 94, marts 2003 side 39

42 Solar cycle lengths (years) Temperature anomaly ( o C) Solar cycle lengths (years) Years Years Solar cycle lengths (years) Arithmetic errors Years Years Figur 3. (a) Solcykluslængder, SCL, (kurve med + tegn) og overfl adetemp. over land på den Nordlige halvkugle (kurve med * tegn). Her vises de værdier Friis-Christensen og Lassen præsenterede som Fig. 2 i deres oprindelige Science-artikel fra 1991 (i rekonstruktion). For en ordens skyld skal det lige bemærkes at SCL ikke er afsat ækvidistante. Det skyldes at de enten er afsat midt imellem to solpletminima eller to maksima, og da afstanden mellem disse varierer noget kommer centerårene til at ligge noget uregelmæssigt. Solkurvens første 20 punkter er 1,2,2,2,1-fi ltrede solcykluslængder, og dens sidste fi re punkter (1-4) markerer solcykluslængder der kun er fi ltreret delvist (1-2) eller slet ikke (3-4). Den stejle stigning som de to sidste punkter udviser skyldes simpelthen at de er plottet direkte som observerede solcykluslængder, altså uden fi ltrering (eller udglatning), og at sådanne ikke-fi ltrerede solcykluslængder danner en kurve med voldsomme udsving op over og ned under den kraftigt udglattede kurve der dannes af de 1,2,2,2,1-fi ltrerede solcykluslængder. Pkt'erne 3 og 4 er simpelthen en del af et sådant udsving op over den udglattede kurve. Det er alene denne blanding af forskellige datatyper der skaber det fejlagtige indtryk at solcykluslængdernes udvikling i de senere årtier meget fi nt svarer til den observerede globale opvarmning. (b) Her ses hvordan kurven burde have været offentliggjort i 1991, uden sammenblanding af forskellige datatyper. Her er solcykluskurven udelukkende bestemt ved data som rent faktisk var observeret på dette tidspunkt. Det punkt der er markeret med 0 angiver den sidste korrekt 1,2,2,2,1-fi ltrerede værdi. (c) Ajourført udgave af solcykluskurven med de værdier der præsenteres i Lassen og Friis-Christensen (2000) samt Thejll og Lassen (2000). Lassen og Friis-Christensen gør især opmærksom på den stejle stigning som kurvens to sidste punkter, 3 og 4, udviser og ser den som udtryk for at også den ajourførte solcykluskurve viser en fi n overensstemmelse med den globale opvarmning. En kontrolberegning viser imidlertid at den stigning som punkterne 3 og 4 udviser, alene skyldes fejl i de numeriske beregninger. En korrekt gennemført beregning på grundlag af de data som specifi ceres i Thejll og Lassen fører til det fl ade kurveforløb der er vist på Fig. 3d. Bortset fra punkterne 3 og 4 er alle andre talværdier (inkl. pkt'erne 1-2) hos Thejll og Lassen beregnet korrekt. Forfatterne har dog foretaget visse afrundinger, mens Fig. 3d er mere præcis. Dette forklarer de små afvigelser mellem kurverne som ses ved en sammenligning af Fig. 3c og Fig. 3d. (d) Her ses en (korrekt beregnet) opdatering af den oprindelige solcykluskurve (Fig. 3a), nu med pkt'erne 1-4 beregnet under benyttelse af de samme observerede og forudsagte data som også anvendes af Thejll og Lassen (2000). Bemærk, at de nye solcyklusdata danner en flad kurve der ikke på nogen måde afspejler de seneste årtiers globale opvarmning. side 40 Vejret, 94, marts 2003 Solar cycle lengths (years) The correct values

43 offentliggørelse i 1991 kunne beregnes korrekt, dvs. ved en 1,2,2,2,1-filtrering. I dag, hvor der i mellemtiden er kommet flere observationer, kan kurven forlænges ud over punkt 0. Fig. 3.c på side 40 viser den opdaterede solcykluskurve med de nye (1,2,2,2,1-filtrerede) punkter nr. 1-4 tilføjet som markeret af Lassen og Friis-Christensen (2000) og Thejll og Lassen (2000). Ved nærmere eftersyn viser det sig, at opdateringerne til dels er præget af regnefejl. Begge artikler anvender dels de to solcykluslængder der i mellemtiden har kunnet måles og dels forudberegnede værdier for tidspunkterne for det næste solpletminimum og det næste solpletmaksimum. Begge artikler benytter nøjagtigt de samme data, og disse er også anvendt til beregning af Fig. 3.d (se Tabel 1 på side 42). Thejll og Lassen (2000) præsenterer deres opdaterede værdier såvel i deres Fig. 1 og i Fig. 2. Fig. 3.c viser hvordan solcykluskurven med deres fejlbehæftede opdatering kommer til at se ud. Det er punkterne 3 og 4 der er behæftede med simple numeriske regnefejl, og det er alene takket være disse regnefejl at kurven opnår den stejle stigning som passer så fint med de sidste årtiers globale opvarmning. Man kan overbevise sig selv om regnefejlen ved simpelthen at regne efter. De 1,2,2,2,1-vægtede gennemsnit af de SCL-værdier som forfatterne benytter er vist i søjle 4 på Tabel 1: 1/8* /8* /8* /8 * /8*10.5 = og 1/8* /8* /8*9.7 +2/8* /8*10.9 = Så det må konkluderes at den stejle stigning der vakte så stor opmærksomhed i 1991, hverken understøttes af de data der var tilgængelige i 1991 eller af de data der siden hen er fremkommet. Lassen og Friis-Christensen (2000) angiver de samme forkerte værdier (= 10.6, 10.6, 10.5, 10.1 år) som Thejll og Lassen (2000) for de opdaterede 1,2,2,2,1-filtrerede SCL er og henleder tilmed særlig opmærksomheden på den stejle stigning som de fejlbehæftede punkter 3 og 4 giver solcykluskurven og som umiddelbart synes at retfærdiggøre deres oprindelige beskrivelse i 1991-artiklen af en slående god overensstemmelse og en tæt forbindelse mellem de to kurver i de opadgående trends fra 1900 til 1940 og siden 1970, dvs., over de sidste årtiers globale opvarmning.tabel 1 samler de data der kræves for at læseren selv kan studere problemet lidt nærmere. En graf der ofte optræder i den seneste tids klimadebat, er Fig. 3 i Thejll og Lassen (2000). Fig. 4 på side 43 viser de to centrale kurver fra denne figur (dvs temperaturkurven og de 1,2,1-filtrerede solcykluslængder) sammen med de 1,2,2,2,1-filtrerede solcykluslængder fra Fig. 2 i Friis-Christensen og Lassen (1991) suppleret med den ovennævnte (korrekte) opdatering af punkterne 1-4. Det ses, at forfatterne, ved at forlade den oprindelige hypotese (der involverede de 1,2,2,2,1- filtrerede data) til fordel for en 1,2,1-filtrering, har opnået en noget bedre overensstemmelse med temperaturudviklingen - et eksempel på den generelle erfaring at kurvetilpasninger ofte kan forbedres ved at skifte udglatningsmetode efterhånden som nye observationer bliver tilgængelige. Når man undersøger mulige korrelationer mellem to tidsserier er det altid klogt at anvende et tidsinterval der er så bredt som muligt. På Fig. 5 på side 44 sammenlignes de 1,2,2,2,1-filtrerede minimumminimum solcykluslængder med udglattede temperaturer på den nordlige halvkugle dækkende perioden fra Temperaturserien er fremkommet ved at kombinere den rekonstruerede temperaturserie af Mann et al. (1998) med den moderne, termometerbaserede serie fra Hadley Centret (Combined land air and sea surface temperature anomalies for the Northern Hemisphere , på sec5/ CR_div/ Tempertr/ lsst_ vals _nh.html). SCL-værdierne på Fig. 5 kan findes i Tabel 1 i Lassen og Friis-Christensen (1995). SCL-data fra år 1610 til nu kan hentes på web-adressen: ftp://ftp.ngdc.noaa.gov /STP/SOLAR_DATA/ SUNSPOT_NUMBERS /max min.new. Parametrene er i det væsentlige de samme som dem der er vist på Fig. 3.a, (side 40) men dækker her en længere tidsperiode. Tilpasningen af solkurven til Vejret, 94, marts 2003 side 41

44 National Geoph. Data Center Thejll & Lassen 2000 Deviations 1,2,2,2,1 Solar Cycle Lengths Year of epoch Central yrs SCL min-min Central years SCL [yrs] Central yrs SCL Calculated Shown minimum MAXIMUM or MAX-MAX Shown on Given on Shown on Given on on Figure 2 Errors year year year yrs Figure 2 Table 1 Figure 2 Table 1 yrs yrs yrs yrs yrs m-m M-M m-m M-M m-m M-M m-m M-M m-m M-M (10.7) m-m ( ) (10.5) M-M ( ) (10.9) Tabel 1. En ajourført beregning af punkterne 1-4 på Fig. 3a med påvisning af to væsentlige regnefejl i de numeriske beregninger i Lassen og Friis-Christensen (2000) og i Thejll og Lassen (2000). I Friis-Christensen og Lassen (1991) var de sidste fi re punkter på solcykluskurven (på Fig. 3a markeret med 1-4) afsat svarende til solcykluslængderne: 10.5, 10.3, 10.3 og 9.7 år. Da ordinataksen er valgt med orientering nedad afbildes denne række aftagende værdier som en stejl stigning på solcykluskurven. Denne stejle stigning giver en god overensstemmelse med temperaturkurven der afspejler de sidste årtiers kraftige globale opvarmning. Imidlertid hører pkt 1-4 ikke hjemme på Fig. 3a, da de repræsenterer en anden type data end resten af kurven, dvs. de 20 forudgående punkter. Disse 20 pkt angiver 1,2,2,2,1-fi ltrerede data, dvs. kraftigt udglattede data, hvorimod punkterne 1 og 2 kun er delvist fi ltreret og pkt 3-4 slet ikke er fi ltreret. Dette gør en forskel: Ikke-fi ltrerede solcyklusdata (dvs. de fysiske observationer uden udglatning) oscillerer voldsomt omkring den udglattede kurve. Som påvist af Laut og Gundermann (2000) skyldes den tilsyneladende fi ne overensstemmelse mellem solcykluskurven og de sidste årtiers globale opvarmning på Fig. 3a ene og alene denne blanding af forskellige datatyper. Overensstemmelsen understøttes ikke af de fysiske observationer. Denne konklusion gælder såvel de data som er tilgængelige i dag som de data der var tilgængelige i 1991 da fi guren først blev offentliggjort i en Science-artikel. I deres egen opdatering (Lassen og Friis-Christensen 2000) konstaterer forfatterne at Med den information der er til rådighed i dag skulle de fi re værdier have været 10.6, 10.6, 10.5 og 10.1 og Substitution af de oprindelige data med de korrekte data ændrer imidlertid ikke indtrykket af en stejl stigning i solcykluskurven mellem 1970 og Disse konklusioner er imidlertid baseret på regnefejl. Thejll og Lassen (2000) præsenterer de samme fi re værdier (søjle 13 i ovenstående tabel) som resultatet af deres ajourføring der bygger på observerede (søjle 1 og 2) så vel som to forudsagte ekstremer for solpletantallet (se de sidste værdier i søjle 1 og 2, trykt i kursiv). En korrekt beregning af de sidste to 1,2,2,2,1-vægtede gennemsnit giver de fi ltrerede værdier og (søjle 12). Det kan man overbevise sig om ved simpelthen at regne efter, idet de af forfatterne anvendte SCL-værdier er opført i søjle 4: 1/8* /8* /8* /8* /8*10.5 = og 1/8* /8* /8*9.7 +2/8* /8*10.9 = Kontrolberegningen viser således at den stejle stigning der præsenteres i begge artikler alene skyldes regnefejl i forfatternes numeriske beregninger. Fejlene berører udelukkende de to pkt. 3 og 4, som netop er dem der skaber den stejle stigning. Alle de øvrige numeriske resultater i deres ajourføring er korrekte. Den korrekte beregning med anvendelse af præcis de samme data (angivet i tabel 1 og på Fig. 2 hos Thejll og Lassen 2000) giver følgende resultater: 10.64, 10.56, og (søjle 12). Disse værdier udviser ikke noget spor af den stejle stigning. I tabellen er de vigtigste fejl fremhævet (søjle 13). For at gøre det lettere at sammenligne er tidspunktet, , for solpletminimet, anvendt af forfatterne, bibeholdt selv om den obs. værdi er (søjle 1). Det skal bemærkes at værdierne fra den elektroniske digitalisering af fi gurerne (i 6, 8 og 13) er angivet uden afrunding for ikke at indføre en ekstra kilde til usikkerhed. Det skal også nævnes at grunden til at søjlerne 7 og 9 kun indeholder nyere værdier for hhv. de centrale år og SCL, er at det kun er disse der er medtaget i Table 1 i Thejll og Lassen (2000). Denne begrænsning betyder for øvrigt at tabellen ikke indeholder alle de SCL der er nødvendige for at kunne kontrollere punkterne på forfatternes Fig. 1 og Fig. 2 og fx påvise de to regnefejl. At der ikke er tale om at forfatterne har benyttet andre data end de NGDC-data der er angivet i søjlerne 1-4 i nærværende tabel fremgår af at alle de andre 1,2,1- og 1,2,2,2,1-gennemsnit på Fig. 1 og Fig. 2 er plottet med de værdier der opnås ved en korrekt beregning under benyttelse af disse NGDC-data. side 42 Vejret, 94, marts 2003

45 Solar cycle lengths (years) Observed temperatures (Thejll & Lassen 2000) 1,2,2,2,1 SCL Update 1,2,1 SCL (Thejll & Lassen 2000) Temperature anomaly ( o C) Year Figur 4: Observerede temperaturer (tynd linie) og 1,2,1-fi ltrerede solcykluslængder (punkteret linie) som vist på Fig. 3 i Thejll og Lassen (2000). 1,2,2,2,1-fi ltrerede solcykluslængder som vist på Fig. 2 i Friis- Christensen og Lassen (1991) med de sidste fi re punkter opdateret (tyk linie). temperaturkurven er opnået ved lineær regression. Det ses at den lineære regression giver en langt dårligere overensstemmelse mellem solcykluskurven og den terrestriske temperaturkurve når man som her prøver at få kurverne til at stemme overens over en lang tidsperiode, hvor de hver for sig opviser mange specifikke karakteristika. Her er sandsynligheden for at opnå en god overensstemmelse ringe - medmindre der virkelig eksisterer en årsagssammenhæng. Den ramme, der er indtegnet på Fig. 5, angiver variabelintervallerne på Fig. 3.a, dvs. den oprindelige figur i Friis-Christensen og Lassen (1991). Hvis man prøver at skalere de to kurvers S-former inden for rammen således at tilpasningen bliver optimal (som det rent faktisk er gjort på Fig. 3.a), kræver det en skaleringsfaktor der samtidigt med den gode tilpasning inden for rammen giver en dårlig tilpasning uden for. Eksempelvis ville uoverensstemmelsen mellem solkurven og temperaturkurven omkring år 1600, hvor den ene har en top samtidig med at den anden har en dal, blive forstærket kraftigt. Omvendt: Hvis man valgte at optimere kurvetilpasningen i et tidsinterval omkring 1600 så ville skaleringsfaktoren simpelthen skifte fortegn og derved omdanne toppen på solkurven til en dal som ville stemme fint overens med dalen på temperaturkurven. Men nu ville overensstemmelsen mellem kurverne uden for det nye interval (bl.a. i det indrammede interval) blive dårlig. Det skal lige bemærkes at Fig. 5 her kun tjener til kvalitativt at illustrere et generelt træk ved lineære regressioner. Derfor er det uden betydning at de to temperaturserier der her er sammenføjet har forskellige referenceperioder og at dette i nærværende sammenhæng kun er søgt kompenseret ved en simpel additiv nulpunktskorrektion. Vejret, 94, marts 2003 side 43

46 Solcykluslængder korrelerer stærkt med overfladetemperaturen over land på den Nordlige Halvkugle (1995) I 1995 offentliggjorde Lassen og Friis-Christensen en ajourført og udvidet udgave af deres Science-artikel fra Dens centrale figur (Fig. 2 i deres artikel) vises på side 45 som Fig. 6.a (som rekonstruktion). Kurven med cirklerne viser solcykluslængder. De to optrukne kurver viser to forskellige temperaturserier. Den originale figur kan let give det indtryk at der kun er tale om en enkelt temperaturkurve der strækker sig over hele intervallet. I virkeligheden er temperaturudviklingen dog repræsenteret ved to forskellige serier: En serie der spænder fra og en anden der spænder fra , med et overlap fra De to kurver er på Fig. 7 på side 46 vist (også optrukket) i lidt større format. Her ses det tydeligt at der er tale om to forskellige serier der overlapper, og som i det tidsrum hvor de overlapper, er parallelforskudt i forhold til hinanden svarende til en lodret afstand på omkring 0.1 o C. Denne ejendommelige forskydning skyldes at forfatterne har afbildet de to serier direkte som rå temperaturanomalier, dvs. uden at Temperature anomaly ( o C) Range of Fig.2-FCL Year Solar cycle lengths (Years) Figur 5. 1,2,2,2,1-fi ltrerede minimum-minimum solcykluslængder (kurven med de udfyldte cirkler) og temperaturerne på den nordlige halvkugle (kurven uden symboler). Fig. 5 viser i det væsentlige de samme fysiske størrelser som Fig. 3.a, men her er de sammenlignet over en længere tidsperiode. Bemærk at en lineær regression som regel giver en langt dårligere overensstemmelse mellem solcykluslængder og terrestriske data når sammenligningen udstrækkes over et længere tidsinterval hvor hver af kurverne indeholder et større antal specifi kke detaljer. Den indsatte ramme markerer det interval som Fig. 3.a spænder over. Det er værd at bemærke at mens en indbyrdes skalering som den i Fig. 3.a benyttede, anvendt på Fig. 4, ville forbedre overensstemmelsen mellem de to kurvers S-faconer inden for rammen, ville den samtidig give en meget dårligere kurvetilpasning uden for rammen. Fx ville afvigelsen mellem solcykluskurvens top og temperaturkurvens samtidige dal omkring år 1600 forøges. side 44 Vejret, 94, marts 2003

47 tage i betragtning at de er målt i forhold til to forskellige referenceperioder. Dette forhold er blevet diskuteret i detaljer af Laut og Gundermann (1998). De ældre temperaturer på Fig. 6.a stammer fra Groveman og Landsberg (1979a, 1979b, 1979c) som i 1979 offentliggjorde en temperaturrekonstruktion for perioden Som referenceperiode valgte Groveman og Landsberg intervallet , idet de byggede på en temperaturserie der var offentliggjort af Borzenkova et al. (1976). Ved at kombinere deres egen rekonstruerede serie med Borzenkova s data kunne Groveman og Landsberg opstille en serie af anomalier der spændte fra Denne serie er vist som Fig. 1 i Groveman og Landsberg (1979a). Figur 7 på side 46 viser et løbende 11-års-gennemsnit af denne Groveman / Landsberg / Borzenkova temperaturserie (den punkterede linie). Serien kunne have været anvendt umiddelbart af Lassen og Friis-Christensen (1995) i deres sammenligning mellem solcykluslængder og overfladetemperaturen, idet den dækker hele det tidsinterval for hvilket der forelå solcykluslængder. Men i stedet for at anvende disse indbyrdes konsistente data brugte Lassen og Friis-Christensen (1995) en kombination af to forskellige temperaturserier med hver sin referenceperiode og derfor også med hver sin temperaturskala: (1) Serien fra på deres graf er en noget forenklet udgave af et 11-års løbende gennemsnit af Groveman / Landsberg s rekonstruktion. Den er vist som den venstre temperaturkurve såvel på Temperature ( o C) Years Solar cycle lengths (years) Temperature ( o C) Linear regression with data prior to Years Solar cycle lengths (years) Figur 6: (a) 1,2,2,2,1-fi ltrerede minimum-minimum solcykluslængder (linie med udfyldte cirkler) og to forskellige serier for overfl adetemperaturen over land på den nordlige halvkugle: Grovemann / Landsberg der løber fra 1585 til 1866 (optrukket linie) og Jones der løber fra 1862 til 1982 (optrukken linie). Kurverne overlapper i perioden fra 1862 til 1866, hvor de forløber stort set parallelt i en afstand på omkring 0.1 o C. Den tilsyneladende gode overensstemmelse mellem de to temperaturkurver og solcykluskurven er opnået på følgende vis: (1) De to serier er afbildet i to forskellige temperaturskalaer. Herved sænkes den højre kurve ca. 0.1 o C i forhold til den venstre kurve, og den globale opvarmning, over det tidsrum kurven spænder over, mindskes tilsyneladende med en tredjedel. (2) Forfatterne har løftet hele solcykluskurven så meget at den stemmer godt overens med den højre del af temperaturkurven. Denne tilpasning er sket på bekostning af de ældre data. Virkningen kan umiddelbart afl æses af fi guren: Solcykluskurvens punkter ligger på venstre side af fi guren gennemgående højt over temperaturkurven. Hvis tilpasningen var sket ved lineær regression ville nogle af dens punkter ligge over, nogle under temperaturkurven. (b) Her er solcykluskurven (linie med udfyldte cirkler) den samme som på Fig. 6.a, men de to forskellige temperaturserier med værdier angivet i hver sin temperaturskala er her erstattet af Groveman / Landsberg / Borzenkova-serien for (optrukken linie), hvis værdier alle er angivet i samme temperaturskala. For at lette sammenligningen er Groveman / Landsberg / Borzenkova - kurven ajourført med nulpunktskorrigerede Jones-data for årene således at kurverne slutter i samme år. Kurvetilpasningen er her opnået ved simpel lineær regression, idet der dog kun er benyttet data fra før Dette er sket for at undgå at en eventuel Sol/Jord-korrelation sløres af en temperaturpåvirkning fra de menneskeskabte drivhusgasser. Vejret, 94, marts 2003 side 45

48 Fig. 6.a som på Fig. 7. Serien er - ejendommeligt nok - ikke et korrekt 11-års løbende gennemsnit sådan som forfatterne beskriver den i deres artikel. Som det ses på Fig. 7 afviger den fra det korrekte 11-års løbende gennemsnit derved at en del af oscillationerne er fjernet. Den nøjagtige karakter af disse beskæringer er uklar. (2) De nyere temperaturer på Fig. 6.a (dvs den højre temperaturkurve på Fig. 6.a og Fig. 7) stammer fra Jones et al. (1986), Jones (1988) og Jones et al. (1998) som er defineret med som referenceperiode. Denne kurve er meget lig Groveman / Landsberg / Borzenkova-serien, bortset fra den ovennævnte forskydning nedad på omkring 0.1 o C. Forskydningen skyldes den omstændighed at gennemsnitstemperaturen for Jones-seriens referenceperiode ( ) lå omkring 0.1 o C højere end gennemsnitstemperaturen for den referenceperiode ( ) som definerer Groveman / Landsberg / Borzenkova-serien. Det betyder, at talværdierne for Jones data kommer til at ligge omkring 0.1 o C lavere end for de tilsvarende Borzenkova-data, selv om de to seriers temperaturforløb - når de udtrykkes i samme skala - stort set er identiske. Den forskydning nedad 0.4 Temperature ( o C) YEARS Figur 7: Den punkterede linie viser et 11-års løbende gennemsnit af Groveman / Landsberg / Borzenkovatemperaturserien som præsenteret i Groveman og Landsberg (1979). Den tykke kurve til venstre viser en forenklet udgave af et 11-års løbende gennemsnit af Groveman / Landsberg / Borzenkova-temperaturserien fra 1585 til 1866 som er anvendt i Lassen og Friis-Christensen (1995). Kurvens nøjagtige defi nition er uklar da den ikke stemmer overens med forfatternes egen beskrivelse. Den tykke kurve til højre viser et 11-års løbende gennemsnit af en temperaturserie fra 1862 til 1982 publiceret af Jones et al. (1986), Jones (1988) og Jones et al. (1998). Jones temperaturkurve beskriver en temperaturudvikling som er meget lig den tilsvarende del af Groveman / Landsberg / Borzenkova-kurven, lige bortset fra at den er forskudt 0.1 o C nedad fordi Jones serie anvender en anden temperaturskala med et højere nulpunkt. For at lette sammenligningen er Groveman / Landsberg / Borzenkova - kurven ajourført med nulpunktskorrigerede Jones-data for årene således at kurverne slutter i samme år. side 46 Vejret, 94, marts 2003

49 af den højre temperaturkurve (med de nyere temperaturer) får rundt regnet en tredjedel af den globale opvarmning der er sket over det tidsinterval som grafen dækker, til at forsvinde. Derved forbedres temperaturkurvens overensstemmelse med solcykluskurven. Kombinationen af disse to temperaturserier udtrykt i forskellige temperaturskalaer skaber således et forkert indtryk af overensstemmelse mellem solaktivitet og temperaturen på Jorden ved tilsyneladende at mindske den observerede globale opvarmning. En anden ejendommelighed, der bidrager til den tilsyneladende gode overensstemmelse på Fig. 6.a på side 45 mellem solcykluskurven og den globale opvarmning, er at solcykluskurven er blevet løftet i hele dens udstrækning således at den passer meget fint med de (sænkede) moderne Jones -temperaturer. Den forbedrede overensstemmelse mellem kurverne på figurens højre side er imidlertid opnået på bekostning af overensstemmelsen på figurens venstre side. Her ses det at næsten alle solcykluspunkter svæver højt over temperaturkurven. Var der blevet anvendt en simpel lineær regression ville antallet af solcyklusværdier over og under temperaturkurven stort set have været det samme. Kurvetilpasningen er altså her foretaget manuelt hvorved der er fremkommet en god overensstemmelse i netop den tidsperiode hvor bidrag fra menneskeskabte drivhusgasser er mistænkt for at have spillet en væsentlig rolle. Fig. 6.b på side 45 viser en korrigeret udgave af Fig. 6.a, hvor visse ændringer i databehandlingen er indført: (1) I stedet for at anvende to forskellige temperaturserier med talværdier angivet i hver sin temperaturskala anvendes Groveman / Landsberg / Borzenkova-serien i sin helhed. Her er alle data angivet i samme temperaturskala. (2) Tilpasningen mellem solcykluskurven og temperaturkurven er her opnået ved simpel lineær regression, dvs. uden efterfølgende manuel tilpasning. (3) For at undgå at en mulig sol/jord-korrelation kunne blive kontamineret af en - i denne sammenhæng - uvedkommende faktor, nemlig et eventuelt menneskeskabt bidrag til den globale opvarmning, er kun data før 1850 taget med i den lineære regression. I tilfælde af at det skulle vise sig at data fra før 1850 rummer en betydelig korrelation mellem solcykluslængder og terrestriske temperaturer, ville man så kunne undersøge om overensstemmelsen - med de samme regressionskonstanter - også gjaldt data efter En god overensstemmelse også efter år 1850 ville da kunne tolkes som et stærkt indicium for at den menneskelig indflydelse måtte være ubetydelig og at temperaturforløbet i det væsentlige er styret af Solens aktivitet og i dag simpelthen følger samme før Imidlertid følger temperaturkurven, som det ses af Fig. 6.b, ikke solcykluskurven, men stiger umiskendeligt over den. Solcykluslængder korrelerer stærkt med overfladetemperaturerne over land på den nordlige halvkugle (2000) I forbindelse med en artikel af Laut og Gundermann (2000a) der kritiserede Friis-Christensen og Lassen (1991), offentliggjorde disse forfattere en svar-artikel (Lassen og Friis-Christensen 2000). I dette arbejde præsenterede de en ajourført udgave af deres 1995-resultater (vist som Fig. 6.a på side 45). Den ajourførte udgave (Fig. 2 i deres nye artikel) er vist som Fig. 8.a (en rekonstruktion på næste side). Det viser sig, at det ikke er helt ligetil at gennemføre en kontrolberegning af denne figur, da forfatterne kun giver en meget ufuldstændig forklaring på, hvordan kurvetilpasningen er opnået. De nævner, at de har indført vægtfaktorer på de observerede solcykluslængder, der tager højde for, at de ældre data er noget usikre. Imidlertid giver de ingen oplysninger om, hvilke talværdier de har valgt for disse vægtfaktorer. En detaljeret analyse ved Laut og Gundermann (2000b) viser, at forfatterne, for at nå frem til Fig. 2 i deres artikel (Fig. 8.a nedenfor) må have sat samtlige vægtfaktorer for data før år 1800 til nul eller til værdier meget nær ved nul. Fig. 8.b er opnået ved netop at sætte disse vægtfaktorer til nul. Det ses at Fig. 8.b stort set er identisk med Fig. 8.a. Dette valg af vægtfaktoren nul for alle soldata dækkende Vejret, 94, marts 2003 side 47

50 Centigrade Solar cycle lengths (years) Centrigrade 0.3 Linear regression excluding all data prior to T = -0.23*SCL(12221) T = *SCL(12221) Years Years (a) (b) Solar cycle lengths (years) Centigrade Linear regression with data prior to 1850 T = *SCL(12221) Solar cycle lengths (years) Years (c) Figur 8: (a) Solcykluslængder (linie med cirkler) sammenlignet med overfl adetemperaturer over land på den Nordlige Halvkugle som præsenteret i Lassen og Friis-Christensen (2000). Tætheden af soldata efter år 1850 er blevet fordoblet idet der her (foruden minimum-minimum solcykluslængderne) også er medtaget maksimum-maksimum solcykluslængder. Herved opnås der en god tilpasning med solcykluskurven over netop den tidsperiode hvor der er mistanke om at en menneskeskabt opvarmningstrend ligger overlejret over Jordens naturlige temperaturfl uktuationer. De dele af temperaturkurven der ikke er påvirket af menneskeskabte drivhusgasser, opviser kun en dårlig overensstemmelse med solcykluskurven. Det betyder at den delvise overensstemmelse mellem kurverne, som fi guren viser, måske er en følge af følgende to faktorer: (1) en vis, tilfældig overensstemmelse mellem solcykluskurvens form og den måde hvorpå menneskelig aktivitet har udviklet sig og (2) den omstændighed at der ved kurvetilpasningen stort set ikke tages hensyn til observationer der ligger før den industrielle revolution. Denne problematiske udnyttelse af de to kurvers S-faconer illustreres også af Fig. 5 på side 44, hvor solkurvens fl ade S-facon kan skaleres op således at den stemmer fi nt overens med temperaturkurvens stejle S-facon inden for den indsatte ramme. (b) Her ses resultatet af en kontrolberegning der blev gennemført for at finde ud af hvilke numeriske vægte Lassen og Friis-Christensen (2000) har tildelt de ældre solcyklusdata. Forfatterne oplyser nemlig ikke de af dem indførte talværdier, og det er derfor ikke umiddelbart muligt at reproducere deres resultater. Fig. 8.b er opnået (efter en række forgæves forsøg) ved at sætte vægtfaktoren for samtlige solcykluslængder fra før år 1800 side 48 Vejret, 94, marts 2003

51 til nul. Den herved opnåede figur er praktisk taget identisk med forfatternes egen Fig. 8.a. Deres valg af vægtfaktorer er derfor ækvivalent med at der er set bort fra samtlige soldata før år Hvis disse vægtfaktorer virkelig er sat til nul skal der mindes om at man i videnskabelig sammenhæng normalt vil udelade data der fortjener en vægtfaktor på nul. Når data er så upålidelige at der overhovedet ikke kan tages hensyn til dem i en lineær regression bør de nok slet ikke præsenteres på en graf sammen med gyldige fysiske data, eller i hvert fald ikke uden at læseren informeres herom og advares mod at tillægge dem nogen betydning. Den fremgangsmåde, der anvendes i forbindelse med Fig. 8.a kan beskrives således: Først tvinges solcykluskurven og temperaturkurven til at stemme overens netop i perioden , hvor temperaturkurven kan være præget af en menneskeskabt global opvarmning. Og så præsenteres den fine overensstemmelse over denne periode (over kurvernes to S-faconer ) som indikation på at den globale opvarmning skyldes Solen og ikke menneskelige aktiviteter. (c) Her er kurvetilpasningen af de samme data som på Fig. 8.a og Fig. 8.b foretaget ved lineær regression, idet dog den kunstige fordobling af data over S-faconen, ved tilføjelse af maksimummaksimum solcykluslængder, er udeladt. De første 230 år af solcyklusserien er her medtaget og med samme vægt som de øvrige soldata. Her har de altså ikke fået tildelt vægtfaktoren nul. For at mindske faren for at en evt. korrelation mellem de solare og terrestriske data kan blive sløret af en mulig menneskeskabt opvarmning er kun data før 1850 anvendt i den lineære regression. de første 230 år af solcyklusserien skal kommenteres: Fysiske data der fortjener en vægtfaktor på nul burde slet ikke vises på en graf af nærværende art. De må være alt for usikre til overhovedet at blive taget med i betragtning. Og hvis de af en eller anden grund alligevel tages med, så bør læseren advares imod at tillægge dem nogen værdi. En anden interessant ændring i den ajourførte Fig. 8.a fra år 2000 i forhold til den originale Fig. 6.a fra år 1995 er det faktum at antallet af de data der dækker perioden er blevet fordoblet ved at tilføje 1,2,2,2,1-filtrerede maksimum-maksimum cykluslængder til de minimumminimum cykluslængder som oprindeligt blev anvendt. Her skal det bemærkes at maksimum-maksimum cykluslængder i mange analyser (det gælder således 1995-artiklen) ikke anvendes, fordi de anses for at være mindre nøjagtige. Ved denne fordobling af datapunkter inden for et specifikt interval fordobles også den matematiske vægt hvormed dette interval indgår i den lineære regression. Det medfører en kurvetilpasning der optimerer overensstemmelsen af de to S-formede afsnit på hhv. solcykluskurven og temperaturkurven (som også er omtalt ovenfor i forbindelse med Fig. 5) på bekostning af tilpasningen i resten af kurvernes forløb. Da der er en begrundet mistanke om at temperaturerne netop på det S-formede afsnit er stærkt påvirket af menneskeskabte drivhusgasser, risikerer man at en eventuel korrelation der påvises på denne måde snarere skyldes en tilfældig covarians mellem solaktiviteten og en stigende menneskelig aktivitet (startende med den industrielle revolution) frem for en påvirkning af Jordens klima ved processer på Solen. Fig. 8.c på modstående side er baseret på praktisk taget de samme data som Fig. 8.a, idet der dog er foretaget følgende ændringer i databehandlingen: (1) Der er ikke set bort fra de første 230 års solcykluslængder. (2) Antallet af datapunkter mellem 1850 og 1980 er ikke blevet fordoblet. (3) Den lineære regression er blevet indskrænket til at omfatte data fra før 1850 for hvilke en evt. påvirkning fra menneskeskabte drivhusgasser endnu kan anses for at være relativ beskeden. (4) Alle de anvendte data har fået tildelt samme vægtfaktor i den lineære regression. Konklusion Flere af de figurer der diskuteres ovenfor har påkaldt sig stor opmærksomhed verden over, såvel i videnskabelige sammenhænge som i den løbende offentlige diskussion om muligheden af menneskeskabte klimaændringer. Jeg har ovenfor søgt at vise at de er fremkommet ved en ukorrekt databehandling. Da erkendelsen af at de ikke giver et korrekt billede af den fysiske virkelighed, stadigvæk ikke er særlig udbredt har Vejret, 94, marts 2003 side 49

52 jeg fundet det på sin plads at offentliggøre nærværende kritiske analyse. Hvad angår den række nyrere undersøgelser der tyder på at variationer i sollysets indhold af ultraviolet stråling måske påvirker Jordens klima ved at modulere temperaturen i stratosfæren og derved påvirke luftcirkulationen i troposfæren (Bond et al. 2001, Haigh 1996, 2001, Shindell et 1999, 2001) så er det meget vel muligt at man her er ved at have identificeret nogle afgørende fysiske klimamekanismer for sol-jord-vekselvirkningen. Imidlertid er yderligere analyser nødvendige for at belyse og bekræfte deres rolle. Til sidst vil jeg gerne give udtryk for at jeg - frem for den ovenfor leverede kritik - langt hellere ville have præsenteret en positiv gennemgang af forfatternes hypoteser og resultater. Ikke mindst af personlige hensyn til alle parter. Men jeg vil også understrege at jeg anser korrektioner til videnskabelige artikler som en forpligtelse vi forskere har - både over for hinanden og over for resten af samfundet. Vi er - efter min mening - ikke blot forpligtet til selv at levere sandfærdig information, men også til at gøre opmærksom på det, når videnskabelige artikler på væsentlige områder leverer misinformation. Artiklen er i alt væsentligt en oversættelse af en artikel der er antaget til offentliggørelse i Journal of Atmospheric and Solar-Terrestrial Physics. Referencer Bond, G., Kromer, B., Beer, J., Muscheler, R., Evans, M.N., Showers, W., Hoffmann, S., Lotti-Bond, R., Hajdas, I., Bonani, G., Persistent solar influence on North Atlantic climate during the Holocene. Science 294, Borzenkova, I.I., Vinnikov, K.Ya., Spirina, L.P., Stekhnovskii, D.I., Variation of Northern Hemisphere Air Temperature from 1881 to Meteorologiya i Gidrologiya 7, Carslaw, K.S., Harrison, R.G., Kirkby, J., Cosmic Rays, Clouds, and Climate. Science 298, DER SPIEGEL, 2. Juni 2001, pp , viser Fig. 2 i Friis-Christensen og Lassen (1991), som i nærværende artikel er vist som Fig. 3.a. Friis-Christensen, E., Lassen, K., Length of the solar cycle: An indicator of solar activity closely associated with climate. Science 254, Groveman, B.S., Landsberg, H.E., 1979a. Simulated northern hemisphere temperature departures Geophysical Research Letters 6 (10), Groveman, B.S., Landsberg, H.E., 1979b. Reconstruction of northern hemisphere temperature: Publication No University of Maryland. Groveman, B.S., Landsberg, H.E. (1979c). Data Appendices to Publication No Publication No University of Maryland. Haigh, J.D., The impact of Solar Variability on Climate. Science 272, Haigh, J.D., Climate variability and the influence of the Sun. Science 294, Jones, P.D., Raper, S.C.B., Bradley, R.S., Diaz, H.F., Kelly, P.M., Wigley, T.M.L., Northern hemisphere surface air temperature variations: Journal of Climate and Applied Meteorology 25, Jones, P.D., Hemispheric surface air temperature variations: Recent trends and an update to Journal of Climate 1, Jones, P.D., Briffa, K.R., Tett, S.F.B., High-resolution palaeoclimatic records for the last millennium: interpretation, integration and comparison with General Circulation Model control-run temperatures. The Holocene 8 (4), Kernthaler, S., Toumi, R., Haigh, J., Some doubts concerning a link between cosmic ray fluxes and global cloudiness. Geophys. Res. Lett. 26, Kristjánsson, J.E., Kristiansen, J., Is there a cosmic ray signal in recent variations in global cloudiness and cloud radiative forcing? Journal of side 50 Vejret, 94, marts 2003

53 Geophysical Research 105 (D9) Kristjánsson, J.E., Staple, A., Kristiansen, J., A new look at possible connections between solar activity, clouds and climate. Geophysical Research Letters 29 (23) Lassen, K., Friis-Christensen, E., Variability of the solar cycle length during the past five centuries and the apparent association with terrestrial climate. Journal of Atmospheric and Solar- Terrestrial Physics 57 (8) Lassen, K., Friis-Christensen, E., Reply to the article Solar cycle lengths and climate: A reference revisited by P. Laut og J. Gundermann. J. Geophys. Res.-Space, 105 (A12) Laut, P., Gundermann, J., Solar cycle length hypothesis appears to support the IPCC on global warming. Journal of Atmospheric and Solar-Terrestrial Physics 60, Laut, P., Gundermann, J., 2000a. Solar cycle lengths and climate: A reference revisited. Journal of Geophysical Research 105 (A12) Laut, P., Gundermann, J., 2000b. Is there a correlation between solar cycle lengths and terrestrial temperatures? Old claims and new results. The First Solar and Space Weather Euroconference: The Solar Cycle and Terrestrial Climate. European Space Agency Mann, M.E., Bradley, R.S., Hughes, M.K., Globalscale temperature patterns and climate forcing over the past six centuries. Nature 392, Marsh, N.D., Svensmark, H., Low cloud properties influenced by cosmic rays. Physical Review Letters 85 (23) Marsh, N.D., Svensmark, H., GCR and ENSO trends in ISCCP-D2 low cloud properties. Journal of Geophysical Research. In press. Shindell, D.T., Miller, R.L., Schmidt, G.A., Pandolfo, L., Simulation of recent northern winter climate trends by greenhouse-gas forcing. Nature 399, Shindell, D.T., Schmidt, G.A., Mann, M.E., Rind, D.,Waple, A., Solar Forcing of Regional Climate Change During the Maunder Minimum. Science 294, Svensmark, H., Friis- Christensen, E., Variation of cosmic ray flux and global cloud coverage - a missing link in solarclimate relationships. Journal of Atmospheric and Solar- Terrestrial Physics 59 (11), Svensmark, H., Influence of cosmic rays on Earth s climate. Physical Review Letters 22, Thejll, P., Lassen, K., Solar forcing of the Northern hemisphere land air temperature: New Data. Journal of Atmospheric and Solar-Terrestrial Physics 62, Udelhofen, P.M., Cess, R.D., Cloud cover variations over the United States: An influence of cosmic rays or solar variability? Geophys. Res. Lett. 28(13) Wagner, G., Livingstone, D.M., Masarik, J., Muschler, R., Beer, J., Some results relevant to the discussion of a possible link between cosmic rays and earth s climate. J. Geophys. Res. 106, Yu, F., Turco, R.P., Ultrafine aerosol formation via ion-mediated nucleation. Geophysical Research Letters 27 (6), Vejret, 94, marts 2003 side 51

54 Anmeldelse: Klodens Klima Af John Cappelen, DMI En ny undervisningsavis fra Politiken og Gyldendals uddannelse udkom i November Det er den første af et antal temaaviser en slags aktualitetsmagasiner, der er understøttet af en hjemmeside, Temaavisen er på 24 sider i tabloidformat og klassesæt med 28 eksemplarer kan købes for 400 kr check hjemmesiden. Ligesom man ikke ved hvad morgendagens avis vil bringe, ved man ikke hvilke temaer der bliver taget op, men det bliver en aktuel avis, der kan bruges i den daglige undervisning. Den første temaavis tog fat i emnet - Klodens Klima. Artiklerne i temaavisen er dels nyskrevne og dels bearbejdede versioner af artikler om emnet bragt i Politiken. Målgruppen er Folkeskolens ældste og Gymnasiet. Arbejdet med "Klodens Klima" kan gribes an på et utal af måder. På hjemmesiden er der udover en del information, links, grafik og tegninger til download også udarbejdet aktivitetsforslag til hvert opslag i avisen. Disse er inddelt i fire opgavetyper: Tjek på teksten Undersøg Tag stilling til Aktiviteter Et af disse aktivitetforslag hedder fx»to ordkløvere i klimadebatten«og hvis der klikkes ind på det finder man spørgsmål og forslag til aktiviteter opdelt i de fire opgavetyper. Det er meningen at adgangen til temastoffet på hjemmesiden med tiden bliver beskyttet af et password, der kan erhverves ved køb af klassesæt. Avisen bærer ind imellem præg af at det er en blanding af nyskrevet og bearbejdet materiale en anelse rodet virker det engang imellem. Sådan er det jo med en avis, det kan jo aldrig blive som en velredigeret og gennemtænkt bog. Hvis det havde været det, var der også blevet læst grundigt korrektur af fagfolk, hvilket der ikke er, nok af praktiske og tidsmæssige årsager. Det er tillige et emne med næsten lige så mange meninger som debattører og med mange følelser iblandet. Grafikken og billederne er for det meste gode og illustrative, men der optræder også grafikker, der næsten eksploderer i ansigtet på én overdrevent farvelade. Sidst men ikke mindst rammer temavisen»klodens Klima«efter min mening nok et sted mellem sine to målgrupper de ældste i Folkeskolen og Gymnasiet. Det kan godt være at man skal præcisere sin målgruppe mere og arbejde lidt mere præcis efter at tilgodese denne. side 52 Vejret, 94, marts 2003

55 Anmeldelse: Ny vejr-kalender fra tv-meteorolog Af Bjarne Siewertsen, DMI Tv-meterologen Jesper Theilgaard står med sin Værd at vide om vejr - Kalender 2003 atter bag en vejr-kalender. Vejr-kalenderen byder udover kalenderen på stort og småt om vejret, og Theilgaard kommer vidt omkring. Her er alt fra små vers og gamle skrøner om vejret til vejrrekorder og Beauforts vindskala. Således er det blandt andet muligt både at læse H.C. Andersens Årets børn, og om hvornår en hvid jul er det samme som en landsdækkende hvid jul. Hver måned i kalenderen indledes med en lille grafik med normal- og ekstremværdier for månedens temperatur, nedbørsmængde og solskinstimer, og det er jo sjove tal at have ved hånden. Undervejs i kalenderen skriver Jesper Theilgaard om de forskellige vejrtyper, som man kan støde på i løbet af året, så der er også nok at blive klogere af. Til slut i bogen giver tvmeteorologen anvisninger for, hvordan man kan finde vejroplysninger på Danmarks Radio og på Internet, men det er bemærkelsesværdigt, at han glemmer Danmarks absolut største kilde til vejrinformationer på nettet - ja, rigtigt gættet! - Jesper Theilgaard, 2002: Værd at vide om vejr - Kalender 2003, DR Multimedie. 120 sider, 149 kroner. Vejret, 94, marts 2003 side 53

56 Dobbelt intertropisk konvergenszone bekræftet Af Bjarne Siewertsen Allerede for 30 år siden var der teorier fremme om, at der var to zoner omkring Ækvator, hvorimod de store vindsystemer konvergerede, men det har været vanskeligt at påvise, at der skulle være mere end en intertropisk konvergenszone (ITCZ), som disse zoner kaldes. Det problem skulle dog være løst nu. Billeder fra NASA s Quikscat satellit bekræftede sidste år eksistensen af den sydlige ITCZ. Den intertropiske konvergenszone er den Ækvator-nære zone, som strækker sig rundt om hele Jorden, hvor passatvindene fra både den nordlige og den sydlige halvkugle mødes. Nord for Ækvator bliver luften i ITCZ opvarmet af stærk sol og varmt havvand, hvorved der bliver trukket luft ind fra nord og syd. Denne luft opvarmes, stiger og afkøles, hvorved fugten i luften afgives i det ækvatoriale lavtryksbælte (som ITCZ også kaldes) der giver ophav til megen torden- og uvejr. Udover den nordlige ITCZ, som man længe har kendt til, har satellit-data nu også påvist tilstedeværelsen af en parallel sydlig ITCZ syd for Ækvator året rundt, men den har været svær at får øje på. Den dobbelte ITCZ kan som regel kun identificeres i Stil- lehavet og Atlanterhavet på begrænset eller sæsonmæssig basis, siger lederen af projektet, der har tolket billederne, Timothy Liu fra NASA s Jet Propulsion Laboratory. I det østlige Stillehav kan den sydlige ITCZ som regel kun ses i foråret, mens den i det vestlige Atlanterhav først for nyligt er blevet observeret om sommeren. Quikscats vinddata bekræfter, at der er en dobbelt ITCZ, og den er der hele året rundt, forklarer Liu til Goddard Space Flight Center News. Grunden til, at det har været så svært at bekræfte tilstedeværelsen af den sydlige ITCZ, er, at den er langt svagere end sin nordlige pendant det meste af tiden. Den er svagere, fordi vindene blæser over koldere vand, der kommer fra større dybde i havet. Når havet ikke varmer luften op i samme grad som nord for Ækvator, så stiger luften heller ikke op, og der kommer mindre opblanding med vindene fra højere breddegrader. Konsekvensen af det koldere vand er, at overfladevindene sydfra taber fart på deres vejr mod Ækvator. Det er præcis dette fænomen, der gør den sydlige ITCZ specielt. Det er nemlig ikke nogen vekselvirkning mellem nordlige og sydlige vinde, som skaber den sydlige ITCZ. Den dannes, når de sydlige passatvinde bliver fulgt af flere vinde fra syd, og der opstår en slags sammenstuvning, som påvirker havcirkulationen med en mod-uret-rotation. Hvad er det så, der så spændende ved disse ITCZ er, vil mange nok spørge sig selv. Grunden til, at ITCZ - og særligt den nordlige - er spændende, er, at variationer i dens position har store vejrmæssige konsekvenser omkring Jorden. Positionen af ITCZ påvirker den atmosfæriske cirkulation fra nord mod syd. Derudover påvirker ITCZ en i stor grad mængden af nedbør i mange ækvatoriale nationer, så tropesæsonerne bliver kolde og våde i stedet for varme og kolde som på de højere breddegrader. Den nordlige og den sydlige intertropiske konvergenszone. Grafi k: Rob Gutro, NASA/GSFC. side 54 Vejret, 94, marts 2003

57 Nyt fra formanden Så er Vejret tilbage i sin velkendte form! Efter forviklingerne i kølvandet på dobbeltnummeret af Vejret sidste efterår, måtte vi af økonomiske hensyn ty til et lille ekstranummer (forøvrigt med talrige indbyggede fejl), som blev udsendt kort før Jul. Et nummer, som vel er bedst tjent med at blive glemt så hurtigt som muligt, da der jo grundet pladsen ikke var en eneste artikel med bare antydningen af en meteorologisk vinkel med. Dog kan jeg jo ikke tillade mig at klage over manglede spalteplads selv. Men så tager vi heldigvis anderledes fat i dette nummer. Siden udsendelsen af det lidt underlødige nummer, er der ikke sket forfærdelig meget i DaMS sammenhæng. Men det traditionelle Julearrangement blev endnu engang en succes, idet mange havde trodset vintermørket og bevæget sig til DMI for at høre om sommerens uvejr, set i lyset af de sidste 100 års vejr, og med et kik ind i hvad de næste 100 år kan byde på. Måske trak Julegløggen også lidt? Aftenen bød på hele tre foredrag, og der var heldigvis flere af tilhørerne, som havde lyst til at kommentere indlæggene, så mødet ikke blev een lang forelæsning. Formen lader helt klart til at kunne genbruges ved en senere lejlighed. Vanen tro var der en Julevejrudsigt, som denne gang var vel svær, da der var hele 8 dage til Juleaften. Men Niels Woetmann Nielsen turde godt love at der kun var en forsvindende lille chance for en hvid Jul. Virkeligheden blev ikke meget bedre, skønt vinteren senere har budt på en del kulde og sne, og det i en grad, så vi en overgang alle gik og troede det endelig(?) skulle blive isvinter igen. I al fald var det en god historie i aviserne gennem mange dage. Årets generalforsamling finder - som omtalt andet steds i bladet i år sted på Risø ved Roskilde Fjord. Jeg vil gerne opfordre alle til at deltage, da der er lagt op til en spændende dag, i al fald hvad det faglige indlæg angår. Selve generalforsamlingen kan såmen også blive ganske levende, især hvis der er talrigt fremmøde og så er det jo lejligheden til at stille spørgsmål til bestyrelsen/formanden og i øvrigt give sin mening til kende. Hvordan fortsætter vi med at gøre Vejret til et godt blad? Udvikler DaMS sig i takt med medlemmernes ønsker? Hvordan går det med tilgangen af nye medlemmer? Får vi nok for skillingerne? Det er op til medlemmerne at pege på eventuelle mangler i bestyrelsens håndtering af foreningen. Jens Hesselbjerg Christensen Vejret, 94, marts 2003 side 55

58 Set fra oven: skibstrafik Vi befi nder os over Biscay en den 27. januar i år, i den østlige udkant af et højtryk, hvor centertrykket nærmer sig 1050 hpa. Spanien, Vestfrankrig og lidt af Sydengland skimtes til højre i billedet. I højtrykket er der nedsynkende og dermed varm og tør luft, som ikke når ned til overfl aden, hvor der optræder et blandingslag af fugtigere luft med en temperatur nær havets. Grænsen mellem de to luftmasser ligger lavt, næppe over 300 meters højde. Den udgør et loft (en inversion), under hvilket fugtigheden når sit maximum. Et ekstra tilskud af fugt vil let skabe mætning. Det er netop det, vi ser på billedet, og tilskuddet kommer fra skibs-skorstene i det tæt trafi kerede farvand. Vinden er let eller jævn fra nordvest eller nord, og retningen af den enkelte røgfane er bestemt af skibets kurs (se også Vejret.nr. 78, februar 1999). En tydelig ophobning af fugtig luft ses over den spanske nordkyst. Billedet er et NOAA-billede, hentet ned og behandlet af Ferdinand Valk fra Belgien. Find andre gode billeder på hans hjemmeside: Leif Rasmussen side 56 Vejret, 94, marts 2003

59 Dansk Meteorologisk Selskab Navne og adresser Bestyrelsen: Formand Jens Hesselbjerg Christensen priv.tlf arb.tlf arb.fax Næstformand Hans E. Jørgensen Søbakken 8 Svogerslev 4000 Roskilde priv. tlf arb.tlf arb.fax [email protected] [email protected] Kasserer Brian Riget Broe Sjælør Boulevard 10 st.th København SV priv.tlf [email protected] [email protected] Sekretær Michael Jørgensen Morbærhaven Albertslund priv.tlf arb.tlf [email protected] [email protected] U.P. Niels Woetmann Nielsen, DMI Rudolph Berghs Gade København Ø priv. tlf arb.tlf [email protected] U.P. Henrik Voldborg Skovskellet Holte priv.tlf [email protected] U.P. Stig Haas Møller Agthsvej Dragør priv.tlf [email protected] Suppleanter: Morten Nielsen Horsekildevej 20,4 th 2500 Valby priv.tlf arb.tlf [email protected] Aksel Walløe Hansen, KU arb.tlf [email protected] Revisorer: Keld Q. Hansen Rønnegade 22, 1.tv 2100 Kbh Ø priv. tlf arb.tlf arb.fax mobil [email protected] Jacob Mann, Risø Kronprinsensvej 31, 1.tv 2000 Frederiksberg priv.tlf arb.tlf [email protected] Revisorsuppleant: Erik Wessing Carl Nielsens Allé 6, 4.tv Kbh. Ø priv.tlf Vejret s redaktion: John Cappelen (Ansvarh.) Niels Finsens Allé Søborg priv.tlf arb.tlf arb.fax [email protected] [email protected] Leif Rasmussen Humlehaven Humlebæk priv.tlf [email protected] [email protected] Anders Gammelgaard Elverdalsvej 46 A 8270 Højbjerg priv.tlf [email protected] Hans H. Valeur Gyvelbakken Birkerød priv.tlf [email protected] Bjarne Siewertsen Jyllingevej 4, 2.th 2720 Vanløse priv.tlf [email protected] [email protected] Webredaktion: Anders Gammelgaard Elverdalsvej 46 A 8270 Højbjerg priv.tlf [email protected] Henning Tousted Neptunvej Jyllinge priv.tlf [email protected] Morten Nielsen Horsekildevej 20,4 Th Valby priv.tlf arb.tlf

60 Dansk Meteorologisk Selskab Tirsdag den 11. marts 2003 kl. 19:00 DMI s auditorium Lyngbyvej 100, 2100 København Ø Mød op før mødet foran DMI s hovedindgang. Emne: En aften med Voldborg Henrik Voldborg vil denne aften fortælle om vejr og klima og måske vil der også være nogle musikalske indslag. Lørdag den 29. marts 2003 kl. 13:00 Emne: Risøs nye vindenergibygning Dansk Meteorologiske Selskab vil denne dag afholde den årlige generalforsamling. Dagsorden: 1. Valg af dirigent. 2. Formandens beretning. 3. Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år samt budget for næste regnskabsår. 4. Indkomne forslag. 5. Valg af bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for en 2-årig periode, idet formand og 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant vælges i ulige år. På valg er: Formand: Jens Hesselbjerg Christensen (genopstiller) Michael Jørgensen (genopstiller) Niels Woetmann Nielsen (genopstiller) Stig Haas Møller Suppleant: Morten Nielsen 6. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant for en 1-års periode. På valg er: Keld Q. Hansen Jacob Mann Suppleant: Erik Wessing 7. Eventuelt. Efter generalforsamlingen vil der være et aktuelt foredrag, som vedrører meteorologiske aktiviteter ved Risø. Der vil evt. blive arrangeret en rundvisning på området til forsøgsopstillinger, som indgår i meteorologisk relaterede forskningsprogrammer.