Pastor Paul Møller Ved mødet i Nybjernt Forsamlingshus Lørdag den 9. juni 2012 kl

Transkript

1 Pastor Paul Møller Ved mødet i Nybjernt Forsamlingshus Lørdag den 9. juni 2012 kl En midaldrende mand søgte læge. Da han var blevet undersøgt og havde fået sin recept, spurgte han: Sig mig doktor, tror du, jeg kan leve lige så længe som min far? Han er 90 nu? Hvor gammel er du selv? spørger lægen. 45 Ryger du? Nej! Drikker du? Nej, aldrig. Og jeg spiller ikke kort, så der er heller ikke tale om noget natteroderi og jeg har heller ikke andre laster. Og så er det lægen spørger: Jamen, hvorfor i alverden vil du så leve 45 år til? Og det kan han jo nok have ret i. Spørgsmålet er om den mand bruger sin tid eller misbruger den? Det er det, jeg godt vil sige noget om ved denne lejlighed her ved årsmødet i Nybjernt. Sådan en aften hvor vi er rendt sammen for at holde en gam-mel tradition ved lige kan godt sætte tiden i stå. Især for de mange, som har været med i mange mange år. Man fortaber sig, og så kommer tankerne af sig selv. Tanker om livet og - i mit tilfælde tanker om tiden. Hvad bruger vi egentlig tiden til? Bruger vi vores tid eller spilder vi den? Benny Andersen har skrevet et digt, som kort og godt hedder Tiden. Det handler om, at tiden kan gå så hurtigt, at man ofte har svært ved at følge med. Digtet lyder sådan her: Tiden. Vi har tolv ure i huset alligevel slår tiden ikke til. Man går ud i sit køkken Henter kakaomælk til sin spinkle søn men når man vender tilbage er han blevet for gammel til kakaomælk kræver øl piger revolution Man må udnytte tiden mens man har den Ens datter kommer fra skole går ud for at hinke kommer ind lidt efter og spør om man vil passe den lille mens hun og manden går i teatret og mens de er i teatret rykker den lille med noget besvær op i 3. G. Man må udnytte tiden mens man har den Man fotograferer sin hidtil unge hustru med blodrødt sigøjnertørklæde og som baggrund et yppig springvand men næppe er billedet fremkaldt før hun forkynder at det så småt er hendes tur til at få folkepension så sagte vågner enken i hende Man vil gerne udnytte tiden men den bliver væk hele tiden hvor bliver den af 1

2 har den nogensinde været der har man brugt for megen tid på at trække tiden ud Man må udnytte tiden i tide flakke om en tid uden tid og sted og når tiden er inde ringe hjem og høre De har kaldt ? Der er ingen abonnent på det nummer. KLIK. Jeg tror ikke, der er nogen tid, der er givet bedre ud, end den tid vi bruger på hinanden. Og tid til hinanden har vi jo masser af, ikke sandt? Tænk bare på, hvor hurtigt vi kommer om ved alt det kedelige - med alle de hjælpemidler vi har fået de sidste 100 år. Tænk bare på vaskemaskinen og nu vasker vi som aldrig før. Og bil har vi fået. Så nu kører vi rundt, også de 400 m hen til sportshallen, hvor vi skal hen og motionere, for at indhente det, vi mangler i kondi en, fordi vi kører så meget. Ja, selv Danmark er blevet en time mindre! Nu tager det kun fire timer at komme fra Padborg til København. Og hvis vi tager toget, så kan der måske blive lidt tid til hinanden under-vejs. Nå, ja, hvis vi altså ikke lige tager den bærbare med for at udnytte tiden. Min tipoldefar havde en arbejdsuge på 72 timer 12 timer dagligt - også lørdag ved siden af passede han sin lille have, der forsynede familien med grøntsager, samtidigt var han kasserer i skyttelaget, strålefører i det lokale brandkorps, og tenor og nodeskriver i sangforeningen. Han klippede selv sine 6 børn, forsålede familiens fodtøj, kløvede brænde, og lavede selv sit husgeråd. Min oldefar var kommet ned på en arbejdsuge på 54 timer, han overtog haven, og var også brandmand, han var godt nok medlem af skyttelaget og sangforeningen, men han kunne kun drive det til en baryton uden noder, Hans fire børn blev sendt til barberen, for at blive klippet og øksen blev foræret væk, da han gik over til kulfyring, husgerådet blev fornyet hos isenkræmmeren Min bedstefar arbejdede 48 timer om ugen også han var havemand og medlem af skyttelavet, men havde ikke tid til at synge og slukke indebrande, hans to børn fik lov til at blive langhårede, Min far var autoritetstro, og derfor medlem af skyttelaget; men han kom der aldrig, han havde opgivet familiehaven, den betalte sig ikke længere, og så havde han fået elvarme, hvordan skulle han ellers få tiden til at slå til med en 45 timers arbejdsuge 2

3 Jeg, - jeg har overhovedet ikke tid til noget som helst Synge? - højest lidt brummen i badeværelset, ikke noget med frivillige jobs, hvordan skulle jeg kunne klare det, med en opslidende arbejdsuge på 37 timer, sommetider overvejer jeg at gå på efterløn for at kunne ta mig af min hund. Jeg har længe haft lyst til at skrive disse linier, men først i aftes fik jeg tid, fordi mit fjernsyn brød sammen. Mærkeligt nok, så er det som om, at der netop på grund af alle disse såkaldte hjælpemidler, ikke er tid nok. Der er altid noget mere, vi føler, vi burde have nået. Ja, vi når sjældent at have tid til hinanden. Jeg skal lige! Jeg skal lige nå det og det, så kommer jeg. Så skal jeg nok spille kort med dig, kigge ordentligt på din teg-ning, gå en tur med dig, være sammen med dig og rigtig nyde livet, men først skal jeg lige! Vi kender det, de fleste af os, på forskellige niveauer. Både i forholdet til vore børn og ægtefælle, forældre, søskende og venner. Følelsen af at have travlt og ikke kunne afse den tid, de andre beder om til evt. bare at være sammen, - fordi der er altså noget, der skal ordnes først. Vi udskyder tingene. Det vi véd, vi egentlig skulle gøre, for at livet kan få indhold, dét udskyder vi. Forfatteren Michael Ende har i eventyrromanen om pigen Momo fortalt en sælsom historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene. De voksne har travlt med deres arbejde og med at spare tid, som de siger. Momo finder ud af, hvad der foregår, da hun en dag får besøg af en underlig, uhyggelig mand i et gråt jakkesæt med en grå bowlerhat på hovedet og en lille grå cigar i munden. Han ser ud som grå aske i ansigtet, og hans stemme er underlig ton-løs, da han fortæller Momo, at han er én af de grå herrer, agent fra Tids-Spare-Kassen. Den grå mand forsøger at overbevise Momo om, at hun også skal spare tid. Og måske fordi hun er så god til at lytte, kommer han til at afsløre mere, end han egentlig vil og må. Han siger til hende: Vi, de grå herrer, vi tapper menneskene for deres livstid i timer, minutter og sekun-der. For al den tid, de sparer, bliver de i virkeligheden snydt for. Vi tager den fra dem, for vi har brug for den hvis ikke de sparer op hos os, så går vi til grunde. Momo vinder naturligvis kampen mod de grå herrer, tidstyvene men det er en lang historie, som det ikke er muligt at komme ind på her. Det er der ikke tid til! Fortællingen om Momo slut-ter med ordene: Og så blev der holdt en fest, så fornøjet og glad, som kun Momos venner kan gøre det, og den varede til de gamle stjerner tændtes på himlen. Og da larmen og jubelen havde lagt sig, og man havde omfavnet og hilst på hinanden, og latteren var forstummet, så satte de sig alle i kreds på de græsbevoksede stentrin. Der blev helt stille. Momo stillede sig midt på den åbne, runde plads. Og så begyndte hun at synge med sin klare stemme. Jamen, kære venner, er det ikke nøjagtig det vi gør her i aften. Lige nu hvor Årsmødefesterne holdes overalt og døgnet er lyst og langt, ja, så har vi på trods af de mange ting, vi har travlt med taget os tid til at være sammen og i en stille stund at overveje, om de mange ting, vi har så travlt med, nu også er så vigtige. Og det er da it så ring endda. Der er et gammelt ord, der siger, at Du skal leve hver dag som om det var din sidste. Og hvis vi levede sådan, så ville vi vel alle prioritere lidt anderledes. Hvis det var min sidste dag i morgen, så 3

4 var der i hvert fald nogen ting, der var vigtigere end andre og jeg kan godt sige: Jeg skulle hverken vaske tøj eller til København. Men sætningen om at leve hver dag som om det var den sidste, lyder lidt rigelig af panik-før-lukketid. Spørgsmålet er om det ikke netop ville medføre, at vi skal nå endnu mere. Men tid er jo heller ikke noget, der bare går, det er også noget, der kom-mer. Derfor kan jeg egentlig bedre lide en helt anden sætning, nemlig: At i dag er den første dag i resten af dit liv. Det er der mere ro over og også mere håb. Det åbner for fremtiden, for forundring og forandring for muligheden af at vægte vort liv anderledes. Og det gælder jo ikke bare os, der har problemer med at få tiden til at slå til det gælder også, hvis problemet er at få tiden til at gå. Også for dem, der er alene, dem der venter Også for dem er hver dag den første dag i resten af deres liv. Og det skal ikke forstås som den første dag i en endeløs række af indholdsløse dage. Også her kan en ny dag være en ny mu-lighed. Nemlig en mulighed for at bruge tiden, i stedet for at slå den ihjel bruge den på at være sammen med nogen. Der er næppe nogen tid, der er givet bedre ud, end den tid vi bruger på hinanden. Og det gør vi så i aften (med øl og vin og mad) rundt omkring og her, hvor vi for en stund har sat tiden i stå. Så lad mig slutte med at læse endnu et af Benny Andersens digte. Det har han kaldt: Tiden og Storken. Jeg har hørt om tiden jeg har hørt den kan være lang jeg har hørt den kan slippe op at man kan vinde eller tabe den at den kan være ordentlig eller kostbar god eller dårlig ude eller inde jeg har hørt meget om tiden men jeg ha aldrig set den. Som barn forestillede jeg mig tiden som en stor smuk fugl nærmest som en stork fordi jeg havde hørt at tiden kunne flyve men også at den til tider stod fuldstændig stille. Jeg elskede tiden den gang tiden med sit lange røde næb stående på sit ene røde ben bøjet over en mørk dyb dam inden den langsomt foldede sine brede vinger ud og svævede i timevis mellem himmel og endeløse enge. Men senere blev jeg forvirret da jeg hørte om tidens tand om spild af tid at tid i virkeligheden var penge 4

5 eller at tiden var af lave og den slags så efterhånden mistede jeg min barnetro på storken og faktisk har vi nu langt færre storke i Danmark end vi havde på den tid da jeg troede på dem. Jeg har hørt om tiden Jeg har skrevet om tiden Jeg har skrevet og hørt meget om tiden Jeg har haft min tid somme tider er jeg endog nået frem til tiden men jeg har aldrig set den. Og så vil jeg gerne ønske jer: Et godt Årsmøde, en god sommer, med rigtig megen god tid. Og tak fordi I lånte mig lidt af jeres tid. 5