At læse Søren Kierkegaard og lære at læse ham gennem Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen

Transkript

1 At læse Søren Kierkegaard og lære at læse ham gennem Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen Først en opfordring til alle: ateister, agnostikere, katolikker, protestanter, lutheranere, calvinister, baptister, pinsefolk, konservative, liberale, libetarianere, kollektivister og individualister uanset hvilken boks du enten bliver puttet ind i, eller du selv har placeret dig i begynd at læse Søren Kierkegaard. Ikke læse om ham (undtaget her), men læse det han selv skrev og begynd med Lilien paa Marken og Fuglen under Himmelen (herefter Liljen ). Aksel Tarras Madsen, Finansanalytiker med passion for Kierkegaard. Med de tekster begynder ens Kierkegaardlæsning med det centrale i forfatterskabet, nemlig evangeliet; kristendommen. Den der er fremmed overfor kristendommen og ateisten vil sige: netop, det er derfor Kierkegaard er uinteressant. Men nej, det er netop derfor Kierkegaard er interessant. Fordi han evner, som ingen anden, at tydeliggøre, hvad et menneske er, og hvad menneskelivet består af, hvad evangeliet er, og hvordan vi kan leve dette liv i sand individuel frihed. Dermed sagt, at hvis man vil læse Kierkegaard, som en filosof der måske nok havde en kristen side, men også havde så meget andet der kan tale til mennesker af i dag så kan man vælge den tilgang men det var aldrig Kierkegaards egen tilgang (se f.eks. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed og Om min Forfatter-Virksomhed ). Kierkegaard skelner selv mellem sine opbyggelige skrifter og de pseudonyme, ikke som to uafhængige forfatterskaber, men

2 sådan at hele forfatterskabet skal ses som én bevægelse mod det, at blive sig selv overfor den Absolutte. Det er ved spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen er kernen i hele forfatterskabet eller ej, at Kierkegaardreceptionen splittes i forskellige skoler og opfattelser. Mit udgangspunkt er, at Kierkegaard skræller alle udenomsaktiviteterne væk, så alene muligheden mellem troen eller afvisningen af troen står tilbage; at hele forfatterskabet peger hen imod troen på Gud åbenbaret som mennesket Jesus Kristus. Kierkegaards anliggende var at stille mennesket i et eksistensforhold ind for Gud. I dette eksistentielle forhold ligger menneskets inderste erkendelse og hemmelighed. Det er dette forhold, der på smukkeste vis folder sig ud i Kierkegaards forskellige taler om liljen og fuglen. Kierkegaard skriver 3 steder om Lilien og Fuglen. Udover Liljen (bind 14) skriver han i Opbyggelige Taler i forskellig Aand: anden afdeling. Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre taler (bind 11), samt i Christelige Taler: Første Afdeling. Hedningenes Bekymring (bind 13). Mine henvisninger er til Gyldendals udgave af Kierkegaards Samlede værker fra På sks.dk er alle Kierkegaards værker tilgængelige. Hvorfor læse Kierkegaard og hvordan Kierkegaard skal du læse for din egen skyld. Formålet med sand humaniora er, at opbygge det enkelte menneske. Humaniora skal bevare kulturen, sikre erindringen, vise det større, der er udenfor en selv, bevare ideerne, pege på sandheden og dermed give grundlaget for at bevare den enkelte som den enkelte. Det enkelte menneske må finde, hvor i tilværelsen det står. Her er Kierkegaard en hjælp, fordi han skrev til hiin enkelte hvilket ret beset er en kristen præmis. Kristus henvender sig altid til den enkelte, aldrig til flokken, flertallet eller masserne. Evangeliet er ikke kollektivt, det er altid individuelt.

3 Kierkegaard skriver i Liljens forord, at han alene skriver til hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min læser (Bind 14, s. 127). Derfor kræver det, at læse Kierkegaard en anden læsemåde, end vor normale forhastede, hvor hurtighed er en kvalitet. I vort samfund, skal alt gå hurtigt, være nyt, ikke vanskeligt og ikke kræve en indsats af vedkommende. I dag sættes ens egen lyst lig ens behov og de fordres opfyldt nu. Det er den kollektive tilgang, hvor alle går i samme retning. Kierkegaard anviser en anden vej, han viser, hvordan den enkelte kan træde ud af det kollektive og blive sandt menneske. Det moderne menneske sidestiller det at få egne umiddelbare behov og lyster tilfredsstillet i nuet, som værende lig det at leve i nuet og være ansvarlig for sig selv. Begynder man derimod at læse Kierkegaard, åbner der sig et andet syn på tilværelsen. Begynder man at læse Liljen bliver man konfronteret med holdninger og synspunkter, der er aldeles uacceptable. Uacceptable dengang Kierkegaard skrev og i dag. Vi møder et du skal, der kræver lydighed, tavshed (stilhed), udholdenhed, tålmodighed. Men dette imperativ er forudsætningen for selverkendelsen i nuet, livet i dag, sand trøst, og sand glæde i nuet. Læser man langsomt, kan Kierkegaard nemlig vise én, at det at erkende, hvem man er, hvor man er, og hvordan man står som menneske i mødet med tilværelsens problemer og modgang kan være en langt mere radikal frigørende position, end den vi, i vor ufrie tryghedssøgende kollektivistiske uselvstændige tilgang, opfordres til af masse-menneskene. Kierkegaards eminente psykologi udfolder sig i alle hans værker, med det formål at afdække og beskrive alle facetter af menneskelivet. Livet der udfolder sig i spændingsforholdet mellem det, at Gud blev menneske og dermed en af os og at vi kan vælge at leve vort liv i forhold til det grundlag (nemlig, at Gud blev menneske) eller vi kan leve uden det grundlag. Kierkegaard evner at afdække det egentlige indhold i vore

4 bekymringer, håb, ønsker, drømme, skuffelser, angst, begær, ambitioner, behov som ingen anden. Ved at læse ham kan man få hjælp til at forholde sig til alle facetterne af menneskelivet, forholde sig til de valg, der skal træffes. Kierkegaard skal læses langsomt. Intet af Kierkegaard kan læses hurtigt. At læse Kierkegaard er et opgør med fortravletheden, med det forjagede, med det overfladiske. Læs derfor Kierkegaard langsomt give ham tid til at vise dig, hvad hans tekster formår alene til personlig opbyggelse. At læse Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen Liljen begynder med en Bøn, hvor Kierkegaard fremhæver og pointerer ens eget ansvar, ens egen opgave, den enkeltes mulighed og hvor Kierkegaard vil vise, hvad det er at være Menneske hvilket er vanskeligt i det moderne samfund, hvor Menneske-Vrimlen dominerer. Her peger Kierkegaard i 1849 på det forhold, at masse-mennesket, det kollektive, altid vil føre den enkelte væk fra Fordringen til det at være Menneske. Og fordringen består i Taushed, Lydighed, Glæde! lærer vi af liljen og fuglen ved at iagttage dem (Bind 14, s.129). Teksten, fra Mattæusevangeliet , som Kierkegaard lader sig inspirere af lyder: Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej? Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser, de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end

5 ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi klæde os i? Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. Lære tavshed Kierkegaard peger på, hvor vanskeligt det er at blive menneske når der ikke er ro, men snarere uro i menneskevrimlen. I selskab med mennesker, især mange mennesker, finder vi aldrig ud af, hvem vi er derfor vil Kierkegaard, at vi tager Ordet alvorligt og faktisk helt konkret lærer noget af, at iagttage en blomst i skoven og en fugl. Vi skal lære af dem. Bogstaveligt. Det første er at lære tavshed. Stilhed. I skoven er der stilhed og ro. Der, hvor menneskene er, er der uro, aktivitet. Er det eneboeren, han anpriser? Nej, det er at vi vælger stilheden, der hvor vi nu engang er. Vi skal lære af blomsten og fuglen: uanset hvor de er, er de, som de er. Blomsten blomstrer (smukt) i skoven eller på en mødding. Den er ikke kun smuk, hvis omgivelserne er smukke. Fuglen synger smukt i skoven, den synger smukt, hvor den er. Den synger smukt selv om ingen vil lytte, selv om dumme børn smider sten efter den. Hverken Liljen eller Fuglen lader sig forstyrre af det, der er omkring dem. De har lært at tie. De har lært tavshed. Hvad er så tavshed? Det er begyndelsen. Det at tie er forudsætningen for at kunne høre. Thi vistnok er det Talen, der udmærker Mennesket fremfor Dyret, og da, hvis Nogen saa vil, langt fremfor Lilien. Men fordi det er et Fortrin at kunne tale, deraf følger ikke, at det ikke skulde være en

6 Kunst at kunne tie fordi dette hans Fortrin saa let frister ham, derfor er det en stor Kunst at kunne tie. Men det kan han lære af de tause Læremestre: Lilien og Fuglen. (B14,s.135). Det at kunne høre, er forudsætningen for at lære. Det er en enkel almengyldig sandhed, som i den ophidsede skoledebat i 2013 nærmest er glemt. At mennesket har vanskeligt ved at tie stille, er endnu tydeligere i dag, hvor enhver mening skal høres og hvor menneskevrimlen bestemmer, hvad der lige nu er den herskende sandhed. Kierkegaard viser, at vi begynder med at tie og være tavse overfor Gud, og dermed har vi slået hul på fordringen om at blive menneske. Hvor vi i dag altid fremfører alle vore ønsker, den ene samfundsgruppe stiller krav overfor den anden, børn beder deres forældre om det ene og andet, så skriver Kierkegaard: og således er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud (B14,s.136). Som menneske lærer vi aldrig os selv at kende, hvis vi konstant taler og kræver det ene og andet. Vi lærer os selv at kende ved at kunne tie stille og vente (bie). Det er et opgør med vor egen hektiskhed, her kan vi aldrig bie eller vente på noget, men alt skal ske nu. Kierkegaard viser at ved det at bie, kan man finde fred; fred med sig selv, med sine egne dæmoner. I stilheden ligger freden skjult. Evangeliets Gud er skjult. Skjult i stilheden, i roen. Det kræver dog, at den enkelte søger stilheden gennem at tie stille. Det var ikke Nietzsche, der slog Gud ihjel, men larmen i samfundet og den moderne kirke. Så når Kierkegaard udlægger søg først Guds rige så er det først at kunne tie stille før noget andet. Det ville jo også være rart, hvis flere baserede deres udtalelser i det offentlige rum på personlige overvejelser frem for blot at være en del af den larmende menneske-vrimmel. Eller at flere blot holdt helt mund. Dermed lære lydighed

7 Når vi har lært at tie stille kan vi lære lydighed: at blive taus, er den første Betingelse for i Sandhed at kunne Lyde. Uroen i og omkring os er en hindring for at lære lydighed. Var der aldrig saaledes Taushed omkring Dig og i Dig, saa lærer Du heller aldrig Lydighed. Men har Du lært Taushed, saa gaaer det nok med at lære Lydighed (B14, s.148). Hvorfor skal vi lære lydighed? Hvad skal vi bruge lydighed til i 2013? Lydighed er jo et ord, der vrænges ad i år Lydighed er et ord, som ikke må anvendes og fordi det er gået tabt, er meget godt tabt. Børn skal være lydige overfor deres forældre. Det lærer de ved at tie stille. Ro er forudsætningen for sandt fredfyldt samvær også mellem forældre og børn også i Lydighed fordrer, at der er autoritet tilstede. Hvor autoriteten er nedbrudt eller ikke anerkendes, så forsvinder den, men den erstattes ikke, den går tabt og tabet skaber uro, fjendskab og splid i stedet. Når en moderne forældre ikke ønsker at være en autoritet, når den moderne lærer ikke tør (eller kan være) en autoritet, så er det naturlige forhold mellem forældre og børn, mellem lærer og elev ikke erstattet af noget andet. Det er gået tabt. Og i det tab, taber vi os selv. Er der ikke ro omkring én selv, lærer vi aldrig lydighed og så kan vi heller ikke fastholde fordringen til det at være menneske. Vi skal altså lære lydighed, fordi liljen og blomsten er vore læremestre. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en, men tavsheden er forudsætningen for stilheden i en. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en. Tavsheden i dig forudsættes af stilhed omkring dig log ud, log af. Liljen og fuglen er ubetingede lydige. De blomstrer og synger uanset omstændighederne. De er ikke halvhjertede i modsætning til menneskene, som Kierkegaard skriver: hvad de fleste Mennesker forstaa sig bedst paa: Halvhed. Så viser lydighed helhed. Du skal elske siger evangeliet. Dette imperative skal er fordringen for det menneskelige. Men elske kan du

8 ikke gøre halvt. Enten elsker du eller også elsker du ikke. Eller med Kierkegaard: at liljen er dejlig uanset omgivelserne. Den står, hvor den står og er dejlig hvor den står. Den er lydig, hvor den står. Thi Liljen er, trods Omgivelsen, sig selv, fordi den er Gud ubetinget lydig. Ved at være tavs, ved at finde stilheden og i stilheden stå, hvor man står, kan man blive sig selv. Fortvivlelsen Men Kierkegaard kender mennesket og den fortvivlelse, som tilværelsen også rummer. Vi er jo ikke over-mennesker, der kan tie stille og finde ro og fred, men fortvivles over det ene og andet enten hos os selv eller hvad der rammer os af tilværelsen. Fortvivlelse forhindrer os selv i at blive, hvad vi kunde være blevet, om end kun et Øjeblik. Anderledes med Lilien; den var ubetinget lydig, derfor blev den sig selv i Deilighed, den blev virkelig hele sin Mulighed (B14,s.151). Den blev hele sin mulighed. Det er det valg, vi har, det er den mulighed tilværelsen giver, at blive hele sin mulighed, det er det eksistentielle valg, i lydighed at blive det, der til fulde er din mulighed. Men i lydighed overfor Gud. I lydighed overfor det absolutte. Heri ligger det at blive sig selv. Det individuelle menneske stræber efter at være sig selv, men spejler sig hele tiden i sine omgivelser. I det tiden fordrer. Og fordi mennesket vil være sig selv i forhold til alt muligt andet, i forhold til menneskevrimlen, i forhold til støj og larm, bliver det aldrig sig selv finder aldrig ind til sig selv. Nogle mennesker tror, de udtrykker sig selv gennem larm, råben og skrigen. Hvad enten det er religiøse tosserier eller politiske fantaster, der kræver det ene og andet af andre, latterlige mediefigurer, larmende demonstranter. Alle vil de hævde at udtrykke sig selv gennem det, de gør, men ret beset er de alle blot et spejlbillede af menneske-vrimlen, af den forvirrede larmende hob.

9 At blive hele sin mulighed, bliver fuglen også når den rejser væk, netop når den har det godt så rejser den den slipper det Visse for at gribe efter det Uvisse. Tilværelsens fremtid er uvis. Vi kender ikke dagen i morgen, men fuglen og liljen er lydige mod deres potentiale de opfylder deres mulighed. Det kan de, fordi der ikke er noget halvt hos dem. Vi tør ikke gribe det uvisse for det visse, hvorfor vi misbruger øjeblikket. Den Kristendom som Kierkegaard viser, er så radikalt anderledes end den pussenusse kristendom, der ikke forarger nogen og som er tømt for både Gud og indhold, atden er pjat. I dagens Danmark er alle enten kristne, ateister, buddhister eller noget andet. Det er et fedt det hele. Der er nogle missionsbevægelser og frikirker, der er lidt mere pietistiske og sætter leveregler op for folk så det får skin af helhed. I forhold til Kierkegaards lære er det at lege kristendom. Mennesket finder sig selv ved at acceptere sin stilling: at stå overfor det absolutte, accepterende den absolutte fordring du skal. Hvorfor den, kristendommen, er et individuelt personligt anliggende. Tavshed og lydighed fører til glæden. I sidste del af Liljen fører tavsheden og lydigheden frem til det sidste, der skal læres, nemlig: glæden. Glæden er, at hele vægten ligger på der er et Idag, det er, ja der falder et uendeligt Eftertryg paa dette er; der er et Idag og der er ingen, slet ingen Bekymring for den Dag Imorgen (B14, s.160). Vi lever i dag, og lærer vi tavshed og lydighed af liljen og fuglen, så lever vi, som var der ikke en dag imorgen. Ret beset ved vi ikke, om der kommer en dag imorgen. Vi har i dag, vi har nuet. Dagen imorgen kalder Kierkegaard for den usalige Dag, der er Snaksomhedens og Ulydighedens Opfindelse og ved at være idag, lærer vi den sande glæde, der er i Sandhed at være sig selv nærværende glæden er dermed den nærværende Tid (s.160).

10 Afslutning Ovenstående har alene set lidt på overfladen, dermed egentlig gjort vold på Kierkegaard og er et eksempel på, hvad han kalder mange syslerier i periferien. Hensigten har været at vise en indgang til forfatterskabet, der ikke går over mange og store bøger om Kierkegaard og hans forfatterskab, men som hiin enkelte selv kan begynde at læse til personlig opbyggelse. Og en indgang til forfatterskabet er at begynde med de opbyggelige tekster skrevet i eget navn og derefter tage fat på de pseudonyme. Når der i medierne foregår en debat om, hvorvidt Kierkegaard er stor i udlandet eller ej (f.eks. JP den 14. april 2013). Så er den diskussion i princippet afsporet for begynder du ( hiin enkelte ) at læser du ham langsomt i ro og stilhed, bliver han relevant og bevægelsen væk fra masse-mennesket er begyndt og fordringen om at blive menneske på vej mod realisering. Men læser du ham alene for at kunne tale med i de pæne subintellektuelle cirkler, der synes at Kierkegaard er monumentalt hip i anledning af 200 året (f.eks. Mungo Parks opførsel af Forførerens Dagbog ), så vil han aldrig blive relevant, men kun måske interessant. Lille spejl på Facebook der, hvem er sig selv i landet her? Et selvoptaget essay om selviscenesættelse og identitet, Kokkens datter, Kierkegaard og om at vaske op på Facebook. Af Jonas Møller, Højskolelærer Silkeborg Højskole

11 Jeg har indrammet mig absolut tilfredsstillende. På en hipster-café i det indre Århus har jeg fået det indiskutabelt bedste bord, ved vinduet i et afskærmet hjørne med optimalt udsyn over lokalet og den passerende strøm af mennesker og biler på gaden udenfor caféens vinduer. Jeg er på min anden kop sort kaffe, der står på det kvadratiske bord ved siden af min i New York indkøbte sorte iphone (sådan lidt for sløset henkastet til at det virker tilfældigt) og en sort Moleskine, i hvilken jeg skriver disse ord, som du nu læser under indtrykket af at være til stede, mens det sker. Men denne, ja denne, omtale af disse ord afslører sløringen af afstanden i tid mellem mit skrivende jeg (mig her), det skrevne jeg (mig på café) og det læsende jeg (dig nu). Din situation er penibel, for det er mig, der bestemmer, mig der fører pennen så at sige, hvilket er bogstavelig talt. Du kan jo ikke vide, om jeg rent faktisk er på café og drikker kaffe, sort, mens jeg skriver, eller om jeg sidder ved mit skrivebord ved min MacBook og iscenesætter en løgnagtig virkelighed og mig selv. Nu er jeg faktisk på café og skriver dette i min Moleskine (dog ikke i et nyere nu, hvor jeg sidder her ved mit skrivebord og på min computer skriver videre på det, som jeg håndskrev på caféen for et par dage siden), men pointen er, at du ikke kan stole på mig, eller rettere: du kan ikke uden videre stole på det skrevne ord, og jeg håber, at du derfor undlader at tage mig på det, og i stedet lader dig (for)føre. Tilværelsens liderlige Leth-hed Det kan gå grueligt galt, kommer jeg til at tænke på, idet jeg bryder skummet på en specialbrygget IPA til 62 kr., når man skriver om sig selv. I erindringsbogen Det uperfekte menneske fortæller hovedpersonen ved navn Jørgen Leth: Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Og bogens forfatter, der også hedder Jørgen Leth blev beskyldt for at holde sexslaver, for herrementalitet, kolonialisme og mistede sin konsultitel og kultstatus som Tour de France-kommentator (som han senere genvandt). Den store æstetiker, der lever af

12 at iscenesætte virkeligheden, blev fanget, idet han iscenesatte sin egen. Han tog kokkens datter på sengen og blev selv taget på ordet: Der er tale om en tilståelsessag, skrev Information i en leder. Jørgen Leth, der optræder i bogen er den samme som den Jørgen Leth, der skrev den, og derfor kan han stilles til ansvar. I selvbiografien kan vi slutte fra skriften til det selverkendende subjekt. Det synes at være den almindelige holdning. Jeg erindrer dog en artikel af den dekonstruktionistiske litteraturteoretiker Paul De Man, hvori han afviser selvbiografien som en troværdig selverkendende genre, der er produceret af virkeligheden og et subjekt. Det forholder sig snarere omvendt. Selvbiografien demonstrerer eksemplarisk og derfor er den interessant, at sprogets funktion er at fremstille et subjekt ved at give stemme og ansigt til en ellers stum virkelighed, at producere mening og form i en ellers ubegribelig verden; fremstillingens afhængighed af sproget afslører ifølge de Man, at vi ikke kan slutte fra sprog til liv eller fra selvbiografi til selv. Med de Man i hånden læser jeg det Det uperfekte menneske som et litterært værk, der tager udgangspunkt i selvbiografisk stof. Eller en selvbiografi, der benytter sig af litterære virkemidler. Lige godt, den er et maskespil, hvori Jørgen Leth iscenesætter sig selv i forhold til stoffet og afprøver forskellige attituder. Det gør den ikke til fiktion, men i og med selviscenesættelsen sløres grænsen mellem virkelighed og fiktion. Det er i sin forførende leg med det selvbiografiske, hvor komponenterne bios (liv) og graphe (skrift) flettes ind i hinanden, så det til sidst er uafgørligt, hvad der har forrang, at Det uperfekte menneske bliver interessant. Jeg er besat af denne unge krop, som strækker sig og bøjer sig og åbner sig på det hvide lagen for mig. Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden? Er det kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at jeg både er midt i den og kan iagttage den udefra?

13 Jeg holder meget af det citat, kan det udenad. Leth blotlægger nøgternt sine erotiske fantasier, baghovedets kælderkatalog af forbudte tanker og tabuer, som trækkes frem i lyset i en ubesvaret spørgen. Æstetikeren iagttager undrende og interesseret sig selv. De etiske overvejelser og skrupler er sjældne i bogen, der frem for at spørge til tings og begivenheders betydning og moralske værdi i stedet kortlægger deres beskaffenhed og struktur, som den fremtræder for den sansende i det specifikke øjeblik på det specifikke sted. Han ser sig selv indtage sin stilling bag ved kokkens datter, men han undlader at tage stilling. Det overlades til læseren at fælde den moralske dom, der i teksten provokerer ved sit fravær. Men udenfor faldt den prompte: Liderlige Leth, gammel gris, gusten dinglepik var nogle af de betegnelser, der blev hæftet på Leth, da mediestormen var på sit højeste (det sælger givetvis også flere aviser end en artikel om Paul De Mans syn på selvbiografiens referentialitet). Reaktionen mod Jørgen Leth får ham til at ligne en sygdom, alt det unormale, fremmede og perverse, vi ikke vil kendes ved for bedre at kunne kendes ved os selv. Jeg tror nærmere, at han er et symptom. Et symptom på individets identitetskrise i moderniteten. Forførerens fortvivlede dagbog Søren Kierkegaard ifører sig i 1. bind af Enten-Eller æstetikerens maske og lader denne gennemspille konsekvenserne af det moderne menneske overladthed til sig selv i en tid, hvor fornuften har gjort verden meningsløs ved at slå Gud ihjel og sætte det enkelte individ i centrum af den. Erkendelsen af meningsløsheden medfører, for det enkelte individ, forladelsen af en umiddelbar væren i verden til fordel for en selvbevidst eksistens i kraft af en reflekteret tilegnelse af den. Æstetikerens refleksion er som spejlet i Forførerens Dagbog: Det ulykkelige Speil, som vel kan gribe hendes Billede, men ikke hende. Som spejlet kan æstetikeren ikke umiddelbart gribe verden, men må nøjes med

14 det billede af den, som refleksionen kaster tilbage. Den betragtede virkelighed fungerer som et spejl, hvori man ser sig selv og kun derigennem skabes som et i sig selv tomt subjekt. Dette er, hvad Kierkegaards etiker i sin anklage mod den unge æstetikers levevis kalder fortvivlelse: Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad du er, er du ved dette Forhold. Etikerens berømmede løsning er at vælge sig selv; at tage eksistensen og ansvaret for det man tilfældigvis er blevet til på sig og derved give subjektiv mening til det objektivt set meningsløse. Æstetikeren må med andre og mine forenklede ord smide maskerne, se at tage sig sammen, blive voksen og få sig et liv med ægtefælle, børn og et ordentligt arbejde. En genvundet umiddelbarhed. Jørgen Leth er æstetikeren, der ifører sig forskellige masker og iscenesætter virkeligheden ud fra de æstetiske interessante muligheder, der byder sig. Han synes dog også at være det for nu at sige det med etikeren på den mere fortvivlede måde. Den sanselige, erotiske eller æstetiske tilgang til livet, Leth beskriver i og med sin bog, er i kraft af bevidstheden underlagt refleksionens distance, der altid kræver et objekt for at projicere spejlbilledet af sig selv ind i et ellers tomt subjekt; sådan skabes dobbelteksponeringen, der er den kunstneriske nerve. Leth beretter om prisen, der er angstfyldte depressioner og æstetikerens faste følgesvend, ubeslutsomheden: Smerten ved at træffe et hvilket som helst valg. Kun gennem maskeradens lidenskabelige dyrkelse af en for altid tabt umiddelbarhed kan den tomme subjektivitet og meningsløse tilværelse holdes ud. Det uperfekte menneskes radikale ærlighed og interesse er ikke dens udlevering af virkeligheden hvori dens etiske problemer består men afsløringen af sit eget manglende grundlag forfatterens ansigt, der bag masken er tomt? Er Jørgen Leths æstetik ikke et symptom på en øget tendens i tiden, hvor iscenesættelsen og selvfremstillingen, refleksionens dobbelteksponering, er blevet en mere og mere

15 tydelig modus? I massekulturens litteratur, dokumentarfilm, reality-programmer, på Twitter, Facebook, i sms-beskedens blinkesmiley (der sikrer os, at vi kan sige alt og dermed intet ;-)) sker der en sløring af forholdet mellem fiktion og virkelighed eller en opløsning af modsætningen som et æstetisk greb i en fremstilling af en flydende identitet, en række af masker vi kan skifte efter omgivelser og behov. Spørgsmålet er, om denne æstetik og dens strategiske muligheder vanskeliggør muligheden for med etikerens ord at vælge sig selv at blive sig selv? Eller er det I virkeligheden langt mere radikalt? Afslører vores optræden på de sociale medier ikke netop, at vores identiteter altid er filtreret virkelighed, at forestillingen om et fast selv og en fast identitet er netop dét; et illusorisk levn fra vores oldeforældres tid, hvis slør demonstrativt rives bort i en simpel statusopdatering på Facebook? Jeg står lige og vasker op på Facebook Facebook spiller den altdominerende hovedrolle, når det kommer til sociale medier i Danmark, og det er her, vi udstiller og fremstiller os selv. Om man ønsker det eller ej, er det umuligt ikke at fremstå selviscenesættende i en eller anden grad. Umiddelbarhed og spontanitet findes ikke på Facebook, hvor afstanden i tid mellem det vi oplever, føler og tænker, og det vi gør i form af vores digitale handlinger (et like, en kommentar, en opdatering, en venneanmodning) giver plads til refleksionen over, hvordan det vil blive opfattet, og hvordan vi ønsker, at det bliver opfattet. Denne forsinkelse eller distance mellem et indtryk og et udtryk prøver vi oftest at skjule som med en opdatering a la Jeg står lige og vasker op eller Jeg tager lige kokkens datter forsøger vi at sløre den refleksionstid, der er gået forud, men den afsløres af det umulige eller i hvert fald yderst vanskelige i på en gang og på samme tid at vaske op (vi lader kokkens datter og Leth ligge for en stund) og at skrive på Facebook, at man vasker op. Snarere er det tilfældet, at jeg før, midt i eller efter

16 min opvask (hvis den da ikke er opdigtet) får en trang til at dele den begivenhed med min omverden, at jeg netop nu står og vasker op. Denne kommunikation med omverdenen er medieret gennem sprog (tekst, symboler og billeder), og det er netop sproget, og den refleksion der er indbygget i og med alle sproglige ytringer, som gør os i stand til at fremstille os selv på alle muligt tænkelige måder. Og selvom vi måske ikke engang ønsker at iscenesætte noget som helst, men blot ønsker ærligt og højt at råbe ud over de digitale hustage, at Jeg elsker min kæreste over alt på jorden!, så er vi fangede i den fælde, at der hos modtagerne af denne ytring kan indfinde sig en overvejelse over motivet bag: hvorfor skal du skrive dette på Facebook? Hvorfor vedkommer det mig? Elsker du egentlig din kæreste oprigtigt, når du har brug for at skrive det her? Modtageren må nu gøre op med sig selv, om denne finder den slags ytringer for søde, uskyldige eller decideret kiksede, hvilket kan afføde reaktioner som en sød kommentar, en tommelfinger op, larmende tavshed, eller i yderste instans: en afvenning (hvor modtageren sletter afsenderen som ven). Og bevidstheden om disse reaktioner hos modtageren kan afsenderen vanskeligt undlade at medtænke i sin ageren, og således kører refleksionen for fulde gardiner, så ingen kan undslippe dens tag i os. Selv de, der stort ser intet foretager sig på Facebook, men med tavs mine og et ironisk blik bevidner de andres klovnerier, risikerer at blive hvirvlet med. Ja, fælden klapper endda for de efterhånden få, der ikke engang er på Facebook, da de i den grad mistænkeliggøres for deres motiver for ikke at være med og skiller sig ud som the odd one out. For de, der intet gør på Facebook, gør sig alligevel bemærkede, som dem der intet gør og nok føler sig hævede over os andre, der ikke skammer os over vores kærestestatus og det faktum, at vi tæller hvor mange, der skrev tillykke på vores fødselsdag. Med andre ord: vi er alle med eller imod vores vilje fanget i refleksionssvingdøren og bag vores udskiftelige masker: All the world s a stage, and all the men and women merely players.

17 Her forestiller jeg mig, at du, efter at have fået nok af lommefilosofi og tunge metaforer, tænker ved dig selv: rolig nu, Shakespeare. Er det overhovedet så slemt? Ved vi ikke (næsten) alle sammen, når alt kommer til alt, at selviscenesættelsen blot er én dimension af tilværelsen og et samfund, hvor vi også er i stand til at optræde som autonome subjekter, der til overmål forstår os selv som netop et selv, vi tager ansvaret for og lever med? At forståelsen af mennesket som et ansvarligt individ med en fast identitet stadig er så dybt forankret i os, at maskespillet i samtidslitteraturen, hos Jørgen Leth, på Facebook og i al almindelighed blot er et ungdommeligt frikvarter, en uskyldig pause fra det selv, vi stadig er os fuldt bevidst? Løbet tør for kaffe, øl og ord betaler jeg min regning, tager overtøj på og begiver mig ud i aftenen. Foran mig sitrer et spørgsmål i luften: gemmer der sig et ansigt, når maskerne tages af? Jeg vifter spørgsmålet væk med et hurtigt sideblik til en mørk butiksrude, der viser mit spejlbillede. Jeg har indrammet mig absolut tilfredsstillende. Elsk dig selv, dit svin! Et essay om egenkærlighed til næsten. Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole Kan man elske, hvis man skal? Det kan være vanskeligt, men ifølge det kristne bud om næstekærlighed, skal man. Du skal elske din næste som dig selv, står dér. Men også elske på den rette måde, lytter man til Søren Kierkegaard, der i

18 Kjerlighedens Gjerninger føjer til buddet, at man netop må kunne elske sig selv for at elske sin næste på den rigtige måde. I udgangspunktet virker denne tilføjelse besynderlig, da man skulle mene, at der er rigelig med selvfedme og sig-selvnokhed i omløb i disse tider. På den anden side er det ingen hemmelighed, at mange har det svært med selvtilliden, selvværdet forbruget af tudekiks stiger støt. Og der er gået inflation i begreber som deprim og stress. Nederen flyder fra folks mørke munde, og de svarer ikke igen, men gemmer eksistensen under dynen. De skulle have et kristeligt spark i røven, skulle de, med bud om at elske sig selv. Det kan ikke være tilgivelse og den anden kind det hele. Skal man elske, hvis man kan? Ja, det skal man! Ellers kommer man jo ingen vegne. At elske burde give sig selv, som Kierkegaard skriver, thi uden kjerligheden lever du egentligen ikke. Men hvordan kan jeg elske mig selv med alle mine mangler, det er det afgørende spørgsmål. Der er noget råddent ved mig selv, hvordan skal jeg kunne holde af det. Det er lige præcis ved dette spørgsmål og denne konstatering, at Kierkegaards kærlighedsbud bliver relevant for nutidens unge. Og lidt morsomt også, fordi det tillader mig at sige til min næste: Du er jo ikke perfekt. Du er nederen, du er klatøjet og uskarp, dit tøj er grimt og dit hår forkert. Og netop derfor skal du elske dig selv. Hvordan skulle du ellers kunne elske din næste, som er lige så uperfekt, klatøjet og uskarp som dig selv. Det er, som Kierkegaard skriver, dine ejendommeligheder, der gør dig til dig. Det er dine mentale skævheder, dine upassende bemærkninger (eller kærlige bemærkninger på upassende tider), dine besynderlige vaner som bærer aftrykket af din fortid med sig, der gør dig forskellig fra de andre omkring dig. Som gør dig til lige netop dig. Og de andres latterlige vaner, deres

19 ligegyldige eller gribende historie, der gør dem forskellig fra dig. Du er dine ejendommeligheder, alt det andet, som du også er, er også de andre, så det flyder sammen i den suppe, vi koger normaliteten i. Er du religiøs som Kierkegaard, er det gud, der har givet dig dine ejendommelige besynderligheder. Og gud kender dig på dem og elsker dig med dem. Du må gøre som gud: elske dig. Hvis ikke du har hang til religion, har du dine ejendommeligheder fra naturen, og at kæmpe mod dem er derfor mere eller mindre forgæves. Under alle omstændigheder altså religiøs eller ej er du et utaknemmeligt skarn, hvis ikke du elsker dig selv. Først når du hviler i dine ejendommeligheder, og finder dig til ro og rette med dine skæve tænder og lader verden komme til dig gennem dine skæve tanker, bliver du i stand til at elske din næste, sådan som næstekærlighedsbuddet lyder. Eller som vi nu kan formulere det: du skal elske dig selv som din næste, og din næste SKAL du elske. Til filosofholdet, Egå Ungdoms-Højskole F2012