T/ / : ~~/l.//{// /f/& A-u-bt'~~.."c--/.L-4 ad/{ L.orz. !JEf< STOÆ. J//I.j) T .JÆGERE

Transkript

1 I T/ / : ~~/l.//{// /f/& A-u-bt'~~.."c--/.L-4 ad/{!jef< L.orz STOÆ J//I.j) T.JÆGERE

2 J Æ G E R E V E D F J O R D E N Fjorden, byen og bopladserne. Længe før Skælskør blev til en by, og det er vel godt 1000 år si den, har der boet mennesker ved fjorden. Næsten overalt har vi fundet redskaber fra sten- og brodcealderen langs kysten og på markerne ved fjorden. Selv inde ved byen er der fundet redskaber fra de tidlige perio der. Omkring snævringen mellem fjord og nor har der altid været godt at bo. Hvor der er stærk strøm er der også godt fiskevand, og der har været store muslingebanker ved snævringen. De gav end da byen sit navn: SKÆLSKØR = SKÆL-FISK-ØR = MUSLINGE-STRANDEN. De andre jæger- og fiskerbopladser lå også ved de gode fiske pladser, og det var ofte de samme steder, hvor der helt op til vor tid har stået mange ruser og bundgarn. Det er omkring Kid holm, ved Slagternæsset og på pynterne overfor. Og det var især udenfor fjordens nuværende munding, hvor den ældste og sikkert største af bopladserne lå. Herude var der i stenalderen en øst ersbanke, og skallerne herfra dukker nu jævnligt op sammen med oldsager af flint og rester af hjortetakker og knogler fra de store jagtdyr: kronhjorte, rådyr, vildsvin og sæler. Her boede mennesker før fjorden var dannet. Gennem det meste af den ældre stenalder var Danmark et fastland med floder og uden fjorde og bælter. Til slut steg havet, ikke mindre end 25 meter på godt 1000 år. Det er ca år siden, og kort før ældre stenalders slutning var vort land dannet, som vi kender det med øer, fjorde og bælter. Vi havde et varmt klima med urskov og et rigt dyreliv, og i ha vet var der sæler, fisk og fugle i stor mængde. Hvor fjorden er nu var der blot en å, og hvor den løb ud lå bo pladsen ved den stadigt vigende kyst, som nu er dækket af havet. Ude i Storebælt, på 3 meters dybde, 3/4 kilometer uden for fjorden har vi fundet de ældste spor af de gamle jægere fra år før Kristi fødsel. Når havet steg for meget, flyttede man bopladsen ind på det tørre land, mens druknede træer og de gamle bålpladser og hustomter blev opslugt af havet. Først ved slutningen af den ældre stenalder, 4000 år f.kr., da havet nåede ind og formede fjorden næsten som vi kender den nu, lå bopladserne ved en kystlinie der ligner nutidens kyst. Her var der ideelle muligheder for fiskeri og til sejlads over fjorden og til fangstpladserne inde i fjorden eller til de nær liggende bopladser langs kysten eller på øerne udenfor. - Og herfra havde man godt opsyn med al fremmed sejlads ud for kysten eller ind mod fjo~d~n.

3 De gamle bopladser dukker op. I løbet af de senere år har havbunden ocndret sig mange steder, idet ålegrocsset er forsvundet på grund af forurening eller sygdom. Herved har store mængder sand flyttet sig ved strøm og bølgeslag, hvorved mange af de gamle bopladser er dukket frem, som siden stenalderen har været dækket af havets aflejringer. I 1950'erne fandt de to brødre, Jørgen og Per Lotz, Skælskør,samt lærer M. A. Ebbesen, Magleby, flere bopladser ved Skælskør fjord. I 1957 udskrev Nationalmuseet og ugebladet "Hjemmet" en konkurrence med det formål at få fundet nogle af landets "druknede" stenalderbopladser. Herved fandt Per Lotz den gamle boplads uden for fjorden, som blev præmieret blandt i alt 11 nyfundne undervandsbopladser. - Det var især oldsager af flint, vi samlede op. Siden 1980'erne har jeg fortsat undersøgelserne sammen med min hustru Bente Okholm, og efterhånden begyndte nye ting at dukke op bl.a. en flintægdolk af ben, som blev erklocret for danefæ. Efter 1990 har vi fundet flere sjældne genstande under vandet, en padleåre og et økseskaft af træ, begge nu konserveret og C14 dateret. Desuden flere gode genstande af hjortetak. Disse ting har vi taget op i et samarbejde med fagarkæologer fra Sorø Amtsmuseum og fra Skov- og Naturstyrelsen, idet bopladsen TUDSE HAGE er fredet i lighed med andre gamle fundpladser og genstande på havbunden. Herved har vi kunnet redde disse ting ved regelmæssig overvågning og opsamling året rundt, selvom meget andet går tabt. Efterhånden er der indsamlet et så rigt materiale, at bopladsen ved sin varierede fundmængde kan måle sig med de mere kendte og delvis udgravede undervandsbopladser omkring Fyn. Desværre er det langt mere kostbart og tidskrævende at udgrave bopladser under end over vandet, og desværre er mange kendte og ukendte pladser ved at blive nedbrudt helt af strøm og bølger i disse år. - Så det er nok i sidste øjeblik, at vi har indsamlet dette gamle materiale om de ældste beboere på vor egn. Stenaldermanden og hunden. I påsken i år, 1996, var vi også på udkig efter nye fund efter at vinterens is havde dækket området uden for fjorden. Vi fandt ikk~ et nyt redskab, men et stykke af en kæbe fra et menneske med en visdomstand siddende på plads. En knogle vi fandt sidste år, har netop vist sig at stamme fra en hund, så vi kan nu udstille de to knogler, som vel nok reprocsenterer de to ældste, 6000 år gamle, beboere fra Skoclskøregnen. På forsiden er vist en tegning af stenalder jægeren og hans hund. Han er udstyret med sin jagtbue samt økse og knive af flint. Tegningen er gengivet fra en artikel i "Søllerødbogen", Til venstre på forsiden er vist et af vore sidste fund fra TUDSE HAGE: en nedslidt men velbevaret hjortetaksøkse, lavet af den tykke ende af en kronhjortetak. Per Lotz

4 DYK NED I FORTIDEN Af Per Lotz Mine oplevelser med undervandsarkæologi strækker sig tilbage til 1957, hvor jeg sammen med min bror Jørgen Lotz fandt to bopladser i Storebælt uden for Skælskør fjord. Året før var en undersøisk boplads fra Kongemoseperioden fundet ved sanåpumpning på Argusgrunden nord for Guldborgsund, og nogle arkæologer så nu mulighederne for at finde nogle flere af de utvivlsomt mange druknede stenalderbopladser på havbunden. Nationalmuseet satte en kampagne i gang blandt landets endnu få svømmedykkere, og en halv snes undervandsbopladser blev fundet, bl.a. ved Tybrind Vig ved Vestfyn, i farvandet nord for Fyn, i Roskilde fjord, - og så de to pladser nær ved Skælskør. De viste sig siden at være de to mellemste af mindst fire bosætninger ved fjordmundingen i den sidste del af den ældre stenalder. Det er i perioden år f.kr. Bopladsområdet kaldes Tudse Hage efter stedets navn. Kystbopladserne i ældre stenalder var placeret så nær ved vandet som muligt. på grund af den store havstigning gennem slutningen af ældre stenalder, finder vi de forskellige perioders bopladser på varierende dybder i havet, specielt i landets sydlige dele. Nordpå har landhævningen som bekendt medført,at mange af kystens bopladser nu befinder sig et godt stykke inde i landet. Kun de allerældste kystbopladser, som vi dog ikke kender meget til, må søges på havbunden. De hidtil ældste kendte bopladsspor udenfor Skælskør fjord ligger på 3~ meters dybde, ca. 600 meter fra land. De efterfølgende bosætninger i Ertebølleperioden befinder sig på henholdsvis 2 meters dybde og ~ meters dybde. Bopladsen i den yngste periode ligger på land nær den nuværende kyst, som ikke har ændret sig meget siden afslutningen af den ældre stenalder. I årene efter 1957 dykkede jeg jævnligt og fandt stadig en del oldsager af flint. Havbunden udenfor fjorden var dengang dækket af tætte bevoksninger af ålegræs, men ind imellem var der små områder med sand og sten uden tangbevoksning. Her kunne der gøres gode fund af oldsager af flint, specielt på et område på to meters dybde, ca meter fra land. Nærmere kysten fremkom af og til større stendækkede flader, som også gav gode fund. Det var tydeligt, at der var tale cm stærk sammenblanding af ældre og yngre perioders oldsager. Det gælder blandt andet skiveøkser og kerneøkser, dog ingen af de yngste typer med specialiseret ægbehandling. De findes til gengæld på bopladserne inde i fjorden, hvor der også er indblanding af oldsager fra yngre stenalder. Som eksempel på sammenblandingen af forskellige perioders oldsager, som vi har fundet inde~for et lille onlr~de, kan nævnes en skævpil 02 samtli~e hovedt~per af tværpile. a skævpil b c d a. fra yngre Kongemosetid ~~ d. tværpile b. skæv type, ældre Ertebølletid c. bred type, mell. Ertebøl. smal type, sen Ertebølle Op gennem 1980'erne genoptog jeg afsøgningerne af bopladsområdet sammen med min kone Bente. En del gode fund dukkede op, og ikke mindst Bentes fund af en flintægdolk - se den efterfølgende tegning - satte gang i de videre undersøgelser. Dette fund blev erklæret for danefæ og blev afleveret til Nationalmuseet i /

5 :;o z: 2- --=::- ~nl /?cfb: It//'$'7(J S' Spidsen af en flintægdolk, længde 12 cm. Har antagelig været ca. dobbelt så lang. Stykket er usædvanligt på grund af den lange spids. -Danefæ. Fundet på lavt vand nær kysten vest for Skælskør fjords munding i Under de genoptagne dykninger lagde jeg mærke til, at ålegræsset ikke var nær så kraftigt og ikke så udbredt,som da jeg dykkede år tidligere, til gengæld havde tangkløver og andre brunalger bredt sig. Disse vækster har intet-rodsystem i modsætning til ålegræsset, som i høj grad beskytter mod bølgeslag og samtidig holder fast på bundlagene med sine rødder. Siden 1990 er det gået hastigt tilbage for ålegræsset flere steder i de danske farvande, og det har medført mange forandringer af havbunden langs vore kyster. Strøm og bølgeslag har slidt hul i havbunden adskillige steder, og man kan næsten tale om sandflugt under havet. Mange steder er gamle bopladslag forsvundet på få år, og mængder af oldsager er uden tvivl gået tabt, idet genstande af træ, ben og hjortetak ikke tåler ret lang tids vandring hen over bundens sand og sten, før de slides op. I gennem de sidste 5 år har vi både indenfor i Skælskør fjord og især udenfor fjorden opsamlet mange hjortetak- og knoglestykker. Det er specielt rester af marvspaltede knogler samt tænder, kæbestykker og adskillige skulderblade fra bl.a. kronhjort, rådyr og vildsvin.men også mange redskaber og bearbejdede genstande af træ, ben og tak har vi samlet op og dermed reddet fra at blive ødelagt under de efterfølgend~ storme. på de dybereliggende dele af bopladsområder kunne jeg ved dykning ofte se talrige træstykker indlejret i gytjelag, og et par steder er der endog dukket gamle træ stammer op, den længste er ca.10 meter lang. Gennem mange år lagde vi jævnligt mærke til små, afrundede træstykker, som lå i strandkanten. De flød ikke ovenpå og var helt bløde. Vi forbandt dem ikke straks med bopladsen, regnede vel ikke med at træ på stranden kunne være særligt gammelt. Men efter at have set træstykkerne dukke frem af havbunden, blev jeg klar over, at det var rester fra gamle bopladslag. I 1991 fik jeg under en dykning øje på nogle træstykker på bunden. Nogle havde brændte ender, som om det var bålrester, og nogle så ud til at være forarbejdede. Et af disse viste sig at være et økseskaft af hasseltræ fra slutningen af Ertebøl~ letid. Jeg har givet en nærmere beskrivelse af dette fund samt af forsøg med en rekonstruktion i en artikel i Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt, Fund af så gamle genstande af træ, som søges bevaret kræver hurtig indsats af fag folk, og det blev starten på et godt samarbejde med såvel Henning Nielsen, museums inspektør ved Sorø Amts Museums afdeling i Korsør samt med de to erfarne under vandsarkæologer Anders Fischer og Torben Malm fra Skov- og Naturstyrelsen, som har foretaget flere undersøgelser, og bl.a. taget prøver af en af de store træstammer til dendro-undersøgelse og C-14 datering. 2

6 Oldsagerne fra Tudse Hage. Gennem årene har vi opsamlet en stor mængde oldsager af flint fra havbunden. Der er dog tale om en sammenblanding fra flere perioder af ældre stenalder, fra yngre Kongemosetid og op gennem hele Ertebølleperioden. Mange redskabstyper forekommer, blandt økserne dominerer de fladhuggede skiveøkser (f DO nr. 136, - der henvises her og i det følgende til Peter Vang Petersens typeinddeling i hans bog "Flint fra Danmarks oldtid"). Næsten lige så hyppigt optræder kerneøkser (flere typer; FDO 142, 144 og 145). Vi har fundet en rig variation af flækkeredskaber, hvoraf nogle er vist nedenfor., A. (FOO 50/51) B. (FOD 51) C. (FOD 46) O. (FOD 28) E. (FOD 32/33) F. (FOO 31) G. (FOO 31/32) 3 'f H. (FOD 35) J. (FDO 35) K. (FOD 59) L. (FOD 60) Trindøkse med hu1s1eben æg og påbegyndt skafthul. Stiklen, A, har ikke mindre end fire stikkelafslag. Flækkeskrabere som C er sjældent forekommende, mens flækker med skrå, lige eller konkave enderetoucheringer er ret hyppigt forekommende. Specialiserede knive med skafttunge som H og J findes i både kraftige og spinkle ekemplarer. Skiveskrabere samt skivebor som K er ikke talrige, mens kernebor og bor af afslag og smalle skivebor er mere almindelige. Trindøksen af grønsten til højre er usædvanlig på grund af modstående udboringer til skafthul. 3

7 Fund af organiske materialer på bopladsen. Som omtalt på side 2 har vi fundet en stor mængde genstande af ben, tak og træ. Over 90 % er marvspaltede knoglestykker. Men enkelte redskaber af ben er også dukket op (s. 2 og 8). Desuden tænder og kæbestykker fra de større jagtdyr som kronhjort, rådyr, vildsvin og gråsæl. Marvspaltet underkæbe fra kronhjort med alle seks kindtænder i behold. Forneden ses den åbnede nervekanal, som har været rig på fedtholdig marv. Hjortetakker i større og mindre stykker fra kronhjort og rådyr har vi fundet et antal på over 40, deriblandt adskillige redskaber. Se side 6, 7, 9 og 12. i Træ fra oldtidens oversvømmede bopladser kan bevares i havbunden i mange tusind år. Når bundlagene forstyrres enten ved gravning eller ved mere naturlige former for erosion, kan der komme træstammer, grene, træaffald, bådrester og redskaber frem; som det er konstateret flere steder i vore farvande i de senere år. Siden 1989 har vi observeret en stigende mængde store og små trægenstande på havbunden. Enkelte stykker må have været på bålet en gang, idet der endnu sås glinsende rester af sort trækul. Vi har været heldige at finde nogle få bearbejdede træstykker, som efter konservering på Nationalmuseet er kommet til Sorø Amts Museums afdeling i Korsør. Se nedenfor og side 5. o \,..l Padleåre, brudstykke. Skuldrene og det korte håndtag er regelmæssigt formede. Sidekanterne er knækkede, og bladets underste skrå kant er forkullet. Den viste side er dækket af gytjerester. Fra den ældre Ertebølletid, 5200 år f.kr. (C-14, kal.) 2 3

8 T 5,5 L o l --~ l--~~ l ~_ 4,0-+ _I 17, ~ _1 Økseskaft, str. 1 2 I, Vinkelformet skaft af hassel, som måske har været anvendt til retskæftning af skiveøkser. Fra den undersøiske boplads Tudse Hage ved Skælskør fjord. Fra ældre stenalders slutning, ca år f. Kr. (C-14, kalibreret) / 34,0 Skæftningsforslag skiveøkse indsat i skaftet og fastholdt ved hjælp af to pinde og en surring. Forsøg har vist at man får et meget anvendeligt redskab med denne konstruktion. s

9 EN KRONHJORTETAK SAMMENSAT AF MANGE BRUDSTYKKER, fra en undersøisk Ertebølleboplads ved Skælskør \J'- Til venstre ses trykstokke og forarbejde til en hjortetaksøkse. Til højre ses endesprosserne opspaltet i lange, smalle stykker. Riller og hugspor er markeret med fed streg. Ved bearbejdningen er anvendt både overhugning med - antagelig- økser af flint samt gennemskæring med stikler. Andre hjortetakker er delt ved knusning med sten. på bopladsen er fundet følgende redskabstyper af kronhjortetak Økseskaft - Hjortetaksøkse - Spidsvåben - Mejsel - Trinde pilespidser - trykstokke og flade emner til prene eller jagtspidser, både lige og krumme.

10 TUDSE HAGE../ 2 3 A. Trykstokke af kronhjortetak. B. Hjortetaksmejsel. Med spor af ti 1 hugning og slibning ved æggen. c. Forarbejde af hjortetak-skorpe. Evt. til en jagtspids, lyster el.lign. D. Basisstykke af en kronhjortetak med to afhugninger og lange stikkelspor efter udskæring af smalle stykker som er ovenfor

11 - 7 -~.~~ ;"'-= --~~ :.--.:-:~~ ~-:::: ~ e- _. -:: -... ::- c_--=---=--==~---~----~ ~ A. Flåkniv, lavet af en rørknogle. S tr. 2 3 Ledenden til venstre er slebet flad, så der dannes et godt håndtag. Knoglens ene, flade side er slebet bort, så kanten er tynd og glat. Forenden er tungeformet, jævnt afrundet. I ] TI D B. Spydspids eller forarbejde til jagtspids af et lige og næsten fladt stykke knogle. Bagenden til vens~re er be arbejdet ekstra tynd, antagelig af hensyn til skæftning. C. Pren, rege lmæss 19 udformet af et stykke knogle. Str. 2 3 Q O D. Pilespids af ben eller tak. Rund og helt lige og med en lidt flad bagende på grund af skæftningen E. Halvdelen af en overkæbe fra en gråaæl. Om sæljagt, se næste side.

12 '~ (., l :, :!.!l t Forarbejde til harpun af rådyrtak, som type C nedenfor. Længde 27 cm., spids og forreste modhage er færdiglavet. Den bageste modhage er ufærdig eller knækket. Skaftdelen modsat spidsen er ikke bearbejdet. Sædvanligvis er denne del lavet flad. 1 h " ~)~ 1\ 1\ \~\ ; \ A B Ertebølleperiodens sælharpuner. Forslag til inddeling i hovedtyper og til anbringelse i skaft. Efter Søren H. Andersen, KUML Type A og B er lavet af kronhjortetak, type C af rådyrtak. Forarbejder til alle tre typer er fundet på Tudse Hage~bopladsen. Harpun af type C lavet af en rådyrtak. l 9

13 Nye, spændende fund i sommeren Tilstedeværelsen af velbevarede genstande af organisk materiale i bopladslag under vandet giver naturligvis større muligheder for at gøre overraskende fund, end når man udelukkende samler oldsager af flint. Da vi for nogle år siden blev klar over hvor mange stykker knogle og tak, som kan drive ind til kysten fra de gamle bopladser i havet, begyndte vi snart at finde mere af den slags. Også på flere andre bopladser har vi nu fundet stykker af ben og tak, når vi søger langs kysterne. Og uden tvivl er vi gået forbi mange interessante ting tidligere, fordi vi ikke forventede at finde noget af den slags. Det gælder om at vide, at tingene kan være til stede og så have øjnene åbne for andet and sten. Egentlige redskaber af ben og tak finder vi ikke så tit på bopladsen uden for Skælskør fjord, det er mest marvspaltede knog1erester og desuden større og mindre stykker af hjortetak, som er affald efter redskabsfremstilling. Ved at undersøge disse ting kan man lære en del om arbejdsmetoderne. I de sidste fem år er der dog jævnligt dukket flere interessante og overraskende ting op, i betragtning af at der ikke er tale om udgravninger, men kun om overfladeopsamlinger. Har man en gang fundet et økseskaft fra ældre stenalder, føler man sig utrolig heldig, og så tror man ikke, det kan ske igen. Jeg vil derfor berette om nogle oplevelser fra sidste sommer. Den første feriedag i juli kørte vi til Skælskør for at nyde det smukke sted ved fjorden, se på de gamle bopladser og måske få et godt dyk. Det trak vel også noget, at jeg 14 dage før fandt en velbevaret spids af et kronhjortegevir på tre meters dybde ved den ældste af bopladserne. Det var lavvande og næsten uden vind, helt ideelt for rekognoscering langs kysten, og vandet var klart så bunden sås ret tydeligt på ned til 3-4 meters dybde. Det er vigtigt, når man dykker med snorkel og befinder sig i overfladen det meste af tiden. Det var gode forhold til undervandsfotografering, jeg fik først taget en del billeder af nogle karakteristiske områder på bunden, hvor man så noget af alt det træ som lå på bopladsen: Større grene stikker frem af bunden,og enkelte træstammer ligger som mørke skygger på havbunden. Det kan være rester af de træer, der voksede nær bopladsen, og som gik ud og sidenhen væltede på grund af det stigende pøj vande op gennem atlantisk tid. Man kan forestille sig,at kysterne dengang var stærk præget af disse døde og væltede træer. En del er vel sandet til og er dermed bevaret i havbunden ligesom mange af de gamle bopladser. Først langt senere kommer de så frem igen, hvis bunden forandres ved ændrede strømforhold og erosion, som det her er tilfældet. Udsat for lys og levende organismer vil de nedbrydes efter få år. Men spændende er det at se disse gamle levn fra fortiden. Ser man nærmere efter, er stammerne tæt gennemhullet overalt af boremuslinger, og overfladen er besat med brune trådalger. Under stammerne holder krabberne til, de har gode skjulesteder her, men stiller sig hurtigt i forsvarsposition, hvis man kommer for tæt på. Nogle steder på bunden ses af og til en tørve- ell~r 1eragtig gytje. Det er bopladsens affaldslag med et blandet indhold af organisk materiale. Foruden mange indlejrede træstykker og enkelte marvspaltede knogler Kan man måske være heldig at se flere fine detaljer, bl.a. fiskeknogler og hasselnøddeskaller. Desværre nedbrydes disse felter hurtigt, eller de dækkes igen af sand. Ofte er de forsvundet, næste gang man dykker på stedet. Andre steder af havbunden, især på lavt vand, hvor sandet er skyllet væk på grund af ålegræssets forsvinden i de senere år, er større stenflader blottet på bunden. Her kan gøres fund af oldsager og affald af flint og ben, men også disse flader er ved at ændre sig. Dels er ålegræsset ved at komme igen, men stenbankerne er også mange steder ved at blive dækket af' blåmuslinger, som tilsyneladende er ved at danne hele kolonier. /0

14 på vej ud mod dybere vand passerer jeg et område på 2 meters dybde, hvor jeg for fire år siden fandt økseskaftet af træ. Ved den lejlighed så jeg to felter på bunden med flere lange, lige træstager, et par af dem på over en meters længde. Disse felter har siden været forsvundet, måske er træsagerne blot hurtigt blevet dækket af sand igen. Snart kommer jeg hen over nogle enorme stenblokke, som når over en meter op over havbunden. De er dækket af en tæt bevoksning af små tangkløvere, og jeg stiller mig på en af stenene for at tage pejling og hvile benene et øjeblik, inden jeg svømmer videre ud mod stedet, jeg skal genfinde 600 meter fra land. Jeg ser nu igen et par lange, tynde træstammer, som jeg før har lokaliseret. Lige i nærheden fandt jeg for tre år siden et stort, forgrenet stykke af et kronhjortegevir med tydelige afhugningsspor. - Jeg koncentrerer mig om at se detaljerne på bunden under mig, og så får jeg pludselig øje på en mørk, buet stribe nær den ene træstamme, det ser interessant ud! Jeg tager nogle dybe indåndinger, benene strækkes op over vandet, så glider jeg ned gennem vandet. - Jo, den er god nok, overfladen på den grenformede genstand røber, at det er et stykke kronhjortetak, jeg har fundet. To spidser ses, en tredie kommer til syne, idet jeg tager stykket op fra sandbunden. Jeg kommer hurtigt op til overfladen, svømmebrillerne får jeg af i en fart, og jeg beundrer det 7000 år gamle trofæ, ligesom jægeren vel også dengang så på sit bytte, tilfreds med en god jagt! Lidt efter svømmer jeg ned igen og lægger hjortetakken ved siden af træstammen, for med undervandskameraet at tage et billede til at fastholde og forlænge oplevelsen med. Jeg anbringer fundet i en pose, som gøres forsvarligt fast ved bæltet og begynder derpå at svømme indad mod land. på vej ind mod kysten tager jeg en afstikker ind over en stenbanke på kun 3/4 meters dybde, hvor vi jævnligt har gjort gode fund af både flint og hjortetak, - og igen er heldet med mig. Jeg finder endnu et stykke hjortetak fra en kronhjort, helt brunplettet på den synlige side. Jeg løsner den forsigtigt fra de omgivende sten, og tager den op fra sandet og står nu med en over 1/2 meter lang sag i hænderne. Takkens sidegrene er hugget af, og den tynde ende er noget revnet og defekt. Men hovedparten er velbevaret, og i den tykke ende, 10 cm fra rosenkransen, er der lavet en velformet oval gennemboring. - Jeg er ikke i tvivl, det er igen et økseskaft, jeg står med og kun et par hundrede meter fra, hvor jeg fandt det første for fire år siden. Da jeg kommer ind på stranden efter en god times "dyk i fortiden", kan Bente også fremvise tre brudstykker af hjortetak, deriblandt en lidt defekt trykstok. Alle fundet på soppedybde ligesom nogle mere almindelige oldsager af flint. - En god start på ferien var vi enige om Sidst på sommeren var heldet igen med os: på en stenet strandvold fandt Bente tre af de viste benspidser mellem ilanddrevet tang, den fjerde fandt hun drivende på sandbunden en snes meter fra kysten ikke langt fra de øvrige. Til højre : To runde benpile med kort, skrå skafttunge. Yderst til højre : To flade prene eller bennåle med afbrudt øje for neden. {f

15 ØKSESKAFT af hjortetak 'i I "/ 'Y - plan flade 1,5 x 5 cm. '. ( 'l! l - - skrå gennemboring med ovalt tværsnit - I 2 x 4 cm. IIif I i111 I ~ I:",", \! I I' I I I ) I '-- "'~ c',, ) Fra undervandsbopladsen Tudse Hage ved Skælskør. Skaftets længde : 57 cm. Oprindeligt lidt længere, da den nederste ende er noget defekt. 1 2 /2

16 JÆGEREN OG HANS HUND. Fund af knogler fra menneske og hund fra undervandsbopladsen TUDSE HAGE ved Skælskør Fjord. Et brudstykke af en underkæbe med en visdomstand fra et menneske. 7 cm langt, fra højre side. Et stykke af underkæben fra en hund. 5 cm langt, fra venstre side. Menneskekæbe-stykket med tanden er ret velbevaret.- på tanden ses både tandsten og kraftigt slid. Tomme huller i kæben ses efter de næste fire kindtænder, som derfor må være faldet ud efter døden. Flere detaljer tyder på, at der er tale om en person på over 40 år. Spørgsmål om fundene samt oplysninger om nye og gamle fund fra Skælskør-egnen modtages meget gerne af SKÆLSKØR BYMUSEUM og af: Per Lotz, tlf Mosestedet 79, 3500 Værløse. /3