KATOLICISME, PROTESTANTISME OG MARIOLOGI <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<-

Transkript

1 KATOLICISME, PROTESTANTISME OG MARIOLOGI <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<- Så lang tid Danmark har eksisteret, har vi været et kristent samfund. Der var ganske vist en periode, hvor kristendommen kæmpede med den gamle asetro om vikingernes gunst, men efter at Harald Blåtand rejste Jellingestenen omkring år 965, har Danmark været kristent. Den kristne periode har altså varet i mere end tusind år. Den første del af denne periode var vi katolikker, nemlig indtil 1536, hvor Christian 3. gennemførte sit statskup, fyrede de katolske biskopper og indsatte sine egne ledere af den kristne kirke. Siden da har Danmark været protestantisk. I den senere danske historieskrivning har man mange gange forsøgt at beskrive årsagerne til bruddet mellem den danske kongemagt og den romerske kirke, men en af de vigtigste årsager var nok inspirationen fra det nordlige Tyskland, hvor Martin Luthers tilhængere var dominerende. Danske præster og teologer studerede ved seminarierne i de lutherske områder og lutherske prædikanter kom til Danmark og prædikede i kirkerne. I den protestantiske historieskrivning, som den er blevet bedrevet efter Reformationen, er der nogle helt konkrete spørgsmål, som man næsten altid angiver som årsag til bruddet med pavekirken. Det handler om, at danskerne ikke ville være underlagt paven, at man ikke troede på afladslæren, at man ikke troede på værdien af gode gerninger og at man hellere ville leve efter de retningslinjer, som bibelen angiveligt skulle foreskrive for det kristne liv. Men reformationen var en konflikt, så der var også en anden side - den katolske - og der er ikke mange danskere, som ved, hvad katolikkerne mente om det store skisma og hvordan de reagerede på dette. Den reformatoriske proces forløb over en periode på mere end hundrede år, så der skete naturligvis en udvikling. Det startede i 1500-tallet med teologiske stridigheder om bibelen og afladslæren og fortsatte frem til Tredveårskrigen, som afsluttedes i 1643 med den Westphalske Fred. Her fandt man en foreløbig løsning, som gjorde at Tyskland blev opdelt i en række mindre fyrstendømmer med hver sin religion, men dermed var striden ikke færdig. Den fortsatte i mere fredelig form bl.a. i den kulturkamp, som det katolske Tridentinerkoncil ( ) havde indledt med dets opfordring til alle verdens kunstnere, arkitekter og andre skabende mennesker, om at udtrykke sig i den såkaldt barokke stil. Den følgende gennemgang af forskelle mellem katolicisme og lutheranisme er naturligvis forenklet, som det må være, når en filosofisk og kulturel strid, som har løbet i mere end 500 år, skal koges ned til nogle få sider. Og mit formål med at se på disse forskelle, er ikke kun at se på modsætninger, men også at se på det, som de to religioner har til fælles, og det gælder for kærligheden til Jomfru Maria og den mariologiske spiritualitet.

2 Mariologien er ikke en selvstændig religion, men en del af alle de store religioner, både de kristne religioner og islam, og derfor er den interessant at studere. Fordi den kan lægge en dæmper på de konfessionelle stridigheder og åbne op for et fællesskab mellem alle, som tager deres religion alvorligt. For selv om Luther gjorde op med flere af pavekirkens læresætninger, så forkastede han aldrig mariologien. Tværtimod lagde han ikke skjul på, at han elskede Jomfru Maria, og at alle kristne burde følge ham i dette. ** Katolicisme og protestantisme De væsentlige forskelle mellem den katolske og den luthersk-protestantiske tro, som reformationen drejede sig om, er de følgende: 1. Peters-embedet Katolikkerne mente, at den kristne kirke skulle stå samlet, og at man derfor måtte afholde fælles konciler og have en fælles leder, nemlig paven. Protestanterne mente, at man lige så godt kunne udvikle sin egen tro og teologi ud fra det, man kunne læse i bibelen, så derfor var der - efter deres mening - ikke brug for en fælles pave. 2. Den frie vilje Luther mente, at mennesket har en "trælbundet vilje", og at vi derfor ikke er i stand til at gøre gode gerninger. Som følge af dette kunne man ikke gøre sig fortjent til nogen ære set med Guds øjne, og den eneste måde, man kunne blive frelst på, var derfor ved "troen alene" på Guds nåde. Katolikkerne mente omvendt, at mennesket havde en fri vilje, og at ikke alle gerninger var onde. Derfor var mennesket ikke 100 % syndigt, og der var muligheder for at komme i Himmelen, også selv om Gud - i modsætning til hvad Luther troede - rent faktisk lægger vægt på menneskets handlinger. Disse handlinger er som regel en blanding af godt og ondt, så ingen vil blive udelukket fra Himmelen, når først de har overstået den midlertidige straf i Skærsilden. 3. De to regimenter Luther mente, at universet var opdelt i to regimenter. Det ene var Guds regimente, hvor det var Guds lov som gjaldt, og det andet var det jordiske regimente, hvor det var menneskets love, som var gældende. Da mennesket iflg. Luther altid var ondt, var det nødvendigt for de regerende konger og fyrster at anvende grove midler for at styre og kontrollere deres underordnede. Om bønderne sagde Luther derfor: "Slå dem ned som - 2 -

3 hunde!" og jøderne mente han skulle hænges og deres synsagoger brændes ned. Katolicisme var naturligvis ulovligt i de lutherske områder (incl. Danmark). Katolikkerne mente ikke, at verden var opdelt i to regimenter, men at Guds rige også eksisterede i den verden, vi befandt os i her og nu. Der var - efter katolikkernes opfattelse - meget godt og megen skønhed i den eksisterende verden, og mennesker er ikke onde, men lader sig lede af den naturlige etik. Med dette udtryk henviste man til den basale form for etik, som gælder i alle kulturer uafhængig af hvilken religion de bekender sig til. Denne etik kom - efter katolikkernes mening - fra Gud og blev åbenbaret i hvert menneskes egen forstand gennem dets samvittighed. Mennesket er derfor godt, ikke ondt, og derfor mente katolikkerne at samfundet skulle indrettes således, at magten - så vidt muligt - blev flyttet nedad sådan at borgerne var selvbestemmende. Man ønskede derfor ikke, at fyrster og konger skulle have for megen magt, for denne magt ville de, efter kirkens mening, misbruge. Mennesker skal derimod organisere sig i familier, i grupper og i fællesskaber, hvor magten er så tæt på det enkelte menneske, som det er muligt. 4. Livet efter døden Efter katolikkernes opfattelse består mennesket af en krop og en sjæl, som lever sammen, indtil mennesket dør. Derefter skilles de ad, kroppen forgår og sjælen går til Himmelen, hvor den - før eller siden - står overfor Gud og hans dom, som fører til enten Himmelen eller Helvede. Det afgørende i denne tro - set i forhold til Luthers lære - er at kroppen og sjælen skilles fra hinanden ved døden. Luther mente nemlig, at kroppen og sjælen fortsat holdt sammen, også efter døden, og at sjælene derfor blev gendannet og steg til himmels, når Jesus på et tidspunkt kom tilbage til denne verden. Dette var som bekendt ikke sket på reformationens tid, og det er heller ikke sket endnu, så hvis man skal holde sig til Luthers lære, er der endnu ingen sjæle i Himmelen, som følgelig er tom. Konsekvensen af dette er, at ingen - end ikke Jomfru Maria - kan være i Himmelen på nuværende tidspunkt, og det giver derfor ikke nogen mening at bede til eller for de døde. De eksisterer nemlig ikke mere. Deres kroppe er brændt (ved kremering) eller opløst (ved begravelse), og deres sjæle er derfor ikke-eksisterende. Udsigterne til, at Jesus kommer igen og at de døde ved samme lejlighed genopstår - som Trosbekendelsen siger - er lange. På Jesu tid troede man, at det drejede sig om ganske få år, men i dag - to tusinde år senere - erkender de fleste, at ventetiden bliver en hel del længere. Måske evig. 5. Kunsten De lutherske idealer udspringer af det lutherske menneskesyn, som siger, at mennesket ikke har en fri vilje, og at alt, hvad vi gør, er ondt. Alt på jorden er ondt, og alt i - 3 -

4 Himmelen er godt. Verden er derfor sort og hvid, og det robotagtige menneske med den trælbundne vilje kan kun gå lige ud. Dette symboliseres ved den rette linje. Som reaktion på dette menneskebillede udviklede man i Sydeuropa den barokke kunst, hvis formål det var at vise mennesket på en anden måde. Katolikkerne respekterede ikke det lutherske forbud mod at afbilde mennesker, og man gik tilmed til yderligheder i den anden retning. Man lavede malerier, hvor der var så mange mennesker som muligt på meget lidt plads, og man valgte alle andre farver end netop stort og hvid. Det handlede om at fremhæve de runde og krumme figurer, og det handlede om at vise, at livet havde mange farver, for mennesket er ikke kun godt eller ondt. Det er begge dele. Forskellen mellem luthersk og katolsk kunst er altså både motiverne, formerne og farverne. Lutheranismen dyrker det mennesketomme lærred, den lige linje og det sorte og hvide. Den katolske kunst dyrker mennesket, de mange farver og de krumme linjer. Der er derfor tydelig forskel mellem "skandinavisk design" og italiensk kunst. De to former for æstetik har som formål at reklamere for hver sit menneskesyn. I den katolske og barokke kunst kan man godt lide mennesker og man opfatter dem som værende kreative og fejlbarlige. I lutheranismen er de intet andet end robotter og dæmoner. 6. Bibelen Katolikkerne og protestanterne har begge en bibel, men det er ikke den samme. Det nye testamente er ens, men ikke det gamle testamente, for Luther fjernede mere end tyve tekster den eksisterende katolske bibel (Vulgata), som kirken havde brugt siden 400- tallet. De skrifter, som Luther fjernede, var dem, som stred mod hans lære om trosfrelse, den trælbundne vilje, det onde menneske og læren om skærsilden. Luthers mening var, at man ikke behøvede kirkens vejledning, for man kunne selv finde alle sandhederne i bibelen. Ikke desto mindre var han bange for at hans tilhængere skulle læse noget, som stred mod hans lære, og derfor skar han de mange tekster ud af sin bibel. Senere blev disse skrifter udgivet under betegnelsen "Apokryfe Skrifter" med en påtegning af Luther selv om, at de var "ukanoniske". Katolikker har aldrig ment, at bibelen var ufejlbarlig, eller at den fra ord til andet var inspireret af Gud. Verbalinspiration kalder man den protestantiske lære, som i dag især dyrkes af Pinsemissionen og andre fundamentalistiske trosretninger. Men bibelen er ikke ufejlbarlig og den kan ikke uden videre anvendes som moralsk retningslinje. I det gamle testamente anbefales talrige gange folkemord på jødernes fjender og i det nye testamente befaler Jesus, at alle som ikke vil have ham som herre skal slås ihjel (Luk. 19/27)! Nej, bibelen er ikke ufejlbarlig, og derfor gør katolikkerne - efter deres egen mening - klogt i at vejlede de troende i, hvordan denne bog skal læses. Tror man ukritisk på alt, hvad der står i den, så kan den tolkes meget forkert. Den protestantiske lære om "sola - 4 -

5 scriptura" (bibelen alene) er derfor ikke en god ide, hvilket tydeligt ses af det faktum, at protestanterne heller ikke selv anvender den. De vejleder de troende i, hvordan bibelen skal læses, præcis som katolikkerne også gør det. ** Mariologi Efter at have gennemgået et par af de vigtige forskelle mellem de to kristne trosretninger, er det relevant at bringe mariologien på bane. For mariologien er fælles for de kristne religioner, og når man holder sig til den, afgrænser man sig altså ikke fra hverken den ene eller den anden side i det konfessionelle spektrum. Mariologien kan ses, som en sammenfatning af de store sandheder, som den kristne religion indeholder, men samtidig som en afvisning af den ligegyldige teologiske polemik. Det handler om at finde den universelle kerne af sandhed, som findes i alle religioner og som også findes i de kristne trosretninger, og kærligheden til Jomfru Maria finder man - som nævnt - både i protestantismen, katolicismen og i den islamiske religion. Mange tror, at mariologien er noget særlig katolsk, men det er forkert. Luther elskede Jomfru Maria og hyldede hende igen og igen. Og Sura 19 i Koranen handler udelukkende om Jomfru Maria, som ses som idealet for den islamiske kvinde og en tilsvarende kvindefigur, Laksmir, kan findes i hinduismens hellige skrifter. Så katolikkerne er ikke ene om at elske den universelle moderfigur, Jomfru Maria, det gør det store flertal af verdens befolkning, uanset hvilken religion de tilhører. Det. som gør, at mariologien hæver sig over de konfessionelle religioner er, at den bygger på en universel ikon, nemlig den perfekte, ydmyge og kærlige kvinde, som overalt i verden ses som idealet for kvinder - og mennesker - i almindelighed. Allerede for år siden, da man et sted i Mellemeuropa producerede den lille kalkstensfigur, som i dag kaldes for Venus af Willendorf (Wiens Naturhistoriske Museum), var man af den opfattelse, at kvinden og moderen var det mest værdifulde ideal, som en civilisation kan bygge på. Denne før-kristne Mariafigur har sandsynligvis engang symboliseret alle de samme gode egenskaber vi i dag tillægger den hellige Guds Moder. Det handler om kærlighed, for mariologien er en spiritualitet, som dyrker kærligheden. Men til forskel fra de kristne religioner og sekter (protestantiske, katolicisme og ortodoksi), så hævder mariologien ikke, at den er den eneste vej til Guds frelse. Mariologien er tolerant, og den åbner op for billedet af den universelle Gud, som ønsker at alle mennesker bliver frelst og kommer i Himmelen, uanset hvilken tro de tilhører. Lige som en moders kærlighed ikke er afhængig af, hvilken religiøs konfession hendes børn vælger, så er mariologiens opfattelse af den kærlige Gud heller ikke den, at hans kærlighed er begrænset til dem, som tror på en bestemt bog, en bestemt trosbekendelse - 5 -

6 eller en bestemt teologisk metafysik. Menneskets viden er meget begrænset, ikke mindst når det drejer sig om det, som hverken kan måles eller vejes, så vores billede af Gud vil altid være meget begrænset. Gud ses - i kunsten - som en gammel mand, og paradis ses som et smukt bjerglandskab. Men den spirituelle virkelighed er sandsynligvis helt anderledes end den, som vi lever i, og vores billeder af paradis er ikke andet end fantasier. Hvis Gud overhovedet eksisterer, og hvis han elsker sine børn (= menneskene), så kan vi alle blive lykkelige, og vi kan alle blive frelst. Gud er ikke racist, og han har ingen fordomme, så troen på at man skal være døbt for at komme i Guds rige, eller at man skal tro på en bestemt profet, en bestemt trosbekendelse eller en bestemt bog, er forkert. De monoteistiske religioner har misforstået Guds vilje, og de undervurderer hans kraft. Gud kan frelse alle, hvis han vil. Mariologien er hverken racistisk eller sekterisk. Den har som sit udgangspunkt, at hvert enkelt menneske kan have kontakt til Gud, også uden at skulle gå gennem præster, paver eller kirkelige dignitarer. Der er intet galt i at søgte hjælp og inspiration hos de professionelle religionsudøvere, men det er en fejl at tro, at vejen til Gud og den spirituelle virkelighed går hurtigere, når disse mennesker bruges som mellemled. Det gør den ikke. Men de kan bruges som samtalepartnere og til inspiration, det er de ofte gode til. Det centrale punkt i al ægte spiritualitet er det enkelte menneskes personlige overbevisning og praksis. Sandheden i ultimativ betydning vil ingen kunne finde, men det forhindrer os ikke i at søge og at komme nærmere. Og her spiller mariologien en vigtig rolle, for her er en model og nogle idealer, som alle kan tage til sig. Mariologien kan give os vejledning, og den lærer os noget vigtigt om, hvad vi skal bruge vores liv til uanset om vi tilhører den ene eller anden konfession. På den måde er mariologien en frihedslære, som mennesker kan bruge eller lade ligge. Maria - som vi kender hende fra bibelen - trængte sig aldrig på. Hun havde som sit personlige kald at føde og at opdrage verdens frelser. Hun stillede sin visdom og sin kærlighed til disposition, men hun påtvang hverken Jesus, Josef eller andre noget som helst. Sådan er Maria også i dag, hvor hun befinder sig i Himmelen, og hvor vi kan kommunikere med hende gennem bøn og meditation. Der er masser af opgaver, som vi kan løse, hver for sig. Alle har et kald og her er Maria en vidunderlig inspiration for de fleste af de opgaver, som et menneske - gennem sin egen samvittighed - får at vide, at det skal løse, har noget med viden, vilje, etik eller spiritualitet at gøre. Det vigtige er, at det mariologiske kald ikke står i modsætning til vores personlige lykke. Tværtimod er kald og livsglæde to sider af den samme sag. Hvad vi får ud af livet, er helt op til os selv. Det handler om at finde de opgaver, som man vil bruge sin tid på at løse, - 6 -

7 og det handler om at være villig til at yde ofre. Dette gjaldt for Maria og hendes Søn, og det gælder også for alle os andre. Dette er kernen i mariologien og i alle de store religioner. <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<< Jakob Munk 2/4-13//1.0k - 7 -