111 års spændende og skiftende elektrisk produktion på maskinfabrik i Nørre Aaby

Transkript

1 111 års spændende og skiftende elektrisk produktion på maskinfabrik i Nørre Aaby Af Jytte Thorndahl I efteråret 2002 blev Elmuseet kontaktet af ingeniør Bent Bundgaard, Nørre Aaby, fordi man skulle tømme de tidligere fabrikshaller i Nørre Aaby, hvor firmaet Rasmus Andersen & Sønner havde holdt til i mere end 100 år. Firmaet, der senest har været kendt under navnet Ingeniørfirmaet Grand havde solgt sin produktion af elhegn til Kohsel Elektronik A/S, og dermed var en lang epoke slut for et spændende firma, der havde en særlig tilknytning til elsektoren. Museet hjemtog forskellige af fabrikkens produkter til museets samlinger. Her følger en opsummerering af firmaets aktiviteter gennem 111 år. Træskomagerens søn blev fabrikant Fabrikant Rasmus Andersen blev født i 1867 i Roerslev sogn på Vestfyn, hvor hans far var træskomager. Træskomageren havde i alt 6 sønner, som alle tilbragte en del af deres barndomstid i en smedje, der hørte til gården, hvor familien boede til leje. Alle seks sønner blev smede. Rasmus blev knivsmed som sin ældre bror, Peter. Efter et par års rejse i Tyskland, hvor Rasmus bl.a. arbejdede som instrumentsliber i Hamburg, vendte han hjem og startede i 1891 sit eget lille smedeværksted i Nørre Aaby. Han fremstillede knive, økser, høstleer og andet skærende værktøj. Allerede året efter åbnede han sammen med sin bror Wilhelm en cykelfabrik Dansk Cykelværk Grand A/S i Nørre Aaby. Rasmus Andersen havde i Tyskland set de første mindre cykler med skråstang og gummihjul (bicycletter), og det inspirerede ham til at gå i gang. Fabrikken voksede hurtigt, blev udvidet og producerede i 1909 ca cykler om året. Ved starten af 1. Verdenskrig beskæftigede fabrikken ca. 300 mand. Det gik så godt med cykelfabrikationen, at de to brødre oprettede filialer i Middelfart, Bogense og Nakskov, særlige udsalg i Holstebro og Ejby, og en filialfabrik i Børkop, der Reklame fra firmaet Rasmus Andersen & Sønner, Dengang producerede firmaet akkumulatorer, radioer og elhegn. Samtidig udførte man installations- og montagearbejde for forskellige elværker. (Elmuseets arkiv) ELMUSEET ÅRSSKRIFT

2 blev ledet af en anden bror. I forbindelse med cykelfabrikken blev der foruden maskinværksted også indrettet lakerier og forniklingsanstalt. Man fabrikerede selv både fælge, skærme, styr og en række andet udstyr til cykler. I 1928 blev cykelfabrikken udskilt som et særligt selskab, hvor Rasmus Andersen var formand i bestyrelsen til han døde i En egentlig produktion af cykler, væltepetere, i Danmark var startet i 1880erne, og fortsatte i 1890 erne med produktionen af de lave bicycletter. Flere cykelfabrikanter i Danmark startede op i den periode bl.a. Thomas B. Thrige i Odense og Rasmus Andersen i Nørre Åby. Allerede omkring 1900 var den udenlandske produktion af cykler dog blevet så omfattende, at det var billigere at importere cykler eller dele til cykler, som blev samlet i Danmark og fik et dansk navn. Rasmus Andersens cykelfabrik var et af de få steder, der også satsede på en produktion af dele til cykler. Navnet Grand blev introduceret i 1892 sammen med cykelfabrikken og blev fremover det navn, der fulgte alle andre af firmaets produkter Det er kendetegnede for Rasmus Andersens firma, at man kastede sig over fabrikation af et bredt udvalg af det 20 århundredes nye teknologi: cykler, hele elværker, tavleanlæg, ledningsanlæg, transformerstationer, akkumulatorbatterier, ilt, radioer, elhegn, neonreklame og oliefyr. Ingeniørforretning: Planlægning og montage af elværker, luftledninger, elværksdrift og installatørforretning, Odense havde fået eget elværk i 1891 og den nye teknologi bredte sig hastigt til andre provinsbyer og købstæder. Fabrikken i Nørre Åby fulgte med. Fabrikken blev i 1898 forsynet med elektricitet fra eget værk. Ud over cykelværkstedet havde Rasmus Andersen i 1893 oprettet en lille butik, hvorfra han startede salg af symaskiner, og salget gik godt. Sideløbende forhandlede virksomheden støbegods og landbrugsmaskiner. Fra århundredskiftet begyndte firmaet at beskæftige sig med elektroteknik og montage af elektricitetsværker. I 1905 ansatte man en nordmand, Axel Meyer, som ledende ingeniør for den elektriske afdeling og en nevø til Rasmus Andersen, Albrecht Andersen, blev ansat som tilsynsførende overmontør. Samme år opførte firmaet i Nørre Aaby et elektricitetsværk, der skulle forsyne stationsbyen med el. I de næste 5 år stod firmaet for opførelsen af 25 små elektricitetsværker, og senere fulgte mange flere både i Jylland, på Fyn, Lolland, Falster og Sjælland. Under 1. Verdenskrig blev flere danske elværker udvidet, flere forbrugere blev sluttet til, nye master og ledninger opsat. Rasmus Andersens firma udførte udvidelser på så godt som alle de værker, de oprindeligt havde opført. Der var tale om små jævnstrømsværker Én af firmaets første radioer, kaldet R.A.4 Radiobord. Reklame fra (Elmuseets arkiv) forsynet med dieselmotor eller sugegasmotor, dynamoer, tavleanlæg, akkumulatorbatteri m.m. Da man i 1941 fejrede 50 års jubilæum, havde firmaet Rasmus Andersen og Sønner udført el-arbejde på mere end 160 danske elværker. Firmaet arbejdede dog ikke kun med jævnstrømsværker. Fra 1914 udførte man også en række store anlæg som transformerstationer og højspændingsnet for forskellige højspændingscentraler. Man arbejdede bl.a. for ARKE (Aarhus-Randers-Kaløvigegnens Elektricitetsforsyning), VOH (Vestbirk Oplands Højspændingsanlæg), Sydvestjyllands Elektricitetsforsyning, Sønderjyllands Vestkyst, Hjørring og Himmerlands Elforsyning, Grenå Opland, Silkeborg Opland, Nakskov og Falster Højspændingsanlæg, Thyrstrup Herred, Odense kommunale Elektricitetsværk, Kolding Oplands Højspændingsanlæg. Den ledende ingeniør Axel Meyer søgte i 1919 ud af firmaet sammen med Rasmus Andersens nevø og en ingeniør. Tilsammen startede de tre firmaet Axel Meyer & Co. i Odense. I 1924 blev sønnen, A. E. Andersen, i stedet ansat hos sin far som leder af den elektriske afdeling. Rasmus Andersens firma opførte ikke bare elværker, det stod også for driften af flere vestfynske elværker. Nogle elværker ejede firmaet selv, andre havde man overtaget i forpagtning, hvor man så stod for den daglige drift og salg af el til kunderne. Brenderup Elværk I/S havde Rasmus Andersen opført i 1912 og aftalt, at 44 ELMUSEET ÅRSSKRIFT 2002

3 han drev det for egen regning i 20 år med salg af el til forbrugerne for 35 øre pr. kwh for lys og 25 øre for kraft. Efter 7 år købte forbrugerne i 1919 selv elværket og drev det videre som et andelsselskab indtil 1961, hvor det blev besluttet at gå over til vekselstrøm og man sluttede sig til Effla, der bl.a. købte strøm fra Fynsværket. Brenderup elværk startede som et interessentselskab i 1912, men skiftede ejerform undervejs. Flere andre små elværker på Vestfyn var privatejede bl.a. Aarup, Ebberup, Røjle Staurby, Røjlegaard, Roerslev Blanke, Baaring Asperup og Verninge.I 1920 erne og 30 erne blev de alle drevet af Rasmus Andersen i forpagtning. Efter 2. Verdenskrig drev firmaet kun værket i Nørre Aaby, samt Røjlegård og Udby-Roulund. Ejby og Tommerup elværker var ligeledes opført af Rasmus Andersen men var aktieselskaber, som i 1924 sluttede sig sammen med et par andre små værker i Nordvestfynske Elektricitetsværker A/S. Initiativet til denne sammenslutning kom oprindeligt i 1918 fra Rasmus Andersen, som havde den tanke, at man senere skulle opføre en højspændingscentral på Vestfyn med henblik på at forsyne områdets værker med vekselstrøm. Højspændingscentralen skulle drives af Rasmus Andersen, men den blev aldrig en realitet. Men overvejelserne var fremsynede og fulgte den udvikling, der var i gang andre stedet i Danmark, hvor man oprettede højspændingscentraler og -værker. I 1927 opførte firmaet Vestfynlinien, en 10 kv-linie, der fungerede som forbindelseslinie mellem Odense og den planlagte central. Linien står endnu, selv om værket aldrig blev bygget. Elværket inkl. ledningsnettet i og omkring Nørre Aaby forblev i familien Rasmus Andersens eje indtil 1979, hvor familien solgte det til Nørre Aaby kommune. Det må have været det sidste privatejede elværk i Danmark, der sørgede for detail-forsyning i en kommune. Siden blev den tekniske ledelse og administration overladt til Effla, som Nørre Aaby elværk allerede fra 1954 havde været andelshaver i. Efter en overgangsperiode blev ledningsnettet også overtaget af Effla. 1. januar 1999 gik Vestfyns Elforsyning (elforsyning af Assens by og opland) og Effla sammen i Energi Fyn, som i dag står for forsyningen i området. Samtidig med opførelsen af elværker og ledningsnet drev Rs. Andersen og sønner også ganske almindelig installationsforretning for el og varme. Firmaet havde en stor forretning på hovedgaden i Nørre Aaby, hvor egnens befolkning kunne bestille forbedringer og vedligeholdelse af elinstallationer, bestille centralvarmeanlæg og købe elektriske artikler som lamper, strygejern, kogeplader, varmelamper, støvsugere, pærer, sikringer, elhegn m.m. Forretningen var startet i 1893 med udsalg af symaskiner. Maskinfabrik: Kuglelejer, pladekedler, oliefyr og kyllingemødre, Rasmus Andersens firma var som nævnt startet som en smedje, hvor man fabrikerede skærende redskaber: høstleer, knive m.m. Denne produktion fortsatte samtidig med at man startede andre produktioner op. Skarptslebne Grand høstleer kunne bestilles af forretninger i hele Danmark i flere år efter 2. Verdenskrig. Fabrikken forhandlede også støbegods og enkelte landbrugsmaskiner, som f. eks. kværne. På maskinfabrikken fremstillede man også et særligt dobbelt kugleleje, som Rasmus Andersen selv havde patenteret. Grand kuglelejerne blev brugt ved opbygning af akseltransmissioner i tærskeværker, kværne og andre landbrugsmaskiner. De betød at man opnåede en stabil og jævn gang ved transmissionen og kraftforbruget blev nedsat. Produktionen blev dog udkonkurreret, da S.K.F. kuglelejerne kom frem, og omkring 2. Verdenskrig var produktionen af kuglelejer næsten ophørt. Til gengæld fabrikerede man fra 1947 også mindre drejebænke i støbejern, dels med henblik på salg og dels med henblik på brug i firmaets egne fabrikker. Reklame for Grand Kyllingemor, (Elmuseets arkiv) Firmaets maskinfabrik tog sig selv af at tegne og fremstille beslag til ledningsanlæg og jernmaster til en del af anlæggene. Desuden kunne man reparere og efterse motorer og dynamoer. Fabrikken indeholdt både tegne- ELMUSEET ÅRSSKRIFT

4 Reklame for Grand Elektro-Hegn, (Elmuseets arkiv) stue, ingeniørkontor til beregninger, fabrikation af materiel, driftskontor og vedligeholdelsesværksted for elværksdrift, montage fra installationsforretningen, reklameafdeling og bogholderi til at styre alle aktiviteterne. Rasmus Andersen og Sønner havde også produktion af jernvarer til opvarmning. I midten af 1930 erne startede man en produktion af stålpladekedler kaldet Grand Staalplade Kedler, der blev solgt både på Fyn og i Jylland. Omtrent samtidig startede man også en produktion af centralvarmeanlæg baseret på opvarmning i et jernkomfur, hvor der både kunne laves mad og varmes vand til radiatorer. Grand centralvarmekomfur var både effektivt og besparende, der kunne fyres med både cinders, kul, briketter, tørv og brænde og med et lille greb på overfladen af komfuret kunne man stille om fra opvarmning til bagning. (Desuden var der en løftbar rist og en askeskuffe, hvor asken og uforbrændt brændsel kunne hentes ud, i modsætning til de traditionelle brændekomfurer). Komfuret var med sort leret forplade og endeplade, men kunne også leveres i andre farver. Opvarmningsformen med centralkomfur var populær på landbrugsejendomme i 1930 erne og 40 erne, dels kunne man spare brændsel og dels kunne man slippe for at slæbe brænde og aske til og fra i kaminer i dagligstue og eventuelt soveværelse. Hvor mange stålpladekedler og centralvarmekomfurer fabrikken har produceret i alt vides ikke, men fabrikken blev i en lang årrække efter 2. Verdenskrig ved med at beskæftige sig med centralvarmeanlæg. I 1954 startede man en produktion af oliefyr på fabrikken i Nørre Aaby. Grand Oliefyr kunne fås til både jævnstrøm og vekselstrøm. Jævnstrømsfyrene var noget dyrere og kostede omkring 400,- kr. mere end vekselstrømsudgaven. De første typer fik betegnelserne G.O. 5, G.O.10 og G.O.20 afhængig af, hvor meget olie de kunne brænde pr. time. Der var tale om helautomatiske oliefyr, hvor man som forbruger kunne nøjes med at sørge for at få olie i sin tank og så ellers klare driften med et tryk på en knap. Oliefyrene blev produceret til midt i 1960 erne, og var med til at holde antallet af ansatte oppe på fabrikken i Nørre Aaby. I 1962 blev der produceret 530 oliefyr på et år. I november 1960 var antallet af ansatte i firmaet oppe på 125 personer. I 1940 var der 54 ansatte. Firmaet har også produceret elektriske kyllingemødre. Grand selvregulerende kyllingemoder var forsynet med termostat, så man netop kunne holde den temperatur man ønskede. En model 125*125 cm med 600 watt og plads til 500 kyllinger kunne i 1948 købes til 198,- kr. Produktionen af kyllingemødre fortsatte op gennem 1950 erne. 46 ELMUSEET ÅRSSKRIFT 2002

5 Akkumulatorfabrik og Nørre Aaby Iltfabrik A/S, En vigtig brik i materiellet på et dansk jævnstrømsværk var langt op i 1950 erne akkumulatorbatteriet, hvor man kunne gemme strømmen til evt. senere brug samt regulere spændingen på elværket, så den altid forlod værket med den fastsatte spænding på 220 volt. Da firmaet Rasmus Andersen og Sønner allerede beskæftigede sig med drift af elværker, lå det lige for at starte en produktion af plader til akkumulatorbatterier. Man kunne spare på egen elværksdrift ved selv at fremstille akkumulatorerne og sikre endnu en udvidelse af firmaets aktiviteter. Man begyndte en prøveproduktion i 1918 og gennemprøvede gennem en årrække batterierne på egne elværker. Da det viste sig, at Grand batterierne var ligeså holdbare og egnede som andre produkter, tog man fat på en større produktion med henblik på salg til andre elværker, desuden fremstillede man små 4 volts transportable akkumulatorer til radioapparater. Fra slutningen af 1920 erne og frem til 1960 erne fremstillede man akkumulatorer til stationære batterier og solgte dem fra fabrikken i Nørre Aaby. Man fremstillede selve pladerne til akkumulatorerne på fabrikken, monterede dem og opstillede dem på de værker, der havde bestilt dem. Produktionen toppede i 1939 da man producerede blyplader til batterier. Under 2. Verdenskrig faldt produktionen for igen at stige omkring 1950, og i starten af 50 erne begyndte man at fremstille mindre akkumulatorbatterier til biler. Akkumulatorproduktionen er stoppet omkring 1960, da de fleste jævnstrømsværket var blevet nedlagt og man ikke længere havde brug for de store stationære akkumulatorbatterier på landets elværker. De vanskelige forhold efter 1. Verdenskrig satte gang i nye initiativer som f. eks. akkumulatorfabrikationen, men firmaet iværksatte også andre nye tiltag. I 1922 rejste fabrikant Rasmus Andersen til Tyskland for at købe et komplet iltanlæg. Tyske specialister drog til Nørre Aaby for at opstille fabrikken. Fabrikken kom hurtigt i gang og blev udvidet flere gange. Senere blev fabrikken omdannet til et selvstændigt aktieselskab, der blev drevet af en søn, J. A. Andersen. Fabrikken fik navnet Nørre Aaby Iltfabrik A/S. Fabrik for radioer og neonreklamer. Grand Radio og Grand Lysreklame, Allerede i 1905 sendte man de første prøveudsendelser ud i æteren fra Lyngby Radio med en Poulsen-radiosender. Der blev ikke sendt regelmæssigt men de få, der byggede radiomodtagere, kunne ind imellem modtage radiosignaler fra udlandet. Udviklingen af radioen var lige ved at komme i gang, da 1. Verdenskrig satte en stopper for det hele. Radioen blev et militært anliggende, privatpersoner der opsatte antenner under krigen fra 1914 til1918, fik en bøde på 400 kroner samt antenne og radio konfiskeret. Det var kun hemmelige militære beskeder, der måtte gå gennem æteren. Efter krigen kom der gang i radioudsendelserne forskellige steder i Europa, og folk byggede deres egne radiomodtagere med krystaldetektor, spoler og en hovedtelefon. Men det var stadig ikke legalt at lytte til radio i Danmark. Alligevel regner man med, at der i 1920 var ca selvbyggede radioer i Danmark. I maj 1923 blev det lovligt at opstille trådløse modtagere (radioer) i Danmark. Herefter var det klart for enhver at der ville være en fremtid for radiolytning i Danmark. En række firmaer gik i gang med at forberede en egentlig fabrikation af radioapparater i begyndelsen af 1920 erne og var klar til at sende radioer på markedet, da Danmarks Radio (Statsradiofonien) i 1927 startede med regelmæssige udsendelser. På Fyn fulgte Rasmus Andersen udviklingen inden for de nyeste apparater og forberedte en egentlig fabrikation af radioer i Da Statsradiofonien gik i æteren i 1927, var man klar med de første radioapparater. De kunne erhverves i fleres størrelser og typer: Fra 2-lampe modtagere som bordmodel til 4-lampe modtagere som gulvmodel. Modellerne kunne fås i lyst eller mørk egetræ, alternativt i poleret mahogni. Prisen for det billigste apparat var 150 kr. mens den dyreste skabsmodel kostede 385 kr. Ingeniør V.J. Bundgaard blev i 1926 ansat til at varetage ledelsen af radiofabrikken. Radioernes design, udformning og teknik stod man selv for på fabrikken. Alle apparater blev behørigt afprøvet og testet. Kabinetterne til radiogrammofoner og radioer blev fremstillet på Nørre Aaby Maskinsnedkeri og Møbelfabrik A/S og de blev fremstillet i næsten alle træsorter. Møbelfabrikken blev oprettet af fabrikant Rasmus Andersen specielt med henblik på fremstilling af radiokabinetterne, og firmaet var i mange år hovedaktionær i møbelfabrikken. I lancerede Grand Radio en bærbar radio til batteri Grand Transportabel. Siden ændrede den navn til Grand mobile. De første af datidens batteridrevne ghettoblastere vejede 8 kg. Ti år senere vejede de 4,5 kg. De transportable radioer var udformet som små kufferter med bærehåndtag i læder. Og de var meget populære. De blev brugt af Statsradiofonien, radioinspektører, elektricitetsværkerne og private personer. Elværkerne og radioinspektørerne brugte radioen som pejleapparat til at undersøge om generende radiostøj stammede fra fejl på elværkets ledninger eller fra forskellige fabrikkers motorer. Kong Frederik IX, der med stor fornøjelse lyttede til mange radioprogrammer, anskaffede sig en Grand Mobile som kongelig reserveradio. I producerede fabrikken i Nørre Åby ca radioer om året. Under 2. Verdenskrig gik produktionen ned, for at stige igen efter krigen til en produktion på radioer i Herefter gik det støt ned ad bakke. De sidste radioer blev produceret i Imidlertid var man hos Rasmus Andersen & Sønner allerede i starten af 1950 erne begyndt på en produktion af ELMUSEET ÅRSSKRIFT

6 noget helt nyt GRAND NEON ANLÆG. I København var neonreklameskilte blevet introduceret i 1925, og da de krævede en særlig høj spænding holdt elselskaberne styr på, hvor mange anlæg, der fandtes. I 1939 var der 887 anlæg inden for Købehavns Belysningsvæsen. Under 2. Verdenskrig var der også slukket for de stærkt farvede reklameskilte i neon. Men efter krigen fik de lov til at skinne igen ikke bare i København, men også i provinsen. På Grand var produktionen af transformere startet først og lå hele tiden over produktionen af selve neonskiltene. Produktionen af neonanlæg toppede i 1957 med ca. 400 stk. I tegningsarkivet til nogle af fabrikkens neonanlæg kan vi se, at det har drejet sig om reklameskilte til dagligvareforretninger og specialforretninger. Man lavede bl.a. reklameskilte for radio- og Tv-fabrikken, B&O, indbygget i et fjernsynskabinet. Man fremstillede også reklameskilte for egne produkter f. eks., Grand Elhegn, som forhandlere af elhegnet kunne sætte op i butikken. Produktion af elhegn, I startede Rasmus Andersen & Sønner med at fremstille elhegn. Elhegnet var netop i de år kommet fra USA, og i Danmark, hvor man i årene forinden var skiftet fra at lade kvæget afgræsse marken i tøjr til en egentlig indhegning, vandt elhegnene hurtigt indpas. Den traditionelle indhegning foregik før elhegnet med flere tråde af pigtråd, som dels var besværligt og dyrt at opsætte, og dels betød at dyrenes skind og yver kunne blive skadet, hvis kreaturerne forsøgte at slippe gennem indhegningen. Elhegnet var nemt og driftsikkert, og dyrene lærte hurtigt at holde sig fra tråden, der gav stød. I starten prøvede man de forskellige nye elhegn af, de blev vist frem på dyrskuerne, og Statens Redskabsudvalg testede hegnene for at kunne vurdere deres egnethed. Rasmus Andersen og Sønner var ikke den eneste fabrik, der startede en fabrikation af elhegn: der var flere forskellige mærker som Ballerup, Stød og Hima. Firmaet i Nørre Aaby gav sædvanen tro deres elhegn navnet Grand. I sendtes de første Grand-elhegn på markedet. Der krævedes lidt tilpasning og forbedring, og i 1942 sendtes den første større sending ud. I følge Industriindberetningen for det år sendte man elhegn på markedet. De første elhegn blev leveret i solide støbejernskasser og kunne fås til både batteri og lysnet. Hegnene til lysnettet måtte man naturligvis kunne levere til brug for både jævnstrøms- og vekselstrømsnet. I 1940 erne havde man en produktion af elhegn på mellem og stk. om året. Hegnene blev samlet manuelt på fabrikken. Produktionen fortsatte og man begyndte også at eksportere elhegn til udlandet. Med årene skiftede man navnet Grand ud med Elefant. Elefant El-hegn blev kendt over hele Danmark som et godt og driftsikkert elhegn. Fabrikken fortsatte med produktion af elhegn i Nørre Aaby helt frem til 2002, hvor produktionen af elhegn blev solgt fra til firmaet Kohsel Elektronik A/S beliggende i Hørning syd for Århus. Produktionen af elhegn er blevet videreført på firmaets fabrik i Silkeborg. Litteratur: R. Andersen & Sønner, Grand. Nørre Aaby. Gennem 50 år (1941). Dansk Elværksstatistik. København. (1920 ff). Hansen, Harriet Merete: Fra bælt til bælt Efflas historie gennem 50 år. Energi Fyn. Odense. (2000). Pedersen, Peder: Brenderup Elektricitetsværk. Eget tryk. Brenderup (1986.) Wistoft, B., Hansen. H. og Petersen, F.: Elektricitetens Aarhundrede. Bind 1. København (1991). Arkivmateriale: Diverse brochurer fra firmaet Rasmus Andersen og Sønner. Industritælling fra firmaet Elmuseets arkiv. Mundtlige oplysninger fra Bent Bundgaard, Nørre Aaby. Reklame fra Rasmus Andersen & Sønner, (Elmuseets arkiv) 48 ELMUSEET ÅRSSKRIFT 2002