To tekster om Skt. Marina.

Transkript

1 To tekster om Skt. Marina. Legenden om Skt. Marina i gammeldansk oversættelse 1. Die Legende von der heiligen Marina in altdänischer Übersetzung. La légende de la sainte Marine en prose danoise du XIVe siècle. The Legend of Saint Marina in Old Danish Translation. Digitalisering, kommentar og oversættelser fra latin og tysk ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(a)gvdnet.dk [88] Aff Sancta Marina. Thet var en timæ 2 en værilzs man 3, oc han haffdhe en dotter. Han fech then hugh 4, at han vildhe sigh i closter giffue, tha togh han sin dotter oc antuordet 5 en 6 sin frendde i hænder. Han hialth sin regell 7 oc sith hørsum 8, soa at hans abbet ælstæ 9 hannum yuer alle andree brøddree. Siden effter scamp 10 frest, tha myntess hannum oc kom i hugh sin dotter oc togh til at uglæ tess 11 ok syrge. Siden hans abbet soa thæt, al han var soa sorgfull, tha spurdhæ abbeten af hannum oc sagde: broder, huat sætter thet 12? hwy esthu soa vglad? sigh mek aff, at Gudh, ther alle men hugswaler, han motte tek hiælpee. Tha fiall han fore syn abbetzs føder oe græth oc sagde: iech haffuer en søn i staden, ther 13 iach leffnde efter mek eth lith barn, och mek kom hannum i hugh, oc fore hannum sørger iach. Han vilde ey vetergange 14 foræ abbetæn, at thet var møbarn. Tha toc 15 abbeten forthy at han var closter nytlic oc vilde hannum ey mistæ, men sagde til hannum: broder, hauer thu hannum kiær, tha gak bort oc beth hannum hith met tegh, at han mo hære met oss væræ. Han giorde soa oc gik bort oc lodde henne met sigh, oc hwerfde 16 henne bodæ nafn oc clædhe, soa ath han kalleth henne Marinus fore 17 Marina, oc loth henne i closter til bok sætte, oc engen af the brødræ vistæ thet 18 hun var møø oc callæth henne alt 19 Marinus. Ther hun var fiurtan vintær 20 gammel, tha kende 21 henne fader hennæ at fylghe Gudzs vegh oc sagde soa: dottær, actæ ofne 22, at [89] engen man skal vidæ thin lønlichet 23 til thin siderste thimæ, och voctæ tegh fore deffuellen, at han villær 24 tech ey, oc at thættæ hellughe closter scall ey drøues fore vor skildh, at vy skulle ey a domedagh met andre vrætte 25 men oc sindughe enlig 26 fordømes. Huær dagh sat han at 27 oc kendæ so oc lærdæ 28. Ther hun var atan vintær gamell, tha døthæ hennis fadær oc hun enæ var i sin faderss coue 29 effthær hannum oc gømde harlæ gørlæ 30 all ther thet han haffde henne bedæt oc kendh, och soa lydug var hun alle brødræ, at abbelen och allæ brødræ hafde henne harlæ kiær. Hoss thæt closter var haffuer 31 oc eth market var thære hoos thre milæ fran closter. The hafde en kerræ oc sætte fore ti øxen, oc munke foræ oc hæntæ thet ther clostær tørfftæ 32. En dagh tha sagde abbeten: broder Marinus, hwi gør thw ey oc hielper andree brødree? Marinus swarede: iach gør gerne huat i biwte. Huos thet market var eth huss 33, och thær thet var so silec 34 at the matte 35 ey hemkomme, thaa huiltes han ther offtæ met andræ brøddræ. Tha timdhe 36 thet soa om sidær 37 met deffuels villels 38, at høfdingen 39 af thet market hafde en dotter, ther mø 40 var, oc en ridder 41 kom til lønlic oc aflet eth barn met henne. Ther hennis fader thet hørde, tha twingdæ han henne til at sighe sich, huoa 42 then gerningh haffde giort. Hun swaret: then brodær hedær Marinus, ther soa offtæ vnr hære met en kerræ, han togh mek nøthugh 43 oc afflæt thettæ barn vetær mek. Ther ombrat 44 for faderen bort oc sagde abbeten til: herræ abbet, then broder ther hedær Marinus han togh myn dotter oe giorde henne vfirmd 45. Abbethen sagde: wy ville frestæ 46 om thet ær santh eller ey. Tha loth han kalle Marinus til sigh oc sagdhe: brodær Marine 47, haffuer thu giort thenne vndscap vider hans dotter? Tha stodh han lenge oc hugtæ sigh om oc bar vp 48 at sucke oc sagde: fadher, iech sindeth, gif mek scrift 49 oc beth fore

2 mek. Thaa vorth abbeten harle vredh oc sagde: met sannende sigher iach tegh thet at thu, ther thenne ondscap hauer giorth, thu stædzs 50 ey lenger i thætte closter. Oc sidhen casteth han hannum af closter. Hun sagde engen fød man till 51 af sin lønlicheth, men gik vten closter oc lagde sigh neder a iorden oc pindæ sigh soa met scrift 52 sosom 53 hun vare skuldug foræ then gerningh, oc af thee [90] brøddre ther inginge tha beddiss hun en skiffue brøt 54 huærdagh. Thætte giorde hun i tree vinther. Siden fødde høfftingens 55 dotter eth vænt barn, oc sidhen thet var affvandh 56, thaa førde the thæt borth till clostær och sagdhæ: broder Marine, see hær thin søn, gør aff hannum huat thu vilth. Siden togh sancta Marina thet barn sosom thet ware hennis eghæth, och aff thenne skiffue brødh 57, ther hun tha 58 hwærdagh, tha føddæ hun hint barn mæth, och thet giorde hun fæm vintær 59. Siden haffdæ brødræ ønck a hennæ, och ginge til abbededen oc sagde: hærræ fader, thagh brodær Marinum i clostær, oc miskundh 60 hannum, thæt ær nu fæm vintær siden han tog til at at liggæ vten thætte closter, oc han hauer ee 61 hæræ værit siden. Abbeten giorde sosom the badæ hannum, oc togh hannum indh i closter oc sagdhe: thin fader var en helligh man sosom thu vest vell, oc han førde teg til thettæ closter eth lith barn oc ænsskyns ther thet ilt var tha giorde han 62, oc thu haffuer slic ondskap giort. Nu estw 63 afftær 64 i closter met thin søn, ther thu afflæt i hoor. See huoræ grannelic thu tarfft vedher at gøræ thin scrifte moll 65. Thu hauer en høg ondscap giort, oc thettæ biudher iach tek, at all then fylsen 66 ther i closter ær, thet skalth thu all ene renssæ huerdagh, oc vatn skalt thu bære til thæt ther brødre thørffue 67, oc theris skoo skalt thu hwær stryge, oc alle brøddræ skalt thu ydmugelig være oc thiæne, ther met matthw 68 myn nadæ foa. Then helluge mø toch ther alt vether 69 gerne, oc alt thet ther henne var bodæth 70, thet giorde hun met megell godh villie. Siden effter scam fræst 71 tha wort hun døt oc for til himmerigiss 72, oc brøtdræ ginge bort til abbeten oc sagdæ hannum af: brodhæær Marinus ær døth. Abbetæn sagdæ: see i brøtdræ, huoræ mikill synde thet war, ath han var ey værdugh at holdæ syn scrifft till fulss 73. Farær 74 tho borth oc thwor 75 hannum oc grauer langt fran closter. Sosom the ginge till och skulde thwo ligæth, soa kendiss thee vedær 76, ath hun var quinkøns, och baræ alle vpp at øpæ 77, oc sloghe thom alle aa theris brist, oc vndræth, ath hun var soa starck oc soa tolugh, ath hennis lønlighet skulde engen man vidhæ. Och siden ginghe the grædende oc sagdhæ abbeten til: fader abbæth, kom hiit, oc see brodhær Marinum. [91] Abbeten sagdhæ: huat ær thet, brøddre? The sagdhe: gac hiit och see Gudzs ierntegen 78 oc prøffue huat thu hauer giort. Han vort harlæ rædh och gik bort til hint ligh, ok lifftlæ vp thet klædhe ther hun var huldh 79 mæth, och han soa thet hun var mø. Tha fiall han nedær till hennes fødær oc bar vp at øbæ och sagde: iac maner tegh i Vorshærre 80 naffn Jhesus Crist, at thu fordøm 81 mek ey fore Gudz antladh, forti ath iach haffuer tegh soa pindh, forthi at iach giordæ thet vuidende 82. Thu frugæ, thu sagdæ engen man aff thin lønlighet, oc iach vistæ icke at thit leffnet var soa hællugt. Siden loth han bære hennis legome til mynsteret 83, oc loth thet graffue i mynstæriss sanghuss 84. Then same dagh vort hin høffdings dotter galen oc kom til thet mynstær oc openbarit sin skam oc then ther barnet aflæth vether henne, oc for innen siunde dagh efftær thæth och sancta Marina var døth, tha fec hun bøthær 85. Alle the ther vare nær och tessæ ierntegen hørdæ, the foræ tith 86 met corss och mæth kærtæ, och loffuit Vorherre i thet samme mynster, ther som Vorherræ giorde mange honde iærntegen fore sancte Marine 87 skildh, huilken som ær signet euinnelighe. Amen. for oversættelse: lektor Poul E. Jørgensen, Aalborg 33(a)gvdnet.dk Legenden om Skt. Marina efter Legenda Aurea 88. Oversat til dansk.

3 Jomfru Marina var sin faders eneste datter. Da faderen trådte ind i et kloster, ændrede han sin datters påklædning, så hun ikke så ud som en kvinde, men som en mand, og han bad abbeden og brødrene om at de ville optage hans eneste søn. Efter at hans ønske om optagelse af sønnen var blevet godkendt, blev denne optaget som munk, og han blev af alle kaldt Broder Marinus. Han begyndte at leve i stor fromhed og stor lydighed. Da han var 27 år gammel og hans fader følte døden nærme sig, kaldte han på sin datter, og idet han styrkede hende i hendes gode forsæt, pålagde han hende aldrig at afsløre over for nogen at hun var en kvinde. Hun drog ofte afsted med en oksekærre og hentede træ til klosteret. Hun plejede så at søge herberge hos en mand, hvis datter, da hun var blevet besvangret af en soldat, påstod, da hun blev udspurgt, at munken Marinus havde voldtaget hende. Da man udspurgte Marinus hvorfor han 89 havde begået en sådan skændselsgerning, indrømmede han at have syndet og bad om tilgivelse. Han blev straks smidt ud fra klosteret, men forblev ved klosterets indgang, og i tre år opretholdt han her livet ved et stykke brød 90. Da sønnen var blevet vænnet fra 91, blev han sendt til abbedden og overgivet til Marinus for at han kunne opdrage ham, og han forblev dér to år sammen med ham. Marinus tog mod alle ting med den største tålmodighed, og i alle ting takkede han Gud. Dog fik brødrene medfølelse med ham på grund af hans ydmyghed og tålmodighed og optog ham i klosteret og pålagde ham alle slags ringeagtede tjenester. Men denne udholdt alt uden at blive nedtrykt og udførte det hele tålmodigt og fromt. Til sidst gik han hjem til Herren efter et liv med gode gerninger. Men da de vaskede hans legeme for derefter at få ham begravet ham på et ringeagtet sted, og de så nøjere efter, så de at han var en kvinde. Alle blev de forbavsede, og forfærdede indrømmede de at de havde forset sig meget slemt mod Herrens tjenerinde. De løb alle til for at se et så stort et skue, og de bad om tilgivelse for deres uvidenhed og forseelse. Hendes legeme begravede de med æresbevisninger i kirken. Så besatte en dæmon den kvinde, som havde bagtalt Herrens tjenerinde, men idet hun bekendte sin forbrydelse og kom til jomfruens grav, blev hun udfriet. Folk strømmede fra alle steder til hendes grav og der skete mange mirakler dér. Hun døde en 18. juni. Legenden om Skt. Marina efter Legenda Aurea. Latinsk tekst 92. Marina virgo unica erat patri suo. Cum autem pater quoddam monasterium intrasset, mutavit habitum filiae suae, ut non femina, sed masculus videretur, rogavitque abbatem et fratres, ut filium suum unicum reciperent. Quibus eius precibus annuentibus in monachum est receptus et frater Marinus ab omnibus appellatus. Coepit autem valde religiose vivere et valde obediens 93 esse. Cum autem esset viginti septem annorum et pater eius se morte appropinquare sentiret, filiam suam vocavit et ipsam in bono proposito confirmans praecepit, ne aliquando alicui revelaret, quod mulier esset. Ibat igitur frequenter cum plaustro et bobus et ligna monasterio deferebat. Consueverat autem hospitari in domo cuiusdam viri, cuius filia, cum de quodam milite concepisset, interrogata, Marinum monachum se violasse asseruit. Interrogatus autem Marinus, cur tantum flagitium perpetrasset, se pecasse fatetur et veniam precatur. Statim de monasterio ejectus ad ostium monasterii mansit et tribus annis ibidem permanens bucella panis sustentabatur. Postmodum filius ablactatus abbati mittitur et Marino educandus traditur et cum eo ibidem per duos annos commoratur. Omnia autem cum maxima patientia recipiebat et in omnibus gratias Deo referebat. Tandem eius humilitatis et patientiae fratres miserti eum in monasterium recipiunt et

4 quaeque officia viliora sibi injungunt. Ipse autem omnia hilariter suscipiebat et cuncta patienter et devote agebat. Tandem in bonis operibus vitam ducens migravit ad dominum. Cum autem corpus eius lavarent, et in vili loco sepelire disponerent, respicientes mulierem ipsum esse viderunt. Stupefacti sunt omnes et perterriti, se in Dei famulam plurimum deliquisse fatentur. Currunt omnes ad tam grande spectaculum et veniam postulant ignorantiae et delicti. Corpus igitur eius in ecclesia honorifice posuerunt. Illa autem, quae famulam Dei infamaverat, a daemone arripitur et scelus suum confitens et ad sepulcrum virginis veniens liberatur. Ad cuius tumulum populi undique confluunt et multa miracula ibi fiunt. Obiit autem XVI calendas Julii Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Håndskriftet til Brandts Hellige Kvinder findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4). Brandt anser det for at være opstået omkring Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk (f. eks. former som fiurtan = fjorten, himmerigi = himmerige, iørtriki = jorderige). Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s Trods den af Brandt valgte titel er i samlingen medtaget Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus' besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Endvidere, helt ulegendarisk, en oversættelse af Matthæus-Evangeliet kap Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen "nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste". Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Vor Herres Pine, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. Marina-legenden fra Brandts udgave gennemgås i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 "Hellige Kvinder" s (kapitlet gennemgår de enkelte tekster i Brandts udgave). Om temaet kvinder forklædt som munke skriver Gad s. 53. Legenda Aurea har hele fire tekster af typen, om helgeninderne Pelagia, Theodora, Marina og Margarita. Den gammeldanske tekst om Marina ligger nær op ad versionen i samlingen Vitae Patrum (= levnedsbeskrivelser om fædrene), hvor Gad jf. s. 230 har anvendt Vitae Patrum ed. H. Rosweydus, ed. 2, Den latinske tekst findes også i Migne: Patrologia Latina 73, sp Paris 1879, som jeg citerer fra. Om forholdet mellem Legenda Aurea s version og versionen i Vitae Patrum skriver Gad s. 230 at Legenda aureas version [er] et ganske kort resumé, men den latinse legende i Vitae Patrum er en slags normalversion, og det er denne, den danske text slutter sig til. Om den gammeldanske teksts forhold til Vitae Patrum versionen skriver Gad s. 230: Den danske legende svarer næsten ord for ord til denne latinske tekst, kun er her og der en dansk vending lidt kortere end den tilsvarende latinske, og enkelte konkrete afvigelser tyder på et andet forlæg. Dette sidste er ganske almindeligt i middelalderlige tekster. Forlægget der måske afviger lidt fra teksten i Vitae Patrum, er utvivlsomt for længst gået til grunde. Anvendte referencer: Migne = Migne: Patrologia Latina 73, sp Paris 1879 (bringer den latinske tekst der ligger nærmest op ad den gammeldanske). LA = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850). Agnes- Legenden findes s Gad = Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 "Hellige Kvinder" s GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. I mine henvisninger angives seddelnummeret, undertiden med søgebegænsninger (forkortet søgebegr.) som HellKv (= Brandts udgave) eller Religion. - Hvor de enkelte sedler angiver latinsk paralleltekst (ved ordet latin plus sidetal fra ), findes det latinske belæg i ovennævnte Migne: Patrologie Latina.

5 Mine kommentarer henviser bl. a. til Vulgata. Her henvises til to Vulgata-redaktioner: 1. den såkaldt ældre, bl. a. kaldet Vulgata Clementina. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Den såkaldte Nova Vulgata (= Nye Vulgata) fra Her henvises til udgaven Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning. Gengivelser af den autoriserede danske oversættelse af 1992 bærer forkortelsen Andre forkortelser: GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Jeg har i min udgave gengivet Brandts tekst nøje, og jeg har i det store hele anvendt hans tegnsætning, som gør teksten mere læselig. Jeg har i kantede parenteser indsat sidetal svarende til sidetallene i Brandts udgave.. Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hun = hun, mwn = mund, vpp = op (gammeldansk up). v kan skrives v, u eller w: værit = været, huat = hvad, wy = vi. i skrives ofte y: wy = vi, skynnende = skinnende, syn = sin. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: gammeldansk til Vrbanum, sml. latin: ad Urbanum, og i tiltale Urbane, som er vokativ. Et andet eksempel: i Appolonis tempell, sml. latin in templo Appolonis. Vanskeligere tilfælde forklares i noteapparatet. 2 thet var en timæ: der var en gang 3 en værilzs man: en mand der gik op i verdslige ting. Migne sp. 691 har quidam sæcularis. 4 hugh: tanke, ide. Som det ses senere i teksten, kan hugh også betyde sind, hukommelse, indstilling. 5 antuordet: læses antvordet = overlod. Se GldO, opslagsordet andvarthe. Det ses at det oprindelige endelses-e i antvordete er bortfaldet, hvilket er hyppigt i jyskprægede tekster. 6 en: reduceret form af henne, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), 567, anm. 2 (s. 48). 7 hialth sin regell: der henvises til de såkaldte klosterregler, som er klosterets lov. Migne sp. 691 bruger ordet opus = opgave, tjeneste o.l. 8 hørsum: lydighed. Sml. GldO, opslagsordet hørsæme. 9 ælstæ: Se GldO, infinitiven ælske. If. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 2), 369, (København 1932) bortfalder konsonanten k i trekonsonantgruppe lk, nk, rk, sk med følgende konsonant, altså ælskte -> ælste. 10 scamp: kort 11 at uglæ tess: læs u-glædes = at bedrøves. Se GldO, opslagsordet uglæthes, med kun 1 belæg, nemlig det nærværende. uglæ tess skal altså forstås som uglætess, hvilket på den anden side er en helt usædvanlig staveform, sml. GldO, opslagsord som glæthe, uglæthe. 12 huat sætter thet: Mign sp. 691 har quid habes: hvad er der med dig? 13 ther: som 14 vetergange: vedgå, indrømme 15 toc:? - I sin udgave s. 96 mener Brandt at der mangler vist nogle Ord. Det kan kun betyde at han anser toc for præteritum af verbet take. Det samme gør Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VI (København 1971), s Migne sp. 691 skriver blot at mandens abbed ikke var klar over at det drejede sig om en pige (Abbas ejus ignorans quod esset). 16 hwerfde: ændrede. Se GldO, opslagsordet hværve. 17 fore: I stedet for 18 thet: at (jysk form, sml. nyjysk te ). 19 alt: betydning uklar. Måske bare et fyldord. Migne sp. 691 har omnes = alle. 20 fiurtan vintær: fjorten år. I gammeldansk regnedes mere i antal vintre end i år, sml. eksempler fra GldO, opslagsordet vinter: et drengebarn må ikke sælge jord før æn thæt ær fæmtan wintær gamalt; myndighedsalderen thet er xviii vinther, altså 18 år; på Noahs tid tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vintær gamæll etc. 21 kende: lærte 22 ofne: på. Af ældre dansk oven á = på. 23 lønlichet: hemmelighed 24 villær: vildleder

6 25 vrætte: læs: u-rette = uretfærdige. Meningen synes at være: som øver uret. 26 met andre vrætte men oc sindughe enlig: tillige med andre uretfærdige mennesker og syndige. Migne sp. 691 har blot cum impiis = med de onde. 27 sat han at: sad han hos. at er et adverbium, sml. GldO, opslagsordet at (= præp. adv. inf.mærke), seddel kendæ so oc lærdæ: verberne er synonymer, her med betydningen underviste. Migne sp. 691 har docebat eam = underviste hende. 29 coue: læses kove = rum. Migne sp. 691 der har cella. Ordet kove er if. GldO ret sjældent og betyder blot rum. Gammeldansk kender udmærket ordet celle = klostercelle, se opslagsordet celle i GldO. 30 harlæ gørlæ: meget nøje. 31 haffuer: if. GldO, opslagsordet haghe, søgebegrænsning HellKv, seddel 1 er det nok en afskriverfejl for haffuet, se Migne sp. 691 som om klosteret siger at vicinum habebat mare = som nabo havde det havet. Imidlertid lyder det også løjerligt i Mignes version, da havet ingen som helst rolle spiller for det følgende. Andre oversættelser til folkesprogene har f. eks. følgende middelnedertyske version: Paul Jacob Bruns (ed.): Romantische und Andere Gedichte in Altplattdeutscher Sprache (Berlin und Stettin 1798, datering: ca. 1400), s. 148 (rimet, men versene har jeg sat fortløbende): Dat closter hadde ossen en par; darto was en kare aldar: wente dat closter was nicht vere, wen dre mile van dem mere. Dar was en blek bi geleghen = Klosteret havde et par okser og en vogn, for klosteret lå ikke længere end tre mil fra havet. Der [ved havet. PEJ] lå en handelsplads - se En anden oversættelse prøver at sætte havet ind i en fornuftig sammenhæng, se Ulla Williams: Die " Alemannischen Vitaspatrum ": Untersuchungen und Edition (Tübingen 1996, datering 1300-tallet), s. 359: Nu hatt das closter eynen karren vnd rinder, domit furten die brúder von dem mere des sie bedorfften, wann es was nahe by dem closter. Eins tages hies der abte Marinum faren mir den brudern zu dem mere. Das tet bruder Marinus vnd begúnde gar dieck mit dem selben karren farn. Da sass uff der strassen ein wirt etc. = Nu havde klosteret en vogn og okser, dermed hentede brødrene fra havet [dvs kysten. PEJ] hvad de havde behov for, fordi det [havet. PEJ] var nær ved klosteret. En dag bød abbeden at Marinus kørte med brødrene til havet. Det gjorde Marinus og begyndte ofte at køre med denne vogn. Der på vejen var der en krovært etc. Se 32 tørffte: havde behov for. Se GldO, infinitiven thurve. 33 hus: Migne sp. 691 bruger det sjældne ord pandochium = værtshus, kro. Den ovenfor nævnte middelnedertyske version har s. 149 taverne, mens den alemanniske version ikke anvender et ord for værtshus. - GldO har rigeligt med belæg for betydningen kro/ værtshus, således krogh eller hærberghe, så muligvis har oversætteren ikke kendt ordet pandochium. Sml. ordet pandox = krovært nedenfor. 34 silec: sent, sildigt 35 matte: kunne 36 timdhe: skete. Sml. nyere dansk at times. 37 om sidær: engang 38 villels: vildførelse. Ang. met deffuels villels: Migne sp. 692 har per insidias inimici = ved fjendens lumske kneb. Der hentydes formentlig til NT, Efeserbrevet, kap 6, v. 11, hvor Vulgata har: Induite vos armaturam Dei, ut possitis stare adversus insidias diaboli = (1992) Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. 39 høfding: overhoved, leder. En dårlig oversættelse, idet Migne sp. 692 bruger det sjældne ord pandox = krovært. - Ovennævnte middelnedertyske version kalder ham s. 150 wert, mens den alemanniske s. 359 har wirt. - Muligvis har oversætteren ikke kendt ordet pandox, eller han har ikke været bekendt med et passende ord, idet vært er et tilsyneladende sent låneord fra middelnedertysk. - GldO, opslagsord som vært (eller kroghman), viser kun få belæg, hvorimod tysk har kendt ordet Wirt siden tidlig middelalder. 40 mø: ugift ung kvinde 41 ridder: - Migne sp. 692 har miles, der både kan være en ridder og en soldat. Ordet ridder er låneord fra middelnedertysk med betydningen person af høj stand. Stort set samme betydning ses i GldO, opslagsordet ridder. I samlingen Hellige Kvinder, teksten Vor Herres Pine (om Jesu henrettelse og død) ses ordet ridder hyppigt, hvor det må betyde soldat og har bibellatinsk miles som kilde. Se også GldO opslagsordet spjut, søgebegrænsning HellKv, seddel 2, hvor den soldat der stikker den døde Jesus i siden med et spyd, også kaldes ridder (se Vor Herres Pine s. 18). Under opslagsordet strithsman finder vi seddel 36: Gudz riddere eller stridzmæn, hvor riddere er synonymt med stridzmæn = soldater (sml. udtrykkene milites Christi, milites Dei: en omskrivning for dem der kæmper for Kristus eller Guds sag). Luther oversætter 1522 Johannes-Evangeliets kap. 19, v. 34 unus militum ved der kriegsknecht eyner = en af krigskarlene. Lorenz Diefenbach: Glossarium latino-germanicum mediae et infimae aetatis. Darmstadt 1997 (reprografisk optryk af originaludgaven Frankfurt a. M. 1857), an art latinsk-gammeltysk ordbog, anfører s. 361 generelt oversættelserne af miles som ritter, ridder. 42 huoa: udtales vel hwå = hvo, hvem. 43 togh mek nøthugh: voldtog mig 44 ombrat: omgående

7 45 giorde henne vfirmd: gjorde vold mod hende, gjorde hende skade. vfirmd læses ufirmd - som er et substantiv. Se GldO, opslagsordet ufyrmd. Hertil verbet ufyrme: forurette, handle ilde med. - Ordene ufyrmd og ufyrme er dannet som negationer til fyrmd = skånsel og fyrme = skåne (se disse i GldO). 46 frestæ: undersøge 47 Marine: formen er vokativ (en latinsk tiltalekasus). 48 bar vp: begyndte 49 gif mek scrift: Migne sp. 692 har pœnitentiam ago huic peccato = jeg gør bod for denne synd. Gammeldansk skrift omfatter både skriftemål og bod, se Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd. I-V, København , heri bd. III, opslagsordet Skrift(e), s stædzs: tillades (at opholde dig). 51 engen fød man till: man = menneske. Migne sp. 692 har numquam ulli = aldrig til nogen som helst 52 met scrifft: Migne sp. 692 har in pœnitentia = med bodfærdighed, med bodsøvelser 53 sosom: som om 54 en skiffue brøt: Migne sp. 692 (samt LA s. 353) har bucella panis, der også kan betyde et stykke brød eller en bid brød. Ordet forekommer i Vulgata. NT, Johannes-Evangeliet kap. 13, v , hvor Jesus ved den sidste nadver siger at han vil blive forrrådt: v. 21 [...] Amen, amen dico vobis, quia unus ex vobis tradet me. v. 22 Aspiciebant ergo ad invicem discipuli, hæsitantes de quo diceret. v. 23 Erat ergo recumbens unus ex discipulis ejus in sinu Jesu, quem diligebat Jesus.v. 24 Innuit ergo huic Simon Petrus, et dixit ei : Quis est, de quo dicit? v. 25 Itaque cum recubuisset ille supra pectus Jesu, dicit ei: Domine, quis est? v. 26 Respondit Jesus: Ille est cui ego intinctum panem porrexero. Et cum intinxisset panem, dedit Judæ Simonis Iscariotæ. v. 27 Et post buccellam, introivit in eum Satanas. Et dixit ei Jesus: Quod facis, fac citius. v. 28 Hoc autem nemo scivit discumbentium ad quid dixerit ei. v. 29 Quidam enim putabant, quia loculos habebat Judas, quod dixisset ei Jesus: Eme ea quæ opus sunt nobis ad diem festum: aut egenis ut aliquid daret. v. 30 Cum ergo accepisset ille buccellam, exivit continuo. Erat autem nox. = (1992) v. 21 [...]»Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«v. 22 Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. v. 23 En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. v.24 Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. v.25 Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han:»hvem er det, Herre?«v. 26 Jesus svarede:»det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.«så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. v. 27 Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham:»hvad du gør, gør det snart.«v. 28 Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. v. 29 Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham:»køb, hvad vi har brug for til festen,«eller at han skulle give noget til de fattige. v. 30 Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat. 55 høfftingens: Migne sp. 692 har pandochis, genitiv af pandox = krovært. 56 affvandh: vænnet fra; infinitiv if. GldO: afvænje. GldO har kun tre belæg, alle med betydningen vænne spædbørn fra. 57 aff thenne skiffue brødh: Muligvis skal læseren associere til andre legender hvor en hellig person ernærer sig meget længe af næsten ingenting, underforstået at livet opretholdes ved Guds hjælp. Fænomenet ses f. eks. i legenderne om Maria Ægyptiaca der i ørkenen ernærede sig i årevis af tre små brød, se Gregorius på stenen der bodfærdig overlevede i 17 år på et klippeskær i havet og blot levede af udsivninger fra stenen, se og til en vis grad (anorektikeren) Katharina af Siena der til tider blot ernærede sig ved et stykke nadverbrød som if. legenden var hende alt nok, se Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850), De sancta Catherina de Senis, s tha: modtog. Infinitiv if. GldO: thiggja. 59 vintær: år 60 miskundh: hav barmhjertighed! 61 ee: til stedighed 62 ænsskyns ther thet ilt var tha giorde han: Migne sp. 693 har non est operatus quidquam mali = han gjorde intet ondt. - ænsskyns: (ordret) ingen slags. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), s. 529 (pkt. 4). ilt: sammenlign nudansk ilde. 63 estw: læses estu = er du 64 affthær: tilbage 65 See huoræ grannelic thu tarfft vedher at gøræ thin scrifte moll: Migne sp. 693 har (kort og godt): unde oportet te pœnitere = derfor bør du gøre bod. - grannelic: if. GldO, opslagsordet grannelik, er dette ofte oversættelse af et latinsk diligenter: samvittighedsfuldt, grundigt (sml. f. eks. seddel 42, 45, 47, 49). tarfft: bør. Se GldO, infinitiven thurve. vether at gøre: foretage. 66 fylsen: snavs, affald 67 thørffue: har behov for. Se GldO, infinitiven thurve. 68 matthw: læses matthu = kan du; du kan hedder thu mat. Se GldO, infinitiven mughe.

8 69 toch vether: tog imod 70 bodæth: påbudt. Se GldO, infinitiven buthe. 71 effter scam fræst: efter kort tid. Migne sp. 693 har intra paucos dies: inden for få dage 72 til himmerigiss: i gammeldansk styrede præpositionen til ofte genitiv. 73 huoræ mikill synde thet war, ath han var ey værdugh at holdæ syn scrifft till fulss: Migne sp. 693 har: quale peccatum fuit, ut nec meruerit pœnitentiam = hvor stor en synd det var så han ikke kunne fortjene syndsforladelsen. 74 farær: imperativ 2. person pluralis. 75 thwor: imperativ 2. person pluralis af verbet thva = vaske. 76 kendiss vedær: opdagede 77 baræ alle vpp at øpæ: begyndte alle at råbe 78 ierntegen: jærtegn, mirakel. If. GldO opslagsordet jartekn kender samlingen De hellige Kvinder kun formen med førsteleddet iern- (med forskellig skrivning). Det er vel en folkeetymologi, påvirket af ordet jern, hvor man altså synes ikke at forstå betydningen af førsteleddet og så har omtolket dette. Ang. etymologien for førsteleddet i jærtegn/ jartekn: det menes at svare til gotisk aírkns (udtalt erkns) = ren, ægte, som også findes i oldnordisk jarknasteinn = ædelsten. If. Ordbog over det danske Sprog findes formen Jærntegn endnu hos Holberg. 79 huldh: indhyllet, dækket. Se GldO, infinitiven hylje. 80 vorshærræ: -herræ er her genitiv singularis. På et ældre sprogtrin an-stammer (som herræ hører til) i gen. sgl. a, altså herra. Men efterhånden får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a stammerne.vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene har budt på forskellige former. 81 fordøm: præsens konjunktiv. Den fulde form hedder fordømme. 82 vuidende: læses u-vidende. 83 mynsteret: klosterkirken. Migne sp. 694 har monasterium. 84 i mynstæriss sanghuss: Migne sp. 694 har in oratorio = i koret. - Ang. sanghuss: GldO kender kun dette ene belæg. If. Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet Sanghus, findes betegnelsen også på oldnordisk, så det er ikke et ord som den danske skriver har opfundet til lejligheden. - If. GldO, opslagsordet kor, findes dette i gammeldansk, også med betydningen del af kirken. Det findes i denne betydning også i samlingen Hellige Kvinder s. 5, linje 24 med stavningen choor (hvor det er en del af templet i Jerusalem, der næppe har haft noget kor). 85 bøthær: helbredelse. Migne sp. 694 har: liberata est a dæmonio = blev hun befriet for besættelsen. Ang. bøthær: Ordet er pluralis, sml. GldO, opslagsordet bot. Flertalsformen findes et par andre steder i samlingen Hellige Kvinder, således også s. 68, lin. 9, s. 81, lin Entalsformen forekommer dog også i samlingen, se s. 36, lin. 30, s. 69, lin. 6, s. 69, lin tith: derhen; sml. nudansk did. 87 sancte Marine: utvivlsomt en middelalder-latinsk genitiv, svarende til klassisk latin sanctæ Marinæ, da kvinden i legenden i nominativ kun kaldes sancta Marina. OBS: i middelalderlige latinske tekster bruges ikke ligaturen æ eller skrivningen ae! 88 Oversat efter Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850), s. 353: De sancta Marina virgine = Om den hellige jomfru Marina. - Jacobus var født ca i nærheden af Genua i Italien og døde i Han var dominikaner og endte som ærkebiskop i Genua. Han forfattede en række teologiske værker, men blev berømt i den daværende romersk-katolske kristenhed for sit legendarium der blev samlet mellem 1263 og Kilderne til legendariet er til dels kendte, idet han angiver flere af dem i sin samling (f. eks. Eusebius: Historia Ecclesiastica; Hieronymus: De vitis apostolorum; Isidor af Sevilla: De ortu et obitu patrum; Vincent de Beauvais: Speculum historiale; diverse apokryfer m.m). - Den nuværende titel Legenda Aurea, den Gyldne Legende, fik samlingen først lang tid efter Jacobus død. Den har cirkuleret under flere titler, således Vitae Sanctorum a praedicatore quodam (= Helgenernes Liv, af en præst), Nova Legenda (= Ny Legende) eller Novum Passionale (Ny Martyrbog). Især er blevet hængende, som en art undertitel, Historia Lombardica, efter samlingens tekst nr. 181: De sancto Pelagio papa (= Om den hellige pave Pelagius), som rummer en art Lombardiets historie. - Man ser undertiden samlingens legender betragtet som eksemplariske tekster, som de bedste eller korrekteste versioner o.l., men det er en fejl. Jacobus bearbejdede rask væk sine forlæg, forkortede i dem, undertiden ret voldsomt, hvilket især er tydeligt ved Marinalegenden. - Han indledte ofte de enkelte legender med etymologiske betragtninger over helgennavnene, ud fra princippet Nomen est omen, dvs. navnet udsiger noget om personen. Hans etymologier er til tider vilde gætterier, således som det var ganske almindeligt i middelalderens etymologiske overvejelser. - Samlingen blev yderst populær i middelalderen. Den blev spredt over hele det romersk-katolske Europa, samt oversat til folkesprogene, enten i sin fulde helhed eller ved enkeltlegender. 89 han: jeg vælger at skrive han, selv grundleddets køn ikke kan ses af verbet perpetrasset, men fordi der i det følgende står at han blev smidt ud, hvor smidt ud i den latinske tekst skrives ejectus, altså hankøn.

9 90 stykke brød: LA har bucella panis. Det samme har Migne sp. 692, som den gammeldanske legende oversætter ved en skiffue brøt. LA har forkortet så meget, at man ikke ved hvor hun får brødet fra og hvor ofte. Her er den gammeldanske legende klarere (sammen med forlægget): oc af thee brøddre ther inginge tha beddiss hun en skiffue brøt huærdagh = og af de brødre der gik ind, bad hun hver dag om en skive brød. 91 da sønnen var blevet vænnet fra: - altså efter tre år hvor han var hos moderen. 92 Tekst efter Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850), s. 353: De sancta Marina virgine = Om den hellige jomfru Marina. Da Graesses tegnsætning kan være mere vild- end vejledende, har jeg pædagogiseret denne. 93 obediens: staves ofte oboediens. 94 XVI calendas Julii = 18. juni