Om Joachim oc Anna oc Maria i en gammeldansk version. 1

Transkript

1 Om Joachim oc Anna oc Maria i en gammeldansk version. 1 Über Joachim und Anna und Maria in einer altdänischen Fassung. Sur Joachim et Anne et Marie en prose danoise ancienne. About Joachim and Ann and Mary in Old Danish Version. Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(snabela)gvdnet.dk Om Joachim oc Anna oc Maria. Thet war en man i Israels folk, heth Joachim 2, af Judas slæct 3. Han vaar sin eghen foræhirdæ 4, ok han ræddis Gud met mildheth i syne godgerninge. Han giorde thre lothæ aff alt thet hans gods skildæ 5 om ar. En lodh gaf han vidue 6 oc faderløsæ børn oc pelegrime oc fatucth folk, then annen gaf han Gudz tieniste folk 7, then tredie sigh selff oc siith folk. Ther han so giorde, tha høgdæ Gud hannum oc hans gotzs 8, soa ath hans lighæ var ey i alth Israels folk. Thætte tok han til at gøræ, ther haan var femten vinter gammel 9 oc tiughe. Ther han var tiughe vinter 10, tha togh han segh kone af siit egith slæct, af Dauid konnings byrdh 11, ock hun heth Anna. Ther han haffde hauet henne tiuge aor, oc the føde icki børn sammen 12, ther han stod i Gudzs mynster 13 och offræt siit offer til Vorherræ, tha sagthe en man til hannum, het Ruben: Joachim, tech lydær ey 14 at wæræ ii bland Gudz offeræ 15, forthi at han gaf thech ey fruct af thin husfrue 16. Ther han hafde hørth then vbrytsæll 17, tha gik han grædende af mynsteret oc vilde ey hiemfare, mæn gik til siit fæ 18 oc tog met sek hirthær oc for borth langth i annet land, soa at Anna motte 19 ey fange both aff hannum i fæm monede, mæn græd 20 ok sagdæ: o Israels Gudh, all sterkest, mæden thu gafst mek huerken søn eller dotter, hui togst thu myn husbonde fra mek, at iech veth ey huaræ han ær, eller huare han ær døth, oc huare iech skal hans iordefærd gøræ? Ther hun hafde megit græth, tha gik hun vth i sin yrtegordh 21 oc fial nydær i syne bøne ok bat til Vorherræ. Ther hun vpstod af syne bøne, tha lifftæ hun vp syne øgen oc soa en sporueredæ 22 i eth lauerbærtræ. Tha gaf hun syn røst 23 met suk til Vorherræ oc sagdæ: o aluoldughe 24 Gudh, ther alle creature gaft afspringe 25, hui hauer thu mek ene vte luct af thin nodæ? Nu kende thu mit hiarte af mit hiones vphob 26, om thu gafue mek entug søn eller dotter, at iegh skulde offræ thæt tek i thyth mynster. Mædæn hun sagde thet, tha tethess 27 Vorsherræ 28 engel foræ hennis antlat oc sagdhæ: rædis ey Anna 29, forti ath thet af tegh 30 skal fødhæs, thet ær i Gudz act 31, oc thet af tegh vorder fødh, thæt worder til underls 32 offuer all værelden. Ther han thæt hafde sagth, tha var han bortæ. Hun reddis oc skalff at hun so teligh 33 sivn oc hørde telict moll 34, och gik i siit hærherge 35, oc fial i syn siæng sligsame ense hun vare døth, al daghen oc al nathen var hun i syne bøne 36 oc i megell rætzell. Ther efftær kalleth hun syn tienistæ mø til sigh oc sagde: thu sath 37 mek i thilig angist oc vilde ey go intil mek. Tha swaret hun mumlænd 38 oc sagde: af 39 Gud tok thin man af tek oc giorde tek vfructsom, huat giet iac ther af giort 40? Ther Anna hørdæ thet tha græt hun.

2 Then samme tyme 41 tha kom en yski man 42 i blandh bergen til Joachim, ther som han gømde 43 sith fæ, oc meltæ til hannum oc sagdæ: hwi far thu ey effther 44 til thin husfru? Tha swaret Joachim oc sagdæ: i tiuge winter hafde iech henne oc iech mottæ 45 ey føde 46 af henne huerken søn eller dotter, oc iech gik mæt megel blisel 47 af Gudz mynster. Huar til skal iec efter faræ til henne? men 48 skall iech vtæ gange met mit fæ meden iech leuer, æn 49 fatuct folk oc vidue och faderløse børn oc Gudz tieniste men 50 sænd iech gerne theræ lod met myne swene 51. Ther han hafde thæt sagt, tha swaret hin yski man hannum oc sagde: iech ær Gudz engel ther kom til thin husfru, ther hun græt oc badh til Vorherræ, oc hugde 52 iech henne, oc thu skalt vidhæ, ath hun ær met dotter af thit tydæ 53, thær tech war vuidende 54 ther thu bortfoort. Thenne dotter worder i Gudz mynster 55 oc then helliger andh scal hwiles i henne, oc hun vorter salugh ower alle quinne, soa at engen moa sighe, ath henne lighe war eller vort fødh vti iørderige 56. Fore then skildh 57 tha far hiem til thin husfru, oc thu fynner henne met hæffth 58, oc loffue Gud, forti at hwn och henne affødæ 59 vorde sægnd ee vten ende 60. Tha bath Joachim til engln ok sagde: om iech finner nadæ met tek, tha siit een stundh i min bolec, oc sægn 61 mek thin tienistæ man! Tha sagde engellen til hannum: sigh ey at thu esth myn tieniste man, for thi ath vy tiæne bodhæ en herræ 62, oc myn math oc myn drick mo 63 ey sees aff iørderichis folk. Forti skalt thu ey bedæ mek gange i thin bolech 64, mæn thet thu scalt giffue mek, offræ thet til Vorherræ. Tha togh Joachim eth vsmittet 65 lamb, oc sagde til engellen: iach var ey soa derff 66 at iec tordæ offræ, vten om thit both 67 hafde giffuit mech voldh 68 til at offræ. Tha sagdæ engellen: ey bath iech tec thet, vten iech vistæ thet varæ Gudzs villie. Mæden han ofræt, tha for engellen til hemmels 69. Tha fiall Joachim a siit antlade i sex daghe. Siæte dagh at aften 70 tha komme hans swene, oc vndrede hwi han loa soa, oc hugtæ 71 at han vildæ dræpe sig selff, oc finge neppelig lifft hannum vp af iordhen. Ther han talede til them 72, huat han soa, tha vndret the oc ægde 73 hannum till at han skulde vten dwale 74 fulkomme engelsens bod oc fare hiem til sin husfru. Mæden han actet i syn hug huat helder han skuldæ hiemfare eller ey, tha fiall thyngsel 75 a hannum, oc kom then samme engell til hannum ther han soff, ther fyrre kom til hannum, huilken oc sagde: iech ær then engell, ther tec ær sæt til at gøme af Vorherræ, far ørugh 76 hiem till Annam, forti at the miscund 77 ther thu ok thin husfrwæ haffue giort, the æræ vptalde foræ Worhærræ, ok ethær ær giffuen then affødæ, ther 78 ey 79 hellugh mæn oc ey prophetæ haffde, och ey the fanghe. Ther han vogneth af søffne, tha kallet han till sech syne hirdæ, och sagde them syn drøm, och the bade hannum, ath han skulde efterfaræ, oc forhe 80 ey ansin 81 engels bodh, men stath vp ok faren fræm! 82 Ther the hafde fareth i twige 83 dage, och the ware nær komne hiem, tha kom engellen til Annam, ther hun war i syne bøne ok sagdæ till henne: gak til then porth ther hedhær Gull porth 84, och løb omodh thin man, forti ath han kommer i dagh til tegh. Hun skinde segh met syne mør och gik til then porth, oc stodh ok badh syne bøne. Ther the haffde lengæ bith, tha løfftæ the vp theris øghen, oc soæ Joachim faræ met siit fæ, oc Anna løb amodh hannum, oc halsæth hannum oc loffuith Gudh oc sagde: iach war ickæ och er ey nu 85, iach war vfructsom ok nu ær iech met hæfft 86. Ther war megell glædæ met all theræ byrd 87, saa al then tydendhe gik offuer all landet. Ther ny monedæ vare gangne tha fødde Anna dotter 88, och callet henne Maria. Ther hun haffde giffuith henne ath dii i thre vinther, tha gynge the til mynster, Joachim och Anna, och offræth theris offer till Vorherræ, oc sattæ Mariam i møør samfund, ther bodæ 89 var fyrræ 90 oc siden, nat oc dagh, i Vorsherræ tieneste 91, soa at thet vndreth allæ, om væll mynstærens formæn sosom the andrææ 92.

3 Fiarde lesning. Maria, ther hun var thriggi 93 vinthær gammell, tha var hun so fulkommen i henne athæfft 94, och ydeligh 95 i henne bøne ænsæ hun var fullelich til alders kommen 96. Hun var then fægerstæ mø til var, hennis andlædæ skyn ense snee, ther war soa megel Gudzs nadæ met henne, at engen ther henne soa stoth kiøtligh list til henne 97. Hun sættæ sigh selff thenne regell 98, at fran om morgennen oc til tærcæ timæ 99 tha var hun i syne bøne, ok fran tærcæ timæ oc till nonæ tyme 100 tha war hun i gerningh 101, oc om nonæ time huær dagh tha hidde hun, ee til 102 Vorherræ ængil kom, oc hun togh madh af hans hændær, at hun skulde soa myklæ hældær væræ i Vorsherræs loff. I blant thee møør hun var met fandz ængi arwaklær 103, ængi rætter i theræ logh 104, ængi miukær 105. Hun war ren bodhæ i hugh oc legom oc vduold i dygdh. Hun war e huær dagh bædræ æn annen. Engen hørde henne bannæ 106, engen soa henne wredh 107. The mør met henne varæ, tolde hun ey at syndæ 108 ey mæt ordh och ey mæth gerningh. Then madh hun togh aff engelssens hond, ther leffde hun hwær dag veth, ok then hun tok af mynsters formæn 109, hannum gaff hun fatuct folk. The soghe yteligh 110 ængle tale met henne. Alle the siukæ hennæ hanlæth 111, the forææ 112 helæ hiem til there huss 113. Femtæ læzæ 114. Thær war en prest hedh Abiathar, ther vilde at hun gifftis hans søn oc gaff biscopær 115 ther gaffue til. Thær Maria hørdæ thet, tha forbøt hun thet thom oc sagdæ: thet moa ey wæræ ath iech scall thytæss vith man, eller man vit mek 116, forti at iech hauer iæt 117 thet Gud aff barndom, at iech skall væræ hannum skær 118 møø. 119 Ther Maria war fiurtæn vinter gammell, tha giordæ Pharisei eth rodh oc sagdæ, ath quinnæ mottæ ey bedæ theris bøne 120 i Gudzs mynster, oc sendæ 121 both yffuer alt Ysraels folk, at the skuldæ allæ a thridiee dagh komme til Gudzs mynster. Ther alt folket varæ komne, tha gick Abiathar there biscop i the høgiste trappæ oc giordæ lydh yuer alt folket och sagde: fra at thættæ mynstær var først vpgiort aff Salomon konningh oc siden, tha hauer hær værith i 122 konnings døtter oc prophetæ døtter oc biscops døtter oc presteæ døttær, oc waræ migit framme 123. Ther the komme til there alder, tha giftædes the oc fulde theris forældris seed 124. Nu hauer Maria funneth en ny siit ath tiæne Gud met, at hun wil leffue mø lif, forti 125 ticker mek at wy skulle met Gudz rod vidæ hwæm hun scal i gøme sættæs 126. Thæt lictæ alle theræ synagogæ 127, oc giorde lot 128 yuer alt Israels folk oc lodæn fiall yuer Judas slæct 129. Tha sagdæ allæ høfdinge 130 : annæn dagh hwosom ey hauer husfru kommer hit 131 allæ met hwær sin vand 132 i hændæ 133. Ther the komme, tha antuorde 134 the biscopen alle theræ vændær, och han tiente syne tienistæ oc taleth vit Vorhærræ. Tha sagdæ Vorherræ til hannum: lægh alles theræ vender 135 vp i choor oc biut them alle at komme morghen arlic 136 at tage there wænder, oc ther vendern kom i theris hendær, hwilc theræs vand en dwæ flyger offn aff oc vp til himen, then there scalt thu sætte Mariam til gøme. Annen dagen ther the ware aftær comne oc biscop tientæ 137 oc anduordeth them theræ vendhær, tha kom duuæ af engi there. Tha for Abiathar i presthe clædæ met tolff biælle 138 oc gik vp i chor oc tientæ. Thær han badh til Gudh, tha kom hans engell oc sagdæ: thette ær en scam wol 139 ther i actæth for ækki 140, ther thu bær hannum fram, tha kommer thet tegen ther Gud mæltæ. Then same war Joseps, oc han 141 var forsmath for thi at Josep var gammel 142, oc han vilde ey nøthæs til at gøme Mariam. Ther han stodh uterst miuklic, tha øpthæ Abiathar biscop til hannum oc sagdæ 143 : Josep gak hit, oc tag thyn wond. Tha reddis Josep oc vndret, hwi han kallet hannum. Ther Josep ractæ sin hand at tagæ sin wand, tha gik en dwæ framæn af vanden oc fløgh lenge om mønstæræt, oc soa foor hun vp til himen. Tha

4 loffuet alt folket hannum oc sagde: salig estw i thin ælle vorden, at thu scalt Mariam gømmæ. Tha sagdæ alle prester til hannum: tak (tu) 144 henne gladelic, forti at Gud hauer teg vthuold aff alle. Tha sagdæ Josep: huar til ville i mek gammel man thætte barn i hand sæle 145! Tha swarde Abiathar biscop oc sagde: lath thet minnes, huore Datan oc Abiron the forhadede Gudz budh 146. Soa vordær thet oc tek, om thu forhær Gudz villie. Tha sagdæ Josep: viste iach at thet vare Gudz villie, tha giorde iech thet, thaa latær 147 ænnen 148 af the mør met henne ther hun haffde førræ. Tha sagdæ Abiathar biscop: Hun skal haue mør til hugneth 149, ee till ether brullups dagh kommer. Siæte lesning. Tha tok Joseph Mariam met fæm mør. En heth Rebecca, annen Sephora, tridiæ Susanna, fiarde Abigo, fæmtæ Nabaell 150. Oc the sætte thom alle gerningh, oc Maria tok purpur at gøræ til Gudz mynster. Tha sagdæ the andre mør til henne: hwy, mæn 151 thw esth yst 152, hwy vast 153 thu verdugh at gøræ purpur 154? Calleth 155 henne tha mø drotningh. Ther the soa sagdhæ, tha kom Gudzs engel i blant thom, oc sagdæ: thæt worther sant, ther i mælæ 156. Annen dag efftær, thær Maria stodh hoos en keldæ 157, tha kom en engel til henne oc sagdæ: saligh estw Maria! forti at thu hauer giort Vorsherris bolegh vti thin hugh 158, lius scal komme aff himmerige oc boo i tegh, oc værilden scal al liusæss af tek! Tritie dag ther hun giorde 159 purpur met sinæ fyngre, tha kom en ysky man soa fagher, at man gade 160 hans fægærth ey told, intil henne. 161 Ther hun soa hannum, tha ræddis hun oc skalff. Tha meltæ han til hennæ: hel se 162 thu Maria, ful met nadæ! Gudh ær met tek! sign væræ thu ouer alle quinnæ! 163 rædis ey, thu fant nadæ met Vorherræ! thu vorder met hæfft oc thu scalt fødæ søn, oc han scal hedæ Jhesus! Tha swaret Maria: huoræ moa thet væræ, forti at iac kom aldrigh i carlmenss tidæ? Tha sagde engellen: thæn hellugh andh scal komme i teck met syn dygt 164, forti thet ther af tegh fødess thet kallis Gudz søn. Elyzabeth thyn frencone 165 hun føddæ 166 af sick i sin ællæ, ther hun var vfructsom, forti at thet var alth mugelict for Gudh. Tha sagde Maria til engellen: iech ær Vorsherræ thærne, vorde mek effter thine ordh! Siwende læsningh. Mædæn thætte giortæs, tha var Joseph burtæ i tymbergerning 167. Ther han kom effter, tha fan han Mariam met heffth. Tha reddis han met megel angisth, ok øptæ: Vorherre, tagh myn and af mek, forti at mech ær bædræ at døø æn leue. Tha sagdæ the mør mæth henne vare til Josep: vy vidæ at hun kom aldrigh i carlmens tydæ. Vy vidhe at hun ær skær mø, forti at hun var e gømd af engell, oc engen hauer thet giort vten engellen. Tha sagde Joseph: hui villæ i mek, at iech skal tro at engellen hauer thet giorth? oc græt oc vilde lønlich fly fran henne 168. Ther han skulde bort fly, tha kom engellen till hannum om nat i søffne oc sagdæ: Joseph, rædæs ey at tage Mariam thin gifft 169, then hefft hun ær met, thet ær aff then helliger andh. Hun skal fødæ søn oc han skal hedæ Jhesus. Han scal frelsse siit folk af synde 170. Ther Joseph voknet, tha tacket han Gud oc talde Maria syn drøm oc henne mør oc huggeth 171 henne oc sagde: iech syndeth, at iech hafdæ vrang hugh vith tegh. Tha gik then tidend yuer Israel, ath Maria var met heffth. Tha var Josep tagen 172 af mynsters formen 173 oc led til biscopen. Biscop oc the alle roptæ 174 Josep oc sagdæ: hui hauer thu soa giort vit telligen 175 iomfru, ther 176 engle fødde vti Gudz mynster sosom duueæ 177? Vy vidæ at thu hafde henne ey vold giort 178, tha vare hun mø æn i dagh. Josep swoar at han thet ey giorde. Tha sagde Ahiathar biscop til

5 Josep: tha scalt thu dricke prouels vatn 179. Oc thet vatn hafde then kraft, at the thæt drucke oc ginge siv sinne 180 om alteret, vare han saan at saken 181, tha tedess 182 e 183 noget teken i hans andlade, ther man mattæ kenne thet, æn vare han vsan 184, tha tediss icke 185. Tha samledis so megit af Israels folck til mynstærit at mæn kunne ey komme tall a them. Tha kom oc Josep, tha leddis oc Maria til Gudz huss, oc hennis slæct fulde henne, oc sagde til henne: gak helder vith thyne synde for preste. Tha calleth the Joseph til alterit oc gaue hannum thet vatn. Ther han hafde drucket, oc ganget siw sinne om alteret, thaa tediss icke tegen i hans antlade. Tha sagde the alle, ath han var ræt oc haftæ ther til giort 186. Tha callet the Mariam oc sagde til henne: huat orsagels 187 hauer thu? hwat tegen mo mera 188 teess a tek æn thu esth met heft? Æn thet ene letæ 189 vy af tek, at thu gor vith 190, huo tek sweg 191 soa. Vy vidæ at Josep ær skær. Bædræ ær thec, at thu gor vith, æn Gudz vredæ giuer tek noket tegen oss alle aaseend 192. Tha sagde Maria: om ther ær i mech nogeth smit 193 æller noger synde, tha giue Vorherræ thet tegn a 194 mek ether alle aseendhe 195, at thet vorder huer man til efftersiun 196! Tha gik hun till oc drack af vatnet, oc gik siden siu sinne om altereth, oc fandz engen smit a henne. Tha vndreth the allæ, somme sagde at thet var met heldom, oc somme hugde ath thet var met troldom 197. Tha sagdæ Maria: Gud vet thet vell, at iech var aldrigh i carlmennss tidæ. Tha ginge til henne alle the ther Gud ræddis oc bade at hun skulde forlade thom theris vrange hug. Oc alle prester oc mør oc alt folk fulde henne met glæde til hennis huss oc øptæ ok sagde: signæt være Gudz naffn, ther tedæ syn nade yuer alt Ysraels folk! Tillæg I Sammenligning mellem teksten Om Joachim oc Anna oc Maria, s. 1, lin. 1 - s. 3, lin. 2 (incl.) og den tilsvarende gammeldanske tekst i Jesu Barndoms Bog, efter Jacobsen, J. P. og R. Paulli (ed.): Danske Folkebøger fra 16. og 17. Århundrede. Bind 1 (København 1915, Efter Gotfred af Ghemens tryk fra 1508), s. 31, lin. 1 - s. 34, lin. 18. I Jesu Barndoms Bog står i udgivelsens Textkritik og Commentar s. 202: I Ghemen-Trykket findes så godt som ingen Skilletegn. I Udgaven er tilsat Skilletegn efter Nutidsbrug [ ]. Det Ord, der følger efter Punkt, Spørgetegn eller Kolon, har snart stort, snart lille Forbogstav, i nøje overensstemmelse med Originalen, hvis Brug af store og små Bogstaver også i øvrigt er overholdt. De (nogenlunde) sammenfaldende tekstdele er sat med fed skrift. Fra: Om Joachim oc Anna oc Maria. Thet war en man i Israels folk, heth Joachim, af Judas slæct. Han vaar sin eghen foræhirdæ, Fra Jesu Barndoms Bog. EEn man møget wel byrdigh i blanth israels folck som heedh ioachim. Och han wor fød aff een mans sleght, som heet Judas, oc han wor sÿn eghen faare hiørde, oc han wor een aff the tolff brødre iacobs patriarche sønner, ther the xij israels slegther kom aff. Oc iacob han wor ysayas søn, som waar abrahams søn. Hwilken abraham gudfadher iætte, at han wilde lade sÿn

6 ok han ræddis Gud met mildheth i syne godgerninge. Han giorde thre lothæ aff alt thet hans gods skildæ om ar. En lodh gaf han vidue oc faderløsæ børn oc pelegrime oc fatucth folk, then annen gaf han Gudz tieniste folk, then tredie sigh selff oc siith folk. Ther han so giorde, tha høgdæ Gud hannum oc hans gotzs, soa ath hans lighæ var ey i alth Israels folk. Thætte tok han til at gøræ, ther haan var femten vinter gammel oc tiughe. Ther han var tiughe vinter, tha togh han segh kone af siit egith slæct, af Dauid konnings byrdh, ock hun heth Anna. Ther han haffde hauet henne tiuge aor, oc the føde icki børn sammen, ther han stod i Gudzs mynster och offræt siit offer til Vorherræ, tha sagthe en man til hannum, het Ruben: Joachim, tech lydær ey at wæræ ii bland Gudz offeræ, forthi at han gaf thech ey fruct af thin husfrue. Ther han hafde hørth then vbrytsæll, tha gik han grædende af mynsteret oc vilde ey hiemfare, mæn gik til siit fæ oc tog met sek hirthær oc for borth langth i annet land, soa at Anna motte ey fange both aff hannum i fæm monede, mæn græd ok sagdæ: o Israels Gudh, all sterkest, mæden thu gafst mek huerken søn eller dotter, hui togst thu myn husbonde fra mek, at iech veth ey huaræ han ær, eller huare han ær døth, oc huare iech skal hans iordefærd gøræ? Ther hun hafde megit græth, tha gik hun vth i sin yrtegordh oc fial nydær i syne bøne ok bat til Vorherræ. Ther hun vpstod af syne bøne, tha liffthæ hun vp syne øgen oc soa en sporueredæ i eth lauerbærtræ. Tha gaf hun syn røst met suk til Vorherræ oc sagdæ: o søn fødis aff hans affkomme oc sculde meth sin dødh oc fwlgerningh løsæ mennuiskens køn. Hwilken ioachim som ræddis gud oc tiænte hannum met milhed oc mangfollelige got gerninger. Thet gotz, han afflede om aareth, thet skiffte han i tre delæ. Een deel gaff han fattige folck. Annen deel gaff han guts tiæneste men. Aff then tridie deel føddhe han segh oc sith folck met.thi forøgte gud hans penninge oc gots, oc ingen wor hans lige bland alt israhels folck. Thetthe begynte han at gøre, ther han wor fem oc tywe winter gammell, tha feck han seg een husfru aff hans eghen sleght aff koningh dauidis byrd, oc hon heet Anna, oc the wore til sammens i tywe winther och kuynne ey faa børn sammen. Een tÿt ther effter gick han i mønstret oc sculde offræ til gud, tha kom een til hannum, som heet ruben, oc wissde hannum aff mønstret oc sagde til hannum, at han wor icke werdug at wære vdi guts mønstret, for han hafde icke fructh met sin hustru, som tha wor seet vdhi lowen, at the sculde wære forbannede, som ey finge fruct sammen. ther ioachim thet hørde, tha gick han grædendis aff mønstret oc wilde ey fare hiem til sin høstrw. Men han togh sit fee oc sine hiørder mert sig oc foer langt borth i ørken, oc man konne ey finne hannum i fæm manede, oc ther græd han saarlige oc sade so: o thu alsommectiste gud, miskunde meg oc hør min bøn. ther anna hans husfru vnderstod, at han wor bort faren, tha vor hon møget bedrøuet oc græd gantze saare oc sagde saa: O israels gud alsommectiste, men thu gaffst meg huerken søn eller dotter met min husbonde, hwi haffuer thu taghet hannum fra meg, at ieg weey ey, huat heller han ær leuendis eller døt, eller om ieg scal rede hans iorde færd. Ther effter gick hon vdi een yrte gord oc fald paa sine knæ oc bad sine bøner til gud met grædende taare. ther effter soo hon op, hwor en fwl haffde sin ræde oc vnge vdi i et lauerber træ. Tha bat hon ytmygelighe til wor herre oc sagde: O alsommectistæ gud,

7 aluoldughe Gudh, ther alle creature gaft afspringe, hui hauer thu mek ene vte luct af thin nodæ? Nu kende thu mit hiarte af mit hiones vphob, om thu gafue mek entug søn eller dotter, at iegh skulde offræ thæt tek i thyth mynster. Mædæn hun sagde thet, tha tethess Vorsherræ engel foræ hennis antlat oc sagdhæ: rædis ey Anna, forti ath thet af tegh skal fødhæs, thet ær i Gudz act, oc thet af tegh vorder fødh, thæt worder til underls offuer all værelden. Ther han thæt hafde sagth, tha var han bortæ. Hun reddis oc skald at hun so teligh sivn oc hørde telict moll, och gik i siit hærherge, oc fial i syn siæng sligsame ense hun vare døth al daghen, oc al nathen var hun i syne bøne oc i megell rætzell. Ther efftær kalleth hun syn tienistæ mø til sigh oc sagde: thu sath mek i thilig angist oc vilde ey go intil mek. Tha sward hun mumlænd oc sagde: af Gud tok thin man af tek oc giorde tek vfructsom, huat giet iac ther af giort? Ther Anna hørdæ thet tha græt hun. Then samme tyme tha kom en yski man i blandh bergen til Joachim, ther som han gømde sith fæ, oc meltæ til hannum oc sagdæ: hwi far thu ey effther til thin husfru? Tha swaret Joachim oc sagdæ: i tiuge winter hafde iech henne oc iech mottæ ey føde af henne huerken søn eller dotter, oc iech gik mæt megel blisel af Gudz mynster. Huar til skal iec efter faræ til henne? men skall iech vtæ gange met mit fæ meden iech leuer, æn fatuct folk oc vidue och faderløse børn oc Gudz tieniste men sænd iech gerne theræ lod met myne swene. Ther han hafde thæt sagt, tha swaret hin yski man hannum oc sagde: iech ær Gudz engel ther kom til thin husfru, ther hun græt oc badh til Vorherræ, oc hugde iech henne, oc thu skalt vidhæ, ath hun ær met dotter af thit tydæ, thær tech war vuidende ther thu bortfoort. Thenne dotter worder i Gudz mynster oc then helliger andh scal hwiles i henne, oc hun vorter salugh ower alle quinne, soa at engen moa sighe, ath henne lighe war eller vort fødh vti iørderige. Fore then skildh tha far hiem til thin husfru, oc thu som alle creatur hauer skapt, huert effter sin skickelse, hwi haffuer thu vtluct meg af thine nade? nw haffuer thu kent mÿn hw oc mith ecktescap oc haffdhe giffuet meg enthen søn eller dotter, tha ieg sculle offre i mønstret. tha hon sagde thesse ord, tha obenbaredis gutz engel for henne oc sagde saa: Redis icke, anna, forthi thet ær i guts ackt, at thu scalt føde foster, oc thet foster, aff teg fødis, thet wordher glædeligt offuer alt werden. Ther han haffde thet for henne sagt, tha bleff han borte, oc hon war gantze rædh oc skalff, at hon haffde seet sodan syn oc hørt sodan maal, oc gick vti sith herberg oc lagde paa sin sængh, moxen som hon haffde wæret døt, oc so wor hon dag oc nat i sine gudelighe bøner. Ther effther talede hon til sine tiæneste quinner oc sagde til een aff them: Thu saast meg i telegt angest, oc thu wilde ey gaa til meg. tha swarede hon og sagde saa: forti at gud tog thin man fra teg oc giorde teg vfructsommelig, hwat kan ieg thet om gøre? Ther anna thet hørde aff hennes tiæneste møø, tha græd hon gantze saare. Vdhi then samme stund kom een vngh man til ioachim i ørken oc sagde til hannum: Hwi far thu ey hiem til thin husfrw? tha swareth ioachim: vdi xx.aar haue wi været sammen oc kunne ey føde søn eller dotter; forthi fick ieg aff mønstret met blysel. huat scal ieg giøre hieme? ieg wil hær bliue, men ieg leffuer; tog wil ieg sende fattig folk, wedwer, faderløse børn oc gutz tieneste men theris deel met mine swænne. Ther han haffde thet sagt, tha swarede then vnge man hannum igien oc sade: Jeg ær gutz engel, som hugsswalede thin husfru, ther hon gred oc bad til gud. Oc thu scalt widæ, at thin husfru ær met en dotter aff thin sæd, oc then dotter, thin husfru fonger, hon worder ophøfft offuer al werden, oc ingen henne ligen ær fød oc ey scal fødis vdi iorderighe, oc baade moderen oc dotteren worde velsignede ewindelige. thi rædis icke,

8 fynner henne met hæffth, oc loffue Gud, forti at hwn och henne affødæ vorde sægnd ee vten ende. men far hiem til thin husfru oc louer gud for sin naade. Tillæg II Sammenligning mellem de indledende sider i den gammeldanske tekst Jesu Barndoms Bog og de tilsvarende sider i den latinske tekst i Liber de Infantia Salvatoris. Den gammeldanske tekst er digitaliseret efter Jesu Barndoms Bog, i: Jacobsen, J. P. og R. Paulli (ed.): Danske Folkebøger fra 16. og 17. Århundrede. Bind 1 (København 1915, Efter Gotfred af Ghemens tryk fra 1508) s. 31, lin. 1 - s. 34, lin. 18. I udgivelsens Textkritik og Commentar s. 202 står: I Ghemen-Trykket findes så godt som ingen Skilletegn. I Udgaven er tilsat Skilletegn efter Nutidsbrug [ ]. Det Ord, der følger efter Punkt, Spørgetegn eller Kolon, har snart stort, snart lille Forbogstav, i nøje overensstemmelse med Originalen, hvis Brug af store og små Bogstaver også i øvrigt er overholdt. Den latinske tekst er digitaliseret efter Marius Kristensen (ed.): En klosterbog fra middelalderens slutning (København 1933), heri fra Liber de Infantia Salvatoris s. 120, lin s. 123, lin. 11. Teksten er desuden sammenholdt med Sigurd Kroon m. fl. (ed.): A Danish teacher s Manual of the Mid-Fifteenth Century (Lund 1993) s (især ang. skrivningen af person- og stednavne, som Marius Kristensen systematisk skriver med stort). Marius Kristensens pædagogiske tegnsætning er delvis bibeholdt. De (nogenlunde) sammenfaldende tekstdele er sat med fed skrift. Fra Jesu Barndoms Bog. EEn man møget wel byrdigh i blanth israels folck som heedh ioachim. Och han wor fød aff een mans sleght, som heet Judas, oc han wor sÿn eghen faare hiørde, oc han wor een aff the tolff brødre iacobs patriarche sønner, ther the xij israels slegther kom aff. Oc iacob han wor ysayas søn, som waar abrahams søn. Hwilken abraham gudfadher iætte, at han wilde lade sÿn søn fødis aff hans affkomme oc sculde meth sin dødh oc fwlgerningh løsæ mennuiskens køn. Hwilken ioachim som ræddis gud oc tiænte hannum met milhed oc mangfollelige got gerninger. Fra: Liber de Infantia Salvatoris. In diebus illis erat vir in Israel, nomine ioachim, ex tribu Iuda, et hic erat pastor ouium suarum, timens dominum in simplicitate, cui nulla cura erat alia nisi gregum, de quorum fructu alebat omnes timentes deum, duplicia offerens munera in timore dei et doctrina laborantibus et simplicia hiis qui ministrabant eis. Siue in agnis,

9 Thet gotz, han afflede om aareth, thet skiffte han i tre delæ. Een deel gaff han fattige folck. Annen deel gaff han guts tiæneste men. Aff then tridie deel føddhe han segh oc sith folck met. Thi forøgte gud hans penninge oc gots, oc ingen wor hans lige bland alt israhels folck. Thetthe begynte han at gøre, ther han wor fem oc tywe winter gammell, tha feck han seg een husfru aff hans eghen sleght aff koningh dauidis byrd, oc hon heet Anna, oc the wore til sammens i tywe winther och kuynne ey faa børn sammen. Een tÿt ther effter gick han i mønstret oc sculde offræ til gud, tha kom een til hannum, som heet ruben, oc wissde hannum aff mønstret oc sagde til hannum, at han wor icke werdug at wære vdi guts mønstret, for han hafde icke fructh met sin hustru, som tha wor seet vdhi lowen, at the sculde wære forbannede, som ey finge fruct sammen. ther ioachim thet hørde, tha gick han grædendis aff mønstret oc wilde ey fare hiem til sin høstrw. Men han togh sit fee oc sine hiørder mert sig oc foer langt borth i ørken, oc man konne ey finne hannum i fæm manede, oc ther græd han saarlige oc sade so: o thu alsommectiste gud, miskunde meg oc hør min bøn. ther anna hans husfru vnderstod, at han wor bort faren, tha vor hon møget bedrøuet oc græd gantze saare oc sagde saa: O israels gud alsommectiste, men thu gaffst meg huerken søn eller dotter met min husbonde, hwi haffuer thu taghet hannum fra meg, at ieg weey ey, huat heller han ær leuendis eller døt, eller om ieg scal rede hans iorde færd. Ther effter gick hon vdi een yrte gord oc fald paa sine knæ oc bad sine bøner til gud met grædende taare. ther effter soo hon op, hwor en fwl haffde sin ræde oc vnge vdi i et siue in edis, siue in lanis, siue in omnibus rebus suis, de omnibus tres partes faciebat: vnam partem dabat uiduis, orphanis et peregrinis atque pauperibus, alteram partem colentibus deum, terciam partem sibi et omni domui sue. Hec autem illi facienti multiplicebat [sic] deus greges, ita vt non esset similis in populo israel. A quintodecimo autem etatis sue anno hec inchoante facere cum esset annorum uiginti, accepit annam, filiam ysacar, vxorem ex tribu et genere dauid, cum qua, moratus per annos viginti, filios non excepit. Factum est autem, ut in diebus festis inter eos, qui offerebant incensum domino, staret ioachim parans munera vniuersa in conspectu domini. Et accedens ad eum scriba templi nomine ruben, ayt ad eum: Non licet tibi intra sacrificia dei exisistere, quia non te benedixit deus, ut crearet (daret?) tibi semen in Israel. Passus itaque verecundiam in conspectu populi, abscessit de templo plorans, et non est reuersus ad domum suam, set abiit ad pecora sua et duxit secum pastores inter montes longinquos, ita ut per quinque menses nuncium de eo audiret uxor eius. Que dum fleret in oracione sua et diceret: Domine, quia filios non dedisti michi, virum meum quare tulisti a me? Quinque enim menses fluxerunt et virum meum non video, et nescio vbinam mortuus sit, ut uel sepulturam eius fecissem [Tischendorf s. 56 har i sit apparat bl. a. denne version som ligner den gammeldanske: Nescio ubi sit, vel si mortuus fuisset ei sepulturam facerem. PEJ]. Et dum nimis fleret in viridario domus sue, in oracione sua eleuans oculos ad dominum, vidit nidum passeris in arbore lauri,

10 lauerber træ. Tha bat hon ytmygelighe til wor herre oc sagde: O alsommectistæ gud, som alle creatur hauer skapt, huert effter sin skickelse, hwi haffuer thu vtluct meg af thine nade? nw haffuer thu kent mÿn hw oc mith ecktescap oc haffdhe giffuet meg enthen søn eller dotter, tha ieg sculle offre i mønstret. tha hon sagde thesse ord, tha obenbaredis gutz engel for henne oc sagde saa: Redis icke, anna, forthi thet ær i guts ackt, at thu scalt føde foster, oc thet foster, aff teg fødis, thet wordher glædeligt offuer alt werden. Ther han haffde thet for henne sagt, tha bleff han borte, oc hon war gantze rædh oc skalff, at hon haffde seet sodan syn oc hørt sodan maal, oc gick vti sith herberg oc lagde paa sin sængh, moxen som hon haffde wæret døt, oc so wor hon dag oc nat i sine gudelighe bøner. Ther effther talede hon til sine tiæneste quinner oc sagde til een aff them: Thu saast meg i telegt angest, oc thu wilde ey gaa til meg. tha swarede hon og sagde saa: forti at gud tog thin man fra teg oc giorde teg vfructsommelig, hwat kan ieg thet om gøre? Ther anna thet hørde aff hennes tiæneste møø, tha græd hon gantze saare. Vdhi then samme stund kom een vngh man til ioachim i ørken oc sagde til hannum: Hwi far thu ey hiem til thin husfrw? tha swareth ioachim: vdi xx.aar haue wi været sammen oc kunne ey føde søn eller dotter; forthi fick ieg aff mønstret met blysel. huat scal ieg giøre hieme? ieg wil hær bliue, men ieg leffuer; tog wil ieg sende fattig folk, wedwer, faderløse børn oc gutz tieneste men theris deel met mine swænne. Ther han haffde thet sagt, tha swarede then vnge man hannum igien oc sade: Jeg ær gutz engel, som hugsswalede thin husfru, ther hon gred oc bad til gud. Oc thu scalt widæ, at thin et misit vocem cum gemitu ad dominum et dixit: Domine deus omnipotens, qui omni creature tue donasti filios, et bestiis et iumentis et repentibus et piscibus et volucribus, omnes super filios gaudent, me solam a benignitatis tue dono excludis? Tu nosti, domine, ab inicio coniugii hoc me voluisse, vt si dedisses michi filium aut [aut: Brandt s. 122 læser fejlagtigt et. PEJ] filiam, obtulissem eum in templo sancto tuo. Et dum ista dicit, ante faciem eius apparuit angelus domini dicens: Noli timere, Anna, quoniam in consilio dei est germen tuum, et quod ex te natum fuerit, dabitur in admiracione omnibus seculis vsque in finem. Et cum hec dixisset, ab oculis eius elapsus est. Illa autem tremens quod vidisset talem virtutem [Tischendorf s. 57 har visionem. PEJ], et talem sermonem audisset, ingressa est cubiculum, et iactauit se in lectum suum, et, quasi mortua, tota die atque tota nocte in oracione permansit. Post hec vocauit ad se puellam suam et dixit ei: Vides me viduitatem habentem in angustia, et tu nec ingredi ad me voluisti? Tunc in murmure [murmure: Marius Kristensen s. 122 og Liber de Infantia Salvatoris s. 381 har murmurre. Læsning tvivlsom. Tischendorf s. 57 kender i tekst og apparat kun murmure. PEJ] respondens ait: Si conclusit Deus vterum tuum, et virum tuum a te abstulit, ego tibi quid factura sum? Et hec audiens Anna amplius flebat. IN ipso tempore apparuit quidam iuuenis quidam inter montes, vbi Ioachim pascebat greges suos et dixit ad eum: Quare non reuerteris ad uxorem tuam? Et dixit Ioachim: Per uiginti annos habui eam, nunc vero quia deus noluit michi ex ea dare filios, cum verecundia de templo dei exprobratus exiui; vt quid reuertar ad eam semel eiectus? Iam hic ero cum ouibus meis quam diu me voluerit viuere deus. Per manus autem puerorum meorum pauperibus et uiduis et orphanis et colentibus deum partes suas restituam. Et cum hec dixisset, respondit ille iuuenis dicens: Angelus dei ego sum qui apparui hodie flenti et oranti vxore tue, et consolatus sum eam, quam scias ex semine

11 husfru ær met en dotter aff thin sæd, oc then dotter, thin husfru fonger, hon worder ophøfft offuer al werden, oc ingen henne ligen ær fød oc ey scal fødis vdi iorderighe, oc baade moderen oc dotteren worde velsignede ewindelige. thi rædis icke, men far hiem til thin husfru oc louer gud for sin naade. [note: baade moderen oc dotteren worde velsignede ewindelige ligner delvis det latinske et fecit eam matrem benediccionis eterne. tuo concepisse filiam. Hec templum dei erit et spiritus sanctus requiescet in ea, et erit beatitudo super omnes feminas sanctas, Ita vt nullus dicat, quia fuit talis ante eam, set et post eam non erit similis ei. Descende ergo de montibus et reuertere ad coniugem tuam, et inuenies eam habentem in vtero. Excitauit enim deus semen in ea et fecit eam matrem benediccionis eterne. 1 Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Trods den af Brandt valgte titel er altså medtaget denne tekst samt en let bearbejdelse af Matthæus-Evangeliet kap Endvidere er medtaget Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste. Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Matthæus kap , kaldet Aff Vorherræ pyne = Om Vorherres (døds-)kvaler, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. Håndskriftet, der findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4), anser Brandt for at være opstået omkring GldO sætter det lidt senere, til Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk. Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hun = hun, hwn = hun, vsmittet = usmittet. v kan skrives v, u eller w: vidhæ = vidhæ, vduold = udvold, swene = svene. i skrives ofte y: tyme = time, gynge = ginge, myn = min. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: dansk sattæ Mariam i møør samfund, hvor Mariam er akkusativ af Maria. Ang. mulige forlæg for den danske henviser forskningen ofte til: J. C. Thilo (ed.): Codex Apocryphus Novi Testamenti. Tomus I. Leipzig Heri: Historia de Nativitate Mariae et de Infantia Salvatoris, s (efter et parisisk håndskrift). Henvisninger til Historia de Nativitate ses i min udgave ved forkortelsen Thilo. Constantin v. Tischendorf (ed.): Evangelia Apokrypha. Liber de ortu beatæ Mariæ et Infantia Salvatoris samt (Leipzig 1853), s. 53ff (efter et håndskrift i Vatikanet). Henvisninger til dette værk ses i min udgave ved forkortelsen Tischendorf. Om teksten Om Joachim oc Anna oc Maria skriver Brandt i sit efterord s at den er en noget fri Gjengivelse af historia de nativitate Mariæ et de infantia Salvatoris [= Historien om Marias fødsel og Frelserens barndom. PEJ] den bekjendte apokryfiske Fortælling, der er Grundskriftet til den senere så udbredte Folkebog Jesu Barndoms Historie. Teksten analyseres i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 Hellige Kvinder, s , med angivelser af eventuelle forlæg. Om sådanne skriver Tue Gad s : Den danske tekst rummer overensstemmelser med flere af Tischendorfs texter af Pseudo-Matthæus, men følger dog gennemgående den text, som Tischendorf kalder C og som er Thilos hovedtext. Om forholdet mellem Tischendorf og Thilo skriver Tue Gad s. 88, note 6: I nyere behandlinger regnes gerne med Tischendorfs [længere. PEJ] version som hovedversion, men efter hvad

12 jeg har set i håndskrifter og kataloger, er det tvært imod den korte version hos Thilo, der er den almindeligt forekommende. Det er den også der er oversat til dansk i Hellige Kvinder. Teksterne Om Joakim og Anna og Maria og Om Vorherres Fødsel i udgaven Hellige Kvinder hænger nøje sammen. Således slutter teksten Om Joachim oc Anna og Maria i håndskriftet på fol. XXXIr og på samme side begynder Om Vorherres Fødsel. Hos Thilo og Tischendorf ses ikke denne opdeling i to adskilte stykker. Men det bør bemærkes hvad Tue Gad skriver s. 190, fodnote 9: Dette stykke [Om Joakim og Anna og Maria. PEJ] har i forlægget været delt op i 7 lectiones, derom vidner endnu rubrikerne»fiarde lesning«,»femte Læzæ«,»Siæte lesning«,»siwende læsningh«. Det er altså i egentligste forstand en legende - idet legende, fra latin legenda, betyder det der skal læses. Læsning 1-3 altså ikke markeret. Inddeling i læsninger ses heller ikke i teksten Om Vorherres Fødsel. - Teksten Om Joakim og Anna og Maria har altså været en brugstekst til liturgien. De overleverede læsningsbetegnelser fra 3 til 7 viser en tydelig inddeling efter indholdet, idet den enkelte læsning indleder noget nyt. - Lectiones eller læsninger blev bl. a. foretaget på helgeners festdage, som for Anna og Joakim var/ er 26. juli. Liber de Infantia Salvatoris er udgivet på latin i: Marius Kristensen (ed.): En klosterbog fra middelalderens slutning (København 1933), s , samt i: Sigurd Kroon m. fl. (ed.): A Danish teacher s Manual of the Mid-Fifteenth Century (Lund 1993), s. 402, lin. 17ff - begge efter håndskriftet AM 76, 8 o på Københavns Universitetsbibliotek. Liber de Infantia Salvatoris i udgaven A Danish teacher s Manual of the Mid-Fifteenth Century angives i det følgende ved forkortelsen Liber de Infantia Salvatoris. Den gammeldanske tekst i Brandts udgave svarer til En klosterbog fra middelalderens slutning s. 120, lin. 23ff eller A Danish teacher s Manual s. 377, lin. 21ff. Jesu Barndoms Bog blev udgivet af J. P. Jacobsen og R. Paulli i: Danske Folkebøger fra 16. og 17. Århundrede. Bind 1, s København Angives ved forkortelsen Jesu Barndoms Bog. Øvrige forkortelser: Forkortelser: Legenda Aurea = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850). Vulgata Clementina = en ældre Vulgata-version. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Nova Vulgata = Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning. 1901/ 1931 = bibeludgaven fra 1931 med autoriserede oversættelse af GT fra 1931 og den autoriserede oversættelse af NT fra = den autoriserede danske bibeloversættelse fra GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. - I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som Hellkv (= Brandts udgave) eller Religion. Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd København Efter teksten følger to tillæg: Tillæg I = Sammenligning mellem teksten Om Joachim oc Anna oc Maria, s. 1, lin. 1 - s. 3, lin. 2 (incl.) og den tilsvarende gammeldanske tekst i Jesu Barndoms Bog s. 31, lin. 1 - s. 34, lin. 18. Tillæg II = Sammenligning mellem de indledende sider i den gammeldanske tekst Jesu Barndoms Bog (s. 31, lin. 1 - s. 34, lin. 18) og de tilsvarende sider i den latinske tekst i Liber de Infantia Salvatoris (s. 120, lin s. 123, lin. 11). 2 Joachim: er i legenden gift med Anna, og de bliver forældre til Jomfru Maria. Hverken Joachim eller Anna er kendt fra bibelen. De dukker angiveligt først op i det apokryfe Jakobs Protevangelium fra ca. 150 e. Kr. - Parret spiller en vældig rolle i middelalderens bevidsthed. De ses da også afbildedet en del steder i danske kirker. 3 af Judas slæct: Thilo s. 340 har ex tribu Juda = af Juda s stamme.

13 4 sin eghen foræhirdæ: Thilo s. 340 har det helt klart: pastor ovium suarum = hyrde for sine egne får. 5 skildæ: kastede af sig. Se GldO, infinitiven skylde. 6 vidue: enker. Læses vidve. Singularis if. GldO vidve. Ordet er låneord fra middelnedertysk weduwe, wedewe, eller måske fra angelsaksisk widewe, men næppe fra latin vidua, som Ordbog over det dansk Sprog antyder (opslagsordet vitve). Det nordiske ord er enke. - Sml. Friedrich Kluge: Etymologisches Wörterbuch der deutschen Sprache (Berlin 1960), s. 867: opslagsordene Wit(t)ib og Witwe. 7 Gudz tieniste folk: Guds tjenere. Thilo s. 340 har colentibus deum = dem der dyrker Gud. Thilo har en fodnote til stedet: in templo domini servientibus et colentibus deum = dem der tjener i Guds tempel og dyrker Gud. 8 tha høgdæ Gud hannum oc hans gotzs: høgdæ = forøgede. Thilo s. 340 har multiplicabat deus gregem ipsius = forøgede Gud hans hjord. 9 femten vinter gammel: femten år gammel. I gammeldansk regnedes mere i antal vintre end i år, sml. eksempler fra GldO, opslagsordet vinter : et drengebarn må ikke sælge jord før æn thæt ær fæmtan wintær gamalt; myndighedsalderen thet er xviii vinther, altså 18 år; på Noahs tid tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vintær gamæll etc. 10 ther haan var femten vinter gammel oc tiughe. Ther han var tiughe vinter: oc tiughe er en fejlagtig tilføjelse, som vel foregriber det følgende. Thilo s. 340 har: a quintodecimo aetatis suae anno. Cum esset annorum viginti = fra sin alders femtende år. Da han var tyve år 11 af Dauid konnings byrdh: dette er vigtigt, da hun senere bliver moder til Jomfru Maria, som legenden erklærer for at at være af Davids slægt, i modstrid med Lukas-Evangeliet (NT), kap. 2, v. 4: (Vulgata) Ascendit autem et Ioseph a Galilaea de civitate Nazareth in Iudaeam in civitatem David, quae vocatur Bethlehem, eo quod esset de domo et familia David = (1992) Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt. 12 the føde icki børn sammen: føde = sætte børn i verden. Thilo s. 341 har: filios ex ea non excepit = han fik ikke sønner med hende. Tischendorf s. 54 har: filios aut filias ex ea non habuit = han fik hverken sønner eller døtre med hende. 13 mynster: tempel. Her er det templet i Jerusalem. - Ordet mynster kan i gammeldansk bruges om hedenske og jødiske templer, samt om den troende sjæl som tempel for Herren. Ordet synes ikke at være blevet brugt om en kirkebygning, som engelsk minster eller tysk Münster. - På dette sted har Thilo ikke en parallel, men Ruben, der nævnes kort efter, kaldes hos Thilo s. 342 scriba templi domini = en skriver/ skriveren i Herrens tempel. 14 tech lydær ey: du er uværdig (til). Se GldO, opslagsordet lythe, søgebegrænsning HellKv, seddel at wæræ ii blandh Gudz offeræ: at være blandt ofrene til Gud. Thilo har s. 342 det samme: inter sacrificia dei consistere = at stå blandt offergaverne til Gud, mens Tischendorf s. 54 nok har det mere korrekte: inter sacrificia dei agentes consistere = at stå mellem dem der bringer ofre til Gud. - Håndskriftet har ii blandh Gudz offers: om offers skriver Brandt s. 95: måske Skrivefejl for offeræ (lat. sacrificia). 16 forthi at han gaf thech ey fruct af thin husfrue: barnløshed betragtes altså som Guds unåde. Thilo s. 342 får det formuleret mere præcist: (du er uværdig) quia non benedixit tibi deus, at daret tibi germen in Israel = fordi Gud ikke velsignede dig, så han gav dig afkom i Israel. 17 vbrytsæll: forhånelse. Thilo s. 342 har passus itaque verecundiam = derfor, da den skam var overgået ham (verecundiam er akkusativ af verecundia). Se GldO, opslagsordet upbryghthsle, hertil verbet upbryghthe = håne, forsmæde; dette er beslægtet med verbet bræghthe, som vi genfinder i nydansk bebrejde. Om forståelsen af upbryghthsle, se f. eks. seddel 1: vpbrygsæll, med paralleltekster, som har bloysel oc skam og blygelsæ [= blusel. PEJ]; seddel 2: opbrytzlæs eller forsmælsæ; seddel 3: wbrygdilsæ oc baktalens ordh. Hertil latinske paralleller som seddel 2: improperium = forhånelse; seddel 4: obpropia = forhånelse; seddel 12: ignominia = forhånelse. - De mange fantasifulde skrivemåder i gammeldansk viser, at man ikke længere forstår ordets etymologi (se Kalkar, bd. III, s. 328, opslagsordet Opbrydelse). 18 fæ: kvæg. 19 motte: kunne 20 græd = hun græd. 21 tha gik hun vth i sin yrtegordh: Thilo s. 342 har ingressa in interiore domo sua = da hun var gået ind i sit hus. Tischendorf s. 55 lader hende gå in pomerium domus suae = ud i hendes hus æblegård. Valget af pomerium som bedested er næppe en en tilfældighed, da et pomerium er omgivet af mure. Derved ligner situationen betegnelsen for Jomfru Maria som hortus conclusus = den lukkede have, som skal symbolisere hendes uberørthed og uberørlighed. Når Anna også befinder sig sådan et sted, lægger det måske op til den katolske opfattelse, at ikke alene Maria var uberørt og fri af synd, men at hendes moder også var det. Dette sidste blev fremgår af den dogmatiske pavelige bulle Ineffabilis Deus fra Ideen om Annas svangerskab gennem helligånden findes imidlertid if. Angelika Dörfler-Dierken: Die Verehrung der heiligen Anna in Spätmittelalter und früher Neuzeit (Göttingen 1992), s. 50 allerede hos Bernhard af Clairvaux (ca til 1153). 22 sporueredæ: læses sporve-redæ = spurverede

14 23 gaf hun syn røst: Thilo s. 342 har emisit vocem = udsendte sin røst. Om verbet give, sml. nudansk give lyd, give et suk, give et skrig o.l. 24 aluoldughe: læses al-voldughe = almægtige. 25 afspringe: afkom 26 af mit hiones vphob: fra mit ægteskabs begyndelse. Thilo s. 343 har ab initio coniugii mei = fra mit ægteskabs begyndelse. Se GldO, opslagsordet hjon. Om ordet hjon s forskellige betydninger, se Kalkar, bd. II, s , opslagsordet Hjon. - Thilo s. 343 har efter ordene ab initio coniugii mei følgende, der gør det hele noget klarere: (du, Gud, vidste at jeg) ab initio coniugii mei hoc vovisse me confiteor [ ] = bekender, fra mit ægteskabs begyndelse, at have aflagt det løfte [ ]. 27 tethes: vise sig. Se GldO, infinitiven te. 28 Vorsherræ: herræ er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene har budt på forskellige former. 29 rædis ey Anna: hos Thilo s. 343 lyder det noli timere, Anna = frygt ikke, Anna. På samme måde tiltales Maria, da hun får at vide at hun skal føde Jesus, hos Brandt s. 6: rædis ey, og hos Thilo s. 367: Noli timere, Maria. Dette sidste svarer dog ikke ordret til hvad englen siger i Lukas-Evangeliet, kap. 1, v. 30: Ne timeas, Maria = frygt ikke, Maria. 30 af tegh: som af dig 31 act: hensigt. Ordet er låneord fra middelnedertysk, se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), se bd. 1 (1875), s. 3-6, opslagsordet acht(e). 32 underls: forundring. Se GldO undrelse. Thilo s. 343 har in admirationem = til forundring. Udtrykket til underls/ in admirationem skal give associationer til de i Vulgata ofte forekommende former af verbet admirari = forundres, i oversættelsen til dansk i reglen gengivet ved (slået af) forundring, undren o.l. - Således fra NT: Matthæus- Evangeliet, kap. 7, v. 28: cum consummasset Jesus verba hæc, admirabantur turbæ super doctrina ejus. = (1992) Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære. Markus-Evangeliet, kap. 6, v. 2: et multi audientes admirabantur. = (1992) og de mange tilhørere blev slået af forundring. Markus-Evangeliet, kap. 7, v.37: et eo amplius admirabantur. = (1992) Og de var overvældede af forundring. Apostlenes Gerninger, kap. 13, v. 12 Tunc proconsul cum vidisset factum, credidit admirans super doctrina Domini. = (1992) Da statholderen så, hvad der var sket, kom han til tro, fuld af undren over Herrens lære. Etc. 33 teligh sivn: sådan et syn. Ang. teligh: se GldO, opslagsordet thilik. 34 moll: tale (sml. nudansk mål). Thilo s. 343 har sermonem = tale (sermonem er akkusativ af sermo). 35 hærberge: (sove)værelse. Thilo s. 343 har cubiculum = soverum. 36 sligsame ense hun vare døth, al daghen oc al nathen var hun i syne bøne: Brandt har en helt forvirrende tegnsætning: sligsame ense hun vare døth al daghen, oc al nathen var hun i syne bøne. Thilo s. 343 har: quasi mortua, et per totum diem et totam noctem = som død, og hele dagen og hele natten. 37 sath: så. Verbet se i præteritum, 2. person singularis (hvor endelsen ved stærke verber er -t). 38 mumlænd: idet hun gav ondt af sig, opsætsigt. Svarer til Thilo s. 343 in murmere = med opsætsighed. GldO har kun 1 belæg for verbet mumle, nemlig dette sted, samt 1 belæg for substantivet muml. Ordet mumle, der er låneord fra middelnedertysk, er formentlig ret usædvanligt på dette tidspunkt (se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), se bd. III (1877), s. 133, opslagsordet mummelen). - Det sidstnævnte gammeldanske belæg, for substantivet muml, er interessant for at forstå betydningen! Det lyder: Æn then som sigher mot sin jeffncristin smælikt mombil = men den som siger smædende m. til sin medkristne - hvor en svensk paralleltekst har smælikt ordh. - Mombil eller muml er altså smædende tale. Stedet er en omskrivning af NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 5, v. 22: (Vulgata) qui autem dixerit fratri suo: Racha, reus erit concilio; qui autem dixerit: Fatue, reus erit gehennae ignis = (1992) den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild (Raka er et hebraisk hånsord. PEJ). Ser vi på Thilos in murmure, vil en datidig læser straks forbinde substantivet murmur og verbet murmurare med opsætsig tale, idet det er hyppigt forekommende i Bibelen. F. eks. (Vulgata) Anden Mosebog, kap. 15, v. 24: Et murmuravit populus contra Moysen, dicens... = (1992) Da gav folket ondt af sig mod Moses og spurgte... (Vulgata) Matthæus-Evangeliet kap. 20, v. 11: Et accipientes murmurabant adversus patremfamilias = (1992) Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren. (Vulgata) Lukas-Evangeliet, kap. 5, v. 30: Et murmurabant pharisæi et scribæ eorum = (1992) Farisæerne og deres skriftkloge gav ondt af sig. (Vulgata) Johannes-Evangeliet, kap. 6, v. 41: Murmurabant ergo Judæi de illo = (1992) Jøderne stod og skumlede over ham, fordi han havde sagt / 1931 oversætter murmurare ved knurre. Christian Molbech (ed.): Den ældste danske Bibel-Oversættelse eller det gamle Testamentes otte første Bøger, fordanskede efter Vulgata (Kiøbenhavn 1828), antagelig fra mellem 1475 og1500, oversætter murmurare ved kurre (som betyder knurre), sml. GldO, opslagsordet kurre.

15 39 af: når, hvis. Se GldO, opslagsordet æf, søgebegrænsning HellKv, seddel 2. Samlingen Hellige Kvinder synes kun at bruge formen af. Sml. Thilo s. 343 som tilsvarende har si = når, hvis. 40 huat giet iac ther af giort?: hvad kan jeg gøre ved det? Ang. giet: præsens indikativ af verbet gæte = kunne (med sideform gite = kunne). I gammeldansk efterfølges gæte/ gite af en perfektum participium: giæt giort. Sml. nudansk gad vide / gad vidst. Se GldO, opslagsordet gite, som omfatter både gæte og gite. Om formerne gæte og gite, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VI (København 1971), om gæte: (s. 129), om gite: (s. 136). Thilo s. 343 har ego quid tibi factura sum? = hvad kan jeg gøre angående det for dig? 41 Then samme tyme: på samme tid. Thilo s. 344 har in ipso autem tempore = men på samme tid. 42 yski man: ung mand. Ordet findes if. GldO, opslagsordet øskeman, kun i samlingen Hellige Kvinder. Herudover to belæg for øskejungfrue (ingen i Hellige Kvinder) og enkelte belæg for øske som personnavn. Ordet er beslægtet med adjektivet ung. Thilo s. 344 har juvenis = ung mand. Se også Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet ysk. 43 gømde: vogtede. Se GldO, infinitiven gøme. 44 effther: tilbage 45 mottæ: kunne. 46 føde: betyder i gammeldansk få børn og bruges både om mænd og kvinder. Sml. Christian Molbech (ed.): Den ældste danske Bibel-Oversættelse eller det gamle Testamentes otte første Bøger, fordanskede efter Vulgata (Kiøbenhavn 1828), hvor vi i 1. Mosebog, kap. 4 og 5 ser talrige eksempler på mænd som subjekt for verbet føde, f. eks. kap. 5. v (s. 6): [15] ok malaleel leffde halfffiærdesintywe aar, ok han fødde iaræth, [16] ok malaleel leffdhe æftær han fødhe jaræth XXX aar ok otte hwndreth, ok han føddhe sønær ok døttær, hvor den danske oversættelse fra 1901/ 1931 har: 15. Da Mahalal'el havde levet 65 År [sic. PEJ], avlede han Jered; 16. og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner og Døtre. 47 blisel: skam. Se GldO, opslagsordet blyghsel. Thilo s. 344 har verecundia = skam, skamfølelse. 48 men: tværtimod. Tischendorf, s. 57 har Hic ergo com ovibus meis ero = Så her bliver jeg med mine får. Tischendorf angiver i en fodnote til stedet, at håndskrift B har sed ero cum ovibus meis = tværtimod bliver jeg med mine får. Thilo har ikke noget lignende. - Se også GldO, opslagsordet mæthen. 49 æn: men 50 Gudz tieniste men: Guds tjenere. Thilo s. 344 har colentibus deum = dem der dyrker Gud. Se noten i begyndelsne af teksten til Gudz tieniste folk. 51 fatuct folk oc vidue och faderløse børn oc Gudz tieniste men sænd iech gerne theræ lod met myne swene: gentager egl. blot hvad der står om hans barmhjertige levned i begyndelsen af teksten. 52 hugde: trøstede. Se GldO, infinitiven hygje. 53 af thit tydæ: Thilo s. 344 ex semine tuo = af din sæd. GldO, opslagsordet thythe sb., kender kun fire belæg, alle fra Hellige Kvinder, alle i nærværende tekst. Kalkar, bd. IV, s. 503, opslagsordet Tyde, no., oversætter det ved kærlighedsforbindelse, samleje. På samme side har Kalkar verbet Ty(de), go, med betydninger som forenes, slutte sig til, slægte på. Dette verbum ses også i legenden Om Joachim oc Anna oc Maria et par sider længere fremme, hvor Maria på et ægteskabtilbud svarer: thet moa ey wæræ ath iech scall thytæss vith man, eller man vith mek. Dette sted svarer til Thilo s. 355: non potest fieri, ut aut ego virum cognoscam aut a viro cognoscar = det kan ikke ske enten at jeg skal søge omgang med en mand eller en mand skal få omgang med mig. Verbet cognoscere, grundbetydning at kende betyder i Vulgata ofte: have samleje med. Den ordrette oversættelse kende = have samleje med bruges i ældre danske bibeloversættelser, f. eks. 1901/ 1931, 1. Mosebog, kap. 4, v. 1: Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig, sml. 1992: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid. - I 1854 stod pave Pius IX bag bullen Ineffabilis Deus, der fastslog som dogme, at ikke blot Jesu undfangelse i Marias skød skete ubesmittet, men at det samme også var tilfældet med Marias (påståede!) moder Anna. D. v. s. at legenden om Annas eksistens nu er ophøjet til bibelsk sandhed, et bedrag som den gammeldanske legende og dens latinske kilder endnu intet kendte til. 54 thær tech war vuidende: som du var uvidende om. 55 Thenne dotter worder i Gudz mynster: Thilo s. 345 har haec in templo dei erit = hun skal være i Guds tempel, Tischendorf s. 57 det samme. Liber de Infantia Salvatoris s. 381, lin har imidlertid Hec templum dei erit = Hun bliver et Guds tempel. Constantin v. Tischendorf (ed.): Evangelia Apopcrypha (Leipzig 1876) har i en udgave af Pseudo-Matthaei Evangelium s. 58: Haec in templo dei erit, i apparatet en variant: Haec erit templum dei. 56 iørderige: If. GldO, opslagsordet jortherike, søgebegrænsning Hellkv, kender samlingen Hellige Kvinder kun typen jortherike med ø i førsteleddet. Derimod har jorth i samme tekstsamling ikke ø. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928), Fore then skildh: af den grund 58 met hæffth: gravid. Thilo har ikke tilsvarende, men hos Tischendorf s. 57 finder vi, at Joakim skal drage hjem til sin hustru quam invenies habentem in utero = som du finder gravid (habentem in utero, ordret: havende i livmoderen). 59 afføde: afkom

16 60 at hwn och henne affødæ vorde sægnd ee vten ende: Thilo har ikke tilsvarende, men hos Tischendorf s. 57 finder vi: semen eius erit benedictum, et ipsa erit benedicta et mater benedictionis aeternae constituetur = hendes afkom skal være velsignet, og hun selv skal være velsignet og vil være bestemt som moderen til evig velsignelse. 61 sægn: velsign! 62 sigh ey at thu esth myn tieniste man: Thilo s. 346 har: Noli dicere servum tuum, sed conservum meum = du skal ikke sige din tjener, men min medtjener. Tischendorf s. 58 har næsten det samme. 63 mo: kan. Se GldO, infinitiven mughe. 64 myn math oc myn drick mo ey sees aff iørderichis folk. Forti skalt thu ey bedæ mek gange i thin bolech: invitationen betyder naturligvis at englen skal spise hos ham. - Der er visse ligheder til fortællingen i GT om den gamle Abraham og hans sterile hustru Sara, som bliver gravid i en høj alder, se 1. Mosebog, kap. 18, v vsmittet lamb: fejlfrit lam, lydefrit lam. Thilo s. 346 har agnum immaculatum med samme betydning. I GT siges det gang på gang at offerdyr til Herren skal være fejlfri (3. Mosebog, kap. 1, v. 3; 3. Mosebog, kap. 22, v. 19; 3. Mosebog, kap. 23, v. 12 etc.). 66 derff: dristig 67 both: påbud. Thilo s. 346 har jussio = befaling, påbud. 68 voldh: Thilo s. 346 har pontificium, som han i en fodnote s forklarer som havende jus et potestatem = ret og magt, kompetence. 69 Mæden han ofræt, tha for engellen til hemmels: den gammeldanske tekst har ikke en interessant eftersætning, som ses bedst hos Tischendorf s. 58: Cum autem offerret deo Ioachim sacrificium, simul angelus et odor sacrificii cum fumo perrexit ad coelum = Og mens Joakim ofrede til Gud, steg på samme tid englen og duften fra offeret sammen med røgen op til himlen. Thilo s 347 har det samme indhold. - Parallellen til offerhandlinger i GT er tydelig. Se 1. Mosebog, kap. 4, v. 3-4: (1992) v. 3 Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. v. 4 Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave etc. - samt til f. eks. Noahs offer efter syndfloden, 1. Mosebog, kap. 8, v : (1992) v. 20 Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. v 21 Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han [Herren. PEJ] til sig selv etc. 70 i sex daghe. Siæte dagh at aften: Thilo s. 347 har (blot) ab hora diei sexta, et jacuit usque ad vesperam = fra dagens sjette time [middagstimen. PEJ], og lå lige til om aftenen. Tischendorf s. 58 har det samme. 71 hugtæ: mente. Se GldO, infinitiven hughe. Thilo s. 347 har putantes = idet de troede. 72 talede til them: fortalte dem. Brandt s. 3 skriver talede (til) them. Muligvis har til ikke stået i håndskriftet. Parentesen er ikke nævnt under Rettelser s ægde: opfordrede. Se GldO, infinitiven ægje. 74 dwale: tøven 75 thyngsel: tunghed, mathed. Thilo, s. 347 har sopor = tung søvn. 76 ørugh: tryg, frygtløs. GldO, opslagsordet orug, har tre sikre belæg, hvoraf de to er fra Hellige Kvinder, der begge har latinsk paralleller i adjektivet securus = sikker. Sml. Thilo s. 347 (og Tischendorf s. 59), der har securus = tryg. 77 miscund: barmhjertighedsgerninger. Thilo, s. 347 har misericordiae = barmhjertighedsgerninger. 78 ther: Thilo s. 347 har quale = af en art som, hvilket tydeliggør det gammeldanske ther. 79 ey: Thilo s. 347 har numquam = aldrig. 80 forhe: læses for-he = ringeagt! - altså imperativ. Se GldO, infinitiven forhæthe. Om imperativen forhe, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VII (København 1971), s Om bortfald af spiranten th, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II (København 1932) 390, pkt. 3, side Sml. i samme tekst forhær, se GldO, opslagsordet forhæthe, seddel 6 (over for forhadede, seddel 9). 81 ansin: skal læses an sin. Verbet forhæthe forbindes normalt ikke med præposition, og da slet ikke med det sjældne tyske låneord an, sml. GldO, opslagsordet an, med to belæg. Muligvis er ansin en fejlskrivning. 82 the bade hannum, ath han skulde efterfaræ, oc forhe ey ansin engels hodh, men stath vp ok faren fræm!: Thilo s. 348 har det mere elegant: illi [...] dixerunt ei: Vide ne ultra contemnas angelum dei; sed surge, proficiscamur... = de sagde til ham: Se til at du ikke yderligere foragter Guds engel, med stå op, lad os drage af sted. Den danske oversættelse laver en lidt primitiv blanding af beskrivelse og direkte tale. - forhe (i forhe ey, svarende til ne contemnas) og stath (i stath vp, svarende til surge) er imperativ 2. pers. singularis, mens faren er imperativ 1. person pluralis (svarende til proficiscamur). - faren svarer til et ældre dansk farum = lad os drage. Sml. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII (København 1974), 875, især s twige: to. Thilo s. s. 348 har triginta dies = 30 dage. Brandt antyder i en note s. 95 at twige kan være en skrivefejl for tiuge = Om kardinalier, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), kap. VI, Numeralier, A. Kardinalier, s. 167ff. Formen twige er egentlig genitiv (alle tre køn), men formen viger for former som twa eller two, hvilket tyder på at fornemmelsen for det genitiviske er vigende. Brøndum-Nielsen anfører s. 178 fra

17 samlingen Hellige Kvinder: s. 12, lin. 20: efftær twigi daghz frest, hvor twigi er genitiv med genitivfunktion, men s. 18, lin. 24: bodæ two røuerss ben, hvor two har fortrængt twigi/ twige. 84 porth ther hedhær Gull porth: Thilo s. 348 har portam, quae vocatur aurea = porten, som kaldes den gyldne. Den eksisterer stadigvæk og er omgærdet med stor ærbødighed. If. GT, Ezekiels Bog, kap. 46, v. 3, er det den port Messias skal komme ind igennem til templet. Legenden vil yderligere vide, at det var den port Jesus red ind igennem ved indtoget i Jerusalem (sml. f. eks. NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 21, v. 1-10). Porten blev tilmuret af en muslimsk hersker i 1541, formentlig af militære årsager. 85 iach war ickæ och er ey nu: Brandts udgave s. 4 lin. 3 har en alvorlig udeladelse, idet der blot står iach war ickæ och er nu. I GldO, opslagsordet ufruktsam, seddel 4, gør en håndskreven bemærkning opmærksom på udeladelsen. Om det skyldes sjusk fra udgiverens side eller er et forsøg på at etablere en art fornuftig sammenhæng, er ikke til at vide. Ser vi på de latinske versioner, er det klart at sætningen er korrupt og at forlægget cirka må have haft iach war enckæ och er ey nu. Sml. Liber de Infantia Salvatoris s. 385: Vidua eram et ecce iam non sum = jeg var enke, og se, nu er jeg det ikke mere; Tischendorf s : det samme, mens Thilo s. 348 også er korrupt: Vidua eram et ecce iam non sum sterilis = Jeg var enke, og se, nu er jeg ikke mere ufrugtbar. 86 nu ær iech met hæfft: Infantia Salvatoris s. 385 har tilsvarende ecce concepi = se, jeg har undfanget; Tischendorf s. 60 har det samme. - Thilo s. 348 har derimod ecce concipiam = se, jeg skal undfange, idet Anna s. 343 i hans tekst har fået et løfte om at hun skal føde et vidunderligt barn; hos Thilo s siger englen desuden til Joachim, at Anna skal undfange (concipere) en datter af hans sæd. 87 byrd: slægt. Se GldO, opslagsordet byrth. 88 Ther ny monedæ vare gangne tha fødde Anna dotter: passer ikke rigtigt med at englen til Joakim sagde: thu skalt vidhæ, ath hun ær met dotter af thit tydæ og Annas jublende bemærkning nu ær iech met hæft. De tre latinske kilder vi normalt har henvist til, er (logisk set) enige om at undfangelsen sker efter mødet ved den Gyldne Port, selv hvor Anna i forvejen har sagt ecce concepi. Liber de Infantia Salvatoris (som har ecce concepi) har s. 385: <P>Osthec autem expletis mensibus nouem peperit Anna vxor ioachim = Men efter dette, da ni måneder var gået, fødte Anna, Joachims hustru. Tischendorf (som har ecce concepi) har s. 60: Post haec autem expletis mensibus novem peperit Anna filiam = Men efter dette, da ni måneder var gået, fødte Anna en datter. I apparatet meddeler Tischdorf at et andet håndskrift har Post haec autem expletis IIII mensibus = Men efter dette, da 4 måneder var gået. Thilo (som har ecce concipiam) har s. 349: Posthaec autem concepit Anna expletisque mensibus novem peperit filiam = men efter dette undfangede Anna, og da ni måneder var gået, fødte hun en datter. - En tekstredaktion, der naturligvis må have fundet sted, har tydeligt haft til formål at etablere en parallel til Jomfru Marias ubesmittede undfangelse. 89 bodæ: både 90 fyrræ: før 91 sattæ Mariam i møør samfund, ther bodæ var fyrræ oc siden nat oc dagh i Vorsherræ tieneste: - svarende til Annas løfte tidligere i teksten, hvor hun lovede Gud: om thu gafue mek entug søn eller dotter, at iegh skulde offræ thæt tek i thyth mynster. Det gammeldanske relative ther er uklart: refererer det til Mariam eller til møør samfund? Thilo s. 350 har: tradiderunt infantulam suam Mariam in contubernio virginum, quae die noctuque in dei laudibus manebant = overgav de deres datter Maria til jomfruernes søsterskab, som dag og nat lovpriste Gud. Da manebant er pluralis, må quae referere til virginum = jomfruernes, hvor det gammeldanske ther vel refererer til møør samfund. 92 soa at thet vndreth allæ, om væll mynstærens formæn sosom the andrææ: denne eftersætning kunne antyde at det relative ther i eftersætningen ther bodæ var fyrræ oc siden nat oc dagh i Vorsherræ tieneste refererer til Maria, da Maria i legenderne rager ud over alle andre. Men eftersætningen står oprindeligt slet ikke her, men er sat ind fra en følgende, i den gammeldanske version udeladt beskrivelse af barnet Marias ankomst til templet, sml. Thilo s. 350 og Tischendorf s. 60. Barnet springer her op ad tempeltrappen mod templet og kigger sig slet ikke tilbage ut solitum est infantiae = som børn pleje at gøre. Da forældrene genfinder hende i templet, er templets ypperstepræster forbavsede (pontifices templi mirarentur, se Thilo s. 350, Tischendorf s. 60). 93 thriggi: tre. Formen er genitiv. - Om kardinalier, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), kap. VI, Numeralier, A. Kardinalier, s. 167ff. Formen thriggi, dom er genitiv for alle tre køn, viger efterhånden for former som thre, hvilket tyder på at fornemmelsen for det genitiviske er vigende. Brøndum-Nielsen anfører som illustrative eksempler s. 185, ud over thriggi vinthær gammell, fra samlingen Hellige Kvinder s. 53, lin. 16: gange thre milæ vegh, der i det ældre sprog ville kræve genitiv af tallet 3, men hvor thre har fortrængt thriggi. 94 athæfft: adfærd. Se GldO, opslagsordet athævth. Hertil verbet athave = foretage sig. 95 ydeligh: læses idelig = vedholdende. 96 fullelich til alders kommen: Thilo s. 352 har jam plena annorum = allerede fuldvoksen. Tischendorf s siger at hun var adulta quasi annorum triginta = som en voksen på tredive år. Dieter von der Nahmer: Die lateinische Heiligenvita. Eine Einführung in die lateinische Hagiographe (Darmstadt 1994) diskuterer s begrebet puer senex = det gamle barn, altså personen der allerede som barn handler som en meget ældre person. Begrebet - eller topos

18 som von der Nahmer omtaler det - er kendt allerede i antikken, sml. Ernst Robert Curtius: Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter (Bern und München 1963), s at engen ther henne soa stoth kiøtligh list til henne: stoth kiøtligh list må betyde nærede kødelig lyst. If. GldO, opslagsordet lust, findes dette ord normalt kun med vokalerne u, y og ø, og ikke med i (GldO anfører kiøtligh list under opslagsordet lust, søgebegrænsning HellKv, seddel 3). Noget absurd lyder Jesu Barndoms Bog s. 37, lin. 5-6: ath engen ther henne saa, haffdhe nogher løsth tÿll henne ath see (om Jesu Barndoms Bog, se note 1). Der må have været en fælles kilde til de to formuleringer kiøtligh list og nogher løsth tÿll henne ath see. - De tre latinske kilder vi normalt har henvist til, er tydelige nok: Liber de Infantia Salvatoris, s. 386, lin har (håndskr.s forvirrende tegnsætning er udeladt): et splendebat facies eius vt uix posset in eius wltum quisquam attendere = og hendes ansigt strålede, så næppe nogen kunne betragte hendes åsyn. Thilo s. 352 har etiam resplendebat facies ejus sicut nix ita ut vix possent in ejus vultum intendere = endvidere strålede hendes ansigt som sne, således at man næppe kunne betragte hendes åsyn. Tischendorf s. 62 har: Eratque in tantum speciosa et splendida eius facies, ita ut vix aliquis in illius vultum posset intendere = Og hendes ansigt var så skønt og strålende, at næppe nogen kunne betragte hendes åsyn. - Altså ingen kødelige lyster. Interessant er at Thilo har resplendebat sicut nix = strålede som sne, da den gammeldanske tekst lidt før har hennis andlædæ skyn ense snee, som ikke ses tilsvarende i Liber de Infantia Salvatoris eller hos Tischendorf. 98 regell: Thilo, s. 352 har regulam, akkusativ af regula. GldO, opslagsordet reghel, viser at betydningen stort set er ordensregel. At Maria formulerer en regell, vil for senmiddelalderens læsere anbringe hende som den første af store ordensstiftere med faste regler for det fromme liv: Den hellige Augustin, Benedikt af Nursia, Dominicus, Franz af Assisi etc. 99 tærcæ timæ: den tredje time = midt om formiddagen. Efter latin tertia hora. tærcæ udtales tærtsæ. Sml. GldO, opslagsordet tertsetime. Første time, på latin prima hora, er første time om morgenen, ca. kl. 6, fra solopgang, se GldO, opslagsordet primtime. Da imidlertid der var en voldsom forskel mellem tidspunktet for solopgang i et kloster på Island og ét på Sicilien, har man formentlig i de nordlige regioner regnet baglæns fra middagstid (hora sexta, den sjette time, se GldO, opslagsordet seksttime). 100 nonæ tyme: niende time = midt om eftermiddagen. Efter latin nona hora. Se GldO, opslagsordet nontime. 101 gerningh: arbejde 102 ee til: indtil 103 arwaklær: mere årvågen. arwaklær er komparativ af adjektivet arwakel, sml. GldO, opslagsordet arvakel. GldO har ikke belagt et arvak, som findes på oldislandsk (árvakr) og i norsk (årvak), se også Kalkar, bd. IV, s. 948 opslagsordet årvågen. Ang. sideformen arvakel henviser Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), s. 127 til oldengelsk ærwacol. - Som parallel til arwaklær har Thilo s. 353 in vigiliis prior: tidligere end (hun) til natlig vågen. Ved vigiliis, nominativ singularis vigilia, tænkes i middelalderen på natten med læsning og bøn før en helligdag. Datidige kalendere noterede disse før-dage som f. eks. vigilia Sancte Agathe virginis, oprindeligt = nattenvågen før den hellige jomfru Agathas dag, men det kom til at være betegnelsen for hele dagen før helgenens festdag. I de danske, på latin affattede Valdemars-Annaler fra. ca kan man f. eks. læse at Kong Knud blev dræbt i 1156 [det korrekte er 1157] i Roskilde in uigilia sancti Laurencii = dagen før St. Laurentius dag, og da Laurentius dag er den 10. august, fandt drabet altså sted den 9. august; se Erik Kroman (ed.): Danmarks middelalderlige annaler (København 1980), s rætter i theræ logh: mere velorienteret i deres lov. Thilo s. 353 har in sapientia legis dei eruditior = mere kyndig i viden om Guds lov - men ingen speciel henvisning til deres, altså til søstrenes. 105 miukær: mere ydmyg. Sml. GldO, opslagsordet mjuk. 106 bannæ: forbande. Thilo s. 353 har maledicentem: bagvaskende, smædende, af verbet maledicere = bagvaske, smæde; her vil den bibelkyndige tænke på NT, Romerbrevet kap. 12, v. 14 (Vulgata) benedicite, et nolite maledicere = (1992) velsign, og forband ikke! Se GldO, opslagsordet banne, vb., med mange tilsvarende eksempler. 107 engen soa henne wredh: her kan man associere til NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 5, v. 22 (Vulgata) Ego autem dico vobis : quia omnis qui irascitur fratri suo, reus erit judicio = (1992) Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen. 108 tolde hun ey at syndæ: tolde = tillod; sml. GldO, opslagsordet thole. Thilo s. 353 har: et erat sollicita circa socias suas ne aliqua ex iis [...] peccaret = og hun var opmærksom på, når hun var sammen med sine medsøstre, at ingen af dem syndede. 109 af mynsters formæn: Thilo s. 354 har a pontificibus templi = af templets ypperstepræster. 110 yteligh: læses iteligh = hele tiden. Thilo s. 354 har frequenter = ofte. 111 hennæ hanlæth: som berørte hende. Se GldO, opslagsordet handle, søgebegrænsning Religion. Thilo s. 354 har tetigisset eam = berørte hende. Parallellen til beskrivelsen i NT, hvor en syg bliver rask blot ved at berøre Jesu klæder, er iøjnefaldende, se Matthæus-Evangeliet, kap. 9, v / Markus-Evangeliet, kap. 5, v forææ = foræ: drog, gik.

19 113 hiem til there huss: Thilo har s. 354 ad domum suam = til deres hus. Den latinske formulering har klare paralleller til scener i NT, hvor Kristus helbreder syge og værkbrudne, således Matthæus-Evangeliet, kap. 9, v. 6. hvor Kristus har helbredt en lammet (1901/ 1931: en Værkbruden) og siger: (Vulgata) tolle lectum tuum, et vade in domum tuam = (1992) tag din seng og gå hjem! (1901/ 1931: tag din Seng og gaa til dit Hus). Eller Markus-Evangeliet, kap. 8, v. 26 hvor Jesus har helbredt en blind: (Vulgata) Et misit illum in domum suam = og han sendte ham til hans hus, (1992) Og Jesus sendte ham hjem. 114 Fæmtæ læzæ: femte læsning; læzæ læses lætsæ. Det latinske lectio = læsning findes som låneord i gammeldansk i varierende former, se Gldo, opslagsordet lækse. If. dette opslagsord, seddel 21, er ordene Fæmtæ læzæ tilføjet med anden hd. - hvilket vel forklarer den afvigende form i forhold til skrivningerne fiarde lesning / siæte lesning / siwende læsningh. Formelt passer det fint at lade en lektie begynde på dette sted: Her kommer noget nyt. 115 biscopær: Thilo s. 354 har pontificibus = ypperstepræster(ne); pontificibus er dativ pluralis af pontifex = ypperstepræst, i den kristne kirke = biskop. Ordet pontifex går tilbage til antikken og betyder egl. brobygger. I den hedenske tid betød det over-præst, præsten der førte opsyn med de andre præster. Ordet blev overtaget af den romerske kirke i betydningen biskop. Pavens titel er således Pontifex maximus = den største biskop, den førende biskop. 116 thet moa ey wæræ ath iech scall thytæss vith man, eller man vith mek: ang. thytæss: Kalkar, bd.iv, s. 503, opslagsordet Ty(d)e, oversætter det ved forenenes med, sml. GldO, thythe, vb. Senere i teksten ses det tilsvarende substantiv i vendingen komme/ være i carlmens tydæ / tidæ, sml. GldO, opslagsordet thythe, sb. Stedet thet moa ey wæræ ath iech scall thytæss vith man, eller man vith mek svarer til Thilo s. 355: non potest fieri, ut aut ego virum cognoscam aut a viro cognoscar = det kan ikke ske enten at jeg skal søge omgang med en mand eller en mand skal få omgang med mig. Verbet cognoscere, grundbetydning kende, betyder i Vulgata ofte: have samleje med. 117 iæt: lovet. Se GldO, infinitiven jatte. 118 skær: ren 119 Udeladt er, i den gammeldanske tekst, Marias forsvar for kyskheden med henvisning til Abel og Elias, sml. Thilo s mottæ ey bedæ theris bøne: Liber de Infantia Salvatoris s. 390 og Thilo s. 357 har tilsvarende orare non posse = måtte ikke bede (altså orare = bede bønner), mens Tischendorf s. 65 har non possit morari = måtte ikke opholde sig. I Tischendorfs apparat anføres varianterne orare non posse og non posse morari. 121 sendæ: præteritum 122 hær værith i: været herinde 123 waræ migit framme: var meget fornemme. Thilo s. 358 kalder dem magnae ac admirabiles = fornemme og beundringsværdige. If. GldO, opslagsordet framer, seddel 16, har manuskriptet frramme. 124 seed: skik 125 forti: derfor 126 hwæm hun scal i gøme sættæs: hos hvem hun skal sættes i varetægt = hvem der skal være hendes værge. Thilo s. 358 har: cui debeat custodienda committi = i hvis varetægt hun skal sættes. 127 Thæt lictæ alle theræ synagogæ: det kunne hele deres synagoge lide. Thilo s. 358 har: Tunc placuit sermo iste omni synagogae = den tale fandt så hele synagogen behag i. 128 giorde lot: (de) kastede lod 129 yuer Judas slæct: Thilo s. 358 har super tribu Juda = på Juda s stamme. 130 sagdæ allæ høfdinge: Thilo s. 358 og Tischendorf s. 65 har: dixitque sacerdos = og præsten sagde. If. GldO, opslagsordet høvthing, bruges dette ord ofte som oversættelse af latin sacerdos. 131 oc lodæn fiall yuer Judas slæct. Tha sagdæ allæ høfdinge: annæn dagh hwosom ey hauer husfru kommer hit = og loddet faldt på Juda s slægt. Da sagde alle præster: Følgende dag/ I morgen kommer alle der ikke har en hustru herhen... - Liber de Infantia Salvatoris s. 393 har: et missa est sors a sacerdotibus super duodecim tribus [andre kilder indskyder: et cecidit sors super tribum Iuda, hvilket giver bedre sammenhæng. PEJ] et admonuerunt omnes tribum iuda dicentes vt sequenti die quicunque sine vxore est veniat = og loddet blev af præsterne kastet over de tolv stammer [og loddet faldt på Juda s stamme] og alle formanede de Juda s stamme og sagde, at den følgende dag skulle enhver uden hustru komme Thilo har s : et cecidit sors super tribum Judae, dixitque sacerdos in sequenti die: Quicunque sine uxore est veniat = og loddet faldt på Juda s stamme og den følgende dag sagde præsten: Enhver der er uden hustru, skal komme Thilo gør i en note s. 358 opmærksom på at de forskelige codices anbringer dette in sequenti die lidt forskelligt. Den gammeldanske tekst kan have haft forlægget: et cecidit sors super tribum Judae, dixitque sacerdos: In sequenti die, quicunque sine uxore est veniat = og loddet faldt på Juda s stamme og præsten sagde: I morgen skal enhver komme som er uden hustru. - Dette synes Tischendorf s. 65 at have: dixitque sacerdos Insequenti die, quicunque sine uxore est veniat, hvilket han klargør i sin udgave af 1876 s. 67: dixitque sacerdos: Insequenti die, quicunque sine uxore est veniat = Og præsten sagde: I morgen skal enhver komme som er uden hustru. 132 vand: (pile)kvist, sml. dansk pilevånd. Gammeldansk vatn = vand.

20 133 kommer hit allæ met hwær sin vand i hændæ: den gammeldanske oversættelse virker for indforstået, sml. f. eks. Thilo s. 359: veniat et deferat virgam in manu sua = skal komme og medbringe en kvist i sin hånd. 134 antuorde: læses ant-vorde = overgav, sml. GldO, opslagsordet andvarthe. Ordet er låneord fra middelnedertysk, se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), se bd. 1 (1875), s , opslagsordet antworden, antwerden, antwarden. 135 alles theræ vender: om alles, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), s Bemærk: at par linjer i forvejen står der alle theræ vændær. 136 morghen arlic: i morgen tidlig; sml. nyere dansk den årle morgen. 137 biscop tientæ: biskoppen gjorde tjeneste. De ovenfor omtalte latinske kilder har ikke noget tilsvarende, mens Jesu Barndoms Bog, s. 39, lin. 18 har: oc bispen haffde tiænt gud, 138 tolff biælle: if. GT, 2. Mosebog, kap. 39, v. 25, havde præstedragten bjælder langs den nederste kant. Der står ikke noget om antallet, som er en senere tids tilføjelse for at få det til at passe med Israels tolv stammer og de tolv apostle. 139 en scam wol: en kort pind. Thilo s. 361 har virgula brevissima = meget kort lille kvist. Ang. wol: se GldO, opslagsordet val (subst), søgebegrænsning HellKv., seddel 1. Bedre indsigt i ordet opnås i Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet I Vol. 140 ther i actæth for ækki: som I agtede for intet. 141 han: den (= wol). 142 Josep var gammel: hos Thilo s. 361 er han senex = en olding. Påstanden er ikke begrundet i Bibelens tekster. Den fremsættes for at understrege at gamle mænd ikke føler kødeligt begær efter unge kvinder, hvorfor det lettere forstås at Maria forbliver jomfru hele sit liv. At han senere kan klare en vandring til Egypten, skal man på dette sted ikke tænke så meget på. Og man skal slet ikke tænke på Matthæus-Evangeliet, kap. 1, v. 25: (Nova Vulgata) Et non cognoscebat eam donec peperit filium suum = (1992) Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. - I Siwende læsningh hører vi endda at Josef, da Maria blev med barn, var bortrejst på tømrerarbejde (så ældre var han altså ikke). Hos Thilo s. 362 er han i Kapernaum, altså så langt væk som muligt fra enhver mistanke, og Thilo s. 369 betoner at han var borte i ni måneder. 143 øpthæ oc sagdæ: øpthæ: råbte. Se GldO, infinitiven øpe. GldO, opslagsordet øpe, viser talrige forekomster af denne dobbelte udtryksmåde i samlingen Hellige Kvinder. Til dette sted har Thilo s. 361 clamavit dicens = råbte idet han sagde. Se også f. eks. side 8.24 (øptæ ok sagde; latinsk paralleltekst clamantes et dicentes = idet de råbte og sagde); side 18.5 (øptæ oc sagde, latinsk paralleltekst clamavit voce magna = råbte med høj røst); side øptæ sagdæ, latinsk paralleltekst clamaverunt = råbte); side (togh till at øpæ och sagdæ; latinsk paralleltekst exclamavit = udråbte); side 84,25-26 (øptæ oc sagde; latinsk paralleltekst exclamans = idet hun udråbte). 144 (tu): således hos Brandt s. 6, men uden nogen kommentar. 145 sæle: overdrage 146 Datan oc Abiron the forhadede Gudz budh: deres skrækkelige skæbne skildres i GT, 4. Mosebog, kap. 16. De kaldes i nyere danske bibeloversættelser Datan og Abiram. 147 latær: imperativ (2. person pluralis). 148 ænnen: nogle. Se GldO, opslagsordet ennen. Ordet findes if. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), s. 410, i Gammeldansk næsten kun i Lovhaandskrifter. 149 hugneth: trøst, opmuntring. Se GldO, opslagsordet hughneth. Den dybere mening med jomfruernes tilstedeværelse er - som vi hører senere - at bevidne, at Josef ikke var til stede i byen, da Maria blev gravid. 150 Rebecca, Sephora, Susanna, Abigo, Nabaell: navnene er (vel) fra GT og formerne svarer (nogenlunde) til navne der kan findes i Vulgata Clementina. Rebecca: 1. Mosebog, kap. 22, v. 23. Sephora: 2. Mosebog, kap. 1, v. 15. Susanna: Daniels Bog (den apokryfe del) kap. 13, v. 2. Abigo: Tischendorf s. 68 har Abigea, og muligvis svarer formerne Abigo/ Abigea til Abigail, se 1. Samuelsbog, kap. 25, v. 3. Nabaell: Thilo s. 365 har Zahel; Tischendorf s. 68 Cael; Liber de Infantia Salvatoris s. 397 Zael. Muligvis svarer navnet til Seila, et fiktivt navn for en datter af Jefta, sml. GT, Dommeerbogen, kap. 11; navnet Seila synes opstået hos Pseudo-Philon af Alexandria, i bogen Liber Antiquitatum Biblicarum, et værk der muligvis er opstået i 2. årh. efter Kristus; se Howard Jackson: A commentary on Pseudo-Philo's Liber antiquitatum biblicarum, bd. 1 (Leiden, New York, Köln 1996), s. 195ff. 151 mæn: når 152 yst: yngst. Om formen, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1961), s. 140 (pkt.22). 153 vast: var. Om formen, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII (København 1974), s hwy, mæn thw esth yst, hwy vast thu verdugh at gøræ purpur: Brandt s. 6 sætter ikke spørgsmålstegn efter, skønt det kun kan være et - lidt næbbet - spørgsmål. Thilo s lader dem først trække lod om hvem der skal have hvilke stoffer at arbejde med. Da loddet for purpur ad velum templi domini (= til forhænget i Herrens tempel) faldt på Maria, spurgte de: Cum junior tu sis omnibus, purpuram obtinere meruisti? Et hoc dicentes quasi in fatigationem sermonis reginam virginum eam appellare coeperuunt = Da du er den yngste af alle, fortjente du så at få purpuren? Og da de