Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Transkript

1 R E P L I Q U E

2 Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Anders Orris Fra tid til anden lykkes det for en faglitterær bog at etablere sig så stærkt, at den overlever diverse mærkedage og mulige forældelsesfrister, dvs. forbliver læseværdig år efter år. Det synes at være tilfældet med Henning Fonsmarks bog Historien om den danske utopi, der til næste år har et kvart århundrede på bagen, men som stadig rummer en relevans og en analytisk soliditet, der gør at dens position og læseværdighed synes sikret en rum tid endnu. Det berettiger til et nyt blik på bogen. Henning Fonsmark ( ) blev noget af en institution i dansk åndsliv og samfundsdebat. Fonsmarks baggrund var litteratens, men han viede sit liv til publicistisk virksomhed, først hos tidsskriftet Perspektiv, senere hen på forskellige stationer i dansk presse, hvor særligt Det Berlingske Hus fik meget at takke ham for. Under skiftende vinde - til tider iskolde - stod Fonsmark i sin livsgerning konsekvent på et grundfæstet borgerligtliberalt grundlag, der, uagtet tidsånden og omstændighederne, var i principiel modsætning til enhver afart af kollektivisme, socialisme og kulturradikalisme. DE BORGERLIGE VINDE Historien om den danske utopi har den betonende undertitel et idépolitisk essay, og skildrer det Fonsmark kalder et velfærdsdemokratis opbygning og brydninger i perioden fra 1945 til udgivelsestidspunktet i Måske er det en efterrationalisering, men det synes at være yderst træffende, at bogen udkom netop det år. Dels midt i socialismens definitive, globale sammenbrud; dels da det for alvor syntes velunderbygget, at Socialdemokratiets førsteret til regeringsmagten i efterkrigstiden var endegyldigt brudt med Poul Schlüters gentagne valgsejre. Netop i dette tilfælde var der samklang mellem bogens bærende tese at velfærdsstatsopbygningen med Socialdemokratiet i spidsen var et fænomen, som det rent faktisk var muligt at udsætte for en substantiel kritik og de faktiske forhold i jernindustrien. Her stod Socialdemokratiet under Svend Aukens dubiøse ledelse isoleret mandatmæssigt med Socialistisk Folkeparti, hvorimod alle andre partier i Folketinget - fra Det Radikale Venstre til Fremskridtspartiet - sluttede op om Schlüter som statsminister. Samtidig accentuerede regeringen i firsernes sidste år sin idépolitisk borgerlige profil, begyndende med nytårstalen i Vi er forvænte, sorgløse og urealistiske - og fortsat i en opfølgende trontale: Al offentlig styring, som ikke er absolut nødvendig, skal afskaffes. Under KVR-regeringen fra 1988 til 1990 fik en dansk regering også noget i dag så utænkeligt som en bunden plan for nedbringelse af antallet af offentligt ansatte, samt vedtagelsen af eftertrykkeligt borgerligtliberale finanslove for både 1989 og Side 49

4 Udenfor regeringen kan f.eks. nævnes stiftelsen af selskabet Libertas i Jo, der blæste borgerligt-liberale vinde i disse år, og Historien om den danske utopi hentede formentlig medvind her. UTOPIEN Fonsmark begynder med befrielsen i Midt i frihedsrusen sluttede de fire, såkaldt gamle partier sig sammen i en relativt snæver alliance, der, i stedet for et opgør med de af samarbejdspolitikken afledte indrømmelser, fokuserede på en national konsensus om demokratiets sejr som befrielsens egentlige udkomme. Landet stod frit og heldigt placeret i de sejrendes lejr. Modstandsbevægelsens parlamentariske repræsentation var isoleret til modpolerne Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling, der begge effektivt udmanøvreredes af de gamle partier som afvigere, ekstremister, revanchister o.l. Derimod var samme partier klar over, at regningen for trængslerne under besættelsen - modydelsen for ikke at rippe op i sårene eller for øget vælgertilslutning til yderfløje - skulle betales med et effektivt program for forbedring af befolkningens levevilkår. Fonsmark identificerer tre grupperinger i samfundsdebatten, som i årtierne efter befrielsen blev de, der samlet konstituerede velfærdsdemokratiet. Socialdemokratiet i cand.polit.-afstøbning, højskolefolk med en slags neo-grundtvigsk betoning af folkefællesskab, og endelig et lidt udefinerbart tværsnit af marxistiske og kulturradikale intellektuelle smeltede alle til hobe sammen i en bred alliance, hvis fokus var på en demokratiforståelse, der rakte videre end en praktisk metode til at fordele magten ved frie og hemmelige valg. Eksempelvis til befolkningens kulturelle velbefindende; til en trivselsbaseret, terapeutisk og opsøgende velfærdsstat. Altså en bred udbygning af statsmagtens omfang og opgaver, uden tyngende hensyn til skattebilletten eller befolkningens almene eksistenskamp. Fonsmark eksemplificerer, meget sigende, at samtidens samfundsingeniører - her den på alle måder ikoniske embedsmand Erik Ib Schmidt, der i parentes bemærket ubesværet kunne sidde i stue med alle tre grupperinger - ikke nærede ret megen, om nogen bekymring for skattetrykkets omfang, kun om mulighederne for en effektiv ligning, funderet i en tilsyneladende varig produktionsfremgang. Om befolkningens ret til frugterne af egen indsats var der ikke meget at rapportere, endsige om selve dens lyst til at bestille noget. DEN TERAPEUTISKE STAT Det er tydeligt, at Fonsmark er meget vidende, særligt om 40'ernes og 50'ernes kultur- og samfundsdebat. Med insektstikagtig præcision plukkes der fra periodens udgivelser, artikler og essays, og Fonsmark skildrer herigennem et intellektuelt klima, hvor samfundsforbedrere, samfundsingeniører og fremskridteri havde kronede dage. Med indtagende klarhed skriver Fonsmark f.eks., om den evigt forslugne sundhedssektor at: [det] at udrydde noget negativt - f.eks. sygdom - er ikke begrebslogisk identisk med at fremme det korresponderende positive begreb, i dette tilfælde at sikre befolkningens sundhed. I det første tilfælde er udgangspunktet konkret, det er nogenlunde veldefineret, og der er rimeligt gode muligheder for at opnå

5 folkelig konsensus. I det andet tilfælde er udgangspunktet en abstraktion. Et begreb som sundhed lader sig ikke definere - i hvert fald kun som fravær af sygdom, altså ved brug af det negative begreb - og dermed er det jo sagt, at det ligger ganske åbent for ekspertmæssig misbrug og for folkelig uenighed i den politiske proces. Disse linjer er slående eksempler på Historien om den danske utopis stadige relevans, ikke mindst fordi denne kortslutning er blevet radikaliseret til en sand isstorm af såkaldt forebyggelse siden bogen udkom. Systemet før mennesket. I beherskelsen og forståelsen af velfærdsdemokratiets eksponenter - dvs. forfatterens egentlige modstandere - udviser Fonsmark et beundringsværdigt fokus og klarsyn. Man fristes til at sige, at Fonsmark husker og forstår sine modstandere bedre end de husker og forstår dem selv. I den henseende er Historien om den danske utopi ikke en egentlig polemisk bog, snarere en kommenteret redegørelse for og analyse af vekselvirkningerne mellem samfundsdebat og samfundsudvikling i efterkrigstiden. Fonsmarks tilgang er måske næppe uhildet, men i hvert fald ikke forvrænget og gengivelsen af modstandernes mål og meninger er redelig. Divergenserne må gå på konsekvenserne, dvs. opfattelsen af hvad velfærdsdemokratiet førte til. Her vil Fonsmarks modstandere hævde, at velfærdsdemokratiet skabte et solidarisk, socialt ansvarligt og betryggende samfund, hvor materiel velstand og muligheder udjævnedes. Det gode ved Fonsmarks bog er imidlertid, at indvendingerne herimod både har et konkret og principielt sigte. Konkret fremdrager Fonsmark de såkaldt tørre tal, dvs. antallet af offentligt forsørgede holdt op mod andelen af vælgerbefolkningen, og lægger ikke skjul på det problematiske heri. De offentligt forsørgede kunne - og kan, det har såmænd ikke forandret sig - alene ved deres antal stemme sig til øgede bevillinger, alternativt true de folkevalgte til at afstå fra nedskæringer. Det har ikke forandret sig, ligeså har den systematiske fornægtelse af de praktiske og mere teoretiske problemer herved heller ikke. DEN KOMPAKTE ENIGHED På det mere principielle plan hævder Fonsmark, at velfærdsdemokratiet fra sin begyndelse indebar nogle indre modsigelser. I sin indledende fase bar det på kravet om det Fonsmark kalder en kompakt enighed, dvs. arven fra 1945, hvor de etablerede partier indledte en konvergens, der kulminerede i den RKVregering fra 1968 til 1971, som ikke var et hak anderledes end en socialdemokratisk ledet, nærmest tværtimod. Den satte rekord i skattetryk, udgifter og ekspansion. Parallelt hertil sluttedes en teori om en krisefri kapitalisme til denne kompakte enighed, dvs. at hele systemet konstrueredes ud fra tanken om en ubrydelig økonomisk fremgang. Da 1970'ernes økonomiske krise kom ramlende - det er i øvrigt en tilsnigelse, allerede fra sluttresserne vidste man, at remmer og tøj ikke kunne holde - rykkede de etablerede partier på den ene side sammen i forsvaret, på den anden side kunne ingen af dem modstå fristelsen til at rokke ved båden. Bertel Haarder og Mogens Camre er hver Side 51

6 især eksempler på folk fra de gamle partier, der i perioden 1973 til 1982 sendte prøveballoner op, som så genfindes i Fonsmarks bog som eksempler på, at der fortsat rådede en vis virkelighedstroskab; at man kendte til de indre modsigelser i den velfærdsdemokratiske konstruktion. Man frygtede blot vælgerbefolkningens reaktion. DEN BORGERLIGE KRITIK Fonsmark etablerer dog selv en form for negativ afhængighed af denne kompakte enighed. Kritikerne, lusene i skindpelsen, tildeles alt for konsekvent en parentetisk birolle. Partiet De Uafhængige, der fra 1960 til 1966 var repræsenteret i Folketinget, og som var dannet på baggrund af en relativ stærk kritik af Venstre og Det Konservative Folkepartis eftergivenhed overfor Socialdemokratiet, tildeles ikke så meget som en linje. Det er svært at forstå. Fremskridtspartiets repræsentation fra 1973 og fremefter har Fonsmark heller ikke meget til overs for, det er måske mere forståeligt, men partiet artikulerede et oprør mod velfærdsdemokratiet, som Fonsmark nok kunne have undersøgt bedre og bredere. Det er sandt, at Glistrups fikumdik var udtalt, Fonsmark skriver f.eks. meget sigende, at antallet af offentligt ansatte i perioden iflg. Fremskridtspartiets program skulle nedbringes fra knap (!) til , men kun fordi pengene skulle passe med indkomstskattens afskaffelse. Den mere gennemtænkte analyse for tallet fandtes ikke; kun som indforstået postering på Glistrups private regneark. Derimod kunne Fonsmark måske nok have ofret nogle linjer på det hypotetiske alternativ, at de etablerede partier havde søgt en form for samarbejde med Fremskridtspartiet. Den radikale Niels Helveg Petersen udtalte jo engang, vistnok samme år som Historien om den danske utopi udkom (!), at de etablerede partiers evindelige berøringsangst overfor Fremskridtspartiet havde kostet Danmark 300 milliarder. Hvor han så end fik det tal fra. DEN NYE KONSENSUS I det hele taget er det en manko ved Fonsmarks bog, at også de borgerlige partier kun er til steder som en slags skygger. De er til stede som et svigt, men man kunne have ønsket sig et mere positivt formuleret kapitel. Fonsmark konfronterer os primært med de lydige, med de leddeløses trisseri og eftersnakken, men for lidt med de ulydige og principfaste. Hvorfor fulgte man ikke Kristian Mogensens ("de 11 punkter") og Bertel Haarders råd i 1970'erne; hvilke interne processer i de borgerlige partier gjorde, at man ikke valgte en anden vej? Fonsmark har et klart og undersøgende blik på velfærdsdemokraternes indre og ydre brydninger, men lidt mere om de borgerlige partiers ditto havde været givende. Også her blev der truffet valg, draget konsekvenser og debatteret. Det var en indre og ydre (tabt) idékamp hos Venstre og Det Konservative Folkeparti der gjorde, at man gradvist og senere nærmest med ketchupeffekt tilsluttede sig en samfundsmodel, som man ikke havde ønsket eller stået fadder til. Men måske er det fortsat - her knap 25 år efter bogen - et grundproblem, at de borgerlige i mange henseender forstår velfærdsdemokratiet bedre end velfærdsdemokraterne selv. VK har sluttet fred med de offentligt forsørgede, Statens Kunstfond, litteraturstøtten, Danmarks

7 Radios P1, registreringsafgiften; med en generel momssats på 25%, rygeloven, afbrændingsforbuddet, de grønne afgifter og lokalplanerne. Her står vi fortsat. Derfor - og alt til trods - kan man stadig læse Historien om den danske utopi med stort udbytte både nu og i årene der kommer. Utopien er fortsat udbredt i folks hoveder. Anders Orris er arkivar, cand.mag. og medudgiver af nærværende tidsskrift. Side 53