Min vej til hylderne. Forlaget Ordleg CVR-Nummer: Telefon:

Transkript

1 Min vej til hylderne Hvordan får man som en lille nystartet forlægger sin bog på hylderne i kæder som Arnold Busck, Bog og Idé og lignende, hvis man ikke har et forlag som Gyldendal, Rosinante eller Politikkens Forlag i ryggen? Dette spørgsmål har jeg gentagne gange stillet mig selv, og det er blevet til mange timer foran vinduet i et virvar af tanker og strategier for, hvordan man kan realisere denne drøm om hyldeplads, som enhver forlægger og forfatter går rundt med. Salgsbrev I dagens bogbranche sælger man sine bøger til forretningerne ved at skrive et såkaldt salgsbrev på en A4-side, som skal indeholde informationer om den pågældende bog, herunder bagsidetekst, grafisk oversigt, salgspris, rabatordninger, ISBNnumre, og ja, listen er lang. Og ikke alene er den lang, den skal også fange forhandlerens interesse. Salgsbrevet skal sendes på , og hvor mange mails, der modtages dagligt hos Arnold Busk og lignende forhandlere, tør jeg næsten ikke gisne om, men det er givetvis ikke så få. Det er derfor svært at skille sig ud fra mængden, og salgsbrevet er i overhængende fare for evig glemsel i boghandlerens indbakke. Indie-forlæggere I en branche, hvor små forlæggere og indieforfattere skyder op overalt, er der mange, som forfølger drømmen om en plads på butikkernes hylder, og drømmen er derfor blevet endnu svæ-

2 rere at realisere. Så hvad gør man, når salgsbrevet ikke bliver besvaret, og ens salgstallet langsomt stagnerer? Omvendt tyveri Når jeg vandrer rundt i byen, går jeg ind i enhver boghandler, jeg finder på min vej. Bare for at se mig lidt omkring og nyde universet af bøger. Det var på en af disse tilfældige ture, at vejen til hylderne åbenbarede sig for mig. Jeg ville ganske enkelt selv stille mine bøger på hylderne. To eksemplarer. Uden tilladelse eller andre besværende led. Mange steder har indie-forfatterene ikke et særlig godt omdømme, og små forfattere, der let kan blive opfattet som useriøse og uprofessionelle, nyder ikke den samme respekt som forfattere fra de store forlag. Butikkerne, der også har deres forretning at tænke på, vil derfor have lettere ved at ty til et nej tak end et ja tak, når de får en henvendelse fra nye forfattere, som endnu ikke har bevist deres værd. Og med den risiko for et nej tak hængende over hovedet blev min konklusion, at bøgerne måtte sniges ind i butikken, ud af min taske og ind på hylden, hvorefter jeg i ro og mag ville forlade butikken. Når jeg gjorde regnskabet op, ville det koste mig to bøger pr. butik, men bringe mig et skridt nærmere læserens hylde og den ultimative forfatterdrøm. Jeg indfandt mig derfor hos Bog og Idé ved Nørrebro station i København med to eksemplarer af min bog i tasken. Jeg gik lidt rundt i butikken, parat til at tage mine bøger op og placere dem på en passende hylde. Jeg fandt hylden, hvor Dan Turèll stod, og tænkte, at et mere perfekt selskab kunne jeg næppe få. Jeg kiggede over mod personalet bag disken og så, at de kiggede i en anden retning. Lidt nervøst fik jeg famlet mine bøger op af tasken og ind på hylden. Jeg rejste mig derefter og forlod butikken. Veltilfreds over mit lille stunt og glad for, at min bog nu stod i så fint et selskab. Jeg nåede længere ned af gaden og fandt en ny Bog og Idé på Nørrebrogade ved runddelen. Jeg gik ind og blev pænt hilst velkommen af to medarbejdere, der stod bag kassen og nød en ledig stund. Butikken var forholdsvis stor, så jeg tænkte, at her ville det blive nemt at snige to bøger ind. Jeg traskede lidt rundt, som en kunde nu ville have gjort det, idet jeg kiggede lidt på de nyeste bøger. Efter et par minutter stod jeg foran deres lille poesihylde, som bestod af to hylder sat lavest i butikken. Jeg tog Yahya Hassens bog op, imens jeg forblev i rollen som søgende kunde. Bag mig kunne jeg høre en ekspedient gå rundt og sætte bøger på hylden. Jeg drejede hovedet og fik øje på hende og blev med ét klar over, hvor mange kameraer der var i butikken. I samme øjeblik blev jeg slået af den tanke, at jeg var i færd med at begå "omvendt tyveri". Jeg forstod pludselig, hvorfor adrenalinen pumpede, og hvorfor dette på en eller anden måde føltes forkert. Moralske skrupler, mig, morale, what the fuck, forvirring. Efter en tænkepause på nogle få minutter forlod jeg butikken uden at have sat mine to eksemplarer. Da jeg kom tilbage til min lejlighed, satte jeg mig i sofaen og nåede frem til den konklusion, at dette ikke var måden, jeg ville markedsføre mig selv og min bog på. Tilbage til tegnebrættet.

3 Aggressiv markedsføring Efter nogle måneders betænkningstid besluttede jeg mig for en anden, men også meget direkte, markedsføringsmetode, som ikke var forbundet med de samme skyldige tanker. Jeg googlede "boghandlere i København" og blev belønnet med et flot kort over samtlige af hovedstadens boghandlere. Min nye djævelske idé tog form. I nattens mulm og mørke ville jeg besøge hver eneste boghandler i København og omegn og efterlade to eksemplarer af min bog ved hoveddøren, således at det ville være det første, de så, når de mødte på arbejde den følgende morgen. Min bog ville med garanti blive set og samlet op, betragtet og analyseret. Strategien måtte dog udføres om natten, da førstehåndindtrykket om morgenen ville være altafgørende. Det ville resultere i snak og debat blandt personalet, og ved at have modtaget bøgerne om morgenen, ville de have hele dagen til at snakke, grine, eller irritere sig over denne ukendte bog, og til at beslutte sig for, hvad der skulle ske med den. Humor Hvis jeg kunne fastholde overraskelsen over fundet af bogen på dørtrinnet og derefter tilføje godt humør, var det mit håb, at jeg kunne blive taget i betragtning til en plads på deres hylder. Jeg satte mig derfor ved min computer og begyndte at tegne. Jeg fik idéen om to bøger, der sad på en hylde (min hylde) og følte sig frygtelig ensomme over manglen på selskab af andre bøger. Jeg syntes selv, det var en sjov idé, der meget enkelt fortalte personalet, at disse to nyfundne bøger savnede en plads på deres hylde. En simpel tekst skulle ledsage tegningen med det formål at bibringe lidt mystik og forhåbentlig gøre personalet interesseret i bogen og dens hemmelighed på en lidt morsom måde. Tegningen kom til at se således ud: Næste afgørende spørgsmål var så: Når bøgerne blev fundet foran døren, hvilket indtryk ville jeg så gerne efterlade mig? Det oplagte valg ville naturligvis være at vedlægge salgsbrevet, som jeg allerede havde skrevet og tæsket igennem for rettelser. Det er flot stillet op og indeholder de nødvendige informationer, ISBN-nummer osv. Men hvad ville jeg så signalere? Jeg ville for alt i verden undgå at signalere en (mere eller mindre) professionel tilgang til tingene, og hvis jeg vedlagde mit salgsbrev, ville jeg pludselig gøre situationen til et lidt mere formelt markedsføringsstunt. Salgsbrevet ville desuden røbe alle informationer om bogen og mig og ville stå i vejen for, at personalet kunne grine og have det sjovt med bogen, da den hurtigt ville blive til endnu et salgsbrev i indbakken. Salgsbrevet var derfor udelukket. Klokken et om natten tog jeg derfor 50 bøger på ryggen, som tilsammen vejede 15+ kilo, og begav

4 mig i ly af mørket ud i København med et kort over 25 boghandlere i indre by. Jeg havde besluttet mig for at gå rundt til hver eneste butik på kortet og aflevere to eksemplarer af min bog i en pose på dørhåndtaget, klar til at blive modtaget, når personalet mødte på arbejde få timer senere. Jeg havde naturligvis tjekket vejrudsigten for at sikre mig, at der ikke kom regn, så bogen ville forblive tør. To dage efter modtog jeg en mail fra min forlægger fra Underskoven, som har hjulpet mig med at trykke mine bøger. Mailen lød således: Emne:?????? Besked: Jeg har lige modtaget en mail fra Arnold Busck, der er meget uforstående over, hvorfor de har to bøger liggende foran deres hovedindgang. Svar gerne direkte til Arnold Busck. Da klokken slog 6.00, var jeg nået til den sidste butik på listen, der befandt sig ved siden af søerne. Jeg gik hen til en bænk, satte mig og nød udsigten til flyvende svaner og en frisk morgensol i horisonten, der langsomt livede mine trætte øjne op. Mine ben sitrede af udmattelse, og imens jeg funderede over min gåtur, lavede jeg et lille regnestykke: Hvis en gennemsnitmand går 6 km i timen, og jeg havde gået i fem timer, havde jeg gået i alt 30 km. Så forstår jeg bedre, at mine ben var ømme, og hvorfor jeg havde haltet de sidste to timer af gåturen. Jeg nød en cigaret og resten af mit vand, rejste mig op og måtte straks konstatere, at mine ben var gået i stå efter den lille pause. Jeg tvang mine ben fremad et ad gangen, til jeg nåede bussen og var på vej hjem. Godt udmattet og meget høj på oplevelsen nåede jeg min seng og gik ud som et lys. Jeg skrev derfor straks til Arnold Busck og forklarede mit markedsføringsstunt og fortalte dem, at vi små forlæggere og forfattere har meget svært ved at komme igennem til forretninger som deres, da konkurrencen er meget hård, og at jeg derfor havde valgt en lidt alternativ måde at få deres opmærksomhed på. Jeg modtog følgende mail retur: Emne: En Forbandet vej Besked: Kære Klaes Jeg synes, du skal komme ned i vores forretning og se, hvor fint din bog ligger på vores bord iblandt alle andre bøger

5 Senere har jeg fundet ud af, at mange af de forretninger jeg nåede rundt til, har taget bogen til sig. Jeg håber at i har nydt læsningen ligeså meget som jeg har ondt i mine ben. M.v.h. Klaes Simonsen