HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 19. september 2016

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 19. september 2016 Sag 144/2016 A og B (advokat Jakob Fastrup) mod Ringkøbing-Skjern Kommune (advokat Jens Erik Pedersen) I tidligere instanser er truffet afgørelse af Retten i Herning den 10. november 2015 og afsagt kendelse af Vestre Landsrets 9. afdeling den 14. december I påkendelsen har deltaget 3 dommere: Jon Stokholm, Vibeke Rønne og Hanne Schmidt. Påstande De kærende, A og B (herefter A og B), har nedlagt påstand om, at indkærede, Ringkøbing- Skjern Kommune, ikke tillægges sagsomkostninger for by- eller landsret, subsidiært at sagsomkostningerne fastsættes til et efter Højesterets skøn mindre beløb end det tilkendte på kr. med tillæg af moms. Ringkøbing-Skjern Kommune har nedlagt påstand om stadfæstelse. Sagsfremstilling Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A og B skal betale sagsomkostninger til Ringkøbing-Skjern Kommune efter isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn.

2 - 2 - A og B konstaterede i 2013/2014 en vandindtrængning på deres ejendom. Vandet kom op gennem husets gulvkonstruktion. A og B mente, at Ringkøbing-Skjern Kommune, som er eneejer af selskabet Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S, der ejer forsynings- og afløbsledninger i området, og som ejer naboarealer til ejendommen, kunne være ansvarlig for vandindtrængningen. A og B indgav derfor den 8. august 2014 anmodning om isoleret bevisoptagelse. Ringkøbing-Skjern Kommune afviste at være ansvarlig for vandindtrængningen og henviste bl.a. til, at ejendommen var beliggende lavt i terrænet, og at der var utilstrækkelig dræning på ejendommen. Ringkøbing-Skjern Kommune gjorde endvidere gældende, at det var forsyningsselskabet og ikke kommunen, som et eventuelt krav måtte rettes imod. Af et stævningsudkast af 6. juli 2015 fremgår bl.a., at A og Bs krav mod Ringkøbing-Skjern Kommune bl.a. støttes på betragtninger om, at kommunen både selvstændigt og som eneejer af forsyningsselskabet har et culpaansvar for de forsynings- og afløbsledninger, som sagen vedrører, samt et ansvar for ikke at have hindret eller afhjulpet vandstrømning på naboarealerne, som bidrog til at øge grundvandsstanden. Skønsmanden afgav skønserklæringer den 2. december 2014 og 18. maj A og B har ikke anlagt sag mod kommunen vedrørende vandindtrængningen. Anbringender A og B har anført bl.a., at det efter det afholdte syn og skøn ikke kan udelukkes, men forekommer nærliggende, at den konstaterede vandindtrængning skyldes forhold, som ville kunne begrunde et krav over for Ringkøbing-Skjern Kommune. Der henvises herved til UfR V, som vedrører en fuldstændig tilsvarende situation. Det forhold, at en skønsrekvirent vælger ikke at anlægge sag mod skønsindstævnte, kan ikke i sig selv begrunde, at der skal pålægges skønsrekvirenten omkostninger til skønsindstævnte, jf. UfR H. Det følger endvidere af denne afgørelse, at Højesteret har tilsluttet sig Vestre Landsrets begrundelse i UfR V og derfor ikke pålagde skønsrekvirenten omkostninger, da det efter skønserklæringen ikke kunne udelukkes, at ejendommen var behæftet med mangler, som kunne begrunde et krav, hvis betingelserne herfor i øvrigt var til stede.

3 - 3 - Hertil kommer, at Vestre Landsrets afgørelse i nærværende sag indebærer en ændring af den hidtidige praksis, idet det indirekte synes at fremgå af afgørelsen, at landsretten lægger til grund, at skønsrekvirenten har en egentlig bevisbyrde for, at det er forhold, som skønsindstævnte er ansvarlig for, der kan være årsag til vandindtrængningen. Dette er en væsentlig anderledes bevisvurdering end den, der lægges op til i de nævnte afgørelser, hvor Højesteret i f.eks. UfR stiller krav om, at det ikke kan udelukkes, at ejendommen var behæftet med de mangler, der var baggrund for et eventuelt krav i denne sag. På samme måde er situationen i nærværende sag, at det ikke kan udelukkes, men i øvrigt tværtimod er sandsynligt, at netop forhold, som Ringkøbing-Skjern Kommune er ansvarlig for, er årsag til den konstaterede vandindtrængning. Ringkøbing-Skjern Kommune har anført bl.a., at det i forbindelse med ændringslov nr. 737 af 25. juni 2014, hvorved der i retsplejelovens 343, stk. 3, blev hjemmel til at pålægge modparten at betale sagsomkostninger til rekvirenten, er anført, at retten ved sagsomkostningsfastsættelsen bl.a. bør inddrage, hvilken part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen. Det følger endvidere af forarbejderne til retsplejelovens 343, stk. 3, at det blev overvejet at ændre bestemmelsen, således at det kun undtagelsesvist eller under særlige omstændigheder kunne pålægges rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten, men at udvalget ikke fandt tilstrækkeligt grundlag herfor. Det fremgår af UfR H, at fordelingen af sagsomkostninger skal ske på et materielt grundlag, dvs. under hensyn til, hvilken part der skønnes at have opnået medhold. Højesteret henviser i afgørelsen til præmisserne i UfR V, hvor det anføres, at det efter syns- og skønserklæringen ikke kan udelukkes, at ejendommen er behæftet med mangler, der kan begrunde krav over for skønsindstævnte, hvis betingelserne herefter i øvrigt er til stede. Dette må læses som udtryk for, at Vestre Landsret har foretaget en materiel vurdering af udfaldet af bevisførelsen, og kan ikke forstås således, at landsretten har opstillet et kriterium om, at det skal kunne udelukkes, at der kan være et ansvar for en part, for at denne kan tilkendes sagsomkostninger. Et sådant kriterium ville ikke være i overensstemmelse med retspraksis og ville være i strid med forarbejderne til retsplejelovens 343, stk. 3. Der er ikke tale om en ændring i forhold til den tidligere retstilstand i henhold til UfR H.

4 - 4 - Da der ikke er fremkommet oplysninger om forhold, som Ringkøbing-Skjern Kommune er ansvarlig for, der kan være årsag til problemerne med vand på ejendommen, skal A og B betale sagsomkostninger til kommunen. Retsgrundlag Retsplejelovens 343, stk. 3, lyder således: Retten træffer bestemmelse om betaling af sagsomkostningerne ved bevisoptagelsen, medmindre parterne har aftalt andet. Af forarbejderne til bestemmelsen, lovforslag nr. L 178 af 9. april 2014 om ændring af bl.a. retsplejeloven, fremgår af de almindelige bemærkninger bl.a.: Udvalget har overvejet at ændre retsplejelovens 343 således, at det kun undtagelsesvist eller under særlige omstændigheder kan pålægges rekvirenten at betale omkostninger til modparten. Udvalget har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag herfor. Af de specielle bemærkninger til retsplejelovens 343, stk. 3, fremgår bl.a.: Det forudsættes, at retten i forbindelse med omkostningsfastsættelsen bl.a. inddrager, hvilken part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår spørgsmålet, om A og B skal betale sagsomkostninger til Ringkøbing-Skjern Kommune i anledning af syn og skøn afholdt efter anmodning fra A og B, der efter det oplyste ikke vil anlægge sag mod kommunen på grundlag af skønserklæringerne. Dette spørgsmål skal afgøres efter bestemmelsen i retsplejelovens 343, stk. 3, hvorefter retten træffer bestemmelse om betaling af sagsomkostningerne ved bevisoptagelsen, medmindre parterne har aftalt andet. Ifølge forarbejderne til denne bestemmelse forudsættes det, at retten i forbindelse med omkostningsfastsættelsen bl.a. inddrager, hvilken part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.

5 - 5 - Højesteret tiltræder landsrettens vurdering, hvorefter der ved de gennemførte syn og skøn ikke er fremkommet oplysninger, som giver A og B grundlag for at gøre ansvar gældende over for Ringkøbing-Skjern Kommune. Højesteret tiltræder på denne baggrund, at A og B skal betale sagsomkostninger til kommunen, ligesom Højesteret efter det oplyste om arbejdets omfang i forbindelse med det gennemførte syn og skøn tiltræder, at sagsomkostninger til dækning af kommunens udgifter til advokat er fastsat som sket. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens afgørelse stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal A og B inden 14 dage betale kr. til Ringkjøbing- Skjern Kommune. De idømte beløb betales inden 14 dage fra denne kendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.