Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16, 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Konfirmationsgudstjeneste. Søndag d. 30. april 2017 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16, 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste. Salmer. DDS 2 Lover den Herre. DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner! DDS 478 Vi kommer til din kirke, Gud. DDS 522 Nåden er din dagligdag. DDS 369 Du, som gir os liv og gør os glade. Tekstlæsninger. Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev: Det er ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd

2 2 for Gud. Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand. (1. Pet. 2,20-25). Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. (Joh. 10,11-16). Prædiken. Konfirmanderne og jeg har terpet Fadervor omtrent hver onsdag de sidste 7-8 måneder, så vi er i stand til at bede den i kor oppe ved alteret om lidt. Når man på den måde gør en bøn til udenadslære, kan den let blive til en ligegyldig og intetsigende tekst, man hurtigt plaprer af sig; et fast tilbagevendende punkt, der bare skal overstås. Det er naturligvis ikke meningen. Derfor har vi også gennemgået

3 3 Fadervors indhold mere grundigt undervejs i undervisningsforløbet, så I konfirmander forhåbentlig har en nogenlunde klar forståelse af, hvad det er, I siger, når I beder bønnen. Noget af det, vi har talt om, er, at der er to autoriserede udgaver af Fadervor på dansk. Forskellen på dem ligger blandt andet i ordene blive og vorde. Man kan jo enten sige helliget blive dit navn eller fastholde den ældre formulering: helliget vorde dit navn. Lige fra begyndelsen af fik I at vide, at I kunne vælge den version, I hver især syntes bedst om, for de er begge korrekte. Fordelen ved at sige blive er, at man forstår ordet, fordi det er et fuldstændig almindeligt brugt udsagnsord. Vorde derimod er en gammel glose, vi ikke længere bruger andre steder end i Fadervor. Derfor kunne det være oplagt at forkaste dette sproglige levn fra fortiden. Problemet med blive er bare, at det lyder, som om man taler om noget fremtidigt. Når man beder: Helliget blive dit navn, lyder det, som om Guds navn altså Gud selv endnu ikke er hellig. Men hvis nogen er hellig, er det da Gud! Derfor ville det være bedre, hvis vi bad: Helliget forblive dit navn. På den måde ville vi understrege, at Gud altid har været, stadig er og altid vil blive ved med at være hellig. Det er sikkert, fordi det ødelægger rytmen, at den mulighed ikke foreligger. Alternativet er at bruge vorde, som i det mindste kan få os til at spekulere over, hvad det egentlig er, vi siger. Hvis Gud ikke allerede er hellig og ophøjet - hvis han ikke er langt større og meget mere magtfuld end os så giver det ikke særlig god mening at bede til ham. Så kunne vi lige så godt bede til for eksempel Frederik, Nik, Malthe, May, Emma eller Theresia i det ret urealistiske håb, at de pludselig ville blive guddommelige. Men nu er det altså Gud, vi beder til, og det gør vi ikke uden grund. Vi gør det i tillid til, at Gud er så meget større end os, at han er oplagt at henvende sig til. Vi kan både bede til ham i afmagt, når tilværelsen ramler sammen, og i taknemmelighed, når livet kører på skinner. Vi kan henvende os til ham til hverdag og fest, i lyst og i nød, på samme måde som man tidligt og sent kan henvende sig til sine forældre. Det er af den grund, vi indleder bønnen med at tiltale ham som vores far.

4 4 I konfirmander har en alder, hvor forældre langt hen ad vejen anses for at være et nødvendigt onde. Uden dem ville I ikke få noget at spise, og I ville heller ikke få dækket jeres behov for al den teknik, I fylder jeres værelser, tasker og lommer med. Men bortset fra det skal jeres mor og far helst holde lav profil. Også gerne, når I ikke er i nærheden. De skulle jo nødigt ødelægge jeres gode navn og rygte. Alligevel er det jeres forældre, I føler jer trygge hos. Heldigvis da! Ellers havde der været noget galt! Netop fordi I kan føle jer trygge sammen med jeres forældre, er det dem, I spontant kan begynde at fortælle om ting, der optager jer. Det kan både være noget, der gør jer glade, og noget, der gør jer kede af det. Jeres forældre kan rumme det hele, fordi de holder af jer. Det er godt at have nogen at tale med, når man enten bobler over af glæde eller er ved at sprænges af frustrationer. Venner og veninder bliver ofte brugt som samtalepartnere. Men forældre kan som regel noget andet. I modsætning til vennerne er det ganske vist ikke altid, at jeres forældre giver jer ret i alt, hvad I siger. Måske har de ligefrem den frækhed at antyde, at I kunne have forsøgt at løse en problematik på en anden og mere konstruktiv måde. - Så er det, at I bliver sure, råber op og smækker med dørene. Men hvis jeres forældre ikke skulle kunne give jer et alternativt syn på sagen, hvem skulle så? De har trods alt en hel del mere livserfaring, end I har, og selvom det nogle gange lader til, at de stammer fra en anden planet, hører de til blandt dem, der kender jer allerbedst. Desuden ville det være ret ubehageligt, hvis der kom en vildt fremmed hen til jer og fortalte, at I havde båret jer helt idiotisk ad. Så er det trods alt bedre, at det er jeres forældre, der forsøger at lede jer på rette spor igen. I skal også huske på, at jeres forældre ikke modsiger jer for at såre jer. Tværtimod gør de det for at hjælpe jer uden om de unødvendige konflikter, I af og til er ved at kaste jer hovedkulds ud i.

5 5 Når jeg bruger så meget tid på at forklare forældres værdi, skyldes det, at Gud sammenlignes med en far i Fadervor. Han er som en slags himmelsk forælder; en forstørret far eller mor, der ønsker sine børn det allerbedste. Hans omsorg gav Jesus et eksempel på i sin lignelse om hyrden og fårene. Jesus sammenligner sig med en hyrde. Han holder sig ikke tilbage, men siger, at han er den gode hyrde. Det, der skal til for at være en god hyrde, er, at man er parat til at kæmpe for fårene. Ja, Jesus siger ligefrem, at han er klar til at ofre sit liv for fårenes skyld. Nu skulle der gerne være en lille klokke, der ringer hos jer konfirmander. I har lært, at Jesus med sine lignelser fortæller historier, hvor de forskellige personer og andre aktører skal sammenlignes med nogle andre. Når Jesus siger, at han er en så god og kompromisløs hyrde, at han er parat til at kæmpe for fårene, om det så skal koste ham livet ja, så er hyrden et billede på ham selv, der lod sig henrette for at tage straffen for alt det, vi gør galt, på sig. Selvom det ikke er særligt klædeligt, må vi også indse, at fårene er et billede på os. Det er dog ikke vores syn på får som temmelig ubegavede, brægende uldtotter på fire ben, der skal i fokus. Hvad Jesus vil sige er, at ligesom får har brug for en hyrde, så har mennesker det også. Vi lader os så let lede vild, og når det sker, risikerer vi at ende i ulvens gab. Blot er der den forskel, at mens et får på Jesu tid helt bogstaveligt risikerede at blive taget af ulven, så tænker Jesus ikke på et rovdyr, når han advarer os mod at fare vild. Vi kan nemlig fare vild, selvom vi ikke rokker os ud af flækken. Det, der fører os vild, foregår inde i os. I løbet af undervisningen har vi flere gange talt om, at vi så let kan blive fristet. Det kan vi, fordi ingen af os er perfekte. I Bibelen tales der om Djævelen, der frister Gud og hver mand. I det gammeltestamentlige skrift Jobs Bog frister Satan helt bogstaveligt Gud til at indgå et væddemål. Som følge heraf lider den stakkels Job stor nød, og først til sidst får han alt, hvad han har mistet, tilbage.

6 6 Dog er det ikke kendetegnende for Gud, at han lader sig friste. Jobs Bog finder sin modsigelse i Det Nye Testamente, hvor Jesus afviser Djævelens fristelse tre gange i træk. Mens det altså ikke ligger til Gud at lade sig friste over evne, er det kendetegnende for os mennesker. Vi tænker nemlig først og fremmest på os selv og vore behov, mens andres behov hurtigt glemmes eller skubbes til side. Vi er derfor højst gode hyrder for os selv og vore allernærmeste. Andre tillægger vi ikke helt den samme værdi, som vi tillægger os selv. Og skal vi tage stilling til mennesker, der kommer fra en helt anden kulturkreds, kan vi let komme til at se ned på dem og måske ligefrem opbygge et fjendskab overfor dem. Derfor har vi alle børn såvel som voksne - brug for en særlig hyrde eller forælder. Sådan en har vi i Gud. Som en far eller mor kan Gud kærligt men bestemt advare os mod os selv og den tendens, vi har til at skubbe andre til side. Som far til os alle kan Gud med overbevisning forsikre, at ethvert menneske har præcis den samme værdi. Det er jo sådan med forældre, at de sjældent er i stand til at udpege ét af deres børn som deres favorit, fordi de elsker dem alle lige højt. Således elsker Gud også alle sine børn med samme styrke, og derfor er ingen mindre værd end andre i hans øjne. Selvom forældre elsker deres børn, kan de godt blive vrede på dem. Det er frustrerende at se sit barn begå præcis den dumhed, man har advaret ham eller hende imod. Men vreden er ikke udtryk for had. Den vokser derimod ud af forældrenes kærlighed og bekymring. På samme måde kan vi også gøre Gud vred, når vi ikke har forståelse for, at livet er en gave, der skal behandles med taknemmelighed og omsorg, hvad enten det drejer sig om vort ejet eller andres liv. Guds vrede medfører imidlertid ikke, at han hævner sig på os. Det ville en mor eller far jo heller ikke gøre mod sit barn. Dertil er deres kærlighed for stor, og det samme gælder Guds kærlighed til os. Hvor stor Guds kærlighed er, får vi indblik i, når vi hører kristendommens centrale fortælling om, at Gud lod sig føde som et menneske for at være sine elskede skabninger nær. Han gik

7 7 ikke på kompromis, men tog de menneskelige vilkår på sig i en sådan grad, at han tilmed lærte lidelsen og døden at kende. Det gjorde han også, fordi han på den måde kunne påtage sig straffen for alle de gange, vi handler mod hans vilje. Ved således at ofre sig for vores skyld, kan han fastholde sin kærlighed til os. Derved bliver det klart, at Gud både er som en god hyrde og som en kærlig mor eller far. Amen.