SKUDDET. Marianne Gade SKUDDET. Marianne Gade. Marianne Gade er forfatter og foredragsholder og skriver bøger for børn, unge og voksne.

Transkript

1 Marianne Gade er forfatter og foredragsholder og skriver bøger for børn, unge og voksne. nu lød der skud inde fra skoven. Ét skud, efterfulgt af råb, der lød som om de kom ovre fra den anden side af skoven. Jeg så nogle mænd komme løbende ud, nogle Foto: David Bering PF faldt i den dybe sne, mens andre løb videre tilsyneladende uden sans eller retning. Alt var kaos. Hele tiden var der nogen, der råbte på hjælp, og langt borte var der én, der skreg. Ditte starter i gymnasiet. Her bliver hun veninde med Regitze og kæreste med Kristian. Men hvordan er kærlighedens regler? Marianne Gade Mathias og jeg løb så hurtigt, vi kunne i retning af skrigene. Da vi nåede frem, var mændene kommet og dannede kreds om noget, vi ikke kunne se. Og hvad sker der når de brydes? En roman for unge og unge voksne. ISBN SKUDDET Pludselig handler det om liv og død Marianne Gade SKUDDET

2 Skuddet

3 Af samme forfatter: Frost på udsatte steder Ventetid Viola og kærligheden (for voksne) Min kære Anna At røre ved himlen (for unge) Johanne og Mie Sølvfløjten Farvel, mor Lines lange vej Anna og havfruen Ida og den røde tråd Thorsteins Saga Klaufis Saga Karl den Stummes Saga Disa i nordlysets land Disa og det skjulte folk Disas kamp Vikka og juletroldene (for børn)

4 Marianne Gade Skuddet

5 Skuddet Copyright Marianne Gade Udgivet af Forlaget Autor Omslag og tilrettelæggelse: Kamilla Asmussen, Kamographic Sats: Minion ISBN Tak til Statens Kunstråd for arbejdslegat

6 1 Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så Regitze. Synet brændte sig ind på nethinden, og jeg ved, at det altid vil findes et sted i mig, uanset hvor gammel jeg bliver. Nu bagefter er det selvfølgelig ikke så mærkeligt, men dengang vidste jeg det allerede, jeg vidste, at mødet var afgørende. Egentlig kan man dårligt tale om et møde, for hun så ikke mig. Anede ikke, at jeg var til stede. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gav mig til kende, det faldt mig bare slet ikke ind. Det var nok at betragte hende gennem et hul i buskadset. Hele byen vidste det samme dag, de var flyttet ind. En fremmed mand havde været inde på kroen for at købe cigaretter og havde fortalt til Mikael, kroværten, at han lige var flyttet hertil med sin datter. De kom fra København, og datteren skulle starte på gymnasiet inde i byen. - Hvad laver du selv? havde Mikael spurgt, og manden havde sagt, at han skulle arbejde på sygehuset som læge. - Du er måske enkemand? Mikael foretrækker at vide ordentlig besked. Næ, nej, hans kone arbejdede for Læger uden Grænser og befandt sig et sted i Afrika. - Har du lyst til en øl? På huset. Mikael var i sit gavmilde hjørne. - Ellers tak, en anden gang. - Helt i orden, min ven, helt i orden. - Rolf Berkild, havde den anden hurtigt sagt. - Mit navn er Rolf Berkild. Så vidste vi det! I en landsby som vores sker der ikke 5

7 meget, så alle griber chancen, når den er der. Også mig! Jeg skal ikke gøre mig bedre, jeg var mere end nysgerrig efter at se hende, datteren, jeg skulle nemlig selv starte i gymnasiet efter ferien. Måske kom vi til at gå i klasse sammen, måske kunne vi blive venner. Siden vi flyttede hertil havde jeg ikke haft en veninde. Udover at være tilflyttere havde vi også andet til fælles: Vi boede begge to alene sammen med vores far. Selv om det selvfølgelig ikke var helt det samme for hendes vedkommende, hendes mor var jo ikke død som min. Min far er forfatter og arbejder hjemme. Kan man godt leve af det? spurgte folk ligeud, da vi var flyttet hertil. Det kan man godt, ifølge far. Når bare man har gode rammer, behøver man næsten ikke bruge penge på ting, siger han. Det er vi nu ikke enige om, der er adskilligt, jeg godt kunne tænke mig at bruge flere penge på, tøj, for eksempel. Han sørger også altid for at fremhæve, at vi bor i landsbyens hyggeligste hus. Det er ganske vist ingen løgn, men er det nok? Det var kort tid efter, at mor var død, vi flyttede hertil. Dengang hun endnu levede, boede vi i et parcelhus i Vanløse og levede et helt almindeligt liv. Men jeg tænker aldrig på den tid, og både far og jeg undgår helst at tale om den. Det er vist ikke helt efter psykologibogen, men det er måden, vi gør det på. Det gør simpelthen for ondt at tale om det. Mor havde kun været syg i kort tid, inden hun døde. Af leukemi. Den aggressive slags, der breder sig med lynets hast. Og bagefter flyttede vi, som sagt, hertil. Jeg tror først og fremmest, det var fordi husene var billige 6

8 her, men også for at flytte så langt væk som muligt og starte på en frisk. Med fars arbejde kan det lade sig gøre at bo alle steder. I begyndelsen syntes jeg, det var et sært sted, han havde valgt. Her skete absolut ingenting, og her var næsten ingen på min alder. Ingen jeg interesserede mig for, i det mindste. Men han lod til at trives og var endelig kommet i gang med at skrive igen, så jeg besluttede mig for at holde op med brokkeriet og få det bedste ud af det. Der var kun en uge til gymnasiet startede, da far kørte mig ind til byen, samme by som gymnasiet lå i, så jeg kunne få mig noget nyt tøj. Det var varmt i vejret, der havde længe været hedebølge, så jeg håbede på, at den fortsatte og købte sommertøj på udsalg. Vi var på vej hjemad. Rundt om os var høsten i gang, og en kæmpestor mejetærsker arbejdede i en støvsky inde på marken. Himlen over os var hvid, og i radioen meldte de netop om nye skovbrande i Frankrig, da far udbrød: - Hov! og sagtnede farten ved synet af en mand, der traskede af sted med en mappe i hånden. Der var ingen huse på strækningen, kun marker til den ene side og skoven og mosen til den anden, det var højst usædvanligt at se en fodgænger. Måske havde han haft et uheld med bilen. Far holdt ind til siden og tilbød manden med mappen et lift. - Tusind tak, svarede han. - Jeg missede bussen, og der er temmelig langt hjem. - Hop om på bagsædet, Ditte, sagde far. 7

9 Manden smilede undskyldende til mig, da han satte sig ind på min plads og præsenterede sig som Rolf Berkild. Han var rød i hovedet på grund af varmen og så ud til at være omkring de halvtreds. Hvis man overhovedet kan tale om en flot mand på den alder, så var han det. Flot på en gammeldags måde, selvfølgelig, sådan macho-agtig og lidt tung. Derfor blev jeg heller ikke spor overrasket over at høre, at han var kirurg. - Jeg har en datter på cirka samme alder som dig, sagde han og vendte sig om mod mig. - Hvor gammel er du egentlig? - Seksten, svarede jeg. - Min datter er sytten og skal starte i gymnasiet på mandag. Han vendte sig igen om og sagde henvendt til far: - Ja, det er jo unægtelig lidt af en omvæltning sådan at flytte ud på en bondegård langt ude på landet. Hvor skulle en gård ellers ligge? tænkte jeg surt. Desuden var der slet ikke tale om en gård, snarere et husmandssted. Ja, ikke engang det. Der hørte nemlig ikke længere jord til Bulhuset, som stedet hed. Den var for længst solgt fra, der var kun mosen og en smule skov tilbage. Jeg havde aldrig været der, men jeg kendte stedet af omtale. Og rent bortset fra det, så var det kun børn fra storbyen, der sagde bondegård. - Men da stillingen på sygehuset blev ledig, og min kone alligevel er i Afrika for Læger uden Grænser, ja, så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne realisere en gammel drøm om at flytte på landet. Regitze skulle jo under alle omstændigheder skifte skole. Så hed hun altså Regitze! Et overklassenavn, som 8

10 jeg kun kendte fra gamle bøger. Jeg var holdt op med at høre efter, jeg tænkte på, hvad jeg havde hørt henne i Brugsen. Nemlig, at manden, altså Rolf Berkild, gik på jagt, og at det var derfor, han havde købt Bulhuset. Der fulgte jagtret med, både til skoven og til mosen. De fleste havde syntes, det var et underligt sted at slå sig ned, så langt inde i skoven. - De er sikkert naturelskere, var der én, der havde sagt. - Mon også datteren er det? havde Mona ved kassen spurgt. - Jeg synes i hvert fald, det er synd for hende, at hun skal bo så langt væk fra os andre. - Der har altid boet folk derude. I tre hundrede år, faktisk, sagde brugsuddeleren. - Ja, men det var i gamle dage, fastholdt Mona. - Dengang kendte de ikke andet. Det er da synd for en ung pige fra København, at hun skal bo sådan et sted. Sådan gik snakken hver dag. Brugsen er det sidste samlingssted, bortset fra kroen. Vi var på vej ind i landsbyen, og lidt efter kom vi forbi vores hus. Så passerede vi kommuneskolen og det nedlagte mejeri, og endelig drejede vi ind på grusvejen, der førte ind i skoven. Vejen var så smal, at den flere steder næsten kun var en sti. Grenene svirpede mod bilen, og jeg kunne se af fars ansigtsudtryk i bakspejlet, at han var bekymret for lakken. Men det var for sent at fortryde, nu var der bare én vej, og det var frem! Så dukkede en hulvej op til venstre, jeg så far tøve, han var atter ængstelig, men Rolf Berkild, der var opsat på at blive kørt til døren, sagde opmuntrende: - Det er her! Vi skal ned her. Bulhuset lå for enden af vejen og lignede noget fra 9

11 en eventyrbog. Brødrene Løvehjertes hjem, måske. Jeg troede ikke, den slags huse fandtes i virkeligheden, men som det lå der i skyggen af skoven, så det højst virkeligt ud. Stuehuset var af bindingsværk og bygget sammen med laden i en vinkel. Det sorte træ skinnede mod den gule mur under stråtaget, der ragede ud som en kæmpehat. Bagved kunne man ane haven, der var omkranset af skoven. - Så siger jeg tak for turen. Rolf Berkild åbnede døren, men ombestemte sig. - Har I ikke lyst til at gå med ind et øjeblik? Far så spørgende på mig i bakspejlet, jeg rystede afvisende på hovedet. - Jeg venter her, sagde jeg lavt. Bagefter anede jeg ikke, hvorfor jeg havde sagt nej. Det var ikke, fordi jeg ikke havde lyst, jeg havde vist bare ikke lyst til at møde Regitze for første gang, når vores fædre var til stede. Måske var det derfor, jeg er ikke sikker. Det var varmt i bilen, og det var kedeligt at vente. Det endte med, at jeg åbnede døren og trådte ud på gårdspladsen. Jeg stod lidt og så mig om. Huset virkede indbydende nok, men jeg besluttede mig alligevel for ikke at banke på og gik ind i skoven, der grænsede op til haven. Jeg fulgte en veksel, en dyresti, indtil jeg kom til et hul i buskadset, hvor der var frit udsyn til haven. Der var en stor græsplæne, der lyste næsten unaturligt grønt, blomstrende roser og hortensier og midt på plænen en cirkelrund bøgehæk. Jeg var så opslugt, at jeg fór sam- 10

12 men, da jeg hørte Rolf Berkild kalde oppe fra husets terrasse: - Regitze! Et øjeblik efter dukkede en ung pige op bag bøgehækken. Hun måtte have ligget og taget solbad, for jeg havde slet ikke set hende. Nu rejste hun sig op og stod fuldt synlig i sin bikini, solbrændt, med langt lyst hår. Hun førte en arm op for solen og gabte. Den lange krop var perfekt, hun kunne gå for at være model. En fasan skogrede i det samme inde mellem træerne, og hun drejede hovedet efter lyden i retning af mig. Jeg skyndte mig at dukke mig, men heldigvis lød Rolf Berkilds stemme igen: - Kom herop, Regitze, og hils på vores nye nabo. Ja, vi er da på en måde naboer, selv om der er et stykke vej imellem os, hørte jeg ham sige til far. Fra mit skjul så jeg hende gå langsomt op mod mændene. - Goddag, min søde pige, sagde Rolf Berkild og kyssede hende på munden. - Jeg begriber altså ikke, at du ikke ville med ind og hilse på, sagde far, da vi igen sad i bilen på vej hjemad. Jeg svarede ikke. Måske fordi jeg ikke havde noget svar. - Hun virker sød, datteren. Rigtig sød endda. Meget talende, hun er nok vant til at repræsentere. - Repræsentere? Hvad mener du? - At træde i stedet for sin mor. Hun er jo væk det meste af tiden, du hørte selv, at hun er i Afrika. Hun går også på jagt, datteren, altså Regitze. Hun har taget jagttegn. - Ih, hvor spændende, sagde jeg og gabte demonstrativt. 11