DORTHE BERNTSEN. erindring

Transkript

1 DORTHE BERNTSEN erindring ÆN E AU E

2

3 ERINDRING Viden i verdensklasse»fremragende «Jørgen Carlsen, Kristeligt Dagblad»genialt «Johs. Nørregaard Frandsen, Kulturkontoret P1»sjældent visionært«rune Engelbreth Larsen, Politiken

4 Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj Tænkepauser 18 MENNESKET af Ole Høiris Tænkepauser 19 SANDHED af Helge Kragh Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen T K P S R

5 DORTHE BERNTSEN erindring ÆN E AU E

6 ERINDRING Tænkepauser 15 Dorthe Berntsen 2014 Tilrettelægning og omslag: Trefold Ebogsproduktion: Narayana Press, Gylling Tak til Danmarks Grundforskningsfond (DNRF93) som har støttet bogens tilblivelse ISBN Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET

7 SELVBIOGRAFISKE ERINDRINGER 6 SPONTANE ERINDRINGER 16 TRAUMATISKE ERINDRINGER 24 KOLLEKTIVE ERINDRINGER 33 FALSKE ERINDRINGER 44 ERINDRINGER OG FREMTIDS - FORESTILLINGER 54

8 SELVBIOGRAFISKE ERINDRINGER Minderne har jeg da lov at ha, lyder refrænet i en gammel dansk slager. I denne lille bog håber jeg imidlertid at overbevise læseren om, at erindringer ikke kun er til for nostalgiens skyld. Tværtimod er dette kun en perifer funktion ved erindringer. Erindringsevnen er en helt grundlæggende egenskab, som er nødvendig for vor evne til at indgå i sociale fællesskaber og for oplevelsen af at være den samme person over tid. At erindre er ikke bare noget, som vi sætter os til at gøre i sofaen en sen eftermiddag med ild i pejsen. Erindringer er med os hele tiden, uanset om vi er unge eller gamle. De regulerer vores adfærd, farver vores humør, gør os i stand til at relatere til andre og er vigtige byggestene til vores identitet. Uden evnen til at huske hændelser fra fortiden ville vi ikke kunne vide, hvad vi har sagt og gjort og føle ansvar for vore handlinger. De genstande, der står omkring os i vores hjem, ville være uden historie. Det ville være ukendt, hvorfra de kom, hvornår de var anskaffet og hvorfor. Det samme med vore nærmeste. De ville blot være tilfældige mennesker omkring os, ikke mennesker, som vi kender og deler en fælles fortid med. Dagen i dag ville være uden forbindelse til dagen i går. 6

9 Erindringsevnen er lige så fundamental for vores eksistens som vore fysiske sanser og kan næsten betragtes som en sans for fortiden. Uden erindring indskrænkes virkeligheden til nuet, til det umiddelbart nærværende, og man bliver ude af stand til at orientere sig i tid og rum og socialt. HVAD ER ERINDRING? Erindring er ikke blot hukommelse. Erindring er en bestemt form for hukommelse, som omfatter evnen til at huske og genopleve vore personlige oplevelser og sætte dem ind i en livshistorisk sammenhæng. Derfor bruger vi betegnelsen selvbiografisk hukommelse om erindring, mens hukommelsen som helhed rummer meget andet end selvbiografiske erindringer. Et særtræk ved erindringer er genoplevelsen. Når vi erindrer en hændelse, genoplever vi i bevidstheden, hvad der skete engang. En sådan genoplevelse er ikke til stede, når vi husker faktuel viden, såsom hvilket nummer vi bruger i sko, eller at hovedstaden i Frankrig hedder Paris. Vi kan sagtens huske vores fødselsdag, uden at dette involverer en genoplevelse af vores fødsel. Vi husker datoen som faktuel viden. Man kan derfor sige, at erindringer sammenlignet med andre hukommelsesformer involverer en følelse af at rejse i tid. En kendt canadisk hukommelsesforsker, Endel Tulving, har beskrevet det som en særlig bevidsthedstilstand, hvor vi mentalt set overvinder loven om tidens uafvendelige fremadskridende løb. Efter Tulvings og en del andres (men ikke alles) opfattelse er 7

10 denne evne til bevidst at genopleve hændelser i fortiden en særlig menneskelig egenskab. Mange filosoffer har ligeledes fremhævet netop genoplevelsen og de sanselige forestillingsbilleder som erindringens særkende. Søren Kierkegaard er en af dem. Han skelnede skarpt mellem hukommelse og erindring og mente, at man godt kan huske en begivenhed til punkt og prikke uden derfor at erindre den. Erindring kræver indlevelse, genoplevelse og skaber identitet. Genoplevelsen betyder imidlertid ikke, at vi husker de fortidige situationer præcist, som de udspillede sig. På trods af genoplevelseskvaliteten er erindringer i vid udstrækning rekonstruktioner, som er farvede af vor nuværende situa tion og de fortolkninger, som vi i dag lægger ned over fortiden. Det skal vi se flere eksempler på senere i denne bog. ERINDRINGER OG HJERNEN Nogle forskere mener, at hukommelsen kan inddeles i en række undersystemer, hvoraf erindringsevnen udgør et selvstændigt system. Det betyder blandt andet, at man ved en hjerneskade kan miste erindringsevnen, uden at andre dele af hukommelsen nødvendigvis også går tabt. Et berømt tilfælde er den canadiske hjerneskadepatient KC, som i forbindelse med en motorcykelulykke pådrog sig svære skader i hjernen, herunder i hjernedelen hippocampus, som er vigtig for evnen til at danne bevidste erindringer. Efter ulykken var KC stadig i stand til at huske faktuel viden og færdigheder, som han havde 8

11 indlært før ulykken, for eksempel var hans evne til at huske ordenes betydninger intakt. Han var imidlertid ikke i stand til at huske de personlige oplevelser, som han havde haft i sit liv før ulykken, for eksempel omstændighederne omkring hans brors død. Tilfælde som KC hører dog til sjældenhederne, da det mest almindelige er, at en hjerneskade, som beskadiger evnen til at erindre konkrete personlige oplevelser, også berører evnen til at huske faktuelle ting, sprog, navne, pinkoder og så videre. Men at hjerneskader som denne kan findes (omend de som sagt er sjældne), kan understøtte antagelsen om, at evnen til at erindre konkrete personlige oplevelser udgør et særskilt hukommelsessystem. En del moderne forskning i erindringer gør brug af hjerneskanningsteknikker, hvor undersøgelsesdeltagernes hjerneaktivitet måles i form af blodgennemstrømning og giver et indtryk af, hvilke områder af hjernen der viser øget aktivitet, når vi erindrer en begivenhed, sammenlignet med en anden opgave. Ud fra blandt andet sådan forskning ved vi, at erindringer ikke ligger ikke lagret som hukommelsesspor et bestemt sted i hjernen. De processer, som skal til, for at vi bevidst kan have en erindring, foregår i mange forskellige dele af hjernen og bliver knyttet sammen til en erindringsoplevelse i det øjeblik, hvor vi husker. Der indgår mange komponenter i dannelsen af en erindring, herunder følelser, synsindtryk, lydindtryk, viden om sted og tid, som hver involverer forskellige hjerneområder områder, som 9

12 hver for sig bruges i mange andre sammenhænge end erindringsdannelse. Det er næsten klart, at der i denne sammenkædningsproces kan gå noget galt. Somme tider kan vi huske, hvad der skete, men ikke hvor det skete. Vi kan måske også huske, hvad der blev sagt eller fortalt, men ikke huske, hvem der sagde det. Sådanne problemer med sammenbinding øges med alderen. Derfor kan ældre mennesker i højere grad end yngre have problemer med at huske kilden til deres information og oftere spørge sig selv: Hvem søren var det nu lige, der fortalte mig det? I den anden ende af livet skal små børn ofte have hjælp til at sætte løse indtryk sammen til en helstøbt erindring: Hvornår var det, vi så elefanten? Det var, da vi var i zoologisk have. Hvad så vi mere? Var det sjovt? Heldigvis findes der forskellige skabeloner, såkaldte script, som vi kan støtte os til, når vi rekonstruerer vore erindringer. Script er indre tankemodeller over genkommende begivenheder, som fortæller os, hvad der typisk sker i bestemte situationer, for eksempel hvad der typisk sker, når man spiser på restaurant, rejser med fly, går til tandlæge osv. I rekonstruktionen af vore egne erindringer kan vi støtte os til sådanne script og behøver derfor ikke anstrenge os så meget for at huske, hvad der lige skete sidste gang, vi eksempelvis var til tandlæge. Men i det omfang det konkrete tandlægebesøg afviger fra scriptet, kan en rekonstruktion støttet af scriptet selvfølgelig betyde, at vi kommer til at huske forkert. Og så er vi tilbage ved det forhold, at erindring ikke blot er en 10

13 reproduktion af fortidige hændelser, men involverer en høj grad af konstruktion. BARNDOMSGLEMSEL Når vi som voksne tænker tilbage på livet, er nogle perioder rigere på erindringer end andre, nogle er markant fattigere. Interessant nok er det i det store og hele de samme perioder på tværs af personer, der er henholdsvis rige og fattige på erindringer. For det første husker vi selvfølgelig en del fra den seneste fortid. Det, der skete i går, huskes alt andet lige bedre end det, der skete for en uge eller en måned siden. Årsagen hertil er formentlig blot en almindelig glemselsproces, hvor tilgangen til hukommelsesmaterialet reduceres systematisk over tid. Mere interessant er det, at de færreste husker noget fra deres første cirka tre leveår, og mange af os har kun ganske få erindringer fra perioden, før vi blev syv, otte år. Dette fænomen betegnes som barndomsamnesi og blev først udpeget af psykoanalysens grundlægger, østrigeren Sigmund Freud. Hans forklaring var, at fortrængning af tidlige seksuelle fantasier medførte en manglende evne til at erindre noget fra disse første leveår, men den teori har ikke mange tilhængere blandt moderne forskere. I lang tid troede moderne forskere derimod, at barndomsamnesien blot skyldtes, at hjernen i de første leveår ikke var tilstrækkeligt udviklet til at lagre erindringer. Denne forklaring blev imidlertid tilbagevist af forskning, som overraskende viste, at selv børn under to-tre år er i 11

14 stand til at huske konkrete daglige oplevelser og berette om dem. Det var den amerikanske psykolog Katherine Nelson, som i midten af 1980 erne gav sig til at analysere de beretninger, som små børn kan fortælle sig selv (og en skjult båndoptager), inden de falder i søvn. Disse optagelser af fortællinger fra vuggen demonstrerede, at små børns erindringsevne var langt mere udviklet end tidligere antaget. Et af de børn, hvis monologer blev optaget, var Emmy på 21 måneder. Om aftenen inden hun faldt i søvn, fortalte hun ofte sig selv om konkrete hændelser, der var sket i dagens løb. For eksempel fortalte hun en aften en konkret oplevelse fra samme dag om familiens bil, der pludselig ikke kunne køre: Bil gik i stykker så nødt til at køre i den grønne bil, berettede hun blandt andet. Der var altså ingen tvivl om, at hun huskede episoden. Når selv børn på 21 måneder som Emmy kan huske konkrete episoder, ja, så kan barndomsamnesien ikke blot skyldes, at hjernen ikke er modnet til at lagre konkrete selvbiografiske oplevelser før tre-fireårsalderen. Gåden er derfor, hvorfor disse oplevelser i den tidlige barndom ikke bevares på en sådan måde, at de kan genkaldes senere i livet. En mulig forklaring er, at sproget endnu ikke er færdigudviklet i denne tidlige alder, og at det sproglige samspil er en vigtig forudsætning for at danne robuste erindringer, som har varighed over længere tid. Den amerikanske psykolog Robyn Fivush har gennem mange undersøgelser vist, at netop den sprog- 12

15 lige interaktion omkring fælles oplevelser har betydning for, hvor tidligt børns erindringsevne udvikles. UNGDOMSBUMPET Hvis man spørger en gruppe midaldrende og ældre mennesker om deres erindringer for hele livet, så vil der tegne sig det samlede billede, at perioden, fra man er cirka 15 til cirka 30 år, er rigere på erindringer end de omkringliggende aldersperioder. Tegner man en kurve over erindringernes fordeling over livet fra første leveår og til den ældre persons nuværende alder, vil der således være et bump eller en pukkel af erindringer over ungdomsårene. Ungdomsbumpet forklares ofte med en antagelse om, at ungdomsperioden er en særlig central formgivende periode, hvor mange af de indstillinger og holdninger, der præger personen siden hen, bliver grundlagt. Det er i ungdomsårene, voksenidentiteten skabes. De oplevelser, man kommer ud for som ung, vil derfor (ifølge denne antagelse) have større chance for at påvirke os, og dermed vil de sætte sig bedre fast og efterlade et længerevarende indtryk end oplevelser, man møder senere i livet. En anden forklaring på ungdomsbumpet er, at vi i vore genfortællinger af vort eget liv præges af fælles kulturelle forestillinger om, hvilke perioder i livet der rummer de vigtige oplevelser. I enhver kultur findes der normer for, hvad der forventes at ske i det individuelle livsforløb og hvornår. Enhver kultur har bestemte overgangsbegivenheder, hvor et individ går fra en social rolle 13

16 til en anden, for eksempel fra ugift til gift, fra barnløs til mor eller far. I de fleste kulturer er der klare normer for, hvornår i livet sådanne overgangsbegivenheder forventes at finde sted. I vor moderne vestlige kultur forventer vi, at folk får deres første barn, når de er mellem 25 og 30 år. Ikke når de er 16 eller 43. Rækken af begivenheder og deres aldersnormer kan betragtes som et script, eller en drejebog, for hele livet, et livsscript det vil sige en skabelon for, hvordan livet forventes at leves i en given kultur, i hvilken rækkefølge og på hvilke tidspunkter forskellige skelsættende begivenheder skal finde sted. Vi har alle sådanne indre livsskabeloner, også selv om det liv, vi faktisk lever, ikke følger drejebogen. Undersøgelser af livsscriptet i forskellige kulturer viser, at der generelt lægges meget stor vægt på begivenheder i ungdomsårene. I ungdomsårene mere end i nogen anden periode i livet forventes man at gennemleve en række begivenheder, som kulturelt set omgærdes med stor vigtighed: Man påbegynder og afslutter uddannelse, man finder sin karrierevej, bliver gift, får børn etc. Når man senere i livet stilles over for den opgave at genfortælle sit liv og skal prioritere, hvad der skal med og ikke med i fortællingen, ja, så er erindringsprocesserne og genfortællingen ofte struktureret af netop det kulturelle livsscript. Og netop fordi denne skabelon vægter begivenheder i ungdomsårene mere end andre af livets perioder, opstår der en ophobning af erindringer fra ungdommen ifølge denne forklaring. De to forklaringer behøver ikke at være i modstrid 14

17 med hinanden. At ungdomsårene er en vigtig formgivende og identitetsskabende periode passer godt med, at kulturen netop foreskriver en række vigtige begivenheder i denne periode, og at vi af den grund husker meget fra netop ungdomsårene, når vi bliver ældre. Hvad så med erindringer fra andre perioder af livet, og erindringer, som ikke passer ind i den fasttrampede livsskabelon. Går de tabt? På ingen måde. Men de kommer ofte ind i bevidstheden via mindre strukturerede og mere tilfældige processer for eksempel i form af spontane erindringer udløst af konkrete associationsforbindelser i dagligdagen. Man kan sige, at de kommer ind ad bagdøren. Sådanne spontane erindringer skal vi se på i næste kapitel. 15

18 SPONTANE ERINDRINGER Hvad lavede du sidste lørdag? Når vi kalder en erindring frem til bevidstheden, kan det ske på to forskellige måder. For det første kan vi selv igangsætte genkaldelsesprocessen ved bevidst at søge efter en bestemt erindring. Det kan for eksempel være, når nogen spørger os om, hvad vi har foretaget os på en bestemt dag. I det tilfælde vil vi målrettet prøve at kredse os ind på en bestemt erind ring. En anden mulighed er, at erindringen kommer af sig selv. Det kan være et sanseindtryk, en passage i en bog, et stykke musik i radioen eller andre påvirkninger, der pludselig får en erindring til at dukke op i bevidstheden, uden at en bevidst og målrettet søgeproces er gået forud. Sådanne erindringer kaldes for spontane eller involuntære (ufrivillige) erindringer for at understrege, at de netop opstår uden en involvering af viljen eller en bevidst søgeproces. Den følgende beskrivelse fra en af mine undersøgelser kan tjene som eksempel på denne slags erindringer. Det er morgen, undersøgelsesdeltageren er ude at løbe, da en erindring spontant dukker op. Hun fortæller: Det var et smukt forårsvejr, fuglesang, få andre mennesker jeg løb per rutine og fik pludselig sidestik (hvilket er usædvanligt for mig). Og så følger erindringen: En dag 16

19 i Tyskland, jeg var ude at løbe med min ven. Jeg fik et voldsomt sidestik, og han havde fra de år, han havde været i militæret, lært vejrtrækningsteknikker mod sidestik, hvilket han så lærte mig. Spontane erindringer som denne opstår typisk i situationer, som ikke kræver så meget af vores opmærksomhed. Det kan være i bussen, når vi slapper af på sofaen, udfører rutineopgaver eller på løbeturen. Eksemplet illustrerer også noget andet, som er typisk ved spontane erindringer, nemlig at de som regel opstår som følge af en association. Nogle bestemte detaljer, som både var til stede, da begivenheden indtraf, og som også er til stede i den aktuelle situation, er med til at aktivere erindringen. I eksemplet er det mest iøjnefaldende overlap sidestikket. Men der er også andre ting i den aktuelle situation, der matcher erindringen: Løb, frisk luft, løbesko og løbetøj etc. går også igen. Ved langt de fleste spontane erindringer kan der konstateres et sådant overlap mellem den aktuelle situation og erindringsindholdet, som har været med til at lede erindringen på vej. Det efterlader os imidlertid med et vigtigt spørgsmål: Hvis erindringer aktiveres af sådanne associationsforbindelser, hvordan skal vi så forklare, at vi ikke konstant oversvømmes af spontane minder? Spørgsmålet skal ses i lyset af, at vi næsten hele tiden er omgivet af ting, der også var til stede i mange fortidige situationer. Vi skifter jo ikke vore møbler, sko, tøj, børn, ægtefæller, kærester, kæledyr osv. ud fra dag til dag. Hvorfor vækker disse så ikke konstant erindringer? 17

20 Min forklaring er, at ikke alle associationsforbindelser er lige gode til at aktivere erindringer. De bedste associationsforbindelser er dem, som kun matcher én bestemt erindring. Hvis man kun har drukket citronlikør ved en bestemt lejlighed i fortiden en aften på en restaurant i Syditalien så er der en stor sandsynlighed for, at erindringen om denne hændelse vil dukke op, hvis man en anden gang skulle få serveret denne særlige drik. Eller (som i eksemplet med løberen) hvis man næsten aldrig har sidestik, så vil oplevelsen af sidestik lettere kunne vække en erindring om en af disse få tidligere gange. Hvis ledetråden derimod overlapper med rigtigt mange oplevelser i fortiden og passer lige godt på dem alle, så vil den være for diffus til at aktivere nogen af dem. En sådan mangel på distinktivitet vil netop præge mange af de ting (herunder personer, steder, aktiviteter osv.), som omgiver os i dagligdagen. De er indgået i et væld af fortidige hændelser og udgør af den grund for vage associationsforbindelser til i sig selv at fremkalde erindringerne. EN GENVEJ TIL FORTIDEN I takt med at vi har fået en bedre forståelse af, hvordan spontane erindringer aktiveres, er vi blevet i stand til at fremkalde dem eksperimentelt og derved systematisk sammenligne dem med viljestyrede erindringer. Sådanne undersøgelser viser nogle vigtige forskelle. For det første er spontane erindringer hurtigere til at blive aktiveret end de viljestyrede. Der går kortere tid fra en ledetråd præsenteres, til erindringen dukker op, når genkaldelses- 18

21 processen er spontan sammenlignet med viljestyret og kontrolleret. Det faktum understøtter, at de spontane erindringer udspringer af processer, som er mindre kognitivt krævende end de viljestyrede. Denne påstand finder også støtte i hjerneskanningsstudier, som viser, at spontane erindringer i mindre grad end viljestyrede erindringer involverer de områder af hjernen, som er forbundet med en bevidst, strategisk søgeproces. De spontane erindringer kan derfor betragtes som en genvej til vores fortid, i den forstand at de udgør en nemmere måde at få erindringerne frem på end de viljestyrede. Denne genvej kan udnyttes i arbejdet med kognitivt svækkede mennesker, såsom demente, hvor man somme tider forsøger at stimulere hukommelsen og fremkalde spontane erindringer ved såkaldte reminiscensaktiviteter. Blandt andet har Den Gamle By i Aarhus indrettet en hel erindringslejlighed i 1950 er-stil til formålet. Her stimuleres erindringsevnen hos kognitivt svækkede ældre, når de kommer på besøg i lejligheden og genser et helt autentisk miljø fra den tid, hvor de var unge, med sæbekassebil i opgangen, isskab i køkkenet og Texas gule rose på grammofonen. Indholdsmæssigt er der mange ligheder mellem viljestyrede og spontane erindringer, men der er også nogle afgørende forskelle. De spontane erindringer handler oftere om enkeltstående, unikke oplevelser, som har fundet sted på en bestemt dag i personens liv, for eksempel en bestemt løbetur i parken. De rummer færre generelle, scriptlignende erindringer, hvilket vil sige erindringer, 19

22 der ikke omhandler en bestemt hændelse, men gengiver det typiske og gennemgående ved en bestemt type af situationer, for eksempel en typisk løbetur i parken. Der er samtidig en tendens til, at det i højere grad er oplevelser uden direkte relevans for vores livshistorie og identitet, der dukker op af sig selv. Det er erindringer, som ikke på forhånd er øremærkede som vigtige. I stedet er det små, måske skæve, øjeblikke i livet, der dukker op, når en relevant association aktiverer dem. Det er altså øjeblikke, som har overlevet tiden i kraft af deres distinkte og måske lidt usædvanlige karakter snarere end i kraft af deres betydning for personens livshistorie og identitet, som eksemplet med løbeturen også illustrerer. Forklaringen på disse forskelle i forhold til viljestyrede erindringer finder vi formentlig i, at de spontane erindringer dukker op i bevidstheden uden en forudgående kontrolleret søgeproces. Når vi derimod bevidst og målrettet søger efter erindringer, benytter vi os af en såkaldt cyklisk søgeproces. Lad os sige, vi er på jagt efter erindringen om, hvor vi tidligere har set en bestemt person, som lige nu hilser på os og giver udtryk for at kende os. Søgeprocessen indledes ved, at vi danner en søgebeskrivelse (for eksempel: Hvor kunne jeg have mødt en person som hende? ). Disse søgekriterier sætter rammer for søgeprocessen og kan enten føre til, at man finder frem til den relevante erindring ( Aha det var til korsang i aftenskolen ), eller at man ikke finder frem til erindringen og derfor prøver igen med reviderede søgekriterier ( Det var i hvert fald ikke til korsang ). For hver 20

23 gang man gentager søgningen efter en bestemt erindring, afgrænses og korrigeres søgekriterierne, hvorved chancerne for at finde frem til den relevante information øges ifølge denne forståelse. Hvis vi bliver bedt om at fortælle om vores liv eller skal skrive vores livshistorie, så vil vores søgen efter relevante erindringer også formes af vor overordnede viden om os selv og verden og af de normer for erindring og livshistorie, som vi har overtaget fra vores kultur. De erindringer, som hentes frem på denne måde, vil derfor oftere have en reflekteret og veletableret betydning for vor livshistorie og identitet. Til forskel herfra er spontane erindringer per definition ikke af hængige af en kontrolleret genkaldelsesproces. Og det er formodentlig grunden til, at de omhandler oplevelser, som er mere specifikke og mindre integrerede i en persons skematiserede viden om sig selv og sit liv. Netop fordi vi ikke selv bevidst vælger dem ud, er de ofte mindre gammelkendte og fortravede end de viljestyrede (selvvalgte) minder. Fordi de kommer uanmeldt, har spontane erindringer desuden ofte en stærkere evne til at påvirke os følelsesmæssigt. De spontane erindringer kommer i højere grad bag på os, og vi når ikke at få foretaget en omfortolkning, som kan dæmpe deres følelsesmæssige indhold. Det har vi bedre tid til, når vi viljestyret og kontrolleret henter erindringerne frem. Spontane erindringer kan derfor meget lettere få os til at grine eller græde. 21

24 I KUNSTEN OG HVERDAGEN Mange skønlitterære forfattere har beskæftiget sig med spontane erindringer. Og i det hele taget ligger det mange kunstnere på sinde netop at benytte sig af det spontant opståede bevidsthedsindhold. Men næppe nogen skønlitterær forfatter været mere optaget af spontane erindringer end franskmanden Marcel Proust, som skrev om dem i sin store selvbiografiske roman På sporet efter den tabte tid. Han mente, at vi ikke er i stand til virkelig at erindre og genopleve fortiden ved viljens kraft. Alle vor intelligens anstrengelser er forgæves, lod han sin fortæller sige. I stedet er genoplevelsen af hængig af, at vi tilfældigt møder de relevante associationsforbindelser på vor vej, som uden om den bevidste kontrol kan kalde erindringerne frem. I et hyppigt citeret eksempel beskriver fortælleren, hvordan smagen af en bestemt lille kage bragte ham tilbage til en længe glemt barndomserindring om besøg hos tante Léonie, hvor han som fast ritual fik en madeleinekage, som han dyppede i lindete. Da han mange år senere i livet helt tilfældigt kom til at genopleve denne unikke smag af madeleinekage og lindete, blev han sendt ud på en lang mental tidsrejse, hvor han lidt efter lidt genoplevede ikke blot besøgene hos tante Léonie, men også hendes hus, byen og hele landskabet. I Prousts værk er der andre eksempler på spontane erindringer, som rummer en stor genoplevelse og tildeles et næsten guddommeligt præg, fordi den stærke genoplevelse af 22

25 fortiden ses som et vidnesbyrd om en eksistens uden for tiden. Modsat hvad Prousts værk måske kunne give indtryk af, er spontane erindringer også et helt dagligdags fænomen. De fleste af os har adskillige af dem hver dag. Gennemsnittet ligger på cirka tyve om dagen. Men de fleste af dem viser sig kun i et lille glimt, som hurtigt er væk igen, hvis man ikke standser op og dvæler ved dem. Der er samtidig store individuelle forskelle, og for samme person er der også variationer i hyppigheden. På dage, hvor man er optaget af mange travle gøremål og arbejder koncentreret i lange perioder, registreres langt færre spontane erindringer end på dage, hvor man har mere tid. Andre livsomstændigheder spiller også ind på hyppigheden af spontane erindringer. Har man lige været ude for en overraskende, måske chokerende, oplevelse, såsom en ulykke eller et tab af en nær person, så vil erindringen herom (og erindringer, som kan forbindes hermed) være langt mere tilgængelig end andre minder og derfor meget let at vække så kan selv vage associationer knytte forbindelsen. Og så har vi pludselig en situation, hvor personen kan føle sig oversvømmet af erindringer og have svært ved at koncentrere sig, fordi tankerne og opmærksomheden næsten konstant kredser om disse belastende eller svære minder. Det bringer os videre til næste kapitel om traumatiske erindringer. 23

26 TRAUMATISKE ERINDRINGER Det er en fredelig eftermiddag. En ung kvinde er ude at løbe en tur på en natursti. Hun synes, hun hører nogle grene knække bag sig, og så kommer pludselig denne spontane erindring om en anden og langt mindre fredelig løbetur: Jeg kom løbende ad stien kl. 9.00, da jeg pludselig hørte lyde bagfra. Jeg vendte mig om og så, at en mand kom løbende. Jeg trak til siden, da jeg fornemmede, at han løb stærkere end mig og derfor kunne passere mig. Han kastede sig over mig og tog kvælertag på mig. Selv om den traumatiske oplevelse lå næsten otte år tilbage i tiden, husker hun den livagtigt og med stor følelsesmæssig styrke. Det er meget almindeligt at have sådanne invaderende spontane erindringer, når man lige har været udsat for en ubehagelig oplevelse, som et skænderi med chefen, et trælst møde eller en farlig situation i trafikken. I de fleste tilfælde varer erindringernes hyppige opdukken nogle timer eller dage, indtil begivenheden er kommet 24

27 på afstand igen. Men i andre situationer holder det ikke så hurtigt op. Efter voldsomme traumatiske oplevelser kan de invaderende minder blive ved at stå på i måneder og ligefrem år efter begivenheden. Hvis de samtidig ofte er ledsaget af en meget stærk genoplevelse, af følelsesmæssige reaktioner og forsøg på undgåelse, ja, så har man måske udviklet den lidelse, som i diagnosesystemet betegnes som posttraumatisk belastningsreaktion, eller bare PTSD (svarende til den amerikanske psykiaterforenings betegnelse Posttraumatic Stress Disorder). Det er en angstlidelse, som kan opstå efter en traumatisk begivenhed, og hvor netop ubehagelige, invaderende, spontane erindringer spiller en central rolle. Det skal dog understreges, at man sagtens kan have spontane minder om ubehagelige oplevelser uden af den grund at have PTSD. Man kan også sagtens have været ude for en chokerende eller traumatisk oplevelse uden at udvikle PTSD. Spontane erindringer om stærkt traumatiske begivenheder adskiller sig fra hverdagens mere almindelige spontane erindringer på en række punkter. For det første adskiller de sig ved, at samme begivenhed bliver ved med at dukke op. Igen og igen bringes den traumatiske erindring tilbage til bevidstheden, som regel i form af forskellige øjebliksbilleder, som viser forskellige momenter før, under og efter den traumatiske hændelse, men også nogle gange ved, at det samme øjebliksbillede (for eksempel da han tog kvælertag ) bliver ved med at dukke op. For det andet rummer de en meget høj 25

28 grad af følelsesmæssig genoplevelse, som kan betyde, at personen kommer til at reagere kraftigt på erindringen, for eksempel ved at ryste over hele kroppen eller briste i gråd. For det tredje ledsages de (meget forståeligt) af forsøg på undgåelse, i den forstand at personen prøver på at undgå at huske på den ubehagelige oplevelse. For det fjerde er de ret sejlivede. De kan som sagt blive ved med at dukke op med stor intensitet, selv mange år efter oplevelsen har fundet sted. For at forstå hvorfor, er vi nødt til at se nærmere på, hvordan traumatiske erindringer bliver til. HVORDAN OPSTÅR TRAUMATISKE ERINDRINGER? Traume er det græske ord for sår. Bogstaveligt talt er en traumatisk oplevelse altså en oplevelse, som efterlader et psykisk sår, et ar på sjælen. I dag er det bredt accepteret, at en traumatisk oplevelse kan resultere i langvarige psykiske men. Det er derimod langt mindre indlysende, hvordan en traumatisk oplevelse overhovedet skal defineres. Vi kan sikkert alle komme i tanke om eksempler på traumatiske oplevelser, men det er svært at nå frem til en definition, der passer på dem alle sammen. Et forsøg på en sådan definition finder man i den amerikanske psykiaterforenings beskrivelse af PTSDdiagnosen. For at få PTSD skal personen ifølge diagnosekriterierne have været ude for en begivenhed, som involverede død, trussel om død eller alvorlig lemlæstelse eller vold med et seksuelt indhold. Man kan enten 26

29 selv have været udsat for begivenheden, man kan have været øjenvidne til den, eller man kan have hørt familiemedlemmer eller venners voldsomme beretninger herom. Definitionen på den traumatiske begivenhed er dog blevet revideret flere gange, senest her i foråret 2013 (så det er altså ikke let at finde en definition, som alle er enige om). Det er formentlig den traumatiske oplevelses stærke følelsesmæssige indhold, som primært afstedkommer de spontane traume-erindringers gentagne og invaderende karakter. Det er nemlig veldokumenteret, at oplevelser, som involverer stærke følelser, huskes bedre end mindre intense oplevelser, specielt når der er gået noget tid. Det skyldes en række forhold. Blandt andet har det sin årsag i de neurobiologiske processer, som finder sted, når vi oplever stærke følelser, såsom frygt. Sådanne intense oplevelser er forbundet med en udskillelse af stresshormonet adrenalin, som ud over at få hjertet til at slår hurtigere og lungerne til at udvide sig, også påvirker hjernen, så erindringen om den farlige situation konsolideres bedre. Det vil sige, at den sætter sig bedre fast og bliver mere resistent over for glemsel. Mange undersøgelser udført af blandt andre den amerikanske neurobiolog James L. McGaugh og hans kolleger har påvist en sådan tæt sammenhæng mellem følelsesmæssig aktivering og erindringskonsolidering. Desuden oplever vi ikke så tit meget intense følelser. Og det betyder, at oplevelser forbundet med en sådan intensitet også træder frem, simpelt hen ved at være 27

30 usædvanlige. Denne distinktivitet gør, at de ikke let sammenblandes med andre, mere almindelige, erindringer, opsuges og forsvinder i den grå masse af ting, der ligner hinanden og derfor glemmes. Endelig vil vi ofte tænke mere over oplevelser, som har påvirket os voldsomt følelsesmæssigt. Vi har en tendens til søgen efter mening, som den britiske psykolog Frederic Bartlett skrev for snart hundrede år siden. Og denne søgen efter mening forstærkes i mødet med det meningsløse, som for eksempel et overfald. Det betyder, at vi ofte vender den traumatiske oplevelse i tankerne og diskuterer den i vores forsøg på at forstå og skabe mening. Også dette vil føre til, at den sætter sig bedre fast i hukommelsen. Vi finder måske aldrig svaret på spørgsmålet hvorfor, men den traumatiske erindrings resistens mod glemsel kan styrkes af, at vi stiller det og bliver ved med det. INVADERENDE TRAUMATISKE ERINDRINGER En konsekvens af den forrang, som traumatiske erindringer af mange grunde får, når de lagres i hukommelsen, er, at de er lettere at genkalde end almindelige erindringer. Selv associationer, som er forbundet med mange andre erindringer, vil være i stand til spontant at fremkalde den traumatiske erindring, simpelt hen fordi denne vinder kapløbet til bevidstheden, mens de andre erindringer så at sige falder over hinanden ved at ligne hinanden for meget hvorfor ingen af dem når frem. I modsætning til mere dagligdags erindringer, som let 28

31 sammenblandes med hinanden og derved er sværere at få fat i, behøver den traumatiske erindring ikke en klar associationsforbindelse for at komme frem til bevidstheden. Den har hele tiden et forspring i kraft af sin distinktivitet. Det kan være et stort problem, for det betyder, at selv trivielle lighedsforbindelser kan få erindringen om den traumatiske oplevelse til at dukke op i bevidstheden med hele sin følelsesmæssige ladning. Jeg kan illustrere det med et eksempel fra en ung kvinde, som for nogle år siden deltog i en af mine undersøgelser, og som havde været udsat for et overfald fra sin (daværende) kæreste. Gennem undersøgelsesperioden huskede hun gentagne gange spontant den aften, hvor det skete. De belastende erindringer dukkede op i association til ting, som i lyset af deres karakter må have været associeret med et væld af andre episoder i hendes liv. Men på grund af overfaldets særegenhed og emotionalitet, er det denne begivenhed, der hele tiden dukker op. En af de spontane erindringer kommer på et tidspunkt, hvor hun tager sol og mærker varmen på ansigtshuden. Hun husker da, hvordan det føltes i ansigtet/hovedet, hvordan jeg forsøgte at skjule mit ansigt. Hvordan jeg forsøgte at komme væk. En anden erindring dukker op til en fest, hvor hun mærker lugten af cigaretrøg og øl. Hun husker pludselig, hvordan han så ud den dag, han kom hjem, hvordan han lugtede af røg og øl. Og en tredje erindring kommer en aften, hun besøger sin nabo. Hun ser ud ad vinduet og husker: Jeg var bange og løb over til min nabo. Jeg var bange for, at han fulgte efter. 29

32 Jeg stressede og kiggede ud ad vinduet for at se, om han kom. HOT SPOTS De gentagne traumatiske erindringer kendetegnes samtidig ved, at de typisk handler om oplevelsens hot spots det vil sige de mest intense følelsesmæssige øjeblikke. Det kan belyses ved en undersøgelse, som jeg og en kollega udførte for nogle år siden af gentagne spontane erindringer blandt knap 120 danskere, som oplevede tsunami-katastrofen under deres ferie i Sydøstasien den 26. december Rejsebureauet Spies Rejser formidlede kontakten og sørgede samtidig for, at vi kun fik adgang til personer, som ikke havde mistet en af deres nærmeste, så vi på den måde kunne undgå at rippe op i sårene med vore spørgsmål. Af vore deltagere svarede cirka 40 % bekræftende på, at de havde gentagne spontane erindringer om samme scene (eller scener) fra deres oplevelse af tsunamien. Disse 40 % havde hyppigere end de, som svarede nej til spørgsmålet, oplevet, at de var i livsfare, og oplevet stærk frygt under tsunamien. Vi bad dem beskrive den erindring, som hyppigst dukkede op og gentog sig i deres tanker. Det var typisk hot spot -øjeblikke. En kvinde i 30 erne, som var af sted med sin familie, beskriver for eksempel øjeblikket, da bølgen rammer landjorden (stranden) og det går op for alle hvor farlig den er, og hvor meget kraft den indeholder. 30

33 FUNKTIONELLE OG DYSFUNKTIONELLE ERINDRINGER Men hvad er formålet med, at mange af os på den måde skal genopleve frygtelige ting, vi har været ude for? Hvorfor skal vi torteres af erindringer? Ville det ikke være bedre, hvis vi bare fuldstændigt glemte sådanne overvældende negative oplevelser? Måske, men overordnet set er det alligevel hensigtsmæssigt for vores overlevelse at blive mindet om tidligere farefulde oplevelser. Det er specielt vigtigt at blive mindet om dem i situationer, der ligner, og hvor der derfor er en sandsynlighed for, at de kan gentage sig. Brændt barn skyr som bekendt ilden. På samme måde kan spontane erindringer have indflydelse på vores adfærd her og nu, for eksempel ved at prikke os advarende på skulderen. Lad mig illustrere pointen ved at give nogle eksempler på, hvordan spontane erindringer om negative, men dog helt utraumatiske, ting griber ind i min egen hverdag: På et bestemt gadehjørne i Aarhus forstuvede jeg engang min ankel, fordi jeg trådte forkert ved en høj kantsten under en løbetur. Nu er det helt umuligt for mig at løbe forbi netop det hjørne uden at blive mindet om dengang, jeg forstuvede anklen. Og det får mig til at se mig for. På et gadehjørne ved universitetet stod politiet en dag og noterede cyklister, der kørte op over fortovet. Nu står jeg (næsten) altid af og trækker simpelt hen fordi erindringen om lovens lange arm dukker op, i samme øjeblik mit forhjul nærmer sig fortovet. På en restaurant fandt jeg engang et stykke metal i rejesuppen. 31

34 Nu kommer jeg der aldrig mere. Hvis nogen foreslår det, dukker erindringen automatisk op og blinker advarende. Der er med andre ord god mening i at blive mindet om ubehagelige eller farefulde situationer, så vi kan undgå dem i nutiden. Men denne retningsgivende erindringsfunktion har sin pris. Og prisen betaler man især, hvis man har været ude for en meget overvældende negativ oplevelse, for her kan samme mekanisme blive dysfunktionel. Netop fordi den traumatiske oplevelse er blevet ekstraordinært stærkt konsolideret og dermed meget resistent imod glemsel, kan den dukke op igen og igen selv ved vage associationsforbindelser. Det gør ikke situationen bedre, at personen ofte kan føle sig meget alene med sådanne invaderende erindringer. Man kan jo ikke blive ved med at fortælle andre om det det øjeblik, hvor han tog kvælertag på mig. Efterhånden bliver selv de bedste venner trætte af at lytte. Man erindrer og genoplever i tavshed og trækker sig måske mere ind i sig selv. Står det på i længere tid, kan man som sagt udvikle PTSD. Andre erindringer er derimod som skabt til at blive delt og genoplevet i fællesskab, fordi de understøtter fællesskabets værdier og øger samhørigheden. De deles gladeligt over kaffebordet og i historiebøgerne. Sådanne kollektive erindringer er temaet for næste kapitel. 32

35 KOLLEKTIVE ERINDRINGER Den 21. marts 1945 foretog det britiske luftvåben Royal Air Force et bombeangreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København for at ødelægge nazisternes arkiver over den danske modstandsbevægelse. Modstandsbevægelsen havde gennem telefonaflytning fundet ud af, at Gestapo havde planlagt en razzia mod københavnske modstandsfolk i nær fremtid. Det handlede om at få destrueret arkiverne inden da. Sidst på formiddagen den 21. marts fløj de første seks af i alt 18 bombefly ind over København. Hele turen ind over Jylland, Fyn og Sjælland havde de fløjet tæt på jorden få at undgå at blive pejlet af tyskerne. Missionen var nøje planlagt, men vejret var dårligt. Det blæste og regnede, og sigtbarheden var ringe. Inde over København gik det galt. Det sidste af de seks første fly styrtede ned på Frederiksberg. Nogle af de fly, der fulgte efter og så røgen fra det nedstyrtede fly, troede fejlagtigt, at det var bombemålet, og afleverede deres last af bomber over samme beboelseskvarter. Adskillige boligblokke og en katolsk pigeskole, Jeanne d Arc Skolen i folkemunde Den Franske Skole blev sønderbombet. I alt 86 børn og 18 voksne på skolen blev dræbt. I de omkringliggende boligkvarterer var der ligeledes mange dræbte og sårede. 33

36 En ældre kvinde, som var gymnasieelev på det tidspunkt, husker: Vi hørte som så ofte flyvere og tog os ikke af det. Pludselig hørtes et bombenedslag, og alarmen kimede, at vi skulle i kælderen. Vores klasse lå øverst, og vi styrtede forvirrede ned ad køkkentrappen. Mens vi løb, så vi beboelsesejendommene på Maglekildevej styrte sammen. Det så ud som på film, men var virkelighed Den 11. september 2001 sidder den samme kvinde, nu 56 år ældre, og ser TV. Som så mange andre verden over følger hun med i nyhederne om terrorangrebet mod World Trade Centret i New York. Hun beretter, at hun ved synet af de sammenstyrtende bygninger fik meget ubehagelige fysiske symptomer: rystelser, mavesmerter, og psykisk var jeg tæt på depression Så hele tiden tårnene og Maglekildevej som een begivenhed. MINDESMÆRKER OG GLEMSEL Det flashback, som den ældre kvinde oplever 56 år senere, er helt forståeligt, ud fra hvad vi ved om spontane erindringer, nemlig at de ofte opstår, når der er et distinkt overlap mellem en aktuel situation og indholdet af en erindring. I dette tilfælde høje bygninger, der styrter sammen, lavtgående fly, der styrter ned, og så videre. Men derudover er der også et andet forhold, der skal fremhæves. Både fejlbombningen af Den Franske Skole 34

37 og terrorangrebet mod World Trade Center er kollektive erindringer. Det vil sige, at de deles af mange, og at der er en vis enighed om deres indhold og betydning. Denne fælles betydning understreges ofte af mindesmærker, monumenter og så videre. Hvor World Trade Center stod, er der nu bygget et stort 11. september-mindesmærke, som hjælper os alle med at huske, ikke blot at tragedien skete, men også den enorme betydning, som stort set alle i den vestlige verden er enige om at tillægge den. Mere beskedent er mindesmærket for 21. marts På grunden, hvor Den Franske Skole lå, er der i dag et boligkompleks samt et granitmonument til minde om de omkomne. Det vakte endvidere en del diskussion om den historiske korrekthed, da der (så sent som) i efteråret 2011 på Ny Hollænderskole på Frederiksberg blev opsat en mindeplade med følgende ordlyd: Her faldt en af bomberne under angrebet på Frederiksberg den 21. marts Mindepladen fortæller ikke, at det var en fejlbombning, og at briterne stod bag den. Efter nogles mening har eftertiden (og det vil sige den kollektive erindring) gjort forholdsvis lidt ud den tragiske fejlbombning af Den Franske Skole og de omkringliggende kvarterer i betragtning af dens store menneskelige omkostninger. I Dagbladet Information kunne man i marts 2012 læse en artikel om, at denne begivenhed slet ikke blev medtaget, da der kort efter besættelsen blev lavet en dokumentarfilm til undervisningsbrug om de fem besættelsesår. Journalisten baserede sin artikel på en analyse af filmhistoriker Lars-Martin Sørensen, som 35

38 mener, at denne bortredigering skete efter ministeriel ordre. Der eksisterede ellers meget rige filmoptagelser fra fejlbombningen, ifølge Sørensen, men disse blev simpelt hen ikke medtaget i den siden hen meget brugte undervisningsfilm om Danmarks besættelse. Samtidig anses hændelsen den 21. marts 1945 for den måske mest tragiske begivenhed under Danmarks besættelse med op imod 250 dræbte, heraf mange børn. Hvordan kan dette gå op? Svaret skal formentlig søges i, at der netop var tale om en fejlbombning. I modsætning til 11. september-angrebet blev uskyldige mennesker ikke dræbt af terrorister, men af allierede styrker. Det var britiske bomber, der dræbte de mange danske børn og voksne. Af den grund ønskede det officielle Danmark kort efter krigen ikke at gøre denne tragedie til en central fælles erindring. Kollektive erindringer er nemlig til for at styrke fællesskabet, skabe sammenhold, fælles værdier og fælles fortolkninger af historien. I stedet for den tragiske fejlbombning fokuserede den kollektive hukommelse på, at det var lykkedes briterne at bombe Shellhuset, befri de fleste fanger og ødelægge arkiverne over den danske modstandsbevægelse. Missionen havde i dette lys været succesrig. HVORDAN OPSTÅR KOLLEKTIVE ERINDRINGER? Selve begrebet om kollektiv hukommelse blev indført af den franske filosof og sociolog Maurice Halbwach og kan måske bedst forstås som fællesskabets eller samfun- 36

39 dets hukommelse for begivenheder uaf hængigt af den enkeltes individuelle erindring. Forskning i kollektive erindringer har indtil for nylig i høj grad drejet sig om, hvordan magtinstitutioner kan prøve at forme udlægningen af historien gennem mindesmærker, mærkedage, statuer, kransenedlæggelser og lignende, som vedligeholder den kollektive erindring og dermed et bestemt fælles perspektiv på fortiden. Først inden for de seneste år er man fra et psykologisk perspektiv begyndt at se på, hvordan sådanne kollektive fortolkninger kan forme den enkeltes personlige erindringer om, hvad der fandt sted. Nyere psykologisk forskning har gjort os klogere på, hvordan den enkeltes erindringer påvirkes af, hvad der tales om og får opmærksomhed i det offentlige rum. Denne sammenhæng er ret kompleks. Ikke særligt overraskende husker vi det, der tales om, rigtigt godt. Vi husker det i hvert fald bedre end det, der efterlades i tavshed. Men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, så er vi bedre til at huske en hændelse efterladt i tavshed, hvis den ikke er relateret til det, der tales om, sammenlignet med en hændelse, der heller ikke bliver talt om, men som er tematisk relateret til det, der tales om. Sagt på en anden måde: Hvis der bliver talt meget om bombningen af Shellhuset, men ikke om fejlbombningen af Den Franske Skole og heller ikke om deportationen af det danske politi (ligeledes en ulykkelig hændelse under besættelsen med mange ofre), ja, så er chancerne for at glemme fejlbombningen af Den Franske Skole større end chancerne for at glemme deportationen, sim- 37

40 pelt hen fordi fejlbombningen er tematisk mere relateret til bombningen af Shellhuset. Fænomenet kaldes for (intet mindre end) genkaldelses-induceret glemsel og henviser altså til, at det, vi vælger at huske på, kan komme til at overskygge en anden begivenhed, og specielt hvis denne anden begivenhed er tematisk relateret til det, vi vælger at huske. Hvis du gerne vil have dine kolleger til at glemme en bestemt scene til firmafesten (at du sang ved bordet og bedyrede, at du ville stille op til X Factor), så vil det være rigtigt klogt at tale rigtigt meget om nogle helt andre episoder ved samme firmafest ( at en kollega holdt en fantastisk tale, og at desserten var fremragende). Det vil være mere effektivt i forhold til at forsøge at inducere glemsel for din solosang end at tale om et emne, der er helt urelateret til festen (for eksempel sidste års firmaudflugt til Himmelbjerget). Imidlertid er effekten af sådanne forsøg på hjernevask som regel ret svage og kortvarige, og det er som bekendt vanskeligt at viske en erindring ud, hvis oplevelsen var distinkt og følelsesmæssigt intens. HVOR VAR DU DA? Somme tider stopper verden op. Der er sket noget chokerende, som tager alles opmærksomhed. Og det er, som om vi alle bærer rundt på et billede af, hvor vi var, og hvad vi lavede, netop da vi først hørte om denne nyhed. Det er, som om hukommelsen har blitzet netop dette øjeblik. Dette fænomen fascinerede de amerikan- 38

41 ske psykologer Roger Brown og James Kulik, som i 1977 introducerede begrebet blitz-erindringer. At have en blitz-erindring vil sige at have en livagtig og detaljeret erindring om, hvor man var, og hvad man lavede, da man første gang blev orienteret (for eksempel gennem radio eller TV) om en vigtig nyhedsbegivenhed. Det er altså ikke erindringen om selve nyheden, der er det centrale. Det er derimod det forhold, at vi husker vores personlige situation for modtagelsen af nyheden. Hvor var du for eksempel, da du første gang hørte om terrorangrebet den 11. september 2001? Selv sad jeg til et møde med en studerende, som havde indsamlet spørgeskemaer til sit speciale. Vi sad og kiggede på databasen og snakkede om analyser, indtil en kollega pludselig stod i døren: Jeg har brug for at snakke med nogen. Jeg har lige hørt, at to fly er fløjet imod World Trade Center, og at Pentagon vistnok også er ramt. Så bestemte vi os for at slutte mødet og i stedet følge med i nyhederne. Blitz-erindringer kan bevare deres livagtighed længe, ja, måske gennem hele livet. For nogle år siden udførte en kollega og jeg en undersøgelse af ældre danskeres blitz-erindringer for modtagelsen af nyheden om Danmarks befrielse. Nyheden blev bragt over den engelske radio, Radio London, den 4. maj 1945 klokken godt halv ni om aftenen. Selv om nyheden var ventet og ikke chokerende, men glædelig, kunne langt de fleste ældre danskere i undersøgelsen beskrive, hvor de var, og hvad 39

42 de foretog sig, da de modtog nyheden, som her en ældre kvinde, der husker at hun var på vej hjem fra Tivoli: Jeg havde været i Tivoli og mødt en skolekammerat. Vi forventede, at der kunne ske en kapitulation snarest, og ville hjem og høre radioen fra England. Men vi nåede kun til Monasvej, da en mand kom ud fra restaurant Bastholm og råbte og svingede med armene og sagde: Børn, Danmark er frit. Det optrin husker jeg som var det i går Hvorfor husker vi sådanne irrelevante detaljer om, hvor vi tilfældigvis befinder os, når vi hører en stor og overvældende nyhed? Brown og Kulik antog i deres teori om blitz-erindringer, at selve overraskelsen og betydningen af nyheden udløser en særlig mekanisme i hjernen, som med det samme laver en præcis optagelse af al mental aktivitet i øjeblikket efter, at nyheden er nået os. Verden går i stå og står stille længe nok til at blive affotograferet til hukommelsen, som Brown og Kulik metaforisk udtrykte det. Resultatet er, at man husker i princippet helt ligegyldige detaljer, for eksempel at man var ved at smøre madpakke, snøre sine sko eller var på vej hjem i bilen i regnvejr, da man hørte nyheden. Antagelsen om en sådan affotograferende hjernemekanisme har mange dog siden kritiseret. Blitz-erindringer er nemlig ikke altid så præcise, som man skulle tro. På trods af deres subjektive livagtighed har forskningen vist, at blitz-erindringer på ingen måde er fotografiske gengi- 40