DEN DAG, JEG FIK MIN IDENTITET MINDRETALLENES GRUNDLOV FYLDER 60. magasin for mindretal, sprog og kultur. Knud Romer: København-Bonn Erklæringerne:

Transkript

1 nr. 1 / februar årgang magasin for mindretal, sprog og kultur Knud Romer: DEN DAG, JEG FIK MIN IDENTITET København-Bonn Erklæringerne: MINDRETALLENES GRUNDLOV FYLDER 60

2 2 nr. 1 / februar 2015 INDHOLD SØNDERJYDERNE DER LAVEDE STORPOLITIK Tilblivelsen af København-Bonn Erklæringerne er historien om lille Danmark, der med politisk snilde får den store nabo mod syd til at anerkende mindretalsrettigheder for de dansksindede i Sydslesvig. Men historien omhandler også en demokratisk proces, der groede fra græsrodsniveau i Sønderjylland, en landsdel, hvor mindretalsspørgsmålet havde særlig stor bevågenhed. SIDE 6 HVAD KAN DE BRUGES TIL I DAG? I flere europæiske lande går det skidt med den praktiske gennemførelse af internationale aftaler om mindretalsbeskyttelse. Det åbner for et fornyet momentum for tankegodset bag København-Bonn Erklæringerne, vurderer direktør for Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål (ECMI), Tove Malloy. SIDE 12 DEN DAG, JEG FIK MIN IDENTITET Interview med forfatteren Knud Romer om at finde fred med sin blandede kulturelle baggrund. SIDE 16 LÆS OGSÅ SIDE 14 GRÆNSELANDET SOM KULTUREL BUFFERZONE SIDE 15 DYBBØLMÆRKET SIDE 20 NY BOG OM SØNDERJYDER I FØRSTE VERDENSKRIG SIDE 21 KARAKTERSAGEN STADIG UAFKLARET SIDE 21 MINDRETALSFORHOLD I SYDSLESVIG SIDE 22 MÅ VI BEDE OM STØRRE NYSGERRIGHED OG ÅBENHED NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

3 nr. 1 / februar LEDER DEMOKRATIETS KROP OG SJÆL Af Mette Bock, formand Mens urt og busk blev pudret blidt i skjul af vinterens første sne, samledes knap 200 sydslesvigere på Jaruplund Højskole en lørdag i januar. Konferencens overskrift var Udvikling af det danske mindretals folkestyre og demokrati. Jeg havde fornøjelsen af at være ordstyrer og fik også plads i rækken af indlæg, der lagde op til debat i grupper. Folkestyre og demokrati er jo en bred overskrift. Og er der forskel? Det er et emne, vi konstant skal kredse om, ellers risikerer vi at blive, hvad jeg vil kalde dovne demokrater, uanset om vi bor nord eller syd for grænsen: Her går det godt, fru kammerherreinde send flere penge. Demokrati og folkestyre er aldrig noget, der bare er en selvfølge, det skal holdes i form. Gode strukturer, der var tænkt rigtigt, skal gennemtænkes og reformeres, hvis tiderne skifter. På vegne af Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) fremlagde Anders Kring og Ronny Grünewald på mødet et meget omfattende reformforslag: Etablering af et folkevalgt SydslesvigTing og en forvaltningsstruktur, som kaldes en regionsmodel. Tanken er, at modellen skal erstatte den nuværende struktur med selvstændige foreninger og organisationer og et Samråd, hvis primære opgave er koordination. Om der er behov for reformer i Sydslesvig, må mindretallet naturligvis selv finde ud af. Men her, som andre steder, skal man passe på ikke at forfalde til kamp frem for samtale. Når nu både demokrati og folkestyre blev nævnt i konferencens overskrift, synes jeg, det giver anledning til refleksion: Demokrati kan beskrives som en styreform, som strukturer, som valghandlinger man kan kalde det kroppen. Folkestyre kan derimod være betegnelsen for den nødvendige samtale, samarbejdet, generøsiteten og viljen til at bøje sig mod hinanden man kan kalde det sjælen. Der er behov for begge dele. Kroppen er det let at forholde sig til. Skal Samrådet have mere beslutningskompetence eller sammensættes på en anden måde? Skal der etableres et folkevalgt SydslesvigTing? Hvor mange forvaltninger er der brug for? Hvem skal have stemmeret? Vigtige emner. Men midt i alt dette skal man huske, at selv den bedste struktur ikke virker, hvis den er uden sjæl. Hvis mennesker står over for hinanden uden vilje til samtale, uden vilje til at lytte til hinanden, uden vilje til samarbejde. Det gælder ikke blot blandt dem med stjerner på skuldrene. Men også mellem ledelse og medlemmer eller medarbejdere. Målet må være at finde den struktur, der kan tjene som en god krop for sjælen at tage bolig i. Debatten gik lystigt i de mange grupper på konferencen. Der blev argumenteret, lyttet, og man delte sig efter anskuelser. Jeg tror endda, at flere blev klogere undervejs. Det er gode tegn. Hvad der kommer til at ske i det videre forløb, ved vi ikke endnu. Den spændstige chefredaktør på Flensborg Avis, Jørgen Møllekær, der heldigvis ikke er nervøs Folkestyre og demokrati er jo en bred overskrift. Og er der forskel? Det er et emne, vi konstant skal kredse om for klar tale, opfordrede Samrådet til, at der bliver udarbejdet en handlingsplan med en deadline, så mindretallet om tre år i en folkeafstemning kan tage stilling til helt konkrete reformforslag. Man skal ikke reformere for reformernes egen skyld. Man skal reformere, hvis strukturerne strammer, og hvis beslutningerne ikke opleves som rodfæstede. Sydslesvigerne må dele sig efter anskuelser. Argumentere for egne holdninger. Stå stille eller bevæge sig ind i en ny tid på den måde, man finder rigtigst. Det afgørende er, at der sikres rammer for fællesskabet, som er det kit, ethvert folkestyre bindes sammen af. Noget tyder på, at konferencen skabte grøde i luften. Formanden for SSF, Jon Hardon Hansen, og formanden for Skoleforeningen, Udo Jessen, udtalte et par dage efter konferencen i enighed, at Samrådet allerede nu bør reformeres, så beslutninger ikke længere skal træffes i enighed, men med simpelt flertal. Vetoretten afskaffes. Efter vinter kommer vår.

4 4 nr. 1 / februar 2015 MINDRETALLENES GRUNDL Siden 1955 har de to erklæringer fremmet og sikret den fredelige sameksistens mellem mindretallene på begge sider af den dansktyske grænse og banet vejen for udviklingen af venskabelige og tætte forbindelser mellem Tyskland og Danmark. Vi er overbeviste om, at dette kan tjene som inspiration for afklaring af mindretalsspørgsmål i Europa og andre steder (Uddrag af fælles dansk-tysk erklæring ved 50-året for erklæringerne underskrevet på Sønderborg Slot d. 29. marts 2005) EN STILLE MEN UBETINGET SUCCES LEVER VIDERE Af Lotte Dahlmann Den 29. marts er det 60 år siden, at Vesttysklands forbundskansler Konrad Adenauer satte sin underskrift på Bonn Erklæringen. Med den næsten enslydende København Erklæring underskrevet af den danske statsminister H. C. Hansen anerkendte den danske regering og den vesttyske forbundsregering hver især og på samme tid deres ansvar for at sikre mindretallenes rettigheder på begge sider af den dansk-tyske grænse. I tidens løb er der skrevet mangt og meget om forhandlingerne forud for erklæringernes tilblivelse. Især har den danske finte været fremhævet, som førte til, at ønsket om at sikre det danske mindretals rettigheder i et nyt Tyskland efter 1945 blev kædet sammen med Danmarks godkendelse af Vesttysklands optagelse i NATO-samarbejdet. LOKALE KRÆFTER FOSTREDE IDEEN Det var utvivlsomt en diplomatisk genistreg, og de politiske og diplomatiske forhandlinger op til erklæringernes tilblivelse er velbeskrevet. Hvad der imidlertid er mindre kendt blandt det store flertal af danskere er, at der stod lokale kræfter i Sønderjylland bag selve ideen. Det kan nulevende efterkommere af de involverede heldigvis råde bod på. En af dem er Thorbjørn Heick, som er søn af Frederik Heick, der var folketingsmedlem for Venstre i Sønderjyllands Storkreds og senere formand for Grænseforeningen. Han var ophavsmand sammen med Jørgen Gram til ideen om at gøre Danmarks accept af Vesttysklands optagelse i NATO betinget af en erklæring om det danske mindretals rettigheder i Sydslesvig. Thorbjørn Heick renskrev i de hektiske dage referatet fra et vigtigt møde om emnet for sin far, og han fortæller sin historie i dette nummer af GRÆNSEN. I Forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland i 1955 om de slesvigske mindretal af Troels Fink fremgår det desuden, at smedemester og landdagsmedlem Samuel Münchhow og bibliotekar Frederik Mommsen ti år tidligere udgjorde delegationen, som forhandlede med Landdagen i Kiel om det, der siden blev til Kiel Erklæringen i 1948, og som gik forud for København og Bonn Erklæringerne. Nok var de lokale spidser, men det er dog usædvanligt set med nutidens øjne, at den danske regering i København decideret overlod det danske mindretal til sig selv, i hvad der måtte siges at være en opgave for erfarne diplomater. EN LYKKELIG UDGANG Det gjorde den danske regering muligvis heller ikke helt. Faktisk antyder Martin Klatt fra Syddansk Universitet i sit

5 nr. 1 / februar OV FYLDER 60 kapitel til antologien København-Bonn Erklæringerne , at nok deltog sydslesvigerne selv i møderne i Kiel, men det udspil, sydslesvigerne kom med, var blevet nøje drøftet og redigeret i den danske regering. Det folkelige engagement i erklæringernes praktiske gennemførelse siden 1955 hersker der dog ingen tvivl om. Det er et paradoks med en lykkelig udgang, forklarer Jørgen Kühl, lektor i historie og i dag rektor på A.P. Møller Skolen i Flensborg: De to mindretal tog erklæringerne til sig, men kun efterhånden som man kunne se betydningen af dem. Men ingen af mindretallene var glade for de to erklæringer i Og de blev sådan set holdt udenfor bemærk for eksempel, at der var ingen mindretalsrepræsentanter til stede i 1955, siger Jørgen Kühl med henvisning til fotoet fra den officielle fremstilling af erklæringerne den 29. marts 1955 i Bonn. MODEL FOR ANDRE MINDRETAL? København-Bonn Erklæringerne er blevet kaldt grænselandets grundlov, fordi erklæringerne med deres konkrete katalog over rettigheder, som blev tildelt det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland, bidrog til at tage brodden af emner, der potentielt kunne skabe konflikt. Alene spørgsmålet om sprogrettigheder er et velkendt stridspunkt for mange mindretal. Der er bred enighed om, at det er umuligt at overføre modellen 1:1 til andre mindretal i verden alene af den grund, at hver grænsekonflikt har sin helt egen historie og indre dynamik. Men måske kan ånden i København-Bonn Erklæringerne og det faktum, at de ikke er juridisk men kun moralsk bindende tjene som konkrete bud på, hvordan man kan tilnærme sig en bilæggelse af stridspunkter mellem mindretal og flertal, foreslår Tove Malloy fra Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål i Flensborg (ECMI). Ligeledes kan det folkelige engagement og det aktive medborgerskab, som både det danske og det tyske mindretal i grænselandet har haft stor succes med, måske tilbyde inspiration til andre mindretal i deres vej til lige rettigheder med flertalsborgerne. 60 års fredelig sameksistens uden afbrydelser er et stille men uigendriveligt bevis på, at København-Bonn Erklæringerne fik den ønskede effekt: Det var en ordning, som med Jørgen Kühls ord skabte grundlaget for et godt dansk-tysk forhold og en principiel løsning på et i lange perioder belastet naboskab i grænselandet. Dét er nok værd at fejre. Nyttige links: København og Bonn Erklæringerne samt baggrunden herfor, Grænseforeningens leksikon: Statsminister Anders Fogh Rasmussen og forbundskansler Gerhard Schröder ved 50 året for erklæringerne på Sønderborg Slot. KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE GRUNDPRINCIPPET ER IKKE-DISKRIMINATION: Der må ikke gøres forskel på mindretal og flertal. Der er ligestilling og ligebehandling uanset nationalt tilhørsforhold. MINDRETALSPOLITISKE PRINCIPPER: Sindelagsfrihed: Retten til selv at vælge nationalt tilhørsforhold. Kulturel autonomi: Ret til at etablere mindretalsskoler med anerkendte afgangseksaminer. Politisk deltagelse: Særregler for at lette repræsentation i politiske råd og organer. Ret til kontakt med tilhørslandet: Blandt andet følger heraf retten til at yde økonomisk støtte til mindretallet i nabolandet. Positiv diskrimination for at opnå ligestilling: For eksempel er det danske mindretal undtaget 5 % spærregrænsen for opstillingsberettigede. Mindretalspolitik er indenrigspolitik: Ved at udforme ensidige men enslydende erklæringer, som flertalsstatens regering har underskrevet, anerkender flertalsregeringen sin pligt til også at sikre mindretallets rettigheder på lige fod med andre statsborgere. Mindretalspolitik er også udenrigspolitik: Man blander sig ikke i nabolandets forhold, men som følge af, at begge lande har et mindretal hos naboen, er der en balance og gensidighed, som betyder, at det er i begge landes interesse at give nabolandets mindretal lige vilkår i forventning om, at det samme sker for ens eget mindretal bosat i nabolandet. Derved involveres nabolandet, og mindretalsspørgsmål håndteres som udenrigspolitik på regeringsniveau i København og Berlin. Symmetriske mindretal = balanceret og gensidig mindretalspolitik: Ikke blot lighed mellem mindretal og flertal i en stat men også balance mellem rettigheder for mindretal på hver sin side af en grænse. Skoler: Skoler har eksamensret men er organiseret ud fra lovgivningen, der gælder i det land, hvor mindretallet bor. ÅNDEN I ERKLÆRINGERNE Viljen til at søge løsninger i et tæt, dansk-tysk samarbejde i grænseregionen i en løbende, åben dialog og konstruktivt samarbejde mellem mindretal og myndighederne samt ikke-statslige aktører i begge lande. (Kilde: Jørgen Kühl, Milepæl og pejlemærke, København-Bonn Erklæringerne , redigeret af Jørgen Kühl, udgivet af SDU)

6 6 nr. 1 / februar 2015 Thorbjørn Heick fortæller om sin fars rolle i tilblivelsen af København-Bonn Erklæringerne.

7 nr. 1 / februar MINDRETALLENES GRUNDLOV FYLDER 60 SØNDERJYDERNE DER LAVEDE STORPOLITIK Tilblivelsen af København-Bonn Erklæringerne er historien om lille Danmark, der med politisk snilde får den store nabo mod syd til at anerkende mindretalsrettigheder for de dansksindede i Sydslesvig. Men historien omhandler også en demokratisk proces, der groede fra græsrodsniveau i Sønderjylland, en landsdel, hvor mindretalsspørgsmålet havde særlig stor bevågenhed. Af Merlin Christophersen Fotos: Karin Riggelsen Det sønderjyske Venstres lokale folketingsmand, Frederik Heick, spillede sammen med sin kollega og partifælle, Jørgen Gram, en særlig rolle i den politiske proces, der ledte frem til København-Bonn Erklæringerne. Til den afgørende folketingsdebat i oktober 1954 om vesttysk optagelse i NATO fremlagde de to folketingspolitikere en sønderjysk resolution, der skulle sikre en tysk anerkendelse af det danske mindretals rettigheder. GRÆNSEN har talt med sønnen, Thorbjørn Heick, for at få historien om det sønderjyske engagement. EN OVERSET HISTORIE Thorbjørn Heicks livscirkler slutter sig om grænselandet og især om Sønderjylland, eller Nordslesvig, som han selv gerne kalder landsdelen. Han blev født i 1936 og voksede op på forsøgsstationen i St. Jyndevad, som hans far var leder af, og som ligger blot tre kilometer fra grænsen. Sin studentereksamen tog han i Tønder i 1955, samme år som København-Bonn Erklæringerne blev underskrevet. Da Thorbjørn Heick i 1974 efter afsluttet teologistudium i København og otte år som præst i Grindsted-Urup-Nollund vendte tilbage til Tønder for at påbegynde det præstevirke i byen, han kom til at føre videre gennem de følgende 27

8 8 nr. 1 / februar 2015 år, slog det ham, at noget var forandret. Han troede, der ville være de samme spændinger mellem dansk- og tysksindede, som da han forlod købstaden som student. Men spændingerne var for det væsentligste blevet forløst, og det gik lidt efter lidt op for den hjemvendte. Når man tager væk fra et sted, tror man, der går et tæppe ned, og at alting bliver bevaret, som det var. Man har en forestilling om at forefinde det samme sted, som man forlod, når man på et senere tidspunkt vender tilbage og tæppet går op igen. Sådan var det ikke. Tingene havde forandret sig. Jeg troede, der ville Når man tager væk fra et sted, tror man, der går et tæppe ned, og at alting bliver bevaret, som det var. Man har en forestilling om at forefinde det samme sted, som man forlod, når man på et senere tidspunkt vender tilbage og tæppet går op igen. Sådan var det ikke være de samme spændinger, men de var der ikke 20 år efter København-Bonn Erklæringerne. Denne oplevelse har givet yderligere næring til den nu pensionerede præsts interesse for landsdelen Slesvigs historie. Og beretningen om København-Bonn Erklæringerne spiller en helt særlig rolle for ham. Han vil gerne fortælle om erklæringernes tilblivelse, og for nogle år siden skrev han en kronik herom. Dog fortæller han ikke historien for at berette om sin far, men derimod for at bevidne det sønderjyske engagement i sagen. Bevæggrunden for, at jeg skrev en kronik herom for et par år siden, var, at generalkonsul og historiker Henrik Becker-Christensen holdt et foredrag i Tønder om udviklingen i Sydslesvig. Han kom også ind på København-Bonn Erklæringerne. Her synes jeg dog ikke, han fik det for mig helt afgørende med: At initiativet så vidt jeg ved kom fra sønderjyderne, eller nordslesvigerne, om man vil. Det politiske initiativ kom herfra, i hvert fald for så vidt, at det herfra blev officielt sat i scene. Så du mener sønderjydernes rolle bliver overset? Ja, men det er egentlig ikke for at fremhæve sønderjyderne. Det er mere for at fremhæve samhørigheden i grænselandet. SØNDERJYSK PRES FOR MINDRETALLETS SAG Denne lille historie går ud på, at det sønderjyske Venstres to folketingsmænd i København Jørgen Gram, den ældre, og min far, Frederik Heick, den lidt yngre var med til et møde i Venstre i Sønderjylland, hvor man diskuterede situationen. Situationen var den bekendte, at Vettyskland skulle med i NATO. Danmark havde vetoret. Man kunne have sagt: Nej, det bryder vi os ikke om. Vi havde jo den grund til det, at det danske mindretal i Sydslesvig blev behandlet meget dårligt. Man havde f.eks. indført en femprocentsklausul, der betød, at man ikke kunne få nogen ind i Landdagen uden at have fem procent af stemmerne. I Sydslesvig kunne man på det tidspunkt samle stemmer for mindretallet. Men det slog ikke til, mens man her nord for grænsen bare skulle have et kredsmandat med stemmer for at få en mand ind i Folketinget. Man sagde, at hvis tyskerne skulle med i NATO og skulle være med til at forsvare demokratiet, ville det klæde dem, hvis de ville opføre sig lidt mere demokratisk i Slesvig-Holsten. Der havde tyskerne dog det problem, at det er et forbundsland. Det var jo Landdagen i Kiel, der havde bestemt det her med femprocentsklausulen. Fra sønderjysk side ville man her lægge pres på tyskerne og slesvig-holstenerne, og derfor skrev man på det sønderjyske Venstres hovedbestyrelsesmøde en resolution. Det, at det sønderjyske Venstre holder dette møde, synes jeg er så smukt. Det er demokrati fra neden. Der sad de fra hvert sogn og vedtog en resolution. Da min far kom hjem fra mødet om aftenen, sagde han: Kan du ikke lige renskrive det her? De havde nemlig skrevet resolutionen i hånden. Så det er mit bidrag, at jeg renskrev den resolution, som blev resultatet af mødet med de to folketingsmænd. Og resolutionen blev renskrevet, og den kom med til København. Politikken var her den helt enkle, at vi hænger sammen i grænselandet, og at nordslesvigerne interesserede sig for, hvordan det gik dernede. De havde fingeren tættere på pulsen. De syntes derfor de måtte sige noget, når man med et enkelt kredsmandat her i Nordslesvig kunne vælge

9 nr. 1 / februar Frederik Heick stod ikke tilbage for at blande sig i storpolitik. Her ses en karikatur af ham, lavet i 1972 i forbindelse med debatten om dansk optagelse i EU. tysksindede ind i Folketinget, mens man med stemmer ikke kunne få en dansksindet ind i Landdagen. Mere politik var der ikke i det, end ret og rimelighed, fortæller Thorbjørn Heick. Han har ikke nogen kopi af resolutionen, og han husker heller ikke længere dens præcise ordlyd. Men han fortæller, at den sønderjyske resolution opfordrede udenrigsminister H.C. Hansen (S) til at tage mindretalsspørgsmålet op ved et forestående NATO-møde i Paris, hvor man håbede, den vesttyske forbundskansler, Konrad Adenauer, også ville være til stede. En løsning skulle ikke fremsættes som et ultimativt krav for optagelse i forsvarsalliancen, men mere som en moralsk henstilling. SØNDERJYSK STORPOLITIK Efter mødet i Venstres sønderjyske storkreds, der fandt sted lørdag den 16. oktober 1954, tog Heick og Gram til København, hvor der om tirsdagen,

10 10 nr. 1 / februar 2015 Arkivfoto den 19. oktober, var berammet en debat i Folketinget om Vesttysklands optagelse i NATO. Debatten skulle afklare Danmarks position forud for NATO-mødet den 22. oktober i Paris. Om tirsdagen var der en debat i Folketinget hele dagen igennem. Der var jo fem partier dengang, og ordførerne for hvert parti fik ordet. Plus at to fra Venstre Frederik Heick ( ), mangeårig direktør for Hedeselskabet og formand for Grænseforeningen Min far kom også op med et indlæg, eller to endda, hvor han sagde, at det ville være meget fornuftigt, hvis de danske diplomater kunne sørge for, at Adenauer kom til mødet i Paris om fredagen også fik lov til at få ordet: Jørgen Gram og min far. Det fik de lov til af deres parti, for de var ellers bare menige. Jørgen Gram koketterede lidt med, at han jo ikke var formand for Udenrigspolitisk Nævn, men han ville altså gerne sige på sønderjydernes vegne, at det ville være godt, hvis udenrigsministeren kunne gøre sådan og sådan. Min far kom også op med et indlæg, eller to endda, hvor han sagde, at det ville være meget fornuftigt, hvis de danske diplomater kunne sørge for, at Adenauer kom til mødet i Paris om fredagen. Det viser, at de havde tænkt det igennem. For hvis nu Adenauer ikke var der, kunne H.C. Hansen ikke sådan en passant sige noget til ham, som han kunne gribe og tage op og få en anledning til at gå videre med. Debatten endte med, at Folketinget vedtog en dagsorden, hvor H.C. Hansen sagde, at han havde i sinde at udtrykke sig i den retning, som resolutionen lagde op til. Da H.C. Hansen et par dage senere i Paris fremførte Danmarks holdning til tysk medlemskab af NATO, sagde han også i en bisætning, at det ville jo være endnu smukkere, hvis Tyskland også levede op til noget mere demokrati i grænselandet. Derefter var der en pause, og i denne pause spurgte Adenauer H.C. Hansen, om de ikke lige skulle drøfte sagen. Han havde med interesse hørt talen, og han havde også allerede ringet til ministerpræsident von Hassel i Kiel og aftalt et møde med ham og sagt, vi har altså et problem her, og det ville være godt, hvis vi lige overvejer det. Og sådan begyndte det altså at køre. Tror du, København-Bonn Erklæringerne var blevet til, hvis det ikke var for den sønderjyske resolution? Altså, der var jo berammet en folketingsdebat, og det er jo ikke til at sige, hvad der var kommet ud af det, hvis de ikke havde gjort det. Men omvendt har jeg indtryk af fra min far når der var noget i Folketinget at hvis noget er i gang, så er det med at udnytte momentum. Hvis man skubber på, kan det komme i gang. I hvert fald har de skubbet kraftigt på, hvad der skete i Paris. Så meget, at jeg synes det burde nævnes i historiebøgerne. Ikke kun fordi det var Jørgen Gram og min far, der stod bag, men fordi det var sønderjyderne, der satte skub i processen.

11 nr. 1 / februar MINDRETALLENES GRUNDLOV FYLDER 60 MARKERINGER AF KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE 25. februar: Markering af København-Bonn Erklæringerne for sydslesvigske gymnasieelever, Landstingssalen, Christiansborg, København, med deltagelse af bl.a. undervisningsminister Christine Antorini og kultur- og justitsminister i Slesvig- Holsten, Anke Spoorendonk. Arrangør: Grænseforeningen. 17. marts: Endagskonference på Institut for Grænselandsforskning, Syddansk Universitet, Sønderborg: København-Bonn Erklæringerne med deltagelse fra nationale mindretal. Kontakt for yderligere information: marts: Officiel markering for særligt indbudte på Landesvertretung Schleswig-Holstein i Berlin. Her deltager bl.a. den danske og tyske udenrigsminister. 27. marts: Åben reception med tale ved Generalkonsul Henrik Becker-Christensen og musikalsk indslag. De nordiske ambassaders Fælleshus i Berlin kl MINDRETALLENES GRUNDLOV FYLDER 60 Pjece: Erklæringernes tilblivelse og effekt Under titlen Fra mod hinanden til med hinanden Den dansk-tyske mindretalsmodel har generalkonsul og historiker Henrik Becker-Christensen i efteråret udgivet en informations-pjece om København-Bonn Erklæringernes tilblivelse og effekt. Pjecen, der beskriver, hvordan forholdet mellem mindre- og flertalsbefolkningerne i det dansk-tyske grænseland har udviklet sig siden erklæringernes tilblivelse, indeholder 24 siders tekst og historisk billedmateriale. Den kan bl.a. downloades i Grænseforeningens leksikon under København-Bonn Erklæringerne. Grænseforeningens leksikon findes på: Slå op under København-Bonn Erklæringerne. Pjecen fås også på engelsk, tysk og russisk.

12 12 nr. 1 / februar 2015 MINDRETALLENES GRUNDLOV FYLDER 60 HVAD KAN DE BRUGES TIL I DAG? I flere europæiske lande går det skidt med den praktiske gennemførelse af internationale aftaler om mindretalsbeskyttelse. Det åbner for et fornyet momentum for tankegodset bag København-Bonn Erklæringerne, vurderer direktør for Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål, Tove Malloy. Af Lotte Dahlmann 60 år efter København-Bonn Erklæringernes tilblivelse er der stadig inspiration at hente til mindretalsbeskyttelse i andre grænseegne. Det mener Tove Malloy, som er leder af Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål (ECMI), der holder til i Flensborg. Efter Murens fald i 1989 og frem til begyndelsen af nullerne er der ifølge Tove Malloy blevet underskrevet i omegnen af 100 bilaterale aftaler i forbindelse med, at de nye lande, der opstod efter Sovjetunionens kollaps, blev optaget i Europarådet. Aftalerne handler ikke kun om mindretal men mange andre ting men der er indføjet mindretalskapitler. Mindretalsbeskyttelse er faktisk en betingelse for at blive optaget i Europarådet, og det fremgår desuden af Københavnerkriterierne, der regulerer optagelse af nye lande i EU, red. Desværre fungerer mange af disse aftaler ikke så godt, fordi de ikke bliver gennemført i praksis. I de situationer kunne erklæringer som København-Bonn Erklæringerne være mere værd, siger Tove Malloy og uddyber: Det typiske i Europa er, at parterne næsten aldrig mødes, efter at en bilateral aftale er underskrevet. Der er København-Bonn Erklæringerne mere værd i den forstand, at der er masser af instanser i regionen, der arbejder på at gennemføre erklæringernes mål i praksis. ERKLÆRINGER ER GARANTIORDNINGER Ifølge Tove Malloy er der i Europa ikke andre eksempler på, at to regeringer går sammen og underskriver nogenlunde enslydende erklæringer og udelukkende forpligter sig selv over for et mindretal fra en nabostat. Det er også usædvanligt, at erklæringer som de dansk-tyske ikke er juridisk bindende. Det sender et meget stærkt signal, når en regeringsleder sætter sin underskrift på en erklæring om at respektere et mindretal i landet, pointerer Tove Malloy. For København-Bonn Erklæringernes vedkommende har de været stærke nok til, at de igennem årene har sikret mindretallene på begge sider af den dansk-tyske grænse status, som om de var juridisk bindende. Moralsk har erklæringerne fået kæmpe magt i forhold til, hvordan regeringerne gennemfører erklæringerne i grænseregionen i praksis. Det bygger på tillid og vilje til forsoning i regionen, forklarer Tove Malloy. Set med en regerings øjne er fordelen med sådan en ordning, at en ikke-bindende aftale er mindre forpligtende også i økonomisk henseende. Derfor er den heller ikke så farlig at indgå: Vi siger blandt andet til offentlige instanser, at en erklæring er en slags garantiordning en hensigtserklæring. Det er positivt for regeringer, der erkender, at der er problemer med mindretallets rettigheder, men som ikke har lyst til at indgå en juridisk forpligtende aftale, forklarer Tove Malloy. ECMI rådgiver regeringer i flere lande om, hvordan de skal tilgå mindretalsbeskyttelse i praksis, og her indgår København-Bonn Erklæringerne som en af de løsningsmodeller, ECMI blandt andet bringer i spil. LOKAL GENNEMFØRELSE Endelig peger hun på, at København-Bonn Erklæringernes styrke ligger i, at de forvaltes af myndigheder i nærområdet. Det er jo kræfter i grænseregionen, der hele tiden tager initiativet. I Tyskland er det delstatsmyndighederne, som skal forvalte alle de rettigheder, der står i Bonn Erklæringen, fordi de er gennemført i delstatens forfatning og i skolelovgivningen. I Tyskland blander Berlin sig kun, hvis der er et problem, ellers er det op til landsdelen, siger Tove Malloy. Hun henviser til, at den tyske forbundsregering i Berlin blev inddraget i sagen om ligestilling i delstatens støtte til danske skoler i 2011, som

13 nr. 1 / februar Foto: faldt ud til fordel for det danske mindretals skoler. NYT MOMENTUM FOR IDEEN BAG KØBENHAVN-BONN ERKLÆRINGERNE Tove Malloy anerkender, at der er flere frosne konflikter østpå, som er så betændte, at det kan virke vanskeligt at blande sig. Til gengæld kunne mange andre mindre, nationale flertal, som har bilaterale aftaler, der ikke fungerer, godt lade sig inspirere og puste nyt liv i gennemførelsen af de bilaterale aftaler ved at foreslå uforpligtende erklæringer om de bløde områder. I begyndelsen af det nye årtusinde er der sket meget lidt på mindretalsområdet, forklarer Tove Malloy. En af forklaringerne er, mener hun, at flere europæiske lande underskrev Europarådets rammekonvention om nationale mindretal fra Herefter lænede mange regeringer sig tilbage og sagde: Vi har gjort, hvad vi skulle, og så er der ikke sket så meget mere siden da, siger hun. Derfor har København-Bonn Erklæringerne stadig aktualitet, mener hun og henviser til Europarådets rådgivende komité for rammekonventionen om nationale

14 14 nr. 1 / februar 2015 mindretal, som har til opgave at sikre, at alle underskrivere af rammekonventionen gennemfører den i praksis. Eksempelvis har der igennem flere år været spændinger imellem Polen og Litauen. Det var så grelt, at Europarådets rådgivende komité havde store vanskeligheder med at få rapporterne godkendt i Ministerrådet for nogle år siden. Det er ikke utænkeligt, at der opstår problemer igen, næste gang vi skal rapportere på mindretalssituationen mellem Polen og Litauen og her kunne man da godt forestille sig, at et sæt Vilnius-Warszawa Erklæringer kunne bringe det op på et mere moralsk plan, der kunne skabe mere respekt om mindretalssituationen. MINDRETALLENES GRUNDLOV FYLDER 60 GRÆNSELANDET SOM KULTUREL BUFF Historisk set har grænseegne verden over fungeret som en gradvis overgang i forhold til sprog, kultur og folk mellem to lande. I nyere tid viser 70 års fredelig sameksistens i det dansk-tyske grænseland, hvor effektive sådanne kulturelle bufferzoner er til at hindre konflikt, siger canadisk forsker. Af Lotte Dahlmann BALTIKUM AFMONTERE TRUSLEN FRA ØST? I modsætning hertil er der situationen i de baltiske lande. Her halter rettigheder for de russiske mindretal alvorligt bagefter. I den aktuelle situation, hvor Ruslands præsident Putin har ændret kurs i sin udenrigspolitik over for sine naboer og blandt andet retfærdiggør indblanding i nabostaterne med henvisning til behandlingen af de russiske mindretal, er der ikke stor lyst til at gøre noget ved mindretalsproblematikken i de baltiske lande lige nu. De er bange for at give indrømmelser af frygt for at blive stillet over for krav, som de ikke kan honorere, begrunder Tove Malloy. Men måske kunne EU gøre noget her inspireret af de ensidige dansk-tyske erklæringer, foreslår hun. Det kunne måske taget luften ud af Putins argumentation, hvis de baltiske lande ensidigt gik i gang med at forbedre forholdene for mindretallene for eksempel på samme områder, som de dansk-tyske erklæringer omfatter: skoler, kirker, kulturelle institutioner og sprog. Det ville klæde EU at bakke op om en sådan proces ja måske ligefrem skubbe på og tage initiativet, siger Tove Malloy, som er Danmarks repræsentant i Europarådets rådgivende komité for rammekonventionen om mindretalsrettigheder. Der er et vist gran af sandhed i den spøgefulde bemærkning om, at Danmark begynder ved Ejderen, og Tyskland slutter ved Kongeåen. Den canadiske grænsekonfliktforsker, professor Emmanuel Brunet-Jailly fra University of Victoria kalder det dansktyske grænseland for enestående, fordi han mener, at det er et moderne eksempel på det, han kalder en bufferzone mellem to lande. FRA GRÆNSELINJE TIL GRÆNSEREGION Grænsestenene hen over Slesvig markerer den territoriale grænse mellem Danmark og Tyskland, hvor dansk statsborgerskab slutter og tysk ditto begynder. Men Nordslesvig i Danmark og Sydslesvig i Tyskland udgør tilsammen en grænseregion, hvor overgangen mellem det danske og tyske samfund sker gradvist, efterhånden som man bevæger sig i nord- eller sydgående retning. Det er blandt andet en konsekvens af tilstedeværelsen af levende, nationale mindretal på begge sider af grænsen, som lever og udfolder sig med eget sprog og kultur i fred og fordragelighed med flertalsbefolkningen. Før nationalstaternes tid var det almindeligt, at der fandtes områder mellem to folk, hvor de to folks kultur, sprog og befolkninger blandede sig i et skønt sammensurium, forklarer Brunet-Jailly, som i efteråret 2014 var gæsteforelæser på Institut for Grænseregionsforskning i Sønderborg. Det dansk-tyske grænseland er en slags moderne, kulturel bufferzone: Selvom grænserne ligger fast og statsborgerskabet ligeså, så tales der både dansk og tysk, plattysk og andre dialekter, ligesom der er plads til, at indbyggerne kan fastholde deres egen kultur og traditioner. Desværre er det dansk-tyske grænseland i dag et af meget få eksempler på sådanne overgangszoner, for med nationalstaters opståen fulgte kampen om territorium, forklarer Brunet-Jailly. Og det er ærgerligt, mener han, fordi overgangszoner kunne tage tændsatsen af mange grænsekonflikter i dag. I flere tidligere sovjetrepublikker såsom Kirgisistan og Kasakhstan findes der mange lommer af mindretal, som er havnet på den forkerte side af grænsen. De er afskåret fra deres gamle hjemstavn og lever et liv i uvished præget af usikkerhed og uro, forklarer Brunet-Jailly. STATERNES KAMP OM TERRITORIUM Roden til konflikt, mener den canadiske forsker, ligger i nationalstaternes kamp om territorier, som betyder, at alle land-

15 nr. 1 / februar ERZONE områder må ejes af nogen. Han peger på, at i grænseegne, hvor etniske mindretal eller deres moderland stiller spørgsmål ved grænsedragningen, ender over 70 procent af disse sager i åben konflikt. Det er eksempelvis tilfældet i Ukraine, som er det seneste eksempel på, hvor hårdt det går for sig, når nationalstater kæmper om retten til territorium. De fleste vil hævde, at etniske og kulturelle forskelle er den primære årsag til konflikt. Men jeg mener, at spørgsmålet om retten til jorden altså retten til at bo, hvor du og din slægt altid har boet, betyder ligeså meget, siger Brunet-Jailly. I tilfældet Ukraine peger Brunet-Jailly på det kuriosum, at ukraine faktisk betyder grænseregion: Det er tankevækkende, at en hel region er benævnt efter den passage, det historisk set har været igennem tiderne mellem forskellige samfund, siger han. Det har med andre ord været muligt tidligere, slår Emmanuel Brunet-Jailly fast, at skabe fredelige bufferzoner. Og det dansktyske grænseland viser, at det stadig kan lade sig gøre. Brunet-Jailly mener, at successen med 70 års fredelig sameksistens i det dansktyske grænseland bør tilskrives to forhold: For det første, at grænsedragningen i 1920 til dels blev afgjort ved folkeafstemninger om tilhørsforhold. For det andet skyldes det København-Bonn Erklæringerne fra 1955, som sikrede mindretallene på begge sider af grænsen ret til at fastholde deres kultur, sprog og nationale tilknytning til moderlandet. Begge dele bør verden tage ved lære af i løsningen på nutidens og fremtidens grænsekonflikter, foreslår Emmanuel Brunet-Jailly. Venlig hilsen DYBBØLMÆRKET Hjælp Grænseforeningen: Giv en gave på 200 kroner den er fradragsberettiget! I løbet af februar udsender Grænseforeningen igen Dybbølmærket til alle medlemmerne. Del dem ud, brug dem på konvolutter eller giv dem til venner og bekendte. Det er op til dig. Vi beder blot om, at du giver en gave til Grænseforeningen. Med virkning fra i år vil udsendelsen af Dybbølmærket, som vil være de gode gamle selvklæbende, runde mærker i nyt optryk, blive ledsaget af en opfordring til at indbetale kr Ændringen skyldes, at SKAT har ændret på betingelserne for opretholdelse af godkendelsen i henhold til ligningsloven 8A. En fortsat godkendelse efter denne paragraf har stor betydning for Grænseforeningen. Det er den, der sikrer, at gavegivere kan få skattefradrag for deres gaver til foreninger, og ikke mindst at Grænseforeningen kan modtage arv uden at skulle betale boafgift. Helt konkret skal mindst 100 personer hvert år give en gave til Grænseforeningen på mindst kr Derfor lyder opkrævningen på kr. 225: kr. 25 for mærkerne plus en gave på kr For at du kan få skattefradrag for din gave, skal Grænseforeningen indberette beløbet til SKAT. HUSK derfor at meddele Grænseforeningen dit cpr. nr. PÅ FORHÅND TAK FOR DIN HJÆLP!

16 16 nr. 1 / februar 2015 DEN DAG, JEG FIK MIN IDENTITET Interview med forfatteren Knud Romer om at finde fred med sin blandede kulturelle baggrund. Af Lotte Dahlmann Foto: Polfoto Lige nu skriver han en novelle om katte til en tysk antologi på forlaget Schöffling. Desuden er han i gang med et bogprojekt om en tysker fra Holsten, som rejste ud i den danske konges tjeneste. Der er ingen tvivl om, at det tyske sprog, litteraturen og kulturen fylder meget i forfatter Knud Romers univers. Han er flasket op med Knudchen og lydene af det tyske sprog, fortæller han i et interview til GRÆNSEN. I dag er Knud Romer afklaret omkring sin blandede identitet: Når jeg er i Danmark, er jeg tysk, når jeg er i Tyskland, er jeg dansk, siger han. Han er bosat i København, hans børn går i den tyske skole, og han har skabt et produktivt og frugtbart virke på basis af både det danske og det tyske. Men det stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, da han var barn og voksede op snarere tværtimod. For Knud Romer har vejen til at værdsætte de to kulturer, han er et produkt af, været en lang og til tider smertefuld rejse. HJERTESKÆRENDE BESKRIVELSE AF EN BARNDOM PRÆGET AF TYSKERHAD I sin debutroman fra 2006, Den som blinker er bange for døden, beskriver Knud Romer sin opvækst med en dansk far og tysk mor i Nykøbing Falster i 1960 erne. Krigen holdt aldrig op i Nykøbing Falster, skriver han og fortæller, hvordan mobning i skolegården og i klasselokalet hørte til dagens orden, fordi hans mor var tysk. I 2009 valgte Flensborg by Den som blinker er bange for døden til projekt En by læser en bog. De tyske boghandlere har siden 2002 arrangeret denne konkurrence, hvor den by, der vinder, får 7,500 euro til at uddele bøger til byens borgere og holde oplæsninger, og i 2009 gik Flensborg af med sejren med Knud Romers bog. I sin begrundelse for at vælge netop denne bog udtalte Torge Korff fra Flensborg kommunes kulturforvaltning til Dagbladet Information: Bogen, som beskriver, hvordan en lille familie med en dansk far og en tysk mor bliver udstødt af 1960 ernes Nykøbing Falster på grund af danskernes indædte had til tyskerne, var interessant for borgerne i Flensborg. Ikke fordi moderen er tysk, men fordi hun repræsenterer et mindretal og er anderledes i forhold til de andre borgere i den by, hun bor i. En situation, der er velkendt i Flensborg, hvor det er danskerne, der er i mindretal. Begivenheden berørte Knud Romer dybt: Det, der fik mit sår til at hele, var, da jeg kom til Flensborg og så citater fra min bog på tysk og dansk skrevet med kridt på veje og mure, bannere og i forretningerne. Jeg hørte børn læse højt af min bog på tysk og dansk i gågaden i Flensborg. Om fredagen havde de råbekor på rådhuspladsen, hvor man på dansk og

17 nr. 1 / februar Lige nu skriver han en novelle om katte til en tysk antologi på forlaget Schöffling

18 18 nr. 1 / februar 2015 tysk råbte citater fra bogen ud i kor. Og om aftenen blev romanen læst op af byens borgere på tysk og dansk i to forskellige rum, hvor folk kom op og tog et afsnit hver. Jeg havde tårer i øjnene for det var jo det, jeg havde drømt om. Det der kaudervælske, de talte, var jo mit sprog! SLANGERNE UNDER SENGEN Baggrunden for, at denne anerkendelse af Den som blinker... betød så meget for Knud Romer, var blandt andet, at det havde taget ham flere år at finde modet til at skrive bogen af frygt for reaktionerne: For mig er det frygtelige, at jeg har levet mit liv for at skrive den roman, men jeg har ikke kunnet skrive den af den simple grund og det har jeg først fundet ud af sidenhen at mine læber har været syet sammen med ståltråd: Jeg har ikke turdet. Den roman er mig, der kigger under sengen for at se, om der er slanger ligesom da man var lille. Hvis man ikke som voksen kigger efter, så går man stadig rundt med denne barnlige angst for, at der er slanger realitetsprøven. Problemet var, at da jeg foretog realitetsprøven, så var der slanger og de flippede helt ud i en national benægtelse af et tyskerhad, der er så åbenlyst for enhver, der blot vil anerkende det. Slangerne var blandt andet kritikere, der anklagede Knud Romer for at opdigte og lyve om sin barndoms trængsler. Men det var også kritik fra parnasset i Danmark, som hævdede, at der aldrig havde eksisteret tyskerhad og slet ikke i 70 erne og 80 erne. Det var fuldstændig umuligt at trænge igennem. Da kritikerne gik til angreb, var der rigtig mange, der henvendte sig til mig og sagde: Endelig! Endelig er der nogen, der siger det højt (at der fandtes tyskerhad i Danmark efter 1945, red.). Og det sjove var, at det var mange fra det danske mindretal. De kommer jo selv kørende til Danmark med tyske nummerplader og oplever på egen krop, hvordan det er. Det er ligesom jøderne, der flygtede ud af Tyskland og siden blev stillet til regnskab for tyskernes gerninger! Her kommer det danske mindretal til Danmark og bliver udsat for tyskerhad og det skete helt op i halvfemserne, siger han. Jeg er jo dansker og ved godt, at det er for sjov, men samtidig vækker det noget i mig. Når man er vokset op med afvisning, social eksklusion, og påduttet Bare min mors navn Hildegard. Jeg oplevede som barn, at min mors navn blev forvandlet til et øgenavn, til spot, og det gjorde så ondt, at man ikke fatter det en identitet, som ikke er ens egen: Tyskersvin! Jeg vidste slet ikke, hvad de snakkede om: Den der tysker jeg kender ham ikke, det var et stykke pølse i Matador. Man føler sig dybt såret, når en tv-anmelder skriver om en serie, at svenskerne er tyskere forklædt som mennesker. Det første, jeg tænkte, var: Er min mor ikke noget menneske? Er hun et umenneske? Hvad nu hvis de skrev: Svenskerne er jøder forklædt som mennesker, eller: Svenskerne er muslimer forklædt som mennesker, så ville de blive fyret eller landsforvist. Men tyskerne, det går. Derfor tog det lang tid, før du kunne skrive bogen? Ja, det var på grund af de nationale strømninger, pressen og forlagene. Jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne have fået min roman udgivet før. Hvis jeg havde skrevet den i 1979, var jeg blevet slagtet! Dengang levede der stadig folk, som havde været i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Min farbror havde været jernbanesabotør, og jeg kender godt de folk. Han var meget anderledes og havde oplevet dem, der blev modstandsfolk på befrielsesdagen. Men der var bare den her indædt nationale ja, en stemning, hvor den nationale identitet ligesom byggede på en fuldkommen fortrængning af vores egen rolle under 2. Verdenskrig og på en vedtaget sandhed om, at tyskerne generelt bare var nogle svin. Det blev bekræftet i hver sort-hvid film i fjernsynet. Det, som er så frygteligt med at vokse op på den måde, er, at det er sket for alle tyskere, som er vokset op uden for Tyskland. De har betalt prisen for Tysklands rolle i 2. Verdenskrig. Prisen var, at du var en social paria. Folk kunne opføre sig som det passede dem: De kunne sige Sieg Heil, rejse sig og gå, hvis du satte dig ved siden af dem en fuldkommen social eksklusion og brændemærkning, som man ikke kan forestille sig, hvis man ikke har prøvet det. Og man ville heller ikke lægge mærke til det. Fordi det er så naturaliseret en del af hele ens identitet og verdensbillede, så lægger du slet ikke mærke til, at du udøver den her eksklusion. Du lægger ikke mærke til, hvad det er for et sprog, du bruger, når du taler om andre mennesker. Det er SÅ sårende!, siger Knud Romer, så man næsten selv mærker smerten. Bare min mors navn Hildegard. Jeg

19 nr. 1 / februar oplevede som barn, at min mors navn blev forvandlet til et øgenavn, til spot, og det gjorde så ondt, at man ikke fatter det. Da jeg endelig begyndte at skrive, fandt jeg ud af, at det ikke kun var min mor, der havde givet mig drømmen om at skrive. Min store drøm var at få en bog udgivet på det store forlag Insel Verlag i Frankfurt, hvor jeg er vokset op hos min mormor. Det var en umulig drøm, for de udgiver ikke danske forfattere! Så jeg ødelagde mit liv med den drøm! Men jeg var besat af tanken om: Jeg skal komme tilbage. Og den måde, jeg kunne blive hel på, var ved at skrive min danske historie på tysk og få det udgivet på Tysklands fornemmeste forlag. Så ville jeg være kommet hjem, drømte jeg. Det var helt vanvittigt! Knud Romer læner sig frem i stolen og snupper endnu en tår kaffe, før han triumferer: Det vanvittige er, at det lykkedes. Det tog to år at få dem til at læse min roman, men jeg er den første levende dansker, som er blevet udgivet af dem. ANERKENDELSEN Den som blinker blev først udgivet på dansk og siden på tysk. Udgivelsen i Tyskland var et defining moment i Knud Romers liv: Når man udkommer på Insel Verlag, inviteres man til et foredrag i Villa Unselt. Her skal man signere den første bog i første oplag, hvorefter den bliver placeret i en bankboks, hvor samtlige bøger, forlaget har udgivet, gemmes. De kom med min bog på et sølvfad og bad mig signere den med en fyldepen. Da jeg satte bogen Wer blinzelt, hat Angst vor dem Tod ind i reolen og blev en del af tysk litteratur, fik jeg min identitet. Du er jo stadig dansk? Jeg er jo ligeså tysk, som jeg er dansk. Det komiske er, at jeg er tysk i Danmark og dansk i Tyskland, så jeg er aldrig hjemme. Denne roman er heller aldrig hjemme, fordi den er skrevet på dansk. Men historien er tysk og mit dansk er igen en oversættelse af det tysk, som jeg lærte at elske i min barndom. Og den er skrevet i Insel Verlags sprog, ellers havde jeg ingen chance for at få den udgivet. Hele min bevidsthed, min sprogfølelse er skabt af den tyske romantik og af Novalis, Rilke og Hofmannsthal (Rainer Maria Rilke, tysk digter, og Hugo von Hofmannsthal, østrigsk digter, red.) og det milde, blide, syngende smukke, smukke sprog, som min mor delte med mig. Så romanen findes kun i mit eget sprog som dansk. Men som historie findes den kun på tysk, fordi konteksten for at forstå historien ikke findes i Danmark. HVIS MAN ER HISTORIELØS, KAN MAN IKKE FORSTÅ ANDRE Det komiske er, at min roman hele tiden fremstilles som en bog, der handler om mig. Det gør den ikke, den handler om min mor og er min mors historie. Men eftersom min mors historie ingen mening giver i Danmark, så findes den ikke. Den bog findes ikke, fordi danskerne kan ikke læse historien men kun sproget, mens tyskerne kun kan læse historien men ikke læse mit sprog, siger Knud Romer. Det kræver en forklaring. Knud Romer forklarer og det fortælles også i romanen at hans mor i sine ungdomsår i Hitlers Tyskland var forlovet med Horst Min roman handler om min mor og er min mors historie. Men eftersom min mors historie ingen mening giver i Danmark, så findes den ikke. Den bog findes ikke, fordi danskerne kan ikke læse historien men kun sproget, mens tyskerne kun kan læse historien men ikke læse mit sprog Heilmann. Heilmann blev henrettet i Berlin i 1942 for at være med i et netværk af modstandsfolk kaldet Rote Kapelle, som bekæmpede nazismen, og som ifølge nazisterne samarbejdede med russerne. Han er siden blevet hædret og mindet i Tyskland for sin indsats. Jeg undrede mig over, hvorfor ingen interesserede sig for den del af bogen, der fortæller, at min mor var forlovet med Horst Heilmann og havde været med i kredsen omkring Rote Kapelle? Der er gader i Tyskland, som er opkaldt efter Horst Heilmann, og han er hovedpersonen i Die

20 20 nr. 1 / februar 2015 OMTALE Ästhetik des Wiederstands af Peter Weiss, som er tyskernes svar på Ulysses (roman af James Joyce, red.). Men tiøren faldt ikke rigtigt herhjemme, og der er ingen at henvende sig til her, fordi konteksten til at forstå betydningen af den del af romanen findes ikke her i Danmark. Kultur, sprog og historie er kontekst, og hvis man ikke har den, kan man ikke forstå de andres tankegang, adfærd eller verdensbillede. Man læser dem hele tiden ind i sit eget, og det gør, at der kan opstå frygtelige misforståelser, siger Knud Romer og holder en lille og sjælden pause. Tiden er fløjet, kaffekanden er tom, og Knud Romer skal hente sine børn på den tyske skoles fritidshjem. Men der er lige noget, der ligger forfatteren på sinde at sige til GRÆNSENs læsere: Hvis danskerne mindede sig selv om, at det danske sprog er af søfareren: Det består af engelsk, fransk, latin og ekstremt meget tysk hvis man havde en historisk bevidsthed om sig selv, så ville man ikke kunne gå rundt i den vildfarelse, at dansk er en enhedskultur den er sammensat. Danmark er også Nordtyskland og Sydsverige. Det er kun, hvis du går rundt med de forblommede og historieløse forestillinger om, hvad det vil sige at være dansker, at du kan føle dig truet af, at der kommer nye ord, madretter, nye omgangsformer at din kultur indoptager alle mulige elementer! Jamen, dansk kultur ér resultatet af det. Hvis du er historieløs og tror, at det er Danmark for danskerne, ét sprog, én kultur så går det galt: Den danske sang er skrevet af alle mulige kulturer. Alt det, der er dansk, kommer udefra og er blevet gjort dansk. Ikke mange løber så meget rundt om juletræet, som vi gør. Men juletræet som tradition stammer fra Tyskland. Og når der hænger trommer på juletræet, så stammer det fra 1864, og det var dengang, julen blev gjort dansk. Der er kulturkamp på juletræet! NY BOG OM SØNDERJYDER I FØRSTE VERDENSKRIG Af Lotte Dahlmann Som en markering af 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig foreligger nu for første gang på dansk en detaljeret beretning om de sønderjyder, der som tyske soldater i Füsilierregiment Königin Nr. 86 deltog i krigen på Vestfronten sønderjyder var i tysk uniform og gjorde overvejende tjeneste i to danskerregimenter, hvor flertallet af soldater var udskrevet blandt danske nordslesvigere. En stor del heraf gjorde tjeneste ved Regiment 86. Regimentet fik i 1923 udgivet sin egen historie i lighed med næsten alle daværende tyske regimenter og det er denne udgivelse, der nu er oversat af Jørgen Lorenzen. Bag udgivelsen står Historisk Samfund for Als og Sundeved samt Museum Sønderjylland Sønderborg Slot. Historien er skrevet af en Dr. Wilhelm Jürgensen, der som løjtnant gjorde tjeneste som kompagnifører ved Regiment 86. Jürgensen var en grundig mand, og den kronologisk fremadskridende krigsberetning er detaljeret og omfattende på næsten alle tænkelige områder. På 300 sider får læseren en solid forståelse af, hvordan det var at være soldat og hvordan krigen i øvrigt udviklede sig gennem årene. Her er lus og latriner, trommeild, spærreild, vedligeholdelsesild, gas og granater af enhver art, frygtelige slag og frygtelige tab alt registreret med stor nøjagtighed inklusive salmesangen juleaften i de elendige skyttegrave. Selv om det er en tysk officer, der har skrevet bogen, er der på ingen måde tale om noget nationalistisk eller chauvinistisk skrift. Teksten er nøgtern og reportageagtig, og Jürgensen skriver i sit forord, at han har søgt at undgå ethvert tilløb til skønmaleri og tilsløring. Tusindvis af sønderjyske familier bærer i dag mindet om en slægtning, der engang var tysk soldat under Første Verdenskrig i Regiment Königin Nr 86. Til læsere med en sådan baggrund henvender bogen sig med særlig styrke. Af de danskere omkom over Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment Königin Nr sider, rigt illustreret med 150 kort og fotos. Pris 250 kroner. Fås gennem boghandlere eller i museumsbutikken på Sønderborg Slot. Er udkommet som årbog (2014) for Historisk Samfund for Als og Sundeved. Du kan læse mere om sønderjyder i 1. Verdenskrig på: