HONDURAS NICARAGUA COSTA RICA. Det Caribiske Hav. Stillehavet. Nicaragua. Nicaragua meter meter meter meter

Transkript

1

2

3 Det Caribiske Hav HONDURAS Nicaragua NICARAGUA Managuasøen Stillehavet Nicaraguasøen Nicaragua DK COSTA RICA meter meter meter meter

4 Erobring og kolonitid... 9 Løsrivelsen USA bliver dominerende Sandino Somoza-dynastiet Jordskælvet - begyndelsen til enden Den brede revolution De borgerlige falder fra Contraerne bliver til Revolutionens fejlgreb Valget i Krigsøkonomi og krigstræthed Fredsprocessen Valget i Årsagerne til overraskelsen Overgangsperioden Demobiliseringen Volden Modreformerne Kirkens rolle Menneskerettigheder Ensidig eksportorientering Revolutionen - et forsøg med blandingsøkonomi. 72

5 Katastrofeprogrammet Genopbygningsprogrammet Konsolideringsfasen Økonomien og krigen Strukturtilpasning Økonomien efter Landbrug Skovbrug Fiskeri Minedrift Energi Industri Turisme Transport Den uformelle sektor Indkomstfordeling Arbejdskraft på vandring Boligforhold Sundhedsforhold Kvinder i Nicaragua Uddannelsesforhold Børn i Nicaragua Den danske bistand Bistanden fra USA Bistanden fra EU Forkortelser Læs mere om Nicaragua

6

7

8

9

10 Nicaragua er i lighed med resten af Mellemamerika og Mexico blevet befolket gennem indvandringer nordfra for flere tusinde år siden. Den første indvandringsbølge var chorotegaerne. Det omfattede flere folk, choluteca, der kom til at dominere den nordvestlige del af landet ud mod Stillehavet, mangue, mellem Stillehavet og Managua-søen, og orotiña sydvest for Nicaragua-søen. Den næste indvandringsbølge var subtiabaerne, og tredje og fjerde bølge tilhørte den store nahua-gruppe, som også regionens dominerende folk aztekerne tilhørte. De slog sig alle ned i det vestlige højland. De var bofaste agerbrugere, med majsen som grundlaget for deres kultur. Det store, skovdækkede lavland ud mod Det Caribiske Hav synes derimod at være blevet befolket sydfra, fra det nuværende Colombia, med grupper som rama og bawihka som de dominerende. Bawihka udviklede sig senere, i kolonitiden, til miskito gennem giftermål med undvegne og forliste negerslaver. Der var ikke egentlige statsdannelser. Den sociale organisering foregik på lokalt plan. Præsterne synes at have haft den største magt. Økonomien var baseret på landbrug og handel. Det eneste metal, der blev forarbejdet i større omfang, var guld. De første europæere kom til Nicaragua i Det var Columbus, som på sin fjerde rejse gjorde et kort ophold på østkysten. I 1524 ankom en spansk styrke fra det nuværende Guatemala for at erobre Nicaragua. Det tog spanierne 18 år med hårde kampe at få kontrol over landet, dvs. den vestlige tredjedel ved søerne og bjergene. Området blev underlagt vicekongedømmet Ny Spanien (Mexico). Det fik aldrig større betydning. Det var især guld

11 og arbejdskraft, der blev eksporteret. Ifølge nogle kilder blev over en halv million indianere i begyndelsen af kolonitiden ført til de store sølvminer i Mexico og Peru. Epidemier og undertrykkelse udryddede store dele af den øvrige indianske befolkning. De store godser, der blev etableret, forsynede Mexico og Guatemala med huder, saltet kød og majs. Desuden dyrkede man bomuld i et vist omfang. I byerne, som var ganske små, boede de hvide og nogle mestitser. Indianerne boede på landet. Selv om den spanske krone gjorde krav på at herske over hele det nuværende Nicaragua, havde spanierne ingen kontrol over østkysten, som blev tilflugtssted for især engelske pirater. I sidste halvdel af 1600-tallet knyttede englænderne en tættere forbindelse med den dominerende indianske gruppe, miskitoerne, i det lave, skovklædte østlige Nicaragua, og i 1687 etablerede briterne Kongedømmet Mosquitia, som de i 1740 gjorde til et halvprotektorat. Britiske styrker og pirater angreb flere gange nicaraguanske byer. I december 1811 greb borgerne i Nicaraguas største by León til våben i protest mod kolonimyndighederne. Oprøret bredte sig hurtigt til andre byer. Samtidig kom det til oprør andre steder i Mellemamerika. Efter næsten ti års krig proklamerede de mellemamerikanske provinser deres uafhængighed af Spanien og Mexico den 15. september Det nye Mexico annekterede imidlertid provinserne igen, og de blev gjort til et kongedømme under Mexico med tre provinser - Guatemala (inkl. Honduras og El Salvador), Chiapas (det meste af den nuværende mexicanske delstat af samme navn) og Nicaragua. Det holdt dog kun til 1823, da den mexicanske kejser blev fældet. En forfatningsgivende forsamling trådte sammen i Guatemala og dannede Den Mellemamerikanske Føderation, der kom til at omfatte Guatemala, El Salvador, Honduras, Nicaragua og Costa Rica. Godsejerne i Chiapas valgte at slutte sig til Mexico. Der var stærke regionale modsætninger i den nye føderation mellem lokale magtgrupper med basis i de vigtigste byer.

12 Desuden var der stærke modsætninger mellem de antiklerikale liberale, der var påvirket af ideerne fra den franske revolution, og de katolske konservative - modsætninger, der har præget de mellemamerikanske landes politiske liv helt op til i dag. Det lykkedes for de liberale at tilkæmpe sig magten efter tre års kaotisk konservativt styre. Samtidig orienterede de sig stærkt mod USA og Storbritannien, hvis politiske systemer de antog som forbilleder for politiske og institutionelle reformer. Filosofien bag var, at man ønskede at fremme en moderne kapitalistisk udvikling som den amerikanske og britiske. Mellemamerika forblev dog en økonomisk dværg med en stærkt ensidig økonomi baseret på eksport af ganske få produkter, og med en lokal industri, der var hæmmet af et begrænset hjemmemarked og af konkurrencen fra de langt billigere britiske og amerikanske produkter. Unionen blev sprængt i Ideen om et forenet Mellemamerika har dog aldrig forladt den politiske tankegang i regionen, og flere af de mellemamerikanske landes forfatninger taler om muligheden for en mellemamerikansk genforening. I den nicaraguanske forfatning fra 1987 hedder det således i Artikel 9: Nicaragua er en ubøjelig forsvarer af mellemamerikansk enhed. Det støtter og fremmer alle anstrengelser for at opnå politisk og økonomisk integration og samarbejde i regionen. Efter USA s erobring af det nuværende sydvestlige USA fra Mexico blev Nicaragua for alvor interessant for amerikanerne, som med ét slag fik brug for en let og hurtig passage mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Behovet blev forstærket med de store guldfund i 1848, der medførte en folkevandring til Californien. Det medvirkede til at skærpe modsætningerne mellem USA og Storbritannien over kontrollen med Nicaragua. I kom det til flere militære episoder. Konflikten resulterede i Clayton-Bulwer-Traktaten i 1850 mellem de to magter. Den betød, at begge lande gav afkald på eneretten

13 til en kanal gennem Nicaragua og på at besætte nogen del af mellemamerikansk område. Nicaragua blev overhovedet ikke inddraget i forhandlingerne. Ti år senere overdrog Storbritannien alle sine rettigheder på Miskito-kysten. Først i 1894 blev østkysten formelt overdraget Nicaragua. Østkysten forblev dog isoleret, og næsten al handel og transport foregik via Jamaica og USA, hvorfor hovedsproget forblev engelsk sammen med miskito. I 1849 fik den amerikanske bankmand Cornelius Vanderbilt enekoncession på al interoceanisk passagertransport gennem Nicaragua. Clayton-Bulwer-Traktaten betød en ophævelse af monopolet. For at genvinde det hyrede Vanderbilt i 1854 den amerikanske lejesoldat, officer og jurist William Walker til i spidsen for en hær af lejesoldater at tvinge den nicaraguanske regering til at genoprette Vanderbilts monopol. Walkers invasion, der blev støttet af det liberale parti, førte til den konservative regerings fald i 1856, hvorefter Walker udråbte sig selv til præsident. De konservative og overvejende pro-britiske regeringer i nabolandene så med bekymring, at en amerikaner var blevet præsident i Nicaragua, og på, at der i USA var stærke røster fremme om at annektere Nicaragua. De udrustede derfor en mellemamerikansk hær bekostet af briterne for at afsætte Walker. Det lykkedes i Hjemme i USA blev han modtaget som en folkehelt. I 1860 forsøgte han at vende tilbage med en invasionsstyrke for at erobre hele Mellemamerika. Han blev imidlertid taget til fange i Honduras og henrettet. Efter nogle års borgerkrig mellem liberale og konservative kom de konservative i 1863 til magten, som de beholdt indtil Et af stridspunkterne i borgerkrigene mellem 1856 og 1863 var spørgsmålet om, hvor hovedstaden skulle ligge. De liberale holdt fast på, at deres højborg León skulle være hovedstaden. De konservative holdt derimod på Granada, deres traditionelle centrum. I 1858 enedes de om et kompromis. Hovedstaden skulle ligge i Managua midtvejs mellem de to byer. Tiden efter 1863 blev en politisk stabil periode præget af voksende amerikansk indflydelse i form af selskaber, der fik koncessioner på udvinding af guld, bygning og drift af jern-

14 Amerikanske marineinfanterister marcherer uden for Managua. Nicaragua var besat af amerikanske styrker fra og fra Herefter fungerede den amerikansk oprettede Nationalgarde som stedfortræder for besættelsesmagten. baner, den interoceaniske transport, plantager, kort sagt de dele af det økonomiske liv, der var givtige. I 1909 invaderede amerikanske marineinfanterister Nicaragua og hjalp den konservative Emiliano Chamorro til magten, hvorefter invasionsstyrken forlod landet. Chamorro kunne imidlertid ikke bevare kontrollen over landet, hvorfor en amerikansk styrke i 1912 besatte Nicaragua. Denne gang blev marineinfanteristerne i landet indtil I denne periode tvang USA skiftende konservative regeringer til at indgå en række aftaler, som gav USA vidtgående rettigheder i Nicaragua. Det var med til at øge antiamerikanismen i befolkningen. Efter et amerikansk kontrolleret valg i 1925, hvor den konservative Adolfo Díaz blev valgt, forlod de amerikanske styrker landet. Kort efter indledte de liberale et oprør, der hurtigt kom til at true Díaz. USA invaderede igen i 1926 og det lykkedes at tvinge liberale og konservative til at indgå en fredsaftale i 1927.

15 En af de liberale oprørsgeneraler, Augusto César Sandino fra det nordlige Nicaragua, nægtede at underskrive aftalen og trak sig med sine folk tilbage til bjergene i nord, hvorfra han indledte en guerillakrig mod den amerikanske besættelse. I 1928, samtidig med at amerikanske styrker forgæves jagtede Sandino til lands og fra luften, blev den liberale leder José María Moncada valgt ved et amerikansk kontrolleret valg. Meningen var, at der med amerikansk hjælp skulle oprettes og trænes en særlig politistyrke, en nationalgarde, som både skulle varetage politimæssige og militære opgaver. I spidsen for den nye styrke satte amerikanerne den tidligere sælger Anastasio Somoza García, der havde arbejdet for besættelsesstyrken som tolk og sekretær. Efterhånden som nationalgarden blev funktionsdygtig, overtog den flere politiopgaver og begyndte at deltage i bekæmpelsen af Sandinos oprørere. Augusto César Sandino (i midten), oprørsgeneralen, der holdt stand mod amerikanerne, og som blev skudt af nationalgardister i 1934.

16 I 1933 lod amerikanerne igen afholde valg. Den liberale Juan Bautista Sacasa vandt. Derefter trak amerikanerne sig tilbage og overlod til Somozas nationalgarde at opretholde ro og orden. Med den amerikanske tilbagetrækning var Sandinos vigtigste krav for at nedlægge våbnene opfyldt. Han forhandlede sig til en fredsløsning og trak sig tilbage til sin bjergrige hjemegn i Las Segovias i nord. I februar 1934 mødtes han med præsident Sacasa i Managua. Efter mødet blev Sandino og hans følge grebet af en gruppe nationalgardister, ført til et øde sted i Managua og skudt. Yes, he s a son of a bitch, but he s our son of a bitch. Sådan sagde USA s præsident Franklin Roosevelt i slutningen af trediverne om Anastasio Tacho Somoza, som på det tidspunkt havde befæstet sin magt i Nicaragua og gjort sig selv til præsident. Gradvist opbyggede han et mini-imperium med nationalgarden som den bærende konstruktion. Garden blev både brugt til at undertrykke befolkningen og forfølge oppositionen, og til at belønne de loyale med et job. Alle i nationalgarden og den offentlige administration, som han fik blot den ringeste mistanke om ikke var loyale over for ham, blev prompte udrenset. Samtidig købte han sig loyalitet ved at dele poster ud til folk, som han derved gjorde afhængige af sig. Da USA s vigtigste interesse i Nicaragua var strategisk, lod man Somoza overtage de dele af økonomien, han ønskede, blot han sørgede for ro og orden. Gennem beslaglæggelser af ledende konservative oppositionspolitikeres ejendomme og aktiver og ved at give sig selv, sine slægtninge og venner givtige koncessioner, skabte Somoza efterhånden et økonomisk imperium, der rakte langt ind i nabolandene. Da Somoza døde i 1956 kontrollerede Somoza-klanen omkring 60 pct. af landets økonomiske aktiviteter. Omkring 10 pct. af al landbrugsjord ejedes direkte af Somoza. Oppositionen blev undertrykt, fængslet, tortureret, myrdet eller tvunget i eksil. Men den forsvandt aldrig helt. I 1956

17 blev Somoza skudt af den unge digter Rigoberto López i León. Han blev efterfulgt af sønnen Luis Somoza Debayle, der nogle år efter blev fortrængt af den yngre broder Anastasio, som af faderen var blevet sat i spidsen for nationalgarden. Under den yngre Somoza, kendt som Tachito, Lille Tacho, blev undertrykkelsen og akkumuleringen af rigdomme sat endnu mere i system. Det fik sit mest groteske udslag i forbindelse med det jordskælv, som lillejuleaften 1972 lagde hele det centrale Managua i ruiner og forårsagede store ødelæggelser andre steder. Omkring anslås at have mistet livet, blev alvorligt såret og omkring en tredjedel af byens indbyggere blev hjemløse. Somoza-klanen satte sig på den store hjælp, der kom fra udlandet, og i stedet for at dele den gratis ud til ofrene for katastrofen, lejede den telte ud og solgte tæpper, medicin og tøj. I 1973 figurerede pludselig en ny post på Nicaraguas eksportside: medicin - som kom fra den udenlandske nødhjælp. Samtidig begyndte Somoza at opkøbe grundene i det ødelagte bycentrum. Hvis nogen ikke ville sælge, fik vedkommende forbud mod at opføre nye bygninger eller reparere de ødelagte bygninger. Hensigten var spekulation i grunde i et nyt bycentrum. Resultatet var, at der aldrig kom gang i genopbygningen af Managuas centrum, der i dag ligger som en blanding af tilgroede ruiner, store byggetomter, enkelte intakte bygninger, parker, alt sammen gennemkrydset af de gamle, asfalterede gader. Den grove udnyttelse af jordskælvet resulterede i en voksende oppositionen mod diktaturet. Væbnede aktioner begyndte at høre til dagens orden. Med mordet på Sandino lykkedes det for Somoza at lamme næsten al modstand og opposition i over 20 år. Men Sandino blev stående som et symbol på landets uafhængighed og på frihed og social retfærdighed. Konservative oprørere refererede til borgerlige frihedsidealer som grundlaget for deres kamp. Blandt de mest vedholdende konservative oppositionsfolk var Pedro Joaquín

18 Chamorro, arving til landets eneste uafhængige avis, La Prensa, der som følge af sin vedholdende kritik af Somoza ofte blev udsat for overgreb. Det var dog Sandino, som var det centrale symbol i kampen mod diktaturet. Det erkendte en gruppe unge studenter, som i 1961 grundlagde FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional - Den Sandinistiske Front til National Befrielse). Det var før set, at Sandinos navn blev brugt som symbol for oprør, så der var ingen, der tog særlig notits af den nye organisation - bortset fra Somoza og nationalgarden. De første år forblev FSLN en lille, aktiv guerillabevægelse. Først da utilfredsheden med Somoza for alvor tog til efter jordskælvet i 1972, fik organisationen større tilslutning. Det var FSLN, der for alvor ramte diktaturet første gang. Det skete, da en kommandogruppe fra FSLN den 27. december 1974 trængte ind i en nytårsreception og tog flere udenlandske diplomater og fremtrædende nicaraguanere som gidsler, bl.a. flere slægtninge til Somoza, som modstræbende gav efter for partisanernes krav om løsepenge og løsladelse af et antal politiske fanger, inklusive flere fremtrædende medlemmer af FSLN. Aktionen rystede regimet, som svarede igen med intensiveret undertrykkelse. De følgende år voksede modstanden mod styret, både i form af væbnede aktioner og politisk modstand fra den legale opposition. Det var ikke kun den skærpede undertrykkelse, der nærede modstanden. Styret havde overskredet nogle moralske grænser ved jordskælvet i 1972, og aktionen i 1974 havde vist, at det ikke var usårligt. Desuden var landets lille borgerskab ved at være grundig træt af Somoza-klanens udvidelse af sit økonomiske imperium, bl.a. på bekostning af det lokale borgerskab. Da Somoza i 1977 ophævede undtagelsestilstanden, benyttede den borgerlige opposition det udvidede politiske rum til at gå i offensiven. Samtidig var FSLN blevet langt mere aktiv og effektiv, selv om bevægelsen var splittet i tre dele. Det øgede pres fik i januar 1978 Somoza til at beordre Pedro Joaquín Chamorro myrdet. Chamorro - der nu var udgiver og chefredaktør for La Prensa - var blevet den borgerlige oppositions mest markante og kompromisløse skikkelse. Han brugte sin avis til at påvise styrets overgreb og afsløre

19 korruption og magtmisbrug. Mordet på Chamorro udløste den hidtil største bølge af folkelige protester i landet, bl.a. i form af en flere uger lang generalstrejke. Da strejken døde hen, begyndte de første oprørstegn at vise sig. De følgende måneder samlede oppositionen sig. I slutningen af august slog FSLN til med en storstilet gidselaktion. En FSLN-kommando under ledelse af Comandante Cero alias Edén Pastora indtog Nationalpaladset (Parlamentet) og tog gidsler, deriblandt flere regeringsmedlemmer og slægtninge til Somoza. Somoza gav efter for samtlige krav, herunder frigivelse af et større antal politiske fanger og frit lejde ud af landet for gidseltagerne. Han måtte oven i købet tåle den ydmygelse, at FSLN-kommandoen sammen med de frigivne fanger kørte i triumftog gennem Managua ud til lufthavnen for at flyve ud af landet. Den vellykkede aktion udløste folkerejsninger i flere byer - nogle steder planlagt af FSLN, andre steder spontant. Nationalgardens nedkæmpelse af rejsningerne kostede over mennesker livet. Af frygt for sandinisternes tydelige fremgang og popularitet forsøgte en del af den borgerlige opposition at forhandle med Somoza. Forgæves. Resultatet var, at sandinisterne mere og mere fremstod som den førende oppositionsgruppe. Sidst i 1978 afbrød Costa Rica forbindelserne med Nicaragua, mens USA s præsident Carter fik Kongressens godkendelse til at fastfryse al bistand og kreditter med henvisning til styrets krænkelse af menneskerettigheder. I marts 1979 blev de tre fraktioner i FSLN genforenet, og måneden efter indledte bevægelsen en omfattende offensiv mod Somoza. I juni opfordrede FSLN til generalstrejke og genoptog sin offensiv. I samarbejde med den borgerlige opposition dannede FSLN en provisorisk regering i Costa Rica med det erklærede formål at genopbygge Nicaragua efter Somozas fald. Flere latinamerikanske lande brød med Somoza-styret. Efter heftige kampe faldt den ene by efter den anden, og i begyndelsen af juli var det kun Managua, der var under nationalgardens kontrol. Efter forgæves mæglingsforsøg fra amerikansk side flygtede Somoza og hans familie til sidst den 17. juli 1979 medbringende de fleste af de likvide midler

20 i statskassen. Hans udpegede efterfølger, Francisco Urcuyo, holdt i to dage, så overgav han sig, og FSLN kunne rykke ind i Managua. Somozas nationalgarde før sandinisterne og folkerejsningen opløste dens kampmoral og tvang flere tusinde på flugt til udlandet. Mange nationalgardister deltog senere som contraer i den amerikansk organiserede bekæmpelse af den sandinistiske revolution. Foto: Sigurd Bo Bojesen.

21

22 Somozas flugt og diktaturets fald skabte et politisk tomrum, som kun sandinisterne var i stand til at udfylde, og en stemning af eufori, hvor folk følte, at nu stod alle muligheder åbne. Sandinisterne med deres rød-sorte tørklæder blev hyldet som helte overalt, og som dem der skulle føre landet videre ad en vej, som stod uklar for de fleste (og som der ikke var fuldstændig enighed om hos sandinisterne selv). I virkeligheden var mulighederne begrænsede. Landet var lagt i ruiner af borgerkrigen, som havde kostet mennesker livet, såret og invalideret over , gjort omkring børn forældreløse, og ødelagt huse, værksteder, fabrikker, veje og broer. Desuden havde Somoza praktisk taget tømt valutabeholdningerne, før han flygtede. I august 1979 anslog en særlig FN-mission, at de samlede skader efter krigen beløb sig til omkring 500 mio. dollars, svarende til en fjerdedel af værdien af landets årsproduktion. En udlandsgæld på 1,6 mia. dollars, en omfattende kapitalflugt fra slutningen af 1978 til Somozas fald - af Verdensbanken anslået til en halv mia. dollars - og forfaldet af en række kortfristede lån til betaling var med til at gøre den økonomiske situation katastrofal. Produktionen var næsten gået i stå, dele af produktionsapparatet var ødelagt, og landbruget havde lidt stor skade. I begyndelsen af juli var kun Managua under nationalgardens kontrol. Efter at Somoza var flygtet sammen med sin familie, kunne FSLN indtage Managua den 19. juli Foto: Tayacan. Den nye regering hed officielt Regeringen for National Genopbygning. Den blev ledet af den fem personers junta, der som et slags frihedsråd var blevet dannet i eksil i Costa Rica i juni, da oprøret mod Somoza gik ind i sin sidste fase. Selv om det væbnede oprør blev ledet af sandinisterne fra FSLN, ønskede de at inddrage alle politiske kræfter, der havde været imod Somoza, i genopbygningen af landet. Derfor indbød FSLN to fremtrædende borgerlige personer

23 til at træde ind i juntaen, der kom til at bestå af tre sandinister (Daniel Ortega, Sergio Ramírez og Moisés Hassan) og to borgerlige (Violeta Barrios de Chamorro, enke efter den myrdede udgiver af La Prensa, Pedro Joaquín Chamorro, og Alfonso Robelo, fabriksejer og leder af den borgerlige sammenslutning MDN - Movimiento Democrático Nicaragüense, Nicaraguas Demokratiske Bevægelse). Juntaens første regeringshandling var at oprette et Statsråd, der skulle fungere som en midlertidig lovgivende forsamling. Rådet skulle bestå af repræsentanter for partier, der havde været imod Somoza, samt af repræsentanter for interesseorganisationer og folkelige bevægelser for at sikre en så bred repræsentativitet som muligt. Den første tid var det let at bevare en enighed, da der var en række akutte opgaver at løse. Blandt genopbygningsregeringens første handlinger var at opløse den forhadte nationalgarde, konfiskere Somoza-familiens og dens nærmeste medarbejderes ejendomme, indlede et retsopgør mod de ansvarlige for overgreb, korruption og magtmisbrug under Somoza-styret (mange af de hovedansvarlige og især Somozafamilien selv nåede dog at flygte til udlandet inden sammenbruddet), samt udstede en særlig Forordning om Rettigheder og Garantier for Borgerne i Nicaragua, der bl.a. genindførte de personlige friheder og pressefriheden. Sandinisterne gjorde det fra begyndelsen klart, at Somozas fald ikke havde været et mål i sig selv, men et vigtigt skridt i retning af en folkelig, national og anti-imperialistisk revolution, der skulle være baseret på: indførelsen af en blandingsøkonomi med en stærk statslig sektor politisk pluralisme folkelig organisering alliancefri udenrigspolitik Sandinisterne havde ikke svært ved at overbevise deres borgerlige partnere i regeringsjuntaen om nødvendigheden af sociale reformer. Fattigdommen og de økonomiske og sociale uligheder i Somozas Nicaragua var så iøjnefaldende, at ingen kunne indvende noget imod reformerne. Mindre end en måned efter sejren offentliggjorde juntaen loven om oprettelse af et nationalt enheds-sundhedssystem,

24 SNUS (Sistema Nacional Unico de Salud), der skulle sikre adgang for hele befolkningen til såvel primær sundhedstjeneste som lægebehandling uden vederlag. Uddannelse for alle var en anden vigtig målsætning. Juntaen dekreterede gratis grundskole for alle. Samtidig iværksatte man en storstilet alfabetiseringskampagne i 1980, som bragte det officielle tal for analfabeter ned fra 50 til 13 pct. Kampagnen blev støttet aktivt af fagforeninger, kvindegrupper, bondeorganisationer, og blev det første konkrete eksempel på, at sandinisterne satsede på at bruge folkelig mobilisering til at gennemføre deres programmer. Nogle af de vigtigste dekreter lagde grunden til den økonomiske struktur, der kom til at dominere det følgende årti og var med til at præge også udviklingen ind i halvfemserne. Det var de dekreter, der betød en konfiskation af al ejendom, som havde tilhørt Somoza og hans nærmeste familie og medarbejdere, og oprettelsen af en statslig sektor, APP (Area de Propiedad del Pueblo - Folkets Ejendom). Desuden blev hele finanssektoren overtaget af staten, dvs. bankerne og forsikringsselskaberne. De store eksportvirksomheder blev ligeledes eksproprieret. Derved blev staten med ét slag indehaver af omkring en femtedel af landets produktionsapparat - deraf flere af de største og mest moderne virksomheder, mange af dem med en produktion orienteret til eksport. Desuden fik staten direkte kontrol over udenrigshandelen og fik derved - sammen med sin kontrol over finanssektoren - et vigtigt økonomisk redskab i hænde. For at beskytte statens sikkerhed og ikke mindst for at hindre økonomisk sabotage indførte juntaen en undtagelseslovgivning. Der blev oprettet særdomstole til et retsopgør med tidligere medlemmer af nationalgarden. Nationalgarden blev opløst og en ny hær blev dannet på grundlag af FSLN s væbnede grupper: Den Sandinistiske Folkehær EPS (Ejército Popular Sandinista). Der blev også dannet et nyt politi. Alle disse skridt blev besluttet i enighed i regeringsjuntaen, og med støtte fra de borgerlige partier, som dels synes at have fundet dem nødvendige, dels ikke fandt det belejligt at gå imod de populære sandinister. Sandinisterne arbejdede ihærdigt på at udbygge deres vig-

25 tigste magtbasis - de sandinistiske organisationer og den nye Sandinistiske Folkehær EPS. Organisationerne skulle sikre befolkningens støtte til og deltagelse i den nationale og sociale revolution, der var FSLN s mål. I december 1979 var EPS og de sandinistiske masseorganisationer tilstrækkeligt konsoliderede til, at FSLN kunne skaffe sig større indflydelse i regeringen. Borgerlige ministre på nøgleposterne som forsvarsminister, landbrugsminister og indenrigsminister blev erstattet med ledende sandinister. Dermed havde sandinisterne skaffet sig afgørende indflydelse på regeringsarbejdet og var begyndt at køre de borgerlige grupper ud på sidelinien, selv om de holdt fast i, at det var vigtigt, at regeringen var så bredt sammensat som muligt. Men ingen kunne være i tvivl. Den reelle magt lå hos FSLN. Den første til at erkende dette åbent var formanden for arbejdsgiverforeningen COSEP, Alfonso Robelo, der var et af de to borgerlige medlemmer af regeringsjuntaen. I efteråret 1979 begyndte COSEP at kritisere regeringen og FSLN for at true den private ejendomsret gennem konfiskationerne af Somoza-klanens ejendom. Da sandinisterne fik presset en udvidelse af Statsrådet igennem med de nye sandinistiske organisationer, trådte Violeta Chamorro og Robelo tilbage med få dages mellemrum i april Sprængningen skærpede de politiske modsætninger i landet, og den første opposition af betydning inden for landets grænser begyndte at tage form. I begyndelsen af 1981 var en oppositionsblok endelig på plads under navnet CDN (Coordinadora Democrática Nicaragüense - Nicaraguas Demokratiske Koordinering) med Robelo som leder. CDN repræsenterede først og fremmest de grupper af erhvervsfolk og jordejere, der så deres hidtidige privilegier truet af sandinisternes reformpolitik. Deres kritik gik især på statens dominerende rolle i økonomien. Der fandtes også en lille, militant opposition til venstre for sandinisterne, som aldrig fik større betydning, og som regeringen slog hårdt ned på.

26 Den borgerlige opposition fik derimod vind i sejlene med Ronald Reagans tiltrædelse som præsident i januar I løbet af 1981 skærpedes de politiske modsætninger, samtidig med at de første væbnede aktioner af betydning mod sandinisterne blev gennemført med amerikansk støtte. Da Somoza faldt, flygtede omkring nationalgardister ud af landet, fortrinsvis til Honduras. Desuden flygtede omkring politikere og erhvervsfolk, der havde været knyttet til Somoza. Nogle af de flygtede dannede små væbnede grupper i Honduras. I 1980 blev der gennemført ca. 50 mindre, væbnede aktioner mod den nye regering. Men i Washington var man bekymret over udviklingen i Nicaragua. Allerede i 1979 drøftede man i den amerikanske regering, hvordan man kunne hindre et nyt Cuba i at opstå i Nicaragua. Med den stærkt konservative og antikommunistiske Ronald Reagans tiltrædelse som USA s præsident i januar 1981 blev Nicaragua sat højt på den udenrigspolitiske dagsorden i Washington. Med bistand fra argentinske rådgivere intensiverede man arbejdet med at samle de nicaraguanske eksilgrupper og træne dem til krigsførelse mod sandinisterne. Den vigtigste gruppe var 15. September Legionen (15. september er de mellemamerikanske republikkers uafhængighedsdag). Efter amerikansk pres blev legionen i august 1981 slået sammen med en række mindre grupper til FDN (Fuerzas Democráticas Nicaragüenses - Nicaraguas Demokratiske Styrker), der omfattede mand. FDN blev hurtigt kendt som contras, en forkortelse af contrarevolucionarios, kontrarevolutionære. Træningsprogrammerne blev intensiveret - dels i lejre i Honduras, dels på specialkurser i USA og Argentina. Da FDN i 1982 indledte sine væbnede aktioner, omfattede den mand, der var bedre udrustet og trænet end nationalgarden nogensinde havde været. FDN s krig blev indledt med sabotageaktioner, som fik regeringen til at erklære landet i undtagelsestilstand.

27

28 Contraernes fremfærd kostede civilbefolkningen dyrt. Denne pige mistede begge ben under et contraangreb i 1987 i byen Siuna. Bedstemoderen, der med sin egen krop forsøgte at beskytte pigen, blev dræbt. Foto: Maud Nycander, MIRA/2. maj. Sandinisterne lagde ikke skjul på, at de ikke havde erfaring med administration og planlægning. De havde nogle løse ideer om, hvordan deres programmer skulle føres ud i livet, men først efter magtovertagelsen tog de stilling til, hvordan de helt konkret skulle bære sig ad. Dette og deres manglende kendskab til flere forhold og regioner i Nicaragua var medvirkende til, at de begik fejltagelser, som kunne have kostet dem magten. Der var fire områder, hvor fejltagelserne især var alvorlige: Forholdet til østkysten og dets befolkning, landbruget, økonomien og menneskerettighederne. Østkysten: For befolkningen på Atlanterhavskysten, som den østlige halvdel af Nicaragua almindeligvis kaldes - var både Somozas diktatur og den sandinistiske magtovertagelse noget fjernt og uvedkommende. Det var der intet mærkeligt i. Århundreders adskillelse mellem østkysten og det øvrige Nicaragua havde frembragt to forskellige kulturer, der næsten ikke var i berøring med hinanden. Da de første sandinister ankom til østkysten fra Managua i 1979, var de derfor fremmede. På et møde med repræsentanter for den første indianske organisation fra østkysten, Alpromisu, i august 1979 sagde Daniel Ortega, at der ikke længere fandtes indianere i Nicaragua. Revolutionen havde nemlig afskaffet alle racemæssige og etniske forskelle. Nu var alle nicaraguanere, sagde han. Det var ikke befordrende for de gode relationer, men i et forsøg på kompromis blev Alpromisu på sin kongres i november 1979 omdannet til Misurasata, hvor ordet sandinistisk indgår i navnet. Dets repræsentanter blev derefter optaget i Statsrådet. Alfabetiseringskampagnen i 1980 øgede imidlertid mistilliden. Mens kampagnen blev en succes i resten af landet, blev den en klar fiasko på østkysten. Det skyldtes, at regeringen trods advarsler fra Misurasata havde dekreteret, at kampagnen på østkysten skulle gennemføres på spansk som i resten af landet. Jordbunden var derfor gødet for contraernes aktiviteter, især hos miskitoerne, der er den dominerende etniske gruppe og en slags politisk elite på østkysten siden kongedømmet.

29 I februar 1981 gik situationen op i en spids, da regeringen uden varsel arresterede næsten hele ledelsen i Misurasata. Tre dage senere blev konflikten yderligere optrappet, da sandinistiske soldater brød ind i en kirke, hvor man fejrede afslutningen på den nye alfabetiseringskampagne, for at arrestere en Misurasata-leder. Det kom til sammenstød, hvor fire civile og fire soldater blev dræbt. I den nordlige del af østkysten reagerede folk med demonstrationer i dagevis, og blandt miskitoer blev der talt åbent om væbnet oprør. Misurasata stod for miskitoerne som alternativet til sandinisterne. Sandinisterne forstod ikke den radikaliseringsproces, der fandt sted på østkysten. De så udviklingen i lyset af deres kamp mod Somoza og den amerikanske imperialisme, for bedre forhold for landets fattige flertal. Derfor oplevede de østkystens ledere som proamerikanske kontrarevolutionære, der ville løsrive østkysten og derved true Nicaraguas integritet og revolutionens eksistens. Derfor måtte de bekæmpes, var konklusionen i Managua. I sidste halvdel af 1981 flyttede FDN hovedvægten af sine aktioner fra det nordvestlige til det nordøstlige Nicaragua for at udnytte den manglende støtte til sandinisterne i området, hvor hæren opførte sig som en fremmed besættelsesstyrke, med vilkårlige arrestationer og undertrykkelse af lokalbefolkningen. Da lokalbefolkningen i det nordøstlige Nicaragua blev betragtet som utroværdig af regeringen, og da den desuden udgjorde et godt rekruteringsgrundlag for contraerne, tvangsforflyttede regeringen i januar 1982 befolkningen fra et bælte langs grænsefloden Río Coco, hvorved man skabte et ubeboet, militært område. Af områdets ca indbyggere valgte lidt over halvdelen at flygte over floden til Honduras og slutte sig til MISURA (det tidligere MISURASATA), mens resten blev ført sydpå af regeringen til en stor bosættelse, Tasba Pri (Frit Land). Tvangsforflyttelsen betød, at hæren kunne handle friere, og at contraernes kommandoer ikke længere havde en lokalbefolkning at støtte sig til. I 1983 ændrede regeringen kurs over for østkysten og indledte autonomi-forhandlinger. I september 1987 vedtog Nationalforsamlingen Loven om Autonomi for Atlanterhavskysten.

30 Ændringerne i den kun otte måneder gamle forfatning fastslog, at det nicaraguanske folk er multietnisk, at de traditionelle samfund på østkysten har ret til at bevare deres sprog, religion og kultur, at de har ret til frit at udnytte fællesskabets jord, vand og skov, og at de har ret til at organisere sig og leve under former, der svarer til deres traditioner. Aftalen har betydet, at mange miskitoer og andre flygtninge gradvist er vendt tilbage. Landbruget: Et af hovedpunkterne i sandinisternes reformprogram var gennemførelsen af en landbrugsreform. Der var tale om en reform af den vigtigste del af landets økonomi som led i en større samfundsomdannelse. I modsætning til andre latinamerikanske lande, hvor der havde fundet gennemgribende revolutioner sted (Mexico, Bolivia, Cuba) med landbrugsreformer som et væsentligt element, stod sandinisterne i den privilegerede situation, at de kunne konfiskere nogle af landets bedste og største landbrugsejendomme med støtte fra alle politiske kræfter i landet. Det var naturligvis Somoza-klanens ejendomme og jord, i alt omkring 1,3 mio. hektarer og mange af landets mest moderne anlæg og maskiner, der fulgte med sejren i juli Sandinisterne havde imidlertid ikke til hensigt at udstykke den konfiskerede jord - hvis areal med tiden blev øget, efterhånden som flygtede godsejere og sympatisører med contraerne fik deres jord og ejendom konfiskeret. Sandinisterne satsede på at opbygge en økonomisk stærk statssektor inden for landbruget. Meningen var, at de nye statsbrug, UPE (Unidad de Producción Estatal - Statslige Produktionsenheder), skulle være motoren i en modernisering af landbruget. De første par år var satsningen næsten udelukkende på statsbrugene. I 1981 vedtog man en ny landbrugsreformlov, der opprioriterede oprettelsen af store kooperativer, uden at nedprioritere de store statsbrug. Det var sandinisternes opfattelse, at de ved at udvikle en landbrugssektor baseret på stordrift kunne få mere gang i økonomien. Desuden var det de første år en fremherskende opfattelse i FSLN, at det ville få bønderne til at søge over på storbrugene som lønarbejdere, hvilket ville give dem en ny bevidsthed og brin-

31 ge revolutionen et skridt videre i socialistisk retning. Derfor blev familiebrugene og de mellemstore, privatejede brug diskrimineret til fordel for de store brug, hvad angår kreditter, rådgivning og jorduddeling. Desuden havde sandinisterne deres vigtigste sociale basis i den store, fattige befolkning i byerne, som man ønskede at sikre lave priser på vigtige fornødenheder, ikke mindst mad. De små og mellemstore brug er landets vigtigste producenter af madvarer - især majs og bønner, der sammen med ris er grundbestanddelene i den almindelige nicaraguaners daglige kost. De store brug er til gengæld primært baseret på produktion af eksportvarer (bomuld, bananer og sukker, samt i mindre grad kaffe). Ved at sætte lave priser på madvarer uden at give producenterne erstatning eller subsidier motiverede man dem ikke til at øge produktionen. Det betød, at den øgede efterspørgsel efter madvarer som følge af bl.a. den bedre købekraft i revolutionens første år måtte dækkes med en øget import. Desuden betød det, at man bragte de mindre bønder i en stadig mere trængt økonomisk situation. Det medførte, at en voksende del af landbefolkningen i første halvdel af firserne fjernede sig mere og mere fra den revolution, der også havde givet bønderne håb. Mange bønder reagerede ved at støtte contraerne. I løbet af 1985 lagde regeringen sin landbrugspolitik om i klar erkendelse af, at den hidtidige politik var slået fejl. Desuden gav den amnesti til alle menige contraer, der for manges vedkommende var bønder og landarbejdere. Økonomien: Sandinisternes opfattelse af, hvordan Nicaragua skulle bringes ud af fattigdom og underudvikling efter Somoza-årene, var dels præget af en mangelfuld viden om de reelle forhold, dels af en noget forenklet, marxistisk påvirket (men ikke konsekvent) holdning til den form for økonomisk udvikling, der skulle til, og endelig af en ukuelig optimisme om landets muligheder. Ved magtovertagelsen i 1979 stod sandinisterne med et land i ruiner og en befolkning med kolossale forventninger og en stor motivation til at genopbygge landet. Sandinisterne ønskede at indfri det store befolkningsflertals forventninger om bedre tider og sørgede derfor for at skabe

32 muligheder for en øget købekraft hos især de dårligere stillede i byerne, der var FSLN s vigtigste sociale basis. Desuden mente sandinisterne, at grundlaget for en økonomisk udvikling bl.a. skulle skabes gennem en udvidelse af hjemmemarkedet. Følgen blev en ekspansiv finans- og pengepolitik og en øget efterspørgsel på varer, der hurtigt fik inflationen til at stige. Der kom også varemangel, bl.a. fordi produktionsapparatet ikke kunne følge med efterspørgslen, og fordi der ikke var valuta nok til at importere de udenlandske varer, der også blev efterspurgte. Statens budgetunderskud voksede, dels på grund af de subsidier man gav på en række varer og ydelser - fra dagligvarer til elektricitet (dvs. at det var billigt for de bedrestillede at lade de energislugende luftkonditioneringsapparater køre døgnet rundt), dels på grund af de store midler man investerede i social-, sundheds- og uddannelsessektoren som led i de ambitiøse reformer, man havde sat sig for at gennemføre, og endelig på grund af udvidelsen af den statslige sektor (fra ca ansatte i 1978 til ca (inkl. ansatte i statsejede produktionsvirksomheder) i foruden op mod i hær og sikkerhedspoliti). Endelig spillede det en vigtig rolle i sandinisternes økonomiske politik, at man havde en nærmest blind tiltro til moderne teknologi og til store enheder i økonomien. Det betød, at man investerede millioner af dollars i enorme projekter, som aldrig for alvor kom i gang. Det er vigtigt at slå fast, at sandinisternes fejltagelser langtfra var den eneste årsag til, at det kom til at gå skidt for økonomien. Faldende priser på landets vigtigste eksportvarer og USA s krig ved hjælp af contraerne og handelsblokaden fra 1985 til regeringsskiftet i 1990 var i høj grad med til at undergrave Nicaraguas økonomi. Men sandinisternes økonomiske politik forstærkede virkningerne af de amerikanske indgreb og den internationale krise. Menneskerettigheder: Selv om menneskerettighedssituationen i Nicaragua blev tydeligt forbedret efter Somozas fald, og selv om den generelle respekt for menneskerettighederne under sandinisterne var klart større end i de øvrige mellemamerikanske lande, bortset fra Costa Rica og Belize, blev

33 det et af de områder, hvor sandinisterne hverken levede op til manges forventninger eller de standarder, de selv havde opstillet. En af de vigtigste forventninger hos nicaraguanerne efter Somoza-styrets fald var, at der blev frihed, og at menneskerettighederne blev respekteret. Det blev de også i store træk den første tid. Efterhånden som det politiske og militære pres mod regeringen tog til, og det gik dårligere med økonomien, blev de borgerlige rettigheder indskrænket. Det blev begrundet med, at man var tvunget til det af den krig, USA påtvang landet. Indgrebene var med til at undergrave tilliden til FSLN, der kom til at fremstå som tvetunget, fordi regeringen talte meget om respekt for menneskerettigheder, men samtidig begrænsede nogle af dem. Det var vigtigt for FSLN at gennemføre valget i november 1984 med så bred en deltagelse som muligt. Det var der to vigtige grunde til: Dels så sandinisterne valget som en mulighed for at komme længere i retning af en politisk løsning på den dominerende konflikt, dvs. contraernes krig, dels så de valget som den afgørende legitimering af revolutionen, indadtil og udadtil. Derfor var de indstillet på at strække sig langt over for oppositionen. Valget gjaldt præsident og vicepræsident, samt en Nationalforsamling, der også skulle udarbejde en ny forfatning. For at sikre en så fri og åben valgkamp som muligt og derved vise, at der var tale om et sandt demokratisk valg, ophævede regeringsjuntaen, trods den fortsatte krig fra contraerne, undtagelsestilstanden, herunder censuren. CDN, som opstillede Arturo Cruz, krævede forgæves valget udsat. Det endte med, at CDN efter pres fra USA boykottede valget. Boykotten var et hårdt politisk slag for sandinisterne. Der blev derfor gjort særlige anstrengelser for at sikre, at den resterende opposition fik fuldstændig frihed til at gennemføre sin valgkamp. Valgresultatet blev en klar sejr til sandinisterne, hvis kandidater til præsident og vicepræsident - Daniel Ortega og

34 Sergio Ramírez - fik 67 pct. af de afgivne stemmer, mens PLI s Virgilio Godoy fik 9,6 pct. Valgdeltagelsen blev på 75 pct., hvilket er højt efter latinamerikansk målestok. Et tilsvarende billede tegnede sig i Nationalforsamlingen: Valget styrkede Daniel Ortega i FSLN. Han blev udnævnt til koordinator for et femmands forretningsudvalg, hvorved en hierarkisk opbygning af partiet blev forstærket. Det betød et tilbageskridt i forhold til den udvikling, udnævnelsen af en kollektiv nimandsledelse af FSLN havde betydet i Efter valget blev det også klart, at USA og contraerne agtede at fortsætte deres krigsførelse, og at FSLN agtede at styrke sin kontrol over statsapparatet i overensstemmelse med en leninistisk linie, som flere af partiets ledere gik ind for. Parti og stat skulle være ét. Trods løfterne om større politisk åbenhed og frihed efter valget strammede regeringen i løbet af 1985 atter grebet. I oktober blev undtagelsestilstanden genindført. Censuren blev først og fremmest rettet mod La Prensa og den katolske kirkes radio og publikationer. Det passede contraerne og USA fint. Det gav dem hårdt tiltrængte argumenter for at kunne fortsætte og intensivere krigsførelsen mod Nicaragua.

35 For at styrke contraernes offensiv indsatte den amerikanske efterretningstjeneste CIA specialuddannede kommandogrupper i Nicaragua. De gennemførte enkelte luftangreb mod mål i bl.a. Managua og Corinto og en række angreb mod flere havne fra hurtiggående motorbåde. De placerede mere end 600 miner i og uden for nicaraguanske havne mellem februar og april Nicaragua indklagede USA for Den Internationale Domstol i Haag, som den 27. juni 1986 afsagde kendelse i Nicaraguas favør. Kendelsen var klar og gav Nicaragua medhold i, at det har krav på erstatning fra USA for de forvoldte skader. USA har aldrig anerkendt dommen. I løbet af 1984 blev contraerne trængt i defensiven, men kunne stadig forrette store skader. Contraernes og CIA s hektiske aktivitet i , de store og langvarige amerikanske militærmanøvrer i Honduras, tæt på den nicaraguanske grænse, og den amerikanske invasion i Grenada i oktober 1983 skabte frygt for en amerikansk invasion. Derfor blev der afsat flere midler til hæren, og der blev indført værnepligt, SMP (Servicio Militar Patriotico). I slutningen af 1983 var den blevet bedre udstyret med våben og udstyr fra Cuba og Sovjetunionen, officerer og befalingsmænd var blevet bedre trænet. I slutningen af 1984 blev det klart, at contraerne ikke længere kunne regne med at sejre militært. Men det blev også klart, at hæren næppe ville kunne slå contraerne totalt - i hvert fald ikke så længe de modtog militær og økonomisk støtte fra USA. Fra at være en militær styrke, der skulle styrte sandinisterne, blev contraerne til et politisk redskab. Derfor gjaldt det for den amerikanske regering om at sikre fortsat bistand til contraerne. Det skete gennem almindelige bevillinger, der blev godkendt af Kongressen, gennem hemmelige bevillinger og ulovlige transaktioner, samt indirekte gennem de store militærmanøvrer, der blev afholdt i Honduras, og gennem tredjelande som Israel. Mellem 1982 og 1989 modtog contraerne 390,7 mio. dollars i bistand direkte fra eller gennem den amerikanske

36 regering - officielt og uofficielt, dvs. ulovligt. Da Repræsentanternes Hus i 1983 begyndte at gøre indsigelser mod den fortsatte militære støtte til contraerne, søgte et særligt udvalg under Det Nationale Sikkerhedsråd under ledelse af oberstløjtnant Oliver North at finde midler ad andre kanaler. En af dem blev kendt som Iran-Contra Skandalen. I strid med den amerikanske våbenembargo af Iran solgte gruppen i hemmelighed våben til Iran og brugte overskuddet til at støtte contraerne. Affæren blev afsløret i november Efterhånden blev det klart, at udviklingen gik i retning af en fredsløsning. Regeringen i Managua gik i 1988 endelig med til at forhandle direkte med contraerne. I marts 1988 indgik parterne en aftale, Sapoá-aftalen, som betød et første skridt i retning af en afslutning på krigen. Nicaraguanerne var ved at være alvorligt trætte af krigen. Ødelæggelserne, værnepligten, varemanglen og restriktionerne var blevet så omfattende, at folks første ønske var en afslutning på krigen. Reformerne måtte komme i anden række. De var alligevel mere eller mindre gået i stå. Med et statsbudget, der opererede med voksende underskud, bl.a. for at kunne finansiere krigen (over halvdelen af statsbudgettet gik i midten af 80 erne til militære formål), med voksende underskud på betalingsbalancen og med et nedslidt og delvist ødelagt produktionsapparat var regeringen nødt til at sætte økonomien på nødblus og samtidig forsøge gennem en række stramninger af nyliberalt tilsnit at bringe inflationen og underskuddet ned. Inflationen var i midten af 80 erne begyndt at vokse til foruroligende højder som følge af regeringens brug af seddelpressen til at dække det voksende underskud og en tiltagende varemangel på grund af valutamangel. I 1988 toppede den med pct. Et sort marked voksede frem, især i Managua. Amerikanske dollars blev en mangelvare, fordi de holdt deres værdi i modsætning til den lokale valuta, córdoba, hvis værdi faldt fra morgen til aften. Brændstof og reservedele til biler og maskiner var næsten ikke til at opdrive - medmindre man havde dollars. Nicaragua blev et land på økonomisk vågeblus og en voksende

37 utilfredshed, også hos sandinisternes tilhængere. Da det blev tydeligt, at contraerne ikke kunne slås militært, så længe de fik bistand fra USA, så regeringen ingen anden udvej end forhandling. Nicaragua var ikke det eneste land i Mellemamerika, der var plaget af en væbnet konflikt. I Guatemala havde væbnede oprørsbevægelser kæmpet med vekslende styrke mod undertrykkende regimer siden 1961, og i El Salvador havde der raset en blodig borgerkrig siden I Honduras og Costa Rica var der ingen væbnede konflikter, men den politiske og sociale situation var især i Honduras i perioder så anspændt, at en udvikling i voldelig retning ikke kunne udelukkes. Contadora: Mens parterne i den nicaraguanske konflikt i første omgang søgte en militær løsning, vakte den eskalerende krig og de tilspidsede konflikter i nabolandene voksende bekymring i andre latinamerikanske lande. Af frygt for at konflikterne i Mellemamerika skulle brede sig besluttede regeringerne i Mexico, Panama, Colombia og Venezuela derfor i januar 1983 på den panamanske ø Contadora at gå aktivt ind i en løsning af konflikterne. Grundlaget for de fire landes initiativ var dels en voksende utilfredshed med USA s dominerende optræden over for og i Latinamerika og en usikkerhed om, hvad den kunne føre til, dels et ønske om at sikre fred og stabilitet i området. Contadora-gruppens fredsplan blev fremlagt i september Både Nicaragua og USA var skeptiske, men i begyndelsen af oktober tilkendegav USA mundtligt, at man ville støtte 21-punkts-programmet. Da en amerikansk styrke senere på måneden invaderede den lille caribiske østat Grenada, mistede det amerikanske tilsagn sin troværdighed. Til gengæld enedes Contadora-gruppen og de mellemamerikanske udenrigsministre om at arbejde videre på grundlag af 21-punkts-planen. Planen blev dog ikke underskrevet, da Guatemala, El Salvador, Honduras og Costa Rica ønskede flere indrømmelser fra Nicaragua, bl.a. en nedskæring af det nicaraguanske militær.