Prædiken til 13. søndag efter trinitatis, Luk 18, tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 10. september 2017 kl Steen Frøjk Søvndal

Transkript

1 1 Grindsted Kirke Søndag d. 10. september 2017 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 13. søndag efter trinitatis, Luk 18, tekstrække Salmer DDS 752: Morgenstund har guld i mund (mel: Laub) Dåb DDS 448, : Fyldt af glæde over livets under (mel: Hovland) DDS 164: Øjne, I var lykkelige (mel: Heinrich Nutzhorn) DDS 510: Nu har jeg fundet det, jeg grunder Altergang DDS 321: O, kristelighed! (mel: Lindeman) DDS 728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord Tekstlæsninger GT-læsning: 3 Mos 19, Herren talte til Moses og sagde:»tal til hele israelitternes menighed og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer

2 2 i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud! I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd. I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren! Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. Du må ikke holde din daglejers løn tilbage til næste dag. Du må ikke forbande en døv, og du må ikke få en blind til at snuble. Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren! I må ikke øve uret i retssager. Du må hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din landsmand med retfærdighed. Du må ikke løbe med sladder om dine landsmænd. Du må ikke stræbe din næste efter livet. Jeg er Herren! Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!«Epistel: Gal 2,16-21 Fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke! For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte. Prædiketekst: Luk 10,23-37 Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene:»salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«

3 3 Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham:»mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«han sagde til ham:»hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«manden svarede:»du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«jesus sagde:»du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus:»Hvem er så min næste?«jesus svarede og sagde:»en mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«den lovkyndige svarede:»han, som viste ham barmhjertighed.«og Jesus sagde:»gå du hen og gør ligeså!«bøn før prædikenen Gode Gud, himmelske Far. Vi takker dig for det, vi har sunget om, at vi er lykkelige i troen på dig. Vi beder dig om at møde os, lige der hvor vi er i dag, om vi føler denne lykke eller ej. Åben vores ører og hjerter og mind os om, hvad vi har i dig. Amen! PRÆDIKEN Kender I det, at man længes helt vildt efter noget eller ønsker et eller andet meget højt? Vi mennesker kan have mange ting, vi ønsker at opleve, se eller høre, mens vi lever. Man kan drømme om en rejse et bestemt sted hen, man kan arbejde på at opnå et eller andet. Og hvad stræber vi egentlig efter? Lykke, måske. Glæden? Jeg mødte engang i Botswana i Afrika en mand, som havde oplevet en stor ny glæde ved at

4 4 beskæftige sig med Bibelen og teologi, og han sagde til mig, at de fleste mennesker fra den landsby, han kom fra, var ligesom køerne. De står op, arbejder, spiser, går i seng, og de tænker ikke det mindste over meningen med livet. Og kan det ikke nemt gå sådan for os, også. Jeg vil gerne, at vi kort standser ved de første ord, Jesus siger inden lignelsen om den barmhjertige samaritaner. De ord kan vi nemt overse. Han begynder med at ønske os tillykke, fordi vi kender det største i verden. Han siger:»salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«hvad er det, som konger og profeter har længtes efter og ønsket at se og høre? Det er evangeliet, det gode budskab. Peter taler om i sit første brev, hvordan profeterne i det Gamle Testamente rev sig i håret for at finde ud af, hvad de egentlig selv talte om: Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge. Tænk på profeterne, Esajas, der profeterede om ham, der skulle gennembores for vore overtrædelser, Joel, der talte om et barn fra Betlehem, eller kongerne David eller Salomo, der fik løfter om et evigt rige med fred. De har længtes efter at se og høre, hvad det er. Vi er i det hele taget et vidunderligt sted i Lukasevangeliet. Disciplene er lige kommet hjem fra missionsrejse, og de har set mennesker blive forvandlet af deres ord. De har det, ligesom man kan have det efter en god snak med naboen om de dybe ting i tilværelsen, hvor man også har snakket om troen og om Jesus. Eller efter en aften på gaden med de unge fra kirken, hvor vi har fået gode samtaler med mennesker i byen. Sådan kommer disciplene og siger til Jesus: Det er gået godt. Selv dæmonerne adlyder os i dit navn. Og Jesus siger de vigtige ord: Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.

5 5 Derefter siger Jesus til disciplene: Ved I hvad: Tiden er nu. Det, I ser og hører nu, er alt det, de gamle ønskede at se og høre. Og jeg vil med det samme gerne føre det over på os i dag og sige til os, der er døbt og tror på Jesus, inklusiv Anna Clara, som er kommet med i Guds rige i dag: Tillykke med det, vi får at se og høre i troen på Jesus. Den fred, du har med Gud, overgår al forstand, og hans tilgivelse og barmhjertighed er alt det, mennesker til alle tider har hungret efter og ønsket sig mere end noget andet. Alt det er her. Alt det har du med Jesus. Tillykke med det! Glæd dig over det. Så rejser der sig en lovkyndig. Han ser ikke ud til at have fanget Jesu lykønskning, og der står også, at han vil sætte Jesus på prøve. Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Det er et mærkeligt spørgsmål, for hvad kan man gøre for at arve noget? En arv er noget, man ikke selv har gjort noget for. Men spørgsmålet er godt nok, for sådan kan vi da også spørge. Og nu var det en lovkyndig, så Jesus spørger tilbage, hvad der står i loven. Og manden svarer, korrekt ud fra loven: Det dobbelte kærlighedsbud, kærligheden til Gud og næsten. Og Jesus siger: Gør dette, så skal du leve. Jamen, kan vi spørge: Er det et evangelium? Næh, det er loven. Guds lov byder os elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv. Og Guds lov er hellig og god. Tænk på, hvad der ville ske i vores samfund, i vores by, i vores kirke, hvis vi alle sammen fra i dag og resten af vores liv levede efter disse principper. Tænk, hvis vi bare overholdt de 10 bud, og der ikke fandtes noget, som hed mord i verden, tyveri, løgn, ægteskabsbrud, bespottelse af Gud med bandeord og diverse religioner, misundelse osv. Tænk, et samfund vi ville få. Jo, bestemt er Guds lov vigtig, og Gud har givet sin lov for at fremme kærligheden i verden, og for at vi skal efterleve den. Spørgsmålet er bare: Kan vi gøre det? Kan du? Kan jeg? Nej! Vi har prøvet at elske Gud med alt, hvad remmer og tøj kan holde, overgivet os til ham og sagt til ham, at nu skal det være alvor, og så går det alligevel ikke. Vi har prøvet at elske vores næste

6 6 som os selv, men i samme øjeblik, han eller hun træder os over tæerne, så er det slut med det. Vi kan ikke, uanset hvor gerne vi ville. Og den lovkyndige står der foran Jesus og svarer rigtigt, og Jesus siger til ham: Gør det, så skal du leve. Underforstået: Så skal du blive frelst. Det var et rigtigt svar ifølge den lovkyndige. Sådan forstod han også loven. Der sad bare stadig en lille nisse i hans samvittighed, som sagde: Jeg må have helt styr på det og vide, hvornår jeg har gjort nok, og derfor spørger han Jesus: Hvem er så min næste? Det er typisk for os mennesker at spørge sådan. Vi vil nemlig indskrænke Guds lov og gøre den opfyldelig, spiselig. Det kan godt være, at Gud siger, at vi ikke må sige falsk vidnesbyrd, men en lille hvid løgn kan der da ikke være noget problem i. Jeg må ikke begære min næstes hus, hustru og ejendom, men så kunne han da lade være med at køre i en Porsche, have valgt knap så køn en kone eller holde op med at gøre alt det, som jeg ikke kan. Sådan tænker vi mennesker. Læg mærke til, at Jesus går den anden vej. I stedet for at indskrænke loven, skærper han den og siger: I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen. Osv. Den lovkyndige vil have gjort det spiseligt og spørger: Hvem er så min næste? Også for at få sagt: Hvem er IKKE min næste! Det er utroligt, så relevant det er, dette spørgsmål. Den samme nisse sidder i vores samvittighed, og vi vil også gerne have det afklaret én gang for alle. I et debatindlæg for nylig blev det netop pointeret, hvem der i hvert fald ikke var skribentens næste, nemlig vores nydanskere. Så kommer lignelsen. Jeg behøver ikke genfortælle den. Den er enkel og letforståelig, både forløbet i den og pointen i den. Gå du hen og gør ligeså. Der er nogle kulturelle markører, som sætter tingene på spidsen for os. Først kommer en præst, dernæst en levit, dvs. en slags kirketjener. De havde højstatus dengang, så det svarer til, at vi sagde: Først kommer der en minister, dernæst departementschefen og så forventer man, at nu kommer en funktionær eller en anden højtstående medarbejder. Men den tredje er en samaritaner, og det svarer til: Til sidst kommer

7 7 piccolo en. Eller: Nu kommer fremmedarbejderen, roma en, som alle ser ned på og mistænker for at stjæle vores arbejde osv. Både i dag og næste søndag er der en samaritaner med i evangeliet, og det skal provokere os. Det var en samaritaner, der hjalp den forslåede mand. Da Jesus til sidst spørger, hvem der var en næste for ham, svarer han ikke: Samaritaneren. Næh, for han kunne formentlig ikke få det ord over sine læber. Han svarer: Han, som viste ham barmhjertighed. Med lignelsen vender Jesus spørgsmålet om. Ikke: Hvem er så min næste?, men: Hvem kan jeg være næste for? Og svaret er ligetil: Enhver, du møder uden for din dør, som har et behov, du kan afhjælpe. Ham eller hende kan du være næste for. Og så har føromtalte skribent ret i, at vores første næste møder vi, før vi træder over dørtærsklen derhjemme. Og Gud ønsker, at du skal give ham eller hende den hjælp, du kan yde. Uanset, hvornår og hvor belejligt, det er for dig. Eller farligt! For samaritaneren var det risikabelt at komme anstigende ind i jødisk område med en forslået jøde. Det svarer noget til en ubådsulykke for nyligt, hvor en mand har meget vanskeligt ved at forklare sig ud af, at han har haft et andet menneske med sig i ubåden, og hvad er der sket? Samaritaneren ville i Jeriko blive mistænkt for at have mishandlet en jøde. Alt det tænker han ikke på, for han er en barmhjertig samaritaner. Og her efterlades den lovkyndige. Han ved alt om Guds lov og kan give de rigtige svar på de vigtige spørgsmål, men er han et barmhjertigt menneske? Hvis han er som du og jeg, så vil han være blevet slået ud i bokseringen og falde på sine knæ for Jesus og sige med ordene fra forrige søndag: Gud, vær mig synder nådig! Især når det endelige knockout kommer fra Jesus: Gå du hen og gør ligeså! Sådan siger Guds lov. Før spurgte vi: Hvor er evangeliet? Jo, det skjuler sig og bliver tydeligt, når vi tænker over, hvem den barmhjertige samaritaner er hvis det ikke er os, og det er ikke os! Han er Jesus Kristus. Den lovkyndige er ham, der ligger på vejen, forslået, nøgen, halvdød. Uden hjælpen fra den barmhjertige samaritaner ville han dø. Her får Jesus sagt, hvordan vores situation er uden Jesus. Uden dåben og

8 8 troen er vi sikre på undergangen og evigheden borte fra Gud, for vi har ikke elsket Gud af hele vores hjerte og vor næste som os selv. Hvorfor siger Jesus, at vi er lykkelige, som ser Guds søn? Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Læg mærke til, at den barmhjertige samaritaner gør ALT for manden. Og enhver, som er døbt og tror på Jesus, ved at det er sådan, Jesus gør for os. Sårene behandler han og forbinder. Han bærer os og bringer os i sikkerhed. Han betaler for os, og det forstår vi først i lyset af Golgata og Jesu ydmygelse, straf under Guds vrede og betaling for vores synder. Den forslåede medvirker ikke og tager ikke initiativet til sin redning. Som vi hørte i epistlen: Fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus... For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. Sæt din lid til Jesus Kristus og lad ham gøre alt for dig. Det er netop, hvad han er så ufattelig god til. Med lignelsen sendes den lovkyndige af sted med en ny, stor udfordring i sit liv: Gå du hen og gør ligeså. Men han bliver også udfordret af evangeliet i den barmhjertige samaritaner: Hvem er dog han, som viser en sådan barmhjertighed? Hvem er han, som er fyldt af så stor nåde? Hvordan får jeg del i barmhjertigheden og arver evigt liv? Tager han imod Jesus, så gælder Jesu ord også for ham: Salige er de øjne, som ser det, I ser. Salige er de øjne, som ser det, I ser. Amen!