HVAD MED FRANCO? - DANSK UDENRIGSPOLITIK OG HOLDNINGER OVERFOR SPANIEN I PERIODEN

Transkript

1 HVAD MED FRANCO? - DANSK UDENRIGSPOLITIK OG HOLDNINGER OVERFOR SPANIEN I PERIODEN

2 INDLEDNING 3 Problemformulering 4 Kildematerialet 5 Forskningsoversigt 6 UDENRIGSPOLITIKKEN TIL BORGERKRIGENS AFSLUTNING 8 De danske indenrigspolitiske forhold 9 De danske udenrigspolitiske forhold 14 Spanien frem til borgerkrigens udbrud 20 Den danske udenrigspolitik under borgerkrigen 27 Konservative 34 Venstre 35 De Radikale 35 Socialdemokratiet 36 DKP 36 Perspektivering & Delkonklusion 42 UDENRIGSPOLITIKKEN PERIODEN Forholdene i Danmark 48 Spaniens situation frem til Pressens holdning til Franco i begyndelsen af Udenrigsministerens pressemøde den 7. januar 59 Henrettelsen af Cristino Garcia, reaktionerne og Tremagterklæringen 60 Land & Folk 62 Social-Demokraten 64 Politiken 65 Berlingske Tidende 67 Den republikanske eksilregering 68 Land & Folk og Social-Demokraten 69 Politiken og Berlingske Tidende 70 Strejken på havnekajen & demonstrationen den 14. april 71 Strejken på havnekajen 72 Land & Folk 72 Social-Demokraten 74 Politiken 74 Berlingske Tidende 75 Demonstrationen mod Franco den 14.april 76 Land & Folk 76 1

3 Social-Demokraten 79 Politiken & Berlingske Tidende 81 Folketingsdebatten om brud med Franco 82 DKP 83 Regeringen og Venstre 85 Socialdemokratiet 86 Det Konservative Folkeparti 87 Det Radikale Venstre 88 Dansk Samling og Retsforbundet 89 Land & Folk 89 Social-Demokraten 90 Politiken & Berlingske Tidende 91 Franco-spørgsmålet i FN 91 Franco-spørgsmålet i Sikkerhedsrådet 92 Land & Folk, Social-Demokraten, Politiken og Berlingske Tidende 94 Franco-spørgsmålet i Generalforsamlingen 95 Land & Folk 98 Social-Demokraten 99 Politiken 100 Berlingske Tidende 101 Epilog: USA s ønske om Francos optagelse i NATO Land & Folk 106 Social-Demokraten 107 Politiken 108 Berlingske Tidende 109 Opsummering, perspektivering og delkonklusion 110 KONKLUSION 117 RESUME 120 LITTERATURLISTE 121 Perioden 1936 til Perioden 1939 til

4 Indledning Jeg tror, at det er gået mange ærede medlemmer af det høje Folketing på samme måde, som det er gået mig, at de under denne debat har tænkt tilbage på de ikke så forfærdelige mange gange tidligere, hvor spørgsmålet Franco-Spanien, vor sympati eller antipati og vor sympati for Republikken og dens tilhængere har været debatteret her i Tinget 1. Den konservative Christmas Møller kom med ovenstående udtalelse ved Folketingets debat i den 19. juni 1946, hvor man behandlede et forslag fra DKP om afbrydelse af de økonomiske og diplomatiske forbindelser med Franco-spanien. Udtalelsen beskriver godt de til tider ophedede meningsudvekslinger mellem Folketingets medlemmer, som Franco forårsagede under Den Spanske Borgerkrig. Tinget havde genlydt af den socialdemokratiske Hans Hedtoft, den kommunistiske Aksel Larsen og den konservative Victor Pürschels sympatier og antipartier for borgerkrigens parter. Holdningerne til Franco og republikken havde gået igen i de danske aviser, som på næsten samme farvefylde måde tilkendegav deres sympati og antipati for den fascistiske Franco eller den røde republik. Dette havde også medført en polemik mellem de forskellige aviser, når de angreb hinandens holdninger og artikler. Politikerne og avisernes holdningsudvekslinger og diskussioner trådte i baggrunden ved borgerkrigens afslutning: Det var den spændte politiske situation i Europa og truslen om en ny verdenskrig der var med til at skubbe interessen for Spaniens nye diktator i baggrunden. Efter Den anden Verdenskrigs afslutning blev spørgsmålet om Francos debatteret, da der var et ønske, i mange lande, om at skille sig af med den sidste rest af fascisme i Europa. Men det var meget sværere at finde ud af den rigtige måde hvorved dette skulle ske på - hvilket resulterede i mange diskussioner i løbet af Dette år havde FN Franco tre gange på dagsordenen, men Vestmagterne Frankrig, Storbritannien og USA diskuterede kun holdningen til ham en enkelt gang. Desuden kom der større antal strejker mod Franco i flere lande efter han henrettede Cristino Garcia og ni andre republikanske partisaner den 20. februar. Denne udvikling skabte også baggrunden for Vestmagternes diskussion. En mindre gruppe af 1 Rigsdagstidende, Folketinget , sp

5 lande afbrød deres diplomatiske forbindelse med Franco-styret og etablerede en forbindelse til den republikanske eksilregering. I Danmark førte det også til strejker på havnekajen i København og til en stor demonstration den 14. april med deltagere. Samtidigt var danske aviser fuldt med artikler om Franco, samt de holdninger og handlinger de ovennævnte hændelser medførte. Det er begrænset hvor meget omtale man kan finde i historiebøgerne om Francospørgsmålet i Dette hænger højst sandsynligt sammen med den politiske udvikling efter afslutningen på Den anden Verdenskrig, hvor det anspændte forhold mellem Vestmagterne og Sovjetunionen var årsag til Den Kolde Krig. Lidt ironisk hang den manglende omtale af stormagternes overvejelser om Francos fremtid sammen med årsagen til at de ikke kunne blive enige om at fjerne ham fra magten, da ingen ønskede at røre ham med en ildtang. Årsagen var Spaniens strategiske placering ved Gibraltar-strædet og Francos relativt store hær, som var med til at gøre ham til en god allierede i Den Kolde Krig. Men i 1946 var opdelingen af verden i Øst og Vest kun en mulig udvikling - og ikke en fuldbyrdet kendsgerning. Derfor hang Francos status som fascist og spansk diktator mere fast i folks hukommelse - end hans status som glødende antikommunist. Problemformulering Specialet er en undersøgelse af den danske udenrigspolitik og danskernes holdninger til Spanien i perioden Hovedvægten er lagt på gennemgangen af de politiske begivenheder relateret til Franco i 1946, samt hvordan udvalgte danske avisers formidlede dem til deres læsere. De politiske begivenheder vil omfatte såvel nationale som internationale begivenheder, da de i flere tilfælde hang sammen med - eller påvirkede hinanden (f.eks. debatterne i FN og Folketinget). Undersøgelsen af den danske udenrigspolitik under borgerkrigen vil inddrage partiernes stillingtagen, mens de udvalgte avisers holdning kun bliver inddraget ved Danmarks anerkendelse af Franco. En inddragelse af avisartikler ved alle begivenheder under borgerkrigen ville medføre en kraftig overskride af den tilladte størrelse på specialet. Den tidsmæssige afgrænsning for specialet er helt præcis opdelt i følgende perioder: juli 1936 marts 1939, 1946 og juli Specialets undersøgelse kommer derfor til at omfatte den 4

6 spanske borgerkrig, de politiske begivenheder i 1946 og USA s ønske om Franco-spaniens optagelse i NATO. Derved bliver Den Anden Verdenskrig og perioden fra FN-resolution mod Franco og frem til 1951 udeladt fra specialets undersøgelse, men bliver dog omtalt i det omfang at det har relevans for læserens forståelse af begivenhedernes gang. Kildematerialet Specialets brug af kilder til den danske udenrigspolitik under Den Spanske Borgerkrig er ikke så omfattende, da specialets hovedvægt ligger på den danske udenrigspolitik i I specialet er inddraget Rigsdagstidendes referater af Folketingets debatter om Franco er inddraget, samt politikernes kommentarer om Franco under andre folketingsdebatter. For perioden er omfanget af kilder betydeligt større, hvor den største gruppe er de udvalgte aviser: Land & Folk, Social-Demokraten, Politiken og Berlingske Tidende. Aviserne er udvalgt på baggrund af deres politiske tilhørsforhold og oplagstal - for at få et nuanceret billede af de forskellige holdninger, som den trykte presse viste for deres læsere. Land & Folk er blevet udvalgt pga. at det var hovedorgan for det danske kommunistparti. DKP stod i tæt kontakt med Sovjetunionen og fulgte stormagtens politiske linie. Social-Demokraten blev udvalgt pga. kontakten med Socialdemokratiet, som aktiv markerede sin holdninger mod Franco og kommunisterne. Politiken og Berlingske Tidende blev udvalgt pga. deres store oplagstal, samt deres politiske tilhørsforhold som henholdsvis et radikalt og konservativt blad. De udvalgte avisers oplagstal for hverdage var 2 : Land & Folk Social-Demokraten Politiken Berlingske Tidende Niels Thomsen & Jette D. Søllinge: De danske aviser bind 3, s. 135, 150, 172,

7 Andre danske kilder er Rigsdagstidende og mødereferater for Udenrigspolitik Nævn for perioden Af udenlandske kilder er brugt: United Nations, General Assembly official Records, first session (1946). United Nations, Security Council official Records, first year (1946). Disse kilder er brugt i en redegørelse for debatterne om Franco i Danmark og FN, samt i en redegørelse for den politik som man endte med at effektuere overfor den spanske diktator. Forskningsoversigt Der er ikke udkommet meget dansk litteratur om Den Spanske Borgerkrig. Det mest omfattende værk er Kay Lundgreen-Nielsens Tro eller Blændværk?. Bogen behandler Danmarks forhold til Den Spanske Borgerkrig, hvor den undersøger den danske presses dækning af borgerkrigen og Danmarks politik overfor borgerkrigens parter. Kay Lundgreen-Nielsens bog har en fortrinlig gennemgang af hvad der er udkommet af dansk litteratur om borgerkrigen. Desuden har bogen et grundigt noteapparat, der indeholder en masse henvisninger til relevant litteratur. Andre danske værker om borgerkrigen omhandler de danske spaniensfrivillige, hvor Carsten Jørgensen Fra Bjelkes Allé til Barcelona og Leo Kari De danske spaniensfrivillige beskriver et større antal spaniensfrivilliges deltagelse i borgerkrigen og opridser samtidig dens forløb kort. Indenfor samme emneområder er der udkommet tre bøger med spaniensfrivilliges erindringer, der indeholder grundige beskrivelse af deres oplevelser 3. Et sidste værk er C.D.O. Lunns dagbog om hans ledelse af kontrollen med den spansk-franske grænse under ikkeinterventionsaftale 4. Carsten Jørgensen har også lavet et speciale om den danske venstrefløj og den spanske borgerkrig, hvor han redegøre for Socialdemokratiet og DKP s støtte til krigens parter. Det er umuligt at finde noget dansk litteratur om danskernes forhold til Franco i 1946, da kun Leif Thorsens bog om Hans Hedtoft bemærker folketingsdebatten om Franco. Til de andre emner 3 Villy Fuglsang: Pasaremos. Karl Christensen: Min Spanske Krig. Erindringer fra den internationale brigades luftbatteri. Leo Kari: Bag Spaniens bjerge. 4 Gerda Gram, udg.: C.D.O.Lunn. I fredens tjeneste. 6

8 i perioden har Poul Villaume skrevet om USA s ønsker i 1951 om Spaniens optagelse i NATO 5. Ellers har Hanne Severinsen i sit speciale gennemgået den danske delegations stillingtagen til Franco-spørgsmålet i Generalforsamlingen 6. Resten af litteraturen om holdningen til Franco efter verdenskrigen må derfor findes udenfor Danmark. Her har det engelske værk af Christian Leitz & David J. Dunthorn: Spain in an International Context været til en stor hjælp, da det behandler stormagternes politik over for Franco. 5 Poul Villaume: Allieret med forbehold. Leif Thorsen: Hans Hedtoft. 6 Hanne Severinsen: En undersøgelse af Danmarks politik i FN

9 Udenrigspolitikken til borgerkrigens afslutning Et helt andet Danmark end det elendighedens pjaltenborg, som landet var i slutningen af 70erne tåbelige måtte arbejderne være, om de ikke ville værne og forsvar dette hus, hvis voldsmænd brød ind i det 7. Overstående udtalelse var sigende for det holdningsskift til militæret, som fandt sted blandt nogle af Socialdemokratiets medlemmer i slutningen af mellemkrigsperioden. Denne gruppe så nytten af et militær forsvar af det danske samfund. Et samfund som de var med til at opbygge og forvalte siden Men en anden vigtig årsag var nervøsiteten over den udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvikling i verden i sidste halvdel af mellemkrigstiden. I denne periode så de en voksende tilslutning til de totalitære ideologier som f.eks. kommunisme, fascisme og nazisme. Et mærkbart resultat af denne tendens var nazisternes magtovertagelse i Tyskland, hvilket satte den danske udenrigspolitik i et svært dilemma. Årsagen var at De Radikale og Socialdemokratiet sad på regeringsmagten hvor mindst det sidste parti stod i kraftig ideologisk modsætning til Adolf Hitlers styre. Et regime der bl.a. fængslede flere tyske socialdemokratiske politikere. Disse havde venner blandt de danske socialdemokrater. Regeringens eneste rationelle mulighed var at føre en dansk neutralitetspolitik som var tilpasset det tætte naboskab med Tyskland. Starten på Den Spanske Borgerkrig i 1936 anskueliggjorde dette problem for den danske udenrigspolitik, da det særligt for Socialdemokratiet blev modsætningen mellem den danske neutralitet der styrede udenrigspolitikken og den politiske kamp mod fascismen. Situationen blev ikke bedre af, at mange på den europæiske venstrefløj så republikkens kamp som en mulighed for at bekæmpe den voksende fascisme. Borgerkrigen forstærkede samtidige venstrefløjens politiske skifte fra pacifisme til krav om væbnet kamp mod fascismen 8. Løsningen for Socialdemokratiet måtte være at lave et skel mellem dets regeringsansvar og ideologiske grundholdninger. Hans Hedtofts 7 Socialdemokratiets politiske ordfører Hans Nielsen ved finanslovsdebatten 12/ Stauning brugte tit vennen Hans Nielsen til at vejre stemningen. Hans Lyngby Jepsen: Stauning s Antony Beevor: The Spanish Civil War s Raymond Carr: The Spanish Tragedy s

10 formulerede dette standpunkt meget klart på den socialdemokratiske partikongres i januar 1939: Vi vil statspolitisk neutralitet udadtil og partipolitisk ytringsfrihed indadtil! 9 Følgende afsnit er en redegørelse for udviklingen i den danske udenrigspolitik overfor Spanien i perioden fra borgerkrigens begyndelse til dens afslutning. For at skabe forståelse for den dansk udenrigspolitik vil afsnittets første halvdel være en gennemgang af de politiske forhold i landet og de internationale rammer og forhold, der var med til at forme den danske udenrigspolitik. Redegørelsen afsluttes med en kort udredning af udviklingen i Spanien op til borgerkrigen, hvilket bruges til grundlag for en sammenligning med de danske opfattelser af parterne i borgerkrigen og deres ansvar i dens udbrud. Anden halvdel af afsnittet er en gennemgang af følgende sager: holdningen til Socialdemokratiets indsamling til krigens ofre; Danmarks deltagelse i ikke-interventionen og anerkendelsen af Franco, der alle sammen påvirkede den danske udenrigspolitik på forskellige måde. De danske indenrigspolitiske forhold Den indenrigspolitiske situation i Danmark var i denne periode præget af, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde haft med regeringsmagten på Christiansborg siden 30. april Der var tale om en koalitionsregering under statsminister Thorvald Staunings og hvor Peter Munch var udenrigsminister. Begge var formænd for deres respektive partier, henholdsvis Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Partierne havde fået flertallet i Folketinget efter valget i 1929 og fik det i Landstinget ved valget i september 1936, hvilket betød at de enerådigt bestemte over den danske udenrigspolitik - og derved kom de til at sidde med det politiske ansvar for dens udformning. Stauning og Munch var allerede inden regeringsdannelsen i 1929 blevet enige om, at der ikke var nogen politiske sager, der kunne volde et stærkt modsætningsforhold mellem deres partier 10. Samtidig var begge partier store tilhængere af en udbygget velfærdsstat 11, som skulle 9 Social-Demokraten den Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Munch kom bl.a. ind på dette ved rusfesten for Studenterforeningens radikale medlemmer i september Her nævnte han, at klassemodsætningen må udjævnes. Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Socialdemokratiets 9

11 være med til at forbedre forholdene for de dårlige stillede i samfundet og forhindre en radikalisering blandt dem. Denne politik blev efter krigen efterrationaliseret af flere danske politikere bl.a. Peter Munch til at omfatte et formål mere: Man ville forsvare landet med et socialt sikkerhedsnet og uddannelse, der ville modvirke en voksende tilslutning til de totalitære ideologier, som nazismen og kommunismen. Forsvaret af Danmark skulle ikke ske ved en udbygning af militæret, der alligevel ikke ville kunne beskytte landet mod Tyskland eller andre stormagter 12. Men Hitlers magtovertagelse i Tyskland og den såkaldte Påskestorm 13 på grænsen ændrede dele af Socialdemokratiets holdning til det danske forsvar. Tidligere havde begge partier ønsket at afruste hæren til et vagtkorps på mand og flåden til en statsmarine på 32 mindre skibe, hvis hovedopgave skulle være at markere brud på de danske grænser, men ikke at værne dem 14. Denne afrustningsplan blev droppet i foråret 1933 efter at Stauning havde sikret hovedbestyrelsens billigelse til en midlertidig henlæggelse af denne. Samtidige overtog han ledelsen af forsvarsministeriet. Den nye holdning til forsvaret blev dog begrænset af modstand internt i partiet og hos De Radikale, men fandt støtte hos bl.a. Hartvig Frisch 15, Hans Nielsen og en række unge socialdemokrater, der i blandt Hans Hedtoft og H.C. Hansen 16. Stauning fremførte samtidig et ønske om et nordisk samarbejde til sikring af Nordens grænse, som dog hurtigt blev afvist af Norge og Sverige og siden af Stauning selv i 1937 med Lænkehundstalen. Dette skete dog ikke uden han luftede tanken om et nordisk forsvarsforbund overfor nogle svenske socialdemokratiske ministre, der dog ikke anså det for realistisk 17. Lignende forsøg i slutningen af 30 erne fik samme skæbne. støtte til velfærdsstaten er indlysende, se desuden Søren Mørch (red): Gyldendals Danmarkshistorie bind 7. s Bo Lidegaard: Vi opnaaede da, at København ikke blev bombarderet s I Henrik Dethlefsen & Henrik Lundbak (red): Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. 13 Påskestormen var en frygt for et tysk forsøg på at ændre 1920-grænsen, hvor det tyske nazipartiets SA (Sturm Abteilung, bedre kendt som brunskjorterne) ville forsøge at overskride den og besætte områder i grænselandet. 14 Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s Hartvig Frisch blev kendt for sin bog Pest over Europa, som var et angreb på nazismen og kommunismen. Men det var også et angreb mod de europæiske socialdemokratier - over den svaghed og eftergivenhed, som de havde udvist i kampen mod demokratiets fjender. Bogen blev en bibel for mange unge socialdemokrater. Claus Bjørn: H.C. Hansen s Hans Lyngby Jepsen: Stauning s Claus Bjørn: H.C. Hansen s Leif Thorsen: Hans Hedtoft s Omtalt på ministermøde d. 13. marts nogle dage efter talen. Tage Kaarsted: Ministermødeprotokol s Hans Lyngby Jepsen: Stauning s

12 Forbudet mod det tyske Socialdemokrati og heksejagten på dets medlemmer virkede både skræmmende og afskysvækkende på de danske socialdemokrater 18 - og Forbundet har helt sikkert været med til at ændre holdningen til militæret. Her har Munch og De Radikale måske ikke haft samme fornemmelse af et skæbnefællesskab, da det ikke var deres partifæller, som blev forfulgt i Tyskland. Nogle af de tyske socialdemokrater flygtede til Danmark, hvor danske partikammerater støttede dem økonomisk gennem Matteotti-fonden. Hans Hedtoft var ledende figur i fonden, som senere også påbegyndte en indsamling til støtte for ofrene fra Den Spanske Borgerkrig. De største og vigtigste oppositionspartier på højrefløjen var Venstre og Det Konservative Folkeparti. Afstanden var dog ikke større end, at regeringen kunne lave politiske aftaler med enten det ene eller det andet parti. Dette skete i oktober 1931 med De Konservative, hvor de indgik en aftale om kriselovgivning. Senere indgik regeringspartierne en mere omfattende aftale med Venstre ved Kanslergadeforliget i januar Tabet af flertallet i Landstinget fjernede ikke muligheden for at indgå aftaler mellem regeringen og oppositionen - f.eks. lavede regeringen og De Konservative en aftale om folkeafstemningen om en grundlovsændring i oktober Kanslergadeforliget var en vigtig aftale for Venstre og regeringen, da den var med til at afhjælpe nogle af de værste følger af den økonomiske depression, som fulgte i kølvandet på verdenskrisen. Krisen havde ramt de danske landmænd hårdt, så Venstre måtte gøre noget for at beskytte sin vælgergruppe. Et lignende problem havde Socialdemokratiet med arbejderne, som frygtede at få en plads i arbejdsløshedskøen eller allerede stod der (ledigheden var på 31,7 % af de forsikrede arbejdstager i 1932). Forliget forhindrede også en kraftig radikalisering blandt arbejderne og bønderne, men de afviste ikke utilfredsheden over depressionen, som førte til dannelsen af LS (Landbrugenes Sammenslutning) 19 og en styrkelse af kommunisterne. I 1936 var ledigheden faldet til 19,3 % og støtten til de arbejdsløse var blevet udbygget bl.a. gennem Kanslergadeforliget, så regeringen havde afhjulpet nogle af de værste virkninger af 18 Frygten viste sig ved besættelsen 1940, da man frygtede det samme kunne ske for de danske socialdemokrater Hans Lyngby Jepsen: Stauning s Claus Bjørn: H.C. Hansen s.123. Leif Thorsen: Hans Hedtoft s Det Frie Folkeparti eller Bondepartiet, som fik 5 mandater ved folketingsvalget i 1935, havde nær tilknytning til LS. 11

13 Verdenskrisen i landet. Socialdemokratiet fik en stor del af æren for denne bedrift, som tydeligt kan ses ved at det var det eneste af de 4 traditionelle partier, som gik frem ved folketingsvalget i Ved valget havnede næsten hver anden af de afgivende stemmer hos Socialdemokraterne (46 %) 21. Det Konservative Folkeparti var et borgerligt parti med en blandet vælgerskare, hvor hovedparten kom fra forskellige grupperinger i byerne. Her stod man i politisk modsætning til socialdemokraterne og kommunisterne, som også havde et tæt tilhørsforhold til vælgere i byerne 22. Denne modsætning førte til en del gadekampe i 1930 erne, hvor grupper i Konservativ Ungdom 23 (KU) kom op og slås med medlemmer fra Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU) og Dansk Kommunistisk Ungdom (DKU). Blandt disse grupper så man en uniformering af medlemmerne, hvor inspiration var hentet fra de politiske partier i udlandet 24. KU fandt inspiration i det tyske nazistparti med skråremmen og lange støvler, hvor KU s ideologi samtidig blev inspireret af nogle af de nazistiske tanker. Denne inspiration omfattede: et stærkt forsvar, nationalisme, en korporativ forfatning, antiparlamentarisme og et forbud mod kommunisterne 25. Det meste fandt sympati hos højrefløjen i Det Konservative Folkeparti. Den mest synlige del af fløjen omfattede folketingsmedlemmerne: Ole Bjørn Kraft, Carsten Raft og Victor Pürschel, sidstnævnte endte med at blive løsgænger pga. at hans holdning stod i modsætning til Christmas Møllers parlamentariske og midtersøgende kurs 26. Pürschels meninger skal ses i sammenhæng med tidens strømninger, hvor man i nogle konservative kredse så det som en kamp mellem fascismen og kommunismen 27. Her måtte Pürschels valg falde på fascismen - så hans støtte lå allerede på Francos side inden borgerkrigens udbrud i Spanien. Forskellen mellem Italiens og 20 Socialdemokratiet gik fra 62 til 68 mandater, Det Radikale Venstre beholdte sine 14 mandater. Mens Det Konservative Folkeparti gik fra 27 til 26 mandater og Venstre gik fra 38 mandater til 29 mandater. 21 Tage Kaarsted: Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Krise og Krig. Bind 13. s Søren Mørch (red): Gyldendals Danmarkshistorie. Bind 7. s & I KU var der et flertal under Jack Westergaard, Carsten Raft og Poul Thomsen, som sympatiserede med nazisternes holdning. Westergaard-fløjen blev fortrængt med Aksel Møllers overtagelse af formandskabet for KU i Denne udvikling medførte regeringen indførte et uniformsforbud fra april Wilhelm Christmas-Møller: Christmas. Bind 1. s Victor Pürschel forsøgte at få DKP forbudt pga. Det Kommunistiske Manifest var brud på grundloven, som en folketingspolitiker sværger på at beskytte. Victor Pürschel: Ret Kurs s Kurt Jakobsen: Aksel Larsen s Victor Pürschel var formand for De Konservative inden Christmas Møller, så noget af hans støtte til fascismen var en form for trods. F.eks. tog han mod en invitation fra nazisterne om deltagelse til deres stormøde i Nürnberg Wilhelm Christmas-Møller: Christmas. Bind 2. s

14 Tysklands udenrigspolitik til holdningen på den konservative højrefløj var, at denne nøjedes med ideologisk støtte, mens Mussolini og Hitler aktivt valgte at støtte af Franco. Beskrivelsen af forholdene i Danmark vil ikke være fuldstændig uden en inddragelse af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti). Her er det afgørende ikke partiets størrelse 28, men dets tætte forbindelser med Sovjetunionen, som var dybt involveret i Den Spanske Borgerkrig gennem sin åbenlyse støtte til Republikken. Både DKP og støtten blev styret af Kominterns eksekutivkomite (EKKI), som varetog Sovjetunionens kontrol over den internationale kommunisme. En anden årsag til at inddrage DKP var deres kamp med Socialdemokratiet om indflydelsen på den danske arbejderklasse og fagbevægelsen, som medførte en hård kurs og afstandtagen mellem de 2 arbejderpartier 29. Socialdemokratiets og fagbevægelsens modtræk til DKP s agitation kom først fra HAK (Hovedorganisationernes Agitations Komite) under Hans Hedtofts ledelse, som i 1935 blev afløst gennem oprettelsen af HIPA 30 (Hovedorganisationernes Informations- & Propagandaafdeling). Disse organisationer støbte kuglerne, som man brugte mod DKP. Resultatet af den hårde kurs, samt interne stridigheder i DKP og den tætte kontakt med Sovjetunionen, var at partiet aldrig fik større indflydelse på den danske arbejder- eller fagbevægelsen. Her fik bl.a. skiftet i DKP s holdning til Socialdemokratiet dem til at virke utroværdig. Skiftet kom på baggrund af ordrer fra EKKI, hvor DKP ved folketingsvalget i 1929 fik ordre på at gøre front mod - og angribe socialfascisterne i Socialdemokratiet. Efter Hitlers magtovertagelse kom der nye ordrer om, at DKP skulle danne en proletarisk enhedsfront mod fascismen 31. En ordre, som var svær for DKP at efterleve pga. den fjendtlige stemning mellem kommunisterne og socialdemokraterne. En af DKP s succeshistorier i forbindelsen med fagbevægelsen var, at man 28 DKP fik 2 mandater i Folketinget ved valget i 1932, forblev uforandret ved valget i Partiet havde dog gået fra til vælgere. Valget i 1939 gav dog 3 mandater, men ikke nok til at betegne det, som et stort parti. 29 Leif Thorsen: Hans Hedtoft s Kurt Jakobsen: Aksel Larsen s & HIPA blev opløst under anden verdenskrig - og blev senere genetableret som Arbejdernes Informations Central (AIC) De danske kommunister stemplede dem som politiske spioncentraler (Leif Thorsen: Hans Hedtoft s.33). Denne beskrivelse var ikke fjern fra sandheden, hvis man ser på den detaljerede informationsindsamling, som foretoges mod DKP. Se Claus Bjørn: H.C. Hansen s Kurt Jakobsen: Aksel Larsen s Kurt Jakobsen: Aksel Larsen s. 89 & Ønsket om dannelsen af en proletarisk enhedsfront mod fascismen var baggrunden for folkefrontsregeringerne i Frankrig og Spanien. 13

15 fik kontrol over Søfyrbødernes Fagforbund, hvor formanden Richard Jensen 32 regerede enerådigt. Han er samtidig et godt eksempel på det internationale netværk som DKP var en del af, da Richard Jensen havde en nøgleposition i ISH (Internationale Sømands- & Havnearbejdersamslutning) og netværket af Internationale Sømandsklubber, som samtidig var dække for Komintern og den sovjetiske efterretningstjenestes kurerservice 33. Han løste ved siden af partiarbejdet for DKP opgaver for Komintern, hvor en af hans opgaver bl.a. blev at skaffe våben til den spanske republik gennem hemmelige opkøb. Pengene blev indbetalt på en konto i Kjøbenhavns Handelsbank, hvorefter han ordnede aftaler om køb og fragt 34. Der var ingen tvivl om, at DKP havde sin egen udenrigspolitiske dagsorden under borgerkrigen. En dagsorden som lå i klar forlængelse af Sovjetunionens udenrigspolitik. De danske udenrigspolitiske forhold Når man undersøger den danske udenrigspolitik i 1930 erne er der 2 faktorer, man ikke kan komme uden om. Den ene var Danmarks udsatte position i forhold til Tyskland, der med den store samhandel og fælles grænse let kunne få indflydelse på den danske udenrigspolitik. Hitlers magtovertagelse i 1933 og den efterfølgende militære oprustning i Tyskland gjorde landets position mere udsat, da hverken Storbritannien eller Frankrig ville eller kunne forsvare Danmark mod et tysk angreb. Dette blev tydeligt understreget af den tysk-engelske flådetraktat i juni 1935, hvilken fortalte danskerne, at man ikke skulle regne med engelsk hjælp i tilfælde af krig 35. Så en stor frygt for Det Tredje Rige hindrede en selvstændig dansk udenrigspolitik på områder, som kunne genere Hitler eller rigets venner og allierede. F.eks. undlod Danmark april 1935 at stemme for en fordømmelse af Tysklands oprustning og traktatbrud i Folkeforbundsrådet 36. Et andet 32 Richard Jensen er faktisk med i tv-serien Matador, da han er det medlem fra DKP, som besøger røde i en åben sportsvogn med en ung dame på passagersæde. En bil han hørte en del for, se hans bog: En omtumlet Tilværelse. 33 Kurt Jakobsen: Aksel Larsen s Richard Jensen: En omtumlet Tilværelse s Hugh Thomas: The Spanish Civil War s Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s.258, & Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s.292. Munch afviser i sine erindringer, at det skyldes tysk pres. Dog kommenterer han ikke, at det kan skyldes frygt, som blev antydet i mange medlemslande. Peter Munch: Erindringer bind 6 s

16 eksempel var, at den italienske gesandt januar 1937 brugte venskabet med Tyskland til at presse for en dansk anerkendelse af Italiens annektering af Abessinien 37. Den anden faktor var udenrigsminister Peter Munch, som ledte den danske udenrigspolitik næsten enerådigt. Nogle vigtige årsager til dette forhold var, at Munch var formand for det ene regeringsparti, samt hans store udenrigspolitiske viden og erfaringer 38. Men endnu vigtigere var, at Munchs mål med den danske udenrigspolitik stemte overens med mange politikere fra Socialdemokratiet: Afrustning i verden, der ville minimere chancen for krig. Desuden ville det frigøre skattekroner, som staten kunne bruge på udbygge velfærden. Hitlers magtovertagelse medførte dog en begyndende tendens til modsætninger omkring sikkerhedspolitikken, som er nævnt tidligere. Denne resulterede i, at Stauning kom med nogle selvstændige forsøg på at føre udenrigspolitik, for at forbedre Danmarks position gennem en sikkerhedsgaranti. Forsøgene endte med det negative svar: Ingen lande ville garantere Danmark mod Tyskland. Dette kom tydeligt frem med Norges og Sveriges afvisning af udtalelsen om, at Danmarks landegrænse var Nordens grænse under finanslovsdebatten i oktober Det uudtalte ønske om samme garanti blev afvist af Storbritannien ved Staunings besøg i London i april 1937, hvor man i stedet lovede diplomatisk støtte ved uoverensstemmelser med Tyskland 40. Munch gennemførte 2 forandringer ved sin tiltrædelse: Det ene var et øget brug af Udenrigspolitisk Nævn, og det andet var regelmæssige møder med repræsentanter fra pressen. Begge ændringer havde til formål at opnå en form for styring og konsensus med Danmarks udenrigspolitik, så han derved kunne få støtte og forståelse til den førte politik, hvilket oftest blev resultatet af disse møder 41. Udenrigspolitisk Nævn blev oprettet efter forslag fra Munch i april 1923 med det formål at give Folketinget større indsigt i regeringens udenrigspolitik 42. Her kunne nævnets 16 medlemmer mere eller mindre frit diskutere holdninger til forskellige emner ved lukkede møder, uden at det ville slippe ud til offentligheden, da alle i Nævnet havde tavshedspligt. Munch brugte det til at udelukke bestemte partier fra diskussioner og indsigt i de debatterede emner, som de ellers kunne have fået ved Folketingets møder. F.eks. skete dette med 37 Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s Hans Lyngby Jepsen: Stauning s Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Hans Lyngby Jepsen: Stauning s Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s

17 Det Slesvigske Parti og DKP under Påskestormen i april Både Munch og Stauning holdt møder med pressen, hvor det vigtigste formål var at skabe forståelse for regeringens udenrigspolitik. Men også for at lægge en dæmper på avisernes angreb på lande, som kunne reagere kraftigt på kritikken, hvor f.eks. Tyskland var blandt de mere nærtagende lande 44. Den kommunistiske presse ignorerede disse henstillinger og fik flere sagsanlæg på den konto. Dette resulterede i, at der i april 1934 samtidigt sad 4 redaktører i fængsel pga. angreb mod Tyskland. Modtrækket blev ikke at stoppe angrebene, men at ansætte ansvarshavende redaktører med det ene formål at tage straffen for den egentlige redaktør 45. En væsentlig del af Danmarks sikkerhedspolitik i mellemkrigsperioden var forankret i landets medlemskab af Folkeforbundet, som blevet dannet efter første verdenskrig. Den store initiativtager til organisationen var den amerikanske præsident Woodrow Wilson, som ønskede at sikre verdensfreden imod endnu en ødelæggende verdenskrig. Dette skulle hindres med et internationalt forum med en international retsorden, som skulle løse konflikter mellem nationer, inden de udviklede sig til krig. Regelsættet omfattede bl.a. løsning af territoriale krav gennem voldgiftstraktater og sanktioner mod en evt. aggressor. Danmarks medlemskab blev godkendt af Folketinget den 27. februar 1920, men man så med skepsis på sammensætningen af medlemslande, da kun de sejrende og neutrale nationer fra 1. Verdenskrig var blevet optaget. Dette gav Folkeforbundet mere et skær af at være en del af Versailles-traktaten, end at være en selvstændig institution til sikring af verdensfreden. Indtrykket blev ikke bedre af, at forbundet var med til at forvalte traktatens bestemmelser 46. Derfor så nationale og senere nazistiske kredse i Tyskland med stor foragt på forbundet, selv da landet var blevet optaget. En af Hitlers første udenrigspolitiske handlinger var derfor at melde landet ud af Folkeforbundet i oktober 1933, hvor man samtidig forlod en afrustningskonference. Men en anden vigtig årsag til dansk bekymring var, at Danmark skulle forlade den traditionelle neutralitetspolitik til fordel for en 43 Han nævner det selv i sine erindringer, hvor man førte taler om en grænsediskussion på et lukket Rigsdagsmøde, men beslutter sig for at drøfte det i Udenrigspolitisk Nævn. Peter Munch: Erindringer bind 6 s Hans Lyngby Jepsen: Stauning s Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Peter Munch: Erindringer bind 6 s Kurt Jakobsen: Aksel Larsen s F.eks. var Danzig fristad under opsyn af en kommissær fra forbundet og Saarland under forbundets styring. 16

18 forbundspolitik, hvor man var forpligtet til at fordømme eller indføre sanktioner mod en evt. aggressor. Her kunne de danske politikere let se et fremtidigt problem med et aggressivt Tyskland, som efterhånden havde genvundet sin styrke. Munch var med i den første danske delegation til det første møde i Folkeforbundets Delegeretforsamlingen i november 1920, hvilket blev starten på hans store engagement i forbundets arbejde, næsten en form for læreplads for udenrigsministre. Munch var glad for grundideen bag forbundet, men han delte også skepsisen over dets sammensætning. Dog så han samtidig en mulighed for at ændre Folkeforbundet gennem indførsel af et universalitetsprincip i organisationen, således at alle nationer havde ret til at blive optaget - også de besejrede Centralmagter 47. Derved ville forbundet mere få karakter af et forum for mægling og forhandling mellem nationerne. Her tænkte Munch især på nedrustningsforhandlinger, som var en af hans mærkesager, da det ville gøre krig mindre sandsynlig. Men i 1930 erne gik udviklingen den modsatte vej. Da Munch blev udenrigsminister gik der ikke mange år, før Folkeforbundet havde mistet sin betydning for den internationale politik i Europa. Det første skred i denne udvikling skete med Tysklands udmeldelse og sammenbruddet af nedrustningskonferencen, hvor Danmark havde plads i Folkeforbundsrådet 48 i perioden Dette kom til at volde Munch bekymringer, der ikke blev bedre af de efterfølgende begivenheder. Det næste skred kom med Hitlers brud på Versaillestraktaten i 1935, hvor Tyskland indførte almindelige værnepligt og oprettede et luftvåben. Traktatbruddet tog Folkeforbundsrådet op på et møde d. 17. april 1935 efter Storbritannien, Frankrig og Italiens forslag. Resultatet blev en erklæring som indeholdte en fordømmelse af den tyske oprustning og overvejelser om økonomiske og finansielle forholdsregler som straf for at bringe freden i fare. Munch undlod at stemme om forslaget pga. frygt for Tysklands reaktion, men han forklarede det med, at dette kunne give problemer med landenes fremtidige forhandlinger med Tyskland Centralmagterne fra 1.verdenskrig blev dog optaget i løbet af 1920 erne: Østrig og Bulgarien i 1920, Ungarn i 1922, Tyskland i Dog Tyrkiet først i Folkeforbundsrådet minder en del om Sikkerhedsrådet i FN, da stormagterne: Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan og Sovjetunionen (efter optagelse i 1934) havde faste plads i rådet og fire andre lande blev valgt til de andre pladser. 49 Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Peter Munch: Erindringer bind 6 s Den tyske reaktion kunne være, at bringe den manglende anerkendelse af 1920-grænsen på banen overfor Danmark, som Munch 17

19 Den næste politiske krise i Folkeforbundet kom med Italiens invasion af Abessinien, hvor forbundet den 9. oktober 1935 besluttede at indføre sanktioner mod aggressoren i henhold til artikel 16 i Folkeforbundspagten 50. Munch blev så positivt overrasket over at Forbundet ville indføre sanktioner mod en stormagt, at han deltog i mødet i stedet for at føre valgkamp til Folketinget. Folkeforbundets kurs blev undermineret af, at Frankrig og Storbritannien prøvede at lave en aftale med Italien om overdragelse af abessinske territorium. Aftalen vandt ikke tilslutning ved mødet i Folkeforbundsrådet den 19. december, hvilket var ensbetydende med, at der ikke fandtes nogen løsning på krigen. Sanktionerne mod Italien havde ikke den ønskede virkning. Derfor foreslog Storbritannien den 3. marts 1936, at udvide sanktionerne til at omfatte forbud mod indførsel af olie til Italien. Udvidelsen af sanktioner blev ikke til noget og ville ikke have nået at virke, da Abessiniens militære situation var kritisk på dette tidspunkt 51. Det hele endte med, at Folkeforbundet stod handlingslammet og afventede krigens gang, som forudseligt endte med at Italien erobrede Abessinien og indlemmede det i Mussolinis kolonirige maj Delegeretforsamlingen holdte møde den 1. juli 1936, hvor man besluttede at ophæve sanktionerne mod Italien, dog uden at anerkende annekteringen af Abessinien. I forbindelse med mødet offentliggjorde Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, Spanien og Schweiz en erklæring om, at man følte sig løst fra artikel 16, fordi den blev brugt på en ufuldstændig og inkonsekvent måde 53. Erklæringen betød, at landene ikke længere ville deltage i sanktioner vedtaget af Forbundet. I realiteten betød dette at udenrigspolitikken gået væk fra forbundspolitik og tilbage til neutralitetspolitik. En anden medvirkende årsag til erklæringen var, at Tyskland havde brudt med Locarno-traktaten og var gået ind i den demilitariserede Rhinzone. På et møde i Folkeforbundsrådet besluttede man at konstatere Tysklands traktatbrud, der i værste fald kunne frygtede. Tyskland så fordelen i at bruge grænsen, som politisk pressionsmiddel mod den danske regering, selvom Hitler respekterede grænsen (selv under besættelsen). Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s Helt konkret handlede artikel 16 om kollektiv sikkerhed, så angrebet på et medlemsland var det et angreb på dem alle. Reaktionen kunne være: diplomatiske og økonomiske sanktioner, men også militær støtte til det angrebne medlem. 51 Storbritannien kunne have lukket Suezkanalen og Gibraltarstrædet for italienske skibsfart, som ville have gjort det umuligt for Italien at forsyne hæren i Abessinien, men man var ikke klar til at udfordre Mussolini. 52 Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Peter Munch: Erindringer bind 6 s Danmark havde haft det svært med sanktionsforpligtelsen siden 1920, som kunne bruges mod Tyskland, derfor prøvede man at blive undtaget gennem 1921-direktivet. Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s , 275 &

20 have udviklet sig til et fransk krav om sanktioner mod Tyskland 54. Udviklingen i stormagtsforholdene gjorde, at de små medlemslande erkendte, at en ny krise kunne medføre krav om sanktioner eller militær støtte med baggrund i artikel 16. Folkeforbundet ville ikke længere være indblandet i spillet mellem stormagterne, som derefter ville føre direkte forhandlinger med hinanden. Udviklingen bekræftede, at Forbundets rolle afhang af stormagternes vilje - og at klimaet i internationale politik havde skiftet fra idealisme til realisme. Udviklingen i mellemkrigstiden medførte, at Munch fik den kedelige skæbne, at han først førte Danmark ind i forbundspolitikken i en tid med eufori og optimisme over afslutningen af 1. Verdenskrig, for siden at trække landet tilbage til den traditionelle neutralitetspolitik i en periode med optræk til en ny verdenskrig. De nordiske lande var et vigtigt led i udformningen af den danske udenrigspolitik, da deres støtte eller mangel på samme var med til at afgrænse dens muligheder. Her var de nordiske møder en vigtig del - hvor statsministre og/eller udenrigsministre mødtes for at diskutere deres standpunkter og eventuelt finde frem til en fælles holdning. Mødernes hovedpunkter var som regel: økonomi og samhandel, sikkerhedspolitik samt Folkeforbundet. Samarbejdet var dog ikke så udbygget som under det senere Nordisk Råd. Det kørte ikke helt smertefrit, da striden mellem Norge og Danmark om Østgrønland var med til at afkøle forholdet. Et andet smertebarn var sikkerhedspolitikken, hvor de nordiske lande ikke var stærke nok til at støtte hinanden militært mod en stormagt. På dette punkt var Danmark og Finland meget udsatte overfor henholdsvis Tyskland og Sovjetunionen. Forsøget på at udbygge det økonomiske samarbejde endte uden større resultater - bortset fra nogle fælles handelsforhandlinger med Storbritannien. I 1932 nedsatte man et udvalg, men det affødte ikke noget produktivt. Udvalget blev afløst af et nyt udvalg i 1934, som endte med samme resultat 55. De bedste resultater opnåede de nordiske lande i samarbejdet om Folkeforbundet. En vigtig årsag til dette skal findes i, at de alle var tidligere neutrale lande og derved havde ens holdninger til mange sager i Forbundet. Dette blev suppleret med dannelsen af Oslo-landene, der omfattede Norden samt Holland, Schweiz og Spanien, hvor 54 Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s Viggo Sjøqvist: Peter Munch s Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4 s Hans Lyngby Jepsen: Stauning s &

21 alle havde været neutrale europæiske nationer under 1. Verdenskrig. Munch erfarede efter flere års nordisk samarbejde, at den største værdi lå på det kulturelle område, hvilket også blev det vigtigste grundlag for dannelse af Nordisk Råd efter 2. Verdenskrig. Spanien frem til borgerkrigens udbrud En vigtig årsag til Den Spanske Borgerkrig var dannelsen af den anden republik den 28. juni 1931, da den grundlovsgivende forsamling i Cortes under udarbejdningen af forfatningen var med til at skabe et skisma. Dette førte til den første af mange regeringskriser i republikkens korte historie. Inden dannelsen af republikken havde Spanien været et diktatur under ledelse af general Miguel Primo de Rivera, som havde taget magten ved et pronunciamiento 56 i september Primo de Rivera var tvunget til at trække sig tilbage fra magten i januar 1930 pga. manglende støtte fra hæren 57. Bagefter prøvede den spanske konge, Alfonso XIII, at overtage styret af landet, da han ville undgå, at blive trukket med ned i Primo de Riveras fald pga. hans tidligere støttet til diktatoren. Dette forsøg mislykkedes, så Alfonso måtte flygte til udlandet efter valget den 13. april 1931, da monarkisterne tabte stort i næsten alle spanske storbyer 58. Ledelsen af landet blev i stedet overtaget af en provisorisk regering, som sad frem til valget af den grundlovgivende forsamling i Cortes i juni Valget førte til en stor sejr for midterpartierne og venstrefløjen 60, hvilket gav dem mulighed for at skabe en grundlov efter egne ønsker. Dette skinnede også tydeligt igennem på grundlovens udformning, f.eks. var lovens indledning: Spanien er en demokratisk republik af arbejdere fra alle klasser 61. Den politisk farvede grundlov blev for meget for statsminister Zamora, som trak sig og overlod magten til Azaña. De Radikale under Lerroux blev forarget over hans udnævnelse, så de trak sig ud af regeringssamarbejdet. Samtidig var grundloven med til at danne en fælles front hos højrefløjen 56 Pronunciamiento er et militær kup, hvor hæren tager magten for at beskytte landet eller sig selv. kupforsøgene havde haft deres højdepunkt i Spanien fra 1830 til Raymond Carr: The Spanish Tragedy p Hugh Thomas: The Spanish Civil War p De byer, hvor monarkisterne vandt, var centrumer for nationalisternes oprør juli 1936: Pamplona, Burgos, Vittoria og Soria. Raymond Carr: The Spanish Tragedy p Raymond Carr: The Spanish Tragedy p Bl.a. socialisterne, radikale socialister, radikale og flere andre partier. Der er en liste over partierne og deres mandatfordeling i Hugh Thomas: The Spanish Civil War p Hugh Thomas: The Spanish Civil War p

22 pga. dens artikel 26, der delte kirken og staten. Formålet var at begrænse kirken og de religiøse ordners store indflydelse og privilegier i det spanske samfund, hvor de ejede mange betalingsskoler for ældre klasser og heller ikke betalte normal skat 62. Et stort problem for republikken fra starten og frem til borgerkrigens udbrud, var den manglende demokratiske tradition i Spanien 63. Landet havde aldrig før haft et velfungerende demokrati, da det politiske system før Riveras diktatur var caciquismo 64. Dvs. demokratiet var blevet styret af lokale politiske bosser eller caciques, som sikrede deres stemmer gennem køb og afpresninger. Et andet problem var afstanden mellem fløjene, der var vokset med diskussionerne om grundloven, hvilket betød at højrefløjen havde svært ved at acceptere venstrefløjens politik og omvendt. Her var de vigtigste stridspunkter: angrebet på kirkens privilegier, det catalanske selvstyre og den agrare reform 65, som også førte til en begyndende polarisering i landbo befolkning. Verdenskrisen forværrede det politiske klima, da den begrænsede de økonomiske muligheder for at den siddende regering kunne forandre eller afhjælpe situation i Spanien 66. De ovennævnte punkter gjorde, at højrefløjen og den vigtigste støttegruppe - hæren, var klar til at starte et oprør mod republikken, hvis man ikke kunne fjerne regeringen af politisk vej. Mens venstrefløjen med støtte fra fagforeningerne var klar til oprør for at beskytte republikken 67. Det sidste problem var anarkisterne, som havde deres egen politiske dagsorden. Dette førte til at de strejkede, løsrev landsbyer og startede egne jordreformer, når de var utilfredse med regeringen. Resultatet var blodige kampe med civilgarden og at anarkisterne ikke deltog i valgene, samt at de tog afstand fra republikken 68. Højrefløjen leverede det første oprørsforsøg, som kom i august 1932, hvor general Sanjurjo 69 prøvede at lave et pronunciamiento uden større succes. Sanjurjo var blevet overtalt af monarkistiske og militære venner til at starte et oprør for at stoppe præsident Azañas anti- 62 Raymond Carr: The Spanish Tragedy p Hugh Thomas: The Spanish Civil War p & Hugh Thomas: The Spanish Civil War p Caciques er det spanske ord for en amerikansk indianerhøvding og Caciquismo for hans styremåden. 65 Raymond Carr: The Spanish Tragedy p Hugh Thomas: The Spanish Civil War p Raymond Carr: The Spanish Tragedy p Raymond Carr: The Spanish Tragedy p. 43 & Sallent i 1931 og Casas Viejas i 1933 overtog anarkisterne kort kontrollen, for siden at miste den til civilgarden. Hugh Thomas: The Spanish Civil War p & Sanjurjo var berømt spansk krigshelt fra kampene i Spansk Marokko. Han havde, som leder af La Guardia de Civil (civilgarden), ikke støttet kongen i Men han påtog sig i 1936 rollen som oprørsleder, hvilket var en kort karriere, da hans fly styrtede ned formodentlig pga. overvægt. Hugh Thomas: The Spanish Civil War p &

23 klerikale diktatur, da flere grupper på højrefløjen var dybt utilfredse med hans politik. Udover konfliktpunkterne vakte reformen af hæren stor utilfredshed blandt officererne. Oprørets andre støtter var: carlisterne, monarkisterne og grupper af officerer indenfor hæren, men dårlig planlægning og regeringens kendskab til planerne ødelagde mulighederne for en heldig gennemførsel 70. Det næste oprørsforsøg var revolutionen i oktober 1934, hvor Madrid blev ramt af generalstrejke, som dog hurtigt blev standset. Samtidige var der opstand i Catalonien og Asturien, hvor den i Catalonien hurtigt blev nedkæmpet. Men oprøret i Asturien blev først nedkæmpet efter 15 dages hårde kampe mellem minearbejdere og den spanske fremmedlegion støttet af mauriske tropper. Oprøret var rettet mod højrepartiet CEDA (Confederación Española de Derechas Autónomas), som havde fået plads i regeringen. Mange arbejdere og cataloniere frygtede, at CEDAs mål var at ødelægge republikken og bane vejen for en fascistisk stat. Frygten blev forstærket af Hitler og Dolfuss hårde fremfærd overfor henholdsvis tyske og østrigske socialister, som skete i samme periode. De vigtigste oprørsgrupper var fagforeningen UGT og det catalanske selvstyre. Resultatet blev en knust revolution og forfølgelse af politikere, fagforeningsfolk og andre grupper på venstrefløjen, som blev fængslet i stort tal. Frygten øgedes for at de militante elementer på venstrefløjen ville lave et nyt oprørsforsøg, som kunne ende i et revolutionært Spanien 71. Oprørsforsøgene ødelagde Cortes muligheder for at løse modsætningerne i samfundet på en demokratisk måde. Ingen af partierne på venstre- eller højrefløjen var længere klar til at finde et kompromis eller bøje sig for modparten, og midten i spansk politik var blevet for svag til at styre dem. Efter valget i den 16. februar 1936 var forholdene i Spanien præget af vold, politiske mord og strejker, hvor falangisterne, FAI og CNT stod for det meste. Det var kun et spørgsmål om tid, før tiden var moden til et nyt oprørsforsøg 72. Siden at det var venstrefløjen som havde regeringsmagten efter valget, blev det højrefløjen og dets støttegruppers tur til at påtage sig rollen som oprører Hugh Thomas: The Spanish Civil War p Hugh Thomas: The Spanish Civil War p & Hugh Thomas: The Spanish Civil War p Raymond Carr: The Spanish Tragedy p Hugh Thomas: The Spanish Civil War p