Fotoessay om æblebønder fra Chinprovinsen

Transkript

1

2 Fotoessay om æblebønder fra Chinprovinsen i Myanmar Mange indbyggere i Chin-provinsen er afhængige af æbledyrkning som deres eneste indtægtskilde. Chin-provinsen ligger i Myanmars nordvestlige område, og er et af de fattigste og mest isolerede dele af det i forvejen forarmede land. Fejlernæring, naturkatastrofer, afskæring fra både sundhedsvæsen, infrastruktur og uddannelse er problemer, der påvirker næsten alle provinsens indbyggere. Fotos: Sebastian Higginson 12. september

3 Æblebonden, Jin Khan Dar, gransker sine afgrøder i sin højeste plantage i næsten to kilometers højde.

4 Dimpi landsby i Chin-provinsen. Turen dertil tager to timer med fly eller en 20- timers bustur fra Yangon til Kalaymyo, en 3-timers køretur fra Kalaymyo til Sozaang landsby og en motorcykeltur fra Sozaang til Dimpi på næsten 10 km.

5 Indbyggere er på vej ned ad den 10 km. smalle vej til Dimpi landsby. Vejen bliver hurtigt for smal for at biler kan passere, så motorcykler eller gåben er de eneste muligheder. Udkørslen fra Sozaang landsby på bjerget i baggrunden kollapser med jævne mellemrum.

6 Der er høj risiko for jordskred i Chin-provinsen. På dette billedet er regnen skyld i så mange gentagende jordskred, at det er risikabelt at krydse stien, især for en overlæsset motorcykel. De varer, der ikke produceres i landsbyen (ris, redskaber til hjemmet, tøj etc.) bliver transporteret til byen med motorcykel eller på gåben.

7 Dimpi baptistkirke En gruppe af landsbyens indbyggere slagter en gris foran kirken. Chinprovinsen er usædvanlig i forhold til resten af Myanmar, fordi størstedelen af indbyggerne er kristne.

8 Dimpi baptistkirkes kirkeklokke Kirkeklokken er lavet af en gammel granat fra anden verdenskrig. I et land med en til tider mudret og uigennemsigtig historie, er kirkeklokken en påmindelse om Myanmars ofte voldelige fortid. Chin-provinsen er dog en relativt fredelig del af det moderne Myanmar.

9 Dimpi kirkegård Skolebørnenes vej til skole går igennem landsbyens kirkegård. Landsbyen har 200 husholdninger, ca indbyggere, flere kirker, én jordemoder og ingen adgang til andet sundhedsvæsen. Der er en smule elektricitet i byen efter et fælles initiativ til at montere et lille vandkraftanlæg i dalen ved siden af. Kraftanlægget forsyner dog kun med en smule lys og er ikke nødvendigvis en pålidelig energikilde.

10 Skolebørn i Dimpi Skolebørnene er på vej hjem fra skole, og er samtidig omgivet af små køkkenhaver, hvor der bl.a bliver groet majs. I Chin-provinsen, der har begrænset landbrugsjord, er køkkenhaver en essentiel kilde til fødevarer.

11 Offentlig mellemskole Nogle af Dimpis 300 elever lærer remser udenad, hvor læreren læser højt og eleverne enstemmigt gentager. I offentlige skoler i Myanmar skal undervisningen foregå på burmesisk fremfor på lokalsproget. I Chinprovinsen findes en større mængde af lokalsprog, der kan variere meget fra landsby til landsby.

12 En lille dreng og et ældre familiemedlem kigger ud af vinduet. Chin-provinsen lider under hjerneflugt, fordi mange unge mennesker flytter væk fra landbyen. Fraflytningen skyldes dels landsbyens kristne rødder, der har ført til, at mange unge taler godt engelsk, der gør dem til attraktive medarbejdere i mange dele af Myanmar og udlandet, men det betyder også, at den unge arbejdskraft fjernes fra landsbyen. I 32 ud af 200 husholdninger i Dimpi har familiemedlemmer, der bor i enten Malaysia og USA, som sender penge hjem til familierne. 12. september

13 Jin Khan Dar og familien Æblebonen, Jin Khan Dar (60), hans kone Nyaung Thian Khup, og sønnerne Khoi (5) og Khai Nghai Zeng (3). De to drenge er de yngste ud af 9 børn. Æbledyrkning er familiens eneste indtægt. På gode år kan Jin Khan Dar høste op til 5000 kg. æbler, men sidste år var et katastrofalt dårligt år, hvor han kun høstede 280 kg. Han kan ikke forklare, hvad grunden til dette er, men han tror, at det har noget at gøre med en usædvanligt kraftige regn, der faldt på de blomstrende æbletræer.

14 Æblebonden, Thawn To Mang (49), i sit hjem. Hans fem nulevende børn og kone bor i Kalaymyo mens han er blevet tilbage i Dimpi for at passe på afgrøderne. På billedet bag han ses hans ældste søn, der som 20-årig blev dræbt i en motorcykelulykke i Kalaymyo, mens han gik på universitetet.

15 Æblebønder og arbejdere er på vej til æbleplantagen. Dimpi landsby befinder sig i 1,5 kilometers højde, men bønderne må vandre til næsten 2 kilometers højde på ustabile, mudrede stier for at nå plantagerne. Majs og mere hårdføre afgrøder gror i lavere højde. Alt, der fragtes til og fra, bliver fragtet på gåben.

16 Nabolandsbyen, Zaizang, anes bag skyerne fra stien til plantagerne. Der bor over 400 husholdninger i Zaizang. Der er telefonmaster, selvom der ikke er strøm i byen. Det er ikke et enestående fænomen i Chin. Den største by, Hakha, fik først strøm for 3 år siden.

17 Thiau Za Dal, der dyrker majs og bønner, hviler sig her mens han er på vej til plantagen. Det er kun indtægten af afgrøderne, der brødføder hans familie på 6.

18 En af de største æbleplantager i Dimpi landsbyen. De 1500 træer brødføder 5 husholdninger. Husholdningerne har lavet hjemmelavede skel som små kanaler eller vægge, som inddeling af træerne.

19 Vung Suan Thang (30) skræller et æble fra et af sine træer. Han bærer en traditionel Chin-rygsæk, som bruges til at bære æbler fra plantagerne til landsbyen. Fordi stierne er så stejle kan hverken heste eller okser bruges til transport, og alt må derfor bæres selv. Vuan Suan Than dyrker som den eneste i byen hvidløg, som er relativt let at sælge.

20 Bønder fra Dimpi hviler, før de fortsætter med at undersøge afgrøderne i den største plantage, der befinder sig i næsten 2 kilometers højde.

21 Zel Zalian på 58 ser på sin nevø, Thang Muan Lian, og hans kone, Man Khan Niang, mens de vejer æbler fra hans æbleplantage. Arbejdere, der ikke ejer egne gårde, får løn bestemt ud fra den mængde, de kan bære selv. Æblerne bæres enten til Dimpi eller Sozaang. En stærk person kan bære ca. 55 kg.

22 Jin Khan Dar går igennem plantagens øvre del. Der er ikke egentlige stier på den øvre del, som besværliggør turen. Der er desuden giftslanger på jordbunden som bønderne slår dem ihjel, når de møder dem. Hvis man bliver bidt er overlevelseschancerne små, især fordi det nærmeste hospital i Tedim ligger flere timer væk på fod og motorcykel.

23 Jin Khan Dar beskærer sin plantage i takt med, at han gå igennem den. De to største udfordringer for æblebønder i Chin-provinsen er viden og transport. Mange bønder giver udtryk for, at de ikke besidder nok viden til at tage sig ordentligt at træerne, som derfor oplever træsygdom og faldende høstudbytte.

24 Jin Khan Dar og Thiau Za Dal rydder et lille område for at plante et prøveæbletræ. Træet er 3 år gammelt, og det er derfor næppe sandsynligt, at det vil sætte rødder og blomstre.

25 Jin Khan Dar undersøger et af sine æbler. Størstedelen af de æbler, der gror i Dimpi plantagen er den i lokalområdet kendte Red Devil, som er bittert og sprødt. Derudover gror der et par sødere varianter i samme plantage.

26 Jin Khan Dar hugger sig vej igennem bunddækket med en machete for at kunne komme til sin højest beliggende plantage, der ligger næsten 100 m. højere oppe. Man skal igennem tætte buske og stejle klippeafsatser.. Æbledyrkning, og ikke mindst høstning, i næsten 2 kilometers højde er meget krævende for indbyggerne.

27 Thiau Za Dal besigtiger hovedplantagen nedenfor fra Jin Khan Dars højest beliggende plantage.

28 Nedstigningen fra Jin Khan Dars højeste plantage foregår på en glat sti på næsten 500 m.

29 Arbejdere bærer æbler ned fra plantagerne i de traditionelle Chin-plantagen. Når æblerne er blevet leveret til enten Dimpi eller Sozaang bliver de solgt, spist eller transporteret videre til Kalaymyo.

30 Her er et sygt æbletræ. Den grå mos på træet slår træet og de træerne omkring det ihle. Bønderne har ikke nok viden til at behandle det, selvom det har konsekvenser for bøndernes levebrød.

31 Selvom de undgik regnen om morgenen, er indbyggerne i Dimpi tit nødt til at søge ly indendørs for at undgå regnen. I Chin-provinsen regner det i gennemsnit 1880 mm om året, men hvor størstedelen falder i løbet af få måneder. Den kraftige regn forårsager usikkert fodfæste, jordskred og dårlig sigtbarhed.

32 Dimpis præst, Zam Sawm Sing (47), beder en høstbøn i den lokale baptistkirke. Han har været præst i kirken siden 1997 og har 5 børn, alle er drenge. 12. september

33 En lille pige fra Dimpi landsby spiser et af de lokale æbler efter en gudstjeneste.

34 Landsbyens indbyggere pakker æbler, der skal transporteres til Sozaang med motorcykel, hvorfra de fragtes til Yangon med bil eller bus. Denne måde er effektiv at fragte æbler på, men er forbeholdt de, der har råd. Det koster ca. 50 kr. per kasse.

35 En af de lokale æblesælgere i sozaang, Dim Dim, foran sin butik. Hun løber ikke efter busser, der kommer til byen, som mange andre sælgere, fordi hun passer på sin søsters baby. Æblerne fra Dimpi bliver enten solgt her i Sozaang eller fragtet videre til Kalaymyo, ligesom der også er æbler til salg fra enkelte andre nabolandsbyer.

36 I Sozaang handler det om at løbe hurtigt for at komme først til de busser, der kommer til byen for at købe forfriskninger. Æblerne sælges for en højere pris end hvis de først transporteres 2-4 timer til Kalaymyo.

37 Prisforhandling! Til hvert eneste salg pruttes der om prisen.