VEJEN. Indhold: Udgives af: Vejens redaktion: Finn Buhl Copyright: Roskilde Pilgrimsforening

Transkript

1 . 1

2 VEJEN Udgives af: Copyright: Roskilde Pilgrimsforening Artikler og Billeder modtages som vedhæftet fil eller på fremsendt USB-stik, Artikler modtages kun som Word-fil, Billeder modtages kun som jpg- eller tif-fil. Indhold: først og fremmest som information til foreningens medlemmer: Artikler, som ikke omhandler foreningens aktiviteter, og som ønskes optaget i bladet, bør have til formål at fremme og udbrede tanken om pilgrimsvandring som mere end blot moderne oplevelse-turisme. Vejens redaktion: Finn Buhl info@roskildepilgrimsforening.dk Side 3:...Den spidse pen. Side 6: Gensyn med Camino Francés. Side 14:..Mi Caminata a Santiago. Side 18:.Andagts-fri Pilgr. Vandring. Side 19:..Kirke, kunst og kulturrejse. Side 22:...Sankt Hans Vandring. Side 26: Portræt af en pilgrim. Side 34:.Sommervandring Rg. - Ro. Side 38:.Højdepunkter på en pilgr. v. Side 41: Kun ét skridt. Side 42:.Camonostreger. Side 48: Det er snart 10 år siden. Layout og tilrettelægning: Finn Buhl VEJEN udgives og sendes som vedhæftet fil til til foreningens medlemmer. Andre, som har relation til pilgrimsbevægelsen, kan modtage bladet, som vedhæftet fil til ved at henvende sig til Roskilde Pilgrimsforening på info@roskildepilgrimsforening.dk Næste deadline...1. dec Nr. 12 udkommer...jan. kvartal 2015 Sendes til over 200 adresser i Danmark og Norden 2

3 Når inklusion ekskluderer! Af Finn Buhl Jeg vil gerne indlede med den påstand, at den bevidstløse inklusion, vi i dag ser overalt i samfundet, har som konsekvens, at man i virkeligheden ekskluderer dem, man påstår ekskluderer andre! Og jeg vil give et par eksempler: I dette blad fortæller et medlem af vores forening, hvordan vedkommende på Pinse-Vandring i år fra Nyborg til Odense oplevede, at én af medarrangørerne ikke ønskede, at der blev holdt andagter i kirkerne langs ruten. Kirkerne blev besøgt, men der blev ikke holdt andagt, for vi ønsker ikke at skræmme nogen væk, ved at tvinge dem til at deltage i en andagt. ( VI..det var Foreningen af danske Santiagopilgrimme, blev det oplyst til vores medlem ). OK!...men nu er ingen vel tvunget til at deltage i en evt. andagt på en vandring? Dem, som kun ønsker at vandre og se kirkerne som kulturminde, kan vel blot gå udenfor imens? Den praksis har vi altid haft i Roskilde Pilgrimsforening, og lige i starten for 9 år siden var der såmænd også enkelte, der benyttede sig af muligheden.men i længden blev det vist lidt trist, og i dag går alle med ind til vores andagter, og mange ikkereligiøse oplever faktisk en wake-up -er. For nogle år siden holdt vores forening en pilgrimsvandring fra Ringsted til Haslev, en dejlig veltilrettelagt vandring arrangeret af ét af vores tidligere medlemmer. På denne vandring var der andagter i alle kirkerne langs ruten, og så langt så godt; men præsten i Sneslev Kirke kontaktede mig nogle uger forud for vandringen og spurgte, om vi havde nogle særlige ønsker: Hun var selv pilgrim og havde for nylig gået caminoen, fortalte hun stolt og ville derfor gerne give os en rigtig god pilgrimsandagt. Da Sneslev Kirke var den sidste kirke på ruten, var det derfor et ønske, at vi i hvert fald havde NADVER. Resten kunne hun selv bestemme..hun var jo trods alt præst og pilgrim. Stor var min forundring derfor, da præsten svarede tilbage, at lige netop NADVER kunne hun ikke imødekomme: Hun mente, det var ekskluderende for dem, som ikke gik til alters; og i hvert fald gik hendes kæreste ALDRIG til alters. Præsten udtrykte det afsluttende på denne måde, at en pilgrimsandagt skal være inkluderende og altergang vil ekskludere nogle. Sådan blev det, for jeg orkede ikke at fortælle præsten, at så ekskluderede hun i realiteten rigtig, rigtig mange af os andre..fra NADVER; hvilket for os er højdepunktet på en pilgrimsvandring. Den kære præst må også have glemt ordene: gør dette så ofte I samles til Min ihukommelse. I vores forening er vi ikke bange for at stå ved det, vi står for : Lige fra dag ét har vores motto været Joh. 3.30: Han skal vokse. Jeg blive mindre. Vores logo er en muslingeskal med Roskilde Domkirke. Vi starter enhver fællesspisning med salmen Vi pløjed og vi så ed DDS. nr. 730; i dag bedre kendt som madsangen. Alle generalforsamlinger startes med en pilgrimssang, og efterhånden er sangen Pilgrimsvejen er lang, nærmest blevet generalforsamlingssang. Sangen er nr. 8 i sangbogen Versefødder på vandring, som jeg kun mangler at finpudse, inden den sendes 3

4 til udgivelse. Alle vores vandringer er bundet sammen af andagter.enten i kirker langs ruten eller ude i det fri. Kan vi ikke få en præst til at betjene os, holder vi lægmandsandagter i stedet, og det er mit indtryk, at vi ikke ved denne konsekvens ekskluderer nogen, selvom jeg også godt ved, at vi hver især - i medlemsskaren befinder os vidt forskellige steder i det kirkelige og teologiske landskab, ja,.nogle få sågar slet ikke er kirkeligt funderer, men udelukkende vandrer med for det gode selskabs skyld. Naturligvis oplever jeg også, når jeg har holdt lægmandsandagt, at nogen bagefter er blevet tavse, eller gerne lige vil have det eller det forklaret, eller HMM så fik vi den!, men - som det vel er blevet bemærket er også andre blevet involveret i dét at holde lægmandsandagter.og i sidste nummer af VEJEN opfordrer jeg såmænd enhver til at komme på banen. Har man holdninger undgår man ikke at blive sagt imod.og gudskelov for det! Ellers var det da kedeligt og ligegyldigt! Så lad blot andre prøve kræfter. Bevidstløs inkludering er derimod HOLDNINGSLØSHED, for selvom man ikke ønsker det, undgår man altså ikke at eksludere nogen, når man bevidstløst partout vil inkludere ALLE! Den inkludering af ALLE har fået nogen til at formulere et slogan, der lyder således: Enhver, der kalder sig pilgrim, er en pilgrim. Men nej!...således forholder det sig ikke. For selvom vi selvfølgelig ikke BEVIDST skal ekskludere nogen, skal vi heller ikke bevidstløst inkludere ALLE, så vi dermed ekskluderer andre, vi gerne vil være sammen med. Det er altså svært det der med inklusion og eksklusion ; og man kan nemt få noget skudt i skoene : Fordi jeg har sagt og står ved det at man er først pilgrim, når man er religiøs og vandrer for at genrejse sig tro, er jeg af nogen blevet beskyldt for at mene, at ikke alle har lov til at gå på caminoen. For det første mener jeg slet ikke sådan, og for det andet hvordan i alverden skulle jeg kunne give lov eller ikke give lov? Enhver kan jo bare tage derned!!!!... Men jeg har udtrykt, hvad jeg mener, det vil sige at være pilgrim. Jeg har også introduceret udtrykket caminovandrer om alle dem, der bare går dernede. For.man er altså ikke pilgrim, blot fordi man vandrer med en rygsæk på ryggen! Nu skulle man så tro, at det kun er de religiøse og dem på ferie, der slås om begrebet pilgrim, men ak nej! Der findes også en meget udbredt tredje slags: Dem der bruger caminoen eller andre pilgrimsveje til at genfinde sig selv. Det er dem, der kalder sig selv spirituelle, og som er panisk angste for at blive fanget ind i én af konfessionerne, og som sværger til at alle religioner er lige gode, og at man derfor godt kan blande dem 4

5 samme. For disse spirituelle er pilgrimsvandring blevet en slags wellness- vandring, hvor formået er indsigt eller en renselse af krop og sjæl. Men det er også Folk, der er gået ned med stress, eller står i en dyb livskrise har mistet en nær slægtning eller ægtefælle måske er blevet arbejdsløs endnu er i, eller så småt er kommet nogenlunde ud af et misbrug eller været igennem en hård skilsmisse: Disse mennesker finder på caminoen eller pilgrimsvejene ro, stilhed og enkelthed, og ikke mindst tid til eftertanke, og kommer ud på den anden side meget mere hele og afklarede. Men dét er altså heller ikke pilgrimsvandring: Det er vandring som terapi...og stor sympati for dét og forståelse for vandringens positive effekt på det knækkede sind. Alligevel må det siges igen og igen, selvom det er ekskluderende : En pilgrim vandrer ikke for at finde sig selv. En pilgrim bliver på vandringen fundet af Gud! En pilgrim er et religiøst menneske, hvis tro har brug for et eftersyn, og derfor gerne vil stå ansigt til ansigt med Vor Herre: På samme måde som Sankt Jacob først kristnede og senere gen-kristnede Den Iberiske Halvø, således vandrer pilgrimmen på de støvede stier, og med hvert skridt prøver han eller hun at træde sine synder under fode for at genrejse sin tro. Det hedder at bede med fødderne. Men kun Gud kan rejse den tro op, der er faldet. Det sker når ORDET lyder. Derfor.hvis ORDET ikke lyder på en pilgrimsvandring, er det ingen pilgrimsvandring, men blot en vandring ud i det blå, og så ekskluderer man alle pilgrimmene, og inkluderer i stedet alle dem og de er mange der blot vandrer fordi, det er en smart TREND. God vandring uanset hvilken slags! 5

6 Gensyn med Camino Francés. Af Finn Buhl 4. vandredag. Tirsdag d. 20. august 2013 Vores fjerde vandredag over Pyrenæerne blev på mange måder en gentagelse af vandringen i 2005, dog med den store forskel, at i 2005 blev det meget tåget, da vi kom nogle kilometer op på ruten. Nu i 2013 var vejret fint, klart solskinsvejr, så vi kunne se, hvor vi gik. Det kunne vi ikke i 2005: Det var dengang lidt mystisk at gå over passet. Sigtbarheden i 2005 var kun ca meter, og pludselig stod der en hest foran én, eller man blev overrasket af et par billygter, som kom frem i tågen. Madonnaen, som alle ellers taler om, var i 2005 gået hjem, så hende så vi først her i Grænsen mellem Frankrig og Spanien måtte man i 2005 gætte sig til, mens vi nu i 2013 kunne se alt klart og tydeligt. Der var mange flere caminovandrere nu i 2013, end der var i Dengang mødte vi kun et par stykker, men nu i 2013 gik vi flere gange i gåsegang eller kolonne især på de stejle områder, hvor der altid er nogle, der har svært ved at holde takten. Tidlig afgang fra St Jean Pied de Port: Vi har 27 km.. foran os. Normalt er vi ikke blandt dem, der 6

7 tager morgentoget : Dvs. dem, der står op før en hvis herre får sko på, og vækker alle andre, blot for at komme først af sted, men..st Jean Pied de Port er undtagelsen, der bekræf-ter reglen. Vi vidste fra 2005 hvor vi også drog af sted før solen stod op at strækningen over Pyrenæerne - den gamle Napoleons Vej i sig selv er hård, og man ved aldrig om skyerne hænger lavt, så man skal gå i tåge! Altså af sted allerede kl Gaderne lå øde og mørke, og først ca. 2-3 km. uden for byen brød solen frem over bjergkammen.. Vi nyder en kold cola på terrassen i Orbison. Der var et mylder af caminovandrere på Orbison: Nogle havde overnattet her og skulle nu ud på dagens vandring, og så os andre, som allerede havde vandret fra St. Jean Pied de Port, og blot holdt dagens første pause. Så gik det videre: Af og til i gåsegang og kolonne. I visse perioder heldigvis i afslappet tosomhed Anja og jeg alene på vejen..men; det var smukt at se alt det, vi i 2005 kun kunne fornemme. Solen titter frem over bjegkammen: ( Samme sted 2005 indsat ) Ca km. oppe ligger restauranten og herberget Orbison: I 2005 fik vi en kop kaffe. Nu i 2013 læskede vi ganen med en kold cola: Stedet er blevet meget udbygget siden På vejens venstre siden er der bygget en kæmpe terrasse, hvor man kan sidde og nyde udsigten, og omme bagved, så det ud til, at der var bygget en hel sidebygning til. Vi vandrer i smukt solskin nu i 2013: ( Samme sted 2005 indsat ) På vej mod Orbison ( Samme sted 2005 indsat ) En pilgrimsgrav: 2013 i smukt solskin ( 2005 i tåge indsat ) 7

8 Nu i 2013 var Madonnaen ikke gået hjem. Herberget er flyttet ind på selve klosteret: Sovesalene er opdelt i små Kabiner med fire køjer i hver: ( I 2005 indsat - lå vi på en kæmpe sovesal med plads til omkring 100 personer. ) Vi ankommer til Ronceswalles. Da vi ankom til Ronceswalles omkring ved 15-tiden blev vi lidt forvirrede over, at herberget ikke længere lå, hvor det lå i I dag er herberget rykket ind på selve klosteret, og der er sovesale på tre etager. Hver sovesal er indrettet med kabiner med fire køjer og skabe, hvor man kan låse sine ting inde. Eneste ulempe for Anja og jeg var, at vi pga. køjerne er nummererede og tildeles kom til at ligge i hver sin ende af sovesalen. I 2005 måtte vi fornemme den smukke natur vi gik i pga. de lavthængende skyer: Nu i 2013 kunne vi rigtig nyde de smykke panoramaer. 8

9 5. vandredag. Onsdag d. 21. august 2013 munterheder gad vi ikke gentage nu i 2013, og jeg kunne fra 2005 huske, at der ligger et lille pænt herberg lige når man kommer over broen ind til Zubiri. Det er lidt dyrere, men til gengæld blev det ikke overfyldt. Vi var senere på dagen en smut forbi det kommunale herberg, og der var godt nok mange, som skulle overnatte der. Vi går i kolonne gennem én af de små byer. Denne vandredag er der ikke meget at skrive om: Vi forlod Ron-ceswalles kl. ca om morgenen, og gik hhv. i gåsegang og kolonne gennem de små byer Burguette, Espinal Viscarret og Linzoáin, og nåede omkring kl. ½-2 frem til Zubi-ri, som var dagens mål. I Zubiri undlod vi at gå ned på det store kommunale herberg, hvor vi i 2005 ikke havde de bedste oplevelser: En fransk dame krævede ro på sovesalen og intet lys, for hun skulle sove, og.viste det sig, så tidligt op næste morgen, at hun og hendes ledsager fik vækket alle andre. Endvidere ankom i 2005 to hele skoleklasser, som mht. støj satte sit helt specielle præg på herberget. Den slags Et kendt vadested.nøjagtig som vi huskede det fra Stadig går vi i gåsegang gennem de små byer. 9

10 Der er trængsel foran barerne. Vi ankommer til Zubiri. Zubiri er ikke særlig stor, og mængden af caminovandrere satte sit præg overalt: Foran barerne sad flokke og nød en øl eller en drink, og nede ved floden var der lystigt gang i badelivet. Mange tog sig en dukkert i flodens kølige vand. Jeg benyttede det gode vejr til at lave en tegning af broen med sine karakteristiske buer. Broen i Zubiri: Tuschlavering med pensel på bananpapir: ( Badende caminovandrere indsat ) 10

11 6. vandredag. Torsdag d. 22 august 2013 Uddrag fra min dagbog: Snak noget mindre og lav noget mere: Det er noget spanierne burde ligge sig på sinde, især dem der er ansat til at betjene os andre! Pli har de heller intet af. Mogge foran i køen i barer og butikker og benytte sig af sproget ( vi er stadig nogle, som ikke kan spansk, og derfor høfligt afventer til det bliver vores tur ), højtråbende, larmende og her kommer jeg. Emma Gad burde oversættes til spansk. Antallet af små rygsække vokser. Antallet af ingen rygsæk vokser også Hvad går man så camino for, hvis man ikke vil alligevel hvis det bare er for sjov, ( og det så alligevel ikke er sjov, fordi det er hårdt ) Sjoskende af sted og beklagende, og med en lille bitte dagrygsæk eller ingen, det er åbenbart dagens pilgrim. Eller unge i flokkevis, plaprende i munden på hverandre, eller kun optaget af deres I- Phone Caminoen er blevet en spansk Roskilde Festival gående!! Dagens tekst måske lidt overdrevet, men alligevel: Var på Nettet i Pamplona og så, at Kirken i Spanien selv er blevet opmærksom på problemet, og vil prøve at gøre noget ved det, da caminoen ellers ikke længere er dét, den er tænkt som. Selv helt små børn tages med på camino!! Et sørgeligt syn : Cola-Automaten, som vi i 2005 trak cola er i, var nu i 2013 tom og forfalden.( Samme sted 2005 indsat ) 11

12 udmærket, men brødet var det sædvanlige fyldt med sukkersnask. Mylder ved en bar: Spanierne er gode til at mogge foran i køen. Anja overhaler en afslappet caminovandrer med dagrygsæk: Indsat fire caminovandrere hhv. med og helt uden dagrygsæk ivrigt plaprende løs. Broen lige før La Trinidad. Selve vejen fra Zubiri var som vi huskede den : Vi tog imidlertid en lille afstikker ind til byen Larrasoana, idet vi ikke havde fået morgenmad i Zubiri. Vi fandt hurtigt herberget, men her kunne vi ikke få noget. En dame på gaden fortalte os - og nogle spanier, som fulgte i hælene på Anja og mig, som om vi var stedkendte - at længere nede ad gaden var en morgenmadscafe. Da vi endelig fandt cafeen, fik spanierne sig behændigt møvet op foran Anja og mig - selv om vi kom først ind i cafeen - og bestilt, hvad de skulle have, og kunne derpå sætte sig selvtilfredse og snakkende ud i gårdhaven bagved: Damen i baren havde derpå travlt med hhv. at underholde en lokal og gøre spaniernes bestilling klar, og ignorerede nærmest os udlændinge. Jeg gjorde mine til at ville gå, men så kunne hun pludselig godt tage imod bestilling. ( Læs ovenfor! ) Kaffen var I forstaden La Trinidad holdt vi en pause og fik os en kold cola: Det var lidt mærkeligt at sidde der, imens der hele tiden kom caminovandrere forbi enten kun med en lille bitte dagrygsæk, eller slet ingen: Anja og jeg hørte til det mindretal, der selv bar hele bagagen. Da vi endelig ankom til Pamplona, var vi så heldige, at det herberg - vi forinden i Zubiri havde udset os et mindre privat herberg, hvor man sover i rumkabiner i stedet for de traditionelle etagesenge dette mindre herberg lå lige, hvor man kommer op ad bakken og går nedad mod centrum. Endnu en gang undgik vi hhv. det store kommunale herberg og det store kristne herberg, som ellers kun lå et par gader derfra. Vi fornemmede trængslen omkring os, en trængsel de mindre herberger er forskånet for. 12

13 Anja i rumkabinen. Indsat min rumkabine. Vi er ikke hoppet med på vognen : Vi bærer selv vores rygsække. Gensynet med Pamplona var dejligt: Vi var rundt i centrum og genså alle stederne, på nær Domkirken, hvor man nu skal betale entre ( 7 eur så vidt jeg husker. Anja og jeg fik en lille munter snak om entre, idet netop gratis adgang til Roskilde Domkirke oprindelig var ét af mine valgtemaer til menighedsrådsvalget i 2012, men hvor jeg har skiftet standpunkt, pga. det praktisk taget er umuligt pga. EU-regler ). Rygsæktransport.og sågar transport af cykler..er blevet en kæmpe industri på caminoen. I næste nummer vil Finn Buhl fortsætte sin beretning om Anjas og hans gensyn med Camino Francés. Et gensyn som på mange måder positivt har opfyldt forventningerne, men også negativt bekræftet fordommene: Der er ikke mange PILGRIMME på Camino Francés. Langt de fleste man møder er på camino altså blot en spændende oplevelsesferie. Mere om dét i næste nummer! 13

14 Mi Caminata a Santiago. Af Niels Bundsgaard NOGLE AF MINE REFLEKSIONER. Hvem er vi? Hvad gør livet ved os? Hvor skal vi hen og hvor kommer vi fra? Spørgsmålene om livet, troen og tvivlen står i kø, særligt på sådan en vandring. Som jeg beskrev tidligere i min beretning var udgangspunktet for min vandring nærmere en fysisk udfordring, som jeg gerne ville afslutte mit arbejdsliv med starte et nyt kapitel. Og ikke umiddelbart nogle dybere tanker om livet, troen og tvivlen, men jeg kom på andre tanker, som turen til Santiago udviklede sig. Kort før min afrejse fra Danmark blev jeg udfordret, da en nær ven og kollega pludselig blev revet bort på grund af en alvorlig blodprop. Vi havde kendt hinanden i mere end 25 år. Jeg besøgte hans enke to dage før min afrejse, jeg havde da forinden fået oplyst, at han skulle bisættes den 8. november. Jeg havde store skrupler med hensyn til at deltage i bisættelsen eller starte min vandring, som planlagt. Med dette i mine tanker havde jeg en lang samtale med hans enke, som jeg også havde kendt i rigtig mange år. Inden besøget havde jeg gjort op med mig selv at jeg ville følge min plan. Det vil være for langt at komme ind på samtalen her, men i fuldforståelse og med opfordring fra enkens side skulle jeg selvfølgelig tage ud på denne vandring. Dette satte dog nogle tanker i gang hos mig, særligt da man jo selv er ved at træde ind i en ny fase i livet Jeg lovede afdødes hustru, at jeg ville finde en kirke, på dagen kl 1300, hvor jeg i stilhed ville mindes min kollega. Og den 8. november kl 1300 sad jeg i katedralen i Santo Domingo, i 45 14

15 minutter lod jeg mine tanker og følelser løbe i alle retninger. Jeff gik med mig, han kunne mærke at jeg var berørt. Katedralen i Santa Domingo. Fra denne dag og frem til afslutningen på min Camino blev min vandring mere og mere en vandring med troen og tvivlen, som jeg nærmest havde fået ind med modermælken, men måske havde glemt, i mit borgerlige liv, - både som pilot og menneske. Vi mennesker er altid omgivet af tanker om livet og døden, som vi bør og skal forholde os til. Vi lider alle tab undervejs, min Faders alt for tidlige død, hvor jeg nitten år gammel stod ved graven og skulle sige farvel, min Søster som kun blev 59, kolleger som blev dræbt ved flystyrt, min hustru, der har overlevet en kræftsygdom alle oplever vi tab og sejre. Som min vandring skred frem, blev samtalerne om alt vedr. livet, besøgene i kirkerne og katedralerne, samt messerne til en gradvis ændring af min begrundelse for min Camino til at være mere i tankens og troens retning. Endelig stod jeg ved foden af trappen til katedralen i Santiago, desværre for sent til at deltage i Pilgrimsmessen som tidligere nævnt, og hvor jeg blev mødt af en hel flok af unge mennesker, som jeg havde mødt på min Camino. Med disse glade stemmer, som ønskede mig tillykke med fuldført dåd, gik jeg ind i Katedralen med rigtig mange følelser, som jeg ikke troede jeg havde skal jeg være ærlig var jeg meget berørt af dette og måtte tørre mine øjne nogle gange. Mine smerter var pludselig helt væk og jeg glædede mig til middagen om aftenen med alle disse skønne unge mennesker. Da jeg senere var på vej til Pilgrimskontoret, hvor jeg på forevisning af mit pilgrimspas ville få mit Diplom, mødte jeg igen ved et tilfælde den kvindelige læge, som hjalp mig med mit knæ. Siobhan og vi måtte da spise en let frokost sammen, hvor vi i samtalens forløb kom langt rundt et fantastisk ungt menneske med mål i livet, meget opløftende. Siobhan og jeg ved frokosten. ÅRSTID OG VEJR. Gode og velmente råd fra mange mennesker kunne ikke ændre min beslutning, med at drage ud på denne vandring. Men det var ikke vandringen disse gode råd gik på, det var årstiden og vejret. Med hensyn til temperaturen var det koldeste minus 3 grader og to dage med snestorm til plus 22 grader (dog i solen). Blæst var en sjældenhed, dog lidt på nogle af de høje punkter undervejs, - 15

16 der hvor vindmøllerne står. Regn var også sparsomt, der var kun en dag med regn fra morgen til aften, ellers var der 5 dage med regn i nogle få timer. - På grund af dette og regn om natten, - eller nogle dage tidligere, måtte vi kæmpe med det røde ler, som hang fast i støvlerne, - og bladene på stierne var glatte, samt et utal af kokasser særligt i Galicien, - da kom mine vandrestave igen på prøve for mig var disse en kæmpe hjælp. Min erfaring viser, at man altid kan tage mere tøj på, når det er køligt, - men når det er varmt kan man ikke blive ved med at tage tøj af Jeg må nævne uldent undertøj, det er det mest fantastiske stykke beklædning jeg nogensinde har prøvet. Merinould har den evne at det er temperaturregulerende både i kulde og varme. Når man sveder, for lidt senere, at holde en pause, da kommer man ikke til at fryse, modsat med de syntetiske stoffer. Selv når det var køligst bar jeg kun mine lange underbukser, og langærmede undertrøje af merinould, og et par almindelige North Face bukser, en fleece trøje fra Patagonia og derover en let vindtæt skal, - også fra Patagonia, et par hansker, et halsrør og en hue begge i merinould. Dette og mine to par sokker (tynde og ulden vandresok fra Bridgedale) samt støvlerne, holdt mine fødder varme og tørre på hele turen, gjorde turen meget lettere for mig Ja bogstaveligt, påklædningen vejede ikke meget og det tørrede hurtigt når man kom frem til herberget. Med hensyn til plads på herbergerne, her var der også en stor fordel ved at gå på denne årstid, altid plads. Mange af de private herberger var lukket, det lykkedes dog et par gange, at få dem åbnet, hvis man ringede i forvejen, man skulle da helst være nogle stykker. Det var bl.a. på disse private herberger jeg havde nogle rigtig dejlige oplevelser, hvor vi alle var med til at lave mad sammen med værtsparret jeg kan nu opskriften på flere gode supper, samt bage brød i en gammel oven, udendørs. Denne suppe lavede vi sammen med vores værter i Bercianos del Real Camino MINE ETAPER. 31/10: St. Jean Pied-De-Port - Roncesvalles km. 01/11: Roncesvalles - Larrasoana km. 02/11: Larrasoana - Pamplona km. 03/11: Pamplona - Puente La Reina km 04/11: Puente La Reina - Estella km. 05/11: Estella - Torres del Rio km. 06/11: Torres del Rio - Logrono km. 07/11: Logrono til Nájera km. 08/11: Nájera - Santo Domingo km. 09/11: Santo Domingo - Belorado km. 10/11: Belorado - Agés km. 11/11: Agés - Burgos km. 12/11: Hviledag, Burgos. 13/11: Burgos - Hornillos del Cam km. 14/11: Hornillos - Castrojeriz km 15/11: Castrojeriz - Frómista km. 16/11: Frómista - Carrión d.l. Con km. 17/11: Carrión d.l. Condes - Terradillos de Templarios km. 18/11: Terradillos de Templarios- Bercianos Del Real Camino km. 19/11: Bercianos Reliegos km 20/11: Reliegos León km. 21/11: León, Hviledag. 22/11: León Villadrangos 22.3 km. 23/11: Villadrangos Astorga km 24/11: Astorga Rabanal 21.4 km. 25/11: Rabanal d. Camino Molinaseca km. 26/11: Molinaseca Villafranca d 16

17 Bierzo km. 27/11: Villafranca del Bierzo Vega de Valcarce km. 28/11: Vega de Valcarce Alto do Poio km. 29/11: Alto do Poio (omvej sne) Sarria km. 30/11: Sarria Portomarín km. 01/12: Portomarín Melide km. 02/12: Melide O Pedrouzo km. 03/12: O Pedrouzo Santiago km jakke. Let dunjakke. Halsrør. Handsker. Hue af merinould. Regnbukser m. lynlås, således man kan få dem på og af med støvler på fødderne. Et par lange-, to par korte underbukser, to undertrøjer med korte ærmer og en med lange ærmer, alt i Merinould. En letvægtsskjorte og et par tynde thermo benklæder fra Newline til brug om aftenen og byture. Sandal fra Teva. Guide af John Brierley. Dagbog. Bog, Alkymisten af Paulo Coelho (en fantastisk bog, hvis man vil have noget at tænke over, læste den 2 gange på turen). Lille rulle plastikposer til småting, proviant m.m. Apotekets Alcogel (lille flaske til rejsebrug). En Smartphone, en alm. mobiltelefon og et lille kamera, samt opladere til disse. Desuden havde jeg altid lidt toiletpapir i lommen, nødder, mandler, rosiner samt lidt chokolade var også en del af min sædvanlige oppakning. AFSLUTNING. UDRUSTNING M.M. Rygsæk, Osprey Exos 46 med overtræk. Sovepose, Starlight 1. Lagenpose. Imprægneret lagen mod insekter og væggelus. (blev dog ikke brugt ret meget). Siddeunderlag til brug ved hvil. Vandflaske. Foldbar kop. Lille foldekniv Swiss type. Lille sammenfoldelig vaskebalje. Toilet sager. Lille førstehjælpspakke. Sikkerhedstæppe (beskytter i nødstilfælde, holder på mindst 80 % af kropsvarmen). Letvægtshåndklæde. Små gennemsigtige pakke-poser med lynlås. Kompressionspose til skiftetøj. (Sparer plads i rygsækken). Vitaminpiller. Magnesium piller. Smertestillende piller. Koncentreret sæbe både til vask af tøj og personlig hygiejne. Tørresnor. Ørepropper. Sovemaske. Oppustelig hovedpude. Pandelampe LED. To par tynde sokker, Bridgedale. Et par alm. vandresokker og et par vintersokker fra Bridgedale. Støvler, Meindl MFS Vakuum. Vandrestave fra Gabel (Carbon). Benklæder, North Face. Let skal fra Patagonia. Fleece Jeg har sammen med alle de tusinder af Pilgrimme der gennem årene har gået den ene eller anden rute til Santiago fået nogle erfaringer og oplevelser, dem har jeg prøvet at dele med jer. Hvis man vil have ro og plads på herbergerne, samt undgå, at gå i gåsegang ude på Caminoen, da kan jeg anbefale at gå turen udenfor den normale sæson. Som tidligere nævnt har jeg ikke villet fortælle om de enkelte strækninger, naturen, maden og alt det andet det kan man læse om i andre beretninger og bøger. Hvis du/i får lyst til at prøve denne udfordring/oplevelse/sjælerejse, så er jeg sikker på at Roskilde Pilgrimsforening, samt mange andre med erfaring fra caminoen vil være til rådighed. Jeg vil selvfølgelig også gerne svare på spørgsmål, hvis det skulle blive aktuelt, jeg kan træffes på Her slutter Niels Bundsgaards spændende beretning. Vi takker, og håber Niels vender tilbage en enden gang. 17

18 Andagts-fri pilgrims-vandring Af Henny Mortensen Foreningen Fynsk Pilgrimsvandring har i snart en del år i pinsen arrangeret glimrende pilgrimsvandringer fra en lang række destinationer på Fyn, hvor alle vandrere samles 2. pinsedags eftermiddag til gudstjeneste i Odense Domkirke. Jeg har tidligere deltaget på vandringen fra Svendborg, så stor var min overraskelse, da jeg deltog i vandringen fra Nyborg i år. Det viste sig nemlig at være en pilgrimsvandring UDEN andagter undervejs. Vi besøgte en masse kirker, men den lille udleverede pilgrimsbog med bønner og salmer kom ikke i brug. Jeg spurgte lederen af vandringen, hvorfor man kalder det en pilgrimsvandring, når der ingen andagter er undervejs. Svaret var en anelse vævende om, at Foreningen af danske Santiagopilgrimme står som den ene halvdel med at arrangere vandringen fra Nyborg, og i Foreningen af danske Santiagopilgrimme ønsker man ikke at støde folk fra sig ved at påtvinge dem andagter!!! Mit ræsonnement: Pilgrims vandringen fra Nyborg til Odense kunne ligeså godt være arrangeret af Dansk Vandrelaug. Bortset fra, at turen ikke var nær så professionelt ledet. Til trods for, at vi blev mindet om et af de syv pilgrimsord langsomhed, så gik det over stok og sten om mandagen 2. pinsedag. Alt for få pauser. Vi blev konstant mindet om, at vi var i tidnød, fordi vi skulle nå Odense en time før den afsluttende gudstjeneste. Her var man så åbenbart ikke bange for at støde folk fra sig ved at slutte med gudstjeneste. Måske var det Fynsk Pilgrimsvandrings halvdel af turledelsen, der her slog igennem. For Fynsk Pilgrimsvandring skriver selv, at foreningen hviler på kristen grund. Det gør Foreningen af danske Santiagopilgrimme åbenbart ikke, siden man har lavet sådan et misk-mask af samarbejde med Fynsk Pilgrimsvandring og fortolkning af, hvordan en pilgrimsvandring gennemføres. For mit vedkommende kan jeg slå fast, at jeg har deltaget i pilgrims-vandringen fra Nyborg 3 gange: Første, sidste og eneste gang! Når jeg går pilgrimsvandring forventer jeg andet åndeligt indhold, end det jeg selv kan skabe. 18

19 Kirke, kunst og kulturrejse til Assisi. Juni Tekst af Else Lundin Jacobsen og billederne taget af Dorte Vincents Gennem vores vindue i Sct. Birgitta-klosteret kan vi om aftenen se den oplyste San Francesco basilika ude i den vestlige del af Assisi. Dorthe Vincentz og jeg er med i en gruppe, der er på Kirke, Kunst og Kultur Rejse til Assisi med ( pastor) Paul Kofoed Christiansen fra Roskilde Domkirke. Nej, er du også med på Assisi turen lyder det, og så føler man, at man - efter 25 år som indvandrer ( fra Fyn ) - måske alligevel er ved at være lidt inde i varmen. Og det er en dejlig tur, en fin blanding af indføring i Frans af Assisi s liv og tanker, naturoplevelser - især på de til tider ( for mig) anstrengende vandringer - og mødet med smukke gamle bygninger og store kunstværker. 19

20 Byen er så smuk og stemningsfuld, som den ligger der på toppen af et bjerg omkranset af den gamle bymur. Men her er ikke tale om Tornerosesøvn. Da vi første dag går over pladsen til Basilikaen, bliver vi overdøvet af en infernalsk larm af politi og højtalervogne, der skærmer en flok hidsige, farvestrålende cykelryttere, der spurter rundt om kirken og forsvinder rundt om hjørnet og op af bjerget. Hvad søger de mon? overskud til smil og venlighed. Omgangsformen mellem præsteparret og søstrene viser tydeligt, at man har kendt hinanden i mange år. Men Broder Theodor, Franciskaner munk tidligere bosiddende i Roskilde - står i sin kutte på balkonen og vinker velærværdigt som en anden pave. Hans humor, charme og store viden giver turen en ekstra dimension. Opholdet i Sct. Birgitta-klosteret, der ligger lige neden for sydmuren, og fra hvis terrasse der er en fantastisk udsigt ned over sletten er et ekstra plus. Mærkede du stedets åndelighed? blev jeg senere spurgt på en Pilgrimsvandring. Gjorde jeg? Som altid i større grupper, har jeg lidt vanskeligt ved balancen mellem koncentration om det åndelige samt samvær og fællesskab. De unge Grå Søstre knokler dagen lang med alt det, der skal til for at drive et herberg. Klir, klir lyder det en stille aften på Klosterets terrasse. En lille søster er i fuldt trav på vej hen til skraldespanden med 6 tomme vin flasker. Samtidig skal der også være tid til bøn og refleksion. Og der er Men jeg er betaget af byen og omgivelserne, og slet ikke færdig med den, da vi forlader den. 20

21 af sammen med nogle lidt yngre deltagere. De gamle knæ knagede og bragede, men begejstringen var stor, da vi nåede baren nede i byen, hvor de allerede ankomne sad og klappede af de tilkomne. Turen bar i det hele taget præg af at være gennemprøvet og gennemtænkt, og der blev gjort meget ud af fællesskabet. Og der var både munterhed og alvor i en god blanding. Og billederne er stadig på nethinden. Ved en andagt i Capella della Pace inde bag San Francescoe basilikaen gjorde en meget udtryksfuld ikon et dybt indtryk på mig. Broder Theodors begejstring for de meget smukke Giotto fresker var medrivende. Det samme var en morgenandagt i en olivenlund på vej ned til San Damiano Klosteret, hvor Frans fik sit kald, atmosfæren og udsigten på toppen af Subasio bjerget osv. osv. Vi kan varmt anbefale turen med Paul og Ellen Kofoed. Pax et bonum. Og så er der for resten også lige den barske nedtur af en gammel pilgrimssti, som Dorte og jeg var dumdristige nok til at vove os ned 21

22 Sankt Hans Vandring lørdag den 28. juni 2014 Af Tommy Hansen Sankt Hans Vandringen i 2014 blev afholdt af Roskilde Pilgrimsforening for 10. gang. En dejlig dag hvor 30 pilgrimme vandrede fornøjeligt 25 km gennem det danske sommerlandskab. Se nu stiger solen blev sunget som en smuk indledning, så Jeg er fremmed jeg er en pilgrim og inden pilgrimsvejen betrædes så: Vejene pilgrim, de venter med længsel En dejlig dag ventede den lange række af pilgrimme, som bugtede sig ad vejene ud af Roskilde frem til Hyrdehøjskoven, hvor stilheden bredte sig, og landskabet skiftevist åbnede og lukkede sig. Sognepræst Maria Harms forestod dagens første pilgrimsgudstjeneste i Gl. Vor Frue Kirke og gav nogle gode ord med på vejen. Maria fortalte blandt andet en lille historie om Vandregæld. En onkel lånte engang penge til en nevø, men sagde nej til at få pengene retur med begrundelsen, at han ikke havde brug for pengene. I stedet ville han gerne have, at nevøen engang ville give dem videre til en anden trængende. Denne vandregæld ville således ikke blive en byrde, men i stedet noget godt. Det er historien om det, der betyder noget, om venskab, fællesskab og kærlighed og om at gøre noget lykkeligt og ikke noget byrdefuldt. Næste mål var Svogerslev Kirke, hvor præst Elsebeth Garde Kjær forestod gudstjenesten. Elsebeth tog her blandt andet udgangspunkt i en snak om Selfies - om det at tage billeder af sig selv, og af sig selv sammen med andre, og om det at se sig selv sammen med andre. Også her blev andagten krydret med flere sange om vandring og om at gå vejen. 22

23 Fra Svogerslev gik turen videre et stykke ad Skjoldunge ruten, videre forbi Kattinge og frem til Herslev. På vejen gik vi gennem dejlig natur, blomster, marker, enge, søer og vandløb. Og køerne stod og kiggede på disse underlige mennesker, der gik forbi. Inden afgangen fra Herslev bekendtgjorde formand Finn Buhl, at næste del af turen frem mod Boserup Sanatorium og kaffen skulle foregå i refleksion og stilhed. Fremme i Herslev var det tid til at nyde den medbragte frokost i præstegårdshaven. Halvdelen af dagens kilometer var nu i hus. Spørgsmålet til refleksion var: Tør du lægge din skæbne og dit liv i Hans hånd som siger: Min nåde er dig nok, for Min magt udøves i magtesløshed. 2. Kor Efter frokosten holdt præst Marlene Sigh pilgrimsgudstjenesten. Hun talte blandt andet om Johannes og Jesus, som var fætre. Johannes som modstykket til Jesus. Og lidt om Johannes liv, og den grumme fortælling om hvordan Johannes hoved ender på et fad fortælles. Og så ønskede hun pilgrimmene god vej til Johannes Hospitalet, Sankt Hans. Også her blev andagten krydret med sange om vandring, om at have mod til vandring og om veje der kan vandres. Og endnu engang gik turen gennem det smukke landskab med udsigt mod fjord, over marker og skov frem til parkeringspladsen ved Boserup Sanatorium, hvor en frelsende engel modtog pilgrimmene, og der var sørget for kaffe og hjemmebag i rigelige mængder til alle. Dejligt. Under kaffen, og på den videre færd gennem Boserup skov, går snakken igen lystigt. Men 23

24 der var også tid til at nyde skovens stilhed og fuglenes fløjt. Jesus fødselsdag den 24. december fejres Juleaften. Man kan sige, at vi nu og frem til jul er i Johannes tid og efter jul i Jesus tid. Og heller ikke her snydes vi for sange om vandringen og vejen. Efter en stund er skoven forbi, og Sankt Hans ligger forude. Næste stop er Sankt Hans Kirke, som er åbnet op for dagens pilgrimsvandring. Her holder sognepræst Ulla Britt Holm Sørensen dagens fjerde pilgrimsandagt. Vejret har hele dagen været med os, og sidste del af turen frem mod dagens endemål, Roskilde Domkirke, sker da også i sol. Gennem Sankt Hans området støder vi på den nyåbnede café i Sankt Hans have. Her nydes en kølig rabarberdrik, inden vandringen går videre gennem Sankt Jørgensbjerg. Vi hører om Jesus og Johannes og om forskellene mellem dem, og om at Johannes Døberen siger: Jeg skal blive mindre og give plads for Jesus, som skal blive større. Og at den 24. juni er Johannes fødselsdag, og at det er det, der fejres med Sankt Hans, mens Videre gennem Byparken til Domkirken, hvor der er lidt tid til afslapning inden dagens sidste pilgrimsandagt og nadver som afholdes af sognepræst Paul Kofoed Christiansen. Også her hører vi om Johannes og Jesus, og om afbildningerne i Andreas Kapel af Jesus på den ene side og Johannes endeligt på den 24

25 anden side. Begge ender livet på grumme måder. Endelig fortalte Paul om pilgrimsvandringen, og om hvilket syn man kan lægge på denne. Så gik alle til en velfortjent middag i Konventhuset, hvor gode frivillige kræfter endnu engang sørgede godt for os. Vi kunne sætte os til et veldækket bord med god mad og drikke. Dejligt. Herunder at en pilgrimsvandring måske bedst kan betegnes som en Forundringsvandring - ikke som en bodsvandring men en vandring hvor man forundres. Eller som en Afstemningsvandring, hvor man bruger sig selv og giver plads. Men det kan også være en Takkevandring, hvor man takker for en overstået sygdom eller lignende. Der kan være mange gode grunde, så gør dig åben og hav en almen undring, sagde Paul. Gudstjenesten blev afsluttet med Nadver og uddeling af diplomer for vandringen. Stor tak til alle frivillige hænder og til formanden for endnu et godt arrangement ved denne 10 års jubilæumsvandring i Roskilde Pilgrimsforenings regi. 25

26 Portræt af en pilgrim Af Tommy Hansen En interviewsamtale med Iacob Ulrich Löwe om tolerance, rummelighed og religion og om at leve livet. normalt. Jeg går ind imellem også til morgenmesse på hverdage, og hyppigere til messe i fastetiden. Som så mange andre forsøger jeg at udvide min indsigt om livet og hvad, der rører sig. Jeg tror, det er en grundlæggende menneskelig egenskab. Vi kommer aldrig til at kunne overskue eller forstå det hele, men det skal ikke forhindrer os i at søge at blive lidt klogere. Tommy: Hvad er en pilgrim for dig? Ulrich: En pilgrim er et menneske, der søger. Ser man strengt religiøst på det, så er det en religiøst søgende. Men en der vandrer i Nordspanien eller andre steder, behøver for mig hverken være religiøs eller religiøst afklaret. Det kan godt være søgende sjæl eller én, der bare ønsker at få ro i sindet, at finde sig selv eller få hverdagens problemer og gøremål lidt på afstand. Man har ofte anset menneskelivet for at være en pilgrimvandring. Vi begynder et sted og slutter et andet sted. Vejen der imellem er en forberedelse, religiøst set, til et liv efter døden. Tommy: Vil du betegne dig selv som en pilgrim? Ulrich: Jo, det vil jeg, også fordi jeg er konfessionel kristen og går i kirke meget regelmæssigt, eller faktisk altid også mere end Tommy: Er du aktiv i kirkelige sammenhænge? Ulrich: Jo, det er jeg. Jeg har været lektor i 15 år i kirken i Køge. Man har lektortjeneste i den katolske kirke, hvor man som lægmand læser et stykke fra Det Gamle Testamente, Epistelen og kirkebønnerne. Almindeligvis ikke evangeliet der er forbeholdt præsten. Lægfolk kan godt i særlige tilfælde læse evangeliet og prædike, men så skal de være autoriserede til det. Det sidste nok for at undgå, at folk med manglende teologisk kendskab til bibelteksten kommer med egne sekteriske eller sværmeriske udlægninger Lige lovligt mange pilgrimssteder Tommy: Var pilgrimsvandring ikke oprindeligt forbeholdt katolikker? Ulrich: Nej, men den katolske og den ortodokse kirke har altid haft pilgrimsvandring. Det blev afskaffet med Reformationen. Ikke fordi Luther var imod pilgrimsvandring, men han mente, og med rette, det blev lidt over- 26

27 drevet. Der var lige lovligt mange hellige steder og en del tvivlsomme af slagsen. Efter Luther, da den protestantiske verden blev trukket mere over i reformert retning, blev det totalt forbudt. Man måtte simpelthen ikke vandre som pilgrim. Det er først kommet tilbage i den protestantiske kirke i nyere tid. Tommy: Hvorfor begyndte man på det igen? Ulrich: Jeg tror, man har indset, at der med reformationen, og især under den følgende evangelsk-lutherske ortodoksi, var røget for mange børn ud med badevandet. Man skulle pludselig være anti alt. Hvis katolikkerne gjorde noget, så gjorde protestanterne det stik modsatte. Og det er jo en dårlig argumentation. Ud over alterlys måtte man ikke have lys i kirken, ej heller messehagler og andet der kunne tale til vore sanser. Og så bliver det et noget puritansk fortagende. Man har vel fundet ud af, at man ikke behøver være så livsforsagende, og er så småt begyndt at genindføre noget. Men man kan fornemme, at man har lidt problemer med det. Der er jo ikke noget mål med den protestantiske pilgrimsvandring. Altså ikke noget fysisk mål. Der er ingen relikvier og ingen hellige steder. Dem vil man ikke have noget at gøre med. Så tilbage er bibelteksterne. Men behøver man at vandre for høre dem? Det kan man for mig lige så godt gå i kirke og høre. Her og nu uden bekymringer Tommy: Synes du som katolik, at ikkekatolikker, der pilgrimsvandrer, er forstyrrende? Ulrich: Nej, jeg mener, alle skal have lov til at gå. Jeg ved jo ikke, hvad de får af oplevelser. Når jeg for eksempel læser i Santiagoforeningens pilgrimsblad, så er der mange, som bare er udbrændte og skal ud på en fysisk troppetur. Og mange oplever jo en masse - de får pludselig en indsigt i sig selv, bliver mere afklaret og får i bedste fald livsglæden tilbage. Og det, tror jeg også, er noget af det væsentlige ved at gå en lang tur for eksempel til Santiago, frem for en endagstur. Selv skal jeg gå i ca. tre dage, før jeg er omstillet, men så er jeg dér, hvor jeg går. Så har jeg ikke nogen bekymringer, ingen aftaler, der er ikke noget, jeg lige skal huske. Jeg er der bare, og jeg er til her og nu. Det er noget meget væsentligt i livet, at vi lever her og nu og ikke glemmer at være til på grund af alle mulige planer. Det tror jeg, de fleste mere eller mindre oplever på en pilgrimsvandring. Der er nogen, der sørger for mad, der er nogen, der sørger for overnatning, og det man ejer, det ligger i en rygsæk, og det er ved gud ikke alverden. Lidt skifte- og regntøj, pas, penge, en guide, lidt mad og vand. Og det er det. Og jeg under alle mennesker, at de får den oplevelse. For det fører jo også nemt videre til, hvad meningen med livet er. Og til hvad meningen med mit liv er. Jeg ser pilgrimsvandringen, som noget af det samme man har fastetiden til i den katolske og den ortodokse verden. Engang 27

28 imellem bliver vi nødt til at stoppe op i livet og se, om vi er på rette kurs og hvis ikke, så om muligt få rettet de værste unoder. Ligesom vi har bileftersyn, når vi har kørt længe. Det er også væsentligt, at man får set mentalt efter hos sig selv. Gud prikker én på skulderen hvis han vil Ulrich: På en pilgrimstur på hærvejen gik jeg engang med en kvinde. Hun fortalte, at hun på caminoen i Spanien var blevet helt afklaret med, at hun ikke fortsat skulle leve sammen med den mand, hun nu levede sammen med, ikke fordi de var uvenner, men det var bare ikke dem. Det må da også være væsentligt, at man bliver afklaret med det. Så nej, for mig må alle mennesker meget gerne vandre. Faktisk håber jeg, at alle der har muligheden for det også gør det. Og de behøver for mig ikke være rettroende. Jeg tror, hvis Gud vil prikke dem på skulderen, så gør han det nok. Tommy: Ved nadveren i kirkerne i Spanien skal man, hvis man ikke er katolik, tage armene op foran sig, hvorfor skal man det? Ulrich: Man lægger en hånd tværs over brystet som tegn på, at man ikke deltager i nadveren. Man blander sig med nadvergæsterne, men får blot velsignelsen. Den almindelige velsignelse, som man også får i sin sognekirke, og det er da meget smukt, at guds fred må være med én. Den katolske kirke og den protestantiske kirke har ikke nadverfællesskab, så hvis man er protestant, må man ikke gå til nadver i den katolske eller den ortodokse kirke. Og omvendt. Tommy: Hvor har du pilgrimsvandret? Ulrich: Til september skal jeg sammen med Jørgen til Spanien for at gå til Santiago igen. Vi har aftalt, at vi vil over Pyrenæerne. Så vi starter i Saint Jean Pied de Port. Og så går vi de første 400 km i år og resten til næste år. Vi har gået før, men det er længe siden. Vi har i flere år gerne villet derned igen, men alvorlig sygdom i familien har bremset os. Vi var enige om ikke at gå på det tidspunkt, da vores tanker sikkert ville kredse om det hjemlige. Men nu skal det være. Høflighedsvisit hos Jacob Tommy: Hvad har fået dig til at ville vandre? Ulrich: Det ligger langt tilbage. Mit første fornavn er Iacob. Og jeg havde længe ønsket at aflægge en høflighedsvisit hos denne min navnehelgen. Vandringen blev vi meget fascineret og optagede af. Det var en pragtfuld oplevelse. Tommy: Hvor begyndte I og hvor sluttede I? Ulrich: Vi begyndte i Pamplona. Vi kom via Madrid til Pamplona, og så var det meningen at vi ville køre tilbage til Pyrenæerne, for at kunne begynde derfra. Men det viste sig, at transport mulighederne var for dårlige, og vi ville miste for meget tid. Men vi vil meget gerne op over Pyrenæerne, og opleve ørne og 28

29 bøgeskove. Jeg kan ikke forstille mig bøgeskove dernede. I det hele taget synes jeg, det er spændende at vandre i bjerge. Det er smukt og imponerende med disse dramatiske landskaber. Mennesker der vil noget med livet Tommy: Hvad gav vandringen dig så? Ulrich: Jeg synes, det gav mig en stor glæde og en ro. Ja og et ordentligt spark bag i. Det var en pragtfuld oplevelse. Men det var ikke en åndelig åbenbaring og noget i den stil. Men det at man er fri og lever her og nu, hvad man alt for sjældent gør. Det var dejligt. Det gælder også det smukke landskab og de andre mennesker, der går der. Det er jo positive mennesker, der vandrer der. Mennesker fra forskellige kulturer og med forskellig baggrund der vil noget med deres liv, mennesker der gør noget og ikke bare sætter sig hen og triller tommelfingre, og brokker sig over, at alt muligt. Tommy: Har du nogen pudsige oplevelser? Ulrich: Ja, vi mødte blandt andre et ældre tysk ægtepar fra Köln. Han var nok oppe i firserne, og han havde gået turen mange gange. Det var endelig lykkedes ham af få lokket sin kone med. Hun havde ellers altid sagt, hun ikke kunne klare det. Så det var hendes første tur, og jeg skal love for, de gik. Engang imellem når vi kom ind i en by, så sad de på en fortovscafé. Vi så jo ikke alt på grund af de mange mennesker, der var der. Men så lød der et Hallo Iacob. Det holdt ved i en uges tid, og så skiltes vore veje, enten var de eller vi gået forud eller bagud, eller overnattede et andet sted. Vi fulgtes et stykke tid også en østrigsk pige, der talte spansk og det var dejligt. Blandt andet var vi havnet i en kirke til en helgenfest. Langt inde i endeløs prædiken sagde hun, at dette her vist ikke sluttede foreløbig, og mente vi burde smutte. Det gjorde vi så. Vi skulle jo også spise og tidligt i seng. Og alt på samme tid, det er lidt upraktisk. Dengang var det ikke så godt organiseret. Man kunne først spise fra kl. 20:00. Og senest klokken 22:30 skulle man være i seng. Og hvis der så også var aftenmesse klokken 20:00, ja, så hænger det ikke rigtigt sammen. Men det mest pudsige var dog, at vi på den sidste del af turen før Santiago traf Anja og Finn Buhl. Det var før, der var noget det hed Roskilde Pilgrimsforening. De havde i nogen tid observeret, at der gik et par andre danskere samtidig. Da vi endelig mødtes, talte vi sammen på engelsk. Først ved et tilfælde blev vi klar over, at vi alle var danskere. Det viste sig at Finn og jeg havde mange fælles interesser, så det dyrker vi fortsat med en fælles frokost i ny og næ og en masse snak. Besøg hos den gamle Tommy: Har du overvejet andre ruter? Ulrich: Ja, bare det at vandre, synes jeg, er pragtfuldt, at gå i stilhed og ro og få set sig omkring. Mulige emner er i Norge til Trondheim eller i Sverige til Vadstena, for nu at tage det der er i nærheden. Eller Norditalien i og omkring Assisi. Meget snart skal Jørgen og jeg på valfart herhjemme, til Haraldsted som er et katolsk valfartssted og har været det i mere end 100 år. Det var der, Knud Lavard blev myrdet, så der har man valfartet til i middelalderen, og det har man så genoptaget efter der blev religionsfrihed. Det sker på en af nærmeste følgende søndage efter hans translokationsdag (skrinlæggelsesdag) den 25. juni, i år den 06. juli. Han har endnu en 29

30 helgendag, nemlig den 7. januar, dagen hvor han blev myrdet, hvor der også er valfartes til Haraldsted. Da Knud Lavard også er en af Jørgens og mine fælles kødelige forfædre, giver det jo en ekstra dimension. Så man kan sige, vi plejer familien når vi besøger den gamle. Tommy: Hvor lang er jeres typiske dagsmarch? Ulrich: Det er nogle og tyve kilometer. Det er ikke anstrengende, man har tid til at se alt omkring sig, stoppe op, og er tidligt nok fremme. Jørgen og jeg har samme kadence, og når vi går, så går vi til. Vi skal ikke have pauser undervejs, ikke ud over at vi strækker ben, og drikker lidt vand i ca. 10 minutter, og en frokostpause på ca. et kvarters tid. Sidder vi mere end en halvtimes tid, når benene at blive stive, og så skal de varmes op igen. Vi kan godt lide, at når vi går, så går vi. Når vi er fremme, skifter vi tøj, vasker det brugte og hænger det op, går i bad, og derefter ud på cafe og kigger på byen. Tommy: Planlægger I hvor langt I vil gå? Ulrich: Ja, vi fulgte dagsmarcherne i guiden. Men det er vi blevet enige om ikke at gøre denne gang. Vi vil forsøge at gå en halv dagsmarch plus en halv af den næste etape, for ikke at havne i de samme overfyldte herberger. Der er selvfølgelig også nogle steder, som vi meget gerne vil gense. Så det må vi få til at passe sammen. Vi går heller ikke, før det er blevet lyst om morgenen. Gik vi i mørke kunne vi lige så godt gå i skoven herhjemme. Vi vil se det landskab, vi vandrer i. Vi vil gerne se vejene, byerne og landsbyerne, landskabet, bevoksningen og blomsterne. Selv går jeg meget og kigger efter planter, det har jeg altid gjort. Ulrich og Jørgen holder et kort hvil mellem Arzua og Arca i Tommy: Er der så nogen årstider, du synes, det er bedst at gå i? Ulrich: Ja, vi er enige om september. Da vi gik sidst, gik vi den første halvdel af turen i september og den sidste halvdel i maj måned. Maj måned var også en pragtfuld vandremåned, men Jørgens have blev ikke til noget det år, da det jo lige er på den tid, hvor alt skal plantes, og der skal luges. Og så er der den praktiske side af sagen. Når vi kommer til september, er vi vant til at gå med bare ben og i sandaler. Vores ben er lidt mere hærdede på en naturlig måde end efter en vinter med sko og sokker. Og i september er ræset overstået, sommerferien og den værste varme er overstået, og så forlænger det også vores egen sommer. Færre andagter efterlyses Tommy: Deltager du i Roskilde pilgrimsforenings vandringer? 30