Grækenlands moderne historie fra 1940 til i dag

Transkript

1 Introduktion Dette er en sammenskrivning af mine opgaver afleveret i forbindelse med afholdelse af kurset: Grækenlands moderne historie fra 1940 til i dag (Foråret 2010). Tekst med sort skrift, er den oprindelige, den røde er tilføjet af underviser, og den blå er tilføjet efterfølgende af mig selv, og altså ikke gennemgået af underviser. Indhold Introduktion... 1 Indhold... 1 Amerikanokratiet, højreregimerne og kongehuset Indledning:... 2 Forfølgelse af centrum-venstreorienterede:... 2 USA s betydning for græsk politik efter 2nd Verdenskrig... 3 Militærets rolle:... 4 Kongemagten:... 4 Den økonomiske udvikling i perioden Den politiske udvikling i perioden Afsluttende bemærkninger... 7 Militærjuntaens opkomst og politisk-ideologisk orientering Militærjuntaens opkomst Revolutionen af 21.april 1967 og ideologien bag denne:... 9 Militærdiktaturets politik Ansvaret for militærdiktaturet og USA s indflydelse i Grækenland De forskellige aktører Demokratiets restaurering og venstrefløjens radikalisering Juntaens fald og Karamanlis vej til magten Det nye demokrati og opgøret med juntatiden: Arven efter obersterne Nea Demokratias udenrigspolitik i perioden Pasoks opkomst og magtovertagelse i Venstrefløjens radikalisering var PASOK et yderligtgående parti? Afslutning PASOKs magtovertagelse og demokratisering af samfundet Side 1

2 Opgør med 40 års konservativ politik: PASOKs reformpolitik: Statens demokratisering Diskussion: Fagbevægelsen demokratisering De udenrigspolitiske ændringer i perioden Afsluttende bemærkninger, konklusion Politisk konsensus, økonomisk rationalisering, konflikter på Balkan De vigtigste politiske og økonomiske ændringer i perioden De vigtigste partipolitiske ændringer i perioden Diskussion Diskussion af årsagerne til Pasoks valgnederlag og tab af regeringsmagten Diskussion af Balkan-konflikternes betydning for Grækenland Afsluttende bemærkninger: Skiftende regeringer i Grækenland : Bibliografi Disposition til eksamensopgave om Grækenland i 80 erne Amerikanokratiet, højreregimerne og kongehuset Indledning: Perioden er præget af 3 politiske fraktioner. Det venstreorienterede EDA, som var et samarbejde domineret af de tidligere kommunister (KKE) og flere små socialistiske partier. En centrumunion, som kort kan beskrives som en samling af liberale republikanske politikere. Og endelig et højreorienteret konservativt royalistisk parti, som kommer til at sidde på regeringsmagten, mere eller mindre legalt i det meste af perioden. Desuden er der tre faktorer som får endog meget stor indvirkning på Grækenlands politiske og dermed økonomiske udvikling i perioden, og det er kongemagten, militæret (det konservative parlament) og USA, som ved med Truman-doktrinen (1947) i hånden øvede meget stor indflydelse på Grækenland, og også i Tyrkiet, men det er en anden historie. Forfølgelse af centrum-venstreorienterede: Efter 2. Verdenskrig var Grækenland det eneste Balkan-land som ikke blev en del af den kommunistiske Østblok. Politisk var landet dybt splittet, og efter borgerkrigen (1949), som højrefløjen vandt, indledtes en sand forfølgelse af kommunister. Dette kunne man gøre i kraft af de oprettede militærdomstole, som havde til formål at dømme såkaldte spioner, som ville omstyrte det græske styre. Det er ikke emnet for denne opgave, men jeg vil blot lige nævne, at hvor man i andre lande efter 2. Verdenskrig lukkede koncentrations- Side 2

3 lejrene, oprettede man i Grækenland de berygtede interneringslejre på bl.a. Makronisos, under dække af at skulle genopdrage de politisk vildfarne, men som i brutalitet absolut ikke stod tilbage for de nazistiske lejre. I begyndelsen af 50 erne (1960 erne) kom det til en opblødning af forholdene, og mange af de dømte blev benådet eller fik strafnedsættelse. Men forfølgelserne af de venstreorienterede fortsatte, kommunistpartiet var forbudt og arbejdede i stedet under dække af det føromtalte EDA, og i det daglige blev kendte kommunister chikaneret, det kunne f.eks. være svært at få kørekort eller andre attester, som man skulle bruge fra det offentlige for at søge arbejde. Ved et enkelt valg, i 1958, opnår EDA 25 % af stemmerne uden at det dog fører til reel indflydelse. USA s betydning for græsk politik efter 2nd Verdenskrig Grækenland var, som før omtalt, det eneste Balkan-land der ikke blev indlemmet i Østblokken, og denne placering på kanten af Østblokken forklarer USA s udtalte interesse i landet (jf. Inddæmningen af Sovjet), uden at vi i øvrigt skal komme ind på stormagternes koldkrigspolitik. Denne støtte udmøntede sig først og fremmest i militært udstyr og træning, men også økonomisk støtte, både i form af direkte hjælp, Marshallhjælpen frem til 1952, og i form af lån. Men det var en økonomisk støtte med betingelser. Først og fremmest skulle støtten bruges til at opretholde et stærkt militær, og fra USA s synspunkt var det naturligvis for at imødegå, hvad man anså for Østblokkens trussel, hvilket også førte til Græsk NATO-medlemskab (1952). Betingelserne kunne også gå på hvilke virksomheder der måtte ydes lån til, hvorfor det var meget svært at få en ordentlig industriproduktion i gang. At det var muligt at holde så strengt styr på udlånene, skyldtes at hele finansmarkedet var koncentreret på de to store banker, National Bank of Greece (hovedsagelig statsejet) og den private Commerciel Bank. Faktisk siger Mouzelis, at USA opmuntrede bankerne til at yde lån til små-industri, hvilket de undlader. Dette kan bl.a. forklares ved bankernes engagement i store gamle industrivirksomheder, som de ikke ønsker at udsætte for konkurrence. Set fra dagens Danmark kan det undre meget, at det var svært at låne penge til udvikling og produktion, hvilken interesse skulle USA have i det. (der blev givet støtte til de industribrancher, som USA og vesteuropæiske lande kunne være interesseret i fx petrokemisk industri, skibsværfter, cementindustri mv.) Selvfølgelig kunne man ved den fremgangsmåde tvinge grækerne til at importere amerikanske varer, men hvis man nu havde hjulpet en egentlig produktion i gang, havde grækerne måske haft endnu bedre råd til at importere amerikanske varer. Kigger man på historien ligner USA s politik i Grækenland en kolonimagts og ikke en samarbejdspartners. I det hele taget var Grækenland gennemsyret af allestedsnærværende, men udefinerbar, amerikansk indflydelse, Mogens Pelt kalder den, den amerikanske faktor. Grækerne selv var meget delte i synet på USA, og ikke umiddelbart positive, til gengæld forekommer det mig at man på den anden side har fundet en perfekt syndebuk til at give skylden for alle dårligdomme. Ifølge (Stern, 1977, s ) agerede den amerikanske ambassadør i Athen John Peurifay ( ) statsminister, og hans indflydelse var så stor, at han sikrede Papagos valgsejr i 1952 og personligt sikrede valget af Papagos efterfølger Karamanlis, da Papagos døde i Valget faldt på Karamanlis da denne, trods sin mindre betydende position i det konservative Rally Party, havde imponeret amerikanerne i sit virke som minister for offentlige arbejder ved den måde han havde administreret de amerikanske hjælpeprogrammer. 1 Øh, der er vist noget galt i Sterns argumentation: Ifølge Wikipedia døde Peurifay den og han var på dette tidspunkt ikke ambassadør længere. Men det har nok bare været en anden amerikaner så. Side 3

4 Hvad angår CIA s rolle i Grækenland kan det bedst beskrives ved følgende citat: The CIA was in bed with the palace, the army, the Greek intelligence service, the rightist parties, the conservative business community, the establishment in general 2 Militærets rolle: Inden vi går videre til den økonomiske og politiske udvikling vil jeg kort se på militærets rolle i Grækenland. Et stærkt militær kan nemlig i bogstaveligste forstand hurtigt vise sig at blive et tveægget sværd. Formålet med et stærkt militær var som tidligere nævnt at skabe et bolværk mod Øst, ikke blot Østblokken, men også mod Tyrkiet, som Grækenland traditionelt har et noget anstrengt forhold til. Problemet med det græske militær var, at det ikke var upartisk. Det havde op til 1950 været indblandet i flere kup, og var ved skandalevalget i 1961 med til sikre højrefløjens tvivlsomme sejr. Desuden var den underliggende trussel om et militærkup i midten af 60 erne med til at gøre den politiske situation meget mudret, og alt i alt var militærets indflydelse med til at gøre det græske demokrati ustabilt. Militæret har leveret flere statsledere, f.eks. diktatorernne Ioannis Metaxas (statsminister ), og George Papadopoulos (statsleder ), men også den demokratisk valgte Alexander Papagos (statsminister ). Kongemagten: Kongemagten er en underlig størrelse i græsk politik, og problemet med kongemagten, tror jeg, er at kongens rolle helt fra begyndelsen ikke har været klart defineret. Kongen var hadet og elsket. I Balkankrigene i begyndelsen af det 20ende århundrede var han en stor helt, for blot få år senere at blive sendt i eksil. Ikke mindre en 4 gange mellem 1920 og 1946 blev der afholdt mere eller mindre fiksede afstemninger om kongemagtens bevarelse, hvilket siger noget om landets ambivalente forhold til deres konge. Kongemagten havde retten til at afskedige og ansætte statsministeren, en ret, som blev brugt i udstrakt grad i den periode vi ser på. I det hele taget er det meget uklart at gennemskue Kong Konstantins hensigter da han bliver konge i Var han under indflydelse af sin mor, blev han styret af rådgivere eller højreorienterede politikere (i høj grad af begge grupper), CIA s medarbejdere, som han selv såvel som hans forældre et nært forhold til 3, eller arbejdede han som, han selv siger det (Ja, det sagde han mange år efter, men han planlagde selv et kup og opfattede hæren som sin egen. Han godkendte også militærjuntaen i 1967), for demokratiets bedste. Jo, kongemagten havde så absolut en afgørende rolle i det ustabile græske demokrati. Den økonomiske udvikling i perioden Efter 2. Verdenskrig var den græske økonomi tvunget i knæ, og man skulle i gang med at bygge landet op igen. I løbet af 50 erne kom der gang i den økonomiske vækst igen, og væksten er i denne periode angivet til 6-7% p.a. Opbygningen kom til dels i gang med støtte fra USA, som allerede tidligere omtalt, men der er også flere andre vigtige faktorer. For det første gennemfører Papagos i 1953 en drastic monetary reform, og et balanced programme for at skabe økonomisk liberalisering med pæn succes, da det letter etableringen af både græske og udenlandske private virksomheder 4. En anden betydelig faktor var rederivirksomhed. Grækenland var og er en skibsfartnation, og skibsfarten har i tidens løb tjent mange penge hjem til Grækenland, bl.a. ved fragt af amerikanske varer. Det skal dog lige understreges at mange af skibene sejlede under bekvemmelighedsflag og tjente således ikke direkte penge hjem til Grækenland i form af skatter, men indirekte via de mange ansatte græske søfolk og redernes eget forbrug og investeringer i f.eks. skibs- 2 (Stern, 1977, s. 14) 3 (Stern, 1977, s. 13) 4 (Botsiou, 2002, p. 18) Side 4

5 bygning. En anden vigtig faktor er emigranter. I løbet af 50 erne, 60 erne og 70 erne udvandrede ikke mindre end 12 % af den græske befolkning. En stor del af emigranterne var mænd i den arbejdsdygtige alder, som udvandrede til USA, Australien eller Tyskland, og som sendte penge hjem for at understøtte deres familie i Grækenland. En del af dem vendte siden tilbage for at skyde penge i små virksomheder, en taxa, café eller lign. I det hele taget er Grækenland et land præget af små familievirksomheder, det var som sagt meget svært at låne penge, men i takt med den stigende turisme, som er gået hen at blive en meget vigtig indtægtskilde for landet, var det muligt at åbne små familiedrevne hoteller og restauranter. Ligeledes var der mange små lavteknologiske virksomheder som bl.a. producerede fødevarer, tobak og tekstiler. Perioden var desuden præget af en meget kraftig urbanisering, og i dag bor størstedelen af den græske befolkning i og omkring storbyerne Athen og Thessaloniki. Urbaniseringen medførte sammen med behovet for genopbygning efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser, hvor 23 % af alle bygninger var blevet ødelagt, et behov for boliger, og sammen med den voksende turistindustris behov for hoteller, betød det et veritabelt byggeboom og i 60 erne og 70 erne gik ikke mindre end 65 % af de økonomiske investeringer til byggeriet. Det betyder naturligvis let adgang til arbejde for mange, men da byggebranchen, ligesom turistindustrien i øvrigt, er meget konjunkturfølsom, kan det hurtigt lede til stor arbejdsløshed, som vi ser det i f.eks. i Spanien i dag. Der står ikke så forfærdelig meget mere om den økonomiske udvikling i de tekster vi har fået, men måske vender vi tilbage til det i senere opgaver. Under alle omstændigheder steg den generelle velstand for de fleste grækere i perioden (næppe, da der var tale om skæv fordeling af arbejde og indkomst. De brancher, der ikke blev udviklet fik ikke den store vækst og dermed mange nye ansættelser. Den store udvandring skyldes primært den store relative fattigdom på landet), og indkomsten pr capita steg med imponerende 50 % fra (nogle tjente meget og andre blev fattige), medens den generelle prisstigning holdt sig på 17 %. Dette kom dog langt fra hele befolkningen til gode. De meget få investeringer i landbruget betød forældede og urentable produktionsmetoder, og dermed betydelig dårligere levestandard for landbefolkningen, med den deraf følgende urbanisering og emigration. Af tal kan vi nævne at de 40 % med lavest indkomst tjente godt 9 % af den samlede nationalindkomst, hvorimod de 17 % med de højeste indkomster tjente de 58 % (vi taler midt 60 erne). Denne ulige fordeling af indkomsterne var direkte forbundet med den sociale uro, som førte til en øget politisk mobilisering i 60 erne i Georgios Papandreous Anendotes kampagne. I 1961 indgår Grækenland en associeringsaftale med EF, og lovning på et lån på 125 mio. $ til at støtte tiltag som harmoniserer den græske økonomi til EF, som skal udbetales løbende over en kommende årrække 5, hvilket bl.a. har den positive indvirkning at den græske eksport, af især landbrugsvarer, til EF-området stiger 6. Den politiske udvikling i perioden Perioden er præget af 3 markante politikere: Feltmarskal Alexander Papagos ( ), den senere præsident Konstantinos Karamanlis ( ), George Papandreou senior ( ), ikke at forveksle med hans barnebarn George Papandreou junior, Grækenlands nuværende statsminister. Papagos og Karamanlis er konservative, medens Papandreou tilhører den liberale midterfløj. Jeg vil lige indskyde, at det er meget karakteristisk for perioden at et valg ikke drejer sig om at stemme på et bestemt parti. I stedet følger stemmerne personerne, som først tilhører et parti og siden måske danner et andet, hvorfor hele perioden 5 Långivningen sættes i bero under juntaen. 6 (Botsiou, 2002, p. 20) Side 5

6 er præget af en masse partiers opståen og forsvinden igen. Det giver derfor ikke mening at beskæftige sig med enkelte partier, det bliver først aktuelt senere med Pasok og Nea Demokratia, og jeg har derfor valgt at fokusere på personer. De første valg efter borgkrigen blev vundet af en løst sammensat liberal centrum-union, hvor Giorgios Papandreou var en af lederne. Statsministeren blev Nikolaos Plastiras, men da unionen ikke havde absolut flertal, og ikke kunne finde samarbejdspartnere til sin politik - de to fløje i græsk politik er traditionelt set ikke i stand til at samarbejde - var det ikke muligt for ham til at holde sammen på unionen, og i 1952 udskriver han valg. Valget vindes denne gang af Alexander Papagos, tidligere feltmarskal og medlem af den højrenationale royalistiske organisation IDEA. IDEA som i samråd med kongen i 1967 beslutter at gennemføre at militærkup, men bliver overhalet indenom af obersterne, og 11 års uafbrudt højrestyre indledes. Alexander Papagos forlod i 1951 militæret for at danne sit eget politiske parti. Ved valget i 1952 opnår han knap 50 % af stemmerne, men på grund af valgsystemet (flertalsvalg i enkeltmandskredse) opnår han en meget stor majoritet af pladserne i parlamentet. Papagos er USA s fortrukne kandidat 7 og han har blandt andet vundet sin sejr på en kampagne bygget på kommunistforskrækkelse, og hans periode er da også præget af en chikane af disse. Blandt andet nægter han at afskaffe de forhadte militærdomstole og i stedet indbringe kommunisterne for almindelige civile domstole, hvilket var et stort ønske fra centrumunionen med Papandreou i spidsen. Men den største opgave for Papagos regering er genopbygningen Grækenland efter krigene, og som omtalt fører det langsomt til økonomiske forbedringer. I 1955 dør Papagos overraskende og kongen, stærk påvirket af den amerikanske ambassadør, bruger sin indflydelse til at udpege den nye premierminister Konstantinos Karamanlis. I det hele taget så kongemagten det gode forhold til USA, som en garanti for sin egen position og monarkiets overlevelse: USA støtter militæret, militæret støtter kongen, kongen lytter til USA og ringen er sluttet 8. Karamanlis var ikke umiddelbart den første i rækken til at efterfølge Papagos og flere ledende højrepolitikere forbigås, til deres store utilfredshed, ved kongens indblanding. Men valget af Karamanlis falder trods alt i god jord, da han i Papagos regeringstid var en populær minister for offentlige arbejder. En af Karamanlis kæpheste var at få Grækenland med i EF, og han arbejdede hårdt for at Grækenland skulle blive det første associerede medlem, hvilket det blev i 1961, med aftale om fuldgyldigt medlemskab i 1984 (blev medlem 1981). Grækenland havde ikke deltaget aktivt i de indledende forhandlinger om de Europæiske samarbejder i 1950 erne efter 2nd Verdenskrigs afslutning, for at få Europa på fode igen, f.eks. Kul Og Stålunionen, (forløber for EF) eller EURATOM (det europæiske energisamarbejde), da landet havde nok at gøre med at stabilisere sit styre efter de turbulente borgerkrigsår ( ). Aftalen betød bl.a. at Grækenland kom med i den Europæiske toldunion og Europa blev Grækenlands naturlige samarbejdspartner. Karamanlis vinder også de følgende valg, og det især på grund af valgsystemet. Det er nemlig den til enhver tid siddende regerings ret, hvis den altså har flertal, at bestemme hvilket valgsystem det kommende parlamentsvalg skal foregå under. Valgsystemet i 1958 var således det sædvanlige flertalsvalg, men med den ekstra krølle, at man indførte en anden fordelingsrunde af stemmer, hvor kun de partier som havde opnået mere end 25 % af stemmerne (30 % for valgforbund) og altid de to største partier talte med. Papandreous centrumunion havde naturligvis regnet med at blive det næststørste parti, og havde stemt ja til valgloven, men til alles overraskelse blev EDA det næststørste parti. Karamanlis (og hans parti ERE) fik dog stadig abso- 7 Se kapitlet om USA s betydning for græsk politik. 8 (Stern, 1977, s. 17) Side 6

7 lut flertal i parlamentet, og EDA stod uden for indflydelse. Ved valget i 1961 følte højrefløjen jorden brænde under sig, og hvorvidt Karamanlis var vidende om det eller ej er uklart, men militære ledere sørgede for et knebent flertal til Karamanlis ved at presse/tvinge soldaterne til at stemme på ham. Dette er siden blevet kaldt skandalevalget i 1961 og førte til kraftige protester og anklager fra centrum og venstrefløjen mod regering og militær. Det næste valg i 1963 betød et systemskifte, og Karamanlis vælger at forlade landet på grund af uoverensstemmelser med bl.a. kongen. Valget afholdtes uden de store problemer, Papandreou vandt, men fik dog ikke absolut flertal i parlamentet. Papandreou er nødt til at samarbejde med EDA. Det vil han ikke og 3 måneder senere udskriver han nyvalg, hvor hans regering får absolut flertal. Men hans regeringstid, så kort den var, blev ikke problemfri. Han var blandt andet blevet valgt på et program om udbredte demokratiseringsreformer og en modernisering af militæret, men det var svært da det højreorienterede militær modarbejdede disse reformer. Af vigtige punkter han fik gennemført kan nævnes en skolereform, hvor talesproget dimotiki blev gjort til officielt undervisningssprog, løsladelse af politiske fanger, delvis nedlæggelse af militærdomstolene og forbedrede forhold for fagbevægelserne. Men som sagt havde han meget svære arbejdsbetingelser, men ikke kun på grund af konge og militær. Der var også uro i hans politiske bagland, som ikke altid stod 100 % bag Papandreous politik. Dette skyldtes at Centrumunionen var en bred union sammensat af politikere, lige fra de mere venstreorienterede, socialdemokratiske kræfter, repræsenteret ved Andreas Papandreou til frafaldne højrenationale. Som et eksempel på dette kan nævnes Papandreous egen forsvarsminister, som i høj grad modarbejde reformpolitikken. Situationen kompliceredes yderligere af den såkaldte Aspida affære, hvor den unge Andreas Papandreou blev mistænkt, uden hold i virkeligheden og udelukkende for at chikanere regeringen, for at være leder af en venstreorienteret gruppering i militæret. og i 1965 gik han til kongen, og bad ham om at afskedige sig, hvis ikke han fik bedre arbejdsbetingelser, altså kongen skulle blande sig uden om (Han holdt f.eks. på sin ret til at udnævne den militære generalstab, hvilket var med til at forhindre en reform). Det ville kongen ikke og landet stod nu uden valgt regeringsleder. Kongen udnævner herefter en højre-mindretalsregering, som vælger ikke at udskrive nyvalg, og landet ledes af skiftende mindretalsregeringer de næste par år. Dette var en uholdbar situation, men kongen og højrefløjen stod under stort pres fra de militære ledere, hvis Papandreou skulle vinde regeringsmagten ved et valg, hvilket han højst sandsynligt ville gøre, ville de med militæret i ryggen gennemføre et kup. I 1967 lykkedes det Papandreou og Kanellopulos (den nye højre-leder) at blive enige om at udskrive valg, Papandreou vinder (nej, valget blev ikke gennemført, fordi militæret tog magten før valget ) og militæret gør alvor af sin trussel, og oberstkuppet bliver gennemført. Afsluttende bemærkninger Den røde tråd i denne opgave er det ustabile demokrati. Og som jeg har forsøgt at vise, spiller flere faktorer ind. Udenlandsk indblanding og indflydelse, militærets rolle, kongens diffuse rolle og indblanding, undertrykkelse og forbud af politiske partier, et valgsystem der ikke er fastlagt i forfatningen, politikernes manglende evne, vilje og ikke mindst tradition for at samarbejde både med politiske modstandere, men også indenfor egne rækker, og til sidst de mange partier som opstår og forsvinder. En sidste ting man kan fremhæve i denne sammenhæng, er de mange skiftende regeringer og statsministre. Faktisk bør man ikke kun angive en græsk statsministers regeringstid ved årstal, men også med dato, da adskillige kun når at sidde i få måneder. F.eks. sad Dimitrios Kiousopoulos Alexander Papagos forgænger fra 11. oktober til 19. november 1952, og altså godt og vel en måned. Et par stykker af dem har de fået has på, her tænker jeg på militær, konge og valgsystem (næppe det sidste). Den udenlandske indflydelse må vi regne med foregår Side 7

8 mere frivilligt, men om politikerne er blevet bedre til at samarbejde er noget vi skal se på senere. Et emne som ikke har været nævnt her, men som også spiller en meget vigtig rolle både i dag og den gang, er den store offentlige sektor, men det vender vi sikkert også tilbage til. Militærjuntaens opkomst og politisk-ideologisk orientering Militærjuntaens opkomst. At forklare militærjuntaens opkomst er ikke nogen nem sag. Det er et kompliceret sammenspil af politiske, økonomiske og rent magtmæssige årsager, men også tradition (samt personlige årsager). Det var ikke uvant for militæret at gå ind og blande sig i landets politiske ledelse, og militæret har som sådan leveret flere statsledere. Det kunne være for at støtte en foretrukken politiker, som f.eks. ved Goudi kuppet i 1909, hvor militæret ønskede den tidligere krigsminister og krigshelt kaptajnen Kyriakoulis Mavromichalis som statsminister (statsminister aug.1909-jan.1910), eller for at indsætte en af deres egne, som f.eks. general Ioannis Metaxas (statsminister/diktator ), men også den demokratisk valgte tidligere marskal Alexander Papagos (statsminister ) kom oprindelig fra militæret inden han gik ind i politik. (samt Plastiras ( ), Pangalos ( ) og Koundouriotis) Magtfordelingen i Grækenland bestod traditionelt set af en tredeling mellem konge, militær og et parlament. Men hvor vi kender den tredelte magt som en ligelig fordeling mellem den lovgivende (folketing), den udøvende (regering) og den dømmende (domstole) magt, kan man i Grækenlands tilfælde sige, at den udøvende magt (militæret) udøvede sin magt over den lovgivende (parlament og regering) og den dømmende magt (domstolene). Kongens rolle er noget mere uklar, men i perioden op til kuppet går man vist ikke helt galt i byen ved at påstå at han samarbejdede direkte med militæret.(kongen var formelt leder af militæret og han opfattede det som sin egen ejendom) Jeg vil ikke gå i detaljer med den politiske og økonomiske udvikling op til kuppet, det har jeg gjort tidligere i opg.3, men det er vist ikke helt forkert at slå fast at det græske politiske system og militær, i midten af 60erne, var moden til en række gennemgribende demokratiserende reformer, og det økonomiske, finansielle og arbejdsmarkedspolitiske system ligeledes, for at forbedre forholdene for hele den græske befolkning. Denne demokratiseringsproces repræsenteredes ved den liberale centrumpolitiker Georgios Papandreou, men også ved hans søn den mere socialdemokratisk orienterede politiker Andreas Papandreou, og som nævnt i opg.3 stod de til at vinde det politiske flertal (Nej, det var hans far, der stod til at vinde) og dermed regeringsmagten ved valget i 1967, hvorved militæret kunne se frem til at få stækket sin indflydelse. Så militæret (og kongen), som jo, som allerede nævnt havde været vant til have meget stor indflydelse stod nu i en situation, hvor man kunne vælge mellem at følge de demokratiske spilleregler og afgive magt til parlamentet, eller endog blive lagt under parlamentet og regeringen, eller man kunne vælge, hvilket de desværre gjorde, at tilkæmpe sig endnu mere magt. I min fremstilling fremstår det som om militæret bestod af en enig enhed. Dette var bestemt ikke tilfældet, og op gennem det nittende og tyvende århundrede havde militæret på skift været domineret af henholdsvis liberale og konservative kræfter. Men efter Metaxas-diktaturet var de mest liberale kræfter smidt ud, og militæret domineres derefter af konservative royalistiske kræfter. Det er vigtigt at bemærke, at man i de militære kredse egentlig var meget tilfredse med situationen, som den var under Papagos og Karamanlis, og altså før de mere liberale kræfter ved Papan- Side 8

9 dreou kom til magten i begyndelsen af 60erne: Et styret demokrati, styret af kongen og en konservativ regering, og hvor militæret stod som garant for stabilitet var idealet. De præcise detaljer omkring selve hændelserne før kuppet og under kuppet er ekstremt komplicerede (og vist heller ikke afklaret endnu), men det står fast at der eksisterede ikke mindre en to planer om kupforsøg - endnu et eksempel på den militære splittelse. Den store junta, et sammenarbejde mellem konge og generaler, som var organiseret i foreningen IDEA, og den lille junta, organiseret i foreningen EENA, en gruppe laverestående officerer, som kom først. At den lille junta kunne komme den store i forkøbet skyldtes at deres leder Giorgios Papadopoulos, også havde en fremstående plads i IDEA og at han således kendte til kongens og generalernes kupplaner. At de valgte at komme dette kup i forkøbet skyldtes alene kongens position. De to juntaer havde samme politiske formål (nemlig at forhindre demokrtiske reformer, men de så forskelligt på omfanget af undertrykkelse, på statens funktion og venstrefløjen), men den lille junta forudså, at det kunne blive meget svært at retfærdiggøre et kup, som havde kongen i spidsen. Efter kuppet blev mange politikere anholdt, George Papandreou kommer i husarrest, hvor han dør i november 1968, Andreas Papandreou fængsles også, men frigives siden efter pres fra USA, hvorefter han slår sig ned i Sverige og danner den panhellenske befrielsesbevægelse (PAK). Den tidligere konservative statsminister Karamanlis bor på tidspunktet for kuppet ikke i Grækenland, han valgte at flytte til Paris i forbindelse med valgnederlaget i Kongen bliver i første omgang i landet, men efter et mislykket modkup i december 1967 tvinges han til at flygte, først til Italien og sidenhen England, hvor han får lov til at slå sig ned, og monarkiet afskaffes officielt ved en folkeafstemning (uden fusk) med 70 % -30 % flertal d.8. dec I Grækenland indsættes i første omgang en marionet-statsminister, Konstantinos Kollias, men kort efter udnævnes Giorgios Papadopoulos til leder af staten. Revolutionen af 21.april 1967 og ideologien bag denne: Karakteristisk for et kup af denne type, vælger lederne ikke at bruge det meget negativt ladede ord kup (coup d etat) om magtovertagelsen. De vælger i stedet at bruge ordet revolution, da ordet revolution signalerer en mere positiv værdi i form af at en befolkningen står bag en omstyrtelse af et dårligt regime. Og det er også blandt andet derfor at obersterne valgte at komme den store junta i forkøbet, da det ville blive svært at retfærdiggøre en folkets revolution med kongen i spidsen. Kuppet begrundes i første omgang med den sædvanlige frygt for kommunistisk magtovertagelse. Det påstås at man i EDA s (et politisk parti domineret af de tidligere kommunister fra KKE)hovedkontor fandt dokumenter som beviseligt pegede på et kommunistisk forsøg på magtovertagelse, og at man i denne sammenhæng opdagede flere hemmelige våbenlagre. Denne begrundelse er dog ikke særlig overbevisende, og diktaturet slår i stedet hurtigt over i en kritik at det politiske system. Et politisk system styret af dekadente og korrupte politikere, som udelukkende arbejder for egen magt og vinding. Og paradoksalt nok er den bagvedliggende grund til kuppet jo lige præcis den samme: at fastholde magten i egne rækker. Det skal også lige nævnes at kritikken af det politiske system også virkede godt i militærets egne rækker. Soldaterne var for en stor dels vedkommende provinsboere og bønder eller fra den lavere middelklasse og de brød sig bestemt ikke om politikernes privilegerede livsstil i Athen. Som bl.a. Clogg fortæller, har styret ikke en fuldstændig fastlagt ideologi, som f.eks. den nazistiske (nej, fascistiske) eller kommunistiske ideologi, hvor man kan spørge føreren eller kigge i Maos lille røde efter Side 9

10 vejledning. Men der bliver gjort nogle forsøg undervejs for at juntastyret kan retfærdiggøre sin position og ikke mindst kontrol. Det er meget karakteristisk for et diktatorisk styre, det være sig fascistisk, maoistisk, stalinistisk religiøst eller militært, at man må have et system af kontrol. I Grækenland giver det sig blandt andet udslag i et system af kommissærer, som placeres i både offentlige og private virksomheder, og sågar i spejderbevægelsen, som systemets repræsentanter for at holde øje med og indrapportere politiske afvigere. I det hele taget placeres systemets mænd på alle betydende poster i statsapparatet, dommere og lokale guvernører udskiftes, og politiets arbejde overtaget i vid udstrækning af militærpoliti. Et andet meget karakteristisk træk ved et diktatur som dette er censur og ikke mindst propaganda, som styret i høj grad benyttede sig af. Jeg har lagt to eksempler ind her fra YouTube og som med al ønskelig tydelighed demonstrerer et diktatorisk regimes ideologi. Der er lagt vægt på revolution, fædrelandskærlighed, kamp, våbenmagt, militærmusik, nationens genfødsel, og i det ene klip ser man sågar propaganda for Makedonien og Cypern, som en del af Grækenland. (diktaturet var bl.a. karakteriseret ved antidemokratisk politik, populisme, undertrykkelse, totalitær opfattelse, en blanding af både konservativ, liberal og socialistisk ideologi som ren retorik) I 1968 gennemtvinger styret ved et fusker valg en ny forfatning og Giorgios Papadopoulos udråbes som enehersker og en slags landsfader. Dette gør han for folkets bedste. Et folk som indtil nu er blevet vildledt, men som nu vil blive vejledt til at blive en del af et sandt demokratisk hellensk-kristent samfund. For ja, demokratiet vil blive indført igen, når det græske folk har forstået, hvor de skal sætte deres stemme. I lighed med Hitlers Mein Kampf og Maos lille røde, udgiver han et 6- binds værk To Pistevo mas, som bør læses af alle. Til forskel fra f.eks. Hitlers Tyskland og Kina, findes der ikke et organiseret masse-parti, og det lykkedes heller ikke for oberststyret, at omvende befolkningen til sin ideologi, som det jo lykkedes i hvert fald i første omgang for Hitler og Mao. Så styret vandt ikke genklang i befolkningen, men der var på den anden side heller ikke den store åbenlyse modstand. Det tror jeg skyldes flere ting, for det første var man naturligvis bange for det brutale styre med et meget effektivt sikkerhedsapparat, som ikke holdt sig tilbage fra at bruge tortur, for det andet havde man stadig borgerkrigen i frisk erindring, det var ikke mere end 20 år siden man sidst havde gennemgået en brutal borgerkrig. For det tredje er der et meget karakteristisk træk ved det græske folk, som jeg synes dukker op igen og igen, jo mere jeg læser og lærer om Grækenland: Dette skel, som findes mellem staten og dets borgere. Hvad rager det mig, hvad der foregår i Athen, om det er det ene eller det andet styre der lige tilfældigvis er ved magten betyder ikke det store for en bonde eller småhåndværker, politikerne er alle sammen bundkorrupte svindlere, som bare ønsker at mele deres egen kage. Militærdiktaturets politik Militærdiktaturet havde ikke nogen egentlig politik som sådan, obersterne var jo ikke politikere men derimod soldater. De havde som beskrevet ovenfor en slags fascistisk ideologi, som havde til formål at retfærdiggøre militærdiktaturet. Politikken derimod, som de jo var nødt til at føre, landet skulle jo ledes, byggede ikke på nogen egentlig ideologi, andet end at sikre styrets overlevelse. For således at skaffe økonomiske midler tilbød man favorable vilkår for at tiltrække udenlandsk kapital, og det lykkedes faktisk for styret at Side 10

11 fastholde den forholdsvis gunstige økonomiske udvikling fra før Indenrigsøkonomien lykkedes det derimod ikke at udvikle, den var stadigvæk præget af umoderne ineffektive små virksomheder (sko, tøj, landbrug), som udelukkende producerede til lokalt forbrug, og et militærdiktatur er naturligvis ikke i stand til at føre en politik med det lange seje træk, som langsomt fører til forbedringer for hele befolkningen. Et militærdiktatur har brug for hurtige penge, derfor de udenlandske investorer med mange penge, for at holde hjulene i gang og skabe arbejdspladser. Statens aktiviteter finansieredes ved at optage lån i udlandet med et stort underskud på betalingsbalancen til følge, og styret var generelt præget af meget dårlig økonomi. Denne politik var for øvrigt ikke ny for Grækenland på dette tidspunkt, den blev også ført af tidligere konservative regeringer, men med knap så lempelige vilkår for den udenlandske kapital. Styrets udenrigspolitik er todelt. Den ideologiske udenrigspolitik har reelt et indenrigspolitisk sigte, nemlig at retfærdiggøre styret overfor sine borgere. Dette er et meget karakteristisk træk for et fascistisk styre. Grækenland skal præsenteres som en stærk nation, en sammenhængende nation, en ekspansiv nation (i forhold til Makedonien og Cypern) og en nation som kan retfærdiggøres i fortiden. Den anden del af udenrigspolitikken, nemlig den praktiske udenrigspolitik, havde til formål at sikre styrets overlevelse, og de militære forsyninger som styret var meget afhængig af, og som vi skal se senere var det ikke noget stort problem. Da juntaen kom til magten blev de mødt af massive protester, og så ikke mere. Styret søgte tilnærmelse og samarbejde med Østblokken og de arabiske nationer, uden at det dog førte til den store økonomiske gevinst. Forholdet til Tyrkiet forværredes, især på grund af Cypern-problematikken. Man udvidede ambassadebudgetterne kraftigt (spionage!), og for at imødegå protesterne og gøre styret spiseligt for bl.a. USA, blev det en del af juntaens ideologi at love at arbejde hen imod demokrati, og ellers lukrerede man, som vi skal se, i høj grad på sin strategiske placering og NATO-medlemskab. Ansvaret for militærdiktaturet og USA s indflydelse i Grækenland De forskellige aktører. Der er en række forskellige aktører, som på den ene eller den anden måde er involveret i militærdiktaturet, enten direkte, indirekte, eller i form af en reaktion. De aktører som jeg vil vælge at se på er de græske politikere, militæret, USA, NATO, Europa og kongen. Jeg vil benytte mig af den analyse som Athenian (hvem det så end er) præsenterer, da jeg synes den giver et godt og systematisk overblik. Athenian definerer en aktør X s grad af delagtighed i et kup som: a) X har besluttet og udført det, b) X bakker det op, c) X sætter sig ikke imod, selvom det har midlerne til at forhindre det og d) X har bidraget positivt til forudsætningerne som gjorde det muligt. Konstantinos II surrounded by the junta government at the swearing-in ceremony of the dictators. Papadopoulos can be seen in the lower left-hand corner Lad os begynde med kongen. Kongen står ikke bag obersternes kup, men han havde sine egne planer om at gennemføre et kup i ledtog med generalerne, og han hører derfor med i kategori a): han havde været med til at planlægge et kup og havde til hensigt at gennemføre det. I forhold til obersternes kup står han ikke bag, men ender med at sanktionere kuppet alligevel ved at underskrive en erklæring om undtagelsestilstand for at forhindre blodsudgydelser, som han selv forklarer det, men nok også for at bevare sin position. Og det er vigtigt i denne sammenhæng at slå fast, at han på denne måde via sin opførsel er med til at give styret legitimitet. Hans samarbejdsvillighed giver ham dog ingen indflydelse på juntaens politik overhovedet, ud- Side 11

12 over at han i kraft af sin stilling udnævner marionetregeringen med statsminister Konstantinos Kollias som kransekagefigur, og han er altså igen med til at sanktionere juntaens politik, så ifølge Athenian en klar b). At jeg tager militæret med kan måske synes overflødigt da det af indlysende grunde jo kan indplaceres i en gruppe a). Men så simpelt er det ikke. Som jeg tidligere har været inde på er militæret præget af fraktioner, både den store og den lille junta, men også resten, altså de lavere officerer og tusindvis af menige i hæren, og ikke mindst flåden og luftvåbenet. Den lille junta er indlysende en gruppe a), den store junta altså generalerne gør som kongen og bakker kuppet op, altså en gruppe b), men resten af militæret, bliver så at sige taget på sengen, da obersterne via nogle smarte manøvrer får det til at se ud som om hele hærens ledelse og ikke bare en lille gruppe oberster står bag, og på den måde får inddraget resten af hæren, flåden og luftvåbnet på deres side. Så resten af militæret bakker op (b), og en lille c) til denne gruppe også, som kunne have forhindret kuppet, hvis det havde villet (og været praktisk muligt, naturligvis). Jeg synes det er tankevækkende at en lille gruppe oberster på denne måde ikke bare er i stand til at omstyrte en regering, men også ved et snuptag overtage magten over en stor hær ved hjælp af ting som dybest set er tilfældigheder, at de formår at få en af de ledende generaler fra den store junta til at skifte side, og at det lykkedes dem at bruge Prometheus-planen, og derved afskære de enkelte militære enheder fra hinanden. Prometheus planen var en nødplan udarbejdet af NATO i tilfælde af at der skulle udbryde krig med Grækenlands kommunistiske naboer i nord (Bulgarien, Jugoslavien eller Albanien), og som skulle sikre opretholdelse af landets indre orden og eliminere den venstreorienterede opposition 9. Faktisk virkede planen så godt, at i de første par dage efter kuppet, troede amerikanerne at generalerne og kongen stod bag, altså den situation som man mere eller mindre havde ventet, og først efter 2 dage gik det op for amerikanerne, at man havde taget fejl 10. Før jeg går videre til de udenlandske aktører vil jeg lige kort omtale de græske politikere. Juntaen hævdede jo at det var de græske politikere (Giorgios Papandreou) selv, som havde fremprovokeret et kup, og set ud fra Juntaens selvforståelse - at de var de rette til at beskytte og vejlede det græske folk - kan det muligvis også være korrekt, men dybest set er det noget sludder. De græske politikere, hvor duelige eller uduelige de end måtte være (det kan man altid diskutere), var ikke i nærheden af at opføre sig på en måde som kunne retfærdiggøre et kup, og jeg vil mene at de i denne sammenhæng er uden ansvar. Det er tankevækkende at der i årene op til selve kuppet verserede adskillige kuprygter, men at den konservative statsminister (1967) Panagiotis Kanellopoulos, nægtede at tro på at der var hold i rygterne, hvorfor han samarbejdede med Giorgios Papandreou om at udskrive valg i maj 1967, som Giorgios Papandreou stod til at vinde, hvorefter kuppet kom. (politikerne havde ansvaret for at skabe et politisk tomrum i årerne som en forudsætning for militærets magtovertagelse 1967) Der er to helt store udenrigspolitiske aktører i denne sammenhæng, USA og NATO. Nogen vil hævde at der reelt kun var én, nemlig USA, da NATO stort set førte amerikansk udenrigspolitik, og det er jo nok ikke helt forkert, i hvert fald i koldkrigsperioden. Læser man Andreas Papandreou er han ikke et øjeblik i tvivl om, at CIA er direkte involveret, vidende og med fuld opbakning til kuppet. Dette bygger han dels på, at flere af obersterne har arbejdet for KYP, den græske efterretningstjeneste, som samarbejde nært med CIA, og på en beretning fra en ikke-navngiven oberst, som siger det samme. Desuden kunne obersternes brug af den i NATO udarbejdede Prometheus-plan også medvirke til at øge mistanken mod USA. Nu er der det specielle 9 (Stern, 1977, s. 12) 10 (Stern, 1977, s. 19) Side 12

13 ved USA's udenrigspolitik, at der er CIA og så er der regeringen (og kongressen), og CIA kunne såmænd sagtens være involveret uden regeringens officielle viden. Det er aldrig blevet bevist at CIA var direkte indblandet, og jeg har også meget svært ved at se hvilken interesse man skulle have i det, så det må havne i skuffen med konspirationsteorier.(cia s motivation for at støtte Juntaen og ikke kongen har du allerede nævnt tidligere. Et militærkup ledet af kongen ville skabe en folkelig modstand pga. Kongehusets tidligere ageren, mens en anonym junta kunne nøjes med at passiv modstand fra befolkningen) Det officielle USA var naturligvis ikke involveret i kuppet på nogen måde, man bakkede det ikke op, i hvert fald ikke i første omgang, og man havde ikke umiddelbart midlerne til at forhindre det( jo, hvis USA ville det fx i form af militær blokade, men det ville USA ikke pga. Inddæmningen af Sovjet og NATO s sammenhængskraft), men den amerikanske indblanding og indflydelse på græsk politik i 60erne havde i høj grad bidraget til at forudsætningerne for kuppet var til stede, bl.a. med massiv militær støtte, og den økonomiske politik beskrevet i opgave 3. I USA var synspunktet at juntaen i høj grad var en plante groet i egen have med udgangspunkt i en underudviklet økonomi og svage politiske institutioner 11. Altså hører USA ifølge Athenians inddeling til d). Men hvorfor ender USA, og især efter at Nixon er kommet til, med at støtte styret? Det skyldes først og fremmest at Grækenland er en vigtig NATO-allieret. USA's 6. flåde ligger ved Kreta og i lyset af den urolige situation i Mellemøsten, har hverken USA eller NATO interesse i at skabe mere uro i regionen. USA's politik overfor oberststyret bliver derfor at opretholde forbindelserne, med den officielle forklaring at man på den måde kunne påvirke styret i mere demokratisk retning hvilket Papadopoulos også gentagne gange forsikrede, var hans endegyldige mål, mens man i det skjulte støtter med våben og penge, og de amerikanske diplomater i Athen får strenge ordrer til ikke at søge kontakt med fængslede, eksilerede eller andre politiske ledere. Og det bliver jo først rigtig paradoksalt, hvis man læser Trumandoktrinen, som støttet til demokratier i kampen mod diktaturer, at Nixon og Kissinger ender med at støtte et diktatur 12. Men hvad kunne resten af NATO og Europa have gjort? Handelsboykot? Ja, men det virker kun, hvis det meste af kloden deltager (som f.eks. i Sydafrikas tilfælde). Militær indgriben? Nej, det var ikke en brugbar mulighed, for det første var og er Grækenland en NATO-allieret og for det andet var det kun USA som havde midlerne til det (det havde USA, hvis de ville). En mulighed var at indklage det Græske styre for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for overgreb og tortur på styrets politiske modstandere, men før der kunne skabes enighed om dette, meldte Grækenland sig ud af Europarådet, og så var man lige vidt. De Skandinaviske lande forsøgte at tage Grækenland problemet op i NATO, men det blev forhindret af USA og Tyskland under devisen, vi har et stabilt styre dernede, lad os ikke skabe mere uro i regionen. Der blev dog indført jeg ved ikke i hvilket regi? en ikke særligt effektiv våbenembargo. En anden ting man kunne have gjort, kunne være at afbryde, mindske de diplomatiske forbindelser, men jeg må tilstå at jeg ikke ved noget eller har kunnet finde noget om det emne. Den eneste mere direkte sanktion, som blev indført fra de europæiske landes side var, at optagelsesforhandlingerne til EF blev sat på stand-by, men jeg tvivler på at det havde den store betydning for obersterne, da de sædvanlige handelsaftaler ikke blev sat ud af kraft 13. Men det gik hårdt ud over landbrugets udvikling, da en tredjedel af den lovede landbrugs- og industristøtte blev 11 (Couloumbis, 1993, s. 382) 12 (Stern, 1977, s. 7) 13 (Botsiou, 2002, p. 17) Side 13

14 sløjfet og de allerede aftalte lån blev beskåret kraftigt, men dog ikke slettet helt, og de fleste landbrugsvarer kunne stadig eksporteres frit og uden told til EF-landene 14. Konklusionen bliver at vi står med et NATO-støttet diktatur, som en garant for stabilitet i det urolige østlige Middelhav (og nok så meget pga. Inddæmningen og konflikten med Sovjet). Bl.a. DK og Norge ønsker at den græske situation skal tages op i NATO, dette ønsker hverken USA eller Tyskland. USA havde mulighed for at standse våbenhjælpen, men Nixon-regeringen, som så oberststyret som en garant for stabilitet og som en sikkerhed for at NATOS sikkerhedspolitiske mål i Mellemøsten kunne nås 15, ønskede tværtimod at optrappe den militære tilstedeværelse i Grækenland. Det direkte ansvar for militærdiktaturet ligger derfor hos det græske militær (og kongen), mens et mere indirekte ansvar for opretholdelsen af diktaturet påhviler omverdenen, USA, NATO og Europa, som fordømmer regimet i teori, men ikke i praksis. Og så må vi jo ikke glemme at den militære støtte fra USA til Grækenland efter 2nd Verdenskrig og frem til 1967 havde været stor og USA dermed så at sige selv havde været med til at skabe monstret 16. Demokratiets restaurering og venstrefløjens radikalisering Juntaens fald og Karamanlis vej til magten. Som følge af den græske militærjuntas fejlslagne kup mod den cypriotiske præsident Makarios d.15.juli 1974, landsætter Tyrkiet d. 20. juli 1974 tropper på Cypern. Den daværende leder af den græske militærjunta Ioannidis befaler dernæst det græske militær at angribe Tyrkiet, men de militære ledere nægter at efterkomme ordren heldigvis. Juntaen er ved at revne indefra. I stedet kræver de samme militære ledere at det civile styre genoprettes, og på et møde med tidligere ledende græske politikere besluttes det at hjemkalde den tidligere konservative statsminister Konstantinos Karamanlis, og tilbyde ham posten som den nye regeringsleder. Karamanlis takker ja, og indsættes som Grækenlands ny statsminister d.24. juli 1974, blot 4 dage efter den tyrkiske landgang på Cypern. At valget faldt på Karamanlis er i den givne situation det mest naturlige. Dels havde han tidligere været Grækenlands statsminister i en længere periode ( ), hvilket gav ham en vis legitimitet, med en meget brugbar erfaring, og dels, at det faktum, at han var konservativ, gjorde ham spiselig for militæret. Man kan også anføre at centrum-venstre ikke havde en anvendelig kandidat og leder på nuværende tidspunkt, Georgios Papandreou var død et par år forinden, og sønnen Andreas Papandreou var ikke populær i militære kredse. Jeg vil lige et kort øjeblik bringe en udenrigspolitisk spiller på banen, for det er tankevækkende at USA, som jo officielt støtter demokratier, og som normalt ikke holder sig tilbage fra at blande sig i andre landes og da slet ikke Grækenlands interne anliggender, ikke har det mindste at gøre med demokratiets genindførelse i Athen, og som vi skal se var USA ikke en populær samarbejdspartner i befolkningen efter juntaens fald 17. Karamanlis dumper således lige ned i vanskelig periode i Grækenlands historie, og har mange opgaver foran sig: At genoprette demokratiet, og hele det parlamentariske system, at få styr på statens finanser, det vanskelige forhold til Tyrkiet, hans kæphest, medlemskab af EF, uddannelses og sundhedsreformer, og ikke mindst den fine balancegang i forhold til militæret, som stadig kunne finde på at rasle med sablerne. 14 (Botsiou, 2002, p. 21) 15 (Stern, 1977, s. 6) 16 Ikke et ord om Taleban 17 (Stern, 1977, s. 7) Side 14

15 Susan Larsen Grækenlands moderne historie fra 1940 til i dag 24. august 2010 Det nye demokrati og opgøret med juntatiden: For at få gang i demokratiseringsprocessen og legitimere sin egen position, beslutter Karamanlis få måneder efter sin tilbagevenden at udskrive valg. Ved dette valg, i november 1974, vinder Karamanlis parti Nea Demokratia absolut flertal med 54 % af stemmerne, og hans magt er således konsolideret. Som ny for- svarsminister vælger han den ultrakonservative Evangelos Averoff, og da han ikke kan fordrage kommunister, anses han for den rette person på posten til at tøjle og få den fornødne respekt fra militæret. En an- den spiller ved dette valg, er det helt nye parti PASOK, ledet af Andreas Papandreou, og bygget på resterne af den panhellenske befrielsesbevægelse, PAK. Andreas Papandreou er netop vendt hjem fra landflygtighed og har således ikke haft mulighed for at stable et nyt partiapparat på benene, så de 14 % som PASOK opnår ved valget er derfor et ganske flot resultat, og at jeg nævner det her, skyldes jo naturligvis den enorme indvil få på græsk politik senere hen, og dette valg er således første gang PASOK kommer på flydelse PASOK banen. Selve afjuntafiseringen er en vanskelig proces. Mange vil natur- ligt nok kræve, at man skal fare frem med bål og brand, ud med kollaboratørerne og fængsel til alle de skyldige. Men Karamanlis vælger at fare mere med lempe, han er bange for, at en provokation af de gamle højrekræfter i militæret kan føre til yderligere konflikter. De mest åbenlyse kollaboratører og juntastøtter fjernes fra deres poster, især på universiteterne, som en slags tak for hjælpen til studenterne for deres åbenlyse modstand mod Fra venstre: Stylianos, Pattakos og Papadopoulos oberststyret, men ellers er politikken, at lade de små fisk gå. De store fisk, til gengæld, får deres straf. Således stilles i 1975 juntaens hovedbagmænd Giorgios Papadopoulos ( ), 1999), og hans nærmeste medarbejdere, Nikolaos Makarezas ( ) og Stylianos Pattakos (1912-), og Papadopoulos poulos efterfølger Dimitrios Ioannidis (1923-) for en domstol. De tre førstnævnte idømmes dødsstraf, som dog omstødes til livsvarigt fængsel - obersterne havde stadig deres støtter i visse militære kredse, som kunne føle sig provokeret af en dødsstaf - uden mulighed for prøveløsladelse, og Ioannidis idømmes 7 gange livsvarigt fængsel. Makarezas får lov til at tilbringe sine sidste år i husarrest, Pattakos løslades i 1990 af helbredsmæssige årsager, medens Papadopoulos dør i fængslet af kræft, han nægter at modtage amnesti. Ioannidis har ansøgt om at blive løsladt af helbredsmæssige årsager, men sid- der altså stadig i fængsel her 35 år efter 18. Arven efter obersterne Indenrigspolitisk er der fire ting Karamanlis-regringen regringen skal tage fat på for så at sige at få ryddet op i fortidens synder. For det første er der kongeproblemet, og noget af det første Karamanlis sørger for efter at Nea Demokratia har vundet den reelle regeringsmagt i november måned, er at sætte monarkiets fremtid til folkeafstemning for en gang for alle at få taget en endegyldig beslutning. Kongen har i mellemtiden slået sig ned i England og har valgt ikke at vende tilbage da juntaen falder. I forhold til selve afstemningen valgte Karamanlis klogelig at forholde sig neutral, men der er vist ikke nogen tvivl om, at da udfaldet af valget blev 70 % - 30 % til fordel for afskaffelse af monarkiet var Karamanlis tilfreds, ikke mere tvivl om kongens rolle, 18 Wikipedia Side 15

16 hans tid var omme. Vi husker i den sammenhæng også Karamanlis kontroverser med kongen tilbage i 60 erne 19. (og derfor støttede Karamanlis heller ikke kongen) Den næste vigtige opgave var indførelse af en ny forfatning, som jo som følge af monarkiets afskaffelse skulle omfatte nye demokratiske spilleregler for en republik, og en præsidents valg, embede og funktion. Præsidentembedet indbefatter ret så store beføjelser 20 (efter fransk tradition. Stor magt til præsidenten og mindre til statsministeren. Det laver Pasok om i 1980 erne, så statsministeren får meget magt og præsidenten kun symbolsk og repræsentativ magt), men de første to præsidenter 21, som i øvrigt vælges af parlamentet, Konstantin Tsatsos ( ), kulturminister i Karamanlis-regeringen og Karamanlis selv ( , ) danner præcedens for ikke at udnytte disse beføjelser og blande sig uden om græsk politik og alene agere kransekagefigur a lá den tyske forbundspræsident 22.(jf. Pasok s ændring af grundloven) For det tredje var der problemet med kommunistpartiet KKE. KKE havde været forbudt siden Borgerkrigen i slutningen af 40 erne (1947), og kommunisterne og deres sympatisører havde, som vi har set på i tidligere opgaver, i vid udstrækning været forfulgt og chikaneret, også under Karamanlis tidligere regeringsperiode. Under oberststyret var stemningen de forskellige politiske fløje imellem blevet mere forsonlig, hvilket Karamanlis benytter til at lovliggøre KKE igen, og det til trods for den stadig store kommunistforskrækkelse som hersker også i hans eget parti, jvf. det tidligere omtalte valg af forsvarsminister Averoff. KKE deltager som selvstændigt parti i valgene fra Det sidste, men ikke mindst vigtige problem, som Karamanlis har arvet efter obersterne er landets katastrofalt dårlige økonomi. Karamanlis-regeringen forsøger sig med nationalisering af bankerne 24 (kun større banker blev nationaliseret. I dag er flertallet af banker private), - en for en konservativ regering i øvrigt meget underlig politik (ikke så underlig, da det sikrede arbejdspladser. Det gjorde flere franske præsidenter også) med den effekt at staten får endnu flere ansatte og dermed højere lønudgifter, og en voldsom inflation til følge. Men ellers følger regeringen den sædvanlige politik og optager store lån i udlandet, for at løse statens økonomiske problemer. Nea Demokratias udenrigspolitik i perioden Karamanlis første store udenrigspolitiske opgave er Cypernproblemet. Karamanlis nægter en militær løsning, hvilket også ville være galmandsværk, den overlegne tyrkiske hær taget i betragtning, og Grækenland ville desuden ikke kunne finde støtte til et sådant opgør hos sine NATO-allierede, hvor Tyrkiet jo også er medlem. Tilbage står forhandlingsbordet, og i midten af august 1974 gøres et forsøg på at opnå enighed parterne imellem ved et mæglingsmøde i Geneve. Dette lykkedes ikke, fredsforhandlingerne bryder sammen og resultatet bliver, at Tyrkiet udvider sin besættelse til at gælde næsten 40 % af øen. Og det er så der bolden mere eller mindre ligger endnu, og hverken Karamanlis eller nogen af hans efterfølgere har indtil 19 Da Karamanlis i 1981, som Grækenlands præsident, blev inviteret til kronprins Charles bryllup i England, nægtede han at deltage, da Konstantin også var blevet inviteret pga. sin status som hellenernes konge. 20 F.eks. retten til at udskrive folkeafstemninger (Kapetanyannis, 1993, s. 82) Retten til at opløse parlamentet (Lyrintzis, 2004, s. 57) 21 Michail Stasinopoulos var midlertidigt præsident fra 18.dec juni 1975 (Wikipedia) 22 (Clogg, 2002, p. 170) 23 Wikipedia 24 Er det stadig tilfældet, eller findes der igen private banker? Side 16

17 videre fået succes på det punkt, og Tyrkcyprioterne selv har for få dage siden (2010) valgt Dervis Eroglu, der er tilhænger af fortsat tyrkcypriotisk uafhængighed, som ny præsident. Men spændingerne med Tyrkiet drejede sig ikke kun om Cypern. Man stod også med hele problemet om retten til undergrunden i Ægæerhavet. Grækerne havde i begyndelsen af 70 erne fundet olie ved Thassos, som gav begrundet håb om at finde olie andre steder i Ægæerhavet i fremtiden. Det offentlige olieselskab (DEP) startede produktionen af olie- og naturgas 1981, og i 1987 blev der produceret 8,9 mio. tønder olie i Prinosfeltet ved øen Thassos i det nordlige Ægæiske Hav, svarende til 10 % af det nationale forbrug, i mio. tønder. Øst for Thassos er et felt på 500 mio. tønder lokaliseret, men konflikten med Tyrkiet om territorialfarvand og fastlandssokkel har blokeret for yderligere prøveboringer 25 Oliekilde ved Thassos. Dette fund gav anledning til endnu en strid mellem Grækenland og Tyrkiet og retten til udnyttelse af undergrunden i det Østlige Ægæerhav. De to landes stredes om overflyvningszoner og retten til luftrummet, sømilegrænser (fiskeri)(det drejer sig mere om ikkerhedspolitik. Ved 12 mil søgrænse ville de fleste stræder mellem de græske øer blive nationalt og ikke internationalt farvand), og så var der hele problematikken omkring behandlingen af hinandens mindretal. Alt dette førte til en øget militær forstærkning på de græske øer nær Tyrkiet, med meget store økonomiske udgifter til følge. Så meget som 1/5 af det græske statsbudget gik til at finansiere militæret, og dette gik naturligt nok ud over statens andre udgifter til bl.a. sundhed og uddannelse. Skal man som Clogg 26 vælge at se sagen fra den positive side, fik militæret på denne måde en meningsfuld beskæftigelse og ville derfor ikke få tid til at blande sig i politik. I Grækenland herskede på dette tidspunkt en stærk anti-amerikansk stemning, især på grund af Nixonregeringens tolerante holdning overfor Oberststyret (beskrevet i opgave 4-5), men også fordi holdningen var, og det både i Grækenland og Cypern, at USA stod på Tyrkiets side og nægtede at blande sig til fordel for grækerne i Cypern-konflikten. For at imødegå og følge den anti-amerikanske stemning sætter Karamanlis spørgsmålstegn ved, om USA skal have lov til at beholde sine baser i Grækenland, og om Grækenland i det hele taget fortsat skal være medlem af NATO. Hans trusler og udtalelser kan dog ikke ses som andet end et forsøg på at score point på den indenrigspolitiske scene (reelt trådte GR ud af Nato s militære samarbejde. Er senere indtrådt igen), og sen70erne var præget af Grækenlands genindtræden i NATOs militære samarbejde 27. Vi må ikke glemme, at han i sin tid blev indsat som statsminister i 1955 efter pres fra amerikanerne, hvis valg faldt på Karamanlis, som trods sin mindre betydende position i det konservative Rally Party, havde imponeret netop amerikanerne i sit virke som minister for offentlige arbejder ved den måde hvorpå han havde administreret de amerikanske hjælpeprogrammer 28, og Karamanlis må i bund og grund betragtes som pro-amerikansk. (tidligere ja, men senere orienterer han sig mod Europa/Frankrig) 25 (Kristensen, Grækenlands geografiske karakteristika, 2005) 26 (Clogg, A Concise History af Greece, 2002, p. 173) 27 (Lyrintzis, 2004, s. 55) 28 (Stern, 1977) Side 17

18 Personligt havde Karamanlis en stor udenrigspolitisk ambition: at få Grækenland med i EF. Allerede under sin tidligere regeringsperiode i 50 erne og 60 erne havde Karamanlis arbejdet hårdt for at få Grækenland med i EF, hvilket førte til at landet blev EF s første associerede medlem i 1961, med lovning om senere optagelse. I hans nye regeringsperiode bliver ønsket om optagelse i EF endnu mere relevant, ikke blot pga. landets dårlige økonomi, men han så også EF, som en garant for økonomisk stabilitet, som via sine krav om økonomiske reformer, kunne tvinge Grækenlands økonomi i en mere gunstig retning, hvor han bl.a. så den stigende samhandel med Østeuropa (især importen), som en dårlig ting for Grækenland, da de billige østeuropæiske varer udkonkurrerede Grækenlands egne 29, men også det mere kølnede forhold til USA spillede ind i ønsket om at blive et fuldgyldigt europæisk land. Desuden så han EF som en garant for fred, frihed og stabilitet ovenpå det rædselsfulde oberstregime. I første omgang var EF-kommisionen noget loren ved ansøgningen pga. landets dårlige økonomi og oppustede offentlige sektor, og man stillede bl.a. krav om at følgende problemer skulle løses først: a) Problemerne med Tyrkiet, som også havde været associeret medlem siden 1963/64, b) en ny overgangsordning, som skulle tilpasse den græske økonomi bedre til europæiske forhold 30, altså ren tidsudtrækning da især a) jo nærmest var umulig at opfylde på indeværende tidspunkt, så tæt på Tyrkiets invasion af Cypern. Men Karamanlis forstod dygtigt at spille på medlemslandenes dårlige samvittighed over deres manglende aktioner mod juntaen, og efter at have lovet at det græsk-tyrkiske problem ikke bliver et EF-anliggende underskriver Karamanlis d. 1.jan en ansøgning om fuldgyldigt medlemskab af EF, som EF s 10ende medlem. Karamanlis gjorde da også et ihærdigt forsøg på at forbedre de diplomatiske forhold til Tyrkiet, hvilket PASOK i øvrigt afbryder da de efterfølger ND ved magten i oktober Bortset fra medlemskabet af EF har Karamanlis og Nea Demokratia ikke nogen ubetinget succes med deres politik, og Karamanlis beskyldes da også af eftertiden - med rette - for at have forsømt Grækenland rent indenrigspolitisk, og jeg vil karakterisere Karamanlis, som en politiker hvis politiske vision var at bringe Grækenland tilbage til førjunta tilstande, når det gjaldt bl.a. økonomisk og social politik. I 1980 overlader Karamanlis posten som statsminister til George Rallis, for at blive republikkens 2nd præsident. Men ikke desto mindre er han en vigtig skikkelse i Grækenlands udramatiske overgang fra diktatur til demokrati, og han har en meget stor andel i, at ikke blot gik overgangen ublodigt, men at man også meget hurtigt fik gjort op med nogle af de mest seriøse problemer, som havde plaget det græske politiske system i årtier, og meget hurtigere når man sammenligner med andre diktaturplagede lande som f.eks. Spanien og Portugal. Pasoks opkomst og magtovertagelse i I modsætning til de fleste andre europæiske lande, fandtes der i Grækenland før 1974 ikke et socialdemokratisk parti eller en socialdemokratisk arbejderbevægelse. Venstrefløjen repræsenteredes alene ved kommunisterne, som på intet tidspunkt havde haft held til at få politisk indflydelse, heller ikke under dække af partiet EDA, da selve kommunistpartiet jo havde været forbudt siden borgerkrigen. Dette ændredes i 1974, da Andreas Papandreou efter juntaens fald vendte hjem fra landflygtighed i Sverige, indbegrebet af 29 (Botsiou, 2002, p. 19) 30 (Botsiou, 2002, p. 23) 31 (Botsiou, 2002, p. 23) Side 18

19 en socialdemokratisk velfærdsstat. Med sig havde han ideen om PASOK og socialismens tredje vej. En middelvej mellem den traditionelt nordeuropæiske socialdemokratiske stat, som Papandreou forkastede, da det efter hans formening blot var kapitalisme i en humanistisk forklædning, og den østeuropæiske socialisme, som han mente var på fallittens rand. På grund af den helt specielle arbejdsmarkedspolitiske situation i Grækenland med kun 40 % lønmodtagere (og en meget stor sort økonomi), kan man også hævde at en tredje vej var nødvendig, da de to andre simpelthen ikke var mulige, (Mere om selve politikken i de kommende opgaver). Ved det første valg nogensinde som partiet PASOK deltog i, i 1974, modtog partiet som tidligere nævnt, 14 % af stemmerne. Ved næste valg i 1977 fordobledes stemmetallet næsten til 25 %, og endelig ved valget i 1981, igen næsten en fordobling af stemmetallet, fik de 48 % af stemmerne, hvilket førte til 172 pladser ud af i alt 300 pladser i parlamentet, og dermed absolut flertal. Hermed blev PASOK et af landets to store partier, og vælgerne havde således vist at der var plads til et socialdemokrati i Grækenland. (vælgerne stemte på et Pasok, der lå betydeligt til venstre fra socialdemokratierne, men efter regeringsovertagelse orienterer Pasok sig langsomt mod SD-partierne). PASOKs vælgerskare udgjordes både af land- og urbane vælgere, ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, og dækkede over en stor gruppe som følte at de ikke havde fået del i det økonomiske opsving efter 1974, og som ønskede øget social sikkerhed i form af f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse, sygesikring og et bedre uddannelsessystem, analfabetisme var ikke et ukendt begreb på landet, og mange gennemførte end ikke de 6 års grunduddannelse. Desuden havde PASOK lovet en generel lønregulering da lønningerne ikke kunne holde stik med den høje inflation. At der blev plads til PASOK i det græske politiske spektrum skyldtes mange forskellige faktorer. For det første var Andreas Papandreou ikke en ny spiller, han havde allerede før militærdiktaturet været et kendt ansigt i græsk politik, som medlem og minister i faderens centrum-venstreregering, og han hentede således mange stemmer fra faderens parti, men også fra en række tidligere kommunister, som også troede på den socialistiske vision. For det andet betød PASOK fornyelse. Det var lykkedes Karamanlis at fastholde magten, som følge af sin rolle i landets genopbygning, men ved valget i 1981, og efter at Karamanlis havde forladt Neo Demokratia for at blive præsident, stod det konservative parti tilbage, som et parti, der manglede visioner og nytænkning, og her stod Papandreou klar med sit tilbud om fornyelse og socialismens tredje vej. En anden vigtig ting som er værd at tage med er EF-spørgsmålet, for selvom Karamanlis med stor begejstring havde sørget for at få Grækenland med i EF, fandtes der i den græske befolkning en meget stor skepsis vendt mod de europæiske lande, fordi de fleste europæiske lande havde forholdt sig neutralt i forhold til oberststyret, og således ikke støttet den undertrykte græske befolkning. Denne EF-skepsis spillede Papandreou også på, og han var i sin retorik under valgkampen meget EF-fjendtlig, og han lovede at hvis han skulle komme til magten ville spørgsmålet om EF-medlemskab komme til folkeafstemning. En sidste vigtig ting der er værd at nævne er at PASOK var det første rigtige landsdækkende parti hvis vi lige ser bort fra kommunisterne og havde en partiorganisation, der rakte ud i de mindste afkroge. Venstrefløjens radikalisering var PASOK et yderligtgående parti? Nogle vil hævde (Spourdalakis), at PASOK havde sit udspring i modstandsbevægelsen, og derfor var parat til at gennemføre store politiske og sociale forandringer. Det er naturligvis rigtigt i den forstand, at en del tidligere kommunister var medlemmer af PASOK, og at de fik indflydelse på partiets program. Det er også rigtigt at partiet havde sit udspring i den panhellenske befrielsesbevægelse PAK, som dog mere var en mod- Side 19

20 standsbevægelse af navn end af gavn, i hvert fald når det gjaldt væbnet modstand. Men vi må ikke glemme at Andreas Papandreou så at sige var født ind i det gamle politiske system. Et system han ganske vist ønskede at ændre, men i sidste ende ikke var i stand til, da han havde det gamle spøgelse, klientelisme, med i posen. Spørgsmålet er også om det kunne have været anderledes. Tager man det græske vælger/klient politiker/patron system i betragtning, hvor vælgeren er vant til at få noget til gengæld for sin stemme (hjælp til etablering, job til sønnike osv. osv.) kan man vel ikke forvente, at systemet kan man vel ikke forvente, at systemet med et slag kan ændre sig, og at politikeren siger til sin vælger: du får ikke længere noget personligt ud af det, men jeg men jeg vil godt have din stemme alligevel. Vægerne skal vænne sig til at stemme for samfundets bedste, frem for umiddelbar personlig vinding. Derfor bliver den oprindelige plan om en demokratisk partiorganisation og indflydelse til alle, da heller ikke til noget 32. PASOK begyndte sit politiske liv som en bevægelse, og var i sin retorik og politik meget yderliggående (radikal 33 (venstreorienteret, i det mindste retorisk), om man vil) i begyndelsen ud af NATO, ud med amerikanerne, nej til EF, national uafhængighed, meget fjendtlig indstilling overfor Tyrkiet - men da man så i 1981 kom til magten, og forandrede sig fra at være en bevægelse med en parlamentarisk afdeling, til et parti, hvis organisation udelukkende tjente til at skaffe parlamentarisk indflydelse, skulle man til at føre realpolitik og mange af de radikale synspunkter blev droppet. Og i bund og grund er det trist at se en bevægelse med de bedste intentioner, havne i et system med overvågning (green guards 34 )(hvad mener du med green guards?), stram topstyring og klientelisme, når det er allerværst. Måske skyldes det at Andreas Papandreous projekt fra begyndelsen af var dømt til at mislykkedes: At skabe en velfærdsstat på lånte penge. For at få en velfærdsstat til at fungere ordentligt i det lange løb kræves det, at borgerne betaler deres skat, og det turde han ikke bede om se, det havde været en radikal beslutning. Afslutning Det er på den ene side interessant at se hvor hurtigt det kan gå, når et parti bevæger sig fra at være en græsrodsorganisation, med en helt ny dagsorden, og til at være et rigtigt parti med regeringsmagt på bare 7 år, som det skete i PASOKS tilfælde. På den anden side kunne man overveje om ikke den virkelige forklaring på PASOKs fremgang var Centrumunionens svaghed. Grækenland er reelt en 2-parti stat, og efter juntaens fald var ingen i tvivl om at Nea Demokratia skulle være det ene. Men hvad var alternativet. En stækket Centrumunion, som efter at have mistet sin leder, den gamle Papandreou, ikke rigtig var kommet i gang igen efter juntaens fald. Kunne det ikke være interessant at overveje, om PASOKs styrke i virkeligheden skyldtes Centrumunionens svaghed (Nej, det skyldes tidens venstredrejning, det forsinkede 68-oprør, og Centrumunionen var alt for traditionelt og borgerligt til at kunne rumme og indfange alle de unge venstreorienterede vælgere. Pasok var god til at læse tidens politiske ånd), og at hvis Andreas Papandreou havde valgt Centrumunionen, og havde lagt alle sine kræfter her, var Centrumunionen blevet den anden store spiller. Dette er naturligvis kun gisninger, men det siger dog noget om hvordan et 2-parti-system fungerer. 32 (Spourdalakis, 1988, s. 6) 33 Jeg bryder mig absolut ikke om begrebet radikalisering. Måske er det fordi ordet radikalisering er at af de ord, som over tid har ændret betydning. Hører man ordet i dag associerer man direkte til bomber og terrorister, og det er jo nok ikke i den betydning at det skal forstås her! 34 Hvor længe eksisterede de? Jeg går ud fra at det er et overstået kapitel. Side 20

21 PASOKs magtovertagelse og demokratisering af samfundet Opgør med 40 års konservativ politik: Efter valget i 1981 havde PASOK vundet absolut flertal i parlamentet 35. De konservative Nea Demokratia var reduceret til 40 %, 40 års næsten uafbrudt konservativ politisk dominans var brudt, og PASOK havde således de bedste muligheder for at føre sine politiske visioner og reformer ud i livet. Listen over de ønskede reformer var lang: Sociale reformer, social sikkerhed, institutionelle reformer, familielovgivning, uddannelsesreform, sundhedsreform, og sidst men ikke mindst, den store opgave at få rettet op på landets dårlige økonomi 36. PASOKs reformpolitik: I sin første tid præsenterer PASOK-regeringen således følgende tiltag: Økonomisk plan til at hindre inflation bl.a. ved hjælp af priskontrol og faste priser på landbrugsvarer. Den årlige inflation var i begyndelsen af 80 erne på 25 %. Der indføres subsidier til det betrængte landbrug, for at få gang i effektiviseringen. Der indføres en række sociale goder, såsom pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, og der vedtages en offentlig sygesikring til alle, og sundhedssystemet udbygges med hospitaler og klinikker i landområderne udenfor storbyerne. Dette ændrede dog ikke ved de mest velstillede stadigvæk ønskede at benytte privatklinikker eller tager til udlandet, ligesom det for øvrigt gælder for uddannelse. Man satsede på et program med kultur og sundhed for alle i landområderne, for at forhindre den kraftige urbanisering omkring Athen og Thessaloniki, da den kraftige urbanisering ikke blot betød en uhensigtsmæssig affolkning af landområderne, men også førte til en kraftig forurening af store områder i og omkring især Athen. Man vedtager en ligestillingslov om bl.a. ligeløn og ligestilling kønnene imellem, og medgiften afskaffes i lovgivning, men ikke altid i praksis. At medgiften afskaffes på landet er særdeles vigtigt, da en medgift som regel består i jord, og dette i en landbrugssektor der i forvejen er præget af meget små og ineffektive landbrug. Borgerlige vielser og skilsmisser bliver tilladt til stor fortørnelse for den konservative ortodokse kirke, og utroskab er ikke længere strafbart. Desuden tillades det eksilerede kommunister (og mange andre venstreorienterede)at vende hjem, og nationaldagen til markering af det højreorienterede styres sejr over kommunisterne i borgerkrigen afskaffes 37. De sidstnævnte reformer var naturligvis rent symbolpolitiske, men tjente ikke desto mindre, sammen med en øget decentralisering af statsadministrationen, selvom det var svært, da de lokale myndigheder havde svært ved at inddrive skat, til en demokratisering af civilsamfundet. På uddannelsesområdet er Grækenland bagud i forhold til resten af Europa, forstået på den måde, at medens obersterne huserede i Grækenland, opstod mange steder i Europa de såkaldte studenteroprør, både voldelige (Frankrig) og fredelige (Danmark), som førte til øget demokratisering på de videregående uddannelser. I Grækenland fik de studerende og yngre ansatte således også med 20 års forsinkelse valg- og opstillingsret til de forskellige organer på universitet (eksempelvis senatet), og øget indflydelse på og modernisering af undervisningen for at bryde med det gammeldags professorvælde. På det almene område var det vigtigt at få udbredt en god grunduddannelse, da analfabetisme endnu i 70 erne bestemt ikke var et ukendt fænomen, og mange end ikke gennemførte de 6 års grunduddannelse. Det lave uddannelsesniveau på lan- 35 KKE fik knap 11% af stemmerne hvilket udløste 13 af 300 pladser, men PASOK var ikke afhængig af disse. 36 (Kapetanyannis, 1993, s. 80) 37 (Clogg, 2002, p. 181) Side 21

22 det var med til at fastholde strukturen med de små ineffektive landbrug, da der simpelthen manglede viden og uddannelse til at forbedre forholdene, så også derfor er Pasoks uddannelsesreform af afgørende betydning. Alle disse reformer var naturligvis ikke gratis, men måtte på en eller anden måde gå hånd i hanke med en generel økonomisk vækst. For at igangsætte dette, vedtog man en tvungen stigning af alle pensioner, og alle mindste og mellemindkomster, både i den offentlige og den private sektor, da men på den måde håbede at kunne stimulere det private forbrug af lokale varer og dermed øge produktionen i Grækenland. Man investerede direkte i produktion bl.a. ved opkøb af problematiske (dvs. forgældede, og ofte med stor gæld til de statsejede banker) produktionsvirksomheder, som man håbede på at kunne rationalisere og effektivisere, men også med den negative effekt, at det gav endnu flere offentlige ansatte. Man håbede på at kunne komme den massive skatteunddragelse til livs, og endelig den føromtalte priskontrol for basale varer og ydelser. Disse reformer modsvares dog ikke af en generel økonomisk vækst og der sker ingen omfordeling mellem de forskellige sociale klasser. Ethvert forsøg på effektivisering af produktionsapparatet bliver mødt med strejker, og de generelle lønstigninger stimulerede ganske vist efterspørgslen, men af udenlandske varer og bidrog således ikke til en bedring af landets økonomi.det lykkes at genere et overskud i den primære sektor (landbrug), men dette bruges hovedsagelig til investering i ejendomme og opsparing 38, og er således heller ikke med til at genere et overskud. Forsøg på at tiltrække udenlands kapital mislykkes også, på nær en enkelt og stor overskudsgivende aftale med Rusland(Sovjet)om udnyttelse af Grækenlands bauxitforekomster, som er blandt de største i verden. Da PASOKs økonomiske reformpolitik, således ikke havde den ønskede virkning skifter man i 1985, efter den anden valgsejr, kurs og beslutter at gennemføre en økonomisk hestekur % devaluering, nedskæring i de offentlige udgifter til uddannelse og sundhed, mindre priskontrol, men til gengæld lønkontrol for at sænke produktionsomkostningerne, regler for mere fleksibel arbejdskraft mht. opsigelsesperioder osv., restriktioner på import og øgede skatter 40. Denne nye og stramme økonomiske politik, forestået af økonomiminister Kostas Simitis den senere PASOK leder og Papandreous arvtager -, har en gunstig effekt på græsk økonomi, men fremgangen smides overbord, da Andreas Papandreou i forbindelse med næste valg uddeler gaver til sine vælgere i form af lønstigninger til offentlige ansatte og hævede pensioner for at sikre sit eget genvalg (klientelisme-spøgelset igen) 41. Og i 1990 står Grækenland i den paradoksale situation, at selvom landet har en af de mindste offentlige sektorer i EU, udgifterne til den offentlige sektor udgør 50 % af BNP (Danmark 60 % af BNP), modsvares dette ikke af statens indtægter, som kun udgør hvad der svarer til 35 % af BNP (Danmark 61 %) 42, og der er således en manko på 15 % point i statens indtægter, som kun kan finansieres ved at øge den offentlige gæld. (og kontinuerlig låntagning i udlandet, jf. krisen i dag) 38 Er det hvad du mener med rentekapital i (Kristensen, Valget i Grækenland års socialistisk regeringspolitik, 1990, s )? (ja, overskud geninvesteres ikke i produktiv virksomhed men i forhold, der afkaster rente fx jordejendom. 39 Vi kender kartoffelkuren fra Danmark på samme tidspunkt. 40 (Clogg, 2002, p. 194) 41 (Kapetanyannis, 1993, s. 86) 42 (Kristensen, Valget i Grækenland års socialistisk regeringspolitik, 1990, s ) Side 22

23 Af institutionelle reformer kan nævnes forfatningsændringen i 1986, hvor præsidentens indflydelse indskrænkes og statsministeren bliver den dominerende part. Statens demokratisering. Et af PASOKs valgslogans hed socialisering af staten og mere indflydelse til folket. Med dette mente man, at befolkningen generelt skulle få mere indflydelse på staten, og dermed gøre den mere demokratisk. Måden man udmøntede det på, er ved, hvad jeg vil kalde, den amerikanske metode, dvs. man efter en valgsejr ved et nyt parti udskiftede store dele af embedsmands- og statsapparatet med egne medlemmer. Disse bestod, udover vennerne og klienterne, bl.a. af en stor gruppe teknokrater (ca ), som i dagens Danmark er at sammenligne med professionelle jurister, økonomer og cand. scient. poler (DJØF ere), som var nødvendige for at effektivisere den offentlige sektor. Og da professionelle teknokrater, i hvert fald ud fra en nutidig forståelse, per definition skal være politisk neutrale, er der naturligvis tale om en demokratisering. PASOK hævder senere, at grunden til at det gik så galt som det gik, var bl.a. at man på grund af meget stive ansættelses- og afskedigelsesregler, ikke kunne slippe af med en stor gruppe ND-tilhængere i statsapparatet, som obstruerede PASOKs politik. Man kan selvfølgelig godt hævde at det er demokratisk, idet det på denne måde bliver de personer og den politik, som har fået flertal, der får den største indflydelse i selv statsapparatet. Personligt mener jeg det er problematisk på denne måde at udelukke et stort mindretal fra indflydelse, da et rigtigt demokrati efter min mening også indebærer at mindretallene bliver hørt. (GR er ikke det eneste land med tradition for udskiftning af de ledende embedsmænd i statsapparatet) I Grækenland, vil jeg mene, at problemet i 80 erne var ekstra stort, da Andreas Papandreou var så egenrådig jvf. den føromtalte økonomiske politik ført før valget i 1989, at der ikke engang inden for hans eget partiapparat var plads til kritiske røster 43. Heldigvis kan man dog sige, at demokratiet jo fungerer godt på den måde, at er tilstrækkelig mange vælgere utilfredse med deres regering kan den sættes på porten, og Papandreou og PASOK lider da også et forsmædeligt nederlag ved lokalvalgene i 1986, hvor de taber de 3 mest prestigefyldte borgmesterposter i henholdsvis Athen, Thessaloniki og Piræus. Emnet om udskiftningen af embedsmandsværket åbner også op for en anden diskussion. Nemlig diskussionen om 2-parti-system og valgsystem. I et 2-parti-system vælger man jo side, og Grækenland er i praksis et 2-parti-system: Hvis ikke du er PASOK, så er du Nea Demokratia, med den ekstra krølle, at en stemme på f.eks. Nea Demokratia ligeså godt kan være en stemme mod PASOK, som en stemme for ND. I et 2-partisystem er der ikke tradition for samarbejde, dvs. at hvis en regering skal kunne arbejde er den nødt til at have absolut flertal. Men da også andre små partier deltager i valgene (1981,1985: KKE, 13,12 pladser, 1989:SYN, 28 pladser), er den bedste måde at få absolut flertal at have et valgsystem som det engelske: flertalsvalg i enkeltmandskredse (det samme system havde man ikke i GR, men et flertalsvalgsystem, der favoriserede de største partier). Efter pres fra oppositionen lover Papandreou at ændre valgsystemet til et proportionalvalgsystem ved valget i Han bryder sit løfte, og dette rejser endnu et demokratisk problem. Nemlig det, at et parlamentsflertal, dvs. regeringen, kan ændre valgloven så at sige over night. Dette benytter Papandreou sig af ved det næste valg, hvor man dagen før valget ændrer valgloven til proportionalvalg, nogen vil hævde at det endelig var et skridt i den rigtige retning af demokratiske tilstande 44, medens andre vil hævde at det udelukkende var for at genere Nea Demokratia, da PASOK stod til at tabe, og man ved et proportionalvalg kunne give de små partier tilpas mange mandater, så de blev tungen på vægt- 43 Jeg går ud fra, at det blevet bedre i dag? 44 (Kristensen, Valget i Grækenland års socialistisk regeringspolitik, 1990) Side 23

24 skålen 45, hvilket faktisk blev tilfældet. Under alle omstændigheder er det et stort demokratisk problem, at en valglov er så nem at ændre 46. (ja, med 180 stemmer så vidt jeg husker) Diskussion: Det er et stort problem, når offentlige stillinger på den måde bruges som belønning for en trofast vælgerskare. På den måde bruges de offentlige stillinger ikke til at drive den offentlige sektor på en gavnlig måde for hele befolkningen, men først og fremmest til at skaffe folk i arbejde og smør på brødet. Dette fører til en meget ineffektiv offentlig sektor, og til et meget uheldigt afhængighedsforhold for de ansatte, og man ser derfor også gang på gang, hvorledes selv de mindste forsøg på forandringer, som også på længere sigt kan føre til forbedringer, fører til massive protester og strejker ud fra devisen, vi ved hvad vi har, men vi ved ikke hvad vi får. Fagbevægelsen demokratisering. Den græske fagbevægelse er traditionelt set præget af en meget lav organisationsgrad blandt lønmodtagere, ca. 31 %. Dette skyldes de meget specielle forhold i Grækenland med, hvad man kan kalde, den vidt udbredte selverhvervende familielivsform, dvs. hele familien forsørger sig selv i familielandbrug, små håndværkvirksomheder og i servicesektoren f.eks. restaurationsbranchen og turisme. Dette betyder en usædvanlig lav lønmodtager andel på omkring de 47 % (offentligt ansatte inklusive), i Danmark er den over 80 %, så den samlede organisationsgrad af hele arbejdsstyrken er på omkring 0,31x47 % =15 %, hvis ellers jeg læser tallene rigtigt, og det er jo vitterlig ikke ret meget. De organiserede er fordelt på 2 grupper: De offentlige ansatte, herunder bank, elektricitet, telefon, post og offentlig transport, har en meget magtfuld organisation og med en meget høj organisationsgrad, og de privat ansattes fagforeninger, der står meget svagt, med en meget lav organisationsgrad, undtaget byggeri, minedrift, handelsflåden og visse store udenlandske virksomheder. Ligeledes fordeler organisationsgraden mellem land og by med % på landet og % i storbyerne Athen og Thessaloniki. Selve fagforeningerne har traditionelt set været statsligt styrede, både via de økonomiske bidrag (fagforeningerne selv må ikke opkræve medlemskontingent) (jo, det måtte de godt, men de satte kontingentet meget lavt, for ellers ville folk ikke betale) og de statsligt udnævnte ledere, og arbejderes rettigheder ret til ferie osv. - har været noget, som er blevet dikteret af staten. PASOK indførte i 1982 en demokratisering af fagbevægelsen via lovkomplekset , som i princippet skulle ligne den danske model på den måde at parterne forhandler direkte med hinanden, men som trepartsforhandlinger, hvor den tredje part udpeget af staten, har den afgørende stemme. Desuden kontrollerede PASOK via udnævnelser, og valg af egne medlemmer, i praksis fagbevægelsen, og de faglige organisationer fungerede i praksis som partipolitiske organisationer i stedet for at varetage lønmodtagernes interesser. Om dette kan man sige, at det i sig selv er et demokratisk problem, når så få lønmodtagere engagerer sig i faglige organisationer. På den anden side er det meget demokratisk, at folk selv må bestemme om de vil være medlem eller ej. Sammenligner man med Danmark, har vi jo netop en meget høj organisationsgrad, fordi mange medlemmer føler de får noget ud af at være medlem af en fagforening, men også fordi der på mange arbejdspladser er et meget stort pres eller måske ligefrem et krav om at være medlem af en faglig, 45 (Clogg, 2002) 46 Kan et parlamentsflertal stadig ændre valgloven? Side 24

25 og måske oven i købet en bestemt faglig organisation. Så når det gælder organisationsfrihed er Grækenland betydelig mere demokratisk end Danmark. 47 Når det gælder den politiske indflydelse i fagbevægelsen står Danmark ikke tilbage for Grækenland, og det er først for nyligt blevet muligt, som medlem af et af de store forbund, at fravælge partistøtte til Socialdemokraterne. Den partipolitiske indflydelse behøves ikke nødvendigvis at udgøre et demokratisk problem i sig selv, det bliver først et problem, som i det græske tilfælde, hvor partipolitikken bliver afgørende for fagbevægelsens arbejde, og det enkelte menige medlem ikke kan få indflydelse eller stille op til poster uden at være godkendt af partitoppen. Og når så staten i sidste ende har hånds og halsret over alle beslutninger, ja, så har vi et demokratisk problem. Tradition, og dette, at de enkelte medlemmer ikke føler de får noget ud af at være medlem alligevel, forklarer den lave organisationsgrad. De, som er organiserede, især offentligt ansatte, vil jeg mene heller ikke føler at de har den store indflydelse. De bruger gang på gang strejkevåbnet for at udtrykke deres utilfredshed, et tydeligt tegn på at man ikke føler man kan få indflydelse via sin fagforening. 48 De udenrigspolitiske ændringer i perioden Før 1981 advokerede PASOK en streng anti-ef og anti-nato 49 politik, som ved magtovertagelsen blev forladt for en mere forsonlig og realistisk udenrigspolitik, og udmeldelse af EF og NATO var aldrig et realistisk alternativ. Bl.a. fornys en række aftaler med USA om baser i Grækenland (hvis ikke var der jo altid truslen om at de ville de blive flyttet til Tyrkiet). USA har på dette tidspunkt 4 baser i Grækenland, som ifølge aftalen skæres ned til én i 1990 (Suoda Bay på Kreta). Han trækker truslen om en folkeafstemning om medlemskab af EF tilbage, hvilket i øvrigt også var en tom trussel, da det på dette tidspunkt (1981) er præsidenten, og ikke statsministeren, bakket op af et parlamentsflertal, der har retten til at udskrive folkeafstemninger 50, en procedure der i øvrigt blev ændret ved forfatningsændringen i Den græske regering betragter snarere EF og senere EU, som et sted, hvor der kan skaffes penge, enten i form af lån eller fra diverse struktur- og udviklingsfonde (infrastruktur) eller direkte landbrugsstøtte. Som eksempel kan nævnes, at da PA- SOK-regeringen i 1985, som tidligere omtalt gennemfører en græsk kartoffelkur for at rette op på den dårlige græske økonomi, medfølger et kæmpe EF-lån, så EF bliver mere eller mindre godtaget som et en økonomisk malkeko. Desuden er det værd at bemærke at Grækenland har et meget stort overskud på landbrugsstøtten, og da PASOK traditionelt har mange vælgere i landbrugsområderne, ville man ved en udmeldelse komme til at skade sine egne vælgere. Politisk bruger Andreas Papandreou også EF. Han gør sig bl.a. til talsmand for et øget sydeuropæisk samarbejde, og er således med til at styrke de knap så velstillede sydeuropæiske landes position overfor de mere velstående i nord, og ikke kun ud fra et økonomisk perspektiv, men også ud fra en politisk, da de nordeuro- 47 Gætter jeg rigtigt når jeg tror, at de offentlige ansatte i Grækenland mere eller mindre er tvunget til at være medlem af en fagforening? 48 Hvordan ser det ud i dag? Er organisationsgraden ændret? (faldet til ca. 30%) Er der flere lønmodtagere? (steget til ca. 55%) Er der sket ændringer i forhold til 80 erne? (ja) De strejker jo stadigvæk? (ja) Er fagbevægelsen blevet mere demokratisk (noget), og er det kun fordi de politiske indgreb vil blive så gennemgribende at de strejker? (antagelig ja, men der er også andre årsager) 49 Grækenland havde i en periode i 70 erne forladt NATO s militære samarbejde, men var sidst i 70 erne blevet medlem igen (Lyrintzis, 2004, s. 55) 50 (Kapetanyannis, 1993, s. 82) Side 25

26 pæiske lande på dette tidspunkt for en stor dels vedkommende var konservativt dominerede og de sydeuropæiske og socialistisk dominerede som Grækenland (mod syd f.eks. Spanien: Gonzales, Frankrig: Mitterand og mod nord f.eks. England: Thatcher, Tyskland: Kohl, Danmark: Schlüter). Dette samarbejde førte bl.a. til dannelse af the Integrated Mediterranean Programme (1985), som Grækenland såvel, som Spanien og Portugal havde stor nytte af 51 Et udmærket initiativ. Men Papandreou gør sig også bemærket på andre måder. Han ynder at gå enegang, og Grækenland nægter som det eneste EF-land at deltage i sanktioner og isolering af det polske Jaruzelski militær diktatur, og han tager sågar på officielt besøg i Polen i 1984, en slags tak for sidst, I gjorde jo heller ikke noget, da obersterne sad i Grækenland. Desuden bruger eller misbruger den græske udenrigsminister Yannis Haralambopoulos, sin position som EF-formand (Grækenland havde EF-formandskabet i første halvdel af 1983) til at hindre EF i at kritisere Sovjetunionen for nedskydningen at det koreanske passagerfly 747 d.1.sept Til stor irritation for USA er Grækenland en ivrig støtte af PLO, og modtager repræsentanter for det sandinistiske styre i Nicaragua. Som en del af en gruppe på 6 alliancefri lande, som udover Grækenland tæller Sverige, Brasilien, Tanzania, Indien og Mexico, kæmper han i NATO bl.a. for at gøre Balkan til atomvåbenfri zone, og at udskyde opstilling af Pershing og krydsermissiler i Europa, for i stedet at gennemtvinge mere tid til fredsforhandlinger. Jeg kan i denne sammenhæng ikke lade være med at nævne Danmarks fodnotepolitik fra samme periode, som eksempel på hvordan to små lande kan opføre sig på tværs af en stor alliance uden at det får anden betydning end rent indenrigspolitisk. NATO og amerikanerne ændrede jo ikke kurs af den grund. Men ikke desto mindre er den græske kurs forståelig, set i lyset af et ønske om at frigøre sig fra mange års stormagtsdominans. Forholdet til Tyrkiet bølger også op og ned. Men hvor der i NATO og EF-regi havde været tale om en opblødning af forholdet, gælder dette ikke Tyrkiet. I 1982 besøger Papandreou, som den første siddende græske statsminister nogensinde, Cypern, og det bare for at provokere Tyrkiet (Næppe kun, men der er også tale om pres). I 1983 udråber den tyrk-cypriotiske nationalforsamling den Tyrkiske republik på NordCypern, som dog kun anerkendes af Tyrkiet også i dag. I 1984 erklærer den græske regering at hovedfjenden ikke længere er Warszawapagt-landene, men den NATO-allierede Tyrkiet, og Grækenland nægter at deltage i NATO-øvelser, hvor også Tyrkiet deltager. I december 1986 er det ved at føre til åben krig mellem de to nationer, da 3 soldater (2 tyrkiske og 1 græsk) dræbes i et sammenstød ved grænsen, og i 1987 lykkedes det endnu engang Tyrkiet at forhindre olieboringer ved Thassos 52. I januar 1988 indledes en opblødning af forholdet de to lande imellem med en bilateral aftale, den såkaldte DAVOS-aftale, om bl.a. gensidige statsbesøg, hotline, og kultur- og turistsamarbejde, men allerede året efter opstår nye stridigheder om overflyvningszoner, rettigheder til fastlandssoklen, og militær tilstedeværelse det øst-ægæiske Hav. Afsluttende bemærkninger, konklusion. Jeg vil i mine afsluttende bemærkninger søge at trække trådende frem til i dag. Jeg vil begynde med valgloven. Valgsystemet i dag, er en slags styrket proportionalvalg. Dvs. at der i 8 ud af de 56 valgkredse vælges et mandat, og i de resterende 48 vælges kredse vælges flere, og med en spærregrænse på 3 %, ligner syste- 51 (Botsiou, 2002, p. 26) 52 Øst for Thassos er et felt på 500 mio. tønder lokaliseret, men konflikten med Tyrkiet om territorialfarvand og fastlandssokkel har blokeret for yderligere prøveboringer (Kristensen, Grækenlands geografiske karakteristika, 2005) Side 26

27 met for en stor dels vedkommende det danske. Men, i Grækenland er der ikke tradition for at samarbejde ret meget partierne imellem, så for at sikre en flertalsregering får det parti med den største stemmeandel derfor en bonus på 40 pladser ud af de Systemet fungerer så vidt jeg ved godt i Grækenland, men har naturligvis den slagside, at de små partier ikke får den store indflydelse, på den anden side forhindrer et valgsystem som dette også, at et lille parti kan få en uforholdsmæssig stor indflydelse i forhold til deres størrelse (en position, som det radikale venstre i perioder har haft i Danmark). Tidligere i min opgave skrev jeg sådan: da PASOK-regeringen i 1985 gennemfører en græsk kartoffelkur (dvs. hård indkomstpolitik) for at rette op på den dårlige græske økonomi, medfølger et kæmpe EF-lån, og det kan jo ikke få en til at tænke andet end, at der kunne ligeså godt have stået 2010 som For sagen er jo den, at det græske låneproblem ikke er nyt overhovedet. Det bunder i flere ting. For det første har der altid stået ivrige lånere på spring, f.eks. ydede USA et stort lån i slutningen af 80 erne hvis bare halvdelen blev brugt på militære indkøb (F16-fly), for det andet indførte Papandreou-regeringen i begyndelsen af 80 erne, meget prisværdigt, en velfærdsstat, men man sørgede ikke for at opkræve de nødvendige skatter til at matche de stigende udgifter, men gik i stedet på lånemarkedet, hvilket fører os til den tredje og efter min formening vigtigste grund til de græske problemer: den manglende skatteinddrivelse. På grund af Grækenlands specielle erhvervsstruktur med mange små selverhvervende familievirksomheder, kombineret med de skiftende konservativ-liberale borgerlige regeringer manglende lyst til at opkræve skatter fra de mest velhavende er omkring 40 % af økonomien sort. Og det går bare ikke, man kan ikke have en velfærdsstat, uden at alle dens borgere betaler skat. Og med den hjælpepakke 54 Grækenland har modtaget i denne uge, og som forhåbentlig er tilstrækkelig, er det jo dobbelt ærgerligt at en stor del af pengene skal gå til at betale renter, i stedet for udvikling, når nu problemstillingen har været kendt i så mange år. Det er også meget uheldigt at de massive EF-midler ikke er gået til produktionsfremmende foranstaltninger og effektivisering af industri og landbrug, men i stedet er gået til støtte til ineffektive landbrug, og til at holde liv i skrantende og dårligt fungerende industrier. Grækenland har således som andre EF-lande ikke formået at udnytte EF-midlerne til gavn for hele den græske stat. For vi må ikke glemme, at selvom den græske stat er syg, er den græske middelklasses levestandard bedret betydeligt i de seneste 30år, siden Grækenland blev medlem af EF i Den sidste del af opgaven som peger frem til i dag, er forholdet til Tyrkiet. Grækenland spillede en aktiv rolle for at optage Cypern i EU, og ligeledes spiller Grækenland en meget aktiv rolle for at forhindre Tyrkiet i at blive medlem af EU. En interessant problemstilling, som i sidste ende burde kunne være med til at forbedre forholdet mellem de to lande, hvilket vi skal se mere på i kommende opgaver. Siden har Grækenland skiftet taktik og støtter nu aktivt Tyrkiets optagelse i EU, men kun hvis de opfylder alle EU s betingelser, og der er så vidt alle skøn meget lang vej endnu. Vedrørende Grækenlands interne problemer med Tyrkiet, så har Georgios Papandreu (den nye græske statsminister) og Tyrkiets statsminister Erdogan indledt et samarbejde på allerhøjeste plan. Første skridt har været at finde ud af hvilke problemstillinger man er uenige om. Dernæst udvælge hvilke af problemerne man måske kan blive enige om inden for en given tidsramme, og, nu kommer det vigtigste, at hvis man ikke kan blive enige, vil overlade afgørel- 53 Wikipedia 54 Som jeg har læst indtil videre drejer det sig om lån på 800 mia. kr. hvor de to tredjedele kommer fra EU-landene og resten fra IMF. Lånet udbetales i kvartalsvise rater, hvor det før hver ratebetaling undersøges om den indgåede aftale overholdes. Side 27

28 sen til den internationale domstol. Inden for denne plan håber man at kunne løse problemet om sømilegrænser, og retten til at lede efter olie i kontinentalsoklen ad åre. Og selvom f.eks. retten til at placere militær på græske øer nær Tyrkiet, og Cypern-spørgsmålet er fuldstændig udelukket fra dette forum, er det ikke desto mindre et prisværdigt initiativ i retning mod forsoning de to lande imellem. Ad andre initiativer kan nævnes udvidelse af en gasledning fra Azerbadjan, gennem Tyrkiet, Grækenland og ind i Europa, et initiativ, som på længere sigt, nok vil blive hilst velkommen de steder i Europa, hvor man er afhængig af den russiske gasledning gennem Ukraine. Politisk konsensus, økonomisk rationalisering, konflikter på Balkan Jeg begynder med de vigtigste politiske og økonomiske ændringer i perioden. Jeg ser på den partipolitiske udvikling, hvor jeg har tilføjet en diskussion. Jeg prøver at diskutere PASOKs valgnederlag i 2004, og til slut diskuterer jeg Balkan-konflikternes betydning for Grækenland. (fin indledning) De vigtigste politiske og økonomiske ændringer i perioden. Efter 9 år ved regeringsmagten ( ), må Andreas Papandreou overlade roret til Nea Deomokratias Konstantinos Mitsotakis.Et højt prioriteret emne for den nye ND-regering er genopretning af statens finanser. Dette skal ske ved at øge statens indtægter i form af øget brugerbetaling 55, øgede benzin- og alkoholafgifter 56 og privatisering af offentlige virksomheder som omtalt i tidligere opgave var en del af den tidligere Papandreou-regerings politik at nationalisere skrantende private virksomheder, og denne politik ønsker Mitsotakis at gøre op med. Den vigtigste politiske og økonomiske begivenhed i Mitsotakis regeringstid er godkendelsen af Maastricht traktaten i juli Hvis hovedindhold, ganske kort, består af to dele, samarbejdet i en politisk union, og det nok vigtigste element for Grækenland, det økonomisk monetære samarbejde (ØMU en), som i sidste ende skulle munde ud i den fælles valuta Euroen. Traktaten blev i det græske parlament godkendt med et kæmpeflertal (286 af 300), og blev startskuddet på en økonomisk politik, som gik ud på at tilpasse den græske økonomi til ØMU ens krav, hvor f.eks. underskuddet på statens finanser kun må udgøre 3 % af BNP. Og også den kommende PASOK-regering, som ved i valget 1993 vinder regeringsmagten tilbage, da Mitsotakis taber sit parlamentsflertal, fører en økonomisk politik, som sigter på at opfylde ØMU-kravene. Der var dog ingen som ved traktatens indgåelse havde forestillet sig, at Grækenland, som EU s fattigste land (efter Portugal) på det tidspunkt, med et stort offentligt underskud og høj inflation skulle blive i stand til at opfylde kravene, og det skulle også siden vise sig, at de, da det til alles overraskelse i sidste øjeblik lykkedes dem at opfylde kravene, rent faktisk havde fiflet med tallene 57. Men ikke desto mindre var den vigtigste økonomiske begivenhed for Grækenland mellem optagelsen i Eurozonen d.1.jan (2001) Som tidligere nævnt var det efter godkendelsen af Maastricht i 1992 de skiftende regeringers mål at opfylde kravene. PASOK viderefører således ND s økonomiske politik, og har held til at sænke inflationen, så den for første gang i 20 år er under 10 %. Desuden viderefører PASOK privatiseringen af offentlige virksomheder, og privatiserer således 25 % af OTE (det græske telefonselskab), en del banker og Olympic Airways (nej, 55 På hvad? (på statslige ydelser fx kørekort, div. attestermv.) 56 Clogg nævner også value added tax, men hvad er det? MOMS? (ja) 57 Hvordan foregik det? Var Simitis og regeringen vidende om det, eller var det embedsmænd, økonomer eller andre, som ønskede at gøre de politiske ledere glade. Hvem havde kendskab til fifleriet? (det er stadig ikke afklaret) Side 28

29 den blev ikke privatiseret, for ingen ville købe den). Og som noget helt nyt skal også landmændene og de liberale erhverv (privatpraktiserende læger, jurister) til at betale skat (det skete bare aldrig, da der reelt ikke er nogen kontrol med de privates skatteoplysninger). Dette afføder naturligvis store og for samfundet kostbare - protester og demonstrationer, da mange offentlige ansatte på den baggrund er bange for at miste deres job. Man taler om at strejkerne i forbindelse med disse politiske tiltag kostede samfundet den nette sum af 100 mio. dollars. Af andre tiltag kan vi nævne nedskæringer på det i forvejen dårligt fungerende uddannelsessystem. Eksempelvis er det udbredt blandt de mere velstillede at købe sig til ekstraundervisning af deres børn, og de mest velstillede betaler for en universitetsuddannelse i udlandet, hvor især England er det foretrukne, og i slut90erne er der græske studerende på engelske universiteter. I 2008 forsøger Karamanlisregeringen at løse problemet ved at tillade private universiteter i Grækenland, dette medfører alvorlige demonstrationer, igen! hvor politiet ulykkeligvis dræber en 15-årig demonstrant 58. Et meget andet følelsesladet emne var indførslen af nye identitetskort under hensyn til harmonisering med EU, hvor ens religiøse tilhørsforhold ikke længere skulle fremgå, også dette førte til demonstrationer, denne gang anført af kirken. På udgiftssiden vedtages der i 1996 et 10-årigt moderniseringsprogram af hæren, perioden er, som vi skal se på i andre opgaver, præget af et uheldigt og meget dyrt våbenkapløb pga. forholdet til Tyrkiet 59. De vigtigste partipolitiske ændringer i perioden. Partipolitisk sker der det, at begge de dominerende partier har skiftet de gamle dinosaurer ud. Andreas Papandreou dør i 1996 efter meget nølende at have overgivet regeringsmagten og posten som partileder til sin efterfølger. I 1998 dør også den tidligere leder, statsminister og præsident, og altdominerende skikkelse i ND, Konstantinos Karamanlis. Dette åbner op for nye og yngre kræfter. Vigtigst for PASOK er, at det viser, at det er et levedygtigt parti, også efter den karismatiske leder Andreas Papandreous død, og som ny leder vælges den mere tørre og teknokratiske Kostas Simitis, som er statsminister i 8 år ( ). ND satser på Kostas Karamanlis, som i en alder af 41 år bliver den yngste leder nogensinde af ND, men som altså i modsætning til Simitis er en del af det gamle politiske etablissement, han er nevø til Konstantinos Karamanlis. Kostas Karamanlis er statsminister fra I 2004 vælger PASOK ny leder, denne gang fra en af de gamle politikerfamilier, Andreas Papandreous søn Georgios Papandreou (f.1952), Grækenlands nuværende statsminister siden oktober Diskussion Rent politisk sker der det, at de to partier nærmer sig hinanden. Dette er ikke et særtræk ved Grækenland, men et vilkår i hele Europa. I Danmark f.eks. taler vi om en højredrejning af socialdemokraterne, og i England at New Labour rykker i retning af et mere højreorienteret liberalt parti. Dette fænomen skyldes især de globale og EU-forhold. Der er grænser for ens manøvremuligheder i et forpligtende økonomisk samarbejde, og regeringsledere af forskellig politisk observans vil have en tendens til at føre den samme økonomi- og finanspolitik 60. En sidste, og meget vigtig partipolitisk ændring, eller der er rettere tale om en partipolitisk ikke-ændring, for desværre florerer klientelisme og korruption stadigvæk i Grækenland. Partilederne har gentagne gange lovet bod og bedring, men så sent som under den sidste Karamanlis-regering ( Blev forslaget gennemført? Findes der private universiteter i dag? (nej) 59 Hvordan ser det ud i dag? Indgår der krav om nedskæringer i hæren som følge af den nye EU-IMF plan. (ja) 60 For tiden er der sågar røster i EU om, at pga. de store underskud på mange af EURO-landenes budgetter, skal statsbudgetterne (og altså statens finanspolitik) sendes til godkendelse i EU-kommisionen. Side 29

30 2008) solgte staten billigt ud af ejendomme til politiske venner, som så, hvis de ønskede det, kunne sælge dem videre med stor fortjeneste. Og igen, den nye statsminister, Georgios Papandreou, lovede da han kom til magten, at gøre noget ved problemet, om ikke andet skal der føres retssager mod de skyldige ND medlemmer i ejendomsskandalen. Men måske lysner det: Ved de to seneste valg i 2007 og 2009 falder de to store partiers samlede stemmeandel til hhv. 80 % og 77 %, og altså et samlet fald på næsten 10 procentpoint i forhold til tidligere valg. Et tegn på at stemmerne er ved at flytte sig bort fra de store partier, og at vælgerne tænker mere nuanceret, og måske det vigtigste: Kan det være et tegn på at kammerateriet (klientelismen) er på retur, og at man er ikke så afhængig af sit parti længere. Diskussion af årsagerne til Pasoks valgnederlag og tab af regeringsmagten Ved valget i 2004 taber PASOK regeringsmagten, og partiets nye leder, den tidligere udenrigsminister Georgos Papandreou må vente til 2009 før han kan blive statsminister. De to partier PASOK og ND, ligger som sædvanlig meget tæt på hinanden, med godt 40 % af stemmerne til hver, men denne gang tipper det til fordel for ND, med 45,4 % mod 40,5 % (I 2000 vandt PASOK majoriteten med 43,8 % mod 42,7 %). Ud fra det sparsomme kildemateriale er jeg desværre ikke i stand til at bedømme, hvorfor regeringsmagten skiftede til dette valg 61. Kigger man på valgresultaterne kan man ikke umiddelbart finde en forklaring, de to partiers stemmeandel tilsammen er konstant ca. 86 %, så man kan ikke tale om et vælgerskred, hvor et lille parti får en så stor stemmeandel, at det medfører et regeringsskifte. Mit bedste bud er, at PASOKregeringen efter 11 år ved magten er slidt (ja, det er rigtigt). Det er et udbredt fænomen i mange demokratiske lande, at en regering efter et par valgperioder er slidt, og at man i vælgernes øjne simpelthen trænger til noget nyt. En anden forklaring, men her gætter jeg, kunne også have noget at gøre med rod i økonomien 62 i forbindelse med afholdelsen af de olympiske lege i Athen 2004, men som sagt jeg ved det ikke. (det har ikke været et afgørende element i regeringsskiftet) Diskussion af Balkan-konflikternes betydning for Grækenland. De kommunistiske regimers fald betyder dels tilbagevenden af et stort antal etniske grækere fra Albanien og Rusland, og ikke mindst en stor mængde illegal østeuropæisk arbejdskraft, som søgte til Grækenland, da det jo, trods landets økonomiske problemer, var Balkan-regionens så absolut mest velstående land. Og tager man den græske befolknings generelle aversion mod staten og imod at betale skat blev den billige og illegale arbejdskraft til en vis grad hilst velkommen, dog ikke uden samtidig at blive beskyldt for at være årsag til den stigende kriminalitet og sociale problemer. I begyndelsen af 90erne var der så mange som illegale arbejdere i Grækenland ud af en samlet befolkning på 11 mio. 63, og i år 2000 var tallet oppe på illegale emigranter. Den billige arbejdskraft har både en positiv og en negativ side. Positivt i den forstand, at denne arbejdskraft kan bestride lavtlønnede jobs i landbrug, byggeri og turistindustri, og dermed bidrage til landets fremgang og udvikling, uden at få sociale goder fra staten til gengæld. Og negativt, naturligvis, fordi den billige illegale arbejdskraft underbyder den lovlige græske arbejdskraft, underminerer løn og arbejdsvilkår og bidrager til øget arbejdsløshed. 61 Hovedkilden (Clogg, A Concise History af Greece, 2002) slutter i år 2000, og perioden dækkes i to spalter i (Lyrintzis, 2004, s. 64) 62 Rod i økonomien var i hvert fald hovedårsagen ved det seneste regeringsskifte i efteråret Hvor stor er den samlede arbejdsstyrke? 1951: 2.8 mio. 1991: 4 mio. Side 30

31 I denne forbindelse er det værd at nævne at det i et land som Grækenland er svært at gøre noget ved den illegale arbejdskraft. For det første har man i Grækenland en udbredt tradition for at arbejde sort (op til 40 % af græsk arbejdskraft arbejder sort, i dag anslås den til at være faldet til omkring % 64 ), og fra sort græsk til sort illegal arbejdskraft er springet ikke stort. For det andet er der, som omtalt i forrige opgave de meget svage fagforeninger. I Danmark er vi vant til at fagforeningerne er meget aktive i bekæmpelsen af udenlandsk illegal arbejdskraft, men de svage græske fagforeninger har hverken midler eller kan samle opbakning til sådanne aktioner. I 1991 dannes Den Makedonske Republik. I Danmark kaldes landet for Makedonien til forskel fra græsk- Makedonien. Efter Balkankrigen lå de nordeuropæiske sympatier generelt hos de tidligere jugoslaviske republikker, minus Serbien, som ansås for at være skurken i hele spillet. Og derfor var striden om Makedonien og navnet Makedonien rimeligt uforståelig for mange nordeuropæere, specielt Grækenlands insisteren på at Makedonien i officielle sammenhænge skal kaldes ved det sit FN-navn FYROM (Former Yugoslavic Republic of Macedonia), forekommer som en overreaktion, og har til tider været med til at stille Grækenland i et dårligt lys, som aggressiv i forhold til en lille ny stat. Dette skyldes nok, at vi ikke har andet end et overfladisk kendskab til Grækenlands historie som Balkanland. Graver man lidt dybere ned, og opdager FYROMs nationalistiske retorik, brug af den hellenske fortid, og det meget lille slavomakedonske 65 mindretal i Grækenland til at retfærdiggøre åndelige territorielle krav, og Grækenland fik således ufrivilligt del i den barske etniske konflikt på Balkan. Men sammenholdt med de græsk-makedonsk-bulgarske konflikter i det 20ende århundredes første halvdel, begynder man at forstå den græske reaktion. Det gjorde helle ikke situationen bedre, at Grækenland officielt støttede Serbien, skurken, set med europæiske øjne. Men ser man igen på historien har den nye græske stat og Serbien (Jugoslavien) ofte været allierede i forskellige konflikter, eksempelvis i begge verdenskrige, og dette tjener til forståelsen af de græske reaktioner, og støtten var kun i ord ikke i handling. Men EF-landenes boykot af Jugoslavien rammer Grækenland hårdt. Dels har Grækenland en stor eksport til landet, og dels går den eneste fastlandsadgang til Grækenland gennem Jugoslavien og tabet anslås til at udgøre 1.1 mia. $ 66. Striden med FYROM bilægges ved indgåelse af aftalen Bilateral Intern Agreement i september (denne navnestrid er ikke bilagt og afgjort, da FYROM stadig kræver retten til at bruge navnet: Makedonien vel vidende, at hovedparten af den geografiske makedonske region ligger i Nordgrækenland). Der er ingen tvivl om, at den helt store konsekvens af Balkan-konflikterne og Murens fald, er den store illegale indvandring, og selv med optagelse af flere af landene i EU (f.eks. Bulgarien, Rumænien, Ungarn) er presset på Grækenland ikke lettet. Grækenland opsøges, i kraft af sin geografiske placering, i stigende grad af illegale indvandrere og asylansøgere fra Mellemøsten (Asien) og Afrika, som ønsker indrejse til EU, og Grækenland er meget aktive i bestræbelserne på, at EU skal findes fælles fodslag, f.eks. i form af et fælles grænsepoliti. Et problem og synspunkt, som Grækenland i øvrigt deler med Spanien og Italien. 64 (Danmarks ambassade i Athen) 65 Da PASOK i sin første regering i 1981 beslutter at lade eksilerede kommunister og andre venstreorienterede vende hjem, begrænses dette til etniske grækere, og udelukker således et stort antal slavomakedonere, som ellers udgjorde flertallet i den kommunistiske modstandsbevægelse i borgerkrigens sidste dage (Clogg, A Concise History af Greece, 2002, p. 180) 66 (Thomadakis, 1993, s. 18) 67 (Botsiou, 2002, p. 30) Side 31

32 Afsluttende bemærkninger: Hvad angår Balkan burde Grækenland, som det rigeste Balkanland, og med en plads i store internationale organisationer som EU og NATO have stået forrest i køen, som et forbillede, og en hjælpende, diplomatisk og økonomisk hånd, men forpassede denne chance. Grækenland har vist at det ikke er bange for at gå enegang i de store internationale organisationer, og at det i sin nationale identitet til tider er splittet mellem sin europæiske og Balkan-identitet. Hvad angår den økonomiske politik, og den senere tids katastrofale udvikling af Grækenlands økonomi til stor skade for eurosamarbejdet, er der ingen tvivl om, at det varer mange år før de nye EU-medlemmer i Østeuropa og på Balkan får lov til at træde ind i Euro-zonen. Skiftende regeringer i Grækenland : PASOK Andreas Papandreou ND Konstantinos Mitsotakis PASOK Andreas Papandreou ( ), Kostas Simitis ND Kostas Karamanlis PASOK George Papandreou Bibliografi Botsiou, K. (2002). Greece in the European Union. A Historical Account. In Greece in the European Union. Athen: Ministry of Press. Clogg, R. (2002). A Concise History af Greece. Cambridge University Press, UK. Clogg, R. (1999). The Greek Diaspora in the Twentieth Century (s ). New York: ST.Martin's Press, INC. Couloumbis, T. (1993). Pasok's Foreign policies In R. Clogg, Greece The populist Decade. UK: St. Martin's Press. Danmarks ambassade i Athen. (n.d.). Retrieved from Embassy of Greece, Washington DC. (n.d.). Retrieved from Ioakimidis, P. (1993). Greece in the EC. Policies, Experiences and Prospects. In P. &. Thomadakis, Greece, The New Europa, and the Changing International Order. New York: Pella. Kapetanyannis, V. (1993). The Left in the 1980s. In R. Clogg, Greece The Populist Decade. St.Martin's Press. Kristensen, T. T. (2005). Grækenlands geografiske karakteristika. København: Københavns Universitet, Grækenlandsstudier. Kristensen, T. T. (1993). Håndbog for græsk arbejdsmarked. København. Kristensen, T. T. (1990). Valget i Grækenland års socialistisk regeringspolitik. Institut for geografi, Gul serie nr Side 32

33 Lyrintzis, C. (2004). Political Sytems and Elections. In About Greece (pp ). Athens: Ministry of Press. Spourdalakis, M. (1988). The Rise of the Greek socialist party. London: Routledge. Stern, L. (1977). The Wrong Horse. The Politics of Intervention and the Failure of American Diplomacy. New York: Times Books. Thomadakis, P. &. (1993). Greece, The New Europe, and the Changing International Order. Pella: New York. Disposition til eksamensopgave om Grækenland i 80 erne - Andreas Papandreous vision, socialismens tredje vej. - Vælgerne, udbredelse, landet, landbrugsstøtte - Retorik - Fornyelse - Reformer (7) o Social o Sundhed o Familie, ligestilling, ægteskab o Uddannelse o Decentralisering o Hjemvenden af eksilerede, nationaldag o Institutionelle - Økonomi o Plan 1 (5), inflation, stimulering Tilskud til landbrug Priskontrol Løn- og pensionsstigninger Opkøb Skatteunddragelse o Plan 2 (9), inflation, offentligt underskud, Simitis Devaluering på 15 % Nedskæring i uddannelsesudgifter Nedskæring i sundhedsudgifter Lønkontrol, produktionsomkostninger Regler for mere fleksibel arbejdskraft Fri prisdannelse Restriktioner på import Øgede skatter Lån fra EF - Statens demokratisering o Ansatte, teknokrater, klienter, tidligere ND - Valglov Side 33

34 - Fagforening - Udenrigspolitik Side 34