UDTALEN I MODKRNF- DANSK

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "UDTALEN I MODKRNF- DANSK"

Transkript

1 UDTALEN I MODKRNF- DANSK Dr. phil. Aage Hans«n, m m '.m i<diln>i -.1 d«n t«. *. Ordbog over det danski««; il l.» -.k«!!i>" værkerom dansk sprog, gn«i i in I- I-n Un-a«..nnl«d«fremstilling il dansk 11.-, pie.udtal«in««i «* I»> * i IIMIU.I på den udvikling de i <i *k< i i d«id i«ud. «d. HM tioner der stadig er l< \«ml«. «n\ «l«r n\n«l\ildinp I.1. I U^yn der at gøre sig ga lden«1 I m< -t. mi HI. H.I. >! - > * n > sætter brugt rn«i siand ni ai in\«nd. Im.--.ii.*.m > ndtaleordbog, hvon man i m II«1 - n-i h udtal. mm vil have rede på. Bogen vil v.ere ni stor hj.rlp t»n 1 ill< l u m p«cielt for dem dei U I H I M M - I I dan I m. n li«nn ml«1 u > det hele tagci til enh\«r -l I mi«n \y I«-I 1 il«-.pn ) «1 og den såkaldt rigti;'.«1 iiv-'-p" radial. I > I--..nmi>li>*. i høj grad supplert I de ndl il. m; i ^ I i. -I- i lind. I < hd bog over det dansk* Spro \ i 111 del nli id. 1 I.1M1..1. I.. og private der c < 1 ordlxi «N 11 1M ' di il- N I Dansk" staendt ved sid«n 1!. GYLDKNDAt,

2 B

3

4

5 AAGE HANSEN UDTALEN I MODERNE DANSK UDGIVET AF DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELS KAB 2. oplag GYLDENDAL

6 1956 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Bogen er sat med Imprint på Monotype i Krohns Bogtrykkeri, København. 2. oplag er et fotografisk optryk trykt i S. L. Møllers Bogtrykkeri, København. Printed in Denmark 1968.

7 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord 7 Indledning 9 Kapitel I. Kvalitet. 13 A. Yokalisme 13 i 17 e 17 æ 19 y 20 ø 21 u 23 o 23 å 25 cd 26 a 27 Diftonger 31 Særlige forhold i svagtryksstavelse B. Konsonantisme 45 Forholdet mellem p, t, k og b, d, g.. 46 b 50 d 51 t g 64 q 66 v, f 69 j r 75 1, m, n 80 il 81 J 83 h 85

8 Kapitel II. Kvantitet 86 A. Vokalkvantitet 86 I enstavelsesord og -former 86 I flerstavelsesord og -former 97 B. Konsonantkvantitet 107 Kapitel III. Modulationer Tryk Stød Tone 123 Benyttet litteratur 125 Ordregister 129

9 FORORD Ved afslutningen af Ordbog over det danske Sprog blev det overdraget mig at gøre rede for og supplere de udtaleangivelser der findes i ordbogen. Det skulde gøres kort og indgå i ordbogens forkortelseshæfte. Det blev mig hurtig klart at det eneste rationelle var at give en almindelig oversigt over udtalen i moderne dansk med de tilbageblik som ordbogens oplysninger og materiale nødvendiggjorde. Det blev til foreliggende arbejde, der henvender sig til alle der ønsker oplysning om udtalespørgsmål, og som samtidig (ved hjælp af ordregistret) kan bruges som et supplement til de i ordbogen angivne udtaler. Savnet af en udtaleordbog og en udførlig udtale vej ledning for rigssprogstalen har redaktionen af Ordbog over det danske Sprog mærket næsten daglig. Folk har skrevet eller ringet og spurgt om det hed sådan eller sådan, og herved har vi gang på gang mødt den opfattelse at der måtte være een udtale der var den rigtige, medens alle andre måtte være forkerte. Kun på det ortografiske område, hvor vi har en autoritet der fastsætter den norm hvorefter alle ortografisk retskrivende have sig at rette, kan vi sige at eet er rigtigt og andre i betragtning kommende muligheder forkerte. Med hensyn til udtale, som med grammatik og ordbrug, har vi nok en norm, men en norm der ligger i og må uddrages af sprogbrugen hos en vis gruppe mennesker der nu engang på dette område er blevet de toneangivende - ikke en norm der til de mindste enkeltheder er reguleret og autoriseret af en myndighed. Følgelig er det vi kalder normen (uden for det ortografiske) ikke på alle punkter lige fast. Man kan få folk til at skrive ordene på nøjagtig samme måde, men så snart de taler kommer der større eller mindre forskelle frem, selv når vi holder os til de såkaldte rigssprogstalende. Forskellene eller variationerne er som regel ingen hindringer for den rette opfattelse af det sagte, ja de fleste er af en sådan art at de slet ikke bemærkes af de talende. Men når så det sker at forskellene opdages og diskuteres, viser det sig som regel at folk har en tyrkertro på at deres egen udtale er den rette, hvorefter de dømmer andres. Denne menneskelige svaghed kan også træffes hos sprogfolk, og for i nogen grad at sikre mig i så henseende 7

10 har jeg bedt en række mennesker med særligt kendskab til udtalen i moderne dansk om at læse min udredning igennem og anholde eller kritisere hvad der stødte dem. Nogle har sendt mig udførlige antegnelser (og dem er jeg naturligvis særlig taknemmelig for), andre har nøjedes med enkelte bemærkninger. Jeg tillader mig her at takke dem under eet, idet jeg tilføjer at de ved deres venlighed naturligvis på ingen punkter har pådraget sig medansvar for hvad jeg skriver. Altså en hjertelig tak til følgende: Universitetslektor, dr. phil. H. Abrahams, universitetslektor, fru Ulla Albeck, universitetslektor, mag. art. Poul Andersen, redaktør, mag. art. Kaj Bom, professor, dr. phil. Johs. Brøndum-Nielsen, professor, dr. phil. Paul Diderichsen, universitetslektor, frøken Eli Fischer-Jørgensen, redaktør, cand. mag. Jørgen Glahder, bibliotekar, cand. mag. Niels Åge Nielsen, lektor, cand. mag. Ole Olesen og professor, dr. phil. Peter Skautrup. Aage Hansen

11 INDLEDNING Ordbog over det danske sprog er nu afsluttet og dens bo kan gøres op. Og det er tilfaldet mig at aflægge regnskab for ordbogens udtaleangivelser. I en ordbog hvis redaktion har strakt sig over ca. 40 år og som er udarbejdet af mange redaktører, kan det ikke undgås, at dels den udvikling der stadig sker i sproget, dels redaktørernes forhold til rigssprogets idealnorm sætter sine spor. Sproget har ikke stået stille i de 40 år, så vi for det moderne sprogs vedkommende kunde få en rolig sprogtilstand at beskrive; ikke desto mindre har man forsøgt i udtalen at gennemføre en i det store og hele fast norm, der grundede sig på den standard der var fastlagt af Otto Jespersen i Modersmålets fonetik. 1. udgave Det lyder måske underligt idag, men man må huske at da de forskellige principper for ordbogens redaktion blev bestemt levede man endnu i den for begyndende leksikografer karakteristiske optimisme der forudså værkets afslutning indenfor et forholdsvis ringe åremål (12-15 år), og under sådanne omstændigheder var det rimeligt at lægge sig fast på et udtaleprincip der kan formuleres således: overalt hvor den samme lyd optræder under samme omstændigheder og i samme omgivelser (i samme sproglige milieu) gengives den på samme måde hele ordbogen igennem. Nu trak udgivelsen ud over en menneskealder, men værre var det at en del af det fra Jespersen overtagne grundlag allerede fra ordbogens begyndelse var ved at blive forældet. Især i ordbogens sidste del har redaktørerne udkæmpet mange kampe mellem hvad deres øre og egen udtale sagde dem og hvad hensynet til ordbogens standard krævede, og det blev mere og mere klart at der i registerbindet i forbindelse med den såkaldte lydskrifttavle måtte gives en redegørelse for ordbogens udtale. Det blev os hurtigt indlysende at et forsøg på at give rettelser og suppleringer til de enkelte ords udtale vilde blive både omstændeligt og kedeligt, og vi bestemte derfor i stedet at afslutte ordbogen med en udførlig redegørelse for udtalen i moderne dansk rigssprog med særligt henblik på den udvikling der er sket i de sidste generationer, på de variationer der stadig er levende, og de nyudviklinger der begynder at gøre sig gældende. Denne udsigt over udtalen i moderne dansk - den 9

12 første i sin art - er principielt synkronisk, idet dens formål er at omgrænse rigssprogets talenorm (med tilbørlig hensyntagen til at denne ikke på alle punkter er fast), men den søger samtidig at trække udviklingslinjerne op lidt tilbage i tiden til belysning af udtaler som er nævnt i ordbogen eller er kommet til udtryk i den nyeste litteratur. Den udtale der findes i ordbogen (se nærmere bind I. Indledning, side XXX ff.) giver sig ikke ud for at være udtømmende; ordbogens lydskrift er fonetisk temmelig grov, men - bortset fra betegnelsen af a-lydene, hvor der har fundet en særlig udvikling sted - fuldt tilstrækkelig, ja på enkelte punkter kunde den uden skade have været mindre detailleret (se fx. side 46.80). Ordbogen har måttet fatte sig i korthed - på dette som på andre punkter - m. h. t. varianter, og har, bl. a., som regel måttet se bort fra de lydlige ændringer et ord kan undergå i konteksten og som del af faste forbindelser. Kun ved småordene, der snart står trykstærkt, snart tryksvagt, er der i nogen grad taget hensyn til disse forhold. Også i nedenstående redegørelse er det principielt kun det isolerede ords udtaleformer der er behandlet. Der er forsøgt flere, mere eller mindre tilfredsstillende definitioner af rigstalesproget - et rigsskriftsprog er lettere at afgrænse den populære er jo den at den foreligger i en sprogudøvelse på hvilken man ikke kan høre hvor i landet vedkommende er født og opvokset (Jesp. Fon. 79ff.). Men hvem er man"? Er det en dialektkyndig eller blot en person med et fint sprogøre, bliver der ikke overvældende mange rigssprogstalende i landet. Sagen er den at der i almindelighed tales om to ting på én gang; for det første noget rent teoretisk: indbegrebet af en mængde sproglige fænomener der konstituerer rigstalesproget som en idealnorm, og for det andet noget praktisk: et stort antal menneskers tale der med større eller mindre tilnærmelse honorerer de fordringer som denne idealnorm opstiller. Det er i denne sidste betydning leksikografen har med fænomenet at gøre, forsåvidt det ikke er hans agt at skabe en normativ udtaleordbog men at registrere den faktisk foreliggende talebrug (se også om spørgsmålet AaHans.S.4f.). Hovedsædet for rigssproget, det skrevne som det talte, har gennem århundreder været København, og sproget som det tales i dannede kredse i hovedstaden har været mønster for dem der stod udenfor disse kredse. I Telegraphen 4. Aarg. (1824), side 293 kalder JCLange, i en diskussion om vadske : vaske, København for den renere Udtales Hovedsæde og Mønster" (jf. MDKriger: Småting om den nydanske Retskrivning. (1831). 11). 10

13 CFBruun (Om Bogstavernes Lyd i danske Ord ) siger: en Ordbog, der angiver Udtalen af Ordene, maa udgaa fra Kjøbenhavn, hvis dannede Udtale vist de fleste dansktalende heller end gjerne ville efterligne." Dette københavnske rigssprog kan naturligvis ikke undgå at blive påvirket af det sprog der tales i de lavere klasser i storbyen, det særkøbenhavnske, af sjællandsk stærkt inficerede sprog, som ofte med et kedeligt udtryk kaldes vulgært eller vulgærkøbenhavnsk, og det er derfor berettiget at ordbogen i mange tilfælde ved siden af den almindelige rigssprogsform har angivet den særkøbenhavnske hvor den afviger. Også i min redegørelse nedenfor er der gjort opmærksom på et stort antal københavnismer, hvoraf nogle måske i fremtiden kan komme til at præge rigssprogsudtalen. Derimod er det påfaldende i hvor ringe grad de provinsfødte hovedstadsindbyggere, især de mange jyder der har gjort København til den største jyske by, har påvirket københavnsk rigssprogstale, ja, jeg er ikke i stand til med sikkerhed at udpege ét eneste punkt hvor denne indflydelse har gjort sig gældende. Til rigssprogsudtalen i provinserne er der i ordbogen ikke taget meget hensyn; de afvigelser denne udtale rummer skyldes som regel substrat fra det dialektområde hvori vedkommende provinsby ligger. Når provinsiel udtale angives i ordbogen og i nedenstående redegørelse er det oftest udtalen i de store østjyske byer (fra Aalborg til Kolding) der er registreret; disse byers rigssprog har en række fællestræk der i denne henseende gør dem til et større samlet område. M. h. t. den milieu- og situationsbestemte lagdeling inden for rigssprog kan henvises til de redaktionelle betegnelser ( brugsbetegnelsen"), de er også brugt ndf. Da der også der undertiden bruges udtryk som finere, lavere sprog", som ikke yndes af sprogmænd fordi man heri kan se en æstetisk-social bedømmelse, skal det her præciseres at disse betegnelser, der vanskeligt kan undgås hvor udtalenormens kernefelt ligger i de såkaldte dannede" kredse, ikke rummer nogen vurdering af de sproglige fænomener, men kun angiver deres forhold til normalsproget.

14

15 Kapitel I KVALITET A. Vokalisme. Det danske vokalskema ser således ud: i y u e 0 0 æ 0 å a Første,,vandrette" linje betegner den mindste åbningsgrad, de flg. linjer større og større åbningsgrader. Første lodrette" række omfatter de urundede fortungevokaler, anden række de tilsvarende rundede vokaler og sidste række (rundede) bagtungevokaler. A-lyden står for sig selv. Skemaet gælder både for de lange og de korte vokaler i trykstærk stilling (om vokalerne i tryksvag stilling se side 37). Dette vokalskema, der egentlig er en fonetisk opstilling (af Chladni, se Jesp.Fon.448) for en række sprog, kan i dansk bruges som et fonologisk skema, dvs. et skema over de lyde (fonemer) hvis indbyrdes ombytning i en sproglig størrelse (især et ord) bevirker en ændring i størrelsens indholdsmæssige funktion (spec.: ordbetydningen), fx. m. lang vokal: Lin, Lyn, lun, Len, Leen, Laan, og m. kort vokal: Lind (9: [len']), Lund (a: [Ion']), Lænd, Løn, Land. Under nederste række kunde indføjes en række af yderligere åbnede lyd: o, (o, men det vilde være en ren fonetisk række hvis vokaler fonologisk er varianter af de tilsvarende i foregående række. Tendenser og variationer der ikke er knyttet til bestemte vokaler. Der er en tendens i dansk til at udtale en lang vokal mere lukket end den tilsvarende korte lyd. Forskellen er så ringe at den er vanskelig at opfatte, og den er ikke angivet i Ordbogen. Man kan sammenligne fx. tro : trofast; bi : Bibeskæftigelse; By : Byraad; Hø : Høfeber; Høne : Løn; 13

16 Fanen : Fanden\ bede : Bed\ Bude : Bud; Lcegy sb. : lceg\ imp. Derved kan den korte vokal i nogen grad nærme sig den tilsvarende vokal på næste åbningstrin, altså den samme bevægelse som tidligere har fundet sted i dansk, hvorved de gamle korte, mere lukkede vokaler i talen som regel (uden for særlige forbindelser med flg. konsonanter) er åbnet en grad i forhold til skriften, fx. ikke : ['ega]; Synd : [søn']; kun : [kon]; let : [læd]; oppe: ['coba] (en yderligere åbning til næste trin, som især sker i forbindelse med r, har fundet sted i vulgærsprog, se ndf. side 16). Indflydelse fra skriften kan i visse kredse eller ved visse ord (især bogsprogord) fremkalde en ophævelse af denne kløft mellem skriften og talen ved en mere bogstavret udtale. Peter Jerndorff går (i Om Oplæsning. (1897). 12f.) imod en for pyntet" teaterudtale fx. af ord som Smykke, Kyst, hindre, undre: Paa Scenen blev denne Vokaludsmykning almindelig i Fyrrerne og Halvtredserne, og derfra er den kommen ud i Verden; men det var i en Tid, hvor man i al Kunst pyntede paa Naturen og vilde idealisere den; men nutildags, hvor dog Naturligheden har faaet sin fremskudte Plads, har vi alligevel Sprogmissionærer, der præker en saadan Udtale som vzssen, Mznde, mz'dt, kwn, Bwnd, Grwnd (med fuldt lukkede Vokaler)." Også Brob. (i M.iii) var opmærksom på denne tendens; hans ord lyder (i oversættelse): Nogle mennesker har ganske umotiveret begyndt at udvide området for det lukkede i og y ved at bruge disse lyd i ordene ville (men ikke i vil), midt, Smitte, knytte, tygge " Som eksemplerne viser, har bevægelsen ikke været resultatløs: tygge med [y] er nu den alm. rigssprogsform (medens udtalen med [ø] (der også opgives af SBloch.19) føles som provinsiel), Smitte og ville er alm. ved siden af former med [ej; knytte med [y] kalder Ordbogen /. br., men formen er blevet mere almindelig siden artiklen blev redigeret (1927); kun i midt er [i]-udtalen forblevet forholdsvis sjælden. I mange andre ord er der sket en lignende tilnærmelse til skriften, og i nogle tilfælde er Ordbogens angivelser i de tidligere bind derfor ikke svarende til forholdene nu. Nogle eksempler: under beskvulpe (1920) er [be'sgvopba] sat først og [be'sgvul'ba] som nr. 2; under skvulpe (1940) er rækkefølgen den omvendte: ['sgvulba, 'sgvolba], og u-formen er siden trængt yderligere frem. Under besmudse angives [be'smosa, be'smusa], under smudse: ['smusa] ell. gldgs.: ['smosa], hvilket viser udviklingen. Under Bismer er [ bismar, besmar] sidestillede, i dag føles den sidste udtale som gammeldags. Bisp har udtaleangivelsen [bisb, ogs. besb], Blis har [blis, bles], Blus: [blus, ogs. bios] blusse: ['blusa, ogs. 'blosa]; også i disse 14

17 tilfælde er sidste udtale nu gammeldags. Busk lydskrives: [bosg] l.br. [busg], nu er det nærmest omvendt. Ordene Brusk, bullen lydskrives med [o], nu høres ofte [u]. Ved Mudder angives udtalerne ['mos'ar, 'mud'ar], nu er den sidste form den almindelige. Jf. u. Skuddermudder. Butterdej høres nu oftest med u-lyd (ordbogen angiver kun [o]). Af andre ord hvor [o]-udtalen næsten er forsvundet kan nævnes Bulmeurt, duknakket. Udtalen [jusd] af just angives at være især prov.", nu er den ganske almindelig (ligesom [u] er det almindelige i navne: Just Justesen, Just Andersen). Det er, som eksemplerne viser, vokalerne af skemaets anden række der i visse ord erstattes med de tilsvarende af første række. Derimod er en lignende bevægelse fra tredje til anden række, forårsaget af skriftbilledet, lidet fremtrædende (om forholdene i r-forbindelser se ndf.). Ved fremmedordene kan der iagttages tre tendenser: 1 tilnærmelse til skriften, 2 en indordning under danske talevaner og 3 (hos sprogligt dannede) brug af en udtale der svarer bedre til udtalen i det sprog hvorfra ordet er lånt. Som eksempler pa 1 (og 2 ) kan nævnes: Ved Backfisch angiver DO. kun udtalen ['bagjfej], i dag vil man vist kun kunne høre [-fif]; frottere, hvor Ordbogen angiver [fiwte-'ra, sj. frå-], her er [fro-] nu temmelig almindelig. Der høres ofte [i] i første stavelse af ord som insinuere, Infinitiv, Imperativ, Princip, og i anden stavelse af fx. distingveret, Distinktion. Udtalen [du'pe-'ra] af dupere, der i Ordbogen kaldes især vulg.", er i dag ganske almindelig. Udtalen med [u] i stedet for [y] i anden stavelse af Communiqué (ikke i Ordbogen), er nu gennem radioudtalen blevet almindelig, og også debutere høres stadig hyppigere med [u] (for [y]), medens [y] holder sig i Debut. Noget lignende gælder Balustrade over for Baluster. I ord som Manege, Cortege, Chef, hvor Ordbogen kun angiver udtalen med [æ], findes også en temmelig udbredt udtale med [e], der dog for det sidste ords vedkommende vistnok endnu især er provinsiel. For begegne angives udtalen [be'gai'na], en udtale der næppe høres mere (når ordet forekommer i Holberg-forestillinger olgn.), man vil nu udtale det [be'ge-'qna, be'geq'na]. Hvad angår 3, har det øgede kendskab til engelsk og bedre skoleudtale i høj grad fortrængt de ældre udtaler af engelske låneord som [, bæ(, )bi] af Baby, [blof] af Bluff, [Hird, Børd] af Flirt, ["(d)jom(, )b9r] af Jumper, ['læ-di] af Lady, [lonj] af Lunch, [trosd] af Trust. I mindre grad gælder noget lignende for udtalen af franske låneord. 15

18 For Favør angiver Ordbogen kun [fa'vø-v], nu høres [fa'vo-r] almindeligt; en udtale [Jo'fo-r], Chauffør, regnes for finere end [Jo'fø-V], men er ikke nær så almindelig. Præfikset re- høres undertiden udtalt [rø-], fx. i Renæssance (som nævnt i Ordbogen), Refræn, Revanche. At der også kan ske fejltagelser ved forsøg på korrekt udtale er ordet Krustade (med udtalen [kry'sda-da] for [kru'sda-53]) et eksempel på. Som eksempel på 2 kan nævnes de i daglig tale almindelige former med i for e i Linoleum, Napoleon, Petroleum (og navne som Gideon, Simeonskirken), der skyldes analogidannelse efter de talrige fremmedord på -ium og -ion. I forbindelse med et foregående eller efterfølgende r er der i lavere talesprog og vulgærsprog (samt i dialekter) tendens til en åbning af de korte vokaler der går ud over den for alm. rigssprog normale åbningsgrad, fx. [græm', gram'] for [grem'] grim; Cirkus udtales i alm. rigssprog [sirkus] eller ['serkus], medens ['særkus, 'sbrkus] er vulgære. Undertiden svarer de vulgære udtaler til de ældre københavnske (se fx. Ordbogen under Kirke, Kirtel, virke, virkelig, jf. III.lærke, Lærkesjov). Kun i særlige tilfælde er den art udtaler angivet i Ordbogen. Tilstedeværelsen af disse mindre fine" udtaler har bevirket at den større og større kreds af mennesker som bestræber sig for at tale pænt", ikke blot undgår de vulgære former, men endog tilstræber en mere lukket udtale end de gængse udtaleformer. Man undgår altså fx. ikke blot formerne ['knrgs] og ['kærga], men mange erstatter også den almindelige form ['kerga] med ['kirga] Kirke. Af redde bliver det almindelige talesprogs ['rbda] i samme kredse anset for mindre fin end ['ræda], og mange går endnu videre og foretrækker ['reds]. Denne bevægelse går ofte hånd i hånd med den ovenfor (side 14) nævnte indvirkning fra skriftbilledet, så [i] trænger frem (og i de yngre generationer som oftest har sejret) i ord som Birk, virke, virkelig, dirke, lirke, Cirkel, Firma, Kirtel, Grille, [y] i ord som Hyrde, Byrde, dyrke, Tyrk, tryg, [u] i ord som burde, Agurk, skurre. Noget mere kunstlet er den lukkede udtale af æ og ø i forbindelse med r, fx. [æ] og ikke [B] i færdes, færdig, Færdsel, Lærred, Rænke, krænke, Præst, Kræmmer, [o] og ikke [o] i Bjørn, Ørn, mørk, Hjørne, Jørgen. Flere eksempler vil findes ndf. under de enkelte vokaler. En vokal der kommer efter eller foran en nasal kan undertiden selv få nasal klang (se Jesp.MFon. 3 47); dette angives ikke i DO. Medens denne udtale er temmelig udbredt ved lange vokaler mellem to nasaler, er en nasalering af kort a foran nasal karakteristisk for visse københavnske 16

19 bourgeosikredse, fx. i dansk, han, Mand, kan, samtidig sænkes a'et, så det kan lyde som a + r, jf. flg. gengivelse af affekteret, fint burgøjsersprog": karn tarle darnsk arnarledes. Pol.6/ Jf. om nasalvokaler Levin.Gr.I.5.II.8. Labialisering (runding) af kort vokal mellem to labialer, især i tryksvag stilling, kan høres i (usoigneret) talesprog, fx. [bybl(i)o l te-, g] Bibliotek, ['tvyula] tvivle, [pøuer'mønda] Pebermynte, [bø'brai'da] bebrejde; i andre tilfælde er labialisering næppe alm. i rigssprogstale (se fx. DO. u. Tvebak) undtagen i situationsbestemt tale (med læbefremskydning) (se Jesp.MFon.22) og i enkelte ord der herfra har fået en fast form (som jøsses). I De enkelte vokaler. Såvel langt som kort i i udtalen svarer så godt som altid til skriftens i. Det korte i i stærktryksstavelse veksler ofte med e. Denne vekslen, dvs. at nogle bruger z, andre e, er særlig almindelig foran r, og den angives i Ordbogen ved [ ], men den findes også i en række andre tilfælde. Ovenfor er givet eksempler på i'ets fremtrængen dels ved tilknytning til skriften, dels (foran r) af frygt for at tale udannet. Tendensen er i det hele klar: ældre udtaler med [e] fortrænges i ikke ringe tal, medens der næppe er mange eksempler på at en [i]-udtale i vor tid afløses af [e]; en anden ting er at vulgærsprog har e eller endog ce i en række fremmedord hvor normen (nu) har i, fx. i Musik, Kronik osv. og (i første forkortede stavelse af) Spiritus. Som vidnesbyrd om udviklingen i rigssprogstalen kan nævnes at Levin (Gr.II.30) har e i Spid, Brob. (M.) kun e i Birk, Rids, ridse, vilde, ville, villig, Vilje, Bevilling, og at Anker Jensen kun angiver [e] i forvirre, stirre, virke, virkelig, pirre, Snirkel, Rinskvin, Kirsebær, knirke. Jf. også Skautrup.III Enestående er langt [e] for [i(-)] i (lavere) københavnsk udtale af give, givet: [ge?, 'ge-as]. Formen svarer til den nordsjællandske (se UnivBl ) og skånsk-bornholmske (se Brøndum-Nielsen.GG 2.I.281). Dagligdags-udtalen [di'ler'iom], [di'le-'riom] Delirium, viser vel analogisk udtale med Ministerium, Mysterium, Nerium ofl. Om i i svagtryksstavelse se side 40 ff. e Det korte [e] svarer oftest til skriftens i. I nogle tilfælde har dog både skrift og tale e, fx. i hende, Fred, tres, det, bortset fra svagtryksordene 17

20 høres her også, især i lavere talesprog eller hos yngre københavnere, [æ], fx. ['hæna] hende, ['pæd'arsan] Pedersen, almindeligst efter r: Fred, tilfreds, halvtreds, tredje: [fræ5] osv. Formen ['fjæna] Fjende har dog stadig et provinsielt præg overfor [ fjena]. Ifølge EJessen.Gram.52 kunde man endnu i slutningen af forrige århundrede høre æ-lyd i Gedde, kedy Kedel. I franske låneord som Portemonnaie og Succes høres både [æ] og [e], i sidste ord betragtes e-udtalen som den fineste. I ord som Buffet, Filet, Piquet (hvor Axel Sørensen.508 har [æ] ved siden af [e]) er e-udtalen trængt igennem. Det ved åbning af [i] opståede [e] går i lavere talesprog efter r videre til [æ], fx. ['sdræga] strikke, [præg] Prik, ['vræmla] vrimle, [rær\'] Ring. Se også ovf. side 16. Det lange [e] svarer så godt som altid til skriftens e. Der var tidligere en tendens til at åbne det til langt ce foran -q, fx. i ordene Streg, Leg, lege, megen (CFBruun.I.13.15), overlegen (Abrahamson etc.37). FPJDahl. 13 angiver både e og ce i Beg. Axel Sørensen (515) kender udtaler som [blæ-q] bleg. Denne udtale er bevaret i ordet Legeme i den alm. rigssprogsudtale: ['læ-qama] (denne udtale også hos Abrahamson etc.37), medens udtalen [Ue-qama] kan høres i kirkeligt sprog, i fysisk og matematisk fagsprog og i fin" oplæsning. Forkortet høres ce i Kbh. almindeligt i formerne stegte, stegt (jf. enkelte kbhvnre siger dog stegt med æ, hvilket for mig lyder meget frastødende.!' EJessen. (Tidskrift f.philologi.ii )). Efter r tenderer ifølge Poul Andersen (330) i unge rigsmålstalende københavneres dagligsprog" et langt [e] ofte mod langt [æ], fx. ['sbræ-da] spredte, [træ-'] tre. Jeg har især bemærket den i diftong (til dels i følge med forkortelse), fx. [bræ'u], [bræu'] Brev, [sgræ'u], [sgræu'] skrev\ en sådan overgang kendes også fra ældre tid (se fx. DO. u. Greve, treven og Seip.L.II.92ff.). Foran r har vi tidligere haft langt ce i Klaver (se DO.), kere (sig om noget) (EJessen.Gram.52) og regere (CFBruun.II.53. EJessen.Gram.52; i dette ord høres ce endnu i vulgært sprog). I ordene på -tet, fx. Universitety Kapacitet fandtes tidligere udtale og skrivemåde med cey hvad der skyldtes tysk indflydelse (jf. Heib.Pros.YIII.419). Vekslen mellem [e-] og [æ-] findes i ordet Bestie (e-udtalen nu almindeligst), tidligere også i Bæst (se DO.). 18

21 æ Kort [æ] svarer i danske ord til skriftens æ eller (oftest) e. I gammelkøbenhavnsk hørtes i en del ord [e], hvor vi nu har [æ]: Sted, stedse, melde, fortælle, Kastel, Kvæsthusbroen (de to sidste eksempler fra DF.X. 116), jf. Fritz Jiirgensens Rakvirket (o: ['regjvergab]) (39). Levin.Gr.II.31 har vekslen mellem e og æ i ordet Skel. En rest af denne e-udtale foreligger formentlig i udtalen ['deda] dette for det almindelige ['dæda]. Udtalen, der dog også kan skyldes tilknytning til [de] det, findes hos Bredsdorff (Prøve.89) i munden på B., der taler københavnsk hverdagssprog, og den angives af Abrahamson etc. (37) som ditte (hvormed menes en udtale med lukket e, jf. Gjirrige = gjerrige. smst.). EJessen.Sprogl. 67 siger: det, dette har egenlig lyden e, men høres i oplæsning tit med lyden æ, hvad altså må regnes for unaturligt"(!). Nuomstunder bruges e-udtalen især af visse akademikere (også ikke-københavnere af fødsel) der fortsætter en tradition fra ældre københavnske akademikere. Foran og efter r har almindelig rigssprogstale sænket æ [B], københavnsk vulgærsprog har efter r yderligere sænkning mod eller til [b]: [tned] træt, [bred] Bræt, [grel'] græd, [fco'rednerj Forretning og (med erstatningsforlængelse) ['fre'reø] Frederik. Fritz Jiirgensen har Rakvirket (D: Rækværket; jf. ovf.). Herhen hører sikkert Kraft for Kræft i eder som kraftknusemig, krafteme (jf. ndf.). Denne vulgære udtale har affødt en tendens i finere" sprog til lukning af det normale [B] i denne stilling, så man hører ['trædva] for [! trb5v9] tredive, ['ræb'], ja endog [reb'] for [rob'] ræd og tilsvarende former af Rædsel, redde, Græs, Præst, brænde. Jf.s.16. Det lange [æ] svarer næsten altid til skriftens æ, i sjældne tilfælde til e: tjene, Tjener osv., hver, Chef (ses.15), Legeme (jf.s.18), sjette og foran 5 (med vekslende kvantitet) bedre, Steder, kun i ét tilfælde til skriftens ej: Vejr (udtalen [væ? r] findes hos Abrahamson etc.38). Også det lange æ tenderer i særkøbenhavnsk, til dels gldgs., mod [e], fx. i ['se-va] Sæbe, ['e-ub] Æble, ['e-ba] æde (la' os ede Flæsket. StormP ; se også DO.; vistnok indgående i eder som ['fa^ne-mfanerne (se DO.), krafteme;*) Abrahamson etc. har eede (41)); ældre e-udtaler kendes af Kæde, kæle, kælen. Vekslen mellem [e*] og [æ*] findes i Eventyr, Italiener osv. (nu i disse ord alm. [æ-]), tidligere havde vi samme vekslen i kedy kede (sig) (jf. EJessen.Sprogl.67). Særlig almindelig foran -r: i [he-v], [de-v] (disse to former er ved at trænge ind i alm. kbh. rigstale- ) Dog har æde også udtale med [e*] i mange dialekter. 2* 19

22 sprog); endvidere, men nu især gldgs. eller børnesprog: ['le-raj], Lcerer, [ve-v] Vejr, [la've-v] lad være, [-be-v] -berg (fx. Frederiksberg). I fjerde høres nu ofte [e] (Ordbogen angiver kun [æ]). I Fje(de)r havde rigssproget tidligere æ-lyd (se DO.). Det lange æ efter r er i alm. rigssprog ikke sænket: [træ-] Træ, [græ'5] græd, ['præ-(5i)g9] prædike. Her er den sænkede vokal [B] bl. a. provinsiel: [trb-] angives af Anker Jensen. Foran r-forbindelser er kvantiteten ofte labil. Ved tydelig lang vokal er [æ] det almindelige: ['æ-rdar] Ærter, [læ'rd] lærd, ['læ-rlerj Lærling, ['æ-rli] ærlig; ved tydelig kort vokal er [B] det mest brugte: [ter'd] lærd, ['sbrli] særlig, ['kbrssds] Kæreste; i fint" sprog søges den lukkede udtale også gennemført ved kort vokal og hvor længden ikke er tydeligt fremtrædende: ['sæ(-)rli] særlig, [lær'd] lærd osv., Værelse [ l væ(-)r3ls3]. At stemple den kortvokaliske udtale med sænket vokal som mest i Vulgærsprog" (UllaAlbeck.Farlige Ord. (1942).7) er for stærkt; især er disse udtaler af særlig og ærlig lagt for had (de kaldes smst. 40 og 44 for vulgære; lignende i 2. udg. side ). Også hvor æ normalt kun er kort, trænger den finere lukkede udtale frem: [fror'træd] Fortræd,*) ['kærnaimæf^] Kærnemælk, [sgær- 'myslar], [sgær'tår'sda] Skærmydsler, Skærtorsdag, ['kærli] kærlig, [kærd9- mena] Kerteminde, [ dærscom] dersom. Disse udtalenuancer er som regel ikke angivet i DO. Tidligere vekslede e og æ i gerrig (Levin.Gr.II.31. jf. Abrahamson etc. ovf. side 19), snerre, snerpe (EJessen. Sprogl.67). Om kvantitetsforholdene foran -r se ndf. side 92f. I fremmedord med Aero- har nu udtalen [æro-] næsten fortrængt den i DO. angivne [aaro-]. y Udtalens lange og korte y svarer (i danske ord) altid til skriftens y. Eksempler på y opstået ved lydlukning ér givet ovf. side 14. Foran skrevet -g(g) har vi [y] i Byg, bygge, Hygge, Myg, Skygge, stygge, tygge, [ø] i Ryg, Bryg, brygge, medens tryg både høres med ø og y. Vulgærsprog har [ø] i alle tilfælde, fx. [møg] Myg, ['bøgs] bygge (jf. Basarbøgningen. StormP.TT.10), ['tøga] tygge (jf. A.L. i BerlTid ), ['søgsl], [sogal] Cykel. Formerne svarer til de nordsjællandske (se UnivBl.1.361). *) Tidligere hørtes også udtale med [e] (se DO.), og denne udtale kan endnu høres på Kgl. Teater. 20

23 Foran -r veksler kort [y] og [ø], i ordbogen angivet ved kursivering: [y]> g g s å her er y-udtalen i fremgang, fx. i ord som Byrde, Hyrde, myrde, Styrke, Fyrste, Myrra, Myrte, i københavnsk til dels i forbindelse med en tendens til vokalforlængelse (se side 78f.) og en erstatning af ustemt r (foran ustemt konsonant) med stemt r (se ndf. side 79). Brob. (M.xxvii) lader Fyrsten rime på Børsten, Tørsten og Tyrken på Ørken (i disse tilfælde har han haft [ø] eller [o], men ikke [o], se smst.iii). Anker Jensen angiver kun [ø] i Fyrste, Myrte. Vekslen mellem i og y findes ved ['sigal, 'sygal] Cykel, den første udtale (efter den engelske, i bicycle) er især københavnsk, og vistnok noget på retur. 0 Et udtalt kort ø svarer til skriftens ø eller y> et langt ø til skriftens ø i danske ord. Ordbogen skelner mellem tre slags ø'er: et lukket [ø], et mere åbent [o] og et yderligere åbnet [o] efter r, de to første både lange og korte, det sidste kun kort. Dertil kommer [ø], der ikke betegner nogen særlig kvalitet, men at udtalen af kortvokalen varierer mellem [ 0 ] g [9] foran -r; dette er at forstå således at nogle udtaler [0], andre en mere åben vokal: [o] eller [o] i disse stillinger. Dette på Jesp. (MFon. 82f.) byggende system har sine svagheder. Forskellen mellem [o] og [o] er ofte vanskelig at opfatte. Medens vi har nogle (men kun få) ord hvor modsætningen 0 : o og 0 : o fremkalder betydningsforskel -i ellers enslydende ord, fx. ['sønar] Synder : ['sonar] Sønner, [fø-v] adj. før : [fo-'r] præp., adv./ør, [grøn'd] Grynt : [gron'd] grønt, så er der ingen eksempler på et lignende modsætningsforhold mellem [o] og [o]; ved den ndf. nævnte vokalforlængelse foran -r kan vi få [td-'r] tør, adj. overfor [to'r] Tørv, men sidste udtale er kun en variant. Den i Ordbogen angivne vaklen i kvaliteten af kort 0 foran -r er nu så godt som ophævet, idet den lukkede kvalitet ikke mere høres (undtagen i meget gldgs. sprog) i ord som først, størst, Børste, Børn, Hør, mørk, Skørt, Smør, spørge, sørge, Ørken, bør, tør, præs. Levin har [0] i først (Gr.1.14), vaklen mellem 0 og o i Hør (Gr.II.31). EJessen i Tidskrift f.philologi.ii. siger at ørn for orn måske er fra teatret (121) og jeg siger først, hør (plante) men har også hørt: forst, hor"(120). I Sprogl.67 er han i stand til at placere formerne: simplere københavnsk er t. e. forst, torst, sorge, brond (jf. ndf.), finere først, tørst, sørge, brønd" CFBruun.1.18 har hørt 0 i først, Tørke, Ørred. Kort [0] i denne stilling høres dog ofte (ved siden af mere åbent 0) 21

24 ved forkortet lang vokal, fx. i ['udjkørsdl, 'ubjførsal] Udkørsel, Udførsel. I stedet for den tidligere vekslen mellem [ø] og [o] har vi fået en variation [o] : [o], især foran r + konsonant, fx. [bjor'rø] eller [bjgr'ri\ Bjørn, [ organ] eller ['organ] Ørken, hvoraf den første variant betragtes som finere end den anden, medens udtalen med lukket ([bjør'rø] osv.) føles som gldgs., men dog kan dukke op nu og da ved overdrivelse af lukningstendensen i fin" tale. Som nævnt senere (side 94) har vi foran r-forbindelser en tendens til vokalforlængelse, hvorved vi ikke blot kan få [bjo-rrø], men også [bjo'nz], altså et langt o som Jespersen og Ordbogen ikke har ænset, vel fordi det er et nyere fænomen. Også foran r alene kan vi få en yderligere åbning til [o*], men den er decideret vulgær: [ sbo-ra] v. s. af ['sbo-ra], ['go-ra] v. s. af ['go-ra],['do-ra] v. s. af ['do-ra], spørge, gøre, Døre; endvidere i Rør, røre, der endnu i slutningen af forrige århundrede havde [ø] (således hos SvGrundtv., og EJessen siger (Gram.42): I Hovedstaden, ogsaa udenfor Nyboder, høres ofte en norskagtig aaben Udtale af saadanne Ord som Rør, røre"). Den korte vokal veksler også i andre stillinger m. h. t. kvalitet, således i nogle tilfælde foran n, m, 1, 5 (ofte med foregående r), fx. [brøn'] : [bron'] Brønd, ['brø5ra].-['broqra] Brødre, ['røb'ar] ^'rob'ar] Rødder, osv. Andre tilfælde: Krydder, Krønike, Dønning, svømme. Den første udtale (med [ø]) er den gamle (eneste hos SvGrundtv.), men stadig meget brugte udtale, der regnes for finere end den anden (EJessen.Sprogl.67 afviser den sidste udtale: Udtale som t. e. ol, fodder, rodder, der kun høres i visse almuemål udenfor København, har selvfølgelig intet med skriftsproget (sic!) at gore, der må holde sig indenfor københavnsk og almindelig dannet" Udtale". I Gram.42 hedder det at jyderne ofte har en mere lukket udtale end københavnerne, dog modsat i Fødder, Rødder og Øl. Andetsteds (se ovf. s. 21) kalder han [bron'] for simplere københavnsk. I Søndag har o-udtalen sejret over ø-formen (der fx. angives af SvGrundtv., CFBruun.II.18. jf. Brob.M.77); forklaringen herpå er givet af EJessen (Sprogl.67): Udtalen Sondag for Søndag er fremkommen ved misforståelse, næmlig ved falsk udledning fra son". En yderligere åbning til [o] i disse ord er vulgær: ['rod'er] Rødder osv. Den lange vokal efter r viser også nogen tendens til åbning, fx. i Grød, hvor den almindelige udtale (Ordbogens eneste) er [grø'5], men [gro'd] aldeles ikke sjælden. Desuden høres i Kbh. ofte åbnet vokal hvor et flg. 5 er svundet: [sbro-'] sprød, [, frens l bro'] Franskbrød. I visse fremmedord høres både [ø] og [o] fx. Koln, Trøndelagen, Vølve, Skrøne. 22

25 Foran og efter k udtaltes kort ø i ældre københavnsk (ligesom i forsk, dialekter) i visse tilfælde som y, se formerne Kyd, Kykken, Spækhyker i DO. (u. Kød, Køkken, Spækhøker). Om vekslen mellem y og ø se iøvrigt u. y. u Talens korte og lange u skrives i danske ord altid u. Tilfælde hvor kort [u] er opstået ved en tilnærmelse til skriften er nævnt ovf. side 14f. Udviklingen kan eksemplificeres: Musling har nu kun [u], men i et københavnsk gaderåb i Aftenp Nr.36 lyder det: Moos - Moos - her er Mosling!" Levin.Gr.II.30 har [o] i hun, Dup (i sidstnævnte ord har DO. sidestillede udtaler med u og ø; den sidstnævnte er nu gldgs.). Foran skrevet nd holdt [u] sig længe uåbnet i en række ord. Brob. (M.18) har sunde, Munde, blunde, Lunde, unde som rim på Hunde, kunne, kunde. Udtalen har holdt sig længst på Kgl. Teater, hvor de ældre skuespillere endnu bruger den på scenen. Iøvrigt er [o] nu trængt igennem og på vej til yderligere åbning (se nedenfor). I Bredsdorffs Prøve bruges u både i gengivelse af kultiveret tale ([imæbmsduner] (85)) og af kbh. hverdagssprog ([erjanluna] (88)), og i Forsøg angives [u] i ord som Lund, Sund. Levin.Gr.II.30 har [u] i Stund, sund, unde. Foran r-forbindelser trænger [u] i finere" tale frem på bekostning af [o], og ofte med tendens til vokalforlængelse (se side 93), således i burde (hvor Ordbogen kun har [o]), spurgte, smurte, turde, Urt, Kurv, Kurve, lurvet, Skurv, skurvet, Spurv, gurgle, hurtig, Mazurka, Purk, Skurk, (Bredsdorff. Prøve, har [o] i dette ord i det højtidelige foredragssprog (86)), Dramaturg (Ordbogen har kun [o]), Kirurg; mindre stærk, og uden samtidig tendens til vokalforlængelse, er lydlukningen mod [u] foran r alene, fx. i Burre, knurre, kurre, Pur, purre, skurre, snurre, wre (I II). I københavnsk går nogle af disse modsat vej, idet [o] åbnes til [å], således i [hårdi] hurtig, [kå? r] (Arnholtz.53), ['grcojsbå-'r] Graaspurv. Se ndf. u. ø. Den vulgære form natyrlig (for naturlig) er overtaget fra tysk (natiirlich). O Kort [o] i udtalen svarer som regel til skriftens w, men i en del ord er der i alm. rigssprog overensstemmelse mellem skrift og tale, fx. i mon, Bonde, frossen, Kost (I.), Ost. I københavnsk rigstalesprog er der en meget 23

26 udbredt tendens til at åbne vokalen til [å]*), ikke blot i de lige nævnte ord, men også hvor skriften har u, fx. [kån] kun, [tår]/] tung, ['tåqa] Tunge, ['ån'ar] under, [år]/] ung, [mån'] Mund, ['mån'dar] munter, [låfd] Luft, [lågd] Lugt, ['lågs] lukke, ['lårja] Lunge, [ åijjg, er, n] Ungarn, ['kråga] Krukke, [! såga] sukke, [gås] GWs. Det er ikke noget helt nyt fænomen. I Ordbogens samling af teaterudtaler er formen [kån] for kun optegnet 1919 (som brugt på Kgl.Teater af Cajus Bruun), ['hårdi] for hurtig optegnet 1922 (brugt af Eyvind Johan-Svendsen). Denne [å]-udtale bruges af Poul Reumert på den hos Arnholtz & Reinhold (85) transskriberede lydplade ([rån'd] rundt, [ånar] under, ['åiprna] Ungerne), og af Thorkild Roose på en anden plade (smst. 87f.) (['råma] rumme, ['lågas] lukkes). Arnholtz selv bruger den gennemgående (fx. [! båna] Bonde, [ gråna] grunde, [båg] [ mån'an] Munden). Tendensen til denne overgang svarer til en lignende i (nord)sjællandsk (se UnivBl.1.357), dog således at tendensen der ikke gælder u foran -nd (Mund, sund osv.). Da det korte å ellers kun fandtes i rigssproget som forkortelse af [å-], sker der ved den nævnte udvikling ingen sammenfald, idet å-lyden som kort vokal realiseres [<o]; der er altså ved at udvikle sig en fonologisk forskel mellem kort [å] og [co]; eksempler: [låfd] Luft: [lcofd] Loft; [kåsd] (Feje)kost : [kcosd] Kost (mad); [såg] Suk : [srog] Sok; men man kan naturligvis også sige at i denne usus realiseres [o] som [å]. Vekslen mellem [o] og [å], [co] har vi i ord som Bolværk, Bom, Bommesi, Vagabond, hvor udtalen med [o] betragtes som den pæneste, og i Fok hvor o-udtalen er den faglige. I ord som Bombe, Kardemomme, Most, Tromme høres næsten kun [o], [å] i rigssprog, medens udtalen med [co] er provinsiel. Omvendt har [co] fortrængt ældre [o] i Moppe (II.) ([o] angives af Brob. M.xxix og af Axel Sørensen), og i Fork ([o] angives af Bredsdorff. Forsøg. 16). Vekslen mellem langt u og kort o indenfor samme paradigme har vi i ['bru-tøja] : ['brogda], [brogd], bruge, brugt(e). (Men ikke i sluge, slugte). En overgang o > u i forlyd foreligger i formen unde for onde (i eder). Langt [o] i talen svarer som regel til skrevet o. Foran r-forbindelser, hvor vi har nogen vaklen mellem lang og kort vokal, har almindeligt rigssprog langt og kort o, medens provinsielt sprog (i østjyske byer) ofte har [å] eller endog [co], fx. i Horn, Korn, Orne, Tom, Orm, jordisk, *) Det synes som tendensen breder sig med stor hast i de yngre generationer, ikke blot i Kbh., men også i provinsen (fx. ikke sjælden hos Aarhusstudenterne). 24

27 nordisk, nordre, Morder, Jordbær, Lort, Port, Skjorte, fjorten, g/ør*, morsom, Morskab, Sporvogn, Historie, tror. Denne åbne udtale fandtes også i ældre københavnsk (se Ordbogen under Tom) og kan endnu høres. Foran visse konsonanter er eller var skriftens o udtryk for talens å, nemlig foran -b, -q og -v. I en del af disse har vi fået bogstavret udtale, eller denne trænger frem ved siden af den ældre udtale med [å]. Foran -b er [o] trængt igennem, og [å] høres næppe mere: Hob(en), Stob (de ældre former hos CFBruun.II.19). Foran -q kæmper [o] med [å] i visse ord: Brog, Dannebrog, Drogue, Po, isvzø^, nogen, og det ser ud til at [o] vil gå af med sejren. Det samme gælder en del ord med o foran v: Alkove, (ved) Hove, Kar tove, Mangrove (ikke i Ordbogen; Axel Sørensen har [å]), Spove. I Kbh. høres undertiden ['tå-va] Tove, propr. å Fonologisk er å-lydene i dansk, dvs. [å] og [co], normalt ét fonem, ligesom æ : å og o : o, idet vi ikke i den almindelige rigssprogstale har ord hvor forskellen å : co betegner nogen betydningsforskel; [å] er den langvokaliske, [o>] den kortvokaliske realisation (jf. ['dæ-mcon : dæ'mo-'nisg] Dæmon, dæmonisk, ('re-tcor : re'to-'risg] Retor, retorisk), dog således at kort å kan forekomme ved forkortelse af langt å, og langt co ved forlængelse af kort co. Å svarer som regel til skriftens å, i visse tilfælde (foran -q og -v) til o (klog, Bog, Mogens, vove osv.), medens <o i almindelighed skrives o. Kort å forekommer - -ved siden af <o - i flg. tilfælde hvor et langt å p. gr. af sin stilling realiseres kort eller som variant har kort vokal: 1 som første led af sammensætninger eller (visse) afledninger: [bå-d] Baad : ['bå5s man'] Baadsmand', [blå-] blaa : ['blågrå-'], ['blåli] blaagraa, blaalig. 2 i ord hvor vi har vaklende kvantitet: ['sbå-nar] : ['sbånar] Spaaner; [ svå-qar] : ['svåq'ar] Svoger-, ['vå-qna] : ['våqna] vaagne, hyppigt foran r: [tå-'rn] : [tår'n] Taarn; ['vå-rda] : ['vårda] Vorte; [- vå-'ran] : [- Vår'rc] -vom. I begge disse tilfælde er kort [å] især at træffe i finere tale, idet de meget sænkede korte vokalkvaliteter (med [co]) der her er gængse i almindeligt talesprog, gennemgående har fået et mindre fint præg. Vi har ofte tre variationer, fx. ['å-risa-'q, 'år^a-q, 'corisa-'q] Aarsag; ['då-rli, 'dårli, 'dcorli] daarlig; ['å-rjhu-s, 'år hu-s, 'corjhu-s] Aarhus. Hos de yngre generationer er det lange å foran r mere åbent (mere i retning af langt co) end i andre tilfælde (jf. PDiderichsen.13). Hos de mennesker der har 25

28 den u. l -2 nævnte udtale, bliver forskellen mellem å : co relevant, fx. ['våqna] vaagne : ['vcoqna] Vogne. 3 i tilfælde hvor et herhenhørende ord i sætningen kommer til at stå tryksvagt: [gå'] gaa : [gå'væg] gaa væk; [på'] paa [på 'ga-5on] paa Gaden. Et kort [å] kan endvidere opstå ved en tilstræbt fin udtale af [o)] i tilfælde hvor der ikke er tale om forkortelse af langt [å], eller som en tilnærmelse til skriften, fx. ['bråda] Brodde (Anker Jensen), ['brårjsa] Bronze (Anker Jensen) (Ordbogen angiver ved disse ord kun den alm. udtale med [co]), især foran -r og r-forbindelser (jf. ovf. s. 25): ved Hjort angiver Ordbogen ligeledes kun den almindeligste form med [co], men en finere udtale [jård] høres hyppigt, ja endog (sjældnere) en yderligere lukket udtale [jon/]. Især i kirkeligt sprog høres ['fa-darivåi] Fadervor og [vår] Fader". Se også u. kapitlet Kvantitet. Endelig er der den lige omtalte københavnske tendens til åbning af rigssprogets alm. korte [o] til kort [å]; herved synes der at ske en virkelig kolonisation af det hidtil så godt som tomme område i det kortvokaliske vokalskema der var reserveret å. I forskellige arter (nu nærmest affekteret) københavnsk kan man møde lukning af det lange å, i retning af o, fx. Maal, baade (og), Maade, laane, laa, eller en forskydning i retning af o, altså groft: ['us'co'go'] ud at gaa. I den kbh. sprogprøve hos Allen (11.691) gengives laa, gaa loe, goe. Om udtalen af langt å som [co*] se ndf. co Som nævnt er [co] den kortvokaliske realisation af [å]. Langt [co] eksisterer dog, men kun hvor der foreligger en af særlige forhold betinget forlængelse af kort [co]. Hovedtilfældene er : 1 ved interjektioner (fx. [co*] åh\, [nco-] naah\, [sco*] saa\) og ved fremkomst af tænkepavser i ord som [co-3-] og.., at. 2 ved forlængelse foran r-forbindelser, fx. [mco-(j)n] Morgen, ['bcoudo] borte, ['VCO-(J)3S] vores, ['dco-^li] dårlig, [, co*(j)dn9] ordne, ['co'(j)dn] Orden (de sidste tre eksempler fra Arnholtz. 37). Det er i disse tilfælde vanskeligt at afgrænse kvantiteten, se nærmere ndf. s Hertil kommer så at langt å foran r hos den yngre generation i Kbh. kan udtales som langt co, fx. [CO'J] Aar, [hco-'j] Haar osv. I københavnsk høres kort [co] i visse kredse som en [a]-lignende lyd i fx. oppe, Hoppe, komme, Lomme, Hof, Loft, ofte, Sommer, godt. Den 26

29 var allerede gængs i slutningen af forrige århundrede (der advares mod den i P.Jernd. Om Oplæsning.(1897).ll). Jesp.(MFon ) kalder det en tiltagende tilbøjelighed i københavnsk, især hos børn og kvinder. I dag høres den vistnok især i visse bourgeoisikredse og hos ekspeditricer, men det forekommer mig at tendensen er i aftagende. I et ikke nærmere bestemmeligt talesprogslag er der berøring mellem [co] og [o] i forbindelsen mellem r og n, så man kan høre [co] i ord som grøn, Grønningen, Rønnebær, og (temmelig almindeligt) omvendt [o] i Dronning (sikkert uden forbindelse med den gamle omlydsform af dette ord, se Brøndum-Nielsen.G.G ) Også uden for disse tilfælde kan i Kbh. undertiden høres [o] for [co] fx. i [tor] tolv. Ved overgangen 5)j (fx. i Kbh. og Aarhus) kan vi få ikke blot diftong [coi] men også [pi], fx. ['roian], [ roijhu-'s] raadden, Raadhus. Som det fremgår af det sågte får vi en vekslen mellem [å-] og [co] når kvantiteten veksler, fx. indenfor et paradigme, fx. [ kå'qa] koge : ['kcogda] kogte, [kcogd] kogt; ['lå-va] Love : [lcou] Lov. I nogle tilfælde får vi en tilsvarende vekslen mellem [o-] og [co], fx. i [go'd] god : [gcod] godt og de talrige fremmedord på -or som [seni'otar] : ['se-'nicor] Senior (er). I ældre tid vekslede o og co i Skodde, snorke (EJessen.Sprogl.67). a Talens a svarer i hjemlige ord til skriftens a. Lyden har en række åbningsgrader, bestemt af lydens kvantitet og dens stilling i ordet. Om disse variationer gælder at de ikke tjener til at adskille ord betydningsmæssigt, dvs. at de udgør eet og samme fonem. Nogle skelner mellem 4 kvaliteter (Arnholtz.32f.), andre mellem tre (fx. VForchhammer.57f., disse svarer ikke til de ndf. opstillede). Jesp. og DO. nøjes med at angive to slags a'er: een der omfatter alle lange a'er samt alle korte a'er undtagen kort a før og efter r, og den anden omfattende kort a i forbindelse med r. Det vil sige, at a-lyden i Tal, tale og den i Tak, rage betegnes med samme lydtegn, medens a'et i Ark, trak betegnes med [e], der angiver den mest åbne kvalitet. Herimod må der fra et moderne rigssprogsstandpunkt indvendes, at der i den nu almindelige form for rigssprogstale er ligeså stor forskel mellem vokalerne i Tal og Tak som mellem dem i Tak og trak, ja at Tak ofte står trak betydeligt nærmere end det står Tal, og at den lange vokal i rage nu er meget mere lig vokalen i trak end den ligner den i tale. 27

30 Et system som det i DO. anvendte, med kun to kvalitetsangivelser, har nok været fyldestgørende da Jespersen skrev sin Modersmålets fonetik, og er det vist i vid udstrækning stadigvæk for østjysk provinsiel rigssprogstale; det er muligt at indflydelsen fra københavnsk på det almindelige rigstalesprog har præget denne udvikling (især udviklingen af den ndf. opstillede gruppe II) i den forløbne del af århundredet, selv om man ikke kan se bort fra at den Jespersenske opdeling på dette punkt er sket på baggrund af østjysk bysprog (som substrat i Jespersens tale). Den almindelige rigssprogstale, i hvert fald som den høres i København, kræver i dag skelnen mellem tre kvaliteter som regelmæssigt optræder under tre forskellige forhold. Idet vi her, som tidligere, stiltiende regner med at den lange lyd normalt er lidt mere lukket end den tilsvarende korte eller forkortede, får vi flg. trin: I. det mest lukkede trin: en lyd der i udlændinges ører lyder som æ. Den findes dels som lang vokal, i alle stillinger undtagen før og efter r, fx. i Abe, Have, bade, bage, Dame, Hane, Hale, Mas, sagde. Foran -r findes den også i gammelkøbenhavnsk, men er nu næsten forsvundet: [fær] Far, [ba'rn] Barn, [a'rm] Arm; udtalen angives hele Ordbogen igennem af hensyn til den tilstræbte ensartethed. Dels findes den som kort vokal foran dentaler og palataler fx. i glad, glat, Stald, Stand, Glas, passer, vaske. I vulgærkøbenhavnsk har især den lange, men også den korte lyd en endnu mere lukket udtale, næsten som [æ], altså groft betegnet: [ gæ-ja] Gade\ ['gæ-na] Gane; ['dæ-ma] Dame; ['ænarsan] Andersen; fæl'ti] altid; [«fæ(-)dej] Fatter; [ifæl'sj] falder*). II. en noget mere åben udtale: kun som kort vokal foran læbelyd (labialer) og bagtungekonsonanter (gutturaler, velærer), fx. i Lap, lappe, Appelsin, Lab, labbe, Taffel, Gaffel, Afrika, Aften, Kam, Lampe, Tak, takke, Tang, Tange, Daggert. Denne lyd kan betegnes [a]. Jf. [ele'garjss] Elegance, men (til I.) [ele- 'gan'd] elegant. Et langt a der forkortes i denne stilling, får denne *) Hvor gammel denne udtale er, vides ikke. Et gaderåb gengives i Aftenp Nr.36: Skel I ha' Holsteens Sild! Skel I ha' Flekke-Sild". Fritz Jurgensen kender den: Gud! Caveline; hørte Du hvad han sæh!" (22). Når den gade i København som bar Christian Barnekows navn nu hedder Kristen Bernikowsgade, er det vist den københavnske udtale der har bestemt den nuværende (officielle) form (jf. DF,X,116). 28

31 kvalitet: ['ba-qa] : ['bagda], [bagd], bage, bagte, bagt; ligeledes: smage : smagt(e). Se videre ndf. Ikke sjælden høres samme lyd foran dentaler når de indleder en konsonantgruppe der indeholder r, fx. almindeligt i ['andra] andre (overfor: ['anan] anden), ['vocndra] vandre, [! aldri] aldrig, ['od'^r] Alder (overfor: ['ala], allé), [, ad(a)j] atter (overfor: ['kada] Katte), [, pas(a)j] passer (men: ['pasa] passé), [! pad(3)j] Padder (men: ['pa5a] Padde). I tryksvag stavelsesudlyd foran trykstavelse begyndende med labial eller guttural kan [a] også høres, men her nok ikke så almindeligt som i stærktrykstavelse, fx. i [sda'bi'z] stabil ved siden af [sda'bi-7], og på lignende måde fx. Stakit, Fagot, Papir, Amerika, Fabrik, Safir. III. den mest åbne (og tilbagetrukne) udtale, både som lang og som kort vokal, foran eller efter r. Foran -r. a) som kort vokal: fx. i Areal, Bark, Kar, Karse, karsk, skarp, var. Denne lyd betegnes i DO. ved [b]. I tryksvag stavelseudlyd foran trykstavelse der begynder med r har vi også ofte denne tredie åbningsgrad, fx. i Araber, Arena, Arrest, Garage, Karat, Karet, parat, Paris, men den er ikke så almindelig udbredt som i det førstnævnte tilfælde. Denne kvalitet angives ikke i DO. b) som lang vokal fx. i Arie, bar, bare, Hare, kårde, Karen, Maren, rar, Skare, snart, Varde, Zar. Denne udtale er ikke angivet i DO., men i dag er det den normale, hvorimod den i disse tilfælde angivne udtale med [a-] er forældet, især gammelkøbenhavnsk (se ovf. side 28). Om vaklen i kvantiteten foran r se side 93. Efter r. a) som kort vokal: fx. i Giraf, rap, Rat, Rad, Rak, rask, ram, Rand, Rang, ralle. Denne udtale er angivet i DO. ved tegnet [b]. b) som lang vokal: fx..i grafisk, Rafael, rave, Rate, Grad, Brag, Brahms, Ran, rane, rase, Pral, prale. Denne åbne udtale er ikke angivet i DO., der altså overhovedet ikke kender langt fe«]. 29

32 Forskellen mellem de tre åbningsgrader kan illustreres ved udtale af flg. ord efter hinanden: Sand [san'] : Sang [sai /] : sprang [sbrer]/] eller: Vand [van'] : Vang [var\'] : vrang [vrbi\'] eller: Fad [fad] : Fakkel ['focg- (9)1] : Farbror [ifer bro(-)i]. Forskellen mellem første og anden åbningsgrad er særlig tydelig ved indtrædelse af forkortelse: ['a-qaj] Ager : ['aq(-)r3]; ['ma'qaj] mager : [, ma(-)qr9] magre; ['bæqa] bage : ['bocqjvbrg] [ta-'q] Tag : ['taqjsde'«] Tagsten; [da'(q)] Dag : ['daq bla5] Dagblad. I vulgærkøbenhavnsk finder denne lydåbning ved forkortelse ikke sted: [ faqf(or e? nei\] Fagforening, [, saqjfø-j(9j)] Sagfører, ['smaqiful'] smagfuld. Forskellen mellem andet og tredie trin høres i Saft [socfd] : Kraft [krefd]; Kappe\ kappe ['kaba] : Krabbe ['kreba]; Amme, amme ['ama] : Ramme, ramme [ rems]; Nakke ['nags] : Frakke [Ifrega], Medens forskellen mellem de to første trin (dog som regel bortset fra stillingen foran r\) er meget ringe eller slet ikke til stede i rigstalesproget som det almindeligt tales i de større østjyske provinsbyer*), så er forskellen mellem andet og tredie trin meget ringe hos københavnere. Især foran bagtungekonsonant er vokalen ofte ligeså åben som foran r, og da r jo er vokalisk og uskarp, har københavnerbørn vanskeligt ved at høre om der efter dette sænkede a følger k eller rk; de sammenblander altså ordpar som: Pakker : Parker; Makker : Marker; hakke : harke. Om tendens til forlængelse i disse tilfælde se side 100. Om forholdene i svagtrykstavelse se side Ved en emfatisk forlængelse i ordet Tak brugt som interjektion får vi den i københavnsk barnesprog meget udbredte form: [te-g] der kan træffes skrevet tark**). Forskellen mellem de to lange kvaliteter (første og tredie trin) høres ved at man sammenligner fx. Asie ['a-'jv] med Gratie ['gre-ja]; lav [la-v] med Grav [gre-'v]; Have ['ha-va] med Grave ['gre^va]; gad [ga? 5] med Grad [gne-'d]; male ['ma-la] med prale ['pre-la]; Las [la's] med Bras [bre-s]. Ved kortformer hvor a kommer foran r, får vi en overgang [a-] til [e-], fx. [ I bleg(3)n sla*q3j;, bleg(3)n s!e\i] Blikkenslager; [ l am ma-, q3j; 'am ims\i] Amager. *) Dette var min egen erfaring, der måske nok grunder sig på forhold der nu synes delvis at være forældede. Efter oplysning af lektor Ole Olesen føler Aarhusstudenterne ved fonetiske transskriptioner et absolut behov for 3 varianter af a, og fordelingen er som angivet ovenfor. * ) Hvis formerne sparkle, spartle oprindelig hører hjemme i kbh. håndværkersprog og deres kilde er tysk spachtelen, kunne r'et skyldes denne usikkerhed overfor a : ar foran k. 30

33 Da ord på andet trin i lavere kbh. talesprog kan sænkes yderligere hvor vokalen også har forudgående labial eller guttural, omtrent til [e], kan vi konstatere en milieuforskel ved udtaler som: ['kafa] provinsielt rigssprog: ['kafa] almindeligt kbh. rigssprog : ['ke(-)f9] vulgært kbh. Diftongerne. Der er en næppe hørlig tendens til en mere lukket udtale af sidste del af visse lange vokaler, vist især når de har stød, således at fx. [sge-'] Ske lyder noget i retning af [sge-' 1 ]*), [fæ-'] Fæ, i retning af [fæ?e ], [tø-'] Tø, tø, omtrent som [tø-,y ] og [så*] saa, v., omtrent som [så- 0 ], [ko-] Ko, omtrent som [ko-,u ] (lignende forhold i nordsjællandsk, se UnivBl.1.356). Her er ikke tale om nogen diftongisering i disse tilfælde, højst om begyndelsen til en sådan, og der er naturligvis ikke taget hensyn til denne udtale i DO. (derimod er den dialektale form undertiden belagt som skriftform og angivet, se fx. u. I. Klo, Kno). Af virkelige diftonger har dansk et stort antal: tre med i (ellery) som anden komponent: [ui], [coi] og [ai], 9 med u (eller w) som anden komponent: [iu], [eu], [æu], [yu], [øu], [ou], [åu], [cou] og [au] ## ), altså ialt 12. Anden komponent, der i reglen er det stødbærende element, kan også som stødløs være lang, dels i 1. stavelse af flerstavelsesord, især foran stemt konsonant (jf. EJessen.Gram.44), fx. ['lai-ra] ved siden af ['laire] lejre, ['brom-da] ved siden af ['bramda] brovte, ['bcoi-b] ved siden af ['bcoila] Bøjle (denne evt. længde angives ikke i DO.), dels som udtryk for emfase eller affekt eller lydefterligning: ['dai-li] dejlig, [ha'lcoi-] halløj, [mi'au-] mjav. ui Kun i få ord: Huj, huje, Tuja; i københavnsk og i en del af bysprogene i Østjylland får vi denne diftong ved overgangen 5 til j: [ui'] ud, [klu-i] Klud osv. I almindeligt talesprog i Kbh. høres ofte [gu(-)i] Gud! som udtryk for overraskelse olgn. coi Diftongen svarer til skriftens øg, øj eller (i ord af fremmed oprindelse) oj (oi, oy) og eu. *) Stødtegnets anbringelse angiver ikke nøjagtig hvor stødet falder ## ) [ou], [æi] er ikke medtaget, da de kun kan forekomme i låneord som Roastbeef, Toastmaster, Sailor. 31

34 Første del af denne diftong er ikke noget rent [co], men en mellemting mellem dette og [o]. En mere lukket og fremskudt udtale, med mere o-agtig lyd, er karakteristisk for provinsiel udtale (jf. EJessen.Gram.42f.), en mere åben udtale end den normale er ejendommelig for det lavere talesprog i Kbh. I Bredsdorff.Prøve, siger den person der taler det alm. pæne sprog, øj at (89), Øjet, men B., der taler det københavnske hverdagssprog, siger haajasda, højeste (88). I vulgærkbh. er der tendens til forlængelse af diftongens første komponent, fx. [lco-'in] Løgn, [hco-i] høj. Se Poul Andersen.340. I fremmedord er udtalen [mi] svarende til skriftens eu i almindelighed gammeldags eller forfulgt som germanisme (jf. CFBruun.II.16), fx. i Farmaceut, neutral, Neutrum, Teuton, men findes stadig i proprier fx. Neumann, Reumert, Eugen (if. Sal. 2 VII.546 udtales Eugen som pavenavn med [æu], som fyrstenavn med [oi]!). Chr.Møll.RS.1.9. angiver at det franske navn Eugénie udtales med [mi]. Om den nu almindelige udtale se u. [ou] og [æu]. Om vekslen mellem [øq] og [mi] se u. q. Om vekslen mellem [md] og [coi] se u. 5. ai Denne diftong skrives ej, eg, ig (i mig, dig, sig) og (i oprindelige fremmedord) aj (ai, ay)*). Også her har vi udtale med forskellig åbningsgrad af første komponent: 1 udtale med æ-lignende første komponent: høres i provinsielt rigssprog (det samme høres if. Arnholtz. 19 i kbh. damebourgeoisi sprog, men ikke i så udpræget grad), fx. [dæi'n] Degn, ['røna] regne. Det har været den almindelige udtale i ældre rigssprog. Hos Bredsdorff siger den cultiverede Danske" ncej (83), vcejen (84), og denne udtale bruges ligeledes af A. i samtalen på hverdagssproget (mcejet (89), jcej (87), scej (89), udarbcejdet (87)), medens københavneren B. siger: jaj (89), maj (89), aauervaje (89). Jf. også EJessen.Gram.42f. og Skautrup.III en udtale hvor diftongens første element lyder som et a (af det ovf. nævnte trin I). Det er den normale rigssprogsudtale, fx. ['aian] egen, [rai'/z] Regn. 3 en udtale hvor a'et er mere tilbagetrukket og åbent, varierende fra [a] til [b], fx. [rcn'n, rei'ri] Regn, [bvi'di] Bajer. Denne udtale er køben- *) Vi skriver diftong, men udtaler monoftong i Vejr (samt i svagtryksform af jeg), men udtaler vejre med diftong. 32

35 havnsk, i dens extreme form med et præg af det vulgære. Det er den naturlige måde for tyskere at udtale den danske diftong på, og i litteraturen er det brugt til karakterisering af jøders udtale af dansk (Jøden: Nai Monsieur!" Holb.llJ.III.l. maj".ravnen. 17/9 1876). I vulgærkøbenhavnsk kan første komponent forlænges: [Ib-i] Leg, ['lb-ia], lege, [ne-'i] nej, [hib*i], meget (jf. DF.X.117). I samme sprogkredse kan høres [trai'], tre, der må være et indslag fra sjællandsk (se DO). Om vekslen mellem eq og ai se u. q. Medens vi ved disse diftonger undertiden har varianter med lang vokal + q (fx. [blai'] : [ble-'q], bleg, [<oi'] : [ø-'q] Øg; se nærmere under q), er variantforholdet mere indviklet ved de diftonger hvis sidste del er [u]. Vi har for det første diftonger vekslende med lang vokal + b eller q: [iløua], [ køua], ['piua], [sgiu], ['kæua], [kryua], [peu'] ['jaua], [slau] i talesproget, til dels det mindre ansete eller som jargon, for det normale, men finere" ['lø-ba], ['kø-ba], ['pi-ba], [sgi-b], ['kæ-ba], [kry-bo], [pe-'b], ['ja-qa], [sla-'q] løbe, købe, pibe, Skib, Kcebe, krybe, peb, jage, Slag. Hvis vokalen er lang, får vi fx. [Uø-va] eller (med en lyd der synes at ligge midt mellem u og w) ['lø-ua], løbe, ['pi-va], eller [Jpi-ua] Pibe, pibe, [pe-v] eller [pe-u] peb. Den første udtale, med [v], er nu mindre brugelig, i de flestes tale fortrængt af den anden, der ikke altid er nævnt i DO. For det andet har vi varianter som [liu.'] : [li-v] (med sideformen: [li-f], se s.71) : [li'u] Liv, [breu']*) : [bre-v] ([bre-'f]) : [bre-'u], Brev, eller (hvor vi ikke i alm. rigssprog har kort kvantitet) [la? v] ([la-'f]) : [la-'u], lav, adj. De første, kortvokaliske former tilhører dagligsproget, til dels det lidt lavere (og ikke altid angivet i DO., fx. ikke u. Lokomotiv, Stativ, Drive, drive, Skive, blev, Brev, drev, leve, levende, kræve, skæv, bedrøve(t), behøve, døv, Kløver, Svøb, Svøbe, svøbe, Prøve, prøve, Røver), medens de to langvokaliske former tilhører alm. talesprog, hvor dog udtalen med -v nu er på retur (se ndf. u. z;). For det tredie har vi vekslen mellem kort diftong og lang vokal + v, således i bøjningsformer: [lcou] Lov : ['lå-va] Love; [hau] Hav : ['ha-va] Have, og i variantformer hvoraf den første har et mere dagligdags præg: ['lcoua] : ['lå-va] love, Love; ['brbuo] : ['bre-vo] bravo. Om de enkelte diftonger mærkes flg.: iu Fx. i ivrig, livlig, stivne. *) I provinsielt rigssprog også ofte uden stød. 33

36 Første komponent høres undertiden, men måske især i gldgs. sprog, lidt åbnet, næsten som [e], fx. (groft lydskrevet) Tivoli: ['teuojli]; tvivle: f! tveub] (jf. oplæsning af Thorkild Roose hos Arnholtz. 88). yu Kun i få tilfælde: syv, syvende, Besyv, tyvstjæle, tyvagtig, Lyv samt i dagligsprogets varianter af langt y + v (u), b: Tyv, flyvl Kryb, kryb\ eu Findes ofte som variant til langvokaliske former med [e-] + [v], [u], eller som forkortelse af disse, se fx. u. I. Drev, I. Lever, I. II. Rev, Stev; desuden fx. i Peber, Pebling og stednavneendelsen -lev. Ofte er første komponent noget åbnet, næsten til [æ], især efter r-: [bræu'] eller [bræ-u] Brev (se ovf. side 18); [græu] Grev, ['sncobjlæu] Snoldelev; glkbh.: [, ræu slb-3j] Rebslager; [ ( pæulir\9 Sø? 9n] Peblingesøen (se DF. X.116). Den lukkede udtale [eu] anses for den pæneste. Om [eu] i fremmedord se u. ou. æu Fx. i levne, Evne, hævne, Hævn, Hævd, bævre, knebre, kævles. Findes i dagl. tale som variant til den normale udtale med langt [æ-] + b eller v (u), fx. [slæu'] Slæb, [sdræu'] Stræb, [ræu'] Ræv, ['djæuta] Djævle. Efter r normalt [BU], fx. i Revle, Revne, revne, Grævling, revse. I ord der oprindelig har haft lang vokal eller endnu har sideformer med lang vokal, er [æu] dog det normale: Skræv, skrævs, her er [BU] lavt talesprog. Om [æu] i fremmedord se u. [ou]. øu Fx. i øvre, Løvhytte. Findes i dagl. tale som variant til den normale udtales lange [ø-] + b eller v (u), fx. [døu J ] døv, [løn'] Løb, løb. Efter r sænkes ø'et, normalt til o, fx. i Røv, vrøvle. Som sideform til langvokalisk form er dog [øu] det almindeligste: ['røuar] Røver. Foran r er der vekslen mellem [øu] og [ou], fx. i Manøvre, øvre, samt efter h i Høvding, Høved (i disse to ord er [ou] nu vist ved at sejre i alm. talesprog). du Fx. i høvle, Støvle. 34

37 Det er nu den alm. udtale af eu i fremmedord (og i latinudtalen), fx. i Eufemisme, Eunuk, Europa # ), Farmaceut, Propædeut, Terapeut, Neutrum, neutral, feudal, PseudoEuripides; en finere udtale: [æu], undertiden næsten [eu], er i opkomst. Den ældre udtale [<oi] er trængt stærkt tilbage (se ovf.), undtagen ved ordene Reumatisme, reumatisk, hvor udtalen [rou-] p. gr. af den let opkommende association med ordet ifø^ har svært ved at vinde frem. Jf. ChrMøll.RS.1.9. åu En ikke helt sikker diftong, da første komponent næsten altid er lang eller halvlang, men en sådan lydforbindelse er under udvikling i kbh. dagligtale af langt [å-] + q, fx. ['kå(*)u9] [bå'u] eller [båu'] Bog, [kråu'] [klå'u] eller [klåu'] Æ/o^, [tåu] [låu(')] Laag; ordet Sprog findes i en transskription af en lydplade hos Arnholtz (97) i fornem [sbrå'u]. Navne som Aage, Mogens høres ofte udtalt ['å(*)u3], ['må(-)uns]. Som det ses af eksemplerne, er der samtidig en tendens til forkortelse i disse tilfælde, der endnu ikke kan siges at tilhøre alm. rigssprogstale i Kbh., men på den anden side høres meget hyppigt; q'et i Kbh. er jo altid meget svagt (se side 67), så overgangen er ikke iørefaldende. En lignende udvikling har fundet sted ved langt å + b, men i lavere sproglag, fx. ['rå(-)u3] raabe (en udtale [! rå(-)v9] med ren v-lyd, som angivet i DO., høres vist aldrig i rigssprog), [ l drå(-)u3] Draabe, [ l kå(-)u3] Kaabe (jf. Axel Sørensen.582). cou Skrives i hjemlige ord normalt ov. Som variant til langt å + q, v eller kort co + q bruges diftongen [om] almindeligt i daglig tale i Kbh., se DO. u. Rogn, Sogn, Vogn og (i lavere sprog) ved oprindelig lang vokal: vaagne, Svoger. I en række andre tilfælde hvor denne udtale også er almindelig, er den ikke nævnt i DO., fx. ved Drog, og, dog (jf. Allen.II. 692), Skrog, Knogle (jf.: Knovier. StormP.P.10), Kogle, kogle, Kogleri. Udtalen nævnes hos CFBruun.II.42, Levin.Gr.1.32, og hos Bredsdorff (Prøve.85) siger den kultiveret talende vaavne (o: Vogne). Abrahamson etc. (57) angiver at -og- i Rogn udtales som ov, medens JBaden.Gram advarer mod Sovn, Vovn for Sognr Vogn. Mange mennesker bruger diftong i enstavelsesformerne [lom] Lov, [gram*] grov, men ikke i to- *) Denne udtale angives af SBloch.21. 3* 35

38 stavelsesformer heraf : ['lå-vo] Love, ['grå-va] grove (jf. u. au). Kun højtideligt, poetisk bruges former som ['så-va, sgå-va] sove, Skove, men i nogle flerstavelsesord er diftongisk udtale næsten fortrængt af langvokalisk, fx. i love, forlove(t), forvoven, vove, jf.: Theatret bidrager sit til ukyndig poleren på sproget; den pæne udtale af forlovet har måske fået bistand herfra". EJessen i Tidskrift, f. Philologi.il au Skrives i hjemlige ord normalt av. Kvaliteten af første komponent er et åbent a, af andet eller tredie trin, nærmest det sidste. Diftongen gengives i DO [au] og efter r [BU], men der er næsten ingen hørlig forskel på diftongen efter r og i de andre stillinger, fx. i Rav: Hav. I københavnsk er diftongen variant til a + q. For det første som variant til kort a (eller et normalt forkortet a) + q foran konsonant, fx. i Hagl, daglig, Baggaard, -tæppe, saglig, Sagfører, Nagle, spraglet, Sagn, Vagn. Her har vi måske ikke altid en fuldstændig diftong, men blot et slags q med en læberunding (jf. side ), dog kan høres en tydelig diftong. Denne udtale kan ikke kaldes vulgær, den præger i høj grad den unge generations tale i Kbh.*), jf. det københavnske børnerim: Aura for Laura / Kirstens (et eller andet navn) bukser flagrer. I ordet savle har den diftongiske form sejret over sagle. Sml. også bavle. JBaden (20) advarer mod savle, havle for sagle, hagle, medens Abrahamson etc. (46.51) angiver Haul for Hagl, Saun for Sagn. For det andet har vi denne diftong som variant til langt a + q, fx. i Jag, jage, Lag, Slag, II. Tag; her tilhører den diftongiske udtale enten gldgs. sprog eller lavere sprog (foruden spøgende tale), jf.: bav etter. StormP. P.33. Som fortrolig hilsen bruges ordet Dag (fork. for goddag) i kbh. og århusiansk talesprog i formen [dau'] (også i omdannet form [dau's]), der må være optaget fra dialekter og vel egl. kun som en spøgende, jargonagtig form. Erik Bøgh (i Udvalgte Feuilletoner fra (1886). 6) nævner som udtaler der var gængse for et halvt århundrede siden: Amaver, Amager, Lysestave, Lysestage, beklave, beklage. FPJDahl (6) oplyser at den udannede siger Dav for Dag og giver som eksempel på skødesløs daglig tale (jf. ovf. s. 17): Ge vaas i da vaar davlie brø." Ved bevaret lang vokal foran q får vi [a.v] eller [a-u]; denne udtale, der især findes efter r, har et præg af vulgaritet over sig, se fx. u. rage. 36 *) jf. Martinet. 211.

39 Det samme gælder de tilfælde hvor diftongen svarer til det alm. talesprogs -ab, se fx. u. Abekat, Gab, skabe, Stabel, stable. Ved bevaret lang vokal får vi [a-v] eller [a-u], se fx. u. I II.Skab, suffiks -skab, IV. skrabe, tafo. En vekslen mellem [a-] + v og [au] i langvokaliske, henh. kortvokaliske eller forkortede former af samme ord tilhører normalsproget i: [sa-'v] Sav, [ sa-va] save: ['saujv^rg] Savværk; [hau] Hav : ['ha-va] [ ha-vad] Have, Havet; [treu] Trav : ['tre-va] trave. I fremmedord kan vi i dagl. tale, især i tryksvag stilling, have [au] for a + v, fx. [au årtis a'mai]] Avertissement, [lau(a), mar\] Lavement, [! brauo] bravo. Medens [au] og [cou] i alm. ord holdes ude fra hinanden i alm. rigssprogsudtale og konstituerer fonologiske modsætninger: [lau] Lav : [l(ou] Lov; [rau] Rav : [rom] Rov, i daglig tale i [tau] Tag (= greb) : [tcou] Tov, så er denne forskel ophævet i fremmedord og (for en stor del) i proprier, idet nogle her bruger [au], andre [cou], uden at det er muligt nærmere at brugsbestemme dem hver for sig, men [cou] tiltager i hyppighed, jo mere dagligdags fremmedordet bliver, og i mange proprier er [om] den gængse udtale. Altså fx. i Auktion*), Aula, Fauna, Faust, Kaudervælsk, Kautsjuk, Kehraus, Klabauter(mand), Klausul, og i proprier som Aunsbjerg, Daugaard, Skautrup, Hauch, Paulli, Laursen, Klaus, Paul ([paul] ell. (næsten kun) [pcoul]). Jf. ChrMøll.RS.I.9f. I en del almindeligt brugte fremmedord har [cou] helt sejret: flov, benovet, Sovs (Sauce), Smovs (Smaus). I almindelige ord kan [cou] også høres for normalt [au], fx. [, coubejta-ler\] Afbetaling, [hcou'rc] Havn, ['scoujvbr^] Savværk, ['ncoula] Navle. I Restauration høres i daglig tale [o] for [au], og i vulg. forkortes det til [ræstrbijohi] (bemærket af A.L. i BerlTid. 25/7 1874). Særlige forhold i svagtryksstavelse. Her skal kort omtales de lyd og lydudviklinger der er ejendommelige for svagtryksstavelser. A. I svagtryksstavelse der går (oftest umiddelbart) foran stærktryksstavelsen. # ) Den vulgære og dialektale form Aktion (nævnt som simpel udtale hos Heib.Pros.VI11.419) skyldes vel sammenblanding med Aktion = virksomhed, forretning; omvendt bruger Jeppe (HolbJep.1.67) Auktion for Aktion (i bet.: kamp, slag). 37

40 1) et e i denne stilling udtales forskelligt efter dets placering i stavelsen. I stavelseudlyd eller hvor det alene udgør stavelsen samt undertiden i forlyd udtales det normalt [e], sjældnere [a], [æ] fx. i endda,, endnu, endog, elendig, erindre, evindelig, Efor, Etude, legal, levere, negere, Petroleum, Teater, Vedet, Frekvens, Kemi, Leopard, General, Eremit, elegant (i disse tre eksempler: 1. stavelse), endvidere i ord med præfixerne be- (fx. betale), de- (x. dekorere), (fx. Gemal), re- (fx. regere). Hvor stavelsen med e kommer mellem en stavelse der kan have bitryk og stærktryksstavelsen er der større vaklen mellem [e] og [s] fx. i Abbedi, Strategi, Staffeli, Akademi, (2. stavelse af:) General, Eremit, elegant; foran -r hyppigst [9] fx. Trykkeri, Pedanteri, Bageri, Svineri osv. I lukket stavelse udtales vokalen normalt som [æ], men også [3] og (undtagen foran r) [e] høres, fx. i Serviet, Berserk, Dekstrin, Eksamen, Kentaur, Mentalitet, nervøs, Person, Temperatur, Terræn, September. At r'et i erindre, erobre hører med til 2. stavelse viser udtalen : [e'ren'dra], [e'ro'bra] overfor fx. [Brifa'ra] (bemærket af SvGrundtv. 107). Hvor der kan være usikkerhed m. h. t. stavelseskellet kan vi få vekslen mellem [e] og [æ] foruden [a], fx. attestere, Restance, restere, Testamente, Testator, Testikel, deslige, desværre, desuden, Estime, Feston, Pestilens, Session, dressere, Negligé, negligere, adressere, Essens. Især i forlyd bliver [e] ofte i dagligsproget udtalt meget lukket og kan lyde (næsten) som [i], fx. i Etage, elektrisk, Emeritus, Emigrant, Energi, energisk, endnu (se DO.), endog, enhver, engang, en fire-fem uger (jf. Arnholtz.73). Den ubestemte artikel gengives hos Abrahamson etc. in, itt (39,36). Udenfor forlyd træffes [i] for [æ] i vulgær (eller dialektal) udtale af fremmedord: [ri'æl'] reel, [mina-, mini'se-re] menagere, [po-i'si-] Poesi. Om e, 9 foran r-forbindelser se ndf. side 39. 2) en lignende vekslen finder sted ved udtalen af o i tilsvarende stillinger, nemlig i stavelseudlyd: [o] (der undertiden, især i lavere talesprog, kan nærme sig [u], fx. i [gu da? ] goddag): brodere, dotere, Kopi, Dromedar, Foderal, Fromage, Hotel, kooperativ, Grosserer, Hospital, probat, Protest, polere, Politi, Pomade, Potens, operere, November (jf. Brøndum-Nielsen.GG og ST.187), men i stavelseindlyd [co], fx. i Korset, optere, Portør, sortere, Tonsur, Lotteri, 38

41 Organ, Officer. En del ord høres med begge udtaler (fx. Oktober), især i tilfælde hvor stavelsegrænsen er usikker, fx. Postej, postere, endossere, Oblat, og foran w og n, fx. Bomerang, Pomerans, Kommode, Kommune osv. (se DO. u. kom-), montere og ordene med kon-, der gennemgående har [co], men for de mere dagligdags ords vedkommende ved siden heraf [o] (som i Konditor, Kontor osv., se DO. u. 3) I andre tilfælde bevarer de tryksvage vokaler deres pålydende værdi; men i lavere talesprog kan der i ord der er almindelige i dette sproglag indtræde forskellige ændringer. a) Afsvækkelse til [e, 3] af i i Centrifuge, Politi, Politur, Hospital (Hospetal.StormP ), Cigar (Segarer.StormP.P.10), af a i (anden stavelse af) Garanti, Paragraf, Akvavit, Almanak, Apparat, Bagatel, Kavaler, Frikadelle, menagere, for o i (anden stavelse af) Krokodille, Chokolade, absolut, Lokomotiv, Protokol, for u i spekulere (jf. StormP.TT.9 og ChrMøll.RS.I.58f.), gratulere (jf. StormP ), for o i pasteurisere. b) Hvor vi har to sammenstødende vokaler kan de forenkles til én (spec. den sidste), fx. [sda'ri-«] Stearin, [sdero'sgo-æ] Stereoskop, ['kofore ti«- v] kooperativ, jf. Aeroplan (ovf. side 20). c) Foran -r i fremmedord kan [e, 9] trækkes tilbage til en a-lyd, fx. Kammarat, kraperlig, desparat, Parantes, Parong (for Kammerat, kreperlig, desperat, Parentes, Perron). Et på denne måde opstået a har vi (forlængst) fået i Paryk og (i nyeste tid) i Marengs. Samme overgang kan dog også træffes uden for r-forbindelser: spandabel, spandere, for spendabel, spendere. Hvor andre vokaler i samme stilling går over til a, fx. i Kalør (for Kulør), Malice (for Milits), hører tilfældene snarest under d. d) I en del af de nævnte ord kan foreligge ligedannelse med en anden (foregående eller efterfølgende) vokal, eller simpelthen fejlopfattelse hos den med ordenes skriftform ukendte bruger, eller analogi med andre (mere kendte) ord (endelser), således også i udtaler som Grammafon, priviligeret, Linial, reperere, Dilirium, (jf. Dille). En del af disse udtaler er temmelig gængse også i almindeligt talesprog. I apropos høres nu næsten kun [o] i anden stavelse, tidligere også [å]. 39

42 I talen har Naivitet sejret over Naivetet. Med vulgære former som Filoveden (o: forloveden", kæresten. StormP. Det er ikke mig! (1920).31) er vi ude over de organiske lydændringer. B. I svagtryksstavelse der kommer efter stærktryksstavelsen. 1) I udlyd findes i danske ord kun -i og -3; det første hvor et følgende q er svundet, fx. ['ferli], ['smi-5i], ['bo-li], farlig, smidig, Bolig. Lyden 3, der skrives e, kan i rigssprog svinde (som i mange dialekter), men når bortses fra fænomener i sammenhængende tale, som DO. og denne oversigt i reglen ikke tager hensyn til (fx. svind med forlængelse af foregående konsonant i: [mæ 'hed- sin fa'mi-'lis]; den [hal- 'ti-ms] og flere eksempler i tekststykket hos Jesp.MFon.138f.), kun i flg. tilfælde: a) efter r kan 3 i dagligtale (men mindst i københavnsk) smelte sammen med r'et: ['hø-j], ['fe-j], ['me-j], ['fi-i], ['bo-j], høre, fare, mere, fire, bore, Borde; i forbindelsen -rer(e) kan lydene falde sammen til ét j, som dog ofte (i modsætning til -re(r)) er forlænget: ['ve-i-] Varer (men: ['VE-I] Vare), [læ-j-] Lærere (men: [læ-j] Lærer). b) efter lang stødløs vokal er 3 i almindeligt talesprog meget svagt, men oftest hørligt efter de fleste vokaler: ['bru-s], ['sdu-s], ['sy-s], ['li-s], ['ri-3], ['kvi-3], ['go-3], bruge, Stue, syge, lige, rige, Kvie, gode; jf. Albue. Kun efter a er 3 som regel helt svundet: ['da-], ['sa-], ['la-], Dage, sagde, lagde. For ['dru-s] kan høres ['dru-], Drue, ofte ['dru-- isogsr] Druesukker. Stupige er den alm. talesprogsform for Stuepige. 2) lindlyd. a) efter lang vokal eller diftong kan 3 svinde i daglig tale, undertiden med forlængelse af anden diftongkomponent eller af den følgende konsonant, fx. ['vai-ns] eller ['vai(-)n-3] Vejene (men ['vains] Vegne), ['sgrou-ns] eller ['sg(ou(-)n-3] Skovene. Efter lang vokal: ['da-ns] eller ['da-n-s] Dagene, ['si-n-s] Sigende (men: ['si-ns] sine, Signe), ['lu-n-s] luende (men: ['lu-ns] lune, Lune). Hvor konsonanten står i udlyd bliver den som regel ikke forlænget, og her kan vi få homonyme par som: [kå'i] Kaar, K 1 er; [fe-j] Fjer, Feer; [bo-5] Bod, boet; [be-5] bed (præt. af bide og imp. af bede), B'et; [si-rø] sin, Sien; [to 2 n] tonl Toen. Hvor det er af betydning at undgå misforståelse kan 40

43 man i ordene med tilføjet endelse udtale et 9 (fx. ['kø? 9i] Køer) og evt. et mere konsonantisk r. I de verber hvis stamme ender på vokal, har infinitiven snart fået tilføjet morfemet e, snart ikke. Uden udlydende e er alle ord på e, æ, ø, y, o, å: se, le, læ, dræ, dø, tø, sy, ty*), bo, gro, gaa, staa; de andre vokaler (i, u) har e: tie, grue, skue, true osv., men i en del af disse sidste tilfælde har vi overgang til enstavelsesord (med stød), således nu almindeligt ved du, vi (for due, vie); i bie, oppebie, svie, die (fx. Axel Sørensen.246) er enstavelsesformerne mindre alm. end tostavelsesformerne, men kan høres i daglig tale (angives ikke i DO.); i (for) tie, (under) kue høres enstavelsesformen nu næppe i rigssprog. Ved sjældnere former er der ingen tradition for udtalen, fx. i beja(e), bebæ(e), hurra(e). Tendensen i retning af enstavelsesform med stød har sit centrum i Kbh.; EJessen.Gram.47 siger om former som oppebi, forti, underku: der i Hovedstaden af Børn og uskolede Folk stadig siges med Stødtone, altsaa uden -e (forti*)". Som sideform (i dagligsproget) til tostavelsesverber på konsonant + 9 har vi i nogle tilfælde fået enstavelsesformer med stød: [gi-, kbh. ge? ] for give, [li-] for lide, [klæ-] for klæde, [re-] for rede, [ha-], [ta-] have, tage; a(e), kærtegne, udtales [! a-3 ell. a-]. interkonsonantisk. Fuldvokal forekommer i visse afledningsendelser og stavelser der oprindelig er 2. sammensætningsled, fx. Bryllup, Avind, Allike, Lollik, i endelserne -ing (der har e-lyd) og (forsåvidt g udtales) i -(l)ig (med i-lyd), endvidere i -(d)rup, -trup (med o-lyd). I disse tilfælde findes ved siden heraf udtale med [9]. I Ærinde er i kun gammel ortografi, udtalen er [9]. Foran -1, -m, -n, -r er 9 i almindelig tale næsten uhørligt, da det smelter sammen med disse konsonanter der så bliver stavelsedannende. Mest modstandsdygtig synes 9 at være hvor den tryksvage stavelse har tydelig konsonantisk indleder, fx. i Alter, Bæver, Bjælker, ækel, Finkel, Stabel, Frøken, men selv i disse tilfælde er 9 ofte forsvundet. DO. angiver vekslen mellem bevaret og svundet 9 foran -1, -m og -n, men angiver ikke svind foran r, en distinktion der næppe kan opretholdes nu hvor vi altid har vokalisk r i disse tilfælde. Når man (en sjælden gang) bruger de på usædvanlige konsonantforbindelser *) Ved siden af forny har Axel Sørensen fornye. 41

44 endende imperativer som jubll åbn\ entr\, indskydes som oftest et 3 (jf. CFBruun.1.30 og s. 20). Foran -9 bevares 9, ofte i mere lukket form som: [e] eller [i]; fx. i fremmed, Levned, Maaned, Hoved, Høvedsmand, Marked, Huset, Ø/Vtf, gaaety fanget, tegnet osv. Sml. Helvede, hundrede, hvor det udlydende 9 som regel er mere sænket (åbent) end den foregående stavelses vokal. 3) Ligedannelse med foregående vokal eller efter andre (mere kendte) ord (endelser) (jf. ovf. side 39) findes i daglig tale i former som Linolium, Petrolium, Napolion (jf. side 16), Prof esser, Dokter, Konditter, Kokus(nød). I mange af ordene er det nu den gængse udtale. C. Bortfald og tilkomst af 9. Foruden i de ovf. nævnte tilfælde kan 9 falde bort: 1) i udlyd i trestavelsesord, således at vi får vekslen mellem en to- og trestavelsesform, fx. i Billed (e), Legem(e), Arbejd(e), Embed(e), Helved(e), hundred(e), tusind(e), Søskend(e), Ærind(e) ; jf. Hoved(e) ; i de fleste tilfælde bruges tostavelsesformen som 1. led af ssgr., i øvrigt er formerne med 9 i reglen nu de almindelige (se nærmere de enkelte ord i DO.). H.J.Uldall i A Danish Phonetic Reader. London angiver ikke udlydende 9 i trestavelsespræterita som kastede, lovede, men til gengæld forlænget 5 : [kasdgdd] osv., og Hjortø (Skrift og tale. (1936).88) siger at selv hos Folk, der ellers taler rigsdansk" høres former graved, håndled, baded for gravede osv. Dette gælder dog kun visse stillinger i sammenhængende tale; hvor ordene udtales alene eller som slutning af tale vil man næppe i ren rigssprogtale høre tostavelsesformerne. 2) i hiater svinder 9 ofte i daglig tale: [! ti'n9] tiende, ['bo-^] boende, jf. Stupige ovf. s. 40 (det hed tidligere officielt Raadstuplakat o. 1.); særlig ofte foran 5, fx. [! klø-59], [! bo-59], ['sne-59] kløede, boede, sneede. Andre eks. er diede, syede, duede, skruede, troede, gloede, groede, jf. ['ho-59] for Hovede. De der udtaler participiumsformerne af verber på trykstærk vokal uden 9, har også som regel præteritumsformer på to stavelser: fbo'59] : [bo'5] overfor ['bo-969] : ['bo-95] boede, boet (jf. ndf. side 63). Ved afledningsendelsen -elig: anse(e)lig, undse (ej lig, gru (e) lig, ansku (e) lig, ædru (e)lig. 42

45 I trestavelsesord (og længere ord) kan midterstavelsens a svinde, hvorved ordet bliver en stavelse kortere; det er almindeligt i elleve, tredive, Ærinde, i kbh. også i Billede, Menneske. Særligt hyppigt er fænomenet i daglig tale ved adjektiver på -elig (undertiden yderligere med svind af foregående 5 (se side 59); efter kort vokal + konsonant kan konsonanten undertiden forlænges, se ndf. side 109), fx. i kedelig, glædelig, skrækkelig, lykkelig, løselig, græsselig, mærkelig, rimelig, hemmelig, temmelig, væmmelig, smertelig, menneskelig, kvindelig, optænkelig, øjeblikkelig (jf. LevinGr.1.39). Kortformen er bleven den almindelige i taknemlig. SBloch.51 advarer mod synkope i elsklig, mennesklig, smertlig. Med videregående konsonantsvind: selvfølgelig (se DO.). Mellem en stødvokal og en (især stemt) konsonant kan der fremkomme en svag a-agtig lyd; denne udtale er af tilfældig forekomst og vil især træffes hvor ordet udtales langsomt og emfatisk, med særlig vægt på tydelighed, distinktion, fx. [tæ-'ai, kø-ai, se-ai, du-ai, dy-'ai, sø-an, ti-an, to-'an, ta-al, å-al, li-am, la-av, fla-ad, klæ-'aq, si-as, ma-as], Køer, ser, Jwer, _Z>yr, dyr, Søen, Tien, Toen, ta/! ^ø/, Lim, lav, flad, klæg, sies, Mas. Svagtryksvokalen er mest almindelig og fremtrædende hvor den er del af morfem eller afledningsendelse, i de andre tilfælde (i ordets stamme) er den meget sjælden. Mellem en (især stødbærende) konsonant og 1, n, m, r kan der ligeledes opstå en a-lignende lyd, fx. i Halm, Mulm, Holm, Skælm, Arm, Larm, Storm, Skærm, Barm, Jærn, Korn, Ørn, Karl, Jarl, Prygl, Hagl, Sagn; heraf kan udvikle sig en udtale med lang vokal og tydeligt a, hvorved ordet bliver to stavelser, fx. ['ba-ran] Barn, [bo-ran] Børn (se DO., jf. u. Hagl); denne udtale høres nu næppe uden for børnesprog*). Hertil kommer de stamme verbalsubstantiver og (især) imperativer der har ellers ikke i sproget i udlyd forekommende konsonantforbindelser (næsten kun papirord) med eller uden stød, som Plapr, klaprl takl\ faml\ hamrl handll ankrl rabll vidn\ formidll yngll smigr! erobrl tromil hvor indskud af a er et middel til at opløse den ikke-mundrette konsonantforbindelse. Også mellem stødbærende diftong og de ovf. nævnte konsonanter kan a forekomme: Hegn, Snegl, Drejl, Lejr, Sejr, Vogn, Hævn, Trævl, *) den var gl.-kbh., jf. FJPDahl.20. Sml. Syn for Sagen «Sagn). 43

46 Tvivl, Høvl, Gøgl (jf. de tidligere alm. skrivemåder som Drejel, Lejer, Sejer, Svovel). I forbindelsen lq, rq, lv, rv, kan et snylte -3 også opstå, men i de fleste ord med denne konsonantforbindelse er udlydskonsonanten nu i alm. sprog forsvundet (se side 67.71), og i den fine udtale der bevarer konsonanten hører snyltelydsfænomenet ikke hjemme. Idet former med snyltevokal mistede den udlydende konsonant fik vi tostavelsesformer som [kor'3] Kurv. Disse former er nu forældede i rigssprog, men var til dels gængse i ældre kbh., fx. i ord som Skurv, Torv, Spurv, Tørv, Skærv, Dværg, Borg (Ingeborg, Valborg, Kristiansborg osv.), Bjerg, Bælg, Talg; se også DO. u. Marv, II. selv. I Tælle (af ældre Tælg) har formen sejret. De oprindelige former med snyltevokal og bevaret udlydskonsonant har resulteret i sideformer som arrig og Sorrig, jf. II. karrig og u. IV. Tælle. Om hele fænomenet se Skautrup i ActaJutl.III.74ff. D. Kvaliteten af [3]. Svagtryksvokalen er meget varierende og temmelig ubestemmelig af kvalitet. I udlyd har den ofte æ- eller o-agtig klang. Mest varierer den i indlyd hvor den farves af den følgende konsonant. Foran -r, når vokalen kommer tydeligere frem, har vi ofte en b- eller co-agtig klang (fx. i Hammer, Kælder, Offer, finder, tænker, Finger, Stier, Gader)*). Foran -1, -m, -n kan 3 lyde i retning af æ eller 0 (fx. Fabel, Adel, Mikkel, igennem, Køkken), men foran -n også, især hvor det skrives -nd, i retning af i, fx. i Tusend (Tusind), Tidende, levende, ridende (i de sidste tre ord kan man i reglen konstatere tydelig forskel i åbningsgrad mellem vokalen i sidste og næstsidste stavelse), i alle tilfælde under forudsætning af at vokalen overhovedet udtales. Foran -s og -5 kan høres e- eller i-agtig vokal, fx. i Menneske, synes, mærkes, gives, lejes, passes, fødes, Øjes, Rejses, Agnetes, lavest, boede (der altså forekommer i hele tre udtaleformer: [ bo-363], ['bo-iss], ['bo-ds]), Huset, Vandet, vandet, meget (jf. EJessen.Gram.33 og Jesp.Fon.463 og MFon.84)**). *) Jf. PDiderichsen. 14. * ) Disse tilfælde er de samme hvor vi i gammel ortografi (endnu undertiden i DO.s citater fra begyndelsen af 18. årh.) træffer i for e (foran s fx, i Holbergs ældre skrifter: deris, findis, Menniske. Se SKolsrud i Holberg Aarbog ). Jf. flg. udtalelse af PSchulz.DS.(1724).8: Om den VOCAL (e) er at merke, at, 44

47 B. Konsonantisme. Også på konsonantismens område hår den ovenfor side 14 nævnte tilnærmelse til skriften fundet sted, men i langt mindre grad. Forskellen mellem skrift og tale er mest iøjnefaldende m. h. t. de såkaldte stumme" bogstaver. Hvor en konsonant i en bestemt stilling altid er stum" (bortset fra gammeldags bogstavret udtale), har den ikke store chancer for at vinde indpas i talen. Kun hvor vi har variantformer med og uden udtalt konsonant, kan der spores en tendens til at foretrække udtalen med konsonant i af omhu præget talesprog. Her blot nogle få eksempler; flere vil blive givet nedenfor underbehandlingen af de enkelte konsonanter. Ved blive angiver DO.: ['bli-a], kunstlet: ['blrva], og Anker Jensen siger om sidste udtale at den er forældet. Nu er denne form, når ordet bruges trykstærkt, en ganske almindelig udtale, særlig ofte i betydningen: forblive". Ved Aadsel angives kun udtalen ['(osal], nu høres næsten kun ['(od'sal]. Et ord som Snedker kan man høre udtalt ['sned'g ar], en udtale der måske skyldes analogi med udtalen af Bødker. Udtalen [ l bå5s man > ] kalder DO. sj.", hvad utvivlsomt var rigtigt da ordet blev redigeret, nu er det en almindelig udtale i pænere" sprog. I DO.s lydskrift anvendes kursive konsonanttegn på to måder. 1 til at angive en udtale der varierer mellem to forskellige konsonanter (der normalt er to forskellige fonemer), således fx. [ ] i udlyd, der angiver en variation: t, d, J), 6, eller [6], [d], [#], der betegner varianterne p/b, t/d, k/g. 2 til at angive at den samme konsonant i den pågældende stilling snart høres udtalt stemt, snart ustemt, således [/], [rø], [n], [r]. De fonetiske forhold der herved tages hensyn til, er at disse stemte lyde i dansk i trykstærk udlyd, især efter lang vokal, har en tendens til at miste (noget af) deres stemthed, og at de samme lyd (samt j) i stilling efter en ustemt konsonant kan smittes" af dennes ustemthed. I det sidste tilfælde regner DO. ikke med nogen variation, men angiver enten kun ustemt variant, således i forbindelsen fr-, kl-, kn-, kr-, pi-, pr-, pj-, tr-, tj-, eller kun stemt lyd, således i forbindelserne: fl-, fn, fj-, si-, sm-, sn-. Omvendt tages intet hensyn til at v efter k og s kan smittes af disse konsonanters ustemthed eller pustethed (jf. Jesp.MFon.69), således at der kun angives stemt v. Om disse tilfælde gælder at den stemte, henh. ustemte lyd også kan naar den haver (s eller t) efter sig fornæmmelig i Endelsen af Ordet, og hvor Lyden eller Opholds Tonen (o: trykket) er i næst - foregaaende Stavelse, da kommer det samme (e) kleinlig fremm, og næsten som [i]. 45

48 høres og at forskellen nu er lidet iørefaldende og uden betydning for udtalens rigssprogspræg. Man kunne have forsvaret at negligere denne forskel mellem stemthed : ustemthed, der også kan påvises i andre tilfælde end de nævnte. Se videre s. 80. Forholdet mellem p, t, k og b, d, g. De første tre er pustede, de sidste upustede (derimod er der som regel ikke nogen forskel m.h.t. stemthed, idet også b, d, g ifølge Abrahams (96ff.) er ustemte). Udtalen er forskellig i de forskellige stillinger i ordet (stavelsen), og disse stillinger gennemgås nedenfor; i forlyd og udlyd kan forholdene ændre sig når ordet udtales i sammenhæng med andre ord, men udtalen i sammenhængende tale behandles ikke her. A. I ords forlyd: tydelig forskel mellem de to grupper: Pære : bære; tage : Dage; kives : gives; i svagtryksstavelser er pustet ved første gruppe i almindelighed ikke så stærkt som i stærktryksstavelser, men forskellen mellem de to grupper er dog tydelig: parat : Barat; Kasette : Gazette. I såkaldt dækket forlyd, dvs. i forb. sp, st> sk, udtales [b, d, g] (angives af Bredsdorff i Prøve). B. I indlyd 1. indledende stærktryksstavelse: forholdene er her som i forlyd (se u. A) : betaget : bedaget; Motel (hotel for motorkørende) : Model. 2. mellem trykstærk lang vokal og tryksvag vokal. d) foran fuldvokal (delvis undtaget iy se flg. gruppe) i flg. stavelse: forskellen opretholdes som regel: da capo : Nabo; Lapis : Scania- Vabis (firmanavn); Data : Armada; Ratio : Radio; Otium : Odium; stakkato : Mikado; Draco : Sago; [t] bevares usvækket i ord på -tor som Diktator, Elevator, Ækvator. b) foran afledningsendelse med i; forskellen opretholdes som regel: satrapisk: arabisk; akrobatisk> aromatisk, systematisk : sporadisk, kanadisk; kaotisk, erotisk> gotisk : melodisk, prosodisk; trakisk : tragisk; men i mange ord der er gængse i almindeligt talesprog og i ord hvor overgangen støttes af stammeordet veksler p, t, k med 46

49 b, d, < f, fx. kan høres ['gre-dis] ved siden af ['gre-tis], [idi'o-disg] (jf. [idi'o-d?]) ved siden af [idi'o-tisg], [mikro'sgo-bisg] ved siden af [mikro'sgo-'pisg]; på lignende måde ved asiatisk, dramatisk, fanatisk, matematisk, sympatisk, Dramatiker, Teoretiker osv. c) foran svagtryksvokalen [o] er der vaklen mellem p, t, k og b, d, g,*) som det angives i DO. ved hjælp af de kursive \b, d, g\, men således at i dag den sidste gruppe er den almindeligste, fx. fødte : ['fø-ta] eller (nu almindeligt) ['fø-da], Soldater: [sol 1 da-131] eller (nu almindeligst) [sol'da-dai] otte: ['å-ta] eller (nu almindeligst) ['å-da], og følgende ordpar kan danne fuldkomne rim: Kaper ~ Svaber; proper ~ sober; Antilope ~ Garderobe; Præket (best. f. af Præk) ~ Ægget; Cooper og Kuber lyder i almindelighed ens; ligeledes som regel Kateder og Kateter. 3. mellem trykstærk kort vokal og tryksvag vokal. a) foran fuldvokal (delvis undtaget i, se b) bevares p, t, k især i ord der er sjældne i talesprog, t dog også i almindelige ord, fx. Lupus, Ekko, Motto, ditto, brutto, netto, Moskito, Valuta. I øvrigt veksler konsonanterne af de to grupper fx. p : b i Hipo, Juppiter, t : d i Terrakotta, City, Kitty, Spaghetti, k : g i Mokka, Kokos, Hokuspokus, Lokum. I netop, der jo er en sammenrykning af to ord, findes kun [d]. b) foran afledningsendelser med i høres p, t, k udtalt som b, d, g når ordene er almindelige, fx. sjældent i ord som attisk, heraklitisk, tahitisk, Coxitis, men ofte i fx. grammatisk, lappisk, kritisk, politisk, Bronkitis, Difteritis, og nu almindeligst ved ord på -ig, som fattig, vittig, flittig, nyttig, hyppig, yppig. Om vekslen mellem g: q, og d: 5 foran -isk se side 64 og 60. c) foran svagtryksvokalen [a] er al forskel mellem p og b, t og d, k og g ophævet, og udtalen er [b], [d], [g]. Der er altså ingen udtaleforskel mellem labbe (i sig) og lappe (tøj), mellem rabbe (sige: rab) og rappe (sig), rappe (flt. af adj. rap), Labben og Lappen, Krabbe og krappe (flt. af adj. krap), Ribbe og rippe, Gruppe og Grubbe (familienavn), mellem tikke og tigge, lække og lægge, Bakker og Bagger (familienavn). EJessen.Gram.55 klager også her: Nuværende kjø- # ) Bredsdorff i Forsøg (24) siger: Lyden k er i Enden af en Stavelse eller foran et toneløst e ikke let at skjelne fra Lyden g". 47

50 benhavnsk Udtale er atter her fordervet: phonetisk Forskjel ophørt mellem gg og kk (som mellem bb og pp: Labber, Lapper), saa at rygge og rykke, tygges og tykkes, Hugg og Huk lyde ens, og ligge rimer paa stikke, lægge paa række, vugge paa sukke, osv." Han mener at han selv (jyskfødt, men i det hele rigssprogstalende) har forskel i udtalen af -gg og -kk, fx. i ligge: hikke, men hans udtalelser er uklare (se Tidskr.f.Philologi.II.122). Undertiden er der vaklen i ortografien: gibbe : gippe; rubbe : ruppe; Didde : Ditte (pigenavn); kigge : kikke. Ved vokalforkortelse svinder muligheden for den pustede lyd (efter B2c): [! ry-pa] eller ['ryba] > [! ryba] Rype. 4. mellem to svagtryksvokaler har vi vaklen mellem de to grupper, således at b, d, g bliver almindeligere jo mere gængse ordene er i talesproget, eller, måske snarere, jo mere denflg.vokal nærmer sig a-lyden, fx. p eller b: Apotek, Appetit, repetere, reparere, d (evt. vekslende med t) i Attentat, Matematik, Kategori, Lutheraner, Batteri, Mytteri, Litteratur, Juppiter, t (sjældnere d) i Katalog, Katastrofe, Matador, Meteor, Bataillon, Retirade, Attitude, attestere (når ord som Katakombe, Katalog udtales med tf i anden stavelse har de som regel [t], men udtales de med [a] i anden stavelse får de ofte [d]) k eller g i Makaroni, Lokomotiv, Optiker, Eddike, Maddike. 5. mellem vokal og konsonant. a) i tilfælde hvor p, t, k (især i forbindelse med flg. r) står i stavelseforlyd efter lang vokal eller i svagtrykstilling efter kort vokal (her som i andre tilfælde ses bort fra sammensatte ord, fx. fatroé] Attrup), bevares disse i fremmedord, fx. Capri, metrisk, psykiatrisk, Matrikat, Patriot, medens vi i hjemlige ord (eller akklimatiserede fremmedord), hvor konsonantforbindelsen efterfølges af [a] får vaklen mellem de to slags konsonanter, fx. i kapre, kalfatre, ztøfrtf (når disse udtales med lang vokal), Teatret. b) efter kort vokal (uden for de u. a nævnte tilfælde) er forskellen mellem de to konsonantrækker ophævet til fordel for [b], [d], [g]; fx. [ gcobla] Gople : [ bcobla] Boble, boble, [labs] Løps: [babs] iføfo (= kvindebryst), ['nobrad] nopret: [slobrad] slubret; [ agdai] agter, Akter; selv i fremmedord som Fez, Gletscher, Ketsjer, Match, høres 48

51 næsten kun [d]. Derfor vaklen i ortografien ved ord som Haps (Hobs), knibsk (knipsk), pible (piple), nopret (nobret). 6) mellem konsonant og vokal. a) mellem konsonant og fuldvokal. Her er nogen vaklen, idet oprindeligt p, t, k holder sig bedre jo mere konsonanten udtales som tydelig stavelseforlyd eller jo mere den (ved afledte ord) støttes af andre former (til samme stamme) hvor p, t, k står som forlyd i stærktryksstavelse, fx. [ro'man'tisg] romantisk (sml. [roman 1 tig] Romantik ). DO. angiver således [t] i arktisk, baltisk, Identitet, identisk, Konto, Mentor, Optiker, Porto, Shirting; p i Korpus, Harpiks, Tempo, k i cirka (nu høres ofte udtale med g), Cirkus, Banko. I andre tilfælde har vi vekslen, især foran endelsen -isk, fx. mellem t :d i dilettantisk, gigantisk, pedantisk; mellem k : g i Mazurka, Polka, monarkisk; også i adjektiver på -tig har vi denne vekslen, men her er [d] nu det almindeligste: artig, hurtig, heftig, kraftig osv. Efter s er [b, d, g] nu det almindelige i gængse ord: kaspisk, ifosporus, basta, Fiasko, Whisky, elastisk, plastisk osv. Mellem to svagtryk er [p, t, k] det almindelige, da det her drejer sig om fremmedord, men i de almindeligst brugte kan [b, d, g] høres, fx. i Kompagni, Arkitekt, kalkulere, og det samme er tilfældet efter s: Mastodont, gestikulere, Eskimo. b) mellem konsonant og svagtryksvokalen 3. Efter s angiver DO. kun [b, d, g] haspe, læspe; baske, læske, tiske; bister, haste, Mester*), i alle andre tilfælde angives vaklen mellem p, b, fx. i hjælpe, Harpe, Lampe, mellem t, d, fx. i Hjerte, klemte, Klinte, Hæfte, magte, mellem k, g, fx. i Bjælke, Lærke, Lænke, Cirkel. I almindelig daglig tale høres nu vist udelukkende [b, d, g] ## ). Mellem to svagtryk (i fremmedord) er der vaklen, fx. i kompetent, alterere. 7) mellem to konsonanter. Her veksler også de to rækker lyde, fx. i boltre, filtre, martre, ankre, junkre, stolpre; da p, t, k her kan udtales som tydelig stavelsesforlyd, fx. ved at foregående konsonant for- *) Bredsdorff. Prøve: fesgasg, fiskede, hæsda, Heste, ofl. **) Om Verden : Værten se ndf. side

52 længes, er [p, t, k] her almindeligere end ved de u. 6) nævnte tilfælde, og en forskel mellem ['æntra] entre og ['ændre] ændre kan let opretholdes (selv om det ikke altid sker). Efter s (der sjældent forlænges) høres næsten kun [b, d, g], fx. i Mispier, mestre, klistre, Majuskler. I enstavelsesord er der ingen mulighed for forlydsartikulation, og her er [b, d, g] derfor det almindelige, fx. i Korps, Ertsy Marts, Tanks. C. I udlyd. I denne stilling gøres der ingen forskel i udtalen mellem p : b, t: d og k : g*). Lab: Lap; Klub : Klup; læg\ : læk; Gig : gik; Log : Lok; Dug : duk\ tyg\ : tyk; Ryg : Ryk udtales ens (da d i udlyd udtales 5 mangler eksempler på -d : -t). Udtalen er ifølge Jespersen og DO.: b eller p, d eller t, g eller k, hvad der angives ved de kursive bogstaver. Jespersen siger (MFon.63) at p, t, k er hyppigere end b, d, g, men tilføjer at de sidste næsten altid høres når ordene i hvilke de er udlyd kommer i sammenhængende tale uden pause efter. Forholdet kan måske rettest opfattes således at vi i virkeligheden ikke har med en vekslen mellem p : b osv. at gøre, men at vi i alle tilfælde har [b], [d] og [g], som foran en pause i talen kan få et mere eller mindre stærkt præg af den korhprimerede luftstrøm der nu, ved talens afslutning, slippes ud og ligner det pust der karakteriserer p i modsætning til b osv. Dette fænomen findes ved alle afsluttende artikulationer foran pause, men kan være tydeligt ved klusilerne, hvor der har været helt lukket af for luftstrømmen, og her igen tydeligst efter lang vokal med stød [æ-'g] Æg, [næ-b] Næb, [sga'b] Skab; [pro'fe'd] Profet, [mikro'sgo-b] Mikroskop, [biblio'te'g] Bibliotek. I svagtryksstavelser kan dette oplukningsfænomen ikke komme til at lyde så kraftigt, og i denne stilling høres de p-, t-, k-lignende lyde da også sjældent, fx. i ord som Sennep, Sirup, Andrik, Fændrik, Erik, Henrik osv. Særbemcerkninger om enkelte konsonanter. b Efter vokal tenderer [b] imod [v] eller [u]. I nogle tilfælde har denne tendens ført til resultat i almindeligt rigssprog: Kobber, Peber, pebre, (lidt gldgs.:) Pebling(esøen) og udprægede talesprogsord som knebre, Knebber, Gabflab (og i enkelte af disse har den fået udtryk i skriften: *) Jf. Bredsdorffs udtalelse i Forsøg.22: I Slutningen af Stavelsen kan det (o : b) ikke vel skjelnes fra p." 50

53 Bavl, bavle). I øvrigt hører udtalen med [v, u] hjemme i daglig tale, er dog delvis forældet, delvis vulgærpræget. Efter lang vokal er udtalen [v] eller en lyd der er en mellemting mellem u og w (uden den sidste lyds læbehemme), men uden runding, og som betegnes [u], fx. peb : [pe'z>] : [pe-'v] eller (oftest [pe-'u], forkortet: [peu']. Udtalen lang vokal + u angives ikke i DO. (undtagen hvor der angives vaklende kvantitet som ved købe : [, kø(*)u9]), men den må overalt underforstås som en variant til lang vokal + v, hvor en sådan udtale angives (som dagl.") ved herhenhørende ord, fx. i raabe, Gab, gabe, Kneb, knibe, Pibe, krybe, Kæbe, Slæb, slæbe, Sæbe, Løb, /øfo, men næppe eller sjældent i fx. Daab, haabe, dræbe, Fabel, (men almindeligt i Abekat). Efter w findes udtalen ikke, fx. i Grube, Kube, Strube, Jubel, Efter kort vokal får vi diftong, men en sådan udtale tilhører nu især det lavere talesprog eller jargon, fx. i Stabel, stable, Æ&fø, og (i svagtryksstavelse) København, Skrabsammen, Skrabud, Støberi. Forholdet mellem b : v (u) synes at have holdt sig nogenlunde uændret gennem mindst 150 år. Høysg.AG.120 angiver slæve, dræve for slæbe, Jrøfo i daglig tale. "Bi Enden og Midten af Ord udtales ofte af den gemene Mand saa blødt som v, som : Kaave, løve, Gav, Skav." JBaden.Gram Skib: i alm. omgang: Skihw." Abrahamson etc.52. Slæb: b er svagt, nær v." smst.53. i den skjødesløsere daglige Udtale... Skif (tydsk Schiff), Skiv, Skive (D: skib, skibe)... Skavet (D: skabet)." SBloch.31f. Af Talesprogets Overgange kunne mærkes: b-v, f. Ex. knibe, knive; en Pive, at slive, at skrave; Peber, Pevver osv." Levin.Gr CMichelsen.139 har kun udtalen Køwenhæun. Se ogsaa Skautrup.III.183. Ved falsk restitution har I.Rev og II.Reb (der har gammelt v (f)) fået formen Reb, jf. Y.rebe. Foran m svinder b i Købmand (FPJDahl.12 angiver udtalen Kømman); i trekonsonantgruppe kan det svinde i Symptom. d Til den skrevne forbindelse r, n, 1 + d svarer en udtale med eller uden d i udlyd eller foran 3; foran fuldvokal findes derimod altid d: fordum, stundom, Rindom, Uldum, jordisk, sindig, heldig, undtagen foran verbalsubstantivsuffixet -ing: Binding, Melding; ['venerj Vinding, vbs., men ['venderj Vinding som familienavn (jf. ndf. side 53.55). Efter r i ord af hjemlig oprindelse er d almindeligvis ikke tilstede i 4* 51

54 udtalen: Bord, Jord, Mord, haard, Gaard, Færd, Gærde; men i nogle ord har vi ved siden af denne normale udtale fået en (af skriften påvirket) udtale med d; en sådan udtale er nu blevet den gængse i ordene Byrd, Byrde {bebyrde osv.), færdes, Færden, Gebærde, Hjord (jf. Brøndum-Nielsen. ST.91), Hyrde, Verden, hærde (forhærdet osv.), Morder, myrde, vorde*), og i disse tilfælde er udtalen uden d nu forældet eller vulgær (se fx. DO. u. myrde)**); som sideform træffer vi udtalen med d i ord som borde (et skib), burde, turde, Norden, Gjord, gjorde, inf., Kaarde; tidligere havde man samme vekslen i fjerde, (paa) Færde, gjorde, præt. (CFBruun.II.35), nu høres kun udtale uden d. Se også EJessen.Gram.56. I ældre læseudtale og deklamatorisk stil hørtes d almindeligt i denne stilling. PJernd. (Om Oplæsning.(1897).13f.) polemiserer mod den i ord som Sværd, Værd, Gjærde, en udtale som han for det Kgl. Teaters vedkommende fører tilbage til den norskfødte skuespiller Michael Rosing, der vandt talrige Efterlignere" (jf. også Jesp.Fon.90). En sådan udtale er nu vist udryddet i skolen, men kan høres brugt af ældre foredragsholdere af provinsiel herkomst samt i kirken, men næsten kun i (indlyd i) tostavelsesord (tostavelsesformer) fx.: jorde (begrave), Jordefærd, -rig osv., Jorden, Sværdet (men næppe: Jord, Sværd med d). DO. angiver at en sjælden flertalsform som Færder udtales med d (overfor ental Færd uden d), hvad der er rimeligt nok. CFBruun.II.35 skelner mellem [! jo-r3t] jordet, adj. (jordagtig), og ['jrørdat]jordet, part. (begravet). Hos EJessen.Sprogl. 69 hedder det: d efter medlyd (som i sværdet, arbejde, havde) forsåvidt det udtales, lyder almindelig ikke åndende i København, om end tildels andensteds". Den variant som EJessen hentyder til nævner han også i artiklen i Tidskrift f.philologi.ii.122: At udtale åndende d efter medlyd: sværdet, er jysk, ikke københavnsk, hvor d enten forstummer eller udtales ligesom i forlyd". Den angives også af Abrahamson etc., der siger at Bordet, Ordet har 5 i højtidelig tale. Det samme siges om Hyrde, hvor det tilføjes at den daglige tale har Hiire. Levin.Gr.1.7 har 5 i Byrd. Jesp. siger (Letterst.tidskr ) at jysk læseudtale af Jorden, Sværdet har 5 overfor den københavnske med d. Poul Andersen (344) angiver vekslen *) At d udtales i lærd skyldes vel indflydelse fra participium lært. Bredsdorff. Forsøg.24. angiver d i Byrde, Hyrde, hærde, lærde, Morder, myrde, Verden. i ordentlig er udtalen uden d nu den gængse i alm. talesprog (nævnes som udtalefejl af A.L. (o: ALarsen?) i BerlTid. 25/7 1874). 52

55 i ['byrds] : f'byråa] Byrde, ['gærde- og 'gærqajsmuda] Gærdesmutte. DO. har med forskellige indskrænkende brugsbetegnelser former med 5 u. I. Hærde, Sværd. Ifølge oplysninger fra forskellige sider brugtes udtalen med 5 tidligere i stor udstrækning af præster i (Øst-)Jylland i tostavelsesformer som ['hyrda, 'burda, 'jcoråa]. I dag vil man næppe nogen steder blandt rigssprogstalende høre 5 i disse stillinger. I mange fremmedord bevares d i indlyd: Barde, Garde, Kokarde, Korde, Kurder. Ligeledes i rigssprogsudtale af danske stednavne som Arden, Varde. I udlyd høres d i Bastard, Milliard og navne som Edvard, Bernhard, Lavard. I en del franske låneord høres både en udtale med d og en (som finere anset) udtale uden: Billard, Boulevard, Hasard, Møwsard, Dessert. Efter rø. I ord af hjemlig oprindelse eller helt akklimatiserede fremmedord høres som regel intet d, og i mange tilfælde hvor det tidligere har været udtalt er det nu stumt. CFBruun.II.34 angiver udtale med d i Kunde, Vunder, Ynde (men: ynde, v., uden d; PJernd.(Tilsk ) kritiserer en udtale af ynderig med d), Gelænder. Her høres udtale med d næppe mere, dog kan hos ældre københavnere endnu høres udtale af Kunde med d. I nogle fremmedord veksler udtalen: Cylinder, Fond med og uden d (i sidstnævnte ord er udtalen uden d, der bl. a. angives af Brob.M.42, nu lidt gldgs.). I Bekendtskab svinder d ofte (i firekonsonantgruppe) : [be'kæn'isga-6]. I de fleste fremmedord og til dels også i hjemlige navne udtales d'et: Bande, blond, Blonde, Runde, Sonde, Sekund, Inder, Indien, Grande, Vender, Brandes, Bonde, familienavn, Linde, d.s.; også danske stednavne har ofte en rigssprogsudtale med d der til dels er i modstrid med den lokale: Brande, Rønde, Funder, Lindenborg, Vandel (men fx. Randers, Tønder, Brønderslev, Lunderskov, Skanderborg, Bandholm uden d). I flerstavelsesord fandtes tidligere en læse- og foredragsudtale med d. Høygs.AG.121 siger at d udtales i landet, lande-plage, ikke i mand, land (jf. smst.6), JBadenGram at Haand, Stand, ind udtales uden d, men d høres i Haanden, Manden (jf. smst.23: kiender udtales næsten som kienner, Mændene næsten som Mænnene"). Abrahamson etc. 57: (ånd udtales) Onn; pi. har ikke d i daglig tale: Onner; i deklam. høres et svagt d, d: 5. Ligeledes: Land uden d, Landene med d. 48. CFBruun angiver at i højtideligt Foredrag" udtales ofte d i Viriding, Templets Tinde, den rygende Tande. Sammesteds hedder det at d udtales i ord på -ende: Tidende, Ærinde, niende, attende, tusinde og præs. part. 53

56 som læsende, gloende; også Bredsdorff udtaler d i ridende, kjørende i foredragssproget. En udtale som [dæn'onda'ga-lamai] den onde gale mig! kan være et minde om ældre læse- og kirkeudtale, men også bero på den udbredte trang til at tilsløre betegnelser for fanden. Medens d nu altid udtales foran -ig, -isk (Abrahamson etc. har d i manndig, men ikke d i Kollsinnighed), kommer d ikke frem foran -elig: endelig, almindelig, aandelig osv. Kun i omstændelig udtales det normalt, tidligere også i en række andre ord: yndelig, evindelig, miskundelig, sandelig ( i højtideligt Foredrag". CFBruun.II.34), aandelig (Abrahamson etc.47). I forbindelsen ndr udtales d'et i de fleste ord: forandre (men foranderlig nu sj. med d. Abrahamson etc. intet d i foranres (38)), hindre, Hindring (vaklen i Hinder. CFBruun.II.34 har ikke d i Hinder, men naturligvis i imp. hinder (hindr)! Abrahamson etc. intet d i Hindringer (48)), erindre (Abrahamson etc.37 uden d; d'et er jo her sekundært, jf.ty.erinnern), tindre, ændre, undre, andre (men ['anan; 'anad] anden, andet) og foran fuldvokal i Andrik og navne som Lendrich, Lendrop, Andrup. I Fændrik høres udtale med og uden d, i Hen(d)rik er d-udtalen nu gldgs. Tidligere udtales d i hundrede (CFBruun.II.34). I udlyd i bitryksstavelse er der vaklen m.h.t. udtale og ikke-udtale af d, fx. i Vedbend, Edmund. I Ferdinand har almindeligt rigssprog J, provinsielt rigssprog undertiden intet d. Tilføjelse af d (t) i denne stilling er et fænomen der er kendt fra ældre dansk og fra tysk (se fx. Brøndum-Nielsen.GG.II.287); i vor tid er det vulgærkøbenhavnsk, fx. i forant (se DO. u. foran) og Labant (der dog måske allerede har fået sit t i nedertysk). Efter l. I almindelighed udtales d ikke. I indlyd: ved indflydelse fra skriften kan Ilder høres udtalt ['il'dai] ved siden af det naturlige ['il'ax]. I ældre tid havde vi i mange tostavelsesord der tilhørte det højere sprog en udtale med d, svarende til den ovf. 53 nævnte. En udtale af Vælde med d kritiseres af PJernd. (Tilsk ), CFBruun.II.33 udtaler d i Vælde (jf. PalM.Poes : Vælde ~ Bælte), Ælde, ældes, en Fylde (o: Fyldighed i aandelig Forstand"). SvGrundtv. kalder denne udtale den kunstige (boglige) udtale af d" (110). Bredsdorff (Forsøg) har d i Fylde, og Abrahamson etc. d i overvælde og ( yderst svagt") i superl. kolldest (men ikke i kold). Af denne i højtidelig, deklamatorisk stil brugte læseudtale er der i 54

57 rigssprog kun enkelte spøgende brugte rester tilbage: du mildel (se DO. u. mild), den bolde Ridder, den vildene Vove. Desuden er udtalen ['bildana] bildende (i forb. som bildende Kunst), der ikke kendes af DO., blevet såre almindelig. Folk der ikke kan analysere ordet Goldamme, læser det (urigtigt) [ gcoldjama]. I personnavne og fremmedord udtales derimod som regel d, fx. i Brynhilde, C lo tilde, Mathilde, Kilde (familienavn), Wildersgade, Hildebrand, Balder, Valdemar (og fork. Valde), Svolder, og altid når fuldvokal følger: Saldo, Thusnelda, Esmeralda, Haraida, Haldor, Hulda, Eldorado, Garibaldi, Bartholdy. Medens d altid udtales foran -ig, -isk, høres det ikke foran -elig undtagen i lemfceldelig, vceldelig og lignende ord der kun bruges arkaiserende. I ordene på -ing udtales d aldrig i verbalsubst. (fx. Melding, Opkalding), men i personbetegnelserne Gilding og Olding er ^-udtalen nu den almindeligste. I stednavne som Fcelding, Kolding udtales intet d undtagen når de bruges som personnavne. I forbindelsen Idr udtales d i ældre, Forældre, Huldre (nyt lån), skildre (i de to sidste ord findes også en lidt gldgs. udtale uden d), og foran fuldvokal: aldrig. Derimod udtales d ikke i aldrende, kildre, buldre osv., og begge udtaler findes ved galdre. CFBruun.II.33 angiver at Skuldre udtales med d: i højtidelig og derfor langsommere Tale". I udlyd. Som regel udtales d ikke: Muld, kold, vild, Byld osv., men i nogle tilfælde er en d-udtale ejendommelig for københavnsk rigssprog: Bold ( I bold høres d tit udtalt t, ved forveksling med ordet bolt". EJessen.Sprogl.70 (forklaringen næppe rigtig); udtales af mange med t i Enden". CFBruun.II.33. Ældre skrivemåder som Snee-bolt (Ords (Chr.VI)), Sneeboldt (MCBruun.F.37. Heib.Poet.V.195) viser d- udtale. Oehlenschlager retter i 3. udgave af Olaf den Hellige originalens Snebolten til Sneebolden, se XI.384) og navnene Harald ( selv på det Kgl.Teater hører man.. Harald udtalt som.. Haralt". FBeyer.12), Thorvald (jf. Thovaltsen. StormP.P.23), Ewald (jf. CCloos.Danske fonetiske Transskriptioner. 1892), Arnold, Ribold*). I låneordene Valdhorn og Vild(t)nis høres udtaler med og uden d. Om d foran -s se ndf. side 56. Intervokalisk d kan i enklitisk svagtryksstilling blive til et fortunge -r ( flapped r"). Det høres især i københavnsk, fx.: [koeru'se-] kan du sel *) Det er vel disse navne og de øverst på siden nævnte der har affødt den vulgære københavnske form [ker'ld] for Karl, fornavn. 55

58 (Jesp.Fon.444), [veru'mæ] vil du med, ['nor^] naada (jf. Axel Sørensen. 396 (norra! nårre!) og DO. u. navra), [varedæn] forkerte? (DF.X.119). Da man vistnok også kan høre en 5-lignende lyd i samme forbindelse [kaåu'se-], er det muligt at vi her har en overgang 5 > fortunge-r som er velkendt fra jyske dialekter (se Kort.97). t I forlyd kan t i københavnsk høres med en efterklang af en s-agtig lyd, tydeligst foran palatale vokaler, fx. (groft lydskrevet) [tsi-] ti, [ tsivoli] Tivoli, ['tsy-vs] tyve, num. (se herom Jesp.Fon.334 og Arnholtz. 19). Udtalen, der er meget iørefaldende for udlændinge, må betegnes som vulgær*). I indlyd foran s kan t, det vil i reglen sige [d], svinde; det samme sker med 5 i denne stilling (se side 58), og det er muligt at konsonanten i nogle af tilfældene med oprindeligt t er gået vejen over d ) 5 til svind. Fx. høres nu ingen konsonant foran s i Bajads, Stads, tapetsere, Plads, Lidse, Trods, trods, trodse, Lakrids, Smuds, smudsig. I gammelkøbenhavnsk høres [sdruds] Struds. Konsonanten er svundet til forskellig tid, i nogle af ordene har den holdt sig til op mod Abrahamson etc. har Stahs = Stads (54), trossende = trodsende (37), Skueplass (38), Plass (50; der tilføjes: Taleren lader d høre en smule), steese = stedse (37), jf. også JBaden.Gram FBeyer og Lyngby angiver teaterudtaler med t i Trods, trods, trodse (se DO.), EJessen.(Tidskrift f. Philologi.II.123) også i stedse. CFBruun.(II.36) siger det er udansk, at udtale 5 som d (t), f.eks. i stetse, trotse, smutsig. I fremmedord på -ats og -its har vi udtale med og uden konsonant: Attestats, Disputats, Fundats, Visitats, Etatsraad, Statsraad, -minister osv., Eksercits, Justits, Notits (jf. Heib.Pros. VIII.413), og i de fleste af ordene er t-udtalerne ved at vinde frem. Foruden i disse tilfælde havde vi tidligere samme vekslen i flg. ord (hvoraf mange oprindelig havde t som midterkonsonant i trekonsonantgruppe) Pomerans, Substans, Monstrans, Regensen, Intelligens, Residens, Pinse (CFBruun.II.38), halvfems, hvor t nu er svundet både i tale og skrift. Heiberg bekæmpede Substants osv. som tyskheder, se Pros.VIII ff. Vi har omvendt nu alm. t-udtale i Marts, SzVta, Flitsbue, Svejts, Milits, hvor CFBruun angiver.begge udtaler (11.38), og hvor t-løs udtale nu især hører hjemme i lavere sprog og i provinsielt sprog. 56 *) Ifølge Jørgen Glahder kan der i vulgærkøbenhavnsk høres rent s: [so'] to.

59 Vi har altid t i Skerts, Erts (Axel Sørensen derimod rimer ordene på Vers (221)), nogen vaklen i Terts, Nertz. I mange tilfælde (foruden de nævnte) svinder t i en gruppe af tre eller flere konsonanter i daglig tale, bl. a. i de efter tysk mønster dannede adjektiver på -entlig som egentlig, (over) ordentlig, ugentlig, formodentlig, væsentlig (se DO. u. de nævnte ord; samme forhold i 80erne (se CFBruun ) og tidligere (jf. Heib.Pros.VIII.419)); endvidere i en stor del sammensætninger og afledninger, fx. altsaa, vistnok, Postkort (jf. StormP. Det er ikke mig! (1920). 19), Gæstgiver, Værtshus, Bekendtskab, Mistbænk, kostbar, Sportsplads, Takstgrænse, fæstne, Fæstning, Fast(e)lavn, jf. Lægdsrulle. Sjældnere i fremmedord og bøjningsformer: Astma, Apostle, Epistler. Udlyd: i franske låneord som Trikot, Argot, Chakot, Esprit, Petit, Biskuit, distræt, Eklat, Debut, partout, Ragout udtales slutkonsonanten (i overensstemmelse med fransk udtale) ikke, undtagen i lavere talesprog i ord som er gængse i dagligsprog, fx. Biskuit, Espritter (om prydelse), distræt (især når det bøjes: distræte mennesker, se ChrMøll.RS,I.34). I svagtryksstilling kan småord miste et udlydende [d], fx. [le] = lidt', sml. det. d 5-lyden er i almindelig udtale en svagt artikuleret lyd der - ligesom q - viser stor tilbøjelighed til at svinde. Den findes kun efter vokal i indlyd og udlyd (dog kan ved overtrækning til forlyd høres [gu'sena] Gudinde), svarende til d i forlyd, derfor en vekslen som [syd] syd : [sy'do-'sd] sydost; [ abad] Abbed : [abe'diso] Abbedisse; [stu-5] (jur., mag., med.) : [studiosus]. Efter konsonant har 5 ikke kunnet holde sig, men er blevet til d, hvis lyden ikke er svundet, fx. udtaltes Hævd, Lægd, tidligere med 5, (Abrahamson etc.47.49), og i højtidelig versoplæsning (hvor hensyn må tages til versemål og rim) høres 5 eller d i lagde, sagde (den eneste almindelige udtale: ['la-] osv. var gængs allerede omkring 1800, se Abrahamson etc.48). Et så slapt artikuleret 5 at det (omtrent) bliver til j har vi fået dels i vulgærkøbenhavnsk (se Jesp.Fon.240) # ), dels i provinsielt rigssprog som det tales i de østjyske byer fra Aarhus til Kolding (se Niels Åge Nielsen *) Denne overgang ligger vel også til grund for dannelse af diftong, fx. i [frør'naian] forneden {jf. nejenunder. StormP.P.8), sml. DO., se også DO. u. Nederdel. 57

60 i Seksten Århusrids (Festskrift til Unmack Larsen )). Endelig kan det også nævnes at det er denne overgang 5 ) j (i sjællandsk og jysk) der ligger bag skrivemåden Vejr. I en del tilfælde kan 5 svinde eller vi har dobbeltformer (med og uden 5). Svind finder især sted i såkaldt daglig tale. I præteritumsformer som bad, stod bevares 5 i reglen (svind angives i daglig tale af Brob.M.85), men i ord som vred, bred, rød, Brød, sprød, véd, præs., høres 6-løse former temmelig ofte, men nu sjældnere hos de yngre generationer. Svind af 6 i indlyd mellem vokaler, fx. i bide, gnide, lide, byde, skyde, Rude, Klude, græde, bløde, føde, skade, Spade, lede findes nu ikke i alm. rigssprog (Høysg.AG.120 nævner rie for ride i daglig tale. Levin angiver skar = skader fra talesproget (Gr.1.39). Se også u. I. raade), men i en del tilfælde får vi enstavelsesformer (se ndf.). En videre, næsten almen brug af former uden 5 findes ved nogle almindelige, delvis tryksvage, ord som præp. ved og med*), pron. hvad, og ved adj. god og vid (om kjole o. 1., hvorved ordet holdes ude fra hvid med udtalt 5; allerede Levin.Gr.1.37 og CFBruun.II.37 har denne distinktion), og i ord på -er: Fje(de)r (men 5 udtales i arkaiserende ssgr. som Fjederham), Fo(de)r, Fader (men: Fadervor), Moder, Broder. Trængt igennem i Spar. I Læder udtales 5 normalt, i Klæder findes 5-løs udtale over for en finere med 5. Når Gud bruges i eder, er det i reglen uden 5: gudskelov, saa\gu osv., som selvstændig interjektion har det 5, ofte forlænget [gu5..] gud\ I en gruppe ord, især verber, har vi ikke blot tabt 5, men også det flg. -e i infinitiven, så vi i alm. talesprog har fået enstavelsesformer (til dels med stød): [li-] lide**), [be-] bede, [re-] rede (sig), [klæ? ] klæde (sig), undertiden også i [bre-] brede (sig), og kun i svagtryksstilling (uden stød) i [la] lade og [bry] bryde (sig om). Se også DO. u. I. Forklæde, Ladegaard. 5 er en svag konsonant foran andre konsonanter (hvorfor vi får omvendte skrivemåder som Væggeudtøj (o: -utøj). Adr.6/ sp.2. udforskammet-, jarg. ell. vulg. kan vi endog få det falske 5 udtalt. Se DO. u. u-, præfiks). Foran s er 5 svundet fx. i bedst, sidst, Bidsel, Gnidsel, Arbejdsmand, dødsens, Fødsel, Gødsel, Lods, lodse, Lodsejer, Gods, pludselig, vidste, Skudsmaal, ødsel, tilfreds; i andre findes en lignende udtale, men *) Jf. Levin.Gr.I.37ff. EJessen.Sprogl.70. **) Basis for fejlagtige former som i: min, a' Pastor Kok i sit private Hjem til videde Hustru. StormP.Det er ikke mig!(1920)

61 i stærk tilbagegang: Aadsel, adskillig, arbejdsom, Høvedsmand, Baadsmand, Dødssynd osv., Redskab, Maanedsgage osv., Tidsrum, tidsnok osv., Gudstjeneste osv.; 5 høres nu aldrig i ty(d)sk (iflg. EJessen.Gram.57 kunde det udtales på hans tid), sjældent i bidsk, spydsk, næsten altid i (de litterære ord) hadsk, nidsk; Rædsel høres nu kun med 6 (samme udtale angives af CFBruun.II.36, men Abrahamson etc. har den naturligt udviklede: Resseler, flt. (39), jf. Levin.Gr. 1.40; det samme gælder rædsom, se APhS.VI.140). Levin.Gr.1.8 angiver svagt 5 i genitiver som TzVfa, Lj/d^, Smeds, Bredsdorff (Prøve.84.85) har 5 i i højtidelig tale og foredrag. Foran / var 6 tidligere svundet (assimileret med l'et) undtagen i afledninger af ord på -dal, fx.: ['adla] adle osv. (om de glkbh. former Sale, sale, Kele se DO. u. Sadel, sadle, Kedel), og foran afledningsendelsen -lig, fx.: ['vidli] hvidlig osv. I sidste tilfælde kan vi dog i talesprog også få svind af d, fx. i ['ti-li] tidlig, ['må-nali] maanedlig, ['belali] billedlig og (i lidt lavere talesprog med udskydelse af mellemliggende o) i former som ['ke-li] kedelig, ['glæ-li 'ju-'l] glædelig Jul, ['ty-li] tydelig. Foran l og r fandtes tidligere (kunstige) udtaler med d i st. f. d, fx. i Fædre, Mødre, bedre, Midler (se Rask.Retskr.56f.). Foran n: nu bevares 5 altid, men tidligere kunde det svinde, fx. i skidne (Abrahamson etc.52), beskedne, Vidne, vidne (se DO.). Foran t (d) har vi fået assimilation af 5 i intetkøn af adj. ([vi-5 : vid] hvid, hvidt osv.), og i præteriter og participier (['be-da : be-'d] bede, bedt', ['fø-da : 'fø'dz\ føde, fødte; ['le-da : 'le-</a] lede, ledte; ['bi-da : bid] bide, bidt, [be're-da : be're'd] berede, beredt). I intetkønsformer af fremmede adj. på -id fik vi på ny et sammenstød af d og t (d), men også her høres assimileret form ([sblæn'di-(d)i] splendid(t); på lignende måde ved^erfidt, morbidt, gravidt, stupidt), men formerne undgås. Også i nogle hjemlige adjektiver høres [dd] ofte i st. f. det almindelige [d], fx. i sprødt, spædt. Ved ledt (= fælt) og kaadt er [dd] nu det normale. I nogle tilfælde konkurrerer d med d i intervokalisk stilling foran fuldvokal. I reglen har vi d: Ida, Gyda, Mikado, Torpedo, Adils, Bodil, Odin, Stadil, Studie, Podie, Medium (Medie), Subsidie, Præsidie, med undtagelse af fremmedord på -edie (og et enkelt på -odie), hvor vi nu almindeligvis udtaler d (Komedie, Tragedie, Remedie, Klenodie), og stedog familienavne på -dinge (Hedinge, Buddinge, Sædinge) samt (i svag- 59

62 tryksstavelse) i Medicin(er), i sidste tilfælde side om side med [d]-udtale, der synes i fremtrængen. Ved jodle angiver DO. udtalen ['jodta], også ['jwdta] høres. Foran afledningsendelsen -ig har alm. rigssprogsudtale altid 9: modig, lydig, ærbødig osv., men i provinsielt taler- og læsesprog og til dels også i alm. provinsielt rigssprog (fx. i Aarhus) høres ofte [d] i disse adj., fx. [Qe-di, 'sda-di, 'frbrnjti-di] ledig, stadig, fremtidig. Om adjektiver på -disk gælder i reglen følgende: a) hvor det subst. som adj. er afledt af, har [d], bevares dette i almindelighed i adj.'.parodisk, melodisk, prosodisk, kanadisk, b) hvor subst. har 5, bevares dette i adj.: episodisk, periodisk, metodisk, overfladisk, ortopædisk, c) hvor adj. er uden tilknytning til noget subst. med d eller 5 findes begge udtaler : [ju'ri-'disø] eller (nu oftest) [ju'ri-åisøj, [sbo'ra-'disø] eller (nu oftest) [sbo'ra'disøj. Foran vokalen a. I almindelige ord findes kun 5; i ordgruppen Arbejde, arbejde, Arbejder findes dog udtaler med d og 5, hvilken sidste lyd kan svinde i vulgærsprog ['Eribai'ai] osv.; 5-udtalen er nu i tilbagegang. I øvrigt findes vaklen kun i fremmedord (fx. Cider, Ceder) og i navne: Baden, Glahder, Ræder, Høder, Madelung og andre med mere eller mindre fremmed præg, medens hjemlige navne som Odense, Ydesen, Gødesen, Haderup, Studenstrup har 5. Til skriftformerne Peder, Peter og Pedersen, Petersen svarer udtaler med 5 og d, men i almindeligt rigssprog udtaler man ofte [d] i alle tilfælde, idet 5 her har en gammeldags eller dialektal klang. I ældre provinsiel eller dialektal læseudtale findes alm. d for 5, fx. i gode, baade osv. (jf. Brøndum-Nielsen.ST.187), hælvada (Feilb.1.588), den bre-de vej (Sandvad. Stauningmålet.(1931).88). I afledningsendelsen -de har vi nu d i Længde, Højde, hævde (tidligere også 5, se EJessen.Gram.55) og almindeligst i Bredde, Vidde (hvor 5 dog endnu forekommer, jf. DO.); usikkerhed råder m. h. t. morfemet -de i læseformer som ['saq5e: 'saqda] sagde, og på sa. måde: lagde, havde (jf. smst.). I rydde er 5 nu det almindelige, men d høres ikke sjældent såvel i provinsen som i Kbh.; sml. ['sida, 'seda] sidde i glkbh. m. m. (se DO.). Udlydende postvokalisk 5 kan i vulgærkøbenhavnsk i stærkt affektiv udtale få en stærk pustet, ]>agtig lyd (der skrives s), fx. Gus! Barn, Du staaer jo og bliver ganske vaas!" Fritzjiirgensen.2. Jf. Jesp.Fon.247 og ndf. side

63 5 som udlyd i svagtryksstavelse. Den udlydende konsonant i fx. gaaet, badet, Badet, Huset, stenet, tosset gengiver DO. ved [*], der skal betyde at udtalen enten er [d] eller [5] eller Q)]. De to første udtalers brugsområde er i det store og hele geografisk bestemt : [5] bruges i rigssprogstalen i Kbh. og på Sjælland, [d] (eller [t], se ovf. side 50) i rigssprogstale der har jysk-fynsk substrat. Forskellen er ikke særlig iørefaldende, og da [d] udtalen også høres ganske almindeligt hos jyskfødte københavnere, er denne udtale aldrig for menigmand blevet et tegn på provinsialisme - den bemærkes næppe. Udtalen er tilmed svær at lægge af, hvad der altså efter min mening heller ikke er nogen grund til. Som eksempler på jyder og fynboer der bevarer den (og identificerer den med rigssprogsnormen) kan nævnes HJUldall, der i A Danish Phonetic Reader.London lydskriver kastet : ['kasdat]. Anker Jensen har tilsyneladende ikke været opmærksom på forskellen, han angiver uden noget princip snart [t], snart [5] (det første fx. u. blisset, blommet, blottet, bugtet, buttet, bølget, det sidste under buet, buget, brusket, bøjet). Bredsdorff (fynbo) har overalt -t, fx. bonahusat (86), udarbæjdat (87), jærtat (87), mæjat (89)). Abrahamson etc. har 6 (44). Levin og CFBruun synes ikke at have omtalt forholdet. Brob.(M.26) har 5. Mærkelig er udtalelsen i VSO. VII.(1853) at t bliver blødere" i slutningen af stavelsen, hvor det hos Almuen i endeel Tilfælde (fx. i Participiet) næsten gaaer over til d; en Udtale, som dog den dannede og mere omhyggelige Talebrug i nyere Tider forkaster og undgaaer". Om fordelingen i dialekter se Kort. 129; om nørrejysk, der både har [t] og [5], se Thorsen.Nørrejysk Lydlære.(1886).69. Et nyt 5 i udlyd fremkom ved apokope af 3 i fortidsformer af verber; disse former bruges ikke i moderne rigstalesprog, undtagen (jf. side 42) undertiden i sammenhængende tale; de brugtes og bruges stadig ganske almindeligt i poetisk sprog, og rimer på best. subst. og perf. part.(og participialadjektiver) på -et. Udtalen er 5. I dialekter, og specielt i jysk, er tilsvarende former de normale fortidsformer og viser i nørrejysk udtale med 5 eller t. Rim som Blichers fundet ~ blunded (1920.V.110) kan altså betyde både 5 i begge tilfælde eller d i begge tilfælde (men vel snarest det sidste). HJUldall (i A Danish Phonetic Reader.London ) skelner mellem ['kasdadd] kastede, og: ['kasdat], kastet, hvad kun gælder for jyskpræget rigssprogstale. 61

64 Der er dog i kbh.-præget rigssprog i tre tilfælde nogen tendens til at bruge [d] i stedet for [d]: a) når stammen ender på-5, fx. [ bla-'qad ^Bladet, ['le-dad] ledet, ['so-dad] sodet, ['bud'ad] Buddet (det er bemærket af Sandfeld. S ikke i l.udg.52); radioavisens faste speaker, der ellers bruger -5, siger [bagiho-dad] Baghovedet olgn. Imidlertid er denne udtale langtfra enerådende i kbh. rigssprog, ikke så få (vist især fødte københavnere) benytter ikke denne dissimilation", men bevarer 5, fx. er noteret [ba'dad] eller omtrent [ba-5-] Badet, ['ro-dad] eller omtrent [ro-5-] rodet. Karl Mantzius 28/ : hun har [la-da5] mig høre... PDiderichsen. 18: ["ved'ab]. Veddet. b) når 5 ved tilføjelse af genitivs-s'et kommer i indlyd, fx. ['fla-'gads] Flagets, ['lan'ads] Landets osv. (bemærket af CCloos.Danske fonetiske Transskriptioner.(1892).5.8). Ej heller denne udtale er enerådende i kbh. rigssprog, ligeså ofte høres 5s : ['lan'ads] (ofte - også i andre tilfælde - med tendens til bortfald af 5: ['lan'as]), [onivbrsi'te'dafts] Universitetets, ['sgi-'bafts] Skibets. Denne sidste udtale bruges vist af de samme kredse som har b i det u. a) nævnte tilfælde. c) når ordet ender på flere tryksvage stavelser, fx. [mini'sde-riad] Ministeriet, [(oudi'to-'riad] Auditoriet ['læ-qamad] Legemet. Foruden de to udtaler [5] og [d] ([t]) angiver DO. efter Jespersen en tredje, nemlig Q)], en lyd som ellers ikke findes i dansk (og derfor ikke på DO.s fonetiske tavle; jf. dog side 60), men som er kendt fra engelsk; der skal if. Jespersen kunne høres ['sgi'baj)] Skibet olgn. Jespersens angivelse synes at gå tilbage til HSweet (108): In the Copenhagen pronunciation it [o : 5) is..so weak as to be often almost inaudible. The corresponding breath consonant also exists in the colloquial language: the t of the suffixed article, for instance, has this sound, huset being pronounced Huu; sath." Jeg tvivler om at et virkeligt (helt ustemt, pustet)j> kan høres, i hvert fald har jeg aldrig hørt det, og jeg tillader mig derfor at tro at det er det almindelige 5, som i udlyd foran pause i lighed med andre konsonanter (og vokaler) mister noget af sin stemthed og præges af det pust der kan fremkomme når der sker en afspænding af taleorganerne og mulig opstemt luft lukkes ud.*) At dette b af en englænder er blevet *) Altså ikke helt det samme fænomen som det stemmetab en stemt konsonant kan lide i udlyd af ord i sammenhængende tale. De to fænomener holdes 62

65 identificeret med hans hjemlige Q>] er forståeligt, mærkeligere er det at Jespersen - som det synes - har godtaget det. DO. følger også på dette punkt Jespersen, jeg mener altså at [ ] kun bør opfattes som dækkende udtalerne [5] og [d], men ikke J). Omvendt er det ikke i alle tilfælde at [d] er enerådende hos rigssprogstalende jyder; i ordet noget høres næsten aldrig [d], men altid [5]; Hoved altid med [5], og i det hele synes at gælde den regel at jysk rigssprogstale bruger eller foretrækker 5, hvor stammen ender på vokal: faaet, naaet, gaaet, staaet, roet, boet, gruet, gøet, biet, givet, leet osv. (jf. rim hos jyden Wadskiær som : har saaed ~ Huusgeraad.Wadsk.68; noget ~ Foged ib.151); at han ellers har sagt [d] og ikke [5] sandsynliggøres af rim som: Cammeret ~ det.ib.76). I Foged, fremmed, Herred, Hoved, Levned, Linned, Lærred, Maaned, Marked kender rigssprogsudtalen kun 5 (jf. skrivemåderne); [d] kan høres i nogle af ordene i provinsielt-præget rigssprog, men må nærmest karakteriseres som et dialektalt indslag i dette. Her opgiver DO. kun 5. Levin (jyde) har [d] i fremmed (Gr.1.15); EJessen (også jyskfødt, men temmelig sikker i sin rigssprogstale) har 5 i Maaned, fremmed (Tidskrift f. Philologi ); MFGBøgh (født i Kerteminde). Da. Retskrivningslære^ 1822).lOff. har t-lyd i alle ordene som i participierne. Ævred, der egl. hører herhen, behandles nu som et substantiv i best. f., med [5] i kbh., [d] i provinsiel rigssprogsudtale. I participier af enstavelsesverber på vokal findes i visse tilfælde en vekslen mellem former på [d] og former på [ad], fx. ['sne-w] : ['sne-'a5] sneet, ['bo-'i] : ['bo-'aft] boet, ['si-d] : ['si : a5] siet. Den første række former høres ofte i Kbh., og hermed kan jævnføres at københavneren Svend Grundtvig angiver grot, trot, lét, snét, sit, syt, tøt, nåt ved siden af groet osv., idet han selv hævder kun at kende former uden -a (se Dansk Retskrivnings-Ordbog Forord). I set, sket er formerne enerådende i rigssprog; hvor vi har både én- og tostavelsesformer i infinitiv, fx. ved bi(e), di(e), du(e) er kortformerne vistnok sjældnere. For at betegne udtalen med [d] i bestemt form og flertalsformen af disse participier finder man i ældre tid skriveformer med t, fx. ubeboete, tilgroete, viete, overstrøete, spaaete (se fx. Axel Sørensen ). I gaaet, faaet kendes (fra rigssprog) kun udtalen med -a5. sjældent ude fra hinanden, men HSweet har bemærket at All final consonants in Danish, unless already voiceless, become whispered". (angivne sted. 109). 63

66 g I en række tilfælde veksler g og q. Da g har sit særfelt i forlyd af ord og stavelser, hvor q ikke forekommer, kan vi ved en flytning af stavelses - grænsen få en vekslen mellem de to lyd: [diaq'no-so] : [dia'gno-sa] Diagnose. Da q har sit særfelt i udlyd efter lang vokal (undtagen i visse ord med langt æ) får vi en vekslen som [filolo'gi-] Filologi : [filo'lo-q] Filolog, [katalogi'se-rs] katalogisere : [kata'lo'q] Katalog, [ma'gisdsi] Magister : ['sdu-5 'ma-'q] stud. mag. I indlyd har vi i reglen q foran o i navne som Heger, Krieger, Kryger, Rager, Hegel, men g foran fuldvokal: Kollega (med flt. [ko'le-gaj] v. s. af [ko'le-qaj]). En undtagelse er stillingen foran afledningsendelsen -isk; her er der vaklen, men i hovedsagen ligger forholdene nu således: a) hvor de tilsvarende substantiver har g eller vekslen mellem g og q, beholdes g i adjektivet: ['ma-'gaj, ma-'qai] Mager : [ma'gi-] Magi : ['ma-'gisg] magisk; [lo'gi^] Logik : ['lo-'gis^] logisk; [ele'gi-] Elegi : [e'le-gisgj elegisk; [sdra'te-q] eller [sdra'te-^] (ikke i DO., men fx. hos Axel Sørensen som rim på Apotek) Strateg : [sdrate'gi-] Strategi : [sdra'te-gis^] strategisk. b) i andre tilfælde, og det gælder især adjektiverne på -(l)ogisk, foretrækkes nu q, fx. i pædagogisk, teologisk, generalogisk, geologisk, demagogisk osv. I nogle ord har rigssproget [g] i udlyd efter lang vokal (og i indlyd i bøjningsformer heraf), nemlig i ord med langt æ: Læg, en, Læg, et (Anlæg, Paalæg osv.), Skæg, Væg, Æg, et, og (vekslende med kortvokalisk udtale) Æg, en. I ord som er lidet brugte i rigssprog høres både q og g: Hæg, Flæg. Denne udtale angives også af Abrahamson etc. ( g næsten = k" ), og rigssprogets udtale svarer til den sjællandske. Den jyske udtale har i reglen q, og dette bevares som oftest i rigssprogstalende jyders sprog. Efter andre lange vokaler har rigssproget kun enkelte rester af samme forhold: I Kbh. høres alm. [ra? #] Rag (= Pjalt), medens [pla-g] en Plag, [plø- g] Pløk næsten kun høres i fagkredse (SvGrundtv. har de to sidste udtaler). Se iøvrigt Kort.104. APhS.VI.117 og CFBruun.II.41. Foran -s og -t med foregående kort vokal har vi vekslen mellem g : q og en ustemt spirant (palatal efter fortungevokal (af Jespersen skrevet c) og guttural efter bagtungevokal (af Jespersen skrevet j)). Af disse tre varianter høres et tydeligt q nu aldrig i kbh. rigssprog; udtaler 64

67 som [giq<i] Gigt, ['mæqdi] mægtig, [baqi] ['døqdi] dygtig, ['anseqj] Ansigt, hører hjemme i provinsielt rigssprog og er et af kendetegnene på dette (om end ikke særlig iørefaldende, jf. Levin.Gr.I.8.II.13.37). Af de to andre udtaler høres nu oftest [g], medens den ustemte spirant synes i stærk tilbagegang (høres næppe hos yngre mennesker). Andre eksempler: Digt, digte, rigtig, vigtig, forsigtig, agte, agter, Fagter, Fragt, Jagt, Pagt, Pragt, sagtens, Slagter, fordægtig, mægtig, smægte, Varetægt, Vægt, ægte, Bugt, fugtig, Lugt, Tugt, Frygt, flygte, Kløgt, røgte. Overgang q > g eller x får vi i flg. tilfælde: 1) hvor et langvokalisk ord på q er forkortet som 1. led af ssgr. hvis 2. led begynder med s: Bogstav, tidligere også i Bugspryd (CFBruun ); dvs. i tilfælde hvor der ingen tilknytning er mere til simpleksordet; ellers bevares q: ['baqjsdau'n] Bagstavn, ['baqjsvæ'r] Bagsværd (stednavn hvis 1. led knyttes til en ifa^, bagdel, som det fremgår af ordspil og vittigheder; den gi. kbh. udtale var ['bagsvæ-r] DF.X.117), [ liqjsde'w] Ligsten. 2) hvor et langvokalisk ord på -q i s-form indgår med forkortet vokal som 1. led af ssgr.: Rigsdag, Rigsdaler osv. (jf. Levin.Gr.1.31), tidligere Krigsmand, -minister osv. (CFBruun.II.43), (i disse tilfælde er g (q) nu ofte svundet i københavnsk rigstalesprog), Magstræde (DF.X.117); Farimagsgade høres altid af københavnere udtalt med g (jf. DF.X.117); københavnsk er også udtaler som [ slags bro*r] Slagsbroder. Denne spec. kbh. overgang findes kun i disse tilfælde (fx. ikke i Sagsanlæg, Dagsavis, Brugsforening). 3) hvor et ord på -q (ved orddannelse eller bøjning) får tilføjet et -t og får vokalforkortelse: sagt, ligt, rigt, sligt, lægt (af at læge), sygt, søgt, kogt. Fra københavnsk nævner Levin.Gr.1.8. klogt med [g], jf. u. Sygdom. Der er berøring med k i samme stillinger. DO. angiver samme udtale [agd] for Agt og Akt, hvad der er rigtigt, men varianterne er forskellige; for Agt [agd, aqd, axj] for Akt [agd og (vist nu sjældnere i kbh. rigssprog) axd]. I svagtryksstavelse foran -t kan g svinde i [au^o-'n] Auktion, [for\'jo-'n] Funktion, [por^te-ra] punktere, vulgært i [dir'tø'i] Direktør (jf. Dirtørerne. Lis Elkjær.F.246), Spetakel, (vulgært:) respetere. I en del af eksemplerne står g (k) i trekonsonantgruppe, og i dette tilfælde kan g (k) også svinde i stærktrykstavelse, fx. i Punktum, Mulkt, Sankt; ikke i alm. spr. i mør(k) t,fers(k) J.jf. glkbh. satens for sagtens (Allen ). 5 65

68 q, I en række tilfælde hører q især hjemme i en finere rigssprogsudtale og i rigssprog på provinsielt substrat, medens alm. kbh. rigssprog ikke udtaler q'et, der (ligesom 5) i reglen er en utydelig artikuleret lyd og vanskelig for mange københavnere at udtale tydeligt efter de nære (lukkede) vokaler*). Eftervokalisk svinder q i flg. tilfælde: a) efter de lukkede vokaler [i, y, u] samt [o] høres q normalt ikke eller er næsten ikke hørligt i alm. rigstalesprog: [ri-'] rig, ['pi*3] Pige, [sy-'] syg, ['sy-a] syge, [du-'] Dug, ['lu-a] luge (jf.levin.gr.1.38); med kort vokal: [-(l)i] ~(l)ig (i salig, yndig osv., Bolig, Fællig), [ru] Rug (jf.abrahamson etc.51), [tru] Trug. Jo mere litterære ordene bliver, jo mere holder q'et sig:*) 'hi-qa, svi-'q, my-'q, 'tryqla, bu-'q, hige, Svig, myg, trygle, ['sdi-a] stige, men alm. [be'sdi-'qa] bestige; ['ri-a] rige, i&ge, men alm. [be'ri-'qa] berige. I DO. er dette forhold ikke altid angivet på samme måde. I endelsen -(l)ig angives q aldrig, skønt q naturligvis kan udtales i højtidelig eller villet distinkt udtale. I andre tilfælde er q sat i parentes, og igen i andre er den q-løse form kaldt dagl. ell. lign. Som almindelig regel gælder, at udtalen uden q er den gængse i kbh. rigssprogstale ved ord der tilhører dagligsproget, og at et tydeligt udtalt q i disse tilfælde (fx. i sige, lige, Pige, Stige, stige, Krig, Skrig, ryge, stryge, fyge, Byg e > Vg> Uge, sluge, bruge, Dug, Brug) for dette sproglag lyder forfinet, affekteret eller provinsielt. Høysg.AG.120 har pie ion pige i daglig tale. Hos Bredsdorff bruger begge de talende personer q-løse former i suffixet -ig (daglia, højtidelia). Eksempler på svind af q foran 1, n : ['i-la] Igle, ['li-na] ligne (Bredsdorff. Prøve. 89 i B.s sprog: æftarlina), Figner, bugne, Kugle, Ugle, smugle, Prygl, prygle ( prygle gesprochen priile". Abrahamson etc.51). Jf. ogs. den i rigssprog forældede form drone for drukne. I enstavelsesordet Fugl udtales q ikke, selv i højtidelig tale. CFBruun. (11.43) angiver stumt q i Bugle, Kugle, Fugl, men udtalt langt q i Ugle, smugle og Igle; denne udtale er vistnok provinsiel. Eksempler efter o: [to-', slo-, dro-, jo-'] tog, slog, drog, jog, ['no-(a)n] nogen, (med sideformen [! nå-(a)n], hvorefter ['nå-ad] noget). I disse tilfælde 66 *) Dette hænger sammen med at [q]-lyden slet ikke forekommer i sjællandsk.

69 høres q ikke i almindeligt talesprog; i andre tilfælde (i hvilke tab af q ikke angives i DO.) kan q-løse udtaler høres af Katalog, Prolog, osv. b) efter de mere åbne vokaler: efter e, ce, ø, <2 får vi en vekslen med diftongiske former, se ndf. Hvor diftong ikke indtræder (efter lang vokal), udtales q normalt (fx. i Egetræ, Læge, Bøger, Taage), men hos de yngre i Kbh. er q meget svagt eller helt forsvundet. Om svind af q i nogen, noget udtalt med [å] se ovenfor. Efter a har vi kun svind af q i alm. talesprog i ordene [da? ] Dag, ( då for dåg i daglig tale". Høysg.AG.120), [ta(-)] tage (og antage, overtage osv., men: betage som regel med q), i formerne lagde, sagde (se side 57) samt i københavnsk dagligsprog i2.sammensætningsled foran- er: ['aime-'j] Amager, ['tromoisle-'j] Trommeslager, ['sgo me\i] Skomager og andre betegnelser på -slager (fx. Platten-, Blikkenslager) og -mager. Almindelig er denne udtale blevet i udtrykket hvad behager (se DO. u. behage). Efterkonsonantisk kan q svinde i forb. Ig og rg. I disse tilfælde høres q ikke eller kun meget svagt i alm. talesprog ved ord der tilhører dette (jf. JBaden.Gram. 2 20). I forb. Ig: Salg, Valg, Talg, Bælg, bælge, sælge, følge, dø/^tf (dølle), selvfølgelig, valgt(e) udtales ofte uden q, og i trekonsonantgruppe høres q næsten aldrig: gedulgt, fulgt(e), solgt(e), medens 7^, Helg, vælge, Bølge, forfølge, Helge har q, der også ofte kommer frem i indlyd af former til de ovennævnte enstavelsesord: Salget, Valget osv. (Wallet. Abrahamson etc.37). I disse tilfælde høres ikke sjældent i københavnsk en j-agtig lyd: ['helje] Helge (jf. Arnholtz. 19), ['væljs] vælge*), ['bølja] Bølge osv. I Galge er denne udtale gammel (se DO. og jf. Abrahamson etc.44). Axel Sørensen opfører under rim på -alje: Alge, Talge, på -elje: sælge, vælge, på -elj: Bælg, Svælg, Elg osv. I forb. rg: Asparges, Bjerg, Frederiksberg, Borg, Kalundborg osv.; Morgen, Borgerskab (ofte udtalt: [ l b(oi- Sga-, 6]), Sorg (Abrahamson etc.39: Sorr), sørge (for), forsørge, spørge, Jørgen (og også Kirurg) udtales ofte uden q, medens q næsten altid udtales i Færge (Levin.Gr.1.41 har Færren = Færgen), hærge, værge, Værge, sværge, Norge, Børge (udtalen [ bora] høres dog ofte i københavnsk), sørgelig og i tostavelsesformer af de nævnte enstavelsesord: Bjerge, Dværge, Sorger, Borge. Om alle tilfældene med Ig, rg gælder at udtalerne med q (i indlyd som i udlyd) er i stærk fremtrængen i soigneret talesprog. Hos yngre men- # ) Ved en forprøve i dansk ved Kbh.s Universitet hvor dette forekom i et stykke der skulde lydskrives, skrev næsten alle eksaminanderne: ['væljo]. 5* 67

70 nesker i Kbh. er q efter r udviklet til en urundet u-lyd, jf. [bjær'u]*) Bjerg. I enstavelsesord på -rg og -Ig fandtes tidligere i rigssproget sideformer med to stavelser og oprindelig alle med stød (jf. tilsvarende forhold med -rv, se under v.), fx. Bælle, Borre, Sorre, Bjerre = Bælg, itor^, Sorg, Bjerg, jf. Skolie (u. Skovl), Sorrig (u. Sorg) og arrig (overfor arg), karrig (overfor kar g). I almindeligt rigssprog bevaret i Skalle (en fisk), Tælle, foruden i sted- og personnavne (Bjerre, ord på -balle). Gammelkøbenhavnsk har ærke, Ærkelse for ærgre, Ærgrelse, der vel med tab af r svarer til dialektformerne ærkre, Ærkrelse (se DO.). I trekonsonantgruppe kan q svinde i moderne københavnsk udtale af ærgre, Ærgrelse, gurgle. I de tilfælde hvor q ikke er udsat for svind (o: ved de mere åbne vokaler) kan det gå over til at blive anden del af diftong, således at vi efter e, æ, ø får i-lyd, efter å (co) og a u-lyd eller måske snarere (med HJUldall i DSt ) et rundet q der bliver til en u-lignende lyd. Som eksempler på udviklingen efter e kan nævnes Beg, bleg, Leg, lege, pege, spege, Steg, stege, skreg, meget (i Dej, fej, sej har den diftongiske udtale fået udtryk i skriften). Om disse udtaler gælder, at q-udtalen nu er så højtidelig og gammeldags at den næsten kun bruges i oplæsning af digte, og selv der vil q-udtaler af ord som skreg, Steg, stege virke påfaldende. I andre ord som Eg, Neg, Neger, sneg, Regel, Læge, Kvægsølv høres på den anden side nu ikke diftongisk udtale, uden evt. i vulgært eller meget gammeldags sprog. Eg, Neg, Regel angives med diftong af CFBruun Levin.Gr.L32 nævner Ejetræ for Egetræ fra talesproget. Neg har udtalen [nai'j, dog ikke i højtideligt sprog, hedder det hos Abrahamson etc. (50), og Høysg.AG.106 siger: endskjønt det er en misbrug at sige ha for have, at leje for at lege etc., saa lader og lyder det dog vel at sige ha og leje etc., men noget ilde at sige have og lege etc. i samtaler. NB. hos dem, som ere vante at sige det første. Némlig sligt støder, fordi det synes affectéred, eftersom man nok kan forståae hver åndre i daglig tale, uden at være saa accuråt i et hvert ord. Dér imod vilde det lyde ilde og negligent, om nogen paa en Pr&dike-stol vilde sige en léj eller at leje i stéden for leg og lege: låaft for lovet; dej, mej, sej for dig, mig, sig." Med følgende konsonant findes nu næsten i alle tilfælde (uden for 68 # ) Former som disse har altså ikke samme oprindelse som de side 72 nævnte.

71 kontraherede former som ['eqns] v. s. af [ aina] til ['e-qan]) diftong: Egn, Degn, Blegn, Vegne, egne, Regn, regne, segne, tegne, Bregne osv., Snegl, Segl, Tegl, hegle. I ét tilfælde har vi under bøjningen vekslen mellem g-forbindelse (vekslende med q-forbindelse, se ovf.) og diftong: [ sdaia] stege: [sdegd(a)] stegt(e) (men glkbh.: stejt Flæsk. StormP ). Efter æ: nu kun diftong i ét tilfælde: [kvai] i en særlig betydning af Kvæg (se l.kvæg 2). I ældre tid har rigssproget eller i hvert fald kbh. alm. haft diftong, fx. i hæge, Væge, mægle (se DO. u. disse ord), Klæg, spæge (jf. Axel Sørensen), Læge (DF.X.117). Eksempler på forbindelsen med ø: om Løg, Spøg, spøge, Strøg, strøg, Spøgelse, Møg, Røg, røge, Smøg, Smøge, smøge, Øg, nøgen gælder at diftongisk udtale er den eneste anvendelige i almindeligt talesprog, men at nogle ved siden af har en langvokalisk form med q til finere brug (fx. i spøge, Spøg, Spøgelse, nøgen). I andre ord er det omvendt den diftongiske udtale der er så gammeldags eller vulgær at den nu praktisk taget i alm. sprog kun kan bruges spøgende: Besøg, Forsøg, Bøg, Bøger, Gøg, Høg, søge, Skøge, Køge, øge, Øgenavn, spøgefuld. Diftong var almindelig i glkbh., fx. i Bøger, Skøge (DF.X.117), Øgenavn. CFBruun har diftong i nøgen, Bøg, Bøger (11.42), Abrahamson etc. kender diftong i Besøg (ligeledes Levin.Gr.L32. jf. Allen.II.692), Bøger, Spøg ( ). JBaden.Gram nævner fra den gemeene Mands Tale" : Røj, Smøj, Bøjer, og Høysg.AG.120: spøjelse for spøgelse i daglig tale. Foran konsonant har vi nu kun diftongisk udtale: Gøgl, gøgle, Nøgle, Øgle, Løgn, Døgn, søgn, men JBaden.Gram. 2.20: Løgn bør ikke udtales Løjn, Døgn ikke Døjn". Jf. Skautrup.III I nogle menneskers tale har vi vekslen (som ovf. ved stege) under bøjningen: ['sbroia] spøge : [sbøgd(a)] spøgt(e). Om forbindelserne med a og å se u. Diftonger. V O G F I forlyd: I visse fremmedord kan v (efter tysk forbillede) udtales som/: St. Veitsdans, Valentin, tidligere i mange flere, således if. CFBruun.II.47 i Viol, (jf. Fiolstræde), violet, Violin, Violoncel, Vitriol, Vesperkost, Savoykaal. I dækket forlyd efter s kan f ) v, fx. i Sfinks, Sfære. I indlyd. Efter lang vokal har vi rent v: ['le-vo] osv., leve, osv. Her høres dog i almindeligt talesprog sædvanligt udtale med en u- eller 69

72 w-agtig lyd (se om denne side 33), fx. (groft lydskrevet): ['le-ua]. Den samme lyd har vi i lavere sprog svarende til et i finere tale udtalt b: ['sø-ua] søbe, ['ga-ua] gabe, ['rå-ua] raabe, ['sdau'l] Stabel. Her er en udtale med v næppe almindelig, om den overhovedet forekommer. DO. angiver fx. ['rå(-)v3] raabe, ['ræ-va] ræbe, men hermed menes den angivne udtale med u. I almindelighed holdes vistnok ['ga-va] Gave, [Uø-va] Løve, ['ta-va] Tave, [ dø-va] døve, ['ræ-va] Ræve, [ sgi-va] Skive, ude fra ['ga-ua] gabe, ['lø-ua] løbe, ['dø-ua] døbe, ['ta-ua] tabe, ['ræ-ua] røfo, ['sgi-ua] Skibe hos de mennesker der bruger de sidste former ved forskellen mellem u : v; de der bruger u i begge tilfælde skelner vistnok ofte (mener lektor frøken Fischer-Jørgensen) ved hjælp af kvantiteten: længere vokal foran oprindeligt v end foran oprindeligt b. I sjældne tilfælde får vi tilsvarende vekslen med q og dagligtales [u]: ['re(-)u9] rage (også i DO. betegnet ved v), der i reglen ikke falder sammen med ['re-va] rave. Om andre tilfælde hvor b og q realiseres u se side 50 og 68. Efter kort vokal har vi kun u: ['SCOUQ] sove, foran -n, -1, -r findes dog en (nu sjældnere) udtale med v fx. i stivne, Skrivning, levne, Evne, hævne (jf. Jesp.Fon.550), livlig, Tvivl, tvivle, ivrig (jf. CFBruun ). Foran -t: efter kort vokal har vi en almindelig overgang af v til f i tilfælde som: have : haft;stiv : stift;grov : groft; (nu sj. halft); i ældre københavnsk og vulgærsprog også i [re'sæfd] Recept, og i verber som love : lofte, loft (se DO. u. III. love), prøve : prøfte, prøft (se II.prøve. jf. også u. behøve) og i verber med b i stammen (svarende til den ovf. nævnte udtale med diftong): raave : raafte, raaft (se raabe i DO.), tave : tafte, taft (se tabe i DO.), køve : køfte, køft (se købe i DO.). Andre eksempler se u. stræbe, I.støbe, III. svøbe. Høysg. AG.122 angiver at kogt hedder koft i den københavnske udtale (formen der måtte være udviklet af kovt (jf. Kort. 116), kendes nu ikke; måske simpelthen en trykfejl for kokt). Efter lang vokal sker ingen ændring i almindeligt sprog: [la-v, la'u] lav : [la-'v^, la-ud] lavt, men i lidt gammeldags kbh. høres/: [la-fd] lavt, (se DF.X.117 og jf. Levin.Gr , der også har f i djærvt, sløvt), [bra? fd] bravt, [sgæ-fj] skævt, ofl. En overgang f ) v (o: u) (efter kort vokal) foran -t høres nu ikke i rigssprog. Hos JBaden.Gram nævnes fra den gemene Mands Udtale" Løvtet, Tovten, Hovten (for Løftet, Toften, Hoften). 70

73 I vulgært sprog er f assimileret i etter (fx. Allen ), hat for efter, haft (se DO., jf. UnivBl og Kort.65). I udlyd. Efter kort vokal har vi i reglen [u] som diftongkomponent: [som'] sov, [hau] Hav, [reu] Rev*) osv.; kun ved forkortelse af langvokaliske former kan høres [v] ved siden af [u]: [hav 'tag] hav Tak (CFBruun.II.45) ved siden af [hau], på lignende måde giv Tid, lev vel, grev Bonde; ligeledes i 1. led af sammensætninger: ['brevjkrørd] Brevkort, ved siden af ['breu k<ord]. Andre eksempler: Livbælte, Grevskab, tyvstjaalen, Løvhytte. Levin.Gr.1.10 siger at v hører hjemme i livlig, Livret, tillivs, hvor Udtalen med svagt v (o: u) maa henføres til Talesproget". Udtalen med [v] er en fin" udtale der ikke er meget udbredt nu (jf. CFBruun.II.45). Tidligere hørtes v også i kortvokaliske simple ord som Drev, Rev (smst. 46). Efter lang vokal er udtalen med [v] den finere, der især høres i Kbh., medens almindeligt talesprog har [u]: [ty'v] : [ty-'u] Tyv; [sgæ-v] : [sgæ-u] skæv osv., og v'et kan ofte vise tendens til ustemthed, så det i det nævnte finere kbh. sprog kan lyde omtrent som f: [la-f] lav, [si-'f] Siv, [a-f] af (jf. APhS.VI.112 og om ordets forskellige former: APhS.XII.48ff.), [bre-'f] Brev, men udtalen med f er i tilbagegang. Efter konsonant udtales v, når det ikke er stumt (se ndf.), som [v]: [er'v] Arv, [tcor'v] Torv, [ul'v] Ulv, men også her høres som ovenfor og i samme sproglag en f-lignende lyd: [er'f] Arv, [ul'f] Ulv osv. Som udtryk for Rosiflengius's affekterede tale i Holbergs Det lykkelige Skibbrud brugte Holger Gabrielsen i 1921 udtalen ['sølfjdå-sa] Sølvdaase. Endelig kan man også i disse tilfælde i daglig tale høre en svag u-lignende lyd, noget i retning af [tcor'u] Torv (jf. side 68). v kan svinde. Efter vokal sker dette i alm. talesprog efter u: Luv, stuve, forstuve; også fremmedord som Vesuv kan høres uden v. Efter de andre vokaler svinder v kun i særlige ord i nævnte sproglag: i ['ho-da] Hoved og i en række verber der ofte står i svagtryksstilling: [ga-] gav, [ble-] blev, ['bli-a] blive, ['ble-as] blevet, ['ha-da] havde (her høres v (o: diftong au) nu kun i gldgs. læsesprog), og vi kan få videreudvikling til enstavelses- *) Vekslende kvantitet under et ords bøjning kan således give vekslen mellem former med v og former med diftong: [hau] Hav : ['ha-va] Have. Almindeligt (nærmende sig til at blive det normale) er også: [lcou] Lov : ['lå-vs] Love. 71

74 former i: [gi-] give, ['gi-'r] giver, [bli] blive, ['bli-'9i] bliver (jf. Klør (vel fra forb. som Klør Knægt, ni) overfor Kløver), [ha(')] have (former som gi = give, ble = blev findes hos Abrahamson etc.46.47, jf. Levin.Gr. 1.39). En form som ['bli-va] blive, der i DO. kaldes kunstlet" og af Anker Jensen veraltet", er nu i fremtrængen, se herom side 45; bra for brav (se DO. og Levin.Gr.1.38) høres nu næppe mere (undtagen som spøgende efterligning af svensk). Efter r og 1 høres intet v i dagligsproget i ord som Kurv, Spurv, Skurv, Torv, Tørv, halv, Kalv, Gulv, tolv,»søfo, men derimod (efter r) i Ærøe, Farve*), farve, garve, harve, Marv, Tarv, tarvelig, djærv, Kærv, Skærv, fordærvet, Hverv og efter 1 i Ulv, Elv, kælve, elleve, skælve, hvælve, Salve (gldgs. ['salo]), Kørvel (gldgs. ['kor(9)l]). Der er, som det delvis fremgår af eksemplerne, stærkere tendens til at bevare v i indlyd end i udlyd. De mennesker der siger [sæl'] selv, siger i best. f. og flt.: ['sælva] selve, og mange bruger på lignende måde [gol] Gulv : ['golv9] Gulve, [hap] halv : ['halv9] halve, [kur', kor'] Kurv : [«kurv9, 'korv9] Kurve ofl. (jf. Ulla Albeck.Farlige Ord.(1942).7). Iøvrigt er en udtale med v overalt i alle ord med Iv, rv (i indlyd som i udlyd) i fremtrængen i soigneret talesprog. EJessen (Gram.67) udtaler at Gjenoptageisen af v (i ord som Gulv, Sølv) er kunstlet Skoleudtale". I ældre sprog havde vi til enstavelsesordene på -Iv og -rv sideformer på to stavelser (udviklet af former med snyltevokal foran v med bibeholdelse af stødet, se AaHans.S.114), fx. Kalle, Kurre, Skurre, Spurre, Torre, Tørre, Marre = Kalv, Kurv, Skurv, Spurv, Torv, Tørv, Marv. Sådanne former var alm. i ældre kbh., men høres næppe mere. De s. 68 nævnte udtaler [tor'u] Tørv olgn. kan minde om dem, men u er her næppe snyltevokal, snarere udviklet af v. Tostavelsesformer er stadig brugelige i dialekter. I Aftenp.1791.Nr.36 fortælles det at tørvebønderne råbte: Tørre! Tørre!" Se især DO. u. Spurv. v kan udvikles i hiat efter u og o, fx. i [bedu'vi'w], [peso'vb-'j], [u'vb-'jdi] Beduin, Pissoir, uartig**). Se også u. Konduite. De tilhører i rigssprog især barnesprog eller vulgærsprog eller er mer eller mindre forældede. Også [teve'lo'q],[teuo'lo'q] olgn. for Teolog (se DO.) hører herhen (særlig udvikling i svagtryksstavelse; når anden del af hiaten er i svag- *) If. Levin.Gr.1.40 hørtes på hans tid: Farren, Spurren, skurret = Farven, Spurven, skurvet i dannet Talesprog (jf. ndf.). ** Jf. Levin.Gr

75 tryksstavelse, er hiatkonsonanten meget svag, hvis den overhovedet findes, fx. i Due, gloende. PFJDahl. 15 siger at Duer høres næsten som duver. Se nærmere APhS.XII.266ff. j Foran rundet vokal kan j høres udtalt med runding, fx. (groft lydskrevet): [Iy6'j(9)n] Jørgen, ['fycolad] fjollet. Om ustemt j se side 80. I et par tilfælde kan j svinde: i formen [fe-r] ved siden af [fje'r] Fjer; førstnævnte form, der næppe tilstedes adgang til højere talesprog, synes nu stærkt på retur, så den (uden for jargonudtryk som have en fer på) allerede har et lidt gammeldags præg. I Dævel, Dælen (Djævel, Djævlen) har vi vulgære former, medens Sælland, sællandsk, Sællænder var alm. i ældre kbh. rigssprog; i alle de hidtil nævnte ord svarer formerne til dem vi finder i (nord)sjællandsk, se UnivBl I Mjød, hvor vi tidligere i rigssprog havde en udtale uden j (jf.: udtales (i daglig tale) mest Mød, Abrahamson etc.50), er j'et nu restitueret. I glkbh. og til dels endnu i vulgærkbh. mangler j foran bagtungevokal efter k, g: galdt ( = gjaldt; i DO. kaldt især dagl."), gorde, gort ( = gjorde, gjort; endnu vulgært), Kole (= Kjole), Skul (= Skjul) (se EJessen.Gram.53). Vekslen i tryksvag stilling mellem -b (i to stavelser) og ja (en stavelse) finder sted efter flg. hovedregler: efter foregående lang vokal bruges i reglen i, men også j kan høres, efter foregående kort vokal kun j; altså i9 i fx. Amelie, Evangeliet, Folie, Begonie, Injurie, Furie, Valkyrie, Arie, Kollegie, Ferie, Serie, Materie, Stadie, Radie, Subsidier, Vegetabilier, Spanien og j9 i Balje, Talje, Vidje, Midje, Vilje, Lilje, Linje, Britannien, Brynje, Smedje. Hvor kvantiteten af den foregående vokal veksler, får vi en tilsvarende veksel af i9/j9, fx. [kas, da'ni9 : ka'sdanqja] Kastanie, [ko, me'5i9] : ko 1 - meå'ja] Komedie. Lignende vekslen ved Ferie, Remedie (r), Tragedie, Familie, Historie, Cikorie, Olie ofl. I franske låneord veksler undertiden j og lj. Se herom nedenfor s. 81. I Billet høres nu kun udtale med 1. En videre udvikling har vi i rigssprog i Balle som sideform til Balje. I ældre rigssprog havde vi flere lignende tilfælde, se fx. DO. u. Lilje, Midje, Olie, Smedje, tredje. Om vekslen mellem J og sj se u. J, om j udviklet af q se u. q. Nyt j har vi fået i to tilfælde: 1 indskudt i visse ord efter f, p, s og t (foran alle vokaler undtagen i) for at virke lydmalende eller nedsættende, fx. i 73

76 Fjante, Fjols, Fjæs, Pjalt, pjaske, Pjus, Sjap, Sjat, sjokke, Tjavs, tjatte (se endvidere i DO. u. ordene med fj-, pj-, sj- og tj- samt APhS.IX.226). Her er de j-løse former nu helt fortrængt fra rigssprog (forsåvidt de har eksisteret, thi nydannelser synes i nogen udstrækning at have fundet sted). 2 udviklet i hiat efter i, y og e; ofte er hiatkonsonanten meget svag (bedst kommer den frem som forlyd i en stavelse med hovedeller bitryk: [re'jæl'] osv. reel, ['blyijan'*/] Blyant), og da forekomsten dels kan være af tilfældig art, dels hører hjemme i lavere sprog, angives den kun i forholdsvis få tilfælde i DO. Den høres ofte fx. i Bavian, Kaviar, Karriere, Foliant, Hyæne, Triumf, Kiosk, Viol, Materiel, variere, feriere, vikariere osv., Premiere, Lineal, Speciale, speciel, officiel, Materiale, Dumrian, Kristian, Kristiane, Asiat, Passiar, Ingeniør, Italiener, italiensk, og undertiden svinder så i'et: ['kav^vi] Kaviar, [ital'jæ-'nsg] italiensk osv. Hiatkonsonanten er svagest og flygtigst i svagtryksstavelsen, fx.: ['fe-- rijaj] Ferier, ['sba-'nijan] Spanien, ['radijus] Radius, [gym'na'sijom] Gymnasium, ['aija] eja osv. (jf. Levin.Gr.II.15); allersvagest, når den overhovedet forekommer, foran morfemet -a: ['aija] eje olgn. FPJDahl. 15 siger at svier, skyer høres næsten som: svijer, skyjer. I alle tilfældene fødes hiatkonsonanten af den første af de to sammenstødende vokaler og bestemmes kvalitativt af denne (jf. u. v), men i i visse tilfælde kan et i som sidste del af hiaten eller et j hvormed den følgende stavelse begynder, fremkalde et j eller i: [he'bre-'is^] > [he'brei'isg]*) og evt. (jf. ovf.) videre til [he'brei'ji's^] hebraisk; [ku'jo-n] ) [kui'jo-n] Kujon; [ma'jo-r] ) [mai'jo-r] Major. Andre ord hvori vi kan have samme udvikling: prosaisk, mosaisk (kun i ord på -aisk), Bajads, Fajance, Bojan, Tuja. Se videre APhS.XII.266ff. Indtil bekendtgørelse af 24/ skrev man officielt" gj og kj foran e, æ og 0 (jf. Skautrup ); denne skrivemåde repræsenterede dels en gammel forbindelse g + j, k + j (fx. i g jerne, gjælde, kjæbe, kjød) dels et palataliseret g, k (som endnu kendes fra dialekter); men de to fænomener må i rigssprog lydligt være faldet nogenlunde sammen eftersom palataliseringen og det oprindelige j (i de fleste ord) svinder samtidig. JBaden (Gram. 2 21) angiver: j høres ikke i mange Ord, fornemmelig efter k og g, som: Kjerlighed, skjenke, kjemper, forskjøde, Gjerning, Gjerrighed". Hos Abrahamson etc. siges det at j'et i disse ord ikke udtales i tale og sjælden i læsning og deklamation (46.48). Bredsdorff har j i gengivelse af det kultiverede sprog og i samtalen hos den der taler almin- 74 *) CFBruun.II.23 advarer mod en sådan udtale.

77 deligt hverdagssprog (gjældar, faarsgjæl, kjænali, gjøra), men ikke hos den københavnsk talende (gærna). Levin siger at disse såkaldt bløde Ganelyd" ikke findes i den sjellandsk-kjøbenhavnske Udtale - hvortil Skriftsproget overhovedet støtter sig" (Gr.1.12; se ogs. Gr.II.19ff). er ikke københavnsk, og nutildags sjælden hos de dannede stænder,.men høres, dog efter forskellige regler, hos dem hvis udtale er påvirket af localdialect" siger EJessen i Tidskrift f. Philologi.II.122. r Denne konsonant er som den artikuleres i moderne dansk rigssprog en meget uskarp og udflydende konsonant, den af alle konsonanterne i dansk der står vokalerne nærmest ( has a very vocalic effect everywhere (ret, tret, være, var, smorrebrod"). H.Sweet.109). Mest konsonantisk er lyden i ren og dækket forlyd (rage, brage, drage, rund, trind, frisk, Ros, osv.), men fejlhøringer af r + vokal og vokal + r, især i svagtryksstilling, er ikke sjældne: Ruin: Urin; Kirstine: Kristine; gardere: gradere (jf. APhS.VI.334). I alle andre tilfælde er r nu mere eller mindre vokalisk. DO. angiver ikke dette vokaliske r, der formodentlig er trængt stærkere frem siden DO. fastlagde sine udtaleregler, undtagen i den tryksvage stavelse -rer (i ord som Lærer, Grosserer)', kun sjældent findes angivet former som [væ-j] = være. Jesp.(MFon.85) gør opmærksom på, at et vokalisk r ofte forekommer mellem vokal og o (i ord som Karen) og udlydende eller mellem vokal og konsonant (i ord som Bord, bor, Korn, Taarn, farlig). På den anden side har man hævdet (PGrove. Det danske Udlyds-r, i DSt ff.; jf. HJUldalls kritik i DSt ) at almindeligt talesprog slet ikke har r i udlyd (af ord og stavelser), men at det oprindelige r enten blot ytrer sig som en sænkning af den foregående vokal, eller som et kort, vokalisk element af meget åben karakter (et sænket a ell. å), hvori den foregående vokal munder ud således at der fremkommer en slags diftong, fx. ikke blot [u'co] Ur, men også if. PGrove ['fi^ma] Firma. Der er ingen tvivl om at en udtale hvor r'artikulationen er så godt som uhørlig, er almindeligt forekommende, selv om en gengivelse af den ved en ren vokal nok er at gå lidt for vidt*), ligesom de hævdede to nye vokaler, det meget sænkede a og å, ikke altid kan holdes ude fra hinanden eller forekommer *) Man kunde måske sige at r'et i disse tilfælde er borte, men at den foregående vokal er præget (farvet) af den for r-lyden ejendommelige form af det bageste resonansrum (lektor Ole Olesen). 75

78 om hinanden i samme stillinger (Moder skal ifølge PGrove lyde [mo(')<*>], men [mo(-)b] høres også, jf. Moa som den almindelige gengivelse af barnesprogets udtale af Moder). Som helhed kan vel for almindeligt rigstalesprog fastlægges følgende linjer: intervokalisk, mellem vokal og konsonant og i udlyd er, bortset fra sprogudøvelse hvor man bestræber sig for at tale tydeligt (talersprog) eller i emfase*), r mer eller mindre vokalisk, men i forskellig grad i de forskellige stillinger. 1) mellem vokal og konsonant: her lyder r (i hvert fald hos de ældre) mest konsonantagtigt (bortset fra forlydsstillingen), men et vokalisk [i] er ligeså almindeligt eller almindeligere, altså [fe-'rd] eller [fe-ii] Fart, [ perta] eller ['peila] Perle, [o'rm] eller [o'jm] Orm osv. Hos de mennesker der bruger ustemt r (se herom ndf.) i ord som Bark, Birk, Harpe, Hjerte, Skærf, Morser, March er r-klangen særlig fremtrædende. Helt vokaliserede udtaler som ['dyrogo] dyrke, ['æedar] Ærter findes også. 2) mellem vokal og anden fuldvokal: lignende forhold som under 1): [^r'i] eller ['^i'i] arrig; sml. ['k^-rin] eller ['ke-iin] Karin overfor [fe-jn] eller ['ke-nj Karen; ligeledes [fo)(r), v/r, er\] eller [fo^rj'vti'eii] Forvirring, men alm. kun [fco(r), vu, 9] eller [fco(ryvi'co] forvirre. 3) mellem vokal og a: her høres næsten kun det vokaliske r eller en vokallignende lyd (der her, som hos PGrove, betegnes ved en vokal, skønt den efter min mening ikke helt kan identificeres med en sådan), fx. [bæ-j-] eller [bæ-o] bære, ['å-i-] eller [å-co] Aare, [bi3-i-] eller [fre-] bare [fi*j # ] eller [fi-(o] fire. 4) I udlyd; efter lang vokal: vokalisk i, eller et element der ligner et sænket v eller (o, eller (efter a) helt svind, fx. [fre-j] eller [b^-] bar, [pe-j] eller [pe-co] Per, [å-j] eller [å-'co] Aar, [ty'j] eller [ty'co] Tyr, [Ø-J] eller [ø-o] ør, Øer, osv. (PGrove regner også med bortfald efter langt <n, fx. [co'] = Aar, men en sådan udtale synes mig ikke almindelig; efter kort vokal: vokalisk J eller (efter a) svind, fx. [k^j] eller [ke] Kar, [bbj], Bær, [smoi] Smør, [fyj] Fyr(retræ), [toi'] Tørv, [taxi'] Torv osv. (PGrove har i alle tilfælde med kort vokal (undtagen efter a og å, hvor *) Jf. HJUldall i DSt Gælder dog ikke altid provinsielt rigssprog. I Aarhus høres fx. ja, jeg [go]! han er syg, han [B]! 76

79 han har svind) diftong", fx. [bbb] = Bær, [smoco] == Smør\ en sådan udtale forekommer mig usædvanlig). I svagtryksstavelses udlyd foran en stærktryksstavelse er r, især efter å- og a-lyde, særlig vanskeligt at opfatte, fx. efter å-lyd: [fco'bry-dai] Forbryder (jf. VI. for- i DO.) # ) osv., [prø'tiw] Portræt, [bco'mæsdai] Borgmester, [empco'te-ja] importere; andre eksempler er Geo(r)gine, Ko(r)poral; efter a: Ka(r)toffel, Ma(r)grethe, Ma(r)gariney Ma(r)skandisery ba(r)dusy Cha(r)lottey Ba(r)bery Ta(r)taryka(r)nøfieyfa(r)vely Ga(r)diny Ka(r)boly Ka(r)bid ofl. (jf. ChrMøll.RS.1.68); udtalen [po'grem 5 ] for Program skyldes dissimilation af de to r'forbindelser. I alle disse tilfælde har dagligtale intet r, men da vokalen foran er sænket, er den almindelige sprogbruger sig ikke dette bevidst. Som bekendt volder det børn stor vanskelighed ved skrivning at afgøre om der er r eller ej i disse tilfælde, og omvendte skrivemåder som Karteder for Kateder (jf. Hjortø.OS.15), Tarpet for Tapety Kvardrat for Kvadrat, Martros for Matros, Rarbarber for Rabarber (BerlTid. 10/ Aft.3.sp.2), Mardras for Madras findes ikke sjældent i skolestile. Da en sænket vokalkvalitet kan være tegn på et forhåndenværende eller svundet r, kan vi (ved omvendt skrivemåde) også i andre tilfælde, især hvor der finder en forlængelse sted, finde skrevet et r som ikke hører hjemme der: Kloark (jf. ChrMøll.RS.1.68), aarky ork olgn. for (en langvokalisk form af) oky tark\ for tak (især brugt som interj.); aary interj., er på lignende måde skriveform for aa(h) (anden forklaring i DO. u. III. aar). I stærktryksstavelse har svind af r foran konsonant og uden sænkning af foregående vokal i rigssprog kun fundet sted i ordet Karl (men ikke i mandsnavnet Karl)y jf. Kjolen overfor Kjortlen; vi har et sidestykke i de (gammel)københavnske former ['to-jvar^] Thorvald (jf. StormP.9.23), ['Jælas] Charles. Disse former peger hen på sjællandsk (som så mange andre fænomener i (opr.) vulgær- og gammelkøbenhavnsk), nordsjællandsk har (foruden Kai = Karl) falig (= farlig), natyligvis (= naturligvis), Pælle (= Perle), se UnivBl Svind af r foran s, der også er almindelig i dialekter (se Kort. 133 med eksempler som fas, aspas for Farsy Asparges, der ikke høres i rigssprog), findes i rigssprog kun i mer eller mindre vulgære ord og ordformer, se fx. u. I.-II.Børste, VII.børste (og jf. ISf.Børste, V.børste), *) Herved forklares at det tyske vonnoten er blevet til dansk (egl. skriftform) fornøden. 77

80 I.først, Kors, I.-II.Torsk, II.torsket, Tærsk, tærske, Lars, Værtshus. Tidligere fandtes den i dannet Talesprog" i ord som hassel (Barsel), kissebær (Kirsebær) (Levin.Gr.I.40.Allen.II.691). Som eksempel på simpel udtale nævner Heiberg Bøsen for Børsen (Pros.VIII.419). Helt for sig står v i gammelkøbenhavnsk Kaveline (fx. Fritz Jiirgensen.22 og Allen.II.691) for Karoline, men snarest har vi her ikke en direkte lydovergang, men en form der er gået over Kaoline, Kauline (med bortfald af r efter a) ) Kavo-, Kavuline, Kaveline. Sml. udtalen [geu'gi*na] for Georgine. Hvor vi har et ord med r i stammen som under bøjningen får yderligere et r tilføjet, vil de to to r-artikulationer falde sammen: ['læ-j] eller ['læ-13] = lære, Lærer, lærer, undertiden også Lærere, men denne sidste form holdes ofte ude fra de andre ved hjælp af længde: ['læu-] eller ['læ-e-]. På lignende måde ['føu] eller ['fø-(o] = føre, Fører, fører, men ['føu-] eller ['fø-ov] Førere. Heraf forklares almindelige skrivefejl i skolen som: eventyrerne, størrer(e), dyrerer, vårene osv. (for Eventyrene, større, dyrere, Varerne). Jf. formen Sejrinde (se DO.) for det ventede Sejrerinde. Med hensyn til stemthed : ustemthed gengiver DO. almindelig stemt r ved [r], ustemt ved [r], og vaklen mellem stemt og ustemt r ved [r]. DO. følger Jespersens analyser, og fordelingen af de to sidste udtaler er som følger: a) i ren forlyd findes kun [r]*); i dækket forlyd efter p, t, k og f angives altid [r]; forskellen mellem r'et i disse stillinger og efter b, d, g, der jo også er ustemte (jf.s.46), men ikke pustede som p, t, k, er imidlertid ringe og vanskelig at opfatte (man sammenligne udtalen Grave : Krave; drøje : Trøje; bræge : præge). I tilsvarende stilling inde i ord, i svagtryksstavelses forlyd, angiver DO. en vekslen mellem stemt og ustemt r efter \b, d, g\, fx. ['ka-brz\ kapre, ['ændro] entre, ['ar[grz] ankre. b) i indlyd i stærktryksstavelse mellem kort vokal og en ustemt konsonant angives [r], fx. ['sger&a] skærpe, ['vtjn/(a)n] Værten, ['sher^a] sparke, ['vbrfa] værfe, ['mørsar] Mørser, [hers#] harsk, [sg^rbd] skarpt, [mbrds] Marts, [merj] March, [a'kom/] Akkord', derimod angives almin- # ) Nyere undersøgelser har (ifølge lektor Fischer-Jørgensen) vist at r ofte er ustemt i forlyd. 78

81 deligt stemt r i svagtryksstavelse (fx. [kcor'sæj] Korset) og efter lang vokal (fx. i ['bå-nfo] borte). Hvordan forholdene har været i det lidt ældre rigssprog har vi ingen oplysninger om, men nu er det i hovedtrækkene således, at jyskfødte rigssprogstalende har dette ustemte r, medens rigssprogstalende der er født i Kbh. og på Fyn-Sjælland ikke har den i tostavelsesord (jf. Poul Andersen.349). Jesp. opstiller (Fon.312) flg. ordpar der tydeligt adskilles ved forskellen mellem stemt og ustemt r: Verden : Værten; myrde : Myrte; Korderne : Kortene; andre eksempler kunde tilføjes: Morder : Morter; Verber : værper; Hjorde : Hjorte. Dette gælder altså nu kun med det ovf. givne forbehold, men dog høres i kbh. rigssprog ikke altid sammenfald i disse tilfælde, idet ganske vist alle ordene har stemt r, men i forbindelser med oprindeligt d, b høres første stavelse ofte som længere end i de tilsvarende ord med oprindeligt t, p (det er vanskeligt at sige om det er r'et eller vokalen foran der er længere; jf. AMartinet PGrove i DSt og ndf. side 102). Inden for kbh. rigssprog er stemt r vistnok gennemført i tostavelsesord i alle lag, fx. i Marker, Marked, Martyr, aparte, skarpe, ærke-, Kirke, Kirsebær, Færdsel, Kursus, Fyrste, første, hurtig, Dorthe, derimod synes udtalen ofte at vakle mellem [r] og [r] i enstavelsesord Mark, barsk, Skurk, Birk, bort, haardt, kort, Kort, skarp, harsk, Torsk, Vers, March, Marts, Sirts, men stemt [r] synes i fremtrængen.*) Ved vokalforlængelse får vi i alle slags rigssprog stemt r, fx. i borte (Brob. i UnivBl angiver ustemt r i dette ord, men han har vel haft kort vokal), artig (hvor DO. heller ikke angiver ustemt r ved den kortvokaliske form), farte, Kerte, sortne, Sværte, sværte (se DO.). c) i udlyd efter lang vokal angives stemt r efter stødløs vokal: [fa-r] Far, [mo-r] Mor, men vekslen mellem ustemt og stemt r efter vokal med stød: [sdo-v] stor, [væ-v] vær\ Vejr, [ba-v] bar osv. Efter kort vokal angives samme vekslen: [ker] Kar, [bbr] Bær, [smor] Smør osv. Jesp. angiver at efter lang vokal er udtalen med vokaliseret r almindelig (MFon. 58); om den nuværende udtale af r i denne stilling se ovf. side 76. *) Det omvendte, at r foran de oprindelig stemte konsonanter bliver ustemt, findes også, fx. siger en speaker ved radioavisen i dag (1954) konsekvent ['vgrdan] for Verden, og EJessen (Gram.60) angiver samme udtale (og tilsvarende i færdig, forgaars) som bedervet kjøbenhavnsk Udtale". I dag er den sjælden i rigssprog (skal dog høres i Roskilde??). Jf. u. ærgre. 79

82 1, m, n5 (j) Foruden de almindelige stemte lyde [1, m, n, j] findes tilsvarende ustemte [1, m, n, c]. Efter ustemte konsonanter kan 1, m, n, j blive ustemte, men dels er der meget ofte vaklen mellem stemt og ustemt udtale, dels kan forskellen mellem de to slags udtaler virke så ringe at den ofte er vanskelig at opfatte. Med disse forbehold må DO.'s udtaleangivelser tages. Se s. 46. Efter s angives kun stemt 1, m, n i DO., der i det hele taget følger Jespersen (om forbindelsen sj, se ndf. u. J); efter f angives 1, n, j som stemte*) (m findes ikke i denne stilling); efter p, t, k angives ustemt j og (efter k og p) ustemt 1 og n (m findes heller ikke i disse stillinger). Efter p, t, k i indlyd skulde vi, hvor disse udtales [p, t, k], også have 1, n og c (m findes ikke), fx. ['sz'rkla] cirkle, ['mørkna] mørkne, [! matces] Matjes, men da den pustede udtale af p, t, k her nu er forholdsvis sjælden (se ovf. side 49), er ustemt 1, n det selvfølgelig også. DO. angiver i sådanne tilfælde som regel vaklen mellem stemt og ustemt udtale svarende til den pustede eller upustede udtale af foregående klusil, altså ['sir^/a], ['mørgns\. Samme vekslen mellem de stemte og ustemte lyde angives i udlyd ved [/, m, ri], ved nasalerne dog kun efter stød ([Br y m] Arm, [li-m] Lim, [sy-n] Syn, [sau'rø] Savn), ved 1 i alle tilfælde når lyden ikke er stødbærende (i stavelser med hoved- og bitryk, fx. [sa-7] Sal, [haq/7] Hagl, [øl] Øl**). Da nogen ustemthed eller pustethed jo præger alle konsonanter (og vokaler) i udlyd foran pause, men ikke når lydene forekommer i sammenhængende tale, er denne forskel mellem stemt og ustemt lyd i udlyd endnu mere flygtig og uvæsentlig end i de andre tilfælde. M. h. t. alle tilfældene under eet, kan det anbefales den alm. bruger af ordbogen at se bort fra de angivne nuancer. Foran en ustemt konsonant, fx. i Alter, Alperne, Hals, Falk, enten, Hilsen osv. regner DO. kun med stemt konsonant, selv om nogen ustemthed kan præge likvider og nasaler i disse omgivelser, dog ikke i kbh. rigssprog. EJessen regner det for bedervet kjøbenhavnsk Udtale" at første led af Omkreds lyder som i omgaas, første led af Tilstand som i Tilbud, og angiver at yndig, syndig lyder tilnærmelsesvis som ynti, synti" (Gram.60). Om vekslen mellem n og se u. r\; om j se s. 73. *) I virkeligheden kan de pågældende konsonanter ofte høres ustemte efter /så vel som efter s. **) Der bliver altså ikke brug for tegnet m i DO. 80

83 Iøvrigt er følgende at bemærke om /. Svind af 1 har vi kun i ord der oftest står i svagtryksstilling: [ve] vil, [te] til, [sga] skal og (med tab af hele stavelsen) [sgu], [ku] skulde, kunde, og disse former, der tilhører almindeligt talesprog, kan nu også høres når ordene står trykstærkt. I vulgærkbh. kan 1 svinde efter konsonant i blive (blev, blevet), ligeledes i svagtryksstilling (se DO.), og i trekonsonantgruppe i ord som Fødselsdag (jf. Føssesdag. Storm P. T. 53). I romanske låneord veksler 1 med lj i en række ord; i brillant, Brillant, Brillantine, brillere, Billard, Vanilje, Portefeuille, le, Medaille, Semulje, Feuilleton, Bouteille, Reveille, Bataille, Bataillon, Bouillon, Guillotine, Kotillon, Postillon, Taille er lj nu næsten enerådende. I andre høres både lj og 1: Bastillen, Kvadrille, Flotille, Kodille (oftest lj i disse ord), Manille, Spadille, Papillotter, Guerilla (-krig). I ord der tilhører bogsprog eller fagsprog bruges fransk(agtig) udtale med j: Fauteuil, Konseil, Nonpareille, Tirailleur. Vekslen mellem lj og j fx. i Mitrailleuse, raillere, Paillet. Tre slags udtaler (med j, jl og lj) findes ved Serail (se DO.) og (i forskellige betydninger af) Detail (se DO.). Se nærmere ChrMøll. RS. I. 14 ff. Forkortelse af stavelsesantallet, hvorved to 1-lyde falder sammen til én (haplologi), findes i daglig tale i former som ['fø-lsa] Følelse (jf. følesløs), [sæ! føh] selvfølgelig, [selu'i-5] Celluloid. En fra dialekter kendt overgang i\ > r\k (r\g) i udlyd (fx. i sprank, sprang) synes også at have eksisteret i ældre københavnsk (se E. Jessen i Tidskrift f. Philologi. II. 123). Derimod må den vulgære form [ror\(g)3 l ne-, r3] ruinere være en omdannelse. I franske låneord veksler undertiden r\ og n. I ord som Guvernante, vante, Guirlande høres nu næsten kun n, i Demimonde, Reprimande, Møw- Jre i reglen medens Remonte høres både med i\ og n. Gammeldags og spøgende er Telefon udtalt [tele'fcor^]. I svagtryksstavelse har vi lignende forhold: [n] nu almindeligst i mondæn, montere, Montør, Fontæne, Pincet, Financier, finansiel, [rj almindeligst i Chambriere, engagere, Enquete, Ponton, [m] høres i almindelig daglig tale oftest i Emballage, Empire, Rembours, Pompadour. Vekslen mellem enfinereudtales med [q] og en mere dagligdags med [n] findes i Ensilage, Entusiasme, Entreprenør, Entreprise. Se også u. sensibel i DO. Det omvendte, at [rj-udtalen betragtes som mindreværdig, har vi i Centimeter. 6 81

84 Medens endelsen -ent i de fleste ord udtales [-'ænv], fordi de er eller føles som latinske låneord, har vi i nogle fra fransk lånte eller af fransk udtale påvirkede ord en udtale [-'arj, ofte vekslende med [-'ænv] svarende til forskellige betydninger af ordet, se DO. u. Accent, Kompliment, Sortiment, Supplement, Transparent samt Moment. En vekslen mellem i\ og r\g har vi: 1 i fremmedord hvor i\ danner svagtryksstavelsens udlyd: [Jcor^g^e-'rjonglere, 2 i danske og fremmede ord foran -t: [poi\'(g)j] Punkt, [rai\'(g)d] rankt, [socr\(g)<f] Sankt, 3 i intetkønsformer som [laq'gi], [mar^gj], [tor(/gd] overfor: [lai\', marja, tor\'] lang, mange, tung. Udtalerne med g i disse sidste ord, der er bemærket af Levin. (Gr. II. 35), er ikke almindelige, men kan høres i oplæsning og retorisk stil; g-lyden, der kan være temmelig svagtlydende, er måske blot den sidste del af r\-lyden der har mistet sin nasalering. Foran bagtungekonsonant kan fortungenasalen n erstattes af bagtungenasalen i\; det sker dels i dagligtale som variantform i stærktryksstavelse, fx. Benklæder, Haandklæde, Haandgreb, undgaa, hengiven, henkaste, indgaa, Indkast, Risengrød (jf. Baggesens skrivemåde Risinggrød (se DO.). Samme form forøvrigt hos Leonora Christine i Jammersminde), dels som normaludtale i svagtryksstavelse, fx. i forstavelserne in-, kon- der foran bagtungekonsonanter får udtalen er\-, ko)i\-, fx. i Ingrediens, inkludere, konkret, konkurrere, konkurs (her er n-udtalen, forsåvidt den forekommer, en læseudtale). I vulgær københavnsk går en over til ei\, fx. i: [ei\'] ind, [eryii'a-'nar] Indianer, [erjtræ'se-ra] interessere (mange eks. hos StormP., fx. P ); også det er et sjællandsk dialekttræk, se UnivBl Kort.121. Uden sammenhæng hermed er udtalen [nor\, nårj nogen; den bruges ikke blot foran bagtungekonsonant (hvor den måske egl. hører hjemme), fx. i [noi\ 'kø-ar] nogen Køer, men også i andre stillinger, fx. [noi\ 'mænasgai] nogen Mennesker. Den kan høres i daglig tale, vist især i svagtryksstilling. En overgang qn ) rjn kan høres i ord som ['scorjnajpråsd] Sognepræst, [! lii\n3] ligne, [væl'siqna] velsigne, [varjn] Vagn, personnavn, ['ar^næs] Agnes, ['mar^nus] Magnus, ['sir\na] Signe, personnavn, og i svagtryksstilling fx. i [marijne-'d] Magnet, [aqjnetøa] Agnete. Fænomenet er allerede bemærket af Abrahamson etc. (49): ligne udtales i dagl. tale næsten som lingne. Jf. UnivBl Feilb.II.663. Brøndum-Nielsen.GG.II.109.sa.SF

85 s Denne fra engelsk (shall), tysk (Schade) og fransk (chat) kendte ustemte hvislelyd findes i sin danske afart, der i DO. (efter Jesp.) betegnes [J], i en række tilfælde vekslende med en forbindelse af to i dansk almindeligt forekommende lyde. Udenfor fremmedord, hvor den er almindelig, findes den if. Jesp. og DO. i danske ord (skrevet sj). En udtale med læberunding og tydelig hvislen må idag karakteriseres som teatralsk-retorisk i danske ord; det kan vel ved den alm. udtale være vanskeligt at afgøre om vi har én lyd (en særlig s-lyd) eller en dobbeltlyd (s + j), men normalt er der ingen hørlig forskel mellem arten af konsonantforbindelsen i Sjælen og Fjælen, Sjavs og Tjavs, sjaske og pjaske, men fonetisk ligger artikulationsstederne for s og j hinanden nærmere end for j og f, t, p. At en J-udtale tidligere var almindelig i hovedstaden er sikkert nok (se Bredsdorff. Prøve 82), og den er muligvis omkr blevet anset for fin. EJessen har iagttaget den i 1861 (Tidskrift f. Philologi.II.122), hvor han siger at han udtaler sj efter tegnene; kbhvnrne er yderst tilbojelige til mouilleret s" og i Gram.35 hedder det stærkere at J findes i simpel Hovedstadsudtale af Ord som Sjæl, sjelden, sjaske". Den almindelige udtale nu er altså s efterfulgt af et (i reglen ustemt) j, og denne udtale høres også almindeligst i fremmedord der tilhører dagligdags talesprog, fx. i Chance, Champignon, Chef, Chokolade, Jaket, jaloux, Jargon, Jasmin, Journalist, Shag, Check, Shorts, Schattering og (skrevet sj) i Sjal, sjakre, sjofel, Sjus ofl. Også i fra norsk lånte ord kan man høre [J], til dels vekslende med sj, fx. i Sjægte, Ski. I gammelkøbenhavnsk havde vi J for skj i ['Jo-rda] Skjorte, [JcoF] Skjold, [Ju7] Skjul (jf. EJessen.Gram.53 og Kort.87 og DO. under de pågældende ord). I nogle få ord varierer J og j; udtale med den første konsonant er den almindeligste i Projektil, Projektør, medens den er vulgær i [Jovi'a-'l] jovial (ChrMøll.RS.1.31). Vulgær er ligeledes J for g i gemytlig og i genial ([Jeni'a-7] efter [Je'ni-]) og for k i [cor'jæsdar] Orkester (se DO.); vulgær eller dialektisk er s for J i arrangere, marchere, menagere (minisere), logere, Logi, Passager, rangere, Branche ofl. (jf. ChrMøll.RS.I.56f). Falsk J eller sj, i stedet for s, har vi i vulgære former som Persjonale (for Personale), Sjatæng (for Satin), Gasjebind (for Gazebind) ofl. (se smst.), i Garnisjon (efter de mange ord på -ion), og i Sjosjalen, Sjosjalist osv., Sjersjant (Sergent) ved omdannelse af 1. stavelse efter anden. Ofte høres g for J i Bandagist, sjældent i andre 6* 83

86 tilfælde (Regissør, rangere. ChrIVløll.RS.1.31). Kombinationen ti kan i fremmedord realiseres på tre måder: 1 som [ti], [te], fx. i Artium, Otium, Nuntius. 2 som [J], [sj] og (undertiden, jf. flg. gruppe) [si], fx. Aktie, Patient og i endelsen -tion. 3 tidligere (efter tysk udtale) [tsi], [dsi] (fx. Natsion, Patsient, Artsium osv., se Høysg.AG.6. JBaden.Gram SBloch CFBruun.II.38f. VSO.VII.l(1853): udtales som ts og i daglig Tale som s". Herhen hører vel også udtalen [freda'redsia, -'redja] Fredericia. Jfr. den ældre teaterudtale af Preciosa som Pretsiosa (Heib.Pros.YIII.413). En del vakler nu mellem første og anden udtale, fx. Licentiat, Pretiosa, partiel, essentiel, potentiel, substantiel, Gratiale, Nas tur tie, Initial, Justitiarius, Gratie. Kombinationen -si- (-ci-) har ved siden af den bogstavrette udtale også en (i de fleste tilfælde almindeligere) udtale J eller sj, fx. ['a'sian, a-jan] Asien, [pasi'b-'i, pa'jvi] Passiar-, på samme måde: Excelsior, Gymnasium, Polynesien, Specie, Speciale, speciel, provinsiel, officiel, preciøs, Fysiolog; i -sion høres som regel kun J eller sj: Mission, Session, Passion osv. I en del låneord er J eller den hertil svarende stemte lyd blevet udskiftet med konsonantforbindelsen sk (muligvis til dels allerede i nedertysk, når vi har fået ordet derigennem) således i forlyd: Skose (fr. chose), Sky (fr. jus), Skema, Skak og i Skalotløg, geskæftig ved siden af Chalotløg, geschåftig. I andre tilfælde tilhører sk-formerne lavere talesprog, fx. i Skatol, skalu (for Chatol, jaloux); i dialekter og i ældre rigssprog findes flere tilfælde, se fx. DO. u. Chaise, Champagne, Charlatan, Jasmin, Manchet, II. Skanse,*) jf. u. Sergent. Om hele forholdet se ChrMøll.RS. I.49ff. og Skautrup.III I indlyd og udlyd kun vulgært eller forældet: Gullask (StormP. Det er ikke mig! (1920).34. Se også DO.), Drosche, Galosche, Gamache, Niche (se disse ord). Iøvrigt er i indlyd mellem vokaler de nævnte fremmede lyd [J ell. 3] repræsenteret af [J] eller (i ord, der bruges i daglig tale) [sj], fx. Massage, Fromage, Gage, Loge, Gamache, Manege, Broche, Etage, Galoche, Kaleche, Niche, Garage, Menage. DO. angiver kun J. I vulgærsprog (som i dialekter) har vi en overgang til s, fx. [fu'sda-sa] Fustage, jf. Plamase. I udlyd findes [J] i hjemlige lydord som [atj] atsch, [h(y)f] hys, [ij] isch, *) I begyndelsen af 1800-tallet kunde Chikane udtales Skikane (se Skilderiet nr. 59). 84

87 [uf] uschy og dette er vel grunden til at vi i fremmedordene vistnok altid har J i denne stilling, også når de tilhører dagligsproget, fx. March, Gullasch, Douchey Touche, men [J] kan i vulgært eller dialektalt sprog erstattes med [s] (se DO. u. Gullasch, March, Punch, ratsch; jf. II.Æos overfor Bursch). h Denne konsonant hører til i forlyd, og når den kommer i en intervokalisk stilling, især i svagtryksstavelse eller -stilling, ([fine(h)an 'krom', te(h)an! gi^] fra han kom, til han gik; [ta 'mæ(h)am] tag med haml) eller i forlyd af 2. sammensætningsled hvis tryk afsvækkes når første led ender på s (fx. i Værtshus), bliver den utydelig eller svinder helt i almindelig daglig tale. Se nærmere Jesp.MFon.64f. Baden giver flg. eksempel på vulgær tale: Æ - æ - saa'n Røi i 'Uset, d. e. her er saadan en Røg i Huset" (JBaden.Gram 2 20), og FPJDahl.12 nævner som talesprogsformer: Hussaaller, halvsukke for Husholder, halshugge. Hvor et enstavelsesord ved råben olgn. får totoppet akcent kan der fremkomme et nyt h: [iknu-'hu'q] Knud. Ortografisk bruges h i udlyd i interjektioner til at betegne længde eller stærkt pust: aah! ih! uh! naah! saah! fyh/*) *) Ved ekspressive ord findes ofte former med og uden h : ha : ah; hu : uh; husch : usch; hovsa : ovsa osv. Dette i forbindelse med en tendens til konsonantisk begyndelse ved udtaler med stærkt dynamisk tryk kan vel forklare tilkomsten af h i hamper (se DO.), sml. også det spøgende Hekstrabladet (Brøndum-Nielsen. GG.II.282), der kan stamme fra de råbende bladsælgere. 85

88 Kapitel II A. Vokalkvantitet:*) KVANTITET I enstavelsesord, -former (herunder også enstavelsesord som del af sammensætning). 1) i udlyd har vi altid lang vokal undtagen i flg. tilfælde: a) i en række småord" der ofte står tryksvagt: vi, I, de, du, nu, saa, da, jo (adv.); her var lang vokal almindelig endnu i begyndelsen af ordbogens tidsrum, for ordet da's vedkommende endnu i begyndelsen af 19. årh. (se nærmere APhS. VI Fodnote); til gruppen hørte også hvi, der har kort vokal hos Høysgaard (se DO.) og hos FPJDahl.32 (den nuværende langvokaliske udtale er kunstig). En syntaktisk bestemt vekslen mellem kort og lang vokal har vi i præpositionerne: af, fra, i, paa. b) ved bortfald af konsonant (evt. i forb. m. flg. s): Ru(g), Tru(g) (jf. side 66); især i ord der ofte står tryksvagt i sætningen, fx. af kortvokaliske ord: ska(l), ka(n), (h)va(d), sku(lde), ku(nde), a(t), a(d), de(t); af langvokaliske: ta(ge), ha (ve) (med vekslende kvantitet, se DO.). Jf. hvaba (for hvadbehager). c) i interjektioner og ekspressive ord, for en stor del dog vekslende med lang, ja overlang kvantitet efter stemning og emfase: ja, ha, hi, hu, sgu, fy, naa, tju. Mængden af kvantitative varianter er ikke udtømt og de tonale (se ndf. side 123) ikke angivet i DO. Hertil slutter sig tralleord: tra la la, bi ba bu, do re mi fa, jf. Dada olgn. d) i fremmedord, næsten kun af fransk oprindelse (da flerstavelsesord fra fransk i dansk har hovedtryk på sidste stavelse bliver der ingen forskel på behandlingen af disse flerstavelsesord m. h. t. kvantitet (og stød), og de medtages derfor også her), fx. Eclat, Bourgeois, Hachis, Sortie, Petit, Buffet, Turné, Succes, Entré, apropos, Cadeau, Clou, Interview (lang vokal kan dog høres, se DO.), partout, Debut, 86 *) Se nu Eli Fischer-Jørgensen i Nord. Tidsskr. for Tale og Stemme

89 Vue, Portemonnaie, Nevø, Monsieur, adjø. I en del af de ord som bruges i daglig tale - men ikke i så mange som man kunne have ventet - har vi fået lang vokal (og stød), fx. i Kupé, Kafé, Komité, Frikassé, Chaussé, og (vekslende med kort vokal) Ragout, jaloux og Filet, Gelé (hvor kort vokal dog stadig er almindeligst); i er den langvokaliske udtale i stærk fremgang. 2) i indlyd foran enkeltkonsonant. a) foran er der i københavnsk talesprog (måske under indflydelse af nordsjællandsk) en stærk tendens til forkortelse af de lange vokaler, fx. [tid', vid', ly5', ud', ned', bed', sbæ5', æd', sgø5, sdød, død', rød'] Tid, hvid, Lyd, ud, ned, bed, spæd, æd, Skød, Stød, død, Død, rød; dog gælder det ikke de mere åbne bagtungevokaler, fx. i alm. ikke forkortelse i Rod, Mod, Blod, kaad, vaad, Raad, flad, sad, gad. Også ordet Nød (I.) har i kbh. lang vokal. Den nævnte forkortelse anses ofte for mindre pæn", og der advares mod den ( det bør ikke hedde: sødd, blødd, Brødd". Ulla Albeck. Farlige Ord.(1942).8); i to af tilfældene (Stød og Skød) er forkortelsen (med stødtab) så udbredt at formerne bruges af københavnere af alle lag. Også almindelige fremmedord rammes af forkortelsestendensen: gravid, stupid. Tendensen til forkortelse af vokalen i denne stilling er gammel i rigssprog og er gennemført i en del af ordene. PJernd. regnede kortvokaliske (stødløse) former af Spyd, Skød, Skrud, Kvad for forkert udtale, som han (ganske sikkert med urette) førte tilbage til en udtale brugt på Kgl. Teater (se TL.6f.). Om udviklingen indenfor ordbogens tidsrum se APhS.VI.103ff. M. h. t. de gamle ikke-forlængede korte vokaler angiver EJessen. Gram.72 at lang vokal kan forekomme i Stad, Fad, Rad, glad, Øjemed; bortset fra det sidste ord kendes en sådan udtale nu ikke i rigssprog. b) foran -q. Her er der i rigssprog en tendens til forlængelse af vokalen (undtagen hvor der dannes diftong, se side 31ff.); i vor tid er det især a og o der forlænges; ved a er den (uden for gldgs. samt lavere sprog, jargon olgn.) trængt igennem, fx. i Fag, Flag, Knag, Plag, Slag, Lag, Tag, Drag (u. Aandedragfindesi DO. kun udtalen: [-dreq], u. Drag: [dra-'q også dreq], og lignende u. Anslag, Bidrag, Forlag osv.); ligeledes ved [å] i ordene Tog og Laag, medens man vistnok kun i finere kbh. hører langt [å] i Drog, Fjog, Snefog, Skrog. Den forlængelse der har fundet sted i de nævnte enstavelsesformer 87

90 er af ganske ny dato: E Jessen. Gram.72 har kort vokal i Slag, Flag, Tag, ZJrø^, Lag, vekslen mellem lang og kort vokal i Sprog, To^. I andre ord (som fx. Ztø^) er forlængelsen af ældre dato, se APhS.VI. 106ff.ll9. I Rug, Trug, der normalt har kort vokal, høres i kbh. også lang vokal med stød, især ved bortfald af q: [ru-, tru-]. c) Foran -p, Ordene falder i to grupper: 1) en gruppe med lang vokal ved hvilken vi - bortset fra sene låneord, lærde og litterære ord samt proprier: Drab, Mikroskop osv., Isotop osv., Glob, personnavn - i lavere talesprog eller i dialekter har sideformer med diftong: fx. [sgi-b : sgiu] Skib (se ovf. side 33). Hertil hører: Flab, Skab (I-II.), -skab, Gab, Stab, Næb, Ræb, Slæb, Hob, dyb, Dyb, Kryb, Kneb, Reb, Begreb, løb, Løb, Køb osv. 2) en gruppe ord med kort vokal og uden sideformer med diftong, fx.: Hib, Grib, Pip, Snib, Flip, Fip, Næsetip, Stub, Trup, Klub, Lup, Kup, Skub, -trup (i stednavne), svup, Kop, Prop, Top, Snob, Lab, Klap, (om) Kap, slap, Knap, Sjap, Tap, Kæp ofl. Ved ord hvis udtale man ikke kender, er man vildfarende. Fx. høres stednavnet Strib som [sdri? &] (det sædvanlige) og (sjældnere) som [sdri&]; stereotyp høres af ukyndige udtalt med lang vokal. Sml. typisk udtalt med lang vokal og stød ( vulg. og undertiden dagl." DO.). Om den forskydning der er sket i de sidste år, se APhS.VI.116f. d) Foran -t, -d. I alm. hjemlige ord har vi kort vokal: Hat, fat, Kat, dit, Kit, tit (lang vokal endnu i 19. årh.'s første halvdel), Fedt, Net, Sæt, tæt, Pyt, Smut, Snut, Gut, støt, Pot, Undersaat; vi får forkortet vokal i bøjningsformer med -t: fladt, nyt, frit, raat, dødt, sødt, hvidt, hedt, solidt, bidt, lidt, part., mødt, lydt, et osv. til de langvokaliske: flad, ny, fri, raa, død, sød, hvid, hed, solid, bide, lide, møde, lyde, en. I mange af disse tilfælde er forkortelsen opstået i de sidste par hundrede år (se nærmere APhS.VI. 114f.)*). I andre tilfælde bevares lang vokal i disse bøjningsformer: kådt, ladt, spædt, ledt, uskadt (i dette ord høres også kort vokal) ofl. former, der dog som regel er mindre brugte i alm. talesprog, fremmedordene (jf. ndf.) nitidt, stupidt, frigidt; lang vokal er gennemført i part. 88 *) engelsk heat udtales i danske sportskredse med kort vokal [hæd].

91 som ledt, bedt, se*, beredt, nødt, født, ofl.; vaklen i smfr (hvor lang vokal kan høres som adj.: jeg er så svedt). I øvrigt findes lang vokal kun i fremmedord (hvor vi dog også har mange tilfælde med kort vokal): Stat, Advokat, Fabrikat osv., privat, delikat osv., Bet, Planet, Karet osv., Geodæt osv., Idiot, Depot osv. (ved de mest lukkede vokaler: i, y, u synes kort kvalitet at være enerådende: Israelit osv., Musvit (tidligere lang vokal), Troglodyt osv., Attribut osv., dog nogen vaklen i Habengut). Ligeledes lang vokal i ord optaget fra ældre sprog eller andre skandinaviske sprog: ofring, ivo, fiskegarn. Hertil hører vel Stø med lang vokal (overfor kort vokal i Sotteseng); i Æt er kvantiteten vaklende. I vulgærkøbenhavnsk er der tendens til forlængelse af de mest åbne vokaler (a og å): [fl(o-d] flot, [gco-d] godt. e) Foran -k, -g. Vi har overalt i hjemlige ord og i mange fremmedord kort vokal (fx. i Pig, Gig, Frederik, Blik, Blæk, Myg, Byg, tyk, styg, tryg, Ryg, Fnug, Dug, Glug, smuk, Huk, nok, Lak, Pak, Stak, Tak, Rak) undtagen ved æ: Skæg, Væg, Læg, en, et, (Tz7-, Udlæg, osv.), II. Æ^, medens I.Æ^ endnu undertiden høres med kort vokal (jf. også u. I.Hæg); Præk følger som alle verbalsubstantiver af denne type den tostavelses verbalform m. h. t. kvantitet. Desuden lang vokal i Brøk; Pløk, Plag har i fagsprog lang vokal, Pløk ellers kort vokal; ordet Rag, pjalt, har i kbh. lang vokal, Kloak har (ved siden af den nu alm. kortvokaliske udtale) en finere, til dels gldgs. udtale med lang vokal og stød. Om udtalen [te*g] olgn. se side 30 og 109. Om udviklingen siden ca se APhS.VI ff. I fremmedord træffes lang vokal især i ord med e: Kopek, Bibliotek osv. f) foran -/. Kort vokal er det normale: Fif, Grif, Bif (= Biograf), Hieroglyf osv., Kuf, Ruf, Relief, Bøf, paf, Giraf osv., men lang vokal i -graf (Typograf osv.), Seraf osv. og Chef. g) foran -v. Lang vokal er her det sædvanlige ved siden af diftongiske former med kort eller lang første komponent (se side 33). Kortdiftongiske 89

92 former er dog enerådende ved o (Bov, Skov, Plov, Lov, Rov, Hov, Klov sov; kun grov kan nu i finere sprog høres med lang vokal), i en del af ordene med a (Hav, Trav, Rav, Nav) og i ord der hører hjemme i talesprog (alene) (Røv, drøv). I ordet syv, der normalt har kort diftong, kan i Kbh. høres lang vokal: [sy'u] (eksempel: Arnholtz.81. Sa. udtale hos Abrahamson etc. (54)). I en del af ordene med a (fx. Sav, Grav) har kort vokal holdt sig i rigssprog til op imod vor tid (APhS.VI.113). h) foran -s har vi ved alle vokaler både lange og korte kvantiteter, fx.: Lang vokal i Dis, Avis, Ris, kort i Mis, Blis, Lakrids. Lang vokal i Lys, lys, Dionys, kort i nys, Kryds, Plyds. Lang vokal i: Hus, Mus, Rus, Lus, kort i: dus, Struds, Smuds. Lang vokal i: Kreds, Snes, Dres, personnavn, kort i: tres, tilfreds, hvis, vis. Lang vokal i: Døs, frøs, gøs, Pøs, Tøs, nervøs, en Søs (Vand), kort i: Kys, Drys, til Søs. Lang vokal i: Mos, en, Ros, Lods; kort i: Mos, et, Gods, hos. Lang vokal i: Baas, Gaas, Praas, Vaas, Maas, kort (o: [<o]) i: Fos, Ros, et, Los, trods. Lang vokal i: hæs, Fjæs, Kræs, kort i: Hæs, Læs, Græs, Næs. Lang vokal i: Bras, Has, Stads, Spas, Disputa(t)s osv., Sejlads osv., kort i: Bas, Das, Gas, krads, Mads, Pas, Glas, Madras, Palads osv. En del af de kortvokaliske former er opstået ved forkortelse (se APhS.VI. 119ff.), til dels i meget sen tid (gi.-kbh. har endnu lang vokal i: få Nys om, se DF.X.114). i) foran -m har vi, undtagen ved i (Lim, Rim, Kim, Slim) og i fremmedord (fx. Diadem, anonym, Kræm, infam, monogam osv.), kun kort vokal: Lem, slem, dem, fem, hvem, Rem, Em, nem; øm, Drøm, Søm; stum, dum, Rum, grum, krum, Skum; Dom, from, Flom, Rom, tom, Vom; Dram, Kam, klam, Lam, Ham, ham, Pram, ram, tam. I de tilfælde hvor vokalen oprindelig har været lang, er forkortelsen i disse tilfælde (undtagen ved i) indtrådt tidligt i glda.; i forlyd synes længden at have holdt sig længe eller en senere forlængelse at være indtrådt i ordene Em og øm, i begge ordene senere i rigsspr. ophævet ved en ny forkortelse (CFBruun.II. 13 angiver lang vokal i Em, men hans kvantitet er [æ], hvad der viser tilbage til ældre kort vokal). 90

93 j) foran -n. Ordene med [ø], [o] findes kun med kort vokal (skøn, Skøn, Røn, køn, 2?ø/7, Lø/z osv.; asjw*/, tynd, Dynd, Fynd), ordene med [y] har alle lang vokal Bryn, Gryn, Lyn osv.). De andre vokaler optræder både som lange og korte, fx.: Langt i i Vin, Lin, Svin, min, din, kort i i Trin (der dog i kbh. kan høres med lang vokal, jf. ndf. side 101). Langt e i Ben, Gren, ren, Sten, kort e i blind, ind, Vind, Skind, Skin, Tin. Langt ce i pæn, væn, mondæn osv., kort æ i Ven, den, hen, Mænd, men, Svend. Langt u i Dun (der dog i kbh. kan høres med kort vokal), lun, brun, Basun osv., kort u i Hund, hun, Pund. Langt o i Kujon, Person, -tion osv., kort o i Mund, sund, kun, Stund. Langt å i Haan, Laan, kort å (o: co) i Aand, Baand, Haand, Vaand; Spaan har både lang og kort vokal (se DO.). Langt a i Ran, Plan, Kran, Fasan osv., kort a i And, Land, Brand, Rand, han, Tran, Tyran. Begge kvantiteter i Gran. Jf. APhS.VI. 122ff. k) foran har vi kun kort vokal (dog kan et engelsk låneord som Tanks høres med lang vokal). 1) foran -/. Alle vokaler optræder såvel lange som korte, fx.: Langt i i Pil, Stil, Fil, Bil, Profil osv., kort i i mild, Sild, vild, Ild. Langt e i hel, Del, Mel, Kanel, Panel osv., kort e i vil, til, Spil. Langt æ i Hæl, Fjæl, fæl, Sæl, Sjæl, Pæl, kort ce i Held, Fjeld, Gæld, Skel, Skæl, ihjel; Makrel har kun i glds. sprog lang vokal. Langt y i Hyl, Syl, Prygl, Krapyl osv., kort y i Hyld, Byld, Skyld, Fyld, Idyl osv. Langt ø i Køl, Pøl, Spøl, Brøl, kort ø i Føl, Øl, Møl Langt u i gul, hul, Jul, Fugl, Hjul, Sul, Pendul osv., kort u i fuld, Guld, huld, Muld, Smuld, Uld. Langt o i Ol, Sol, Stol, Reol, frivol osv., kort o i Hul, Nul, Kul. Langt å i Baal, Kaal, Skaal, Maal, Naal, kort å i (o: [co]) Told, gold, Knold, kold, Skjold, Trold, Vold. Langt a i Dal, gal, sval, stjal, Hval, Gemal, Kanal osv., kort a i Hal, al, smal, Bal, Skjald, Skal, Metal osv. 91

94 I en del af de langvokaliske ord er forlængelsen af nyere dato (se APhS.VI.124ff.). Kun i nogle få ord findes udtale med både kort og (i alm. rigssprog) lang vokal, således i Fjæl, Saal. I fremmedordsadjektiverne på -el, der har kort vokal, høres i vulgærsprog langvokalisk udtale, fx. i ideel, officiel, reel, speciel, triviel (jf. ChrMøll.RS.1.82). m) foran -r. Her findes både lange og korte vokaler, de første er dog i flertal, fx.: Langt i i Spir, Svir, Papir osv., kort i i Ir, Klir. Langt e i Fjer, Ler, Per, Barber osv., kort e findes næppe, undtagen som variant til i. Langt æ i Hær, Stær, Kær, kær, sær, nær, her, der, hver, kort æ i Bær, er, jer. Langt y i Dyr, dyr, Fyr (II. III.), Tyr, kort jy i Fyr (I.). Langt ø i Bør, Stør, dør. Langt 6 i Dør, Rør, tør, før, kort o i Hør, Smør, tør, præs. Langt u i Ur, sur, Bur, Mur, kort u (vekslende med o) i Pur, Snur, Knur. Langt ø i Ord, Bor, Bord, Fjor, Fjord osv., kort ø findes næppe, undtagen som variant til kort u. Langt å i Aar, Gaard, Haar, Laar, Kaar osv., kort å ((o) i vor, for. Langt a i bar, klar, rar, snar, Ar (I), Svar, Nar, Spar, Husar osv., kort a i Par, Kar, var. Tendensen til forlængelse af gammel kort vokal har været tydelig gennem de foregående århundreder, i ordbogens tidsrum har bl. a. følgende ord fået lang vokal Vaar (III), Nar (jf. ndf. 102), Svar, Dør, før, tør (jf. ndf. s. 102), Stær, hver, Skær; i glkbh. har ord som Svar og spør (spørger) kort vokal. Modsat er der i nyere kbh. en tendens til at udtale de lange vokaler korte, fx. kan der høres kort eller noget forkortet vokal i stor, tror, bor, Bord, bar, Proletar, Lur, Dur, Rør, Tyr, dyr, Dyr, Gear, gir (giver), Ler, mer, ser, værd, sær, klær (klæder, præs.), Laar, faar, Haar, haard. Denne udtale må siges at falde uden for rigssprogets rammer, men iøvrigt er kvantiteten foran r noget flydende, vel især ved a hvor der både høres langog kortvokaliske former af ord som Basar, bisar, Ar (II), Glosar, Katarr, Billard, Inventar, Cigar osv. (lang vokal er dog det almindeligste). 92

95 3) i indlyd foran konsonantforbindelse. a) hvor konsonantforbindelsen hører til ordets stamme, er reglen den at vokalen er kort. Herfra er der kun få undtagelser: a) Foran -st har vi i nogle få ord lang vokal: Bcest (og parallelt hermed fx. latin est: [æ-'sd]), Host, Ost ( Øst), Ge(e)st, Seest (stednavn) og (i kbh. rigssprog også) verbalsubstantiverne Pust, Prust. f$) Foran r + konsonant. Kvantiteten er her meget fluktuerende, og det er ofte meget vanskeligt at afgøre hvor vokalen holder op og r-artikulationen begynder. Flg. hovedlinier kan trækkes op. Foran de ustemte konsonanter er vokalen som regel kort, men med en del undtagelser. Vokalen er således kort foran r-b/, p, k: Skærf\ værf! Arp, skarp, Muldvarp, Torp, Ark, Park, Birk, Purk, Skurk, mørk, dyrk! Særk. Foran -rt, -rd er forholdene forskellige ved de forskellige vokaler: a er nu som regel lang: Art, Part, sart, Fart, snart; ved fremmedordene dog nogen vaklen, men tendensen synes også her at gå i retning af lang vokal: Bastard, Boulevard, Leopard, Lombard, Milliard osv.; ø er kort: Skørt; u og e kan både udtales lange og korte: Kurt (navn), Urt, Urd (skæbnegudinden), absurd; Gert (navn), forkert, bornert. Ved æ har vi i nogle ord lang vokal og lukket vokalkvalitet, ved andre kort vokal og åbnet kvalitet: Ært, Fjært, Snært, Stjært (DO. angiver både lang og kort vokal, men den første er vist den almindeligste) overfor: Vært, Ekspert, Koncert, Kuvert; vaklen i lærd, hvor dog kort vokal nok er det hyppigste, o er langt i Port, Lort, Bort, men kort (med o-kvalitet) i sort og undertiden i finere" udtale af Hjort, Hjord. På y haves kun et eksempel: Byrd, der både udtales med lang og kort vokal, å findes kun kort (med kvaliteten co),# fx. Kort, kort, bort, vort, Sport, Fort. Foran -rs: æ er kort: Vers, tværs, Mærs, Univers, Revers osv.; ved de andre vokaler høres både kort og lang kvantitet: Fars, Lars, Mars; Kurs, Rembours, konkurs; firs, Tirsdag; Børs; å er eller kan være langt i Aars (stednavn), Paars (personnavn), Torsdag, men altid kort (med kvaliteten co) i Hors, Kors, Pors, Mors (stednavn), Torsk. Dette gælder alm. rigssprog. I københavnsk høres forlængelse også i de tilfælde hvor normen har kort vokal, men denne udtale har et vulgært præg. 93

96 Foran de stemte konsonanter er kvantiteten mest flydende og vanskeligst at fastsætte; at forlængelsen normalt ikke findes ved [b] og [co], der jo er kortrealisationer af [æ] og [å], er hvad vi måtte vente, fx. i Bjerg, Sværm, Skærm, Jærn, fjern, Kværn, Værn, Mern, Skern (stednavne); Borg, Tørø, Storm, Form; korthed er også det alm. ved [e], [o] og [å]: arg, Tarv, Marv, Karl (personnavn), Larm, Barn, Garn; Tørv, Bjørn, Ørn, Tjørn; Taarn, -vom; nogen tendens til lang vokal ved [u], [o]: Kirurg, Dramaturg, Saturn, Kurv, Skurv, Spurv, Purl; Orm, Torn, Korn, Horn. Se iøvrigt APhS.VI. 133ff. y) i forb. q + konsonant har vi vaklende kvantitet i Lægd, Smaragd, og i Hagl; i ord som Fugl, Prygl uden q har vi lang vokal (med bevaret q, i det sidste ord har vi kort vokal eller (sjældnere, kunstigt) lang vokal). Jf. Pægl. å) i forb. I + konsonant: i ordet selv kan vokalen forlænges i kbh. rigssprog, når v svinder (allerede hos Abrahamson etc.(36)). I Niels(en) kan høres lang vokal (sa. udtale hos Abrahamson etc. 36), men kort vokal er det alm. b) hvor konsonantforbindelsen er opstået ved bøjning eller afledning er hovedreglen den, at der ikke ændres noget ved den kvantitet der karakteriserer det ubøjede, uafledte ord, fx. [lu'rø] : [lu'nt] lun, lunt; [gu /] : [gu-'l</] gul, gult; ['blæ-sa] : [blæ : s</] blæse, blæst (men [blæsj] Blæst); ['ma-la] : [ma-u] male, malt osv. Foran -bt har vi altid forkortet vokal: dybt, dræbt, slæbt, stræbt, døbt, støbt, svøbt, købt, tabt, gabt, forlibt, råbt. Foran -gt bevares lang vokal, når q-udtale bevares: [sva'q<i, my-qdf, klæ-qd] svagt, mygt, klægt (jf. dog u. ydmyg), men hvor q, går over til g får vi vokalforkortelse, fx. i bagt, sagt, smagt, stegt, ligt, sligt, rigt, kogt, slugt, sygt, lægt, øgt, spøgt, søgt*). Foran -st har vi forkortelse i lyst, adj.**) (men ikke i participiet). Foran superlativsendelsen har vi forkortet vokal i størst, næst, overfor stor, nær (lang vokal endnu hos Abrahamson etc.52), medens der høres både lang og (noget sjældnere, delvis gldgs.) kort vokal i flest, mest; nu kun kort vokal i sidst. #) Jf. APhS.VI.139. **) Lang vokal endnu hos SBloch

97 Ved tilføjelse af genitivsmorfemet -s sker der ingen ændringer i kvantiteten, men i faste forbindelser med til kan vokalen undertiden forkortes, således i til Skibs og undertiden i til Fods, til Raads.Jf. til Søs ovf. side 90. Tværs har kort vokal overfor tvær med lang vokal. I aflægs høres både lang og kort vokal. Om 1. led af ssgr. se ndf. Ved afledningsendelsen -sk har vi lang vokal i de tre ord: træsk, besk og slesk samt ved afledning af langvokaliske ord: partisk, færøsk. Hvor stammen udlyder på konsonant får vi en trekonsonantgruppe, foran hvilken vi i hjemlige ord får (tendens til) forkortelse; gennemført er forkortelsen i glubsk, knibsk, løbsk (til verber med lang vokal), i bidsk, gnisk, grisk, nidsk (i reglen med bortfald af 5), i -rigsk (kongerigsk, inden-, udenrigsk, mellemrigsk; delvis med bortfald af q); kortvokaliske former ved siden af de som regel finere" langvokaliske findes i fynsk, synsk, svinsk, skaansk, rinsk, irsk, og kort vokal kan også (omend sjældnere) høres i polsk og haansk. I fremmedordene retter afledningernes kvantitet sig efter hovedordets; i de tilfælde hvor vokalen i hovedordet er tryksvag (og derfor kort) eller hvor vokalen kommer til i afledningen, er lang vokal det almindelige: (Italien:) italiensk; (.Kuba:) kubansk; spedalsk, musikalsk; men også i disse tilfælde kan den nævnte tendens til forkortelse komme frem: bulgarsk kan således ofte høres med kort vokal. Kvantit et s for holdene i enstavelses førsteled af sammensætninger (og hermed i trykmæssig henseende ligestillede ord). Der er en gennemgående tendens til forkortelse af lang vokal i ord (led) der indgår som første del af ssgr.; man kan sige at forkortelsen er et kendetegn på ord i denne anvendelse. Men tendensen hører hjemme i dagligsproget og rammer derfor især ord der tilhører dette, således at ord af sjældnere forekomst eller fra et højere milieu kommer til at danne undtagelser til en forkortelse der ellers er almindelig foran vedk. konsonant; på den anden side kan ord der er meget brugt i dagligsproget, vise forkortet vokal foran en konsonant foran hvilken der ikke er nogen generel forkortelse. I øvrigt er denne tendens ikke lige stærk i alle stillinger, men er for en stor del afhængig af den flg. konsonant, forsåvidt en sådan findes. A. Førsteled endende på vokal. De fleste af disse er kortvokaliske: Bi-, blaa-, Bly-, bo-, Bro-, By-, Daa-, fra-, fri-, graa-, Knæ-, ni-, ny-, paa-, 95

98 raa-, ri-, ru-, Ski-, Sko-, skraa-, Sky-, smaa-, Sne-, spaa-, spy-, Sti- (men Brob.M.76 lang vokal i Stimand), Straa-, Sø-, ti-, to-, tre-, tro-, Træ-, tve- (undtagen i Tvebak); langvokaliske er Aa-, Fe-, gro-, Klo-, klø-, Kro-, Læ-, Mø-, ro-, saa-, se-, si-, Ske- (dog Skefuld med kort vokal), slaa-, sno-, So-, staa-, strø-, Te-, Ve-, 0-. Både lang og kort vokal forekommer i faa-, Frø-, Fæ-, Ko- (jf. AaHans.S.79). De langvokaliske er næsten altid stødkarakteriserede. Om grunden til fordelingen i kort- og langvokaliske grupper se AaHans.S.74ff. Proprier olgn. er vaklende: Thybo, Rubow har i Kbh. oftest kort vokal. Blaagaard(sgade) høres både med langt og kort å. Jyskpræget rigssprog har lang vokal (med stød) i en del af de i de foregående nævnte tilfælde, fx. Ti- (en Tiøre), To- (en Toøre, ved Totiden osv.). B. Førsteled endende på konsonant. 1) lang vokal bevares; foran -/ (fx. Bil-, Dal-, gul-, hel-, hul-, Køl-, Maal-, Mel-, Sjæl-, Skaal-, Sol-), m (fx. Kim-, Lim,- Rim-; kun i er langt i denne stilling, se side 90), n (fx. en-, fin-, Gren-, Gryn-, Kron-, Laan-), g (Skæg-, Læg-, Væg-, Æg-; kun ce er langt i denne stilling), b (Skab-, Tab-, Kryb-, dyb-, Reb-), d (Stats-). Indenfor de enkelte grupper vil man finde eksempler på at enkelte, meget gængse ord har fået vokalforkortelse (se fx. DO. u. Kryb-, Reb- og u. Kølvand, Sælhund, maalløs). 2) både lang og (især i ord der tilhører dagligsproget) kort vokal høres; foran r (fx. Bord-, Fir-, Fjord-, fier-, Gaard-, Gær-, Haar-, haard-, Jord-, Kur-, Laar-, Ler-, Mord-, Mur-, Ord-, Rør-, stor-, sur-, Ur-) og s (fx. Is-, Hus-, lys-, løs-, Pris-, Ris-, Mus-). I kbh. rigssprog høres (i gængse ord) næsten altid kort vokal, medens provinsielt rigssprog oftest bruger lang vokal. 3) kort vokal er gennemført i alm. rigssprogsusus; foran 5 (fx. i Blod-, blød-, bred-, Død-, Fod-, hvid-, ned-, rød-, Tids-, ud-), q (fx. bag-, Sag-, Dag-, smag-, Bog-, Sprog-, Lig-, Snig-, kog-, Kvæg-; i en del af disse tilfælde angiver DO. også en udtale med lang vokal, men en sådan udtale er i dag mindre brugt), v (fx. Brev-, Grev-, driv-, døv-, Grav-, Liv-, Løv-, stiv-; ved forkortelse dannes i reglen diftong, se side 33). De givne regler gælder ikke for fremmedord, der gerne bevarer lang kvantitet i første led af ssgr., fx. azur-, Barber-, Basun-, Diplom-, Jod-, 96

99 Karbol-, Profet-, Præ-, Kafé-, Katalog-, Oksyd-, Arkiv-. Kun fremmedord på -i (og nogle på y) forkorter ofte vokalen: Politi-, Parti-, Harmoni-, Ceremoni- osv., Værdi-, Paraply-. Også en del hjemlige sammensætninger af typen sammenrykninger (juxtapositioner) går ikke ind under forkortelsesreglerne, jf. fx. Sødgrød, Surkaal, derfor osv., bagefter osv. jf. AaHans.S.75. I flerstavelsesord, -former (herunder også ord på -el, -en, -er). 1) foran enkeltkonsonant. a) foran -d; den i enstavelsesord mærkbare tendens til forkortelse har her et videre omfang og gælder almindeligt talesprog; den rammer ikke, eller kun i ringe grad, de mest åbne vokaler og er mest udpræget i ord og former på -dar, -dan, -dal, især når de har stød. Eks.: verber som bide (r), lide (r)> ride (r), vide, slide (r), skride (r), gide (r), smide (r), glide(r), vride(r); bede(r), kede(r), lede(r), svede(r); græde(r), træde(r), æde(r); tude(r); byde(r), lyde(r), flyde(r), nyde(r), bryde(r), sky de (r), snyde(r). Substantiver som: Side(r), Tide(r), Grinebider, Berider, Slider, Pyramide, Mide(r), Rede, Vedel (propr.), Rødbede, Hvede (r), Slæde, Læder, Forræder, Jyde(r), Snyder, Gry de (r), Ruder (kort), Suder, Luder. Andre ord: idel, liderlig, omsider, sadledes, We/, desuden. Også almindelige fremmedord kan rammes af forkortelsen: Komedie, Tragedie, Remedie. Som eksempler på ord hvor kortvokalen har sejret kan nævnes: Edder, hedde*), Kedel, Pud(d)el, Pudder, Stodder, Skrædder, Nidding, skiden, laadden, raadden (jf. APhS.VI. 140f.). I høres nu oftest kort e (ogs. udenfor stillingen foran navn). Uden forbindelse med denne forkortelsestendens er kvantitetsvaklen der findes ved ord som I.Daddel, l. Dadel, Sadel. Det samme gælder de i daglig tale undertiden forekommende bøjningsformer med kort vokal som: ['fad'af, 'mad'an, 'kød'a*, 'smed'an, 'sdæd'a*] Fadet, Maden, Kødet, Smeden, Stedet, der, ligesom de alm. brugte (til dels nu normen tilhørende) kortvokaliske sideformer Buddet, Buddene, Skuddet, Leddet, Veddet, Fjeddet, Laddet, Beddet (IV), Kliddet, Viddet, Spyddet ofl., skyldes analogidannelse med den ubøjede form. *) Langvokalisk udtale ved siden af kortvokalisk angives af EJessen.Gram.74. Lang vokal kan endnu høres i vulgærkøbenhavnsk

100 Ændring af kort vokal i enstavelsesformen til lang i tostavelses bøjningsformer findes i normalsproget foruden i de nævnte substantiver Fad osv. i Bad (: Badet, Bade), Blad, Had, Rad, Stad(: Staden, Stæder), Fred, Gud, Hud (også m. lang vokal), M/W og et adj. glad (: glade : gladere : gladest). Ændring af lang vokal til kort i bøjningsformer har vi kun i Fod : Fødder; Rod : Rødder. I vulgærkøbenhavnsk (som i sjællandsk) kan høres forlænget vokal i ord som Padde, Skildpadde, Snadde, Gedde, vædde, lodde, Lodder. Videre udbredelse har lang vokal i Kladde (jf. Kort.l03f. og APhS.VI. 116). b) foran -q. Lang vokal er her fremherskende. Kun i enkelte ord på -qar kan kortvokalisk udtale høres i daglig tale ['bøq'ar] Bøger, ['mocq'ar] m^r, ['svåq'ar] Svoger, (jf. Brob.M.86 og APhS.VI.140). Ligeledes bliver de nære vokaler (i, y, u) ved bortfald af q ofte korte: ['pia, 'lia, 'ua, 'brus, 'sya, 'rya, 'sdrya] Pige, lige, Uge, bruge, sj^e, ryge, stryge. Jf. s Ændring af kort vokal i enstavelsesformen til lang i flerstavelses bøjningsformer findes i : Rugen, Trug : Truget. I ordene Drog, Fjog, Fog, Skrog (der dog også har sideformer med lang vokal, se ovf. s.35) kan langvokaliske former høres i best. f. og flt. ved siden af de alm. kortvokaliske former. I ord som Flag, Slag og (til dels) Tog, Sprog havde vi endnu i slutn. af forrige århundrede vekslen mellem kort vokal i enstavelsesformer og lang vokal i tostavelsesformerne (se fx. Brob.M.64 og CCloos.Danske fonetiske Transskriptioner.(1892).2. EJessen,Gram. 72). c) Foran -p, -b. Når undtages bøjningsformer og afledninger af enstavelsesord der ligesom disse har fået forlængelse (fx. Skabet, skabet, Næbbet, næbbet, Næbbene, i hvilke sidstnævnte former det ortografiske bærer vidnesbyrd om at forlængelsen er af ny dato), har vi i rigssprog ingen tendens til forlængelse af gammel kort vokal (fx. i hoppe, Kappe, Vippe, Krybbe), men stærk tendens til forkortelse af ældre lang vokal, til dels vekslende med bevaret lang vokal; alm. talesprog tilhører fx. kortvokalisk udtale af Kyper, Kypern, Type, Rype, Hipo, Lupus; vekslende kvantitet høres i fx. Rubel, Tube, Schubert, Double, Cooper 98

101 (forfatternavn), hyper-, super-, typisk (i de sidste tre ord er langvokalisk udtale kbh. dagligsprog). Som det ses, er det kun de mest lukkede vokaler der viser denne tendens, ved de øvrige vokaler vil en forkortelse ofte føre til dannelse af diftong ([kå-bai] ) kcou'ai] Kobber). Tendensen i kbh. til bevarelse af de gamle lange vokaler hænger sammen med en tendens i vulgærkøbenhavnsk (og sjællandsk) til forlængelse af gamle korte vokaler (især de mest åbne) i tostavelsesord, fx. ['kra-bai] Krabber (se DO.; et gammelt kbh. gadesælgerråb, optegnet i Aftenp.1791.Nr.36, lyder: Her er kogte Kraber! her er varme Kraber!"), ['lco-baj] Lopper, ['co-ba] oppe (jf. Jesp.MFon : i en del menneskers udtale"), [ dø-ba] dyppe, [ tæ-ba] Tæppe. d) foran -1, -d. Lang vokal findes i moderne rigssprog (uden for fremmedord som Kadre, kalfatre, der har varianter med kort vokal) kun i ordene sjette, otte, Otter (men: ottende, Otting med kort vokal) og foran afledningsendelse -de i Bredde og Vidde. Ellers er gammel lang vokal blevet forkortet (se APhS.VI ). Denne tendens til forkortelse er stadig levende, især ved de nære vokaler, fx. er kort vokal nu enerådende eller almindeligst i Liter, Cito (hundenavn), Tito (regentnavn), Titel, Titan (navn på fabrik), Afrodite, Pluto, Plutus, Rute, Jute, Scooter (en slags motorcykel), Vaterpas, Myte, og kan høres i Rate, Foto, Glutenmel, Peter, Retræte. I kritisk er lang vokal vulgær. Også her træffes forlængelse (især af de mest åbne vokaler) i vulgærkøbenhavnsk: ['rco-dai] Rotter, ['fa-dai] Fatter. Vekslende kvantitet indenfor bøjningsformer af sa. ord findes alm. ved stammer på -5, hvor infinitivens og præsens' lange vokal forkortes foran præteritumsmorfemet -te: svedte, blødte (IV.), mødte og stødte (Brob.60 har også kort vokal i ledte), vaklen i blødte (III.). e) foran -k, -g. Bortset fra- bøjningsformer og afledninger af de langvokaliske enstavelsesord (fx. Skægget, skægget, Vægge, blote, Brøker) kender moderne rigssprog i hjemlige ord kun kort vokal i denne stilling, og gammel lang vokal (især: lukket) er forkortet (se APhS.VI ff.). I fremmedord, også gamle lån, er lang vokal ikke sjælden, især i ord på -en, -er, -el, fx. præke, Præken, ækel, Rækel, Snedker, 7* 99

102 Apoteker osv., Bødker, Høker, Frøken, Traker, Trakien, Loke, Epoke, Poker ofl. Også her sætter den vulgærkøbenhavnske forlængelse, især af de mest åbne vokaler, ind, fx. ['he-ga] Hakke, hakke, ['p^-ga] Pakke, pakke, ['r co-ga] rokke, ['sdco-ga] Stokke. f) /ørø7z -/er kort vokal det regelmæssige. Lange vokaler træffes kun i et forholdsvis ringe antal unge låneord: s/ø/e/, Strofe, Kæfert, ikføjhkke, Schæferhund ofl. I ældre låneord er oprindelig lang vokal forkortet, i enkelte er der endnu vaklen, fx. Skifer, Ty/ws (se DO.). Vulgærkøbenhavnsk forlænger a i denne stilling: [ sge-fa, 'ke-fa] skaffe, Kaffe. g) foran -v. Om vekslende kvantitet se u. diftongerne (side 31ff.). h) foran -s. I københavnsk rigssprog tendens til forkortelse af de mest lukkede vokaler, stærkest ved langt i, fx. i Chemise, Remise (I.), spise (r), (jf. HJUldall. 45), grise(t), Grise, Fliser, Priser, Muffedise, Radise, Bisam, Bison; også Sisyfus høres med kort vokal. De kbh. gadenavne Classensgade, Callisensvej udtales dog i Kbh. alm. ['kla'sans-], [ka'li-'sans-]. I fremmedordene er kortvokalisk udtale trængt ind i videre kredse og foran -si er den nu den alm., fx. i Indicier, Patricier, Judicium osv. Kun svag er tendensen ved y, u, fx. kan høres kort y i nyse(r), Kyse, Gemyse, kort u i snuse (r), Huse, Tusind, Hypotenuse, Bluse, luset; i Blusel er den langvokaliske udtale helt forældet, i Lussing er den provinsiel. Om udviklingen inden for ordbogens tidsrum se APhS.VI. 119fT. Ved andre vokaler findes sjælden kvantitetsvaklen, fx. i -mæssig, Gase. I klassisk er langvokalisk udtale vulgær. i) foran -m. I kbh. rigssprog er der spredte forkortelsestendenser, især i trestavelsesord, fx. i rimelig, Simili, Præmie, Primula, herrejemini, Kimono; gi. veksel har vi i Kim(m)ing. I en række tilfælde er forkortelse gennemført, fx. i Amen, Madamme; omvendt er en ældre kortvokalisk udtale af Romer, romersk (svarende til kvantiteten i Rom\ angives som en nyere udtale af EJessen.Gram.59) nu afløst af langvokalisk udtale. 100

103 j) foran -n. I kbh. rigssprog iagttages også her forkortelsestendens: [ læna] læne (jf. DO. og Axel Sørensen. 191) (og som 1. led af ssgr.: [ lænajsdo'z] Lænestol), [ senjcor] senior, Pjunjcor] junior (jf. side 73), ['dynar] Dyner mest fremtrædende i de kortvokaliske udtaler af Tjeneste, tjene (r), Tjener (langvokalisk udtale i dette ord er nu for københavnere et tydeligt provinsielt shibboleth). Derimod er kortvokalisk udtale af synes et ikke stedbundet fænomen og uden forbindelse med det omtalte københavneri (formen stammer fra ordets hyppige anvendelse i tryksvag stilling), og det samme gælder de to former af Tande og Fanden. Mærkeligt nok træffer vi også i kbh., men kun i vulgærsprog, en modsat tendens til forlængelse, i hvert fald af a og æ: ['va-nad] Vandet, alt [a-n3(5)] end simple (Arnholtz.98), ['sbæ-na] spænde, o: løbe stærkt (se IV.spænde). Derimod tilhører bøjningsformerne Trinet, Trinene med lang vokal alm. kbh. rigssprog (hvorfra lang vokal også kan trænge ind i formen Trin). Lignende vekslen høres også i Gran (med kort vokal) og Granen, Graner (med lang vokal; også her kan lang vokal forekomme i Gran). Jf.Levin.Gr k) foran har vi kun kort vokal. Til [ba'lrorj haves en vulgær (vel egl. en slags læseudtale) [ba'lo-'/z] (se DO.). 1) foran -/. Her ligger kvantiteten meget fast; kun i stjålen, stjålet, Saaler (kbh. kort vokal) og i nogle fremmedord er der vaklen, fx. ved Kal(l)a, Banderole, Kilo. Om vokalforlængelse ved svind af q se side 66. m) foran -r. En tendens til udtale med kort vokal viser sig på forskellige områder, således i fremmedord, hvor kort vokal ofte, i visse tilfælde nu almindeligt, høres i fx. Giro, Sirup, Virak, (Jesus) Sirach, Irak, Papyrus, C ar o (hundenavn), Pari, Paradis; det samme gælder danske ord der har fuldvokal i anden, tryksvage stavelse, fx. Arild, Moro (i disse ord er kort vokal alm.), Borup, Karup osv., Byrum osv. Udenfor disse tilfælde er tendensen til korthed stærkest ved de mest åbne vokaler, fx. klare, spare, snarere, bare (I & II), Maren, Karen, Taare, Aare, men endnu er dette kun en svag tendens. Kort vokal høres alm. i Søren (sen), Ærinde, Værelse ved siden af en finere" langvokalisk form; kort vokal er nu eneherskende i Kæreste. 101

104 En forlængelsestendens findes: 1 ved indflydelse fra enstavelsesformen i ['B-'rad, tørano], ['n^-ra, 'n^-ran] Arret, Arrene, Narre, Narren, hvor kortvokaliske former stadig regnes for de korrekteste (jf. skriveformerne), men ordene er på vej til at gennemgå samme udvikling som Dør, hvor kortvokaliske former Dørre, Dørren holdt sig langt ind i ordbogens tidsrum og endnu kan høres i vulgærkøbenhavnsk. Derimod er tendensen ikke mærkbar ved tør, hvor best. f. og flt. (uden for vulgærkbh.) kun har kort vokal. 2 i vulgærkøbenhavnsk, fx. tydelig lang vokal i Herre, værre, Terre, snerre, større, stirre, rørre (se DO. u. disse ord og APhS.VI. 127), forstyrre, førrø, Nørrebrogade (DF.X.118), [sbo-j] spørge. 2) Foran konsonantforbindelse. a) foran s + konsonant. Bortset fra bøjningsformer af langvokaliske enstavelsesord (fx. beske, sleske, Bæster, knuste, spiste osv., meste, fleste) har vi følgende tilfælde med lang vokal: 1 foran -sk (-sg) vaklende kvantitet i Geske (kvindenavn). 2 foran -st (-sd): lang vokal i Faste, faste, Hoste, hoste, Dresden, i kbh. rigssprog endvidere i puste, pruste, Kiste. Desuden kan Buste og formaste, formastelig nu og da høres med lang vokal. Et antal ord har i ordbogens tidsrum fået lang vokal forkortet, se APhS.VI. 128f. b) foran r + konsonant. foran r + (skrevet) d: foruden den alm. udtale med kort vokal og kort stemt rfindesdels en udtale med forlænget konsonant (se side 108), dels en udtale med forlænget vokal, altså fx. [ l tord(9)n, tor-d(3)n,, to-rd(9)n], det er næppe muligt at milieufæste disse udtalevariationer nøjagtigt, men tendensen til lang vokal er vist mest udpræget i kbh., således i alm. kbh. rigssprogstale ved [o], [u] og [a], fx. i Morder, Ordrup, Torden, nordisk, burde, turde, Kårde, kårde, Garde, Varde, Barde, ved de øvrige vokaler derimod med vulgært præg, fx. i Byrde, Hyrde, færdig, værdig, hærdes, Orden, ordne, Ordre. I nogle tilfælde veksler former med kort vokal og udtalt d med langvokaliske former uden d: ['kmrda] : ['kå-ra] Kaarde, (læseudtale:) ['jor'dan] : [ jo-'ran] Jorden, sidste type har sejret i gjorde, fjerde, paa Færde ofl. (jf. CFBruun.II.35. FPJDahl.19 har kort vokal i gjorde). Foran r + (skrevet) t: her har vi dels en udtale med kort vokal foran ustemt r, fx. ['jårda] Hjerte, [a'pbn/a] aparte, dels en udtale 102

105 med stemt r og mer eller mindre udpræget forlængelse; den første udtale høres nu sjældent i Kbh. (undtagen i gldgs. sprog), medens den anden ikke er bundet til Kbh., men almindelig ved nogle ord med [å], [a] og [o], fx. i borte, Vorte, Morten, artig, starte, Partner, fjorten, Porte, sorte, men derudover særlig københavnsk, fx. den tydeligt langvokaliske udtale af Birthe, Urter, Ærter, ofte noget vulgærpræget, fx. i Sværte(gade), Hjerte (jf. DF.X.118), Tærte, Smerte, styrte, hurtig, aparte, farte (jf. APhS.VI.133). I københavnsk er udtaleforskellen mellem Verden og Værten enten helt ophævet eller reduceret til at første stavelse i det første ord er en smule længere end i det sidste. Jf. side 79. Foran r -f- (skrevet) k, p: almindelig rigssprogsudtale har kort vokal og ustemt r, medens københavnsk har stemt r og mer eller mindre tydelig vokalforlængelse, fx. i skarpe, Karpe, Harpe, snerpet, terpe, Skorpe, sparke, Marker, Kirke, knirke, Agurker, snorke, Storke, mærke, Mørke. Er forlængelsen meget tydelig, har den et vulgært præg. Hos nogle er der en forskel mellem udtalen af enstavelses- og tostavelsesformer af sa. ord: [sg^ré] skarp : ['sgb-rba] skarpe, [krord] kort : ['kovrda] korte. Om københavnerbørns ortografiske vildrede m. h. t. barke : Bakke, harke : hakke olgn. se side 30. Foran r + s: lignende forhold; i københavnsk tendens til at gøre r'et stemt og forlænge vokalen, fx. i Farce, Karse, Varsel, Færdsel, Versemaal, Korset (best. f.), Force, Kursus. Foran r + stemt konsonant er forholdene som ved enstavelsesordene. Jf. Brob.M.59. Sa. i UnivBl og APhS.VI.136. Foran disse konsonanter er kvantiteten ligesom ved enstavelsesformerne (se side 93) noget labil; den tydeligt lange vokal synes at være ejendommelig for kbh. rigssprog, fx. i Orne, Ærme, ærlig, særlig (jf. tohrne = tord?ie. Allen.II.691). Nu vistnok på retur. I ord på r + i veksler udtale med lang vokal med udtale med kort vokal og konsonantisk i (j), fx. i: ['fe-'ria] : ['fer'ja] Ferie. Andre eksempler: Seminarium, Akvarium, Serie, Bakterie, Sibirien, Cikorie, Kalorie, Kalorius, Injurie, Valkyrie. c) foran andre konsonantforbindelser. Ved 1, n, m + i sa. forhold som de lige nævnte: ['olja] ved siden af ['o-lis] Olie; således fx. i Emilie, Cæcilie, Familie, Sicilien, Julia, Mylius, Konkylie (som det synes kun ved de mest lukkede vokaler). 103

106 Ved n: [ li-nia] : ['linja] Linie, [ka'sda-nia] : [ka'sdanqja] Kastanie. De kortvokaliske former er de almindeligste. Andre eksempler: Virginia, senior, junior (se ovf. side 101). Forældet er den kortvokaliske form i Spanien. Ved m: ['præ-'mia] : ['præmja] Præmie. Især hører kortformerne hjemme i kbh. dagligsprog. I forb. -ql-, -qn- er vokalen som regel kort, når q bevares, medens den altid er lang, når q er svundet (en udtale med lang vokal foran bevaret q er kunstig); da svindet af q der forekommer efter i, y, u og (i nogle tilfælde) o, er karakteristisk for dagligtalen (jf. side 66), får vi en vekslen ml. fx. ['siqna] og ['si-na] Signe, (veljsigne, ['noqta] og ['no-la] nogle osv. Andre eksempler på en sådan dobbelt udtale er ligne, bugne, Strigle, Igle, trygle, smugle. I nogle tilfælde er den langvokaliske q-løse udtale næsten blevet eneherskende, fx. Kugle, Ugle, prygle, (jf. Fugle). Lang vokal er også blevet resultatet af konsonantgruppens svind i [sa-, la-] sagde, lagde. Helt for sig selv står lang vokal i sagte (da den er uoprindelig, kan den tænkes opkommet af onomatopoietiske årsager). Lang vokal foran konsonantforbindelser er, bortset fra de allerede nævnte tilfælde, ejendommelig for ord hvori konsonantforbindelse er opstået ved bøjning og afledning af langvokaliske ord (fx. Vable, væbne, Skabning, evt. med bortfald af mellemliggende vokal fx. Fabler, kapre, ædle, Fædre, jf. dog ndf. side 105), jf. Æble. Også ord som Bødker, Skæbne hører oprindelig herhen. Hvor konsonantforbindelsen er opstået ved bøjning eller afledning, bevares som regel stammeordets vokalkvantitet. Herfra er der flg. undtagelser: 1 ved afledninger af langvokaliske ord på -r v. hj. af et 1-suffix er der stærk tendens til forkortelse af vokalen, fx. i flg. ord (i mange af dem er kortvokalisk udtale nu det almindeligste; undertiden kan r være forlænget): aarle, aarlig, daarlig, farlig, ansvarlig, uforklarlig, kreperlig, uregerlig, besværlig, særlig (Ulla Albeck.Farlige Ord.(1942).8: det bør ikke hedde: særrlig), ærlig, naturlig, ustyrlig, hørlig, rørlig. Også i andre afledninger af langvokaliske ord er der tendens til forkortelse, men som regel følger denne udvikling samme linje som den der præger vedk. hovedord som første led af ssgr., fx. blaalig, smaalig, daglig, saglig, boglig, sproglig, lydlig, synlig, rødlig, sødlig, lysne, Kørsel. 104

107 2 Ved nogle ord og former der er afledninger, henh. bøjningsformer af langvokaliske ord på stemt konsonant, især ord på -el, -en, -er, er der en tendens til vokalforkortelse, ofte i følge med en tendens til forlængelse af den første konsonant (se side 108), fx.: ved b + konsonant: juble, kneble, kan have kort vokal (men: fable, stable, kapre, væbne, aabne, Bibler, slebne osv. med bevaret længde); kort vokal er nu gennemført ved Dybde. m/ 5 + konsonant: hædre (i Ulla Albeck.Farlige Ord.(1942).8 advares mod kortvokalisk udtale - uden grund), Fædre, nedre, j>jre, bedre, øj/e, dadle, Fjedre, fjedre, svedne, vredne, Ledning, blidne, skidne, Ridning, Glidning, modne, Brødre, Mødre, Gødning, rødme. Ved svind af 5 kun lang vokal i fodre, Fjedre, fjedre. ved q + konsonant: magre, ^4gre, lagre, Lagre, fagre, mægle, bugne, egne, Negre, smigre, vaagne, (jf.: det er blevet fint at vaagne med lang Vokal; det er vistnok ogsaa kommet fra Scenen og derfra vandret ud i Skolen". PJernd.TL.8), vægre, sagtne, aagre. ved l + n: Galning, gulne, kølne. ved v + n,r, l: ved forkortelse får vi dels kort vokal + v, dels (normalt) diftong: ['snævra, 'snæura] snævre, ['djævla, 'djæuta] Djævle; således fx. Lavning (I.), Snævring, Skrivning, Rivning, Opkrævning osv., part. som: givne, revne, tiloversblevne, overdrevne, underskrevne osv. De kortvokaliske former er nu de eneste almindelige ved røre, ivrig, stivne, øvre, øvrig. I bøjningsformer af verber på - b, q forkortes lang vokal ved tilføjelse af præteritumsmorfemet -te, fx. i skabe : skabte, tabe : tabte; ligeledes i raabe, slæbe, dræbe, stræbe, døbe, svøbe, købe, støbe, bage; smage, koge, bruge, sluge, spøge, søge, jf. pege, stege. I diftonger kan sidste komponent forlænges i samme stillinger som konsonanter (se side 108), fx. ['kai-la] Kegle, ['rai-na] regne, ['tau-la] Tavle, ['lcoi-na] Løgne, ['(ou-na] Ovne osv. En sådan forlængelse er ganske almindelig. Bemærket af EJessen.(Tidskrift f. Philologi.II.124: lang diftong i sejle, hovne), af SvGrundtv.104 (fx. Vogne, sejre, sejle, segrøe, Havre, Havne, Navle) og af CFBruun.1.17 (lang diftong i Bejler, søvnig). Også foran -3 kan diftongen forlænges, men ikke så almindeligt som i førnævnte tilfælde. EJessen. (Tid- 105

108 skrift f.philologi.ii.124) angiver lang diftong i sove, lege, veje i min udtale". 3) I hiat. I de tilfælde hvor 1. stavelse ender på fuldvokal og 2. stavelse består af en tryksvag vokal, er der en stærk tendens til forkortelse af vokalen, fx. i Frue, Due, Fruentimmer, s&we, ['ua] Lføe, die, Gniepind, ['sis, 'lis] szge, lige, ['hoad] Hoved, ['sya] sjge, ['daana] Dagene, [! boa] Boa. Jf. s. 98. Om vokalforlængelse der skyldes svind af 3 se side 59. 4) Kvantitetsforholdene i tostavelses førsteled af sammensætninger. Hovedreglen er den, at et tostavelsesord (herunder også ordene på -en, -el, -er) der indgår som førsteled i en sammensætning bevarer sine kvantitetsforhold uændret. I nogle tilfælde er der dog, i ord der er gængse i talesproget, en mer eller mindre udpræget tendens til vokalforkortelse foran de samme konsonanter hvor vi i tostavelsesord har fundet denne tendens. Det er især i flg. tilfælde: a) foran -5: denne forkortelse (i de nævnte ord) er meget fremherskende i kbh. rigssprog, undtagen ved de mest åbne vokaler, fx. i Gedebuk, Hedehusene, Redekam, Sideben, sidelæns osv.; Ridehus, Videnskab, Brydekamp, Skydebane, Klædeskab, udelukke, Grydelåg, Hvedebrød. b) foran -q: ikke ret almindelig og ikke særlig tydelig forkortelsestendens, fx. i Kagekone, Kogebog. c) foran -g: forkortelse i Ægge- i Æggeblomme, -bæger, -mælk osv., Vægge- i Vægge lus, -tøj ofl. d) foran -s: almindelig forkortelse i kbh. rigssprog af de nære vokaler, fx. i ord som Grisebasse, Isenkræmmer, Vicevært, Risengryn, -grød, Spisestue, lyserød osv., Lysestage osv., Frysepunkt, Lusepuster, Musehul osv. e) foran -n: nogen tendens i Kbh. til forkortelse af de mest lukkede vokaler, fx.: Grinebider, Svinebæst, -sti, Dynevaar. f) foran -1: forkortelse sjælden, kun alm. i Gulerod. g) foran -r: almindelig tendens til forkortelse, som det synes, ved alle slags vokaler: fx. i Foredrag, -læsning, -ligge osv., Køreplan, Snøre- 106

109 baandy -støvle, Ørefigen, Storeslem, -tøa, Varelager, Lirekasse, Ztyreryg, Myretue, lurepasse. h) foran -b: kun i gammelkøbenhavnsk findes forkortelse, fx. i Strubehoste. 5) yirter af vokalforlængelse der forekommer individuelt i sprogudøvelsen. a) Vokalforlængelse kan bruges som udtryk for emfase eller affekt, og længden kan forstørres op efter behov: [i...] ih! [fy ] fy! ['co va] aa, hvad? ['gre--ta d<oq] Grethe, dog! [i 'he--da 'hu--la 'hæl-vada] i hede, hule Helvede! Ved diftonger er det sidste komponent der forlænges: [hai-] hej! [hcou-] hov! (i tilfælde som disse bruges næsten altid forlængelse), [fcoi-] føj! Dog kan man i stedet høre første komponent forlænget: [ha'l(o--i] halløj/; barnesprog: [æ-u] æv! b) Vokalforlængelse kan bruges til lydmalende formål: han kom ['su---sana] susende, ['i--snana] isnende (koldt). c) Vokalforlængelse bruges i kommandosprog i ord der går umiddelbart foran selve kommandoordet: ['li--(q)a "ut] lige ud! (jf. Brob.Univ.Bl 1.288). d) ved dvælen på et ord, mens man tænker på fortsættelsen: [o»--q, co--a] og -; han sagde [a---, a--o] at -. B. Konsonantkvantitet. Medens kvantitet ved vokalerne kan være et ordkendetegn, dvs. tjene til ordadskillelse (fx. ['fæl9] fælde : ['fæ-la] fæle), så er konsonanternes længde i denne henseende uden betydning. Vi har dog tilfælde hvor længde er på vej til at spille en fonologisk rolle. Jesp.(MFon.lOS) nævner ['suldna] sultne overfor ['suldn-a] sultende, i dette tilfælde er det lange n en variant til (erstatning for) a + n (ligesom i fx., ['hun-na] Hundene); vi har tidligere (side 78) nævnt [læ-i] lære, Lærer overfor ([læ-j-] Lærere, hvor det lange r på lignende måde er variant af r + 9. På lignende måde har vi erstatningsforlængelse i ['b(0j-jsga-6] for ['b(orqar Sga-&] Borgerskab. Derimod er Bonde : bundne ikke blot en kvantitetsforskel, men i sidste tilfælde har vi tydelig to n'er (eet der slutter 1. stavelse og eet der indleder den anden), altså: ['bona] overfor ['bon-( )na]. 107

110 Konsonanterne er som regel korte; men de kan være lange, bl. a. i særlige forbindelser med andre konsonanter, ved svind af foregående eller efterfølgende vokal, og som udtryk for emfase eller affekt. Kun yderst sjælden er konsonantlængde angivet i DO. Idet vi ser bort fra den mulighed at en stødbærende konsonant i enstavelsesord er lang, således at forskellen mellem fx. [man] man : [man'] Mand, [hun] hun : [hun'] Hund også er en kvantitetsforskel, får vi her, udenfor de tilfælde hvor længde udtrykker emfase eller affekt, kun med flerstavelsesord, -former at gøre. 1) Nogle enkeltkonsonanter kan undertiden høres noget forlænget i intervokalisk stilling efter kort vokal, men i alm. rigstalesprog er forlængelsen ikke normal og i det hele sjælden. Den er vistnok mest fremtrædende ved i\ og r, fx. i Engel, synge, længe, Sange, mange, ringe osv., Paradis, narre, Herre, værre, stirre, pirre, Porre, surre osv., svagere ved 5 og /, fx. i spidde, rydde, Odde, falde, ville (se EJessen i Tidskrift f. Philologi.II.124 og CFBruun.I.17.19). Ved de øvrige konsonanter spiller forlængelsen næppe nogen rolle. EJessen (angivne sted) angiver langt n i vende,,i min udtale". SvGrundtv.(104ff.) angiver lang konsonant i sidde, vinde, synge, tørre, irret, Foraar, er- (i erindre, erobre ofl.), Medynk, Vandaare, Guldur ofl. Se også EJessen.Gram.60. 2) Som første komponent af en postvokalisk konsonantforbindelse er m, n, r\, r, 1, 6 og q ofte i mer eller mindre udpræget grad forlængede, især når den følgende konsonant er stemt; som eksempler kan tages ordene med a som rodvokal: Skamle, hamre, Bambus, Lampe, gramse, ramte (præt.), Veranda, mandig, andre, Champagne, Banke, Anker, handle, Kranse, danse, granske, Plante, Kvantum, mangle, angle, angre, gangne, ankre, Chance, Garde, sparke, Charles, varlig, Arme, Arne, Harpe, Karse, Barsel, barsle, farte, Partner, arve, aldrig, Alfer, Alge, Balje, kalke, Kvalme, faldne, Alper, aldrende, Halse, falske, Alter, Salve, adle, sladre, hagle, Agnes, Agre. Denne forlængelse er vist først bemærket af EJessen.(Tidskrift f.philologi.ii.), der fx. har langt r i hærge (67), tårne (124), langt m i hamre (smst.). SvGrundtv.(104ff.) har vidne, samle, kvalme, kildre, vælge, sørge, Byrde ofl., Baggaard, Medgang, Uldgarn ofl. CFBruun har eksempler som kvidre, mergle (1.17), Kjørvel (1.19). CCloos. Danske fonetiske Transskriptioner. (1892) har Dan-mark, ham-rede, tor-den, kim-len, ven-lig, yn-dig, for-dum, har-nisk, stjer-ne, bor-ger, bøl-ge. 108

111 Om forlængelse af sidste del af diftong se side 31ff. Ved bortfald af vokal kan den tilstødende konsonant få forlængelse: ['hæmali] : ['hæm-li] hemmelig, ['sanali] : ['san-li] sandelig; ['ti-ara] : ['tiai-] tiere, ['fly-vara] : ['fly-var] Flyvere (og således alm. ved -re), ['mænasga] : ['mæn-sga] Menneske, ['alajsam'an] : ['al-jsam'an] allesammen. Som udtryk for emfase eller affekt kan alle konsonanter forlænges, og denne forlængelse er, modsat den hidtil omtalte, meget tydelig og artikulationens varighed kan være endog meget stor: ['hem---*al] Himmel! [gud...] Gud! [du fcoi'b^r... mana] du forharmende! De eneste konsonanter hvor denne forlængelse ikke gerne praktiseres, er lukkelydene b/p, d/t, g/k, vel fordi vi her akustisk får en standsning i st. f. en udstrækning af artikulationen. Denne konsonantforlængelse nævnes undertiden i DO. ved lydord (fx. u. Il.dingdang, hm) uden at der dog er gjort forsøg på at udtømme de forskellige muligheder, derimod ikke ved ord af andre ordklasser brugt emfatisk eller som udbrud. Nogle eksempler; interjektioner, imitationer olgn.: [hys--] hys! ['pif-'paf-'pof(')]pifpafpuf! ['jøs-as] jøsses! [bom--] bum! [huj--] husch! [bar];-] bang! (jf. CFBruun.II.46); andre ord brugt interjektionelt: [te'hæl--vada] til Helvede; ord i affektiv anvendelse: [sæl'føl-qali] selvfølgelig; ['en--arli] inderlig; ['æl--sga] elske; ['væm--ali] væmmelig; ['Br*qarli] ærgerlig; de kom ['væl--dana], væltende; men [b"ei-n] dog; ofte i forstærkende forled: [ hun--a'dy-n/] hundedyrt; ['lu5--'d(ouan] luddoven. Ved lukkelydene kan man i stedet forstærke oplukningspustet (her betegnet ved hh), når de står i udlyd: akhh! ak! ophh! op! pythh! pyt! eller man kan forlænge den forudgående korte vokal: \}tv~g\ Tak (Skæbne)! Således høres leddet knippel- ofte (især i lavere talesprog) udtalt med lang vokal; aark, ork er sikkert (oprindelig) kun grafiske udtryk for et forlænget aak, ok (se DO.; jf. at man ofte ser Tak! skrevet Tark! se også ovf. side 30.89). Endvidere kan vi have forlængelse ved ord der går forud for kommandoordet: ['al--a 'rvd] alle ret! (jf. Brob.(UnivBl.I.288)), og som tænkepause: ['mæn--a] men-\ han sagde ['at--a] at- (jf. APhS. XII.57); ['(oq/-a] (i gldgs. oplæsning: ['cog--a]) og-. 109

112 Konsonantforlængelse i førsteled af sammensætninger. De samme konsonanter som har mulighed for forlængelse i forbindelse med andre konsonanter (se ovf. side 108), har det også - men i mindre udpræget grad - når de som udlyd i et førsteled kommer foran en stemt konsonant som forlyd i sammensætningens andetled. Fx.: almen, Almue (med mulighed for forlænget 1) overfor: alsidig (med som regel kort 1). Andre eks.: Genbo overfor : Genfærd, gentage; Grundlag overfor Grundejer; Danmark overfor Dankonge; Omgang overfor Omfang; Forbund overfor Forfædre; Storby overfor Storstad; Dagblad, -løn overfor Dagpenge; Fodbold, -bad overfor Fodfolk, Fodslag. Se ogs. eksempler s At denne mulighed for forlængelse hænger sammen med den flg. konsonants stemthed synes utvivlsomt, blot kan det synes påfaldende at muligheden ikke bliver udnyttet foran flg. vokal. Imidlertid synes den ustemthed der udstråler fra den efterfølgende ustemte konsonant, kun i ringe grad eller slet ikke at præge den foregående konsonant i kbh. rigssprogstale, hvorfor den ovennævnte længdeforskel næppe høres tydeligt i denne form for rigssprog. EJessen (jyde af fødsel) har i sin udtale bemærket langt n i Stenbro (men ikke i Stenplade) og langt m (efter forkortet i) i Rimbrev (Tidskrift.f.Philologi.II.124), langt l i Almagt, Ilbud (Gram.60). I denne forbindelse kan det også nævnes at visse konsonanter der står på overgangen mellem en kortvokalisk stavelse med hovedtryk og en stavelse der har bitryk eller svagere tryk (men ikke helt trykløs), ofte forlænges i den grad at stavelsesgrænsen tydeligt mærkes midt i konsonantens artikulation, fx. Amager efter denne udtale (groft lydskrevet): [lam nre*'j]. På lignende måde: Aborre, Abbed, Abild, Fællig, Sirup, Skilling, Villa, Kamma, Thomas, Ærinde. EJessen.Gram.60 angiver langt m i Sømand, langt l i Trælast, langt 5 i Vidunder. 110

113 Kapitel III 1. Tryk. MODULATIONER I hjemlige tostavelsesord med 3 i anden stavelse og i bøjningsformer af disse og af hjemlige enstavelsesord har vi altid hovedtryk på første stavelse og svagtryk på den eller de følgende. I et par tilfælde har vi i kbh.-jargon bitryk (og stød) på en bøjningsendelse (og udskiftning af a med e eller æ), nemlig i formerne Vinnevær(et) og Kokke-, Kykkenceet, se DO. u. Vindue og Køkken. Disse former er vistnok spøgende overdrivelser af sjællandske udtaleformer, idet sjællandsk ofte har noget stærkere tryk end rigssprog på bøjningsendelser (så disse fx. er modtagelige for stød). Uden forbindelse med disse former er de udtaler af Gartner, Port(e)ner med hovedtryk (eller bitryk) på anden stavelse som har eksisteret i ældre rigssprog der har haft dem tilfælles med sjællandsk, fynsk, (ældre) lollandsk ofl.; de svarer til svenske former som konstnår, portnår, tullnår, og har vist ligesom disse deres trykforhold fra mellemnedertysk hvor suffixet -ére har haft forholdsvis stærkt tryk (se Sarauw.Niederdeutsche Forschungen.I.(1921)316). I fremmedord, især dem der er lånt fra romanske sprog, ligger hovedtrykket ofte på sidste stavelse. Gamle lån er i mange tilfælde blevet indordnet under de danske trykregler, og denne tendens kan iagttages også i vor tid: * Sovjet er nu ved at sejre over Sov'jet, 1 Divan over Di'van, 1 Kallun over Kal'lun, 1 Safian over Saft 1 an, 1 Champignon har sejret over Champig'non, 1 Georg over Ge'org (Brob.M.43), 1 Motor over Mo'tor; i Kbh. og Aarhus hedder det 1 Selleri (og ikke som, oftest, i provinsen SelleWi), 1 Kaviar, 1 Katun og (dog kun vulg.) 1 Kammerat; 1 Januar og 1Februar trænger frem på bekostning af Janu^ar, Febru^ar (måske af tydelighedshensyn, men ingen tilsvarende tendens ved SepHember, Nohember, December). I enkelte tilfælde svarer et ords forskellige tryk til forskellige betydninger, således 1 Kredit : Kre^dit, 1 Subjekt : Subjekt. Da tryk jo ikke angives i vor retskrivning (undtagen i enkelte fremmedord: Kupé, Allé osv.), kan gale læseudtaler forekomme og nogle af disse blive almindelige hos udannede: forevige, Ministeriet, upartisk, Musiker, Botaniker osv. (jf. ChrMøll.RS.1.94). I nogle få tilfælde har en sådan 111

114 udtale vundet borgerret i sproget, fx. i Reguladetri (se DO.) og i Kalorier, der vel har fået denne udtale under indflydelse fra ord som Ka'lorius, Ci'korie olgn., i st. f. KaloWier (fra fransk calorie; tilsvarende trykforhold i no., sv., ty.; eng. 'calory), og man har så dannet en entalsform KaHorie i st. f. Kalobi. I mange ord, især i adj.-afledninger, høres forskellige udtaler, dog sjælden så mange som ved ordet repræsentativ, hvor DO. angiver repræsentativ, repræsentativ og 'repræsentativ, hvortil kommer en (fra engelsk påvirket?) udtale repræsentativ, som nu ikke så sjælden høres. Ved professionel angiver DO. kun professio'nel, men i sportsbetydningen (mods. Amatør(-)), hedder det (efter engelsk) professionel. En særlig rolle spiller trykket i sammensatte ord, hvor trykfordelingen som regel er hovedtryk + bitryk. Herfra er der dog en del undtagelser; de vigtigste er flg.: a) Når andet sammensætningsled ikke længere identificeres med det tilsvarende selvstændige ord, eller der på anden måde sker en betydningsmæssig afsvækkelse af sammensætningen, kan bitrykket på andet led afsvækkes (og evt. stød tabes), og sammensætningen kan få de trykforhold der er karakteristiske for det simple tostavelsesord, fx. 1 Søndag, 1 Mandag osv., 1 Middag, 1 Valby, 1 Sverige (ikke 'Søndag osv.), 1 Himmerig, 1 Husbond, 1 Bomuld, se ogs. DO. u. Mørbrad; jf. Halrig, 1 sejrrig, Hærerig, 1 aandrig; se Studier Dahlerup.224ff. b) Hvor første led er et forstærkende element får vi i reglen en særlig emfatisk" form for tryk, nemlig to hovedtryk, dvs. lige stærkt tryk på de to led, hvorved disse ord, næsten kun adjektiver, skiller sig ud fra andre sammensætninger med samme efterled (i de første bind af DO. er denne art tryk ikke altid angivet), fx. i 1 allerbedst, - 1 mindst, -htørst, -\yngst osv., 1 bindegal, 1 dødkedelig, -Hræt osv., ^edder^ drukken, ihunde^koldt, Skulde, 1 knawgul, 1 knashør, 1 knippehgod, 1 knuselske, Hud^doven, Ipilhkæv, \pjask)grøn, hkruphkør, hpilhosset, hpidkoge, hnorkhove, htok)døv, Hude^grim, 1 æwgammel osv. jf. AaHans.S.80. Også i eder: ^pine^død! Denne trykkonstellation findes også ved sammensætninger hvori første led ikke i sig selv er emfatisk, når helheden betydningsmæssig kommer på linje med foregående gruppe, fx. ^ud^mærket, 1 over^maade, HngenHunde, 1 nogenhinde, 1 alhid (ved siden af 1 udemærket osv.). Man hører almindelig: (vent) et ^øje^blik, hær^deles, 1 overhøle, bverhrampe, ^over^male osv. (hvor over betyder: 112

115 over det hele), 1 absohut, jfuld*stændig; i affektpræget tale: *skanda*løs. Herhen hører måske det sjællandske (men ogs. i Kbh. nu alm.) * Sommer*dage, *Vinter*dage brugt som absolut tidsbestemmelse: sikke en tyk frakke at gaa med sommerdage! c) en del sammensætninger der egl. blot er sammenskrivninger af ord som har stået sammen i sætningen eller udgjort en sætning, bevarer de tryk der prægede dem i sætningen: i*hjel, tilbage, undertiden, om* kuld, hin*anden, en*hver, end* og, vel* an, Spar* to, Guds* død. Det sidste eksempel viser en totryksforbindelse udviklet til en forbindelse med sidsteledstryk. Hertil hører en mængde stednavne af typerne Kristians*borg, Kalundborg, Frederikshavn, Aaby*høj, Foldingbro, men forholdene ved sammensatte stednavne er meget indviklede og skal ikke behandles her (se fx. PDiderichsen.DG.244). Afvigende tryk kan høres i imidlertid, ganske* vist. En særlig gruppe udgøres af de såkaldte imperativiske dannelser, substantiver bestående af en imperativ + bestemmelse hertil; da bestemmelser i et sætningsled af denne art normalt har noget stærkere tryk end verbet, får disse dannelser hovedtryk på sidste led, fx. KøMnd, Pas*op, Stiki*rend(dreng), Svingbm, RykHnd, Rivi*hjel, Skrabnæse, Skrabhammen, Staa*bi, Ky smig* str akshat, Hug* af, Luk*af, Tagfat. Stednavne, spec. kronavne, som Hold*an, KrybiHy, Kør*om, Sluk*efter, Springfort. Herhen hører også oprindelig ord som SpiUop(per), muligvis også: Glo*bist(er), Styr vold. Et adjektiv som første sammensætningsled af substantiver kan blive tryksvagt ligesom tilfældet er når det indgår i en fast attributiv forbindelse (som epiteton; fx. liden 1 Kirsten, Lille* Kongensgade, Store*Hedinge, Lys*abild), men vist kun (jf. nedenfor) når andet led er to eller flere stavelser, fx. Skønjomfru, Kær moder, Kærminde, Rødbede, Grøn*ærter (heraf sekundært: Grøn'ært), Stolthenrik, Skær*sommer, Skær*torsdag, Lang*fredag, Helligtre*konger(s-aften)*) (jf. Hammerich. Zur deutschen Akzentuation.(1921).243). Forældet er udtalen Højeste*ret ( Mærkes maa det, at i dette Ord en Betoning paa sidste Stavelse, som allerede er eneraadende i Højesteretsassessor" er i stærk Fremtrængen". Recke. Store og smaa Bogstaver. (188 8).39). Ved siden af Fjerding*aar findes * Fjerding^aar; sidste form *) Sml. forb. som Kristi 1 Himmelfartsdag, Store*Bededag

116 viser behandling som alm. sammensætning, medens den første som baggrund har usammensatte forbindelser som en Fjerding *Smør (tysk har ikke blot Viertel'jahr, men også Viertel'pfund, -'stunde ofl.; se Hammerich. Zur deutschen Akzentuation. (1921). 243). d) Delvis til foregående gruppe hører en række sammensætninger hvor de to led er sideordnede (dvandva-sammensætninger). Substantiverne er karakteriseret ved sidsteledstryk, fx. Østrig-* Ungarn, Danmark- * Norge, Allinge-* Sandvig kommune, Tjustrup-*Bavelse-sø, Prinsre*gent, Gud*fader, Syd*vest, Nord*ost, adjektiverne ligeledes, når de er afledt af tilsvarende sammensætninger: siesvig-*holstensk, østrig-*ungarsk, ellers ved lige stærkt tryk: *dansk-*norsk, den *hlaa*gule Fane (d: som er blå og gul; *blaa\gul ville betyde: gul med blåligt skær). e) I adjektiver og verber (og afledninger heraf) med et normalt trykstærkt førsteled (især: enstavelses eller bestående af ord på -en, -el, -er) havde ældre rigssprog i mange tilfælde hovedtryk på andet led; i moderne rigssprog er de normale trykforhold (hovedtryk + bitryk) i de allerfleste ord genindført, og vi har kun forholdsvis få ord af denne tryktype (fx. tro*love, vel*signe, hu*svale, høj*stæret, henbivende, Aaben*baring, Op*standelse; jf. AaHans.S ff. og HBertelsen. Ordrytme og Versrytme.(1933), side 100). Som eksempler på disse udtaler, der for størstedelens vedkommende har tilhørt bogsprog, foredragssprog, prædikensprog, og som nu ikke eller kun sjældent høres, kan nævnes: aar*vaagen, høj* lær de, graa* hærdet, nød*lidende, op* løftende, udehukkende, an*gaaende, saa*kaldt (CFBruun.III.17), lang*varig, Let- Hroenhed, Paa* træng enhed (EJessen. Gram.63f.), Om*vendelse, Forberedelse (Hjortø. Skrift og Tale.(1936).63), høj*agte, stad*fæste, bag*tale, op*finde, over*sætte, underrette, øde*lægge, Sønder*knuselse, Irette*sættelse, jfordpaa*kastelse, Genind*førelse (CFBruun.III.13f.), over*ile, -Hægge, -*træde (Abrahamsen etc.51), Op*byggelse, Om*skiftelse. I mange ord findes begge udtaler endnu, fx. ved Alfader, algod, alvis (faglige eller kirkelige ord, medens almægtig, alstyrende i daglig tale altid har sidsteledstryk; CFBruun.III.12 har: Al*fader, Al*skaber, Al*styrer, Al*skabning, Al*godhed, Al*visdom, Al*vælde (foruden Al*verden), men med enstavelses sidsteled: 'Almagt osv., derfor angiver han vekslen mellem *algod : al*gode, * alvis : al* vise*); aaben- *) Om accentuationen i ssgr. med al- se (foruden DO.) Hammerich.Zur deutschen Akzentuation.(1921)

117 bare, bønhøre, Forudsætning (tryk på sidste led nu sj., men bruges stadig af visse politikere), Fuldkommenhed, ihukomme, korsfæste, /øz;- prise, -synge, lykønske, overbærende, saliggøre (nde), Taksigelse, zwbaaren, velgørende ofl., men om gruppen som helhed gælder at udtalen med hovedtryk på sidste led føles mer eller mindre gammeldags. Derimod har de komplexe adjektiver på -søm og -elig og til dels -lig og af typen op*mærksom, op*findsom, arbejdsom, forehagsom, god*modig, letfærdig (og andre ord på -færdig se DO.), 1vanlig, dum*dristig, tak*nemmelig, affældig, om*hyggelig, æ*druelig, fred*sommelig, an*selig, høj*tidelig, barm*hjertig, vid*underlig fast hovedtryk på anden stavelse og varianter forekommer ikke (se f. eks. hos CFBruun.III.15ff.; om typen se AaHans.S.93*)). Denne type er afledninger af eller bygget over en toleddet forbindelse hvis led begge har stærktryk (som regel hovedtryk + bitryk), oftest forbindelse af to ord, dog også afledninger hvis suffixer kan have en slags bitryk (fx. ked*sommelig, lang*sommelig, gud*dommelig). Afledninger på -(e)lig af et simpelt ord kender ikke dette tryk: *sandelig, hæmmelig osv. f) I sammensatte substantiver hvis sidste led er adj., kan vi have sidsteledstryk, fx. Barn*lille, Mor*lil (men ^Pigelil, Roselil, 'Tovelil osv.), Tomme*liden, Sne*hvide, Fjenneslev* lille, Ølseby*magle. Herefter måske Tornerose (jf. ndf. side 117). Ligeledes i fremmedord: Saltomor* tale. g) I en del sammensætninger der betydningsmæssigt står egennavnene nær, fx. betegnelser for institutioner, høje stillinger, værdigheder**), planter, mærkedage, kan der ske en trykforandring: 1 i de sammensætninger hvis andet led er mindst to stavelser bliver dette bærer af hovedtrykket (medens første led er tryksvagt), fx. Borg*mester, Oberstløjtnant, Generalkom*mando(en) (tidligere også: Felt-, Hof*marskal. CFBruun.III.il.12. Generalkonsul. Jesp.Fon. *) Tidligere havde en del af adjektiverne alm. sammensætningstryk bl. a.: Hyhcerdig (Brob.M.80. CFBruun.III.16), x hovxmodig, 1 slag y feer dig (smst.), K sexværdig (Brob.M.76. CFBruun.III.16; kan endnu høres). **) De lånte har vel deres trykforhold bestemt af lånesproget, jf. ty. Feld'zeugmeister, Hof'jagermeister, Stadt'hauptmann, Ober'amtmann, Stifts'amtmann og flere (se Hammerich.Zur deutschen Akzentuation.(1921).262.f). 8* 115

118 570), Kaal*rabi (tysk Kohl'rabi), Skarn*tyde, Ostindien, Vestindien*), Kruse*mynte, Pebermynte**), Skov*mærke, Svovlbrinte. Måske yførhundrede hører herhen (men udtalen skyldes sikkert tysk Jahr 1 hundert, se Hammerich.Zur deutschen Akzentuation.(1921).241.) 2 i flerleddede sammensætninger (herunder sammensætninger hvis andet led igen er en sammensætning), forlægges hovedtrykket til det midterste sammensætningsled (medens de foregående bliver tryksvage), fx. Grøn*langkaal, Stiftamtmand, Hofjægermester, Ctøer- 1 hofmarskal, -'krigskommissær (tidligere Stadt'hauptmand. CFBruun. III.12), Felt tøjmester (CAThortsen.Metrik.I.(1833).82), KalvehyresJég, Nørrebrogade (i Aarhus 'Nørrebrogade), Altmuligmand, Statsboligfonden, Finanshovedkassen, Landbohøjskolen, Over*skyIdraadet, Lands over* skatter aadet, rød*grønblind, Rød*jærnsten, Brun*jærnsten, Brintoverilte eller Brintoverilte. *Helligaandskirken kan blive til Hellig'aandskirken. Hvor andet sammensætningsled er en sammensætning (eller afledning), karakteriseret ved hovedtryk + bitryk, kan vi også få en anden udvikling, nemlig en undertrykkelse af andet leds hovedtryk, så at den hele sammensætning får hovedtryk på første led og bitryk på sidsteleddet, fx. * Lommetørklæde, * Slagtilfælde, * Nødstilfælde, *Mistil\lid, * Hovedrengøring, *mod-, *ud-, *omar^bejde, *nyan\kommen, *tvekul^sur, S ta*tionsforstander, *Eftermid\dag, * højtudviklet, * Sagsomkostninger, *Haandarfiejde, * Krigsskuepladsen, * genoprette, * overanstrenge. Efter denne model kan forbixgaa blive til *forbi{gaa og forfor*dele er er blevet til *forfordele. Når der til et førsteled der er sammensat eller forsynet med et forholdsvis trykstærkt suffix, tilføjes et suffix der er karakteriseret ved bitryk, sker der ofte en undertrykkelse af førsteleddets bitryk, fx. *arbejds\løs, men 'Arbejdsløshed. Se AaHans.S.91. Hvor der til et med et enstavelsesord (især: adv.) sammensat adj. dannes en afledning på -hed, sker der ofte en trykændring hvorved første leds hovedtryk forsvinder, medens dets bitryk ophøjes til hovedtryk: *ud\holdende, men: Udholdenhed, fuldstændig, men: Fuld*stændighed osv., se DO. u. suffix -hed. Se også Jesp.Fon.567. *) Men fx. 1 Sydafrika, x Westfalen osv., hvor tysk også har hovedtryk på sidste led (Hammerich.Zur deutschen Akzentuation.(1921).258). **) Disse to ord har måske deres trykforhold fra tysk (jf. Hammerich.Zur deutschen Akzentuation. (1921).272). 116

119 En stor gruppe ord, som oftest (tilsyneladende) sammensætninger, for en dels vedkommende uanalyserlige eller uigennemskuelige, men med et fælles stilpræg, nemlig spøgende, kælende eller nedsættende ord, ofte tillige præget af lydmaleri, rim, allitteration olgn., har hovedtryk på sidste led; det er betegnelser for levende væsener som Kcele*dægge, Puttehøne (ved siden af 'Puttehøne), HippenHrip, Kisse*linke (jf. Brøndum-Nielsen.ST.80), Rappen*skralde. Makke- *duse, Tutte* nut, Sipper*nille, Sipper*nip, Gribbe*nille, Galehøjs, Graase- *nollike, Sta*bejs(er), Klumpe*dumpe, Spirre*vip, Sjokke*nokke, betegnelser for legemsdele som Patte*nusser, Pusse*lanker, Numme*nas (barneord for podeks), betegnelser for genstande, ting som KasmeWok, Mukke*bik, Muske*donner, Spille*vcerk, Pakke*nelliker, betegnelser for mere abstrakte forhold somkruse*dulle,krumme*lurer,basse*ralle,sammen*surium, Tumme*rum, Suppe*das, Staa*hej, Hurlumhej, Himstre- *gims, Skuddermudder (også: 'Skuddermudder), Ruskom*snusk, Klemhcerke, Dikke*darer, Dinge*lunte, Dullehaser, verber som kukke*lure, kisse* misse. I en del ord hvor anden stavelse er en gentagelse af første med anden vokal, kan vi have to stærktryk og undertiden lavere tone på sidste led, fx. *Kling*klang, *Krims*krams, * Snik* snak, *Misk*mask, *Hokus*pokus, *Dingel*dangel, *Mik*mak, *Vishas, * Sliddersladder, hvorved de kommer på linje med interjektioner og lydord som *lirum*larum, *pjit- *pjat, *tik*tak, *pling*plang, *ding*dang og (af den rent reduplicerende art): haha, *ja*ja, haa*haa, *la*la, *kuk*kuk, *tit*tit, *nam*nam, hovhov. Om substantiverne gælder at der ved siden af den nævnte udtale også træffes én med almindeligt sammensætningstryk (hovedtryk + bitryk) og i visse tilfælde med hovedtryk på sidste led. For interjektionernes og impulsionernes vedkommende findes sideformer med hovedtryk på sidste led (således også ved andre typer end de nævnte, fx. visse*lulle, kvirrehit, dikke*dik, kykkelihy, hal*løj, helle*dusse, bimme*lim), aldrig sammensætningstryk. En særlig gruppe ord synes at være udvidelser af kortere ord (såkaldte Streckformen", se HSchroder.Streckformen.(1906)), fx. Rabalder (jf. Balder), Kallehaps (jf. Klaps), Klo*duns (jf. Kluns), pla*dask (jf. plask), 'HjerteklaSbabbelse (jf. Hjerteklappelse), Tumme- *lumsen; de har altid sidsteledstryk, jf. låneordene Kram*bambuli, Slam *pamper (slam *pampej. En del lånte (delvis dog i dansk omdannede) ord der ikke føles 117

120 som fremmede, viser samme trykforhold, fx. Skabilken, Ska*vank, FasteHavn, Skærmydsel, Pam*pus s er, MakkeHut, Ba*dulje, Ding e* not, Falbelader (herefter måske: Farveflade), GalimaHias, Mole*vitten. i) Ved en del familienavne på -sen findes ved siden af det almindelige førsteledstryk en i visse familier brugt udtale med hovedtryk på andet led: Michelsen, Tho*mas(s)en, Ras* mus (s) en, Cal*lisen(svej). j) Medens forkortelser på to bogstaver har almindeligt sammensætningstryk eller lige stærke tryk (! 0. *K., *F. *N.), får faste forkortelser på 3 eller flere bogstaver ofte sidsteledstryk: US*A, VS*0, DS*B, AB*C, os*v, DFD*S. Affixer (præfixer og suffixer) er i reglen tryksvage. Af præfixerne er kun de forstærkende, negerende eller modsættende trykstærke (med undtagelser som skyldes indordning u. de ovf. nævnte regler): *mis-, *u-, *und-, *van-, *ur~ (i urgammel olgn.), *ærke-, jf. *aller- og *eje- i ejegod, de øvrige er tryksvage: be- (den spøgende udtale [, be-v3r der\] Beværtning, være en efterligning af den islandske udtale, evt. stammende fra regensslang), er-, for-, kan ge-. De fremmede præfixer viser tilnærmelse til samme fordeling; trykstærke er oftest a- (*amoralsk, *akatalekt, men (hvor ordet ikke opfattes som en afledning) fx. a*morf), *ante-, *anti-, *dis-, *eks-, *hyper-, *pro- (i Prorektor osv.), *pseudo-, *semi-, *super-, *ultra-, *vice-; tryksvage er ab-, de-, in-, (im-, il-, ir-) (men hvor modsætning udtrykkes, kan vi få trykstyrke: Hneffektiv, Hilegal, Hrrationel osv.), inter-, intro-, kom-, kon-, (kol-, kor-), mono-, pan-, para-, peri-, poly-, re- (men med modsætningsbetydning: *jreeksport, Retransmittere osv.), sub-, trans-, Suffixerne viser alle tre trykgrader. Stærktryk kun i opr. fremmede suffixer: -(er)i og delvis -agtig (se Brøndum-Nielsen.ST.41.), endvidere: -inde, -ist, -isse, -ør, -øse, -aner ofl. Bitryk har suffixer der er opstået af selvstændige ord: -dom, -hed, -skab, -bar, -vom, delvis -lig, -som, men de kan alle også have svagtryk. De øvrige har svagtryk, fx. -else, -(n)ing, -ske, -ig, -isk, -de, -me, -ne, -en, -e. Stavelsegrænsen. Spørgsmålet om stavelsesgrænsen er vanskeligt, fordi der som regel ikke er tale om et skarpt skel, men en overgang*). For trykket (og dets beteg- *) Fejltagelser som 'ko,parret for *koptarret og 'fore,vige for for 1 evige er simple læsefejl der skyldes det forhold at en trykstærk stavelse inde i ord oftest har konsonant som forlyd. 118

121 nelse) er det grænsen mellem et svagere og et stærkere tryk eller mellem et stærktryk og et andet stærkt tryk (evt. bitryk) der er af interesse; i disse tilfælde regner man med såkaldt løs tilslutning, dvs., at konsonanten kommer nogen tid efter vokalens kraftigste udsigen" (Jesp.Fon.541) *). Efter lang trykstærk vokal er grænsen forholdsvis tydelig: ['hu'imcoi] Humor, ['ko'jsdap] Kostald. Efter kort vokal er sagen mere indviklet. Tilfældene er: 1 svagtryksstavelse + stærktryksstavelse: henvise, rehur, bardus, pahsere, pawere, Ty ban, Rebel, Tobak, Ra*punsel, Ka\min, Ka\nin, fotografere, reagere, Li 1 kør. Ved sammenstød af vokal og enkeltkonsonant lægger DO. altid stavelseskellet efter vokalen, men i almindelig tale sætter stærktrykket ofte først ind efter at konsonantens artikulation er begyndt, idet konsonanten er forlænget, altså groft angivet: [bev'vi-sa], [pas'se-ra], [tab 1 boeg], [trol'lå'va]. Mindst tilbøjelighed til denne forlængelse og funktion som overgangslyd mellem de to stavelser viser lukkelydene, især de pustede (p, t, k), den største findes hos de stemte konsonanter. Særlig interessant er forholdet ved r, hvor lydens første del, der hører til svagtryksstavelsen, kan vise vokalisk r, medens sidste del, der bliver forlyd i stærktryksstavelsen, kan lyde mere konsonantisk, fx. groft angivet: [pui're-'ra] parere, 'rim'ai] Korender [koi- (jf. DO. u. Terrasse, Terrin, Terræn). Hvor svagtryksstavelsen er lukket af en konsonant og stærktryksstavelsen indledes af en vokal, er det omvendt første stavelses konsonant der kan forlænges, så den også bliver forlyd i anden stavelse, fx. [løs! sagdi] løsagtig, [læa'rena] Lærerinde (det gamle stridsspørgsmål om r'et i disse ord skal overtrækkes eller ej, løses altså af den almindelige udtale ved et både -og), [slav 1 vens] Slavinde, [vidtøon'arli] vidunderlig, [krus 1 så'] Krusaa. Hvor vi har en konsonantforbindelse, regnes som regel (og således også i DO.) hele konsonantforbindelsen som forlyd, forsåvidt den også forekommer som forlyd uden for disse tilfælde (i ordbegyndelse), fx. [repu'blig] Republik, [re'sgreb^] Reskript, [aåæ'kva'd] adækvat, [ka'tri-na] Katrine, [fla'gren'd] flagrant, [a'gre-'j] Agrar, [su'ple-'ra] supplere-, men også her kan vi få forlængelse af den første konsonant, (især når den ikke er en klusil), fx. [res'sgrebt/] Reskript, [reg'gle'ra] reglere, [ref'frbi\] Refræn. Efter de *) Begrebet tilslutning" er dog noget prekært, og det akustiske indtryk af det lidet iørefaldende. Jf.EFischer-Jørgensen i Nordisk Tidsskrift for Tale og Stemme.V.41ff. og samme i Acta Linguistica.il

122 fonologiske regler for konsonantforbindelser sker en stavelsedeling i ord som Parfume, In*struks, ab*strakt. Ofte er der vaklen mellem forskellige muligheder. DO. angiver Transport, men også Transport og (jf. ovf.) Trans*sport høres; interessant er veksel mellem i\ : i\g (det første som udlyd, det andet som udlyd -f forlyd) i [per^vi-w : perjjgvi'n] Pingvin, [leq'vis^: lei\'gvisd] Lingvist. Også her kan vi få overtrækning (ved sammensætning, når dennes karakter er afbleget), fx. høj* stær et*), Ve*ninde, (Prins:) Prin*sesse, Skel* skør, Kor*sør. 2 Hvor vi har sammenstød mellem en stærktryksstavelse og en bitryksstavelse er den nævnte tendens til at anvende en (forlænget) konsonant som stavelseovergang også stærk: [, rib be? n] Ribben, [! byb bu5] Bybud, [byi rå-3] Byraad, [ jylilan'] Jylland, ['nymimå-na] Nymaane, [, sgoni ime\i] Skomager, ['sdenjnal'ar] Stenalder, [ søf fcol' Søfolk, ['søiirø'var] Sørøver, ['trolilø-'s] troløs, ['uvjva-na] Uvane osv. Ved konsonantforbindelser kan vi få en del af den sidste konsonant trukket over som forlyd: ['ko-rnjna-rj] Kornart, [halv vå'i] Halvaar. Ved tryksvækkelse af andet sammensætningsled når vi det simple ords trykforhold, hvor der er en blid overgang mellem stærktryksstavelse og svagtryksstavelse, så noget stavelseskel ikke kan angives [»abad], Abbed, [«abo>r3] Aborre, ['oras] Ørred, [»brøloé] Bryllup. 2. Stød. Her skal kun behandles de tilfælde hvor rigssprogsnormen ikke ligger helt fast eller hvor der foreligger variantformer tilhørende forskellige sproglag. løvrigt henvises m. h. t. stødets anvendelse til Aage Hansen. Stødet i dansk Hvor vekslen mellem stød : ikke-stød hænger sammen med vekslende vokalkvantitet (lang : kort vokal), omtales den ikke her (jf. side 86ff). Simple (o: uafledte og usammensatte) ord. En række kortvokaliske ord på visse konsonanter der snart kan være stødbærende, snart ikke, viser i nogle tilfælde udtaler med eller uden *) Også dette viser tendensen til at lade en trykstærk stavelse efter én med svagere tryk indledes konsonantisk, når sammensætningen ikke mere opfattes m.h.t. dens enkelte dele (jf. ovf. side 118). I sammensætningen a x lene (oprindeligt: al-ene) og Hetttar (oprindeligt: Hekt-ar) er en sådan udtale blevet norm. 120

123 stød. Ordene på -5 har ikke stød (Fad, glad, Bed, Bid, Bud osv.), undtagen i de især i kbh. rigssprog forekommende dagligdags former med forkortet lang vokal hvor stødet fra vokalen er flyttet over på konsonanten, fx. sad', præt., bed', gled' osv. præt., fed', ned', hvid', Strid', Hud', ud', Lyd', Spyd', skød', præt. Samme sproglag har ikke stød i de kortvokaliske Stød, Skød. En række kortvokaliske ord på -n, -1, -r (og sjældent -m) kan udtales med eller uden stød (det første det normale i kbh. rigssprog), fx. Gran, Skin, Skel, Skeel, Smul, Dril, Kartoffelpil, Regnskyl, (paa) Snur, Ar. Hertil slutter sig en række fremmedord med hoved- eller bitryk på sidste stavelse: Pilgrim, Joakim, Tandem, Harlekin, Tyran, Naturel, Chatol, Alkohol, Krystal, Interval. Af enkeltstående ord der viser vaklen kan nævnes Provst, samme (hvor udtalen med stød er københavnsk), og en række oprindelige sammensætninger som Herred, Avind, Alvor, Glavind, ædru. Låneord fra fransk, udlydende på vokal, er i reglen stødløse: Eklat, Assemblé, Atelier, Renommé, Varieté, Clou, Milieu, Trikot, Bureau, Revy, Menu, Kommis. Ved andre findes også en (som regel mindre fin) udtale med stød, fx. Buffet, Filet, Gelé, Etui, Ragout, Chakot, Kø, og endelig har en del (især på -e) nu regelmæssigt stød: Armé, Idé, Kafé, Diarrhé, Frikassé osv., Paraply, Palæ (jf. AaHans.S.104). Sml. s. 86f. Bøjningsformer af simple ord. I substantivernes flertalsformer har vi i nogle tilfælde udtale med eller uden stød. To ord på lang vokal (tidligere vist også flere, se AaHans.S.45) har ved siden af de normale former med stød en stødløs udtale: der er almindelig i provinsielt rigssprog, og Broer (ne), der er gammelkøbenhavnsk. Byer(ne), I en del flertalsformer af ord på 1, m, n, r + konsonant høres både stød og ikke-stød, fx. Amter, Banker (af en Bank), Farter, Felter, Fronter, Lunser, Mulkter, Svulster ofl. (se AaHans.S.48); begge former er almindelige, men stødformerne vistnok i fremtrængen. I nogle i rigssproget forholdsvis nye ord på enkelt konsonant er der usikkerhed m. h. t. stød: ikke-stød, fx. Aser, Diser, Fliser (af en Flis), Baller (billard), Haller; også her er stødet ved at vinde frem. Af ord på -er, der ellers normalt bevarer stødet foran -e, viser nogle enkelte vaklen, fx. Fibre, Bolstre, Mønstre. flertalsmorfemet I adjektivernes bøjningsformer er der vaklen ved nogle ord på -el, 121

124 -er: muntre, skumle, svimle, vamle, ved nogle fremmedord: grelle, sfcrøfe samt i superlativerne ringest og nærmest (i det sidste ord er stødformen nu provinsiel). Ved verbalbøjningen er der følgende tilfælde af vaklen: en del præsensformer af svage verber har stød i kbh. rigssprogstale (delvis regnet for lidt vulgært): kø-ber, ej'er, arner, tu-der, medens tvivler (jf. DO. og Brob.M.75) nu er mindre brugt. Verber på vokal vakler i nogle ord i trestavelses bøjningsformer: døende, troende, seende, diende, gryende (se Jespersen i Arkiv.XXIX.16). Afledninger. Substantiver på -sel har alm. ikke stød, men undertiden høres Kørsel, Færdsel, Varsel med stød. I nogle ord på -else til verber på vokal: Blaaelse, Strøelse, Vielse kan høres stødløs udtale, men en udtale med stød er det almindelige. Det samme gælder et par ord på -st: Hyldest Yndest. I ordene Tiende og Tyende er derimod stødløs udtale almindeligere end udtale med stød. I ordenstallene syvende, niende, tiende har kbh. rigssprog stød, provinsielt rigssprog ofte stødløshed. I nogle adjektiver på -lig til substantiver på -er med stød høres både stød og ikke-stød, det sidste dog hyppigst, fx. jammerlig, hæderlig, kummerlig. Af suffixerne har -bar og -som en trykstyrke der varierer fra bitryk til svagtryk og svarende hertil stød og stødløshed. Om suffixord med u- se DO. og Sammensætninger (og afledninger heraf eller af toleddede udtryk). Førsteleddet viser i nogle tilfælde vaklen mellem bevarelse af det stød der præger leddet som selvstændigt ord, og stødtab, fx. Grønkaal, Grønthandler, Vælskbind, Skovlfuld, Saltkød, alskens; sammensætninger hvis første led ender på s: Børs-, Kurs-, Lods-, Glans- ofl. I ord som Rødkaal, Rødvin, Hvidkaal, Hvidvin er stødudtalerne forældede, i Rødgrød derimod høres nu kun stød. I sammensætninger med stødprægede ord på -er som første led foretrækker kbh. rigssprog (i mere eller mindre stærk grad ved de forskellige ord) stød, medens provinsielt rigssprog har former med og uden stød, fx. Ager-, Alder-, KobberKummer-, Læder-, Nummer-, Hæder-, Lummer-, Glimmer-, Mudder-, Pudder-, Sladder-, Skrammel-, Smadder Lejr-, Sejr-, 122

125 Andetleddet. I sammensætninger på -er foretrækker kbh. rigssprog stød på 2. led, men stødløs udtale er foruden i provinsen også temmelig alm. i Kbh., fx. i Boghandler, Børstenbinder. Dagdriver, Fritænker, Gaardejer, For-, Løsgænger, Genganger, Daglejer, Sagfører, Modstander, b ejler, Gendøber, Bogbinder, Kandestøber, Urtekræmmer, Menneskeæder, Landstryger. Vaklen findes i adjektiver (og afledninger heraf) på -ende: altædende, ildelydende, stillesiddende, førstkommende, banebrydende, dødbringende, tænderskærende, glædestradlende, himmelraabende omfl., og på -ig: /ewstridig, flerstemmig, medskyldig, snakkesalig, mønsterværdig ofl., og på -et: smaarudet, bredskuldret, blaastribet, lavmælet, højrumpet, storsnudet, højstammet, flerfarvet ofl. Også i de nævnte adjektiv-grupper hører udtalen med stød især hjemme i kbh. rigssprog. Andre tilfælde af vaklen er: indvortes, udvortes, anderledes. Til slut skal nævnes de vigtigste tilfælde hvor man i rigssprog talt på jysk substrat hører en anvendelse eller ikke-anvendelse af stød der ikke er i overensstemmelse med rigssprogsnormen. Stød høres ofte i flg. ord: Guld, Sølv, Gulv, Himmel, gammel, Skammel, Hammer, Sommer, Peber, doven, egen, lille, sølle, hellig, nemlig, (for)nylig, Lejlighed, nærmest, Lørdag, Titiden, Totiden osv. Stødløshed i flg. ord: F^', S'førø, Vinter og i flg. ordtyper: a) ord på 1, m, n (i\), r -f konsonant, fx. Bælt, Pjalt, Kant, Klint, Klump, Bank, Punch, Trumf, Svulst. b) verber med præfix be-, for- og et tostavelseshovedord, fx. besøge, betale, forære, fortælle, forbyde. c) verber på -ere, fx. spadsere. d) sammensatte verber hvor andet led er tostavelses, som opkøbe, udsælge, falbyde, lovprise, endevende, fastgøre. 3. Tone. Da tone jo ikke i dansk rigssprog er et ordkendetegn, men knyttet til ordene som led i sætningen, talen, er det forståeligt at vi kun finder en fast, karakteristisk tone knyttet til det enkelte ord når dette er brugt 123

126 som en selvstændig ytring (en funktionel sætning), dvs. først og fremmest ved ord af klassen interjektioner og dernæst ved andre ord der er opstået ved forkortelse af (grammatiske) sætninger, fx. har ord som ja, nej (næ), aah, ih, hu(h), saa(h), hvad?, han!! osv. forskellig tone efter den sindsstemning de udtrykker. Disse variationer er ikke angivet i DO. Herom henvises til Jesp.MFon ff. og Alf Bo. Tonegangen i dansk Rigsmaal. (1933).

127 BENYTTET LITTERATUR (Om forkortede bogtitler henvises iøvrigt til DO.s forkortelseshæfte). Abrahams. Abrahamson etc. Ulla Albeck. Allen. II. 69lf. Poul Andersen. APhS. Arnholtz. JBaden.Gram. 2 HBertelsen. FBeyer. SBloch. Alf Bo. Bom.S. Bom.S.II. Bredsdorff.Prøve. Bredsdorff. Forsøg. H. Abrahams. Études Phonétiques sur les Tendances Évolutives des Occlusives Germaniques Abrahamsons og Todes oplysninger om rigsmålsudtalen omkring 1800, af Niels Åge Nielsen, i Sprog og Kultur. XIX. 33ff. Farlige Ord.(1942). 2 (1948). Den kbh. sprogprøve i C. F. Allen. Det danske Sprogs Historie i Sønderjylland. II f. Poul Andersen. Dansk Fonetik, i Nordisk Lærebog for Talepædagoger. I. (1954). Kap. XV. Acta philologica Scandinavica. Iff. 1926ff. A. Arnholtz und C. A. Reinhold. Einfuhrung in das dånische Lautsystem : J. Baden. Forelæsninger over det Danske Sprog eller resonneret dansk Grammatik. 2. Oplag Ordrytme og Versrytme F. Beyer. Modersmålets Opdyrkning S. N. J. Bloch. Grundtræk til en dansk Retskrivningslære Tonegangen i dansk Rigsmaal Kaj Bom. Slang Sa. Mere om slang J. H. Bredsdorff. Prøve af en efter Udtalen indrettet dansk Retskrivning (citeres efter J. H. Bredsdorffs udvalgte Afhandlinger, ved Jørgen Glahder. 1933). Sa. Forsøg til en dansk Grammatik, i NkS

128 Brob.M. Brob. CFBruun.I.»» II.»» III. Brøndum-Nielsen.»» GG. + bd,»» SF.»» ST. MFGBøgh. CCloos. FPJDahl. DF. + bd. PDiderichsen. DO. Feilb. Eli Fischer-Jørgensen. VForchhammer. SvGrundtv. Hammerich. AaHans. AaHans.S. Heib. Hjortø. Hjortø. OS. 5. Broberg. Manuel de la Langue Danoise Sa. Toneholdet i dansk, i Blandinger udg. af Universitetsjubilæets danske Samfund. I ff. C. F. Bruun. Om Bogstavlydenes Længde i danske Ord Sa. Om Bogstavernes Lyd i danske Ord Sa. Om Akcenten eller Tonefaldet i danske Ord Afsnittet om udtalen i K. Wied. Danische Konversations Grammatik. 6. Ausg Gammeldansk Grammatik. Iff. 1928ff. Sproglig forfatterbestemmelse Studier og Tydninger Da. Retskrivningslære Danske fonetiske Transskriptioner F. P. J. Dahl. Dansk Retskrivningslære (i nytryk 1891). Danske Folkemaal. 1927ff. P. Diderichsen. Danish Pronunciation. Key to Grammophone Record. 2. udg Ordbog over det danske sprog. Iff. 1918ff. Ordbog over jyske almuesmål. Iff. 1886ff. Almen Fonetik, (duplikeret udg.) V. Forchhammer. Taleøvelser. 3. udg Sv. Grundtvig. Det danske sprogs tonelag, i Beretning om Forhandlingerne på det første nordiske Filologmøde ff. Zur deutschen Akzentuation. (1921). Aage Hansen. Om kvantitetsudviklingen i dansk rigstalesprog, i APhS. VI. 97ff. Sa. Stødet i dansk J. L. Heiberg. Sprogbemærkninger (trykt i Pros. Skrifter VIII. 413ff.). Skrift og tale. (1936). Sa. Fra ordenes samfund

129 Høysg.AG. Anker Jensen. PJernd. Jesp. TL.» Fon.» MFon.» MFon. 2» MFon. 3 EJessen.Gram. Sprogl. Fritz Jiirgensen. Kort. MD Kriger. Levin.Gr.I-II AMartinet. CMichelsen. ChrMøll. RS. I. Niels Åge Nielsen. Høysgaard. Accentuered og raisonnered Grammatica (i DGrammat. IV ). Udtaleangivelsen i F. A. Mohr. Lommebog i det danske og tyske Sprog. Første Del. [1908]. Det danske Sprog paa den danske Scene, i Tilskueren ff. Om Oplæsning. (1897). Sa. Tale og Læsning Otto Jespersen. Den bedste danske udtale, i Letterstedtska tidskrift Iff. Sa. Fonetik Modersmålets fonetik udg udg E. Jessen. Dansk Grammatik Dansk Sproglære Om stavelsemåls og»toneholds«gengivelse i lydskrift, i Tidskrift for Philologi og Pædagogik. II. 57ff. De almindeligst kendte levende sprogs lydbetegnelse, i Tidskrift for Philologi og Pædagogik. II. (1'861) 117ff. 206ff. Citeres efter Vilh. Andersens udgave V. Bennike & Marius Kristensen. Kort over de danske folkemål med forklaringer Småting om den nydanske Retskrivning I. Levin. Haandbog i det danske Sprogs Grammatik. I. Lydlære. Kjønslære (II.) Oplysende Anmærkninger og Undersøgelser (Trykt bag il.). A. Martinet. La Phonologie du Mot en Danois C. Michelsen. Ekko af dansk Talesprog Christen Møller. Træk af de romanske Sprogs Indflydelse paa Nygermansk. I Dialekt, Jargon og Vulgærsprog i Århus, i Tyve Århus-rids ff. 127

130 Børge Rasmussen. Recke. Sandfeld. S.» S. 2 Sandvad. Sarauw. Skau trup. III. SprKult. StormP.»» P.»» 13 0.»»TT. Studier Dahlerup. HSweet. Axel Sørensen. CAThortsen. HJUldall. UnivBl.I. Lidt om gammelkøbenhavnsk, i DF.X. 113ff. Store og smaa Bogstaver Sandfeld (Jensen). Sprogvidenskaben Sa. Sprogvidenskaben. 2. udg Stauningmålet Niederdeutsche Forschungen. I Peter Skau trup. Det danske Sprogs Historie. III Sprog og Kultur. Iff. Aarhus 1932ff. Storm Petersen. Det er ikke mig! Sa. Proppen i Sa. Tretten Øre - Alt iberegnet! Sa. Takt og Tone Studier tilegnede Verner Dahlerup H. Sweet. On Danish Pronunciation, i Transactions of the Philological Society Axel Sørensen. Dansk Rim-Ordbog Metrik. I H. J. Uldall. A Danish Phonetic Reader. London Blandinger til Oplysning om dansk Sprog udg. af Universitets-Jubilæets danske Samfund. I (når materiale herfra kaldes nordsjællandsk, er det ikke helt dækkende, idet det kun er dialekten i Hornsherred forfatteren beskriver). LYDSKRIFTEN Den anvendte lydskrift er den i Ordbog over det danske Sprog anvendte, se lydskrifttavlen i bind XXVIII. Af typografiske grunde bruges dog 1, n, r for ustemt 1, n, r.

131 ORDREGISTER (Heri er optaget alle m.h.t. udtalen behandlede ord; man bedes bemærke, at en henvisning kan dække over flere omtaler af samme ord indenfor samme side, og at der ikke altid er skelnet mellem enslydende ord når udtalen er fælles.) Aa- 96 Abild 110 -agtig 118 aa(h) 26, 77, 84, 107, Aborre 110, 120 Agurk absolut 39, 113 Agurker 103 aabenbare abstrakt 120 ak 109 Aabenbaring 114 absurd 93 Akademi 38 aabn! 42 Accent 82 akatalekt 118 aabne 104 ad 86 Akkord 78 Aabyhøj 113 Adel 44 akrobatisk 46 Aadsel 45, 59 Adils 59 Akt 28, 65 Aage 35 adjø 87 Akter 48 aagre 105 adle 59, 105, 108 Aktie 84 aak 109 adressere 38 Akvarium 103 Aal 43 adskillige 59 Akvavit 39 Aand 53 Advokat 89 al 91 Aandedrag 87 adækvat 119 Albue 40 aandelig 54 Aero- 20 Alder 29 aandrig 112 Aeroplan 39 Alder- 122 Aar 26, 76, 92 af 71, 86 aldrende 55, 108 Aare 76, 101 Afbetaling 37 aldrig 29, 55, 108 Aarhundrede 116 affældig 115 Alfader 114 Aarhus 25 aflægs 95 Alfer 108 aark 109 Afrika 28 Alge 108 aarle 104 Afrodite 99 algod 114 aarlig 104 Aften 28 Algodhed 114 Aars 93 Ager 30 Alkohol 121 Aarsag 25 Ager- 122 Alkove 25 aarvaagen 114 Agnes 82, 108 alle 29, 108 ab- 118 Agnete 82 Allé 111 Abbed 57, 97,110,120 Agnetes 44 alier- 118 Abbedi 38 Agrar 119 allerbedst 112 Abbedisse 57 Agre 105, 108 alle ret! 109 A-B-C 118 Agt 28, 65 allermindst 112 Abe 28, 51 agte 65 allerstørst 112 Abekat 37 agter 48, 65 alleryngst

132 allesammen 109 -aner 118 arktisk 49 Allike 41 angaaende 114 Arm 28, 43, 80, 94 Allinge-Sandvig 114 angle 108 Armada 46 Almagt 110, 114 angre 108 Arme 108 Almanak 39 Anker 108 Armé 121 almen 110 ankr! 43 Arne 108 almindelig 54 ankre 49, 78 Arnold 55 Almue 110 Anlæg 64 aromatisk 46 almægtig 114 anonym 90 Arp 93 Alper 108 anse(e)lig 42, 115 arrangere 83 Alperne 80 Ansigt 65 Arrene 102 alsidig 110 ansku(e)lig 42 Arrest 29 Alskaber 114 Anslag 87 Arret 102 Alskabning 114 ansvarlig 104 arrig 44, 68, 76 alskens 122 antage 67 Art 93 alstyrende 114 ante- 118 artig 49, 79, 103 Alstyrer 114 anti- 118 Artium 84 Alter 41, 80, 108 Antilope 47 Arv 71, 72 alterere 49 aparte 79, 102, 103 arve 72, 108 altid 28, 112 Apostle 57 Aser 121 Altmuligmand 116 Apotek 48 Asiat 74 altsaa 57 Apoteker 100 asiatisk 47 altædende 123 Apparat 39 Asie 30, 84 Alverden 114 Appelsin 28 Asien 84 alvis 114 Appetit 48 Asiet 84 Alvisdom 114 apropos 39, 86 Asparges 67, 77 Alvor 121 Ar 92, 121 Assemblé 121 Alvælde 114 Araber 29 Astma 57 Amager 30, 36, 67,110 arabisk 46 at 86, 107, 109 Amelie 73 Arbejde 42, 60 Atelier 121 Amen 100 arbejde 60 atsch 84 Amerika 29 Arbejder 60 attende 53 Amme 30 arbejdsløs 116 Attentat 48 amme 30 Arbejdsløshed 116 atter 29 amoralsk 118 Arbejdsmand 58 Attestats 56 Amt 28 arbejdsom 59, 115 attestere 38, 48 Amter 121 Arden 53 attisk 47 And 91 Areal 29 Attitude 48 anden 29, 54 Arena 29 Attribut 89 anderledes 123 arg 94 Auditoriet 62 Andersen 28 Argot 57 Auktion 37, 65 andet 54 Arie 29, 73 Aula 37 andre 29, 54, 108 Arild 101 Aunsbjerg 37 Andrik 50, 54 Ark 27, 93 Avertissement 37 Andrup 54 Arkitekt 49 Avind 41, 121 aner 122 Arkiv- 97 Avis

133 azur- 96 Balustrade 15 bebyrde 52 Bambus 108 bebæ(e) 41 Baad 25 Bandagist 83 Bed 14, 121 baade 26, 60 Bande 53 bed 40, 87, 121 Baadsmand 25, 59 Banderole 101 bedaget 46 Baal 91 Bandholm 53 Beddet 97 Baand 91 banebrydende 123 bede 14, 58, 59, 97 Baas 90 bang 109 bedre 19, 59, 105 Babs 48 Bank 123 bedrøve(t) 33 Baby 15 Banke 108 bedst 58 Backfisch 15 Banker 121 bedt 59, 89 Bad 98 Banko 49 Beduin 72 bad 58 bar 29, 76, 79, 92 Beg 18, 68 bade 28 -bar 118, 122 begegne 15 badede 42 Barat 46 Begonie 73 Baden 60 Barber 77, 92 Begreb 88 Badet 61, 62 Barber- 96 behage 67 badet 61 Barde 53, 102 behøve 33, 70 Badulje 118 bardus 77 beja(e) 41 badus 119 bare 29, 76, 101 Bekendtskab 53, 57 Bag 65 Bark 29, 76 beklage 36 bag- 96 barke 103 Ben 91 Bagatel 39 Barm 43 Benklæder 82 bage 28, 30, 105 barmhjertig 115 benovet 37 bagefter 36, 97 Barn 28, 94 berede 59 Bageri 38 Barnlille 115 beredt 59, 89 Baggaard 36, 108 Barsel 78, 108 Berider 97 Baghovedet 62 barsk 79 berige 66 Bagstavn 65 barsle 108 Bernhard 53 Bagsværd 65 Bartholdy 55 Bernikowsgade 28 bagt 29, 65, 94 Basar 92 Berserk 38 bagtale 114 baske 49 besk 95 bagte 29 Basseralle 117 beske 102 Bagtæppe 36 basta 49 beskedne 59 Bajads 56, 74 Bastard 53, 93 beskvulpe 14 Bajer 32 Bastillen 81 besmudse 14 Bakke 103 Basun 91 Bestie 18 Bakterie 103 Basun- 96 bestige 66 Bal 91 Bataille 81 besværlig 104 Balder 55 Bataillon 48, 81 Besyv 34 Balje 73, 108 Batteri 48 Besøg 69 Balle 73 Bavian 74 besøge 123 Baller 121 Bavl 51 Bet 89 Ballon 101 bavle 36, 51 B'et 40 baltisk 49 be- 118 betage 67 Baluster 15 bebrejde 17 betaget 46 9* 131

134 betale 38, 123 blaagraa 25 Boble 48 Bevilling 17 blaagul 114 boble 48 bevise 119 blaalig 25, 104 Bod 40 Beværtning 117 blaastribet 123 Bodil 59 Bi- 95 Blad 98 boede 42, 44 bi 13 Bladet 62 boende 42 bi ba bu 86 bleg 18, 33, 68 boet 40, 42, 63 Bibeskæftigelse 13 Blegn 69 Bog 25, 35 Bibler 104 blev 33, 71 Bog- 96 Bibliotek 17, 50, 89 blevet 71 Bogbinder 123 Bid 121 blidne 105 Boghandler 123 bide 58, 59, 88, 97 Blik 89 boglig 104 Bidrag 87 Blikkenslager 30, 67 Bogstav 65 Bidsel 58 blind 91 Bojan 74 bidsk 59, 95 Blis 14, 90 Bold 55 bidt 59, 88 blisset 61 bolde 55 bie 41, 63 blive 45, 71, 72, 81 Bolig 40, 66 biet 63 bliver 72 Bolstre 121 Bif 89 Blod 87 boltre 49 Bil 91 Blod- 96 Bolværk 24 Bil- 96 Blods 59 Bom 24 bildende 55 blommet 61 Bombe 24 Billard 52, 81, 92 blond 53 Bomerang 39 Billede 42, 43 Blonde 53 Bommesi 24 billedlig 59 Blondine 53 Bomuld 112 bimmelim 117 Blot 89 Bonde 23, 24, 53, 107 bindegal 112 blote 99 Bondehuset 61 Binding 51 blottet 61 bor 75, 92 Birk 16, 17, 79, 93 Bluff 15 Bord 51, 75, 92 Birthe 103 blunde 23 Bord- 96 Bisam 100 Blus 14 Borde 40 bisar 92 Bluse 100 borde 52 Biskuit 57 Blusel 100 Bordet 52 Bismer 14 blusse 14 bore 40 Bison 100 Bly- 95 Borg 44, 67, 94 Bisp 14 Blyant 74 Borge 67 bister 49 Blæk 89 Borger 108 Bjerg 44, 67, 68, 94 blæse 94 Borgerskab 67, 107 Bjerge 67 Blæst 94 Borgmester 77, 115 Bjælke 49 blæst 94 bornert 93 Bjælker 41 blød- 96 Bort 93 Bjørn 16, 22, 94 bløde 58 bort 79, 93 blaa 25 blødte 99 borte 26, 79, 103 blaa- 95 bo 41 Borup 101 Blaaelse 122 bo- 95 Bosporus 49 Blaagaard(sgade) 96 Boa 106 Botaniker

135 Bouillon 81 Boulevard 53, 93 Bourgeois 86 Bouteille 81 Bov 90 Brag 29 brage 75 Brahms 29 Branche 83 Brand 91 Brande 53 Brandes 53 Bras 30, 90 brav 72 bravo 33, 37 bravt 70 bred 58 bred- 96 Bredde 60, 99 brede 58 bredskuldret 123 Bregne 69 Brev 18, 33, 34, 71 Brev- 96 Brevkort 71 Brillant 81 brillant 81 Brillantine 81 brillere 81 Brintoverilte 116 Britannien 73 Bro- 95 Broche 84 Brodde 26 Broder 58 brodere 38 Broer(ne) 121 Brog 25 Bronkitis 47 Bronze 26 brovte 31 Brug 66 bruge 24, 40, 66, 98, 105 Brugsforening 65 brugte 24 brun 91 Brunjærnsten 116 Brusk 15 brusket 61 brutto 47 bryde 58, 97 Brydekamp 106 Bryg 20 brygge 20 Bryllup 41, 120 Bryn 91 Brynhilde 55 Brynje 73 bræge 78 brænde 19 Bræt 19 Brød 58 Brødre 22, 105 Brøk 89 Brøker 99 Brøl 91 Brønd 21, 22 Brønderslev 53 Bud 14, 121 Buddene 97 Buddet 62, 97 Buddinge 59 Bude 14 buet 61 Buffet 18, 86, 121 Bug 66 buget 61 bugne 66, 104, 105 Bugspryd 65 Bugt 65 bugtet 61 buk 24 buldre 55 Bule 66 bulgarsk 95 bullen 15 Bulmeurt 15 bum 109 bundne 107 Bur 92 burde 16, 23, 52, 102 Bureau 121 Burre 23 Bursch 85 Busk 15 Buste 102 Butterdej 15 buttet 61 By 13 By- 95 Bybud 120 byde 58, 97 Byer(ne) 121 Byg 20, 89 Byge 66 bygge 20 Byld 55, 91 Byraad 13, 120 Byrd 52, 93 Byrde 16, 21, 52, 102, 108 Byrum 101 Bælg 44, 67, 68 bælge 67 Bælle 68 Bælt 123 Bær 77, 79, 92 bære 46, 76 Bæst 18, 93 Bæster 102 Bæver 41 bævre 34 Bødker 45, 100, 104 Bøf 89 Bøg 69 Bøger 67, 69, 98 bøjet 61 Bøjle 31 Bølge 67 bølge 108 bølget 61 Bøn 91 bønhøre 115 Bør 92 bør 21 Børge 67 Børn

136 Børs 93 Cooper 47, 98 dejlig 31 Børs- 122 Cortege 15 dekorere 38 Børsen 78 Coxitis 47 Dekstrin 38 Børste 21, 77 Cykel 20, 21 Del 91 børste 77 Cylinder 53 delikat 89 Børsten 21 Cæcilie 103 Delirium 17, 39 Børstenbinder 123 dem 90 da 86 demagogisk 64 Cadeau 86 Daa- 95 Demimonde 81 Callisen (svej) 100, 118 Daab 51 den 91 Capri 48 daarlig 25, 26, 104 Depot 89 Caro 101 da capo 46 der 92 Ceder 60 Daddel 97 derfor 97 Celluloid 81 Dadel 97 dersom 20 Centimeter 81 dadle 105 deslige 38 Centrifuge 39 Dag 30, 36, 67, 88 desperat 39 Ceremoni- 97 Dag- 96 Dessert 53 Chaise 84 Dagblad 30, 110 desuden 38, 97 Chakot 57, 121 Dagdriver 123 desværre 38 Chambriere 81 Dage 40, 46 det 19, 57, 63, 86 Champagne 84, 108 Dagene 40, 106 Detail 81 Champignon 83, 111 Daggert 28 dette 19 Chance 83, 108 Daglejer 123 DFDS 118 Charlatan 84 daglig 36, 66, 104 Diadem 90 Charles 77, 108 Dagløn 110 Diagnose 64 Charlotte 77 Dagpenge 110 Diarrhé 121 Chatol 121 Dagsavis 65 Didde (Ditte) 48 Chauffør 16 Dal 91, 96 die 40, 63, 106 Chaussé 87 Dame 28 diede 42 Check 83 Dankonge 110 diende 122 Chef 15, 19, 83, 89 Danmark 108, 110 Difteritis 47 Chemise 100 Danmark-Norge 114 Digt 65 Chokolade 39, 83 Dannebrog 25 digte 65 Cider 60 danse 108 Dikkedarer 117 Cigar 39, 92 dansk 17 dikkedik 117 Cikorie 73, 103, 112 dansk-norsk 114 Diktator 46 cirka 49 Das 90 dilettantisk 49 Cirkel 16, 49 Data 46 din 91 cirkle 80 Daugaard 37 dingdang 117 Cirkus 16, 49 de 86 Dingeldangel 117 Cito 99 de- 118 Dingelunte 117 City 47 -de 118 Dingenot 118 Classensgade 100 Debut 15, 57, 86 Dionys 90 Clotilde 55 debutere 15 Diplom- 97 Clou 86, 121 December 111 Direktør 65 Communiqué 15 Degn 32, 69 dirke

137 . Dis 90 Drogue 25 dyr 43, 92 dis- 118 Dromedar 38 dyrere 78 Discipel 98 Dronning 27 Dyreryg 107 Diser 121 Drosche 84 dyrk 93 Disputats 56 Drue 40 dyrke 16, 76 distingveret 15 Druesukker 40 Dæmon 25 Distinktion 15 drukne 66 dæmonisk 25 distræt 57 -drup 41 dø 41 dit 88 Drys 90 døbe 70, 105 ditto 47 dræ 41 døbt 94 Divan 111 dræbe 51, 105 Død 87 djærv 72 dræbt 94 Død- 96 djærvt 70 drøje 78 død 87, 88 Djævel 73 Drøm 90 dødbringende 123 Djævle 34, 105 Drøv 90 dødkedelig 112 do (re mi) 86 D.S.B. 118 dødsens 58 dog 35 du 41, 56, 86 Dødssynd 59 Doktor 42 Due 73, 106 dødt 88 Dom 90 du(e) 63 dødtræt 112 -dom 118 duede 42 døende 122 Dorthe 79 Duer 73 Døgn 69 dotere 38 duer 43 dølge 67 Double 98 Dug 50, 66, 89 Dønning 22 Douche 85 duk 50 Dør 92, 102 doven 123 duknakket 15 dør 92 Draabe 35 Dullevaser 117 Døre 22 Drab 88 dum 90 Døs 90 Draco 46 dumdristig 115 døv 33, 34 Drag 87, 88 Dumrian 74 døv- 96 drage 67, 75 Dun 91 døve 70 Dram 90 Dup 23 Dramatiker 47 dupere 15 -e 118 dramatisk 47 Dur 92 Eclat 86 d Dramaturg 23, 94 dus 90 Edder 97 Drejl 43, 44 Dværg 44 edderdrukken 112 Dres 90 Dværge 67 Eddike 48 Dresden 102 Dyb 88 Edmund 54 dressere 38 dyb 88, 96 Edvard 53 Drev 34, 71 Dybde 104 Efor 38 drev 33 dybt 94 efter 71 Dril 121 dygtig 65 Eftermiddag 116 driv- 96 Dynd 91 Eg 68 Drive 33 Dyner 101 egen 32, 123 drive 33 Dynevaar 106 egentlig 57 Drog 35, 87, 98 dyppe 99 Egetræ 67, 68 drog 66 Dyr 43, 92 Egn 69

138 egne 69, 105 eje- 118 ejer 122 Ekko 47 Eklat 57, 121 eks- 118 Eksamen 38 Eksercits 56 Ekspert 93 elastisk 49 Eldorado 55 Elegance 28 elegant 28, 38 Elegi 64 elegisk 64 elektrisk 38 elendig 38 Elevator 46 Elg 67 eller elleve 43, 72 -else 118 elske 109 elskelig 43 Elv 72 Em 90 le 81 Emballage 81 Embede 42 Emeritus 38 Emigrant 38 Emilie 103 Empire 81 en 88 en (fire-fem uger) 38 -en 118 en- 96 endda 38 endelig 54 endevende 123 endnu 38 endog 38, 113 endossere 39 Energi 38 energisk 38 engagere engang 38 Engel 108 enhver 38, 113 Enquete 81 Ensilage 81 enten 80 entr! 42 Entré 86 entre 50, 78 Entreprenør 81 Entreprise 81 Entusiasme 81 episodisk 60 Epistler 57 Epoke 100 er 92 er- 117 Eremit 38 erfare 38 -eri 118 Erik 50 erindre 38, 54, 108 erobr! 43 erobre 38, 108 erotisk 46 Erts 57 Esmeralda 55 Eskimo 49 Esprit 57 Espritter 57 Essens 38 essentiel 84 Estime 38 et 88 Etage 38, 84 Etats raad 56 Etude 38 Etui 121 Eufemisme 35 Eugen 32 Eugénie 32 Eunuk 35 Euripides 35 Europa 35 Ewald 55 Evangeliet 73 Eventyr 19 Eventyrene 78 evindelig 38, 54 Evne 34, 70 Excelsior 84 faa- 96 faaet 63 faar 92 Fabel 44, 51 Fabler 104 Fabrik 29 Fabrikat 89 Fad 30, 87, 98, 121 Fader 58 Fadervor 26, 58 Fadet 97 Fag 87 Fagforening 30 Fagot 29 fagre 105 Fagter 65 Fajance 74 Fakkel 30 Falbelader 118 falbyde 123 falde 108 falder 28 faldne 108 Falk 80 falske 108 Familie 73, 103 faml! 43 fanatisk 47 Fanden 14, 101 fanerne 19 Fanen 14 fanget 42 Far 28, 79 Farbror 30 Farce 103 fare 40 Farimagsgade 65 farlig 40, 75, 77, 104 Farmaceut 32, 35 Fars 77, 93

139 Fart 76, 93 farte 79, 103, 108 Farter 121 Farve 72 farve 72 farvel 77 Farvelade 118 Fasan 91 Faste 102 Fastelavn 57, 118 fastgøre 123 fat 88 Fatter 28, 99 fattig 47 Fauna 37 Faust 37 Fauteuil 81 Favør 16 Fe- 96 fed 121 Fedt 88 Feer 40 Felter 121 Feltmarskal 115 Felttøj mester 116 fem 90 Ferdinand 54 Ferie 73, 103 feriere 74 ferskt 65 Feston 38 feudal 35 Feuilleton 81 Fez 48 Fiasko 49 Fibre 121 Fif 89 Figner 66 fik 89 Fil 91 Filet 18, 87, 121 Filologi 64 Filoveden 40 filtre 49 fin- 96 Financier 81 Finanshovedkassen 116 finansiel 81 finder 44 Finger 44 Finkel 41 Fiolstræde 69 Fip 88 Fir- 96 fire 40, 76 Firma 16, 75 firs 93 Fjante 74 Fjeddet 97 Fje(de)r 20, 58 Fje(de)rham 58 Fjedre 105 fjedre 105 Fjende 18 Fjenneslevlille 115 Fjer 40, 73, 92 fjerde 20, 102 Fjerdingaar 113 fjern 94 Fjog 87, 98 fjollet 73 Fjols 74 Fjor 92 Fjord 92 Fjord- 96 fjorten 25, 103 Fjæl 91, 92 Fjæld 91 Fjælen 83 Fjært 93 Fjæs 74, 90 Flab 88 flad 43, 87, 88 fladt 88 Flag 88, 98 Flagets 62 flagrant 119 flagre 36 fler- 96 flerfarvet 123 flerstemmig 123 flest 94 fleste 102 Flip 88 Flirt sb 15 Fliser 100, 121 Flitsbue 56 flittig 47 Flom 90 flot 89 Flotille 81 flov 37 flyde 97 flygte 65 flyv 34 Flyvere 109 Flæg 64 F.N. 118 Fnug 89 Fod 98 Fod- 96 Fodbad 110 Fodbold 110 Foderal 38 Fo(de)r 58 Fodfolk 110 fodre 105 (til) Fods 95 Fodslag 110 Fog 98 Foged 63 Foldingbro 113 Foliant 74 Folie 73 Fond 53 Fontæne 81 for 92 for- 118 Foraar 108 foran 54 foranderlig 54 forandre 54 forbarmende 109 Forberedelse 114 forbigaa 116 Forbryder 77 Forbund 110

140 forbyde 123 Foto 99 fundet 61 Force 103 fotografere 119 Funktion 65 fordum 51, 108 fra 86 Furie 73 fordægtig 65 fra- 95 Fustage 84 fordærvet 72 Fragt 65 fy(h) 85, 86 Foredrag 106 Frakke 30 fyge 66 foreligge 106 Franskbrød 22 Fyld 91 Forelæsning 106 Fred 17, 18, 98 Fylde 54 foretagsom 115 Fredericia 84 Fynd 91 forevige 111 Frederik 19, 89 fynsk 95 forfordele 116 Frederiksberg 20, 67 Fyr 76, 92 Forfædre 110 Frederikshavn 113 Fyrretræ 76 forfølge 67 fredsommelig 115 Fyrste 21, 79 Forgænger 123 Frekvens 38 Fyrsten 21 forhærdet 52 fremmed 42, 63 Fysiologi 84 Fork 24 fremtidig 60 Fæ 31 forkert 93 fri 88 Fæ- 96 Forklæde 58 fri- 95 Fædre 59, 104, 105 Forlag 87 frigid 88 fæl 91 forlibt 94 Frikadelle 39 fælde 107 forlove 36 Frikassé 87, 121 Fældning 55 forlovet 36 frisk 75 fæle 107 Form 94 frit 88 fælles 120 formaste 102 Fritænker 123 Fællig 66, 110 formastelig 102 frivol 91 Fændrik 50, 54 formidl! 43 from 90 Færd 51, 52 formodentlig 57 Fromage 38, 84 (paa) Færde 102 Forretning 19 Fronter 121 Færden 52 Forræder 97 frossen 23 færdes 16, 52 forsigtig 65 frottere 15 færdig 16, 102 Forskel 75 Frue 106 Færdsel 16, 79, 103, forstuve 71 Fruentimmer forstyrre 102 Frygt 65 Færge 67 Forsøg 69 Frysepunkt 106 færøsk 95 forsørge 67 Frø- 96 fæstne 57 Fort 93 Frøken 41, 100 Fæstning 57 fortie 41 frøs 90 Fødder 22, 98 Fortræd 20 Fugl 66, 91, 94 føde 58, 59 fortælle 19, 123 fugtig 65 fødes 44 Forudsætning 115 fuld 91 Fødsel 58 forvirre 17, 76 Fuldkommenhed 115 Fødselsdag 81 Forvirring 76 fuldstændig 113, 116 født 89 forvoven 36 Fuldstændighed 116 fødte 47, 59 Forældre 55 fulgte 67 føj! 107 forære 123 Fundats 56 Føl 91 Fos 90 Funder 53 Følelse

141 følge 67 Garnison 83 gigantisk 49 før, adj. 21 Gartner 111 Gigt 65 før, præp. 21, 92 garve 72 gik 50 føre 78 Gas 90 Gilding 55 Fører 78 gav 71 Giraf 29, 89 fører 78 Gave 70 Giro 101 Førere 78 Gazebind 83 gispe 49 først 20, 21, 78 Gazette 46 give 17, 41, 72 første 79 ge- 118 giver 92 førstkommende 123 Gear 92 gives 44, 46 Gebærde 52 givet 17, 63 gaa 26, 41 Gedde 18, 98 givne 105 gaaet 42, 61, 63 Gedebuk 106 giv Tid 71 Gaard 52, 92, 96 gedulgt 67 gjaldt 73 Gaardejer 123 Ge(e)st 93 gjerne 74 Gaas 90 Gelé 87, 121 Gjord 52 gaa væk! 26 Gelænder 53 gjorde 52, 73, 102 Gab 37, 51, 88 Gemal 38, 91 gjort 25, 73 gabe 51, 70 Gemyse 100 gjælde 74 Gabflab 50 gemytlig 83 Gjærde 52 gabt 94 Genbo 110 glad 28, 87, 98, 121 gad 30, 86 Gendøber 123 Glahder 60 Gade 28 General 38 Glans- 122 Gader 44 Generalkommando(en) Glas 28, 90 Gaffel glat 28 Gage 84 Generalkonsul 115 Glavind 121 gal 91 generalogisk 64 gled 121 galdre 55 Genfærd 110 Gletscher 48 Galerøjs 117 Genganger 123 glide 97 Galimatias 118 genial 83 Glidning 105 Galla 101 Genindførelse 114 Glimmer- 122 Galning 105 genoprette 116 Glob 88 Galoche 84 gentage 110 gloede 42 Gamache 84 Geodæt 89 gloende 54, 73 gammel 123 geologisk 64 Glosar 92 Gane 28 Georg 111 glubsk 95 gangne 108 Georgine 77, 78 Glug 89 ganske vist 113 gerrig 20 Glutenmel 99 Garage 29, 84 Gert 93 glædelig 43, 59 Garanti 39 Geske 102 glædestraalende 123 Garde 53, 102, 108 geskæftig 84 gnaven 33 gardere 75 gestikulere 49 gnide 58 Garderobe 47 gibbe 48 Gnidsel 58 Gardin 77 gide 97 Gniepind 106 Garibaldi 55 Gideon 16 gnisk 95 Garn 94 Gig 50, 89 god 27,

142 goddag 38 gode 40, 60 godmodig 115 Gods 24, 58, 59, 90 godt 26, 27, 89 gold 91 Goldamme 55 Gople 48 gotisk 46 graa- 95 graahærdet 114 Graasenollike 117 Graaspurv 23 Grad 29, 30 gradere 75 grafisk 29 grammatisk 47 Grammofon 39 gramse 108 Gran 101, 121 Grande 53 Graner 101 granske 108 Gratiale 84 Gratie 30, 84 gratulere 39 Grav 30, 90 Grav- 96 Grave 30, 78 gravede 42 gravid 59, 87 grelle 122 Gren 91, 96 Grethe 107 Grev 34, 71 Grev- 96 Greve 18 Grevskab 71 Grib 88 Gribbenille 117 gridsk 95 Grif 89 Grille 16 grim 16 Grinebider 97, 106 Grise grise 100 Grisebasse 106 gro 41 gro- 96 groede 42 groet 63 groft 70 Grosserer 38, 75 grov 35, 70, 90 grove 36 Grubbe 47 Grube 51 grue 41 gruelig 42 gruet 63 grum 90 grunde 24 Grundejer 110 Grundlag 110 Gruppe 47 Gryde 97 Grydelaag 106 gryende 122 Gryn 91, 96 Grynt 21 græd 18, 19, 20 græde 58, 97 Græs 19, 90 græsselig 43 Grævling 34 Grød 22 grøn 27 Grønkaal 122 Grønlangkaal 116 Grønningen 27 grønt 21 Grønthandler 122 Grønært(er) 113 Gud 31, 58, 60, 98, 109 guddommelig 115 Gudfader 114 Gudinde 57 Gudsdød 113 gudskelov 58 Gudstjeneste 59 Guerilla(-krig) 81 Guillotine 81 Guirlande 81 gul 91, 94 gul- 96 Guld 91, 123 Guldur 108 Gulerod 106 gulne 105 Gullasch 84, 85 gult 94 Gulv 72, 123 Gulve 72 gurgle 23 Gut 88 Guvernante 81 Gyda 59 Gymnasium 74, 84 Gæld 91 gælder 75 Gær- 96 Gærde 52 Gærdesmutte 53 Gæstgiveri 57 Gødesen 60 Gødning 105 Gødsel 58 gøet 63 Gøg 69 Gøgl 44, 69 gøgle 69 gøre 22, 75 gøs 90 haabe 51 haahaa 117 Haan 91 Haand 53, 91 Haandarbejde 116 Haandgreb 82 Haandklæde 82 haansk 95 Haar 26, 92 Haar- 96 haard 51, 92 haard- 96

143 haardt 79 Harpe 49, 76, 103, 108 hende 17, 18 ha 86 Harpiks 49 Hen(d)rik 50, 54 Habengut 89 harsk 78, 79 hengiven 82 Hachis 86 harve 72 henkaste 82 Had 98 Hasard 53 henrivende 114 Haderup 60 haspe 49 her 92 hadsk 59 haste 49 heraklitisk 47 haft 70, 71 Hat 88 Herre 102, 108 Hagl 36, 43, 80, 94 Hauch 37 Herred 63, 121 hagle 36, 108 Hav 33, 36, 37, 71, 90 herrejemini 100 haha 117 havde 60, 71 hi 86 Hakke 100 Have 28, 30, 33, 37 Hib 88 hakke 30, 100, 103 have 41, 70, 86 Hieroglyf 89 Hal 91 Havet 37 hige 66 Haldor 55 Havn 37 hikke 48 Hale 28 Havne 105 Hildebrand 55 Haller 121 Havre 105 Hilsen 80 halløj 31, 107, 117 hav (Tak) 71 Himlen 108 Halm 43 hebraisk 74 Himmel 109, 123 Hals 80 hed 88 himmelraabende 123 Halse 108 -hed 118 Himmerig 112 halshugge 85 hedde 97 Himstregims 117 halv 72 hede 107 hinanden 113 Halvaar 120 Hedehusene 106 Hinder 54 halve 72 Hedinge 59 hindr! 54 halvfems 56 hedt 88 hindre 14, 54 halvtreds 18 heftig 49 Hindring 54 Ham 90 Hegel 64 Hip o 47, 98 ham 85, 90 Heger 64 Hippentrip 117 Hammer 44, 123 hegle 69 Historie 25, 73 hamr! 43 Hegn 43 Hjerte 49, 76, 102, 103 hamre 108 hej 107 Hjerteklababbelse 117 hamrede 108 hel 91 Hjertet 61 han 17, 85, 91, 124 hel- 96 Hjord 52, 93 handl! 43 Held 91 Hjorde 79 handle 108 heldig 51 Hjort 26, 93 handlede 42 Helg 67 Hjorte 79 Hane 28 Helge 67 Hjul 91 Haps 49 helledusse 117 hjælpe 49 Harald 55 hellig 123 Hjørne 16 Haralda 55 Helligaandskirken 116 Hob 25, 88 Hare 29 Helligtrekongers- Hof 26 harke 30, 103 aften) 113 Hofjægermester 116 Harlekin 121 Helvede 42, 107, 109 Hofmarskal 115 Harmoni- 97 hemmelig 43, 109 Hoften 70 Harnisk 108 hen 91 Hokuspokus 47,

144 Holdan 113 Holm 43 Hoppe 26 hoppe 98 Horn 24, 94 Hors 93 hos 90 Hospital 38, 39 Host 93 Hoste 102 hoste 102 Hotel 38 Hov 90 hov 107 Hove 25 Hoved 42, 63, 71, 106 Hovedrengøring 116 hovsa 85 hu(h) 86, 124 Hud 98, 121 Hug 48 Hugaf 113 Huj 31 huje 31 Huk 48, 89 Hul 91 hul 91, 96 huld 91 Hulda 55 Huldre 55 hule 107 Humor 119 hun 23, 91, 108 Hund 91, 108 Hunde 23 hundedyrt 109 hundekoldt 112 Hundene 107 hundrede 42, 54 Hurlumhej 117 hurra(e) 41 hurtig 23, 24, 49, 79, 103 Hus 90 Hus- 96 Husar Husbond 112 husch 109 Huse 100 Huset 42, 44, 61 Husholder 85 husvale 114 hvad 58, 86, 107, 124 hvadbehager 86 Hval 91 Hvede(r) 97 Hvedebrød 106 hvem 90 hver 92 Hverv 72 hvi 86 hvid 87, 88, 121 hvid- 96 Hvidkaal 122 hvidlig 59 hvidt 59, 88 Hvidvin 122 hvis 90 hvælve 72 Hygge 20 Hyl 91 Hyld 91 Hyldest 122 hyper- 99, 109, 118 Hypotenuse 100 hyppig 47 Hyrde 16, 21, 52, 102 hys 84, 109 Hyæne 74 Hæder- 122 hæderlig 122 Hæfte 49 Hæg 64, 89 hæge 69 Hæl 91 Hær 92 Hærde 53 hærde 52 hærdes 102 hærge 67, 108 Hæs 90 hæs 90 Hævd 34, 57 hævde 60 Hævn 33, 43 hævne 33, 70 Hø 13 Høder 60 Høfeber 13 Høg 69 høj 32 højagte 114 Højde 60 højeste 32 Højesteret 113 højlærd 114 høj rumpet 123 højstammet 123 højstæret 114, 120 højtidelig 66, 115 højtudviklet 116 Høker 100 Høne 13 Hør 21, 92 høre 40 hører 40 hørlig 104 Høvding 34 Høved 34 Høvedsmand 42, 59 Høvl 44 I 86 i 86 -i 118 Ida 59 Idé 121 ideel 92 idel 97 identisk 49 Identitet 49 Idiot 89 Idyl 91 -ig 118 igennem 44 Igle 66, 104 ih! 85, 107, 124 ihjel 91, 113

145 ihukomme 114 Irettesættelse 114 jubl! 42 ikke 14 irrationel 118 juble 51, 105 il- 118 irret 108 Judicium 100 Ilbud 110 irsk 95 Jul 91 Ild 91 Is- 96 Julia 103 ildelydende 123 isch 84 Jumber 15 Ilder 54 Isenkræmmer 106 junior 101, 104 illegal 118 -isk 118 junkre 49 im- 118 isnende 107 Juppiter 47, 48 imellemstunder 23 Isotop 88 juridisk 60 imidlertid 113 -isse 118 just 15 Imperativ 15 Isralit 89 Justitiarius 84 importere 77 -ist 118 Justits 56 in- 118 Italiener 19, 74 Jute 99 ind 53, 82, 91 italiensk 74, 95 Jyde 97 -inde 118 ivre 105 Jylland 120 Inder 53 ivrig 70, 105 Jærn 43, 94 inderlig 109 Jørgen 16, 67, 73 indgaa 82 ja 86, 124 jøsses 17, 109 Indianer 82 Jag 36 Indicier 100 jage 33, 36 Kaabe 35 Indien 53 Jagt 65 kaad 59, 87 Indkast 82 jaja 117 kaadt 88 indvortes 123 Jaket 83 Kaal 91 ineffektiv 118 jaloux 83, 84, 87 Kaalrabi 116 infam 90 jammerlig 122 Kaar 40, 92 Infinitiv 15 Jarl 43 Kaarde 102 -ing 41, 118 Jasmin 83, 84 Kadre 99 Ingeborg 44 Jer 92 Kafé 121 Ingeniør 74 jo 86 Kafé- 97 ingenlunde 23, 112 Joakim 121 Kaffe 31, 100 Ingrediens 82 Jod- 96 Kagekone 106 Initial 84 jodle 60 Kaleche 84 Injurie 73, 103 jog 66 kalfatre 48, 99 inkludere 82 jonglere 82 kalke 108 insinuere 15 Jord 52, 96 kalkulere 49 Instruks 120 Jordbær 25 Kalla 101 Intelligens 56 jorde 52 Kallevaps 117 inter- 118 Jordefærd (-rig) 52 Kallun 111 interessere 82 Jorden 52, 102 Kalorie 103, 112 Interval 121 jordet 52 Kalorius 103 Interview 86 jordisk 24, 51 Kalundborg 67, 113 intro- 118 Jordpaakastelse 114 Kalv 72 Inventar 92 Journalist 83 Kalvenyresteg 116 Ir 92 jovial 83 Kam 28, 90 Irak 101 Jubel 51 Kamin

146 Kamma 110 Kammerat 39, 111 kan 17, 86 kanadisk 46, 60 Kanal 91 Kandestøber 123 Kanel 91 Kanin 119 Kant 123 kaotisk 46 (om) Kap 88 Kapacitet 18 Kaper 47 Kappe 30, 98 kapre 48, 78, 104 Kar 29, 76, 79, 92 Karat 29 Karbol- 97 Kårde 102 kårde 29, 102 Kardemomme 24 Karbid 77 Karbol 77 Karen 29, 75, 101 Karet 29, 89 Karin 76 Karl 43, 77, 94 karnøfle 77 Karoline 78 Karpe 103 Karriere 74 karrig 68 Karse 29, 103, 108 karsk 29 Kartoffel 77 Kartoffelpil 121 Kartove 25 Karup 101 Kasette 46 Kasmerok 117 kaspisk 49 Kastanie 73, 104 kastede 42, 61 Kastel 19 kastet 61 Kat Katakomber 48 Katalog 48, 64, 67 Katalog- 97 katalogisere 64 Katarr 92 Katastrofe 48 Kateder 47, 77 Kategori 48 Kateter 47 Katrine 119 Katte 29 Katun 111 Kaudervælsk 37 Kautsjuk 37 Kavaler 39 Kaviar 74, 111 ked 18, 19 kede 19, 97 Kedel 18, 59, 97 kedelig 43, 59 kedsommelig 115 Kehraus 37 Kemi 38 kende 53 Kentaur 38 K'er 40 kere 18 Kerte 79 Kerteminde 20 Ketsjer 48 kigge (kikke) 48 Kilde 55 kildre 55, 108 Kilo 101 Kim 90 Kim- 96 Kim(m)ing 100 Kimono 100 Kiosk 74 Kirke 16, 79, 103 Kirsebær 17, 78, 79 Kirstine 75 Kirtel 16 Kirurg 23, 67, 94 Kisselinke 117 kissemisse 117 Kiste 102 Kit 88 Kitty 47 kives 46 Kjole 73 Kjolen 77 Kjortlen 77 Kjæbe 74 Kjød 74 kjørende 54 Klabauter(mand) 37 Kladde 98 klam 90 Klap 88 klapr! 43 klar 92 klare 101 klassisk 100 Klaus 37 Klausul 37 Klaver 18 Klemhærke 117 klemte 49 Klenodie 59 Kliddet 97 Klingklang 117 Klint 123 Klinte 49 Klir 92 klistre 50 Klo 31 Klo- 96 Kloak 77, 89 Kloduns 117 klog 25, 35 klogt 65 Klov 90 Klub 50, 88 Klud 31 Klude 58 Klump 123 Klumpedumpe 117 Klup 50 klæde 41, 58 Klæder 58 Klædeskab 106

147 klædt 89 Kokos 42, 47 kort 79, 93, 103 Klæg 69 kol- 118 korte 103 klæg 43 kold 54, 55, 91 Kortene 79 klægt 94 koldest 54 Kost (mad) 23, 24 Klø- 96 Kolding 55 Kost (redskab) 24 kløede 42 Koldsindighed 54 Kostald 119 Kløgt 65 Kollega 64 kostbar 57 Kløver 33, 72 Kollegie 73 Kotillon 81 Knag 87 kom- 39, 118 Krabbe 30, 47 knaldgul 112 Komedie 59, 73, 97 Krabber 99 Knap 88 Komite 87 krads 90 knastør 112 komme 26 Kraft 18, 30 Kneb 51, 88 Kommis 121 krafteme 19 Knebber 50 Kommode 39 kraftig 49 kneble 104 Kommune 39 kraftknusemig 19 knebre 34, 50 Kompagni 49 Krambambuli 117 knibe 51 kompetent 49 Kran 91 knibsk 49, 95 Kompliment 82 Kranse 108 knippel- 109 kon- 39, 118 krappe 47 knippelgod 112 Koncert 93 Krapyl 91 knirke 17, 103 Konditor 38, 42 Krave 78 Kno 31 Konduite 72 Kredit 111 Knogle 35 konkret 82 Kreds 90 Knold 91 konkurrere 82 kreperlig 39, 104 Knud 85 konkurs 82, 93 Krieger 64 Knur 92 Konkylie 103 Krig 66 knurre 23 Konseil 81 Krigsmand 65 knuselske 112 Konto 49 Krigsminister 65 knuste 102 kooperativ 38, 39 Krigsskuepladsen 116 knytte 14 Kop 88 Krimskrams 117 Knæ- 95 Kopek 89 Kristian 74 Ko 31 Kopi 38 Kristiane 74 Ko- 96 kor- 118 Kristiansborg 44,113 Kobber 50, 99 Korde 53 Kristine 75 Kobber- 122 Korderne 79 kritisk 47, 99 Kodille 81 Korender 119 Kro- 96 kog- 96 Korn 24, 43, 75, 94 Krog 35 koge 35, 105 Kornart 120 Krokodille 39 Kogebog 106 Korporal 77 Kron- 96 Kogle 35 Korpus 49 Kronik 17 kogle 35 Kors 78, 93 Krukke 24 Kogleri 35 Korset 38, 79 krum 90 kogt 26, 65, 94 Korset (best. f.) 103 Krummelurer 117 kogte 27 korsfæste 115 Krusaa 119 Kok 89 Korsør 120 Krusedulle 117 Kokarde 53 Kort 79, 93 Krusemynte

148 Krustade 16 Kryb 34, 88, 96 Krybbe 98 krybe 33, 51 Krybily 113 Krydder 22 Kryds 90 Kryger 64 Krystal 121 Kræft 19 Kræm 90 Kræmmer 16 krænke 16 Kræs 90 kræve 33 Krønike 22 kubansk 95 Kube 51 Kuber 47 kue 41 Kuf 89 Kugle 66, 104 Kujon 74, 91 kukkelure 117 kukkuk 117 Kul 91 Kulør 39 Kummer- 122 kummerlig 122 kun 14, 24, 91 Kunde 53 kunde 23, 81, 86 kunne 23 Kup 88 Kupé 87, 111 Kur 96 Kurder 53 kurre 23 Kurs 93 Kurs- 122 Kursus 79, 103 Kurt 93 Kurv 23, 44, 72, 94 Kurve 23, 72 Kuvert 93 Kvad Kvadrat 77 Kvadrille 81 Kvalme 108 kvalme 108 Kvantum 108 kvidre 108 Kvie 40 kvindelig 43 kvirrevit 117 Kvæg 69 Kvæg- 96 Kvægsølv 68 Kværn 94 Kvæsthusbroen 19 kykkeliky 117 Kyper 98 Kypern 98 Kys 90 Kyse 100 Kysmigstrakshat 113 Kyst 14 Kæbe 33, 51 Kæde 19 Kæfert 100 Kælder 44 kæle 19 Kæledægge 117 kælen 19 kælve 72 Kæp 88 Kær 92 kær 92 Kæreste 20, 101 kærlig 20 Kærminde 113 Kærmoder 113 Kærnemælk 20 kærtegne 41 Kærv 72 kævles 34 Kø 87, 121 Køb 88 købe 33, 70, 105 København 51 køber 122 Købmand 51 købt 94 Kød 23 Kødet 97 Køer 41, 43 Køge 69 Køkken 23, 44, 111 Køl 90 Køl- 96 Koln 22 kølne 105 Kølvand 96 køn 91 Køreplan 106 Kørind 113 Kørom 113 Kørsel 104, 122 Kørvel 72, 108 laa 26 laadden 97 Laag 35, 87 Laan 13, 91 Laan- 96 laane 26 Laar 92 Laar- 96 Lab 28, 50, 88 Laban 54 labbe 28, 47 Labben 47 Labber 48 Laddet 97 lade 58 Ladegaard 58 ladt 88 Lag 87, 88 lad være 20 Lady 15 Lag 36 lagde 40, 57, 60, 67, 104 Lagre 105 lagre 105 Lak 89 Lakrids 56, 90 lala 117

149 Lam 90 Lampe 28, 49, 108 Land 13, 53, 91 Landbohøjskolen 116 Landets 62 Landsoverskatteraadet 116 Landstryger 123 lang 82 Langfredag 113 langsommelig 115 langvarig 114 Lap 28, 50 Lapis 46 lappe 28, 47 Lappen 47 Lapper 48 lappisk 47 Laps 48 Larm 43, 94 Lars 78, 93 Las 30 Laursen 37 lav 30, 33, 43, 70, 71 Lavard 53 Lavement 37 lavest 44 lavmælet 123 Lavning 105 le 41 led 59 Leddet 97 lede 59, 97 ledet 62 ledig 60 Ledning 105 ledt 88, 89 ledte 59, 99 leet 63 Leg 18, 33, 68 legal 38 lege 18, 33, 68, 106 Legeme 18, 19, 42 Legemet 62 Lejer 44 lejes 44 Lejlighed 123 Lejr 43 Lejr- 122 lejre 31 Lem 90 lemfældelig 55 Len 13 Lendrich 54 Lendrop 54 Leopard 38, 93 Ler 92 Ler- 96 let 14 letfærdig 115 Lettroenhed 114 -lev 34 leve 33, 69 levende 33, 44 Lever 34 levere 38 levne 34, 70 Levned 42, 63 lev vel! 71 lide 41, 58, 88, 97 liden Kirsten 113 liderlig 97 Lidse 56 lidt 57, 88 Lig- 96 -lig 118 lige 40, 66, 98, 106 ligge 48 ligne 66, 82, 104 Ligsten 65 ligt 65, 94 Likør 119 Lilje 73 lille 123 Lille Kongensgade 113 Lim 43, 80, 90 Lim- 96 Lin 13, 91 Lind 13 Linde 53 Lindenborg 53 Lineal 39, 74 Lingvist 120 Linie 73, 104 Linned 63 Linoleum 16, 42 Lirekasse 107 lirke 16 lirumlarum 117 Liter 99 Litteratur 48 Liv 33 Liv- 96 Livbælte 71 livlig 70, 71 Livret 71 lodde 98 Lodder 98 Lods 58, 90 Lods- 122 lodse 58 Lodsejer 58 Loft 24, 26 Log 50 Loge 84 logere 83 Logik 64 Logi 83 logisk 64 Lok 50 Loke 100 Lokomotiv 33, 39, 48 Lokum 47 Lollik 41 Lombard 93 Lomme 26 Lommetørklæde 116 Lopper 99 Lort 25, 93 Los 90 Lotteri 38 Lov 33, 35, 37, 90 Love 26, 33, 36 love 33, 36, 70 lovede 42 lovprise 115, 123 lovstridig 123 lovsynge * 147

150 luddoven 109, 112 Lysestage 36, 106 Løftet 70 Luder 97 lysne 104 Løg 69 luende 40 lyst 94 Løgn 31, 69 Luft 24 Lyv 34 Løgne 105 luge 66 læ 41 Løn 13, 91 Lugt 24, 65 Læ- 96 Lørdag 123 Lukaf 113 Læbe 51 løs 96 lukke 24 Læder 58, 97 løsagtig 119 lukkes 24 Læder- 122 løselig 43 Lummer- 122 læg! 14 Løsgænger 123 lun 13, 91, 94 Læg 14, 64, 89 Løv 96 Lunch 15 Lægd 57, 94 Løve 70 Lund 13, 23 Lægdsrulle 57 Løvhytte 34 Lunde 23 Læge 67, 68, 69 Løvhytten 71 Lunderskov 53 lægge 47, 48 Lune 40 lægt 65, 94 Maade 26 lune 40 læk 50 Maal 26, 91 Lunge 24 lække 47 Maal- 96 Lunser 121 Læn 13 maalløs 96 lunt 94 Lænd 13 Maaned 42, 63 Lup 88 læne 101 Mad 98 Lupus 47, 98 Lænestol 101 Madamme 100 Lur 92 Længde 60 maanedlig 59 lurepasse 107 længe 108 Maanedsgage 59 lurvet 23 Lænke 49 Maas 90 Lus 90 lærd 20, 93 Maddike 48 Lusepuster 106 lære 78, 107 M adelung 60 luset 10 Lærer 20, 40, 75, 78, Maden 97 Lussing Madras 90 Lutheraner 48 lærer 78 Mads 90 Luv 71 Lærere 40, 78, 107 Mager 64 Lyd 87, 121 lærerig 112 mager 30, 98 lyde 88, 97 Lærerinde 119 Magi 64 lydig 60 Lærke 49 magisk 64 lydlig 104 lærke 16 Magister 64 Lyds 59 Lærkesjov 16 Magnet 82 lydt 88 Lærling 20 Magnus 82 lykkelig 43 Lærred 16, 63 magre 30, 105 lykkes 48 Læs 90 Magstræde 65 lykønske 115 læsende 54 magte 49 Lyn 13, 91 læske 49 Major 74 Lys 90 læspe 49 Majuskler 50 lys 90 Løb 34, 51, 88 Makaroni 48 lys- 96 løb 34, 88 Makkeduse 117 Lysabild 113 løbe 33, 51, 70 Makker 30 lyserød 106 løbsk 95 Makketut

151 Makrel 91 male 30, 94 Malice 39 malt 94 Manchet 84 man 108 Mand 17, 53, 108 Mandag 112 mandig 108 Manege 15, 84 mange 82, 108 mangle 108 Mangrove 25 Manille 81 Mansard 53 Manøvre 34 March 76, 78, 79, 85 marchere 83 Maren 29, 101 Marengs 39 Margarine 77 Margrethe 77 Mark 79 Marked 42, 63, 79 Marker 30, 79, 103 Mars 93 Marskandiser 77 martre 49 Marts 56, 78, 79 Martyr 79 Marv 44, 72, 94 Mas 28, 43 Massage 84 Mastodont 49 Matador 48 Match 48 Matematik 48 matematisk 47 Materiale 74 Materie 73 Materiel 74 Mathilde 55 Matrikat 48 Matjes 80 Matros 77 Mazurka 23, 49 -me 118 med 58 Medaillle 81 Medbejler 123 Medgang 108 Medicin 60 Medium 59 medskyldig 123 Medynk 108 megen 18 meget 33, 44, 61, 68 Mel 91, 96 Mel- 96 melde 19 Melding 51, 55 melodisk 46, 60 men 91, 109 Menage 84 menagere 38, 39, 83 Menneske 43, 44, 109 menneskelig 43 Menneskeæder 123 Mentalitet 38 Mentor 49 Menu 121 mer 92 mere 40 mergle 108 Mern 94 mest 94 meste 102 Mester 49 mestre 50 Metal 91 Meteor 48 metodisk 60 metrisk 48 Michelsen 118 Middag 112 Mide 97 Midje 73 Midler 59 midt 14 mig 33 Mikado 46, 59 Mikkel 44 Mikmak 117 Mikroskop 50, 88 mild 91 milde 55 Milieu 121 Milits 56 Milliard 53, 93 min 91 Ministeriet 62, 111 Ministerium 17 Mis 90 mis- 118 Miskmask 117 miskundelig 54 Mispier 50 Mission 84 Mistbænk 57 Mistillid 116 Mitrailleuse 81 mjav 31 Mjød 73, 98 Mod 87 modarbejde 116 Model 46 Moder 58, 76 modig 60 Modstander 123 Mogens 25, 35 Mokka 47 Molevitten 118 Moment 82 mon 23 monarkisk 49 mondæn 81, 91 mono- 118 monogram 90 Monsieur 87 Monstrans 56 montere 39 Montre 81 Montør 81 Moppe 24 Mor 79 morbidt 59 Mord 52 Mord- 96

152 Morder 25, 52, 79, 102 myrde 21, 52, 79 Nasturtie 84 Morgen 26, 67 Myretue 107 Nation 84 Morlil 115 Myrra 21 Naturel 121 Moro 101 Myrte 21, 79 naturlig 104 Mors 92 Mysterium 17 naturligvis 77 Morskab 25 Myte 99 Nav 90 morsom 25 Mytteri 48 Navle 37, 105 Morten 103 Mæfikke 100 navra 56 Morter 79 mægle 69, 105 -ne 118 Mos, en 90 mægtig 65 ned 87, 121 Mos, et 90 Mænd 91 ned- 96 mosaisk 74 mærke 103 nedre 105 Moskito 47 mærkelig 43 Neg 68 Most 24 mærkes 44 Neger 68 Motel 46 Mærs 93 negere 38 Motor 111 -mæssig 100 Negligé 38 Motto 47 Mø- 96 negligere 38 Mudder 15 møde 88 Negre 105 Mudder- 122 Mødre 59, 105 nej 33, 124 Muffedise 100 mødt 88 nem 90 Mukkebik 117 mødte 99 nemlig 123 Muld 55, 91 Møg 69 Nerium 17 Muldvarp 93 Møl 91 Nertz 57 Mulkt 65 mønsterværdig 123 nervøs 38, 90 Mulkter 121 Mønstre 121 Net 88 Mulm 43 Mørbrad 112 netop 47 Mund 24, 91 mørk 16, 21, 93 netto 47 Munde 23 Mørke 103 Neumann 32 Munden 24 mørkne 80 neutral 32, 35 munter 24 mørkt 65 Neutrum 32, 35 muntre 122 Mørser 76, 78 Nevø 87 Mur 92 ni 95 Mur- 96 naa(h) 26, 85, 86 Niche 84 Mus 90 naada 56 Nidding 97 Mus- 96 naaet 63 nidsk 59, 95 Musehul 106 Naal 91 Niels 94 Musik 17 Nabo 46 niende 53, 122 musikalsk 95 Nagle 36 -ning 118 Musiker 111 Naivitet 40 nitidt 88 Muskedonner 117 Nakke 30 nogen 25, 66, 82 Musling 23 namnam 117 nogensinde 112 Musvit 89 Napoleon 16, 42 noget 63, 66 Myg 20, 89 Nar 92 nogle 66, 104 myg 66 Narre 102 nok 89 mygt 94 narre 102, 108 Nonpareille 81 Mylius 103 Narren 102 nopret 48,

153 Norden 52 Officer 39 Ordrup 102 nordisk 25, 102 officiel 74, 84, 92 Organ 39 Nordost 114 ofte 26 ork 109 nordre 25 og 35, 107, 109 Orkester 83 Norge 67 ok 109 Orm 24, 76, 94 Not 89 Oksyd- 97 Orne 24, 103 Notits 56 Oktober 39 ortopædisk 60 November 38 Ol 91 Ost 93 nu 86 Olding 55 Ostindien 116 Nul 91 Olie 73 Otium 46, 84 Nummenas 117 om 90 otte 47, 99 Nummer 122 omarbejde 116 ottende 99 Nuntius 84 Omfang 110 Otter 99 ny 88 omgaas 80 Otting 99 ny- 95 Omgang 110 overanstrenge 116 nyankommen 116 omhyggelig 115 overbærende 115 nyde 97 Omkreds 80 overdrevne 105 (for) nylig 123 omkuld 113 overfladisk 60 Nymaane 120 omsider 97 Overhofmarskal 116 nys 90 Omskiftelse 114 overile 114 nyse 100 omstændelig 54 Overkrigskommissær nyt 88 Omvendelse nyttig 47 onde 24 overlegen 18 Næb 50, 88 op 109 Overlæge 114 Næbbene 98 Opbyggelse 114 overlægge 114 Næbbet 98 operere 38 overmaade 112 næbbet 98 opfinde 114 overmale 112 nær 92, 94 opfindsom 115 Overskyldraadet 116 nærmest 122, 123 Opkalding 55 overstrøete 63 Næs 90 Opkrævning 105 oversætte 114 Næsetip 88 opkøbe 123 oversøle 112 næst 94 opløftende 114 overtage 67 nødlidende 114 opmærksom 115 overtrampe 112 Nødstilfælde 116 oppe 14, 26, 99 overtræde 114 nødt 89 oppebie 41 overvælde 54 nøgen 69 Opstandelse 114 Ovne 105 Nøgle 69 optere 38 Nørrebrogade 102, 116 Optiker 48, 49 paa 26, 86 optænkelig 43 paa- 95 Oberstløjtnant 115 Ord 92 Paalæg 64, 89 Oblat 39 Ord- 96 Paars 93 Odde 108 Orden 102 Paatrængenhed 114 Odense 60 ordentlig 57 Padde 29, 98 Odin 59 Ordet 52 Padder 29 Odium 46 ordne 26, 102 paf 89 Offer 44 Ordre 102 Pagt

154 Paillet 81 Patricier 100 Pissoir 72 Pak 89 Patriot 48 Pjalt 64, 74, 123 Pakke 100 Pattenusser 117 pjaske 74, 83 pakke 100 Paul 37 pjaskgrøn 112 Pakkenelliker 117 Paulli 37 pjitpjat 117 Pakker 30 peb 33, 51 Pjus 74 Palads 90 Peber 34, 50, 123 pladask 117 Palæ 121 Pebermynte 17, 116 Plads 56, 59 Pampusser 118 Pebling(esøen) 34, 50 Plag 64, 87, 89 pan- 118 pebre 50 Plamase 84 Panel 91 Pedanteri 38 Plan 91 Papillotter 81 pedantisk 49 Planet 89 Papir 29, 92 Peder 60 Plante 108 Papyrus 101 Pedersen 16, 18 Plapr 43 Par 92 pege 68, 105 plastisk 49 para- 118 Pendul 91 Plattenslager 67 Paradis 101, 108 Per 76, 92 plingplang 117 Paragraf 39 perfidt 59 Plov 90 Paraply 121 peri- 118 pludselig 58 Paraply- 97 periodisk 60 Pluto 99 parat 29, 46 Perle 76, 77 Plutus 99 Parentes 39 Perron 39 Plyds 90 parere 119 Person 38, 91 Pløk 64, 89 Parfume 120 Personale 83 Podie 59 Pari 101 Pestilens 38 Poesi 38 Paris 29 Peter 60, 99 Pog 25 Park 93 Petersen 60 Poker 100 Parker 30 Petit 57, 86 polere 38 parodisk 60 Petroleum 16, 38, 42 Politi 38, 39 Part 93 Pibe 33, 51 Politi- 97 Parti- 97 pibe 33 politisk 47 partisk 95 pible 49 Politur 39 Partner 103, 108 pifpafpuf! 109 Polka 49 partout 57, 86 Pig 89 polsk 95 Paryk 39 Pige 66, 98 poly- 118 Pas 90 Pigelil 115 Polynesien 84 Pasop }13 Pil 91 Pomade 38 Passager 83 Pilgrim 121 Pomerans 39, 56 passe 29 pilskæv 112 Pompadour 81 passer 28, 29 Pincet 81 Ponton 81 passere 119 pinedød 112 Porre 108 passes 44 Pingvin 120 Pors 93 Passiar 74, 84 Pinse 56 Port 25, 93 Passion 84 Pip 88 Porte 103 pasteurisere 39 Piquet 18 Portefeuille 81 Patient 84 pirre 17, 108 Portemonnaie 18,

155 Port(e)ner 111 Protest 38 raa 88, 96 Portion 91 Protokol 39 raabe 35, 51, 70, 105 Porto 49 provinsiel 84 raabt 94 Portræt 77 Prust 93 Raad 87 Portør 38 pruste 102 raadden 27, 97 Postej 39 Prygl 43, 66, 91, 94 raade 58 postere 39 prygle 104 Raadhus 27 Postillon 81 Præ- 97 (til) Raads 95 Postkort 57 prædike 20 Raadstuplakat 42 Pot 88 Præk 89 raat 88 Potens 38 præke 99 Rabalder 117 potentiel 84 Præken 99 Rabarber 77 Praas 90 Præket 47 rabbe 47 Pragt 65 Præmie 100, 102 rabl! 43 Pral 29 Præsidie 59 Rad 29, 87, 98 prale 29, 30 Præst 16, 19 Radie 73 Pram 90 Prøve 33 Radio 46 Preciosa 84 prøve 33, 70 Radise 100 preciøs 84 pseudo- 35, 118 Radius 74 Premiere 74 psykiatrisk 48 Rafael 29 Pretiosa 84 Pudder 97 Rag 64, 89 Prik 18 Pudder- 122 rage 27, 36, 70, 75 Primula 100 Pudel 97 Rager 64 Princip 15 Punch 85, 123 Ragout 57, 87, 121 Prinsesse 120 Pund 91 raillere 81 Prinsregent 114 Punkt 82 Rak 29, 89 Pris- 96 punktere 65 ralle 29 Priser 100 Punktum 65 ram 29, 90 privat 89 Pur 23, 92 ram! 90 priviligeret 39 Purk 23, 93 Ramme 30 pro- 118 Purl 94 ramme 30 probat 38 purre 23 ramte 108 professionel 112 Pusselanker 117 Ran 29, 91 Professor 42 Pust 93 Rand 29, 91 Profet 50, 97 puste 102 Randers 53 Profil 91 Puttehøne 117 rane 29 Program 77 Pyramide 97 Rang 29 Projektil 83 Pyt 88 rangere 83, 84 Projektør 83 pyt 109 rankt 82 Proletar 92 pædagogisk 64 rap 29 Prolog 67 Pægl 94 rappe 47 Prop 88 Pæl 91 Rappenskralde 117 proper 47 pæn 91 Rapunsel 119 Propædeut 35 Pære 46 rar 29, 92 prosaisk 74 Pøl 91 rase 29 prosodisk 46, 60 Pøs 90 rask

156 raske 46 repræsentativ 112 Rim- 96 Rasmus(s)en 118 Republik 118 Rimbrev 110 raspe 46 Residens 56 rimelig 43, 100 Rat 29 Reskript 119 Rindom 51 Rate 29, 99 respektere 65 Ring 18 Ratio 46 Restance 38 ringe 108 ratsch 85 Restauration 37 ringest 122 Rav 36, 37, 90 restere 38 rinsk 95 rave 29 retfærdig 115 Rinskvin 17 re- 118 Retirade 48 rippe 47 Reb 51, 88, 96 Retor 25 Ris 90, 96 rebe 51 retorisk 25 Risengryn 106 Rebel 119 retransmittere 118 Risengrød 82, 106 Rebslager 34 Retræte 99 riste 46 Recept 70 retur 119 Rivihjel 113 redde 16, 19 reumatisk 35 Rivning 105 Rede 97 Reumatisme 35 ro- 96 rede 41, 58 Reumert 32 Rod 87, 98 Redekam 106 Rev 34, 71 rodet 62 Redskab 59 Revanche 16 roet 63 Reeksport 118 Reveille 81 Rogn 35 reel 38, 74, 92 Revers 93 rokke 100 Refræn 16, 119 Revle 34 Rom 90, 100 Regel 68 Revne 34 Romantik 49 Regensen 56 revne 34, 105 romantisk 49 regere 18, 38, 119 revse 34 Romer 100 Regissør 84 Revy 121 romersk 100 reglere 119 ri- 96 Ros, en 75, 90 Regn 32, 69 Ribbe 47 Ros, et 90 regne 32, 69, 105 Ribben 120 Roselil 115 Regnskyl 121 Ribold 55 Rotter 99 Reguladetri 112 ride 97 Rov 37 Rejses 44 Ridehus 106 ru 96 Relief 89 ridende 44, 54 rubbe 48 Rem 90 Ridning 105 Rubel 98 Rembours 81, 93 Rids 17 Rubow 96 Remedie(r) 59, 73, 97 ridse 17 Rude 58, 97 Remise 100 rig 66 Ruf 89 Remonte 81 Rige 66 Rug 66, 88 ren 91 rige 40, 66 Rugen 98 Renommé 121 Rigsdag 65 Ruin 75 Renæssance 16 Rigsdaler 65 ruinere 81 Reol 91 -rigsk 95 rulle 110 reparere 39, 48 rigt 65, 94 Rum 90 repetere 48 rigtig 65 rumme 24 Reprimande 81 Rim 90 rund

157 Runde 53 rundt 24 -rup 41 ruppe 48 Rus 90 Ruskomsnusk 117 Rute 99 rydde 60, 108 Ryg 20, 50, 89 ryge 66, 98 rygge 48 Ryk 50 Rykind 113 rykke 48 Rype 48, 98 Ræb 88 ræbe 70 ræd 19 Ræder 60 Rædsel 19, 59 rædsom 59 Rækel 99 Række 48 Rækværket 19 Rænke 16 Ræv 34 Ræve 70 rød 58, 87, 96 Rødbede 97, 113 Rødder 22, 98 Rødgrød 122 rødgrønblind 116 Rødjærnsten 116 Rødkaal 122 rødlig 104 rødme 105 Rødvin 122 Røg 69 røge 69 røgte 65 Røn 91 Rønde 53 Rønnebær 27 Rør 22, 92, 96 røre 22 rørlig 104 Røv 34, 35, 90 Røver 33, 34 saa, v. 31 saa, adv. 26, 86 saa(h) 85, 124 saa- 96 saagu 58 saakaldt 114 Saal 91 saaledes 97 Saaler 101 sad 121 Sadel 59, 97 sadle 59 Safian 111 Safir 29 Saft 30 Sag- 96 sagde 28, 40, 57, 60, 67, 104 Sagfører 30, 36, 123 sagle 36 saglig 36, 104 Sagn 36, 43 Sago 46 Sagsanlæg 65 Sagsomkostninger 116 sagt 65, 94 sagtens 65 sagtne 105 Sal 80 Saldo 55 Salg 67 Salget 67 salig 66 saliggøre(nde) 115 Saltkød 122 Saltomortale 115 Salve 72, 108 samle 108 Sammensurium 117 Sand 30 sandelig 54, 109, 115 Sang 30 Sange 108 Sankt 65, 82 sart 93 Satin 83 Saturn 94 Sav 37, 90 savle 36 Savn 80 Savoykaal 69 Savværk 37 Scania-Vabis 46 Schattering 83 Schmidt 89 Schubert 98 Schæferhund 100 Scooter 99 se 41 se- 96 seende 122 Seest 93 Segl 69 segne 105 Sejer 44 sejle 105 Sejr 43 Sejr- 122 Sej rinde 78 sejrrig 112 Sekund 53 Selleri 111 selv 44, 72, 94 selve 72 selvfølgelig 43, 67, 81, 109 semi- 118 Seminarium 103 Semulje 81 Senior(er) 27 senior 101, 104 Sennep 50 sensibel 81 September 38, 111 ser 43, 92 Seraf 89 Serail 81 Sergent 83, 84 Serie 73, 103 il 1 155

158 Servante 81 sjofel 83, 100 Skel 91, 121 Serviet 38 sjokke 74 Skelskør 120 Session 38, 84 Sjokkenokke 117 Skema 84 set 63, 89 Sjus 83 Skern 94 Sfinks 69 Sjægte 83 Skerts 57 Sfære 69 Sjæl 91, 96 sket 63, 89 sgu 86 sjælden 83 Ski 83 Shag 83 Sjælen 83 Ski- 96 Shirting 49 Sjælland 73 Skib, 33, 51, 88 Shorts 83 Skaal 91, 96 Skibe 70 si- 96 skaansk 95 Skibet 62 Sibirien 103 Skab 37, 50, 51, 88, 96 Skibets 62 Sicilien 103 -skab 37, 51, 88, 118 (til) Skibs 95 sidde 60, 108 skabe 37, 105 skiden 97 Side 97 Skabet 51, 98 skidne 59, 105 Sideben 106 skabet 98 Skifer 100 sidelæns 106 Skabilken 118 Skildpadde 98 sidst 58, 94 Skabning 104 skildre 55 Sien 40 skabte 105 Skilling 110 sies 43 skade 58 Skin 91, 121 siet 63 skader 58 Skind 91 sige 66, 106 skaffe 100 Skive 33 Sigende 40 Skak 84 Skjald 91 Signe 40, 82, 104 Skal 91 Skjold 83, 91 signe 104 skal 28, 81, 86 Skjorte 25, 83 Sild 91 Skalle 68 Skjul 73, 83 Simeonskirken 16 Skalotløg 84 Sko- 96 Simili 100 skalu 84 Skodde 26 sin 40 Skamle 108 Skomager 67, 120 sindig 51 Skammel 123 Skorpe 103 sine 40 skandaløs 113 Skose 84 Sippernille 117 Skanderborg 53 Skov 90 Sippernip 117 Skanse 84 Skove 36 (Jesus) Sirach 101 Skare 29 Skovene 40 Sirts 56, 79 Skarntyde 116 Skovl 68 Sirup 50, 101, 110 skarp 29, 79, 93, 103 Skovlfuld 122 Sisyfus 100 skarpe 79, 103 Skovmærke 116 sit 63 skarpt 78 skraa- 96 Siv 71 Skat 46 skrabe 37, 51 sjakre 83 Skatol 84 Skrabnæse 113 Sjal 83 Skautrup 37 Skrabsammen 51, 113 Sjap 74, 88 Skavank 118 Skrabud 51 sjaske 83 Ske 31 Skrammel- 122 Sjat 74 Ske- 96 skreg 68 Sjavs 83 -ske 118 skrev 18 sjette 19, 99 Skefuld 96 skride

159 Skrig 66 skærpe 78 Slæde 97 Skrivning 70, 105 Skærsommer 113 sløvt 70 Skrog 35, 87, 98 Skærtorsdag 20, 113 smaa- 96 Skrud 87 Skærv 44, 72 smaalig 104 skruede 42 skæv 71 smaarudet 123 skrupskør 112 skæve 33 Smadder- 122 Skrædder 97 skævt 70 smag- 96 skrækkelig 43 Skød 87, 121 smage 29, 105 Skræv 34 skød 121 smagfuld 30 skræves 34 Skøge 69 smagt 29, 94 Skrøne 22 Skøn 91 smagte 29 Skub 88 skøn 91 smal 91 Skuddene 97 Skønjomfru 113 Smaragd 94 Skuddermudder 15, Skørt 21, 93 Smed slaa- 96 Smeden 97 Skudsmaal 58 Sladder- 122 Smedje 73 skue 41, 106 sladre 108 Smeds 59 Skueplads 56 Slag 33, 87, 88, 98 Smerte 103 skulde 81, 86 Slags 36 smertelig 43 Skuldre 55 Slagsbroder 65 smide 97 Skum 90 Slagter 65 smidig 40 skumle 122 Slagtilfælde 116 smigr! 43 Skurk 23, 79, 93 Slampamper 117 smigre 105 skurre 16, 23 slap 88 Smitte 14 Skurv 23, 44, 72, 94 Slavinde 119 Smovs 37 skurvet 22 slebne 104 Smuds 56, 90 skvulpe 14 slem 90 smudse 14 Sky 84 slesk 95 smudsig 56 Sky- 96 sleske 102 smugle 66, 104 skyde 58, 97 slesvig-holstensk 114 smuk 89 Skydebane 106 slibe 51 Smuld 91, 121 skyer 74 Sliddersladder 117 smurte 23 Skygge 20 slide 97 Smut 88 Skyld 91 Slider 97 Smykke 14 Skæbne 104 sligt 65, 94 smægte 65 Skæg 64, 89, 96 Slim 90 Smøg 69 Skægget 99 slog 66 smøge 69 skægget 99 slubret 48 Smør 21, 76, 77, 79, Skæl 91, 121 sluge 24, 66, , 114 Skælm 43 slugt 94 Snadde 98 skælve 72 slugte 24 snakkesalig 123 Skær 92 Slukefter 113 snar 92 Skærf 76, 93 Slurk 23 snarere 101 Skærm 43, 94 Slæb 34, 51, 88 snart 29, 93 Skærmydsel 118 slæbe 51, 105 Sne 96 Skærmydsler 20 slæbt 94 Snebold

160 Snedker 45, Sommer 26, 123 spiltosset 112 sneede 42 Sommerdage 113 Spir 92 sneet 63 Sonde 53 Spiritus 17 Snefog 87 Sorg 67, 68, 94 Spirrevip 117 sneg 68 Sorger 67 spise 100 Snegl 43, 69 Sorrig 44 Spisestue 106 Snehvide 115 sort 25, 93 spiste 102 snerpe 20 sorte 103 splendid 59 snerpet 103 sortere 38 sporadisk 46, 60 snerre 20, 102 Sortie 86 Sport 93 Snes 90 Sortiment 82 Sportsplads 57 snét 63 sortne 79 Sporvogn 25 Snib 88 Sot 89 Spove 25 Snig- 96 Sotteseng 89 spraglet 36 Sniksnak 117 sov 71, 90 sprang 30, 81 Snirkel 17 sove 36, 70, 106 spredte 18 sno- 96 Sovjet 111 Springforbi 113 Snob 88 Sovs 37 Sprog 35, 88, 98 Snog 25 spaa- 96 Sprog- 96 Snoldelev 34 spaaete 63 sproglig 104 snorke 26, 103 Spaan 91 sprød 22, 55, 58 snorksove 112 Spaaner 25 sprødt 59 Snur 92, 121 Spade 58 spurgte 23 snurre 23 Spadille 81 Spurv 22, 44, 72, 94 snuse(r) 100 spadsere 123 spy- 96 Snut 88 Spaghetti 47 Spyd 87, 121 snyde 97 Spanien 73, 104 Spyddet 97 Snyder 97 Spar 92 spydsk 59 Snært 93 spare 101 spæd 87 snævre 105 sparke 78, 103, 108 spædt 59, 88 Snævring 105 Sparto 113 spæge 69 Snørebaand 106 Speciale 74, 84 Spækhøker 23 Snørestøvle 108 Specie 84 spænde 101 So- 96 speciel 74, 84, 92 Spøg 69 sober 47 spedalsk 95 spøge 69, 105 sodet 62 spege 68 spøgefuld 69 Sogn 35 Spektakel 65 Spøgelse 69 Sognepræst 82 spendabel 39 spøgt 94 Sok 24 spendere 39 spøgte 69 Sol 91 Spid 17 Spøl 91 Sol- 96 spidde 108 spørge 21, 22, 67, 102 Soldater 47 spids 46 staa 41, 46 solgt(e) 67 Spil 91 staa- 96 solid 88 spilkoge 112 Staabi 113 solidt 88 Spilleværk 117 staaet 63 -som 118, 122 Spilop(per) 113 Staahej

161 Stab 88 stige 66 Strube 51 Stabejs(er) 117 Stikirend(dreng) 113 Strubehoste 107 Stabel 37, 41,51,70 stikke 48 Struds 56, 90 stabil 29 Stil 91 stryge 66, 98 stable 37, 51, 104 stillesiddende 123 Stræb 34 Stad 87, 98 Stimand 96 stræbe 70, 105 stadfæste 114 stirre 17, 102, 108 stræbt 94 Stadie 73 stiv 70 strø- 96 stadig 60 stiv- 96 Strøelse 122 Stadil 59 stivne 70, 105 Strøg 69 Stads 56 stivt 70 strøg 69 Staffeli 38 stjaalen 101 Stub 88 Stak 89 stjaalet 101 Studenstrup 60 Stakit 29 stjal 91 Studie 59 stakkato 46 Stjerne 108 stud. mag. 64 Stald 28 Stjært 93 Stue 40 Stand 28, 53 Stob 25 Stuepige 40, 42 starte 103 stod 58 stum 90 Stat 89 Stodder 97 Stund 23, 91 Stationsforstander 116 Stok 89 stundom 51 Stativ 33 stokdøv 112 stupid 87, 88 Stats- 96 Stokke 100 stupidt 59 Statsboligfonden 116 Stol 91 stuve 71 Statsminister 56 stolpre 49 St. Veitsdans 69 Statsraad 56 Stolthenrik 113 styg 89 Stearin 39 stor 79, 92, 94 stygge 20 Sted 19 stor- 96 Styrke 21 Steder 19 Storby 110 styrte 103 Stedet 97 Store Hedinge 113 Stær 92 stedse 19, 56 Storeslem 107 støbe 70, 105 Steg 68 Storetaa 107 Støberi 51 stege 68, 69, 105 Storke 103 støbt 94 stegt 18, 94 Storm 43, 94 Stød 87, 121 stegte 18, 69 storsnudet 123 stødte 99 Sten 91 Storstad 110 Stør 92 Stenalder 120 stovte 122 større 78, 102 Stenbro 110 Straa- 96 størst 21, 94 stenet 61 Strateg 64 støt 88 Stenplade 110 Strategi 38, 64 Subjekt 111 Stereoskop 39 strategisk 64 Subsidie 59 stereotyp 88 Streg 18 Subsidier 73 Stev 34 Strib 88 Substans 56 Sti- 96 Strid 121 substantiel 84 Stier 44 Strigle 104 Succes 18, 86 Stiftamtmand 116 strikke 18 Suder 97 Stige 66 Strofe 100 Suk 24

162 sukke 24, 48 Sværd 52 Særk 93 Sul 91 Sværdet 52 særlig 20, 103, 104 sultende 107 sværge 67 Sæt 88 sultne 107 Sværm 94 Sø- 94 Sund 23 Sværte 79 søbe 70 sund 23, 24, 91 sværte 79 sød 88 sunde 23 Sværte(gade) 103 Sødgrød 97 super- 99, 109, 118 Svøb 33 sødlig 104 Suppedas 117 Svøbe 33 sødt 88 Supplement 82 svøbe 33, 70, 105 Søen 43 supplere 119 svøbt 94 Søfolk 120 sur 92 svømme 22, 110 søge 69, 105 sur- 96 sy 41 søgn 69 Surkaal 97 Syd 98 søgt 65, 94 surre 108 syd 57 sølle 123 susende 107 Sydafrika 116 Sølv 72, 123 Svaber 47 sydost 57 Sølvdaase 71 svagt 94 Sydvest 114 Søm 90 sval 91 syede 42 Sømand 110 Svar 92 syg 66 Søn 22 svede 97 Sygdom 65 Søndag 22, 112 svedne 105 syge 40, 66, 98, 106 Sønderknuselse 114 svedt 89 sygt 65, 94 Sønner 21 svedte 99 Syl 91 Søren(sen) 101 Svejts 56 sympatisk 47 sørge 21, 67, 108 Svend 91 Symptom 51 sørgelig 67 Sverige 112 Syn 80, 91 Sørøver 120 svie 41 Synd 14, 91 Søs 90 svier 74 Synder 21 (til) Søs 90, 95 Svig 66 syndig 80 Søskend(e) 42 svimle 122 synes 44, 101 søvnig 105 Svin 91 synge 108 Svinebæst 106 synlig 104 Taage 67 Svineri 38 synsk 94 Taare 101 Svinesti 106 systematisk 46 Taarn 25, 75, 94 Svingom 113 syt 63 taarne 108 svinsk 95 syv 34 Tab 96 Svir 92 syvende 34, 122 tabe 37, 70, 105 Svoger 25, 35, 98 Sæbe 19, 51 tabt 94 S volder 55 Sædinge 59 tabte 105 Svovel 44 sædvanlig 115 Taffel 28 Svovlbrinte 116 Sæl 91 Tag 30, 36, 37, 87, Svulst 123 sælge 67 tage 41, 46, 67, 86 Svulster 121 Sælhund 96 Tagfat 113 svup 88 sær 92 Tagsten 30 Svælg 67 særdeles 112 tahitisk

163 Taille 81 Terts 57 Titiden 123 Tak 27, 28, 89, 109 Testamente 38 Tito 99 takke 28 Testator 38 tittit 117 takl! 43 Testikel 38 Tivoli 34, 56 taknem(me)lig 43, 115 Teuton 32 Tiøre 96 Taksigelse 115 Thomas 110 tjatte 74 Takstgrænse 57 Thomas(s)en 118 Tjavs 74, 83 Tal 27 Thorvald 55, 77 tjene 19 tal! 43 Thusnelda 55 tjene(r) 101 tale 27 Thybo 96 Tjener 19, 101 Talg 44 ti 56 Tjeneste 101 Talje 73 ti- 96 tju 86 talrig 112 Tid 87 Tjustrup-Bavelse-sø tam 90 Tide Tande 53, 101 Tidende 44, 53 Tjørn 94 Tandem 121 tidlig 59 to- 96 Tang 28 Tids 59 Tobak 119 Tange 28 Tids- 96 Toen 40, 43 Tanks 91 tidsnok 59 Toften 70 Tap 88 Tidsrum 59 Tog 35, 87, 88, 98 Tapet 77 tie 41 tog 66 tapetsere 56 Tien 43 Told 91 Tartar 77 Tiende 122 tolv 27, 72 Tarv 72, 94 tiende 42, 122 tom 90 tarvelig 72 tiere 109 Tommeliden 115 Tave 70 tigge 47 ton! 40 Tavle 105 tikke 47 Tonsur 38 Te- 96 tiktak 117 Top 88 Teater 38 til 81, 91 Torden 102, 108 Teatret 48 tilbage 113 tordne 103 Tegl 69 Tilbud 80 Torn 24, 25, 94 tegne 69 tilfreds 18, 58, 90 Torp 93 tegnet 42 tilgroete 63 Torpedo 59 Telefon 81 tillivs 71 Torsdag 93 temmelig 43 Tillæg 89 Torsk 78, 79, 93 Temperatur 38 tiloversblevne 105 torsket 78 Tempo 49 Tilstand 80 Torv 44, 71,72, 76, 94 Teolog 72 Tin 91 Totiden 96, 123 teologisk 64 Tinde 53 Touche 85 Teoretiker 47 tindre 54 Tove 25 terpe 103 Tirailleur 81 Tovelil 115 Terrakotta 47 Tirsdag 93 Toøre 96 Terrasse 119 tiske 49 Tragedie 59, 73, 97 Terre 102 tit 88 tragisk 46 Terrin 119 Titan 99 trak 27 Terræn 38, 119 Titel 99 Traker

164 Trakien 100 trygle 66, 104 Tyr 76, 92 trakisk 46 Trykkeri 38 Tyran 91, 119, 121 tra la la 86 Træ 20, 96 Tyrk 16, 21 Tran 91 træde 97 Tyrken 21 Transparent 82 Trælast 110 Tyv 34, 71 Transport 120 træsk 95 tyvagtig 34 Trav 37, 90 træt 19 tyve 56 trave 37 Trævl 43 tyvstjaalen 71 tre 18, 33, 96 Trøje 78 tyvstjæle 34 tredive 19, 43 Trøndelagen 22 Tæer 43 tredje 18, 73 Tube 98 Tælle 44, 68 tres 17, 18, 90 tude 97 tænderskærende 123 treven 18 tudegrim 112 tænker 44 Trikot 57, 121 tuder 122 Tæppe 99 Trin 91, 101 Tugt 65 Tærsk 78 trind 75 Tuja 31, 74 tærske 78 Trinene 101 Tummelumsen 117 Tærte 103 Trinet 101 Tummerum 117 tæt 88 Triumf 74 tung 24, 82 Tø 31 triviel 92 Tunge 24 tø 31, 41 tro 13 turde 23, 52, 102 Tønder 53 tro- 96 Turné 86 tør, præs. 21, 92 Trods 56 Tusind 44, 100 tør, adj. 20, 92, 102 trods 56, 90 tusind(e) 42, 53 Tørke 21 trodse 56 Tuttenut 116 tørre 102, 108 trodsende 56 tve- 96 Tørst 21 troede 42 Tvebak 17, 96 Tørv 21, 44, 72, 76, 94 troende 122 tvekulsur 116 Tøs 90 trofast 13 Tvivl 44, 70 tøt 63 Troglodyt 89 tvivle 17, 34, 70 Trold 91 tvivler 122 u- 118 trolove 114 tvær 95 uartig 72 troløs 120 tværs 93, 95 ubeboete 63 troml! 43 ty 41 ud 31, 87, 107, 121 Tromme 24 tydelig 59 ud- 96 Trommeslager 67 Tyende 122 udarbejde 116 tror 25, 92 Tyfus 100 udarbejdet 61 trot 63 tyg! 50 udelukke 106 true 41 tygge 14, 20 udelukkende 114 Trug 66, 88, 98 tygges 48 Udførsel 22 Truget 98 tyk 50, 89 udholdende 116 Trumf 123 tykkes 48 Udholdenhed 116 Trup 88 tynd 91 Udkørsel 22 -trup 41, 88 Type 98 Udlæg 89 Trust 15 typisk 88, 99 udmærket 112 tryg 16, 20, 89 Typograf 89 udsælge

165 udvortes 123 Vaar 92 Vedet 38 uforklarlig 104 Vaas 90 Vegetabilier 73 uforskammet 58 Vable 104 Vegne 40, 69 Uge 66, 98, 106 Vagabond 24 veje 106 ugentlig 57 Vagn 36, 82 Vejene 40 Ugle 66, 104 Vagt 65 Vejr 19, 20, 58, 79 Uld 91 Valborg 44 velan 113 Uldgarn 108 Valby 112 velbaaren 115 Uldum 51 Valde 55 velgørende 115 ultra- 118 Valdemar 55 velsigne 82, 104, 114 Ulv 71, 72 Valdhorn 55 Ven 91 und- 118 Valentin 69 vende 108 unde 23, 24 Valg 67 Vender 53 under 24 Valget 67 Veninde 120 underkue 41 valgt (e) 67 venlig 108 underrette 114 Valkyrie 73, 103 Veranda 108 Undersaat 88 Valuta 47 Verber 79 underskrevne 105 vamle 122 Verden 52, 79, 103 undertiden 113 van- 118 Vers 79, 93 undgaa 82 Vand 30, 91 Versemaal 103 undre 14, 54 Vandel 53 Vesperkost 69 undse(e)lig 42 Vandet 44, 105 Westfalen 116 ung 24 vandet 44 Vestindien 116 Ungarn 24 Vandaare 108 Whisky 49 Ungerne 24 vandre 29 vi 41, 86 Univers 93 Vang 30 vice- 118 Universitet 18 Vanilje 81 Vicevært 106 Universitetets 62 var 29, 92 vid 58 upartisk 111 Varde 29, 53, 102 Vidde 60, 99 Ur 92 Vare 40 Viddet 97 Ur- 96 Varelager 107 vide 97 ur- 118 Varer 40 Videnskab 106 Urd 93 Varerne 78 Vidje 73 uregerlig 104 Varetægt 65 vidn! 43 Urin 75 variere 74 Vidne 59 Urt 23, 93 Variete 121 vidne 59, 108 Urtekræmmer 123 varlig 108 vidste 58 Urter 103 Varsel 103, 122 Vidunder 110 U.S.A. 118 vaske 28 vidunderlig 115, 119 usch 84 Vaterpas 99 Vielse 122 uskadt 88 vatre 48 viete 63 ustyrlig 104 Ve- 96 vigtig 65 Uvane 120 ved 58 vikariere 74 Vedbend 54 vil 81, 91 vaad 60, 87 Veddet 62, 97 vild 91 vaagne 25, 26, 35, 105 Vedel 97 vilde

166 Wildersgade 55 vrimle 18 ydre 105 Vild(t)nis 55 vrøvle 34 Ynde 53 Vilje 17, 73 V.S.O. 118 ynde 53 Villa 110 Vue 87 yndelig 54 vildene 55 vugge 48 ynderig 53 ville 14, 17, 108 Vunder 53 Yndest 122 villig 17 væbne 104 yndig 66, 80, 108 Vin 91 vædde 98 yngl! 43 Vind 91 Væg 64, 89 yppig 47 vinde 108 Væg- 96 Vinding 51, 53 Væge 69 Zar 29 Vindue 111 Vægge 99 Vinterdage 113 Væggelus 106 Æble 19, 51, 104 Viol 69, 74 Væggetøj 106 æd! 87 violet 69 Væggeutøj 58 æde vb. 19, 97 Violin 69 vægre 105 ædel 97 Violoncel 69 Vægt 65 ædle 104 Vippe 98 væk 89 ædru 121 Virak 101 Vælde 54 ædruelig 42, 115 Virginia 104 vældelig 55 Æg 50, 64, 89, 96 virke 16, 17 vælge 67, 108 Ægge- 106 virkelig 16, 17 Vælskbind 122 Æggeblomme 106 virre 102 væltende 109 Æggebæger 106 vis 90 væmmelig 43, 109, 115 Æggemælk 106 Visitats 56 væn 91 Ægget 47 visselulle 117 vær! 79 ægte 65 vistnok 57 Værd 52 ækel 41, 99 Visvas 117 værd 92 Ækvator 46 Vitriol 69 Værdi- 97 Ælde 54 vittig 47 værdig 102 ældes 54 Vogn 35, 43 være 75 ældgammel 112 Vogne 26, 35 Værelse 20, 101 ældre 55 Vold 91 værf! 93 ændre 50, 54 Vom 90 værfe 78 ærbødig 60 vor 92 Værge 67 ærgerlig 109 vorde 52 Værn 94 Ærgrelse 68 vores 26 værper 79 Ærinde 41, 42, 43, 53, -vorn 25, 94, 118 værre 102, , 110 vort 93 Vært 93 ærke 68, 79, 118 Vorte 25, 103 Værten 78, 79, 103 ærlig 20, 103, 104 vove 25, 36 Værtshus 57, 78, 85 Ærme 103 vovvov 117 væsentlig 57 Ært 93 vrang 30 Vølve 22 Ærter 20, 76, 103 vred 58 Æt 89 vredne 105 Ydelsen 60 Ævred 63 vride 97 ydmyg

9 s e Trin. 28.juli 2013. Hinge Kirke kl.8.00. Vinderslev Kirke kl.9.30. Vium Kirke kl.11.00. Frederiks kirke kl.19.30.

9 s e Trin. 28.juli 2013. Hinge Kirke kl.8.00. Vinderslev Kirke kl.9.30. Vium Kirke kl.11.00. Frederiks kirke kl.19.30. 9 s e Trin. 28.juli 2013. Hinge Kirke kl.8.00. Vinderslev Kirke kl.9.30. Vium Kirke kl.11.00. Frederiks kirke kl.19.30. Salmer: Hinge kl.8.00: 744-302/ 692-372 Vinderslev kl.9.30: 744-373- 302/ 692-321,v.6-372

Læs mere

DET KOMMER! 1 12 TR PÅ DANSK!

DET KOMMER! 1 12 TR PÅ DANSK! 12 TR PÅ DANSK! Robert er tillidsrepræsentant eller TR på en stor brødfabrik. Han repræsenterer dem, der arbejder i fabrikkens pakkeafdeling. Mange af dem kommer fra andre lande. Robert kommer selv fra

Læs mere

Prædiken over Den fortabte Søn

Prædiken over Den fortabte Søn En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

1 Vi har valgt at bruge betegnelsen mennesker, da IUP en har en stor og ikke homogen målgruppe. IUP en henvender

1 Vi har valgt at bruge betegnelsen mennesker, da IUP en har en stor og ikke homogen målgruppe. IUP en henvender Lærervejledning til det interaktive udtaleprogram Til underviser På denne side vil du kunne få et hurtigt overblik over, hvad vores interaktive udtaleprogram er, og hvad programmet kan bruges til. På siderne

Læs mere

Jeg bygger kirken -2

Jeg bygger kirken -2 Jeg kirken - Forkyndelse og mirakler Mål: Kirken forbindes tit med søndagsmøder, som består af sang, prædiken og bøn. Men kirken er meget mere end det.. Gennem denne undervisning prøver vi at forklare

Læs mere

Tro og ritualer i Folkekirken

Tro og ritualer i Folkekirken Tro og ritualer i Folkekirken 1) Kristendommen har været den største religion i Danmark i mere end tusind år. I løbet af de sidste 30 år er der sket en forandring med religion i det danske samfund, fordi

Læs mere

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED I sidste uge var jeg ti dage i London for at besøge min datter. Hun har et rigtig godt job i et internationalt firma og et godt sted at bo. Hun har også en kæreste,

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Frugtfaste. Fadervor. Jabes bøn

Frugtfaste. Fadervor. Jabes bøn Frugtfaste Faste er en vej til at rense ud i dit liv og åbne din ånd. Her finder du en frugtfaste, som varer 10 dage. Selve programmet, kræver ikke meget af dig, kun at du er frisk på at spise frugt morgen,

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

SUND OG LÆKKER MAD PÅ SU

SUND OG LÆKKER MAD PÅ SU SUND OG LÆKKER MAD PÅ SU Skal du i gang med din egen husholdning for første gang i forbindelse med enten studie, uddannelse eller arbejde? Så har du her den korte lyn guide til, hvordan du let kommer i

Læs mere

Barndommens gade (1942) af Tove Ditlevsen (1917-1976)

Barndommens gade (1942) af Tove Ditlevsen (1917-1976) Barndommens gade (1942) af Tove Ditlevsen (1917-1976) Roman: kom 1943 Sat musik til (Anne Linnet) + filmatisering af romanen 1986 Strofer: 7 a 4 vers ialt 28 vers/verslinjer Krydsrim: Jeg er din barndoms

Læs mere

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål Navneord Pigerne løb hen over vejen. Hvilket ord er navneord, og hvilken tid står de i? Pigerne, bestemt flertal. Vejen, ubestemt ental. Der var engang en dreng, som godt kunne lide at spise æbler. Der

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER

SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER SANGE TIL BABYRYTMIK I FREDENS-NAZARET KIRKER Velkommen til babyrytmik! I mappen her finder du de sange, vi synger til babyrytmik i kirken. Du er velkommen til at låne en mappe med hjem, hvis I har lyst

Læs mere

Born i ghana 4. hvad med dig

Born i ghana 4. hvad med dig martin i ghana 1 2 indhold Børn i Ghana 4 Martin kommer til Ghana 6 Børnene i skolen Landsbyen Sankt Gabriel 12 Martin besøger en høvding 16 Zogg en lille klinik på landet 1 På marked i Tamale 20 Fiskerne

Læs mere

Det onde Liv og den gode Gud

Det onde Liv og den gode Gud En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Dansk-Kinesisk Parlør

Dansk-Kinesisk Parlør . Dansk-Kinesisk Parlør Shaola J. G. Zhou Dansk-Kinesisk Parlør Samfundslitteratur Shaola J.G. Zhou Dansk-Kinesisk Parlør 1. udgave 2001 Samfundslitteratur, 2001 Omslag: Torben Lundsted Sats: Forfatteren

Læs mere

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden Alma 82 år Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns Alma er ikke så god til at huske længere og hendes sygdom gør, at hun har svært ved at passe dagligdagens gøremål.

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

Gud er min far -2. Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden;

Gud er min far -2. Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; Gud er min far -2 Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; Mål: Børnene oplever forventningsglæde: Guds rige vokser der, hvor Guds vilje sker. Gud ønsker at vi er med til at opbygge

Læs mere

Kærligt talt. Forlaget Go'Bog. 5 trin til indre ro og kærlige relationer gennem bevidst brug af dit sprog. Af Lisbet Hjort

Kærligt talt. Forlaget Go'Bog. 5 trin til indre ro og kærlige relationer gennem bevidst brug af dit sprog. Af Lisbet Hjort Kærligt talt 5 trin til indre ro og kærlige relationer gennem bevidst brug af dit sprog Af Lisbet Hjort Forlaget Go'Bog Kærligt talt-konceptet Kærligt talt-metoden går ud på at få et liv med indre ro og

Læs mere

Gudstjenesterne i Aroskirken ledes af liturgen og er bygget op over en fast skabelon, som indeholder følgende fem punkter:

Gudstjenesterne i Aroskirken ledes af liturgen og er bygget op over en fast skabelon, som indeholder følgende fem punkter: Gudstjenesterne i Aroskirken ledes af liturgen og er bygget op over en fast skabelon, som indeholder følgende fem punkter: Ia. Indledning: Velkomst! Indgangsbøn: Almægtige Gud, Himmelske Far, du, som har

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 20. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække Salmer DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud DDS 20: Jeg ser dit kunstværk,

Læs mere

Fadervor. b e l e n å b n e r b ø n n e. f o r j u n i o r e r

Fadervor. b e l e n å b n e r b ø n n e. f o r j u n i o r e r Fadervor B I b e l e n å b n e r b ø n n e n b e l e n å b n e r b ø n n e f o r j u n i o r e r f o r j u n i o r e r Bibelen Nu skal du læse i Bibelen. Har du selv en bibel, så kan du bruge den! Hvis

Læs mere

Læringsmål ved overgangen fra vuggestue til børnehave (0-3 år)

Læringsmål ved overgangen fra vuggestue til børnehave (0-3 år) Læringsmål ved overgangen fra vuggestue til børnehave (0-3 år) De pædagogiske processer skal lede henimod, at barnet ved slutningen af vuggestuen med lyst har tilegnet sig færdigheder og viden, som sætter

Læs mere

Jeg bygger kirken -4

Jeg bygger kirken -4 Jeg kirken - Sandhed og hellighed Mål: Denne gang lægger vi vægt på det alvorlige. Mit hus skal være et bedehus! råbte Jesus, da han så, hvordan folk misbrugte Guds hus til selv at bliver bedre af det.

Læs mere

Hvad er det, du siger -4

Hvad er det, du siger -4 Hvad er det, du siger -4 Dine ord skaber Mål: Børn indser, at det, vi siger, gør noget i os selv, andre og den verden, vi lever i. Ord bliver ofte til handling. At sige gode og positive ord skaber noget

Læs mere

Sanseintegration Dysfunktion i sanseapparatet skema

Sanseintegration Dysfunktion i sanseapparatet skema Sanseintegration Dysfunktion i sanseapparatet skema - Vestibulær sans (balance & acceleration) - Kinæstetisk sans (Muskler og led) - Taktil sans (følelser/berøring) Vestibulær dysfunktion: (balance & acceleration)

Læs mere

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække.

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 1. april 2013 kl. 11.00. Egil Hvid-Olsen Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. Salmer. DDS 234 Som forårssolen morgenrød. DDS 241 Tag det sorte kors fra graven!.

Læs mere

Hej. skal vi lege? Legehæfte -Danselege

Hej. skal vi lege? Legehæfte -Danselege Hej skal vi lege? Legehæfte -Danselege Danseleg leg nr 1 - Boogie Woogie Legebeskrivelse: Deltagerne står i åben kreds med ansigtet ind mod midten. - Man gør de ting, man synger. Så tager vi højre fod

Læs mere

Kapitel 2 Tal og variable

Kapitel 2 Tal og variable Tal og variable Uden tal ingen matematik - matematik handler om tal og anvendelse af tal. Matematik beskæftiger sig ikke udelukkende med konkrete problemer fra andre fag, og de konkrete tal fra andre fagområder

Læs mere

HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE

HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE Søndag den 19/5-2013 kl. 11.00 Pinsedag Tema: Helligåndens komme HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE Præludium Evt. korsats (Carsten) Indgangsbøn (evt.) Velkomst 1. salme DDS 290 I al sin glans nu stråler solen

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015.docx. 09-08-2015 side 1. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015.docx. 09-08-2015 side 1. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48. 09-08-2015 side 1 Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48. Teksten giver et billede hvor Jesus er placeret midt i datidens religiøse centrum. Der talte Jesus et Ord. Et ord som nu er gentaget

Læs mere

Til Akino og Caitlyn, mine søde små galninge

Til Akino og Caitlyn, mine søde små galninge En dag finder Gris en magisk kasse der kan kopiere alt der bliver lagt i den. Gris beskytter den så meget og bliver så mistænktsom af enhver der vil bruge den at han tyger til drastiske metoder. Han tvinger

Læs mere

Pigen der fandt det vigtigste

Pigen der fandt det vigtigste Pigen der fandt det vigtigste Der var engang den dejligste lille pige. Hun blev kaldt MO. Hun boede i et hus i en lille landsby. Omkranset at skove, søer, enge og marker. Hun var glad og tilfreds, og legede

Læs mere

RULLE-MARIE. - en vejledning til laerer og foraeldre. af Helen Nielsen S P E C I A L - P AE D A G O G I S K

RULLE-MARIE. - en vejledning til laerer og foraeldre. af Helen Nielsen S P E C I A L - P AE D A G O G I S K RULLE-MARIE - en vejledning til laerer og foraeldre af Helen Nielsen S P E C I A L - P AE D A G O G I S K F O R L A G 2 Rulle-Marie - en vejledning til lærer og forældre Anbring Rulle-Marie i danskbogen,

Læs mere

1000 bornholmske ord. En besværlig samtale en sommerdag RIGSDANSK -- BORNHOLMSK BORNHOLMSK -- RIGSDANSK. LEIF HENRIKSEN 1000 bornholmske ord

1000 bornholmske ord. En besværlig samtale en sommerdag RIGSDANSK -- BORNHOLMSK BORNHOLMSK -- RIGSDANSK. LEIF HENRIKSEN 1000 bornholmske ord Turisten: Sig mig, min gode mand, bor der en hr. Kjærgaard her i byen? Fiskeren: Kjærregårinj liggjer ver kjærkan, å om ni ska dærhæn, må ni gå a gâdan ver dænj rø huzakâtan dærhænna Turisten: Jeg forstår

Læs mere

Du og jeg, Gud. 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation.

Du og jeg, Gud. 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation. Du og jeg, Gud 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation. Den grund, du har i dåben lagt, dit stærke ja til svage, bekræfter du, skal stå ved magt i dag og alle dage. Evangelieteksten til 1.søndag efter

Læs mere

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under.

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Filmens optakt (læs og forstå) Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Lars Hansen er en ung mand. Han har ikke nogen kæreste. Han er

Læs mere

atelier dit hund barns Andrea McHugh Sådan hjælper du dine børn med at tage sig af deres hund

atelier dit hund barns Andrea McHugh Sådan hjælper du dine børn med at tage sig af deres hund dit barns hund atelier dit hund barns Andrea McHugh Sådan hjælper du dine børn med at tage sig af deres hund Fø rst udgivet i England 2007 af Hamlyn, a division of Octopus Publishing Group Ltd Copyright

Læs mere

Jeg bygger kirken -1

Jeg bygger kirken -1 kirken - Helligånden & kraft Mål: Det er første pinsedag dagen, hvor kirken startede Vi skal høre, hvordan det gik til, og vi skal opdage, at det alt sammen skete ved Helligånden og Guds kraft. Dette var

Læs mere

Læreplaner Dagplejen i Fredericia kommune

Læreplaner Dagplejen i Fredericia kommune Barnet skal føle sig værdifuldt Barnet skal have mulighed for læring Barnet skal kunne håndtere modspil Barnet skal blive selvhjulpen Barnet udvikler indlevelsesevne Jeg aflæser og handler på barnets signaler

Læs mere

Hvad er ateisme? Hvordan bliver man ateist? Dansk Ateistisk Selskab. Ateisme er kort og godt fraværet af en tro på nogen guddom(me).

Hvad er ateisme? Hvordan bliver man ateist? Dansk Ateistisk Selskab. Ateisme er kort og godt fraværet af en tro på nogen guddom(me). Dansk Ateistisk Selskab Hvad er ateisme? Ateisme er kort og godt fraværet af en tro på nogen guddom(me). Meget mere er der sådan set ikke i det. Der er ingen dogmatisk lære eller mystiske ritualer og netop

Læs mere

Den vandrette og den lodrette akse.

Den vandrette og den lodrette akse. Den vandrette og den lodrette akse. En tilgang til tilværelsen, som måske kan gøre det lettere at blive bevidst om forskellige aspekter af livet, er ved at se på den vandrette og den lodrette akse. Det

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 21. april 2013 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner DDS 654:

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

Lindvig Osmundsen Side 1 27-08-2015 Prædiken til 12. s.e.trinitatis 2015.docx

Lindvig Osmundsen Side 1 27-08-2015 Prædiken til 12. s.e.trinitatis 2015.docx Lindvig Osmundsen Side 1 Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Mark. 7,31-37. Kan du høre mig? Jeg kan ikke høre dig. Når man bliver over 60 så får lyden på fjernsynet en ekstra streg eller

Læs mere

Prædiken til bededag, Matt 7,7-14. 2. tekstrække. Nollund Kirke Fredag d. 16. maj 2014 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal. Salmer

Prædiken til bededag, Matt 7,7-14. 2. tekstrække. Nollund Kirke Fredag d. 16. maj 2014 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal. Salmer 1 Nollund Kirke Fredag d. 16. maj 2014 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til bededag, Matt 7,7-14. 2. tekstrække Salmer DDS 737: Jeg vil din pris udsjunge DDS 496: Af dybsens nød, o Gud, til dig DDS

Læs mere

Den er et fremragende eksempel på, at 1+1+1 giver langt mere end 3. N. Kochs Skole, Skt. Johannes Allé 4, 8000 Århus C

Den er et fremragende eksempel på, at 1+1+1 giver langt mere end 3. N. Kochs Skole, Skt. Johannes Allé 4, 8000 Århus C Trøjborg 29. juni 2009 Kære 9. årgang. En tøjklemme. Ja, sådan ser den ud den er blevet lidt gammel og grå lidt angrebet af vejr og vind den er blevet brugt meget. I kender alle sammen tøjklemmer, nogle

Læs mere

PRÆDIKEN TIL 4. SØNDAG EFTER PÅSKE 2014 Stine Munch

PRÆDIKEN TIL 4. SØNDAG EFTER PÅSKE 2014 Stine Munch PRÆDIKEN TIL 4. SØNDAG EFTER PÅSKE 2014 Stine Munch I dag er det med at holde tungen lige i munden og ørene stive. Teksten er en typisk Johannestekst, snørklet og svært forståeligt. I hvert fald sådan

Læs mere

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Konfirmandord Fra det Gamle Testamente Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din

Læs mere

Jeg vil se Jesus -2. Natanael ser Jesus

Jeg vil se Jesus -2. Natanael ser Jesus Jeg vil se Jesus -2 Natanael ser Jesus Mål: Skab forventning til Jesus i børnene. Gennem undervisningen vil vi se på, hvordan Natanael møder Jesus, og hvad det gør i ham, og vi vil se på, hvordan vi kan

Læs mere

Hund og børn. Lær hunden børnesprog

Hund og børn. Lær hunden børnesprog Hund og børn Hund og børn Ifølge Danmarks Statistik har ca. 450.000 danske familier hund, og i en stor del af disse familier er der børn. Der findes ikke nogen specielt børneegnede racer, men nogle racer

Læs mere

Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus

Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus Prædiken 1. Pinsedag 2012 Apostlenes Gerninger kap 2 og Johs. 14-15-21 Pinse jul og påske og Pinse Hvad er det der gør den Pinse til en højhelligdag? Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus

Læs mere

I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843:

I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843: I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843: 1. juli 1843 Dejlig er denne Natur, og dog har jeg ikke

Læs mere

Synes, mener eller tror?

Synes, mener eller tror? Synes, mener eller tror? Tror, synes og mener dækkes på mange sprog af samme ord. Men på dansk er begrebet delt op efter den psykologiske baggrund: Synes udtrykker en følelse i situationen, tror udtrykker,

Læs mere

HVAD VIL DE SIGE AT BÆRE FRUGT

HVAD VIL DE SIGE AT BÆRE FRUGT UNDERVISNING FRA MIDTJYLLANDS FRIKIRKE - AUGUST 2012 Finlandsgade 53, 7430 Ikast Telefon: 40 78 78 29 Internet: www.mjkk.dk E-mail: info@mjfk.dk HVAD VIL DE SIGE AT BÆRE FRUGT Som kristen bør man have

Læs mere

HENRIK - I kan slet ikke gøre noget, uden at holde jer inde, indtil videre.

HENRIK - I kan slet ikke gøre noget, uden at holde jer inde, indtil videre. (Henrik - Leander, Octavius, begge drukne, især Octavius). HENRIK - Herre! LEANDER - Hvad vil du? HENRIK - Jeg, og I... LEANDER - Hvad Jeg og I? Hvad skal det sige? HENRIK - Nu er det altså sket. LEANDER

Læs mere

Tal i det danske sprog, analyse og kritik

Tal i det danske sprog, analyse og kritik Tal i det danske sprog, analyse og kritik 0 Indledning Denne artikel handler om det danske sprog og dets talsystem. I første afsnit diskuterer jeg den metodologi jeg vil anvende. I andet afsnit vil jeg

Læs mere

Et fund. Gækkebreve fra Djursland. Per-Olof Johansson

Et fund. Gækkebreve fra Djursland. Per-Olof Johansson Et fund Gækkebreve fra Djursland Per-Olof Johansson Per-Olof Johansson: Et fund - Gækkebreve fra Djursland På Internet 2014 http://per-olof.dk Påskegæk.. Jeg fandt ikke en Rembrandt. Men jeg købte en lille

Læs mere

Salmer: 725, 713, I Danmark er jeg født. Ensemblet medvirker: Midsommersang og Jeg gik mig ud en sommerdag

Salmer: 725, 713, I Danmark er jeg født. Ensemblet medvirker: Midsommersang og Jeg gik mig ud en sommerdag Appetizer: Simon Spies blev engang spurgt om han foretrak at være fattig eller rig, og han svarede: Ja, livet kommer jo ikke an på penge, og jeg har prøvet begge dele, men jeg vil til enhver tid foretrække

Læs mere

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA - stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA Hvid stamme MOTTO: Det er Solgudens vilje, at du skal gøre hvad jeg siger STIKORD: Præster, bestemmer, rige Da Solguden straffede menneskerne, troede

Læs mere

-- betingelse--, --betinget virkelighed. Var jeg ung endnu, (hvis-inversion - litterær form)

-- betingelse--, --betinget virkelighed. Var jeg ung endnu, (hvis-inversion - litterær form) Betinget virkelighed Betinget virkelighed vil sige en tænkt virkelighed under en bestemt betingelse. Man springer ud af virkeligheden og ind i en anden ved at forestille sig, hvad man så ville gøre: Hvis

Læs mere

Billedordbogen DigTea

Billedordbogen DigTea a Billedordbogen cb DigTea John Præstegaard a Billedordbog cb DigTea John Præstegaard ABC-billedordbogen John Præstegaard 1. ebogsudgave, 2013 DigTea Illustration: John Præstegaard Grafisk tilrettelægning:

Læs mere

Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen?

Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen? Julesøndag 2013 Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen? Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en

Læs mere

Er franskmænd virkelig arrogante? Kommentar fra professor Dominique Bouchet

Er franskmænd virkelig arrogante? Kommentar fra professor Dominique Bouchet Er franskmænd virkelig arrogante? Kommentar fra professor Dominique Bouchet For nogle år siden blev der arrangeret et møde i København, hvor tre fremtrædende franske journalister og tre af deres ligeledes

Læs mere

Min Guide til Trisomi X

Min Guide til Trisomi X Min Guide til Trisomi X En Guide for Triple-X piger og deres forældre Skrevet af Kathleen Erskine Kathleen.e.erskine@gmail.com Kathleen Erskine var, da hun skrev hæftet, kandidatstuderende på Joan H. Marks

Læs mere

Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant.

Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant. Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant. 1 David Livingstone fortæller om farlig tur i kano ved Victoria Falls David Livingstone

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke Lørdag d. 25. april 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud DDS 260: Du satte dig

Læs mere

Velkomst og tema: Prædiken:

Velkomst og tema: Prædiken: Gudstjeneste 180115 10.30 - Brændkjærkirken 2 s.e. H3K 2. Tekster: Mos 33,18-23; Joh 2,1-11 (afslutning af prædiken: Rom 12,9-12a) Prædiken af sognepræst Ole Pihl Salmer: DDS 4 Giv mig Gud en salmetunge

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse)

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) I kap. X,1 hævder Løgstrup, at vor tilværelse rummer en grundlæggende modsigelse,

Læs mere

INDHOLD. I INTRO side 2

INDHOLD. I INTRO side 2 INDHOLD I INTRO side 2 II DIGTETS KENDETEGN side 3 Digtet side 4 Digtets indhold side 5 Digtets fortæller side 5 Digtets form side 6 Digtets lyd side 8 Digtets sprog side 19 Digtets helhed side 24 III

Læs mere

MODERNE KLAVER 1 NATALIA V. POULSEN

MODERNE KLAVER 1 NATALIA V. POULSEN MODERNE KLAVER 1 Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. 2009 MUFO ISMN-nr: M-66133-183-4 1. oplag 2009 1. udgave

Læs mere

Læsning. Prædikeren kap 3.

Læsning. Prædikeren kap 3. 02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid

Læs mere

Nogle af os er kede af det, fordi vi savner nogen, eller måske en bestemt, at være sammen med. Nogle af os går og småskændes, fordi det skulle

Nogle af os er kede af det, fordi vi savner nogen, eller måske en bestemt, at være sammen med. Nogle af os går og småskændes, fordi det skulle Juleaften, domkirken 16.30 : 94 Det kimer nu, 119 Julen har bragt, 104 Et barn er født, 120 Dejlig er jorden. 1.salme, Salutation og kollekt med korsvar, Koret: "Højlovet være han som kommer i Herrens

Læs mere

Mørket forsøger at lukke sig om os, vinterens mørke, vores eget mørke, al vores modstand - men lyset bryder igennem.

Mørket forsøger at lukke sig om os, vinterens mørke, vores eget mørke, al vores modstand - men lyset bryder igennem. 1 Juleaften 2009. Hvad er det bedste ved julen? ja, hvad er det bedste ved julen? Måske al hyggen i dagene op til jul, med pynt i gaderne, lys overalt, med julekalendere i fjernsynet, hvor man sammen har

Læs mere

Så blev det aften og det blev morgen, den sjette dag.

Så blev det aften og det blev morgen, den sjette dag. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 16/3-14 Kirkedag: 3.s.i fasten/b Tekst: Mk 9,14-29 Salmer: SK: 28 * 388 * 182 * 660 * 192,9 * 670,1+4 LL: 28 * 182 * 660 * 192,9 * 670,1+4 Så blev det

Læs mere

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig?

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Sådan finder du ud af om din nye kæreste er den rigtige for dig. Mon han synes jeg er dejlig? Ringer han ikke snart? Hvad vil familien synes om ham? 5. november

Læs mere

Det fleksible fællesskab

Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Kirsten Hastrup unı vers Kultur Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Af Kirsten Hastrup unıvers Kultur Det fleksible fællesskab er sat med Adobe Garamond

Læs mere

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen kone.

Læs mere

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre Uddrag fra Peters dagbog Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre Morfars forældre, dine oldeforældre Morfars oldeforældre, dine tip,tipoldeforældre Christian Worm og Maren Thinggaard Morfars mormor

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

L Æ S O G L Æ R - S M Å FA G B Ø G E R - G R Ø N S E R I E. Min krop. Tekst og illustration: Jørgen Brenting. Baskerville

L Æ S O G L Æ R - S M Å FA G B Ø G E R - G R Ø N S E R I E. Min krop. Tekst og illustration: Jørgen Brenting. Baskerville L Æ S O G L Æ R - S M Å FA G B Ø G E R - G R Ø N S E R I E Min krop Tekst og illustration: Jørgen Brenting Baskerville Online materiale. Må kopieres af medlemmer af Baskervilles Depot. Materialet må kun

Læs mere

Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København.

Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København. Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch. Kristus - opstanden og evig nær - Vi takker dig for denne morgens nye håb, der rækker ned i grave og ind i mørke sind. Vi beder dig: Læg

Læs mere

Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27. Svar nummer 3: Meningen med livet er at føre slægten videre 41

Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27. Svar nummer 3: Meningen med livet er at føre slægten videre 41 Indhold Hvorfor? Om hvorfor det giver mening at skrive en bog om livets mening 7 Svar nummer 1: Meningen med livet er nydelse 13 Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27 Svar nummer 3: Meningen

Læs mere

Formandsberetning. 2012.

Formandsberetning. 2012. Formandsberetning. 2012. Det er nu 9. gang jeg aflægger beretning for bestyrelsesarbejdet i De Blå Baretter LIMFJORDEN. Beretningen udsendes ikke i år på mail inden generalforsamlingen, p.g.a. virus angreb

Læs mere

Goddag sang (Dalia Faitelson)

Goddag sang (Dalia Faitelson) Goddag sang Goddag goddag til alle sammen Idag idag vi mødes her Og ved I hvad, det ku være så dejligt Hvis I ta r med på eventyr Det handler om en lille tapper mus Der forlod sit hus Og solen den stakkel

Læs mere

Maksimalpriser binder i stigende grad på andelsboligmarkedet

Maksimalpriser binder i stigende grad på andelsboligmarkedet 19. maj 2014 Maksimalpriser binder i stigende grad på andelsboligmarkedet Vi har set nærmere på udviklingen på andelsboligmarkedet i Region Hovedstaden i første kvartal 2014 med udgangspunkt i vores kendskab

Læs mere

Rettigheder skal erhverves. De skal være. velerhvervede. Det er ligesom en tankegang, der fylder mere og

Rettigheder skal erhverves. De skal være. velerhvervede. Det er ligesom en tankegang, der fylder mere og Rettigheder skal erhverves. De skal være 3.s.e.trinitatis, 21.6.2015. Domkirken 10: 3 Lovsynger Herren, 435 Aleneste Gud, 289 Nu bede vi, 492 Guds igenfødte, 31 Til himlene. Nadver: 493 Gud Herren så.

Læs mere

Når børnehaven skaber gode forudsætninger for læsning. Af Kirsten Rasmussen, lektor

Når børnehaven skaber gode forudsætninger for læsning. Af Kirsten Rasmussen, lektor Når børnehaven skaber gode forudsætninger for læsning Af Kirsten Rasmussen, lektor Den opmærksomhed, der vedvarende er rettet mod danske børns læse- og skrivefærdigheder, har medført en række initiativer

Læs mere

Hvad er det, du siger -3

Hvad er det, du siger -3 Hvad er det, du siger -3 Alt, hvad Djævelen siger, er falsk og forkert. Mål: Børn indser, at ting, som ser godt ud, ikke altid behøver at være godt. Hvis vi vil holde os til det, som er sandt og godt,

Læs mere

UNDER UDARBEJDELSE. Net-opgaver: Facitliste

UNDER UDARBEJDELSE. Net-opgaver: Facitliste Net-opgaver: Facitliste Kapitel 1: Arbejde og uddannelse Ordforråd: Job og jobfunktioner Grammatik: Inversion Grammatik: Datid Grammatik: Possessive pronominer Udtale: R Billedserie: Josefs arbejde Kapitel

Læs mere

F-modul 3: Sprog og argumentation

F-modul 3: Sprog og argumentation F-modul 3: Sprog og argumentation Den måde vi kommunikerer på, ændrer sig hele tiden, afhængigt af situationen. Vores sprog afhænger af hvem vi taler med. Vi taler anderledes til børn end til voksne, ligesom

Læs mere

Test din viden om Verber

Test din viden om Verber Ann Kledal og Barbara Fischer-Hansen Test din viden om Verber 9 testopgaver til arbejdshæftet PARAT START 2 knyttet til grundbogen BASISGRAMMATIKKEN Special-pædagogisk forlag Xxxxxxxxx 1 Test din viden

Læs mere

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre!

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre! Konfirmation 26.april 2015. Domkirken 10: 402 Den signede dag, 725 Det dufter, 331 Uberørt. Konfirmation, 29 Spænd over os, 754 Se, nu stiger Kære konfirmandforældre! konfirmandord, som vi forsøgte at

Læs mere

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til Kapitel 1 Det var Julies fødselsdag, og hun havde spekuleret meget på, hvad hendes far og mor mon ville give hende. Hun havde skrevet en lang liste over småting, hun syntes hun manglede, og så havde hun

Læs mere