TIRSDAG DEN 22. FEBRUAR 2005

Transkript

1 2-001 TIRSDAG DEN 22. FEBRUAR FORSÆDE: Jacek Emil SARYUSZ-WOLSKI Næstformand (Mødet åbnet kl. 9.05) Åbning af mødet Formanden. - Jeg erklærer mødet for åbnet Uopsættelig behandling Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2792/1999 om en særaktion vedrørende overførsel af fartøjer til de lande, som blev ramt af tsunamien i 2004 (KOM(2005) C6-0036/ /0005(CNS)) Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, jeg vil absolut gerne støtte dette forslag, men vil dog gerne påpege, at man ved gennemførelsen af forslaget skal være opmærksom på ikke at ødelægge den lokale økonomi, især fiskeriet. Men under disse forudsætninger vil vi gerne give vores tilslutning til forslaget og den uopsættelige forhandling Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, min bemærkning til forretningsordenen drejer sig ikke om afstemningen om tsunami-fartøjer, men om problemer med tolkningen i Parlamentet. I går talte jeg her i salen. Jeg havde to minutters taletid, og tolkene vendte op og ned på mit politiske budskab. Det fik mig til at virke dum. Mine kolleger forstod ikke et ord af det, jeg sagde på finsk. Dette er et evigt problem for alle de små sproggrupper i Parlamentet. Jeg vil ikke tale finsk i Parlamentet mere, hvis resultatet er, at der bliver vendt op og ned på mit politiske budskab. Det samme skete i begyndelse af dette møde med polsk, som er et meget dejligt sprog. Tolkningen klarer ikke opgaven godt nok, og det er et kolossalt problem for Parlamentet. Jeg ønsker dette ført til protokols Formanden. - Deres bemærkninger vil blive anført i protokollen, fru Kauppi. Jeg forstår, hvorfor De hellere talte engelsk end finsk. Det er et alvorligt problem, og vi vil undersøge det nærmere Morillon (ALDE). - (FR) Hr. formand, formanden for Fiskeriudvalget vil fortælle Dem, hvor stor pris vi sætter på denne anmodning om hasteprocedure. Vi har fulgt kommissær Borgs bestræbelser siden katastrofen indtrådte, og vi har støttet ham. Hvad det praktiske angår, holder vi kl et ekstraordinært møde i Fiskeriudvalget for at beslutte, om de forskellige foranstaltninger er i mødets bedste interesse, som vores kollega, hr. Swoboda, sagde. Men hvad formen angår, og her tror jeg, jeg taler for et flertal af mine kolleger, er jeg fuldstændig tilhænger af hasteproceduren Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, nu har vi hørt to talere for, og ifølge reglerne har vi ret til at høre en taler imod. Lad os først nå til enighed om, at alle vil give bistand så hurtigt og effektivt som muligt. Jeg vil dog tale imod en uopsættelig forhandling. Det er en behagelig idé at eksportere gamle fiskerfartøjer, men den vil ikke fungere særlig godt. FAO har endnu ikke modtaget lister over de fartøjer, som landene vil have. De advarer desuden om problemer med forkert udstyr og for stor kapacitet. Disse punkter skal først undersøges. Desuden blev der i sidste uge på Sumatra afholdt en konference for de regionale fiskeriorganisationer med repræsentanter fra bl.a. Indonesien, Thailand og Sri Lanka. De er imod eksport af gamle fartøjer. De vil hellere have hjælp til at genopbygge de lokale skibsværfter og fiskerflåder. For at få et velfungerende forslag, og det er netop, hvad der er brug for, skal der anvendes normale procedurer, så der bedre kan tages lokale hensyn. Vi har brug for yderligere dialog med FAO og de lokale fiskere, inden vi er klar til at stemme (Uopsættelig forhandling vedtoges) Forslag til Rådets forordning om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder på baggrund af situationen i Côte d'ivoire (KOM(2004) C6-0023/ /0286(CNS)) Cavada (ALDE). - (FR) Hr. formand, ved at vedtage betænkningen har Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender naturligvis fastholdt Rådets anmodning om hasteprocedure, men ved samme lejlighed har det også med et ændringsforslag til den lovgivende beslutning og til forordningens betragtning opfordret denne institution til at give diplomatiet enhver chance, inden det går over til den endelige vedtagelse af forslaget. Jeg opfordrer derfor, hr. formand, kære kolleger, plenarforsamlingen til at følge forslaget fra det udvalg, som jeg har den ære at være formand for, og som også er blevet støttet enstemmigt af Udviklingsudvalget. Hvad proceduren angår, og for også at undgå indsigelser fra tredjemand, beder jeg Dem henlede Rådets opmærksomhed på nødvendigheden af at fremlægge fulde tekster, også for bilagenes vedkommende, for Parlamentet ved høringer om lovforslag (Parlamentet vedtog uopsættelig forhandling)

2 Debat om tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet (meddelelse om indgivne beslutningsforslag): se protokollen2-016 Økonomi / Offentlige finanser2-017 Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: - (A6-0026/2005) af Goebbels for Økonomi- og Valutaudvalget om den økonomiske situation i EU - den foreløbige rapport om de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik (2004/2269(INI)); - (A6-0025/2005) af Karas for Økonomi- og Valutaudvalget om de offentlige finanser i ØMU (2004/2268(INI)) Goebbels (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, forhandlingen om den makroøkonomiske politik bliver mere og mere ideologisk. Således har et konservativt og liberalt flertal fordrejet min foreløbige rapport om de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik ved at fjerne enhver henvisning til nødvendigheden af at koordinere de europæiske økonomiske politikker, selv om traktatens artikel 4 kræver det. Det samme flertal nægter at se sandheden i øjnene: Stabilitetspagten skal tilpasses de økonomiske konjunkturer, og Kommissionen skal også vurdere kvaliteten af de offentlige udgifter ved at analysere ethvert underskud, som en stat måtte have oparbejdet. Heldigvis vil Økofin-Rådet snart fornægte disse doktrinære tilhængere af stabilitet for enhver pris. Som kronen på værket, hvad angår ultraliberal stædighed, har samme flertal vedtaget to ændringsforslag, hvoraf det ene kræver, at det generelle skatteniveau sænkes, og det andet vurderer, at en generaliseret stigning i arbejdstiden er uundgåelig. For nogle kolleger repræsenterer dette sandsynligvis balance mellem den fleksibilitet og sikkerhed, som prises i Koch-betænkningen. Mere arbejde til lønmodtagerne og færre skatter til de rige. Men, hr. formand, lad os stille og roligt forsøge at gøre status over den europæiske økonomi blev et godt år for verdensøkonomien. Den internationale handel har aldrig været så stor. Den seneste rapport fra ILO noterer imidlertid, at den globale arbejdsløshed på trods af den stærke globale økonomiske vækst - mere end 5 % - kun er faldet en anelse. Derimod er den relative fattigdom steget voldsomt. EU har kun oplevet en svag vækst og et meget let fald i arbejdsløsheden, især i de nye medlemslande. Derimod er produktiviteten i de 25 medlemslande blevet forbedret i et hurtigere tempo end verdensgennemsnittet ifølge ILO. Det forklarer sandsynligvis, hvorfor Unionen er den førende eksportør af varer og tjenesteydelser, og hvorfor Tyskland alene klarer sig bedre end USA, Kina eller Japan. Et Europa, som er førende eksportør og førende importør på verdensplan, og som har balance i regnskaberne, kan ikke være i så vanskelig en situation, som den omgivende europessimisme synes at antyde. Jeg vil ikke opfordre til naiv eurooptimisme. Unionen kunne godt gøre det bedre. Væksten er ikke høj nok, og arbejdsløsheden er for stor, især i nogle af de store lande og først og fremmest Unionens traditionelle primus motorer, Tyskland og Frankrig. For de ultraliberale er sagen klar. Fejlen skyldes hindringerne for stabilitetspolitikken og manglen på strukturreformer. Der er imidlertid gennemført strukturreformer i mange lande. Raffarin-regeringen har således indledt en reform af pensionssystemet, og kansler Schröder har fået vedtaget Harz 1, Harz 2 og nu også Harz 3 og 4. Men uden vækst vil selv de mest pågående strukturforanstaltninger tabe pusten. Det er, hvad der står i Udvalget for Økonomisk Politiks årsrapport om strukturreformerne, som klart siger, at regeringerne kun vil høste samtlige frugter af deres strukturreform i form af vækst og beskæftigelse i et hensigtsmæssigt makroøkonomisk miljø. Selv om det er sandt, at euroområdets samlede underskud er steget, samtidig med at det har været langt mindre end USA's eller Japans underskud, vil resultatet forbavse ortodoksiens vogtere. Stabilitetspagten blev opfundet for at forhindre, at den offentlige gældsætning skulle medføre en uhæmmet stigning i rentesatserne, og for at euroen som konsekvens heraf ikke skulle blive en svag valuta. ECB har imidlertid kunnet levere historisk lave rentesatser. Euroen er næsten for stærk i forhold til den førende dollar. På trods af omvæltningerne og oliemarkederne har euroområdets inflationsrate holdt sig på et meget lavt niveau, og dets indbyggeres købekraft er større end amerikanernes og briternes. Tilsyneladende er euroområdets problem ikke manglen på stabilitet, men manglen på vækst. Især i Tyskland og Frankrig, men også i Italien, er den indenlandske efterspørgsel utilstrækkelig. Alle stater har reduceret deres investeringer for at begrænse det offentlige underskud. Eftersom tyskerne og franskmændene ikke forbruger tilstrækkeligt, er der også bøvl med de private investeringer. Hvorfor investere, hvis efterspørgslen er slap? Derimod er opsparingsraten skyhøj i euroområdet, især i Frankrig og i Tyskland. Det tyder på en mangel på tillid og en angst for fremtiden. Der er imidlertid et stort europæisk land, som oplever en betydelig vækst og en mere acceptabel arbejdsløshedsprocent, nemlig Storbritannien. Hvorfor? Den britiske regering har støttet den indenlandske efterspørgsel med en mere aktiv investeringspolitik, og med en skattepolitik, som ikke lukkede sig inde i en tåbelig ortodoks stabilitetstankegang, men sigtede mod at opnå balance igennem hele den økonomiske cyklus. Desuden forbruger briterne, selv om det foregår med næsten amerikanske gældsrater. Den eneste ulempe for briterne i forhold til euroområdet er, at de betaler en basisrente på 4,75 % mod 2 % i euroområdet. EU og især euroområdet har brug for mere vækst. Denne vækst kan kun komme fra indenlandsk efterspørgsel, offentlige og private investeringer og forbrug. Næsten 90 % af Unionens handel foregår mellem de 25 medlemslande. Selv om Unionen fortsat er

3 22/02/ konkurrencedygtig i den internationale handel, kan væksten ikke komme fra udenlandsk efterspørgsel. Selv om nogle små lande hovedsageligt lever af udenlandsk efterspørgsel, er de store lande stadig for størstedelens vedkommende afhængige af deres indenlandske efterspørgsel. I øvrigt burde de, der taler for en europæisk konkurrenceevne baseret på den mindste sociale fællesnævner og lavere lønninger, erkende, at størstedelen af handelen foregår med lande, som har de samme udgifter til løn og sociale ydelser som Europa. Det er altså ikke ved at slå hul i lønningerne og dermed forbruget, at Unionen gør fremskridt. Vi skal relancere forbruget og især investeringerne på koordineret vis. Traktatens artikel 4 appellerer til denne koordinering af de økonomiske politikker. Takket være en intelligent reform af stabilitetspagten vil Unionen kunne få fornyet vækst og beskæftigelse Karas (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, de to ordførere skal jo ikke alene fremføre deres partiers holdninger, men også den betænkning, der er blevet stemt om. At begge betænkninger har ført til en meget indgående politisk debat i vores udvalg, fordi de de facto er betænkninger om beslutninger om den fremtidige retning og ikke lovgivningsmæssige betænkninger, viser sig ved det faktum, at der godt nok er tale om nogle meget store flertal i denne sag, men at en gruppe for en stor dels vedkommende har undladt at stemme i forbindelse med begge betænkninger. Det viser, hvilken vægt, hvilke vejledende spørgsmål, hvilke grundlæggende politiske overvejelser der er tale om for begge betænkningers vedkommende. Jeg vil gerne begrænse mig til den vedtagne betænkning og komme med tre indledende bemærkninger. For det første er EU et retssamfund. Selv om vi har et retssamfund, har 12 medlemsstater siden stabilitets- og vækstpagtens indførelse krænket dens bestemmelser eller traktatens bestemmelser. Der er tale om fem medlemsstater, der hører ind under euroområdet, nemlig Portugal, Tyskland, Frankrig, Nederlandene og Grækenland, og Det Forenede Kongerige, som proceduren i forbindelse med for stort overskud ikke finder anvendelse på, men som dog alligevel er bundet af bestemmelserne i traktatens artikel 116, stk. 4. For det andet har vi en fælles valuta - succeseuroen - der gør det indre marked til et hjemmemarked, men vi har ingen fælles budgetpolitik. Derfor har vi brug for nogle fælles politiske rammer, således at euroen kan udfolde sine muligheder, og EU kan nå sine vækst- og beskæftigelsespolitiske mål. Denne indledende bemærkning indeholder dog en modsigelse. I 2002 havde blot fire medlemmer af euroområdet, der samlet set repræsenterede over 18 % af euroområdets BIP, og i 2004 fem medlemmer af euroområdet et næsten udlignet budget. For det tredje har vi Lissabon-strategien, der skal sikre øget vækst og beskæftigelse og en styrkelse af konkurrenceevnen. Den virkelighed, der kommer til udtryk i betænkningen, er, at væksten i EU's erhvervsliv i det sidste årti ligger langt under potentialet, og at der kan noteres en tilbagegang ikke kun for de private investeringers, men også for de offentlige bruttoinvesteringers vedkommende, der er gået tilbage fra 4 % af BIP i de tidlige 1970'ere til 2,4 % i euroområdet. Folk konkluderer forskellige ting heraf. Nogle siger, at stabilitets- og vækstpagten har skylden, fordi bestemmelserne ikke er blevet overholdt, og andre siger, at vi ikke har lavet vores lektier, at den politiske vilje mangler. Vi må i gang med strukturelle reformer. Vi må gøre den demografiske udvikling til udgangspunkt for ændringerne af vores virkelighed. Stabilitetspagten er en succes, fordi den tydeliggør den politiske debat om nødvendige strukturelle reformer, om manglerne i budgetpolitikkerne og om farerne for euroen og dermed fører til en politisk debat. Denne opfattelse har et flertal i udvalget tilsluttet sig. Denne betænkning - der siger, at vi har brug for større politisk vilje ved gennemførelsen, større mod til langsigtede reformer, større seriøsitet og færre undskyldninger - siger også, at det er nødvendigt med større vilje til reformer, større ærlighed over for borgerne. Når tyskerne nu siger, de vil have omkostningerne til genforeningen beregnet, så er det et eksempel på, hvor uoprigtig debatten er, for Tyskland overholdt stabilitets- og vækstkriterierne i begyndelsen af dette årti, deltog i stabilitets- og vækstpagten og havde ingen problemer hermed i 10 år. Jeg beder Dem om at give Deres tilslutning til denne betænkning, der giver mere stabilitet, vækst og beskæftigelse og overholdelse af europæisk lovgivning og traktaten Almunia, Kommissionen. - (ES) Hr. formand, jeg vil indlede med på egne og Kommissionens vegne at takke de to ordførere for betænkningerne, hr. Goebbels og hr. Karas, og alle de medlemmer, der i Økonomi- og Valutaudvalget har bidraget til at udarbejde den tekst, vi drøfter ved dagens plenarmøde. Jeg vil gerne sige til Dem, at jeg i det væsentlige er enig med analysen i de to betænkninger. Hvad angår den såkaldte Lissabon-strategi, kan vi alle fem år efter, at den blev vedtaget af Det Europæiske Råd, på ny bekræfte strategiens mål og hovedsøjler og blive enige om disse samt beklage den forsinkede iværksættelse af de politikker, der er nødvendige for at komme videre med gennemførelsen af disse mål. Hvad angår de offentlige finanser og den nuværende ramme for overvågning af udviklingen i budgetterne og i nationalregnskaberne - stabilitets- og vækstpagten - er vi enige i de referenceværdier og hovedsøjler, der er fastsat i traktaten. I alt væsentligt er udviklingen i de offentlige finanser i Den Økonomiske og Monetære Union i de år, pagten har været i kraft, gået i den rigtige retning, men som nævnt af hr. Karas er der for mange lande, for

4 øjeblikket 10, der har et uforholdsmæssigt stort underskud. Der er medlemsstater i EU, hvis offentlige gæld i forhold til deres BNP ligger over den referenceværdi på 60 %, der er fastsat i traktaten, og vi skal derfor også reflektere og forsøge at forbedre gennemførelsen af pagten og styrke de instrumenter, vi har til at gøre denne ramme for økonomisk styring til en succes. Med hensyn til den første af betænkningerne vil jeg gerne fremføre Kommissionens synspunkt. Det er tydeligt, at EU, og i særdeleshed euroområdet, har lavere vækstrater end vores konkurrenter og de øvrige økonomiske regioner i den industrialiserede verden, for ikke at tale om de nye vækstlande, der har vækstrater på 6, 7 og endda 10 %. Denne lave vækst betyder høj arbejdsløshed og mangel på arbejdspladser og rejser alvorlig tvivl om vores sociale models bæredygtighed og om vores samfundsmodels bæredygtighed i almindelighed. Der er således brug for strukturreformer, og Kommissionen har derfor som bekendt i sin meddelelse af den 2. februar foreslået nogle retningslinjer med henblik på at komme videre mod en revision og forbedring af gennemførelsen af Lissabon-strategien ved at fastsætte en række prioriteter, der er koncentreret om tre hovedmål. For det første at gøre Europa til et mere attraktivt sted at investere og arbejde ved at udvide og udvikle det indre marked, forbedre lovgivningen, sikre åbne og konkurrencedygtige markeder og ved at udvide og forbedre de europæiske infrastrukturnet. For det andet at forbedre viden og innovation som grundlæggende faktorer for vækst ved at øge og forbedre forskning og udvikling, ved at fremme innovation og indførelse af informationsteknologi og ved at bidrage til skabelse af en solid europæisk industriplatform. For det tredje at forsøge at skabe flere og bedre job ved at føre politikker, der er i stand til at få flere personer ud på arbejdsmarkedet, modernisere de sociale sikringsordninger, forbedre arbejdstagernes og virksomhedernes tilpasningsevne og ved at investere mere i menneskelig kapital. På denne måde er det muligt at genskabe den fremdrift, som skaberne, grundlæggerne af Lissabon-strategien - hvis jeg må bruge dette udtryk - havde i tankerne for fem år siden - og indhente den forsømte tid. Vi skal samtidig tage mere ejerskab, mere ownership, på nationalt niveau, for mange af de aktioner, der er nødvendige for at gøre Lissabon-strategien til en succes, afhænger i bund og grund af nationale kompetencer. Fra Kommissionens synspunkt er den makroøkonomiske politiks rolle i denne forbindelse at fastholde væksten. Men at øge vækstpotentialet er en grundlæggende funktion i forbindelse med strukturreformerne, og vi kan ikke sætte vores lid til den makroøkonomiske politik for at opnå det. Denne opgave bør overlades til strukturreformer af den type, der er indeholdt på den liste, som Kommissionen har forelagt. Hvad angår den anden af betænkningerne - stabilitetsog vækstpagten og situationen for de offentlige finanser - som hr. Karas netop har forelagt, vil jeg gerne understrege, at forhandlingerne inden for rammerne af Økofin skrider meget tilfredsstillende fremad. På mødet i sidste uge kom der nye fremskridt. Der skal afholdes nye møder, i Eurogruppen den 7. marts og i Økofin den 8. marts, og de bliver meget nyttige med henblik på at nå en aftale. Jeg er optimistisk med hensyn til mulighederne for at nå en aftale på Det Europæiske Råd den 22. og 23. marts, som fastholder traktatens principper og referenceværdier samt hovedsøjlerne i den ramme for finans- og budgetdisciplin, der er fastsat i traktaten, og som vi alle skal efterleve. Med denne aftale bør det være muligt at forbedre instrumenterne, så styringen af stabilitets- og vækstpagten kan hindre de fejl, vi har oplevet gennem årene, at den kan bidrage til at hjælpe de lande, der har problemer med uforholdsmæssigt store underskud, med at komme tilbage på tilpasningssporet og opfylde traktatens referenceværdier, såvel med hensyn til underskud som gæld, samt lægge mere vægt på langsigtet bæredygtighed, for vi kommer snart til at stå over for udfordringen med de aldrende befolkninger. Samtidig skal vi knytte budgetdisciplin, der fortsat er et nødvendigt element for væksten, nærmere sammen med vækststrategien om mere beskæftigelse og bæredygtighed, det vil sige Lissabon-strategien, for de to strategier er indbyrdes forbundne. Den makroøkonomiske balance er en nødvendig betingelse for vækst, men der er brug for flere politikker. Der er brug for strukturreformer. Det er meget positivt, at disse to vigtige spørgsmål, som Parlamentet drøfter i dag, og som Kommissionen og Rådet drøfter, begge kommer op på Det Europæiske Råd i marts, så vi kan opnå en fremsynet aftale, der knytter de to strategier bedre sammen, og som naturligvis vil fastholde den enkelte strategis principper klart. Den ene er mere bæredygtighed, mere social samhørighed, mere vækst, mere beskæftigelse og bedre konkurrenceevne. Den anden er bedre budgetdisciplin og bedre bæredygtighed i de offentlige finanser som det nødvendige grundlag for økonomisk stabilitet og for at skabe de betingelser, som alle investorer og alle velfærdsskabere behøver for at kunne se lysere på fremtiden Hökmark (PPE-DE), for PPE-DE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, først vil jeg gerne sige, at underskuddet på de offentlige finanser i en række lande er et tegn på problemerne i de nationale økonomier. Det problem løser vi ikke ved at tillade større underskud. Så risikerer vi i virkeligheden at underminere den stabile forudsætning for vækst såsom lave renter. Derved risikerer vi at reducere den stimulering, som lave renter er for husholdningerne, og vi forringer forudsætningen for langsigtet vækst, som lave renter også er. Derfor er det vigtigt at understrege betydningen af strukturreformer, som kommissæren også gjorde i sit indlæg. Det er Europas økonomier, som har brug for

5 22/02/ fleksibilitet, ikke vores fællesskabsregler. Med fælles forudsætninger for virksomheder i arbejde kan vi skabe ny velstand og nye arbejdspladser. Det er beklageligt, at Den Socialdemokratiske Gruppe i Økonomi- og Valutaudvalget valgte hverken at stemme for eller imod, da vi stemte om Robert Goebbels' betænkning. Betænkningen indeholder nu et antal konkrete forslag til at skabe bedre vækstmuligheder i Europa. Vi mener, at der skal findes bedre forudsætninger for arbejde, men ikke som netop nævnt af Robert Goebbels. Det skal ske ved at øge folks arbejdstid. Vi vil skabe bedre forudsætninger, så folk kan arbejde i længere perioder i livet, så flere mennesker kan have arbejde, og så folk i forskellige perioder af livet kan arbejde mere, hvis de vil det. Det kræver forandringer, hvad angår foretagsomhed, forskning og det indre marked. Vi undergår netop nu en forandring, som er markant på grund af konkurrencen. Nu er den vigtigste opgave at gøre Europas økonomi endnu stærkere gennem øget konkurrence. Det handler om direktivet om tjenesteydelser, og det handler om at øge konkurrencen på flere områder. Det er vores opgave, og vi sigter mod at få højere vækst, flere arbejdspladser og de bedste lønninger i Europa Van den Burg (PSE), for PSE-Gruppen. - (NL) Tak, hr. formand, jeg tror, at hr. Karas har ret i, at vi under denne forhandling i Parlamentet oplever en slags strid om, hvilken kurs vi skal følge, og en debat om, hvordan vi skal gribe den makroøkonomiske politik an i EU. Jeg har ofte stærkt indtryk af, at PPE-DE-Gruppen og også dele af Den Liberale Gruppe under denne forhandling er i færd med at føre den forrige krig og stadig argumenterer meget stærkt på grundlag af gamle diskussioner, når det gælder stabilitets- og vækstpagten og strukturelle reformer, og ikke tydeligt tager de udfordringer op, som der i øjeblikket er. Endvidere har jeg ofte indtryk af, at der føres temmelig meget national politik, og at nationale diskussioner fortsættes her i Europa-Parlamentet i stedet for at fokusere på den europæiske dimension. Min gruppe foretrækker den holdning, som Kommissionen har valgt at indtage, hvad angår reformen af stabilitets- og vækstpagten, og også den holdning, som det luxembourgske formandskab har indtaget. Jeg henviser til Økofin-Rådets afgørelser den 13. september sidste år, som også helt klart støtter en reform af stabilitets- og vækstpagten inden for rammerne af den bredere diskussion og netop også i forhold til Lissabonstrategien og de globale retningslinjer for den økonomiske politik. Denne reform af stabilitetspagten bør omfatte de præventive aspekter, forskellene i økonomiske udviklinger i medlemsstaterne og de korrigerende aspekter, og den skal også fremme en forbedring af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Men hvad der især er vigtigt, og det vil vores gruppe fremhæve, er, at vi virkelig fører makroøkonomisk politik i Europa og dermed også betragter Europa som en økonomisk enhed, som en økonomisk entity. Det sagde Bush for nylig i forbindelse med udenrigspolitikken. Jeg tror også, at det netop skal tages op i forbindelse med den makroøkonomiske politik, at vores medlemsstater ikke længere i første række skal konkurrere med hinanden og profilere sig over for hinanden og således også skal forsvare sig over for hinanden, når det gælder denne stabilitets- og vækstpagt, men at vi skal vælge det europæiske perspektiv og føre økonomisk politik i overensstemmelse med dette. Derfor er det nødvendigt også at se alvorligt på denne Lissabon-strategi og ligeledes den forbindelse, som den har med reformen af stabilitets- og vækstpagten. Derfor vil min gruppe stadig fremhæve under denne diskussion, at vi vil lægge vægt på investering og ligeledes på, hvordan vi inden for de normer, som opstilles i denne stabilitets- og vækstpagt, vil skelne mellem løbende udgifter og udgifter, som virkelig er beregnet til at investere i denne videnøkonomi, som vi vil have i Lissabon-strategien. Vi vil ikke have det på den måde, at medlemsstaterne selv kan bestemme, hvordan de kan føre regnskab kreativt, men ved tydeligt at foretage valg på europæisk plan og fastlægge en europæisk strategi for f.eks. afskrivning af investeringer, der er foretaget på længere sigt, således som det også er almindeligt i erhvervslivet. Vi håber, at en række af den slags sager alligevel kan optages i disse betænkninger, og at denne diskussion vil blive fortsat på plenarmødet i marts, når vi reviderer Lissabon-strategien og forbereder forårstopmødet Klinz (ALDE), for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, et flertal i Økonomi- og Valutaudvalget er blevet enigt om en i vid udstrækning afbalanceret betænkning, også selv om hr. Goebbels i dag tager afstand herfra. For mig er det vigtigt, at vi giver Kommissionen følgende fire aspekter med på vejen: For det første er gennemførelsen af Lissabon-strategien blevet væsentligt forsinket. Det skal bl.a. helt sikkert begrundes med, at strategien indeholdt en række målsætninger. Kok-gruppen anbefalede i november, at man koncentrerede sig om nogle få prioriterede områder. Denne strategi er hensigtsmæssig, den støtter vi. Vi opmuntrer Kommissionen til i sine bestræbelser at koncentrere sig om de prioriterede områder, Kokgruppen har foreslået, og udmeldingerne fra Kommissionen i denne forbindelse giver os anledning til at være optimistiske. Desuden opfordrer vi Kommissionen til at analysere medlemsstaternes bedste praksis og lære heraf. En bedste praksis-tilgang vil gøre det muligt at give andre medlemsstater et incitament på basis af vellykkede resultater i andre medlemsstater. For det andet bør Kommissionen koncentrere sig endnu mere om gennemførelsen af det indre marked med

6 henblik på at gøre forbrugerne opmærksomme på den konkrete gavn af det store europæiske indre marked i form af bedre og billigere produkter og tjenesteydelser. På nogle områder er der stadig markedsopdelinger og handelsrestriktioner. Dette er ikke forsvarligt, hverken i forhold til et velfungerende indre marked eller i forhold til en konkurrence på fair betingelser. Der skal opnås fremskridt, der er mærkbare for borgerne. For det tredje er vi ikke modstandere af en reform af stabilitets- og vækstpagten, sådan som hr. Goebbels påstår. Vi er imidlertid modstandere af en udvanding af pagten. Foruden ECB's uafhængighed garanterer den en stabil euro. Vi støtter Kommissionens idé om at styrke det præventive aspekt af pagten. Men det betyder ikke - sådan som hr. Goebbels måske påstår - at man i gode tider har lov til at oparbejde mindre end 3 % og i dårlige tider betydeligt mere end 3 % gæld. I gode tider skal der opbygges reserver, således at man i konjunkturelle nedgangstider kan overholde gældskriteriet eller kun overskride det lidt, og således at den akkumulerede gæld som helhed kan reduceres successivt. Afslutningsvis vil jeg gerne komme ind på et fjerde punkt. I Økonomi- og Valutaudvalget har De Liberale og Demokraterne stillet et ændringsforslag om nødvendige strukturreformer i medlemsstaterne. Dette ændringsforslag er godt nok blevet vedtaget, men er ved en fejl - uagtet hvem der har begået den - ikke indeholdt i den endelige udgave. Derfor vil vi gerne stille dette forslag endnu en gang her i plenarforsamlingen som et mundtligt ændringsforslag. Teksten lyder som følger: Europa-Parlamentet anbefaler medlemsstaterne at gennemføre de strukturreformer, der længe har været nødvendige, således at der kan ske en forbedring af investeringsklimaet som en forudsætning for økonomisk vækst. Det handler om at fremhæve strukturreformernes enorme betydning for økonomisk vækst og give medlemsstaterne det klare ansvar herfor. Det er på tide at overvinde den i EU stadig alt for stærke binding af ressourcer til bevarelse af forældede strukturer. Derudover bør medlemsstaterne træffe målrettede foranstaltninger med henblik på at få styr på sort arbejde. Sort arbejde forhindrer en sund vækst og stabilitet. Kun på den måde kan vi nærme os Lissabonmålene hurtigt Jonckheer (Verts/ALE), for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, en velrenommeret fransk økonom har netop udgivet en bog under titlen La politique de l'impuissance (Magtesløshedens politik), og jeg mener, at det er en følelse, som mange af vores medborgere med rette kan sidde inde med. Jeg vil dog tilføje, at denne magtesløshedens politik i virkeligheden er en bevidst strategi, man har valgt siden Maastrichtaftalen, siden 1992, og som i grove træk er fordelt på tre akser, nemlig strukturreformen af markederne - som man kalder det i vores jargon - reduceringen af de offentlige udgifter og fokus på erobring af de eksterne markeder. Endvidere har EU på det institutionelle plan og med hensyn til kompetencefordelingen enekompetence, hvad angår konkurrencelovgivning og lovgivning for den monetære union, og hvad resten angår, skal medlemsstaterne klare sig selv og konkurrere med hinanden. Jeg mener, at dette institutionelle valg 15 år efter - desværre, vil jeg sige - styrkes af forfatningstraktaten, som jeg bifalder, selv om den indeholder utallige brister. 15 år efter har vi set resultaterne heraf, eller snarere manglen på resultater heraf i form af vækst og især i form af kvalitet i væksten samt i form af jobskabelse. Så vores budskab i vores egenskab af miljøgruppe, hr. kommissær, er, at vi faktisk bliver nødt til at ændre strategi. Vi har indtryk af, at drøftelserne om stabilitetspagten går lige til grænsen, og at vi, hvis vi virkelig ønsker at opnå bedre resultater, reelt bliver nødt til at iværksætte en mere målrettet politik mod euroområdet, hvor ministrene omsider kan få en fælles europæisk støtteramme omkring mere ambitiøse målsætninger, og hvor man bestræber sig på at opnå konvergens mellem de forskellige nationale økonomier. Eftersom jeg ikke har meget tid, vil jeg kun nævne tre af disse målsætninger. Den første består efter min vurdering i en massiv reducering af indkomstskatten og alternative finansieringsmetoder for de sociale sikringsordninger, idet der tages hensyn til de nationale forskelle. Men jeg mener, at det er meget vigtigt at kunne sige til alle borgere, at de, der arbejder, de, der er så heldige at arbejde, skal kunne leve anstændigt af deres arbejde. Og jeg mener, at gennemførelsen af denne målsætning går via en massiv reducering af indkomstskatten. Den anden målsætning vil ikke forbavse Dem, vi har brug for kvalitetsvækst, dvs. mere energibesparende og langt mindre forurenende vækst. Se på Kommissionens dokumenter om evalueringen af Fællesskabets strategi for bæredygtig udvikling. Resultaterne er katastrofale, og det er derfor absolut nødvendigt at ændre kurs set fra det synspunkt. Den tredje målsætning er endelig, at vi skal støtte Unionens interne efterspørgsel. Vi skal ikke målrette alt mod erobring af eksterne markeder, som om økonomien udelukkende bestod af store virksomheder eller af innovative små og mellemstore virksomheder, som går efter de kinesiske og indiske markeder. Vi skal støtte den interne efterspørgsel, hvilket forudsætter offentlige og private investeringer, og at de offentlige myndigheder spreder et klart budskab såvel på EU-niveau som på medlemsstatsniveau, hvoraf det fremgår, at vi er stolte af at være europæere, og at vi har opbygget en monetær union såvel som et indre marked. Vi har nu brug for en reel økonomisk og social union, som gør, at alle har en fremtid for sig Wagenknecht (GUE/NGL), for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, kære kolleger, naturligvis kan man