REFLEKSIONER AAA Institut for design, Bachelorsemestret Experience Economy Thomas Kugle, Mette Bonde, Bo Schiønning Mortensen og Monique

Transkript

1 REFLEKSIONER AAA Institut for design, Bachelorsemestret Experience Economy Thomas Kugle, Mette Bonde, Bo Schiønning Mortensen og Monique Nielsen

2 UDGANGSPUNKT KOMMUNIKATION Allerede i projektets begyndelse stod det klart at gruppen var af den overbevisning at vi ved konsekvent at fastholde et tæt samarbejde vil kunne optimere vores proces og resultat. Således at fokus på det udvalgte koncept ville blive konsekvent og sammenhængende gennemført. Derfor blev langt de fleste indflydelsesrige beslutninger allerede i programfasen truffet i fællesskab, for at sikre en direkte forbindelse imellem de individuelle projekter og det overordnede hovedgreb. Ligeledes valgte gruppen at lave fælles research omkring dødstabuet, så alle medlemmer stod med samme faktuelle forståelse af problemet på Nordre Kirkegård. En anden teoretisk rettesnor kom i kraft af Pine & Gilmore s The Experience Economy, og deres tanker omkring mentalt transformerende produkter. Dette gav belæg for at anlægge en debatterende vinkel på opgaven, og påstå at et møde med alternative gravsteder reelt ville kunne ændre Trøjborgs beboeres adfærd på kirkegården. Udstilling Da konceptets primære formål er at skabe debat, havde en afsluttende afprøvning af modellerne i kontekst, samt en udstilling, i længere tid været planlagt. Med det mål i sigte blev der processen igennem fastholdt en stram tidsplan, der gav tid til både at bygge 1:1 modeller og forberede en udstillingen på Nordre Kirkegård. Efterhånden som projektet blev mere og mere virkeligt og skarpt blev kontakt til pressen ikke kun en mulighed, men nærmere et must, for at skabe en debat der kunne række udover Arkitektskolens areal. Dette overordnede koncept blev dermed første led af en strategi, og det andet var derefter at skabe fire gravsteder, som kunne give hvert gruppemedlem sin egen unikke vinkling. Dette blev løst ved at fokusere på dødens mangfoldighed, i kraft af at dødsfald forekommer over hele livscyklusen af forskellige årsager. Dermed fik de individuelle projekter en troværdig karakter, da de tog udgangspunkt i reelle brugssituationer og problemstillinger. Samtidigt havde alle gruppemedlemmer det fælles udgangspunkt, som styrende redskab for den tydelighed alle gravsteder måtte have, for at Trøjborgs beboere ville kunne aflæse dem som debatoplæg. Presse For at få pressen gjort opmærksomme på eventen blev en pressemeddelelse med en kort Teaser beskrivelse af projektet, sendt ud til alle medier der kunne have bare den mindste interesse, både i digital og fysisk form. Lige for at tage endnu et tabu op og sprede lidt stemning, købte vi to kasser øl og påsatte gravøl mærkater. De blev henslængt serveret på tæpper der var lagt frem til ophold for de fremmødte. Derudover ridsede vi lige debatten op for de fremmødte vha. postkort der klart og præcist kommunikerede produkterne og konkrete spørgsmål til diskussion. Udover pressen blev Institut for Design og andre interessenter udenfor skolen inviteret. DET SIDSTE TABU til debat Anstrængelserne viste sig at give pote. Mandag den 11. juni kl. 10 mødte en masse mennesker og 3 journalister op og der blev skrevet artikler om projektet i henholdsvis Århus Stiftstidende, Nyhedsavisen og Metro Xpress. Dagen efter lavede vi et direkte interview med P4 Østjylland. Den debatterende tilgang til designbegrebet må siges at være lykkes. Vores projekt blev pludselig virkelighed. Kom ud til virkelige mennesker, virkelige følelser og virkelige reaktioner. Om debatten har ført til nogen endelige konklussioner er i og for sig irrelevant, målet er nået ved at skabe design der får folk til at reflektere. Udstillingen blev et skridt på vejen imod nedbrydningen af DET SIDSTE TABU

3 Efter at have arbejdet med forskellige forslag til det grafiske lag valgte jeg at fjerne dette, da det slørede ikonet og den renhed vuggen ellers havde i formen. Størstedelen af detaljeringen af gravvuggen forgik i Rhino med henblik på at rendere i Vray, for at få kommunikeret produktet ud på de endelige plancher. Visualisering Vi lagde os fra starten fast på at lave 1:1 modeller både for at få trænet vores evner i værkstedet men ikke mindst for at få modellerne ud i livet, hvilket var en af hovedtankerne med projektet. De blev udført i mdf hvorefter de blev malet med en hvid glans for at gengive Fiberlines overflade. Til plancherne renderede vi vores modeller i Rhino Vray, og klippede dem ind i kontekst billeder fra Nordre Kirkegård. Konceptmodel, 1:1 GRAVVUGGE Refleksion, Thomas Kugle , AAA,

4 GRAVVUGGE - refleksion Case Projektets fokus ligger på de efterladte forældre til et dødfødt spædbarn. Program Ved den fælles programskrivning, stod det klart at vi ønskede, at arbejde med en serie af konceptuelle produkter, der samlet kunne løfte værdien for Nordre kirkegård. Dette skulle ske gennem debatskabende gravmarkeringer. For at bibeholde sammenhængen mellem de fire produkter valgte vi at udføre produkterne i samme formsprog og materiale, uden at være fastsat på præcis hvilket. Fællesprogrammet gjorde det lettere, derefter at gå til det individuelle program, da der var klare overordnede linier for projektet. Konkret stod man med et fundament hvorpå ens eget program skulle bygges. Da emnet var lidt kontroversielt og uudforsket, var der ikke nogle man kunne læne sig op ad. Så research foregik primært ved at skele til dødskulturen i andre lande, og research af netop ens personlige område. På biblioteket anskaffede jeg flere bøger angående spædbarnsdød. Herunder I kan jo altid få en ny af Louise Raaschou, og Mit barn døde af Peter Olesen, Som er de to bøger jeg brugte mest i det videre forløb. Efter at have læst bøgerne valgte jeg at indsnævre emnet yderligere, til kun at dreje sig om dødfødte børn, da der i den situation ikke bliver efterladt nogle spor, udover forældrenes forventninger, og at netop den situation er meget hårdt for de efterladte forældre. Ideation Størstedelen af ideationfasen forgik som en vekslen mellem fælles brainstorm og individuel skitsering. På den måde kunne vi tilpasse produkterne til hinanden og være ajour med hinandens tanker om emnerne. I hele dette forløb blev mange beslutninger taget verbalt over mødebordet, som følge af diskussioner. Efter at have læst om spædbarnsdød, bed jeg mærke i problemstillinger som hovedparten af forældrene beskrev. Jeg lagde fokus på en håndfuld sætninger der beskrive de problemer de efterladte står med. Fokus: Plads til at sørge. Plads til at være forældre og vise omverden det. Plads til at være et par, og vise kærlighed til hinanden. Skitsering foregik med marker, for hurtigt at afdække forskellige muligheder, og for samtidig at kunne have præsentations materiale der kunne diskuteres til gruppens pinups. Koncept Jeg lagde mig fast på vuggen som skarpt ikon der gjorde det tydeligt, at der var tale om et spædbarns død. Brugen af vuggen refererer til det at vugge et spædbarn, og samtidig har den vuggende bevægelse en beroligende virkning. Således er funktionen til for brugerens skyld, mens det skarpe ikon er til for tilskueren. I denne fase arbejdede jeg på skift med SketchUp og marker tegninger med henblik på at afprøve vuggens udtryk i forhold til armlæn og udstrækning af siddeflade for at tydeliggøre at vuggen er beregnet til to. Til sidst i denne fase blev vuggen tegnet op i SketchUp for at få størrelsen af ikonet på plads og samtidig have et præcist udkast at tage med til mellemkritikken. Detaljering Til mellemkritiken, blev vores overordnet koncept og individuelle koncepter vel modtaget. Vi blev rådet til at kigge en ekstra gang på materialet. Efter adskillige besøg i vores materiale samling og grundig undersøgelse på nettet fandt vi frem til Fiberline, et komposit materiale der er yderst holdbart og velegnet udendørs. Jeg brugte to gyngestole til at opmåle størrelse og krumning af fødderne, for på den måde at bestemme den eksakte størrelse af vuggen. Således at den både kunne fungere som gynge-bænk samtidig med at bibeholde det skarpe ikon. Desuden arbejdede jeg med et rent grafisk lag der skulle referer til parret, og deres kærlighed til hinanden. Den kærlighed som barnet førhen havde været et produkt af. Det skulle være et symbol eller en grafik, der udtrykte dette forhold. Vi kan i hvert fald ikke sidde hjemme hver lørdag og snakke om cecilie mens vi ser lykkehjulet - Anette Christiansen ; I kan jo altid få en ny : s. 22 vi skal bare finde ud af at være forældre uden barn, men det tager tid, tid, tid. - Irene Larsen ; I kan jo altid få en ny : s 25 Jeg har brug for at vise jeg er ked af det. For jeg er bange for folk ellers tror, at nu er det overstået. -Bjarne Olesen ; I kan jo altid få en ny : s.49 Sorgen fylder utroligt meget, men vi arbejder på at få tid til hinanden - Karsten Ludvigsen ; I kan jo altid få en ny : s. 50 Uden det grafiske lag Med det grafiske lag

5 Visualisering Vores udgangspunkt for hele projektet var at vi ville skabe debat. For at kunne nå at skabe debat inden kritikken måtte vi forkorte nogle af vores processer. Vi ringede rundt til de ansvarlige for Nordre Kirkegård og fik sat i stand at vi måtte udstille koncepterne en formiddag på kirkegården før kritikken. Vi fik færdiggjort detaljeringen og kom i gang med at bygge modellerne i 1:1. Det var hårdt arbejde, men også virkelig lærerigt da vi fik brugt alle maskinerne i værkstedet og fik en masse materiale kendskab. GRAVPOST Refleksion, Mette Bonde , AAA, Konceptmodel, 1:1

6 GRAVPOST - refleksion Case Udgangspunktet for mit projekt var at skabe et konceptuelt gravsted for en teenager død i en trafikulykke. Konceptet skulle tage udgangspunkt i de pårørendes behov og ved at vise dem på kirkegården, få tilskuere til at tænke på deres eget forhold til døden. Det blev hurtigt klart at hvis dette projekt skulle lykkes ville det kræve at vi arbejdede meget tæt sammen, for at fastholde hinanden i et fælles formsprog, så produkterne kunne opfattes som en serie. Ideation Hele ideationfasen kom til at dreje sig om at komme ind på livet at den bruger gravstedet skulle designes til. Jeg læste en del litteratur, bl.a. en bog hvor 25 forældre skriver om hvordan det er at have mistet et barn. Det satte nogle helt nye tanker i gang, som jeg aldrig var kommet frem til uden denne litteratur. Det gav et rigtig godt indblik i de efterladtes tanker og behov. I denne fase af processen blev det klart at to emner blev ved med at dukke op i det indsamlede materiale og derfor var det disse emner jeg arbejdede videre med: - Den manglende kommunikations mulighed med afdøde - Samfundets afstandstagen til de efterladte og manglende anerkendelse af at den afdøde stadig var en del af familien og altid ville være det. Konceptfasen Startede ud med at arbejde med disse to designrum, men efter en del skitsering blev det klart for mig at udtrykket blev nød til at være skarpere, hvis tilskueren på kirkegården skulle forstå meningen med gravstedet. Jeg så alle mine noter igennem en gang til og indså at den vigtigste opgave lå inden for den manglende kommunikation. Hele omgangskredsen til det unge menneske fik aldrig sagt farvel, hvilket kan påvirke et menneske i mange år efter selve dødsfaldet. Mange psykologer anbefaler at man får sagt farvel på en eller anden måde. Så nu var det min opgave at finde ud af hvordan. Sideløbende med vores individuelle projekter lavede vi interviews med forskellige mennesker med relevans for vores projekt, bl.a. en kirkegårdsleder, flere som havde mistet et barn, forskellige organisationer, bedemænd mm. Alt sammen for at give os bedre indsigt i den verden vi var på vej ind i. Mellemkritik Til mellemkritikken havde jeg flere forskellige bud på hvordan man kunne kommunikere med den afdøde og få sagt farvel på. Koncepterne blev vel modtaget, dog skulle vi snart på banen med materialeeksempler og huske konteksten og hvad koncepterne ville gøre ved denne. Også placeringen af koncepterne på selve gravstedet blev diskuteret. I realiteten var det vigtigst for os at skabe en debat og få folk til at tage stilling, samtidig med at skabe tidssvarende og behovsdækkende produkter til brugerne for at det hele ville give mening. Gennem vores meget tætte samarbejde blev det klart for os at vores koncepter hele tiden lå og balancerede et sted imellem hvad der ville være det klareste koncept for tilskueren på kirkegården og hvad der ville være bedst for brugeren. De endelige koncepter måtte altså placere sig et sted derimellem. For at opnå det klareste udtryk for tilskueren på kirkegården begyndte vi at arbejde med koncepterne som ikoner, så de let kunne aflæses. Det stemte også godt overens med vores Jeg valgte at arbejde videre med postkassen, da den fungerede godt som et velkendt ikon og man ved godt hvad man skal gøre når man kommer til en postkasse, nemlig smide et brev i. Detaljering I detaljeringsfasen begyndte vi at arbejde i 3D programmer, for at tage stilling til proportioner, materialer, samlinger mm. Gennem mange samtaler med ingeniøren og materialevejledningen besluttede vi os for at vælge materialet Fiberline, da vores produkter kunne ekstruderes ud at én form. FØLELSER TANKER Samtidig passede det også med at vi ikke ville have et materiale som var varme/kulde følsomt og så gik vi efter farven hvid, for at vores koncepter skulle skille sig ud fra konteksten. Front og bag på postkassen endte med at blive i klar akryl, så man kan se hvem der har været på stedet med post og samtidig følge med i sorgprocessen i takt med at postkassen bliver fyldt.

7 Solution Da det overordnede koncept for huset nu lå helt fast, kom solutionfasen til at dreje sig om ren detaljering. Første skridt var at få nogle helt konkrete observationer på børns bevægelser, hvilket blev gjort ved at lave et kubisk papkasse hus på 1x1 meter og lade børn fra børnehaven Thunfisken tegne heri. Denne seance blev dokumenteret i fotos, og efterfølgende kunne der kobles proportioner på huset i forhold til børnenes tegnestillinger. Den visuelle forbindelse til den afdøde blev bearbejdet, og løsningen blev en mere poetisk tilgang med mange kighuller i forskellige størrelser. Dette gav både barnet en forstærket effekt af at have en speciel visuel forbindelse til afdøde, og skabte samtidigt et lys spil på væggen, hvori tegningen kunne foregå. Efter samtale med ingeniøren kom gruppen frem til, at materialet fiberline bestående af plastik og fibre ville stå bedre til det generelle udtryk end beton. Dette skyldtes at man kunne lave en tyndere proportionering, der ville gøre ikonerne skarpere, men samtidigt også at materialet ikke ville være ligeså kulde/varme påvirkeligt som betonen. Kommunikation Den sidste fase forløb i to spor, da gruppen fremstillede digitale og fysiske modeller sideløbende. Der var blevet givet tilladelse til, at modellerne måtte udstilles på Nordre Kirkegård, og gruppen blev enige om at dette samtidigt ville være en god mulighed for at invitere pressen, og dermed få den debat sat i gang man havde som mål. Derfor blev alle fire produkter fremstillet i 1:1 af mdf-plader, og efterbehandlet med maling så fiberlines plastiske overflade blev imiteret bedst muligt. Denne overgang fra ide på papiret til konkret fysisk produkt fungerede som en fin afslutning på designprocessen, og fungerede samtidig som en god overgang til projektet sidste fase - debatten. GRAVHUS Refleksion, Bo Schiønning Mortensen , AAA, Kommunikation: Rhino rendering af den endelige formgivning i fiberline..

8 GRAVHUS - refleksion Case En familiefar er død af et længere sygdomsforløb, og fokus ligger på det yngre barns sorgbearbejdelse, og de helt specielle problemstillinger heromkring. Mellemkritik: SketchUP rendering af hus i 5 cm tyk beton, med 6 årigt barn som menneskelig skala. Ideation: Marker skitser der illustrerer mulighed for kommunikation af følelser i tegning, og en naiv spirituel forbindelse til den afdøde. Ideation Ideationfasen startede med en individuel research, for at få en dybere forståelse for hvordan børn forholder sig til sorg. Dette gav nogle grundtemaer som inspiration til skitseringen, såsom at børn hopper ud og ind af sorgen, at de bedst beskriver deres følelser visuelt og at de ofte har en spirituel forståelse for hvad, der er sket med afdøde. Med disse temaer som styrende redskab påbegyndes den analoge skitsering, og der blev fremstillet en lang række scenarier, hvori barnet kunne have et afslappet ophold og samtidigt føle en forbindelse til den afdøde. Disse blev præsenteret for resten af gruppen, og relativt hurtigt opstod der enighed om, at en sorg hule/hus ville kunne opfylde barnets kriterier bedst. Mellemkritik Til mellemkritikken blev gruppens koncept generelt godt modtaget, og der var forståelse for de ikoner som var valgt til at skildre de enkelte cases. Det blev dog påpeget at forbindelsen til Trøjborgs beboere skulle tydeliggøres i kommunikationen, så det fremgik helt klart hvad de kunne få ud af Nordre Kirkegård i fremtiden. Desuden blev betonens kulde/varme følsomhed nævnt, i henhold til at tingene skulle kunne fungerer for brugeren hele året. Med hensyn til huset mente kritikerne at de største svagheder var udformningen af den visuelle forbindelse i loftet, og proportioneringen som ikke tilpassede sig til børns naturlige bevægelsesmønstre. Samtidigt bevægede de andres gruppemedlemmers produkter sig også imod former af nærmest ikonisk karakter, og det blev vedtaget at fokusere yderligere på denne tydelighed i udtrykket. Igennem denne kunne man gøre det helt klart for Trøjborgs beboere, hvilken adfærd man dikterede på gravstederne, og der ville være et klart udgangspunkt for den debat gruppen sigtede efter at skabe. I den videre udformning fik huset en åbning i taget, for at barnet ville opfatte kontakten med afdøde på stedet. Der blev desuden fokuseret på at give barnet mulighed for at udtrykke sine følelser på egne præmisser, i kraft af en mulighed for tegning på husets indervægge. I denne fase besøgte gruppen også kirkegårdslederen ved Vejlby sogn, og erfarede at der faktisk ikke var specielt restriktive regler for indretningen på kirkegården, samt at men indenfor branchen var modtagelig overfor forandring. Inden mellemkritikken bearbejdede gruppen ikon princippet yderligere, og blev enige om at anvende beton som materiale, da formerne nærmest dikterede en støbning ud i et. Solution: Empiriske undersøgelser af børns bevægelser under tegning på vægge, og studie af lysindfald i SketchUP model.

9 Resultat Resultatet er en bearbejdning af stolens form som ikon, og samtidig vedholdelse af funktionen. Derudover er gravstenens identifikations funktion refortolket, til en version der stadig har tydelig reference til den konventionelle form. Gennem en kobling af disse funktioner lægges der op til en adfærd der svarer ja på spørgsmålet Må man sidde på en gravsten! Tilskuerne kan hermed tydeligt afkode produktet og deigennem reflekterer over gravstenens oprindelige funktion og hvorvidt den er optimal. Både pårørende og tilskuer bevidstgøres og præsenteres om egen tilstedeværelse og rolle på gravstedet en bevidstgørelse om rollen som bruger af parken og gravstedet. Produktet er som tidligere nævnt ikke primært udviklet mod et realistisk bud på et alternativ, men søger gennem sin debatterende indgangsvinkel at stille spørgsmålstegn ved de alternativer der findes på markedet i dag, samt den tradtionsbunde adfærd. Derved opnåes målet om at lægge op til en diskussion der kan være medvirkende til nedbrydning af døden som tabu. GRAVSTOL Refleksion Monique Engelund Nielsen , AAA, Konceptmodel, 1:1 Perspektivering Der ligger så mange livshistorier gemt på Nordre Kirkegård. Historier der med tiden vil blive glemt. De eksisterende produkter indeholder nogle interessante muligheder for at blive refortolket, det handler bare om at se kvaliteten i at udfordre og kombinere eksisterende produkters former og funktioner. Designfeltet kan omfavne et bredere område der rækker udover den problemløsende tilgang, hvor fysiske produkter ikke ku er til for at gøre hverdagen lettere, men udfordrer os mentalt. Det er utroligt fascinerende og til tider meget personligt berørende at arbejde med et så stærkt emne som døden. En balancegang mellem det subjektive og objektive mellem følelser og faglighed, har gennem denne proces forstærket en overbevisning om styrken i at have sig selv følelsesmæssigt med i sit arbejde. Der har i forløbet været primær fokus på teori og metode, samt på ide og konceptudviklingsfasen, hvor et stærkt teamwork har været i fokus og som forventet altafgørende for projekternes samlede styrke. På både fagligt og personligt plan har forløbet fremtvunget reflektion over egen tilgang til designbegrebet såvel som designerrollen.

10 GRAVSTOL - refleksion Case Fokus ligger på den efterladte ældre, der har mistet sin livspartner af alderdomsrelaterede årsager. Research Som udgangspunkt var ønsket, at opnå dybere indsigt i den efterladtes følelsesmæssige reaktioner samt den specifikke oplevelse og brug af gravstedet. Autentiske nedskrvne beretninger om dødsfald og tiden derefter, dannede baggrund for en række konkrete karakteristiske udsagn, der alle leder mod latente behov. Derudover har der løbende været kontakt til personlig bekendte ældre samt en ansat på et plejehjem. Ideation Der blev indledningsvist skitseret diagrammatisk i koncepter. Efter en produktiv iderig fase udfordredes evnen til at sortere og udvælge. Meget blev sorteret fra for at være installationskunst eller direkte brugercentreret, og udfordringen lå netop i at holde projektet på en balancegang derimellem. Desuden indgik overvejelser omkring hvor grænsen går mellem at angive og diktere en adfærd samt grænsen mellem ren provokation og opfordring til refleksion. Eks. på skitsering af ikonform. Fokus En analyse af Kirkegårdens brug samt de tilhørende konkrete fysiske elementers funktion og symbolske betydning, virkede umiddelbart banalt men viste sig at få essentiel indflydelse på projektet. Gravstenens primære funktion er identifikation af afdøde og netop stenen i fysisk forstand, samt dennes placering på gravpladsen har den stærkeste følelsesmæssige og symbolske betydning for den pårørende. Så hvorfor ikke opholde sig netp dér? Dertil kommer spørgsmålet om hvorvidt gravstenens traditionelle grafiske lag identificerer afdøde. Ophold: Hvis man vil lægge op til adfærd via. en form må denne være skarp og tydelig, derfor udvalgtes stolen i set som ikon for tilladt ophold. Der blev arbejdet med hvilke elementer af stolen samt hvilken type der bedst fortæller historien samtidig med at have funtionel karakter. På den måde henviser formgivningen tydeligvis den pårørende til funktionen. Desuden er formen let at afkode for tilskueren selvom produktet ikke betragtes i en brugssituation, og en stillingtagen til ophold som behov bliver nødvendig.. Solution For at fastholde den visuelle oplevelse af stolen som ikon og den funktionelle værdi, forholder stolens overordnede proportioner sig til standardmål for stoletypen. Desuden har ryglæn, bagben og sæde en hældning, der både optimerer funktionen for bruger og tilskuer. Materialet: I fællesskab nåede vi frem til at materialevalg der samlet set var optimalt for alle produkter da formsprog og udtryk er gennemgående for konceptet. Muligheden for at fremstille produkterne i fiberbeton, var tidligere blevet diskuteret, men efter at have konsulteret materialevejleder og ingeniør, fandt vi frem til at Fiberline var et oplagt materialevalg, idet alle overordnede former kan ekstruderes, og at vi ønskede den spinkle lethed der vha. fiberlines styrke nu kunne blive endnu skarpere. Fiberline besider plastens oveflade egenskalber og ståls styrke, hvilket giver nogle oplagte muligheder for at benytte disse. I forhold til beton havde der været et vand problem der nu delvist blev løst vha. den glatte overflade, Materialets lethed tilførte dog et problem iforhold til vind, der blev løst ved at fundere konstruktionen i jorden. Det valg øgede formens styrke og tillod et forholdsvis dramatisk men logisk greb: En adskillelse af ryg og siddeflade der umiddelbart var tænkt som naiv umulig løsning på vandafløb, udviklede sig til at tilføre formen en raffineret detalje hvor form, materialestyrke, funktion og æstetik alle spiller sammen. Et eksempel på hvordan der gennem løsning af funktionelle problemer kan opstå muligheder hvor detaljeringen supplerer frem for at fremtvinge et kompromisforslag. Snit af form under jorden og adskillelse mlm sæde og ryg. Identifikationslaget: Ønsket var at lade identifikationslaget have tydelig formmæssig reference til gravstenen, og da fiberline ikke kan efterbehandles uden at miste vandafvisende egenskaber eller styrke blev mulighederne for alternative materialer til kobling med fiberline grundigt overvejet. Valget faldt på klar acryl der i lighed med fiberline har en glad plastisk overflade. Gravstolens identifikationslag består af 3 dimensionelle negative bogstaver udfræst i en 3 mm klar akryl plade. Dette valg er truffet på baggrund af gen visuelle effekt, hvor det grafiske lag netones og ses som en del af formen frem for at være flere påsatte elementer. Derudover ville påsatte positive elementer problematisere vandafledningen. Identifikation: Identifikationslaget blev udbredt til mange vidtrækkende muligheder fra stolens kombination med afdødes efterladte genstande, til påtrykt familiealbum. Men ser man helt konkret på gravstenen i dag, er det historien imellem fødsels og dødsdato der er livet, og ikke bliver fortalt. Løsningen blev at bibeholde den klare reference til gravstenen og blot tilføje højdepunkter fra afdødes liv. I dette lag optimeres identifikationen hermed, og fortæller både livshistorien til Kirkegårdens besøgende og den pårørende, samtidig med der bedes tages stilling til gravstenens funktion. Snit; Fiberline møder udfræst acryl Relief virkning i udfræsning af acryl.