Bladlus i pil - årsager og mulighed for forebyggelse af skader

Transkript

1 Bladlus i pil - årsager og mulighed for forebyggelse af skader Af Biolog Jens Reddersen En del avlere af flettepil har omtalt skader forårsaget af bladlus (evt. benævnt blodlus). Der vil i praksis altid være bladlus i en pilekultur, men man får næppe øje på dem, før der blir rigtig mange af dem. Men hvornår er bladlus i flettepil bare spændende biodiversitet, som man kan nyde på linie med musvit, tornsanger, rødmus, stålorm eller humlebier - og hvornår er det et alvorligt skadedyrproblem? Og kan man evt. gøre noget for at forebygge, at man får store og skadevoldende bladlusmængder i sine pilekulturer? Neden for forklarer jeg mere detaljeret om skadedyr, årsager til evt. alvorlige skader og mulighederne forforebyggelse, som til slut tører til følgende råd, som du kort kan se her. Accepter et vist skadeniveau - ofte kompenser din pil for sug eller gnav, sådan at "skader" slet ikke giver tab (hverken i mængde eller kvalitet) Sats på forebyggelse af skader i stedet for bekæmpelse Plante på egnede voksesteder, hvor pilen trives Sørg for moderate (dvs. ikke for høje) næringsstofniveauer - pas især på kvælstof Sørg for gode livsbetingelser for bladlusenes naturlige flender i og omkring pilekulturerne (højt græs,"vildsomme" levende hegn, fuglekasser, gode og varierede nektarkilder igennem hele forår og forsommer Husk - forebyggelse giver ingen garanti mod skader, men mindsker risikoen for skader. En gang i mellem går det alligevel galt - sørg måske for at have mange forskellige arter, kloner og kulturaldre - mangfoldighed i dyrkningen giver normalt også mangfoldighed i skadebilledet. Enkelte kulturer får måske skader, men de fleste får det ikke. Hvordan laver insekter skader på pil? I virkeligheden er der rigtig mange forskellige insektarter, der kan finde på at ernære sig af din flettepil. I Nordvesteuropa er pil - sammen med eg og tjørn - faktisk en af de træarter, der ædes af flest forskellige planteædende insektarter. Ved nogen af arterne er det let at opdage, når de er der. Fx. gnaver nogen arter huller i bladene eller gnaver fra kanten ind til bladets midtnerve (fx. larver af visse bladbiller og bladhvepse). Andre arter ernærer sig imidlertid på en måde, der er knapt så let at tå øje på. Nogen arter har fx. larver, der gnaver smalle gange ("mine/') inde i bladene imellem overog underside (larver af visse fluer og småsommerfugle). Der findes også arter med larver, der uset gnaver på plantens små rødder (fx. visse snudebiller). Andre arter igen - som nu netop bladlus - gnaver slet ikke, men har i stedet for en sugesnabel. Sugesnablen benytter de til at suge safi ud af celler i blade, knopper og

2 blomster (fx. nogle cikader) eller suger sukkersaft (fx. bladlus) ud af skuddenes "sirøf' (Sirørene er plantens "kredsløbssystem" - mikroskopiske rør, der ligger lige under barken og tjener til at transportere sukker, byggesten til proteiner og andre opløste stoffer rundt i planten). Horder af skadevoldende insekter på spring - er det et problem for dig?? Det kan jo lyde overvældende med alle disse arter. Det kan lyde som om, du har hele naturen imad dit piledyrkningsprajekf: Sultne hærskarer af grådige skadedyr, der kun har en mission i deres korte jordeliv - nemlig at hærge dine møjsommeligt fremavlede pilekulturer?? Er det tilfældet? De fleste skadevoldere er normalt harmløse: Heldigvis for os er langt de fleste helt harmløse, og som vi skal se neden for er der også mange insekter, der kan hjælpe dig med at holde skaderne i skak. Ved mange af de arter, der æder pil, vil det typisk kun være nogle få dyr, der forekommer i din plantning - helt og aldeles uden at volde nævneværdig skade. Først kan man sige, at de fleste arter jo angriber blade og rødder og ikke skuddene. Og da det ikke er blade og rødder rnan fletter, har det jo ikke i første omgang nogen betydning. Men naturligvis har pilen brug for sine blade og sine rødder til at skabe vækst i de skud, du vil høste. Det er derfor naturligt at spørge sig selv, om eller hvornår deres gnav eller sugeri giver et forringet udbytte af flettepil. Men når vi taler "udbytte" er det vigtigt at skelne mellem mængde (fx. kilo) og l<valitef (fx. tykkelse, skørhed, længde). Pilen kan komoensere for 5-10% qnav uden udbvttetab: Med hensyn ttl udbyttemængden (kilo) er der heldigvis kun sjældent grund til større bekymring. Faktisk siger man - som tommelfingerregel - at ca. 5-1 O% at blade, rødder og sukkersaft kan blive fortæret af planteædere uden at det kan mærkes på udbyttemængden (målt i biomasse). Helt op til dette niveau kan planten kompensere for skaderne ved blot at vokse mere - det lyder mærkeligt, men det er sandt! Tænk på det, når du ser begnavede blade. Skadens betvdning afhænqer også af anvendelsen af pilen: Men skadens betydning for dig og dit udbytte afhænger naturligvis af pilens anvendelse og økonomien i din produktion. Når man fx. dyrker pil til biomasse - typisk til flisning og forbrænding - er skadevoldende insekter helt uden betydning. Da prisen på energipil er ret lav, kan selv det at undgå et produktionstab på selv 2lo/o i enkelte år og plantninger slet ikke give en gevinst, der kan betale for løbende overvågning, anden arbejdsløn, maskiner og sprøjtemiddel. Da skaderne sjældent er store, da planten kan kompensere og da overvågning og bekæmpelse også koster penge betyder tilsammen, at kommercielle pilekulturer til biomasse i praksis slet ikke sprøjtes - hverken mod skadevoldende insekter eller mod svampe (af pesticider bruges der her udelukkende ukrudtsmidler). Netop af disse grunde er en dansk landmand eller skovfoged ikke længere så bekymret over, om han finder skadevoldende dyr eller svampe i afgrøderne. Nej, det findes stort set altid, og landmænd og skovfolk er ved at vænne sig fra at tænke i helt "rene" marker eller skovkulturer. Det, der er interessant for beslutningerne i driften, er, om angrebet kan forventes at vokse sig så stort, at tabet vil overstige omkostningerne ved bekæmpelsen.

3 Skadetærsklen er altså, når skadevolderne begynder at give et udbyttetab (der hvor planten ikke længere kompenserer for det, der er ædt). Den Økonamr'ske skadetærskeler derimod, når udbyttetabet blir så stort, at det overstiger prisen ved bekæmpelsen. En landmand, der bekæmper, hver gang skadetærsklen overskrides, går hurtigt konkurs. Den landmand, der bedst formår kun at iværksætte bekæmpelsen, når den kan betale sig - altså først ved den økonomiske skadetærskel - får det bedste resultat. Regnestykket bliver dog lidt anderledes, når man ikke bare producerer biomasse, men fx afgrøder, hvor der er andre hensyn end alene udbyttets størrelse (antal kilo). Det gælder således ofte i gartneri, hvor selv små kosmetiske skader på blomster, bær og grønt kan gøre afgrøden næsten værdiløs. Flettepil indtager vel en slags mellemstatus. Enhver kan vel se, at en høst af flettepil kan blive meget mindre værd, hvis en skadevolder får mange af skuddene til at grene sig, fx. ved at få skudspidsen til at forkrøbles eller helt gå ud, Sådan kan det lige netop gå i ekstreme tilfælde ved angreb af visse bladlusarter på pil, bla. de mørke stammelus, der af nogen kaldes "blodlus". Alligevel bør en "fornuftig" pileavler - ligesom landmænd og skovfolk - inddrage de nævnte overvejelser, inden man skrider til bekæmpelse: Altså (1) planten kan ofte kompensere for et vist tab til planteædere og (2) det er sjældent at værdien af den tabte pil er stor nok til at betale for omkostningerne ved bekæmpelse. Dertil kommer så, at man (3) ved anlæg og drift af sine pilekulturer kan mindske risikoen for at der opstår væsentlige problemer med skadevoldere - altså forebyggelse. Bladlus i pil - årsager og forebyggelse? Der er stort set ingen viden om, hvor pilens bladlusarter kommer fra i omgivelserne. Man skal formentlig regne med, at de er der hele tiden og blot ikke "gør noget væsen af sig". Man ved heller ikke rigtigt, hvad der så er årsagen til, at de nogen gange pludseligt forplanter sig så voldsomt, at det kan give alvorlige skader i ens pilekulturer. I mangel af konkret viden, vil det bedste råd være at følge de regler, man kender fra de skadevoldende bladlus, der findes i landbrugsafgrøderne (de er nemlig er a nderledes velu ndersøgte). Forebvqselse eller bekæmpelse? Det er vel hverken realistisk eller ønskeligt at ikkeprofessionelle avlere skal håndtere miljøskadelige sprøjtemidler. Man har sjældent viden og udstyr til at håndtere midlerne sikkert og ofte vil man overdosere for'at være på den sikre side". Derfor er der netop for mindre avlere mere perspektiv i at rådgive med henblik på forebyggelse - altså det at forebygge at angrebene opstår - fremfor at rådgive om bekæmpelsen, når først skaden er sket, Med bladlus regner man med to forhold, der har ca. samme betydning for hvor mange bladlus, der kommer - nemlig hhv. plantens næringsværdi som føde for bladlusene og bladlusenes naturlige f,ender. Kan man styre pilens næringsværdi for bladlusene? At føden har forskellige betydning kan man bla. se af, at forskellige arter af pil ikke er lige tilbøjelige til at få bladlusskader, og tilsvarende mellem for forskellige kloner inden for en pileart. Men selv inden for en bestemt

4 art og klon af pil vil dens fødeværdi for bladlus kunne variere alt efter plantens vækstvilkår. Det er efterhånden velkendt, at planter, der har en meget rigelig forsyning med kvælstof (fx N-gødning) ikke blot vokser hurtigt. De får desværre også nogle ubalancer i de stoffer, der transporteres rundt i planten (sukker og aminosyrer). Det har vist sig, at disse ubalancer betyder, at bladlusene vokser sig voksne på kortere tid og får flere afkom - alt i alt er det opskriften på et "angreb". Man regner således med, at den rigelige forsyning med kvælstofgødning er den vigtigste årsag til, at bladlus er et stort problem i de velgødede konventionelle kornmarker, men kun et meget lille problem i økologiske kornmarker, som er mindre gødede. Overvei om du oøder for meqet? Har man derfor problemer med bladlus i sin pil og samtidig gøder sine kulturer, kan man altså overveje, om gødskningen er hensigtsmæssig. Faktisk kan gødskning også fremme angreb af skadevoldende bladsvampe som rust og meldug. Bladlusene kan holdes i skak af deres tender: Bladlusene har mange fiender, men - på nær mariehøns - er det kun få, der kender dem og de har sjældent danske men kun sære latinske navne. Man kan dog godt skabe bedre forhold for dem uden at kende dem. I praksis er det mest vigtigt at skelne mellem to slags bladlusfiender. Der er nemlig de bladlusfiender, der er specialiserede i at æde bladlus (specialr'ste4, og så dem, der godt kan finde på at spise bladlus, men som også spiser alle mulige andre insekter (generaliste). Specialisterne er dem, de fleste kender. Det er mariehøns (både de rødesorte 7-plettede og mange andre mariehønsarter), larverne af de hvepselignende svirrefluer, de tynde lysegrønne guldøjer og de små snyltehvepse. Umiddelbart skulle man tro, at specialist-flenderne må være mest effektive, da de koncentrerer sig om at spise bladlus. Problemet med "specialisterne" er imidlertid, at de dør af sult, hvis de ikke finder bladlus. Det er især et problem i forår/forsommer, hvor der aldrig er mange bladlus, hvor det netop er vigtigt, at tå taget de tå bladlus "i opløbef'. Finder specialisterne ikke nok bladlus i din pilekultur, vil mange af dem dø af sult eller søge bort til bedre "græsgange". Da der alligevel altid er nogle bladlus tilbage, når specialisterne er væk, kan de pludselig være blevet mange og så er tiden forpasset - selv for specialisterne - de kan ikke æde sig igennem alle de bladlus. Generalisterne derimod, de spiser godt nok også andre ting. Men i foråret, hvor bladlusene endnu er spredte og få, æder de altså også de bladlus, de møder på deres vej rundt på jagt. Og da en bladlus i foråret kan blive til bladlus i august, er 100 bladlus mere eller mindre i foråret altså noget, der kan mærkes. Man kan altså sige, at generalisterne bedre kan leve i pilen, inden bladlusene overhovedet ankommer og begynder at forplante sig, og derfor også bedre kan tage angrebet i opløbet. Hvad oør man så ved det? Vil man arbejde med forebyggelse, kan man forsøge at lave forskellige naturvenlige foranstaltninger i og omkring sin pilekultur. Der er tale om foranstaltninger, der (1) sikrer pileplanterne en plantekemi, der begrænser bladlusenes formering (fx. undlad eller begræns N-gødningen) og (2) forbedrer livsbetingelserne for bladlusenes fender - både generalist- og specialistfienderne

5 Bladlusfienderne gavnes ved at sikre: I gode og varierede nektar- og pollenplanter især i forår og tidlig sommer. Ofte er træarter bedst, fx. blomstrende frugttræer, hvidtjørn, lind, mirabel, slåen (breder sig dog) men såmænd også blomstrende pil o gode langhårede græs- og urtebræmmer, der giver gode beskyttede overuintringssfede r for løbebiller, rovbiller og mariehøns o gode og varierede læhegn med unge, gamle og døde træer og buske, der også giver et rigt fugleliv af de insektædende fuglearter (musvitter, mejser, gærdesmutte, rødhals, løv-, gran-, have- og andre sangere, vipstjert, iernspurv osv.) Nu lyder det voldsomt, men nogle af disse ting kan sagtens kombineres - fx. kan græsbræmmerne danne bundvegetation i læhegnene og i læhegnene kan indplantes gode pollenlnektararter, Du kan derfor overveje følgende punkter: 1. Accepter et vist skadeniveau - ofte kompenser din pil for sug eller gnav, sådan at "skader" slet ikke giver tab (hverken i mængde eller kvalitet) 2. Sats på forebyggelse af skader i stedet for bekæmpelse 3. Plante på egnede voksesteder, hvor pilen trives 4. Sørg for moderate (dvs. ikke for høje) næringsstofniveauer - pas især på kvælstof 5. Sørg for gode livsbetingelser for bladlusenes naturlige fiender i og omkring pilekulturerne (højt græs,"vildsomme" levende hegn, fuglekasser, gode og varierede nektarkilder igennem hele forår og forsommer 6. Husk - forebyggelse er ingen garanti mod skader, men mindsker risikoen for skader. En gang i mellem går det alligevel galt - sørg måske for at have mange forskellige arter, kloner og kulturaldre - mangfoldighed i dyrkningen giver normalt også mangfoldighed i skadebilledet. Enkelte kulturer tår måske skader, men de fleste tår det ikke. God fornøjelse - både biologisk forebyggelse og skadedyr på lavt niveau viser også en del af naturens vidunderlige mangfoldighed. Med de briller på kan det være næsten lige så spændende at sætte sig ind i og følge med i som i pilens Jens Reddersen 2003