En spændende, anderledes end forventet, hjemsejlads af BLUE NOTE. fra Amsterdam til Virksund.

Transkript

1 En spændende, anderledes end forventet, hjemsejlads af BLUE NOTE fra Amsterdam til Virksund. Lørdag den 10. maj kl mødtes Knud, Aksel og undertegnede på havnen i Virksund, hvor kursen i bil skulle gå mod Amsterdam. Alle tre fremmødte havde alle i flere år modtaget folkepension, så gennemsnitsalderen var rimelig høj. Formålet med turen var, at Knud havde købt en katamaran sejlbåd Eclipse, som skulle hentes i Amsterdam, hvor den skulle sejles til Virksund. Oprindelig var turen til Amsterdam planlagt til at skulle foregå vi Arriva og Deutche Bundesbahn, men Bundesbahns personale havde netop påbegyndt en arbejdsnedlæggelse, så det blev i stedet i bil. Turen ned gennem Jylland, Tyskland og endelig Holland gik rigtig godt. Der var mange køer (STAU), men heldigvis i den modsatte retning. Vi nåede frem til Amsterdam sidst på eftermiddagen. Det kneb lidt med at finde frem til værftet, hvor båden lå, idet der på havneområdet, et tidligere stort skibsværft, var et kæmpe kræmmermarked i gang. De civile vagter var ikke meget for at lade os køre igennem frem til vores lille værft, idet de formentlig var af den opfattelse, at vi bare ville tiltuske os en gratis parkeringsplads. Efter lidt snak fik vi lov at køre videre og kom frem til værftet. Det lille værft viste sig at være privatejet. Der var rigtig mange katamaraner både i vandet og på land. Jeg har ikke tidligere set så mange katamaraner og slet ikke i de størrelser. Virkelig imponerende. Vi fandt frem til Blue Note, der lå pænt fortøjet ved kajen, "rigget og sejlklar".

2 Jeg havde aldrig været ombord i en katamaran tidligere og indrømmet, jeg var spændt på hvordan, sådan en "færge" ville opføre sig på havet. Båden måler 10 x 6 meter, så det er ikke nogen lille størrelse. Det var faktisk imponerende at se sådan en katamaran. Båden havde stået på land i en hal i halvandet år og var først blevet sat i vandet nogle dage før vores ankomst. Overdragelsen af båden skulle ske dagen efter kl. 1200, rigget og sejlklar. Det stod hurtigt klart for os, at båden absolut ikke var rigget og sejlklar. Det var tydeligt, at værftet havde løftet båden i vandet og nødtørftigt gjort stag og vanter fast, og dermed slut. Der var blandt anden ikke sat splitter i vanterne. Vi kom i arbejdstøjet og gik i gang med at gøre båden sejlklar. Det viste sig, at VHF ikke var monteret korrekt, ledningen klippet og ledningerne til motor lys og toplanterne var ligeledes klippet. Vi fik os installeret i båden, hvor Aksel og Knud fik hver sin kahyt/køje i styrbords ponton, adskilt ad pantryet. Jeg fik en agterst kahyt/køje i bagbords ponton, hvor bad og toilet var i forenden af pontonen. Dejlige køjer med gode tykke skumgummimadrasser. Mellem pontonerne er salonen. Virkelig noget af en salon med en siddegruppe, der kan tage noget af et selskab. Meget imponerende, når man selv sejler i en IF, er, hvor der ikke engang er ståhøjde. Fra salonen og ned i de to pontoner er der to ret så høje trappetrin, trappetrin som jeg i slutningen af turen skulle stifte nærmere kontakt med. Motorkraften i båden er to 10 hestes påhængsmotorer, der manuelt vippes i vandet, når de skal anvendes. Under vores arbejde kom vi i snak med en flink hollænder, som lå uden på os i en mindre katamaran. Han fik forklaret os, at han på den anden side af floden/havnen havde en mindre bådudstyrs forretning, lige som han gjorde meget ud af at forklare os, at de sejlruter vi skulle krydse på vores vej nord på var ændret for nylig, men han var i stand til at sælge os nye opdaterede kort, hvilket efter hans mening var meget vigtig at have. Transporten over havnen foregik med færge, der var gratis, og hans forretning lå næsten, hvor man gik i land. Ved 1900 tiden var vi færdige med at rigge det udvendige til. Resten måtte vente til søndag, hvor sælgeren kom. Aftensmaden bestod af mørbrad og nye kartofler. Rigtig dejligt. "Det skulle blive vores sidste varme mad inden vi nåede frem til Thyborøn". Efter en god nats søvn fortsatte vi søndag formiddag med at klargøre båden. Der blev hentet litervis af benzin, hvis turen nordover skulle komme til at foregå for motor. Ved middagstid indfandt mægleren og sælgeren sig ved båden. Sælgeren var en ung læge, der ud over sin lægegerning havde gode evner med det elektriske, idet det også viste sig, at båden lader var stået af. Sælgeren fik skaffet og isat ny lader. VHF og de øvrige elektriske ting var han ikke i stand til at klare, men han ville sørge for, at værftets personale mandag formiddag ville ordne VHF mv. Lidt ærgerligt, at vi måtte vente til mandag, for vejret var rigtig dejligt, hvorfor det ville have passet godt at komme af sted. Som en bekræftelse af handelen bød sælgeren på champagne. En god årgang. Mandag morgen. Fortsat fint vejr og ikke ret meget vind.

3 Efter morgenmaden dukkede værftets elektriker op og gik i gang med tilslutningen til VHF og toplys mv. Det voldte lidt problemer for elektrikeren, idet han flere gange måtte i byen efter reservedele, men midt på formiddagen, var tingene klaret. Jeg var på dette tidspunkt gået op på havnekontoret, hvor jeg havde fået lov til at benytte kontorets computer for at hente vejrudsigten for de kommende dage, dels nord på via Nordsøen og alternativ gennem Kilerkanalen og op langs den jyske østkyst. Vejrudsigten for mandag var ganske lovende, sydlig vind omkring en 7-8 sekundmeter. Tirsdag og onsdag stigende vind fra 8-13 sekundmeter fra vest. Sent onsdag ville vinden i den nordlige del af Nordsøen gå i nord med tiltagende vind. Vejrudsigten for den jyske østkyst sagde vestlige vind 5-8 sekundmeter. Tilbage på båden kunne Aksel fortælle mig, at han ikke vidste, hvor Knud var gået hen. Der var dukket en mand op, som havde sagt et eller andet til Knud, hvorefter de begge var gået ud fra værftet. 3 timer senere dukkede Knud heldigvis op igen. Det viste sig, at det var den "flinke" hollænder, ham med katamaranen ved siden af os og bådudstyr forretningen på den modsatte side af havnen, der var dukket op og havde overtalt Knud til at tage med til forretningen, hvor Knud var blevet prakket et par søkort på. Den "flinke" hollænder havde også været så behjælpelig, at han havde undersøgt vejrforholdene i Nordsøen på vores vej nord over for de næste dage, hvor han havde meddelt Knud, at vi ville få rigtig fint vejr og en passende vind. Vi tog en fælles drøftelse af, hvilken vej vi skulle vælge at sejle ad. En gast ville gennem Kilerkanalen og den anden gast den korteste vej op gennem Nordsøen. Sidstnævnte rute ca. 260 sømil. Knud, der var skipper måtte herefter træffe det endelige valg, som faldt ud til fordel for Nordsøen. Ved middagstid fik vi sagt farvel til personalet på værftet, hvorefter vi sejlede ud i Noordzeekanalen, hvor vi havde ca. 12 sømil ud til sluserne ved Ijmuiden, der samtidig var udsejlingen til Nordsøen. Det var fortsat fint vejr, så vi nød rigtig turen ud ad kanalen, hvor der var meget trafik af både lyst og erhvervsfartøjer. På et tidspunkt passerede vi indflyvningen til Schiphol lufthavnen, hvor fly i 2 rækker, med ca. 1 minuts mellemrum passerede os i ca. 100 meters højde på vej ned til landing. Fremme ved sluserne måtte vi lægge til kaj i ca. halvanden time sammen med en kæmpe tysk sejlbåd, der også skulle sluses igennem. Der var i alt 4 sluser, hvor vi blev henvist til den mindste, som dog var ganske stor. Da vi endelig var klar til at gå ind i slusen, gik vi ind sammen med 2 andre sejlbåde og 2 store slæbebåde. I slusen havde vi lidt døje med at få lagt ordentlig til langs slusesiden, idet katamaranen, til stor moro for besætningen på den ene slæbebåd, absolut ville ligge på tværs i slusen og ikke langskibs. Efter noget arbejde med motorerne lykkedes des os at få fortøjet ordentligt og vi kom godt ud af slusen efterfølgende. Klokken var på dette tidspunkt blevet hen ad 1630, så dagen begyndte så småt at gå på hæld. Kursen blev lagt nordpå, og selvstyreren blev koblet til. Der var en let sydvestlig vind. Storsejl og genuaen blev sat. Selvstyreren blev aktiveret og en dejlig afslappende sejlads nordpå tog sin begyndelse. Efter nogle timers behagelig sejlads opdagede vi, at beslaget på den ene ponton, hvor selvstyren var isat, var begyndt at give sig en halvanden centimeter i den ene side, hvilket var absolut uheldigt, idet dette uden tvivl på et tidspunkt ville betyde, at selvstyreren ville stå af. Gafatapen blev fundet frem og den bageste del af pontonen og selvstyrens beslag blev tabet til efter alle kunstens regler.

4 Da natten faldt på holdt vejret og selvstyrens beslag fortsat. Vi sejlede på langs med 2 sejlruter for de store skibe, og dem var der rigtig mange af. Vi skulle i løbet af natten på tværs af 4 sejlruter, alle med tæt trafik. Vores "flinke" hollænder havde udtrykkelig indprentet Knud, at det var meget vigtigt, at vi passerede sejlruterne på tværs, idet vi fra land blev fulgt af kyststationer, som meget nøje overvåge ruterne. Vi krydsede dem også så nogen lunde på tværs. Vagten for natten havde vi inddelt i tretimers vagter Jeg havde fået hundevagten fra Omkring klokken 0300, hvor vi var ved at sejle "tværs" gennem den nordligste - og sidste sejlrute - måtte jeg vige bagom et passagerskib. Netop som vi passerede passagerskibet agten om, lød der et mindre smæld ved rettet. Det viste sig, at det var styrelinen, der var sprunget. Rettet snurrede som et lykkehjul. Vinden var fortsat stabil, så der var ingen problemer. Aksel kom på dette tidspunkt på "broen". Selvstyreren valgte på næsten samme tid at opføre sig mærkeligt, slingrede fra side til side, hvilket skulle vise sig skyldtes, at bådens lanterne sandsynlig vis i løbet af natten havde "ædt" al strømmen, måske sammenholdt med, at batterierne ikke var i den stand, de burde være. Aksel, der var gammel matros og havde sejlet på alverdens have var ikke rådvild. Han riggede et par tove til, der blev forbundet med hvert ror på pontonerne, hvorefter han tog en del af sin vagt stående med ryggen til sejlretningen styrende båden med tømmerne, som en anden hestekusk. Vi fik motorerne i vandet og fik ladet batterierne op i en times tid, hvorefter selvstyreren tog over igen. Desværre holdt dette kun til det blev lyst, så valgte selvstyrens beslag af stå fuldstændig af. ØV ØV ØV.

5 Nu det var blevet lyst gik Aksel i gang med styrelinen, som det efter noget arbejde lykkedes ham at få repareret. Sømanden i Aksel fornægtede sig ikke, han var virkelig skrap til at klare reparationerne, hvor Knud og jeg var på bar bund. Efter Aksels reparation af styrelinen havde denne fortsat enkelte "dårlige" punkter, men Aksel mente, den nok skulle holde, hvilket den også havde at gøre, da vi ikke havde line til at reparere yderligere. Var det ikke lykkedes at reparere styrelinen, havde vi virkelig været på herrens mark, idet vi på dette tidspunkt var ved at være ca. 80 sømil var land. Det var blevet en lang tur med "hestetømmen". Op af formiddagen begyndte vinden at friske ret så meget op, ligesom søerne begyndte at tage en anseelig størrelse med kraftig skum. Vinden holdt sig i vest, men tog mere og mere til, hvorfor vi valgte at bjerge storsejlet og sejle udelukkende for genuaen, hvor vi nu kunne konstatere, at der midt i genuaen var kommet et mindre hul. Resten af de lyse timer valgte vi at køre 2 timers vagter, idet det var meget anstrengende at så til rors på båden. Roret/rattet på båden er monteret på agter skottet. For at kunne betjene rattet rigtigt og samtidig have udsyn fremad, skal man så op på en kistebænk, hvorefter overkroppen er i fri luft. Søerne gjorde at forplejningen var på et rimeligt lavt niveau, idet det ikke var til at holde balancen i pantryet endsige anvende komfuret. Ved mørkefald var vinden fortsat i vest, taget yderligere til, ligesom søerne rejste sig yderlige, hvilket gjorde, at vi lavede om på vores vagter. Vejret gjorde at det ikke var muligt at så ved rettet mere end en time, hvorfor vi tog en time ad gangen ved rattet og 2 timer i køjen. Ved mørkefald opdagede jeg, at madrassen i min kahyt var sjaskende våd. Min dyne var desværre også blevet våd. Vandindtrængningen var sket fra to luger, dels en øverst på pontonen og på ydersiden af pontonen. SURT SURT SHOV. Jeg flyttede min residens til salonen, hvor der var en efter forholdende ganske ude mærket sofa, der var helt tør. Den våde dyne gav ikke de store problemer, idet vi grundet "kulden" sov med stort set alt sejler tøjet på. Dels for at holde varmen, da der ikke var nogen form for varmeanlæg i båden, men også for at kunne komme på dæk i en fart, såfremt dette blev påkrævet. Jeg blev ved 0230 tiden vækket i min køje af et kolossal spektakel, der kom oppe fra dækket. Det buldrede som kørte der et eksprestog rundt på dækket. Knud og jeg, der begge lå i køjerne kom op i cockpiet i en fart, hvor det viste sig, at Aksel havde villet mindske forseglet grundet den hårde vind, men uheldigvis havde presset på genuaen været så hårdt, at det havde taget magten fra Aksel, hvorved skødet var rendt ud af låsegrebet og hang i fri luft. Det var buldrende mørt, så vi kunne heldigvis ikke se søerne, men kun fornemme dem. Med sikkerhedslinerne på - dem anvendte vi konstant - fik vi bevæget os ud på fordækket, hvor vi blot kunne konstatere, at genuaens under- og agterlig slog så voldsomt, at det var umuligt at få fat på. Skøderne til sejlet havde viklet sig ind i et fald og hang en tre meter over dækket i den største knude, jeg har set til dato. Det skulle senere vise sig, at knuden var på størrelse med en håndbold, og lige så hård som en sådan. Tilbage i cockpitet holdt vi et "krisemøde", hvor vi hurtigt blev enige om, at vi virkelig befandt os en alvorlig situation. Vi var samtidig enig om, at vi ikke ville gå yderlige på dæk for at løse problemet, før det blev dagslys en fire timer senere. Påhængsmotorerne kunne vi ikke anvende grundet søernes størrelse. Storsejlet kunne vi ikke sætte, idet det ikke var muligt at holde båden op mod vinden i de store søer.

6 Vi var samtidig enig om, at vores situation var så alvorlig, at vi ville underrette Lyngby radio om vores position og situation. Vi var så langt ude i Nordsøen, at vi ikke selv kunne række Lyngby radio, hvorfor vi foretog et opkald på VHF, hvor vi bad om kontakt til et skib. Et fragtskib, som vi aldrig rigtig fik navnet på svarede på vores opkald. Vi fik forklaret vores situation, position, at vi drev for vinden og søen, og vi ville vente til daggry med at foretaget os noget. Sluttelig bad vi skibet om at meddele ovenstående til Lyngby radio, hvilket skibet svarede tilbage, at det ville man gøre med det samme, ligesom de spurgte, om vi havde akut brug for hjælp her og nu, hvilket vi svarede nej til. Blev det aktuelt ville vi foretage opkald igen. De oplyste os, at det blæste 15 sekundmeter, at vinden ville falde ud på formiddagen. Det viste sig senere, at vinden ikke aftog, tvært imod tog den yderligere til med tilsvarende højere søer, hvilket holdt helt til Thyborøn. De sluttede med at ønske os held og lykke. Hvor var det skønt i situationen at vide, at der var nogen, der var opmærksom på vores tilstedeværelse. Vi skiftedes til at tage en time i cockpitet til det blev lyst for at holde udkik. Ved 0800 tiden var vejret uforandret, men det var blevet lyst. En ved rattet til at holde udkik og forsøge at holde retning, medens to kravlede på dæk. Genuaen blafrede og lød fortsat som et eksprestog. Med bådshage lykkedes det os at få den "gordiske knude" halet ned. Samtidig bemærkede vi et nyt stort containerskib, der havde lagt sig på vores luv side, hvor det den næste time gav os læ og tog det værste af søerne, medens vi arbejde med knuden og genuaen. Containerskibet lå i en afstand af små 100 meter fra os. Igen fornægtede den gamle sømand/matros sig ikke i Aksel. Efter en times tid lykkedes det at få det ene skøde fri, hvorefter vi kunne hale genuaen hjem og få styrefart igen. Om bord på containerskibet har de helt sikkert tænkt, hvad i alverden er det for nogle tosser, der ligger så langt ude i Nordsøen i sådan vejr. Har de tænkt sådan, er tanken ikke helt ved siden af. Tilsyneladende havde de på dette tidspunkt ombord på containerskibet draget den slutning, at vi nu havde rimelig styr på situationen, i det de sejlede en tur rundt om os og gik så syd over. Vi fik ikke talt med dem over radioen, dels fordi vi ikke var i kahytten, ligesom det igen var ved at være småt med strømmen. Vi kom igen ind i vores vagtrytme. En time ved rattet og to timer "frivagt". Vinden holdt sig frem til ved 1800 tiden i vest og tog yderligere til. Det samme gjorde søerne. Netop som vi satte genuaen fik linen til rulle forsejlets tromle fat i koøjet ude foran på styrbords ponton, hvor koøjet/lugen blev revet af. Heldigvis gik lugen ikke over bord, men blev hængende i linen. Nu havde vi et hul på ca. 40 centimeter. Gafa tapen blev igen fundet frem og lugen blev sat nogen lunde i, men var absolut ikke tæt, hvilket vi opdagede lidt efter, idet søernes opsprøjt havde fundet adgang til Knuds køje, hvor madras og sengetøj havde lidt samme skæbne som mit tidligere.

7 Når uheldet skulle være ude var det heldigt, at det var læ sides ponton, det var gået ud over. Luvs ponton blev konstant overskyllet. Hvor meget det blæste eller hvor høje søerne var, kan jeg ikke sige, men det var en speciel og ind i mellem også frygtindgydende oplevelse, at ride med en frådende bølge op på toppen, kikke ned i "hullet", hvor båden umiddelbart efter rutchede nedad, hvorefter det hele gentog sig. Som nævnt havde jeg ikke tidligere sat mine ben i en katamaran, hvorfor jeg ved starten var noget spændt på, hvorledes den ville tage søerne. Sagt med det samme. Med den rigtige sejlføring tager den søerne fantastisk godt. Stabeliteten blev også bekræftet de fire timer, hvor vi drev for vinden og søerne. Fra det øjeblik, hvor vi begyndte at få det rigtige grove vejr, og frem til Thyborøn var jeg ikke på noget tidspunkt utryk ved båden. Jeg har vist ikke fået det nævnt tidligere, men bådens instrumenter, fart- vind og dybdemåler virkede ikke fra starten i Amsterdam. Det var instrumenter, der kørte på sollys. En værre gang bras. Aksel og Knud havde heldigvis hver medbragt deres GPS hjemmefra, så med den ene i gang kunne vi hver anden time aflæse vores position, sætte denne i kortet og dermed følge vores kurs og i særdeleshed bådens afdrift. Ved 1800 tiden lagde vi kursen yderlige øst over, idet vores positioner viste, at afdriften var som, vi havde regnet med, vind og søer taget i betragtning. Omkring ved 2000 tiden blev vi pludselig kaldt over VHF af en særdeles sød kvindestemme, Lyngby radio, som kunne række os nu. Hun var meget glad for kontakten - det samme var vi - idet de efter modtagelsen af vores tidligere melding havde været noget bekymret for os. Vi kunne med glæde fortælle hende, at alt var OK, at vi påregnede at være i Thyborøn ved 0100 tiden torsdag. Hun spurgte om vi havde haft kontakt eller set Nordsø helikopteren, der var ude at kikke efter os. Umiddelbart blev vi noget overrasket over meddelelsen om helikopteren, hvilket vi meddelte den søde dame, samtidig med, at vi forklarede hende, at vi ved afslutningen af kontakten til de skib, der havde videre bragt vores melding til Lyngby radio klart havde sagt, at vi ikke behøvede akut hjælp. Den søde dame oplyste os, at det at helikopteren var sendt ud for at lede efter os, var en rutine man altid gjorde af sikkerhedshensyn. VIRKELIG FLOT. MÅ MAN SIGE, AT SYSTEMET VIRKER SÅ GODT HER HJEMME. Vi fik snakket færdig med Lyngby radio, hvor aftalen blev, at vi skulle kalde Lyngby radio, når vi havde fået fortøjet i Thyborøn. Ved 2100 tiden, ca. 20 sømil vest for Thyborøn, fortsat med uændret vind og sø, var uheldet igen ude efter os. Jeg var i bagbords ponton ved at gøre mig klar til min forhåbentlig sidste vagt og var begyndt at træde op ad trappen til salonen - 2 trappetrin - da jeg af ukendt årsag mistede balancen, væltede bagover og bankede baghovedet i skottet med et ordentlig drøn, for derefter med at ramme det ene trappetrin med ryggen. Jeg mistede totalt pusten og det gjorde ondt i hoved og ryg. Begge under arme havde også fået en omgang.

8 Knud havde siddet i salonen og overværet min optræden. Han kom til og i fællesskab blev jeg bakset op på sofaen og slap for min vagt. Efter at have sundet mig en halv times tid, var jeg klar til at tage min vagt. Jeg nåede kun til lugen, så blev maven tømt godt og grundigt. Der var nu ikke så meget at tømme af. Vi var enige om, at jeg nok havde pådraget mig en hjernerystelse, hvorfor jeg listede tilbage til sofaen, hvor den næste time hjalp gevaldigt. Ved 2300 tiden fik vi Thyborøn og kompasbøjen i sigte. Da jeg var den eneste, der tidligere havde anløbet Thyborøn Kanal overtog jeg vagten resten af turen ind gennem kanalen, der forløb ganske fint. Lidt af en oplevelse at gå ind i kanalen med så hård vind og høj sø i ryggen. Vi fandt indsejlingen til havnen og fik os listet ind i lystbådehavnen, hvor vi fortøjede præcis kl Igen var uheldet tæt på at være efter os. Aksel ville træde ind på broen for at gøre vores liner fast. Grundet alger og fugt på broen gled han og foretog et noget faretruende rejehop. Det gjorde ondt, men der ud over slap han med skrækken. Vi fik kaldt Lyngby radio, hvor en ny sød dame var på vagt. Hun var lige så glad som os over, at vi var kommet godt i havn. Vi fik sagt tak for den gode indsats endnu engang. Nu var det tid til at få en pilsner. Det sidste døgn havde den kun stået på rugbrød og vand. Knud gik i gang med at varme suppe, medens jeg gik op i byen for evt. at finde lys et sted, for at tigge nogle hovedpinepiller, idet mit hoved værkede ganske gevaldigt. Thyborøn kl er totalt mørklagt. Intet levende rører sig. Dog kom der en bil. Minsandten om det ikke var havnekaptajnen. Jeg fik ham forklaret, at jeg godt kunne bruge et par piller, men desværre, han kunne ikke hjælpe. MEN tilbage i båden bankede havnekaptajnen lidt efter på, hvor han gav mig nogle piller, som han kort forinden havde fået ved en trawler, der lige var løbet ind i havnen. NU skulle der soves. Så længe vi kunne. Knud og jeg delte om sofaen. Vi var så trætte, at vi kunne have sovet, hvor som helst. Klokken 0800 var vi på højkant. Det var grove løjer, Solen skinnede og vinden havde lagt sig betydeligt. Søerne var fortsat grove. En stafet blev sendt til bageren efter rundstykker og basser. Sikke en nydelse morgenbordet var. Efter at have betalt havnepenge blev fortøjningerne kastet og vi nød en rolig sejlads til Vriksund, hvortil vi ankom kl. 2030, hvor familier tog i mod. En enkelt ting kan nævntes fra sejladsen gennem Limfjorden. Da vi rundede den grønne kost ved Sundsøre/Hvalpsund gik bådens instrumenter i gang, dog uden korrekt visning. Sluttelig. Tak til Knud og Aksel for en sejlads ud over det sædvanlige. Dejligt, at vi sammen stod turen igennem med godt sømands skab.

9 Mogens Hansen, gast.