Empati og næstekærlighed Anton Eg Andersens foredrag på Regionskonferencen 13. juni 2015

Transkript

1 Empati og næstekærlighed Anton Eg Andersens foredrag på Regionskonferencen 13. juni 2015 Tak for indbydelsen og velkomsten. Det er en ære og et privilegium for mig at blive bedt om at komme og tale til jer Y s-men, som selv i så udpræget grad viser næstekærlighed gennem jeres arbejde. Og jeg har også allerede mærket megen empati, medens jeg har været her. Empati og Næstekærlighed er to begreber, som det giver god mening at stille op ved siden af hinanden. Empati er blevet et meget anvendt begreb i dagens Danmark. Næstekærlighed, der er et gammelt kristent begreb, som stadig er meget relevant, bruges ikke meget uden for kristne kredse. Jeg vil lægge ud med en nærmere præcisering af begreberne empati og næstekærlighed. Derefter har jeg valgt nogle få glimt i historien, som jeg mener er væsentlige for en forståelse af, hvorfor begrebet næstekærlighed findes hos os, som det gør i dag. Det gælder ikke mindst den form for næstekærlighed, som vi finder i den kristne menighedstjeneste, som vi kalder diakoni. Så vil jeg komme ind på spørgsmålet om, hvordan ser det ud med næstekærligheden i vores samfund dag? Sidst vil jeg se på nogle store udfordringer, som jeg mener vi står over for nu og i fremtiden. Det er mit håb, at mit oplæg kan føre til en frugtbar drøftelse, der starter her, og som I kan tage videre med hjem til fortsat overvejelse i jeres videre tjeneste både individuelt og i de fællesskaber, som I er en del af. Begrebernes oprindelse og betydning: Næstekærlighed mener vi nok - er et velkendt begreb fra kristendommen især fra Jesu forkyndelse. Du skal elske din næste som dig selv. Det er sandt, men udtrykket er meget ældre end det. Det vil vi vende tilbage til. Empati er et lige så gammelt begreb, som stammer fra den hellenistiske kultur, som var udbredt og blomstrede i Grækenland og det østlige middelhavsområde længe før vor tidsregning. Det er imidlertid først gennem de seneste årtier, at empati er gået hen og blevet et nutidigt nøglebegreb. Det skyldes især den amerikanske psykoterapeut Carl Rogers, som i sit arbejde med den klientcentrerede terapi indførte begrebet aktiv lytning, som indebærer empati. Begrebet empati anvendes nu bredt, især blandt personer, som i deres professionelle virke arbejder med mennesker. 1

2 Empati defineres som evnen til at kunne forstå og leve sig ind i en anden persons følelser og situation. Det betyder, at man i mødet med den anden er opmærksomt nærværende med indføling, indfølingsevne og indlevelse i den andens situation. Der er med empati tale om en slags følelsernes intelligens - et begreb, som ligeledes er blevet kendt gennem de seneste 20 år, siden Daniel Goleman i 1995 udgav bogen Emotional Intelligence på dansk Følelsernes intelligens. Hans bøger er solgt i mere end 5 millioner eksemplarer på 40 sprog. Et andet begreb, som anvendes meget i nutiden, er Mindfulness, der handler om at være opmærksomt nærværende, som en modreaktion til den udbredte overfladiskhed og manglende nærvær. Mindfulness udtrykker noget af det samme som empati. Det er vigtigt at præcisere empatiens grænser. Det kan vi gøre ved at inddrage et andet velkendt ord med græsk oprindelse nemlig ordet sympati som grundlæggende betyder samfølelse. Sympati betyder, at jeg går med den anden med min egen følelsesmæssige indstilling og handling. Vi kender begrebet sympati-strejke. Apostlen Paulus taler om den oprigtige kristne kærlighed og siger: At den indebærer at være glad med de glade og at græde med de grædende. Det er et typisk eksempel på sympati. Hvis der kommer et grædende menneske til mig som psykolog eller sjælesørger, - hvilket tit sker, så skal jeg lytte med empati. Men det er ikke meningen, at jeg selv skal græde i sympati og bruge kleenex ligesom den, der letter sit hjerte. Det ville virke helt forkert. Jeg skal lytte med empati være god til at lytte med opmærksomt nærvær og indlevelse i personens situation, men jeg skal så at sige holde mig på min egen banehalvdel, for at den, der er ked af det, kan spille bold med mig. Der findes forskellige typer af samtaler. Der er forskel på en sjælesørgerisk samtale, en terapeutisk samtale og en almindelig samtale. Men empati som opmærksomt lyttende nærvær er nødvendig i alle tre typer, hvis samtalen skal være meningsfuld. Netop næstekærligheden er en af de særlige egenskaber, som kendetegner en sjælesørgerisk samtale, og som løfter den op i en kategori for sig, hvor sjælesørgeren skal være klar til at yde troshjælp og livshjælp til den søgende. Empati handler altså om at være til stede, nærværende, opmærksomt, aktivt lyttende og indlevende. Men der er grænser for, hvor langt den empatiske behandler eller hjælper skal gå. Næstekærligheden går ofte et skridt videre, fordi næstekærligheden også indebærer en dimension af aktiv handling. Sædvanligvis forbinder vi buddet om næstekærlighed med Jesu forkyndelse, og det er helt rigtigt. Men næstekærlighedens historie og dens rødder går meget længere tilbage i tiden end nytestamentlig tid. Vi finder næstekærlighedens rødder helt tilbage i Bibelens ældste tradition i Moseloven, hvorfra vi især kender De Ti Bud. 2

3 Centralt i Moseloven eller Toraen som jøderne kalder den, finder vi foruden De Ti Bud en lang række andre bud, love og forordninger og formaninger i imperativ, som rettroende jøder skulle leve op til sammen med De Ti Bud. Her iblandt er der tre påbud, som jeg vil betegne som næstekærlighedens tidligste rødder: For det første buddet: Du skal elske din næste som dig selv. For det andet: I skal tage jer af enkerne og de forældreløse. Og for det tredje: I skal tage jer af de fremmede iblandt jer. Vi kan hermed konstatere, at buddet om at praktisere næstekærlighed både individuelt og kollektivt - går mere end 3 tusinde år tilbage i tiden. Næstekærligheden var et centralt element i det jødiske folks historie og trospraksis. Herfra går der en direkte linje til Det Nye Testamentes beretninger og tale om næstekærlighed, både som en del af troslæren og ikke mindst som troens udtryk i praksis. Netop den indbyrdes kærlighed og indbyrdes omsorg var kendetegn i de første kristne menigheder, og det har det været lige siden op igennem de kristne kirkers og menigheders historie. Det var noget, man bemærkede og talte om. Den kristne næstekærlighed er imidlertid anderledes og mere end jødisk trospraksis. Med Jesu virke og forkyndelse sker der en radikalisering af troen. Flere eksempler kunne hentes frem. Et godt eksempel på, hvor langt videre næstekærligheden går, er Jesu velkendte lignelse om Den Barmhjertige Samaritaner. Lukasevangeliet Historien om manden på rejse, der blev overfaldet og slået ned og frarøvet sine ejendele, og som lå døende i grøften, medens mennesker gik forbi. Det var ikke de rettroende, der hjalp - de gik forbi. Men en totalt fremmed fra nabofolket, som man foragtede en samaritaner, han stopper op og tilsidesætter sit eget og gør det nødvendige og redder manden. Ja, han gør langt mere, end hvad man kunne forvente. Han var en næste for manden, der faldt blandt røvere, siger Jesus. Næstekærlighedens radikale imperativ Historien om Den Barmhjertige Samaritaner viser radikaliteten i Jesu forkyndelse. Den er blevet et eksempel til efterfølgelse i den kristne kirke. Det radikale i Jesu forkyndelse i den er næstekærlighedens imperativ som bliver et gennemgående tema og en inspiration i de første kristne menigheder og senere hele vejen i den kristne kirkes historie helt op i nutiden. Du skal elske din næste som dig selv. Du skal være mod andre, sådan som du ønsker, de skal være imod dig, som den gyldne regel lyder som en etisk grundregel, formuleret af Jesus i Bjergprædikenen: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matth. 7,12, jf. Luk. 6,31). 3

4 Hvis nogen vil spørge om en begrundelse: Hvorfor skal vi udøve næstekærlighed? Så giver apostlen Johannes svaret i 1. Johannes brev : Fordi Gud elskede os først, så er vi også skyldige at elske brødrene. Men hvem er så brødrene? Hvem er min næste? Og her er det, at Jesu radikalisering af budskabet træder frem min næste er ikke kun brødrene altså vore søskende i troen ikke kun vore egne vore landsmænd. Min næste er også en vildt fremmed, som trænger til hjælp, som manden, der var blevet overfaldet og slået halvt ihjel af røvere. Næstekærlighedens imperativ og buddet om næstekærlighed i praksis gælder altså også i mødet med totalt fremmede medmennesker, som er i nød. I Apostlenes Gerninger (kap. 6) hører vi om menighedens næstekærligheds-tjeneste med at bespise fattige enker i Jerusalem. Det griber man praktisk an ved at udvælge og indvie de første kristne menighedstjenere - diakoner, som skulle tage vare på denne tjeneste. Her ser vi de første strukturer af en organiseret næstekærlighed kristen barmhjertighed i tjeneste - diakoni. Der dannes et team af mennesker med et bestemt formål: Bespisning af fattige enker. Det er en nyskabelse på NT-tid - men rødderne går mere end 1000 år længere tilbage i tiden. Husk enkerne, de forældreløse og de fremmede iblandt jer. Det var tre grupper af svage medborgere, som let kunne stå uden forsørgelse i datidens samfund. Hvis man ikke hørte til en husstand i det etablerede samfund, var enke eller forældreløs eller fremmed, så var man meget dårligt stillet og henvist til at leve af andres nåde og barmhjertighed. Derfor formaningen om at huske dem, og om at elske sin næste som sig selv. Det fører til næstekærlighed i praksis, også kaldet diakoni, i de første kristne menigheder. Den første kristne kirke - især Jerusalem-menigheden - var bygget på den gamle jødiske tradition, med at huske enkerne, de faderløse og de fremmede. Herfra spreder den kristne næstekærlighedstjeneste diakonien sig med kristendommen ud i den da kendte civiliserede verden, først i den græsktalende verden og senere ud i Romerriget, efter at forfølgelsen af de kristne var stoppet og kristendommen var blevet statsreligion i det mægtige Romerrige i begyndelsen af 300-tallet. Når vi skal konkludere ud fra Det Nye Testamente og Bibelen i det hele taget, så står vi med kaldet til næstekærlighed i praksis kaldet til at være ordets gørere og ikke kun dets hørere, som Jesu bror apostlen Jakob formulerer det. Jak. 1,22. Næstekærlighedens imperativ gælder både på det individuelle plan og på det kollektive plan. Det individuelle - Et individuelt kald til den enkelte troende - en barmhjertig samaritaner i mødet med et nødstedt medmenneske uplanlagt spontant. Og det gælder også det kollektive i form af et kollektivt kald til det troende fællesskab om at udøve barmhjertighed og næstekærlighed, som fører til, at den hjælpende næstekærlighed organiseres. 4

5 Ræsonnementet er dette: Da vi som en forsamling af troende alle er forpligtede på at vise næstekærlighed og hjælpe ligesom den barmhjertige samaritaner, så lad os organisere det og lave en slags samaritanerkorps, sådan at vi er klar med hjælpen, når mennesker kommer i nød. En foreløbig konklusion er altså, at næstekærligheden er et mere omfattende og mere vidtrækkende begreb end empati, men næstekærligheden omfatter også alle de kvaliteter, som empati indebærer. Der findes ingen næstekærlighed i praksis uden empati, men den såkaldte professionelle empati går ikke lige så langt som næstekærligheden, og dens sprog er et andet. Empatien har sine professionelle regler; der er en grænse mellem dig som fagperson og din patient, din klient - eller hvad de nu kaldes. I øjeblikket skal vi sige og skrive borgeren i vores samarbejde med kommunen. Det er behandlersamfundets empatiske sprog. Vi er alle sammen borgere i velfærdssamfundet. Det er positivt ment, og vi skal møde dem i øjenhøjde, som det hedder med et forslidt udtryk. Næstekærlighedens sprog er et andet end empatiens her tales der om mennesker. Sé mennesket se medmennesket, som om det var dig selv, og gør så det, som kærligheden byder dig at gøre. Næstekærligheden tilsiger os, at vi skal møde hinanden som ligeværdige mennesker - medmennesker med respekt og anerkendelse, idet vi altid husker Paulus ord: Størst er kærligheden. Derfor rækker næstekærligheden meget videre end empatien. Empatien har ganske vist også sit imperativ - du skal møde dit medmenneske med nærvær og indlevelsesevne - evne til at sætte dig selv i den andens sted og være indfølende omkring, hvordan den anden har det. Men du skal ifølge empatien ikke gå ind i den andens sted, som næstekærligheden fordrer det. Netop det, at næstekærligheden ofte er aktiv i handling, er en væsentlig forskel, som gør, at næstekærligheden rækker videre end empatien. Personlige erfaringer Jeg vil dele nogle af mine personlige erfaringer, hvor jeg blev udfordret og oplevede, at næstekærligheden måtte række videre end empatien og den empatiske lytten. Der var nogle situationer i min præstetid, hvor jeg blev stærkt udfordret og handlede. En mandlig psykiatrisk patient, som jeg havde talt en del med, ringede og sagde: Jeg har taget alle mine piller. Han var udskrevet til sin egen lejlighed. Jeg vidste, han havde mange piller af flere slags. OK jeg kommer. Jeg kastede mig ud i bilen og var hos ham på to-tre minutter. Han lukkede mig ind og viste mig de tomme pilleglas. Jeg ville dø. Men jeg kunne ikke sove. Og nu tør jeg ikke. Hvad vil du? Jeg ville dø, men nu tør jeg ikke. Hvis du ikke tør dø, så må du leve. Kom. Så kører vi. Og af sted i stationcaren for fuld fart til Slagelse Sygehus, hvor jeg gik direkte til en sygeplejerske i receptionen i det fyldte venteværelse. For en gangs skyld var der ingen ventetid i hvert fald ikke for os. Kort tid efter blev han pumpet ud, medens jeg holdt ham i hånden. De beholdt ham på sygehuset. Og jeg fik nøglen med hjem for at passe katten. 5

6 Der er delte meninger: Du skulle have ringet efter en ambulance. Jeg ræsonnerede, at jeg kunne spare et værdifuldt kvarter ved at køre selv, så det gjorde jeg, og det ville jeg nok gøre igen. En anden episode fandt sted på et tidspunkt, hvor vi havde mange flygtninge i Dianalund. En del af dem var kristne og kom i kirken, og jeg fik meget med dem at gøre. Et rumænsk par med en datter havde jeg talt meget med. De fik ikke opholdstilladelse og skulle rejse ud af landet. En dag ringede det på døren, og de stod der med alle deres tasker. The police is coming. Please help us. Der havde været en konflikt over nogle lånte penge, der hvor de boede. Det var endt i et skænderi og trusler. Der var blevet ringet efter politiet, som nu var på vej. Jeg vidste, det ville betyde, at de ville blive sendt tilbage til Rumænien. De arbejdede på at komme til Australien, hvor de var ved at søge visum. Jeg traf en hurtig beslutning, fik dem i bilen, og kørte ud af byen den ene vej, medens politiet med udrykning var på vej den anden vej. Jeg kørte dem til en pensioneret kollega og hans kone, som jeg vidste hjalp flygtninge under jorden. Dagen efter blev jeg kontaktet af politiet, som ville vide, hvor de opholdt sig. Det syntes jeg ikke, jeg skulle sige, så jeg svarede undvigende, men vedgik, at jeg havde hjulpet dem med transport, og sagde så: De opholder sig ikke længere her i politikredsen. Godt, så henlægger vi sagen. Nogle uger senere fik jeg den opgave at køre dem til Politigården i København. De havde nu fået deres visa til Australien, og deres udrejse med politieskorte var blevet arrangeret. Det blev enden på den historie. Men ikke helt. En nytårsaften blev jeg ringet op af manden fra Australien. Happy New Year, Anton. I am in Australia. Thank you! Bagefter tænkte jeg meget over det. At tænke sig, at det, som jeg havde gjort, som dog kun var en lille ting, det kunne gøre så stor en forskel i nogle menneskers liv! Det peger på noget principielt ved næstekærlighedens gerninger, at det, som er en lille ting at gøre for den, som har overskud til det, det kan have meget stor betydning for den, der modtager hjælpen ja, det kan i nogle tilfælde være et spørgsmål om liv eller død. Det blev vi mindet stærkt om her i foråret, hvor der var megen fokus hele aktionen med at hjælpe de danske jøder med at flygte til Sverige under krigen, hvor mange almindelige danskere selv satte livet på spil for at hjælpe. Når du gør noget, som de nævnte eksempler, så rejser det det principielle spørgsmål om civil ulydighed. Det at overtræde landets love, fordi ens samvittighed eller et andet højere formål tilsiger én at gøre det. Det skal man selvfølgelig ikke tage let på, men samtidig viser mange eksempler i historien, at det er vigtigt at handle efter sin samvittighed og overbevisning. 6

7 Næstekærlighed i praksis går som en rød tråd gennem kristendommen Efterhånden som kristendommen udvikler sig, er der især to hovedspor, som næstekærligheden og diakonien udfolder sig i nemlig for det første menighedsdiakoni, der typisk udgår fra de store bykirker og deres menigheder. Og for det andet udvikler den institutionelle diakoni sig som ordensdiakoni og blomstrer gennem munkevæsenet med munke og nonner i forskellige ordener, der vier deres liv til tjeneste i klosterfællesskaberne, der ofte varetager omsorg for fattige, syge og døende i lokalområdet. Det bliver også munke, der bringer kristendom og klostervæsenet til Danmark i Middelalderen. Kristendommens menneskesyn og værdier kommer til at præge det danske samfund. Næstekærlighedens udtryk i praksis - det individuelle og det kollektive - bliver hoved-trends, der løber hele vejen gennem den kristne kirkes historie. Disse hoved-trends fører os helt op til nutiden med de kirkelige diakonale organisationer, som vi har her i Danmark og i andre lande. Dette omfatter også Y s-men bevægelsen, som samler os her i dag. Kristendommen i Danmark, som blev indført ved mission af den romersk katolske kirke og munkevæsenet, gennemgår to store og epokegørende forandringer, der kommer til at præge den videre udvikling: Med Reformationen sker der en bevægelse fra de største institutioner til de allermindste de enkelte husstande med Luthers formaning til at undervise alle, sådan som en husfader letfatteligt skal undervise sin husstand, som det hedder i indledningen til Martin Luthers Lille Katekismus. Reformationen betød i høj grad, at evangeliet bliver bredt ud til lægfolket på modersmålet, så alle kunne høre det og forstå det. Luther oversætter Bibelen til tysk, og snart blev den oversat til dansk og trykt sammen med katekismer - troslære i lommeformat, hvor Jesu bud om at elske sin næste og hjælpe ham, hvis han er i nød, bliver bredt ud til alt folket. Og sådan fortsatte traditionen lige til vore bedsteforældres tid. Det næste store skift i dansk kirke- og diakonihistorie kommer med den kongelige enevældes afskaffelse og Grundlovens vedtagelse i Vi har lige fejret Grundlovsdag. Grundlovens bestemmelser om tros- og religionsfrihed og frihed til at forsamles i foreninger fik enorm betydning. Jeg ved ikke, om I er bevidste om, hvor værdifuldt det er. En konference som den, vi holder her i dag, er ikke lovlig eller mulig i en række af verdens lande. Det er da tankevækkende. Den grundlovssikrede frihed banede vejen for 1800-tallets vækkelsesbevægelser og de gudelige forsamlinger. De vakte troende - især i Indre Mission og andre af de såkaldte gudelige forsamlinger - udgjorde den folkelig basis, der gjorde fremvæksten af de kirkelige - diakonale institutioner mulig. I slutningen af 1800-tallet tager den institutionelle diakoni, der udspringer af vækkelserne, virkelig fart i Danmark. Motivationen er utvivlsomt hjerteskærende behov blandt mennesker i samfundet, der havde det skidt. Men inspirationen var tillige en levende forkyndelse af evangeliet med kaldet til efterfølgelse i tjeneste for næsten. 7

8 De kirkelige diakonale organisationer, som praktiserede næstekærlighed i omsorgen for trængende borgere, fik en storhedstid i 1900-tallet. Det skete ofte i et tæt samarbejde med det offentlige, som betalte for varetagelsen af funktioner som ophold, pleje og behandling af syge og trængende mennesker. Sekularisering Efterhånden som samfundsudviklingen bar velfærdsstaten fremad, skete der imidlertid også i takt hermed en tiltagende sekularisering. Samfundet er blevet mere verdsligt. Det offentlige har overtaget flere opgaver fra de kristne og private organisationer. Mange kristne institutioner, både små og store, er blevet nedlagt i takt med de skiftende tider. Andre har formået at tilpasse og omstille sig og følge med i et tæt samarbejde med det offentlige. Hvor velfærdsstaten for år siden tog over, sker der i dag den modsatte bevægelse. Motiveret af nødvendigheden af besparelser fralægger det offentlige sig flere og flere opgaver. Den sociale velfærdsstat levede i en periode med en forestilling om, at den kunne tilgodese alle behov for omsorg og næstekærlighed i praksis. Det skete ved, at man nationaliserede en række opgaver, som tidligere blev varetaget af private og kirkelige organisationer. Nu står man så med den erkendelse, at det ikke i tilstrækkelig grad har virket efter hensigten. Det offentlige magter ikke at løfte opgaven og tilgodese, at alle har det godt, og at alle behov bliver dækket. Det bliver alt for omstændeligt, for administrativt tungt og alt for dyrt, hvis stat, regioner og kommuner skal varetage alle behov for omsorg. Så i dag går udviklingen den anden vej. Det offentlige Danmark skubber opgaver fra sig. Og så sker der enten det, at behovene ikke bliver tilgodeset - eller, at de private og frivillige sektorer må på banen igen. Det gælder ikke mindst de kirkelige diakonale og sociale organisationer, som i dag oplever en meget stor stigning i antallet af mennesker, der søger hjælp. I mange situationer bliver det dem, der må tage sig af de svageste borgere i vores samfund. Jeg mener at se en interessant parallel fra slutningen af 1800-tallet til nutiden i begyndelsen af det 21. årh. - nemlig den parallel, at det offentlige samfund, som i sin velfærdskådhed mange steder overtog de opgaver, som de diakonale institutioner tidligere varetog nu viser det sig alligevel ikke magter at løfte opgaven med at tage vare på samfundets svageste. Samfundet er under forandring Vi står i en samfundsmæssig forandringsproces i disse år, hvor velfærdssamfundet er i hastig forandring og ikke længere mener at have råd til at varetage de opgaver, som det offentlige overtog fra de diakonale institutioner i 60-erne og 70-erne. Når jeg på dette sted kommer med nogle samfundskritiske bemærkninger, så skal I vide, at jeg gør det på baggrund af den opfattelse, at vi er utrolig privilegerede her i Danmark og stadig har et af de bedste samfund i denne verden. 8

9 Andre er ikke lige så heldige. Jeg har i 7 år af mit liv rejst og arbejdet i andre lande - heraf halvdelen af tiden i såkaldte udviklingslande. Jeg har især i Indien, hvor jeg har været i fire perioder, set mennesker ligge på gaden og dø af sult og set menneskelig armod, afmagt og nød, som vi slet ikke kan forestille os her i Danmark. Her hos os vil vi gerne rose os af at være de dygtigste nogensinde i menneskehedens historie. På nogen områder er vi. Vi har i dag den største viden nogensinde. Men viden er ikke nok til, at tingene fungerer. Vi mener, at vi har den største kunnen. Det er helt utroligt, hvad vi mennesker kan, når vi sætter os for at gøre det. Det sidste hvad vi gør - det er lige præcis det, som er kernen i alt det her. Nemlig spørgsmålet om, hvad vi ender med at gøre. Samtidig med den største viden og kunnen er det et paradoks, at vores samfund og flere andre af de såkaldte vestlige samfund er havnet i luksusfælden. Der er ikke længere råd til at bage de store brød, man har slået op, da det gik ufatteligt godt. Mennesker bliver tabt, fordi systemerne ikke længere slår til. Jeg er godt klar over, at vi rører ved en politisk diskussion her. En diskussion, der går på, hvilke opgaver samfundet har råd til at varetage, og hvilke der ikke er råd til. Det handler især om de værdier og det menneskesyn, der skal bygges på. Dér hvor det kristne menneskesyn og de kristne værdier tidligere var en given ting, dér er det ikke længere nogen selvfølge. Jeg tror ikke, at jeg er alene om at mene, at samfundet har råd til at tage vare på de svagestes basale behov, hvis man vil prioritere det. Jeg arbejder til daglig sammen med mine medarbejdere med aktivering, udvikling og afklaring af kontanthjælpsmodtagere. Jeg har i den forbindelse gennem de sidste 5½ år mødt mere end 400 borgere - mennesker med hver deres historie og skæbne. Min observation er, at flere og flere ikke længere formår at leve op til samfundets krav. Og at systemet opleves mere og mere umenneskeligt. Kontakten med det offentlige foregår ofte ikke længere ved kontakt med et levende menneske. Du får computerproducerede breve i din e- boks. Du skal betjene dig selv på nettet. Hvis du prøver at ringe, får du ofte en telefonsvarer. Hvis du ikke får læst brevene i din e-boks tit skrevet på et kompliceret sprog med henvisning til love og paragraffer. Hvis du ikke lige får reageret, som det foreskrives, får aktiveret din profil på Jobnet og søgt arbejde selv om du er så syg, at du ikke kan arbejde. Hvis du ikke kan gå på nettet og ikke kan læse og honorere kommunens krav, så bliver du bedømt som ikke stående til rådighed, og det sanktioneres ofte med reduktion i kontanthjælpen - nogle gange bliver der lukket helt. Jeg har set folk give op over for systemet og blive hjemløse. Set andre blive henvist til at leve uden forsørgelse. Og så har der kun været familie og venner og de kirkelige diakonale institutioners varmestuer tilbage at ty til. 9

10 Forandringen i samfundet betyder nye opgaver for de kirkelige diakonale organisationer. Her oplever vi et tiltagende pres af mennesker med store behov. Og efter alle solemærker at dømme bliver der mere og mere brug for varmestuer og anden diakonal nødhjælp. I dag er der mange flere hjemløse i Københavns og andre større byers gader. Der er i det hele taget et stort behov for hjem de hjemløse er ikke kun dem, der lever på gaden i storbyerne. Menneskers oplevelse af hjemløshed breder sig i vores samfund. Mange oplever sig ensomme og hjemløse, som de sidder alene i deres almennyttige, sociale et- eller toværelses, hvor samfundet har sørget for de materielle rammer, men ikke for den immaterielle bløde side af livet, hvor det handler om mening i tilværelsen, så mennesker kan opleve deres liv meningsfulde og værd at leve. Vi er midt i en valgkamp, hvor vi diskuterer, hvordan vore samfund skal være fremover. Uanset hvad vi hver især måtte mene, og hvilken politisk farve vi sympatiserer med, så bliver resultatet det samme: Der bliver mere behov for næstekærlighed og diakoni i de kommende år og ikke mindre. Vores samfund blev bygget på kristne værdier. Jeg mener, at det er vigtigt at indse, at vores samfund er bygget på kristne værdier ikke mindst den kristne næstekærlighed. Det er en af de vigtige ingredienser, som har gjort vores samfund til et velfærdssamfund. Min påstand er, at næstekærligheden er af afgørende betydning for sammenhængskraften i vores samfund. Hvis det er rigtigt, så betyder det også, at vores samfund vil gå i opløsning uden næstekærlighed. Hvis flere og flere bliver egoistiske og sig selv nærmest, så mister vores samfund sin sammenhængskraft og går i opløsning / falder fra hinanden. Og empatien - vigtig som den er - er ikke i sig selv tilstrækkelig til at holde vores samfund sammen. Den kristne næstekærlighed er ikke længere nogen given ting i vores samfund. Noget væsentligt er i fare for at gå tabt. - Vi står i fare for at miste noget betydningsfuldt. Derfor er næstekærligheden - som udspringer af evangeliets forkyndelse - så utrolig vigtigt. Derfor er det vigtigt at næstekærligheden får en renæssance i vores samfund, for at vi ikke skal miste en betydelig del af samfundets sammenhængskraft. Min påstand er altså, at vi står med en parallel til slutningen af 1800-tallets sociale behov og samtidig står i en helt ny situation. At vi er på vej ind i en tid, hvor der vil blive behov for næstekærlighed i praksis - diakoni - på en skala og i et omfang som aldrig set tidligere, på grund af massive behov. Det betyder, at vi i de kirkelige diakonale organisationer står over for at skulle genopfinde og redefinere os selv og vore opgaver. I den proces bliver det også nødvendigt at kæmpe med, hvordan vi sprogligt udtrykker os og italesætter det, vi har at sige til den del af samfundet, som står fremmede over for det, vi siger. 10

11 Min konklusion er, at næstekærligheden er en uerstattelig ingrediens i vores samfund. Derfor trænger vi til en ny næstekærligheds-vækkelse i vores samfund og vore mellemmenneskelige fællesskaber, som en reaktion mod den tiltagende kulde og umenneskelighed, der griber om sig inden både inden for det offentlige og det private Danmark. Jeg vil slutte med nogle nutidige udfordringer og pejlemærker for fremtiden: Tiltagende behov i takt med en tiltagende fattigdom og social nød blandt mange. De vesteuropæiske velfærdssamfund producerer mennesker, som bliver tabt socialt i en hidtil uset mængde. Arbejdsløsheden er værst i Sydeuropa, hvor ca. ¼ af alle yngre er arbejdsløse i flere lande. En ny fattigdom breder sig i Europa. Og det er ikke kun de arbejdsløse, der er fattige. Et nyt fænomen breder sig. De arbejdende fattige. The working poor. Mennesker, der skønt de arbejder, har svært ved at følge med de stigende leveomkostninger i samfundet. Også her i Danmark ser vi en udvikling med en tiltagende fattigdom og social nød blandt flere mennesker, som ikke formår at følge med i samfundet. Og vi ser en nød på en anden måde i form af en stigende ensomhed blandt mange andre, som ikke er materielt fattige, men er fattige på fællesskab med andre mennesker. Undersøgelser om lykke og tilfredshed i livet viser, at disse værdifulde kvaliteter kommer i kraft at et relationelt samspil med andre. Derfor duer isolation og ensomhed ikke. Et tiltagende pres på Vesteuropa og Danmark af flygtninge fra fattigdom, krig og nød i Afrika og Mellemøsten. Man talte tidligere om The American Dream. Det gør man stadig i Syd- og Mellemamerika. I dag har millioner i Mellemøsten og Afrika en drøm om Europa. Samlet set er mere end 50 millioner mennesker på flugt fra krige og nødsituationer i verden i dag. Ikke siden 2. verdenskrig har der her i vores del af verden været så mange millioner mennesker fordrevet fra deres hjem og på flugt som flygtninge, hvor vi også oplever presset her i Danmark. Samlet set står vi med de største farer og udfordringer, verden har set siden 2. verdenskrig. De gamle europæiske kulturer, som har præget store dele af vores nuværende verden, er i identitetskrise. Det gælder også den danske kultur. Pave Frans, der selv kommer fra Sydamerika, har sammenlignet Europa med en desorienteret bedstemor. En ældre dame, der har mistet orienteringen, så hun ikke rigtigt ved, hvor hun er eller hvor, hun er på vej hen. Hér i Europa er vi usikre på os selv, vores eget værd og vores rolle i en globaliseret verden. Jeg mener, at vi her i Europa bør besinde os på de værdier, som vore samfund er bygget på, og som i så høj grad har præget vores nuværende verden. Det er tiden, vi finder arvesølvet frem og får det pudset. Men det positive er - og det er vigtigt for mig, at det her ender positivt 11

12 at samtidig med de nævnte udfordringer står vi med de største muligheder og ressourcer, som menneskeheden nogen sinde har haft til rådighed. Vi kan, hvis vi vil, gøre noget ved alle disse udfordringer. En ny frivillighedsbevægelse. I den forbindelse er et nyt positivt element væksten i en ny frivillighedsbevægelse, som mange slutter op om. Frivilligheden og foreninger og bevægelser, der bæres af mennesker med et frivilligt engagement og ønsket om at gøre en positiv forskel, er på fremmarch. Frivillighedsbevægelser er kendetegnet ved, at mennesker med overskud gerne vil gøre noget for at hjælpe andre. Y s Men bevægelsen er et stærkt eksempel på en frivillighedsbevægelse, som kan være en rollemodel for andre. Derfor er min konklusion på nutiden: At der er behov for næstekærlighed og diakoni og Guds-inspireret, kreativ opfindsomhed og foretagsomhed som aldrig før. Der er behov for det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og sin næste, der sætter meningen med livet her ind i en større mening og sammenhæng. Der er behov for den gyldne regel om at være mod andre, som vi ønsker, de skal være mod os. Der er behov for uselviskhed og kærlighed i praksis, som et modeksempel i forhold til det stærke fokus på det materielle og individuelle, der præger vores samfund, og som fører til egoisme, isolation og ensomhed. Der er som aldrig før brug for kristent engagement og næstekærlighed. Og til dem, som disse begreber er fremmede for, kan vi sige: Der er brug for al den empati med den bredest mulige betydning, som I kan mobilisere. Men empatien vil aldrig kunne erstatte næstekærligheden Tak for jeres opmærksomhed. Guds velsignelse og held og lykke med jeres arbejde. Der er stærkt brug for det. 12