Læreruddannelsen har behov for en ny Dick Fosbury!

Transkript

1 Udgave 10. august 2010 Tale på undervisningsministerens Sorø-møde d. 10. august, ca. 15 minutter, revideret version v/ Per B. Christensen, formand for følgegruppen om læreruddannelsen Læreruddannelsen har behov for en ny Dick Fosbury! Jeg er blevet bedt om at tale over temaet: Hvordan kan man hæve overliggeren i læreruddannelsen og jeg har kaldt mit indlæg læreruddannelsen har behov for en ny Dick Fosbury! Og hvem er han, tænker de fleste nu. Hvilket er naturligt, for vi begynder med at springe tilbage i tiden til året Der er OL i Mexico City. Den legendariske amerikanske højdespringer Dick Fosbury gør sig klar til at springe. Det er længe siden, nogen har slået en rekord i denne disciplin. De gamle teknikker med saksespring og væltespring slår ikke længere til. Nu er det Fosbury s tur, han løber, sætter af, vender sig i luften og svæver hen over overliggeren med ryggen nedad! Det er aldrig set før, publikum og kommentatorer er målløse. Hvad sker der? Fosbury bliver oven i købet lidt til grin. Men smilene stivner, da Dick Fosbury vinder med sensationelle 2,24 meter. Fosbury sprængte rammerne og opfandt en ny springteknik, som siden da har resulteret i et utal af verdensrekorder både hos kvinder og mænd. Jeg ønsker og efterlyser, at en ny Dick Fosbury springer højdespring gennem samtlige landets professionshøjskoler og hæver niveauet i læreruddannelsen. Det har vi brug for, hvis overliggeren i hele uddannelsessystemet skal hæves. Jeg vil gerne give mine personlige bud. Langtidsholdbare lærere Vi ved, at al undervisning begynder og ender med læreren og dermed også med læreruddannelsen. Det har vi konstateret utallige gange på Sorø-møderne, og det er dokumenteret i talrige undersøgelser. 1

2 Det, vi ønsker, er lærere, der kan brænde igennem og skabe interesse for og fokus på viden og læring. Folkeskolen har brug for engagerede lærere, der brænder for deres job og bliver ved med at brænde. Vi skal skabe langtidsholdbare lærere, der kan agere professionelt i hverdagens praksis. Alt dette forudsætter, at vi skaber et solidt fundament af faglig og pædagogisk metode. Med andre ord: Overliggeren i læreruddannelsen må hæves. Og det betyder, at forventningerne til lærerne og professionshøjskolerne må hæves. Jeg synes, der er tre grundlæggende krav, vi må stille: 1. Uddannelsen skal give den studerende en grundig indsigt i den praksis, der venter efter læreruddannelsen. Det betyder, at læreruddannelsen skal være på forkant med udviklingen i folkeskolen, og at folkeskolens mål klart afspejles i uddannelsen. Derfor skal læreruddannelsen være mere konkret praksisnær, end den er i dag. 2. Uddannelsen skal give den studerende indsigt i den seneste viden og forskning. Det gælder både inden for de fag, hun selv skal formidle, og på det pædagogiske og didaktiske område. Samtidig skal uddannelsen skabe fundamentet for, at læreren kan søge ny viden og efteruddannelse sideløbende med, at hun passer sit job i folkeskolen. 3. Dette fører naturligt til det mest uhåndterlige krav, vi må stille: Uddannelsen skal give læreren det professionelle afsæt for at formidle, engagere, skabe gejst og skabe læring. Det er altså store, men nødvendige krav, vi må stille. Og det er krav, læreruddannelsen skal leve op til. Også hvis der udbydes andre læreruddannelser, helt nye og længere uddannelser, nye toninger og andre lærerprofiler fx i de praktisk musiske fag. Mit indlæg i dag tager udgangspunkt i den nuværende læreruddannelse fra Det er indenfor dens rammer, vi må og skal hæve overliggeren. Der er brug for nye metoder og tilgange og måske en anden anvendelse af ressourcerne. Skal vi hæve niveauet, fordrer det, at de studerende lærer mere indenfor de fire år, uddannelsen i dag er normeret til. Og det kræver, at vi mere klart definerer, hvad den studerende skal lære i studietiden og hvad der kan komme til senere. Lad os inspireres af den legendariske amerikanske højdespringer. Vi har brug for nye teknikker, nye metoder, nye potentialer og nye tilgange. Vi skal som Fosbury have mod, lyst og lederskab til at gå nye veje. Og til at holde fast, når ikke alt lykkes første gang. 2

3 Vi må have flere højdespringere med ambitioner I dag ser vi heldigvis mange dygtige og ambitiøse unge, der søger læreruddannelsen. Men vi har brug for flere studerende, der har potentialet til at realisere højere pædagogiske, didaktiske og faglige mål. Det er nødvendigt, at denne gruppe studerende vokser. Det kræver, at vi fokuserer på: - fagets renomme og vilkår. Lærerjobbet er verdens bedste job, når det lykkes. Men alt for mange lærere snubler i starten og mister lysten til at fortsætte. Det handler om fagets status. Det handler om at forberede de studerende ordentligt og hjælpe dem på vej gennem de første år ude i praksis. Det handler om dygtige praktiklærere, der virker som ambassadører for deres fag. Og det handler om støtte og opfølgning omkring den unge lærer. - hvor attraktiv uddannelsen er. De studerende skal opleve, at der også er andre unge med ambitioner, der vælger læreruddannelsen. Og her handler det ikke kun om at tale lærerjobbet op, men at professionshøjskolerne emmer af liv og pædagogisk/faglig udvikling. At de er vigtige udviklingslaboratorier. De unge er heldigvis kvalitetsbevidste og det skal vi kvittere for med god undervisning og god planlægning på den enkelte professionshøjskole. - En vis geografisk nærhed til uddannelsen. Der er fortsat en gruppe af dygtige og ambitiøse unge, fx fra ikke uddannelsesvante miljøer, hvor læreruddannelsen både er et gennemskueligt og relevant valg. - at der er flere karrieremuligheder. De unge, der søger ind på læreruddannelsen, må ikke senere føle, at de er havnet i en blindgyde. Afsættet er at de skal være lærere. Men fremtidsbilledet er ikke som i gamle dage: 25 eller 40 år på samme skole. De unge skal kunne se de mange muligheder, som åbner sig i forlængelse af faget: ledende lærer, konsulent, leder i folkeskolen, videreuddannelse f.eks. på universitetet, mulighed for at blive lærer ved en ungdomsuddannelse osv. De fire år skal bruges mere effektivt Jeg har mødt studerende, der siger, at der er plads til øget progression og flere faglige elementer i løbet af de fire år. Jeg anbefaler, at vi forfølger det spor og fokuserer på, hvordan fire et halvt eller fem års pensum kan konsumeres på de fire år, vi i dag har at gøre godt med. Det vil give plads til yderligere fokus på didaktik, på specialpædagogik eller fordybelse i et linjefag. Og det vil kræve, at underviserne på læreruddannelsen mestrer sådan en 3

4 differentiering. Jeg synes, at ledelse og undervisere på det enkelte uddannelsessted tydeligt skal gå foran og sætte høje mål for uddannelsen. Der skal efter min opfattelse arbejdes med forskellige modeller for at øge undervisningseffekten i løbet af de fire år: Brug af ældre studerende som tutorer eller undervisningsassistenter. Åbning af sommerskoler, hvor kommende og nuværende studerende samt færdiguddannede kan bygge yderligere på deres kompetencer. Brug af talentfulde lærere fra folkeskolen som undervisere i læreruddannelsen måske understøttet af at uddannelsen til cand. pæd. Opprioriteres. Større udbud af undervisningstimer per uge, bl.a. ved at øge undervisernes undervisningsforpligtelse Bedre forberedelse af de studerende, når de arbejder alene og i grupper, så den tid bliver en lige så lærerig del af studiet som den tid, hvor der er en underviser til rådighed. Give studerende mulighed for at vælge et ekstra linjefag eller dele heraf, hvis de føler at de kan magte det. Forberedelsen til højdespringet I debatten om læreruddannelsen lyder det ofte, at uddannelsen både skal være mere forskningsbaseret og have en større grad af orientering mod praksis. Somme tider fremstilles praksisorientering og forskningsbasering som modsætninger. Det er efter min mening noget vrøvl. Forskningsbasering og praksisorientering er snarere som to sider i en ligesidet trekant. Den tredje side er den udviklingsbasering, der med afsæt i den nyeste faglige og pædagogiske forskning og viden om praksis, finder sted i læreruddannelsen. Det er vigtigt, at vi orienterer os internationalt og høster de bedste erfaringer fra de nordiske lande og OECD-kredsen. Læreruddannelsen skal i det hele taget have et mere internationalt præg, hvilket naturligvis skal smitte af på indholdet. Vi skal lade os inspirere af andre og ligeså inspirere andre. Det er også vigtigt, at professionshøjskolerne lærer af hinanden, og at man indgår partnerskaber mellem universiteter, kommuner og professionshøjskoler. 4

5 Der er rigtig mange gode tiltag på vej - fx det partnerskab, KL og andre af folkeskolens parter har budt op til. Eller det konsortium, der er indgået under overskriften 4 svar på 10 udfordringer. Men hidtil har der været talt meget om samarbejdet mellem de tre sider i trekanten. Nu skal samarbejdet udmøntes i konkret handling og måles på den effekt, det har på læreruddannelsen og vigtigst af alt resultaterne af praksis. Der sker meget på DPU og på professionshøjskolerne, det vil jeg meget gerne anerkende. Men der må meget gerne ske mere og i et hurtigere tempo. I følgegruppen om læreruddannelsen vil vi have meget fokus på forsknings-, udviklings- og praksisbaseringen, når vi evaluerer uddannelsen. Afsættet til springet og selve svævet Jeg nævnte før, at læreren som professionel skal kunne engagere og skabe gejst. Det gælder også underviserne på læreruddannelsen. De er rollemodeller for kommende generationer af lærere i folkeskolen. De skal kunne motivere de studerende til faglig fordybelse, til at kunne mestre deres fag, til at kunne formidle deres fag og til fagets tradition. Det kræver, at underviserne har høje ambitioner, at de løbende får fyldt på deres egen faglige udvikling, og at de har et reelt kendskab til den folkeskole, de uddanner til. I min egen kommune Næstved har vi indgået en samarbejdsaftale med Professionshøjskolen Sjælland, der bl.a. har som mål, at underviserne i læreruddannelsen kommer ud i folkeskolen og stiller deres viden til rådighed i selve undervisningen. Didaktikken skal have en mere central placering i læreruddannelsen og gerne på en mere konkret måde. Det kræver, at der udvikles nye metoder og modeller i et samspil mellem professionshøjskoler, kommuner og eksempelvis DPU. Indholdet i læreruddannelsen skal sætte tydelige fagligt - metodiske spor i de nyuddannede lærere, så de professionelt kan danne deres praksis og tilpasse den behovene i netop deres folkeskole og klasser. Vi må ikke uddanne lærere, der kun magter at undervise på den samme måde, de selv er blevet undervist på. Hvis uddannelsen skaber lærere med den lægmandstilgang til at undervise, leverer læreruddannelsen ikke varen (Kilde: Andreas Rasch Christensens, PHD om samme emne). Det fordrer fx, at den studerende under uddannelsen får kendskab til forskellige læringsstile og metoder og mulighed for selv at afprøve metoderne overfor andre studerende og i praktikken. 5

6 Den lærerstuderende skal føle sig klædt på til lærer- og formidlerrollen og til mødet med alle fremtidens elever og forældre. Det er vigtigt, at den studerende får reelt kendskab til metoder, der kan bruges overfor både stærke og svage elever i folkeskolen. Det kan være i form af klasserumsledelse, IT- og mediebaserede læringsformer, AKT osv. Og det er vigtigt, at den studerende oplever, at hans relationskompetence øges. Øvelse gør mester Kommunerne og skolerne spiller en vigtig rolle, når det gælder organiseringen af praktikken og dens indhold. Kommunerne skal huske på, at praktikken er det vigtigste udstillingsvindue, når man skal rekruttere færdiguddannede i fremtiden. Praktikken er en god investering i fremtidens kompetencer i folkeskolen og i den rette linjefagsforsyning. Også her er der rigtig mange gode initiativer i gang. Lad mig blot nævne projekter som ekspert i undervisning og skolebaserede læreruddannelser. Det er vigtigt, at kommunerne stiller præcise krav til praktiklærerne, dvs. krav om praktiklæreruddannelse og linjefagskompetence i det fag, man er praktikvært i. Praktikken må og skal have en central plads i de aftaler, kommunerne indgår med UC erne. Og praktiklærerne skal ville noget med deres job, så de naturligt er kompetente rollemodeller for den studerende. Samtidig skal den studerende mærke, at de oplevelser og erfaringer, hun har fået i praktikken, efterfølgende bruges på seminariet. Når de færdiguddannede kommer ud i folkeskolerne, skal de i den første tid i kommunerne mødes med introordninger og mentorskaber. Og kommunerne skal følge op og indgå aftaler mellem relevante lærere fra folkeskolen og underviserne fra ungdomsuddannelserne om indbyrdes udveksling af viden og erfaringer og sidst men ikke mindst om efteruddannelse af lærere, når de har virket en periode i folkeskolen Vi skal have mere kant og vildskab i læreruddannelsen For at kunne hæve overliggeren i læreruddannelsen må ledelsen gå foran og sætte retningen både for undervisere og studerende. Det gælder såvel ledelsen af UC, som ledelsen af det enkelte uddannelsessted. Ledelsen af læreruddannelsen skal være visionær og fagligt kompetent. Og den skal sikre samspillet med praktikken, andre professionsuddannelser og relevante forskningsmiljøer. 6

7 Ledelsen skal også sikre en mangfoldig og kompetent gruppe af undervisere, der er fagligt opdaterede og engagerede. Den skal sørge for, at underviserne løbende henter faglig inspiration i praksis, i udviklingsprojekter med kommuner, i forskningsmiljøer og på andre professionshøjskoler. Og så skal den bidrage til at løfte det faglige svæv, når vi hæver overliggeren. Det gælder ikke mindst der, hvor de faglige miljøer er små, som ved naturfagene og de praktisk musiske fag. Udover alt det, så er det vigtigt, at ledelsen styrker mulighederne for kombinationsansættelse med universiteter og andre videregående uddannelser. Jeg glæder mig også her over de initiativer, der er i gang i læreruddannelsen og på professionshøjskolerne. Men initiativerne skal udbredes og konkretiseres. Ledelsen skal være opmærksom på den særlige udviklingsbasering, der er behov for i folkeskolen og i læreruddannelsen. Både i lokalområdet, i regionen og i forhold til de andre professionsuddannelser. Det handler om hele den regionale udviklingsforpligtelse. Og så synes jeg, at der gerne må komme mere kant og vildskab i læreruddannelsen. Vi skal turde. Det er en forudsætning for at øge overligger-højden. Der skal være plads til nedrivninger og fejlskud undervejs. Det stiller yderligere krav til ledelsen af professionsbacheloruddannelserne. Til gengæld skulle politikerne måske benytte lejligheden til at trække sig lidt tilbage og regulere lidt mindre i læreruddannelsens maskinrum - i denne Danmarks i forvejen mest regulerede uddannelse. Konklusion 1. Vi skal have flere ambitiøse studerende, der vælger læreruddannelsen som første prioritet. 2. Vi skal øge uddannelsens effektivitet, så de studerende lærer mere på samme tid. Vi skal sætte klare mål for, hvad der skal være indlært basisviden i uddannelsen, og hvad der kan vente til senere. Den studerende skal have mere konkret kendskab til lærerjobbet i løbet af studiet både på UC og i praktikken så koblingen mellem teori og praktik styrkes. 3. Alle skal bidrage og gerne i et samspil i partnerskaber og konsortier - når overliggeren i læreruddannelsen skal hæves. Vi skal have mere videndeling, både vertikalt og horisontalt. Og vi skal sikre udviklingen af læreruddannelsen sammen med kommunerne og 7

8 forskningsinstitutionerne. Men - vi skal ikke bare tale om det og skrive ambitiøse papirer. Vi skal handle i praksis! 4. Og sidst men ikke mindst, skal vi sikre mindre regulering af læreruddannelsen og mere plads til vildskab og kant. I nye metoder og udvikling skal der være plads til nedrivninger undervejs, ellers kan man ikke udvikle uddannelsen. 8