menneske Ansøgning om at være

Transkript

1 menneske Ansøgning om at være

2 I pity the poor immigrant Whose strength is spent in vain Whose heaven is like Ironsides Whose tears are like rain Bob Dylan

3 Ansøgning menneske om at være Artikler og essays i opposition Stig Dalager E C EDITION

4 Ansøgning om at være menneske Af Stig Dalager Copyright 2009 EC Edition og Stig Dalager Omslag: Karsten Ellehauge Haag Grafisk tilrettelæggelse og sats: Karsten Ellehauge Haag Bogen er sat med Hypatia Sans ISBN udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. E C EDITION Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, Århus C forlag@ec-edition.dk

5 Indhold Forord 1 Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål 2 Irak-krigen 3 Ondskabens banalitet og samvittighedens oprør 4 Tanker til venstre for midten Efterskrift

6 Forord Det følgende er en samling artikler (plus tre digte og en tale), der er blevet til i årene , hvor det politiske og kulturelle og etniske Danmark skiftede ansigt under indtryk af de tragiske begivenheder i New York den 11. september, et regeringsskifte, tilstedeværelsen af en større muslimsk minoritet og den almindelige globalisering. Artiklerne er skrevet som bidrag til den løbende diskussion, som denne ombrydningsperiode med ikke mindst en historisk såkaldt stram udlændingepolitik samt en atmosfære af mildt sagt skepsis overfor den muslimske minoritet og islam udløste i offentligheden, kulminerende i bl.a. den såkaldte Muhammed-krise. I efteråret 2005 umiddelbart før Muhammed-krisen brød ud fik jeg ideen til en platform for tolv forfattere, der alle ligesom jeg var anfægtet af en voksende intolerance overfor indvandrere, flygtninge, islam og herboende muslimer. Vi mødtes i november 2005 og fandt sammen om en erklæring, hvori vi sagde fra overfor den fjendtlige tone i indvandrerdebatten og den etniske diskrimination på arbejdsmarkedet og i lovgivningen. Erklæringen Det er på tide, vi siger fra blev december samme år trykt synligt i Politiken (og er også medtaget her i bogen), den blev fulgt op af tilsvarende erklæringer fra præster, advokater, læger og kunstnere og af debatmøder i København og flere steder i landet. Statsminister Anders Fogh-Rasmussen tog i første omgang i et interview i Jyllandsposten i december måned skarpt afstand fra vores udtalelse og beskrev den og vores holdninger som en trussel imod det fri folkestyre og ytringsfriheden, men i sin tv-transmitterede nytårstale ved årsskiftet samme år benyttede han ikke desto mindre lejligheden til selv at lægge afstand til enhver form for diskrimination af mindretal og grupper i samfundet på basis af deres religiøse eller etniske tilhørsforhold; selv det indvandrerfjendtlige Dansk Folkeparti - regeringens faste politiske samarbejdspartner - øvede en ny form for selvjustits ved at pålægge sine folketingsmedlemmer at foretage en skelnen imellem islam og islamisme. Muhammed-krisens udbrud ændrede dog på tingenes tilstand og spolede igen tiden tilbage til de allerede velkendte fordomsprægede 6 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

7 positioner. For at afsløre konsekvenserne af disse fordomme besøgte forfatterne Kirsten Thorup og Thomas Boberg Sandholmlejren og forfatteren Suzanne Brøgger og jeg asylcentret i Avnstrup og rapporterede herfra i to større artikler bragt foråret 2006 i Politiken om de psykisk og socialt umenneskelige forhold i disse lejre for de derboende afviste asylansøgere. Suzanne Brøggers og min øjenvidneberetning (optrykt her i bogen) om det menneskelige ingenmandsland på Avnstrup asylcenter gav vi den på én gang bogstavelige og symbolske overskrift Ansøgning om at være menneske, som nu også er blevet titlen på denne bogs samling af artikler. For i praksis at demonstrere, at det i Danmark også er muligt at fremkalde en hel anden positiv og dialogisk holdning til indvandrere, flygtninge og afviste asylansøgere end den fordomsfulde og udgrænsende tog vi i Schillers ånd initiativ til en stor fest til glæden i Århus under overskriften For respekt, dialog og tolerance den 5. maj Det skete under støtte af borgmester, byråd, LO, handelstandsforeningen i Århus, store firmaer, FOF og en række frivillige. Kendte musikkunstnere af blandet etnisk baggrund befolkede scenen midt i byen, og Bispetorvet var sort af mennesker, der støttede op bag tanken. Der er i den danske befolkning en meget stor gruppe mennesker, der på den ene eller anden måde gennem de sidste otte år har haft svært ved at identificere sig med den stemning af fremmedskepsis, som både har præget det politiske billede og en del af mediebilledet, den samme gruppe har på grund af en svag politisk opposition og en undertiden tandløs presse følt sig hjemløs og har været overladt til egne eller andres initiativer for udenom de almindeligt brugte kanaler at manifestere deres utilfredshed og deres ønsker om forandring. At den folkelige modstand efterhånden ad mange forskellige veje ikke mindst gennem diskussionen i offentligheden - kan manifestere sig politisk og underminere en tilsyneladende urokkelig politisk kurs fik man et eksempel på, da regeringen i august måned 2007 besluttede sig for at trække de sidste danske tropper 7

8 ud af Irak og afslutte, hvad der i længere tid allerede havde været et upopulært dansk militært engagement i Irak. Men træerne voksede ikke ind i himlen. I modsætning til det USA, som regeringen officielt lagde sig meget tæt op ad, fik vi ikke og har vi i Danmark stadig ikke fået nogen tilbundsgående høring omkring Irak-krigen. I flere artikler i denne bog har jeg forsøgt at vise, hvorfor vi har brug for en sådan høring også i sidste ende som en del af en større overvejelse, om tidspunktet ikke er kommet til at forlade tanken om Danmark som krigsførende og vende tilbage til traditionen for en stærk dansk civil indsats i konfliktramte områder. Samtalen og dialogen om de større temaer har siden 2001 med den førte blokpolitik og en nærmest ubesat midte i dansk politik været en mangelvare, og på grund af den svage politiske og kulturelle opposition har samtidig den nødvendige magtkritik ofte været henvist til den offentlige debat eller diskussion, men når flere af de toneangivende store dagblade, som det har været tilfældet, har lagt sig tæt op af regeringens holdninger og f.eks. i forhold til Irak-krigen har underspillet journalistikkens kritiske potentialer, så har denne diskussion lidt af en påfaldende åndenød. Opinionsdannede tænketanke som CEPOS, der har betydelige økonomiske midler bag sig, men ikke mange kontroversielle eller systemkritiske tanker (slet ikke i forhold til de etniske spørgsmål), har på samme tid været velkomne gæster og har fyldt ganske meget på de mest læste og sete medieplatforme, også selvom dens ofte strikt liberalistiske og markedsorienterede modeller med den seneste krise in mente åbenlyst har demonstreret deres store mangler. Netop CEPOS hyppige tilstedeværelse i medierne i en tid, der råber på helt andre løsninger end de tilbageførende liberalistiske og snævert økonomifikserede er i sig selv et symptom på et politisk og kulturelt spektrum, der generelt har flyttet sig imod højre og savner udfordringer fra venstresiden. I bogens sidste afsnit er optrykt to artikler, hvori jeg sammen med henholdsvis Frank Jensen og Per Schultz Jørgensen i ansatser - har forsøgt at råde bod på dette. Den traditionelle højre-venstre opdeling af det politiske har dog sine svagheder, især hvis en position til venstre for midten ikke formår at gå i dialog med og lade sig inspirere af den store tradition for liberale tanker, som vi normalt kalder oplysningstiden. Meget af kritikken i denne bogs artikler er inspireret af friheds- og tolerancedimensionen i oplysningstra- 8 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

9 ditionen, selvom der langtfra altid bliver henvist til den. Det står stadig tilbage for mange danske debattører på højresiden at genopdage, at netop tanken om tolerance er en af de vigtigste røde tråde i hele den oplysningstradition, som den moderne tanke hviler på, noget man i den seneste tid med en hang til at absolutere frihedsdimensionen har haft så travlt med at fortrænge. For en position til venstre for midten er der også inspiration at hente i det samvittighedens oprør imod det totalitære, som det såkaldte julioprør i Tyskland under Anden Verdenskrig legemliggjorde og i den tysk-jødisk-amerikanske samfundstænker Hannah Arendts overvejelser omkring diskrimination og begrebet ondskabens banalitet. Om disse emner handler artiklerne i bogens tredje afsnit. Hannah Arendts fokusering på den fri meningsudveksling og evnen til at stille kritiske spørgsmål som hjertet i demokratiet og på forestillingen om evnen til at kunne se verden med de andres øjne har været en grundlæggende inspiration for undertegnede og præger mange af artiklerne i denne bog ligesom også den tyske publicist Marion Dönhoffs socialliberale samfundskritik og forestilling om en etisk minimalkoncensus. Måtte den inspiration forplante sig til læserne. Jeg vil benytte lejligheden til at takke mine forfatterkollegaer Suzanne Brøgger, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Inge Eriksen, Carsten Jensen, Henning Mortensen, Thomas Boberg, Kirsten Thorup, Hanne-Vibeke Holst, Ib Michael og Per Schultz-Jørgensen for livgivende diskussioner og inspiration i en periode, hvor det var svært at finde ilt i det politiske Danmark. Stig Dalager 9

10

11 Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål

12 Vreden og skønheden Mens gaderne på det sydlige Manhattan i New York stadig ligner en apokalyptisk vision fra en science-fiction film må man konstatere, at ikke alene tusinder af liv og World Trade Center, symbolikken på Amerikas world-wide finansielle magt er blevet ramt, men også den amerikanske og vestlige livsstils værdier. Selve forestillingen om åbenhed, tilgængelighed, ja om demokrati har ved ind ledningen til dette ny årtusinde på symbolsk vist sig sårbar, og den verden, der efter 1989 troede at den havde lagt totalitære ideologier bag sig vågner nu op til et nyt mareridt: terrorismen. Det er ikke de russiske terroristers angreb på enkeltpersoner, det er ikke Baader-Meinhof-gruppens bortførelser og drab på førende finansfolk, men det er terroristiske angreb på den vestlige verdens metropoler, man står overfor, dog at dømme efter Salman Rushdies ny roman om New York Fury er der i forvejen ikke meget at forsvare i denne førende metropols menneskeligt og socialt korrumperede liv. På omslaget af Rushdies ny roman rækker raseriet over metropolen, hvor angiveligt alt kan udveksles for penge, helt op i himlen og udsender sin eksplosionsagtige blitz over Empire State Building. Den litterære metafor på et slags moderne, senkapitalistisk Sodoma korresponderer på uventet og utilsigtet vis med de billeder, som virkeligheden i disse dage selv giver fra sig af et brændende, forstøvet og delvist sammenbrudt New York. I Rushdies ny roman er forestillingen om New York som satans heksekeddel tilført Rushdies idé om det gennemførte tab af realitet i den moderne metropol, og bogens personer flakker uhjælpeligt omkring i byens univers; men bogens samlede billede af byen virker nu som en kliché, der ikke alene er fjernt fra Lorcas passionerede civilisationskritik i sine digte fra hans rejse til byen i mellemkrigstiden, men også rammer tungt ved siden af den virkelige puls i denne formidable by. Årtusindeskiftets New York er - eller man fristes for øjeblikket til at sige: var - ikke længere blot det store kaos og den store galskabs by, det er langt fra heller ikke længere de grå lejekaserners by (portrætteret 12 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

13 af den danske fotograf Jakob Riis ved sidste århundredeskifte), det er ikke længere udpræget raceadskillelsens by eller markant (med Brett Easton Ellis) de sociopatiske morderes by. New York er naturligvis i en vis målestok den moderne uvirkeligheds by; men først og fremmest er det byen, der tårner sig op for enden af et gigantisk og vellykket socialt og kulturelt eksperiment, startende med Mayflowers rejse fra det dengang bigotte, nationalistiske og tros-ufri Europa, et Europa, hvor der hverken var ilt eller luft nok til det anderledes, det forskellige og til det forskelliges liv sammen. Enhver, der har gæstet en coffee-shop en tidlig morgen på Manhattan ved, hvad jeg taler om. Det er ikke Edens have, det er by, det er hårde, slidte sæder, det er tv, det er hurtig servering, men det er først og fremmest stemmer, der blander sig, det er asiatiske ansigter, det er puertoricanske ansigter, russiske ansigter, kinesiske ansigter, afro-amerikanske ansigter, irske ansigter, jødiske ansigter, det er disse ansigter side ved side langs den samme disk talende gebrokkent eller raffineret det samme sprog, og de er alle en del af byen, de er alle New-Yorker-ansigter og mange af dem ansigter i det samme kvarter. Det er denne ansigternes, stemmernes smeltedigel, det er deres åbne, hektiske og afslappede samliv, der er New York, og det er værdierne i det, som nu på nærmest surrealistisk, men samtidig yderst voldelig virkelig vis nu er truede. Håbet må være, at solen igen kan stå op over den livsform, som var New Yorks før mareridtsdagen den 11. september. Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål 13

14 Terrorens uvirkelige virkelighed Fra forfatteren Jørgen Knudsens i negativ forstand fantastiske vision om Twin Towers som magtens Babelstårne, der faldt og fra den tyske komponist Stockhausens æsteticering af samme mareridtsagtige hændelse, er der ikke langt til kynismen i xenofobiske danske politikeres ideologiske appel om generelle stramninger af den danske flygtningelov, en lov, der i forvejen (med statsministerens ord) er en af Europas strammeste. Den civilisatoriske katastrofedag den 11. september har frisat en nærmest dæmonisk og under alle omstændigheder demagogisk energi i den danske og europæiske debat på tværs af de sædvanlige grænselinjer imellem politik, kultur og kunst. En af grundene er naturligvis den generelle angst, som hændelsen producerer, og angstberedskabets tendens til at producere syndebukke og fjendebilleder. En anden er sprogets tøven overfor selve fænomenet, der kun tilsyneladende ikke kan forstås med begreber indenfor den vestlige kulturkreds og derfor hurtigt overplastres med klichéer. Den tyske filosof Rüdiger Safranski mener direkte, at terrorist-angrebet på Twin Towers kun for alvor kan begribes i lyset af radikale muslimske forestillinger om apokalypsen og dens hellige krigere, altså indenfor en religiøs terminologi. Jeg er uenig med ham. Den radikale og massemorderiske handling, som verden (via medierne) vågnede op til den 11. september er et aftryk og en forlængelse af en form for totalitarisme i tanken, som filosoffen Hannah Arendt allerede beskrev i 1952 i bogen The Origins of Totalitarism, en bog, der analyserede nazismen og kommunismen. Selvom Arendt fastholdt, at totalitarismen i sit yderste hjørne (som horror ) undslipper sig menneskelig forståelse, så nåede hun langt i sin beskrivelse af den som en både tanke og praksis, der producerer terror på baggrund af et uvirkelighedens rum. Og uvirkelighedens rum vil sige: et rum, hvori den fri tanke og samtale ikke længere findes, en mental og fiktiv anti-verden, hvis forudsætning 14 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

15 er en afsværgen af personlig stillingtagen, og hvis sprog er besat med (destruktive) klichéer. Totalitarismen forudsætter altså en destruktion af tænkningen via et uhyre klichéfyldt rum, og denne destruktion af tænkningen løber på sin side direkte over i tilintetgørelsen af liv. Tilintetgørelsen af liv (i større målestok) er på sin side det, som Arendt forbandt med radikal ondskab eller med ondskabens banalitet. Ondskabens banalitet er så at sige hjertet i totalitarismen; banaliteten ligger i, at den voldelige akt imod det totalitære systems fjender fremstår som en selvfølgelig og indiskutabel størrelse. Ligesom tilintetgørelsen af omkring 6ooo amerikanske liv gør det for Bin Laden og hans terror-organisation, ikke fordi det er liv, men fordi det er amerikanske liv, altså fjendeliv, sataniske liv. Af samme grund har den afghansk-amerikanske forfatter Tamin Ansary ret, når han for nylig har foretaget en sammenligning imellem Talebanstyrets radikale ideologi og nazismen og imellem terrorist-lederen Osama Bin Ladens dødsdrevne tankegang og Hitlers tilsvarende. Med hensyn til tankegangen er der intet afgørende nyt under solen, kun de uhyggelige metoder og selve den direkte medietilpassede og spektakulære iscenesættelse af forbrydelserne er forskellige. Meget lidt kan som i Stalintidens fangelejre eller nazitidens dødsfabrikker holdes skjult i en stadig mere globaliseret og medialiseret verden. Også af den grund er nutidens totalitære forbrydere blevet medie-og hightech-bevidste og deres forbrydelser i en tredobbelt forstand gruopvækkende uvirkelige: de udspringer af en uvirkelig, en fiktiv anti-verdens tankegang, de ligner scener fra en mega-produceret Hollywood-skræk film og de kolporteres i den mediebårne uvirkeligheds verden. Men de lidelser, de bærer med sig er brutalt virkelige. Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål 15

16 De nye formyndere Som man sandsynligvis stadigvæk husker - selvom det allerede synes langt borte - udnævnte Poul Nyrup Rasmussen halvfemserne til at skulle blive et moralens årti. Hvad der nærmere lå i dette stod gennem halvfemserne delvist hen i det uvisse, men i al fald forsøgte en socialdemokratisk-radikal regering at bevare en vis anstændighed i omgangen med de såkaldte fremmede medborgere, endskønt man for alvor forsømte tiltag, der på den ene eller anden måde afgørende i praksis styrkede integrationen af indvandrere og flygtninge i det danske samfund. Ved årtusindeskiftet var det stadig svært - nærmest umuligt - for højtkvalificerede indvandrere at blive anerkendt på det danske arbejdsmarked, ligesom bistandshjælpen alt for ofte forblev det eneste alternativ for mange indvandrere til dét nok så beskedne job i den private sektor eller dén ansættelse i det offentlige, som de fleste ønskede. Få sagde det højt, men sandheden var, at det ikke lykkedes for den socialdemokratisk-radikale regering - som det er lykkedes i Sverige - at skabe en effektiv indslusning af indvandrerne på arbejdsmarkedet. I den sidste del af den socialde mokra tisk-radikale regeringsperiode vaklede regeringen dertil holdningsmæssigt i forhold til indvandrere og flygtninge,og især de socialdemo kratiske ministre udsendte tvetydige signaler, der alt for let kunne tydes som en opgivelse af det, man kunne kalde en forpligtende etisk minimal-konsensus om denne gruppes rettigheder i det danske samfund. Man flirtede med muligheden for at omgå internationale konventioner, man forestillede sig, at man kunne udskibe særlige kriminelle elementer blandt indvandrere og flygtninge til en øde ø, under den nylige valgkamp udsendte man signaler om endnu en stramning af en lovgivning, som man selv havde udnævnt til at være en af de strammeste i Europa. Mere og mere handlede den tidligere regerings politik om begræns ninger, reduktioner m.v., selvom det lille radikale partis leder Marianne Jelved i valgkampen gjorde alt for at betone en klar afstandtagen til et angreb på indvandreres og flygtninges rettigheder og - må man sige - værdighedsstatus. 16 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

17 Der var bygget et skrøbeligt dige op, som ikke holdt. Det er nu gennemperforeret af en ny regerings utålmodige og frontale angreb på de fremmedes elementære rettigheder og menneskelige, socialborgerlige status. En særlig og - i efterkrigstiden - ny stemning af etnisk foruroligelse er resultatet heraf. For at finde forløbere for dette, skal man skal man tilbage til attenhundredtallets grundtvigske angreb på den jødiske forfatter Meier Aron Goldschmidt for aldrig at kunne blive dansk nok, ja muligvis helt tilbage til atmosfæren i det København, der mødte den unge fjortenårige H.C. Andersen, da han i 1819 for første gang satte sin fod i byen og oplevede en angst i forbindelse med den negativt ladede stemning i byen vendt imod byens jødiske borgere. Dengang var mistroen overfor de fremmede rå og gadebølleagtig, nu er den civiliseret og politisk iscenesat og desværre - vælgermæssigt - bakket op af en foruroligende stor del af den danske befolkning. I venstre-og højskolemanden Bertel Haarder har man fundet manden med det menneskelige ansigt, der udadtil skal sikre, at også den del af befolkningen, der ikke kan acceptere forringelser i de fremmedes rettigheder, alligevel vil fordøje dem. Bertel Haarder har tilsyneladende fundet en vinkel på disse forringelser, der gør det muligt for ham at påstå, at han har hjertet med. I så fald et stenhjerte i en ellers sympatisk person. Der er et betænkeligt spil på frihed og familie i verbaliseringen af alt, hvad Haarder og statsministeren indtil nu har foretaget sig i forhold til indvandrer-og flygtningegruppen. Formynderagtigt stiller man en række nye krav op til denne gruppe, der mere ligner trusler, samtidig med, at man taler frihedens sag. Friheden består i, at man tvinger disse nu tydeligt andenklasses borgere til at have en bestemt alder, hvis de vil gifte sig; friheden viser sit ansigt i et krav om, at disse mennesker nu må se bort fra deres forældre, hvis disse har nået en bestemt alder. Frihed er også ikke i syv år at kunne modtage de samme ydelser som andre og at vente i den samme periode på noget, der minder om statsborgerlig tryghed. Frihed betyder samtidig, at de i den periode overlades til sig selv, for Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål 17

18 så vidt som, man ikke ønsker at belaste erhvervslivet med krav om at sætte dem i beskæftigelse. Ikke et ord om, hvorledes man har tænkt sig at fremme integrationen. Ikke et eneste konkret udspil, der viser, at den ny regering har hjertet med i netop denne sag. Denne regerings sociale menneskeforståelse er ganske egenartet: man lægger op til at bryde familier ned, samtidig med at man taler om familieværdier, man opererer med at afskaffe bestemte gruppers handlemuligheder, samtidig med at man udadtil bekæmper det påståede formynderi i socialstaten; men først og fremmest tænker man anakronistisk og er ude af takt med samtiden og tidsånden i resten af Europa. I vores nabolande betragter man i dag indvandrere som en både økonomisk og kulturel ressource, ikke mindst i lyset af indenlandske lave fødselsrater, et fænomen, der også kendes i Danmark. Fra Orwells Kammerat Napoleon kender vi synspunktet, at alle er lige, men nogle er mere lige end andre. Dette synspunkt har den neoliberalistiske regering nu i kraft af sin uhellige alliance med Dansk Folkeparti gjort til sit. Ligheden synes at være en socialdemokratisk eller socialistisk opfindelse, men liberalismens faderfigur Adam Smidt advarede ikke desto mindre for sekler siden imod de uværdige menneskelige og sociale forskelle, der ville opstå, hvis man stirrede sig blind på frihedsbegrebet. Regeringens præferencer går på det danske, vi skal alle sammen være helt igennem blåstrømpede og skoledrengeagtige danske med halvtredstusinde på bankbogen og ret til dukseagtigt og nidkært at sortere de mindrebemidlede, de ikke sleben-talende, de anderledes troende, ja selv de akademisk skolede med det forkerte navn fra. På den måde forbinder man i denne regering ufrivilligt og uvilkårligt det danske med det dum-stædige og konforme og det provinsielt-bedrevidende. Regeringens udspil afspejler den værste dimension af et dansk samfund, der eksempelvis i modsætning til det canadiske ikke via traditioner eller skolesystem er tilstrækkeligt gearet til tilstedeværelsen af større grupper af fremmede. Danskerne har ikke for alvor tidligere i større omfang været tvunget til at forholde sig til diskriminationsfænomenet og til tilstedeværelsen af grupper af ikke-europæiske nationaliteter. I en periode hvor danskernes egne traditioner eroderer, oplever mange flygtninge og indvandrere, at mange danskere hæger om det, man kunne kalde normaliteten. 18 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

19 Den iransk-fødte Shahin Laghaei, der har boet i mange år i Danmark, udtalte i et interview for nogle siden, at hun opfattede danskerne som en befolkning bestående af en stor normalgruppe, der med deres normalitetsdyrkelse gør det svært for de grupper som flygtningegruppen, der på den ene eller anden måde afviger. Hun sidestillede flygtningegruppen med de døve, en gruppe hvis eget sprog, man først accepterede efter mange år. I stedet for at være så optaget af danskhed og normalitet opfordrede hun danskerne til at tale om, hvad demokrati er, for hvis man diskuterer det, må man komme frem til, at i et demokratisk samfund skal folk have lov til at være dem, de er. Ligesom Shahin Laghaei må man efterlyse et mere langsigtet og helhedsorienteret syn på mennesker, der kommer til landet med hver sit menneskelige og faglige potentiale. Det er sørgeligt, hvis vurderingen af indvandrernes og flygtningenes menneskelige ressourcer, som tilfældet har været i mange år, skal svinge i takt med de økonomiske og snævert politiske konjunkturer. Der er naturligvis mange måder at være dansk på, i det traditionelt danske er der også en arv for udsyn og mangfoldighed og hjælpsomhed, men det er, som om velfærden og en lige så traditionel dansk konfliktskyhed og et vist værditomrum har indsnævret de gunstige betingelser for denne arv, ikke mindst for det politiske overskud til at leve sig ind i de andres betingelser. Hvis man tror, at hele denne sag endnu en gang politisk set handler om den sædvanlige højre-venstre skematik, så tager man fejl. Den handler om noget så enkelt som (borgerlig) anstændighed og dén eksistentielle indlevelsesevne, som den ny statsminister Fog Rasmussen spillede på i sin bog om minimalstaten. Hvad blev der af denne evne? Hvis man derimod tror, at sagen drejer sig om en manglende fornyelse af liberalistiske holdninger, så har man efter min mening ret. Der findes en anden og mere tidssvarende og kritisk form for liberalisme end den stivnede og formynderiske liberalisme, som den ny statsminister og hans parti og regering repræsenterer. Denne liberalisme repræsenteret eksempelvis ved den tyske publicist Marion Dönhoff - sigter på at skabe en solidaritetsskabende og orienteringsgivende etik i sin praksis. I en erkendelse af, at et samfund har brug for bindinger, traditioner og spilleregler Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål 19

20 søger den imod en etisk minimalkonsensus for alle borgere med henblik på at styrke fællesskabet. Den er principielt kritisk overfor ideologier, og den bekender sig til tolerancen. I den moderne liberalisme eksisterer en vilje til at indleve sig i afvigende ideer, at beskytte minoriteter og at praktisere en åbenhed overfor det, der er modsat. Samtidig med at der politisk set stilles krav til minoriteternes demokratiske sindelag. I et interview med undertegnede (1994) understregede lederen af det jødiske dokumentationscenter i Wien Simon Wiesenthal, hvor vigtigt det er, at demokratierne går i offensiven i en reaktion på det florerende fremmedhad og giver mening og idealer fra sig. Kendsgerningerne er jo, sagde han, at ingen tyskere eller østrigere vil lave det beskidte arbejde, som de fremmede i rigt mål udfører overalt i Europa. Takket være udlændingene kan de indfødte vælge det arbejde, som de selv har lyst til. Man må fremstille tingene, som de er, og især må man arbejde meget mere konsekvent på at ophæve dette fremmedhad. Lad dette stå som en opfordring til den ny danske regering. 20 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

21 Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål 21

22 Den kultur-blinde minimalliberalisme En del kommentarer i denne avis har refleksagtigt angrebet kritikerne af den borgerlige regerings handlingsplaner for at være socialdemokrater, kulturradikale eller venstreorienterede. Men både ud fra en traditionel kulturborgerlig og ud fra en kritisk liberal synsvinkel er den ny regerings handlingsplaner temmelig håbløse. Efter ti års politisk ørkenvandring har de borgerlige partier tilsyneladende opsamlet så meget irritation overfor eksperter, videnskabsfolk, miljøforkæmpere, forfattere og kunstnere, at galden er flydt over, og korsfarertendenserne får frit løb. Scener, man tidligere ville have henvist til fjernsynets satireprogrammer, udspiller sig i den håndgribelige politiske verden: Dansk Folkeparties kulturordfører jubler, da det går op for hende, at regeringen opfylder den tidligere fremskridtmand Poulsgaards hedeste ønsker og skærer i biblioteksstøtten til landets forfattere. Samme partis ikon, fru Pia Kjærsgaard bliver hed i kinderne, da hun indser, at den borgerlige regering er parat til at skære uventet hårdt i indvandrernes og flygtningenes rettigheder og ophæve uafhængigheden for Det danske Menneskerettighedscenter. Hendes mangeårige provinsielle felttog imod det hun kalder menneskerettighedsfanatikerne, en projektion, der spejler hendes egen fanatisme, synes retfærdiggjort. Ikke alene angriber man indvandrernes og flygtningenes eksistensmuligheder, men man sætter også et bredt attak ind overfor alt, hvad der formelig lugter af oplysning, kultur, videnskab og innovative aktiviteter; svage og uerfarne ministre på kulturområdet, forskningsområdet, miljøområdet og undervisningsområdet slår beklagende ud med armene og lader det ske, chefen har talt og man snor sig. En ny minimal-liberalistisk vind blæser over det flade danske landskab, og der er ikke mange steder at krybe i skjul. Angrebet på de for samfundsudviklingen nødvendige vækstlag i videnskab og kultur forsvarer man med, at der skal være råd til et skattestop og til ekstrabevillinger på hospitals- og ældrepleje-området. Ifølge de 22 Stig Dalager Ansøgning om at være menneske

23 økonomiske vismænd vil det foreslåede skattestop blot besværliggøre en nødvendig elasticitet på skatteområdet, og kun få har politisk set bedt om det. Der er endvidere ingen alvorlig hindring for, at man både kan tildele hospitalssektoren og de ældre flere penge og samtidig opretholde, ja endog produktivt styrke landets videnskabelige og forskningsmæssige og miljømæssige standarder. En styrkelse af indsatsen på forskningsområdet en bloc er på længere sigt en af de nødvendige forudsætninger for, at landet kan forny sig og udvikle sin velfærd. Kun ud fra en forældet liberalistisk betragtning, ville det være plausibelt at skære ned på de statslige ressourcer til videnskab og forskning og udvikling af nye ideer. En sådan forældet liberalisme bygger på en 1800-tals model, hvorefter både videnskab og kunst mere eller mindre skulle klare sig selv og er mildest talt ikke ajour med virkeligheden i et postindustrielt samfund, der i sin kompleksitet er dybt afhængig af landvindingerne i forskning, videnskab og kunst. I de sidste femogtyve år har det været en banalitet, at udannelse og forskning er dette lands råstof, men selv banale sandheder er denne ny regering parat til at sidde overhørig. Landets ny liberale finansminister taler om nationen som en forretning, i konsekvens heraf må han se sig selv som administrerende direktør i forretningen Danmarks aktieselskab, men selv for stamfaderen til al liberalisme, den engelske Adam Smidt, havde pengesynet på nationen sine klare begrænsninger. Adam Smidt advarede imod, at man stirrede sig blind på markedet og glemte samfundsaspektet, herunder at en nation bestod af borgere med et rimeligt krav på velfærd og lighed. Med andre ord er en nation ikke først og fremmest en forretning, men et samfundslegeme, der består af et tusindtal af relationer imellem mennesker, herunder de institutioner og organisationer, som de opbygger samt den kultur, de udvikler. Et aktieselskab er i sin organisation overskuelig, for så vidt som det har en bestyrelse, en organisation og en generalforsamling, men både økonomisk og kulturelt er en nation så meget mere kompleks, og den Den fraværende dialog, Muhammed-krisen og de etniske spørgsmål 23