småskibsfartens nærmeste fortalere. Foto: Biilow J / MS

Transkript

1 Umiddelbart før CAROLINE'S stabelafløbning interviewedes Albert Petersen (tv.) af Ole Kilhnel fra Danmark Radio. Bag denne ses værftets direktør Thomsen og Peter Grube, forretningsføreren forrederiforeningen af 1895 og en.af småskibsfartens nærmeste fortalere. Foto: Biilow J / MS 36

2 Holger Munchaus Petersen Caroline's mand - Albert Hansen Petersen Albert Hansen Petersen (kaldet Albert Petersen) fra Aabenraa er manden, der i 1950 bestilte - og i 1951 fik leveret det første af Caroliner-typens skibe CAROLINE, og det var hans hustru, som skibet og skibstypen fik navn efter. I 1991 fortalte den 80-årige om sig selv og sine skibe. Faderens skibe Albert Hansen Petersen kom til verden den 9. juni 1911 på Kalvø i Genner Bugt, som søn af skibsfører Niels Petersen og hans hustru Anna. Familien bestod af de to forældre og»mange børn«, blandt dem seks drenge, der alle kom til søs. Oprindelig var faderen skibsbygger, men på et tidspunkt blev han skipper på eget skib. I årenes løb handlede, ombyggede, ejede og sejlede Niels Petersen med adskulige fartøjer. Da Albert var barn, ejede faderen galeasen MODESTA, som under Første Verdenskrig var lagt op på Kalvø og blev solgt umiddelbart efter krigens afslutning. Herefter anskaffedes en lille jern-evert på 60 tons, men den blev hurtigt solgt. I stedet købte Niels Petersen nede i Kiel en meget stor robåd fra den tyske marine. Denne båd byggede han selv om på Kalvø, så den blev tu fragtskibet CLARA med en lasteevne på 30 tons. Dette fartøj blev i sin tur byttet med en 18 tons jagt KAREN fra Hejlsminde. KAREN var et lille og gammelt skib. Den blev repareret og forhøjet i skroget med en planke, så lasteevnen kom op på 24 tons. Til søs Albert ville allerhelst have været i skibsbyggerlære, men det ønske måtte han slå ud af hovedet, for forældrene havde ikke råd at sætte drengen i lære. Istedet kom han som 14-årig ud at sejle med faderen på KAREN, og da KAREN i 1920'erne blev byttet med et skib oppe fra Nykøbing Mors ved navn DAGMAR, som lastede 34 tons, sejlede Albert videre med dette skib, indtil han afløstes af en af de øvrige brødre. Efter at have sejlet godt halvandet år ombord på faderens skibe, kom Albert ud at sejle som letmatros med dampskibet MAJ tilhørende Marius Nielsens rederier i København. Ialt sejlede han 36 måneder ombord i MAJ, halvdelen som letmatros og halvdelen som matros. Marius Nielsen var et godt rederi at sejle i, og skibet kom jo vidt omkring, både til Middelhavet og Afrika. Desuden var der fuld hyre og god kost, det var forhold Albert ikke var vant til, for i den tid han sejlede hos faderen, fik han ingen hyre. Til gengæld sparede Albert hele hyren op fra de tre års dampskibstid, for ham var det tilfredsstillende at leve af eventyret. DE SEKS BRØDRE Hele Alberts opsparede hyre, samt hvad de øvrige brødre havde kunne tjene og spare sammen, blev overdraget til faderen, der i 1930 afhændede DAGMAR til Sønderborg og som erstatning købte S*y f=sj

3 skibet CHRISTIAN VIETHEER i Hamborg for kr. Dette skib blev opkaldt efter familiens seks drenge og fik navnet DE SEKS BRØDRE. Skibet lastede 110 tons, og herefter gik det økonomisk betydeligt bedre for faderen. Efter faderens anskaffelse af DE SEKS BRØDRE i 1930 holdt Albert op med dampskibsfarten. Småskibsfarten lå simpelthen i blodet, og han sejlede så som bedstemand med faderen de følgende år, dog afbrudt af et halvt års værnepligt i flåden. Som 23-årig meldte han sig til navigationsundervisning i Grenå og tog sætteskippereksamen. Da det var overstået, sejlede han atter ud som bedstemand i DE SEKS BRØDRE. Skibets første tur efter Alberts eksamen var en rejse fra Lybæk til Karlskrona, hvorfra der skulle hentes trælast tilbage til Augustenborg. På denne rejse blev faderen syg af rosen og måtte gå i land. DE SEKS BRØDRE sejlede videre med Albert og en ældre broder, indtil faderen efter et halvt års sygdom atter overtog kommandoen på sit skib. Dengang i trediverne syntes Albert, at tingene tegnede sig lyst for småskibsfarten. De nybyggede broer over Storstrømmen og Lillebælt betød ikke meget, og småskibene havde rigeligt at sejle med.»vi lå og sejlede korn nede fra Lolland- Falster op til dampmøllerne i Vejle og Odense. I det hele var der meget kornsejlads og sådan noget som soyaskrå inde fra Soyakagefabrikken i København, omlastning fra Frihavnen, cementsejlads, Bornholmersejladsen og så træ om sommeren, det var såmænd godt nok.«38 På den første rejse, efter at faderen var blevet rask, måtte DE SEKS BRØDRE på rejse fra Haderslev til Gøteborg med støbesand søge læ i Grenå på grund af østlig kuling. I Grenå havn lå Marstalleren ALINE med afbrændt agterende. Vraget var billigt til salg og blev købt af Niels Petersen for 15 kroner. Han fik bygget en ny agterende på vraget i Grenå, hvorefter skroget blev sejlet ned til Kalvø, hvor Niels Petersen selv genopbyggede skibet, der fik navnet DE TO SØSTRE. Albert fortsatte herefter på DE SEKS BRØDRE, mens faderen og den ældre broder Håns Peter overtog det nye skib. Men broderen og faderen kunne ikke enes, faderen var en hård hund, så broder Hans kom i stedet ud at sejle med Albert i et par år. Selvstændig skipper lå i Vejle skonnerten URDA med en lasteevne på 140 tons, den var til salg for kr. Ganske vist var Albert kun i besiddelse af kr., men skibets ejer var villig til at lade de penge, som ikke kunne lånes på anden vis, blive stående som hans personlige lån i skibet. På denne måde blev Albert i juni 1939 ejer af sit første skib. Albert Hansen Petersen var i 1937 blevet gift med Caroline født Juhl, og sammen med den etårige søn Robert samledes den lille familie herefter ombord på URDA. Familien sejlede sammen lige til Robert i 1946 begyndte i skolen. Småskibsfarten havde under krigen og i de første par efterkrigsår, efter Alberts mening, ingen konkurrence hverken fra Statsbanerne eller vognmændene. Småskibsfarten var underlagt Fragtnævnet, og sejladsen foregik til faste rater, som ikke måtte overskrides. Der måtte ikke engang tages betaling, da URDA ved en lejlighed tog en ekstra ladning med til København. Skibet havde en brunkulsladning ombord, og fik yderligere tilbudt at tage juletræer med som dækslast, de vejede jo ingenting. Men Fragtnævnet bestemte, at træerne godt måtte komme med, men der måtte ikke tages betaling for deres transport. Alligevel tjente Albert gode penge, for udgifterne var små. I det hele taget sejlede skibet godt,»vi sejlede heldigt, vi minesprængte ikke eller noget. Det var der jo nogle stykker, der gjorde«. Hustruen Caroline og sønnen var med ombord under hele krigen,»der er ikke sket noget, gudskelov«. URDA blev forsynet med ny motor, og i 1945

4 byttede Albert det moderniserede skib med den noget større tremastede skonnert SVANEN, der tidligere havde sejlet på Odense som H. C. ANDERSEN og var et fint træskib på 165 tons dødvægt. Efter krigen SVANEN sejlede i de første år efter krigen meget på Nordlandet, Bottenhavet og Finland efter træ. Men her begyndte tyskerne også at sejle, og takket være de mange penge, de havde fået fra Amerika, byggede de nye skibe på 300 til 400 tons. SVANEN lå ved flere lejligheder sammen med tyske skibe. Engang i Stockholm gik nogle tyskere forbi skibet og bemærkede hånligt»die dumme Dånen«. Albert måtte til dels give dem ret. Han havde selv tænkt på at anskaffe sig et nyere skib af jern, for han ville nemlig gerne videre, men endnu gik der et stykke tid, førend ønsket gik i opfyldelse. Først kom protestsejladsen til København i Småskibsejernes protestsejlads var specielt rettet mod De danske Statsbaner,»fordi de lå og underbød de fragter, som sejlskibene skulle have«. Som eksempel nævnte Albert cement fra Aalborg til Tommerup på Fyn. Sådan en fragt tog Statsbanerne betydeligt mere for, end hvis den røfl : «n 3-mastet skonnert URDA, Albert Hansens Petersens første skib. 39 (H & S).

5 tusvarende ladning skulle til Assens, for til Assens kunne småskibene jo sejle, så her havde Statsbanerne konkurrence. Med denne fragtpolitik kørte Statsbanerne faktisk småskibsfarten ret langt ned, så derfor protesterede ejerne ved, at et par hundrede skibe i april 1950 lagde ind ved Langeliniemolen i København. 3-mastet skonnert SVANEN af Vejle, ex H. C. ANDERSEN var Albert H Petersens andet skib. Handelsminister Jens Otto Krag Albert var blandt repræsentanterne for de protesterende, som fik foretræde for Handelsministeren. Det var Jens Otto Krag, han fungerede i stedet for Lis Groes,»hun skuue jo have børn af og til«. Albert syntes, at Krag var flink at snakke med, og samtaleemnet var småskibenes vilkår. De gamle træskibe var slidt op og skulle helst erstattes af nye skibe. Albert sagde til Krag:»Jeg vil godt have bygget skib, men så skal vi have nogle gode, billige lån«.»ja, men vi har fået 13 millioner som Marshall-hjælp. Dem har vi fået skænket fra Amerika, og dem må vi låne ud til nye småskibe,«svarede Krag. Alberts reaktion var:»det er dog gevaldigt. Hvis vi kan få dem, så er der jo en chance for, at vi kan bygge skibe, for vi kan ikke låne pengene i banken, i hvert fald ikke så mange penge.«krag tilbød så pengene som ti-årige lån, men småskipperne ønskede»helt vudt«25-årige lån,»for skal et skib betales af på ti år, kan man ikke gøre andet end betale rater«, var deres argument.»jamen kan et skib holde i 25 år?«spurgte Krag. Albert svarede:»tjah, hvis vi får 25 års afdrag, så har vi penge til at holde skibet ved lige, og så kan det sagtens holde i 25 år«. Aftalen blev så 25-årige lån, med de første to år afdragsfrit. Næste diskussionsemne var renterne af lånene.»i har da fået skænket pengene i Amerika, så I behøver ikke den store rente,«sagde Albert. Krag tilbød så 5 procent, småskipperne sagde 272, og det endte med 3V2 procent. Efter Alberts mening»var det nogle kolossalt gode betingelser at få bygget under«. Låntagernes personlige ind- 40. \ mm skud på nybygningen blev fastsat til 20 procent af byggeprisen. Bygning af CAROLINE Med skibskonstruktør Martin Nielsen i København talte Albert om planerne for det skib, han ønskede sig. Martin Nielsen var»en hel knark til at tegne små skibe, for det var jo nogle små stærke skibe, der blev bygget«. De små forskelle fra

6 den ene CaroUner til den anden var styrehuse, indretningen og sådan noget, som Martin Nielsen konstruerede efter aftale med de enkelte skippere. Martin Nielsen var i det hele taget en mand, man kunne snakke med. For hans udgangspunkt var, at det»er jo jer, der skal bruge skibet, så kan I sige, hvordan det skal være«. Den fremtidige beskæftigelse for sit nye skib havde Albert bestemt til at være»trælastsejlads hele sommeren oppe fra Nordsverige og Finland, og så på Norge om vinteren«. Derfor skulle skibet have en lang luge og lossespil samt en temmelig god motor. Endelig skulle skibet være bygget praktisk, så det var nemt at vedligeholde.»svenskere, tyskere og nordmænd måtte sejle skibe helt op til 500 brt«. Alberts skib blev altså til CAROLINE på 149,99 brt. Dette mål blev senere kommenteret af en gammel svensk tolder oppe i Karlskrona med, at»det var en jåkla massa niotauer«. Marstal Staalskibsværft havde ry for at bygge gode skibe, men værftet var gået fallit i 1949, og Albert var bange for, at det skulle ske igen. Han solgte derfor ikke SVANEN, men beholdt dette skib, mens det nye blev bygget. I stedet ansatte han en skipper til at sejle med den. I byggekontrakten med Marstal Staalskibsværft blev det desuden bestemt, at såfremt værftet skulle gå hen og krakke, imens CAROLINE var under bygning, så havde Albert selv ret til at bygge skibet færdigt med værkføreren og 20 mand for Marshalllånet og egne penge. Marshall-lånet kunne ifølge bestemmelserne først udbetales, når skibet var færdigt og registreret under dansk flag. Værftet skulle jo imidlertid have penge under skibets bygning, men ingen småskibsejer kunne selv skaffe hele byggesummen på forhånd, og ingen bank ville lægge pengene ud. Det førte til en diskussion med Handelsministeriets kontorchef Helge Juul,»en flinke mand«, der fandt en gammel anordning frem, hvorefter ministeriet kunne begynde at betale, når skibet var spanterejst. Nogle spanter blev så rejst på byggebeddingen, og Marshall-lånet kunne løbende udbetales, efter at Albert først havde betalt sin 20 procents andel af byggesummen til værftet. Kontraktprisen lød på kr., men der kom lidt fordyrelser på for jern og arbejdsløn samt det lidt ekstra, der kom til, så den fulde anskaffelsessum blev kroner. Mange af Alberts kollegaer udtalte sig med mistro og skepsis om det nybyggede skib -»det går aldrig, den kommer han fra«. -»Men det gjorde han sgu ett!«som Albert selv udtrykte det.»det var nogle knusende billige lån og gode betingelser«. Handelsministeriet løb derfor hurtigt ud for muligheden af at yde Marshall-lån. Den sidste rest af Marshall-lånene gik i øvrigt til Albert. Da han ville bygge et nyt skib, fik han nemlig oplyst, at der kun var kroner tilbage af Marshall-lånemidlerne. Han ansøgte derfor om lån på denne størrelse. Et nyt skib kostede på dette tidspunkt kroner. Selv havde han de kroner, så pengene passede. Andre skippere havde ganske vist søgt, men de havde alle bedt om et beløb på ca kr., svarende til 80 procent af byggesummen, og så mange penge var der altså ikke tilbage. Besætning Foruden Albert bestod besætningen på CARO LINE af en bedstemand og to drenge, så totalt var der fire mand ombord. Engang imellem sejlede hustruen med, og sønnen Robert kom med til søs efter at være konfirmeret. Forholdene var betydeligt bedre end på SVANEN, der nok var et godt skib, men ikke på nogen måde kunne måle sig med CAROLINE. På SVANEN var der en lille kahyt helt agter og så lukaf henne for. CAROLINE havde fine forhold agter, der var to kamre og salon tu skipperen, samt en kombineret kabys og messe. 41

7 Folkene boede forude i et lukaf, så forholdene var gode. Det var let at skaffe folk til CAROLINE. Da skibet var nyt, var sømandsskolerne endnu ikke blevet lovpligtige, så enhver, der skulle have navigationseksamen, måtte sejle mindst to år i sejlskib med hjælpemotor.»de var tvunget til at tage med os, selv om vi ikke gav så stor en hyre, som de store skibe gav. Jeg har da haft over 100 drenge ombord, og de har været med os i to år for en lille hyre, men de fik en god kost. For hyren skal de ikke have så stor, den bruger de jo bare«. Sejlads I de første år sejlede CAROLINE i tidsrummet april til november med last op til Nordsverige og Finland og så med trælast tilbage. I vintermånederne var det sejlads på Norge, sædvanligvis med maltbyg op og så ned med salpeter fra Norsk Hydro. Sådanne laster kunne man altid få dengang.»i dag har de jo selv store skibe på tons, der sejler salpeter, så der er småskibene jo også smidt ud«. Ellers var der papirmasse fra Larvik til Næstved. Cementladninger blev det kun til nogle få af, for fabrikkerne havde deres egne store skibe, og de resterende ladninger gik til»de faste skibe«.»men nu er det kun deres egne skibe, der sejler med denne last. Der er store siloer rundt omkring, og derfra bliver cementen så distribueret med lastbiler, så småskibsfarten her er slået ihjel«. En enkelt af CAROLINES rejser gik til Le Havre, men på denne rejse måtte besætningen suppleres med yderligere en skipper.»det var en gammel mand oppe fra Strib, der gik hjemme, og han havde stor eksamen. Han ville godt med til Le Havre som en fornøjelsestur«. Da CAROLINE nåede til Texel, hvorfra Alberts papirer ikke længere havde gyldighed, blev kommandoen overgivet til den anden skibsfører under ordskiftet:»så, Christensen, så er det dig, der regerer«.»nej, du 42 må hellere blive ved, du kan bedre, end som jeg kan«, var reaktionen. Det var den eneste rejse, hvor CAROLINE kom uden for spærrelinien. Skibets øvrige rejser ud i Nordsøen bestod blandt andet af trælast til Esbjerg og til Bremen og Emden. Fra 1956 eller 1957 kom skibet ind i farten med jernplader fra Frederiksværk, men da var der kommet skipper ombord, fordi Albert var gået i gang med at få bygget sin tredie nybygning. Skibsreder SVANEN og CAROLINE»tjente forfærdelig godt«. Da der blev tegnet kontrakt på CAROLINE, var SVANEN gældfri og kunne være solgt for kr., men Albert ønskede ikke at sælge før det nye skib var færdigt,»så måtte det gå som det ville«. Udover at eje den gældfrie SVANEN havde Albert desuden en opsparet kapital på kroner. Resten af egenkapitalen til det kontraherede skib kr. - blev lånt af Landmandsbanken i Vejle, men det voldte ingen problemer. Han var således rigeligt i besiddelse af de 20 procent ( kr. af kontraheringssummen kr.), som skulle betales ind på det nye skib. Aftalen med banken gik ud på, at så snart CAROLINE var færdigt, skulle SVANEN sælges, så banken kunne få sit lån tilbagebetalt. Aftalen med Landmandsbanken om lån blev truffet i december 1950, og da Albert året efter gjorde resultatet op,»havde SVANEN sejlet så godt, at den havde betalt kr. af, så vi skyldte kun Og CAROLINE havde jeg også tjent godt med fra september til jul. Så var jeg oppe på banken og sagde - jeg har jo bygget CAROLINE og så skulle I jo have jeres penge, for så skulle jeg jo sælge den (SVANEN), men jeg vil jo godt beholde den, men jeg skylder jer jo endnu. - Jamen behold du den bare, sagde de så, det gør ikke noget -«. Så først i 1952 blev SVANEN solgt for kr. Med denne salgssum og den op-

8 sejlede fortjeneste på de to skibe havde Albert rådighed over en kontant formue på kr. Pengene blev anvendt til at bygge Carolineren DORA for, og det var ikke noget problem at holde styr på to skibe, takket være en god mægler - Charles Petersen i Vejle. Skibsmægler Charles Petersen Bekendtskabet med Charles Petersen gik tilbage til Krigen, efter at Albert var flyttet til Vejle. Om årsagen til flytningen fra Kalvø fortalte Albert:»Der havde vi forresten en toldbetjent nede, han var forfærdelig Nazi. Det kunne han jo ikke være bekendt. Da kom der sommetider nogle uoverensstemmelser, og en dag, vi havde fået lidt i æ hoved, da kom det også til håndgemæng, og jeg rev skjorten af ham. Det skulle jeg måske ikke have gjort, men hvad. Når man har fået lidt, da kan der ske sådan noget, og så meldte han mig. Men gudskelov kun til politiet i Haderslev, for havde han meldt mig til tyskerne, så havde det jo været værre, og da sagde politiet til mig - Ved du hvad, hvis I skal blive ved at bo her, så ender det sgu med, at I bliver taget af tyskerne, så hvis I kunne flytte? - Ja, siger jeg, der er temmelig meget at sejle med på Vejle med brunkul og alt muligt, så vi tager og flytter til Vejle.«Så derfor slog familien Petersen sig ned i Vejle. Charles Petersen var skibsmægler og blev også befragter samt regnskabsfører for Albert Hansen Petersen. Forretningsforbindelsen blev til venskab, og endnu i 1991 havde de to herrer regelmæssig kontakt med hinanden pr. telefon. Ganske vist kunne de være uenige engang imellem om fragter o.s.v., men de blev altid venner igen. Fragter til skibene blev aftalt gennem mægleren. Albert har altid haft sin faste mægler til at slutte,»så det er sjældent, vi har sluttet selv. Det kunne ske en enkelt gang, at vi gjorde det, ellers var det mægleren, der sluttede skibet, disponerede dem, som vi sagde. Det har jeg haft både hos Charles Petersen og Cleemann her (i Aabenraa), det er dem, der driver det«. DORA Efter salget af SVANEN ejede Albert som nævnt en formue på kr., og disse penge blev anvendt til at bygge endnu en Caroliner for i Marstal. Den blev navngivet af og opkaldt efter Charles Petersens hustru Dora. DORA blev afleveret den 1. september 1954, og Albert sejlede herefter selv som skipper på det nye skib indtil foråret 1955, hvor skibsfører Charles Jensen kom ombord som skipper. DORA sejlede kun nogle enkelte rejser i løs fart, før skibet kom ind til Det forenede Dampskibs- Selskab, hvor det i 12 år sejlede liniefart imellem København og Gøteborg og København og Gdynia. DORA sejlede godt og stabilt, og Det Forenede var meget tilfreds med skibet, Albert på sin side var også tilfreds.»jeg tror ikke, vi har mistet en rejse i de 12 år, vi har sejlet for dem«. Forholdet til myndighederne var også godt.»vi smuglede aldrig, det gjorde vi ikke, for vi havde jo meget brændevin og kram med til de store Amerika-både oppe i Gøteborg. Vi havde det godt med tolden både i København og i Gøteborg. Vi kunne komme ind til Gøteborg om aftenen, så vinkede de, - gå bare op og læg jer på plads - og så kom de først dagen efter og undersøgte os, for de vidste, vi smuglede ikke!«. Det Forenede holdt op med farten på Gøteborg i 1964, fordi ruten ikke længere var lønsom. På det tidspunkt, hvor beslutningen blev taget, havde Charles Jensen ferie, så det var Albert, der selv sejlede DORA.»Da kaldte han mig op, Jensen, der sad i DFDS, hvor de havde med os at gøre. Han sagde - nu vil vi ikke mere på Gøteborg, men I kan få Gdynia-ruten, for vi vil hellere have DORA end GERT HANSEN - «Hertil svarede Albert:»Ved du hvad Jensen, nu har Charles Jensen sejlet så mange år der oppe på Gøteborg, 43

9 og nu afløser jeg ham, synes du så ikke, det var rigtigt, du ventede de 14 dage tu Charles kommer tilbage, og så lader ham slutte på Gøteborg?«.»Det kan vi godt«, var hans svar.»det blev Charles glad for, for han fik et ur og andre smukke gaver, for han var godt kendt deroppe. Og så kom Charles og DORA ind på Gdynia, men den var han ked af, den sejlads, og så kom han så ind til Frederiksværk og sejle de sidste år.«de andre Carolinere Albert Hansen Petersen kendte personligt størsteparten af de skippere, der fik bygget Carolinere.»Den i Korsør den hed HANNIBAL, men det blev ikke det samme som de andre, men Svendborg-skibene, de var godt bygget«.»desuden byggede de i Svendborg nogle gastankskibe med den samme gode konstruktion som Carolinerne«.»For de var jo forfærdelig gode søskibe, altså af at være så små som de er, for de var jo faktisk bygget med en bov ligesom de gamle jagtskibe, temmelig bredbovede«. Foreningsliv Albert var i en årrække bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlskibsrederiforening for mindre Skibe. I denne forenings regi forhandledes bl.a. fragtrater og takster med de forskellige havne. Men det var vanskeligt at håndhæve aftalerne, for»alligevel var der mange, der sejlede lidt under raten og alt sådan noget, det skete jo også, hvis det var småt med fragterne«. 44 I Sejlskibsrederiforeningen for mindre Skibe ønskede de fleste at bhve ved de gamle skibe, og da forretningsfører Peter K. M. Grube blev»lidt uens med nogle i bestyrelsen«, blev han i 1950 afsat. Da han i 1951 i stedet blev forretningsfører for Rederiforeningen af 1895, fulgte Albert med Grube over i denne forening;»for jeg syntes, det var lidt uretfærdigt, at de smed Grube væk dengang«. Albert gik dog senere ud af det aktive foreningsarbejde,»for det er jo ikke nemt både at sidde i bestyrelsen og så ligge og sejle altid«. På foreningsplan blev der stadig arbejdet på at forbedre sætteskippernes kår, bl.a. ved at få forhøjet størrelsen på de skibe, en sætteskipper måtte føre, til 300 brutto. Albert var i midten af 1950'erne med»i det her 17-mands udvalg, og da var de med fra Skibsførerforeningen og alt det der, og jeg holdt jo på, at når alle de andre lande havde 500 brutto, så kunne vi godt få 300 brutto i nordeuropæisk fart, og så var det ham fra Skibsførerforeningen sagde - Jamen ved du hvad Petersen, a' tvivler da ikke om, at du er godt sejlende med et skib på 300 brutto, men I har jo ikke lært engelsk og alt sådan noget. - Næh, sagde jeg, men I andre sejler på Kina, og I kan sgu heller ikke kinesisk. - Ha ha, så grinede de sgu alle sammen, og så endte det med, at vi fik de 300 brutto i Nordeuropæisk fart. Og den blev så senere udvidet med en udvidet sætteskippereksamen til 500 brutto i europæisk fart.«medens tonnagespørgsmålet for sætteskippere blev diskuteret i udvalget, bestilte Albert sin tredie nybygning.»da troede jeg, det blev kun 250 i stedet for de 300 brt«. Derfor fik hans nybyggede skib ROSENVOLD en tonnage på 249 brt., men»så var det, vi kunne forlænge op til de 300 brt., så kom den op på 300 brutto, da den blev forlænget«. Småskibsejerne havde i det hele taget mange problemer med havne og myndigheder.»vi har jo haft nogle kvaler med at få dem til at makke ret for os. Men vi var jo osse kun, som han sagde, Stauning - Jeres forening er jo ikke større end som en skomagerforening«. I forbindelse med bygningen af ROSENVOLD solgte Albert i 1958 halvparten i CAROLINE til Axel Hansen, der var skipper på skibet, og i 1963 købte Axel Hansen den sidste halvdel i CARO LINE. I DORA købte Charles Petersen sig i 1967 ind med en andel på 25 procent, og i 1972 købte skipper Knut Borring-Møller en tilsvarende an-

10 del. Albert solgte sin sidste del af dette skib i ROSENVOLD blev i 1965 byttet med Carolineren JANTO, der så fik navnet JANE. Skipper Gunnar Hansen købte i procent af skibet, og i 1987 solgte Albert sin sidste del heraf. Albert har i perioder været afløserskipper på de ovennævnte og på de skibe, han havde andele i hos Skibsmægler Clemann. Aabenraa Skibsværft Albert Hansen Petersen flyttede i midten af 1950'- erne tilbage til Aabenraa, hvor han etablerede Aabenraa Værft i februar Til at varetage den daglige drift af skibsværftet ansattes direktør Thomsen og skibsbygger Clausen, ligesom sønnen Robert Petersen blev tuknyttet værftet, for Albert ønskede fortsat at sejle. Værftet gik imidlertid ikke godt. Hen på efteråret 1963»da sejlede jeg sten på Thyborøn fra Lysekil, og da kom min søn og Clausen op til mig, og siger - Ved du hvad, du kommer tu at komme hjem, for det går helt af Pommeren til, for direktøren kører det hele ned. Vi skylder både her og der, og det går ikke godt for os. - Alberts svar var - Jeg kan ikke komme hjem, før jeg er færdig med at sejle her, og det er til oktober. - Da jeg kom hjem blev direktøren smidt ud, og så arbejdede jeg på værftet«. Værftets specialitet, forlængelse af skibe, startede af nød, og det var fordi skibsbygger Clausen ville have noget at bestille. Han spurgte Albert:»Hvad skal vi nu give os til?«. Hvorefter Albert bestemte, at ROSENVOLD skulle forlænges. Som sagt, så gjort.»da vi så var færdige med at forlænge den, så spørger Clausen - Hvad skal vi så? - Lad os forlænge DORA og give den seks meter, så har vi da noget at lave med det«. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, for efter forlængelsen af ROSENVOLD,»det var en fin forlængning«, så begyndte de andre ejere af Carolinere at komme, de viue også have forlænget deres skibe. Sektionen til DORA var færdig;»men så kom der en forespørgsel, om vi kunne forlænge JENS WAL fra Køge«. Dette skib var jo en CaroUner, så det var ikke noget problem. På ejerens spørgsmål om, hvornår operationen kunne udføres, svarede Albert:»Det kan vi gøre med det samme. For vi havde jo stykket liggende til DORA. Så den blev forlænget, og så snart JENS WAL var færdig, så kom HANNE HANSEN og efter den LILLY ARRE. Den ene efter den anden. Så det varede længe, inden DORA blev forlænget!«. Faktisk skete det først i Anpartsskibe Blandt de skibe, der blev bygget på Aabenraa Skibsværft, var nogle til mægler P. F. Cleemann. I flere af disse havde Albert parter. Således har han ejet seks skibe helt privat og dertil haft ejerskab i 17 skibe. Nogle penge er blevet tjent, men 45 Albert Petersens tredje nybygning M/S ROSENVOLD på 249 brt. leveret Foto: Peter Fredfeldt april 1960 / H & S.

11 også sat til igen.»jah, det kan man da sige, at man så har sat penge til til sidst, det - ja sådan er tiderne jo. Vi har jo haft, de sidste år, der har vi jo haft nogle elendige rater. Vi har måttet give penge med skibene hvert år. - Jeg har sat 1,8 millioner kr. til, og det er jo ikke sjovt, når man har ligget og slæbt de penge sammen igennem så mange år, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Det er tiderne, de bar været imod os. Det er da heller ikke det værste, skidt da med det, havde man bare beholdt konen, det havde der været noget mere ved«. Caroline Petersen døde i Efter bygningen af CAROLINE var der flere, der kunne se,»at nu gik det godt«for småskibsfarten. Sidenhen»så var der jo mange, der fik bygget med partrederi - de her købmandskibe, som vi kaldte dem, og så kom der jo for mange skibe. Og så efterhånden som de blev større, så skal de jo drives ligesom store skibe, hvor skipperen han skal sejle tre måneder, og så skal han have en måneds ferie. Vi andre holdt sgu aldrig ferie«. I dag er skibene, efter Alberts mening, blevet for dyre at drive,»men nu er det ligesom fragterne er ved at gå lidt op«.»de småskibe, som nu jeg har haft sammen med Cleemann, de ligger jo og sejler i europæisk fart og nede på Afrika også, sådan nogle små skibe på 500 tons, det koster for meget i afløsning og alt sådan noget. Før sejlede vi jo selv med skibene hele året rundt. Det eneste vi blev afløst, det var om vinteren, hvis der var så meget is, at vi ikke kunne sejle, og så kunne vi da selv gå hjemme til jul. Det var andre forhold«. Indenrigsfart i fremtiden»indenrigsfarten er væk, og Det forenede Dampskibs Selskab sejler ikke noget mere. Før havde de jo et skib gående på næsten alle provinsbyer. Der gik en Uer på Aabenraa, Sønderborg og Haderslev, og de gik på Kolding, Fredericia og Middelfart. Ja, de gik jo alle steder, og de store både på Aarhus og Aalborg, paketfart, som vi sagde. DFDS var ingen konkurrent, for blandt småskibene var der ingen, der kunne holde så nøjagtige ruter, som de gjorde dengang. Der var ganske vist enkelte, der sejlede paketfart på øerne, til Marstal gik der en lille galease«. Også på Rudkøbing sejlede et mindre fartøj, men det var kun til de små pladser,»holde tiden og alt sådan noget, kunne småskibene ikke, så Det Forenede har ikke været nogen konkurrent«. Efter Alberts opfattelse var det,»efterhånden lastbilerne, der tog kunderne og fragterne. Småskibene skulle betale havnepenge, men har aldrig slidt nogen hovedvej op. Når vi har sejlet hen over vandet, så er vandvejen jævn igen. Der gives jo ikke noget, der er så billigt som skibsfart. Men alt skal foregå fra dør til dør nu, og så skal det gå raskt, og det tror jeg ikke bliver ændret. Skulle det endelig ske, så skal det være, fordi lastbilerne går ned igen, kører sig selv ihjel til sidst«. Albert ser ingen chance for, at dansk indenrigsfart med småskibe igen vil vinde frem. Skulle småskibsfarten have en ny chance,»så skulle vi tilbage til det gamle igen, men det tror jeg alligevel ikke vi kommer. Hvem vil i dag ligge og sejle hele året rundt - selv? For skal skibene drives som rederiskibe, så går det ikke i indenrigsfart. - Det skal gå ligesom før, da vi selv sejlede med vore skibe, og ejede dem selv, for så kan vi holde udgifterne nede, og det er der ingen, der vil i dag, for i dag vil søfolkene have ferie, ligesom alle skolelærere«. I øvrigt ville det ikke kunne lade sig gøre at genoptage småskibsfarten,»for i det hele taget har vi jo i Danmark ikke noget at skulle have sagt, efter at vi er kommet i Fællesmarkedet. Så er det sgu dem, der bestemmer!«. En maritim familie Albert Hansen Petersen startede sin karriere til

12 søs som 14-årig i 1925 ombord på faderens skib, på spørgsmålet om, hvornår han så holdt op med at sejle, lød svaret:»det kan jeg sgu ikke sige så bestemt, for jeg har jo sejlet med ROSENVOLD, jeg har også sejlet engang imellem med en af dem, vi har ovre ved Cleemann, når vi ingen skipper havde eller sådan, mens jeg havde værftet dernede. For min søn drev jo værftet. Ja, han er ikke med dernede mere, for han ville hellere holde op, for han er sådan en slags skibskonsulent. Han er forresten god til at tegne. Han tegner skibe, og har en hel del med dem nede i Tanzania at gøre (DANIDA projekter). Men værftet går da godt dernede endnu«. Dog må tilføjes, at i 1993 måtte værftet gå i betalingsstandsning. Niels Petersen, Alberts fader, var skibsbygger, blev skibsfører og blev ejer af flere småskibe, som han selv byggede om, så de passede til hans ønsker. Alberts ønske var at blive skibsbygger, men der var ikke råd til at sætte ham i lære, så han startede den maritime løbebane på faderens skib. Han blev skipper, skibsejer og foregangsmand for en hel ny skibstype. Ønsket om skibsbyggerkarrieren blev også opfyldt, da han i 1963 grundlagde Aabenraa Skibsværft. / llå I en periode midt i 1950'erne var der tale om regulær serieproduktion af Carolinerne fra værftet i Marstal. På dette billede, optaget d. 11. juli 1956, ses SAXO ved udrustningskajen - næsten klar til aflevering. I baggrunden HELIKA, som netop er blevet søsat. Foto: MS. Eyf.i 47

13 ifbfc Martin A. Nielsen var chef på tegnestuen på Odense Staalskibsværft Privat foto fra denne periode. 48