ODENSE UNDER BESÆTTELSEN Byvandring med Andreas Skov Torsdag d. 18.september

Transkript

1 ODENSE UNDER BESÆTTELSEN Byvandring med Andreas Skov Torsdag d. 18.september Vores rundviser, historiker og arkivar Andreas Skov har skrevet flere artikler og bøger om den fynske besættelseshistorie. Hans seneste bog hedder: Fyn i krig modstandskampen Vi kom på en byvandring i dramaets tegn. Der er, i Odense, ikke mange spor, der vidner om besættelsestiden. Ej heller mindesmærker. Domkirken Grunden til at vi startede foran domkirkens hoveddør, skyldes det kendte billede, der åbner besættelsen i Danmark. Først d. 18. maj 1940 kom de tyske tropper til Fyn, dvs. over 1 måned efter, at Danmark var blevet besat. Grunden til, at tyskerne kom så sent hertil, havde at gøre med, at Odense og Fyn ikke havde en vigtig strategisk betydning for besættelsesmagten. Det var snarere Jylland og Ålborg, der pga. lufthavnen, var et militært strategisk springbræt til Norge. København havde blot en politisk strategisk betydning (ikke militært). Norge blev, som Danmark, besat den 9.april På Fyn var både Middelfart og Nyborg vigtigere end Odense, på grund af deres geografiske placeringer. Derfor gik der så lang tid, før tyskerne ankom til Odense. Men da de kom, viste de deres militære magt gennem parader. Det var i den forbindelse, at der blev taget et illegalt billede af den store parade ved den katolske kirke, hvad der ikke var tilladt. Paraden fortsatte forbi domkirken, ned ad Klosterbakken og ud til kasernen på Sdr. Boulevard. Hele Klosterbakken var fyldt med odenseanere. Få dage før, var repræsentanten for den tyske værnemagt ankommet til Odense Rådhus. Han havde givet besked om at kasernen skulle rømmes og soldater hjemsendes. De resterende danske soldater kom til Albanigades fødehjem. De første dage af besættelsen sad de tyske og danske soldater i caféen på Sdr. Boulevards kaserne. Det må have været en mærkelig situation, og en mærkelig besættelse. Det var en fredsbesættelse. Man lod simpelthen som om, at Danmark ikke var besat. De første år var fredelige. Hist og her var der drengestreger, men ikke en egentlig modstandskamp. De første år var mere præget af et nationalt forsvarsvåben: alsangsstævner spredte sig gennem Jylland. Det startede i Ålborg forsamlede sad i Kongens Have samt i Læseforeningens Have. Reaktionen på besættelsen var dermed en national reaktion, det var det første mærkbare, - og den blev efterfulgt af utallige foredrag omhandlende Danmarks oldtid. Men denne national-bevægelse klingede dog hurtigt ud. Omkring 1941 stoppede fællessangen. Det var først i 1942, at den første lille modstandskamp rørte på sig. Det var da de hårde realiteter meldte sig: varerationeringer og stor arbejdsløshed. Inden da, - i juni angreb Tyskland Sovjetunionen. I den forbindelse blev flere danske kommunister arresteret, og Danmarks Kommunistiske Parti blev forbudt. En hel samfundsgruppe blev hermed tvunget ud i illegitimitet. Dette var med til, at etablere den danske modstandsgruppe. En organiseret modstand, der til at begynde med delte det illegale blad Trods alt ud (juli 1942). I september 1942 var der sabotage ved Odense Havn, hvor et pakhus blev brændt ned. Den danske regering kom under pres fra den tyske besættelsesmagt. Trekanten = den danske regering, den tyske besættelsesmagt og den danske modstandsgruppe pressede hinanden. Statsminister Buhl ville stoppe de illegale ting, men det kunne han ikke. Modstanden fortsatte i foråret På det tidspunkt kom den engelske gruppe S.O.E. Til Danmark (=Special Operations Executive). De hjalp lande, der var besat af Tyskland. S.O.E var en borgerlig fraktion og via denne, kom Peter Carlsen til Fyn. Han organiserede den første modstand. Han fik besked på at samarbejde med kommunisterne. Den første sabotage var skibet Linz i Odense Havn. Hele situationen kulminerede, da den danske regering trådte tilbage 29. aug Det blev startskuddet til modstandsbevægelsen. Rådhuset Samarbejdspolitikken havde medført, at der var blevet afholdt masser af møder på lokalplan vedrørende bygninger, 1

2 der skulle bruges. Ved årsskiftet , var der samlet en modstandsgruppe af kommunister og borgerlige. De havde deres hovedkvarter i en villa på Langelinie. De var indlogeret som ingeniørfirma, og de havde et samarbejde med tyskerne omkring etableringen af Beldringe Lufthavn. Herfra koordinerede de kampen, hvor fire aspekter blev iværksat: 1. Opbygningen af en modstandshær 2. Propagandakrig (blad) 3. Efterretningstjeneste i forhold til Gestapo, som i september 1943 var kommet til Fyn. 4. Likvideringer af folk, hvor de gik skridtet videre (radikalt) i deres modstandskamp. (Den første likvidering fandt sted september 1943) D blev en dansk stikker likvideret i Læssøegade, han blev skudt på tæt hold. Det fik dobbeltkonsekvens: Gestapo beordrede til gengældelsesaktion! Niels Foged 1, Årestrupvej, skulle dræbes. Han blev såret, ikke dræbt, og det var derfor en stor fiasko. Det odenseanske politi, havde politistation i hjørnet af rådhuset, hvor Rest. Bryggeriet nu ligger. Her blev en improviseret terroraktion iværksat den 3. marts 1944 omkring kl En gammabombe blev smidt mod to betjente, der stod på vagt udenfor. Den ene døde, den anden blev hårdt såret. Det var terrorens indtog i Odense = Gegenterror den Den anden store begivenhed skete i forbindelse med arrestationen af det danske politi: 19. september Det var en landsdækkende aktion. Tyskerne havde en mistanke om, at det danske politi samarbejdede med modstandsgrupperne. Omkring kl kom tyske soldater marcherende fra Vestergade de rundede hjørnet ved Danske Bank og stoppede. Der blev talt: 1,2,3,4, en fløjte lød, og der blev åbnet ild mod rådhuset. Da de skød blev Knud den Helliges knæ på Byvåbenet såret (hullet set stadig). Så stormede de ind i rådhuset, hvor Søren Hansen (datidens stadsdirektør) var i gang med en borgerlig vielse. De kastede sig ned på gulvet. Søren Børge Rasmussen stod vagt uden for ved indgangen til politistationen. Den kun 24-årige unge mand blev dræbt og lå død i et par timer, uden at tyskerne gjorde noget for at få ham af vejen. Et par dage senere blev han begravet under stor højtidelighed. Ved denne hændelse var der også en kanon i stilling mod telefonhuset, men den brugte de dog ikke. En del betjente blev arresteret 70 kom til Buchenwald, 5 døde her. 15 kom til Frøslev. Ca. 180 gik under jorden. Fisketorvet Natten til den 21.februar 1945 omkring kl stod Fyens Tidendes bygning (hvor Ryans nu ligger) i flammer. Det var en serie af sprængninger, da der også var sprængninger i Nørregade, Slotsgade og Kongensgade. I alt cirka 15 bygninger. Det var den største tyske terroraktion i Odense. Inden man sprængte bygningerne, var man så venlig at råbe Bygningen sprænges, således at folk kunne nå at redde sig i sikkerhed. Sprængstoffet, som tyskerne brugte, var sprængstof de havde fra våbenlagrene (konfiskeret materiel). Bag sprængningerne var Petergruppen. Baggrunden havde rod i to begivenheder: Første begivenhed var et led i et større program, hvor tyskerne havde en terror-turné i provinsen. Dvs. Odense, Århus samt et eksprestog ved Hobro. Det var ordrer fra Berlin. Anden begivenhed var, at der få dage tidligere blev likvideret et stikkerpar på Brogade af modstandsgruppen. En modstandsmand blev taget til fange. Han kom efterfølgende på sygehuset, hvor han blev nidkært overvåget af tyske tropper. En modstandsmand var så heldig at befri ham, trods tyske vagter. Det gjorde tyskerne så rasende, og som gengældelsesaktion, var 1 hannes_foged 2

3 det lægestanden, der blev måtte undgælde. Tyskerne hev fire unge læger udenfor, hvor de blev likvideret med nakkeskud. Tre af disse havde tyskerne tidligere haft i kikkerten, - den sidste var tilfældigt valgt. Efter krigen blev 46 danskere henrettet efter krigen, som følge af deres samarbejde med tyskerne, men den tyske del fik lange fængselsstraffe. Ingen tyskere blev henrettet i Danmark 2. Ib Birkedal 3 blev i 1950 henrettet. Politifolk fra Amager og Viborg blev udvalgt til at være bødlerne. Henrettelse, som straf, blev genindført i forbindelse med 2. verdenskrig og blev først formelt ophævet engang i 1990 erne Asylgade / Nørregade (v/bager Wendorff) Et af de mest kendte billeder fra Danmark under besættelsen, stammer fra Nørregade i Odense. Billedet viser nogle unge mænd, der er ved at vælte en politibil ved hjørnebygningen, der lige nu står tom (modsatte hjørne er tæppehandleren). Man kan genkende de høje vinduer på billedet. Vi var så heldige at fange et salatfad, næsten on location, dvs. ved de høje vinduer til højre på billedet, hvor den grå bil holder parkeret. Augustoprøret og første strejkedag. Generalstrejken. Historien om billedet er i virkeligheden ret banal. Der var en masse mennesker i byen og der var ballade i luften. Nogle fik den ide at vælte en politibil. En fotograf var hurtig og fangede scenen. Det ser meget dramatisk ud. Billedet er vigtig, fordi det viser noget symbolsk: man vælter samarbejdspolitikken, da politiet, var/er regeringens repræsentanter på gadeplan. Andreas Skov og andre ved Historiens Hus er dog bekendt med, at det ikke var den tilsigtede handling. Situationen var ikke så politisk, som man kunne tro. Det er mere et ballade-i-luften-foto, da det hele skete spontant og ikke var planlagt. Sabotagen mod Linz-skibet havde dannet en kædereaktion...og man turde mere. Billedet forløste den interne utilfredshed. Odense var epicentrum. Augustoprøret fandt sted i Esbjerg, Odense, Ålborg og Århus. Tyskerne stillede den danske regering et ultimatum: Danmark skulle indføre dødsstraf, hvis de ville fortsat ville samarbejde med besættelsesmagten. Dette var med til at trække en streg i sandet. I ly af samarbejdspolitikken havde den danske regering formået at holde ro i befolkningen. Til gengæld havde tyskerne ikke iværksat jødeaktioner i Danmark, hvilket de havde gjort i Norge og Holland (som begge havde store jødisk mindretal). Regeringen i Norge flygtede til England; det samme gjorde den hollandske. Ved besættelsen var det kun Danmark, der sagde ja til samarbejdspolitikken. Derfor er det relevant at sammenligne de tre lande med hinanden. August 1943: den danske regering blokerede for jødeaktionen. Gestapos mand, Werner Best, var manden, der stod for jødeaktionerne. Den 10. sep gik planlægningen i gang. Natten mellem den 1. og 2. oktober skete den fynske aktion. Der var ikke så mange jøder på Fyn. Der var blot en håndfuld gammel-jøder, bla. Metz-familie på Langelinie og en gruppe af unge jøder, der læste på landbrugsskolen, inden de skulle videre, afsted til Palæstina. De var kommet fra Tyskland. Desuden var der nogle børn i pleje, blandt andre steder, i Nyborg. Der var omkring unge jøder. For at finde jøderne havde tyskerne været i København, hvor de havde fået kartotekskort over alle jøder på Fyn. Så kørte de tilbage til Fyn for at lede efter dem. 60 jødiske personer blev fanget og kom til Vester Skole, hvor de blev samlet. Herfra blev de kørt videre til Kolding, hvor

4 jøder fra hele landet stødte til. De kom til Teresienstadt, der ikke var en udryddelseslejr. De overlevede! De gamle jøder var blevet advaret, men det var de unge ikke. Glade guider på tur i Odenses besættelsestid Jernbanegade, Grand Hotel Da Gestapo kom til Danmark indrettede de deres hovedkvarter på husmandsskolen i Tarup. Men den blev bombet 17. april 1945; mindre end en måned før befrielsesdagen. Herefter flyttede de deres hovedkvarter til Grand Hotel, hvor der var pigtråd rundt om. Modstandsbevægelsen overvågede Grand Hotel, hvem der kom ind og ud af bygningen. På stadsarkivet kan man læse deres telefonovervågning. Telefonaflytningen hedder den, og fylder 1200 tætskrevne maskinsider. Om morgenen den 5. maj 1945, er der en absurd, men sjov telefonaflytning. En af de tyske værnefolk ringer til Odd Fellow logen, hvor han siger, at her er ikke et øje!. Soldaterne var nemlig flygtet over hals-og-hoved til Beldringe Lufthavn, herfra kunne de hurtigt komme hjem. Men tyskerens, der ringede til Odd Fellow-logen havde en stor anke. Nemlig, at det rodede på Grand Hotel. Vi kan da ikke aflevere det sådan; vi skal forlade det i god orden, var hans kommentar. Gråbrødre Plads Her var der en terroraktion. Her lå Fyens Stiftstidende. Bygningen blev sprængt i maj Det var en gengældelse for en likvidering. Eventyrhaven I Odense skete den største træfning hvor i alt 23 danskere (11 modstandsfolk og 12 civile) og 3 tyskere blev dræbt. 80 blev såret 4. I Eventyrhaven ligger mindesten for 8 af de 23 danskere, der blev dræbt i Odense den 5. maj Mindestenene er placeret, hvor ofrene faldt. Det er en sørgelig historie! Mange beretninger går på, at der var hippofolk i den katolske kirkes tårn og at de var ansvarlige for en stor del af drabene, men Andres Skov pointerer at hippofolkene jo var på flugt som følge af befrielsen. Det er derfor nok mest nærliggende at tro, at det var modstandsfolk, der dræbte modstandsfolk ved en fejl! Det er så meget mere sørgeligt, men sagen var den, at alt var kaos! Modstandsfolkene kunne let forveksles med SS folk, idet deres uniformer lignede hinanden. En tredje ting var, at ud af de ca medlemmer, som var i modstandsbevægelsen i Odense ved befrielsen, var halvdelen, ca af dem, rekrutteret efter årsskiftet 1944/45. De havde derfor ikke nået, at få den nødvendige militære træning. Modstandsfolkene i Eventyrhaven blev fanget i en krydsild af skud fra Albani tårn, el-værket og Telefonbygningen. Tyskerne var i KFUM-bygningen, der lå mellem svømmehallen og Telefonbygningen på Klingenberg. 4 Se i øvrigt Regional Fyn, hvor Andreas Skov bl.a. viser rundt i Eventyrhaven. Viden-om-Odense-under-besaettelsen-1-2 4

5 Det er dog ikke til at sige helt klart, men modstandsmanden Max Rohe, som Andreas Skov har talt med, har fortalt nøgternt om episoden, og han mener også, at det var modstandsfolk, der stod bag de fleste drab. Det er jo naturligvis en historie, der gør det ekstra bittert. Måske er det derfor, at der ikke bliver talt så meget om det. Der ligger 8 mindesten i Eventyrhaven og 2 i Bolbro. Her ligger Viktor Willer. 5 Sake uden kamera! Godt han så endelig selv blev fotograferet! Grethe viser skudhuller på muren Bag halvmuren lidt længere oppe på højre side ligger bokseren Agerholm. Danmarks berømte bokser. Referenter Karin Høgh og Grethe Purreskov 5 Husk at læse historien om hans enke, som Anne Sofie sendte ud i forsommeren