"At eksistere eller at leve"

Transkript

1 "At eksistere eller at leve" Fattigdom og lave indkomster i Danmark - hvordan måler man fattigdom? Oktober 2004 Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen

2 CASA "At eksistere eller at leve" Fattigdom og lave indkomster i Danmark - hvordan måler man fattigdom? Oktober 2004 Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen Center for Alternativ Samfundsanalyse Linnésgade København K. Telefon Telefax [email protected] Hjemmeside: Centre for Alternative Social Analysis Linnésgade 25 DK-1361 Copenhagen K. Denmark Phone Telefax [email protected] Homepage:

3 At eksistere eller at leve Fattigdom og lave indkomster i Danmark - hvordan måler man fattigdom? CASA, Oktober 2004 ISBN Elektronisk udgave: ISBN

4 Forord Hvor mange er fattige i Danmark? Er der personer og familier, som har en så sårbar økonomisk situation, at de har vanskeligt ved at leve et acceptabelt hverdagsliv? Det første ved vi ikke noget præcist om, fordi vi i Danmark ikke opererer med en officiel definition af, hvad det vil sige at være fattig eller opererer med en officiel fattigdomsgrænse. Det andet rapporteres der dagligt om fra socialforvaltningerne og de private sociale hjælpeorganisationer, men da der er ikke er nogen officiel definition af eller norm for et acceptabelt leveniveau, ved vi ikke i hvilket omfang, og hvor mange det er. Disse dilemmaer forsøger denne rapport at råde bod på, idet formålet med rapporten er at sætte fokus på forskellige fattigdomsopgørelser og fremlægge et bud på fastlæggelsen af en grænse for et acceptabelt leveniveau. Danmark har i EU-sammenhæng forpligtet sig til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse, men spørgsmålet er, hvordan kan man gøre det uden at vide, hvad fattigdom er, og hvor mange der er fattige. En første forudsætning for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er, at vi ved, hvad vi taler om, og har en viden om, hvor stort problemet er. Kun derved kan vi sige, om fattigdommen bliver større eller mindre. Det andet er, at en række sociale ydelser i dag er så lave, at det er vanskeligt for personer og familier at opretholde et acceptabelt hverdagsliv. I denne rapport gennemgår vi forskellige fattigdomsopgørelser og peger på fordele og ulemper. For det første ses der på Finansministeriets opgørelser af personer og familier med lave indkomster, og for det andet fremlægges de første resultater af personer og familier, som har materielle og sociale afsavn baseret på data fra den seneste levekårsundersøgelse fra På den baggrund peges der på behovet for mere direkte opgørelser af, hvad det vil sige ikke at kunne klare sig i det danske samfund. Med udgangspunkt i budgetmaterialer for hvad det koster at leve, fremlægges bud på en fremgangsmåde for fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau. Rapporten er skrevet af Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen, CASA. Oktober 2004 CASA

5 Indholdsfortegnelse 1 Baggrund og resumé Baggrund for fattigdomsdebatten Lave indkomster Ulighed snarere end fattigdom Social udsatte et uklart fattigdomsbegreb Afsavn i den danske befolkning Budgetmetoden hvad koster det at leve? Et acceptabelt leveniveau Acceptabelt leveniveau i forhold til modtagere af indkomstoverførsler Hvorfor en grænse for et acceptabelt leveniveau? Hvad er fattigdom? Fattigdom Absolut relativ en skindiskussion? To begreber: Eksistensminimum og udelukkelse fra almen livsstil Social udstødning/social eksklusion De socialt udstødte/socialt udsatte Socialt udstødte et upræcist begreb Fattigdom er relativt, men hvor relativt? Lave indkomster Lave indkomster Lave indkomster acceptabelt leveniveau Fattigdomsgrænse eller ej? Sammenfatning Afsavn og økonomi Afsavn i den danske befolkning Afsavn og lave indkomster Egen bedømmelse af familiens økonomi Sammenfatning om afsavn Hvad koster det at leve? - budgetmetoden Hvad koster det at leve? Et dansk standardbudget Særlige budgetter Et acceptabelt leveniveau...53

6 5.5 Kriterier for et acceptabelt leveniveau Familietypeeksempler Sammenfatning Litteratur...68

7 1 Baggrund og resumé 1.1 Baggrund for fattigdomsdebatten Hvert år op til jul bringer aviser og nyhedsmedier historier om børnefamilier, som modtager julepakker fra private hjælpeorganisationer, fordi de ikke har råd til at holde jul som andre børnefamilier, eller historier om hjemløse som søger til de private hjælpeorganisationer for at holde jul sammen med andre hjemløse. Historier fra en virkelighed i dagens velfærdssamfund. Disse historier fra det virkelige liv afføder årligt en tilbagevendende diskussion om fattigdom i Danmark. Hvor mange er fattige, og er der tale om en stigning? Sådan var det også i Diskussionen var dog ikke alene afledt af avishistorier, men også af to rapporter, som kom næsten samtidigt. Den ene fra Rådet for Socialt Udsatte, som i deres rapport Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv redegjorde for forskellige sociale ydelsers størrelse set i relation til forskellige fattigdomsgrænser. Rådet konkluderede, at for den målgruppe, som de varetager benævnt de socialt udsatte, som omfatter ca personer er der skønsmæssigt ca personer, som har en overordentlig sårbar økonomi, som dog uden at true eksistensen, afskærer disse fra at fastholde et normalt socialt netværk og deltage i samfundets almindelige liv. Den anden rapport blev udsendt af Red Barnet, som havde fået Socialforskningsinstituttet til at udarbejde en rapport om børn og fattigdom Børnefattigdom i danske kommuner På baggrund af tre forskellige fattigdomskriterier blev omfanget af fattigdom blandt børn belyst. I forhold til alle tre kriterier viste rapporten, at børn i familier, som opfylder blot et af tre kriterier, udgør knap børn. De to rapporter gav anledning til en betydelig debat både i pressen og i Folketinget. Selv om rapporterne blev udlagt som meget håndfaste med hensyn til antallet af fattige, var de begge præget af en søgende tilgang med opstilling af forskellige kriterier og uden en bestemt definition af fattigdom. Begge rapporter konkluderede uafhængigt af hinanden, at der var personer, familier og børn, som på grund af dårlig økonomi ikke havde råd til socialt samvær, fritidsinteresser og at deltage i samfundets almindelige liv. Til forskel fra de seneste års flagrende diskussion af nyfattigdom, pegede begge rapporter på den dårlige økonomi som årsag til, at personer og familier har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Da der ikke er en officiel og anerkendt opfattelse og definition af, hvad det vil sige at være fattig i Danmark, efterlyste både Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet en diskussion af fattigdom og pegede på nødvendigheden af en politisk fastlæggelse af en officielt fattigdomsgrænse i Danmark. En grænse som også indeholdt plads til sociale aktiviteter og fritidsinteresser. 7

8 I Folketinget blev regeringen konfronteret med rapporterne og bedt om en uddybning af, hvad regeringen ville stille op i forhold til de belyste problemer. Statsministeren svarede, at debatten var præget af modstridende tal og oplysninger, og for at skabe et grundlag for en mere målrettet diskussion af de centrale spørgsmål, ville han bede Finansministeriet om at gennemgå rapporterne og fremlægge det bedst mulige grundlag for en fortsat diskussion. Dette grundlag blev offentliggjort den 10. juni 2004 i form af en rapport Lavindkomstgruppen mobilitet og sammensætning, juni 2004 udarbejdet i et samarbejde mellem flere ministerier: Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet, Socialministeriet og Finansministeriet.. Som det fremgår af titlen belyser rapporten fra ministerierne, hvem der har lave indkomster, og går kun sparsomt ind på de spørgsmål, som rejste sig i forbindelse med fattigdomsdiskussionen. Fx hedder det i rapporten: Lavindkomstgruppen er ikke en opgørelse af, hvilke danskere der er fattige fx i den forstand, at de ikke har råd til basale fornødenheder som mad, tøj og husly. De fleste er enige om, at fattigdom i denne forstand stort set ikke forekommer i Danmark. Selv om man kan være enig i denne betragtning, er der dog ingen dokumentation i rapporten for denne påstand. Det aktuelle spørgsmål er imidlertid ikke alene, om der er råd til de basale fornødenheder som mad, tøj og husly, men om der er personer og familier, som derudover ikke har råd til socialt samvær, fritidsinteresser og almindelige normer og sædvaner i det danske samfund fx at deltage i fødselsdage m.v. Det var denne problematik, som blev rejst. Og det var det, der var opgaven at belyse, og det grundlag som statsministeren efterlyste og lovede. Det er der imidlertid ikke tale om. Rapporten forholder sig ikke til denne fattigdomsproblematik. Alligevel er det korte politiske budskab i rapporten, at der ikke er fattigdom i Danmark, og derfor heller ikke behov for fastlæggelse af en fattigdomsgrænse. Med den foreliggende rapport Fattigdom og lave indkomster i Danmark er det formålet at fremlægge et bedre grundlag for en fortsat diskussion af, hvad det vil sige ikke at kunne klare sig i det danske samfund. 1.2 Lave indkomster I kapitel 3 gennemgås Finansministeriets rapport Lavindkomstgruppen mobilitet og sammensætning. Rapporten henholder sig alene til opgørelser af personer og familier med lave indkomster. Lavindkomstgruppen omfatter dem, som i et givet år har en disponibel indkomst på mindre end 50% af 8

9 medianindkomsten for hele befolkningen eller som noget nyt 60% af medianindkomsten for hele befolkningen. Efter denne definition havde 4,2% af befolkningen i Danmark eller omkring personer en årlig disponibel indkomst under 50% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Der er tale om 8,9% af befolkningen eller godt personer, som havde en disponibel indkomst under 60% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Lavindkomstgruppen er domineret af gruppen af uddannelsessøgende, som udgør godt en tredjedel (34%) i Selvstændige erhvervsdrivende næsten 10%, mens fuldt ledige m.fl. (herunder kontanthjælpsmodtagere) udgør godt 10%. Disse grupper er overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen. Som det hedder i rapporten, angiver afgrænsningen af lavindkomstgruppen: alene hvilke personer, der ligger i den nederste ende af indkomstfordelingen og dermed har en klart lavere indkomst end den typiske i befolkningen som helhed i det konkrete år. Rapporten foregiver således en skarp sondring mellem lave indkomster og fattige. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen giver dermed ikke information om, hvor stor en del af befolkningen, der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om personernes oplevede livskvalitet. Samtidig påpeges det, at det at have lave indkomster på et givent tidspunkt ikke afspejler, at man er fattig, men i højere grad afspejler at personer i forskellige aldre befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Unge har typisk lavere indkomster end midaldrende, som igen har højere indkomster end pensionister, ligesom det at have lave indkomster kan tilskrives resultatet af forskellige valg, som folk frivilligt træffer, herunder fx valget mellem arbejde og fritid og valget mellem uddannelse og arbejde. 1.3 Ulighed snarere end fattigdom Opgørelsen af personer med lave indkomster belyser i højere grad noget om ulighed og lighed i samfundet, end den viser noget om, hvem der ikke kan klare sig i samfundet, eller har indkomst som ikke giver mulighed for et acceptabelt leveniveau. Den giver således ikke svar på, om der er personer og familier, som på grund af dårlig økonomi ikke kan klare sig i samfundet eller ikke har råd til en acceptabel levevis i Danmark. Der er alene tale om en belysning af ulig- 9

10 hederne i det danske samfund, og hvem der ligger nederst i indkomstfordelingen. Sammenligninger af andele med lave indkomster med andre lande siger også kun, at indkomstfordelingen er mere lige i Danmark end i andre lande. Derimod siger den ikke, om der er færre fattige i Danmark end i andre lande. Problemet omkring relative betragtninger er generelt, at man ikke kan sammenligne landene på tværs. Lande, hvor næsten alle har lave indkomster eller høje indkomster, vil fx uafhængigt af niveauet have en lille procentdel med lave indkomster. Man kan så spørge, hvorfor Finansministeriet m.fl. udarbejder en hel rapport om lavindkomstgruppen i Danmark, når det ikke har noget med fattigdom at gøre, men alene drejer sig om at belyse noget om indkomstmæssig ulighed i samfundet. Svaret er, at der eksisterer den samme tvetydighed omkring opgørelsen af personer med lave indkomster som i EU. På den ene side er man godt klar over, at lave indkomster ikke siger noget om andelen af fattige. På den anden side er det den opgørelse, der henvises til omkring opgørelser af fattige bl.a. i regeringens seneste Nationale Handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse Problemet med rapporten fra ministerierne er, at den ikke tager stilling til, hvad det vil sige at have lave indkomster, dvs. om man kan leve og opretholde et acceptabelt leveniveau. Lave indkomster er alene en relativ størrelse, og der tages ikke stilling til, om man overhovedet kan eksistere for den indkomst. Det viser sig da også, at det helt primært er uddannelsessøgende og unge, nogle selvstændige samt unge kontanthjælpsmodtagere, som har lave indkomster. Om disse siger rapporten: Selv om disse mennesker har en relativ lav indkomst i det konkrete år, vil det almindeligvis ikke være tilfældet i et mere langsigtet perspektiv. Lavindkomstgruppen omfatter således mange personer, som få år efter kan have og viser erfaringerne har højere indkomster. Man kan kun være enig med rapporten i, at hvis dette er tilfældet, er der ikke noget problem med lave indkomster i Danmark. Det er der imidlertid, hvis man uforskyldt skal leve af en kontanthjælp eller en almindelig førtidspension i flere år. Det er ikke mindst varigheden eller det gennem flere år at have få økonomiske midler, som skaber risiko for fattigdom. 1.4 Social udsatte et uklart fattigdomsbegreb I kapitel 2 sættes fokus på fattigdom. Hvad er fattigdom, og hvordan indgår den i den danske socialpolitiske diskussion. Fattigdom er noget relativt, men spørgsmålet er hvor relativt. I dansk sammenhæng sætter Socialmini- 10

11 steriet lighedstegn mellem begrebet socialt udsatte og fattige, hvorved de fattige alene omfatter hjemløse, sindslidende, misbrugere, prostituerede m.v. Der er tale om en samlet betegnelse for flere forskellige grupper, som hver er karakteriseret ved deres sociale problemer, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om disse problemer er årsag til eller er afledt af, at de har vanskeligt ved at klare sig i samfundet. Der er tale om tautologiske slutninger, som er vanskelige at anvende i en operationalisering. Vanskelighederne med at opgøre omfanget af gruppen underbygger den manglende anvendelighed. Derfor kan afgrænsningen af gruppen socialt udstødte eller socialt udsatte ikke bidrage til en afklaring af fattigdomsproblemet. Skal man afgrænse, hvem der ikke kan klare sig i samfundet, eller som har så få ressourcer, at de er udelukket fra et acceptabel leveniveau, er det nødvendigt med mere direkte målemetoder. Rapporten peger på to metoder afsavnsmetoden og budgetmetoden. 1.5 Afsavn i den danske befolkning Den ene er inspireret af den engelske fattigdomstradition, der ser på folks afsavn. Dette er temaet i kapitel 4. Hovedudgangspunktet er den enkelte persons eller families økonomiske ressourcer, og hvorvidt disse er tilstrækkelige til, at de kan leve i forhold til de normer og sædvaner, som almindeligvis er accepteret i samfundet. Dette indfanges ved at se på folks afsavn som et direkte udtryk for folks livsbetingelser eller faktiske levevis. Ved afsavn vil vi forstå, at den enkelte person eller den enkelte familie ikke har økonomisk mulighed for at erhverve goder og udøve aktiviteter, som der er bred enighed om, at alle skal have mulighed for. Det gælder fx økonomiske ressourcer til at kunne invitere gæster hjem, give gaver til fødselsdag, købe nødvendig medicin, gå til frisør og gå til tandlæge. Opgørelsen af afsavn baseret på data fra den seneste levekårsundersøgelse viser, at det er en meget lille del af de danske personer og familier, som lider afsavn, og en meget lille del lider flere afsavn. Den helt overvejende del af de danske personer og familier 77% har således ingen afsavn. Derimod er der 6% af alle personer og familier, som har rapporteret, at de har mindst 4 afsavn begrundet i deres dårlige økonomi. Der er en klar sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes økonomiske formåen. Men der er ikke tale om en entydig sammenhæng. Der er personer og familier med relativt høje indkomster, som rapporterer, at de har afsavn, ligesom der er personer og familier med lave indkomster, som ikke lider afsavn. På den måde er afsavnene ikke alene udtryk for en manglende økonomisk formåen, men også udtryk for forskelle i levevis og prioriteringer. 11

12 Opgørelsen af afsavn i befolkningen belyser nogle vigtige aspekter omkring det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i. Men det kræver mere forskning i sædvaner, normer og almindelige aktiviteter med henblik på udvælgelse af indikatorer på afsavn, der eventuelt kunne indgå i befolkningsundersøgelser. Fortløbende opgørelser af befolkningens afsavn vil, sammenkædet med opgørelser af personernes og familiernes økonomiske situation, kunne give et udmærket billede på udviklingen af den relative fattigdom i Danmark. Det vil være et klart bedre mål og give et langt klarere billede af, hvem der har vanskeligheder ved at klare sig i samfundet, end opgørelser af hvem i befolkningen der har lave indkomster. Opgørelsen af afsavn og personers og familiers økonomi er imidlertid for upræcist for angivelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau. Skal man angive en grænse for et acceptabelt leveniveau, er der behov for mere direkte opgørelser af, hvad det koster at leve. 1.6 Budgetmetoden hvad koster det at leve? Dette er temaet for kapitel 5, hvor der sættes fokus på budgetmetoden. Der er flere varianter af budgetmetoden. Den mest kendte er den, der anvendes som grundlag for opgørelsen af antallet af fattige i USA. Metoden er at sammensætte en kurv af varer med henblik på at opgøre, hvad det koster at leve. Et princip som også ligger bag udarbejdelse af fx de skandinaviske landes standardbudgetter. Princippet i de skandinaviske standardbudgetter er, at de angiver udgifterne til et rimeligt, almindeligt forbrug. Det indeholder ikke alene udgifter til mad og drikke, men omfatter også rimelige og almindelige udgifter til tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser og dagligvarer. I Sverige er kontanthjælpen baseret på summen af boligudgiften og et rådighedsbeløb, som kaldes riksnormen, som den svenske socialstyrelse beregner på baggrund af det svenske Konsumentverkets budgetter for forskellige familietyper det svenske standardbudget. Riksnormen indeholder ikke alle de poster, som indgår i Konsumentverkes budgetter, men indeholder udgifter til dagligdagen såsom mad, tøj, sko, hygiejne, fritid, børneforsikringer, almindelige dagligvarer fx rengøringsartikler og husholdningsudgifter fx tv-licens, telefon, avis, m.v. Der er tale om et ret skrabet budget, men der er til gengæld taget højde for de konkrete boligudgifter. I Norge har Statens Institut for förbrugsforskning (SIFO) iværksat et projekt Standardbudsjett og fastsetting av minstestandard for forbruk. Formålet med projektet er at udvikle en mindstestandard for forbrug. Intentionen er, 12

13 at standardbudgettet skal bruges som grundlag som fastsættelse af den økonomiske socialhjælp i kommunerne og anvendes som en indikator på levekår i Norge. Mindstestandarden udvikles med udgangspunkt i SIFOs standardbudget og den metode, som ligger til grund for dette. Udviklingen af mindstestandarder i Norge skal også ses i relation til fattigdomsdiskussionen. Den norske regering har i 2002 tiltrådt en handlingsplan mod fattigdom. Her er hovedindikatoren for fattigdom, at indkomsten ligger under 50%-grænsen i mindst tre år. Denne grænse suppleres med beregning af den i forhold til den af EU benyttede grænse på 60% af medianindkomsten. Og derudover er det hensigten at supplere disse økonomiske mål med SIFOs undersøgelse af mindstestandarder. Det er med baggrund i erfaringerne fra de skandinaviske lande, at vi med udgangspunkt i det danske standardbudget i kapitel 5 fremlægger et bud på en fremgangsmåde for fastlæggelse af et dansk budget, som afspejler et acceptabelt leveniveau. 1.7 Et acceptabelt leveniveau Udgangspunktet for fastlæggelse af et forbrug er de mange menneskelige og samfundsskabte behov. For at dække disse behov udfører det enkelte individ en række aktiviteter, der i vores velstandssamfund giver anledning til forbrug. Da der er tale om udarbejdelse af et normativt forbrug og budget, er udgangspunktet, at behovene gælder alle personer. Der er tale om såvel materielle som sociale behov påvirket af velstandsniveauet, og de normer og sædvaner der er gældende i det danske samfund. Opfyldelsen af behovene kan imidlertid foregå på forskellig måde dvs. via forskellige aktiviteter alt afhængig af køn, alder, social status, livsfase m.v. Selv om behovene således må antages at være de samme for alle personer, kan aktiviteterne knyttet til behovene være forskellige og dermed også det konkrete forbrug Det første trin i fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau vil være at fastlægge, hvilke aktiviteter man som mindstemål skal kunne deltage i, og som samtidig stiller krav om forbrug. Det andet trin er at fastlægge forbruget i forhold til aktiviteterne. Fastlæggelsen af forbruget i forhold til aktiviteter vil i mange tilfælde været givet. Det gælder fx for aktiviteter som at sove, hvor forbruget er en seng, sengelinned og pude m.v. eller fx aktiviteten at vaske sig og børste tænder, hvor forbruget er sæbe, tandbørste, tandpasta m.m. Man kan sige, at når først aktiviteterne i forhold til det konkrete behov er bestemt, vil det konkrete forbrug også være det. Det gælder fx også for 13

14 transport. Har man bestemt, at det opfyldes via offentlige transportmidler og cykel, vil det konkrete forbrug være givet. Opstilling af aktiviteter og sammenhængen mellem aktiviteter og forbrug er foretaget af ekspertgrupper i forbindelse med udarbejdelsen af det danske standardbudget. Derfor vil det være rimeligt at tage udgangspunkt i dette. Men hvor eksperterne i forbindelse med standardbudgettet har set på det rimelige og typiske i fastlæggelsen af forbruget, vil det ved et acceptabelt leveniveau i højere grad være det nødvendige og det beskedne eller det acceptable, der vil være styrende for fastlæggelse af forbruget. Vi har haft svært ved at finde på et godt dækkende udtryk for et sådant budget. Man kunne tale om et minimumsbudget, men det kunne lede tanken hen på en form for eksistensminimum eller noget absolut. Vi har derfor valgt at kalde det et budget for et acceptabelt leveniveau. Udarbejdelse af et budget, der angiver et acceptabelt leveniveau, er angivelsen af et forbrug: som afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en aktiv deltagelse i samfundet, og som er bredt accepteret i befolkningen. Der er ikke tale om et rimeligt og almindeligt forbrug, men et forbrug som på den ene side giver grundlag for at kunne leve et sundt liv og kunne deltage aktivt og socialt i familiemæssige og samfundsmæssige sammenhænge, og som på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus, men er beskedent og alligevel nødvendigt for at kunne opretholde et hverdagsliv med aktiv og social deltagelse. Nødvendigheden kommer ind på den måde, at der ikke skal være tale om et forbrug, som fører til et dårligt liv med hensyn til helbred eller fører til isolation, men netop kan omfatte forbrugsudgifter til socialt samvær, sund mad og aktiv deltagelse m.v. Der er tale om den nødvendige forsørgelse af sig selv og sine på et beskedent niveau, hvor det er muligt at mestre livet på godt og ondt. Eksempel på budget Med dette udgangspunkt opstilles et budget for et acceptabelt leveniveau med følgende forudsætninger: Der er tale om et madbudget, som er sundt: - Mad- og drikkevarer følger ernæringsanbefalingerne. - Der er ingen udespisning. - Der drikkes ikke vin eller andre alkoholiske drikke. Der er lagt vægt på et aktivt liv og med deltagelse i sociale sammenhænge: - Aviser, blade og bøger læses på biblioteket. - Ved fritidsaktiviteterne er der især lagt vægt på motion og billige/ gratis fornøjelser. 14

15 - Der afsættes penge til gaver. - Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden. - Der holdes ikke ferie. Der er lagt vægt på kommunikation med andre familie, venner og det omgivne samfund: - Har telefon og mobiltelefon. - Har radio. - Har tv. Transport - Der er ingen bil. Transportmidlerne er cykel og offentlig transport. Yderligere forudsætninger: - Alt købes i discount- eller lavprisbutikker. - Der er ingen opsparing til fornyelse af inventar eller andre varige forbrugsgoder. Budgettet omhandler alene udgifter til forbrug i dagligdagen. Derimod indeholder det ikke: Udgifter til boligen og dermed forbundne udgifter som varme, el, gas og lys og vand. Udgifter til forsikringer, fagforeninger m.v. Udgifter til særlig medicin. Med disse forudsætninger opstilles et budget for at acceptabelt leveniveau. Budgetudgifter for et acceptabelt leveniveau Enlig uden børn Enlig med et barn Par uden børn Par med to børn Mad og drikke Tøj og sko Personlig hygiejne Kommunikation Fritid Dagligvarer Transport I alt Hvor alle voksne er mellem år, og 1. barn 3-6 år, 2.barn år. 1.8 Acceptabelt leveniveau i forhold til modtagere af indkomstoverførsler Der er foretaget en sammenligning af budgettet for det acceptable leveniveau med det disponible beløb (indkomst efter skat) modtagere af indkomstoverførsler i form af dagpenge, kontanthjælp og starthjælp har. Disse sammenligninger viser, at restbeløbet, som skal bruges til at betale bolig og 15

16 andre faste udgifter, er størst blandt modtagerne af dagpenge, mens det er lavest blandt modtagerne af starthjælp. Kontanthjælpsmodtagerne ligger midt imellem. Restbeløbet blandt modtagere af starthjælp er tydeligvis meget lille for alle familietyper. Det er helt klart ikke muligt at have et acceptabelt leveniveau på starthjælp, hvis man skal have selvstændig bolig. Nogle kontanthjælpsmodtagere kan også få svært ved at have et acceptabelt leveniveau, hvis de har høje boligudgifter og modtager boligsikring, fordi der er blevet fastsat et loft over kontanthjælpen, som medregner boligsikring. Der er også indført et loft over samlet hjælp for unge, der har modtaget kontanthjælp uafbrudt i mere end 6 måneder, og disse unge kan ikke både have egen bolig og samtidig have et acceptabelt leveniveau. Endelig skal det nævnes, at modtagere af dagpenge normalt vil have faste udgifter til a-kasse og fagforening, som skal afholdes af restbeløbet. I mange tilfælde vil det betyde kr. mindre i restbeløb pr. måned. Spørgsmålet om, hvor mange personer eller familier, der kan have et acceptabelt leveniveau, er svært at besvare, fordi de almindelige statistikker ikke rummer oplysninger om restbeløb eller rådighedsbeløb, men kun om disponible indkomstbeløb. Vi kan derfor ikke udtale os om antallet af fattige eller dårligt stillede ved hjælp af budgetmetoden. Budgetmetoden med et acceptabelt leveniveau er velegnet til at give et indtryk af den løbende situation. Det er baseret på et ekspertbaseret standardbudget efter bestemte kriterier. Man kan være enig eller uenig i budgettet, men der er tale om et dokumenteret og gennemskueligt budget. 1.9 Hvorfor en grænse for et acceptabelt leveniveau? I Danmark opererer vi ikke med en officiel fattigdomsgrænse. Det skaber ofte debat om omfanget af fattigdom og uklarhed om problemet bliver større eller mindre. Der er derfor behov for metoder til at indkredse omfang og sammensætning af personer og familier, som har vanskeligheder ved at klare sig i samfundet. Eksistensen af personer og familier, som er i en sådan situation, opfattes af flertallet af befolkningen og formodentlig også af alle politikere som en uacceptabel situation. Derfor må der skabes klarhed over omfanget og sammensætningen. Det er en af forudsætningerne for effektivt at kunne gøre noget ved problemerne. Fastlæggelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau kan være en måde at gøre det på. Endvidere er der meldinger fra socialforvaltninger og private hjælpeorganisationer om personer og familier, der har svært ved at leve et acceptabelt hverdagsliv og som hænger sammen med deres sårbare økonomiske situati- 16

17 on. Det drejer sig ikke mindst om personer og familier, som modtager sociale ydelser på starthjælpsniveau, og kontanthjælpsmodtagere som har fået nedsat hjælp, eller er blevet ramt af loftet for kontanthjælp. Men det drejer sig også om enlige mødre og børnefamilier på kontanthjælp. I den forbindelse er der behov for en grænse for, hvor meget man skal have til rådighed for at opretholde et acceptabelt hverdagsliv. En grænse som kan fungere som en norm for hvor meget, man som minimum skal have til rådighed til hverdagsforbrug. Det kan bidrage til at sikre, at forsørgelseshensynet bliver tilgodeset ved fastlæggelsen af de sociale ydelser. Det er baggrunden for, at vi med denne rapport har fremlagt et konkret forslag til en fremgangsmåde for fastlæggelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau med udgangspunkt i materialer, der belyser, hvad det koster at leve, med det håb, at der på dette grundlag kan igangsættes et udviklingsarbejde med henblik på at fastlægge et acceptabelt leveniveau og dermed bidrage til, at den politiske diskussion får nogle mere faste holdepunkter. 17

18 2 Hvad er fattigdom? 2.1 Fattigdom Fattigdom har gennem hele historien været forstået på den måde, at man ikke har de nødvendige materielle ressourcer til at kunne klare sig i det samfund, man lever i. Fattigdom er som sådan et socialt problem og adskiller sig derfor som begreb kvalitativt fra begrebet ulighed. Fattigdom er imidlertid et relativt begreb. Ikke at forstå på den måde, at nogle personer og familier har langt færre ressourcer end andre. Det kan være alvorligt nok i sig selv, men det siger alene, at der er ulighed i samfundet, og det er i hvert fald i teorien muligt at have ulighed uden fattigdom. At fattigdom er relativt, skal forstås på den måde, at de fattige ikke kan få opfyldt de materielle og sociale behov, som er nødvendiggjort af netop det samfund og den tid, de lever i. Det, at fattigdom er et socialt problem, betyder imidlertid ikke, at alle sociale problemer er at betragte som fattigdom. At være fx arbejdsløs eller være kontanthjælpsmodtager er ikke det samme som at være fattig, ligesom det at være alkoholiker eller narkoman ikke er det samme som at være fattig. Derimod kan det at være arbejdsløs eller være kontanthjælpsmodtager i høj grad være årsag til, at man ikke kan klare sig i samfundet, ligesom det at man ikke kan klare sig i samfundet kan være årsag til afledte sociale problemer som fx misbrugsproblemer, ensomhed, manglende socialt netværk og isolation (Hansen, F. K., 2004). 2.2 Absolut relativ en skindiskussion? Den altdominerende hoveddiskussion i fattigdomsdebatten har både aktuelt og historisk stået mellem et absolut fattigdomsbegreb og et relativt fattigdomsbegreb. Denne debat har været lang og sej og kan vel i dag karakteriseres som en på mange måder ideologisk debat. Når man kan sige, at der er tale om en ideologisk debat skyldes det, at den rene form af en absolut fattigdom aldrig har eksisteret. Alle definitioner på fattigdom, som er baseret på fysisk eksistensminimum, er mere eller mindre relateret til det pågældende samfund, og den tid, de er relateret til. På denne baggrund konkluderer Erik Jørgen Hansen i rapporten Fattigdom fra 1989, at der ikke alene har været tale om en ideologisk diskussion, men også en skindiskussion. Konsekvensen af denne erkendelse bør være, at vi ophæver sondringen mellem absolut og relativ fattigdom. Sondringen er en misforståelse. (Hansen, 1989). 18

19 Når der nu ikke er nogen grund til at sondre mellem et absolut eller et relativt fattigdomsbegreb, hvad er så den afgørende forskel mellem forskellige fattigdomsbegreber? Den store forskel synes at ligge i selve synet på, hvad der skal forstås ved menneskets behov. 2.3 To begreber: Eksistensminimum og udelukkelse fra almen livsstil Da den engelske fattigdomsforsker B.S. Rowntree i sine tidligste undersøgelser fra starten af 1900-tallet afgrænsede fattigdomsbegrebet, skete det ud fra den betragtning, at de fattige var personer og familier, der levede under et fysiologisk eksistensminimum. Dette indeholdt for Rowntree tre elementer: Udgifter til mad, husleje og nødvendige udgifter til tøj og brændsel. Ud fra disse tre kriterier formuleredes en fattigdomsgrænse, der i økonomiske termer skulle sikre den rent fysiologiske overlevelse. Det er denne betragtning, som også ligger bag den officielle fattigdomsgrænse i USA, som er baseret på en kurv af varer sammensat ud fra en ernæringsmæssigt forsvarlig kost. Overfor dette synspunkt har en anden engelsk fattigdomsforsker Peter Townsend i sit syn på fattigdomsproblematikken lagt vægt på, at mennesker er sociale væsener, der ikke blot skal sikres et antal kalorier, tøj nok til ikke at fryse og tag over hovedet for at fungere i et samfund. Menneskelige behov er ikke alene fysiske behov (mad, tøj og bolig), men i høj grad også sociale behov. Mennesker er ikke alene individuelle organismer, der kræver næring for deres fysiske eksistens. De er sociale væsener, der forventes at leve op til socialt krævende roller som arbejdere, borgere, forældre, ægtefæller, naboer og venner. De er ikke alene forbrugere af fysiske goder, men også producenter af disse goder og medlemmer af komplekse sociale fællesskaber. Townsend, 1979 Ved at lægge vægt på, at mennesket er et socialt væsen, der forventes at leve op til mange forskellige roller, understreger Townsend, at forståelsen af fattigdom ikke alene kan baseres på, at mennesket har objektivt givne behov, men at disse behov er samfundsmæssigt betingede og dermed også foranderlige. Denne tolkning giver fattigdomsbegrebet en øget sociologisk relevans, idet forståelsen forskydes fra en fokusering på de økonomiske ressourcer til et spørgsmål om social integration. Det centrale begreb i Townsends fattigdomsforståelse er begrebet deprivation, dvs. på dansk at lide afsavn. Afsavn kan både være af materiel og social karakter og er i princippet lige alvorlige, hvor de optræder. Men forskellige former for afsavn kan være og opleves som mere eller mindre al- 19

20 vorlige for forskellige personer. At lide afsavn er noget relativt og betyder, at de manifesterer sig på forskellig måde til forskellig tid og forskelligt i forskellige samfund. At lide afsavn kan derfor ikke reduceres til at omfatte dem, som falder under en eller anden fastsat grænse, men må relateres til den almene livsstil i samfundet. (Townsend, 1989). At lide afsavn er dog ikke det samme som at være fattig. Det ville være højst utænkeligt, om den enkelte person eller familie på alle punkter levede i overensstemmelse med den almene livsstil. Afvigelser fra den almene livsstil, som ikke har sammenhæng med manglende ressourcer, vil således altid kunne forekomme. Hvis den samme person eller familie derimod oplever en række afsavn på flere forskellige områder på en og samme gang, grundet manglende ressourcer, vil der være tale om fattigdom. Fattigdom i Townsends fortolkning er således en konsekvens af multiple deprivation eller multiafsavn. På baggrund af ovenstående kan man sige, at der i fattigdomsdiskussionen er to centrale begreber, et begreb hvis kerne er eksistensminimum, og et, hvis kerne er udelukkelse fra den almene livsstil. Disse to begreber udelukker ikke hinanden, men supplerer hinanden, idet forskellen mellem dem kan udtrykkes som forskellen mellem blot at eksistere eller at leve. Som Erik Jørgen Hansen skriver i rapporten Fattigdom (Hansen, 1989) kan man sige, at hvor det at leve må være en umistelig ret for mennesket, så er det blot at eksistere til gengæld den absolutte forudsætning for, at det første mål overhovedet kommer på tale. Fordelen ved at fastholde disse to begreber er, at det derved er muligt at lade fattigdomsbetragtningen omfatte såvel u- og i-lande, hvor begrebet eksistensminimum har størst relevans i forhold til de mange ulande, mens udelukkelse fra almen livsstil typisk vil være relevant i forhold til mange i- lande. 2.4 Social udstødning/social eksklusion På europæisk plan og i hvert fald i EU-kommissionen er der i 1990erne sket et skift i sprogbrugen omkring de dårligt stillede. Fra den traditionelle brug af fattigdom, dvs. det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i, anvendes i stigende grad begrebet social udstødning eller socialt ekskluderede, dvs. det at være udstødt fra de gængse samfundsmæssige sammenhænge. Dette skift kan på den ene side tolkes politisk (franskmændene kan ikke lide ordet poverty (fattigdom), som traditionelt anvendes af englænderne), men på den anden side hænger det også sammen med ændringer i velfærdssamfundene. Fokus i skiftet fra fattigdom til udstødning/eksklusion synes at hænge sammen med den erkendelse, at de sociale problemer 20

21 ikke kun drejer sig om materiel armod, men måske i lige så høj grad om livskvalitetsproblemer i videre forstand, ikke mindst om mangel på sociale tilhørsforhold, sociale netværk og deltagelse i sociale fællesskaber. I et større samfundsperspektiv har deltagere i debatten hævdet, at hvor fattigdom er forsørgelsesproblemer tilhørende industrisamfundene, er der i det vidensbaserede, postmoderne samfund i højere grad tale om fællesskabs- og deltagelsesproblemer. Ser vi på debatten i de enkelte europæiske medlemslande, er diskussionen om de dårligst stillede imidlertid stadig præget af fattigdomsbetragtninger, selv om sprogbrugen veksler mellem fattigdom og udstødning. Det karakteristiske er dog, at begreberne bruges identisk om de samme problemer. Selv om det ikke at kunne klare sig i det samfund, man lever i altid vil være en aktuel problemstilling, er der i begrebsdiskussionen uklarhed om, hvorvidt den nye betragtning indebærer, at social udstødning (eksklusion) er et bredere begreb end fattigdom. Tidligere kommissionsformand for EU, Jaques Delors, der var en af de stærkeste fortalere for den sociale dimension og for tiltag for de dårligst stillede, skelnede i sin tale til det sociale EU-møde i København i 1993 mellem begreberne og sagde, at fremover vil vi fortsat skelne mellem fattigdom og social udstødning (eksklusion) og fortsatte, selv om social udstødning (eksklusion) inkluderer (eller omfatter) fattigdom, dækker fattigdom ikke social udstødning (eksklusion). Jacques Delors opfatter således social udstødning eller det at være social udstødt som et bredere og mere omfattende begreb end fattigdom eller det at være fattig (Abrahamson og Hansen, 1996). 2.5 De socialt udstødte/socialt udsatte I den danske socialpolitik taler vi ikke om de fattige, men om de socialt udstødte eller socialt udsatte. Socialforskningsinstituttet definerede socialt udstødte og truede grupper som personer, der mere end forbigående enten er ude af stand til at forsørge sig selv på en for samfundet eller den enkelte acceptabel måde, eller er ude af stand til at sørge for sig selv på en for samfundet eller for den enkelte acceptabel måde. Fridberg, 1992 I praksis har det vist sig, at begrebsændringen i en dansk sammenhæng har betydet, at socialt udstødte/socialt udsatte typisk anvendes omkring de allerdårligst stillede grupper som fx hjemløse, misbrugere, sindslidende 21

22 m.m. Til forskel fra Delors kan man således sige, at begrebet social udstødning i en dansk sammenhæng opfattes som et mere snævert begreb end fattigdom. Selv om den ændrede sprogbrug ikke kan siges at have skabt større klarhed over, hvordan socialt udstødte/socialt udsatte mere præcist afgrænses og dermed heller ikke, hvor store grupperne er, er det konstaterbart, at der i Danmark i 1990erne både politisk og forskningsmæssigt er blevet sat fokus på de socialt udstødte/socialt udsatte i denne snævre betydning. I forskningen er der på den ene side dem, der hævder, at socialt udstødte/socialt udsatte har fælles karakteristika (Brandt, 1999 og Bømler, 2000) og på den anden side har andre den opfattelse, at gruppen af socialt udstødte er en samlekategori omfattende flere og flere forskellige grupper, som adskiller sig fra hinanden på en række sociale karakteristika (Järvinen, 1993). En anden problemstilling er, om der er tale om en ny social situation, eller der blot er tale om en ny italesættelse. I bestræbelserne på at karakterisere gruppen af socialt udstødte har der på den ene side været langt vægt på, at der ikke er tale om et nyt fænomen eller en ny tendens, fordi der nu tales om socialt udstødte (Brandt, 1999), mens andre ser udviklingen af de socialt udstødte som noget nyt og anderledes (Jespersen, 2000). Om de socialt udstødte skriver Preben Brandt: For ingen må tro, at det er noget nyt, at der er personer, der ikke passer ind i den pæne del af samfundet. Sådan har det altid været. Der findes masser af beretninger om de afvigende og udstødte gennem de sidste mange hundrede års danske historie. Man har på forskellige måder forsøgt at gøre noget, men hvad man end har gjort, så er der blevet ved med at være mennesker, der er udstødte. Brandt, 1999 Tidligere socialminister Karen Jespersen ser derimod nogle nye tendenser: Frem for alt kan de nye livsvilkår især gøre tilværelsen sværere for dem, der er skrøbelige eller socialt belastede. For dem kan det moderne samfunds mange muligheder mest af alt betyde mange muligheder for at lide nederlag. De har svært ved i det hele taget at klare sig i et samfund præget af store forandringer, højt tempo, risici og store krav til, hvad man selv skal kunne klare. Man kan sige, at det moderne samfund har svært ved at rumme de svage og sårbare mennesker. Det er det, der skaber den nye fattigdom. Jespersen,

23 2.6 Socialt udstødte et upræcist begreb Der er grupper af de socialt udstødte, som på mange måder har træk, der altid har kendetegnet fattige. De har meget lidt materielt, og på mange måder er der tale om sårbare mennesker, som har svært ved at klare sig i samfundet. De har en sparsom eller ingen social kontakt med andre, nogle er hjemløse, andre har svært ved at finde sig til rette i dårlige boliger. Konsekvenserne af deres situation er social ydmygelse, afmagt, øget risiko for sygdom og tidlig død. Der er tale om en meget lille gruppe i den danske befolkning kendetegnet ved en dobbelthed. På den ene side er de en provokation for velfærdssamfundet og vækker til debat ved deres synlige billede på traditionel fattigdom (på den måde fylder de meget), og på den anden side er de netop et produkt af velfærdssamfundet, idet de på mange måder udstødes af dette samfund. På trods af det lille antal er der tale om en meget upræcist afgrænset gruppe. Nogle er socialt udsatte på grund af deres hjemløseproblem, andre på grund af deres misbrugsproblemer. Men det er ikke alle misbrugere, der henregnes til gruppen. Sindslidende tæller med i gruppen, men alene de behandlingskrævende sindslidende. Det fremgår da også af Socialministeriets egne opgørelser af gruppen, at det er vanskeligt at sige noget om gruppens omfang, også fordi der er sammenfald mellem grupperne i hvilket omfang og hvordan er det imidlertid ikke muligt at sige noget om. Socialministeriet anslår, at gruppen af socialt udsatte skønsmæssigt omfatter (Socialpolitisk Redegørelse 2002): stofmisbrugere personer med et så omfattende og ødelæggende alkoholmisbrug, at de har behov for behandlingstilbud er i løbet af et år berørt af hjemløshed har en behandlingskrævende sindslidelse prostituerede. Der er tale om talstørrelser, som ikke er ændret væsentligt inden for en lang årrække. Til opgørelse af hvem, der ikke kan klare sig i samfundet, er begrebet socialt udstødte/socialt udsatte alt for upræcist. Det indfanger nogle problemstillinger, men ikke alle. Fx omfatter begrebet slet ikke forsørgelsesproblemer. Det vil sige, at lavtlønnede eller familier på indkomstoverførsler med flere børn, som kan have svært ved at klare sig økonomisk, slet ikke opfattes af disse begreber. 23

24 2.7 Fattigdom er relativt, men hvor relativt? Fattigdom er relativt. Det kan være vigtigt at operere med to centrale begreber, et begreb hvis kerne er eksistensminimum, og et, hvis kerne er udelukkelse fra den almene livsstil. Disse to begreber udelukker ikke hinanden, men supplerer hinanden, idet forskellen mellem dem kan udtrykkes som forskellen mellem blot at eksistere eller at leve. Gruppen af socialt udstødte eller socialt udsatte, som i dag anvendes i socialpolitisk sammenhæng, kan ikke bidrage til en sådan afgrænsning. Der er tale om en samlebetegnelse for flere forskellige grupper, som hver er karakteriseret ved deres sociale problemer, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om disse problemer er årsag til eller er afledt af, at de har vanskeligt ved at klare sig i samfundet. Der er tale om uklare årsagssammenhænge, som er vanskelige at anvende, når man skal opgøre omfanget af fattigdom. Vanskelighederne med at opgøre omfanget af gruppen underbygger den manglende anvendelighed. I de følgende kapitler vil vi se på forskellige opgørelser af fattigdom og se på fordele og ulemper. 24

25 3 Lave indkomster 3.1 Lave indkomster I Finansministeriets nyeste offentliggjorte rapport Fordeling og Incitamenter fra juni 2004 følger man en gammel tradition, som tidligere Økonomiministeriet (Lovmodelrådet) havde, og som nu Finansministeriet har til opgave, nemlig at belyse indkomstfordelingen og herunder den del af befolkningen, som har lave indkomster. Det er indkomstmaterialet til denne nyeste rapport, som er anvendt i rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet (juni 2004). En rapport, som er et direkte svar på den diskussion, som kom i kølvandet på de offentliggjorte rapporter fra Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet i november Som grundlag for rapporten hedder det: Diskussionen har i nogen grad været præget af modstridende tal og oplysninger, som har svækket mulighederne for en målrettet diskussion om de centrale spørgsmål. Regeringen har derfor ønsket at sikre, at det bedst mulige grundlag for at fortsætte diskussionen er til stede. (Finansministeriet m.fl., 2004). Rapporten forsøger at belyse, hvor mange personer i Danmark, der kan siges at have relativt lave indkomster i forhold til befolkningen som helhed både på et givent tidspunkt, over en årrække og over hele livsforløbet. Desuden er der forsøgt at tage stilling til nogle af de tal og oplysninger der har været nævnt i debatten i forbindelse med de omtalte rapporter fra Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet. Der fokuseres på 4 forhold; Afgrænsningen af økonomisk svagt stillede ud fra skønnede udgiftsbudgetter, de økonomiske forhold for socialt udsatte, forslaget om at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Danmark samt antallet af børn i lavindkomstfamilier. I det følgende vil vi kort gennemgå resultaterne af undersøgelsen af befolkningen med lave indkomster og derefter diskutere, hvad sådanne opgørelser kan anvendes til set i et fattigdomsperspektiv. Traditionen tro defineres det at have lave indkomster som dem, der i et givent år har en disponibel indkomst på mindre end 50% af medianindkomsten for hele befolkningen eller som noget nyt 60% af medianindkomsten for hele befolkningen. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen angiver, som det hedder i rapporten: alene hvilke personer der ligger i den nederste ende af indkomstfordelingen og dermed har en klart lavere indkomst en den typiske i befolkningen som helhed i det konkrete år. 25

26 Andel med lave indkomster Efter denne definition havde 4,2% af befolkningen i Danmark eller omkring personer en årlig disponibel indkomst under 50% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Der er tale om 8,9% af befolkningen eller godt personer, som havde en disponibel indkomst under 60% af medianindkomsten i 2002 (svarende til at have en disponibel indkomst under kr. pr. personenhed). Personer med lave indkomster i 2002 Antal personer Andel personer Indkomstgrænse 50%-grænsen , kr. 60%-grænsen , kr. Kilde: Finansministeriet m.fl., Andelen af befolkningen i lavindkomstgrupperne har været relativt stabil fra 1983 til 2002 med svagt aftagende tendens frem til 1995 og en svagt stigende tendens i årene efter. Hvem har lave indkomster? Sammensætningen af personer med lave indkomster har ændret sig, men udviser samme tendens med hensyn til, hvilke grupper som dominerer. Uddannelsessøgende udgør godt en tredjedel (34%) i Selvstændige erhvervsdrivende næsten 10%, mens fuldt ledige m.fl. (herunder kontanthjælpsmodtagere) udgør godt 10%. Disse grupper er overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen. Sammensætning af personer med lave indkomster (50%-grænsen) i 2002 Uddannelsessøgende Beskæftigede lønmodtagere Fuldt ledige m.fl Selvstændige Tilbagetrukne Andre voksne Børn I alt Kilde: Lavindkomstgruppen mobilitet og sammensætning. Finansministeriet m.fl. Juni I forhold til forskellige baggrundsvariable viser opgørelsen generelt, at følgende grupper er overrepræsenteret blandt de personer, som har under 50% af medianindkomsten: indvandrere, enlige under 67 år uden børn, årige, selvstændige, fuldt ledige og uddannelsessøgende. Grupper, som er underrepræsenteret, er fx par under 67 år, personer over 40 år generelt, lønmodtagere, efterlønsmodtagere og førtidspensionister. 26

27 Der er et betydeligt sammenfald mellem de grupper, der er henholdsvis over- og underrepræsenteret i lavindkomstgruppen fx er uddannelsessøgende ofte enlige uden børn i alderen år. Når der korrigeres for dette sammenfald, peger rapporten på, at de overrepræsenterede grupper især er: Unge uddannelsessøgende. Selvstændige og medhjælpende ægtefæller. Indvandrere (inkl. efterkommere). Fuldt ledige, herunder primært langvarige kontanthjælpsmodtagere uden forsørgerpligt. Lavindkomstgrænse og udvalgte overførselsindkomster Størrelsen og sammensætningen af lavindkomstgruppen afhænger af den valgte lavindkomstgrænse. Ovenfor er sammensætningen angivet for dem, der ligger under 50%-grænsen. Men sammensætningen vil variere afhængig af, om grænsen sættes ved 50% eller 60% af medianindkomsten. Derudover er sammensætningen påvirket af den ækvivalensfaktor, der anvendes ved opgørelsen af de ækvivalerede disponible indkomster. Ækvivalensfaktoren udtrykker graden af stordriftsfordele for familier, hvor flere voksne (og børn) har fælles husholdning. Nedenfor er grænserne sammenlignet med udvalgte indkomstoverførsler. Overførselssatser for enlig uden forsørgerpligt sammenlignet med lavindkomstgrænser Udvalgte ydelser Disponibel indkomst Folkepension med maksimal boligydelse A-dagpenge Lavindkomstgrænser %, ækv. 0,5 Folkepension med gennemsnitlige ekstra ydelser %, ækv. 0, %, ækv. 0, %, ækv. 0,8b Folkepension uden ekstra ydelser %, ækv. 0,6 Kontanthjælp over 25 år uden særlig støtte %, ækv. 0,8b Kontanthjælp under 25 år Starthjælp Kilde: Finansministeriet Fordeling og Incitamenter,

28 I de opgjorte tal ovenfor i tabellen er der regnet med ækvivalensfaktor 0,6. Det fremgår, at når grænsen sættes ved 50% ( kr.) vil ingen med folkepension falde under grænsen. Kun kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere falder under grænsen. Sættes lavindkomstgrænsen ved 60%, vil pensionister, der modtager folkepension uden ekstra ydelser, falde under grænsen og indgå i lavindkomstgruppen. Sammenligningen med overførselsindkomster angiver, hvilket niveau der tales om ved afgrænsningen af personer med lave indkomster. 50%-grænsen angiver kr. i disponibel indkomst (indkomst efter skat), hvilket svarer til kr. pr. måned i disponibel indkomst, som altså skal dække husleje plus faste udgifter samt udgifter til mad, tøj, transport, fritidsinteresser plus daglige fornødenheder. 60%-grænsen angiver kr., hvilket svarer til kr. pr. måned i disponibel indkomst, altså efter skat. Lave indkomster over tid Da en meget stor del af lavindkomstgruppen er unge og studerende, viser det sig ikke overraskende, at der er en stor udskiftning blandt personerne med lave indkomster, når man over en årrække betragter gruppen med lave indkomster. Omkring 60% af de personer med indkomst under 50% af medianindkomsten i 1993 var året efter altså i 1994 ikke længere i lavindkomstgruppen. Over en længere årrække forlader stadig flere af de oprindelige personer lavindkomstgruppen, selv om nogle vender tilbage igen. I 2002 havde 9% (eller ) af de personer indkomster under 50% af medianindkomsten. Kun 1% af lavindkomstgruppen i 1993 har haft indkomster under 50% af medianindkomsten i alle årene fra 1993 til Lave indkomster sammenlignet med andre lande I international sammenligning er Danmark blandt de lande, som har de mindste indkomstforskelle i befolkningen. Indkomstfordelingen er således mere lige i Danmark end i stort set andre lande. Det er derfor heller ikke overraskende, at når man sammenligner andelen med lave indkomster (50%-grænse eller 60%-grænse), så er andelen i Danmark mindre end i de fleste andre lande, vi normalt sammenligner os med. Ifølge en OECD-undersøgelse, der sammenligner landene i midten af 1990erne var der i % med lave indkomster i Danmark, og det var det laveste niveau i hele EU, bortset fra Finland, hvor den kun var 3%. I Sverige var andelen 7%, i Tyskland var den 8%, i Frankrig 11% og i Portugal 15%. Afgrænses lavindkomstgruppen i stedet ved 60%-grænsen er også Schweiz, Sverige og til dels Holland på niveau med Danmark, hvad angår lavindkomstgruppens relative størrelse. 28

29 3.2 Lave indkomster acceptabelt leveniveau Set i et fattigdomsperspektiv, hvad har lave indkomster så med acceptabelt leveniveau at gøre? Indkomst som indikator fattigdom og økonomi På den ene side er det vigtigt at fastholde, at fattigdom har at gøre med den enkelte persons eller families økonomiske formåen. Det hænger selvsagt sammen med, at penge spiller en afgørende rolle for, hvad man kan forbruge af mad, tøj, bolig m.m. I den forbindelse kan man tale om, at der er en sammenhæng mellem den enkelte persons eller families materielle leveniveau og mængden af kroner, som personen eller familien har til disposition det vil sige indkomstens størrelse. På den anden side er indkomsten, som påpeget af den norske sociolog Stein Ringen, kun et indirekte mål for en eventuel fattigdomssituation. Indkomsten angiver den enkelte persons eller families muligheder, men ikke deres faktiske levevis. Man kan altså godt tænke sig personer eller familier med lav indkomst, der ikke lever fattigt, og personer eller familier med en forholdsvis pæn indkomst, som på baggrund af forskellige forhold, fx stor forsørgerbyrde, alligevel lever fattigt (Ringen, 1988). Indkomst og fattigdom Med udgangspunkt i denne konstatering påpeger Stein Ringen, at der i fattigdomsforskningen har været en manglende overensstemmelse mellem den måde, man definerer fattigdom på, og så den måde man opgør fattigdommen på. Et godt eksempel på denne manglende overensstemmelse er EU-kommissionens behandling af fattigdomsproblematikken. Selv om EU-kommissionen definerer fattigdom relativt og som en situation, hvor ens ressourcer er så utilstrækkelige, at de bliver udelukket fra den almindelige levevis, der bliver betragtet som acceptabel af det samfund, de lever i, har man i opgørelsen af fattigdom i de enkelte medlemslande valgt at basere sig på indkomstopgørelser. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at der ikke er udviklet ensartede fattigdomsstatistikker i EUs medlemslande. Derimod er indkomststatistikken udviklet i alle EU-lande, og i EURO-STAT og andre centrale statistikinstitutter (fx Luxemborg-Income-Study) er der foretaget ensartede opgørelser af indkomststatistikken således, at opgørelsen af de disponible indkomster er sammenlignelig mellem landene. På denne måde er indkomsten den bedste indikator for opgørelse af personer og familier med lave indkomster. Erkendelsen af, at der er tale om en indikator, fremgår af, at man i EU nu taler om, at de personer, som ligger under 50%-grænsen eller 60%-grænsen i det enkelte medlemsland, viser antallet af personer med risiko for fattigdom, hvor man tidligere satte antallet lig antallet af fattige i EU. 29

30 I rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet foregiver man imidlertid en skarp sondring og ser ikke nogen direkte forbindelse mellem lave indkomster og fattige. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen angiver dermed alene, hvilke personer der ligger i den nederste ende i indkomstfordelingen og dermed har klart lavere indkomst end det typiske i befolkningen som helhed i det konkrete år.. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen giver dermed ikke information om, hvor stor en del af befolkningen der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om personernes oplevede livskvalitet. Samtidig påpeges det, at det at have lave indkomster på et givent tidspunkt ikke afspejler, at man er fattig, men i højere grad afspejler, at personer i forskellige aldre befinder sig på forskellige stadier i livsforløbet. Unge har typisk lavere indkomster end midaldrende, som igen har højere indkomster end pensionister, ligesom det at have lave indkomster kan tilskrives resultatet af forskellige valg, som folk frivilligt træffer, herunder fx valget mellem arbejde og fritid og valget mellem uddannelse og arbejde. Ulighed snarere end fattigdom Opgørelsen af personer med lave indkomster belyser i højere grad noget om ulighed og lighed i samfundet, end den viser noget om, hvem der ikke kan klare sig i samfundet eller har indkomst, som ikke giver mulighed for en acceptabel levevis. Rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet giver således ikke svar på, om der er personer og familier, som på grund af dårlig økonomi ikke kan klare sig i samfundet eller ikke råd til en acceptabel levevis i Danmark. Der er alene tale om en belysning af ulighederne i det danske samfund, og hvem der ligger nederst i indkomstfordelingen. Sammenligningen med andre lande af andelen med lave indkomster siger også kun, at indkomstfordelingen er mere lige i Danmark end i andre lande. Derimod siger den ikke noget om, at der er færre fattige i Danmark end i andre lande. Det er nemlig ikke muligt at sammenligne niveauerne på tværs af landene. Man kan fx ikke sammenligne de 4%, som har lave indkomster i Danmark, med de 15%, som har lave indkomster i Portugal, idet de lave indkomster ikke siger noget om, hvorvidt folk har mange eller få penge til rådighed, eller om de kan klare sig for disse indkomster. Problemet omkring relative betragtninger er generelt, at man ikke kan sammenligne landene på tværs. Lande, hvor næsten alle har lave indkomster eller høje indkomster, vil fx uafhængigt af niveauet have en lille procentdel med lave indkomster. I EU er der i forbindelse med udvidelsen i økonomkredse overvejelser om andre fattigdomsopgørelser end 50%- og 60%-grænsen, fordi nogle af de 30

31 nye lande har lave andele med lave indkomster pga. en ligeligere indkomstfordeling trods massive fattigdomsproblemer. Tvetydighed i forhold til lav indkomst Man kan så spørge, hvorfor Finansministeriet m.fl. udarbejder en hel rapport om lavindkomstgruppen i Danmark, når det ikke har noget med fattigdom at gøre, men alene drejer sig om at belyse noget om ulighed og lighed i samfundet. Svaret er, at der eksisterer den samme tvetydighed omkring opgørelsen af personer med lave indkomster som i EU. På den ene side er man godt klar over, at lave indkomster ikke siger noget om andelen af fattige. På den anden side er det den opgørelse, der henvises til omkring opgørelser af fattige bl.a. i regeringens seneste Nationale Handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom og sociale udstødelse (Socialministeriet m.fl., 2003). Denne dobbelthed har eksisteret i de mange år, hvor opgørelsen af lavindkomstgruppen er foretaget i Danmark og genfindes i rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet. Går vi tilbage i tiden hedder det i Lovmodelrådets beretning fra 1993 om årets emne. I år beskæftiger det sig med grupper af familier i Danmark med relativt lave indkomster. Emnet relativ fattigdom har påkaldt sig en del opmærksomhed i udlandet, og selv om problemet i Danmark ikke er så stort, indgår det som en vigtig del af debatten omkring, hvor vi vil hen med velfærdsstaten. Senere i samme beretning opstilles problemstillingen og der spørges: Er der et fattigdomsproblem i Danmark? Har velfærdssamfundets omfattende system af overførselsindkomster bidraget til at afhjælpe dette system? Undersøgelsen i denne publikation beskæftiger sig med disse spørgsmål ved at beskrive en række økonomiske forhold for gruppen af lavindkomstfamilier i Danmark (Økonomiministeriet, 1993). I rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet udtrykker man sammenhængen mellem lav indkomst og fattigdom på denne måde. Afgrænsningen af lavindkomstgruppen giver ikke information om, hvor stor en del der kan siges at være fattige i absolut forstand eller om personernes oplevede livskvalitet. Det vil sige, at man tager afstand fra, at der er tale om en belysning af fattige i absolut forstand, men der tages ikke afstand fra, at der er tale om en belysning af en relativ fattigdom. Hvad indebærer lav indkomst? Rapporten gør en del ud af at forholde sig til den problemstilling, Rådet for Socialt Udsatte rejser omkring antallet af de socialt udsatte, som har en overordentlig sårbar økonomi. Det sættes der spørgsmålstegn ved alene 31

32 ud fra den betragtning, at en stor del af de socialt udsatte (hjemløse, misbrugere og sindslidende) ikke befinder sig i gruppen med lave indkomster. I modsætning til, hvad der har været nævnt i flere referater af Rådets analyser, kan det således ikke sluttes, at socialt udsatte er i lavindkomstgruppen med indkomster under medianindkomsten. Bedømt ud fra Rådets egne skøn er langt hovedparten af de socialt udsatte således ikke i lavindkomstgruppen. Ganske rigtigt viser Rådets egne beregninger, at en del kontanthjælpsmodtagere og gruppen af førtidspensionister ikke vil falde under 50%-grænsen. Men Rådet har netop ikke vurderet de personer med sårbar økonomi ud fra 50%-grænsen, men ud fra, at deres lave rådighedsbeløb afskærer disse fra et normalt socialt netværk og fra at deltage i samfundets almindelige vilkår. Dette begrundes med, at kontanthjælpsmodtagere over 25 år og par på kontanthjælp med og uden børn har et rådighedsbeløb, som ikke giver mulighed for udgifter til almindeligt og rimeligt socialt samvær og deltagelse i fritidsinteresser. Det forholder rapporten fra Finansministeriet m.fl. sig ikke til, men forsøger at afvise, at det kan stå så galt til, når disse personer ikke er i lavindkomstgruppen. Dette synspunkt underbygges i følgende sætning. Indførelsen af en officiel fattigdomsgrænse, som det har været foreslået blandt andet af Rådet for Socialt Udsatte, vil derfor ikke være et særligt anvendeligt redskab i forhold til at udpege persongrupper, som er socialt udsatte eller i risiko for at blive socialt udsatte. Personer med indtægter under en sådan grænse vil typisk ikke være socialt udsatte eller i risiko for at blive socialt udsat mens mange socialt udsatte (herunder førtidspensionister) kan have indkomster over grænsen. Rapporten opererer her med 50%-grænsen, som om det er en fattigdomsgrænse. Selv om 50%-grænsen omtales som en grænse, som alene ser på relative indkomster og personer med lave indkomster og ikke har noget med fattigdom at gøre, anvendes den her som en fattigdomsgrænse. Men Rådet har netop ikke anvist 50%-grænsen som en fattigdomsgrænse, men derimod netop efterlyst udarbejdelsen af en fattigdomsgrænse, som tog højde for, at personer havde et rådighedsbeløb, hvor der også var plads til et normalt socialt netværk og deltagelse i samfundets almindelige fritidsliv. Problemet med rapporten fra ministerierne er, at den ikke tager stilling til, hvad det vil sige at have lave indkomster, forstået på den måde, om man kan leve og opretholde en acceptabel levevis. Lave indkomster er alene en relativ størrelse, og der tages ikke stilling til, om man overhovedet kan eksistere for den indkomst. Det viser sig da også, at det helt primært er uddannelsessøgende og unge, nogle selvstændige samt unge kontanthjælpsmodtagere, som har lave indkomster. Om disse siger rapporten: Selv om disse mennesker har en relativt lav indkomst i det konkrete år, vil det almindelig- 32

33 vis ikke være tilfældet i et mere langsigtet perspektiv. Lavindkomstgruppen omfatter således mange personer, som få år efter kan have og viser erfaringerne har højere indkomster. Man kan kun være enig med rapporten i, at hvis dette er tilfældet, er det ikke noget problem med lave indkomster. Det er det imidlertid, hvis man uforskyldt skal leve af en kontanthjælp eller en almindelig førtidspension i flere år. Det er ikke mindst varigheden eller det gennem flere år at have få økonomiske midler, som skaber risiko for fattigdom. Det var denne problemstilling, rapporten skulle have forholdt sig til. I stedet belyser rapporten en gruppe med relativt lave indkomster, som efter ministeriernes egen bedømmelse slet ikke har økonomiske problemer. Man kan kun være enig i den konklusion rapporten Fordeling og incitamenter, 2002 selv giver på omtalen af lavindkomstgruppen set i et fattigdomsperspektiv. Sammenfattende indeholder lavindkomstgruppen overvejende personer, der efter almindelig opfattelse af begrebet fattigdom ikke kan anses for fattige. Det anvendte lavindkomstkriterium har derfor ikke stor relevans for beskrivelse af indkomstforholdene i Danmark. (Finansministeriet, 2002). 3.3 Fattigdomsgrænse eller ej? I Danmark er der ikke en officiel politisk besluttet fattigdomsgrænse. Skiftende regeringer har afvist at opstille sådanne mål. Rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet opridser fire grunde til, at det ikke er nogen god ide med en fattigdomsgrænse. Der er ingen objektive kriterier, der kan sige noget præcist om, hvilken indkomst som er fair eller rimelig. Det er et etisk og politisk spørgsmål. Den løbende disponible indkomst i et enkelt år er ikke nødvendigvis et godt mål for en families faktiske levestandard. Der er forskelle i de enkelte personers individuelle behov, som medfører, at én enkelt lavindkomstgrænse ikke vil være relevant for alle personer. Indførelsen af en officiel fattigdomsgrænse er ikke særlig anvendelig i forhold til at udpege persongrupper, som er socialt udsatte eller i risiko for at blive socialt udsatte. Det er oplagt, at fastlæggelse af en eller flere grænser, der angiver et acceptabelt leveniveau, selvfølgelig er et politisk spørgsmål. Lige såvel som politikerne beslutter fx størrelsen af de enkelte indkomstoverførsler, er det et politisk spørgsmål, hvis der skal formuleres en officiel grænse for et acceptabelt leveniveau. At det er et politisk spørgsmål betyder imidlertid ikke, at der ikke kan bidrages til udarbejdelsen af et sådant niveau med viden og undersøgelser samt fornuftige objektive kriterier fra forskere og andre således, 33

34 at der bliver tale om et demokratisk og rimeligt formuleret acceptabelt leveniveau. At der kan blive tale om flere grænser, er der ingen tvivl om. Ser man på udviklingen for kontanthjælp, er der i dag flere satser for personer i forskellige aldersgrupper og med forskellig forsørgerbyrde. Det samme kan man selvfølgelig forestille sig med hensyn til grænser for acceptabelt leveniveau. Det er også tilfældet i USA. Men det vigtige er, at de bygger på de samme principper. Det er principperne for udarbejdelsen af et acceptabelt leveniveau, der er det centrale spørgsmål. Derfor er det heller ikke et argument imod en grænse for et acceptabelt leveniveau, at denne ikke er anvendelig i forhold til at udpege persongrupper, som er socialt udsatte eller i risiko for at blive det. Det holder kun, hvis man med en sådan grænse mener, at den skal fastsættes ud fra en relativ indkomstbetragtning og skal ligge ved 50%-grænsen. Men alt taler imod en sådan afgrænsning, da den er tilfældig og vilkårlig og ikke siger noget om, hvorvidt folk faktisk kan leve for denne indkomst. En afgrænsning baseret på objektive kriterier vil kunne besvare spørgsmålet, hvor stor en indkomst skal man have for at kunne klare sig i det danske samfund og have et acceptabelt leveniveau. 3.4 Sammenfatning Afgrænsningen af lavindkomstgruppen har ikke tidligere haft den store politiske opmærksomhed. Økonomiministeriet og Finansministeriet har løbende foretaget belysning af indkomstfordelingen og en belysning af personer med lave indkomster uden den store offentlige bevågenhed. I de seneste år er der imidlertid dukket en række problemstillinger op omkring særlige gruppers indkomster og vurderingen af disse indkomster. Det gælder de ældre pensionisterne, det gælder kontanthjælpsmodtagere, og det gælder personer på starthjælpsniveau og herunder indvandrere og flygtninge på introduktionsydelse og starthjælp. Svaret fra Finansministeriet m.fl. har været en belysning af personer med lave indkomster. Selv om der foretages en afgrænsning ud fra fx 50%-grænsen, bliver der gjort meget ud af, at der ikke er tale om et lavindkomstproblem endsige et fattigdomsproblem, enten fordi de mange unge specielt de studerende kun vil have sådanne lave indkomster et stykke tid, eller fordi folk selv har valgt at have lave indkomster fx på grund af deltidsbeskæftigelse. Dette synspunkt går igen i de seneste rapporter fra Finansministeriet m.fl. fx om De ældres økonomiske vilkår. Her bliver der også argumenteret for, at de få folkepensionister, der ligger under den lave grænse, har en bedre indkomstsituation på grund af tillæg og gratis ydelser. 34

35 Man kan sige, at med rapporten om De ældres økonomiske vilkår og rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet har afgrænsningen af lavindkomstgruppen fået en politisk dimension. I forbindelse med rapporten om de ældres økonomiske vilkår var problemstillingen, om de ældre skulle have en ældrecheck. I forbindelsen med rapporten Lavindkomstgruppen sammensætning og mobilitet er problemstillingen, at der er grupper af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og børnefamilier, som har så dårlig økonomi, at de ikke kan deltage i socialt samvær og fritidsinteresser, og på den baggrund blev der peget på behovet for fastlæggelse af en grænse for et acceptabel leveniveau. Svaret på disse problemstillinger er ikke en opgørelse af personer med lave indkomster. At en stor del unge og uddannelsessøgende (og selvstændige og deltidsbeskæftigede) hvert år har lave indkomster (og det er langt fra de samme unge) er ikke ensbetydende med, at personer på kontanthjælp, førtidspension, starthjælp, introduktionsydelse eller for den sags skyld folkepension kan opretholde en acceptabel levevis. Opgørelsen af lavindkomstgruppen siger alene noget om ulighed. Der er tale om en relativ øvelse, som i forhold til at kunne give svar på om folk kan klare sig, er for vilkårlig og for upræcis. Der må foretages mere pålidelige opgørelser, som samtidig siger noget mere direkte og kvalitativt om, hvad det vil sige ikke at kunne klare sig økonomisk og socialt i det danske samfund. 35

36 4 Afsavn og økonomi 4.1 Afsavn i den danske befolkning I et tidligere kapitel blev der sat spørgsmålstegn ved at bruge lave indkomster som et mål for fattigdom. Det store problem er, at indkomsterne udtrykker ens muligheder, men ikke hvordan man faktisk lever. Indkomsterne giver fx således ikke udtryk for folks behov. En måde at indfange behov på er at inddrage begrebet afsavn. Afsavn er et begreb, som dækker over manglende behovstilfredsstillelse. Når man lider afsavn, så er der noget, man må undlade, som man har brug for. Afsavnsbegrebet er ikke uden problemer. Det skyldes især, at det kan være svært at skelne mellem behov og ønsker. Hvis afsavn skal give mening i en fattigdomssammenhæng, skal man kunne skelne mellem basale behov og luksusbehov. Denne skelnen kan være svær at foretage, fordi behovene objektivt set er forskellige for forskellige personer, eksempelvis har ældre mennesker mere behov for medicin end unge. Der er også en subjektiv dimension, fordi man kan have forskellige opfattelser af, hvad der er basale behov og luksus, eksempelvis synes nogle mennesker, at det er luksus at tage på ferie i udlandet, mens andre mener, at det nærmest er livsnødvendigt. I en fattigdomssammenhæng kan man bruge afsavn til at få et billede af befolkningens adfærd og behovstilfredsstillelse. Dette er gjort i flere empiriske undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet 1. Spørgsmålet i disse undersøgelser lød: Har De/familien inden for den sidste måned/det sidste år, af økonomiske grunde, måttet undlade at.. (en række eksempler på afsavn). Spørgsmålsformuleringen er søgt holdt på et objektivt niveau, dvs. at svarpersonerne skal tage stilling til, om de rent faktisk har undladt at gøre forskellige ting i en given periode. Altså ikke noget med deres oplevelse af situationen, som er af mere subjektiv karakter. Det subjektive element i spørgsmålet drejer sig om at vurdere, om det er af økonomiske grunde, man har undladt at gøre de forskellige ting. Et andet kritisk spørgsmål er, om svarpersonerne overhovedet har behov for at gøre tingene. Eksempelvis er en indikator for afsavn, om man har undladt, at foretage reparationer ved boligen inden for det sidste år. Men det kan godt tænkes, at der ikke har været behov for at reparere noget ved boli- 1 Hansen, Finn Kenneth: Materielle og sociale afsavn i befolkningen Socialforskningsinstituttet. Rapport 90:4. Undersøgelse af befolkningens levekår år Socialforskningsinstituttet og Sociologisk Institut Københavns Universitet. 36

37 gen, hvis alt fungerer fint. En anden indikator er, om man har undladt at købe medicin De/familien havde brug for. Men hvad svarer man, hvis man ikke har haft brug for medicin? I undersøgelsen af danskernes levekår 2000 indgår 14 forskellige typer af afsavn, som er opdelt i forskellige hovedtyper: 1. Daglige fornødenheder. 2. Boligaktiviteter. 3. Reproduktionsaktiviteter. 4. Sociale aktiviteter. De fleste af disse afsavn indgår i en tidligere dansk undersøgelse (F.K. Hansen: Materielle og sociale afsavn i befolkningen. SFI-rapport 90: ). Denne tidligere undersøgelse omfattede 21 afsavn. Følgende tabel viser, hvilke afsavn der er/var tale om. 37

38 Daglige fornødenheder: 2000-us us. 1. Indkøbe dagligvarer... X X 2. Købe fodtøj... X X 3. Købe nødvendig medicin... X X 4. Betale husleje til tiden*... X X 5. Betale regninger m.v. til tiden... X Boligaktiviteter: 6. Varme boligen op... X 7. Foretage reparationer... X 8. Foretage reparationer af udstyr i hjemmet**... X X 9. Erstatte udstyr i hjemmet... X X Reproduktionsaktiviteter: 10. Gå til frisør... X X 11. Gå til tandlæge... X X 12. Gå på kursus... X 13. Dyrke fritidsinteresser... X X 14. Tage på udflugt... X 15. Holde ferie uden for hjemmet... X X Sociale aktiviteter: 16. Invitere gæster hjem... X X 17. Gå ud en aften... X X 18. Gå i biografen... X 19. Besøge familie/venner... X X 20. Deltage i sammenkomster... X 21. Give gaver til fødselsdage o.l.... X X * I 2000-undersøgelsen var husleje og regninger slået sammen således: betale regninger, herunder husleje og a-kassekontingent til tiden. ** I 2000-undersøgelsen var formuleringen således: Foretage reparationer ved boligen. I enkelte tilfælde er der uoverensstemmelser i formuleringerne, som gør, at man ikke umiddelbart kan sammenligne resultaterne fra de to undersøgelser. I de fleste tilfælde går det dog an at sammenligne de to undersøgelser. I den følgende tabel er vist, hvor mange (procentdel) familier, der lider af forskellige afsavn i henholdsvis 1990 og

39 Procentdel af familier, der har haft forskellige typer afsavn og 1990 Daglige fornødenheder: 2000-us us. 1. Indkøbe dagligvarer... 7% 10% 2. Købe fodtøj... 7% 12% 3. Købe nødvendig medicin... 2% 1% 4. Betale husleje til tiden... 4% 5. Betale regninger m.v. til tiden*... 5% 7% Boligaktiviteter: 6. Varme boligen op... 2% 7. Foretage reparationer... 12% 8. Foretage reparationer af udstyr i hjemmet**... 9% 10% 9. Erstatte udstyr i hjemmet... 9% 12% Reproduktionsaktiviteter: 10. Gå til frisør... 7% 11% 11. Gå til tandlæge... 4% 5% 12. Gå på kursus... 6% 13. Dyrke fritidsinteresser... 5% 7% 14. Tage på udflugt... 11% 15. Holde ferie uden for hjemmet... 16% 15% Sociale aktiviteter: 16. Invitere gæster hjem... 5% 11% 17. Gå ud en aften... 11% 16% 18. Gå i biografen... 10% 19. Besøge familie/venner... 7% 12% 20. Deltage i sammenkomster... 5% 21. Give gaver til fødselsdage o.l.... 3% 8% * I 2000-undersøgelsen var husleje og regninger slået sammen således: betale regninger, herunder husleje og a-kassekontingent til tiden. ** I 2000-undersøgelsen var formuleringen således: Foretage reparationer ved boligen. Af tabellen fremgår to ting. For det første er det en meget lille andel, som har afsavn. Ser man på de enkelte indikatorer, svinger andelen fra 2% til 16% af befolkningen. Fx er det 2%, som angiver, at de har måttet undlade at købe nødvendig medicin, og 3% som har undladt at give gaver til fødselsdag. 7% har undladt at købe fodtøj og 16% at holde ferie uden for hjemmet. For det andet er der færre og færre, som lider afsavn på de forskellige områder i 2000 i sammenligning med Der er kun to områder, hvor det er 39

40 gået den anden vej: holde ferie og købe medicin. Forskellen er imidlertid meget lille, og den er ikke signifikant. Man kan bemærke, at de største forbedringer er sket inden for de sociale aktiviteter, fx invitere gæster eller gå ud en aften. Der er også sket forbedringer, når det gælder om at købe ting, fx gaver til fødselsdage og indkøb af fodtøj og dagligvarer. Alt i alt kan man altså konstatere, at over en 10 års periode er der gennemgående blevet færre personer og familier, som oplever afsavn af økonomiske grunde. Den positive udvikling kan naturligvis skyldes, at familierne har fået bedre økonomi, men det kan også skyldes, at behovene har ændret sig. Hvis man tager kommunikationsområdet, vil det at have mobiltelefon 2000 (i modsætning til 1990) være almindeligt og udbredt og kunne være en indikator på afsavn. Hvis man af økonomiske grunde ikke kan føre mobiltelefonsamtaler eller ikke har råd til overhovedet at erhverve sig en mobiltelefon, ville der være tale om afsavn. Aktivitetsmønstrene og behovene spiller en væsentlig rolle for udpegningen af indikatorer for afsavn. I de følgende analyser vil vi gruppere de 14 forskellige afsavn i 4 hovedtyper. Hvis mindst ét afsavn er registreret i hver hovedgruppe, betragtes det som et afsavn. Men det tæller ikke mere, hvis der er flere afsavn. Dette forenkler analyserne og bidrager muligvis også til at korrigere lidt for ændringer i behov. Procentdel af familier, der har afsavn i de 4 hovedgrupper og us us. Daglige fornødenheder... 11% 20% Boligaktiviteter... 13% 20% Reproduktionsaktiviteter... 18% 28% Sociale aktiviteter... 13% 25% Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Selv om vi ikke fuldt ud kan sammenligne tallene fra undersøgelsen i 2000 med undersøgelsen i 1990, så tyder tabellen alligevel på en klar forbedring i afsavnssituationen på alle 4 områder i perioden Vi kan også se, at reproduktionsaktiviteterne er den gruppe, hvor flest lider afsavn 18% af familierne i De øvrige tre afsavnsområder er nogenlunde ens 11-13% af familierne i Vi kan konstatere, at 77% af familierne i 2000 slet ikke har rapporteret nogen af de nævnte afsavn, mens 6% af familierne har nævnt afsavn på alle 4 afsavnsområder. 40

41 Familier fordelt efter antal afsavnsområder Ingen afsavnsområder... 77% 1 afsavnsområde... 8% 2 afsavnsområder... 6% 3 afsavnsområder... 3% 4 afsavnsområder... 6% I alt % Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Afsavn og lave indkomster Som nævnt er afsavn ikke nødvendigvis det samme som lave indkomster. På baggrund af den måde, der er spurgt, må man imidlertid forvente en vis sammenhæng mellem afsavn og indkomster, fordi afsavnene er defineret i forhold til økonomi: af økonomiske grunde, måttet undlade at. Levekårsundersøgelsen 2000 har stillet spørgsmål dels om familiens samlede indkomst (bruttoindkomsten), dels om deres rådighedsbeløb (beløb der er tilbage til det daglige forbrug, når skat og faste udgifter er betalt). I det følgende vil vi analysere sammenhængen mellem afsavn på den ene side og samlet indkomst og rådighedsbeløb på den anden side. Da behov og økonomisk situation på mange måder er forskellige for par og enlige, har vi opdelt analyserne særskilt for par og enlige. Enlige Den første tabel blandt de enlige vedrører sammenhængen mellem den samlede årsindkomst og antallet af afsavnsområder hvor der højst kan være 4. Enlige med forskellige samlede årsindkomster fordelt efter antal afsavnsområder Antal afsavnsområder Under kr % 14% 11% 13% 12% 100% kr % 12% 12% 12% 10% 100% kr % 9% 8% 7% 6% 100% kr % 11% 2% 1% 3% 100% kr % 6% 5% - 1% 100% Ved ikke... 78% 10% 5% 5% 3% 100% Alle... 63% 11% 9% 9% 8% 100% Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Det er ganske tydeligt, at der er en sammenhæng mellem den samlede indkomst og antal afsavnsområder blandt de enlige, og forskellen er statistisk signifikant. Jo lavere indkomst, des flere enlige har nævnt et eller flere af- I alt 41

42 savnsområder. Men samtidig bør man bemærke, at 12% af de rigeste personer (med mere end kr. i samlet indkomst) har nævnt et eller flere afsavnsområder. Ligesom halvdelen af dem, der tjener mindre end kr., ikke har nævnt nogen af de listede afsavn. Altså en statistisk sammenhæng, men med masser af undtagelser. Vi har netop benyttet samlet indkomst som mål for familiernes økonomiske evne, men samlet indkomst tager ikke hensyn til de store forskelle, der kan være på folks skattefradrag og faste udgifter. Man kan i stedet benytte et rådighedsbeløb som udtryk for, hvor mange penge folk har til det daglige forbrug. Enlige med forskellige månedlige rådighedsbeløb fordelt efter antal afsavnsområder Antal afsavnsområder Under kr % 15% 14% 18% 23% 100% kr % 16% 15% 17% 15% 100% kr % 14% 15% 13% 9% 100% kr % 9% 8% 7% 7% 100% kr % 7% 7% 8% 7% 100% kr % 7% 5% 1% 0% 100% Ved ikke... 79% 10% 4% 4% 3% 100% Alle... 63% 11% 9% 9% 8% 100% Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Tabellen med månedlig rådighedsbeløb viser, at der er en god og statistisk signifikant sammenhæng mellem størrelsen af det månedlige rådighedsbeløb og antallet af afsavnsområder. Jo større rådighedsbeløb, des færre afsavnsområder. Sammenhængen er endda stærkere med rådighedsbeløbet end den samlede årlige indkomst. Parfamilier Den første tabel for parfamilierne viser sammenhængen mellem årlig samlet indkomst og antallet af afsavnsområder. I alt 42

43 Par med forskellige samlede årsindkomster fordelt efter antal afsavnsområder Antal afsavnsområder I alt Under kr % 14% 10% 6% 7% 100% kr % 9% 7% 6% 5% 100% kr % 12% 6% 5% 3% 100% kr % 10% 6% 3% 1% 100% kr % 10% 5% 2% 1% 100% kr % 6% 2% 1% 0% 100% Ved ikke... 81% 9% 5% 3% 2% 100% Alle... 79% 10% 6% 3% 2% 100% Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Tabellen viser en klar og statistisk signifikant sammenhæng, men sammenhængen er ikke så vældig stærk. Desuden ser man, at næsten to tredjedele af parfamilierne med mindre end kr. i samlet årlig indkomst slet ikke har nævnt nogen afsavn. Vi har også foretaget analyserne af afsavnene i forhold til parfamiliernes månedlige rådighedsbeløb. Par med forskellige samlede årsindkomster fordelt efter antal afsavnsområder Antal afsavnsområder I alt Under kr % 17% 14% 11% 11% 100% kr % 14% 11% 5% 6% 100% kr % 13% 10% 4% 2% 100% kr % 12% 4% 4% 1% 100% kr % 9% 3% 1% 0% 100% kr % 6% 2% 2% - 100% kr % 4% 1% 0% - Ved ikke... 87% 8% 2% 2% 1% 100% Alle... 79% 10% 6% 3% 2% 100% Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Tabellen viser en klar og stærk sammenhæng mellem rådighedsbeløb og antal afsavnsområder. Efter at have gennemført en række analyser af sammenhængen mellem afsavn og samlet indkomst og rådighedsbeløb kan vi for det første konstatere, at der er en klar og signifikant sammenhæng. Det gælder både, når vi betragter de enkelte afsavn, og når vi ser på det samlede afsavnsbillede. 43

44 Det fremgår imidlertid også klart af analyserne, at sammenhængen er stærkest, når vi benytter det månedlige rådighedsbeløb, mens sammenhængene er svagere, når vi benytter den samlede årsindkomst. Man skulle også forvente, at rådighedsbeløbet rammer nærmest afsavnene, eftersom det er det daglige rådighedsbeløb, som er udgangspunkt for folks indkøb og forbrug. Den samlede indkomst indeholder ganske vist alle indkomster, men folk ser ikke disse penge, fordi der i de fleste tilfælde automatisk bliver fratrukket indkomstskat og en række faste udgifter (fx husleje, fagforeningskontingent, a-kasse) via PBS o.l. Men selv om vi kan konstatere, at der er en klar og stærk sammenhæng mellem afsavn og indkomster, er der en række tilfælde, hvor det ikke er tilfældet. Der er dels nogle familier, som har meget lave indkomster/rådighedsbeløb, men som ikke har angivet nogen afsavn, dels er der den omvendte situation, hvor nogle familier med høje indkomster/rådighedsbeløb alligevel har nævnt nogle afsavn. Der er altså tale om en statistisk sammenhæng, men ikke om en automatik. Det skyldes især, at oplysningerne om afsavn er af subjektiv karakter, hvor respondenterne selv skal vurdere, om de synes, de har lidt afsavn (dvs. undladt at gøre noget af økonomiske grunde). 4.3 Egen bedømmelse af familiens økonomi Det subjektive element i vurderingen af en families økonomiske situation er medtaget i levekårsundersøgelsen 2000 gennem et særligt spørgsmål om egen bedømmelse af deres økonomiske situation: Hvordan vil De alt i alt bedømme Deres/familiens økonomiske situation er den: Særdeles god, God, Nogenlunde eller Dårlig? Med dette spørgsmål skal respondenten selv vurdere deres egen eller deres families økonomiske situation uden at have nogen retningslinier for vurderingen. Det indebærer muligvis en vis tilfældighed i besvarelserne, men spørgsmålet er, om der alligevel er en sammenhæng med afsavn. Eftersom familiesituationen tilsyneladende spiller en vis rolle, når vi analyserer familieøkonomi, vil vi fortsat adskille enlige og par i analyserne. Den første tabel blandt de enlige vedrører sammenhængen mellem vurderingen af den økonomiske situation og antallet af afsavnsområder. 44

45 Enlige med forskellige vurderinger af deres økonomiske situation fordelt efter antal afsavnsområder Antal afsavnsområder Den økonomiske situation er: Særdeles god... 95% 4% 1% % God... 80% 10% 4% 4% 2% 100% Nogenlunde... 44% 16% 17% 14% 9% 100% Dårlig... 9% 12% 17% 26% 36% 100% Alle... 63% 11% 9% 9% 8% 100% Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Tabellen viser en meget klar og stærk sammenhæng mellem den subjektive vurdering og antallet af afsavnsområder. Der er enkelte svarpersoner, som har nævnt et eller to afsavn, selv om de vurderer deres økonomiske situation som særdeles god, ligesom 9% af dem, der vurderer deres økonomiske situation som dårlig, ikke har lidt afsavn. Parfamilier med forskellige vurderinger af deres økonomiske situation fordelt efter antal afsavnsområder Antal afsavnsområder Den økonomiske situation er: Særdeles god... 95% 4% 1% 0% 0% 100% God... 86% 9% 4% 1% 0% 100% Nogenlunde... 52% 19% 15% 9% 5% 100% Dårlig... 14% 12% 17% 25% 32% 100% Alle... 79% 10% 6% 3% 2% 100% Kilde: Egne analyser på data fra Befolkningens levekår år Tabellen med parfamilier viser præcis det samme klare mønster, som vi så blandt enlige. Der er tilsyneladende meget god overensstemmelse mellem den subjektive vurdering af den økonomiske situation og afsavn. Fælles for begge de viste tabeller er, at opfattelsen af at lide afsavn og vurderingen af den økonomiske situation i vidt omfang er knyttet til den samme grundopfattelse hos svarpersonerne. Den subjektive opfattelse er vigtigere for oplevelse af afsavn end de mere objektive oplysninger om samlet indkomst og rådighedsbeløb. I alt I alt 4.4 Sammenfatning om afsavn Fattige i EU bliver defineret som personer, hvis ressourcer er så utilstrækkelige, at de bliver udelukket fra almindelig levevis, der bliver betragtet som acceptabelt af det samfund, de lever i. 45

46 Det er denne definition, der ligger bag opgørelse af afsavn. Rækken af indikatorer afspejler en almindelig levevis normer, sædvaner og aktiviteter som flertallet i det danske samfund helt afgjort vil betragte som almindeligheder og aktiviteter og adfærd, som stort set alle vil sige er en menneskeret i det danske samfund. Enhver bør have økonomiske ressourcer til at kunne invitere gæster hjem, give gaver til fødselsdag, købe nødvendig medicin, gå til frisør og gå til tandlæge. Opgørelsen af afsavn viser, at det er en meget lille del af de danske personer og familier, som lider afsavn, og en meget lille del lider flere afsavn. Den helt overvejende del af de danske personer og familier 77% har ingen afsavn. Derimod er der 6% af alle personer og familier, som har rapporteret, at de har mindst 4 afsavn begrundet i deres dårlige økonomi. Der er en klar sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes økonomiske formåen. Men der er ikke tale om en entydig sammenhæng. Der er personer og familier med relativt høje indkomster, som rapporterer, at de har afsavn, ligesom der er personer og familier med lave indkomster, som ikke lider afsavn. På den måde er afsavnene ikke alene udtryk for en situation, hvor folk af økonomiske grunde må undlade at foretage aktiviteter eller føler sig økonomisk presset til at undvære disse aktiviteter, men også udtryk for forskelle i levevis. Den klare sammenhæng mellem afsavn og personernes og familiernes økonomiske formåen viser sig heller ikke på den måde, at man kan aflæse et bestemt indkomstniveau, hvor afsavnene hober sig op. Der er tale om en aftagende sammenhæng. Der er således ikke noget grundlag for at kunne udpege en bestemt indkomstgrænse, hvor afsavnene hober sig op, når vi ser generelt på familiernes økonomiske situation. Fortløbende opgørelser af befolkningsafsavn vil sammenkædet med opgørelser af personernes og familiernes økonomiske situation kunne give et billede af udviklingen i den relative fattigdom i Danmark. Det vil klart være et mere nuanceret mål og give et klarere billede af, hvem der har vanskeligheder ved at klare sig i samfundet end opgørelser af, hvem i befolkningen der har lave indkomster. Opgørelsen af afsavn og personers og familiers økonomi er imidlertid for upræcist for angivelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau. Skal man angive en grænse for et acceptabelt leveniveau, er der behov for mere direkte opgørelser af, hvad det koster at leve. Det kræver anvendelse af mere direkte budgetmetoder. Dette er fokus for næste kapitel, hvor vi vil redegøre for det danske standardbudget, og hvor vi vil forsøge at opstille elementer for opgørelse af en grænse for et acceptabelt leveniveau i Danmark. 46

47 5 Hvad koster det at leve? - budgetmetoden 5.1 Hvad koster det at leve? I de foregående kapitler har vi behandlet indkomster og afsavn som mål for fattigdom og økonomiske problemer. I dette kapitel vil vi se nærmere på husholdningsbudgetter som et middel til at belyse omfanget af fattigdom. Som omtalt er det en metode, som ligger til grund for udarbejdelse af fattigdomsgrænsen i USA. Der opstilles en kurv af varer alene omfattende fødevarer, som bliver prissat og dermed angiver forbrugsudgifterne til fødevarer. Der er tale om en såkaldt normativ metode, idet kurven af varer er udvalgt af en gruppe eksperter med baggrund i en række fastlagte kriterier fx ernæringsindhold, fedtindhold m.v. I de skandinaviske lande anvendes budgetmetoden ved udarbejdelse af det, man har kaldt standardbudgetter. Budgetter, som ikke kun indeholder udgifterne til fødevarer, men også til tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser og dagligvarer til husholdningen. Forbruget er ikke opgjort med henblik på en fattigdomsgrænse. Det omfatter i stedet et rimeligt og almindeligt forbrug, idet det hverken er et luksusforbrug eller et minimumsforbrug. I Danmark har Forbrugerstyrelsen fået udarbejdet et sådant standardbudget for danske husholdninger efter budgetmetoden. Første gang i og senest revideret i Budgettet er meget konkret i sin form, og man kan gå ind og se nøjagtig, hvilket forbrug eksperterne mener er rimeligt og almindeligt for en husholdning på de enkelte forbrugsområder. Ud over standardbudgettet er der udviklet særlige budgetter, bl.a. et discountbudget, et grønt budget og et pensionistbudget. I det følgende omtales først opbygningen af det danske standardbudget. Derefter omtales kort forskellige særlige budgetter. 2 Forbrugerstyrelsen: Forbrugerstyrelsens familiebudget et standardbudget for danske husstande (udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA). Hovedrapport. Rapport Finn Kenneth Hansen: Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier. CASA. Marts

48 5.2 Et dansk standardbudget Forbrugerstyrelsen tog i 1990 initiativ til udvikling og udarbejdelse af et dansk standardbudget på baggrund af et ønske fra Statens Husholdningsråd. Formålet med det danske standardbudget var for det første at give de private husholdninger et grundlag for planlægning af deres økonomi og for det andet at anvende det som redskab i økonomisk rådgivning over for private husholdninger, der har ønske og behov for en sådan rådgivning. Roskilde Universitet udarbejdede et forprojekt i 1991, hvor man gennemgik den relevante litteratur. Forprojektet endte med en række principper og anbefalinger til Forbrugerstyrelsen 4, som derefter bad CASA om at udarbejde et standardbudget efter disse principper. Standardbudgettet blev udarbejdet af CASA i perioden september 1991-april 1993 og blev første gang præsenteret i maj 1993 baseret på en prisindsamling i marts I 2001 blev standardbudgettet justeret og opdateret. Nu foreligger standardbudgettet som en pjece fra Forbrugerstyrelsen 5 og som et interaktivt budget på Forbrugerstyrelsens hjemmeside. Det helt centrale ved et standardbudget er, at det angiver, hvad det koster at leve. Der er tale om et budget, der er konstrueret på den måde, at det netop tildeler personer og familier et bestemt forbrug. Et forbrug, som forudsætter en vis ernæring og sund levevis og dækker alle væsentlige forbrugsområder, bortset fra boligudgiften. Forbruget er opgjort ud fra en betragtning om at tildele familier, hvad man har kaldt et rimeligt almindeligt forbrug. Et standardbudget angiver forbrugsudgifterne for at kunne opretholde et rimeligt forbrug. Det vil sige et forbrug, som er almindeligt i forhold til aktiv deltagelse i samfundet, og som er bredt accepteret i samfundet. Eksperter inden for forskellige forbrugsområder har efter nærmere definerede kriterier og forudsætninger udvalgt, hvilke varer og tjenester der repræsenterer et rimeligt og almindeligt forbrug. Følgende forudsætninger er lagt til grund for standardbudgettet: 1. Alle voksne har erhvervsarbejde. 2. Familien skal kunne opretholde et rimeligt forbrug på længere sigt. 3. Alle personerne er raske og har ikke behov for særlig medicin eller udstyr. 4. Alle personer er i besiddelse af almene færdigheder og viden. 5. Familierne er etableret og i besiddelse af almindeligt bohave. 6. Man køber alle varer og tjenester. 4 Britta Christensen: Standardbudget for privatøkonomi en foranalyse. Forbrugerstyrelsen. Rapport 1991:3. 5 Husholdningsbudget i serien Ren besked. På internettet: 48

49 7. Sundt og ernæringsmæssigt forbrug. 8. Følger officielle anbefalinger om kost og aktivitet. 9. Alle varer i budgettet er almindelige og af god kvalitet. Definitionen og forudsætningerne blev et fælles arbejdsgrundlag for 7 ekspertgrupper, som konkret skulle angive det rimelige og almindelige forbrug på hver deres forbrugsområde og udpege de repræsentantvarer, som afspejlede dette forbrug, og som skulle prismåles. I alt er der forskellige varer og tjenester i budgettet. Det er udgifterne til disse varer og tjenester, der angiver det rimelige forbrug. Forbrugsposterne omfatter: Mad- og drikkevarer. Beklædning (sko og tøj). Personlig hygiejne. Leg og fritid. Transport. Dagligvarer i husholdningen. Varige forbrugsgoder. Budgettet indeholder således både de almindelige løbende forbrugsudgifter til mad, tøj, personlig hygiejne og andre dagligvarer samt forbrugsudgifter til sjældnere indkøb af varige forbrugsgoder som fx møbler, tv, køleskab, vaskemaskine m.v. I budgettet er der imidlertid set bort fra boligudgifter, det vil sige udgifter til boligen (husleje/renteudgifter) samt udgifter til varme, el, gas, forsikringer og vedligeholdelse af boligen. Derudover indeholder budgettet ikke udgifter til: ejendomsskatter, lån, forsikringer, afdrag og renter, fagforening, a-kasse, opsparing til pension o.l. samt tobak. Forbrugerinformations Husholdningsbudget hviler på den forudsætning, at det forbrug, den enkelte er blevet tildelt som rimeligt og almindeligt, skal kunne vedligeholdes således, at den enkelte bevarer den samme velfærd eller det samme leveniveau. På den måde skelnes der mellem et budget på lang sigt og et kortsigtsbudget. I langsigtsbudgettet indgår opsparing til vedligeholdelse af ens leveniveau. Kortsigtsbudgettet omfatter ikke opsparing og vedligeholdelse af varige forbrugsgoder med en levetid ud over to år. Endelig er der ved fastsættelsen af udgifterne anvendt normale priser i almindelige butikker, dvs. der er ikke tale om lavpris eller discountpriser. I forbindelse med husholdningsbudgettet har der været nogle særlige problemstillinger, der skulle tages højde for, og som ekspertgrupperne skulle udmønte i praksis. 49

50 For det første har de skullet skelne mellem: Husholdningsspecifikt forbrug fx varige forbrugsgoder, TV, avis, møbler, bil. Individspecifikt forbrug: forbrug knyttet til den enkelte fx mad, tøj, personlig hygiejne. Stordriftsfordele. I større familier er der en række fordele, som ikke findes i små familier. En type fordel er, at man kan foretage store indkøb og derved få kvantumsrabatter. En anden type fordel er, at der bliver mindre spild af madvarer, og i nogle tilfælde vil mindre søskende arve legetøj eller tøj fra større søskende. Den tredje type stordriftsfordel er, at flere personer kan dele fx tv, møbler, avis og bil. Strategiske valg. I nogle tilfælde er det ikke meningsfuldt at finde et rimeligt forbrug, men derimod et enten/eller. Fx om den enkelte familier har bil eller ej, vaskemaskine eller opvaskemaskine. Det har en række konsekvenser for forbruget. Hvis man eksempelvis vælger opvask i hånden, skal man bruge sulfo, børste og balje, men hvis man har opvaskemaskine, skal man have afkalker og særlig sæbe osv. Kort sigt lang sigt. Standardbudgettet indeholder både dagligdagsforbrug og forbrug, som har en længere levetid. En række maskiner i hjemmet har en vis levetid og skal erstattes igen, hvis man vil opretholde den samme standard. Derfor er der indlagt en opsparing i budgettet til erstatninger således, at budgettet er langtidsholdbart. Nedenfor er vist standardbudgetter for enlige og parfamilier, der viser det månedlige forbrug opdelt på en række forbrugsposter. Enlige husstande uden og med børn. Forbrug pr. måned Kvinde år Kvinde år Mand år Mand år Kvinde med 1 barn 3-6 år Kvinde med 1 pige år Mad- og drikkevarer Beklædning Sundhed og hygiejne Leg og fritid Transport Dagligvarer Varige forbrugsgoder Daginstitution I alt pr. måned

51 Parhusstande uden og med børn. Forbrug pr. måned 2001 Ingen børn 1 barn 3-6 år 1 barn: pige år 2 børn: 0-2 år år 2 børn: 3-6 år + pige: år 3 børn: 0-2 år år + pige: år Mad- og drikkevarer Beklædning Sundhed og hygiejne Spædbørnsudstyr Leg og fritid Transport Dagligvarer Varige forbrugsgoder Daginstitution I alt pr. måned Kilde: Finn Kenneth Hansen: Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier. CASA. Marts Særlige budgetter På grundlag af det opstillede standardhusholdningsbudget, er der udarbejdet flere varianter af budgettet med forskellige forudsætninger, bl.a. et pensionistbudget, et grønt budget, et discountbudget og et kortsigtsbudget. Pensionistbudget Standardbudgettet for pensionister tager udgangspunkt i standardbudgettet for erhvervsaktive. En ekspertgruppe har overvejet særlige forhold for pensionister, og på hvilke områder pensionisterne adskiller sig fra erhvervsaktive i deres behov og forbrugsadfærd. Følgende særlige forudsætninger blev opstillet: De har ikke erhvervsarbejde. De er raske og har ikke særlige udgifter til medicin o.l. Bor for sig selv. De er mere konservative omkring forbrugsvalg. Konsekvenserne af disse forudsætninger og andre aldersovervejelser blev for det første, at pensionister har mindre energiforbrug og dermed et lavere niveau med hensyn til mad og drikkevarer. For det andet blev deres tøjbudget mindre, fordi de skifter mindre ud og ikke følger moden så tæt. For det tredje udskifter de møbler og andre varige forbrugsgoder sjældnere. For det fjerde har de andre fritidsinteresser og holder mindre ferie. 51

52 Kortsigtsbudget I tilfælde af en midlertidig økonomisk krise i en husholdning, fx ved kortere sygdom eller arbejdsløshed, kan det være relevant at se på, hvor meget det koster at leve i den situation. Det vil sige et budget, som angiver udgifterne til det almindelige løbende forbrug, men hvor der ikke medtages udgifter til sjældnere indkøb af varige forbrugsgoder. Der er derfor konstrueret et budget, hvor den opsparing, som ligger i husholdningsbudgettet til opretholdelse af varige forbrugsgoder, ikke medtages i budgettet på kortere sigt. Helt konkret er budgettet på kortere sigt beregnet på den måde, at alle varer, der har en levetid på over 2 år, ikke indgår i budgettet. Det vil sige, at den enkelte familie kan opretholde det rimelige forbrug på kortere sigt, men ikke på længere sigt, fordi der ikke foretages en opsparing til genanskaffelse af forbrugsgoder med en levetid på over 2 år. Discountbudget Standardbudgettet er etableret med priser fra såkaldt almindelige butikker, fx COOP, Hennes & Mouritz, Føtex osv. Efterhånden er der etableret discountbutikker over hele landet, og i forbindelse med prisindsamlingen til standardbudgettet i 1994 blev der foretaget en ekstra prisindsamling i lavprisvarehuse og discountbutikker for udvalgte forbrugsområder: mad og drikke, tøj, sko, toiletartikler, frisør m.v. samt posterne dagligvarer og varige forbrugsgoder. Disse indsamlede discountpriser udgør et discountbudget. Økologisk budget Flere og flere husholdninger/familier viser interesse for at købe økologiske varer. På nogle områder er udvalget stort, på andre områder er der stort set ikke økologiske produkter. Madområdet er et af de områder, hvor der inden for de seneste år er kommet mange økologiske produkter på baggrund af en større efterspørgsel i familiernes større økologiske bevidsthed og interesse for at spise sundt. I forbindelse med familiebudgettet i 1997 blev der derfor udarbejdet et budget for økologiske produkter på madvareområdet. Fremgangsmåden har været, at de repræsentantvarer, som ligger til grund for madområdet, er de samme. Familierne spiser således de samme retter og handler, som det er forudsat i husholdningsbudgettet. Eneste forskel er, at hvis repræsentantvarerne optræder som økologiske produkter, dvs. er Ø-mærket, køber de disse økologiske produkter. Det økologiske budget for madvarer er således et udtryk for, hvad det koster at købe de repræsentantvarer, der indgår på madområdet som økologiske produkter, her defineret som Ø-mærkede varer. Husholdningsbudgettet med køb af Ø-mærket mad- og drikkevarer omfatter ikke alle repræsentantvarerne på mad- og drikkevareområdet. Det dækker en stor del af mejeriprodukterne og brød, mel og grynprodukter samt en stor del af grøntsagerne. Derudover gælder det en del kødvarer og 52

53 sukkervarer samt nogle krydderier, kaffe og te. De repræsentantvarer, der ikke optræder som Ø-mærkede varer, indgår i budgettet og er prissat med normalpriser. Sammenligning af forskellige budgetter Med henblik på et overblik over niveauet af de forskellige budgetter, har vi opstillet budgettet for en enlig kvinde uden børn og par uden børn. Sammenligning af forskellige budgetter Enlig kvinde* uden børn Kroner pr. måned Indeks Kroner pr. måned Par uden børn* Indeks Standardbudgettet Pensionistbudget Discountbudget Korttidsbudget Økologisk budget * årige. Kilde: Finn Kenneth Hansen: Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier. CASA. Marts Tabellen viser, at det økologiske budget er det eneste, som ligger højere end standardbudgettet nemlig 11% højere end standardbudgettet. Pensionistbudgettet ligger derimod ca. 25% lavere end standardbudgettet, discountbudgettet ligger 11-12% lavere, og korttidsbudgettet ligger 15-20% lavere end standardbudgettet. 5.4 Et acceptabelt leveniveau I Danmark eksisterer der ikke en officiel fattigdomsgrænse. Der er heller ikke udviklet en norm for, hvor meget den enkelte person eller familie som minimum skal have til rådighed til hverdagsforbrug, for at man kan have et acceptabelt leveniveau. Det betyder, at der til stadighed opstår tvivl om omfanget af personer, der har svært ved at klare sig i samfundet og tvivl om, om antallet af personer og familier i denne situation falder eller stiger. Samtidig er der uklarhed om de økonomiske vilkår for personer og familier, som er modtagere af offentlige indkomstoverførsler i længere tid. Ikke mindst på baggrund af de ændringer som er foretaget på kontanthjælpsområdet, og indførelse af starthjælp og en introduktionsydelse på samme niveau har affødt en diskussion, om niveauet for disse ydelser sikrer en forsørgelse, som giver mulighed for et acceptabelt leveniveau. 53

54 Det er ikke mindst på denne baggrund, at såvel Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet på baggrund af deres rapporter om de økonomiske vilkår for henholdsvis de socialt udsatte og for børnefamilierne pegede på behovet for fastlæggelse af en fattigdomsgrænse eller en grænse for et acceptabelt leveniveau. Erfaringer fra andre lande USA er et eksempel på et land, hvor man opererer med en officiel fattigdomsgrænse baseret på budgetmetoden, men der er også inspiration at hente fra de andre skandinaviske lande. I Sverige er kontanthjælpen baseret på summen af boligudgiften og et rådighedsbeløb, som kaldes riksnormen, som den svenske socialstyrelse beregner på baggrund af det svenske Konsumentverkets budgetter for forskellige familietyper det svenske standardbudget 6. Riksnormen indeholder ikke alle de poster, som indgår i Konsumentverkes budgetter, men indeholder udgifter til dagligdagen fx mad, tøj, sko, hygiejne, fritid, børneforsikringer, almindelige dagligvarer fx rengøringsartikler og husholningsudgifter såsom tv-licens, telefon, avis, m.v. Der er tale om et ret skrabet budget, men som noget meget afgørende er der taget højde for de konkrete boligudgifter. I Norge har Statens institut for förbrugsforskning (SIFO) iværksat et projekt Standardbudsjett og fastsetting av minstestandard for forbruk 7, Formålet med projektet er at udvikle en mindstestandard for forbrug. Intentionen er, at standarden skal bruges som grundlag som fastsættelse af den økonomiske socialhjælp og anvendes som en indikator på levekår i Norge. Mindstestandarden udvikles med udgangspunkt i SIFOs standardbudget og den metode, som ligger til grund for dette. Projektet er opdelt i to faser, hvor man i første fase koncentrerer sig om at udvikle kriterier for og afgrænsning af mindstestandarder for forbrug med udgangspunkt i de forudsætninger, som ligger til grund for standardbudgettet. Projektet skal vurdere disse kriterier i forhold til de forudsætninger, som ligger til grund for fastlæggelsen af den økonomiske socialhjælp. Anden fase består af en konkret afprøvning af satserne. Proceduren vil bestå i, at ansatte i forskellige socialkontorer og andre relevante miljøer vurderer kriterierne og beløb og tester beløbene i forhold til socialmodtagerne i udvalgte kommuner. 6 Socialstyrelsen: Socialstyrelsens meddelandeblad nr. 15/2002. December Elling Borgeraas og Anne Marie Øybø: Minstestandard for forbruksutgifter. SIFO Opdragsrapport nr

55 Udviklingen af mindstestandarder i Norge skal også ses i relation til fattigdomsdiskussionen. Den norske regering har i 2002 tiltrådt en handlingsplan mod fattigdom. Her er hovedindikatoren for fattigdom, at indkomsten ligger under 50%-grænsen i mindst 3 år. Denne grænse suppleres med beregning af EUs fattigdomsgrænse på 60% af medianindkomsten. Derudover er det synspunktet, at disse mål ikke kan stå alene, fordi dette ikke giver direkte svar på, hvem som har udtilstrekelig inntekt i forhold til at få dekket grunnleggende velferdsbehov. I dette lys hælder man til SIFOs undersøgelse af mindstestandarder. Basisleveniveau Hidtil har der ikke været udarbejdet et officielt minimumsbudget for danske husholdninger, men CASA og Socialpolitisk Forening har i deres årlige Social Årsrapport opstillet et budget, som de kalder basisleveniveau. Der er ikke tale om et minimumsbudget, men et budget som omfatter såkaldte basale goder. Basisleveniveau angiver, hvad det koster at leve, når der alene er medtaget udgifter til madvarer, tøj, personlig hygiejne, transport og dagligvarer. Derudover indeholder det udgifter til bolig. Budgettet for basisleveniveau tager udgangspunkt i forudsætningerne for det danske standardbudget og er et forsimplet budget, hvor man har anvendt det danske kortsigtsbudget minus forbrugsudgifter til fritid (omfattende kommunikation dvs. radio, tv, telefon m.v.) og fritidsinteresser (bøger, avis og dyrkning af motion, gaver m.v.). Basisleveniveau omfatter således ikke udgifter i forbindelse med fritid eller til fritidsinteresser (dvs. daglig avis, bøger, kommunikation (telefon), forlystelser, legetøj til børn, ferie m.m.). Derudover indeholder det ikke udgifter til cigaretter og til varige forbrugsgoder. Det indeholder heller ikke udgifter til fagforening, forsikringer og pensionsopsparing. Der er ikke nogen form for opsparing. Man kan kritisere basisleveniveau på flere områder. For det første er det ikke teoretisk funderet, og det hviler ikke på udviklede kriterier med hensyn til et acceptabelt leveniveau. Der er alene taget stilling til indholdet af nogle basale goder, fx mad, tøj, personlig hygiejne, transport, dagligvarer og bolig. Ser man budgettet i forhold til Townsends fattigdomsforståelse, hvor der bliver lagt vægt på sociale relationer, socialt samvær og social deltagelse, så lever basisleveniveau ikke op til en sådan forståelse. Der er eksempelvis ikke medtaget telefon og andre kommunikationsmidler, ligesom der heller ikke indgår udgifter til socialt samvær, gaver og deltagelse i nogen form for fritidsaktiviteter. Det er netop nogle af disse mangler, som Rådet for Socialt Udsatte og Red Barnet har peget på som elementer, der bør indgå i et acceptabelt leveniveau, og som de i deres argumentation for udarbejdelsen af en fattigdomsgrænse mener må være væsentlige kriterier. 55

56 På denne baggrund og med inspiration fra det arbejde, som foregår i Norge og Sverige, vil vi i det følgende forsøge at opstille kriterier for en dansk norm for et acceptabelt leveniveau. Vi håber, det kan danne grundlag for en faglig og politisk debat om det økonomiske niveau for den daglige tilværelse, der bør være mindstenormen i det danske samfund. 5.5 Kriterier for et acceptabelt leveniveau I et forsøg på at opstille en norm for et acceptabelt leveniveau eller et minimumsbudget vil det være hensigtsmæssigt at opstille nogle kriterier og forudsætninger for dette budget. Man kan sige, at der er gjort et stort forarbejde ved udarbejdelsen af udviklingen af det danske standardbudget, og ligesom i Norge vil det derfor være naturligt at tage udgangspunkt i dette budget og dets forudsætninger. Det er også det der i dansk sammenhæng er gjort ved fx udarbejdelsen af budgetter for pensionister. Udgangspunktet for fastlæggelse af et forbrug er de mange menneskelige og samfundsskabte behov. For at dække disse behov udfører det enkelte individ eller den enkelte en række aktiviteter, der i vores velstandssamfund giver anledning til forbrug. Sammensætningen kan meget forenklet illustreres som følgende: Behov Aktivitet Forbrug Søvn Sove Seng, sengetøj Da der er tale om udarbejdelse af et normativt forbrug og budget, er udgangspunktet, at behovene gælder alle personer. Der er tale om såvel materielle som sociale behov påvirket af velstandsniveauet og de normer og sædvaner, der er gældende i det danske samfund. Normerne kan være mere eller mindre eksplicit udtrykt. Et eksempel på eksplicitte udtrykte normer er fx offentligt fastsatte normer, der ideelt set angiver, hvad der er en udbredt enighed om. Opfyldelsen af behovene kan imidlertid foregå på forskellig måde (dvs. via forskellige aktiviteter) afhængig af køn, alder, social status, livsfase m.v. Selv om behovene således må antages at være de samme for alle personer, kan aktiviteterne knyttet til behovene være forskellige og dermed også det konkrete forbrug Det første trin i fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau vil være at fastlægge, hvilke aktiviteter (som stiller krav om forbrug) man som mindstemål skal kunne deltage i. Det andet trin er at fastlægge forbruget i forhold til aktiviteterne. I nogle tilfælde er fastlæggelsen af forbruget nærmest givet, fx aktiviteter som at so- 56

57 ve, hvor forbruget er en seng, sengelinned og pude m.v. eller aktiviteten at vaske sig og børste tænder, hvor forbruget er sæbe, tandbørste, tandpasta m.m. Når først aktiviteterne i forhold til det konkrete behov er bestemt, så vil det konkrete forbrug også være det. Det gælder fx også for transport. Har man bestemt, at det opfyldes via offentlige transportmidler og cykel, vil det konkrete forbrug være givet. Opstilling af aktiviteter og sammenhængen mellem aktiviteter og forbrug er foretaget af ekspertgrupper i forbindelse med standardbudgettet. Derfor vil det være rimeligt at tage udgangspunkt i dette. Men hvor eksperterne i forbindelse med standardbudgettet har set på det rimelige og almindelige i fastlæggelsen af forbruget, vil det ved et acceptabelt leveniveau i højere grad være det nødvendige, det beskedne eller det acceptable, der vil være styrende for fastlæggelse af forbruget. Et budget, der angiver et acceptabelt leveniveau, kan defineres som et forbrug, der afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en aktiv deltagelse i samfundet. Der er ikke tale om et rimeligt og almindeligt forbrug, men et forbrug som på den ene side giver grundlag for at kunne leve et sundt liv og kunne deltage aktivt og socialt i familiemæssige og samfundsmæssige sammenhænge og på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus, men er beskedent, og alligevel nødvendigt for at kunne opretholde et godt hverdagsliv med aktiv og social deltagelse. Nødvendigheden kommer ind på den måde, at der ikke skal være tale om et forbrug, som fører til et dårligt liv med hensyn til helbred eller fører til isolation, men netop kan omfatte forbrugsudgifter til socialt samvær, sund mad og aktiv deltagelse m.v. Der er tale om den nødvendige forsørgelse af sig selv og sine på et beskedent niveau, hvor det er muligt at mestre livet på godt og sundt. Der tages udgangspunkt i standardbudgettet, og der skal tages stilling til de forbrugsposter, som ikke indgår i opgørelsen af det rimelige almindelige forbrug i standardbudgettet. Det gælder først og fremmest forbrugsposterne omkring boligen. Det gælder både boligudgiften (huslejen/renteudgifter), men det gælder også forhold, der knytter sig til boligen i form af varme, el, gas og lys. Argumentet for ikke at tage det med er, at det er vanskeligt at udstikke en norm for kvadratmeter og kvalitet af boligen, lige såvel som hele prisfastsættelsen af boliger er meget forskellig, afhængig af type bolig og geografisk beliggenhed. Ved udarbejdelsen af standardbudgettet, som først og fremmest er tænkt til rådgivning, blev det skønnet, at boligudgiften til 57

58 gengæld var kendt af de fleste, og derfor var det ikke nødvendigt med en norm. Ved at undlade at lade boligen indgå i budgettet har man set bort fra en stor og vigtig forbrugsudgift for de enkelte personer og de enkelte familier. Ud fra synspunktet, at boligudgiften er meget individuel og forskellig, kan det være fornuftigt at se bort fra denne ved fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau. Derimod er det vigtigt ved fastlæggelsen af de økonomiske indkomstoverførsler som fx kontanthjælp at lade boligudgiften indgå, da den angår en så stor del af ens indkomst. Fx er det netop tilfældet ved fastlæggelsen af loftet over kontanthjælp, at mange personer og familier ikke har råd til deres bolig, fordi de bliver presset på deres øvrige forbrugsudgifter. Eller man kan sige, at dette pres hviler meget forskelligt, fordi boligudgiften er forskellig for forskellige familier afhængig af, hvor de bor i landet. På grund af de store forskelle i boligudgift kan man sige, at med et ensartet niveau for en kontanthjælp, er det meget forskelligt, hvilket rådighedsbeløb de forskellige kontanthjælpspersoner og familier har. Her kunne det være formålstjenligt at skele til det svenske system, hvor kontanthjælpen består af en boligpost og et rådighedsbeløb. I udarbejdelsen af et acceptabelt leveniveau vil det være vigtigt at tage stilling til boligposten, og hvordan den skal indgå. I det følgende har vi valgt at se bort fra boligposten. Ud over boligposten indgår desuden ikke posterne: forsikringer, indbetaling til pensionsordninger, medicin, fagforeningskontingent samt tobak. Det vil også være forbrugsposter, der skal tages stilling til. I det følgende har vi valgt at se bort fra disse poster. For fastlæggelse af det danske standardbudget er der arbejdet med nogle generelle forudsætninger for de enkelte personer og familier. Det gælder forudsætninger som fx, at alle voksne personer antages at have erhvervsarbejde, at alle personer forudsættes at være raske, at alle husstande forudsættes at købe varer og tjenester m.v. Ved fastlæggelse af et acceptabelt leveniveau eller et minimumsbudget vil der være tale om opstilling af andre forudsætninger. Fx vil det gælde, at ikke alle voksne forudsættes at have erhvervsarbejde eller udtrykt på en anden måde, det forudsættes, at der er tale om personer, som i kortere eller længere tid er uden arbejde. Det vil sige personer, hvis indkomst i kortere eller længere tid er baseret på offentlige indkomstoverførsler fx kontanthjælp. Det giver en anden tilgang til en række aktiviteter og spiller fx en rolle, hvad angår tidsanvendelse som ressource. 58

59 Det får også betydning for omfanget af forbrug, som skal indgå i budgettet. Forudsættes det fx, at der er tale om en kortere periode uden arbejde, kan det være formålstjenligt at tage udgangspunkt i et kortsigtbudget, hvor der ikke indgår køb af forbrugsgoder, som har en levetid på mere end 2 år. Det vil sige, at der ikke på kort sigt ikke vil blive foretaget opsparing til forbrugsgoder således, at de kan genetableres, men at der i denne periode forudsættes en udskydelse af opretholdelse af fx varige forbrugsgoder. I det følgende vil vi tage udgangspunkt i et kortsigtsbudget. Et sidste vigtigt forhold ved budgetter er: hvilke priser skal anvendes ved opgørelsen af forbrugsudgifterne? Ved anvendelse af standardbudgettet er anvendt normale priser ved indkøb i almindelige butikker, som er udbredte og i videst muligt omgang er tilgængelige for alle. Ud over angivelse af forbrug ved normal priser er standardbudgettet også opgjort i discountpriser, hvor de forskellige forbrugsgoder alle er købt i lavpris- eller discountbutikker. I det følgende vil vi forudsætte, at alle varer købes til discountpriser. Forudsætninger for et acceptabelt leveniveau Der er tale om et madbudget, som er sundt: - Mad - og drikkevarer følger ernæringsanbefalingerne. - Der er ingen udespisning. - Der drikkes ikke vin eller andre alkoholiske drikke. Der er lagt vægt på et aktivt liv og med deltagelse i sociale sammenhænge: - Aviser, blade og bøger læses på biblioteket. - Ved fritidsaktiviteterne er der især lagt vægt på motion og billige/gratis fornøjelser. - Der afsættes penge til gaver. - Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden. - Der holdes ikke ferie. Der er lagt vægt på kommunikation med andre familie, venner og det omgivne samfund: - Har telefon og mobiltelefon. - Har radio. - Har tv. Transport: - Der er ingen bil. Transportmidlerne er cykel og offentlig transport. Yderligere forudsætninger: - Alt købes i discount- eller lavprisbutikker. - Der er ingen opsparing til fornyelse af inventar eller andre varige forbrugsgoder. 59

60 Budgettet omhandler alene udgifter til forbrug i dagligdagen. Derimod indeholder det ikke: Udgifter til boligen og dermed forbundne udgifter som varme, el, gas og lys og vand. Udgifter til forsikringer, fagforeninger m.v. Udgifter til medicin. 5.6 Familietypeeksempler På baggrund af de opstillede forudsætninger er der nedenfor angivet eksempler på budgetter for 4 forskellige familietyper. Budgettet for et acceptabelt leveniveau er sammenlignet med standardbudgettet: En enlig uden børn (kvinde år). En enlig kvinde med et barn (3-6 år). Et par uden børn (alder for voksne 30-49år). Et par med to børn (3-6 år og år). Enlig kvinde uden børn år Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel Madvarer Drikkevarer * 161 Tøj ** 218 Skotøj m.v ** 91 Hygiejne Kommunikation Medier Motion m.v Anden fritid *** 784 Ferie Dagligvarer Varige forbrugsgoder Transport I alt * Uden vin og øl. ** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler. *** Omfatter kun gaver og kortspil. 60

61 Enlig kvinde med 1 barn 3-6 år Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel Madvarer Drikkevarer * 167 Tøj ** 263 Skotøj ** 169 Hygiejne Kommunikation Medier Motion m.v Anden fritid Ferie Dagligvarer Varige forbrugsgoder Transport I alt * Uden vin og øl. ** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler. *** Omfatter kun gaver og kortspil. Par uden børn Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel Madvarer Drikkevarer * 304 Tøj ** 520 Skotøj ** 146 Hygiejne Kommunikation Medier Motion m.v Anden fritid *** Ferie Dagligvarer **** Varige forbrugsgoder Transport ***** I alt * Uden vin og øl. ** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler. *** Omfatter kun gaver og kortspil. **** Vask i møntvaskeri. ***** Kollektiv transport og cykel. 61

62 Par med 2 børn (3-6 år og år) Standardbudgettet Acceptabelt leveniveau Forskel Madvarer Drikkevarer Tøj Skotøj Hygiejne Kommunikation Medier Motion m.v Anden fritid *** Ferie Dagligvarer **** 74 Varige forbrugsgoder Transport ***** I alt * Uden vin og øl. ** Inkl. vinterfrakke og vinterstøvler. *** Omfatter kun gaver og kortspil. **** Vask i møntvaskeri. ***** Kollektiv transport og cykel. De 4 budgetter udgør ca. halvdelen af standardbudgettet mellem 47% og 56%. Man skal dog være opmærksom på, at minimumsbudgetterne er kortsigtsbudgetter, og at der købes ind i discountbutikker. Minimumsbudgettet er desuden et rådighedsbeløb, der ikke omfatter udgifter til bolig, forsikringer og evt. daginstitutionsbetaling.. Ajourføring Hvis vi skal benytte minimumsbudgettet fra 2001 til at vurdere rådighedsbeløb i dag, er det nødvendigt at prisjustere budgettet. Ifølge Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks er priserne i perioden steget med 5,4%. Vi korrigerer derfor budgetterne med samme procentsats. Budget for acceptabelt leveniveau pr. måned og Enlig kvinde uden børn (30-49 år) kr kr. Enlig kvinde med et barn (3-6 år) kr kr. Par uden børn (30-49 år) kr kr. Par med 2 børn ( 3-6 år og år) kr kr. Vi kan altså konstatere, at en enlig kvinde har et budget for acceptabelt leveniveau på kr. om måneden i 2004, som skal dække udgifter til mad, 62

63 tøj, hygiejne, transport og fritid. Hertil kommer evt. faste udgifter til fagforening, a-kasse, husstandsforsikring og andre forsikringer samt boligudgiften inkl. varme og el. Disse udgiftsposter er meget individuelle. Tilsvarende har en enlig kvinde med et barn kr. pr. måned, et par uden børn har kr. pr. måned, og et par med 2 børn har et budget på kr. pr. måned. Et vigtigt spørgsmål er nu, hvor mange familier der har mindre at leve for end dette acceptable leveniveau. Et andet vigtigt spørgsmål er, hvordan de sociale ydelsers niveau er i forhold til det acceptable leveniveau. Sammenligning med forsørgelsesydelser De mest relevante forsørgelsesydelser at sammenligne med er dagpenge, kontanthjælp og starthjælp. Niveauet for dagpengene svarer til den nye førtidspension og revalideringsydelse. Herved er langt de fleste forsørgelsesydelser dækket ind. I den følgende tabel har vi beregnet bruttoydelse og disponibel ydelse inkl. børnefamilieydelse og børnetilskud. Desuden har vi benyttet det ovenfor beregnede niveau for et acceptabelt leveniveau. Endelig er der et restbeløb tilbage, der kan benyttes til at betale boligudgifter, daginstitutioner, forsikringer og andre faste udgifter med. Beregninger af restbeløb pr. måned for forskellige familietyper, der modtager henholdsvis dagpenge, kontanthjælp og starthjælp Enlig uden børn Enlig med 1 barn* Par uden børn Par med 2 børn* Dagpenge: Bruttoydelse ** ** Disponibelt beløb Acceptabelt leveniveau Restbeløb Kontanthjælp: Bruttoydelse ** ** Disponibelt beløb Acceptabelt leveniveau Restbeløb Starthjælp: Bruttoydelse ** ** Disponibelt beløb Acceptabelt leveniveau Restbeløb * Inkl. børnefamilieydelse og børnetilskud. ** Begge modtager dagpenge/kontanthjælp/starthjælp. Kilde: Rådet for Socialt Udsatte: Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv. Småskrift nr. 1/

64 Tabellen viser tydeligt, at restbeløbet er størst blandt modtagerne af dagpenge, mens det er lavest blandt modtagerne af starthjælp. Kontanthjælpsmodtagerne ligger midt imellem. Blandt enlige uden børn har en kontanthjælpsmodtager kr. i restbeløb pr. måned, hvis vedkommende skal have et acceptabelt leveniveau. Dette beløb skal dække nettoboligudgifter og andre faste udgifter, som ikke er medtaget i budgettet for et acceptabelt leveniveau. Restbeløbet blandt modtagere af starthjælp er tydeligvis meget lille for alle familietyperne. Det er helt klart ikke muligt at have et acceptabelt leveniveau på starthjælp, hvis man skal have selvstændig bolig. Nogle kontanthjælpsmodtagere kan også få svært ved at have et acceptabelt leveniveau, hvis de har høje boligudgifter og modtager boligsikring, fordi der er blevet fastsat en loft over kontanthjælpen, som medregner boligsikring. Loftet over den samlede hjælp er kr. for enlige uden børn, kr. for enlige forsørgere og kr. for et par uden børn. Der er også indført et loft over samlet hjælp for unge, der har modtaget kontanthjælp uafbrudt i mere end 6 måneder. Dette loft er kr. for udeboende og betyder helt klart, at disse unge ikke både kan have egen bolig og samtidig have et acceptabelt leveniveau. Endelig skal det nævnes, at modtagere af dagpenge normalt vil have faste udgifter til a-kasse og fagforening, som skal afholdes af restbeløbet. I mange tilfælde vil det betyde kr. mindre i restbeløb pr. måned. Hvor mange er under acceptabelt leveniveau? Spørgsmålet om, hvor mange personer eller familier der kan have et acceptabelt leveniveau, er svært at besvare, fordi de almindelige statistikker ikke rummer oplysninger om restbeløb eller rådighedsbeløb, men kun om disponible beløb. Vi kan derfor ikke udtale os om antallet. Vi kan imidlertid sige, at modtagere af starthjælp og unge på længerevarende kontanthjælp sandsynligvis ikke vil være i stand til at have et acceptabelt leveniveau i forhold til det opstillede budget. Desuden vil et antal modtagere af kontanthjælp med høje boligudgifter også falde under det acceptable leveniveau, fordi der er loft over den samlede hjælp (kontanthjælp plus boligsikring). Vi kan også sige, at hvis modtagere af dagpenge har faste udgifter til fagforening, a-kasse og husstandsforsikringer, så vil mange af dem have svært ved at have et acceptabelt leveniveau, hvis ikke de har lave boligudgifter specielt hvis de er enlige. 64

65 5.7 Sammenfatning I dette kapitel har vi redegjort for budgetmetoden i forbindelse med opgørelse af fattigdom. Der er tale om en normativ metode, hvor en række eksperter har fastlagt et detaljeret budget for forskellige familietyper. Eksperterne har dog haft en række fælles principper og kriterier at arbejde efter. Forbrugerstyrelsen har benyttet budgetmetoden til at udarbejde et standardbudget til danske husstande, som især kan benyttes til rådgivning. Andre lande, herunder Norge og Sverige, har også udarbejdet standardbudgetter efter lignende principper. Det danske standardbudget er hverken et minimumsbudget eller et luksusbudget, men derimod et budget for et rimeligt og almindeligt forbrug i dagens Danmark. Det første danske standardbudget var udarbejdet for Forbrugerstyrelsen af CASA (sammen med en række forbrugseksperter) og blev præsenteret i I løbet af 1990erne blev budgettet løbende ajourført gennem prismålinger. I 2001 blev hele standardbudgettet gennemgået af eksperterne og revideret i forhold til den forbrugsmæssige udvikling, der var sket i perioden Det danske standardbudget har været udgangspunkt for andre særlige budgetter. Der er bl.a. opstillet pensionistbudget, et discountbudget, et korttidsbudget og et økologisk budget. Desuden har CASA og Socialpolitisk Forening opstillet et budget for basisleveniveau. Fælles for alle sær-budgetterne er, at de tager udgangspunkt i Forbrugerstyrelsens standardbudget. I forbindelse med denne rapport har vi udarbejdet et nyt særbudget, som vi har kaldt et budget for acceptabelt leveniveau, og det er defineret som et budget, der afspejler et nødvendigt og beskedent forbrug i forhold til en aktiv deltagelse i samfundet. Dette budget er baseret på en række forudsætninger: Der er tale om et madbudget, som er sundt: - Mad - og drikkevarer følger ernæringsanbefalingerne. - Der er ingen udespisning. - Der drikkes ikke vin eller andre alkoholiske drikke. Der er lagt vægt på et aktivt liv og med deltagelse i sociale sammenhænge: - Aviser, blade og bøger læses på biblioteket. - Ved fritidsaktiviteterne er der især lagt vægt på motion og billige/gratis fornøjelser - Der afsættes penge til gaver. - Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden. - Der holdes ikke ferie. 65

66 Der er lagt vægt på kommunikation med andre, familie, venner og det omgivne samfund: - Har telefon og mobiltelefon. - Har radio. - Har tv. Transport: - Der er ingen bil. Transportmidlerne er cykel og offentlig transport. Yderligere forudsætninger: - Alt købes i discount- eller lavprisbutikker. - Der er ingen opsparing til fornyelse af inventar eller andre varige forbrugsgoder. Budgettet omhandler alene udgifter til forbrug i dagligdagen. Derimod indeholder det ikke: Udgifter til boligen og dermed forbundne udgifter som varme, el, gas og lys og vand. Udgifter til forsikringer, fagforeninger m.v. Udgifter til medicin. Det månedlige budget for acceptabelt leveniveau i 2004 er beregnet for følgende 4 familietyper. Enlig kvinde uden børn (30-49 år)... Enlig kvinde med et barn (3-6 år)... Par uden børn (30-49 år)... Par med 2 børn ( 3-6 år og år) kr kr kr kr. Disse beløb er blevet sammenlignet med indkomstoverførsler i form af dagpenge, kontanthjælp og starthjælp. Disse sammenligninger viser, at restbeløbet, som skal bruges til at betale bolig og andre faste udgifter, er størst blandt modtagerne af dagpenge, mens det er lavest blandt modtagerne af starthjælp. Kontanthjælpsmodtagerne ligger midt imellem. Restbeløbet blandt modtagere af starthjælp er tydeligvis meget lille for alle familietyperne. Det er helt klart ikke muligt at have et acceptabelt leveniveau på starthjælp, hvis man skal have selvstændig bolig. Nogle kontanthjælpsmodtagere kan også få svært ved at have et acceptabelt leveniveau, hvis de har høje boligudgifter og modtager boligsikring, fordi der er blevet fastsat en loft over kontanthjælpen, som medregner boligsikring. Der er også indført et loft over samlet hjælp for unge, der har modtaget kontanthjælp uafbrudt i mere end 6 måneder, og disse unge kan ikke både have egen bolig og samtidig have et acceptabelt leveniveau. Endelig skal det nævnes, at modtagere af dagpenge normalt vil have faste udgifter til a-kasse og fagfor- 66

67 ening, som skal afholdes af restbeløbet. I mange tilfælde vil det betyde kr. mindre i restbeløb pr. måned. Spørgsmålet om, hvor mange personer eller familier, der kan have et acceptabelt leveniveau, er svært at besvare, fordi de almindelige statistikker ikke rummer oplysninger om restbeløb eller rådighedsbeløb, men kun om disponible beløb. Vi kan derfor ikke udtale os om antallet af fattige eller dårligt stillede ved hjælp af budgetmetoden. Budgetmetoden med et acceptabelt leveniveau er velegnet til at give et indtryk af den løbende situation. Det er baseret på et ekspertbaseret standardbudget efter bestemte kriterier. Man kan være enig eller uenig i budgettet, men der er tale om et dokumenteret og gennemskueligt budget. 67

68 6 Litteratur Abrahamson, Peter og Hansen, Finn Kenneth, 1996: Poverty in the European Union. Europa Parlamentet. Andersen, J. og Larsen, J. E., 1989: Fattigdom i Velfærdsstaten. Kbh., Samfundslitteratur. Borgeraas, Elling og Anne Marie Øybø, 2003: Minstestandard for forbrugsutgifter. SIFO Opdragsrapport nr Brandt, Preben, 1992: Yngre hjemløse i København. Kbh., FADL's Forlag. Brandt, Preben, 1999: Udelukkende Velfærd. Kbh., Gyldendal. Bømler, Tina Ussing, 2000: Når samfundet udstøder. Gyldendal Uddannelse. Børner, Thomas, 1997: Hjemløshed, begreber, typer, tal og metoder, Arbejdsnotat, SFI. Christensen, Britta, Standardbudget for privatøkonomi en foranalyse. Forbrugerstyrelsen. Rapport 1991:3. Finansministeriet, Fordeling og incitamenter. Finansministeriet. Finansministeriet m.fl., 2003: Ældres økonomiske vilkår. Finansministeriet. Finansministeriet, 2004: Fordeling og incitamenter. Finansministeriet. Finansministeriet m.fl., Lavindkomstgruppen mobilitet og sammensætning. Finansministeriet. Forbrugerstyrelsen, Forbrugerstyrelsens familiebudget et standardbudget for danske husstande. (udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA). Hovedrapport. Rapport 1993:2. Fridberg, Torben, 1992: De socialt udstødte. Kbh., SFI 90:12. Friis, Henning, 1981: Nederst ved bordet. Kbh., SFI publ Friis, Henning, 1986: Fattigdomsbegreber i: Erik Jørgen Hansen (red.): Vor tids Fattigdom. Kbh., Hans Reitzels Forlag. Gamst, Ann og Birthe, 1986: Fattigdommens Hverdage. Kbh., Gyldendal, Nordisk forlag. Hansen, Erik Jørgen, 1986: a. Vor tids fattigdom. Kbh., Hans Reitzels Forlag. Hansen, Erik Jørgen, 1986: b. Danskernes Levekår sammenholdt med Kbh., Hans Reitzels Forlag. Hansen, Erik Jørgen, 1989: Fattigdom. Begreber og metoder i forskning og politik. Kbh., SFI 89:5. Hansen, Finn Kenneth m.fl., 1987: De fattigste i Danmark. Kbh., SFI publ Hansen, Finn Kenneth, 1990:. Materielle og sociale afsavn i befolkningen. Kbh., SFI 90:4. Hansen, Finn Kenneth, 1992: Synliggøres den faktiske fattigdom. Nordisk Socialt Arbeid, nr. 2,

69 Hansen, Finn Kenneth, Hvad koster det at leve? Standardbudget for familier. CASA. Hansen, Finn Kenneth, 2004: Fattigdom og Social Udstødning i : Morten Ejrnæs m. fl. Sociologi og Socialt Arbejde, Danmarks Forvaltningshøjskole. Hussain, Muhammad Azhar, 2003: Børnefattigdom i danske kommuner SFI og Red Barnet. Järvinen, Margaretha, 1993: De nye hjemløse. Kvinder, fattigdom og vold. Forlaget SOCPOL, Järvinen, Margaretha, 1998: Socialt udstødte. I. Larsen, Jørgen Elm og Møller, Ivar Hornendahl (red.): Socialpolitik, Munksgaard. Jespersen, Karen, 1999: Opgør med den ny fattigdom. L & R Fakta. Mack, J. og Lansley, S., 1985: Poor Britain. George Allen og Unvin, London. Rambrakash, Deo, 1997: Ulighed og relativ fattigdom i Europa, Social Forskning 2:97. Reintoft, Hanne, 1982: Fattigdomslugten. Politikens kronik den 12. december Ringen, Stein, 1988: Direct and Indirect Measures of Poverty. Journal of Social Policy. Volume 17, part 3. Rådet for Socialt Udsatte, 2003: Sociale ydelser set i et fattigdomsperspektiv. Rådet for Socialt Udsatte, 2004: Årsrapport Social Årsrapport, 1999: CASA og Socialpolitisk Forening. Socialpolitisk Forlag. Social Årsrapport, 2002: CASA og Socialpolitisk Forening. Socialpolitisk Forlag. Social Årsrapport, 2003: CASA og Socialpolitisk Forening. Socialpolitisk Forlag Socialministeriet, 2001: Danmarks Nationale Handlingsplan til bekæmpelse af Fattigdom og Social udstødelse (NAPincl) 2001/2003. Socialministeriet, 2003: Danmarks Nationale Handlingsplan til bekæmpelse af Fattigdom og Social Udstødelse(NAPincl) 2003/2005. Socialstyrelse, 2002: Socialstyrelses meddelandeblad nr. 15/2002. Townsend, Peter, 1979: Poverty in the United Kingdom. A survey of Household resources and standards of Living, Penquin Books. Middlesex. Townsend, Peter, 1987: Deprivation. Journal of Social Policy. Volume 16, part 2. Økonomiministeriet, Lovmodel Økonomiministeriet. Økonomiministeriet, Familier og indkomster. Økonomiministeriet. 69