Fattigdom. definitioner, grænser og omfang

Transkript

1 Fattigdom definitioner, grænser og omfang En reflekteret videnssynopsis med fokus på børn og operationelle muligheder i forhold til tilskud til skolemad. Af Mine Sylow, Videnskonsulent Københavns Madhus april

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Synlig eller usynlig fattigdom 3 Tilskud til skolemad i Københavns Kommune. 3 Læsevejledning. 3 Hvad er fattigdom?.. 5 Relativ fattigdom en definition... 5 Internationale definitioner på fattigdom.. 7 Forskellige metoder til afgrænsning af fattigdom... 9 Fattigdommens varighed.. 9 Indkomstmetoden.. 10 Budgetmetoden. 13 Den københavnske fattigdomsafgrænsning.. 14 Afsavnsmetoden 18 Andre operationelle muligheder.. 22 Andre lande.. 23 Metoderne og deres fattigdomsgrænser opsamling fattige i Danmark.. 26 Antal fattige i København. 27 Hvem er fattige i Danmark? 28 Hvor bor de fattige. 28 De fattige børn.. 29 Hvor mange børn er fattige Konsekvenser af børnefattigdom. 32 Hvad får de fattige børn (ikke) at spise Materielle afsavn fører til social afsavn. 32 Fattigdom og ulighed i sundhed Oplevelser af fattigdom. 35 Oplevelser af fattigdom i relation til tilskud til skolemad 36 Børns oplevelse af fattigdom. 37 De andre børn 38 Konkluderende refleksioner 39 Litteraturliste. 41 2

3 Indledning Uagtet at der i Danmark ikke opereres med en officiel fattigdomsgrænse eller definition på hvad fattigdom er, gik danskerne ud af år 2011 med diskussionen af fattigdom højt på dagsordnen. Politiske uenigheder satte et enormt fokus på definitioner, levevilkår mv. I mediedebatten, der fulgte, opstod på den ene side en diskussionslyst hos den menige dansker med udgangspunkt i, hvorvidt der overhovedet findes fattige i Danmark. Ofte i kombination med en anden af diskussionens stridspunkter kan det betale sig at arbejde? På den anden side afstedkom mediedebatten en forplumring eller forsimpling, af hvad fattige og fattigdom egentlig er, og om vi overhovedet kan tillade os at tale om fattige i Danmark, når vi ser, hvor mange "virkelige" fattige der findes, f.eks. i Afrika. Synlig eller usynlig fattigdom Synlig fattigdom er den, vi møder på gaden i form af hjemløse, posedamer, tiggeren på gågaden og drankeren på bænken. Skæbner, der gør det oplagt at forbinde fattigdom med nød, men i Danmark er den usynlige fattigdom langt større end denne synlige det kan f.eks. være den enlige mor i et beskedent hjem eller en almindelig kontanthjælpsmodtager med børn i et alment boligbyggeri eller de, der søger om julehjælp, indvandrerfamilier på laveste sociale ydelser osv. At den er usynlig, kan gøre den svær at italesætte, ikke mindst, når der ingen officiel definition eller fattigdomsgrænse findes, men det får den ikke til at forsvinde og gør det ikke mindre sårbart for de børn, der er en del af disse fattige familier. I det følgende er fokus primært på denne såkaldte usynlige fattigdom, der dog som indledningsvis beskrevet var ganske present i den politiske debat og det danske mediebillede i slutningen af Tilskud til skolemad i Københavns Kommune Denne rapport er en del af Børne- og ungdomsforvaltningens pilotprojekt om tildeling af tilskud til skolemad i Københavns Kommune, med det formål at gøre skolemad lige tilgængelig for alle samt at fremme lighed i sundhed ved, at dem med mest behov for at sundt måltid mad også får det. Fokus i nærværende rapport/kapitel vil derfor, med afsæt i fattigdomsfeltet, særligt være på børn i fattige familier. Formålet er, gennem et udvalg af tilgængelige danske rapporter og undersøgelser af fattigdom og social ulighed, at skabe en fælles platform for en videre diskussion af emnefeltet og de tilhørende problematikker. Rapporten er desuden et udtryk for et behov for afklaring af feltet omkring de fattige børn, hvor mange er de, hvor kommer de fra, hvilke ordninger vil komme flest mulig af dem til gavn osv. Herved håbes, at anbefalingerne til de københavnske politikere kan gives på et så nuanceret og oplyst grundlag som muligt. Læsevejledning Første del af rapporten gennemgår de gængse fattigdomsdefinitioner og metoder til fastlæggelse af fattigdomsgrænser (indkomstmetoden, budgetmetoden, den københavnske metode og afsavnsmetoden), og i den forbindelse de operationelle muligheder ved metoderne i relation til mulighederne for tildeling af tilskud til skolemad. An- 3

4 den del har fokus på antallet af fattige i Danmark og København herunder hvem de er, konsekvenserne af fattigdom særligt i forhold til sundhed og hvordan disse mennesker oplever det at være fattige, igen med et særligt fokus på børnene. Undervejs diskuteres forskellene på fattigdom og ulighed ligesom disse begreber diskuteres i forhold til tilskudsprojektet. Tallene I rapporten optræder en hel del tal dels på antal fattige og dels på fattigdomsgrænser i form af beløb for disponibelindkomst, minimumsbudgetter mv. Københavns Madhus har til denne rapport ikke selv opdyrket tal fra tilgængeligt datamateriale. Alle tal og beløb er således refereret fra de citerede rapporter og opgørelser. Så vidt muligt er det de nyeste opgørelser, der citeres fra og det vil altid fremgå hvilket år opgørelsen er fra eller i hvilket årstal priserne er opgjort for. I forhold til ønsket om eksakte tal på eksempelvis antallet af fattige børn vil der således altid være tale om cirka tal eller procenter. I slutningen af 2011 fik Danmark en ny regering, der bl.a. som noget af det første afskaffede 'starthjælp' og de laveste kontanthjælpsydelser. Dette har formentlig en betydning for antallet af fattige herunder antal børn, således at der vil være en faldende tendens i antallet. Chefanalytiker Jonas Schytz Juul i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er forelagt dette spørgsmål særligt i forhold til de københavnske forhold og de mange fattige indvandrere og deres efterkommere, der ifølge opgørelserne findes her. Hans vurdering er, at det formentlig kun er en mindre del, der forsvinder ud af fattigdom som resultat af den anderledes socialpolitik. 1 Opgørelserne af antal fattige børn dækker børn i alderen 0-18 år. Når baggrunden for denne rapport er muligheden for og omkostningerne ved tilskud til skolemad, skal der derfor tages højde for, at andelen af fattige skolebørn selvfølgelig mindre end de samlede tal for fattige børn. Sidst skal nævnes at studerende ikke regnes som fattige, da tiden på SU er afgrænset og selvvalgt og at man ved uddannelse kvalificerer sig til en højere indkomst senere. De nævnte tal i rapporten indeholder således ikke studerende. 1 Mailkorrespondance

5 Hvad er fattigdom? I talen om fattigdom tages der overordnet udgangspunkt i tre hovedforhold: 1. Ekstrem elendighed, f.eks. opstået ved hungersnød eller ødelæggelse af lokalsamfund pga. krig eller katastrofer. Her er fattigdom et akut og katastrofebestemt problem, som man som dansker ofte kun møder gennem mediedækning og landsindsamlinger. 2. Overlevelsestruende fattigdom, hvor en befolkning eller gruppe i befolkningen lever på et eksistensminimum og derved ikke har nok indkomst til at kunne indfri grundlæggende behov for bolig, tøj, mad osv. Denne type fattigdom forsvandt i Danmark omkring første verdenskrig, og er i dag også noget, danskerne typisk kun møder gennem mediedækning af forhold i andre lande. 3. Relativ fattigdom, der er knyttet til det at leve i rige industrialiserede (vestlige) velfærdssamfund. 2 Sagt på anden vis kan fattigdom anskues som henholdsvis absolut eller relativ. At anskue fattigdom relativt vil sige, at fattigdom ses i relation til den tid og det land, man lever i (Hansen 2008, s. 5) 3. I forhold til danske forhold giver det mening at arbejde med 'relativ fattigdom' og den tilgang begrebet rummer. At fattigdom i Danmark nødvendigvis må anskues relativt, og derfor ikke kan sammenholdes med levevilkårene i Afrika repræsenterer desuden den forståelse, der til tider har manglet i den verserende fattigdomsdebat anno Relativ fattigdom en definition Førende fattigdomsforsker og afdelingsleder for analyseinstituttet CASA Finn Kenneth Hansen, der har lavet en stor del af de danske fattigdomsundersøgelser, definerer, inspireret af ophavsmanden til begrebet Peter Townsend 4, relativ fattigdom som følgende: "At have så få ressourcer, at man påtvunget bliver udelukket fra de mest elementære livsmønstre, vaner og aktiviteter i det land man lever i. Man mangler de nødvendige ressourcer til fx at opnå den kost, deltage i aktiviteter og have de levekår, som er normale, eller i det mindste vidt anerkendte i det samfund, som man hører til" (Hansen, 2008, s. 5). Denne definition mener de fleste danske fattigdomsforskere giver god mening i en dansk kontekst. I forhold til nærværende rapports fokus på tilskud til skolemad åbner den desuden op for en diskussion og en bedre forståelse, af dels de muligheder fattige børn har (eller ikke har) for at indgå i elementære sociale aktiviteter, og dels de mu- 2 Noter fra undervisning ved Ulla Christensen Institut for Folkesundhedsvidenskab 3 Spørgsmålet er i den forbindelse om ikke fattigdom også f.eks. i tredje verdens lande ikke altid vil være relativ. 4 Townsend Centre For Poverty Research, et multidiciplinært forskningcenter under Bristol University 5

6 ligheder, de har for at opnå de levekår, som er normale og anerkendte, f.eks. i forhold til sund mad. Derfor anvendes denne definition i nærværende rapport som reference for forståelsen af fattigdom. Det er dog i den sammenhæng væsentligt at holde sig for øje, at det at anskue fattigdom relativt ikke bør give anledning til at forveksle fattigdom med ulighed. Ulighed versus fattigdom Ulighed er, at nogen har mere eller mindre i forhold til nogen andre, f.eks. indkomst, eller, at man er dårligere eller bedre stillet i forhold til f.eks. helbred, uddannelse osv. Men i modsætning til ulighed er der med relativ fattigdom ikke kun tale om "den uretfærdighed, der består i, at nogen har så meget mindre end andre trods alt har, men at (de fattige) har så få ressourcer, at de har vanskeligheder med at klare sig i det samfund, de lever i" (Hansen, 2008 s. 5). I lande med stor ulighed vil der formentlig også findes fattigdom, men der kan også være lande med stor ulighed, uden at det pr definition fører til, at der også er fattigdom. Hansen og flere med ham opfordrer derfor til at skelne mellem ulighedsproblemer og fattigdomsproblemer. I henhold til ønsket om at kunne give særligt trængende (fattige børn) tilskud eller gratis skolemad i København er det derfor væsentligt at gøre sig klart, hvori begrundelsen ligger. Ønsker man, at det københavnske skolemadsprojekt EAT skal være tilgængeligt for alle. At alle børn skal have lige adgang til dette kommunale tilbud, hvorfor man bliver nødt til at kompensere økonomisk i de tilfælde, hvor ordningen er for dyr for de pågældende børns forældre. Eller ønsker man via skolemadsordningen, at kunne give ressourcesvage børn mulighed for at få mindst et sundt måltid mad om dagen grundet nogle større socioøkonomiske betragtninger om et samfundsmæssigt ansvar for udsatte børn, muligheden for at bryde den sociale arv osv. Det ene er lige så legitimt som det andet, og formentlig vil det i vid udstrækning være de samme børn, det kommer til gavn, men oplægget og begreberne/retorikken bør være forskellig. Når det er påpeget behøver der dog ikke være tale om et enten eller. Motivationen for at have skolemad i København handler bl.a. om sundhedsfremme og i kommunens sundhedspolitik er der en målsætning om at bekæmpe social ulighed i sundhed. Kobles dette til de elementer i EAT-konceptet, der har fokus på den sociale deltagelse omkring måltidet, hænger ønsket om at give tilskud til skolemad godt sammen med definitionen af relativ fattigdom ovenfor og den nedenfor citerede definition af fattigdom som en 'ikke-deltagelse' i gængse samfundsaktiviteter. Fattige og socialt udsatte At fattigdom defineres som et socialt problem betyder ikke, at alle med sociale problemer kan eller skal betragtes som fattige en prostitueret eller alkoholiker er ikke pr. definition fattig. På Socialministeriets hjemmeside kan man læse en sammenstilling af at være socialt udsat og fattig. Førstnævnte gruppe defineres som hjemløse, 6

7 stof- og alkoholmisbruger, sindslidende og prostituerede 5. Kategoriseres gruppen af fattige udelukkende ved at se på sociale problemer og uden at skele til reelle økonomiske forhold, er gruppen af fattige væsentligt mindre, end den ville være, hvis man også anskuede fattigdom ud fra et økonomisk perspektiv. Eksempelvis fanger denne måde at se på fattigdom ikke forsørgelsesproblemer, som f.eks. lavtlønnede eller familier med flere børn på overførelsesindkomster oplever (Hansen 2004, s. 23) jf. betragtningerne om de synlige og usynlige fattige. Gruppen af socialt udsatte har dog mange træk tilfælles med dem, der kendetegner gruppen af økonomiske fattige: "De har meget lidt materielt, og på mange måder er der tale om sårbare mennesker, der har svært ved at klare sig i samfundet" (Hansen 2004, s. 23). Grupperne af henholdsvis fattige og socialt udsatte er hver især karakteriseret ved deres sociale problemer, men væsentligt er det i denne forbindelse at understrege, at man ikke nødvendigvis er socialt ekskluderet, hvis man er lever i fattigdom, og omvendt er man ikke nødvendigvis fattig, fordi man har sociale problemer: "Fattigdom omhandler manglende økonomiske ressourcer og den ikkedeltagelse, som måtte være en konsekvens heraf, mens social eksklusion måler deltagelse vs. ikke-deltagelse i en bredere forstand" (Fattigdom i Københavns kommune 2010, bilag 2 s. 2). I relation til børn er det dog nødvendigt at forholde sig til, at selv om nogle af de ovennævnte socialt udsatte ikke er fattige i henhold til en økonomisk definition, kan de manglende personlige ressourcer hos forældrene medføre de samme oplevelser af afsavn og social eksklusion, som fattige børn kan opleve. Eksempelvis kan det være en udfordring for socialt udsatte forældre at sikre et sundt måltid, hvad enten det er en hjemmesmurt madpakke eller det at kunne håndtere tilmelding til skolemad over nettet. Dette belyses nærmere i afsnittet om "de andre børn". Internationale definitioner på fattigdom OECD opererer med en af de mest brugte fattigdomsgrænser, der sættes til 50 % af medianindkomsten i et givet land 6. OECD's definition af fattigdom forholder sig derfor primært til det økonomiske aspekt af fattigdom: "Et indkomstniveau der er betragtet som minimum tilstrækkeligt til at forsørge en familie med mad, bolig, tøj, medicin osv." 7 (egen oversættelse) EU's definition på fattige er udtrykt mere bred end OECD's og kan sammenlignes med Finn Kenneth Hansens definition på relativ fattigdom. Fattige defineres som omfattende dem, der på grund af manglende ressourcer ikke kan opnå de mest basale nød Mere om denne metode under metoder til fattigdomsafgrænsning 7 OECD Online, 22/11/11,

8 vendigheder, og som er udelukket fra almindelige vaner og normer i det samfund, de lever i (Hansen 2010, s. 3): ".. Man siger folk lever i fattigdom, hvis deres indkomst og ressourcer er så utilstrækkelige, at det udelukker dem fra en levestandard, der er betragtet som acceptabel i det samfund, de lever i. Grundet deres fattigdom kan de opleve diverse ulemper igennem arbejdsløshed, lav indkomst, dårlige boligforhold, utilstrækkelig hjælp fra sundhedsvæsnet og barrierer i forhold til læring, kultur, sport og fritidsinteresser. De bliver ofte ekskluderet og marginaliseret fra at deltage i aktiviteter (økonomisk, socialt og kulturelt) som er normen for andre mennesker, og deres adgang til fundamentale rettigheder kan være begrænset. Eurostat 2010 (Hansen 2010, s. 17)(egen oversættelse) EU sætter i forhold til OECD deres fattigdomsgrænse ved 60 % af medianindkomsten. Internationalt findes der definitioner af begrebet fattigdom, der favner bredere. Det gælder f.eks. WHO's udredning af fattigdom. Denne påpeger, at selv om fattigdom ofte defineres med udgangspunkt i en absolut grænse refererende til indkomst, er de fattigdomsrelaterede konsekvenser for sundheden langt vigtigere at have for øje: "Fattigdom er associeret med underminering af en række nøglegoder, inklusiv sundhed. De fattige er udsat for langt større personlige og miljømæssige sundhedsrisici, de har dårligere ernæringstilstand, de er mindre informerede, og de er i mindre grad i stand til at få hjælp fra sundhedsvæsnet; hvilket betyder højere risiko for sygdom og handicaps. Omvendt kan sygdom reducere opsparing, formindske indlæringsevnen, reducere produktivitet samt lede til formindsket livskvalitet, og dermed fastholde eller yderligere øge fattigdommen. 8 (egen oversættelse) WHO understreger i den sammenhæng, at ligegyldigt om der er tale om høj-, mellemeller lav-indkomstlande, så synes der at være en tæt sammenhæng mellem lav socioøkonomisk status og det at være disponeret for dårligt helbred. 9 Sidst kan nævnes Verdensbanken, der opererer med et entydigt fattigdomsbegreb, der fastlægger den globale fattigdomsgrænse til 1 US dollar om dagen for lande med meget lav indkomst og 2 US dollar om dagen for lande med middel indkomst. Ud fra denne betragtning er der ikke fattige i Europa WHO Online, , kl WHO Online, , kl

9 Forskellige metoder til afgrænsning af fattigdom På trods af at der i Danmark ikke opereres med en officiel fattigdomsgrænse, optræder der alligevel i forskningsrapporter, opgørelser og i den offentlige debat definitioner på fattigdom og deraf afledte antal fattige. I dansk sammenhæng er den oftest benyttede afgrænsning af fattige, de der indkomstmæssigt befinder sig under 50 % af den danske medianindkomst. 11 Det hænger sammen med, at denne grænse også har en vis international udbredelse f.eks. i forskningsverden og i OECD. I dansk sammenhæng anvendes 50 %-grænsen bl.a. af Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 10). Begrundelsen for, at det netop er den grænse der benyttes, er dog ikke enslydende (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s.10). Tre overordnede metoder til afgrænsning af fattigdom Ud over 50 %'s grænsen, der også kaldes indkomstmetoden, findes overordnet set to andre typer af metoder til at fastsættelse af fattigdomsgrænser: Budgetmetoden (hvad koster det at leve) og afsavnsmetoden. Dertil kan der forekomme forskellige andre definitioner eller betegnelser i forskellige rapporter f.eks. kontanthjælpsfattigdom, gældsinddragelsesgrænsen (Hansen 2008, s. 10, 14). Disse er dog i vid udstrækning variationer over de førnævnte tre. I det følgende vil de nævnte tre metoder samt 'Københavner-metoden' en variant over budgetmetoden, blive beskrevet. Dertil vil fordele, ulemper samt overvejelser om modellernes administrative udfordringer i henhold til tilskud til skolemad blive ridset op. Fastlæggelse af fattigdomsgrænser er i en vis grad en kombination af tal og teknik. For de mennesker, der bliver omfattet af tallene er tidsperspektivet en mindst lige så væsentlig faktor. Inden beskrivelse af de nævnte metoder opridses derfor nedenfor kort de forskellige overvejelser tidsperspektivet kan afstedkomme i afgrænsningen af fattigdom, særligt i relation til børn og tilskud til skolemad. Fattigdommens varighed Et vigtigt parameter i diskussionen af fattigdom, er fattigdommens varighed. Forstået som den tidsmæssige periode en given person eller familie befinder sig under fattigdomsgrænsen. Det kan være misvisende kun at opgøre fattigdom på baggrund af den økonomiske situation i et enkelt år (Hansen 2008, s.12). Et så kort tidsrum er følsomt overfor tilfældige indtægtsudsving f.eks. hos selvstændige erhvervsdrivende. Et mere reelt billede af antallet af fattige får man ved at se efter antallet af personer, der i en længere periode ligger under fattigdomsgrænsen. Flere år med lav indtægt vil gøre det stadig 11 Se nedenfor om indkomstmetoden 9

10 vanskeligere at få hverdagen til at hænge økonomisk sammen, da de ressourcer og reserver man måtte have efterhånden slipper op. Det bliver sværere at erstatte eller anskaffe materielle goder til husholdningen og f.eks. til børn i skolealderen årstidsrelateret tøj og sko, skoletaske, gymnastiktøj mv. Ligeledes er der stor sandsynlighed for, at de sociale og psykologiske konsekvenser af de manglende materielle og sociale muligheder øges i takt med, at antallet af år under fattigdomsgrænsen stiger. Dette påvirker selvfølgelig også eventuelle børn i husstanden. Defineres fattigdom som antallet af personer, der er fattige i en længere periode end et år, vil der være væsentlig færre, der ligger under fattigdomsgrænsen, end hvis man tæller kortere perioder med fattigdom med. Til gengæld er der en stigende risiko for at blive hængende i fattigdom, jo flere år man ligger under grænsen. Undersøgelser fra henholdsvis Det Økonomiske Råd og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 5 % af dem, der er fattige i et enkelt år fortsat vil være det efter 10 år og at gruppen af fattige, der har været fattige mere end tre år, er stærkt stigende (Hansen 2008, s ). Varighed og behov for tilskud Tidsperspektivet kan således være væsentligt at have in mente ved udtænkning af grænser for tilskud til skolemad, men hvordan det skal håndteres er ikke nødvendigvis enkelt. Et barn, i en familie der i flere år ligger lige på grænsen af fattigdom, kan i realiteten være hårdere ramt økonomisk og afsavnsmæssigt, end et barn, hvis familie i en kort periode er nede under grænsen. Omvendt kan en familie, der af uforudsete grunde et år ryger under fattigdomsgrænsen, vælge netop at nedprioritere det sunde måltid til børnene, f.eks. skolemaden. Selv et kort ophold under grænsen kan derfor have konsekvenser for børns sundhed og sandsynligvis også for deres oplevelser af eksklusion i forhold til kammeraterne. Administrativt vil det kunne blive en udfordring at medtænke varighedsperspektivet og sondringen mellem kort- og langtidsfattige eller dem, der er lige på grænsen. Det mest reelle i den sammenhæng vil være at lade en del af tilskudsfordelingen bero på skøn fra skolens personale, der formentlig vil have en ret god fornemmelse af barnets forhold. Indkomstmetoden Indkomst er en af de mest brugte parametre i fattigdomsdiskussionen og afgrænsningen af denne. Ser man bort fra lånemuligheder sætter indkomst en absolut grænse for forbrugsmulighederne, og dermed også en grænse i forhold til, om man kan fungere i samfundet og dagligdagen på rimelig vis, da mange aktiviteter og social ageren typisk koster penge. Disponibel indkomst Grundlaget i indkomstmetoden er den disponible indkomst, der er summen af alle typer af indkomster (inkl. børnecheck, boligsikring og øvrige overførselsindkomster) for alle familiens medlemmer over en given periode, typisk et år, fratrukket skat og obligatoriske bidrag (f.eks. atp) (Tranæs 2006, s. 37). Den disponible indkomst giver et 10

11 billede af det beløb, som en familie har til rådighed til privatforbrug og opsparing eller afbetaling. Familier har forskellige sammensætninger, derfor er der i metoden indlagt en vægtning af voksne og børn (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 5). Dette sker ved hjælp af ækvivalensskalaen 12, der gør det muligt at sammenligne på tværs af forskellige familie- og husstandstyper. Skalaen kan variere fra undersøgelse til undersøgelse med forskellig vægtning for voksne og børn, men typisk vil voksen nr. 2 vægte mindre end den første voksen, ligesom børn vægter mindre end voksne. Grænsen for fattigdom Fattigdomsgrænsen fastsættes dernæst som en procentdel af det generelle (ækvivalensvægtede) indkomstniveau. Oftest ved medianen, der angiver størrelsen af den midterste indkomst i det pågældende samfund, forstået sådan at 50 % af befolkningen har en indkomst, der er højere end medianen og 50 % har en indkomst, der er lavere. OECD opererer med en fattigdomsgrænse, der regner folk for fattige, når deres indkomst ligger under 50 % af medianindkomsten. EU har hævet sin grænse til 60 % af medianen i forbindelse med Lissabon Traktaten i Denne noget større gruppe i det pågældende land betegner ifølge EU dem, der er i risiko for at komme til at leve i fattigdom (Hansen 2010). I forhold til børn, er et barn, ifølge Heidi Sørensens rapport om fattigdom i børnehøjde, fattigt, hvis det bor i en familie, hvor den disponible indkomst er under 50 %- grænsen (Sørensen 2010, s. 16). Med udgangspunkt i prisniveauet i 2011 har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udregnet følgende fattigdomsgrænser med udgangspunkt i indkomstmetoden og den disponible indkomst efter skat. Folk eller familier med en disponibel indkomst efter skat under disse beløb defineres herved som værende fattige: Antal personer i familien Grænse familie/ år Kroner efter skat Grænse person/år Kroner efter skat Grænse person/mdr. Kroner efter skat (1 barn) (2 børn) (3 børn) (4 børn) (Schytz Juul 2011a, s. 21) 12 Ækvivalensskalaen anvendes til at vurdere og sammenligne økonomien i husholdninger med forskellig størrelse og sammensætning. Skalaen angiver udgiftsbehovenes relative størrelse i forskellige typer familier med forskellige indkomster. Tidligere sammenlignede man den gennemsnitlige husstandsindkomst pr. husstandsmedlem. I de senere år er skalaer, der tager højde for, at der er en vis stordriftsfordel forbundet med at bo mange sammen, blevet det mest almindelige. I de fleste nyere analyser anvendes derfor den såkaldte ækvivalensskala, som indebærer, at familiens medlemmer tildeles hver sin vægt, jo flere personer i husstanden, jo lavere vægtning af de ekstra familiemedlemmer; fx kan den første voksne i familien sættes til 1, den næste til 0,7 og børn til 0,5. Vægtene lægges sammen og divideres op i familiens indkomst. Hvis indkomstbegrebet er disponibel indkomst, får man på den måde den disponible indkomst pr. ækvivalent familiemedlem. (Kilde sammenskriv af flere opslag fra "Den store danske " på nettet) 11

12 Det har ikke været muligt at finde beløbet for en enlig forsørger med et barn eller flere børn. I Red Barnet anvendes ovennævnte tal for et par til fattigdomsgrænsen for en enlig med et barn dvs kr. om måneden. 13 Fordele og ulemper ved indkomstmetoden Den store fordel ved indkomstmetoden, og formentlig årsagen til dens udbredelse er, at den giver mulighed for et overblik over antallet af fattige, idet oplysningerne er tilgængelige som registerdata. Dertil er de anvendte tal i overvejende grad objektive og kan trækkes uden involvering af de pågældende mennesker. Det gør det muligt at sammenligne her og nu samt over tid og lande imellem. Metoden kritiseres for at være et indirekte mål for fattigdom, der ikke kan bruges som et direkte udtryk for en given families levekår. Indkomstmetoden med udgangspunkt i 50 % af medianindkomsten er en relativ afgrænsning, der alene beskriver, at der er nogen, der har en lavere indkomst end andre. Den heraf afledte fattigdomsgrænse forholder sig ikke til, om man kan leve et acceptabelt liv for det pågældende disponible beløb (Hansen 2008, s. 6). Frem for at definere størrelsen på gruppen, der lever i fattigdom, siger metoden og beløbene snarere noget om ulighed og lighed. At der er tale om en relativ afgræsning gør dertil, at grænsen vil flytte sig, alt efter hvordan lønudviklingen er i det pågældende samfund, og dette vil påvirke antallet af definerede fattige. Sådanne ændringer af grænseindkomsterne, såsom hvilken betydning en regulering af grænsen op eller ned reelt har for levevilkårene under denne grænse, tager metoden ikke hensyn til. Indkomstmetoden i praksis Befolkningens disponible indkomst kan trækkes via Danmarks Statistik det gør den til en oplagt mulighed i forhold til fastsættelse af antal fattige. I forhold til det operationelle niveau er indkomstmetoden omvendt ikke helt så tilgængelig, da det kan være vanskeligt for den enkelte familie at danne sig et overblik over de tilskud mv., der tilsammen udgør den disponible indkomst. En løsning herpå kunne være administrativt at udregne forskellige typer af 'tilskudspakker' baseret på gennemsnitlige familier med og uden arbejde, med x antal børn, boende til leje eller eje osv. Den pågældende ansøger skal herved kun oplyse hovedindtægt efter skat og hvad, men ikke hvor meget familien får af tilskud. Det samlede og ofte komplicerede regnestykke for den disponible indkomst udregnes således af ordningens administrative personale. Forarbejdet vil være stort, men efterfølgende vil det lette ansøgningsprocessen for de pågældende familier, der måske for nogens vedkommende vil fravælge ansøgningsmuligheden pga. af de ansøgningstekniske barrierer. Udgangspunktet i en 50 %'s medianindkomstsgrænse gør det desuden muligt at graduere tilskudsbeløbet i henhold til procentsatser af medianindkomsten fuldt tilskud til dem under 50 %'s grænsen, delvist tilskud til børn af familier med en disponibel indkomst mellem 50 og 60 % af medianindkomsten osv. Formentlig bliver det mere

13 og mere administrativt tungt jo flere gradueringer, der indlægges, hvorfor de udbetalte eller sparede beløb altid bør holdes op imod de administrative omkostninger. I henhold til kritikken er en væsentlig anke ved metoden dog om indkomstmetodens fattigdomsgrænse fanger alle dem, der reelt har brug for tilskud til skolemad, da den alene ser på økonomisk fattigdom. Budgetmetoden Budgetmetoden tager udgangspunkt i, hvad det koster at leve, altså det modsatte af indkomstmetoden, som blot sætter fattigdomsgrænsen ved et givet beløb. Den har sin oprindelse i USA, hvor man i 1960'erne sammensatte 'en kurv med nødvendige madvarer'. Udgiften til denne kurv ganges med en såkaldt faktor 3, der afspejler udgiften til øvrige forbrugsgoder. Samlet giver disse to tal et udtryk for, hvad det koster at leve (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 6) Grænsen for fattigdom Med udgangspunkt i denne metode har man i flere lande, heriblandt også i Danmark (Forbrugerstyrelsen), udarbejdet et standardbudget for et rimeligt almindeligt forbrug. Med udgangspunkt i sådanne standartbudgetter er det muligt at konstruere et minimumsleveniveau. Forskellen mellem et standartbudget og et budget sammensat på baggrund af et minimumsleveniveau er, at fokus bliver på det 'nødvendige', 'beskedne' eller 'acceptable' frem for det 'rimelige' og 'typiske'. Benyttes budgetmetoden til fastsættelse af fattigdomsgrænsen vil grænsen således være en forbrugsgrænse, der på den ene side giver mulighed for at leve et sundt liv med en aktiv deltagelse i familie- og samfundsmæssige sammenhænge og på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 7 og Hansen 2008, s. 14). Et minimumsbudget udgør ca. 50 % af et standartbudget (Sørensen 2010, s. 18) og indeholder eksempelvis ikke poster til ferie og varige forbrugsgoder (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 7). Er sund frokost et nødvendigt behov? Udfordringen ved sammensætningen af et minimums-budget er, at det kan være problematisk, også politisk, at definere et leveniveau, der som sådan ikke er efterstræbelsesværdigt (Hansen 2008, s. 14). Hører det at kunne tilbyde sine børn et sundt frokostmåltid eller blot på linje med andre at skabe variation i sit barns frokost f.eks. til det acceptable eller rimelige indhold i tilværelsen? Konklusioner til fordel for mad som basisydelse er en del det incitament, der kan ligge bag et velfærdssamfunds, i dette tilfælde Københavns Kommunes, ønske om at tilbyde at betale skolemaden for de, der har behov for det, hvis deres eget budget ikke rummer mulighed for det. Fordele og ulemper ved budgetmodellen Fordelene ved budgetmetoden, også i forhold til en afgrænsning af fattigdom, er, at den netop forholder sig til, hvad det koster at leve, frem for, som det var tilfældet med indkomstmetoden 'blot' at sætte en grænse ved et givet beløb. Budgetmetoden medtager stort set alle forbrugsposter herunder transport, kommunikation, personlig 13

14 hygiejne, tøj, motion mv. Justeres 'kurven med forbrugsgoder' dertil dels i forhold til inflation og dels i forhold til udviklingen i det pågældende samfunds generelle forbrugsmuligheder, er den et brugbart udtryk for grænsen for minimumsleveomkostninger. En udfordring i forhold til selve budgetposterne er udgiften til bolig. Det er svært at finde en relevant standard for boligposten, fordi der er så store udsving i boligudgifter/husleje, f.eks. geografisk bestemte udsving, men også forskellen i udgiften ved at være henholdsvis lejer og ejer. Udfordringen generelt ved budgetmetoden som grundlag for en fattigdomsgrænse er, at den ikke tager højde for subjektivt forbrug og ikke indfanger livsstil og forbrug, der afviger fra det 'rimelige og sædvanlige'. Heidi Sørensen påpeger i rapporten Fattigdom i Børnehøjde, at "den [metoden] indfanger ikke personer, som har råd til standartbudgettet, men som alligevel oplever mangler, og dem, som ikke har råd, men som ikke oplever afsavn" (Sørensen 2010, s. 19). Budgetmetoden tager ligeledes heller ikke højde for, om familier evt. får økonomisk hjælp fra andre eller har adgang til naturalier 14, hvorfor den kan komme til at overvurdere de reelle leveomkostninger. Andre kritikpunkter kan være, at det kan være vanskeligt i det hele taget at standardisere folks indkomst eller budgetter. Budgetmetoden i praksis Ovenstående pointer understreger vigtige problematikker i forhold til metoden og dens operationelle muligheder, hvis den skal anvendes ved tildeling af tilskud til skolemad. Administrativt kræver brugen af budgetmetodens fattigdomsgrænse, at man dels har en udspecificeret minimumsbudget, der indeholder alle udgifter inkl. boligudgifter (fattigdomsgrænsen) og dels den pågældende families disponible indkomst, da det er matchet af disse to tal, der vil være udslagsgivende i forhold til tildeling af tilskud. Dette er som det eneste sted i Danmark forsøgt gjort operationelt i den Københavnske fattigdomsafgrænsning, der bliver beskrevet i følgende afsnit. Den københavnske fattigdomsafgrænsning Københavns kommune satte sig i 2006 for at kortlægge antallet af fattige i kommunen. Til dette formål blev konstrueret "Den københavnske fattigdomsgrænse". Grænsen bygger på ovennævnte budgetmodel. Kommunen har konkret konstrueret et minimumsbudget for en person eller familie bestående af en række forbrugsgoder, som det antages der skal være adgang til for ikke at være fattig. Disse forbrugsgoder prissættes. På baggrund heraf defineres alle, der lever for mindre end dette skrabede budget, som fattige. Københavns kommune ønsker også at bruge den fremkomne fattigdomsgrænse til at fastslå, hvor mange fattige der findes i kommunen, de konstruerede budgetter er derfor holdt op mod tal fra Danmarks Statistik vedr. borgernes disponible indkomst. Undersøgelsen gentages hvert andet år, nye tal ventes således i indeværende forår. (Fattigdom i København 2010, s. 5 og bilag 1, s. 1). 14 En ulempe, der kan siges at gælde for stort set alle metoder, der tegner generelle og ikke individuelle 'portrætter' af fattigdom. 14

15 Københavnermetodens budgetter og deres konkrete udformning For at være operationelle er de københavnske budgetter meget detaljerede og kommer hele vejen rundt om alle leveomkostningerne. Overordnet består Københavnerbudgettet af tre overordnede poster: Faste udgifter, som dækker udgifter til bolig, institutioner, licens, tandlæge o.l. Faste udgifter i forbindelse med arbejdsmarkedet, hvilket dækker over A-kasse, efterlønsbidrag, fagforeningskontingent samt transport til og fra arbejde. Et rådighedsbeløb, som dækker udgifter til mad, drikke, beklædning, hygiejne og andre dagligvarer. Københavnerbudgettet indeholder ikke udgifter til gæld, selvom de fleste personer har en eller anden form for lån. Der er heller ikke gjort plads til opsparing, ligesom der ikke indgår udgifter til fritid, fødselsdage, hobby og ferie (Fattigdom i København 2010, s. 6). De københavnske minimumsbudgetter matcher således fremgangsmåden beskrevet for minimumsbudgetterne i kontrast til standartbudgetter under budgetmetoden der er tale om et tåleligt, men skrabet budget. I forhold til udfærdigelse af budgetterne er der lavet forskellige typer af budgettet alt efter: Antallet af voksne i husstanden Antal af børn i husstanden Tilknytning til arbejdsmarkedet I sidstnævnte budgettype skelnes der mellem de personer, som har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet (førtidspensionister, alderspensionister og efterlønsmodtagere,) og de personer som er, eller som "burde være" på arbejdsmarkedet (lønmodtagere, dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere mv.) (Fattigdom i København 2010, bilag 1 s. 1-2). Selv om budgetterne er forskellige, er der en række fælles forudsætninger, der går igen i alle budgetterne (Fattigdom i København 2010, bilag 1 s. 2): Livsførelsen skal være minimal der vælges altid det billigste alternativ. Alle i familien har et normalt helbred, og der skal derfor ikke være plads til ekstra ordinære udgifter til medicin og udstyr i budgettet. Familien skal inden for rammen af budgettet kunne bo i en minimal bolig og skal kunne have minimale udgifter til el, varmt vand og varme. Familien skal udover disse faste udgifter have et minimalt rådighedsbeløb til den daglige livsførelse. Det vil sige til mad, drikke, beklædning og andre dagligvarer. 15

16 Derudover er der en række specifikke budgetposter, som gælder for alle budgetterne i Københavnermodellen. Posterne er med i budgetterne, fordi de skønnes at være aktiviteter og goder, man skal have adgang til for at kunne have en rimelig, men dog minimal livsførelse. Disse er: Familien skal have råd til at betale licens til radio og TV, så man har mulighed for at orienterer sig om samfundsforhold. Familien skal kunne tegne en familieforsikring for at kunne forsikre sig mod ekstraordinære udgifter i forbindelse med indbrud og lignende. Alle familiens medlemmer skal have råd til at gå til tandlæge to gange årligt for at opretholde en basal sundhedstilstand For personer, der er eller burde være på arbejdsmarkedet, er det en forudsætning, at: Det skal være økonomisk muligt at have eventuelle børn i daginstitution. Alle voksne medlemmer af familien skal kunne være medlem af en fagforening, arbejdsløshedskasse og betale til efterløn inden for budgettets rammer. Det skal være muligt for voksne medlemmer af familien at transportere sig til og fra arbejde med offentlige transportmidler. Det forudsættes, at jobbet er beliggende i Københavns Kommune. For personer, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet (førtidspensionister, efterlønnere og alderspensionister) er det en forudsætning, at: Der ikke skal være plads til transportudgifter til og fra arbejde, udgifter til fagforening, arbejdsløshedskasse og efterlønsbidrag i budgettet. Budgettet ikke efterlader økonomi til institutionsudgifter til eventuelle børn. Børn i disse familier antages at blive passet i hjemmet. Institutionsudgifter medtages dog i budgettet, hvis det kun er den ene person, som er pensionist eller efterlønner. Københavnermetodens fattigdomsgrænser Ovennævnte punkter er operationaliseret i følgende københavnske fattigdomsgrænser baseret på de ovenfornævnte forskellige budgettyper/familietyper (Fattigdom i København 2010, s. 7). Tallene er 2008 tal efter skat. 16

17 Antal voksne Antal børn Månedligt Årligt 1 som er i arbejde som er i arbejde som er i arbejde som ikke er i arbejde som ikke er i arbejde hvor begge ikke er i arbejde hvor den ene ikke er i arbejde Med kritikpunkterne beskrevet under selve budgetmodellen in mente sammenholdt med ovennævnte eksempler på budgetposter f.eks. at der medtænkes licens, fagforeningskontingent, forsikring mv. kan man mene, at de københavnske fattigdomsgrænser på nogle punkter er baseret på en vis grad af korrekthed. En undersøgelse lavet i sammenhæng med arbejde med de københavnske fattigdomsgrænser viser f.eks. at tegne en ulykkes- og indboforsikring og være medlem af en a-kasse er noget af det, der nedprioriteres, når økonomien bliver stram og hverdagen hård at få til at hænge økonomisk sammen (Andersen 2008, s. 19). Fordele og ulemper ved metoden Københavnermetodens anvendelighed til afgrænsning af fattigdom lider på linje med budgetmodellen, under den udfordring, at den, trods sine meget detaljerede budgetter, ikke nødvendigvis tegner et fyldestgørende billede af en families faktiske valg af forbrugsgoder og aktiviteter. Mange borgere vil i praksis formentlig foretage andre økonomiske prioriteringer, end der er indlagt i budgettet for en skrabet livsførelse jf. ovennævnte påpegning. De københavnske budgetter er således et normativt udtryk for, hvad man bør have råd til, og ikke et faktisk billede af personer eller familiers økonomiske prioriteringer. Budgetterne skal læses som en fastsættelse af en bestemt situation, som opfattes som det lavest acceptable leveniveau (Fattigdom i København 2010, s. 5). Fordelene ved de ret detaljerede budgetter er omvendt, at de netop, ved at rumme alle forbrugskategorier, giver mulighed for at vurdere, om folk har mulighed for at leve på det mindst acceptable leveniveau, og dermed om de har mulighed for ikke at leve i fattigdom. Københavnermetoden i praksis Modsat de øvrige metoder til afgrænsning af fattigdom har København med ovennævnte budgetter lavet det forarbejde, der gør det muligt at operationalisere grænsen. Der er truffet beslutninger om hvilke forbrugsforhold, der bør tælle med i det acceptable, ligesom der gøres brug af ret præcise budgetposter fra etablerede tilskudsordninger boligsikring, søskenderabat i forhold til institutionspladser, posten til forsikring er efter skattefradrag osv. 15 De anførte beløb er forholdsvis nye, og der er 15 Disse poster kunne eksempelvis benyttes som udgangspunkt for de foreslåede standart tilskudspakker under indkomstmetoden i praksis. 17

18 budgetter på forskellige familiesammensætninger. Rent praktisk forudsætter anvendelsen af de københavnske fattigdomsgrænser dog dels at budgetterne stadig er up to date og dertil, som ved indkomstmetoden, at det er muligt at skaffe de pågældende familiers disponible indkomst, da det til en hver tid er den, det valgte budget skal sammenholdes med. Dertil fordrer brugen af den københavnske fattigdomsafgrænsning, at man er enig i konstruktionen af de nævnte budgetter ellers skal der lægges et stort arbejde i at konstruere nye budgetter. I og med, at Københavns kommune anvender budgetmetoden og de opstillede budgetter dels som fattigdomsgrænse og dels til at tælle sine fattige med giver det rigtig god mening i forhold til tilskud til skolemad at anvende samme grænse for fattigdom, da forskellige forvaltninger ellers vil operere med forskellige definitioner på fattigdom herunder antal fattige. Hvilken operationel metode man derpå vil anvende for at afgøre hvorvidt en familie ligger over eller under grænsen er måske mindre afgørende. Afsavnsmetoden Afsavnsmetoden tager udgangspunkt i den før omtalte fattigdomsdefinition af Peter Townsend side 6 jf. begrebet "relativ fattigdom". Afsavnsmetodens udgangspunkt er familiens eller individets økonomiske ressourcer, og hvorvidt disse rækker til at leve et liv i overensstemmelse med de normer og rutiner, der er almindeligt accepterede i samfundet (Hansen 2004, s. 11). At lide afsavn forstås som, at der er noget man må give afkald på, som man har brug for. Ifølge afsavnsmetoden kan afsavn defineres som; "at den enkelte person eller familie ikke har økonomisk mulighed for at erhverve goder eller udøve aktiviteter, som der er bred enighed om, at alle skal have mulighed for. Det gælder fx økonomiske ressourcer til "at kunne invitere gæster hjem", "at give gaver til fødselsdag", "købe nødvendig medicin", "gå til frisør" og "gå til tandlæge"" (Hansen 2004, s. 11). Afsavn bliver herved et direkte aftryk for deres faktiske levevis, og kan være af både social og materiel karakter. Begge dele kan være lige alvorligt, men kan, som det beskrives nedenfor, opleves forskelligt fra person til person. At leve versus at eksistere Afsavnsmetoden tager det perspektiv, at det ikke kun er et spørgsmål om at eksistere, jf. budgetmetoden, men også et spørgsmål om at leve, forstået som at kunne tage del i det, der anerkendes som almindelig adfærd i det pågældende land/samfund. I en fattigdomssammenhæng gør det det vigtigt at kunne skelne mellem basale behov og luksusbehov. Børns oplevelse af social integration/eksklusion i relation til afsavn Denne forståelse af fattigdom giver begrebet en øget sociologisk vinkel, da perspektivet forskydes fra en fokusering på de økonomiske ressourcer alene til et spørgsmål om social integration. Dette gør bl.a. metoden interessant i forhold til børn, da man ved at fokusere på de afsavn børn oplever, tydeligere kan tegne sig et billede af, hvordan det er at være barn i økonomisk svagt stillede familier. Man kan f.eks. blive klogere på, hvordan og hvornår den manglende økonomiske formåen påvirker barnets 18

19 oplevelse af social integration, eller hvornår og i hvilke situationer familiens fattigdom fører til social eksklusion i forhold til kammeraternes adfærd og handlemuligheder. Undersøgelser af afsavn I afsavnsundersøgelser forsøges det at få informanterne til at svar på et så objektivt niveau som muligt. Spørgsmålene stilles, så informanterne skal tage stilling til, om de rent faktisk har undladt at gøre forskellige ting i en given periode. Den modsatte version af denne tilgang er de opinionsundersøgelser, der fra tid til anden dukker op i medierne, hvor der spørges til, hvorvidt man er fattig, hvis man f.eks. ikke har råd til at holde fødselsdagsfest, købe en computer, gå i biografen en gang om måneden eller sende sine børn til sport i fritiden mv. Altså, hvad der opfattes som fattigdom af den brede befolkning. Ugebrevet A4 offentliggjorde en sådan undersøgelse i december 2011, der viste, at der på tre år er sket et voldsomt skred i synet på fattigdom. Ifølge undersøgelsen skal der i 2011 mere til for at blive betragtet som fattig, end da samme undersøgelse blev foretaget i Grundene hertil skal formentlig findes i de seneste års krise; hvis man selv har fået mindre og må konstatere, at der er ting man ikke har råd til, betragter man f.eks. ikke andre folk med samme eller lignende afsavn som fattige. Desuden lå pågældende undersøgelse lige efter den såkaldte "Carina-sag" 16, hvilket måske også har påvirket tallene og opfattelserne. (Larsen 2011). Det rimelige og acceptable kan således flytte sig over tid, ligesom noget, der blev betegnet som luksus tidligere f.eks. privat computer med internetadgang, mobiltelefon mv., gradvist kan blive flyttet over i kategorien for basale behov. I de afsavnsundersøgelser, der er foretaget i Danmark f.eks. den, der blev foretaget i København i 2007 som led i undersøgelsen af fattigdom i Københavns kommune (Andersen 2008), er der lagt vægt på nødvendigheder i dagligdagen, sociale aktiviteter, sundhedsmæssig adfærd samt materielle nødvendigheder. Her er informanterne f.eks. blevet spurgt om de af økonomiske grunde har måttet undlade at ( En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 8): købe lægeordineret medicin gå til tandlæge give gaver til fødselsdag dyrke fritidsinteresser besøge familie og venner invitere gæster hjem holde ferie uden for hjemmet spise tre måltider mad om dagen 16 Carina sagen eller 'fattig Carina' som mange medier døbte casen var en del af den store debat om fattige i Danmark eller ej, der rullede i slutningen af 2011 ikke mindst med udgangspunkt i politikerne Joachim B Olsen (LA) og Özlem Cekic (SF)'s besøg hos Carina, der ifølge Cekic var at betegne som fattig. Efterfølgende viste det sig, at Carina på trods af status som kontanthjælpsmodtager havde et større rådighedsbeløb end flere lavtlønnede, og det fik debatten både politisk og mediemæssigt til at rase. 19

20 spise frisk frugt og grøntsager dagligt købe nyt fodtøj, tøj og overtøj betale husleje, el, gas og vand til tiden have telefon/mobiltelefon have tv i hjemmet I afsavnsundersøgelser kan man også vælge at fokusere på aktiviteter og adfærd i forhold til børnene, ved f.eks. at stille følgende spørgsmål: At man af økonomiske grunde har måttet undlade at (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 9): fejre børnenes fødselsdag lade børnene dyrke sport eller andre fritidsinteresser lade børnene komme med på skoleudflugter invitere børnenes venner hjem købe tøj og fodtøj til børnene Afsavn ikke nødvendigvis ensbetydende med fattigdom De undersøgelser, der er lavet på baggrund ovennævnte indikatorer, viser, at den overvejende del af danske personer og familier (77 %) ikke oplever afsavn. 6 % har rapporteret, at de har mindst 4 afsavn begrundet i dårlig økonomi (Hansen 2004, s. 46). Der er en tydelig sammenhæng mellem afsavn og økonomisk formåen, men der er ikke tale om en entydig sammenhæng. I undersøgelserne optræder familier og personer med relativt høje indkomster, der giver udtryk for, at de oplever afsavn, og modsat optræder der familier med lave indkomster, der ikke oplever at lide afsavn (Hansen 2004, s. 46). At lide afsavn kan derfor ikke nødvendigvis sidesættes med at være fattig. Alle lever ikke i overensstemmelse med 'den almene livsstil', og afvigelser kan skyldes meget andet end manglende økonomiske ressourcer. Oplever en person eller familie derimod en række afsavn på flere forskellige områder på samme tid, hvilket betegnes "multiafsavn", er der sandsynligvis tale om fattigdom (Hansen 2004, s. 20). Børn og afsavn I rapporten "Fattigdom i børnehøjde" defineres afsavn som "børns oplevelser af uønskede afvigelser fra kammeraternes livsførelse" (Sørensen 2010, s. 16). Sådanne afsavn kan være en konsekvens af fravalg pga. forældrenes livsstil eller præferencer, men Sørensen påpeger, at der, hvor der ikke er tale om luksusbehov eller -ønsker, er afsavnene ofte relateret til økonomi. Ser man på de minimumsbudgetter, der ligger til grund for fattigdomsgrænsen i budgetmetoden (eksempelvis dem, der er konstrueret til de københavnske fattigdomsgrænser) er det tydeligt, at der stort set kun er plads til det basale og derved ikke store muligheder for prioriteringer i forhold til børnenes ønsker. I diskussionen af fattigdom giver det derfor god mening også at forholde sig til børnenes oplevelser og afsavn, især set i forhold til, hvad der er normalen blandt deres jævnaldrende, og hvilke afsavn det afstedkommer, hvis familiens økonomi ikke kan leve op til normalen blandt disse. Således anvendt vil der formentligt kunne iagt- 20