41. møde Onsdag den 17. januar 2007 (D)

Transkript

1 Fttm041.fm Page 2958 Friday, April 13, :32 AM 2958 Onsdag den 17. januar 2007 (D) 41. møde Onsdag den 17. januar 2007 kl Dagsorden 1) Spørgsmål til ministrene. (Spørgetiden). 2) Første behandling af lovforslag nr. L 117: Forslag til lov om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer. Af kulturministeren (Brian Mikkelsen). (Fremsat 10/1 2007). Meddelelser fra formanden Formanden: Fødevareministeren (Hans Christian Schmidt) har meddelt mig, at han ønsker skriftligt at fremsætte: Forslag til lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v. (Lovforslag nr. L 119). Udvalget for Fødevarenr, Landbrug og Fiskeri har afgivet Beretning om beskæftigelses- og rodemateriale til svin. (Beretning nr. 1). Eksemplarer vil blive omdelt. Bortfaldne spørgsmål Statsministeren har i skrivelse af 15. januar 2007 meddelt mig, at spørgsmål nr. S 1896 og nr. S 1899 stillet af Anne Grete Holmsgaard og nr. S 1926 og nr. S 1927 stillet af Per Clausen til ham vedrører henholdsvis miljøministerens og indenrigs- og sundhedsministerens ressort. Statsministeren har derfor anmodet om, at spørgsmålene stilles til disse ministre. Da spørgerne har fastholdt, at man ønsker spørgsmålene besvaret af statsministeren, er disse 4 spørgsmål herefter bortfaldet. Spørgsmålene, der hermed er bortfaldet, lød således: Spm. nr. S 1896 Til statsministeren af: Anne Grete Holmsgaard (SF):»Støtter regeringen flere andre EU-landes målsætning om, at EU skal reducere udledningen af CO2 med 30 pct. i forhold til 1990?«Skriftlig begrundelse Flere EU-lande har forsøgt at påvirke EU-Kommissionens målsætninger, som blev offentliggjort den 10. januar 2007, og nogle lande har arbejdet for en reduktion af CO 2 -udslippet på 30 pct. i forhold til 1990, deriblandt Tyskland, Storbritannien og Sverige. Ifølge flere medier har energikommissær Piebalgs og miljøkommissær Dimas også arbejdet for en reduktion på 30 pct. Derfor ønskes en redegørelse for Danmarks rolle i forhandlingerne. Spm. nr. S 1899 Til statsministeren af: Anne Grete Holmsgaard (SF):»Har regeringen forsøgt aktivt at påvirke den målsætning, som flere andre EU-lande har om, at EU skal reducere udledningen af CO 2 med 30 pct. i forhold til 1990?«Skriftlig begrundelse Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S Spm. nr. S 1926 Til statsministeren af: Per Clausen (EL):»Hvordan vil statsministeren sikre, at alle danske patienter, der rammes af en livstruende sygdom, reelt sikres behandling inden for en måned?«

2 Fttm041.fm Page 2959 Friday, April 13, :32 AM Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) 2959 Spm. nr. S 1927 Til statsministeren af: Per Clausen (EL):»Hvordan vil statsministeren prioritere livstruende sygdomme højt inden for et system, hvor alle patienter får mulighed for at få pengene med sig til behandling på et privat hospital eller i udlandet, hvis de ikke kan sikres behandling inden for en måned?«den første sag på dagsordenen var: 1) Spørgsmål til ministrene. Spørgetiden Spm. nr. S ) Til statsministeren af: Villy Søvndal (SF):»Vil statsministeren, idet statsministeren i sin modtagelse af Baker-Hamilton-rapporten bl.a. sagde til Politiken:»Det er en spændende rapport, som lægger sig meget tæt op ad [regeringens] egne tanker. For eksempel lægger rapporten op til en gradvis tilbagetrækning af udenlandske styrker. Det er også det, som regeringen har talt for«, forklare, hvordan dette stemmer overens med Bushs udspil om mere end flere soldater til Irak og den danske regerings tilslutning til dette?«villy Søvndal (SF): Det drejer sig om Irak, og det drejer sig om Baker-Hamilton-rapporten, som jo var imødeset med spænding, fordi den lagde op til en helt ny kurs i den amerikanske krig i Irak. Statsministeren sagde ved rapportens fremkomst jeg citerer: Det er en spændende rapport, som lægger sig meget tæt op ad regeringens egne tanker. Citat slut. Nu har jeg altid lagt vægt på statsministerens form for humor, også den der helt sarkastiske humor, hvor man siger, at det, som er en anbefaling af at gøre det stik modsatte af, hvad der er sket indtil nu, helt er i forlængelse af regeringens tanker. Det, rapporten har som hovedkonklusioner, er jo tilbagetrækning af amerikanske styrker, det er forhandling med nabolandene for at søge en politisk forhandlingsløsning, og så er det en samlet løsning for Mellemøsten. Det, Bush så bagefter går ud og gør, er at sige: Der skal soldater mere til Irak. De to ting peger jo decideret i hver sin retning. Derfor er jeg spændt på statsministerens svar. Jeg er klar over, at han kan blive anbragt i en svær samvittighedskonflikt, for det er umuligt at kunne begge ting samtidig. Kl Nej, jeg er tværtimod utrolig glad for at få netop det spørgsmål, for det giver mig en god anledning til at sige, at hvad jeg i sin tid mente om og sagde om Baker-Hamilton-rapporten, det mener jeg stadig væk. Det er jo sådan, at Danmark har den klare opfattelse, at målet i Irak er at kunne overdrage ansvaret for sikkerheden til irakerne. Det var også udgangspunktet for Baker-Hamilton-rapporten. Hvordan den målsætning så kan nås eller skal nås, det kan variere, alt efter hvilken del af Irak man taler om. USA og Danmark opererer i hver vores del af landet, og der er store forskelle på sikkerhedssituationen og på de irakiske sikkerhedsstyrkers kapaciteter i de forskellige regioner i Irak. Det er netop evnen hos de irakiske myndigheder til at varetage ansvaret for sikkerheden, der har betydning for de multinationale styrkers rolle i den enkelte provins. I Bagdad er sikkerhedssituationen som bekendt særlig alvorlig, og jeg har noteret mig præsident Bushs beslutning om at øge antallet af amerikanske tropper. Og når USA og Irak sammen har valgt at forstærke deres militære tilstedeværelse netop i Bagdad, er det givetvis et udtryk for en nøgtern vurdering af et lokalt behov for det. I det sydlige Irak er situationen en anden. Overdragelse af sikkerhedsansvaret til irakerne er allerede sket i to ud af fire provinser i syd. Vi venter, at den tredje vil følge snart, og vi håber, at den fjerde og sidste, Basra, vil følge i dette halvår. I takt med det kan vi tilpasse antallet af soldater og karakteren af de opgaver, de varetager. Villy Søvndal (SF): Tak for besvarelsen. Jeg forstår ikke helt, at statsministeren ikke kan se det. Det tror jeg også han kan. Nu tænker

3 Fttm041.fm Page 2960 Friday, April 13, :32 AM 2960 Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) jeg ikke på den danske del af diskussionen, for den har vi jo haft før, men på hovedtrækkene i den irakiske situation. Der er en gabende modsætning mellem, hvad Baker-Hamilton-rapporten ønsker, og hvad Bush ender med at gøre. Hvis man er i tvivl om det, så kan man jo kigge ind i den amerikanske debat, hvor der er kommet en dramatisk deling mellem republikanerne og demokraterne, oven i købet på den måde, at en del af de republikanske kongresmedlemmer støtter demokraterne. Derfor spørger jeg statsministeren: Hvad er statsministerens holdning til de amerikanske skridt med at tilføre flere tropper? Er statsminister da mest enig med George Bush, som tilfører flere tropper, eller med Baker-Hamilton-rapportens anbefalinger, der taler om en tilbagetrækning, og som taler om en politisk løsning? Jeg er ked af at sige, at jeg faktisk tror, at hr. Villy Søvndal ikke har læst Baker-Hamilton-rapporten grundigt nok i hvert tilfælde, for jeg må gøre opmærksom på, at det i Baker-Hamilton-rapporten er anført, at en mulighed kan være i en midlertidig periode at forøge antallet af tropper i Bagdad for at forbedre sikkerhedssituationen. Jeg kan i øvrigt også henvise til, at da Baker og Hamilton modtog Bushs plan, har de i fællesskab udtalt, at Baker-Hamilton-gruppen havde anført, at den kunne støtte en midlertidig forøgelse af antallet af amerikanske tropper for at stabilisere Bagdad. Så der er jo ikke nogen modsætning mellem det, der fremgår af Baker-Hamilton-rapporten, og det, Bush har foreslået. Villy Søvndal (SF): Jeg har læst rapporten ganske grundigt i flere omgange endda, også for at være sikker på, at man ikke argumenterer forkert. Og det, som er tydeligt, hvis man læser rapporten, er, at Bushs skridt er i lodret modsætning med, hvad Baker og Hamilton anbefaler. Hvis man er i tvivl om det, så lyt til den amerikanske debat. Forudsætningen for hele rapporten understreges helt fra start. Det er, at Bush forsøger at nå en konsensus i den amerikanske kongres om, hvilket skridt der skal tages. Han opnår det stik modsatte, nemlig en dramatisk opsplitning i den amerikanske kongres mellem dem, der ønsker tilbagetrækning, og dem, der ønsker flere soldater. Baker og Hamilton understregede også i deres rapport ved fremlæggelsen, at man er nødt til at se den her rapport som en sammenhæng. Tingene hænger sammen, anbefalingerne hænger sammen. Kan statsministeren ikke se, at hvad angår de centrale anbefalinger om at inddrage nabolandene, vil Bush ikke følge Baker-Hamilton-planens anbefalinger? I forhold til en samlet løsning på konflikten i Mellemøsten er der ikke et enkelt skridt i det, som Bush har spillet ud med. Så der er en voldsom modsætning mellem Baker-Hamilton-rapportens anbefalinger og Bushs skridt. Kl Hr. Villy Søvndal har da ret i, at der er nogle af de anbefalinger, som Baker-Hamilton-rapporten er kommet med, som præsident Bush ikke har fulgt. Men jeg mener, at det er et amerikansk anliggende, og det er vel meget naturligt, at man har en debat. Men jeg vil altså lige gøre hr. Villy Søvndal opmærksom på, at Baker og Hamilton i fællesskab har modtaget Bushs plan med en række positive bemærkninger på en række punkter, fordi der faktisk er en række af de anbefalinger, der ligger i Baker-Hamilton-rapporten, som er blevet fulgt af præsident Bush. Samtidig gør Baker og Hamilton opmærksom på, at der er andre dele, som Bush ikke har fulgt, f.eks. rådet om, at man skulle gå i direkte dialog med Syrien og Iran. Men jeg har da også forstået, at der i Socialistisk Folkeparti i hvert tilfælde er nogle, der er meget skeptiske over for, om demokratier skulle involvere sig og indgå studehandler med to diktaturer som Syrien og Iran. Eller har jeg misforstået SF's holdning? Formanden: Så er det hr. Villy Søvndal for et sidste spørgsmål. Villy Søvndal (SF): Jeg er klar over, at statsministeren har et ønske om at stille spørgsmål til SF. Den tid skal nok komme. Nu er det sådan foreløbig, at det er statsministeren, der er minister. Det andet må han have lidt tålmodighed med endnu, tror jeg. Men spørgsmålet var: Er det virkelig en rigtig beskrivelse, at præsident Bushs plan i hovedtrækket følger de anbefalinger, der ligger i Baker-Hamilton-planen? Jeg er en stor beundrer af statsministerens evne til at favne meget bredt, men jeg tror simpelt hen, at jeg, næste gang statsministeren har fødselsdag, vil give ham et

4 Fttm041.fm Page 2961 Friday, April 13, :32 AM (371) Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) 2961 par hiphopbukser. For at samle synspunkterne fra Bushs nye strategi til Baker-Hamilton-rapportens anbefalinger tror jeg simpelt hen ikke statsministerens nuværende buksevidde kan skræve over. Det er lodret forkert. Det er jo derfor, at den amerikanske kongres står fuldstændig splittet. Det er derfor, at to tredjedele af den amerikanske befolkning siger nej. Det er, fordi de synes, at præsident Bush fortsætter en kurs, der er udsigtsløs, og som indtil nu kun har ført til mere kaos. Derfor vil jeg afslutte med at spørge: Tror statsministeren, at Bushs nye strategi vil virke i Irak? Jeg vil gerne sige til hr. Villy Søvndal, at jeg ikke står her og påstår, at Bush har fulgt anbefalingerne fra Baker-Hamilton-gruppen hundrede procent. Der er bestemt anbefalinger, han ikke har fulgt, f.eks. rådet om, at man skulle gå i direkte dialog med Syrien og Iran. Jeg har også forstået, at der i hvert fald er nogle i SF, der er tilbøjelige til at give et råd om, at man ikke skal involvere sig med diktaturer på den måde. Så det er meget naturligt, at det kan give en anledning til en politisk diskussion. Men lad mig bare henvise hr. Villy Søvndal til side 73 i Baker-Hamilton-rapporten, hvor det klart fremgår, at Baker-Hamilton-gruppen siger, at man kan støtte en midlertidig forøgelse af antallet af tropper i Bagdad for at stabilisere situationen der. Det er i øvrigt på samme side, at Baker-Hamilton-gruppen meget kraftigt advarer imod en hurtig tilbagetrækning af udenlandske tropper fra Irak. Så når nu hr. Villy Søvndal tilsyneladende har lagt SF's politik i hænderne på Baker-Hamilton-gruppen, synes jeg, at hr. Villy Søvndal skulle følge de anbefalinger her fra Baker og Hamilton. Hermed sluttede spørgsmålet. Spm. nr. S ) Til statsministeren af: Villy Søvndal (SF):»Vil statsministeren, idet statsministeren i sin modtagelse af Baker-Hamilton-rapporten bl.a. sagde til Politiken:»Nu håber jeg, at politikerne i USA vil se konstruktivt på rapporten. Og jeg har da noteret mig, at præsident Bush har været åben over for modtagelsen«, vurdere, om ikke Bush i sin tale onsdag nat præcis siger, hvad han længe har sagt, og at dette overhovedet ikke flugter med Baker-Hamilton-rapporten?«Villy Søvndal (SF): Jeg skal lige sige, at jeg ikke har lagt SF's politik i hænderne på nogen som helst andre end SF. Det vil jeg meget advare imod. Vi har bare konstateret, at der er en afgrundsdyb forskel på anbefalingerne i Baker-Hamilton-rapporten og de ting, Bush går ud og gør. Det tror jeg enhver kan se. Jeg er også helt overbevist om, at statsministeren selv kan se det, men det er selvfølgelig svært at sige, for han havde det uheld at komme til at udtale, at han støttede alle anbefalinger i Baker-Hamilton-rapporten. Og på det tidspunkt har statsministeren vel ikke vidst, at Bush ville gå ud og gøre det stik modsatte. Statsministeren er på den måde blevet anbragt i en vanskelig situation. Men videre til det næste spørgsmål. Her siger statsministeren, at han håber, at politikerne i USA nu vil modtage rapporten og se konstruktivt på den. Jeg vil spørge statsministeren: Hvordan synes han, det er gået? Kan statsministeren se enighed blandt politikerne i USA efter rapportens fremlæggelse? Nej, som i ethvert frit folkestyre er der mange meninger om det, og der er en vild diskussion i USA. Det er bare naturligt. Det er jo, kan man sige, fordelen ved et demokrati, at man ikke behøver være enige om alting. Man kan have forskellige opfattelser. Kl Men det, jeg bare vil holde fast i, er, at selv om præsident Bush selvfølgelig ikke har fulgt alle anbefalingerne i Baker-Hamilton-rapporten, så er det altså sådan, at lige præcis et af de punkter, som hr. Villy Søvndal peger på, nemlig troppeforøgelsen i Bagdad, faktisk indgår som et element i Baker-Hamilton-rapporten. Ikke at det er en hovedanbefaling fra Baker-Hamilton-gruppen; det påstår jeg heller ikke det er. Men jeg vil bare endnu en gang henvise hr. Villy Søvndal til at læse side 73 i Baker-Hamilton-rapporten, hvor det optræder som en mulighed, som gruppen kan støtte, at man i en midlertidig periode forøger antallet af tropper i Bagdad for at stabilisere situationen der. Og i samme åndedrag advarer gruppen i øvrigt imod en

5 Fttm041.fm Page 2962 Friday, April 13, :32 AM 2962 Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) hurtig tilbagetrækning af de udenlandske tropper fra Irak. Så hr. Villy Søvndal skal ikke lægge mig noget i munden, jeg ikke har sagt og ikke har ment, for jeg står ikke og påstår, at Bush har fulgt alle anbefalingerne. Der er en fri diskussion om det. Han har fulgt nogle af dem, og det er blot det, jeg peger på, og det har Baker og Hamilton i en fælles pressemeddelelse i øvrigt også kvitteret for. Det synes jeg ærlig talt hr. Villy Søvndal skulle holde sig til. Lad mig her henvise til den pressemeddelelse, som Baker og Hamilton har udsendt den 11. januar. Villy Søvndal (SF): Tak for svaret endnu en gang. Jeg vil spørge statsministeren, om han er enig i, at Baker-Hamilton-rapporten, hvis man læser hovedkonklusionerne, indeholder tre hovedanbefalinger. Den ene hedder tilbagetrækning, den anden hedder forhandlinger med nabolande og grupper i Irak, og den tredje hedder, at man skal sikre en samlet løsning på Mellemøstkonflikten. Er statsministeren ligeledes enig i, at ingen af de tre hovedanbefalinger er blevet fulgt, og at det derfor er en umulig påstand, at der er sammenhæng mellem det, Bush foretager sig, og det, der er anbefalet i Baker-Hamilton-rapporten? Jeg er nødt til at sige til hr. Villy Søvndal, at jeg ikke er enig i hr. Villy Søvndals samlede vurdering på det punkt. Det er rigtigt, at der er tre vigtige anbefalinger i Baker-Hamilton-rapporten, faktisk er der flere, men lad os nu tage de tre, som hr. Villy Søvndal henviser til. Først tilbagetrækning. Jamen målet for såvel Baker-Hamilton-rapporten som for præsident Bush er, at irakerne selv skal overtage ansvaret for sikkerheden, så udenlandske tropper kan trækkes hjem. Men samtidig advarer Baker-Hamilton-rapporten imod hurtig tilbagetrækning. Lad mig minde om, at det fremgår af præsident Bushs tale, altså han henviser til, at den irakiske plan er, at irakerne kan overtage ansvaret for sikkerheden i november i år. Der er da ikke nogen modsætning mellem de målsætninger. Tværtimod er det de samme. Dernæst er der forslaget om at inddrage naboer, ja, naboer, der vil medarbejde konstruktivt. Jeg ved, at der er kredse i SF, som også tvivler på, at Syrien og Iran vil medvirke konstruktivt. Endelig med hensyn til et stærkere pres for at få en Mellemøstenløsning så lad mig henvise til, at præsident Bush netop har sendt udenrigsminister Condoleezza Rice til Mellemøsten for at finde løsninger. Villy Søvndal (SF): Tak for svaret. Nu synes jeg, at vi måske begynder at nærme os det centrale, nemlig at statsministeren efter et kvarters debat medgiver, at dét er hoveddiskussionerne i Baker-Hamilton-rapporten, altså tilbagetrækning som det ene store punkt, en samlet løsning på Mellemøsten og en politisk forhandlingsløsning. Jeg synes, det klæder debatten, at statsministeren ikke bliver hængende i nogle bibemærkninger, men får fat på det centrale i den her rapport. Når nu det centrale i Baker-Hamilton-rapporten er de tre anbefalinger og Bush gør det stik modsatte, fortryder statsministeren så, at han kom til at rose Baker-Hamilton-rapporten på et tidspunkt, hvor han ikke kunne vide, hvad Bush senere ville sige? For det har jo anbragt statsministeren i en oplagt svær position. Nej, som jeg startede med at sige under den debat her, så har jeg det sådan, at det, jeg i sin tid mente om og sagde om Baker-Hamilton-rapporten, det mener jeg stadig, og det siger jeg stadig, nemlig at den indeholder en række værdifulde anbefalinger. Men jeg synes, det er meget naturligt, at man i et frit folkestyre som det amerikanske diskuterer det og kan have forskellige opfattelser, og jeg synes da, at en præsident såvel som en Kongres i USA skal have lov til at forholde sig frit til, hvad en gruppe som Baker-Hamiltongruppen måtte foreslå. Jeg kan forstå, at hr. Villy Søvndal har lagt sin politik fuldstændig i hænderne på Baker-Hamilton-gruppen og mener, at alt, hvad den har foreslået, er det eneste rigtige, herunder at man skal indlede en tæt dialog med to diktaturstater, Syrien og Iran. Jeg gør hr. Villy Søvndal opmærksom på, at da jeg havde lejlighed til at tale med James Baker forud for offentliggørelsen af Baker-Hamilton-rapporten, gjorde jeg udtrykkeligt opmærksom på, at selv om vi anså det for positivt at inddrage lande i regionen, så måtte det ske i respekt for FN's beslutninger, også når det gælder Syrien og Iran. Kl Formanden: Jeg har noteret et par medspørgere, og dem tager vi nu. Først er det hr. Rune Lund.

6 Fttm041.fm Page 2963 Friday, April 13, :32 AM Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) 2963 Rune Lund (EL): Jeg synes også, at den her diskussion er ret interessant, men jeg synes i virkeligheden, at det interessante er forskellen på den tale, som Bush holdt om den såkaldte nye strategi man kan diskutere, hvor meget nyt der er i den og de elementer, som lå i Baker-Hamilton-rapporten fra starten af december sidste år. Sagen er i virkeligheden den, at Baker-Hamilton-rapporten er helt utilstrækkelig og ikke går langt nok, fordi den kun taler om en gradvis tilbagestrækning tropperne burde trækkes ud lige med det samme. Men i forhold til Baker-Hamilton-rapporten og det, som Bush melder ud den 10. januar, har vi alligevel at gøre med to principielt forskellige tilgange, hvor Baker-Hamilton-rapporten taler om dialog og inddragelse, mens Bush i sin tale og sin såkaldte nye strategi bare kører videre ud ad den samme tangent, bare fortsætter med mere konfrontation, mere vold, mere militær. Det synes jeg i virkeligheden er det mest alvorlige i det her. Problemet er, at den her Irakkrig jo har betydet det er statsministeren medskyldig i at Iran er blevet en regional stormagt, og nu skal vi ud af suppedasen. Der kan man så vælge, om man skal bruge mere vold, eller om man skal bruge dialog. Jeg er mest til dialog, selv om jeg anerkender, at vi er endt i en suppedas, bl.a. med statsministerens hjælp. Jeg vil spørge statsministeren: Er det ikke rigtigt, at det, som Bush siger med den nye strategi, er et udtryk for konfrontation, mens Baker-Hamilton-rapporten er en tilgang, som i udgangspunktet tager afsæt i dialog? Jeg synes, det er ret interessant at konstatere her i dag, at den danske venstrefløj er i en tæt alliance med den udenrigspolitiske tænkning, som tidligere udenrigsminister James Baker repræsenterer. Jeg noterer kun denne nye alliance som et meget, meget interessant fænomen. Rune Lund (EL): Det skulle i så fald være en meget interessant alliance. Det er en alliance, som jeg i hvert fald ikke selv har opdaget. Men min pointe jeg kan gentage det for statsministeren var, at statsministerens sjosken i hælene på den amerikanske præsident og den politik, som er blevet ført i Irak, har ført til, at Iran er blevet en regional stormagt i Mellemøsten. Det er meget beklageligt, at statsministeren har været med til at placere et fundamentalistisk præstestyre i den position. Nu er vi i suppedasen, hvordan skal vi komme ud af den? Skal vi fortsætte som Bush? Skal vi fortsætte, som statsministeren og George Bush har gjort indtil nu med bare at tænke mere militær, mere krudt, flere kugler og kanoner, eller skal vi indgå i dialog? Der må man jo sige, at jeg er mest til dialog. Det kan jeg egentlig også forstå udenrigsministeren er. Lige efter offentliggørelsen af Baker- Hamilton-rapporten i december sagde udenrigsministeren den 6. december: Spørgsmålet om konstruktiv inddragelse af Iran og Syrien er ligeledes i tråd med regeringens overvejelser. Så hvad er det egentlig, statsministeren siger? Statsministeren er måske selv involveret i en uhellig alliance med Iran? Det har statsministeren i hvert fald været på en måde, i form af at hele Irakkrigen jo har placeret Iran i den position, Iran har nu. Det, hr. Rune Lund står og siger her, savner fuldstændig mening. Jeg vil blot henvise til, hvad jeg hele tiden har sagt i den her sag, nemlig at vi fra den danske regerings side synes, at det er fornuftigt at inddrage lande i regionen, som vil arbejde konstruktivt på at finde løsninger. Det har vi sagt fra starten. Vi synes, at den anbefaling er rigtig, men jeg vil også føje til jeg har sagt det ikke bare her, men også direkte til James Baker før offentliggørelsen af rapporten at vi ser sådan på det, at man ikke kan indgå studehandler med diktaturstater som Syrien og Iran om at underminere de beslutninger, FN har truffet, f.eks. vedrørende Irans atomprogram eller f.eks. vedrørende undersøgelsen af mordet på tidligere premierminister Hariri i Libanon. Vi vil ikke være med til, at man indgår i dialog, hvor vi underminerer FN's beslutninger, med studehandler på de punkter. Formanden: Så er det hr. Holger K. Nielsen som medspørger. Holger K. Nielsen (SF): Siden statsministeren hævder at have læst Baker-Hamilton-rapporten så grundigt, kunne han så ikke forklare, hvor man i rapporten foreslår studehandler?

7 Fttm041.fm Page 2964 Friday, April 13, :32 AM 2964 Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) Men mit spørgsmål gik egentlig på det, der blev sagt før om Condoleezza Rices tur i forbindelse med Palæstinakonflikten. Jeg så hende tilfældigvis i CNN i går på en pressekonference, jeg tror, det var i Ramallah, hvor hun bliver spurgt om det her, og hun afviser fuldstændig notorisk, at hendes rundrejse i Mellemøsten eller i Palæstina, Israel har noget som helst at gøre med Irakkrigen. Hun skulle ikke have den sammenhæng ind, som Baker-Hamilton-planen foreslår, i den måde, hun håndterer Palæstinaproblemet på i øjeblikket. Det er bare lige en orientering om, at det for hende intet har at gøre med Irak. Kl Nej, men derfor kan det alligevel være betydningsfuldt. Det er da klart min opfattelse, at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er kilden til meget anden ustabilitet, konflikt, uro og rekruttering af terrorister i verden, og derfor er det utrolig vigtigt at få fundet en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. USA er altså en nation, som har global rækkevidde og derfor er i en særlig situation til at kunne lægge et maksimum af pres på alle parter i den ulykkelige konflikt. Det er det, vi lægger vægt på fra dansk side, og vi hilser med tilfredshed, at man fra amerikansk side gør endnu et forsøg, uanset hvilke forbindelser man måtte mene der er mellem den og konflikten i Irak. Det er i sig selv utrolig vigtigt at få lagt det pres på parterne i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Lad mig sige til hr. Holger K. Nielsen: Jeg har ikke påstået, at Baker-Hamilton-rapporten lægger op til studehandler. Jeg har bare sagt, at hvis man skal indgå i dialog med nogen, må man respektere de beslutninger, der er truffet af FN. Holger K. Nielsen (SF): Nu lægger statsministeren jo afstand til Baker- Hamilton-rapporten i alle de her besvarelser, og der foreslås ikke nogen studehandler. De skriver notorisk, at man skal respektere FN-beslutningerne. Det står jo direkte i rapporten. Så jeg kan ikke se, hvordan det kan bruges til noget som helst i den her sammenhæng. Det kan komme til det, det skal jeg da medgive. Men om de forslag, der er kommet i Baker-Hamilton-rapporten, er det fuldstændig ude i hampen at sige, at der lægges op til studehandler, for det gør der rent faktisk ikke. Det er da fuldstændig korrekt, at Palæstinakonflikten er nøglen til at få en fredsløsning i Mellemøsten og til at bekæmpe terrorismen. Derfor er det da fornuftigt, at hun forsøger på det. Jeg har min tvivl om, at det vil lykkes for den amerikanske regering, for den amerikanske regering er så miskrediteret i hele Mellemøsten, at den formentlig ikke kan gøre ret meget i den her sammenhæng. Men det, der bare slog mig, var, at Condoleezza Rice lagde meget stor vægt på, at det, hun var ude i, ikke havde noget som helst at gøre med Irakkonflikten. Hun tog med andre ord indirekte afstand fra Baker-Hamilton-rapporten. Jamen det gør jeg ikke, hverken direkte eller indirekte. Jeg har hele vejen sagt og ment og givet udtryk for, at det er en rapport med mange fornuftige anbefalinger. Jeg konstaterer også, at præsident Bush i sin tale faktisk har fulgt nogle af anbefalingerne. Så er der andre, han ikke har fulgt, men det er jo en amerikansk afgørelse. Jeg må bare sige, at jeg hæfter mig ved som noget meget interessant, at hr. Holger K. Nielsen hører til dem, som altså mener, at man nærmest betingelsesløst skal indgå i en sådan dialog med to diktaturstater som Syrien og Iran. Det forbløffer mig ærlig talt. Mit synspunkt er det, at lande i regionen, der vil arbejde konstruktivt med på at finde løsninger, med stor fornuft kan inddrages, også når man taler om økonomisk genopbygning af Irak. Det støtter vi fuldt ud fra dansk side, altså i forhold til de lande, som vil arbejde konstruktivt med på at finde løsninger. Formanden: Så er det hr. Villy Søvndal for et sidste spørgsmål. Villy Søvndal (SF): I modsætning til de politikere, som statsministeren indgår alliancer med, har vi jo aldrig på den del af venstrefløjen, SF repræsenterer, lavet alliancer med diverse diktaturer. Jeg tror, at statsministeren både kender historien fra 1980'erne og 1970'erne i Mellemøsten så godt, at han ved, hvem amerikanerne på det tidspunkt var allierede med. Men lad det nu ligge. Men hvis nu man kigger på rapportens anbefalinger med hensyn til Iran og Syrien, så anbefaler man mit eksemplar er desværre ikke med sidetal det, der hedder»dealing with Iran and

8 Fttm041.fm Page 2965 Friday, April 13, :32 AM Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) 2965 Syria«. Der går man ind og anbefaler, at man tager diplomatiske skridt i forhold til Iran og Syrien. Hørte jeg statsministeren sådan, at statsministeren var modstander af, at man via diplomati forsøger at se, om man kan nå nogen vegne? Var det det, der lå i statsministerens udtalelser? Jeg vil runde af med at spørge: Hvordan har statsministeren det med, at hans tætteste allierede, nemlig Bush, nu er endt som verdens ensomste mand? Forstår statsministeren, hvorfor det er endt, som det er endt, og synes han, det er retfærdigt, at det er endt, som det er endt? Kl Hr. Villy Søvndal spørger igen til, om jeg er af den opfattelse, at man skal inddrage Syrien og Iran i en løsning. Mit svar er det samme, som jeg har givet hele tiden, nemlig at lande i regionen, der vil arbejde konstruktivt med på at finde løsninger, synes jeg man skal inddrage. Derfor er det jo i høj grad op til Syrien og Iran. Hvis hr. Villy Søvndal tror på, at Syrien vil bidrage konstruktivt, jamen hvorfor skulle Syrien så ikke kunne bidrage? Hvis hr. Villy Søvndal tror på, at Iran vil bidrage konstruktivt, jamen hvorfor skulle Iran så ikke kunne bidrage? Det, jeg blot fastslår, er, at jeg ikke mener, man overhovedet kan gå på kompromis med de beslutninger, der er truffet i FN, som stiller klare krav til Iran, hvad angår atomprogrammet, og som stiller klare krav til Syrien vedrørende undersøgelse af mordet på den tidligere libanesiske premierminister. Der mener jeg ikke, man kan indgå studehandler og gå på kompromis, men lande, der vil bidrage konstruktivt til løsninger, bør da selvfølgelig også inddrages. Hermed sluttede spørgsmålet. Spm. nr. S ) Til statsministeren af: Holger K. Nielsen (SF):»Vil statsministeren, idet statsministeren i sin modtagelse af Baker-Hamilton-rapporten bl.a. sagde til Ritzau:»Nu skal vi studere alle 79 anbefalinger nøje, men hovedtænkningen er den samme, som vi har i den danske regering. Jeg synes bestemt, det er en spændende rapport, og i hvert fald de hovedanbefalinger, som er i den, ligger i forlængelse af den tænkning, som vi har her i Danmark«, forklare, hvilken»tænkning«statsministeren refererer til, og hvordan den tilsyneladende rummer to helt modsatrettede konklusioner, nemlig Bakers og Bushs?«Holger K. Nielsen (SF): Vi har jo også fået bekræftet i de besvarelser, vi har fået her, at den danske statsminister har noget af et forklaringsproblem i det her spørgsmål. Da Baker-Hamilton-rapporten kom, kom den næsten som sendt fra himlen til den danske regering, der jo er kørt fast i Irak, på samme måde som USA er det, og hænger fast i dyndet og er ude i store, store vanskeligheder og i stigende vanskeligheder i forhold til den danske befolkning, de danske vælgere. Derfor kom det jo som manna fra himlen, at der nu var en form for exitstrategi i forhold til det her morads. Da det så viser sig, at George W. Bush i det store hele, i de store linjer ikke ønsker at gøre det, som Baker-Hamilton-rapporten foreslår, og som statsministeren erklærede sig enig i, er det jo så, vi får den her form for skyggeboksning, som vi har oplevet her i dag; en statsminister, der ikke kan tage ordentlig stilling, og som ikke vil indrømme, at der er nogle problemer her, han har rodet sig ud i. Og derfor vil jeg håbe på og opfordre til, at vi får mere klar tale fra statsministeren. Jamen den danske linje og position er fuldstændig den samme, som den har været hele tiden den er uændret den er nemlig bestemt af: Hvordan går det i Sydirak, hvor vi er sammen med briterne? Der skrider det faktisk fremad med hensyn til, at irakerne overtager ansvaret. Og i takt med det kan vi så tilpasse britiske og danske soldaters opgaver. Det skrider fremad, som det hele tiden har været planen. For så vidt angår Bushs planer for den amerikanske tilstedeværelse og forholdet til Baker- Hamilton-rapporten, så lad mig bare minde om, at selv om der er anbefalinger fra Baker-Hamilton, som Bush ikke har fulgt, er der faktisk en række andre, som indgår i hans plan: Princippet om at stille øgede krav til irakerne; tankerne om, at koalitionsstyrkerne primært skal støtte de irakiske styrker; støtte til den internationale konference, der hedder Iraq Compact; fokus på den mellemøstlige fredsproces, hvor Condoleezza Rice nu rejser rundt; også afvisningen af, at det kunne være fornuftigt med en hurtig tilbagetrækning det fremgår jo klart af Baker-Hamilton-rapporten; og, som jeg flere gange har

9 Fttm041.fm Page 2966 Friday, April 13, :32 AM 2966 Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) nævnt, indgår det faktisk i Baker-Hamilton-rapporten, at man godt kan overveje en midlertidig forøgelse af antallet af amerikanske tropper i Bagdad for at stabilisere situationen der. Så igen: Selv om Bush ikke har fulgt alle anbefalinger, har han faktisk fulgt nogle anbefalinger. Men det er da interessant, at SF i den grad har deponeret sin udenrigspolitik i Baker-Hamiltonkommissionen. Holger K. Nielsen (SF): Den har man nu hørt tre-fire gange, og den bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget. Nogle af de fundamentale sigtelinjer i Baker- Hamilton-rapporten er, at der også skal findes diplomatiske løsninger, og der er statsministerens svar på, hvad den danske regerings holdning til det er, jo helt, helt ud i tågerne. Han sagde før til hr. Villy Søvndal, at hvis Iran og Syrien vil hvis de viser deres gode vilje kan de komme med. Statsministeren ved da udmærket godt, at det ikke er sådan, man fører diplomatisk aktivitet. Der skal da være en linje bag det, der skal være en hensigt med det. Ønsker man at få inddraget nabolandene i et forpligtende samarbejde, eller ønsker man det ikke? George Bush ønsker det ikke, hvad ønsker den danske statsminister? Kl Et punkt mere: Baker-Hamilton-rapporten foreslår en genopbygningshjælp på godt og vel 5 mia. kr., Bush foreslår et sted mellem 1 og 2 mia. kr. Forholdet mellem genopbygning og militært engagement er helt, helt anderledes i det, Bush gør, end i det, Baker-Hamilton-rapporten siger. Hvad er den danske regerings holdning? Den danske regerings holdning er meget klar: Vi støtter politiske og diplomatiske løsninger. Det har vi sagt fra starten af. Vi er derfor også enige i anbefalingerne fra Baker-Hamilton-rapporten om at inddrage lande i regionen, forudsat at de vil bidrage konstruktivt. Vores anbefaling er også at lægge vægt på civil genopbygning. Vi er glade for, at præsident Bush har annonceret en øget indsats med hensyn til civil genopbygning. Det må jo være en amerikansk afgørelse, hvor mange penge man kan og vil bruge på det. Men det går alt sammen i den rigtige retning. Og derfor kan jeg ikke sige andet, end at den specifikke amerikanske plan om at øge antallet af tropper i Bagdad har vi taget til efterretning. Det er ikke noget, vi vil blande os i, det er noget, den irakiske regering og den amerikanske regering har diskuteret og er blevet enige om, men det påvirker ikke vores stilling i det sydlige Irak. Holger K. Nielsen (SF): Jo, men stadig væk er der tale om en exitstrategi i Baker-Hamilton-rapporten en exitstrategi, som George W. Bush ikke agter at følge. Og som bekendt er vi jo en del af the coalition of the willing de villiges koalition. Vi har et medansvar for, hvad der foregår i Irak. Det påvirker også de danske styrker i Sydirak, hvad der sker fra amerikansk side. Kan man dog ikke forstå det i regeringen, at der er en sammenhæng imellem, hvad USA gør, og det, der bliver konsekvenserne for os? Derfor er det en pligt for et af de mest villige lande i koalitionen, som Danmark jo er, at gøre opmærksom på den danske holdning, når der er noget vigtigt at gøre opmærksom på. Nu kan jeg forstå, at statsministeren er enig i, at der skal en diplomatisk løsning til. Vil han ikke godt til sin gode ven George W. Bush, næste gang de spiser morgenmad sammen hvornår det nu end sker; måske tager han telefonen og ringer til ham sige: Nu er det vigtigt, George W. Bush, at der kommer en diplomatisk løsning med FN, med nabolandene, for at få gang i en proces i Irak? Det er jo det, som skal til uden at man af den grund laver studehandler med diktaturer; man kan godt få gang i processen uden det. Det er jo den proces, som er afgørende, hvis vi skal have en form for exit fra det morads, fra de enorme problemer, som også Danmark er kommet ud i gennem Irakkrigen. Jeg kan blot fastslå, at det, der er den fælles målsætning, hvad enten vi taler om Baker-Hamilton-rapporten, præsident Bush eller for den sags skyld den danske regering, er, at irakerne selv skal overtage ansvaret for deres egen sikkerhed. I sin tale refererede præsident Bush i øvrigt til de irakiske ambitioner om at kunne overtage ansvaret for sikkerheden allerede i november i år. Og jeg håber da meget, at fremskridtene vil ske i så stort et omfang, at det kan lade sig gøre. Derfor er det nogle meget kunstige modsætninger, hr. Holger K. Nielsen stiller op. For så vidt angår den danske tilstedeværelse, vil jeg sige, at der har målet hele tiden været, at i takt med at irakerne kan overtage ansvaret for sikkerheden i

10 Fttm041.fm Page 2967 Friday, April 13, :32 AM Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) 2967 syd, kan vi tilpasse vore opgaver hermed, og det koordinerer vi først og fremmest med briterne, som vi jo samarbejder med i det sydlige Irak. Formanden: Jeg har noteret to medspørgere. Først hr. Rune Lund som medspørger. Rune Lund (EL): Det første, jeg lige vil kommentere, er statsministerens, skal vi kalde det analyse af, hvad der foregår i det sydlige Irak, i Basraområdet, hvor det efter statsministerens opfattelse skulle gå ufattelig godt. Det går ikke ufattelig godt i Basraområdet. Der er masser af vold. Vi så jo også her før jul, hvordan 21 dansktrænede tolke blev likvideret ved højlys dag. Den eneste grund til, at der er relativt fredeligt i Basraområdet, er jo, at militserne har fået frit spil. Alle sunnimuslimer er jo enten blev dræbt eller udrenset eller jaget bort, så hvis det ligesom er modellen for fred i Irak, må jeg sige, at så er det jo faktisk den model, der hedder: Slip helvedet løs i Irak. Jeg håber ikke, det er statsministerens model for en fredsproces i Irak. Men mit spørgsmål handler egentlig om noget andet. Vi ser jo, at Baker-Hamilton-rapporten kommer i starten af december. Den siger: Dialog. Straks går statsministeren ud og siger: Dialog, dialog; hovedtænkningen er den samme som den, vi har i den danske regering. Så kommer Bush her den 10. januar og fremlægger en ny strategi, der siger: Konfrontation. Straks siger statsministeren det gør statsministeren også her i dag: Konfrontation, konfrontation. Så er det ikke sådan, at statsministeren måske i virkeligheden slet ikke er interesseret i dialog eller konfrontation, statsministeren er bare interesseret i at sjoske lige i hælene på George Bush? Kl Alle, der har hørt efter, hvad jeg har sagt i dag, ved, at hr. Rune Lund fuldstændig fordrejer, hvad jeg har sagt. Jeg har jo ikke talt om konfrontation, tværtimod har jeg netop talt om politiske løsninger, diplomatiske løsninger, om dialog med alle, der vil medvirke konstruktivt. Det er faktisk, hvad jeg har sagt i alle svaromgange her i eftermiddag, så lad det nu være. Jeg har ikke sagt, at det går ufattelig godt i det sydlige Irak. Der er da også masser af problemer. Men det går i hvert fald bedre end dengang, Saddam Hussein undertrykte irakerne i den sydlige del af Irak, undertrykte dem politisk, undertrykte dem økonomisk, undertrykte dem socialt, forfulgte dem. I den forstand går det i hvert fald væsentlig bedre i det sydlige Irak nu, end det gjorde dengang. Nej, det er ikke perfekt, men irakerne overtager gradvis ansvaret. Nu har de overtaget det i to ud af fire provinser; vi håber, at det snart gælder den tredje og derefter den fjerde provins, og så kan vi tilpasse vores soldaters opgaver herefter. Rune Lund (EL): Jeg kan godt se, at statsministeren med sin blomstrende udlægning af, hvor godt det går i Sydirak, er ved at prøve at danne baggrunden for at skulle forklare den danske offentlighed, at det ikke gør noget, at de danske soldater ikke kommer hjem inden for en overskuelig fremtid. Det er godt forsøgt, men det virker ikke. Forskellen er, at da Saddam Hussein var ved magten, var det sunnimuslimerne, der undertrykte shiamuslimerne i Basra; i dag er det så lige præcis omvendt. Hvis det sydlige Irak er modellen for, hvordan man skal skabe fred i Irak, svarer det til, at man bare slipper militserne løs. Jeg håber søreme ikke, at det er statsministerens vision for, hvordan der skabes fred i Irak. Med hensyn til diskussionen dialog kontra konfrontation vil jeg gerne spørge, om det så skal forstås sådan, at statsministeren mener, at Bushs nye strategi er et udtryk for, at man gerne vil lave en dialog med lande i regionen, herunder Iran og Syrien? Det ville efter min mening være en højst mærkværdig tolkning, men er det det, statsministeren mener? Jeg mener præcis, hvad jeg har sagt hele tiden, nemlig at lande i regionen, der vil medvirke konstruktivt, selvfølgelig bør inddrages. Hvis de ikke vil medvirke konstruktivt, ser jeg ikke nogen idé i at inddrage dem. Når man hører hr. Rune Lunds beskrivelse af, hvordan situationen er i det sydlige Irak, kunne man næsten komme til at tro, at hr. Rune Lund ville anbefale, at de udenlandske tropper bliver. Formanden: Så er det hr. Villy Søvndal som medspørger. Villy Søvndal (SF): Hvis man læser opsummeringen i Baker-Hamilton-rapporten, kan man se, at den indledes med

11 Fttm041.fm Page 2968 Friday, April 13, :32 AM 2968 Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) ordene: Situationen i Irak er alvorlig og den forværres. Og så følges det i øvrigt op i hovedopsummeringen af to anbefalinger, den ene er diplomati, og den anden er, at man starter tilbagetrækning af styrkerne. Derfor blev jeg egentlig fantastisk overrasket over, at regeringen valgte at tilslutte sig Baker- Hamilton-rapporten, og jeg tænkte: Det her er en historisk dag; vi har i dag en statsminister, der erkender, at den hidtidige kurs i Irak ikke var god, og som nu anbefaler en ændret kurs som anbefalet i Baker-Hamilton-rapporten. Derfor må jeg sige, at jeg også blev fuldstændig overrasket, da regeringen ikke brugte chancen, da Bush holdt sin tale, til at lægge afstand til den fantastisk konfrontatoriske kurs, som Bush fører. Jeg vil spørge statsministeren: Strejfede den tanke ikke statsministeren, at det var en unik chance til at lægge distance til den Bush, der formentlig bliver en større belastning for hver dag, der går, for statsministeren? Se, jeg har det sådan, at selv om jeg, som jeg sagde, overordnet synes, at anbefalingerne fra Baker-Hamilton-rapporten er gode, har jeg ikke deponeret min handlefrihed hos Baker og Hamilton. Men da nu hr. Villy Søvndal helt åbenbart i den grad har pantsat sin handlefrihed hos de to herrer, så lad mig referere her, hvad de har sagt om det, Bush har lagt frem. De konstaterer indledningsvis, at nogle af deres anbefalinger er afspejlet i den nye plan, andre er ikke. Det svarer også til, hvad jeg har sagt i dag. Så siger de i øvrigt, at de kan støtte bestræbelserne på at øge antallet af amerikanske rådgivere, med henblik på at den irakiske hær bliver i stand til at overtage sikkerhedskontrollen i november i år, og anfører så i øvrigt, at det også kan være en mulighed midlertidigt at forøge antallet af tropper i Bagdad for at stabilisere situationen der. Kl Altså, jeg synes ærlig talt, at hr. Villy Søvndal skulle forholde sig præcist og nuanceret til, hvad Baker-Hamilton selv har sagt. Villy Søvndal (SF): Tak for svaret. Jeg og SF har ikke deponeret det skal jeg gentage; jeg er ikke sikker på, at statsministeren hørte det sidste, jeg sagde, for han bliver ved med at gentage det med handlefriheden vores bestemmelsesret nogen som helst andre steder; det kunne vi ikke drømme om. Men det er da klart, at når vi oplever, at der kommer et bud, som vil være at bevæge sig væk fra den konfrontatoriske linje, som Bush og statsministeren har stået for under hele Irakkonflikten, til et forsøg på at finde politiske svar på løsningen, og som i øvrigt peger på, at tilstedeværelsen af amerikansk militær er med til at forøge problemerne forøge problemerne fordi de bliver mål, så tænkte vi: Det var dog en fantastisk fremstrakt hånd, og gad vide, om ikke statsministeren vil bruge den fremstrakte hånd til nu endelig at lægge distance til den George W. Bush, der bliver en mere og mere isoleret mand i USA, og hvis hele strategi så åbenlyst er slået fuldstændig fejl. Vi opfattede det som en fremstrakt hånd til statsministeren. Og derfor er spørgsmålene i dag også på den måde venligt ment over for statsministeren, for vi vil godt hjælpe ham væk fra et sted, hvor han slet ikke kan bunde. Jamen det er altid rørende, grænsende til det tårevædende, at registrere hr. Villy Søvndals uendelige omsorg for mit velbefindende. Jeg takker så hjerteligt. Jeg vil gerne sige, at for mit vedkommende handler det hverken om at forlove sig med nogen eller lægge afstand til nogen, men om at fastholde det, der hele tiden har været den danske linje, nemlig at målet er, at irakerne selv skal overtage ansvaret for deres egen sikkerhed. Vi er i den sydlige del af Irak, og derfor er det dét, vi vurderer det ud fra sammen med briterne, og der kan vi konstatere, at det skrider fremad ikke at situationen er perfekt, men at det skrider fremad. Irakerne overtager gradvis selv ansvaret, og i takt med det kan vi så tilpasse vore opgaver. Det har hele tiden været den danske linje, og den holder vi fast i. Formanden: Så er det hr. Holger K. Nielsen for et afsluttende spørgsmål. Holger K. Nielsen (SF): Det er lidt absurd, synes jeg, at høre statsministeren stå her og nærmest give udtryk for, at der er sådan bred enighed i USA om Bushs nye strategi, at Baker og Hamilton har accepteret det, og at det ikke har givet nogen som helst konflikt, når alle ved, at der er en enorm konflikt i USA om Bushs nye strategi. Når man ved, at Baker- Hamilton-rapporten var et forsøg på at skabe

12 Fttm041.fm Page 2969 Friday, April 13, :32 AM (372) Onsdag den 17. januar 2007 (Spm) 2969 konsensus i amerikansk politik bag en irakexitstrategi og Bush gør det modsatte, så er det da fuldstændig fantastisk at høre en statsminister stå og give udtryk for, at der nærmest ikke er nogen problemer, at alle er enige i Bushs håndtering af sagen. Sagen er, at der er en voldsom uenighed i USA. Der er en stor uenighed med hensyn til Bushs strategi og Baker-Hamilton-rapportens anbefalinger. Vi forsøger endnu en gang med et spørgsmål. Kunne den danske statsminister, i det omfang han er enig med de anbefalinger, ikke sige i en klar tone til George W. Bush: Forsøg dog nu noget mere at få en diplomatisk løsning, gå i gang med en exitstrategi, få det her mareridt afsluttet, George W. Bush? Nej, jeg har netop ikke stået og sagt, at der er bred enighed i USA, tværtimod, der er vild uenighed, og jeg synes egentlig, det er en styrke i et frit folkestyre, at man kan have en diskussion. Men altså, jeg har svært ved at forstå, at vi skulle lade os diktere i Danmark af en diskussion i USA, eller hvad den ene eller den anden måtte mene i USA. Vi skal da fastlægge dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik ud fra, hvad der er en dansk position, og hvad der er danske interesser. Og det er det, jeg har redegjort for her i dag. Vi ønsker, at irakerne selv skal overtage ansvaret. Vi er i det sydlige Irak, vi arbejder på det, og i takt med at de selv overtager ansvaret, kan vi tilpasse vore opgaver hermed. Og det er det, jeg synes vi skal interessere os for som danske politikere. Hermed sluttede spørgsmålet. Spm. nr. S ) Til statsministeren af: Holger K. Nielsen (SF):»Hvornår forventer statsministeren at den danske regering bliver i stand til at gøre sig nogle selvstændige overvejelser om dels Iraks fremtid, dels det danske styrkebidrags fremtid, uden hele tiden at lade sig forlede af den amerikanske præsident?«holger K. Nielsen (SF): Det ligger jo sådan set fint i forlængelse af det svar, der kom fra statsministeren. For det er jo lige så morsomt som det, vi tidligere har hørt i dag, når statsministeren siger, at vi skal fastlægge vores politik ud fra, hvad der er danske interesser, når ethvert barn i det her land ved, at den danske statsminister først siger noget selvstændigt, når han har konsulteret George W. Bush. Kl Det er jo det, der er sandheden i dansk udenrigspolitik i de her år, nemlig at Danmark er blevet skødehund for George W. Bush, og at statsministeren logrer med halen, hver gang George W. Bush kratter ham i nakken. Det er jo sandheden i det. Det er jo det, vi har fået bekræftet her i dag på glimrende vis. Da Baker-Hamilton-rapporten kom, gik statsministeren ud og sagde: Det er en glimrende rapport. Da George W. Bush gjorde noget helt, helt andet, kunne statsministeren ikke mande sig op til at sige det, han sagde i første omgang, til George W. Bush. Det er dansk udenrigspolitik, det er sørgeligt. Jeg har jo netop i dag gentaget, at hvad jeg i sin tid mente om og sagde om Baker-Hamilton-rapporten, mener jeg stadig væk, nemlig at den indeholder mange gode anbefalinger. Men det er da ikke det samme, som at jeg deponerer min handlefrihed hos Baker-Hamilton. Med hensyn til det spørgsmål, hr. Holger K. Nielsen her stiller om selvstændige danske overvejelser, så lad mig kun gentage, at det selvfølgelig er sådan, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fastlægges i Danmark. Med hensyn til Irak fremlagde vi jo en irakanalyse i maj Det var grundlaget og er grundlaget for den videre danske indsats, og jeg vil sige, at analysen fortsat er aktuel. Men vi indgår jo i et flernationalt samarbejde i Irak, og derfor er det selvfølgelig også naturligt, at man så konsulterer hinanden, og vi koordinerer vores strategi og vores overvejelser med koalitionspartnere. I Sydirak har vi et særlig tæt samarbejde med Storbritannien, som jo leder den multinationale division, hvor danske soldater indgår. Og der har vi det sådan i regeringen, at når man er alliancepartnere, konsulterer man hinanden, for vi mener nemlig noget alvorligt med ordet solidaritet. Vi mener, at når man er sammen om en ting, så hjælper man hinanden, så konsulterer man hinanden, mens jeg godt ved, at SF jo bl.a. i