Fuldtidsbrandvæsenet i Danmark med Københavns Brandvæsen som eksempel

Transkript

1 Fuldtidsbrandvæsenet i Danmark med Københavns Brandvæsen som eksempel Af: Overingeniør Peter Hofman-Bang, Dansk CTIF og Kulturchef Frederik Madsen, Falck 5. juni 2012 Introduktion til brandvæsnet i Danmark I Danmark er brandslukning en offentlig opgave. Landets 98 kommuner er forpligtede til at dimensionere brandvæsnet, så det kan yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljø ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. Brandvæsenet skal endvidere kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte. Udover det kommunale brandvæsen, råder staten over et antal beredskabscentre, hvis opgave er at yde assistance til de kommunale brandvæsner ved store indsatser. Virksomhedsbrandvæsner - som kendes i mange lande - er et stort set ukendt fænomen i Danmark, og det kommunale brandvæsen har derfor også pligt til at dimensionere beredskabet i forhold til virksomhederne i kommunen. I de tidligere tyske områder af Danmark eksisterer Frivillige Brandværn. De er finansieret af kommunerne og står med stadigt større problemer med at rekruttere frivillige. Kun i de store byer råder kommunen over et egentligt fuldtidsbrandvæsen, og af disse består første udrykning i mange tilfælde kun af få mand, der følges op af en større styrke deltidsfolk. Langt de fleste brandvæsner bemandes udelukkende med deltidsansatte, der skal møde og rykke ud fra brandstationen inden for fem minutter efter en alarm. Kommunen kan ifølge loven overdrage selve brandslukningen til en privat virksomhed, men myndighedsbeføjelsen skal forblive i kommunen. Københavns Brandvæsen Danmarks ældste fuldtidsbrandvæsen er Københavns Brandvæsen. Allerede i 1549 fik København sin første vedtægt om ildebrand, som instruerede borgene om, hvordan de skulle forholde sig, når kirkeklokkerne ringede ildebrand alle voksne mænd havde pligt til at give møde og hjælpe. Omkring 1606 nævnes en egentlig sprøjte på hjul, som vognmændene havde pligt til at transportere til brandstedet, foruden vand og øvrigt brandmateriel. I 1643 blev der tillige fastsat, hvilket brandmateriel hver ejendom skulle besidde. I samme regel blev der også fastsat brandforebyggende regler for ildsteder og skorstene, og på det tidspunkt havde vægterne allerede i mange år sunget om påpasselighed med ild når de gik deres aftenrunder i byen. Det er noteret, at København i 1653 havde to store og fire små sprøjter og i 1675 havde byen en kobbersprøjte med fire hjul under samt ti mindre sprøjter. I 1686 nedsatte kongen en kommission, som skulle undersøge hovedstadens brandslukningsmidler, hvilket førte til, at der den 9. juli 1687 blev oprettet en Hoveddirektion for Brand- Lygte- og Vægtervæsenet. Denne dato regnes for grundlæggelsen af Københavns Brandvæsen, men der skulle gå næsten 200 år før det i 1870 blev ændret til et fuldtidsbrandvæsen. Ved en stor brand i 1728 brændte 1670 ejendomme, til trods for, at brandvæsenet kunne stille med 1045 mand og 24 sprøjter. Branden medførte skærpede regler for opførelse af bygninger og gadernes bredde, lige som senere store brande medførte yderligere forebyggende regler og reformering af slukningsberedskabet. I 1806 skete der en betydelig forbedring af brandvæsenet, som fik overladt ruinen af Nikolaj Kirke til depothus og kirketårnet til brandvagt mv. Under napoleonskrigene foretog den engelske flåde i september 1807 et tre døgns bombardement for at få den danske flåde udleveret, hvilket lykkedes. Modsat tidligere høstede brandvæsenet ros for sin indsats, hvor 13 brandmænd var omkommet og 32 såret under indsatsen. I de følgende år blev brandvæsenet løbende forbedret, og det fik stor betydning, at der i 1860 på grund af koleraen - blev indviet et offentligt vandværk, som kunne forsyne byen med rigelige mængder vand. I 1864 blev den første dampsprøjte anskaffet, året efter fik brandfolkene hjælme og i 1867 blev de første røgmasker taget i brug. I 1868 vedtog Rigsdagen Lov om brandvæsenet i København, som førte til, at brandvæsenet den 1. august 1870 blev overtaget af Københavns Kommune og derved blev Danmarks første fuldtidsbrandvæsen.

2 Københavns Brandvæsen oprettes som kommunalt fuldtidsbrandvæsen 1870 I modsætning til det tidligere kongelige brandkorps på mere end 4000 medlemmer havde det nye kommunale brandkorps kun 101 fastansatte mand samt en reserve på 400 mand og en mobil reserve på 24 mand. Brandkommissionen havde tidligere været ledet af militære officerer, men nu ansattes en civilingeniør med titel af brandinspektør (sidenhen brandchef ) med tre assisterende inspektører. Der blev oprettet nye brandstationer, der blev indkøbt endnu en dampsprøjte og yderligere én blev skænket af brygger I.C. Jacobsen (grundlæggeren af Carlsberg Bryggerierne) [billede 1, Københavnske brandmædn foran dampsprøjte ca. 1910] Christiansborgs brand resulterede i endnu en styrkelse af Københavns Brandvæsen, som i 1890 havde 180 fast ansatte samt 25 kuske mod tidligere ni lejede. I 1896 ophævedes den mobile reserve og i 1903 reservekorpset, som i praksis var uden betydning. Antallet af brandstationer blev reduceret til seks, og i 1892 blev en ny hovedbrandstation ved Københavns Rådhus taget i brug, og her mere end 100 år senere tjener den stadig som hovedsæde og hovedstation for Københavns Brandvæsen samt alarmeringscentral for hele Storkøbenhavn. [Billede 2, Slukningstog foran Københavns Hovedbrandstation ca. 1910]. I 2012 er der ca. 500 ansatte i Københavns Brandvæsens udrykningsstyrke, fordelt på 7 brandstationer, som dækker de ca indbyggere i Københavns Kommune, som har et areal på 74,4 km 2. I 1965 blev det besluttet, at alle brandalarmeringer i hele Hovedstadsområdet skulle indgå til vagtcentralen på Københavns Hovedbrandstation, og i de følgende år blev flere og flere omegnskommuner tilsluttet centralen. I det øvrige Danmark er politiet ansvarlig for alarmmodtagelse til alle blålysmyndigheder, men den særlige ordning for København er stadig gældende, idet Københavns Brandvæsens vagtcentral samtidigt har kompetence til at disponere de underlagte brandvæseners enheder, hvilket ikke er tilfældet i det øvrige Danmark. Hvad angår alarmeringen skal det her nævnes, at der i 1860 blev etableret telegrafforbindelse mellem byens brandvagter, som i 1880 erne blev udvidet til også at omfatte større offentlige bygninger. Allerede i 1881 blev de første brandalarmeringsskabe opstillet, og så sent som i 1985 blev de sidste nedlagt. I 1892 blev Københavns Brandvæsen tilsluttet hovedstadens første telefoncentral. Da den danske regerings sæde, Christiansborg Slot, brændte den 3. oktober 1884 deltog den 19-årige Sophus Falck aktivt med at redde værdier ud af det brændende slot. Men han observerede samtidigt den planløshed og mangel på organisering, der prægede redningsarbejdet brandvæsenets opgave var kun at slukke branden. Sophus Falck fik her en erkendelse af, at redningsarbejde på et brandsted kræver organisering og disciplin, herunder uddannelse og egnet materiel. Der skulle dog gå 22 år inden han efter inspiration fra bl.a. Hamburg etablerede sin første redningsstation i København i 1906 på årsdagen for branden på Christiansborg Slot. Redningskorpset for København og Frederiksberg A/S tilbød ambulancekørsel, redningsarbejde, bjærgning, sværgodstransport mv., men ikke brandslukning. Brandvæsnet på landet Efter Brandpolitiloven af 2. marts 1861 havde landkommunerne (og dem var der ikke mindre end af dengang) kun pligt til at anskaffe en sprøjte, hvis sognerådet fandt det nødvendigt. I 1873 kom en særlig lov om købstædernes pligt til at etablere et brandvæsen, og lovens udgangspunkt var, at disse brandvæsner kun skulle fungere inden for købstadens område. I perioden mellem 1910 og 1920 blev mange købstadsbrandvæsner motoriseret, mens brandvæsnet i de små sognekommuner stadig var overladt til sognerådets forgodtbefindende og de gammeldags håndkraftsprøjter. Der udvikledes derfor efterhånden den praksis, at man ved brand i landkommunerne tilkaldte det nærmeste købstadsbrandvæsen. Regningen for udrykningen blev betalt ikke kun af sognekommunen, men også af det brandforsikringsselskab, hvori den brandlidte ejendom var forsikret. I 1921 blev Odense Brandvæsen tilkaldt til en brand i landsbyen Fremmelev. Det var brandforsikringsselskabet, der stod for tilkaldelsen, og havde det ikke været for Odense Brandvæsen, var en hel landsby gået op i flammer. Efterfølgende opstod der en strid mellem forsikringsselskabet og kommunen om betalingen for udrykningen, som endte med, at forsikringsselskabet kun betalte kommunen 1/3 af den forlangte pris for udrykningen. Det førte til, at Odense Byråd i sit møde 5. december 1921 vedtog, at Odense Brandvæsen kun skulle rykke ud til brand i landkommunerne mod forudbetaling, medmindre byrådets formand bestemte andet.

3 Forsikringsselskabets direktør blev rasende. To år forinden havde Falck etableret en station i Odense - den første egentlige station i provinsen. Korpset udførte dengang som i dag ambulance- og sygetransport, dyreredning, autohjælp, udrykning til storm- og vandskade samt brandredning mv.. Korpsets indtægter hvilede på abonnementsordninger med offentlige og private kunder, indtægter fra sygekasserne og arbejde for forsikringsselskaberne. Forsikringsdirektøren var derfor allerede godt kendt med Falcks arbejde i Odense, og han foreslog korpsets Odense-direktør William Falck - der var yngste søn af Falcks stifter Sophus Falck - at Falck skulle oprette et brandvæsen i Odense til brug for brandslukning i landkommunerne. Selvom det ikke lå i kortene, da Falck blev stiftet, at korpset skulle beskæftige sig med brandslukning, lå det lige for at tage opgaven op, og allerede i 1922 anskaffede Falck et topmoderne og fuldtidsbemandet American-La France slukningstog til stationen i Odense. For at opretholde slukningstoget kunne Falck ikke forlade sig kun på forsikringsselskaberne, og Falck gik derfor i gang med at tilbyde landkommunerne rundt om Odense, at de mod betaling af 10 øre pr. indbygger, kunne opnå slukningshjælp. 8. juni 1922 blev den første kontrakt tegnet. Det viste sig at være en fantastisk ordning for de mange små kommuner på landet, som ikke selv havde mulighed for at anskaffe en motorsprøjte, at de mod en fast årlig ydelse kunne sikre sig slukningshjælp fra Falcks brandvæsen, uden at skulle tigge det kommunale købstadsbrandvæsen - som tilmed forlangte forudbetaling - om at rykke ud. Falcks ordning bredte sig hastigt, og allerede i 1924 sluttede Falck kontrakt med en købstad om brandvæsen. [Billede 3, Sophus Falck på salgsturne for sit brandvæsen, ca. 1924] Abonnementsordningen fra 1922 er stadig det bærende element i Falcks brandvæsen. Uanset antallet af brande, betaler kommunen et fast årligt vederlag, hvilket giver fuldstændig sikkerhed for budgettets overholdelse. I samme periode foregik der i Justitsministeriet et arbejde for at forbedre brandslukningen på landet, og man arbejdede med en model gående ud på, at hver kommune skulle anskaffe sin egen motorsprøjte, hvilket var en økonomisk uoverkommelig opgave. I mellemtiden blev flere og flere kommuner tilknyttet et stigende antal Falck-brandvagter, og endelig i 1926 fremsatte Justitsministeriet efter flere udvalgsarbejder og stor modstand fra de kommunale brandinspektører, et forslag, der gjorde muligt for kommunerne at entrere med et privat brandvæsen om løsning af brandslukningsforpligtelsen, idet dog det brandforebyggende arbejde altid skal varetages af kommunen (brandteknisk byggesagsbehandling og brandsyn mv.) 1926 blev skelsættende for dansk brandvæsen, idet det blev officiel lov, at kommunerne kunne entrere med et privat brandvæsen. Samme år døde Sophus Falck. På de kommunale brandinspektørers årsmøde i Odense udtalte formanden: "Endelig vil jeg også mindes...direktør Sophus Falck. Selvom vi langt fra har været enige med ham i veje og mål, kan det ikke nægtes, at han ved sit rige initiativ og sin stærke personlighed har haft en meget stor betydning for udviklingen af slukningsvæsnet på landet og bevaring af samfundsværdier." Ordene illustrerer meget godt den løbende diskussion, der har været i Danmark om at overlade brandslukningen til et privat korps. På den ene side anerkendes indsatsen, på den anden side finder man, måske mest af ideologiske grunde, at tjenesten bør være offentligt drevet. Uddannelse og materiel Først i 1965 blev der i dansk lovgivning stillet formelle krav om uddannelse af brandmænd, men Sophus Falck havde allerede i 1923 oprettet Danmarks første Brand- og Redningsskole. Som landets største brandvæsen oprettede Københavns Brandvæsen i 1934 en skole for sine brandmænd. Det faldt derfor naturligt, at Københavns Brandskole stod for uddannelsen af landets brandinspektører og deres stedfortrædere, som blev pligtig i Der stilles i vore dage de samme uddannelseskrav til brandfolk i kommunerne og Falck, uanset om der er tale om fuldtids- eller deltidsansatte. I flere hundrede år var materiellet primært håndtrukket, til en vis grad suppleret med heste og køretøjer fra private vognmænd. I 1865 blev den første kontrakt indgået om at stille med heste (til den i 1864 anskaffede dampsprøjte), og kun i den korte periode fra 1892 til 1930 havde Københavns Brandvæsen sine egne heste. De første 12 blev købt i forbindelse med åbningen af den nye hovedbrandstation. Da der blev udvidet med tre nye brandstationer i årene , nåede antallet af heste op på 54. I 1907 anskaffede Københavns Brandvæsen sit første automobil, og den første automobilsprøjte blev anskaffet i Brandvæsenet i den københavnske forstad Gentofte var dog først i Norden ved allerede i 1907 at anskaffe en automobilsprøjte af det danske fabrikat Anglo Dane. I 1919 indgik Københavns

4 Brandvæsen en stor kontrakt med Daimler-Benz om levering af 27 køretøjer, herunder syv motorsprøjter, syv motortendere, otte ambulancer og en automobildrejestige. I 1919 indledtes forsøg med røgbeskyttelse og i 1929 indførtes skumslukning og i 1949 begyndte man at anvende vandtågeslukning. Den første radioforbindelse til køretøjer kom i I 1986 fik Københavns Brandvæsen tre nye automobilsprøjter i gul farve af trafiksikkerhedshensyn. Dette brud på traditionen med at brandbiler skulle være røde, stødte på så stor folkelig modstand, at forsøget blev opgivet. [Billede 4, Gul automobilsprøjte, København 1986] I slutningen af 1990 erne begyndte Falck forsøgsvist at tilbyde kommunerne til erstatning for den tunge førsteudrykning med fire mand at indsætte en såkaldt Hurtig Slukningsenhed (HSE). HSE er et let og dermed hurtigt køretøj, som afgår først til skadestedet, og som vil være fremme sammen med indsatslederen flere minutter før resten af slukningstoget. Køretøjet er udstyret med en 200 liter vandtank og et højtryksslukningsanlæg og kan yderligere pakkes med bl.a. frigørelsesværktøj og førstehjælpsudstyr. Indsatsstatistik viser, at den samlede tid, der anvendes til brandslukning, er 20 % mindre i kommuner med HSE, end landsgennemsnittet. Konceptet HSE omfatter i dag disse elementer: Livreddende førstehjælp, Frigørelse af fastklemte, Elementær brandbekæmpelse og Indsats ved mindre uheld med farlige stoffer. [Billede 5, Falck HSE, indsat ved Falck-brandvæsenet i Hillerød Foto: Jens Johannesen] Opgavesættet I mange århundreder var brandvæsenets opgave at slukke ildebrand og i et vist omfang at foretage værdiredning i forbindelse hermed. Men sidst i 1930 erne blev Københavns Brandvæsen engageret i luftbeskyttelsesplanerne, ikke mindst på uddannelsesområdet, og 2. verdenskrig medførte ca. en fordobling af antallet af brande, lige som der opstod et behov for at løse humanitære opgaver. Københavns Brandvæsen oprettede i 1930 en speciel røgdykkertjeneste, i begyndelsen udelukkende under anvendelse af kredsløbsapparater. I 1946 fik Københavns Brandvæsen en dykkertjeneste, knyttet til pionererne, som var udviklet gradvist fra Men først i 2008 blev det endegyldigt fastslået, at frigørelse af tilskadekomne ved færdselsuheld primært påhviler brandvæsenet og ikke hospitalsvæsenet (ambulancetjenesten). I Juli 1952 afgav en statslig kommission betænkning om brandvæsnet i Danmark. Om forholdet mellem de offentlige og private brandvæsner skrev kommissionen: "Man finder også, at konkurrencen mellem de private redningskorps og kommunale brandvæsner har virket ansporende på begge parter og har bidraget til at brandvæsnet er blevet styrket, og at brandvæsner adskillige steder er blevet udbygget bedst muligt." Fra 1952 var der retningslinjer eller bindende regler for dimensioneringen af brandvæsener, hvor der bl.a. blev stillet krav til materiel og mandskab samt en alarmeringstid på højst 1 minut for brandstationer, hvis udrykningsområde omfattede mere end indbyggere. Dette betød i praksis et krav om fastansatte brandfolk på disse brandstationer. Da Storkøbenhavn er det eneste sammenhængende byområde i Danmark med et tætliggende net af brandstationer, blev der truffet en speciel aftale med Statens Brandinspektion om ordningen af brandvæsenerne i disse kommuner, Hovedstadsordningen. I 1972 skete der i Danmark en forureningsulykke, hvor et vandværk måtte lukkes for altid på grund af et stort spild af phenol. Denne ulykke medførte, at der året efter blev etableret et net af kemikalieberedskaber over hele Danmark, med hovedvægten på spild af olie og benzin, men også udrustet og uddannet til andre stoffer. Indtil da havde det statslige Civilforsvar været ene om at kunne håndtere sådanne uheld. Også Københavns Brandvæsen etablerede et kemikalieberedskab, lige som det etablerede et følgeskadeberedskab i 1984, da den samlede forsikringsbranche udstedte en generel fuldmagt til brandvæsenets indsatsledere til at iværksætte korrosionsbekæmpelse og anden skadebegrænsning uden først at skulle undersøge forsikringsforholdene. I 2005 blev det besluttet i Danmark, at kommunerne skulle foretage en risikobaseret dimensionering af deres brandvæsener ud fra en analyse af kommunens risici. Denne ændring af regelsættet har igangsat en udvikling i retning af en større variation i brandvæsenernes opbygning.

5 Afslutning Danmark har nu i snart 100 år haft den usædvanlige ordning, at en del af den offentlige brandslukning varetages af et privat firma, omfattende såvel fuldtids- som deltidsbrandvæsener. Der er ingen tvivl om, at Falcks virke på brandslukningsområdet har bidraget kraftigt til brandvæsenernes udvikling og optimering af driften, således at Danmark i dag står med et godt og billigt brandberedskab, som er ligeligt delt mellem offentligt og privat brandvæsen. [Billede 6, Falck fuldtidsbrandvæsen i Randers. Foto: Bjarne Jørgensen] Som privat firma har Falck kunnet eksportere sin ekspertise og driver således både brandskoler og lufthavns- og andre virksomhedsbrandvæsener i en række lande. Faktaboks: Udgifter til brandvæsen Fire Fighting costs (WFSC, Geneva, 2010) Denmark: 0,07% GDP Poland 0,16% GDP Netherlands 0,19% GDP UK 0,21 % GDP Note (Worlds Fire Statistics Centre): "The low Danish cost is largely due to the private company, Falck, which runs many fire brigades, together with ambulance, rescue and motor breakdown services Faktaboks: Danmarks Brandvæsen 306 brandstationer, heraf 137 Falckstationer (2010) 28 brandstationer har en fuldtidsbemandet førsteudrykning på mindst 4 mand. Heraf er 11 Falckstationer. Af Danmarks 98 kommuner har 27 en fuldtidsbemandet førsteudrykning på mindst 4 mand. Ca brandmænd, heraf ca fuldtidsansatte og deltidsansatte. (2009) Der køres ca udrykninger årligt, heraf ca til brand ( ) I 2012 har Falck brandslukningsaftale med 63 af Danmarks 98 kommuner. I 43 kommuner har Falck brandslukningen alene, og i 20 er slukningen delt mellem Falck og et kommunalt brandvæsen. Ca. 49 % af Danmarks befolkning dækkes brandslukningsmæssigt af Falck, som har 137 brandstationer og 1 brandskole. Kilder: Harry Duelund: Falck paa Fyn i 25 Aar. De Danske Redningskorps Fællesforbund Peter Straarup: Falcks Redningskorps og brandslukningen på landet. Meddelelser fra Falcks Redningskorps 3. oktober Steffen Linvald: I ild, røg og vand, Københavns Brandvæsen 1987 Morten Mandel Hansen: Brandpolitiloven af Falcks Redningskorps betydning for indførelsen af privatiseret brandvæsen i Danmark Hans-Henrik Thomsen: Heste i brandvæsenets tjeneste, Københavns Brandvæsen 2012 Kurt Jacobsen: Falck , Lindhardt og Ringhof 2006 Gunnar Haurum: Dansk Brandvæsen , Dansk Brandteknisk Institut 2000 Einer Rasmussen og Akilles Jensen: Brandmanden i fortid og nutid, Andreassens Bogtrykkeri 1948 Redningsberedskabets Statistik 2011, Beredskabsstyrelsen 2011 Redningsberedskabets Statistiske Beretning 2009, Beredskabsstyrelsen 2010