Nepenthes forslag til ændret drift af Livø

Transkript

1 Nepenthes forslag til ændret drift af Livø

2 Indledning Livø bliver i dag drevet som mere eller mindre traditionelt land- og skovbrug. Nepenthes mener, at Livø er et af de områder i Danmark, der i stedet med stor fordel kan forvaltes med henblik på naturbevarelse og rekreative værdier. En sådan drift vil også være i bedre overensstemmelse med EU s målsætning om at stoppe tabet af biodiversitet inden Derfor foreslår Nepenthes, at Livø bliver pilotprojekt i en ny form for naturforvaltning. Ikke mindst for at sikre målsætningerne i Naturskovsstrategien fra 1994 vedrørende urørt skov, foreslår Nepenthes derfor, at hele Livø udlægges som urørt skovnatur, hvor naturen får lov til at udvikle sig i fri dynamik under påvirkning af store planteædere. På linie med Skov- og Naturstyrelsens rolle som kompetenceudviklende organ i naturnær skovdrift, foreslår Nepenthes, at Styrelsen også bliver kompetenceudviklende i naturudvikling i retning af skovnatur, forstået som skov og lysåbne naturtyper i fri udvikling med naturlig græsning. Den traditionelle græsningsskov er ikke underlagt fri dynamik og har derfor en række begrænsninger som naturligt økosystem betragtet. Siden 1850 er der i Danmark forsvundet mindst 350 arter af dyr og planter, mere end 600 arter er akut truede, mens andre godt 2100 arter er sårbare eller sjældne, primært grundet menneskelig aktivitet (Wilhjelmudvalget, 2001c, Stoltze & Pihl, 1998). En række af de mest truede og forsvundne arter er knyttet til skov i lange uforstyrrede udviklingsforløb, med stor andel af dødt ved, og trives dårligt i nutidens ofte mørke og 2

3 ensartede skove. Derfor bør der tilstræbes, at der udvikles en forvaltning, der med færrest muligt løbende indgreb frembringer processer, hvor der til stadighed opstår lysåben egeskov på Livø. Nepenthes foreslår derfor en ændret drift af Livø, som kort opridset er Livø som selvplejende naturperle med store planteædere: vildsvin, rådyr, dådyr, kronhjort og fritgående kvæg og heste året rundt. Stop for al unødig skovdrift og udfasning af landbrugsdriften. Forvaltning m.h.p. topprioritet af biodiversitet og habitater som egeskov, enebærhede og strandenge. Fjernelse af træ-eksoter efter en nærmere præciseret artsog tidsplan. Indtægter fra turisme og jagt. 3

4 Egens fremme ved naturnær græsning Med den nuværende drift af Livø, vil de gamle egebevoksninger med tiden forsvinde fra øen. Der er p.t. ingen egeforyngelser i området med egetræer, dels p.g.a. græsning med dådyr (se app.1) og dels p.g.a. manglen af stikkende buske til beskyttelse af de nye egetræer. Desuden kan man, ifølge Frans Vera (2000), ikke forvente ny egeforyngelse på samme lokalitet. Egeskovene vil skifte opholdssted over århundrederne. Hvis der ikke sker stadig etablering af nye egetræsbevoksninger i andre områder, vil mange af de arter, der er knyttet til disse træer forsvinde. Især arterne der er knyttet til gamle og døende egetræer. Når de gamle træer er nedbrudt, vil de tilknyttede svampe forsvinde, fordi der ikke er tilgang af egnet ved. Ud fra en samlet vurdering er situationen fortsat meget kritisk for mange svampearter som er knyttet til dødt ved af store træer (Stoltze & Pihl, 1998). Tidligere erfaringer med tilplantning er fejlet, hvorfor en naturlig tilgroning vil være at foretrække. Det er Nepenthes overbevisning, at etablering af helårsgræsning over hele øen, gjort med samgræsning af så mange af de oprindelige vilde græssere, vil bremse denne udvikling, og fremme etablering af nye lysåbne egeskovsområder, til fortsat bevarelse af øens righoldige dyre- og planteliv. Skovgræsning vil give egetræer en fordel, således at der på områder med fri succession, og store græssere, vil være en større andel af egetræer (Vera, 2000). 4

5 Desuden vil græsning i eksisterende egetræsbevoksninger hindre opvækst af skyggetræer til fare for egehabitaten. Nepenthes anbefaler derfor at landbrugsdriften udfases, og at der i stedet bliver udført naturpleje over hele øen, med så mange af de oprindeligt hjemmehørende græssende dyrearter som muligt. Det foreslås at afd. 725, 726, 729, 730 i tråd med Strategien for Biologisk Mangfoldighed udlægges til naturlig succession hvor egeskov har mulighed for at etablere sig. Dette skal ske for at sikre fortsat egeskov og sikre grundvandet. Desuden skal det tillades at de egetræer, der gror beskyttet op i enebærbuskene, i den vestlige ende af heden, får lov at blive stående, således at der kan etableres en lysåben egeskov. Undersøgelser af egekrat i Skovbjerg, har vist, at der efter 12 års græsning, med kvæg, er fremkommet en øget diversitet blandt karplanter (Buttenschøn, 2001). Modsat vil urtelaget, hvis der ikke forekommer græssende dyr, blive domineret af højstaudesamfund, som vil hæmme frøspiringen af de fleste træarter. Især gederamspopulationer har på Vorsø hindret træopvækst i mere end 20 år (Aude et al, 2002). Det samme mønster har vist sig gennem en række forsøg i Mols Bjerge. Nogle af hovedkonklusionerne i forbindelse med disse skovgræsningsforsøg er; - at græsningsdyrene ændrer den rumlige struktur i vegetationen, - at skovgræsning med kvæg har medført øget lysintensitet, hvorved spireevnen hos visse frø er blevet øget, - at antal arter af karplanter, i de skovgræssede områder, øges, 5

6 - at de græssede områder, på sigt vil gro til i skov, dette sker hurtigst på mager bund, - at etablering af egebevoksninger hører sammen med græsning, - at der ved skovgræsning etableres mere lysåbne forhold, som fremmer udviklingen i bundvegetationen og skovens selvforyngelse, - at tamkvæg ikke er så anvendeligt, idet de er mere sårbare over for fluespredte sygdomme. Også fuglene nyder godt af græsningen, p.g.a. større heterogenitet i området. Artsantallet af insekter og edderkopper øges også, ved at der opstår en varieret mosaik af småhabitater, ved ekstensiv skovgræsning. Endeligt anbefales det, at inddrage skovgræsning i langsigtede skovrejsninger til skabelse af lysåbne og varierede skovtyper (Pedersen et al, 2001). Også i den Schweiziske Nationalpark, har der været positive erfaringer med skovgræsning. Om sommeren er der her en bestand af krondyr med en tæthed på 17 til 26 dyr pr. 100 ha.. Siden 1970 har der i den 170 km 2 store nationalpark, opholdt sig mellem 1500 og 2200 krondyr. Antallet af karplanter har i perioden fra 1940 til 1990 haft en fremgang på gennemsnitlig 97,9 % i områder, hvor der bliver græsset, hvorimod der i ugræssede områder har været en tilbagegang på 6,2 % af karplanterne (Krüsi, 1998). Den historiske gennemgang af Claus Eriksen, Natur-Info viser, at Livø oprindeligt har været dækket med egeskov. 6

7 Brugen af skoven viser også, at der har været tale om en lysåben skov med rig under-vegetation. Nepenthes ser derfor Livø som en mulighed for, at kunne drage erfaringer med skovnatur, græsningsskov og naturpleje med vilde planteædere. Hvis en sådanne naturpleje skal være effektiv, vil det være nødvendigt at have et bredt udvalg af naturlige planteædere. 7

8 Andre fordele Naturlig mosaik Ved naturlig græsning ædes de grove dele af visne urter og bark og kviste på vedplanter om vinteren. Sommerens urter græsses ikke så hårdt, så der vil være mere blomsterflor og større frøsætning. Dette giver en naturlig mosaik i plantedækket med flydende overgange fra kort græs til trævegetation. Sommergræsning går hårdere ud over urterne og mindre over vedplanter - det medfører mere opdelte vegetationstyper, og mindre overskydende biomasse, herunder urters blomster og frø. Vinterhalvårets naturgevinster Græsning om vinteren indebærer en yderligere række naturgevinster: - Frøspredningen via dyrenes pels, klove og afføring bliver større på grund af dyrenes færden sent på året. - Forekomst af afføring hele året har stor betydning for overlevelsesmuligheder for et rigt og specialiseret svampe- og insektliv. - Vintergræsning blotlægger pletter af mineraljord, både på tør og fugtig bund. Det giver spiringsmulighed for flere sårbare plantearter, herunder orkideer. Også en del insekter er afhængige af bar jord. 8

9 Eksoter Alle eksotiske træarter fjernes inden for nær fremtid. Dette skal ske med så stor hensyntagen til naturen som muligt. Al traktorkørsel/maskinkørsel i løvskovsområderne kan og bør undgås. Her henledes opmærksomheden særligt på afd. 731 og 732. Det kan lade sig gøre at nå langt de fleste af nåletræerne ad de eksisterende veje og ved kørsel i de nåleskovsområder, der fjernes. De områder der bliver ryddet for eksoter, bør udlægges til områder med fri succession. I de tilfælde hvor enkelte nåletræer er stormfaldet i løvtræsbevoksninger eller på blødbundsområder, bør disse dog efterlades til naturligt forfald. Maskinkørsel i disse områder vil medføre stor skade på naturforholdene. 9

10 Nationale og internationale forpligtelser Livø er i henhold til regionplanen af 1997 udlagt som regionalt naturområde, der bl.a. betyder at der skal sikres og udbredes et righoldigt og varieret plante- og dyreliv. Den nuværende arealanvendelse må kun ændres, hvis det tjener biodiversiteten og hvis det ikke medfører øget risiko for forurening af grundvandet. En udlægning til fri succession i de åbne områder, vil være med til både at opretholde og udbrede det eksisterende plante- og dyreliv, og desuden være med til at øge beskyttelsen af grundvand. Skovrejsning er kun ønsket og skal prioteres højt på distriktets åbne arealer, hvis der er grundvandsinteresser, hvilket er tilfældet for landbrugsområderne. En udlægning til fri succession vil derfor gavne grundvandssikringen. Livø er en del af habitatområde nr. 16. De forskellige skovtyper ex Subatlantiske og mellemeuropæiske egeskove eller ege-avnbøgeskove med Carpinion betuli, som er omfattet af EF-habitatdirektivet mangler dog, som en del af udpegningsgrundlaget, og bør registreres. Livø er udpeget som del af et EU-fuglebeskyttelsesområde (nr. 12 DK00EY012). 10

11 I retningslinierne for naturpleje er der anført: Om plejepligt: Nogle naturtyper, primært de mere tørre som heder og overdrev, vil uden pleje ændres til krat og skov, som ikke er omfattet af beskyttelsen. Hvis disse skal opretholdes, er en plejeindsats nødvendig. Det kan dog tillades og endvidere have stor værdi at udlægge uplejede delområder som demonstrationsobjekter og videnskabelige referenceområder. Under strategi for den fremtidige pleje af de beskyttede naturtyper står der under pkt2: Hovedformålet med forvaltningen af de beskyttede naturtyper skal være at sikre og forbedre vilkårene for deres vilde plante- og dyreliv, og dermed give et vigtigt bidrag til bevarelse af den biologiske mangfoldighed. Der skal endvidere tages hensyn til bl.a. landskabelige, kulturhistoriske og rekreative interesser. Ved udlægning af afd. 725, 726, 729, 730 til fri succession, vil der blive givet et vigtig bidrag til bevarelsen af den biologiske diversitet. Dette bør dog ske under de anførte hensyn til landskabelige, kulturhistoriske og rekreative interesser. Naturskovsstrategien Stort set al skov på øen omfattes af Naturskovsstrategien, der foreskriver plukhugst for de 11

12 mange naturskovsarealer på øen, men de gamle ege, ask, elm m.v. bevares urørt til død og forfald. Krattet på nordsiden af øen er urørt skov. Frøtræer af ær fjernes og ær bekæmpes så vidt muligt ideelt set udryddes den på øen. Det langsigtede mål er en egedomineret skov. Hele øen græsses af dåvildt, hvilket bevirker en positiv græsningspåvirkning. Der er således samlet udlagt 36,1 ha urørt skov og 45,0 ha plukhugstskov. 12

13 Store planteædere Ved udvælgelse af hvilke arter, der bør anvendes, er der primært to punkter, der bør tages i betragtning: Øen er p.g.a. den enestående natur, velbesøgt af turister i sommerperioden. Der bør derfor ikke forekomme dyr der kan være til stor fare. Der bør desuden være oplysningstavler og foldere, der fortæller om god og dårlig adfærd overfor dyrene. Nogle mennesker er tilbøjelige til at fodre dyrene, hvilket skaber potentielt farlige situationer, da dyrene mister deres naturlige frygt for mennesker. Dette kan evt. afhjælpes ved desuden at have et lille hegnet område ved gården, hvor besøgende har mulighed for at se dyrene helt tæt på. Da det her drejer sig om en ø på blot 320 ha, vil fødetilgængeligheden og den fri bevægelighed være begrænset for dyrene. Der vil derfor være enkelte arter, der p.g.a. stor bevægelighed, eller for store krav til fødeudbud, må udelukkes. Andre arter vil kræve en nøje planlagt forvaltning, for ikke at overbelaste økosystemet. Forud eller sideløbende med etablering af de forskellige dyrebestande bør der foretages en analyse af den aktuelle lokalitets bæreevne vedr. art og antal af planteædere. Det kæver en kortlægning af alle områder/naturtypersamt dyrkede arealer, og registrering af artssammensætningen af planter på disse. Der bør laves en estimering i sammensætning og antal af planteædere med henblik på den eksisterende lokalitet og den ønskede udvikling af samme. Herunder skal tages hensyn til hvilke græsnings/fourageringseffekter de relevante arter udøver, og den enkelte arts fødebehov. Et eksempel på en sådan type rapport er Carsten Riis Olesen (DMU 2004): Analyse af nuværende og potentielle store planteædere i Lille Vildmose. 13

14 Der skal som nævnt laves et overslag over hvor mange individer, der er plads til, af hver art af planteædere. Det er imidlertid usandsynligt, at et sådant overslag rammer korrekt. Erfaringer fra Holland viser at det kan være svært på forhånd at fastslå et områdes bæreevne (se fig 1.) Desuden kan det være svært, at tælle antallet af f.eks. rådyr og vildsvin. Derfor skal vegetationen overvåges, evt. v.h.a. et antal indikatorarter og eksklusions-plot. Denne overvågning skal danne grundlag for regulerings-kvoter. Vedr. regulering skal man være opmærksom på at den form af regulering man anvender har stor indflydelse på hvor meget stress dyrene oplever og hvor stor mulighed de besøgende får for at se dyrene. Fig. 1 Udvikling i antal af dyr på Oostvaardersplassen i Holland i perioden 1984 til

15 Desuden bør arternes adfærd, især overfor mennesker, under givne vilkår, vurderes. (se efterfølgende). Da der som regel etableres nye dyrebestande med et få antal dyr, vil det være nødvendigt med en nøje planlagt tilførsel af nye gener, i en årrække, for at opnå en sund bestand. 15

16 BEMÆRKNINGER VEDR. NOGLE AF DE MULIGE ARTER, ISÆR DERES ADFÆRD Europæisk Bison Lever i små flokke på dyr og kan trives i både skov og åbent land. Den europæiske bison vejer fra 320 kg helt op til godt kg. Den æder mest græs, men også urter. Om vinteren supplerer den også med bark fra træer. Den kan leve af næringsfattigt græs og kan fordøje både cellulose og lignin (d.v.s. træ). Vilde europæiske bisoner (lavlands-underarten), er normalt ret sky og søger fred fra mennesker. Udenfor brunstperioden hvor tyrene normalt går ene eller i smågrupper, alt efter alder, kan man ofte komme ret tæt på disse (25-50 m) uden at det udløser flugt- eller angrebsreaktion. Af de erfarne bisonfolk fra Bialowiezaskovens polske del, anbefales det at man holder 50 meter for ikke at risikere en angrebsreaktion. I brunsttiden i august kæmper tyrene. Normalt vil de koncentrere sig om at kæmpe mod artsfæller. Men krydser man deres vej i en kampsituation, er de ikke til at spøge med. En tyr som netop har tabt en kamp, kan afreagere med de mest utilregnelige handlinger også overfor mennesker i nærheden. Livø vil ikke kunne levere et habitat stort nok til en selvbærende bestand. Skal Europæisk Bison anvendes 16

17 som naturplejer på Livø, er det derfor nødvendigt med en stram forvaltningsplan, der indgår i samarbejde med andre avlsarbejder, således at en fornuftig udveksling af dyr muliggør opretholdelse af en sund bestand. Tamkvæg Kvæg lever i grupper og foretrækker fugtigere arealer end den europæiske bison. Kvæg ynder næringsrigt græs og medvirker dermed til enge med mange urter. Vildkvæg har foretrukne steder at græsse, og holder dem fri for trævækst i længere tid. Hvis tamkvæg får lov at gå uden at blive tvunget til at opholde sig nær mennesker (håndteret af), kan de udvikle sig i ret vild retning á la bisoner. Af racer, der kan komme på tale til en ekstensiv helårsgræsning, kan nævnes: Heckkvæg og. lign. fænotyper af urokse karakter. En del af dem har meget temperament og kan nok ikke anvendes i et så lille område som Livø, med et så stort publikumsbesøg. Galloway En lille, meget hårdfør og fredelig race, absolut uinteresseret i mennesker, og dertil hornløs. 17

18 Dexter En meget lille tamkvægrace. Meget rolige og omgængelige. Æder alt fra bjørneklo til træer af begrænset størrelse. Angus Er også kendt for et godt temperament. Findes i forvejen i stort antal på Livø s eksisterende landbrug.. Hornløs. Skotsk højlandskvæg Meget rolige og omgængelige. Udseendet på engang hyggeligt og vildt. Gl. Dansk Sortbroget Ligner Sortbroget Dansk Malkekvæg, men er noget mindre. Bliver anvendt af Nordjyllands Amt til pleje på Oudrup Hede i Vesthimmerland. Heste Heste er i stand til at leve af næringsfattigt eller vissent græs, der ikke vil kunne forsørge kvæg eller bison. Heste der græsser på høje eller stride græsser eller på tagrør åbner for lys til kortere vækster, der kan danne fødegrundlag for andre dyr. Desuden kan heste med deres hove være med til at blotlægge jord og sand til glæde for meget små urter og gravende insekter. Heste 18

19 bruger bestemte områder som latriner, og skaber dermed mere variation i jordens næringsindhold. Konikhest Erfaringerne med Konikheste, fra såvel Holland som på den korte tid man har haft dem i Lille Vildmose, viser at det er svært at få publikum til, at lade være med at fodre heste. Der skal derfor gøres en grundig indsats for at oplyse om dyrenes vildhed, så farlige situationer undgås. Exmoor-pony Bliver anvendt til naturpleje på det sydlige Langeland. Exmoor-pony er i stand til at overleve på meget mager kost, og er robuste, og derved velegnet til helårsgræsning. Overskydende ungheste kan bortsælges til ridedyr. Islandske heste De er nøjsomme og utrolig robuste på niveau med konikhestene. De kan let blive fortrolige med mennesker i den fri natur, og har nogle rigtig gode egenskaber vedr. temperament. Islændere med stamtavle har trods alt været avlet uden opblanding med andre hesteracer i godt 900 år! Så de er ret tæt på en vildhesteform. På Rønnerne på Læsø har der i mange år været anvendt unge (1-4 år) islandske heste i naturplejen. Her udmærker de sig ved, hellere at ville være sammen med heste end mennesker,- det ses når man bevæger sig ind i de store indhegninger. 19

20 Gode muligheder for indtægter ved bortsalg af overskydende ungheste (4 år). Vildsvin Vildsvin graver meget og blotlægger bar jord, en betingelse for mange insekter, lyngens spiring, visse orkideer m.m. Vildsvinene sår også træernes frø ved at rode i jorden. Der skal af sikkerhedshensyn (publikum) satses på så vilde vildsvin som muligt. Vilde vildsvin er meget sky og vil efter al erfaring kun give problemer/være farlige i to typer situationer: 1 anskudt under jagt. 2 ved foderpladser som kan være nødvendige for deres vinteroverlevelse. Hjorte Alle hjortearter kræver jagtlig regulering af bestanden. Det medfører at de kan blive sky og koster tid. Jagtregulering på hjortene kan give en vigtig indtægt til den daglige drift af Livøs vildtbestand. For at undgå indavl, vil der med mellemrum være behov for at udsætte nye dyr som er langt fra slægtskabet med de til enhver tid eksisterende dyr. Det koster, men kan finansieres af f.eks. indtægter fra trofæjagt. 20

21 Elg Den af hjortene, der mest fouragerer på løvtræ. Arten synes uegnet til Livø af to grunde: 1 Menneskevante elge er i visse situationer absolut ikke til at spøge med (egne? andres erfaringer gennem mange år med menneskevante elge) f.eks. på Hunneberg-Halleberg den svenske konges jagtterræn (meget besøgt af skovpublikum) ved sydøsthjørnet af Vänern, et mange kvadratkilometer stort område. Sarek Nationalpark, hvor jagt har været forbudt i årtier. Her har såvel nogle tyre som køer mistet den naturlige skyhed. Det betyder at de af og til optræder ligeså aggressivt som rigtig sure menneskevante vildokser! 2 En elg der ikke gider at være på Livø, vil nemt kunne tage de 5 kilometers svømmetur til fastlandet. Kronvildt En udpræget græsæder. Fouragerer i mindre grad end rådyr på løvtræ og urter. Det vigtigste fødeemne er græs, der typisk udgør lidt over halvdelen af føden. Om vinteren skiftes dog til en stor andel af skud af træer, buske og hedelyng, hvilket hjælper med til at holde arealerne lysåbne. En god naturlig dansk hjorteart. Men øen kan med sit begrænsede areal kun bære ret få dyr. 21

22 Der skal dog meget store tætheder til før der sker en egentlig hindring i etablering af skov( DMU) Dette sker sandsynligvis ved at deres færdsel blotter mineraljord, der forbedrer etableringsmulighederne for træernes kimplanter Arten synes mere sky end ex. Rådyr, men kan dog ved ringe jagttryk vende sig til mennesker, som det ses i dyrehaven. Dådyr Arten er allerede på øen og kan uden investeringer udgøre en af græsæderne. Rådyr En naturlig dansk art der i høj grad fouragerer på løvtræer og urter. Findes på øen i forvejen. Har været god til at tilpasse sig det store publikumstryk ( gæster på reelt godt fire måneder, uden problemer). 22

23 KONKLUSION Publikum Uanset om nogle mener, at farligheden ved nogle af de potentielle valg af græsædere, foregår oppe i hovederne på folk, så er man nødt til at tage et vist hensyn til det når der er tale om en publikums- præget lokalitet. Praktiske erfaringer viser trods alt også, at der er grund til at omgås flere af de nævnte arter med stor varsomhed og det gør alt for mange jo ikke i praksis. Der skal derfor i forbindelse med udsætning af dyrene gøres et meget stort pædagogisk informationsarbejde over for publikum/offentligheden vedr. arternes ufarlighed og nødvendigheden af, at man ikke fodrer eller på anden måde søger at komme i kontakt med dyrene. Praktiske forhold drift.m.m. Så lidt hegn som muligt, helst slet intet. Så overkommelig en drift som muligt, f.eks. vedr. indfangning af overskydende dyr og eller bestandsregulering ved jagt. Fornuftig driftsøkonomi, herunder selvfinansiering ved indtægter fra jagt og salg af dyr. 23

24 Finansiering af projektet kan foregå gennem tilskud fra EU-LIFE-midlerne, da Livø befinder sig i NATURA-2000 område. Det vil dog kræve en hurtig sagsbehandling, da fristen for ansøgning af LIFE-midlerne er sat til 30. september Sammensætning af planteædere Artsvalget skal ud over de praktiske og publikumsmæssige forhold, også tage hensyn til en naturlig bredspektret fouragering på Livø, med nøje hensyn til øens specifikke biotoper/plantesamfund samt det ønskede mål. Der bør vælges så bredt et udvalg af arter, så både browsere, græssere og intermediære typer er repræsenteret. Desuden er omnivorer som vildsvin, afgørende for en god dynamik. Ud fra ovenstående gennemgang foreslår Nepenthes følgende arter repræsenteret: Exmoor-pony eller konikheste, alternativt Islandske heste Anguskvæg eller Galloway Rådyr Kronhjort Dådyr Vildsvin Der skulle således være taget hensyn til såvel publikum som til en bredspektret fouragering på græs, bredbladede urter og løvtræer/buske. 24

25 Litteratur Aude, E., D.N. Hansen, P. F. Møller, T. Riis-Nielsen (2002): Naturnær skovrejsning- et bæredygtigt alternativ? Faglig rapport fra DMU, nr apporter/fr389.pdf. Buttenschøn, R.M. (2001): Present-day herbivore-forest relationships. i Report from the conference: The role of large herbivores in north-west European vegetation. København maj, Krüsi, B.O., M. Schütz, H.C. Bigler, H. Grämiger & G. Achemann (1998): Huftiere und vegetation im Schweizerischen Nationalpark von 1917 bis i Cornelius, R. & R.R. Hofmann (1998): Extensive Haltung robuster Haustierrassen, Wildtiermanagement, Multi-Spezies-Projekte-Neue Wege in Naturschutz und Landschaftspflege?Workshop des Instituts für Zoo- und Wildtierforschung (IZW), Berlin, Olesen, C.R. (2005): Analyse af nuværende og potentielle store planteædere i Lille Vildmose. Pilotprojekt Lille Vildmose Nationalpark. Rekvirentrapport til Nordjyllands Amt. Danmarks Miljøundersøgelser. 64 s. kn6mifnjypt2jnklrjuibh2elsslwqj3swlbf3g3gpgazyuwfhzfihtptf5zfiy pa/analyse+af+nuv%c3%a6rende+og+potentielle+store+plante% C3%A6dere+i+Lille+Vildmose+-+Vildmarksgruppen.pdf Pedersen, B., R.M. Buttenschøn & S. Jensen (2001): Græsning på ekstensivt drevne naturarealer- Effekter på stofkredsløb og naturindhold. Park og Landskabsserien nr. 34, skov og landskab, Hørsholm. Stoltze, M. & S. Pihl (red.) (1998): Rødliste 1997 over planter og dyr i Danmark. - DMU, Miljø- og Energiministeriet, København. Vera, F.W.M. (2000): Grazing Ecology and Forest History. CAB International, Wallingford, UK. 25

26 Appendiks 1 SKOVENS UDBREDELSE OG UDVIKLING af Claus Eriksen, Natur-Info, marts 2005 Oprindeligt Fra ældre stenalder og frem til oprettelsen af de første landbrug i middelalderen kan det ud fra jordbundens beskaffenhed beregnes, at den oprindelige egeskov må have dækket ca. 230 ha. De eneste områder der ikke oprindeligt har været dækket af egeskov er: skrænter, strand, strandeng og strandvoldssletter samt moser og vandhuller. Den grubekeramiske boplads syd for Sønderskoven har leveret beviser på at der var bosætning på øen for ca år siden. En række fund af kogegruber, senest efter januarorkanen 2005, viser at bosætningen har været udbredt på de højere dele af øen. Fjordens nedbrydning af øen fra vest får efterhånden de gamle bopladser til at blive synlige i kystskrænterne. De grubekeramiskle folk holdt tamsvin, hvilket også kun var muligt, hvis der var et fødegrundlag af rigelig olden. Midten af 1600-tallet Landbrugsdriften har på dette tidspunkt medført at rydningen af egeskoven er betragtelig. Det kan beregnes at egeskoven nu kun dækker ca. halvdelen af øen = 150 ha. Arennt Berntsen skriver 1656, at øen giver så rigeligt med nødder/olden, at den kan føde nogle hundrede svin. År 1800 Nu er egeskoven ikke mere sammenhængende, den er delt op i en sydlig del som på det tidspunkt var større end den nordlige del, Nørreskoven. Ca. 65 ha er skovdækket, hovedsagelig med den oprindelige egeskov.

27 Slutningen af 1800-tallet Det skovdække areal er nu nede på det mindste det har været siden øen blev skovdækket efter sidste istid. Sønderskoven er den mindste af de to skovdækkede områder. Det samlede skovareal er på ca. 30 ha. Tilplantning med nåletræ påbegyndes. Omkring år 1900 Skovarealet er øget til ca. 75 ha. Det øgede skovareal skyldes tilplantning med nåletræer, hovedsagelig i nordlig forlængelse af Nørreskoven. Sønderskoven er stadigvæk kun omkring 8 ha. Frem til 1971 Forsorgen forsætter med plantning, stadigvæk kun i og omkring Nørreskoven og hovedsageligt med nåletræer. Det samlede skovdækkede areal udgør nu ca. 100 ha. Fra 1973 og frem til februar 2005 I midten af 1970 erne hvor Nordjyllands Amt står for driften, foretages der ingen hugst i egeskov, askeskov og ellesump. I forbindelse med etableringen af det sydlige udkigstårn (i nordvestlig forlængelse af Sønderskoven), tyndede man for at forbedre udsigtsmulighederne kraftigt ud i egebevoksningen på en mindre bakke. Det blev til et skoleeksempel på hvor sårbar den kraftigt vindpåvirkede egeskov er, ikke mindst overfor pludselige ændringer i læforholdene. De tilbageværende egetræer visnede i løbet af få år, - efter ca. 15 år var der ingen af de daværende store egetræer tilbage ( år). I første halvdel af 1980`erne blev der på steder hvor egeskoven var på retur, plantet egetræer i rør. Rørene skulle blandt andet beskytte de unge træer mod nedbidning fra hjortevildt. (Nordvesthjørnet af heden, vestkanten af egeskoven langs Digevej, en strækning langs sydkanten af Sønderskoven. Som det kan ses er resultatet meget magert. Kun få af de plantede egetræer har overlevet. Først i 1980 erne blev der plantet et bredt læbælte fra sydøsthjørnet af Sønderskoven til Kalveskoven. En del af de anvendte træarter er ikke hjemmehørende på Livø, ligesom tilplantningen er i strid med fredningskendelsen.

28 Den vanddækkede ellesump ( 43 område) blev tømt for vand, elletræerne ryddet og udgravning for den nuværende skovsø foretaget. I 1984 er der tilplantet et større areal med bøg i afd I 1986 er der tilplantet et mindre areal med eg i vestkanten af afd Opvæksten er ikke særligt vellykket. I 1995 er der i flere afdelinger nyplantet med eg. (afd. 735, 732). I 1989 blev der fra fredningsnævnet givet tilladelse til en udvidelse af Sønderskoven. Der etableredes en midlertidig hegning af dette areal (10-15 år) i nordkanten af Sønderskoven) I 1994 blev et mindre areal i afd. 731, tilplantet med ask. Jvf. skovkort er de ældste nuværende egebevoksninger knap 200 år. gamle. (1834). Enkelte træer i sydkanten af egeskoven i afd. 731, er dog tydeligvis betydeligt ældre. En del af de ældste ege er formentligt stævningstræer. Jvf. driftsplanen anses ær (ahorn) for en uønsket træart. Den skal bekæmpes ved fældning og nedskæring af skud. Der er dog ganske mange unge ær i områder af afd Egeskovens tilstand 2005 Den gamle egeskov er under stærkt forfald. Hovedparten af træerne er angrebet af svampe og derfor mere eller mindre hule. I nogle år er der en usædvanlig stor forekomst af svovlporesvamp og oksetunge. Begge arter er stærkt medvirkende til nedbrydning af vedet. Ask og rødel I sydkanten af egeskoven i afd. 731 er der en fugtig lavning bevokset med 100 år gamle aske- og elletræer (ikke optegnet på skovkortet). I den centrale nordlige del af afd. 731 findes der en 100 år gammel askebevoksning. I NV SØ-gående retning i et dalstrøg i afd. 732, mellem Majdalsvej og Mosevej findes der 100 år gamle meget fine aske og rødelbevoksninger.

29 De nævnte fugtige skovarealer er meget sårbare overfor kørsel med maskiner, ligesom hugst ud fra et naturskovssynspunkt samt publikumshensyn er uhensigtsmæssige og helt unødvendige. Naturlig opvækst med eg og ask Selvforyngelse med ask vil stort set kun forekomme under eller i tilknytning til den eksisterende askeskov. Den store hjortebestand forhindrer tydeligvis selvforyngelse af ask. Selvforyngelse i den eksisterende egeskov kan kun forventes hvor gamle egetræers fald, giver tilstrækkeligt med lys. Opvæksten forhindres dog p.t. af den store hjortebestand. Opvækst af egeskov uden for den eksisterende egeskov findes enkelte steder på heden, hvor egen har været beskyttet mod nedbidning af enebuske. I kyst/skræntkrattene er der stedvis nogen opvækst af eg, men på grund af den hårde vindpåvirkning er egen her lav og meget forblæst. På sletter/overdrev eller som de rettelig er,- tidligere dyrkede arealer mod syd og sydvest, er der påfaldende lidt selvforyngelse med eg. Også her tyder det på at egen har svært ved at få fodfæste med det nuværende fourageringstryk fra hjortevildtet. På den delvist fugtige strandeng syd for Skippervej, er humusdækket over sand og ral noget tykkere end nord for Skippervej. Arealet har været afgræsset af anguskvæg i de senere år. På den tørre strandvoldsslette nord for Skippervej er humusdannelsen ovenpå ral og sandsletten kun få centimeter tyk. Selv færdsel til fods kan blotlægge rallaget nedenunder henvisnede plantedele og den begyndende humusdannelse. Kørsel med maskiner udenfor den eksisterende vej bør helt undgås.

30 Rødlistede og gullistede arter. I driftsplanen er der nævnt en række af disse særligt beskyttelseskrævende arter, - laver. I 2003 blev der fundet en rødlistet svampeart, Ole Bang. Det drejer sig om frugtlegemer af den truede træboende Egetunge (Buglossoporus leucomelaena s.l.) Denne svampeart er optaget under rødlistens kategori E = truet,- hvilket også betyder højeste beskyttelseskrav. Arten kendes kun fra 8 fund i DK, Livø-fundet er det eneste i Jylland. Fundet er fotograferet og godkendt. Arten er knyttet til egeskoven. Insekter Trehornet skarnbasse er i dag en sjælden billeart. Den findes jævnligt på heden og i mindre grad i egeskoven (Ole Bang). Arten er jf. faglitteraturen knyttet til fåregødning. Tidligere var der et relativt stort fårehold på øen. Det er nu over 30 år siden der sidst var får på Livø. Den trehornede skarnbasse klarer sig på gødning fra rådyr og dådyr. Oldenborre er nogle år uhyre talrig. Heden Heden er gennem de seneste 100 år indskrænket betydeligt i omfang (se foto Achton Friis: De Danskes Øer, 1924). Heden er yderligere tilvokset med eg, birk og ene gennem de seneste årtier. Heden er periodevis i de senere år, afgræsset af anguskvæg.

31 Appendiks 2 LIVØ Artsliste for ynglefugle på Livø. Primært baseret på observationer fra Suppleret med obs. fra , Claus Eriksen. Med relevante bemærkninger om forekomst, indvandring og bestandsændringer. Antal angives med tal når det er kendt ellers med: + = 1-5 par, fåtallig + + = 6-10 par, almindelig +++ = > 11 par, meget almindelig? = muligvis, muligvis nogle år observeret under omstændigheder der sandsynliggør yngleforekomst Lille Lappedykker 1-2 Fiskehejre 3-4 par Gravand? ses i display, parvis og mindre flokke i y. tiden Gråand + Toppet Skallesluger +? ses parvis langs kysten i y. tiden. Vanskelig at reg. som y. fugl. Spurvehøg? tidligere nogle år med 1 par Musvåge 1-2 nogle år 2 par (det ene i rede få meter over jorden i Sønderskoven) Agerhøne tidl. udsat Fasan tidl. udsat Vandrikse 1-2 Grønbenet rørhøne 1-2 Blishøne 2-3 Strandskade + har tilsyneladende svært ved at få unger flyvefærdige husmår Stor Præstekrave + tidl. 2-3 par, men næppe y. succes i de senere år husmår Vibe 1 ved kalveskoven prederede reder Dobbeltbekkasin tidligere iagttaget i yngletiden af Acton Friis, 1924 Skovsneppe? en del fugle uden for y. sæsonen flere oplagte biotoper Rødben 1 tidl. ynglende Hættemåge ustabil. Mindre koloni nogle år i mosen Stormmåge 1 y. forsøg nogle år Sølvmåge + i halvfjerdserne Ringdue ++ Gøg? Natugle 1 i 70 erne og 80 erne Natravn 1 hørt i y. tiden i beg. af 90 erne Mursejler +? i 70 erne Flagspætte 1-2 gået tilbage i de sidste år Hedelærke 1 hørt i y. tiden i 70 erne

32 Sanglærke ++ Digesvale + nogle år Landsvale +++ i byen Bysvale +++ i byen Skovpiber + Engpiber ++ Hvid Vipstjert + Gærdesmutte +++ I krat på kystskrænterne, egeskoven og byen Jernspurv ++ I krat på kystskrænterne og i enekrattet Rødhals + Rødstjert 1-2 Solsort +++ Sangdrossel + Misteldrossel + Rørsanger + Gulbug + Gærdesanger ++ Tornsanger +++ Havesanger + Munk ++ Gransanger ++ Løvsanger +++ Fuglekonge ++ Grå fluesnapper + Broget fluesnapper? set, men ingen sikre indikationer på. yngleforekomst Topmejse + Sortmejse + Blåmejse ++ Musvit ++ Spætmejse y. i 1970 erne og 1980 erne. Enkelte obs. siden Træløber + Skovskade + Husskade + Allike + Gråkrage + Stær +++ Bogfinke +++ Grønirsk ++ Stillits? iagttages hvert år i yngletiden, egnede biotoper findes, men y. ikke bevist. Grønsisken? Tornirsk ++ Gråsisken 1-2 indvandret omkring 1980, nu usikker Lille korsnæb? Karmindompap Nogle år, fra begyndelsen af 1990 erne Dompap + Gulspurv +++ Rørspurv +

33 Kornværling + Flere observationer tyder på, at den tætte bestand af husmår, er en betydelig begrænsende faktor for især hulrugende fuglearter. marts 2005 Natur-Info Claus Eriksen Ole Bang har suppleret og bekræftet en række af observationerne.

34 Appendiks 3 LIVØ PADDER OG KRYBDYR Som for en stor del af de øvrige mindre danske øer, må det forventes at artsrepræsentationen er meget ringe eller helt fraværende på Livø. I 1924 skriver Acton Friis i forbindelse med sit besøg, at hugorm og snog er forsvundet,- og der mærkværdigvis vistnok slet ingen frøer findes. Hvor vidt disse optegnelser skyldes egne iagttagelser eller oplysninger fra de fastboende vides ikke. Skrubtudse Arten er med sikkerhed observeret fra begyndelsen af 1970 erne og har formentligt været der længe før. I og omkring byen må arten betegnes som meget almindelig efter årtusindeskiftet. Butsnudet frø Meget almindelig. Yngler i flere vandhuller. Mest talrigt i Ellesøen og mosen. I midten af 1980 erne blev der ulovligt udsat ørreder i Ellesøen med salg af fiskekort for øje. Det medførte i årene der efter, et markant fald i bestanden af butsnudet frø (fisk æder i stor stil haletudser). Tilsyneladende er ørrederne siden forsvundet, for bestanden af frøer er igen vokset til det tidligere niveau. Den tredje vigtige lokalitet for butsnudet frø, er lergraven ved teltpladsen. Ultimo august ses der i gode år, en stor mængde af frøer på land, ved de tre nævnte ynglelokaliteter. Lille Vandsalamander Fundet i flere af Livø s små vandhuller. Selv i få kvadratmeter store vandhuller på øens vestskrænter (1980, 82, 86, 92 Claus Eriksen). Snog Som nævnt af Acton friis, er arten ikke iagttaget i nyere tid. Den nærmeste kystnære lokalitet har tidligere været Trend, (1982, Claus Eriksen). Hugorm Den 27. juni 2002, fandt Ole Bang en hugorm, hun, på den sydlige strandeng. Det er under alle omstændigheder det først kendte fund i mere end hundrede år. Hvor vidt arten har været uafbrudt på Livø i mere end hundrede år eller om det er muligt, at hugormen kan overleve nedkøling under en ufrivillig svømmetur fra fastlandet er uvist. Alm. firben Ét fund, 10. april 2001, Ole Bang,- på rimmen øst for mosen. Natur-Info Claus Eriksen Marts 2005

35 Appendiks 4 LIVØ OVERSIGT PATTEDYR FLAGERMUS 1 obs maj 2002, Ole Bang SPIDSMUS 0 Muldvarp Nævnes af Acton Friis som en af de arter der nu er forsvundet fra øen. Om det umiddelbart kan tages som bevis for at arten tidligere har været på øen, er tvivlsomt. Pindsvin Samme som under muldvarp. GNAVERE Hare Fra fåtallig til talrig. Stærkt vekslende bestand. Skovmus Almindelig på hele øen Husmus Almindelig i byen og nærmeste omgivelser Markmus Ikke registreret Mosegris Meget almindelig. Stærkt fluktuerende. Tidligere beskrevede rotteplager i agerbruget, drejer sig utvivlsomt om denne art. Tidl. bekæmpelse med lækat og fritter. Egern Acton Friis skriver i 1924 at, egernet som for nylig blev indført her til, formerer sig med rivende hast. Egern findes i dag ikke på Livø. Hvornår det sidste egern er observeret på øen vides ikke. ROVDYR Ræv På grund af jagtlige interesser i forbindelse med udsætning af fasaner, udryddes ræven i slutningen af 1800-tallet. Flere kuld hvalpe i halvfjerdserne. Først i 1980 erne blev der etableret 4 kunstgrave, for at kunne regulere bestanden.

36 I 1990 erne skydes flere ræve under jagterne. Der er tilsyneladende et ønske om at udrydde ræven fra Livø s naturlige fauna. I er der kun 1 ræv tilbage. Husmår Ikke registreret før Det forekommer usandsynligt, at denne art er indvandret over isdækket fjord. Afstanden til nærmeste fastland, er knap 5 km. Flere ting tyder på at denne art er udsat som jagtobjekt i begyndelsen af 1980 erne. Stor bestand fra midten af 80 erne. Regulering af bestanden ved fældefangst fra Efter år 2000 stor bestand. Observeret på alle typer biotoper, i husene i byen, udenfor turistsæsonen i dagreder på strandeng, unger i brændestabler og bygningsaffald ved gården, i hule træer over alt i egeskoven, i huller i de lave kystskrænter, i dådyrådsler m.v. Mange individer har skader der tyder på intensiv intraspecifik konkurrence. Lækat Udsat, formentligt i midten af 60 erne p.gr. museplage. Forsvundet igen. Måske taget af mår. Odder Odderen er sandsynligvis forekommet på Livø meget langt tilbage i tiden. Men fra begyndelsen af 1970 erne og op til 1990 erne hvor arten var truet, har Livø formentligt kun været meget lidt besøgt af oddere. Intensiv og målrettet eftersøgning af spor, ekskrementer m.v., har med stigende tendens fra år 2000, vist at arten i perioder går regelmæssigt i land på Livø. Der kan observeres spor på stranden hele vejen rundt om øen. Fra fjorden og ind til vandhullet umiddelbart nordvest for havnen samt til mosen nord for gården, er der veldefinerede veksler. Der er således bevis for at odderen ikke kun benytter kysten til hvil og lignende. Som et kuriosum er der observeret lyserøde ekskrement markeringer fra odder. Den noget feminine farve på disse ekskrementer skyldes ikke, at det er en hunodder, men at den pågældende odder har ædt en del rejer. Farvestoffet er åbenbart kraftigt nok til, at farve de ellers sorte ekskrementer, pænt lyserøde. (odder observationerne er primært udført af Ole Bang). Rådyr Artens ældre historie på øen er ukendt. Men den har formenligt oprindeligt været en naturlig del af faunaen. I takt med skovrydningen fra 1600 tallet og frem til begyndelsen af 1900 tallet og en intensiv jagt, faldt bestanden ned på få dyr. Så vidt vides var rådyret udryddet på Livø omkring 1930, eller måske noget tidligere. Acton Friis nævner ikke noget om rådyr da han besøgte Livø i I 1930 erne udsatte de daværende ejere, De Kellerske Anstalter, et ukendt antal rådyr på Livø. Frem til 1973 hvor forsorgsinstitutionen lukkede, blev der drevet jagt på rådyr. Sommerbestanden anslås til at have ligget mellem 30 og 50 dyr op til lukningen af forsorgsinstitutionen i 1973.

37 Frem til 1980 hvor Skov- og Naturstyrelsen overtog driften, blev der praktisk taget ikke drevet jagt. I 1980 blev sommerbestanden anslået til 100 dyr. Der var flere indikationer på, at øen havde nået bæreevnen hvad angår rådyr. Territorierne lå tæt, der var mange gamle dyr, mange råer fik kun 1 lam. Rådyrene havde tilsyneladende vænnet sig til at færdes åbent i terrænet også i dagtimerne. De mange turister og den manglende forfølgelse havde bevirket at de ellers sky rådyr var blevet usædvanlig tillidsfulde. Blandt andet for at få plads til dådyr, blev bestanden kraftigt decimeret gennem begyndelsen af 1980`erne. Her efter lå forårsbestanden i en årrække på omkring 30 dyr. I takt med den stærkt stigende bestand af dådyr, er rådyrene blevet presset ud i randområderne, f.eks., den tørre del af strandengen, heden, og visse dele af de uigennemtrængelige krat på nord og nordvestskrænterne. Afskydningen har i de senere år ligget mellem dyr. Ved en stabil bestandsstørrelse, betyder det at sommerbestanden ligger på dyr. Om vinteren ses spring på7-10 dyr på strandengen øst for byen, enkeltindivider og små spring på 3-5 dyr andre steder på øen. (udviklingen og bestandsstørrelsen kan nærmere vurderes ud fra Skov- og Naturstyrelsens jagt- statistik). Dådyr Hvornår der første gang blev udsat dådyr på Livø vides ikke. For at finde en naturlig forekomst af dådyr i dansk pattedyrfauna, skal vi tilbage til Eem-mellemistiden for år siden. I forbindelse med udsætningen af dådyr på Livø i begyndelsen af 1980 erne, var et af argumenterne, at der i Kong Valdemars Jordebog var opført dådyr på Livø. Ved efterprøvning af påstanden har det ikke været muligt at finde den nævnte optegnelsen i Kong Valdemars Jordebog. Det tidligste bevis på udsætning af dådyr på Livø stammer fra 1876, hvor ejeren Kammerherre ritmester Oppen-Schilden udsatte et mindre antal hjorte på øen. Fra 1911 hvor de Kellerske Anstalter overtog øen, har der vist nok været dådyr uafbrudt helt frem til midten af 1970 erne, hvor den sidste dåhjort druknede efter et forsøg på at forlade øen. De 2 tilbageværende dåer døde her efter. Under sit besøg på Livø i 1924, får Acton Friis oplyst, at der i 1923 blev afskudt 20 stykker dåvildt da de generede landbruget for meget,- efter jagten var der kun 10 dådyr tilbage foruden nogle kalve. I begyndelsen af 1980 erne blev der indført xx dådyr fra dyrehaven (vistnok ca. 20, men det kan oplyses præcist fra skovdistriktet). Parallelt her med, indledtes en intensiv afskydning af råvildt. Der var ikke plads til større antal af begge hjortearter. En af begrundelserne for afskydningen var, at dåhjortene p.gr.a. deres ophold i det åbne terræn i dagtimerne, var en mere publikumsvenlig hjorteart end rådyrene. Målet var at dådyrbestanden skulle vokse til dyr. I de senere år har dådyrbestanden inden jagtsæsonen, ligget på dyr (kalve, dåer og hjorte) Den relativt store hjortebestands fødebehov ses på bundvegetationen i egeskoven og på kornafgrøderne i det økologiske landbrug. Uden fourageringsmulighederne på landbrugsafgrøderne, kunne den aktuelle bestandsstørrelse ikke opretholdes.

38 I februar 2004 iagttog jeg 111 dyr på engang ved solnedgang (vandhullet ved kalveskoven). Samme dag blev en mindre rudel af dåer (8) iagttaget i den nordligste del af egeskoven, under omstændigheder der betyder at disse dyr muligvis ikke var indeholdt i den store samlede rudel. Ud fra disse observationer, må forårsbestanden i 2004, have været på minimum dådyr. Afskydningen har i de seneste år angiveligt ligget på Naturligvis er kønsfordelingen i bestanden afgørende for den årlige tilvækst. En forholdsvis stor afskydning af dåer, vil således være en farbarvej i en mindskning af bestanden. Spættet Sæl Den først kendte pålidelige optegnelse om sæler på Livø stammer fra Acton Friis, En lille flok blev iagttaget på Livø Tap. I samme forbindelse blev sæler regelmæssigt iagttaget i Livø- og Løgstør bredninger. I begyndelsen af 1970 erne konstateredes det at bestanden af spættet sæl var faldet betydeligt i gennem en årrække. I Limfjorden blev den spættede sæl jagtfredet i I de efterfølgende årtier er bestanden vokset betydeligt, ikke blot i Limfjorden men i alle danske farvande. Bestanden påvirkes nu stort set kun af naturlige årsager, alder og sygdom. I takt med den tiltagende turisme på Livø, ses sælerne nu i mindre omfang under hvil på kysten og Livø Tap, som er udlagt som vildtreservat. Ved lave vindstyrker er det dog næppe muligt for den vågne iagttager, at gå en tur rundt om Livø langs kysten, uden at observere svømmende sæler. Med stigende intensitet under de epidemiske sælsygdomme, iagttages der hylere (forladte/bortkomne) sælunger og syge/døde sælunger på Livø s kyster. Under den seneste epidemi, efteråret 2002, blev der i sept.-okt- fundet 38 døde sæler på Livø, både voksne og unge. (Ole Bang). I vinterhalvåret ses der uregelmæssigt, hvilende sælflokke på Livø Tap. De mest anvendte hvilepladser er Blinde Røn og Ejerslev Røn, vest og nordvest for Livø. Natur-Info Claus Eriksen Marts 2005