Tør vi gøre det? Tør vi lade være?

Transkript

1 Tør vi gøre det? Tør vi lade være? Competition review and restructuring Forandring er altid svær og det føles ofte som om, at det jo går meget godt, så hvorfor skal vi gøre noget anderledes? Hvis alting bare er godt, hvorfor stagnerer vores medlemstal så? Hvorfor har vi ikke 10 nye topspillere stående i kulissen? Og hvorfor stopper mange af vores talenter i en ung alder før de har toppet? Hvorfor oplever vi svingdørseffekten blandt børne- og ungdomsmedlemmerne? Er det fordi vi som forbund, som klubber, som trænere og som enkeltpersoner, er nogle gamle, forstokkede og total uforandringsparate personer? Jeg tror det! Jeg har selv været en af dem! Ja, er det måske stadigvæk? Men så i sidste uge deltog jeg i en helt igennem øjenåbnende workshop i DIF-regi sammen med 35 andre samarbejdspartnere og specialforbund om den canadiske sportsudviklingsmodel under navnet Competition review and restructuring (Konkurrencevurdering og omstrukturering.) Det var så tydeligt og så meningsgivende, hvorfor vi ikke kan løfte vores medlemstal, fastholde og udvikle vores ungdomsmedlemmer og skabe de næste nye verdensstjerner. Vi gør nemlig, som vi plejer... Vi tog jo en træneruddannelse for 10-20, ja, måske 30 år siden. Vi har da fået en ny stjerne i Groth. Vi rykker da i medlemstal (med +60). Vi lader vores yngste spillere konkurrere under samme vilkår som de voksne og efter samme ITTF-regler. De skal jo være den nye Groth og spille internationalt, så de kan ligeså godt lære det tidligt. Vi sender vores spillere til udlandet og konkurrere så hurtigt og så tidligt som muligt, vi voksne mener jo, det er sjovt og at det udvikler. Men Maze, Groth og Lind er enerne. De tre stjerner er undtagelserne i den virkelighed, der er i alt for mange klubber, hvor hundreder af børn og unge hvert år melder sig ind for at melde sig ud igen kort tid efter, fordi vi ikke giver dem et ordentligt produkt, hvor konkurrenceformen måske har en afgørende betydning. Hvem ved, måske kunne der have været to eller tre gange så mange Groth er eller Lind er, men vi har tabt dem inden de blev 12 år. Skal vi bare tage den roligt? Eller skal vi ikke hellere gå foran de andre specialforbund, der har de samme udfordringer som os og ændre den tilgang vi har til børn og konkurrence? DBTU s finansieringsmodel (licensbetaling) giver i hvert fald ikke svaret, vores konkurrence/turneringssystem heller ikke, vores rating system nej! Måske skal vi turde vove os ud på den brændende platform og gøre mange ting helt anderledes.

2 Den canadiske model og tilgang til sport, børn, miljøer og elitesport giver svaret! Træning og trænere Al forskning peger på at børns udvikling foregår i trin, hvor det en vigtigt at man ikke springer noget over. Det gælder indenfor barnets fysiske, psykiske og sociale udvikling og dermed også for, hvordan man præsterer i skolen, i sporten og sidenhen i resten af livet. Den canadiske sportsudviklingsmodel er bygget op omkring disse trin og er vigtige at holde fokus på, i vores forandring, i vores træning og i vores målsætninger. Modeller: Nedenfor (tv) ses tre modeller, der illustrerer de aldersrelaterede udviklingsmodeller. Den første er den canadiske udviklingsmodel, den næste model har Team Danmark udviklet og DBTU har introduceret den først i det Bordtennis aldersrelaterede træningskoncept (BAT) og igen i Det Batter. Der er helt tydeligt sammenfald mellem de to modeller, bortset fra at Team Danmark modellen kun har fokus på udviklingen af en fremtidig elitespiller. Den canadiske model har fokus på Sport for life for både elitespilleren, men også de mange, som gerne vil have det sjovt hele livet. Den sidste illustration viser Baseball Canadas fortolkning af den første model og illustrerer både trænerens og spillerens udvikling. 2

3 3

4 Uddannelse Det betyder så, at vi skal have fokus på vores træning og trænere. Hvis vi ikke gør det rigtigt fra start, får vi aldrig børnene til at blive i klubberne på den lange bane. Uddannelsesudvalget har, i samarbejde med DBTU s konsulenter og DIF, gået forrest med ATK og den nye træneruddannelse, som kan styre os i den rigtige retning. Træning på barnets niveau, både udviklingsmæssigt og miljømæssigt. Men det kræver, at vi som organisation, som klubleder og som træner tager den nye uddannelse til os og holder fokus på den langsigtede fastholdelse af mange børn og ikke på, at en enkelt spiller skal vinde Top12 for puslinge. DIF s har for nyligt udgivet hæftet Det gode børne- og ungeliv i foreningsidrætten, holdning og handling tager også udgangspunkt i den canadiske sportsudviklingsmodel, og kommer med følgende anbefalinger ved valg af trænere: 4 1. Vælg trænere, der har et helhedssyn på børn og unge og som er nysgerrige på deres liv udenfor idrætsarenaen. 2. Vælg trænere der er engagerede og fagligt dygtige, så de er i stand til at coache og involvere børn og unge til mestring og refleksion over egen idræt, fremfor et konstant fokus på resultater. 3. Vælg den rette trænerprofil i forhold til målgruppens alder, køn, motivation og mål med idrætsdeltagelse. 4. Uddan alle trænere og stil store krav til deres menneskelige egenskaber. Foredragsholderen fra André Lachance, fra Canada Sports of Life, tilføjede endnu et væsentligt punkt, som gav stof til eftertanke. 5. Overvej på hvilket hold og til hvilken aldersgruppe, ens bedste træner skal være træner. I den canadiske model er det ikke på klubbens bedste hold, men derimod for begynderne og børnene. MEN definitionen af bedste træner er vigtig at få på plads. For den bedste træner er ikke den med højest ratingtal eller flest stjerner på skuldrene, men den som opfylder de fire første punkter. Altså en træner, der forstår børnene på et personligt plan og ved, hvad der skal til for at fastholde dem i lang tid. Konkurrence og turneringssystemet Bedre uddannede trænere gør det ikke alene, og så længe konkurrencen fylder så meget som den gør i bordtennis, så kæmper trænerne måske en forgæves kamp imod systemet. Så i min optik, hvis vi vil lykkes med at fastholde flere børn, skal vi grundlæggende ændre vores konkurrencesystem for den målgruppe, eller i hvert fald tilbyde noget alternativt. Canada Sports for Life har, sammen med deres specialforbund, udviklet regler for hvor meget børn og unge må konkurrere, hvor langt de må rejse for at konkurrere og en stor del også gjort deres forskellige sportsgrene og turneringer mere børnevenlige og udviklende jævnfør udviklingstrinene. Deres studier og resultater viser, at de får langt flere atleter til at blive i sporten længere og at atleterne performer bedre, også internationalt, på den lange bane. En af succeserne, som vi kender herhjemme fra, er Kids Volley kontra almindeligt Volley (læs mere her: Det betyder, at hvis vi vil nå vores mål i 2021, bør vi også kigge på måden vores børn og unge konkurrerer. Skole OL er måske et skridt i den rigtige retning, for dem der er så heldige at være med.

5 Men vi må have nye former for bordtennis på programmet i klubberne, hvis ikke de fleste skolebørn skal forlade klubberne, når de møder den traditionelle og gammeldags form for bordtennis. Derudover skal vi have en dialog i bordtennis-danmark om hvordan, hvor meget og hvor tit, vores børn og unge konkurrerer. Forestil jer fx bordtennisbordet i børnehøjde. Altså at bordtennisbordet nåede jer til brystet eller hagen? Hvordan tror I det ville være at få en meningsfuld træning og konkurrence ud af det? DIF har oversat nogle af anbefalingerne i det før omtalte materiale: Konkurrencer og turneringer for børn og unge skal tilrettelægges og foregå i overensstemmelse med deres fysiske, mentale og sociale udvikling. Specialisering og aktiv selektion inden puberteten skal så vidt muligt undgås. Placering af udøvere i træningsgrupper og udformning af konkurrencer skal ske ud fra den mentale og sociale alder mere end ud fra sportsligt niveau. Alle uanset niveau skal have trænerens opmærksomhed under træning og i konkurrencer (også i coach situationer). Resultater og ranglister (Ratinglister) for børn under 13 år, bør ikke offentliggøres. Fokus skal være på individets langsigtede sportslige udvikling fremfor det kortsigtede resultat. Det hele var så tankevækkende, så øjenåbnende, så energigivende og så selvfølgeligt, at jeg kunne skrive side op og side ned om, hvad der kan gøres på en bedre måde i dansk bordtennis på både unionsplan, regionsplan, klubplan og for den enkelte træner eller leder og for den enkelte spiller. Men der sker kun noget på den længere bane, når vi alle trækker i samme retning. 5